↩ De nærmest følgende år fuldførte Ingemann en række arbejder, der groft sagt repræsenterer to modsatte tendenser. På den ene side star noget af det lyseste, han har skrevet (bl.a. Holger Danske, 1837, og Morgen- og Aftensange, 1837-38), på den anden nogle overvejende dystre fremstillinger af de onde kræfters magt (Renegaten, 1838, og Salornons Ring, 1839). Værker som Stjernebilledernes Symbolik fra 1840 og den lange fortælling Kunnuk og Naja eller Grønlænderne, 1842, må ses som digterens forsøg på at slippe væk fra en virkelighed, han følte sig fremmed i. Fra hans breve ved vi, at han i disse år ofte følte sig mismodig, både over samtidens materialisme og Heibergkredsens dominerende rolle i litteraturen - og over sin egen afsondrethed i det kvælende idylliske Sorø. Men i samme periode finder han dog også trøstende tidens tegn: en folkelig og religiøs vækkelse kan så småt spores, og poetiske røster som Grundtvig, Hauch og H.C. Andersen hæver sig endnu for at forsvare de romantiske værdier, der efter Ingemanns inderste overbevisning har fremtiden - og evigheden - for 226 sig. Og Sorøtilværelsen giver dog mulighed for at fordybe sig i det væsentlige i tilværelsen.