↩ Modtagelsen af Ingemanns kortprosasamlinger var blandet. Af Eventyr og Fortællinger, 1820, kender Erslews Forfatter-Lexicon slet ingen danske anmeldelser. Noveller, 1827, er kun anmeldt i Kjøbenhavnsposten (18/4), der roser samlingen, men i meget almindelige vendinger. Det blev også kun til én, ganske kort omtale af Varulven, Den levende Døde, Corsicaneren, 1835, og den er ikke elskværdig. Ingemanns fortællinger sammenlignes her med hverdagshistorierne (af fru Gyllembourg), hvis »sanddrue Charakterer tagne fra det Liv, hvori vi Alle leve og røres« sættes langt højere end Ingemanns »underlige Drømmetoner« (Kjøbenhavnspostens søndagstillæg, Søndagsblad, 12/4 1835). I 1847 har Kjøbenhavnsposten (7/12) skærpet tonen; det er interessant, at det, anmelderen af Nye Eventyr og Fortællinger især væmmes ved, er fortællingernes »Halvhed«, at de hverken vil give en naturlig eller en overnaturlig forklaring på begivenhederne; i det hele taget er dæmonien malplaceret i hverdagslivet. Det er altså den fantastiske fortælling, denne anmelder vurderer så lavt - om end han beskriver den præcist. Også Flyve-Postens overvejende positive recension (14/12) har svært ved at acceptere Ingemanns foretrukne kortprosågenre; selv om fortællingerne, f.eks. De fortryllede Fingre, rummer megen »yndig Følelse og skjøn Phantasi«, havde det dog været bedre, om de havde valgt side og været enten eventyr eller noveller. Fire nye Fortællinger er iflg. Erslew kun anmeldt i Kjøbenhavnsposten (12/9 1850), og dér levnes ikke Ingemann megen ære for samlingen; igen er det, der støder, konflikten mellem »det romantiske Sværmeri« og »Reflexionen«.