Skolekammeraterne

Skolekammeraterne

Det var en smuk Pintsemorgen 180-. Den daglige Larm og Færdsel hørtes ikke paa Kjøbenhavns Gader. I alle Huse var der gjort reent og pynteligt til Høitiden. Hos de Syge paa Hospitalet saae der ogsaa heelt festligt ud. Gangkonerne trippede i deres Søndagsklæder med de blanke polerede Tinskaaler til deres Syge, og Professoren gik, siirlig friseret, paa sin gammeldags Maade, som Verdensmanden fra det 18de Aarhundrede, med en heel Række unge Candidater, gjennem Sygestuerne og foretog sin daglige Morgen-Undersøgelse. »Hvor er Valman?« - spurgte han og rynkede Panden. - »Han forsømmer den skjønne og lærerige Amputation, vi saa længe har glædet os til.«

»Valman talte om at gaae i Kirke« - svarede en af Candidaterne med et sarkastisk Smil.

»Hm! i Kirke?« - mumlede Professoren og rystede paa Hovedet - »han sover vel snarere ud efter Sviren igaar, eller styrker sig til en ny magnetisk Cuur ved en god Frokost. Det forbandede tydske Sværmeri var jeg tilfreds Ingen af Dem vilde befatte sig med, mine unge Herrer!« - vedblev han og standsede - »Det fører kun til Galskab og følsomme Historier. Jeg mærker nok, det er ikke rigtigt med vor flinke Valman siden Mirakelcuren med den Grossererdatter. Er han nu ovenikjøbet bleven andægtig, varer det vel ikke længe inden han formelig slaaer sig til Flasken.«

De unge Candidater smaaloe; men Ingen af dem gjorde Indsigelser mod deres høit agtede Docents Yttringer.

»Der er Ingenting, en ung Chirurg mere maa vogte sig for« -vedblev Professoren docerende - »end Følsomhed og utidig Fromhed, saavelsom Formiddagsdrik og den animalske Magnetisme. Den ædrue Erfaring, det solide Practiske kommer det ene an paa, mine Herrer! - Den følsomme Chirurg er en Kludrer, naar det gjælder om at sætte en Arm eller et Been af med koldt Blod. Den forelskede Sværmer dræber Patienten paa Jorden, medens han sukker for sin Engel i den syvende Himmel. Den, der skal have en sikker Haand og et skarpt Blik, maa aldrig smage Spiritus om Morgenen - om Aftenen i

166

godt Lag er det en anden Sag. Andagt kan være god nok for Patienten, hvor Læger og Apotheker ikke meer kan hjælpe; men dertil har den samvittighedsfulde Læge, saa Skam, ingen Tid; dermed kommer Videnskaben, paa min Ære, heller ikke et Skridt videre. Det er den bedste og christeligste Andagt at helbrede sine Medmennesker. Det gjorde vor store Dydsmynster ogsaa paa Sabbathen. Hvad endelig den animalske Magnetisme angaaer - saa er den mere aands- og legemssvækkende, end Drik og al simpel naturlig Liderlighed. Slige fordømte Experimenter kan snarere gjøre de klogeste Folk gale, end Romanforelskelse og utidig Kirkegang. Jeg forsikkrer Dem, mine Herrer!« - tilføiede han næsten bevæget - »jeg taler til Dem som en practisk Christen og en faderlig Ven. Det fornøier mig at see Dem saa talrige her idag; jeg glæder mig til Operationen i Formiddag som til en Fest. Det er den skjønneste og værdigste Maade, vi kan helligholde Aandens og vor ædle Videnskabs Høitid paa. De maa vide, mine Herrer! det var paa en Pintsefest, hvis jeg ikke feiler - at vort berømte chirurgiske Academi blev stiftet, og var det ikke paa den Tid, saa burde det, paa min Ære, været det.«

Efter denne lange Tale, som de unge Candidater med megen Opbyggelse syntes at have hørt, medens de hemmelig havde gjort pudseerlige Miner til hverandre, gik den gamle Professor videre. Han fremtog allerede sine chirurgiske Instrumenter, som han pudsede og ligesom kjælede for, medens han med glædestraalende Ansigt og hastige Skridt nærmede sig til en jamrende Patient, hvis halve Legeme, saa omtrent, denne Morgen skulde afsættes.

Den unge chirurgiske Candidat Christen Valman stod imidlertid i sit Værelse paa Hospitalet, omgivet af Dødningehoveder og Scheletter, og betragtede med Velbehag sin nye Klædning i Speilet. I den fine grønne Kjole med korte spidse Skjøder, med sin veldannede Skikkelse i de snevrc lysebrune Casimirs Beenklæder, der, efter den da herskende Mode, skjultes forneden af et Par blanke guulkravede Støvler - med forgyldte Knapper i den nye blommede Silkevest, syntes han nu selv, han var ganske vakker, og ønskede kun, at hans lykkelig helbredte Patientinde, Frøken Amalia Falk, maatte møde ham idag og finde ham endnu langt vakkrere. Som Amanuensis hos Agent Falks Huuslæge, havde han kun havt Adgang der i Huset, medens han foretog en magnetisk Cuur med den unge Frøken. En altfor stærk Sympathie mellem de unge Mennesker var ikke undgaaet 167 Huuslægens Opmærksomhed, og neppe var Amalia helbredet, før Valman, med et betydeligt Honorar, havde faaet Afsked som Magnetiseur og Amanuensis. Siden havde han kun havt Leilighed til at see den smukke Grossererdatter om Søndagen i Kirken eller paa de offentlige Spadsereveie. Hun fulgtes næsten bestandig af sin Fader, Agenten, en lille Mand med et ret muntert, men tørt Pengemandsansigt. Sidste Søndag var hun tillige ledsaget af en fremmed aldrende Herre, som vakte Opsigt rned sine store Diamantsbrystnaale og theatralske Fagter.

Valman tog nu sin Sukkerrørs-Stok, for Spøg kaldet Ligevægtsholderen, i Haanden, satte den nye fine Hat af David Marcks Fabrik paa tre Haar, slog med Stokken paa de gule Støvlekraver og spadserede frem og tilbage for Speilet, for at øve sig i at være en rask Cavalleer, der kunde hamle op med den fremmede Diamantherre, og for ikke, som sidst, at hilse, som en forlegen Confirmand, naar han saae Amalia i Kirkestolen eller mødte hende paa Østergade. Han hilsede nu rask for Speilet. Idetsamme hørte han en skingrende Latter bag ved sig og en Raslen paa Væggen over Døren, medens en stærk Trækvind gjennemisnede ham. Det var den mærkelig grimme Gangkone, som de kaldte Cadaver-Marthe, der med Latter var bleven staaende bag ved ham i den aabnede Dør, med hans Frokost paa en Tin-Tallerken i Haanden, medens et Barneschelet, der hang over Døren, raslede i Trækvinden. »Jo, De er rigtignok endnu en ganske kjøn Fyr, Hr. Valman!« - sagde hun med sin skingrende Stemme - »men giv kun Tid! naar Haaret falder af Skallen og Kjødet af Kjævebenene, saa er al den Herlighed forbi.«

»Det behøver du ikke at fortælle mig, gamle Sybille! Jeg skulde rigtignok ikke see mig saa selvtilfreds i Speilet, det kan du have Ret i - speiler man sig ved Midnat, staaer jo gjerne en vis Mand bag ved og griner, og, har han Forfald, sender han sin Oldemoder - men nu er det jo høilys Dag. - Bliv ikke vred, skjøn Marthe!« - tilføiede han forsonende, da den Gamles Latter saa pludselig gik over og hun smeldede Døren haardt i. - »Jeg har egentlig pyntet mig for din Skyld idag, og du er ung nok til at gifte dig igjen. Du er jo dog min gamle Skolekammerats kjødelige Moster. Nu hvad synes du om mig?«

»Var jeg tredive Aar yngre« - svarede Marthe med et stikkende Blik - »kunde jeg være dum nok til at ønske mig saa smuk en Spradebasse til Brudgom - nu var jeg tilfreds, jeg kunde putte den spraglede 168 Spottefugl i Kjedlen inat og skrabe ham til saa adstadig en Herre, som de gode Venner, der hænge og dingle!« - Dermed trak hun en af de Beenradcr, der hang paa Væggen, i Taaen, saa den raslede. »Den Taa har jeg havt under Kniven, da der var Kjød paa den« - tilføiede hun »dengang var den, saamænd, vel saa smuk som min fine Herres lille Peerspillemandsfinger der med Guldringen.«

»Fy, Marthe! du gjør jo værre Grimasser, end din gale Søstersøn, naar han legede Satan med os i Skolen. - Han er nu sagtens gaaet Fanden i Vold, og du ligger nok paa Reisen til ham. Det var bedre, du gik i Kirke, som jeg, end var saa arrig paa en høihellig Pintsedag - hør! nu ringer det jo sammen.«

»Ha, ha!« - loe Marthe - »gaae nu Chirurger ogsaa i Kirke? og det er dog ikke Confirmations-Søndag; men maaskee kan der alligevel være smukke Jomfruer at pynte sig for.«

»Gaa din Vei, Marthe! - du seer ret ond ud idag« - sagde Valman alvorlig - »men, hør dog! naar faaer jeg det Hoved, du har lovet mig?«

»Imorgen« - svarede Marthe - »men herefter kan I fine Herrer see hvem der skaffer Jer pene Hoveder og Rade! Jeg reiser med min Søstersøn herfra« - tilføiede hun stolt - »han er bleven en stor Mand han reiser om, som Professor i Mirakelkonsten - hans Navn staaer med røde Bogstaver paa Gadehjørnet. Det er noget Andet, end en lumpen Candidat, der knap kan betale de Klæder, han stadser med, og bliver bleg om Næsen, naar jeg skraber Kjødet af en kogt Mand og drikker hans Skaal i en Midnatssnaps.« - Dermed var hun ude af Døren.

Valmans overgivne Lune var forbi. Hans Værelse syntes ham en Hexehule, hvor han kun hørte gispende Dødssuk omkring sig. Han forekom sig selv som en letsindig Galning, der dandsede i en Gravhvælving, medens magre Dødninge udstrakte deres spidse Knokkelfingre efter ham. Det var hans Vane at give sine Tanker lydelige Ord, naar han var ene, og det var sagt ham, at det var et sikkert Tegn paa, han skulde blive gammel. Derfor var det maaskee ogsaa, han uvilkaarlig pleiede denne Gammelmands-Vane hos sig. »Jeg duer dog ikke til Anatom« - sagde han mismodig - »jeg overvinder dog aldrig min barnagtige Væmmelse og Rædsel for Afgrunden i Naturens Inderste. Denne gamle Kjærling gjør mig til Skamme. Hun staaer ene om Natten ved Gadaverkjedlen og skraber Fingre og Been med Sang 169 og Latter, medens jeg faaer ondt ved enhver Obduction. Nu bort fra disse Beenrader idag! Det er Helligdag -jeg vil i Kirke!«

Paa Veien til Kirken glemte han reent alle mismodige Skrupler; han huskede heller ikke paa, at han var pyntet og vilde spille en rask Cavalleerrolle, men gik stille og glædede sig over den herlige Foraarsluft, som han selv i Staden syntes at indaande. At han gik en Omvei til Kirken, mærkede han først, da han stod udenfor den prægtige Gaard, hvor Amalias Fader, den rige Agent Falk, boede. Han saae alle Rullegardiner nedrullede og undrede sig derover, da man dog ikke kunde sove endnu og vel neppe saa tidlig kunde være reist paa Landet. Han besluttede at spørge sig for hos Portneren. Han ringede sagte og beskedent Den fornemme Portner, der paa Klangen troede at høre, det var en Betler, lod ham staae. Han tog Mod til sig og ringede stærkt. Da Portneren nu lukkede op og saae den pyntelige Herre, fortalte han ham meget høflig, at Herskabet var taget ud paa det nye Landsted ved Strandveien, tilligemed den fremmede Grev Schwalben, der om tre Dage skulde have Bryllup med Frøkenen.

Valman vidste ikke Meer af hvad han havde hørt. Han foer afsted som en Rasende og kom først til Besindelse, da han, imod Sædvane, befandt sig i en Viinkjælder, ligeoverfor Kirken, som han først havde agtet sig til.

»Brud om tre Dage!« - mumlede han - »Grevinde Amalia v. Schwalben - det klinger ganske anderledes end Madam Valmanmen hvad har jeg at bebreide hende? det var jo kun i Drøm, i magnetisk Søvn, hun gav mig hint Kys og satte denne Ring paa min Finger - Dosmer! Dosmer, som kunde bygge et heelt Livs Lykke paa en Drøm!« - Han slog sig for Panden og forlangte Viin. Han skyllede et Glas ned og blev siddende med Haanden under Kinden.

»Hvad seer jeg? - Christen Kirkelam!« - klang nu en velbekjendt Stemme i hans Øren, og han hørte med Forundring sit Øgenavn fra Skolen, idet en pudseerlig rødnæset Karrikatur omfavnede ham.

»Er det muligt« - udbrød Valman - »Du er virkelig her, Mathis Galgefugl! - og er hverken hængt endnu eller druknet i Brænde viin!« -

»Fy, Kammerat!« - sagde Mathis, - »man hænger ikke engang Tyve meer, end sige magiske Konstnere, som kun stjæle Forstanden fra dem, der alt ere gale af for megen Klogskab. Tro heller ikke, jeg drikker Brændeviin meer! det var kun i min uskyldige Barndom. Nu er 170 jeg kommen til bedre Forstand og drikker Viin, med en lille Forstærkning af Mirakel-Essents. Det fornøier mig ellers« - vedblev han

- »at du heller intet Hængehoved er længer, men holder din Andagt i dette gode Kapel, og ikke blandt de gamle Kjærlinger derovre.«

»Det var ogsaa kun i min uskyldige Barndom« - sagde Valman og loe med et smerteligt Træk - »at jeg var et stille, fromt Kirkelam. -Nu er jeg bleven en Hospitalsulv. Nu vil jeg dog ogsaa engang høre Orgelet med Glasset i Haanden her fra Viinkippen. Din Skaal, gale Mathis! - I vor Skolegang sang jeg tidt med Taarer i Øinene for Liig, medens du sang en liderlig Vise paa Psalmetonen. Nu maa jeg have lært at skære min egen Fader op, om det skulde være, og synge en Drikkevise dertil. Jeg er bleven en lystig Practicus, som du seer. Fortæl mig nu hvad der er blevet af dig! Du seer jo ud som en udenlandsk Gjøgler.«

»Respekt for Konsten, Kammerat! - jeg har ikke løbet Verden igjennem for Ingenting. Mens du har raget i stinkende Aadsler, har jeg gjennemforsket Naturens ædlere Dybheder. Har du ikke seet min røde Placat paa Hjørnet - saa læs den der! og lær hvorledes du med Værdighed bør titulere din lærde Ven, Professor Mathias Franzenius.« Med disse Ord trak han en stor Placat frem, hvori han, med den høie Øvrigheds Tilladelse, indbød et oplyst fordomsfrit Publicum til sit naturmagiske Camera obscura, med Opregnelse af alle de Hoffer og Fyrster, han ved sine mesterlige magiske Konster havde forbauset, og med den skrydende Underskrift: Mathias Franzenius, Doctor Physiologiæ & Professor extraordinarius Magiæ naturalis & supranaturalis.«

»Og med denne selvgjorte Titel vover du at lade dig see her offentlig?« - spurgte Valman. - »Den første bedste Aagerkarl vil jo kjende den gale Mathis Frantsens Næse i den anden Ende af Gaden og kaste dig i Slutteriet inden Aften.«

»Et andet Værelse, Garçon! Frokost og den bedste Johannisberger!«

- raabte nu Mathis med fornem Mine til Opvarteren, der just nærmede sig, medens flere Viinhuusgjester traadte ind.

Saasnart de gjenfundne Skolekammerater vare alene, vendte Mathis sig et Øieblik tilsiden og fremtraadte nu ganske ukjendelig for den forbausede Valman, med et gammelt gjennemfuret Ansigt, og idet han kastede en stor klingende Pung paa Bordet, sagde han med aldeles forandret Stemme: »hvilken Djævel kjender nu Mathis Frantsen, og hvem vil kaste den rige Dr. Franzenius i Slutteriet?«

171

»Kan du hexe?« - spurgte Valman - »eller gik der et halvt Aarhundrede over dit Ansigt i en Minut?«

»En Smule Mimik, min Bro'er, intet Andet! - Har du glemt mine 36 Ansigter, hvormed jeg selv fik vor pedantiske Conrector til at lee?« - Nu gjorde han dem allesammen, og Valman maattc lee, enten han vilde eller ei.

»Men den Rigdom, du brammer med, Mathis! paa hvad Maade er du kommen dertil?«

»Derfor priser jeg min Konst Man maa gribe rask ind i Livet, Kammerat, see det er Tingen! - forstaa mig ret! -jeg mener just ikke plumpt og ligefrem med lange Fingre. - Nei, sine Talenter maa man gjøre gjældende, min Bro'er! Den, der kjender sine Folk, veed altid at kaste den Krog ud, som fanger Guldfisk. Men siig mig nu kort og godt: hvad fattes dig, Christen Valman? for du er en slet Comediant, hvis du troer at bilde mig ind, det er Alvor med din Lystighed. Den ægte Humor har du aldrig kjendt; men jeg har dog altid havt det Haab om dig, at der med Tiden kunde blive en ganske respectabel Nar af dig.«

»En miserabel Nar er der blevet af mig. Jeg har for Alvor forelsket mig - har du hørt galere? - og i en Pige, som om tre Dage ægter en Greve og giver Chirurgen en god Dag, trods et hjerteligt Kys og denne Ring!« Han betroede nu sin gamle Skolekammerat hele hans lille Eventyr med den smukke Grossererdatter og den Lykke, han troede at have gjort, som Magnetiseur - men hvorledes han nu idag var falden ned fra sin syvende Himmel ved tre Ord af en Portner.

»Ja saa! du har villet magnetisere dig en kjøn og rig Kone til« - udbrød Mathis og klappede ham paa Skulderen - »Bravo! Kammerat! godt begyndt! - der kan blive Noget af dig! - Den Konst har jeg ogsaa praktiseret, men uden saa grundige Hensigter.«

»Hint Forhold kom afsig selv, uden nogen Plan og Hensigt« - forsikkrede Valman. - »Hun er sig neppe selv bevidst, hvad hun kun i somnambul Tilstand gav mig dette Pant paa.« Han betragtede sin Ring og faldt i dybe Tanker.

»Jeg lykønsker dig, min Bro'er!« - begyndte Mathis med en halv ironisk, halv høitidelig Mine og fyldte hans Glas med den blinkende Johannisberger, medens han ubemærket hældede nogle Draaber dertil af en lille Flaske, han bar i Vestelommen - »Du er jo saaledes forlovet paa den allerinteressanteste Maade, mere med en yndig 172 drømmende Sjæl, end med et crast Stykke Pigebarn af Kjød og Blod, som ligefrem veed hvad hun gjør. Denne halve Ubevidsthed paa den ene Side gjør et saadant Forhold høist piquant. Det er det Umiddelbare, det Geniale deri, og det maa du holde fast ved! derved kan du opsvinge dig i en reen aandelig Sphære, hvori din Kjærlighedslykke er uafhængig af alle timelige Tilfældigheder. Lystig, min Ven! tøm dit Glas! hun skal leve, din somnambule Skjønne! - hun skal leve for dig og i dig og med dig, om hun saa gifter sig med hundrede Grever! - Du kan da som en fri Fugl flyve med mig gjennem Verden - vi skal gjøre en mageløs Lykke sammen! En Ven som dig trænger jeg netop til en Læge med Fantasi, og som har forsøgt sig i Magnetismen. Drik! siger jeg - drik! og du vil forstaae mig! Jeg kjender nu dit Standpunkt; jeg kunde misunde dig, hvis du ikke var min allerbedste Ven - dog du hænger med Hovedet - den rette Høide har du kun ikke naaet endnu; men til den skal du snart opsvinge dig med ætheriske Vinger! Jeg vidste det nok« - vedblev han - »din egentlige Existents er contemplativ, ideal - du har, som jeg, ved et dybere Studium af Menneskenaturens Nat-Side, lært at adskille Blendværk fra Sandhed - kun eet Skridt videre! og du staaer ved Kilden til al Skjønhed og Sandhed

- og kan selv realisere dine skjønneste Ideer ved Aandens egen potenserede Kraft, uden andet Medium, end det aandigste af alle, hvori Naturens virksomste Elementaander skjule sig i det ætheriske Fluidum, indtil de i Rapport med din intuitive Sjæl optræde i levende Gestalter og give dig virkeligt, hvad der før kun var Skuffelse og Skin.« Under denne Tale klinkede han med Valman og fyldte hans tømte Glas paany. »Nu, din Gudindes Skaal, min Ven!« - vedblev han og klinkede atter med Valman, der ligesom sad hensjunken i Drømme og mekanisk satte Glasset til Læberne. - »Drik ud!« - vedblev Mathis - »Om tre Dage ægter hun en Greve, siger du jo - du kunde ligesaagodt sige: om hundrede Aar. Hvad er Tid i Ideernes Rige? Hvo kan desuden maale den paa den frie Flugt fra den ene Verden til den anden? Hvo veed, om Brudgommen ikke vaagner hundrede Aar ældre imorgen og favner en gammel rynket Hex istedetfor den unge smukke Brud?« -

»Nu vel da!« - raabte Valman og sprang op med blussende Kinder

- »lad os da være gale engang igjen, siden du endelig vil have det! Hvad var det, du sagde mig om Elementaander? Meningen af al det Galimathias var vel sagtens, at man skulde drikke sig lystig -«

173

»Gale-Mathias kan du kalde mig selv, om du vil -jeg haaber virkelig at være hvad den crasse Verdensforstand kalder gal; men hør nu! Er din Sands sløv for Naturens Mysterier? siger du med den aandelige Pøbel, at Viin kun er Saften af Druer og dens hellige Begeistring kun en Ruus? - siger du, at Spiritus, selv Naphtaens og Ætherens, kun er en chemisk Luftart men ingen levende Aand? -Jeg veed det bedre! -jeg gaaer med en mægtig levende Aand i min Vestelomme; jeg er dens Herre og Mester; med en Haandvending kan jeg byde den fare frem og give os Vinger - med et Vink kan jeg byde den aabne os en ny fortryllet Verden. - Den magiske Konst skal leve! Mesmerismen skal leve og Ætherens Aand fremfor Alt! Den har opløftet mig Naturens trivielle Hverdagsslør og gjort mig til Aandernes Herre, som Salomon og den herlige Faust«

»Evindelige Gjæk!« - raabte Valman og klinkede med ham - »din naragtige Alvor gjør mig lystig igjen. Ja, jeg troer, du har Ret - du er en magisk Konstner« - vedblev han og svimlede, idet han satte det tømte Glas fra sig - »kan du gjøre Mirakler, saa gjør det, i alle Engles eller Djævles Navn! - sæt mig ind i den Himmel jeg savner - og jeg giver Verden en god Dag med alle dens Grever og lykkelige Elskere -jeg følger dig som en fri Fugl gjennem Verden!«

»Vel, det er et Ord! kom med dit Glas, saa vil jeg see hvad jeg kan gjøre!« Nu tog han Valmans Glas, fyldte det paany og heldede nogle Draaber deri af den lille Flaske. Derpaa satte han det paa Bordet og gjorde saa mange underlige Tegn og Grimasser derover, at Valman maatte udbryde i en høi Latter, som dog næsten gik over til Forfærdelse, da Mathis i den høieste Anspændelse syntes reent at være gaaet fra Forstanden. Han talede ned i Glasset ligesom det var fuldt af levende Væsner. »Adlyder mig!« - raabte han og truede med vilde bydende Miner - »adlyder eders Herre og Mester! eller jeg kaster Jer i brændende Luer! Forlyster det Øie, som seer Jer! opfylder den Sjæl, som indaander Eder! skjenker ham Alt, hvad hans Hjerte attraaer! og vi flyve sammen til de lyksalige Øer!«

»Hvad gjør du, Menneske! er du rasende?« - udbrød Valman - »vil du gjøre mig gal med dine Koglerier!«

»Har du Øine at see med, saa see nu! - har du Kraft og Mod til at nyde, saa nyd og svælg i den Glædesstrøm, som opvælder for dig af Naturens dybeste Kilde!« - Med disse Ord satte Mathis Glasset for 174 den forbausede Valman; derpaa nedsvælgede han selv hastig et fuldt Glas Viin og sank ligesom afkræftet ned paa en Stol.

Valman havde reist sig heftig; han stod nu med begge Hænder fast stemmede mod Bordet og stirrede ned i det Glas, der stod for ham. Han saae en besynderlig Brusen og Gjæren deri, og af Boblerne opsteg en høist behagelig Duft, som han indaandede. - Han vedblev at stirre ned i Glasset, og det var ham, som han saae ned i en svimlende dyb Brønd, hvori hans eget Billede allerdybest kom tilsyne, som i et Speil; men nu opdukkede der et andet Billede - det var Amalias - dog det var ikke hendes Speilbillede - det var hende selv - hun sad stille slumrende i en Løvhytte, og han stod ved hendes Side. Kammen var falden af hendes Haar, og de yndige Lokker nedrullede over Hals og Barm - hun syntes indslumret ved sit Toiletspeil, ifærd med sin Paaklædning, og hvad han før tog for Vandet i Brønden, var Toiletspeilet, der var faldet om og laae paa Gulvet; det var heller ingen Løvhytte meer, men en Pavillon - grønne Vedbendranker snoede sig om de smagfulde Søiler, og gjennem den halvaabnede Dør saae man ud i en nydelig Have. Hun gjorde en Bevægelse som for at tildække sin Hals, og Valman traadte undseelig tilbage. »Om Forladelse, Frøken Falk!« - stammede han og bukkede for Glasset - »Havedøren stod paaklem, og jeg var saa dristig at gaae herind uden Tilladelse. Tilgiv mig for min Kjærligheds Skyld!« - vedblev han - »jeg gaaer strax - kun deres Billede hist i Bækken maa jeg medtage - det er hverken nogen Brønd eller deres sædvanlige Toiletspeil - det er Livets evige Kilde selv - nu seer jeg det - o! du stille herlige Væld!« - hviskede han - »bær hendes Billede til mine Læber! - sluk den Tørst, som fortærer mig! - hensmelt i min Sjæl, du salige Væsen! og du skal evig staae for mit Øie og aldrig meer udslettes af mit Hjerte!« - Under denne forvirrede Tale knælede han for Bordet, satte sine Læber til Glasset og udtømte det i svimlende Henrykkelse. Glasset faldt klirrende om paa Bordet og søndersloges. Valman saae sig forundret om - »Hvor er jeg?« - udbrød han og tumlede op fra Gulvet - »hvor blev hun af? ak! hun slumrede jo og saae mig ikke - dog jo, hun smilte til mig med de lukkede Øine - og hendes Sjæl har jeg inddrukket med hendes Billede.« - Nu fik han først Øie paa Mathis, som havde reist sig af Stolen og betragtede ham med et triumferende Nik. - »Kom, min troe Ven! - min Achates, min Pylades, min Nisus og Euryalus! min David og Jonathan!« - raabte Valman svinglende - »kom,

        

175 du min Barndoms underfulde Genius! og hjælp mig at opsøge min Kjærligheds Engel!« - Med disse Ord omfavnede han den rødnæsede Mathis Frantsen, der nu skyndte sig at betale Viinhuusdrengen og gik, med sin svimlende Ven under Armen, ud paa Gaden. Der paatog Mathis sig et af sine ukjendeligste Ansigter og istemte nu med de mest overdrevne Lovtaler sin begeistrede Vens Berømmelser over den skjønne Amalia.

»Hvad?« - raabte Valman og blev pludselig skinsyg - »forræderske Ven! du saae hende? dine frække Øine vovede at beskue Uskyldigheden paa det hellige Sted, hvor selv Himlens Engle vare for urene til at skimte hende! Den Dumdristighed skal koste dit Liv - træk, træk, Forræder! eller du er Dødsens!«

»Husk paa, vi gaae paa Gaden, min Bro'er!« - hviskede Mathis - »Vi har desuden ingen Kaarder ved Haanden. Det var unegtelig lidt uforskammet af mig, at jeg vovede at see paa hende - men du yttrede din Henrykkelse saa høit, at jeg endelig maatte see om den var grundet.«

»Træk, træk, Kujon! eller jeg fugtler dig med den flade Klinge« -vedblev Valman hidsig; han trak sin Stok ud gjennem sin venstre Haand, som en Kaarde, og stillede sig i en angribende Fegterstilling.

»Du skal faae Satisfaction, min Ven! men ikke her« - sagde Mathis beroligende og klappede ham paa Skulderen - »Du maa jo ogsaa først have din Kaarde sleben - den er saa stump som en Sukkerrørs-Stok. Lad os nu heller drage til Felts mod din grevelige Medbeiler og tage et Par Leieheste til et ridderligt Eventyr! hvad gjælder det? jeg kjender den Karl - jeg jager ham af Marken for dig med tre Ord paa en Papirslap, hvis det er ham, jeg mener« - med disse Ord trak han ham bort med sig. Folk kom nu just fra Kirke, og Nogle saae forundrede paa den unge, pyntede, halv berusede Valman og hans pudseerlige Ledsager med den afstikkende Gjøglerdragt.

»Det er den fremmede Taskenspiller, som kan ryste Ducater ud af alle Ærmer og gjøre Folk gale med Dunst« - sagde en gammel Borgermand - »den Hans Qvast skulde Pokker ikke have Lov til at trække Penge ud af Landet med sine Hocuspocus!«

Paa Agent Falks nye Lyststed ved Strandveien sad imidlertid den lille tørre Agent ved Frokostbordet med den fremmede saakaldte Grev v.

176

Schwalben, medens Frøken Amalia holdt sit Toilet i Havepavillonen. I et Sprog, der var en Blanding af slet Dansk og galt Tydsk, og med de stærkeste theatralske Armbevægelser beskrev den besynderlig udmaiede Greve sine Godser i Tydskland. Efter en lang Indledning foreslog han Agenten, mod Pant i hans Godsintrader og mod meget høie Renter, at skaffe ham et contant Laan strax af nogle Tusind Daler. Agenten gjorde store Øine, dog uden at afbryde sin Forretning med at pille et stegt Honsebeen.

Greven fremtog et Ark stemplet Papir, hvorpaa en Panteforskrivning lovformelig var affattet, dog med Summen og Navnene in blanco; men Godserne vare nævnte, med en nøiagtig statistisk Beregning af deres aarlige betydelige Indtægt efter Middeltallet af de sidste Aars Indtægter saavel af Viinbjerge, som af Bøndergods og Fiskerier, Steenbrud, Skove og Kulminer.

»Meget godt, Hr. Greve!« - sagde Agenten og saae i Documentet -»Prægtige Godser!« - vedblev han og nikkede - »Hohenstein, det kjender jeg godt fra min Rhinreise; det ligger ved Schwalbach, ikke sandt? - jeg har selv seet Ruinen af den gamle Ridderborg - dersom Godset svarer til Ruinen, maa det være anseeligt - hm! og Adolphseck! lad see! den Ruin kjender jeg jo ogsaa - den er berømt af Adolph af Nassau, han der var tydsk Keiser i det 13de Aarhundrede - i Sandhed en høist romantisk Besiddelse - og hvad seer jeg? Sonnenberg - der var jeg jo ogsaa - i Nærheden af Wiesbaden, ikke sandt? - det er ogsaa en af de herligste Ruiner. Det maa jeg tilstaae, Hr. Greven er rig paa interessante Middelalders-Erindringer. Jeg læste dog ikke feil? -der skal maaskee ikke staae Sonnenberg men Sonnenstein - det kjender jeg ogsaa - det er en høist fortræffelig Daareanstalt. For Laanet vil der Intet være iveien« - tilføiede han med et høfligt Smil - »saasnart jeg har Hr. Grevens Adkomstbeviser for alle disse mærkelige Besiddelser.«

Med synlig Forlegenhed reiste Greven sig og saae ud af Vinduet -han vendte sig pludselig med en fornærmet Mine og sagde i fornem Tone: »Jeg vil ikke haabe, Hr. Agenten anseer mig for en Eventyrer eller Vindmager! - først med næste Post venter jeg de Documenter, hvorpaa min eventuelle Forskrivning støtter sig - De agter dog ikke at fornærme en Adelsmand - en Mand af Ære, med en Mistillid, som i langt høiere Grad vilde krænke mig, end selv det alleruheldigste Arrangement af denne ubetydelige Pengesag?«

177

»Prægtige Godser, Hr. Greve!« - gjentog Agenten og pillede rolig fort paa sit Hønsebeen, medens han atter saae i Documentet - »som sagt, der vil aldeles Intet være til Hinder, saasnart Posten har bragt de fornødne Beviisligheder for deres Adkomst til Ruinerne eller Daareanstalten. Apropos, om Hindringer og Opsættelse! Efter hvad min Datter har betroet mig imorges, maa jeg bede Hr. Greven om en Opsættelse af dette noget hovedkulds Bryllup! Jeg havde, sandt at sige, forglemt en lille Bi-Omstændighed, som min Datter huskede mig paa - hendes Samtykke nemlig. Det pleier jeg rigtignok aldrig at spørge om ved Forretninger; men hun har virkelig nogen Ret: ved denne Leilighed kommer hendes Mening paa en Maade i Betragtning.«

»Hvorledes!« - udbrød Greven - »har Frøkenen ikke selv i deres Paahør sagt mig, at hendes Faders Villie var hendes!« -

»Det var kun saadan en pen Talemaade, Hr. Greve! hvormed hun vilde snoe sig fra det, til hun fik talt af Hjertet med mig under fire Øine. Og det har der først været Tid til idag. Kun paa de store Helligdage har jeg ingen Contoirforretninger.«

»Jeg mærker nok, Hr. Agent« - sagde Greven heftig og gjorde en fortvivlet Armbevægelse - »jeg maa være skammelig miskjendt her -jeg maa være stillet i et falsk Lys« - her blev han afbrudt af en Tjener, som bragte ham en lille forseglet Billet, en ridende Herre nylig havde afleveret. Han læste den med synlig Urolighed. »Undskyld mig, Hr. Agent! - en vigtig Sag kalder mig pludselig herfra - men jeg skal udbede mig en Forklaring - jeg skal vide at retfærdiggjøre mig - det er en Æressag, min Herre!« - Under denne afbrudte Tale var han ude af Døren, og kort efter red han i Fiirspring ind mod Staden, med Ansigtet næsten tilhyllet af sin Kappe.

»Hun havde dog Ret! - en ægte Hans Qvast - en Karl, som Politiet skulde have Fingre i« - mumlede Agenten og blev rolig ved sin Frokost - »havde jeg nu ikke siddet saa godt her - skulde jeg, sandt for Herren, ladet ham arrestere paa Stedet - og saa ærkedum anseer han mig for! - contant Laan idag mod Sikkerhed, der ventes med næste Post - og bestaaer i Ruiner - prægtigt! -jeg skal dog see efter, hvem der virkelig eier Godserne! - havde jeg just ikke gjort den Rhinreise, havde jeg rigtignok Pokker ikke kjendt de gamle Røverreder - haha - curiøst nok!« -

Amalia traadte nu ind. »Fader!« - sagde hun glad og klappede i 178 Hænderne - »Du har mærket hvad han er for en utaalelig Gjæk og har givet ham Afsked« -

»Kan nok være, min Datter! dog, at han gjør lidt Spræld med sin Slængkappe og de uægte Diamanter - det kunde være ligemeget - at han stjæler en Replik af en Tragedie eller en Stump af en Roman, naar han taler begeistret, det er en meget uskyldig Sag - at han gesticulerer dertil, som den, der præker i en Juleleg, det rager mig heller ikke - at han endelig er et godt Bumb over de Fyrretyve, skjøndt han kun vil være 30 Aar gammel, det er en Feilregning uden Betydenhed i Contractforhold - see, det kunde Altsammen passere; men at hans store Godser ligger i Maanen og har kun Navn efter lutter gamle tydske Røverborge, som ligger i Gruus i mange hundrede Aar, og hvis rette Godsbesiddere man vist kan finde i enhver Reisehaandbog - see! det er en utilgivelig Feil ved ham - og du har Ret, du har nu din Frihed!«

»Fortræffeligt! -jeg har min Frihed og kan nu ægte hvem jeg vil.«

»Det har jeg just ikke sagt - men siig mig, hvad synes dig om Lyststedet?«

»Det er herligt! Haven er isærdeleshed nydelig - i Pavillonen kan man ved høilys Dag drømme de deiligste Drømme!«

»Hvad bryder jeg mig om hvordan man kan drømme her? - har du beseet Kjælder og Spiiskammer? mener jeg - er Kjøkkenet efter dit Ønske?«

»Det hele Huus er et Feeslot, lille Fader! allerhelst naar jeg nu aldrig mere seer den taabelige Greve her og min fortræffelige Fader aldrig vil tale til mig om Bryllup med nogen Anden - end ham, du veed nok!«

»Er du fra Forstanden, Barn! - har du reent glemt din brave solide Fætter, som du dog jo holdt saa inderlig af inden du fik den tossede Nervesygdom og skulde cureres paa Tydsk? - Vil du nu giftes med en Drøm, en fix Idee? - Andet er han ikke, denne Hr. Magnet-Doctor, indtil han beviser mig, han har det, han kan leve af, og det skal jeg bevise dig. Den, der Intet har at leve af, kan jo ikke leve - og Den, der ikke kan leve, lever jo ikke - og Den, der ikke lever, er jo ikke til uden i Indbildningen og er altsaa kun en Drøm eller fix Idee. Seer du, min Datter! jeg har ikke glemt min Logik.«

»See, lille Fader!« - udbrød Amalia, idet hun saae ud af Vinduet og 179 hilsede - »der rider han nu forbi tredie Gang og hilser anden Gang. Var det nu en Drøm eller fix Idee, der red forbi paa den brune Hest? - Nei, Fader! du er virkelig meget mere fantastisk end jeg.«

Agenten stangede sine Tænder og greb en Avis. »Nu tænker du vel snart paa Middagsmaden, Barn!« - sagde han ligegyldig - »og seer ikke efter Torbæksrytterne! - Den Doctor-Amanuensis, med samt hans magnetiske Fixfaxcricr, vil jeg aldrig meer høre nævne!« - Nu var Agenten i sit strenge Lune, og Amalia skyndte sig til Kjøkkenet.

I Bellevy steg ved Middagstid et Par lystige Ryttere af; det var Valman og hans eventyrlige Skolekammerat. De lode sig føre op paa Salen med den herlige Udsigt over Sundet, hvor de tændte deres Cigarer, forlangte Viin strax og bestilte et Middagsmaaltid. Formiddagsrusen syntes noget fordunstet; men Valman var overstadig lyksalig. »Engel fra Himlen!« - sagde han inderlig bevæget og omfavnede sin rødnæsede Ven - »du er en Mirakelmand! du har holdt Ord - men jeg veed endnu ikke, om jeg vaager eller drømmer. Den forhexede Greve flygtede for mig som et jaget Vildt, og medens du forfulgte ham, fik jeg to velsignede Hilsener. Siden jeg traf dig, er jeg bleven en Helt, en fri mægtig Aand. Jeg frier bestemt idag formelig til hende. Eet kun mangler mig endnu - Rigdom - umaadelig Rigdom - en Fortunatuspung!«

»Ikke Andet? min Bro'er!« - sagde Mathis og loc, medens han fremtog en lille sort Stav og slog en Kreds om ham i Luften - »har du glemt din Epictet? Den Vise er rig - den Vise er Konge - men Viisdommen - føier jeg til - er Liv - og Livet, min Bro'er, det oprindelige - det paradisiske - det ætheriske Liv - det lever, det sprudler, det bruser i den ætheriske Strøm i vort Inderste og i det tilsvarende Elementaands-Fluidurn i Naturen. See! der kommer alt den guddommelige Nymfe, der paa dette Sted aabner os Livskilden!« - Opvartningspigen kom just ind og satte en Flaske Viin og et Par Glas paa Bordet. -»See!« - vedblev Mathis - »her har jeg den mægtige Ætheraand, der sætter den ydre Naturs Livskilde i psychisk Forbindelse med vor inderste guddommelige Natur!« - Han havde fremtaget den lille Flaske af sin Vestelomme og heldede nogle Draaber deraf i Glassene, som 180 han fyldte med Viin. »Nu kun et eneste Glas, Kammerat! og du skal see, du er rig - du er Konge - du er Keiser - Fortunatuspungen har du i din Haand; men du seer den kun ikke.« - De drak Glassene ud og fyldte dem paany. »Udræk nu din Haand, min Bro'er! og du skal see, jeg ryster dig saamange Ducater ud af dit Ærme, som du forlanger!«

Valman loe og udstrakte sin Haand. Mathis daskede ham paa Ærmet med den lille Stav, og det klang, som han slog paa fyldte Pengepunge. Et Øieblik efter havde Valman en lille guul Mynt i sin Haand; han vilde lukke Haanden til over den, men maatte aabne den for en ny, og saaledes vedblev der at trille Guldmynter ned i hans Haand, til han ikke længer kunde fastholde den stedse voxende Dynge, som han tildeels lod trille paa Gulvet. - »Herligt! herligt« - udbrød han - »jeg er rig - jeg er Konge! - og nu forstaaer jeg det - den Sag er ligefrem - det er Livets - det er Kjærlighedens evige Mirakel. - Nu skal jeg aldrig meer spilde Tiden med at forbinde Arme og Been, med at give de jammerlige Mennesker Brækpulver og Laxativer - nu kan jeg flyve hen over Verden som en rig og mægtig Aand - alle dens Skatte og Herligheder kan jeg gribe!« - Med disse Ord udbredte han sine Arme, som det var Vinger, med en Bevægelse, som han fløi, og rev Glas og Flaske om. »Hør!« - vedblev han - »hør, hvor Ducaterne nu klinge! -jeg ryster dem ned over den usle fattige Jord med mine Genius-Vinger! - Lad dem nu gramses dernede om de lumpne Ducater! jeg holder mig til Louisd'orerne!« - Dermed greb han de største Glasstumper paa Bordet og stak dem i sin Lomme, medens Mathis dandsede om paa Gulvet og sang.

»Kom, Herre! kom og hold Styr paa de fulde og gale Mennesker!« - raabte nu Opvartningspigen i den aabnede Dør - »de slaae alting istykker derinde.«

Verten traadte ind og begyndte at holde Huus; men Mathis traadte imod ham med en fornem Mine; han pegede paa Bordet, hvor der laae saa mange blanke Ducater - spurgte, om Middagsbordet var dækket, og forlangte Champagne. Verten bukkede nu ærbødig og aabnede Døren til Spisesalen, hvor Bordet stod dækket. De lystige Skolekammerater satte sig til Bords. Under uafbrudt Latter og Jubel blev Middagsmaaltidet fortæret, og da Champagnen var drukket, slog man Glas og Flasker ud af Vinduet og Tallerkenerne bagefter. Mathis betalte Alt med klingende Mynt. - Der laae mange Penge paa Gulvet - det var Drikkepenge til Tjenerskabet, sagde han med en 181 uforskammet Mine. De unge Herrer satte sig endelig svinglende til Hest og fore i Fiirspring bort fra Gjestgiverstedet, hvor man endnu længe saae forbausede efter dem og meente, de dog nok maatte være et Slags Prindser, der sloge sig løs som gale Svirebrødre.

Efter en halv Times vild Galloppade, nærmede de sig Agent Falks Lyststed. Valman vilde strax derind og frie til Frøkenen.

»Opsæt det heller til imorgen, Kammerat!« - sagde Mathis - »Den nye Aandens Kirke jeg har aabnet dig idag, betragtes jo endnu af den blinde Menneskeslægt kun som en Kippe eller Krostue. Den Tid er endnu ikke kommen, da Æther-Aandens sande livsfriske Profeter æres og ere velkomne Svigersønner i de rige Philisterhuse. Du er istand til at blive kastet paa Døren, som en gemeen Drukkenbolt, naar du nu vil vise dig for Frøkenen i din Herlighed, som det sande høiere Menneske, som den ætherisk opløftede Seierherre over Jammerlighedens Anstændighedslove. Kom, lad os ride forbi! du er altfor ophøiet, min Ven! til nu at nedlade dig til Philistrenes Døttre.«

Han greb Valmans Hest i Bidslet og fik ham med Møie forbi Lyststedet, hvor Frøkenen stod i det aabne Vindue. Hun syntes med Forundring at betragte de Forbiridendes Adfærd og svinglende Bevægelser. Hun blev pludselig bleg og traadte tilbage, medens man paa Veien kunde høre Agentens Latter og Udraab: »han har, min Sjæl! Høiden!«

»Munter! Kammerat!« - raabte nu Mathis og slap Valmans Hest -»i Gallop til Porten! Jeg maa ikke lade Publicum vente paa mig i mit magiske Lønkammer. Der skal du ogsaa see din Gudinde! Ex-Greven bandte paa, hun kom bestemt, hvor nødig han saae det.«

»Er det muligt! - men Greven eller Ex-Greven, hvem var han da egentlig?« -

»Min Amanuensis og første Machinist - en forløben Skuespiller forresten, som jeg har min Ulykke med og jager paa Døren imorgen. Han vil allevegne spille den fornemme Herre og slaae Plader paa egen Haand. Jeg advarede ham i en Billet for Politiet, og han skyndte sig til Byen, for at skifte Costume.« - De loe begge og fore bort i Fiirspring.

Dr. Franzenius's magiske Cabinet var kommet i Ry. De høie Indgangspriser og Rygtet om det høist Usædvanlige deri havde spændt 182 Nysgjærrigheden. Den rige og fornemme Verden strømmede dertil. Enhver, som allerede havde seet det, satte det over Alt, hvad man hidtil havde beundret; men hvad der var besynderligt og mest ubegribeligt ved disse Konster, var, at Beretningerne om hvad man vilde have seet og fornummet, vare aldeles forskjellige, medens de Fleste med en vis Hemmelighedsfuldhed yttrede sig derom og syntes enten ikke at kunne eller ikke at ville sige, hvad det egentlig var, de saa høilig havde glædet sig ved

Om Aftenen hin første Pintsedag holdt der en lang Række Vogne uden for Hôtel Du Nord, hvor det magiske Cabinet var at see. Blandt de mange Mennesker, der næsten spærrede Gaden, gik der en ung stadselig Herre og syntes undertiden ligesom hovedsvimmel at støtte sig paa sin Sukkerrørsstok. Det var Valman. Han holdt Øie med enhver Herskabsvogn, der standsede ved Hotellet, og med enhver Person, der steg af. Endelig saae han en aaben Wienervogn, hvori der sad en aldrende Herre og en ung Dame. De stege ud og gik ind i Hotellet. Det var Agenten og hans Datter. Han fulgte dem i kort Frastand med sin Billet i Haanden, for at sikkre sig en Plads i deres Nærhed

Ved Indgangen til den store Sal stod der en tilsyneladende Automat med et Voxansigt og klædt som en østerlandsk Magier; han modtog mekanisk Billetterne og stak dem i sin Lomme, medens han hvergang nikkede. Bag de døde Glasøine syntes der dog at udstirre et Par levende Øine, og de Fleste, der saae ham i Øinene, følte sig uhyggeligt tilmode derved Agenten afleverede sin og sin Datters Billetter til Dukken og gav ikke videre Agt paa dens Mekanisme, men Amalia, som havde seet den i Øinene, gav et lille Skrig fra sig, idet hun greb sin Fader fast om Armen - »Greven« - hviskede hun - »det var hans fæle Øine.«

»Ei, Ei!« - sagde Agenten høit og loe, idet han hilsede Automaten - »Skal Deres Høivelbaarenhed selv have Uleilighed at tage mod Billetterne?«

Valman, som nu ogsaa havde afleveret sin Billet, gav ikke Agt paa Automaten, men maatte skynde sig for at faae den Plads blandt Tilskuerne, som han ønskede. Det var en næsten aldeles mørk Sal, man traadte ind i. Den oplystes kun af en eneste mat Maaneskinslampe under Loftet Det lykkedes Valman at faae Plads umiddelbart bag ved den Stol, hvorpaa Frøken Falk havde taget Sæde. Han saae kun hendes Ryg og den deilige Nakke; men han hørte og kjendte hendes 183 Stemme. »Gid vi var vel herfra!« - hviskede hun til Faderen - »det afskyelige Menneske har ret forskrækket mig.«

»Amalia!« - hviskede nu Valman i sit Inderste, og han var vis paa, Ingen kunde høre det; men han saae en Sittren i den unge Piges Skikkelse, som røbede, at hun havde fornummet hans Nærhed. Ved en Vending af hendes Hoved, saae han et Glimt af hendes ene Kind. Den var bleg - og hun hældede sig tilbage mod Stoleryggen, hvorpaa han havde hvilet sin Haand.

»Giv Agt! nu begynder det!« - sagde Agenten og satte sine Briller paa Næsen. Et Tæppe rullede tilside i Baggrunden af Salen, og der hørtes en hemmelighedsfuld Musik, ligesom langt borte, medens der efterhaanden blev et deiligt Landskab synligt, som med skuffende Sandhed dukkede op af en Taage i svag Morgendæmrings-Belysning. Hvert Øieblik blev det klarere, og man saae bestemt enhver Gjenstand; men, uden at nogen Bevægelse mærkedes, gled enhver Skikkelse bestandig over i en anden, og hvor man nylig havde seet det herligste Landskab med Bjerge og Floder, fjerne Borge og Byer, saae man snart et vildt brusende Hav, med et Skib i Havsnød, og Musiken antog samme vilde Characteer - det klare Daglys var forvandlet til et Uveirsmørke; man hørte det tordne langt borte og saae et Lyn slaae ned i det synkende Skib - men i samme Øieblik var Skibet en Fugl, som fløi hen over en stille Indsø i Maanelys.

Den Maade, hvorpaa disse Billeder smeltede over i hverandre, og den høie Grad af Skuffelse, hvormed enhver Beskuer inddroges deri, havde den største Overeensstemmelse med de Forvandlinger i Forestillingerne, der altid foregaae i den sædvanlige Overgang fra den vaagne Tilstand til Søvn. Tilskuerne syntes ogsaa Alle hensatte i denne halvt drømmende, men yderst behagelige Stemning. De sade stille med halvt aabnede Øine og stirrede frem for sig. Valman gik det ligeledes, og Frøken Falk syntes ikke at bemærke, at Stoleryggen, hun troede at hvile sig mod, var hans Arm.

»Prægtigt!« - mumlede Agenten og gabede, medens han satte sig i en mageligere Stilling og hvilede sit Hoved paa Skulderen af en aldrende meget fyldig Dame, der sad ved hans venstre Side. Fuglen, man saae flyve hen over den stille Indsø i det klare Maanelys, havde imidlertid forvandlet sig til en bevinget Genius med et stort Overflødighedshorn i Haanden, hvoraf en uendelig Mængde Blomster syntes at udflyve og blive til prægtige Sommerfugle - medens 184 Maanen fremtraadte heelt og blev til et besynderligt Ansigt, der hvert Øieblik forvandlede sig. Den stille Indsø var bleven til en dampende Eng, og dens Damp udbredte sig som et Taageslør over de slumrende Tilskuere, medens Musiken gik over i de mildeste, stedse mere dæmpede Toneharmonier - og tilsidst næsten ganske forstummede. En Dødsstilhed syntes at hvile over alle Tilstedeværende; men ethvert Ansigt smilede som i den lyksaligste Drømmetilstand. Endelig aabnedes et Vindue - en frisk Luftstrøm trængte ind - Taagen forsvandt Musiken blev stærk og faldt pludselig ind med alle Instrumenter med det prægtig udførte Finale af Don Juan. - Alle Tilskuerne fore op og jublede med uendelige Bravoraab. Dr. Mathias Franzenius stod og bukkede for Publicum med et besynderligt Grin, medens Tæppet rullede ned for ham. - »Mageløst! mageløst!« hørte man Tilskuerne raabe, og nu ravede de Alle ud af Salen, som halvt Berusede.

Agenten havde faaet sin Naboerske, den corpulente Dame under Armen; først ved Udgangen af Salen mærkede han sin Feiltagelse og overlod Damen til hendes rette Ledsager, der ligeledes havde taget feil af sin Dame. Valman tumlede med Frøken Falk under Armen ud af Hotellet. Først paa Gaden i den friske Luft kom hans Besindelse tilbage, da han havde fulgt Frøkenen og hendes Fader til deres Vogn og modtaget et Haandtryk til Afsked, som atter satte ham i den høieste Henrykkelsestilstand

I denne Stemning tumlede han ind paa en Restauration, hvor han, efter Aftale, traf sin magisk lærde Skolekammerat, Dr. Mathis, og hans Amanuensis, Hr. Exgreven, i det lystigste Drikkelag. Valman følte sig saa lyksalig, at han kunde omfavne alle Mennesker, og i Exgreven saae han nu heller ikke længer nogen farlig Medbeiler. Der blev sjunget og poculeret til Midnat. Den saakaldte ætheriske Aand, som fra denne Dags Morgen havde hensat Valman i en fortryllet Verden, vedblev saa uimodstaaelig at henrive ham i sin himmelske Hvirvel, at han derover ganske vilde have faret vild paa Jorden og aldrig fundet Veien til sin Bolig paa Hospitalet, hvis ikke Dr. Mathis og Exgreven havde taget ham under Armene og ledsaget ham til Porten. Men selv i de velbekjendte Hospitalsgange foer han vild. Det var som den smukke Frøken Falks Billede var blevet siddende fast i hans begeistrede Øine. Han saae hende bestandig for sig. Tilsidst stod han i det natlige Laboratorium, hvor Cadaver-Marthe stod ved den store Kjedel og pustede til Ilden. Hendes gustne, rynkede Ansigt var stærkt 185 oplyst af Flammen. »Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar!« - sang hun med skingrende Stemme og loe, medens hun trak et Menneskehoved ved Haarene op af Kjedelen og begyndte at skrabe det. Valman saae Intet af det hæslige Natmaleri; han saae kun en qvindelig Skikkelse for sig; selv deri syntes han at skimte den skjønne Amalias Billede og i sin Henrykkelses-Forblindelse tumlede han i Armene paa den gruelige Liig-Kogekone og dandsede jublende med hende henad det slibrige Flisegulv ved Ilden. - Da loe Marthe endnu høiere. »Deilige Amalia!« - udbrød han - »saa er du endelig min! - saa bøier du dit yndige Ansigt om til mig og rækker mig dine himmelske Læber til det Kys, der for evig skal besegle vor Pagt!« - med disse Ord greb han Cadaver-Marthe om Hovedet og trykkede hendes gustne Mund mod sine Læber; men i samme Øieblik sank han om paa Steengulvet uden Bevidsthed.

Da Valman kom til sig selv, var det Morgen. Han laae paaklædt paa sin Seng og syntes at have bortsovet et heelt Liv. Han hørte Klokkerne ringe til Høimesse ligesom forrige Dag. - Han var uvis om det, han syntes at erindre sig, var en Drøm og om det endnu var første Pintsedag, eller om han havde været beruset hele Gaarsdagen. »Nei« -raabte han glad og sprang op - »jeg har seet hende - jeg har omfavnet hende - jeg har følt hendes Læber brænde paa mine -«

Da stod Marthe i den aabnede Dør igjen, ligesom forrige Dag, og Beenradene paa Væggen raslede omkring hende i Trækvinden. »Er Brudgommen allerede paa Benene!« - sagde hun og loe - »Bruden er nu ogsaa peen - men just ikke saa hed som paa Ballet inat. See! her har jeg et Kjærlighedsbrev til Dem - og her er det smukke Hoved, jeg var ifærd med, da vi fik os det lystige Svingom ved Kjøkkenilden!« Med disse Ord lagde hun et Brev paa hans Bord og tog et nylig skrabet Dødningehoved frem under sit Forklæde og satte ved Siden af det paa Bordet.

Nu erindrede Valman, som en hæslig Drøm, sin natlige Afsindighed og hvorledes han virkelig havde dandset ved et Baal og holdt et Qvindehoved mellem sine Hænder, som han troede var Amalias, men som syntes ham blev til et grueligt Hexeansigt.

»Far til Helvede, afskyelige Hex!« - raabte han og styrtede som 186 rasende ud af Døren, medens han stak Brevet ulæst i Lommen. »Ja, jeg har været beruset - umaadelig beruset« - sagde han ved sig selv, da han nogen Tid efter havde fattet sig igjen og befandt sig paa Gaden. -»Den afskyelige Mathis og hans fordømte Moster har gjort mig gal. -Men saae jeg dog ikke virkelig Amalia!« - vedblev han - »var jeg ikke bleven rig og havde Lommen fuld af Ducater?« Nu greb han i sin Lomme og fik Haanden fuld af skærende Glasstumper. Han kastede dem bort af den blødende Haand og styrtede fort uden at vide hvorhen. Det var som hans Fødder mekanisk bar ham samme Vei som forrige Dag. Han standsede ved Agent Falks tomme Gaard og udstrakte Haanden efter Klokkestrængen; men han tog den hastig tilbage fra det kolde Metal og gik videre. Han nærmede sig Kirken og aabnede nu mekanisk det Brev, han havde modtaget -

»Efter Deres Adfærd igaar« - stod der - »kan hverken jeg eller min Datter nogensinde mere ønske at see Dem.«

C.H. Falk, Agent.

Han sønderrev Brevet og skar Tænder, medens han dødbleg tumlede ned i samme Viinkjælder, hvor han forrige Dag havde truffet den lystige Skolekammerat. Han satte sig paa samme Sted som sidst og grublede over sin haabløse Tilstand, medens han med kummerlig Mine drak det lille Glas Viin, man havde sat for ham. »En ond Aand har aabnet mig et fortryllet Feeland« - mumlede han - »for at lade mig see derind og fortvivle udenfor, som en arm afsindig Drømmer.«

»Hænger du nu med Hovedet igjen, Christen Kirkelam!« - sagde en velbekjendt Stemme tæt ved ham. Valman saae op - ligefor ham sad Mathis med det fulde Glas i Haanden og nikkede. De vare ene i Skjenkestuen. Valman gav sin Selvforagt og sin fortvivlede Stemning Luft i en bitter Selvanklagelse over hans Characteerløshed og jammerlige Eftergiven for enhver Fristelse. Han forbandede sig selv og Mathis og den hele Verden.

»Sladder!« - sagde Mathis og fyldte hans tomme Glas - »Vil du vurdere dig selv og hele Verden med tom Hjerne og ørt Hoved, inden du har faaet Livsaanderne vakt paany ved den sande Spiritus supranaturalis? - Kalder du nu din Begeistring en Ruus, en Perial, en Pidsk, en Blyhat, en Donnert, en Snitser, eller hvad alle de dumme Øgenavne hedde? - forhaaner du saaledes det ædleste i din Natur? Glemmer du, 187 at det høieste Liv er en evig salig Ruus, som aldrig kan bortsoves? Husk paa Alexander den Store, min Ven! naar var han virkelig stor? Det var han kun, naar han med det bekrandsede Bæger i sin Haand gav al Verdens Konge- og Kriger-Hæder Døden og Djævelen, medens han aabnede sine Øine for Livets og Aandens store Verden i hans egen Hjerne. Der saae han Ideen og satte sit Liv til for den, som en Helt og storartet Martyr. Han drak sig ihjel som en Fyldehund, sige de Uindviede - og uindviet er ethvert Asen, der ikke har Mod til at trodse den fastende Verdens Dom, og sætte sit Liv paa Ideen, med Glasset i Haanden, som Alexander den Store.« Under denne Tale havde Mathis klinket med Valman, og de havde begge med Latter udtømt deres Glas.

»Dog, Fanden i Vold med Alexander den Store!« - vedblev Mathis

- »vi har selv lysende Heroer i vor Historie - husk paa Odin, der drak sig til Viismand og Poet! - husk paa den store nordiske Konge, der druknede i Mjødkarret! - husk paa ham - hvad hed han nu! - ham, der i svimlende Begeistring af gammelt Øl søgte Guddommen i Fjeldkløften, der lukkede sig efter ham! - og staaer vor christne Tid heri tilbage for Hedenskabet? - husk paa en Peter den Store! drak han ikke som en Svamp? - husk paa de største Genier! hvorfra hentede de deres Begeistring? hvad var en Mozart - hvad var Wessel og Evald blevet, hvis de ikke havde drukket? - og har du Religion, min Bro'er!

- er du en ægte Protestant, en rettroende Lutheraner - kan du da glemme, hvad der har fundet dybest Gjenklang i Christenheden af Alt, hvad den store Luther har sagt: Wer nicht liebt Wein, Weiber und Gesang, der bleibt eih Narr sein Lebenlang!« Dermed fyldte han Glassene paany og heldede nogle Draaber deri af den lille Flaske i Vestelommen.

»Bravo, sataniske Nar!« - sagde Valman - »du er tidlig i Aande paa denne anden hellige Pintsedag - du vil nok gjøre mig gal igjen som igaar?«

»Gal, Kammerat! lyksalig vil du sige. Har du nogensinde havt en lykkeligere Dag i hele dit usle Liv?«

»Jeg var lyksalig i mit Galskab - det er sandt - men min Lykke var Løgn og djævelsk Blendværk,« - sagde Valman med vild Bitterhed. -»Den deilige Brud jeg drømte om, blev til en rynket Hex, og min Brudesal til din gamle Mosters Hexekjøkken.«

»Respect for min Moster! hun er fra idag salvet til Dronning i vort 188 nye Rige, og deri skal du være Kronprinds! Drik, Kammerat! lad dem ikke fordunste, de velgjørende Naturaander, som vil aabne dig det lukte Paradiis paany og give dig umaadelig Rigdom og Lykke!«

»Ha! den Rigdom kjender jeg nu - dine Louisd'orer ligge i Rendestenen - de bleve til Flaskeskaar i mine blødende Fingre.«

»Jammerlige Prosaist!« - udbrød Mathis - »maaler du Ideens Værdi efter dens lumpne materielle Skikkelse i Flauhedens Øine paa fastende Hjerte? - det er den største, den eneste Synd, min Bro'er! - denne Udfalden af den ætheriske Verden. - Du er rig, min Ven! du er den lykkeligste Elsker - du er Konge - du er Keiser - du er Alt hvad du vil - kast kun et Blik herned i Livets Kilde - og du skal see det!« Med disse Ord gjorde han nogle strygende Haandbevægelser over det fyldte Glas og satte det for Valman.

»Bort!« - sagde Valman og vilde med Afsky støde det fra sig; men neppe havde han kastet et Blik i Glasset førend ligesom en uimodstaaelig Magt krummede hans Fingre derom. - »Jeg seer hende - ja, jeg seer hende!« - udbrød han og vedblev at stirre i Glasset - »det er hendes Blik - hendes Smil - det er hendes Sjæl, der dukker op og strømmer til mine Læber, for at sammensmelte med mit inderste Væsen.« Med uimodstaaelig Begjerlighed drak han nu Glasset ud til Bunden. Mathis loe og fyldte det paany. De nedsvælgede nu begge det ene Glas efter det andet, og snart vare de i samme overstadige Stemning som forrige Dag.

»Det er min Bryllupsdag!« - raabte Valman tilsidst - »Bruden venter - kom, min troe Ven! Du skal see min Lykke! vi skal følges ad i Liv og Død som Fostbrødre!« - Med disse Ord ravede han ud af Døren med Mathis under Armen. Inden de vare heelt ude af Viinhuset, bleve de nu dog fastholdte af Politiet og, trods alle Indvendinger, førte til Politikamret, som anklagede for Bedrageri med falske Guldmynter, og Mathis tillige for Anvendelse af farlige narcotiske Midler ved hans magiske Aftenforestillinger. Hans Amanuensis, som man ogsaa havde været paa Spor efter, var flygtet.

Efter et foreløbigt Forhør, som dog deres berusede Tilstand gjorde hensigtsløst, bleve de begge indtil videre satte i Varetægts-Fængsel. Næste Dag vare de imidlertid udbrudte af Fængselet og sporløst forsvundne. Paa samme Tid savnedes paa Hospitalet den gamle Gangkone Marthe, der saa fortræffelig havde forstaaet at tilberede Scheletter for de chirurgiske Candidater.

189

Tyve Aar efter hine Pintsedage blev denne smukke Foraarsfest høitideligholdt i Jægersborg Dyrehave af en Familie, hvori Navnet Christen Valman ikke var forglemt. Familien bestod af en gammel Herre og et midaldrende Ægtepar, med deres to unge smukke Døttre, tilligemed en ung Kjøbmand og en juridisk Candidat, som hørte til Husets Venner og Døttrenes vel anskrevne Tilbedere. Den gamle Herre var de to unge Pigers Bedstefader, en lille tør Mand, der gik gammeldags klædt med høie Støvleskafter udenover Beenklæderne og en fiin blaa Kjole med Spencer af samme Farve. Han bar en graa Castorhat og støttede sig til en guldknappet Spanskrørsstok. Det var den rige, nu 80aarige Agent Falk. Ægteparret var hans Svigersøn, Grosserer Knudsen, og den i sin Ungdom saa smukke Amalia Falk, der endnu, som den aldrende Fru Knudsen, havde bevaret en stor Deel af sin Skjønhed, men var paafaldende bleg. Denne Bleghed, der forresten ikke klædte hende ilde, ansaaes for Følgen af en Nervefeber, hun for 20 Aar siden havde gjennemgaaet, og mulig af en magnetisk Cuur, der ved samme havde været anvendt, eller - hvad nogle Læger paastode - var hin Bleghed bevirket ved en narcotisk Dunst, hun havde indaandet i et saakaldet magisk Cabinet, som hun med sin Fader havde besøgt, og hvorefter hun havde faaet et farligt Tilbagefald til den ved Magnetismen standsede Nervefeber. Aaret derefter var hun bleven gift med sin Fætter, Christian Knudsen, som havde været hendes første Beiler og - hvad Alle troede - lykkelige Elsker, men som hun under hin Sygdom og et heelt Aar derefter syntes aldeles at have glemt. Man havde engang villet vide, at hun i hin Mellemtid havde været hemmelig forelsket i den unge Læge, der havde magnetiseret hende, men som var et udsvævende Menneske, der forfaldt til Drik og var forsvundet med en omreisende Gjøgler. At det virkelig forholdt sig saaledes, var baade hendes Fader og hendes Ægtemand bekjendt. Kun for dem havde hun aabenbaret, hvad hun selv ansaae for en ubegribelig Sindsforvildelse, medens hun dog altid med en vis Vemod og med dyb Medlidenhed tænkte paa hin unge vakkre Læge, som hun sidste Gang havde seet, da hun i en forunderlig bevæget Tilstand blev fulgt tilvogns af ham, efter hint Besøg med hendes Fader i det magiske Cabinet.

I de sidste 19 Aar havde hun, indtil for kort siden, levet et lykkeligt Familieliv. Men otte Dage før denne Pintsefest havde hun havt den store Sorg at miste sin eneste Søn. Han var hendes ældste og kjæreste 190 Barn. Han var allerede Student og over 17 Aar gammel; han var pludselig død af et Nerveslag, Dagen efter et lystigt Gilde, hvori han havde ophidset sig ved hede Vine, og hvorfra han var bleven bragt i en aldeles bevidstløs Tilstand Denne hendes eneste Søn havde allerede fra sin Fødsel havt en mærkelig Lighed med hin unge forsvundne Læge, som hun saa ofte med vemodsfuld Medynk havde tænkt paa. Efter hvad hun strax efter hans Fødsel i et sygeligt Øieblik havde ønsket, var Drengen bleven døbt med Navnet Christen Valman, hvilket man dog senere høilig havde fortrudt, da det havde gjort Opsigt og givet Anledning til Bysnak om hendes Forhold til den forløbne Magnetiseur. Det unge Menneske havde været fortrinlig begavet, men besynderlig nervesvag. Enhver Nydelse af spirituøse Drikke havde altid været ham paa det Strengeste forbudt af Lægerne; men det var kun med den største Selvovervindelse at han havde været istand til at bekæmpe sin heftige Tilbøielighed netop i denne Retning. Hans. første betydelige Overskridelse af hint Afholdenhedsbud var bleven hans Død. Saavel Faderen, som Bedstefaderen, havde trøstet sig med, at det unge Menneske, hvis han havde levet længer, dog vist enten var gaaet fra Forstanden, eller havde styrtet sig ind i en eller anden lidenskabelig Forvildelse. Der var nemlig en forunderlig Pirrelighed i hans hele Nervesystem og en Lyst til Overdrivelse i Alt, hvad han tænkte eller foretog sig, der ofte havde ængstet hans Venner. Det var Dagen efter hans Begravelse, den gamle Bedstefader havde foranstaltet denne Udflugt i den nysudsprungne Skov. Det skulde ikke være nogen munter Lysttour, men en stille Sindsforfriskelse for dem Alle.

»Saa sommervarm en Pintsetid kan jeg ikke erindre« - sagde Agenten og kom Sukker i sin The, medens han satte Tobakspiben fra sig i Græsset.

»Jo, for 20 Aar siden« - sagde Amalia og en let Farve foer over hendes hvide Kinder.

»Rigtig, da jeg havde kjøbt Lyststedet ved Strandveien« - sagde den Gamle - »men det var dog et kedeligt Aar; du var hvert Øieblik syg - og havde jo nær gjort mig gal med dine Griller.«

»Lad os ikke tænke derpaa!« - afbrød Svigersønnen ham og bragte snart en anden Samtale i Gang.

De unge Mennesker kom nu fra en Spadseregang i Skoven og saae alle ud som en stille Lyksalighed havde blandet sig med deres Vemod, 191 medens de iagttoge den Stilhed, som passede til Familiens Sørgedragt og Forældrenes Stemning. Under en ofte standsende Underholdning gik den smukke Foraarsaften hen i det Grønne. Man kjørte silde ad flere Omveie tilbage, og, ved en Feiltagelse af den noget berusede Kudsk, kom man henved Midnat forbi Assistentskirkegaarden. Faderen og Bedstefaderen mærkede det for sildigt, til at forhindre det, og bestræbte sig for at faae Amalia til at see til venstre Side, for at hun ikke skulde kjende Stedet, hvor Sønnens Grav nu stod med de friske Blomsterkrandse. Det var temmelig mørkt, og de troede, det var lykkedes at afdrage Amalias Opmærksomhed fra Kirkegaardsmuren. Hun sad taus og stille i Vognen, men da de kjørte forbi den store Gitterport, havde de hørt paa hendes Suk, at hun kjendte Stedet. Hvad der havde vakt hendes Opmærksomhed, var Glimtet ligesom af et Lys eller en Lygte langt borte paa Kirkegaarden. Neppe vare de komne forbi Gitterporten, førend hun forlangte, der skulde standses. Kirkegaardsporten stod paa Klem - paastod hun - der var Mennesker tilstede, og hun vilde see, om det ikke var Nogen, der tog Blomsterne fra Graven. Det var just en Uskik, hvorover der i den sidste Tid ofte havde været klaget. Efter mange Forestillinger mod dette Indfald, sprang hendes Mand alene ud af Vognen og befalede Kudsken at kjøre til: han skulde snart indhente dem tilfods - han vilde kun gjøre Graveren opmærksom paa Lyset derinde og spørge ham om hvad det havde at betyde.

Vognen rullede nu afsted og den stærke, noget heftige Mand gik med hastige Skridt hen mod Graverens Bolig. Han fandt imidlertid alle Døre lukkede og alle Lys slukte. Han besluttede da selv at undersøge Sagen. Kirkegaardsporten fandt han ganske rigtig paa Klem, og han skimtede endnu Lyset langt borte mellem Træerne. Uden Betænkelighed styrede han sin Gang derefter og standsede endelig i Nærheden af det Sted paa Kirkegaarden, hvor han Dagen tilforn med dyb Rørelse havde staaet ved sin Søns aabne Grav og seet Jordspaakastelsen. Den samme Stemning greb ham nu atter, men blandede sig med den uhyggelige Forestilling, at han nu her skulde træffe Mennesker, der - for at tilegne sig nogle Blomsterpotter af ringe Værd vare frække nok til at forstyrre denne Gravens simple Prydelse. Han gik med sagte Skridt nærmere mellem de tætte Buske af Taxtræer og de nedhængende Sørgepile, hvorigjennem hist og her et hvidt Marmormonument skinnede frem i det matte Stjernelys og enkelte

        

192 Glimt af hint Lys, som han havde fulgt, men som ofte havde bevæget sig og var forsvundet Endelig stod han under en Hængeask, hvor han ubemærket var Vidne til et Optrin, som opfyldte ham med Harm og Rædsel.

Ved en aaben Grav stod en lille smudsig og pjaltet Mand, med et ildrødt gjennemfuret Ansigt, som omflagredes af nogle Totter sortegraat Haar, og med en Blendlygte i Haanden, medens en steengammel Qvinde, ligeledes i den smudsigste Pjalteklædning og med et fuldkomment Hexeansigt, var ifærd med at afklæde et Liig, der laae ved Siden af en sønderbrudt Kiste. I nogen Frastand stod en høi aldrende Mand med en Spade i Haanden og drak af en lille blaa Flaske, medens han med hæs Stemme nynnede nogle Vers af en lystig Drikkevise.

»Rap dig, Marthe!« - sagde Manden med Lygten - »det pusler i Buskene synes mig. - Er det levende Mennesker, komme vi sagtens kun i Rasphuset - og det var dog en Forsørgelse paa en Maade; men er det de Døde, der vil have deres Lagener tilbage, slippe vi ikke saa nemt - Det var Ret, Christen Kirkelam! syng nu som jeg sang for Liig i vor Skolegang! det kan behøves ved dette Hundeliv. Drik dog ikke meer, end du kan rende, hvis Nogen kommer! En Opstandelsesmand svirer kun om Dagen.«

»Er I snart færdige, I Sataner!« - sagde Manden med Spaden -»Hvad er det for en Stakkel, I nu har fat paa?«

»En smuk Ungkarl« - svarede Kjærlingen - »han har lyse Haar, som du, da du stod for Speilet og gjorde Vind i din Brudgomskjole. Seer jeg ret, saa ligner han dig paa en Prik. Der er Plade paa Kistelaaget, Mathis! - bræk den af, hvis den duer noget! - staaer der Noget at læse?«

Manden med Lygten lod dens Lys falde paa et sønderbrudt Liigkistelaag. »Tin« - mumlede han - »forsølvet Tin - det er ikke Umagen værdt at bryde af - men hvad seer jeg: Christen Valman staaer der - ja, paa min Sjæl, Christen Valman - det er dig, Kammerat! - det er din Ungdomsskikkelse, man har begravet - haha - det er i sin Orden! død har du jo været længe nok - den unge smukke Christen Valman er jo for længe siden gaaet i Hundene.«

»Er I gale!« - raabte Manden med Spaden og foer hen imod Liget som han betragtede ved Lygtelyset - derpaa styrtede han sig henover det med et Skrig.

193

»Fordømte Djævle! plyndre I de Døde? - plyndre I min Søn!« - lød nu en kraftig Røst tæt ved dem, og den forfærdede Fader traadte frem. - I samme Øieblik var Blendlygten bleven usynlig, og Manden, som bar den, var forsvunden. - Med et hæsligt Skrig flygtede ogsaa den gruelige Qvinde; men i Stjernelyset saae Faderen sin Søns Liig ligge nøgent og udplyndret ved den sønderbrudte Liigkiste. - Et halvberuset Menneske i den usleste Betlcrdragt laae hulkende over Liget og syntes i Afsindighed at tale til det.

»Er du virkelig Christen Valman?« - hviskede den Berusede - »er du min døde Ungdom og Kjærlighed? - skulde jeg her samles med dig igjen! - ak, Amalia! - er du nu ogsaa død og begravet?«

»Nei, hun lever - min Søns Moder lever« - sagde Faderen, der havde nærmet sig den Afsindige og ikke tvivlede paa, det jo maatte være hin forsvundne ulykkelige Valman - »kom til dig selv, Elendige! det Liig, du der har gravet op, for at plyndre - var Amalia Falks og Christian Knudsens eneste Søn, som til uværdig Erindring om dig blev døbt Christen Valman og som gik i Graven med dit Ansigt og med Giften af din Natur i sit Inderste.«

»Altsaa dog Christen Valman!« - lallede den Berusede - »altsaa dog mig selv - mit andet Jeg - min aandelige Søn - var du hans Fader i Kjødets Verden? ja saa! - men jeg var hans Fader i Aandens store Verden - og han er min! - see, der har jeg Pantet derpaa« - vedblev han og trak en Ring af sin magre Finger - »bring hende den tilbage! nu er det Ægteskab forbi! - Godnat, Papa! - hils min magnetiske Brud! - hils min Ætheraands-Elskede! -Jeg er for længe siden - gaaet i Hundene. Gud velsigne hende!« Han rakte Ringen fra sig og tumlede syngende bort mellem Gravene. Dog det var nu ingen vild Drikkevise, han sang - men med en Stemme, der næsten klang smuk og som syntes at bæve af Graad, sang han en Psalmemelodie; det var et Brudstykke af den gamle Liigpsalme, han i sin Barndom saa tidt havde sjunget blandt Skoledrengene.

Næste Morgen fandtes der paa Assistentskirkegaarden et dødt Menneske, der saae ud som en Betler og i hvem man gjenkjendte den for 20 Aar siden forsvundne chirurgiske Candidat Valman. Paa Grosserer Knudsens Angivelse, blev der foretaget en streng Undersøgelse angaaende Liigplyndringen. En heel Bande Liigplyndrere blev opdaget og straffet; dog den berygtede Dr. Mathis Frantsen og hans Moster vare flygtede med et Skib til England. Der skal de nogle Aar efter 194 være blevne hængte blandt en opdaget Bande af de saakaldte Opstandelsesfolk, der skaffe Liig til Anatomerne.

Der tilberedtes en Familiefest i Grosserer Knudsens Huus ved Midsommerstid. Den ældste Datters Bryllup skulde feires og den Yngstes Forlovelse med det Samme erklæres. Hjertesagen havde allerede hemmelig været afgjort mellem de unge Mennesker paa hin stille Skovtour i Pintsen; men nu havde forst enhver af de lykkelige Elskere opnaaet en Stilling, hvori der kunde tænkes paa et selvstændigt Familieliv.

Alle glædede sig til denne dobbelte Fest i Familien. Amalia smilede ogsaa med Inderlighed, naar Talen var derom og naar hun saae Glæden i de Andres Ansigter; men selv led hun stille, og hendes besynderlige Bleghed syntes at tiltage. Hendes Mand havde fordulgt hende, hvad han sidste Pintsenat havde været Vidne til paa Assistentskirkegaarden. Rygtet om de opdagede Liigplyndrere og den, som dod, gjenkjendte Candidat Valman, havde man ligeledes holdt skjult for hende. Da hun nogle Dage efter Pintsefesten besøgte sin Søns Grav, havde hun fundet den bestrøet med frisk Sand og prydet med endnu flere Blomster, end paa Begravelsesdagen. Ved Siden af den havde hun bemærket en anden, nylig opkastet Grav, der næsten ligesaa omhyggelig var prydet med Pintselilier og andre Foraarsblomster. Den var ikke betegnet med noget Mindesmærke eller Navn, men af de Blomster, hun havde medbragt til Sønnens Grav, havde hun dog uvilkaarlig henlagt en paa den Fremmedes Grav, der i Dødens stille Land var bleven hendes kjære Christen Valmans Nabo.

Dagen før den længe forberedte Familiefest gik Amalia om i alle Værelser for at eftersee, om Alt var saa reent og pynteligt, som hun ønskede det. Hun opdagede en Plet paa en af de nylig polerede Ruder. Hun gik ind i sin Mands Værelse, for at finde en gammel Avis til at afgnide denne Plet med. Da hendes Mand en halv Time derefter kom hjem og traadte ind i sit Værelse, saae han med Forskrækkelse sin Kone ligge dødbleg og bevidstløs paa Sofaen, med en Avis ved Siden. Han greb Bladet og saae med Skræk, at det indeholdt en udførlig Beretning om hvad han havde anmeldt for Øvrigheden angaaende hint natlige Optrin og Alt, hvad der senere om denne Sag var oplyst. Nu 195 opslog Amalia sine Øine, og en Taarestrøm gav hendes Smerte Luft. Den kjærlige Ægtemand betroede hende strax Alt, hvad han hidtil af Omhu for hende havde fordulgt. Da hun hørte, at det var Valmans Grav, hun selv, uden at kjende den, havde lagt en Blomst paa, bevægede det hende inderligt, og da hun nu betragtede den velbekjendte, længe savnede Ring, hendes Mand havde modtaget til hende, var det som om en tung Steen faldt fra hendes Hjerte.

»Det var da ingen Drøm!« - sagde hun og lagde Ringen paa Bordet - »ham har jeg virkelig givet den - han har baaret den i al sin Nød og al sin Forvildelse til hans sidste Time - han har sendt mig den tilbage, uden Had og Bitterhed - den sidste Lyd, du hørte fra hans Læber, var en from forsonende Psalmetone. Gud skee Lov! nu er Gaaden løst, som jeg i 20 Aar har grubiet paa - nu er der Fred i min Sjæl. Gud vil være ham og os Alle en forbarmende Dommer for hans evige Kjærligheds Skyld!«

Fra den Time kom den naturlige Farve tilbage paa Amalias Kinder. Det var som den Gift, hun engang havde indaandet, nu var fordunstet. Hun var en lykkelig Hustru og Moder. Familiefesten den følgende Dag blev ikke fordunklet af nogen Skygge fra en forsvunden uhyggelig Fortid.

196