↩ Blandt Ingemanns samtidige var det især Blicher, Poul Møller og fru Gyllembourg, der fra sidste halvdel af 1820'rne forfattede realistiske beskrivelser af samtidens dagligliv. Naturligt nok foretrak de prosaen, især novellen, til disse jordnære skildringer. Tidligere havde prosaen været vurderet lavt; det er betegnende, at Ingemanns første fortællende værker, eventyrdigtene, er forfattet i bunden form, for herved markerer digteren, at hans værker har en dybere - poetisk -mening, at de ikke kun er underholdningslitteratur. Ingemann bevarede øjensynlig livet igennem en fornemmelse af, at i hvert fald den korte prosafortælling var lidt underlødig, tidsfordriv for såvel digteren som læseren (en karakteristisk udtalelse findes i et brev til Grundtvig fra 1849: »Jeg sidder nu her med Hænderne i Skjødet og tænker paa nogle fredelige Smaahistorier, eller hvad jeg endnu kan due til at bringe paa Papiret«, Grundtvig og Ingemann. Brevvexling 1821-1859, ved Svend Grundtvig 1882, s. 306). Og den realistiske hverdagsbeskrivelse kunne han slet ikke forlige sig med; fra malerkunsten hentede han betegnelsen »nederlandsk« for at betegne det platte, idéforladte i samtidens, især fru Gyllembourgs, noveller (Tilbageblik s. 55).