↩ Medens Kongen nu maatte begynde sit Felttog med at betvinge de frafaldne Ditmarsker, som satte sig tappert og haardnakket til Modværge, rykkede Grev Henrik og Hertug Adolph heelt op mod Eideren. Aftenen før St. Michels Dag havde de slaaet Leir tæt ved Floden. De havde samme Dag ved Flygtninger erfaret, at Kongen havde overvundet Ditmarskerne og var brudt op for at bestorme Rendsborg. Den Lykke og Raskhed, hvormed Kongen foer frem, havde gjort dem forsigtige og betænkelige. Sildig ud paa Natten sade de alvorlige og tause og tømte et Bæger Viin sammen i Grev Henriks Telt. Maanen speilede sig stille i Floden og blandede sit blege Lys med Skinnet af en enkelt Kerte i Teltet. Man hørte Skildvagternes afmaalte og eensformige Gang med de sagte klirrende Vaaben udenfor. Paa Grev Henriks Befaling var der stille i Leiren, og intet Lys eller Vagtblus maatte tændes.