↩ Dæmonen er forsvundet, som bar Skikkelsen, Navnet og den blændende Glands, og gjaldt for mig i den blinde Verdens Øine; men mig skal Ingen see, uden den, som troer paa mig og elsker mig, uden at forstaae mig. Ikke har du drømt, min Elskede, dit Eventyr er sandt og virkelig oplevet; det er ikke opfundet af dig paa menneskelig Viis, men skabt i dig og ved dig af andre og mægtigere Aander. Din urolige Tvillingbroders vildfarne Aand, i hvem du troede at see dit eget Væsen og hvis forfængelige Drømme fandt saadan Samstemning i din Sjæl, at de nær havde ført dig Dæmonerne i Vold, han er nu kommet til Klarhed og Fred; thi Skatten er hævet og forsvundet, som bandt hans forvildede Sjæl til det Forgjængelige.«