Romanens senere skæbne
✂ Valdemar Seier udkom 7 gange i Ingemanns levetid. Hver gang foretog forfatteren nogle små ændringer, flest i 3. udgave fra 1841. Her kan man se, at han nogle steder retter sig efter Molbechs kritik af romanen. Der er dog kun tale om minimale ændringer, som når han erstatter Marthes »Blyants Kaabe« (s. 47 og 378) med »graa Kaabe« eller bare »Kaabe«; Molbech havde oplyst, at blyant var et meget kostbart stof, som Marthe bestemt ikke ville kunne optræde i. Derudover findes en del ændringer, som gør teksten lidt lettere at læse. Mange af de latinske udtryk i åbningsscenen bliver fjernet, enten erstattes de af danske ord, eller de bevares, men oversættes i noter. Nogle få steder tynder Ingemann også ud i de sideordnede udtryk, så f.eks. Gråbo nu kun ligger i »Gruus« og ikke mere i »Gruus og Aske« (s. 115). Denne 526 type lettelse ses i flere udgaver, ligesom Ingemann også gentagne gange griber ind over for tyske gloser, som han erstatter med danske; f.eks. rettes »Zelter« (s. 387) til »Ganger« og »Gebærder« (s. 403) til »Miner«.
✂ En lettelse for læseren - og oplæseren - er det også, at romanen i 6. udgave bliver opdelt i kapitler. Originaludgaven er, som det ses, kun inddelt ved afsnitsstreger, som i begyndelsen er meget fa, siden hyppigere. Den overordnede deling i tre bind synes rent mekanisk. Hver del svarer nogenlunde til »en almindelig bog«, men det kan have spillet ind, at nogle af Walter Scotts bøger fra første færd var delt i 3-4 små bind, en praksis, som efterhånden blev næsten obligatorisk for bedre engelske romaner (three deckers).
✂ Efter Ingemanns død blev værket fortsat genoptrykt, som regel efter den foregående udgave, men af og til har man optaget nogle fa læsemåder fra ældre udgaver, og i enkelte tilfælde har man taget en -øjensynlig helt tilfældigt valgt - tidlig udgave som forlæg. Meget langsomt ændres retskrivningen i alle disse genoptryk, så den nærmer sig samtidens.
✂ Fra 1913 og indtil denne udgave er Ingemanns historiske romaner kun udgivet i bearbejdet form. Der foreligger følgende bearbejdelser: Erling Stensgårds (1928 og 1930), Ove Brusendorffs (1940 og 1943), Henrik Madsens (1941 og 1946), en anonym på Normanns forlag (1966) og Rolf Dorsets (1982). Endelig udkom en Valdemar Sejr ved Ebba Mosegård som første bog i Gyldendals lette læseserie i 1954. Dette værk ligger så langt fra Ingemanns, at de ikke med noget udbytte kan sammenholdes, og derfor indgår den ikke i omtalen af bearbejdelserne nedenfor.
✂ Bortset fra den tydelige sammenhæng med Besættelsen er det vanskeligt at sætte udgivelsestidspunkterne i nogen indlysende sammenhæng med samtiden. Man kan heller ikke påvise nogen udvikling i holdningen til klassikerbearbejdelser, selv om bearbejdelserne repræsenterer forskellige typer.
✂ Mindst indgribende er 1966-udgaven. Den forkorter ikke, hvad alle de andre gør, men foretager en ganske let sproglig modernisering. Den anden type repræsenteres af Brusendorff og Madsen, som begge principielt kun forkorter ved udeladelser. De bevarede afsnit, omkring to tredjedele af Ingemanns roman, udsættes altså for et minimum af indgreb. Hermed ophører også enhver lighed mellem de 527 to, for mens Brusendorffs indgreb tilsyneladende udelukkende er bestemt af, hvad der ved en første og hurtig gennemlæsning kan undværes, vidner Madsens om et grundigt arbejde med og en konsekvent holdning til værket. Den tredje type bearbejdelse er foretaget af Stensgård og Dorset. Værket forkortes her dels ved udeladelser, dels ved omskrivning af det bevarede stof. Denne omskrivning foretages imidlertid efter forskellige principper. Disse to bearbejdelser forkorter betydeligt mere end den anden type, deres omfang er ca. 40% af originalens.
✂ Forkortelserne afviger indbyrdes i deres gengivelse af romanens indhold; interessante er i denne sammenhæng Stensgårds, Madsens og Dorsets bearbejdelser. For dem alle gælder det, at hovedpersonerne forenkles, mest markant hos Stensgård Det er også et fællestræk, at bipersonerne reduceres eller glider helt ud, men der er ikke fuld enighed om behandlingen af de konkrete personer. Tydeligst er tendenserne hos Madsen, der helt udelader alt stof om Helene, og hos Dorset, der klart koncentrerer romanen om Valdemar som den ubestridte hovedperson. Handlingsgangen bliver behandlet principielt forskelligt. Hvor Stensgård har så godt som alle handlingsforløb med, udelader Dorset en række sidehandlinger. Det samme gør Madsen, men han adskiller sig fra Dorset ved konsekvent at forbigå ét væsentligt handlingskompleks, Helenemotivet. Det historiske stof og tidskoloritten blegner noget hos Stensgård og Dorset, men hos Madsen er det ikke karakteristisk, at specielt dette element udelades. M.h.t. det væsentligste i forfatterholdningen, den kristne tolkning af Valdemars og dermed nationens skæbne, er det derimod Madsen og Dorset, der gengiver mest loyalt, mens Stensgård nedtoner dette aspekt meget kraftigt.
✂ Ingemanns syntaks (led- og sætningsbygning) er ret enkel. Alligevel er Stensgårds syntaktiske omformninger meget hyppige, gennemgribende og mangeartede. Dorset sætter mindre massivt ind over for syntaksen, men hans indgreb er dog mærkbare og af flere typer, mens 1966-udgaven har endnu færre ændringer og næsten kun af ledstillingen. Hos Brusendorff og Madsen er indgreb over for syntaksen meget sjældne.
✂ Alene kan de syntaktiske omformninger ikke tjene som målestok for graden af den sproglige forenkling. Tydeligst ser man dette i Dorsets bearbejdelse, som opnår lettelsen af teksten ved simple 528 udeladelser i langt videre omfang end ved andre indgreb. Også de andre bearbejdelser benytter sig af mindre udeladelser, mest Stensgård, mindst 1966-udgaven. Hårdt går det i alle tilfælde ud over Inge-manns karakteristiske bredde i stilen.
✂ Moderniseringen af ordforrådet gribes an på to principielt forskellige måder, ved fodnoter (hos Madsen) og ved ordudskiftninger (i alle bearbejdelserne, også Madsens). Ordudskiftningerne svækker naturligvis ligesom de øvrige indgreb i nogen grad den ingemannske stil, men i de fleste tilfælde er moderniseringerne foretaget skønsomt og med veneration for forfatterens sprog. Tættest ved Ingemanns stil ligger selvfølgelig Brusendorff, 1966-udgaven og Madsen i den nævnte rækkefølge. Dorset bevarer noget mere af den ingemannske tone end Stensgård, men begge ændrer klart stillejet i retning af det mere dagligdags.
✂ Det er oplagt, at bearbejdelserne er foretaget med forskelligt publikum for øje. Stensgård sigter nok mod de 10-12 årige (subskribenterne på Chr. Erichsens Børneblade) og Madsen og Dorset mod de unge fra omkring 14 år. 1966-udgaven er den eneste, som klart er rettet til voksne. Om disse bearbejdelser må man sige, at de i alt væsentligt vidner om grundighed, omtanke og konsekvens, selv om man jo nok kan forbeholde sig ret til en vis skepsis over for klassikerbearbejdelser.