↩ I de sidste 19 Aar havde hun, indtil for kort siden, levet et lykkeligt Familieliv. Men otte Dage før denne Pintsefest havde hun havt den store Sorg at miste sin eneste Søn. Han var hendes ældste og kjæreste 190 Barn. Han var allerede Student og over 17 Aar gammel; han var pludselig død af et Nerveslag, Dagen efter et lystigt Gilde, hvori han havde ophidset sig ved hede Vine, og hvorfra han var bleven bragt i en aldeles bevidstløs Tilstand Denne hendes eneste Søn havde allerede fra sin Fødsel havt en mærkelig Lighed med hin unge forsvundne Læge, som hun saa ofte med vemodsfuld Medynk havde tænkt paa. Efter hvad hun strax efter hans Fødsel i et sygeligt Øieblik havde ønsket, var Drengen bleven døbt med Navnet Christen Valman, hvilket man dog senere høilig havde fortrudt, da det havde gjort Opsigt og givet Anledning til Bysnak om hendes Forhold til den forløbne Magnetiseur. Det unge Menneske havde været fortrinlig begavet, men besynderlig nervesvag. Enhver Nydelse af spirituøse Drikke havde altid været ham paa det Strengeste forbudt af Lægerne; men det var kun med den største Selvovervindelse at han havde været istand til at bekæmpe sin heftige Tilbøielighed netop i denne Retning. Hans. første betydelige Overskridelse af hint Afholdenhedsbud var bleven hans Død. Saavel Faderen, som Bedstefaderen, havde trøstet sig med, at det unge Menneske, hvis han havde levet længer, dog vist enten var gaaet fra Forstanden, eller havde styrtet sig ind i en eller anden lidenskabelig Forvildelse. Der var nemlig en forunderlig Pirrelighed i hans hele Nervesystem og en Lyst til Overdrivelse i Alt, hvad han tænkte eller foretog sig, der ofte havde ængstet hans Venner. Det var Dagen efter hans Begravelse, den gamle Bedstefader havde foranstaltet denne Udflugt i den nysudsprungne Skov. Det skulde ikke være nogen munter Lysttour, men en stille Sindsforfriskelse for dem Alle.