↩ »Gamle Stokke! fornuftige Stokke! Spitsborgerstokke!« raabte en gammel Sælgekone paa Gaden i Hamborg, og viste de Forbigaaende en heel Favn fuld af Spanskrør og Knortekjeppe af forskjellig Størrelse og med Beenknapper i allehaande underlige Dyreskikkelser og Grimasansigter; men der var Ingen som kjøbte; dertil havde Alle for travlt med deres egen Handel og Vandel. Endelig kom der en ung rask Herre ned ad Gaden, i en gammeltydsk Kofte, med lange Lokker om Ørene, og en lille Kallot paa tre Haar. Han saae ud som en Student, og lod ikke til at have travlt med nogen Ting i Verden; men syntes ret beqvemt og velfornøiet at spadsere gjennem den vide Verden, og lade dens brogede Skikkelser tumle sig omkring ham som de vilde, ligesom i et tragikomisk Skuespil, hvorved han selv kun var den rolige Tilskuer. Da Kjærlingen saae ham, begyndte hun at skrige endnu høiere, og nu raabte hun: »nye Stokke! Studenterstokke! Dagdriverstokke! romantisk-poetiske Stokke! ravsplitterpinendegale, djævleblændte Stokke!«