↩ »Altsaa dog Christen Valman!« - lallede den Berusede - »altsaa dog mig selv - mit andet Jeg - min aandelige Søn - var du hans Fader i Kjødets Verden? ja saa! - men jeg var hans Fader i Aandens store Verden - og han er min! - see, der har jeg Pantet derpaa« - vedblev han og trak en Ring af sin magre Finger - »bring hende den tilbage! nu er det Ægteskab forbi! - Godnat, Papa! - hils min magnetiske Brud! - hils min Ætheraands-Elskede! -Jeg er for længe siden - gaaet i Hundene. Gud velsigne hende!« Han rakte Ringen fra sig og tumlede syngende bort mellem Gravene. Dog det var nu ingen vild Drikkevise, han sang - men med en Stemme, der næsten klang smuk og som syntes at bæve af Graad, sang han en Psalmemelodie; det var et Brudstykke af den gamle Liigpsalme, han i sin Barndom saa tidt havde sjunget blandt Skoledrengene.