↩ Holger blev urolig da han tænkte paa sit Spil med dette mistænkelige Væsen, og at han endnu stod i hans Gjæld paa den forunderligste Maade; men han taug dermed, for ikke at bekymre den Gamle og Mirza. Snart forglemte han ogsaa selv denne Sorg, og Historien med Spilleren forekom ham som en længstforsvunden, urimelig Drøm. Førend det første Aar var tilende var Holger en lykkelig Fader, og i tre Aar var hans Faderlykke tredobbelt. Men nu døde den gamle Konge, og det var ligesom han endnu i Døden stirrede længselfuld efter hint fortryllede Land og sin elskede Melior. Grædende tillukkede Mirza de brustne stirrende Øine. Ogsaa Holger begræd ham oprigtig, som en god og kjærlig Søn, og førte lykkelig Septeret efter ham. -