↩ »Du er mig dog altid den samme fromme velsignede Johanne - sagde Frants og omfavnede den unge blomstrende Moder, som erindrede ham om et herligt Madonnabilled, han engang paa sine Reiser havde seet - mig har du ogsaa gjort langt frommere og taalmodigere, end det ellers var min Natur og Sædvane. Men paa dette elendige Loftkammer kan jeg ikke længer udholde det. Her har jeg hverken Lyst eller Plads til at arbeide; skal jeg bringe Noget ud af Haandteringen, maa jeg have et ordentligt Værksted og Plads til at aande og røre mig. Din salig Farbroders Huus ved Kanalen var ret et Huus for mig; der har jeg og den gamle Mester sjunget saa mangen lystig Sang ved vor Høvlebænk, og der vilde jeg ret være saa hjemlig og trøstig tilmode. Der var det jo ogsaa jeg saae dig første Gang. Der sad jeg siden hver Aften hos dig i den lille Dagligstue med det grønne Paneel, naar jeg kom fra Værkstedet med gamle Mester Flok. Hver Helligaften tog han saa Sølvbægeret frem af Skabet i Alkoven, og 97 drak med mig paa en glædelig Fest. Og da mit Svendestykke var færdigt, og den store smukke Liigkiste stod til Skue i Værkstedet, husker du da hvor den Gamle var glad, og hvor lyksalig du sank i mine Arme, da han lagde din Haand i min over Kisten og sagde: tag hende, Frants, og vær brav! her skal du boe og bygge med hende engang, naar jeg ligger i denne Kiste og venter paa en salig Opstandelse.«