↩ »Det kunde vel være - svarede den djævelske Spiller med et haanligt Smiil - din Smule Sjæl er ikke saa kostbar, at der jo vel kan gives det, som kan opveie den. Bring mig den Steen, som St. Peder kastede i Havet, og du skal være mig qvit for evig. Du gjør mig ellers for rnegen Ære ved at kalde mig Satan jeg er kun en af hans ringeste Tjenere; naar du tregange kalder paa Fimbul, skal jeg staae for dig, hvor du saa er.« Med disse Ord var Trolden forsvundet, og Holger stod aleene ved Bjerget med Jochum, som nu ogsaa var indviet i hans rædsomme Hemmelighed, og med Forundring havde hørt hvert Ord.