↩ Det udvalg af Ingemanns eventyr og fortællinger, der her præsenteres, omfatter noget under halvdelen af hans kortprosa. Der er medtaget tekster fra alle de fem samlinger, han selv udgav, og fra hans produktion efter 1850. Det er tilstræbt med udvalget at belyse så mange facetter af Ingemann som muligt, og de optagne tekster er nogenlunde repræsentative for hans arbejder inden for genrerne. Det har kun været muligt at medtage ét egentligt eventyr, Det høie Spil, da næsten alle forfatterens prosaeventyr er alt for lange til at indgå i et udvalg; imidlertid er Det høie Spil et karakteristisk Ingemann-eventyr. Ingen af kortprosasamlingerne indgår i deres helhed i udvalget, men det er næppe nogen alvorlig mangel, da opbygningen af den enkelte samling virker bestemt af rent ydre forhold. I Eventyr og Fortællinger, 1820, findes et genreskema, idet eventyr følges af fortælling. Det eneste princip, der kan iagttages i ordningen af Noveller, 1827, er, at den længste fortælling anbringes sidst; det samme er tilfældet i de øvrige tre samlinger, Ingemann selv udgav. En indre sammenhæng mellem de enkelte stykker findes kun i Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren, 1835, hvor alle tre fortællinger meddeles som breve af en landsbypræst; de to første har også et vist sammenfald i personer og emner. Man får alt i alt indtrykket af, at Ingemann fra 1819, hvor Det høie Spil sandsynligvis er forfattet, jævnligt har skrevet småfortællinger og udgivet dem, når han havde samlet en passende mængde; det tyder da også hans egen omtale af samlingerne på (f. eks. skriver han fra Rom 1819: »»Det høie Spil« vil jeg gjemme til det engang kan komme ud med flere Smaating; det er for ubetydeligt til at gaae paa egne Been«, Breve til og fra Bernh. Sev. Ingemann v. V. Heise, 1879, s. 110).