↩ Ingemanns værker i de nærmeste år efter Valdemar Seier blev præget dels af færdiggørelsen af den nationalhistoriske cyklus, dels af en litterær fejde, der opstod efter Chr. Molbechs anmeldelser af Valdemar Seier og Erik Menveds Barndom. Indtil midten af 1830'rne følte Ingemann sig bitter og isoleret i den pjattede og materialistiske samtid, men fra tiårets sidste halvdel stammer nogle af hans mest populære værker: hans Morgen- og Aftensange og Holger Danske. 1840'rnes stigende politiske røre havde Ingemann ikke megen forståelse for; han flygtede i sin digtning til Grønland (Kunnuk og Naja) eller til stjernehimlen (Stjernebilledernes Symbolik). Først treårskrigen 1848-1850 åbnede hans øjne for, at folkeånden også kunne fremtræde stærkt og smukt under demokratisk styreform; hans to sidste mere omfattende værker, Den stumme Frøken og Landsbybørnene, er samtidshistoriske romaner fra treårskrigens tid. De hører til det bedste, han har skrevet, og har egentlig ikke fortjent den glemsel, der nu har sænket sig over dem.