↩ Ingemanns ansættelse som lektor i dansk sprog og litteratur ved det netop genoprettede Sorø Akademi var en af de væsentligste forudsætninger for den nye udvikling i hans produktion, der begyndte omkring 1820. Stillingen tvang ham til at sætte sig ind i den danske litteraturs historie, og han førtes derved til et grundigere studium af Danmarkshistorien, end hans tidligere historisk inspirerede, men rigtignok historisk meget løst funderede værker havde medført Arbejdsforpligtelserne var i de første mange år særdeles overkommelige, og den faste indtægt betød, at Ingemann efter ti års forlovelse omsider kunne gifte sig. Ægteskabet må formodes at have været en vigtig forudsætning for den psykiske stabilitet og fysiske sundhed, der nu efter Ingemanns eget udsagn (Tilbageblik s. 44) kom til at præge ham stort set resten af livet. I det mindste er hans senere værker ikke så voldsomt præget af den fornægtelse af den sanselige erotik, som i hans ungdomsværker giver sig udslag i en forkærlighed for at beskrive urealiserede, ofte incestuøse kærlighedsforhold. I disse forhold sublimeres driften som regel til kunstnerisk skaben og længsel efter døden, efter de eiskendes salige forening i evigheden. Dér vil sjælene, fri for alle legemlige bånd, endelig kunne smelte fuldstændigt sammen. Selv om Ingemann aldrig blev nogen sanselig erotisk digter, kan hans personer i manddomsværkerne dog blive gift - rigtig gift, så de endog får børn af det.