↩ At Ingemann har følt sig overordentlig tiltalt af fantastikken, ses også af, at dens tøven over for en entydig virkelighedsfortolkning genfindes i hans romaner og tilmed i hans selvbiografi (se f.eks. Levnetsbog II s. 23). Hans forkærlighed for den fantastiske fortælling skyldes rimeligvis en oplevelse af, at den kristne livsforståelse ligesom romantikken med deres overbevisning om en højere åndelig virkelighed var alvorligt truede af de moderne tider, der i grunden kun interesserede sig for den ydre verdens affærer. Desuden rummer fantastikken den pointe, at det er en formastelighed at erkende - og fremstille - åndeverdenen klart; den er »et Liv, der her kun skal anes« (Levnetsbog I s. 80). Genren er da for Ingemann et udtryk for troens balancegang mellem overtro og vantro.