Hjortø, Knud Fru Herta

FRU HERTA

2

KNUD HJORTØ

SYNER. 1899.

HJEMME FRA EGNEN. 1901.

KRAFT. 1902.

FOLK. 1903.

STØV OG STJÆRNER. 1904.

TO VERDENER. 1905.

HANS RÅSKOV. 1906.

PRÆSTER. 1907.

DENGANG MAN VAR UNG. 1908.

RASMUS. 1909.

GRØDE. 1909.

DEN FORTABTE SØN. 1910.

GRØN UNGDOM OG GRÅ SJÆLE. 1911.

FORÅRSSKYER. 1912.

3

KNUD HJORTØ

📖 FRU HERTA

GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK
FORLAG - KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXIV

4

KJØBENHAVN — FORLAQSTRYKKERIET

5

BYEN lå indeklemt mellem fjorden og noret Hvor den endte mod syd, lå der mellem små og store, smalle og brede veje en del smukke huse, villaer eller pyntelige småhuse, hvor byens købmænd og embedsmænd boede foruden nogle banefolk med gode Indtægter og honnet ambisjon. Mod nord strakte byen sig ud ad en gammel landevej, der endte blindt ved en mark og blev ringere, jo længere man kom ud ad den, og husene, der lå langs med den, fulgte eksempel efter vejen. Men ligesom husene blev dårligere ud efter, sådan blev haverne større, fordi jorden var billigere, og de var vel holdt.

Her ude gik, rent undtagelsesvis, fru købmand Henriksen med sin tiårige datter Herta.

Herta så sig opmærksomt om, hendes lille, mørke ansigt var alvorligt, mens hun tænkte sine egne små tanker. Stedet var nyt for hende.

Hvem bor i sådan nogle små huse? spurgte hun.

Arbejdsfolk, svarede moeren.

Hvorfor har de så mange børn? spurgte Herta; antallet af dansende piger, råbende og klatrende drenge syntes at stige udefter.

6

Det har den slags folk altid, sae moeren.

Herta opfattede det simple i at ha mange børn og tog denne sandhed stiltiende ind.

De kom forbi et hus, hvor der blev sunget mer end almindelig højt.

De synger, sae Herta.

Ja, det er en kedelig skrålen at høre på.

Herta gik lidt: Er de ikke glade, når de synger?

Det er de vel nok. Lad os gå lidt raskere; her blir sådan gloet på os. Du skal aldrig gå denne vej.

Hvorfor gør du det så, moer.

Du skal i alt fald ikke gå her alene, svarede moeren.

Gør de da noget?

De kunde gærne finde på at råbe efter dig.

Det har de da ikke gjort.

Nej, mig generer de sig vel for at sige noget til.

Det må ikke være rart at bo i et sådant hus, moer.

Nej, du kan være glad for, at dine forældre er bedre stillede.

Det forstod Herta ikke. Kunde det tænkes, at de kunde ha været fattigere, når de nu engang var velhavende?

Kan faer da en gang blive fattig? spurgte hun.

Nej, sae moeren.

Det mente Herta heller ikke. — Rige folk kan 7ikke blive fattige, sae hun — og fattige folk kan heller ikke blive rige.

Nej, sae moeren. Sådan noget interesserede det hende ikke at tale med børn om. Når bare Herta var klar over forskellen mellem de bedre stillede og de andre, så var det nok.

Hun gik raskere til, drejede ind ad en markvej, så snart det var muligt, gik med sin lille datter gennem skoven og nåede byens sydlige del, hvor hendes mand ejede en af de største af kvarterets villaer.

Her er rigtignok bedre at være, moer, sa Herta.

Ja selvfølgelig, svarede moeren.

Herta kom om eftermiddagen forbi et lille vandhul tæt uden for byen, hvor en del barbenede drenge stod ude i vandet og fangede, hvad det nu var, i små kurve.

Hvad er det, du har dær? spurgte Herta en dreng, på en gang nysgærrig og uvillig.

Rumpetudser, sae drengen og viste frem af dem.

Herta gyste både ved ordet og ved selve tingen. De var endnu mere væmmelige end rigtige tudser, der ellers var noget af det ækleste, hun vidste.

Hvorfor kalder du dem sådan? spurgte Herta med et hårdt blink ud af sine brune øjne.

8

Drengen så forundret på hende. Han havde bukserne smøget op til knæene og stod ude i det snavsede vand; store grå luftblærer krøb langsomt op langs hårene paa hans lægge.

Hvad skulde jeg da kalde dem?

Haletudser, sae Herta.

De andre drenge lo og skreg: haletudser, haletudser efter hende, og Herta forstod, at hun havde indladt sig med simple børn, men så sae drengen, der havde holdt op at le, eftertænksomt?

Jo, der er også nogen, der siger hale i stedet for rumpe.

Herta var endnu ikke kommet afsted.

Hun er vigtig, den tøs, sae en anden dreng, og flere gentog det samme.

Men idet Herta i rædsel over det selskab, hun var kommet i, vendte sig bort, hørte hun den samme dreng sige til de andre:

Det er da ikke godt at vide, om hun er vigtig.

Da Herta for sidste gang vendte hodet, bemærkede hun, at han stod og så efter hende.

Der var skænderi hos købmand Henriksen. Det var moeren, der havde begyndt. Henriksen værgede for sig, og når det ikke hjalp, blev han selv vred og bad hende med få, men grove ord om at holde kæft. Og så var det som regel forbi. 9Fruen stak efter ham med øjnene, han vidste nok, det betød, at han var simpel og udannet, det havde han hørt så tit, men han brød sig ikke om det; han forlangte bare, at når han sae 'hold kæft', skulde det dermed være forbi.

Herta var vant til det. Hun syntes ikke rigtig om det, men det gjorde heller ikke større Indtryk på hende; det hørte sådan til, og hun havde hørt det så længe, hun kunde huske. For der var alligevel langt fra det og så til, at manden bankede konen, som hun vidste, det var almindeligt hos simple folk.

Disse scener gjorde Herta mindre glad, men hun kunde dog ikke gå fra dem; hun hørte til fra et værelse ved siden af. Bag efter gik hun og tænkte over det. Det var underligt, at hendes moer sae, at hendes faer var simpel; hvordan kunde de bedrestillede være det? Det var nok sandt, når hendes moer sae det, for hun vidste besked om alting, men så måtte det vel forstås på en anden måde.

Der var blevet stille i spisestuen. Herta gik ud. Da hun havde gået lidt, hørte hun en stemme sige godaften. Herta så op, det var drengen fra vandhullet. Uden at vide det, var hun selv gået derhen ad igen.

Nå, det er dig, sae hun.

Ja, det er mig med haletudserne, svarede han og lo højt.

10

Hvorfor ler du sådan? spurte Herta strængt.

Han blev stille, men smilede. Han havde et lyst og fornøjet ansigt. Han var køn. Hans ben var blevet rene, men det var vel tilfældigt; hans tøj var dygtigt snavset. Herta så på ham.

Hvad hedder du?

Jeg hedder Niels Peter.

Hvad er din far?

Han er kolonjemand.

Det hedder kolonnemand, rettede Herta.

Så? det var underligt; vi siger altid kolonjemand. — Men det så ikke ud til, at han ligefrem betvivlede det.

Hvor bor du?

Drengen beskrev stedet.

I det hus, hvor de sang sådan?

Ja, det kan nok passe.

Hvorfor synger I så meget?

Det ved jeg ikke, svarede han forbavset og smilende; — er der noget galt i det?

Ja, når man sådan skriger op; men I har måske ikke lært at synge.

Er der nogen, der skal lære det?

Min moer har lært det.

Drengen tav og undrede sig. Der var noget respektfuldt ved ham, der gjorde Herta godt, og som holdt hende fast.

Så synger din moer vel meget? spurte han.

11

Nej; hun synger aldrig. — Jo somme tider, når der er fremmede.

Ja men det har I vel hver dag?

Nå-å, sae Herta — ja omtrent.

Så når din moer synger, må I andre vel ikke synge med?

Nej, det er også væmmeligt sådan at skråle en hel mængde i munden på hverandre.

Jeg synes nu, det er morsomt. Kan du synge?

Jeg skal lære det, når jeg bliver større. Men jeg spiller klaver.

Drengen smilede beundrende: Jeg har en gang set et klaver; det var hos lærer Olsen.

Han var pæn af en simpel dreng at være; hvordan mon han så ud, hvis han blev vasket og kom i noget ordentligt tøj.

I den pause, der var opstået, hørtes højrøstet ordveksel ud fra et lille hus.

Sådan som de skændes i bægge husene ved siden af os, sae Niels Peter.

Gør de ikke det hjemme hos jer?

Nej; hvis faer blir gnaven, så synger moer en lang vise, og så siger han ikke mer.

Det må være nogen underlige Mennesker, sae Herta.

Skændes din far og mor? spurte drengen; — det gør de vel ikke.

Nej, sae Herta.

12

Det var tydeligt nok, at den dreng havde sine forestillinger om, hvordan det går til i bedre hjem, og nu havde han endda fået lidt mer at vide.

Nej, sae Herta, — faer og moer skændes ikke.

Men hendes usandhed gjorde hende misstemt; hun følte utydeligt, at den indeholdt en kritik. Der var noget ved hendes forældre, som hun over for denne dreng ikke vilde være ved, som hun altså skammede sig over.

Hvad et barn aner dybt, glemmer det ikke, og dets anelse blir i løbet af fler eller færre år til klarhed.

Herta vidste ikke mer at sige. Hvor kunde det også falde sådan en dreng ind at spørge om den slags ting?

Hun sae pludselig godnat og gik.

Men så standsede hun igen, tvivlrådig. — Han skulde vel egentlig have at vide, at hun hed Herta. Hun så efter ham; han var allerede gået et stykke, havde altså ikke set efter hende.

Nå, han ved naturligvis også, hvem jeg er, tænkte hun; men hun var ikke rigtig tilfreds. Hun havde spurt om hans navn, og det var mest dannet i det tilfælde også at nævne sit eget. Men hun vilde da heller ikke ligefrem råbe efter ham.

13

Vil vil ikke lege med dig, råbte Eva, apotekerens datter, ud til Rasmine — for du har træsko på.

Rasmine stansede øjeblikkelig. Hun stod ved lågen til købmand Henriksens have og hendes lyse, fint fregnede ansigt blev alvorligt. Hun forstod ikke rigtig det med træskoene, men i dag måtte hun altså ikke komme ind i den store, pæne have. Hun var kun ti år, og idet hun tænkte og prøvede at forstå, vendte hun ansigtet mod haven og de to småpiger, Eva og Herta, og hendes blik blev under hendes indre overvejelser hængende ved dem uden udtryk.

Ja, du kan såmænd lige så godt gå med det samme, sae Eva hånligt; — det er ikke for svin at komme i kancelliet.

Eva var omtrent tretten år, lidt ældre end Herta.

Et øjeblik så Herta efter Rasmine, om hun græd. Men hun havde ikke hodet bøjet som en, der græder. Hun syntes, hun skulde gi en forklaring til, at Rasmine i dag måtte blive uden for, og hun tænkte på at råbe efter hende: Du kan jo se, 14jeg har fremmede; — men hun ventede for længe med det.

Eva og Herta legede videre med deres dukker i promenadevogne.

Hvad skulde hun her? sae Eva højt; — og hun går i borgerskolen.

Herta syntes, det var altsammen rigtigt; det hørte sig ikke til, at Rasmine legede med dem. Hun måtte jo vide, at man skal være beskeden. Herta vidste, at hendes egen moer vilde sige det samme. Selv om Herta en gang imellem lod hende komme inden for, så var det derfor ingen ret. Det var også kommet lidt bag på hende første gang, Rasmine var kommet sammen med sin ældre broer Niels Peter; ham var Herta kommet til at tale med, og medens han gik videre i sit ærende, havde søsteren fået lov at være inde i haven så længe.

Fattige børn må være beskedne. Det vilde Herta også ha været, hvis hun havde været fattig, hvad der jo ganske vist ikke kunde tænkes. — Jo, det var nu rigtig nok; desuden når Eva sae det, så var der ikke mer at sige til det. Evas forældre var meget finere end Hertas, især faeren, han talte meget finere end Hertas faer.

Småpigerne blev tavse i deres leg; Herta tænkte, og Eva fik ikke svar på det hun sae. Herta følte, der var noget, hun ikke var glad ved mer, men hun var ikke klar over, hvad det var.

15

Lidt efter blev havelågen åbnet, og en anden lille pige kom uden videre ind. Hun hed Karen og var datter af en købmand, der ikke havde nær så stor en forretning som Hertas faer. Eva og Herta så på Karen og derefter på hinanden. De var så vant til at tale om fornuftige og for småpiger vigtige ting, at de straks læste hiandens tanker: Nej, Karens forklæde var ikke pænt; det var mindst tredie dag, hun gik med det.

Eva sae: Det er nok længe siden, du har fået rent forklæde på, min pige.

Ja, sae Karen, — moer siger, jeg snavser det alligevel så hurtigt til, så det kan ikke betale sig.

Eva og Herta smilede; de kendte moeren; det lignede hende.

Karen mærkede ikke noget, hun så på frugttræerne: I får megen frugt i år, sae hun, — mest æbler; men det er skidt med jere blommer; de falder for tidligt af.

Hvor havegangen buede ned mod græsplænen, kunde hun i et strøg samle hånden fuld — — Og ikke en er til at sætte en tand i, fortsatte hun, idet hun bed, spyttede og smed.

Eva og Herta udvekslede tanker ved hjælp af blikke. Herta var lille, bred og mørk, Eva fin og slank med lysblondt hår. — Hvad mon Eva vilde gøre med Karen?

Karen så ikke meget på de to pigebørn, hvor 16der kunde ha været en del for hende at ta efter: Ingenting var så elegant som de sløjfer, Eva havde i håret. Hertas var to små hårde knuder, men de passede til hende. Det vidste hun også selv.

Ja, du kan jo passe vore børn, sae så Eva. — De har fået lov til at grave i sandet, men de må ikke grise sig til.

Det kan jeg såmænd godt, sae Karen. Hun tog dukkerne ud af vognene, satte sig i græsset med dem og begyndte at fortælle dem historier, som Eva måtte høre på, fordi de var så morsomme.

Lidt efter sad Eva og snakkede med Karen. Det undrede Herta, for Eva vidste, hvad der var fint, og Karens historier var ikke helt pæne. — 'Skidt' og 'sludder' kom så tit for i dem, men de morede alligevel Eva.

Hvorfor måtte Rasmine ikke komme ind og lege med jer? lød en stemme ved havelågen. Det var Hertas faer. — Jeg mødte hende nede på vejen; hun så forknyt ud, men hun vilde ikke sige hvorfor, men jeg kunde jo nok tænke mig, hvad det var.

Eva og Herta så op; ingen af dem havde lyst til at svare.

I skal ikke være vigtige mod fattige børn, sae faeren og gik videre.

Pyh, sae Eva sagte, men så til den anden side.

Herta følte sig ramt. Det kunde lige så godt ha 17været hende, der havde sagt det, og faeren troede, det var hende. Herta vidste, at man skal ikke være vigtig, man skal være velopdragen og dannet.

Da Herta så sig om efter Eva, sad hun og hviskede med Karen, der fortalte om deres komis' kærester. Eva måtte jo være fornærmet på Herta, siden hun lod, som om den slags interesserede hende.

Herta satte sig i en anden krog af haven og tænkte. Hun blev skinsyg og rigtig vred på Karen; hun skulde aldrig mer få lov at komme ind. Hendes forklæde var virkelig lige så slemt som Rasmines træsko. De passede ikke i den have nogen af dem.

Der var en åbning i den store hæk, hvor hun sad; folk, der gik ude på stien, kunde se hende. Hun så to koner komme forbi, og da de var lidt borte, sae den ene til den anden:

Hvor hun er lidt køn, købmand Henriksens Herta,

Ja, sae den anden.

Herta sad ganske stille et øjeblik; så rejste hun sig og gik hen til de to andre. Hun tænkte, da de så på hende, at de vist havde samme mening om hende som konerne. Det var første gang, hun havde hørt sådan noget om sig selv, og hun syntes det lød på de to, som om de havde noget imod hende for det.

18

Herta gik lige hen til Karen og sae hånligt: Hvis du tog det forklæde af, så vilde det pynte på dig.

Det kan jeg såmænd godt, svarede Karen sorgløst; — hvor må jeg smide det?

Eva lo: Det kunde du ikke selv ha kommet i tanke om.

Sådan noget tænker jeg ikke på, sae Karen og slog med nakken.

Nå, Herta, sae Eva, skal vi to så gå i vandet?

Det havde Herta ikke ventet. Hun var blevet hård og ligesom ensom efter det, hun lige havde hørt.

Jeg går med, sae Karen.

Hvis vi vil ha dig med, sae Herta spottende.

Hun og Eva så på hinanden, de vidste, hvad de tænkte på: Karens undertøj.

Da blev Karen vred og råbte: I er et par rigtig vigtige tøse — og så gik hun.

Men Herta og Eva fulgtes i bedste forståelse ud til badehuset.

19

Hvor landevejen gik bag om købmand Henriksens have, skar den en bakke igennem; her var der en stor grusgrav, hvor der altid holdt nogle børn til. På græskanten af den vej sad Herta samme aften og læste sine leksjer. Imens så hun ikke op fra bogen. Folk kom forbi på vejen, der lå et par alen under hende; de sae ikke noget til hende. Men da hun havde lært både geografien og naturhistorien, generede det hende, at så mange var kommet forbi og naturligvis havde set på hende. Nu, da hun ikke havde bogen at se i, mødte hun deres øjne. Hun vidste godt, hvad de tænkte, og da hun ikke var meget mild af sig, var der kun få, der hilste. Enkelte småfolk, der handlede hos hendes faer, nikkede eller tog hatten af og sae godaften. — Det er, fordi de skylder faer penge, tænkte Herta — ellers tror de, jeg går hjem og taler om det. Men mon der var nogen imellem dem, der ikke tænkte som de to koner? De var vist allesammen enige om, at hun så ikke godt ud og heller ikke rar ud. Nu da Herta en gang havde opdaget, hvad folk mente 20om hende, undrede det hende, at hun ikke havde tænkt sig det for længe siden.

Herta så ned i græsset; hun havde det ikke meget med at græde, og hun tænkte videre: Hvad den slags folk mener, har ikke noget at sige. De er gerne så indsmigrende, nu for eksempel over for Eva, hvis faer ikke tog det så nøje med betaling af småfolk. Herta havde mange gange hørt, hvor sleske de fattige koner kunde være mod Eva og fortælle om, hvor køn hun var, bare for hendes faers skyld. Nå Eva var også køn, så der var jo en grund mindre til, at de skulde være sådan mod Herta.

Herta vilde hjem. Men lige ovre på den anden side af grusgraven kom Niels Peter med sin søster Rasmine; de satte sig også i græsset, hvor de egentlig ikke havde lov til at sidde, fordi marken tilhørte Hertas faer. De så svært fornøjede ud. Rasmine sae noget til Niels Peter, om træskoene altså, men han lo bare af det, og hun var heller ikke ked af det længer. Folk, der nu gik forbi, så ikke meget til Herta, men de nikkede til Niels Peter og Rasmine, og de lo igen. Folk råbte til dem, og de svarede, lige så højrøstet. Rasmine plukkede nogle lange seje strå, og Niels Peter flettede en spids hat til hende, men de havde ikke lov at ta noget på hendes faers mark. Ikke fordi Herta vilde gå hen og sige det 21til dem, det kunde ikke falde hende ind. Men hun led nu under, at de sad dær, og hun kunde ikke gå hjem. Nå, der var jo heller ikke nogen, der så efter hende. Det er rimeligt, at den slags folk holder sammen.

Nu lod de sig glide fra græskanten ned i grusgraven. Rasmine havde træsko på; Niels Peter var barfodet. De gav sig til at grave ind i grusvæggen med fingrene, pillede sten ud og fandt meget at snakke om. En gang imellem så de om til Herta, hun vidste godt, hvad de tænkte. Grusgraven tilhørte for resten også hendes faer.

Hvor de morede sig. Og nu kom der tre mindre til. En lille pige iblandt dem måtte være en søster til de to store. De små tog meget ugenert Herta i øjesyn, og da de havde gloet i nogen tid, vendte de sig om til Niels Peter; de fik noget at vide om hende, det var snart sagt, og så legede de også med gruset. Herta blev ond på deres glæde, for når de havde det så morsomt, behøvede de jo ikke at tale ondt om hende. Hun sprang ned på vejen og vilde gå hjem, men nu fandt de noget mærkeligt derovre; det gik fra hånd til hånd, de samlede sig om Niels Peter, der forklarede. Måske var det noget, der var penge værd, og så tilhørte det Hertas faer. Hun kom lidt nærmere og så over til dem. Den mindre søster kom løbende hen til Herta: Vil du se den sten? sae hun.

22

Herta tog den.

Det var et forstenet søpindsvin. Den lille stod med små brune arme strakt op efter den, men hun krævede dog ikke ligefrem at få den igen; hun så smilende op og ventede en forklaring. Nu kom ogsaa Niels Peter og med ham resten af flokken.

Hvad er det? spurte han.

Herta fortalte, hvad hun vidste, og de andre hørte godt efter. Den lille tog pludselig Hertas hånd og spurte: Vil du lege med os?

Rasmine så hurtig på Herta, ligesom hun tænkte, at det vist ikke var passende, men Herta sae: jo, hun vilde nok se, hvad det var, de legede med derhenne, og den lille trak af med hende. Det var sjældent, at små børn var så frejdige ved hende.

Niels Peter gik hen til væggen af grusgraven og viste Herta forskellige lag: der var et med fint sand, et mere leret med runde sten, og et lag med grus. Hvad mon det kom af?

Herta vidste det ikke. Hver gang der var noget nyt at se, rykkede den lille i hendes hånd. Herta kunde ha ønsket, at Rasmine også vilde ta hende i hånden, men det var jo ikke at vente. Da hun nu så på Rasmine, slog det hende, hvor lille hun egentlig var.

Hun er jo et rent barn, tænkte Herta.

Er der billeder i den bog? spurte den lille.

23

Ja, sae Herta og satte sig og havde straks hele flokken hængende over sig. Niels Peter lå på knæ ved siden af hende. Hun viste billederne i naturhistorien, og der var almindelig glæde over dem. Den lille, der ikke rigtig kunde se, krøb op på Hertas skød.

Men Anna dog, hviskede Rasmine og rykkede i hendes forklæde.

Lad hende sidde, sae Herta bestemt.

Godaften, Herta, sae en stemme henne fra vejen. — Nå du er nok kommet i selskab.

Det var Eva, der var ude at gå aftentur, og oven i købet med sin moer.

Herta blev flammende rød. Bare hun vidste, hvad Eva nu tænkte, og hvad hendes moer tænkte. Hun satte den lille pige ned og rejste sig pludselig.

Jeg skal hjem, sae hun.

Niels Peter fulgte hende et stykke.

Hvad var det, du og Rasmine talte om, den gang I kom? spurte Herta.

Ja, hvad var det nu? Jo, hun spurte, hvad jeg troede, du læste, om det var en historie. Jeg mente, det var dine leksjer.

Herta tav. Niels Peter løj vist ikke. Skønt hvorfor skulde han ikke lyve? Hendes moer havde jo sagt, man kunde aldrig stole på, hvad den slags folk sae.

24

Herta mumlede farvel og gik. Et øjeblik efter hørte hun Niels Peter le højt henne mellem de andre børn.

Da Herta kom forbi det store spejl i dagligstuen, kunde hun ikke la være at se ind i det. Jo, hun syntes nok, at hun endda var lidt mindre pæn end sædvanlig.

Bare hun vidste, hvad Eva tænkte. Sådan noget kunde man ikke spørge om. Eva havde i alt fald leet, da hun sae det om selskabet.

Men det var en skam, de børn skulde Være så fattige.

25

Da Herta gik over engen, så hun Niels Peter sidde ved en lille bæk og sysle med noget; hvad det var, kunde hun ikke se. Han havde Rasmine med sig. Hun spurte højt og ivrigt, han svarede mere dæmpet. Herta vilde ikke hen til dem; han var mer end almindelig snavset og havde lange, bare ben, der også var snavsede. Herta gyste fornemt ved tanken om hans tæer, og Rasmine havde vel et stykke fedtebrød med sig; der sad formodentlig brødkrummer klistrede med fedt på hendes kinder, og hendes tynde fingre var klare af det. Hertas lille, mørke ansigt fortrak sig. Nej, hun havde fået nok. Eva havde ikke ligefrem drillet hende, men hun havde dog leet igen, da de traf hinanden i skolen dagen efter, og hun havde et par gange spurt, hvordan kolonneman dens havde det.

Skinnede solen anderledes, hvor Niels Peter og hans søster sad? Der var en sky over Herta selv. Hun blev ligesom drevet der hen ad, og det var da endelig også lige så nær. Hun stansede tvivlrådig, om hun skulde sige et eller andet. 26Det var dog ikke det samme som at indlade sig.

Hvad er det, du sidder dær og roder med? spurte hun højt.

Det skal være en vandmølle, svarede Niels Peter stille. Hans stemme lød godt. Man kunde ha troet, han var fra et bedre hjem. Men Hertas spørgsmål havde lydt så grimt, at hun selv kunde høre det og ikke vidste, hvad mer hun skulde sige.

Den skal drives af denne her bæk, forklarede Niels Peter, ikke fornærmet. — Her skal den stå.

Han havde lavet en dæmning til at dæmme vandet op med. Han satte hjulet ned og viste, hvordan vandet skulde løbe oven over det.

Men den går jo, udbrød Herta.

Ja, sae han fornuftigt og smilede; — det skulde den da også gærne, men den er ellers ikke nær færdig endnu.

Herta vidste ikke mer at sige; nu havde hun jo også fået nok at vide om det legetøj. Men Rasmine spurte; hun var nok inde i det hele, og der var noget, der rørte sig i Herta, da hun forstod, hvor søsteren beundrede ham. Hun kunde ikke bestemme sig til at gå, men hun var for resten overflødig her; de talte ikke mer til hende.

Herta hørte stemmer. To herrer kom gående over engen, fabrikanten og bankbogholderen. Herta 27skyndte sig da at gå, hun sae ikke farvel. Herrerne hilste på hende; den ene nævnede hendes navn.

Hvordan kommer vi over her? hørte hun den anden sige. De så på deres støvler, der vilde blive slemt lavet til. Herta, der skulde en anden vej, stansede, da hun hørte Niels Peter kom hen til dem og var næsvis nok til at spørge, om de ikke kunde komme over. Og de svarede ham virkelig; de sae nej, at de kunde ikke. Bogholderen ønskede sig et par lange, bare ben ligesom Niels Peters.

Vent lidt, sae Niels Peter, og de ventede virkelig. Hvad bildte den dreng sig ind?

Hvis der var noget, man kunde træde på, sae bogholderen. — Men vi kan jo ikke komme i dine træsko.

Jeg har ingen for tiden, svarede Niels Peter; — jeg skal først ha et par nye til efteråret.

Og så lo de; de gjorde så meget ud af den dreng, at man ikke kunde forstå, det var passende, men de måtte vel vide det.

Se her, sae Niels Peter; kan kom med et par stykker skind, gamle og væmmelige.

Herrerne lo og så på drengen og på skindene: Det forslår ikke meget, sae fabrikanten.

Niels Peter fandt et par lange kæppe og bandt et stykke skind fast til hver kæp; sejlgarn tog han 28ligesom ingenting af vestelommen. Han gik selv ud med dem, viste, hvordan man skulde træde på dem og føre dem foran sig med kæppene.

Nu har jeg set det med, sae fabrikanten. Han kom tørskoet over, og Niels Peter hentede skindene til bogholderen. I stedet for nu at gi drengen fem øre, stod de og talte med ham. Herta kunde ikke høre det alt sammen, men det var sådan noget som, hvem han var, og hvad han skulde være. Det blev en lang snak, og Herta blev utålmodig,

men hun vilde ikke gå. Det lod til at være morsomt; også Niels Peter lo med nu, meget højt af sådan en dreng. Endelig gik de, og endda stod de stille og så efter ham. Det mærkede han ikke selv, ellers var han vel også blevet altfor vigtig. Herta gik resolut tilbage og nåede møllestedet samtidig med Niels Peter. Også møllen havde herrerne set på.

Niels Peter så meget oprømt ud, og Herta spurte alvorligt: Hvad var det, de talte med dig om?

Det var om, hvad jeg skulde være.

Nå?

Ja, de sae, jeg skulde være mekaniker.

Nå; hvordan skulde du så blive det.

Jo, jeg tror, de vilde hjælpe mig til at komme på realskolen; de vilde komme og snakke med min faer.

Nå, du kan da sagtens være glad. Hvordan er du i skolen?

29

Jeg er da en af de øverste. Jo, jeg vil være opfinder, jeg skal lave en ny slags vandmølle, så snart jeg får lært lidt mer mekanik.

Mer? Ja, du kan da ingenting endnu.

Jo, noget kan jeg da; jeg har da lavet så meget, men det er naturligvis kun lidt mod, hvad jeg finder på, når jeg blir udlært.

Fattigfolk kan ikke tåle, man gør for meget af dem, havde Hertas moer sagt mer end een gang; så blir de straks fordringsfulde og vigtige.

Å, sae Herta hånlig, fordi du kan lave sådan et hjul, det kan enhver dreng, men de fleste drenge har andet at bestille, og de kan ikke gå og drive tiden væk med leg. Og det at sætte en lap skind på enden af en pind, det hører der heller ikke så megen kunst til. Du tror straks, du kåri alting. Og fordi du sidder nummer fem eller seks i skolen — tror du, de seks øverste i hver skole straks blir til store opfindere? Du skulde hellere ta plads som bydreng, så stor du er, så kunde du hjælpe med til at tjene lidt; det kunde der Vist være bedre brug for.

Niels Peter så ned; hans øjne veg for hendes, og han var blevet alvorlig. Herta stansede i sin tale og kom til at tænke over den. Hun var løbet tilbage for at sige alt dette, men nu blev hun stum ved at se, hvad virkning det gjorde. Søsteren så ud, som hun var grædefærdig, og han var 30vist det samme. Mon han ikke vil sige noget? Hvis han var så sikker på sit, så måtte han jo blive vred og gi hende grovheder: Hvad ragede det hende? Han kunde da ikke straks opgi det, fordi hun gjorde det hele til ingenting. Bare han vilde begynde at sige noget, så skulde hun gærne trække i land. Men det ene sekund gik efter det andet; om et øjeblik måtte Herta gå, uden at der blev sagt mer. Hun kunde da ikke ligefrem bede om forladelse, og det var der jo heller ingen grund til. Det var ham, der skulde gi hende over næsen. Drenge plejer ellers at være raske nok i munden.

Nu vendte Niels Peter sig om og gik hen og tog sit hjul. Herta var da nød til at gå. Han kunde dog gærne på en eller anden måde gi hende lejlighed til at sige, at hun mente det ikke så slemt. Hun havde de to lige bag ved sig, mens hun gik; hun hørte deres trin, men de sae ikke noget. Det måtte hun altså også se at holde ud.

Herta søgte at forhærde sig i sin ret. Hvad hun havde sagt kunde jo meget godt være sandt, og hvis det ikke var det, hvorfor sae han det så ikke? Men han havde set ud. som om han gav hende ret. Så var der jo ikke mer grund til at tænke over det.

Men Herta slap ikke for at tænke på det. Hun 31var i de følgende dage ikke optaget af andet. Moeren skændte på hende for hendes muthed.

Siden når hun så Niels Peter komme, gik hun uden om ham. Hun vidste ikke, om hun kunde hilse ordentligt på ham, heller ikke, om han så vilde hilse igen. Naturligvis kunde han ikke undgå at lægge mærke til, at hun undgik ham, og det måtte han jo være ked af. Hun tænkte ham bag ved sig, når hun havde vendt ham ryggen, fattig og flov. Hun havde nylig set, hvordan det er, at nogen vender een ryggen. En mand, som hendes forældre omgikkes, var gået fallit og kørte nu omkring på landet og solgte ost. Herta og hendes moer mødte en dag hans kone på gaden, og moeren gik over på den anden side. Herta hviskede da til hende, at dær gik fru Jakobsen, og moeren svarede: Dem omgås vi ikke mer, — og skyndte sig; Herta måtte da ta lange skridt. Men hun kunde ikke la være at vende sig om, og da så hun fru Jakobsen stå stille og se efter dem. Herta så hendes forlegne smil. Hun var ikke fornærmet men flov og ked af det; hun smilede som en vaskerkone, der ber om halvtreds øre mer og får kort nej.

Herta kunde ikke glemme det, det var især det forfærdelige i at blive skubbet ud og regnet mellem de fattige, der ikke hører med.

Men Niels Peter, han havde altså tænkt sig, at 32han skulde komme ind blandt de velstillede, blive opfinder og rig. Hvordan så han ud, når Herta vendte ham ryggen?

Men en dag skete det, at Herta hørte hans stemme bag ved sig, ligesom hun var gået forbi ham. Den, han talte med, var Eva; Herta vilde næsten ikke tro det, men Eva lo, og Niels Peter snakkede op, glad og ugenert.

Nå, dær har vi nok mekanikeren, sae Eva, — jeg hører, du skal på realskolen. — Mer hørte Herta ikke, men de to gik et lille stykke sammen. Herta holdt øje med dem i en port, og så snart Eva var alene, løb Herta efter hende, hun måtte ha besked med det samme. Men da hun lidt forpustet nåede Eva, blev hun forsigtig og fandt på et ligegyldigt spørgsmål, så Eva forbavset og leende spurte, om det ikke var andet, hun var kommet løbende for. Da de havde talt lidt sammen, spurte Herta om ny indmældelser på realskolen; Eva nævnte Niels Peter. — Herta måtte ha nærmere besked om, hvad det var for en Niels Peter, og hvor Eva da vidste det fra. — Jo, hun havde lige talt med ham. Det undrede Herta, at Eva stansede ham på gaden, men Eva gav ingen nærmere forklaring.

Herta kom hjem, tankefuld og bitter.

Du er mer end almindelig usympatetisk, sae moeren til hende. Moeren vidste, at det gjorde 33Herta ondt at høre, og derfor brugte hun det, med passende mellemrum. Ellers var Herta temmelig hård over for irettesættelser. Hun tav da altid og gik sin vej, og når hun kom igen, kunde moeren se, at det havde virket godt. Moeren havde det princip — som hun sae — at Herta var et barn, der skulde holdes nede; ellers blev hun for umedgørlig.

Men i dag var Herta optaget af andet; hun begyndte at fortælle om ny elever og nævnte Niels Peter, en søn af kolonnemand Jensen. Fru Henriksen skulde ha nærmere besked, inden hun var med, men i virkeligheden kendte hun alle de fattige familier derude og vidste alt, hvad der blev sagt om dem af ondt — især — og godt.

Hvem mon der hjælper dem? spurte hun.

Herta vilde ikke antyde, at hun vidste det.

Ja, sae moeren, — fattigfolk får jo alting forærende nu. Der er mer end nok, der vil gi dem.

Det var Eva, der fortalte det, vedblev Herta for at komme til sagen; — hun talte med ham på gaden.

Det undrede ganske rigtigt moeren. Eva var tretten år; sådan noget kunde hun ikke tillade sig. — Mærkeligt som apotekerens opdrog deres børn.

Det var altså galt, hvad Eva havde gjort. Herta fandt en slags trøst i det. Hun kunde tænke over 34det med ro og ringeagt. Hun holdt ikke af sin moer — hvad der endnu ikke var hende rigtig bevidst — men hun havde en ubetinget respekt for hendes klogskab og bedømmelser af andre mennesker.

35

Du kan godt gå med inden for, sae Niels Peter; de stod ved hans forældres hus.

Ja kan jeg det? sae Herta betænkelig. Det var jo fattigfolk, og de vilde være generte ved hende. Der var måske ikke redt seng endnu, og der kunde også være andet, som det ikke var rart for Herta at komme til at se.

Værsgod sae Niels Peter, da de stod foran den åbne gadedør.

Han byder mig inden for, ligesom jeg ved ikke hvad, tænkte Herta.

Madam Jensen kom frem i døren ind til stuen. Hun var ikke helt ren. men indenfor så der ellers meget pænt ud. Hun lignede Niels Peter.

Goddag, sae hun, — ja I må hellere gå ud i haven, I to, og hun skubbede dem gemytligt foran sig.

Herta havde tænkt sig, at madam Jensen var blevet lidt mere imponeret af besøget, og så samlede hun Herta og Niels Peter under benævnelsen „I to“, som om det var så lige til.

Faeren kom ud til dem; han var en stille mand; 36han havde det lyse i øjnene ligesom Niels Peter, især når han så op ad. Han var af en arbejdsmand at være, meget pæn, og han drak jo ikke. Han og Herta snakkede fornuftigt om realskolen. Lidt efter kom også børnene og moeren der ud. Det blev der en del højrøstethed og spektakkel ud af.

Nå vi skal vel lidt ud i eftermiddag, sae faeren.

Ja, skreg alle børnene, — vi skal i skoven og lege.

Nå synes I, vi skal i skoven?

Nej ud til Annebjærg, foreslog en.

Det er for langt, indvendte moeren; — så blir vi nød til at køre, og det kan vi ikke.

Lad os høre, hvad Niels Peter mener, foreslog faeren.

Jeg synes, sae Niels Peter, at vi skal ta vor mad med og gå ned til stranden; der sopper vi så, til vi kommer ud til plantagen, og dær går vi i vandet, og så går vi ind i plantagen og spiser vor mad.

Ja, råbte alle de mindre søskende i kor.

Nå, sae faeren, — så blir det som Niels Peter siger.

Mens de andre snakkede videre om det, plukkede Niels Peter røde stikkelsbær til Herta. Anna kom også hen med nogle, og Herta så hende efter med et hurtigt blik, om der ikke sad noget på 37hendes fingre, ikke fordi hun vilde ta imod hendes stikkelsbær, alligevel, men hun kunde jo finde på at røre ved Hertas kjole.

Du er vel ikke snavset, sae moeren og tog hende og gik hende efter med sit forklæde. Nej, sae Herta rød over, at hendes blik var blevet opdaget.

Der var ingen, der tænkte på at invitere Herta med, men det var ganske vist også umuligt, at hun kunde ta imod det; hvordan skulde de ordne det med maden for eksempel? Skulde hun spise af deres mad eller selv ta med? Det sidste kunde gi anledning til ubehagelige sammenligninger; man er jo aldrig sikker på, hvad børn kan finde på at sige. Men Herta var alligevel lidt skuffet over, at ingen sae noget og ærgerlig på sig selv over sin skuffelse.

Nå, sae Herta pludselig, — jeg skal nok hjem.

Har du travlt? spurte madam Jensen med et smil, som om Hertas travlhed ikke kunde tages alvorligt.

Ja jeg skal tørre støv af i dagligstuen; det er min bestilling om Søndagen.

Hun sae rask farvel og gik. Niels Peter fulgte hende på vej.

Nå, sae Herta, — her er det nok børnene, der råder.

Hvordan mener du?

38

Jo med den skovtur.

Er det ikke sådan hos jer da?

Nej; der bestemmer faer og moer alting. Det er da også det rigtige.

Hvorfor det?

Hvorfor? sae Herta, — hvorfor — —? Jo fordi — — Hvorfor? tænkte hun.

Allerede det at gøre sig selv sådan et spørsmål satte hende i bevægelse; det var imod alle hendes tilvante begreber.

Kan I så altid blive enige? spurgte hun tørt.

Det kan vi sagtens, svarede han så tilforladelig, at hun var nødt til at tro ham.

Ja men det er umuligt andet, sae Herta irriteret, — end at når børnene skal råde, så må de komme op at skændes?

Skændes du da med dine brødre?

Skændes I måske aldrig hos Jer?

Jeg ved såmænd ikke; det varer da aldrig ret længe.

Efter en lang pause sae Herta: Hvor I kunde ha det godt, hvis I var velhavende.

Hvorfor skulde vi være velhavende? spurte Niels Peter med en så oprigtig forundring, at Herta tænkte: han må jo være dum.

Hun gav ham tavs hånden til farvel.

Farvel Herta, sae han.

Nå der kommer du drivende, sae moeren; — 39du skal ellers ikke gå hjemme fra uden at sige det. Kan du så få begyndt at tørre støv af i dagligstuen?

Herta tog tavs mod den velfortjente irettesættelse, fik fat i støvekluden og var et par sekunder efter i arbejde. Hvordan var det også faldet hende ind at gå morgentur med Niels Peter, oven i købet gå hjem med ham?

Dette her var en af de kønneste stuer, Herta havde set; der var mange fine fuger og snirkler og kanter og ting at tørre af; hun gik fra det ene fine møbelben til det andet, det var noget af hendes bedste arbejde.

Moeren gnavede ad pigen ude i køkkenet; faeren fik lidt med, da han tilfældigt kom i nærheden, men Herta var så vant til det og desuden havde de nok fortjent det begge to. Det blinkede i mange små lys fra polerede møbelben; den lille fattige stue der nede med de altfor mange børn kom mere på afstand,

Nå du slider nok i det, sae faeren, der kom gennem stuen; han lod sin håand glide hen over Hertas skulder.

Hvad mon der gik af mig der nede? tænkte Herta. Sæt de havde spurt, om jeg vilde med?

40

Da Herta efter ferien kom ind i skolegården, så hun Niels Peter stå derinde. Det gav et sæt i hende, men hun gik resolut hen til ham, gav ham hånden og sae goddag. Han havde en pæn hånd, men der var mange sprækker i, som han ikke rigtig havde fået vasket det sorte ud af. Han tog glad mod hendes hilsen, og de talte lidt sammen. Herta følte, at det var rask og smukt gjort af hende sådan at være den første til at regne ham med blandt kammeraterne; det kunde vel ellers blive vanskeligt nok for ham her på realskolen. Hun blev glad ved sig selv og varm. Nu kunde hun regne ham for sin kammerat, og han var også blevet pænere i klæerne, selv om det ikke var meget.

Herta var i usædvanligt godt humør de første timer, men så opdagede hun, at Niels Peter hurtig fandt andre kammerater, og at også Eva var henne at hilse på ham. Nå ja så var der jo ikke så meget ved det.

Niels Peter klarede sig godt mellem kammeraterne; også pigerne lae mærke til ham, især Eva, 41sådan at Herta, da Evas fødselsdag nærmede sig, spurte, om Niels Peter også skulde med.

Jeg tror du er tosset, svarede Eva uden at betænke sig.

Forholdet mellem Herta og Eva blev i de tre sidste år, de gik sammen på realskolen, mindre godt. Eva havde længe været Hertas ideal af fornæmhed, men da hun udviklede sig til voksen, passede de ikke længer sammen, Herta mærkede det for eksempel ved at høre Evas snak med en tjenestepige om en anden, der havde fået et barn, og hvem der var faer til det. Der kunde være tale om flere; Eva og pigen drøftede udførligt, hvem af dem der var størst sandsynlighed for. Det var jo meningen, at dette også skulde interessere Herta, men det frastødte hende. Lige sådan en bog, Eva havde skaffet sig om menneskets fysiske indretning. Herta sae rent ud 'svineri' om det mest interessante, og venskabet mellem de to var forbi. Men de blev ved at omgås selskabeligt; det forstod de begge var nødvendigt.

Herta fandt i skolen ingen erstatning; hun blev da endnu mere henvist til at tale med sin moer, hvad hun ikke skulde blive mere glad af. Hendes opvækst var i en mærkelig grad blottet for hjærtelighed, og det kunde en gang imellem ske, at hun selv følte det. I ferierne kom hendes to ældre brødre hjem, postekspedienten og ingeniøren, to 42stive unge mænd med kolde, hovmodige, brune øjne ligesom moeren; de sae ikke meget, mindst til Herta. Faeren vidste ikke, hvad han skulde snakke med dem om, skønt han ellers var en gemytlig og venlig mand. I sit hus var han stille og forbeholden, og når hans sønner ved lejlighed gav et lille pust ud gennem næsen, hvad der var deres form for latter — le kunde de unge mennesker ikke — så kunde faeren se hastigt op, men han så aldrig noget. Men en eneste gang, da der var en far-broer med små børn i besøg, ytrede han: Det er kedeligt, jeg ikke har fået en eneste med blå øjne ligesom jeg selv. — Men broerens børn var meget om ham ude i butikken og i lageret. Herta måtte lægge mærke til det og talte om det til moeren, — Man kan altid købe børn med brystsukker og chokolade, sae moeren. — når det bare er det, man går ud på. — Men skete det, hvad der var sjældent, at en lille hånd greb fat i Hertas og tillidsfuldt trak afsted med hende, så syntes hun dog, der var noget galt i moerens forklaring, og at der manglede noget i hjemmet, men hun kunde ikke klare sig det.

Men hvad der var Herta mest utilfredsstillende, var forholdet til Niels Peter. Det blev aldrig til noget rigtigt kammeratskab mellem dem. Når Herta var venlig mod ham tog han glad imod 43det, men når hun var anderledes, svarede han slet ikke, men holdt sig på afstand, Der kom ikke noget ondt ord fra ham igen; han gik af vejen for hende. Og der skulde så lidt til. Det ærgrede Herta.

Herta blev sejsten år og var at se til fuldt udviklet; unge mænd viste hende opmærksomhed. Resultatet af hendes betragtninger for spejlet var dette: Jeg er dog ikke blevet slet så grim, som jeg havde tænkt mig.

Bær dig nu fornuftigt ad, sae moeren.

Herta tog eksamen og blev foreløbig hjemme. Niels Peter så hun ikke mer, og invitere ham var umuligt. Desuden mødte hun en aften ham og Eva på gaden. Herta gratulerede hende næste dag.

Er du rigtig klog, sae Eva, men hun blev hverken fornærmet eller flov. Hun syntes det var rasende sjov og fortalte op om ham.

Jo han er nu morsom for en enkelt gang, og tænk, han spiller violin. Og han synger også godt.

Nå han synger for dig, når I spaserer sammen, spottede Herta.

Ja-ha lo Eva og syntes det var kosteligt.

Er du ikke bange for, at I skal blive set sammen, spurte Herta.

Å, skidt med det.

44

Hm, sae Herta, og vilde dreje af, men så sae Eva: Men han har en knusende respekt for dig, min pige; han taler tit om dig.

Hvad kan han sige om mig? spurgte Herta i sindsbevægelse, men nu interesserede det ikke Eva længere; hun snakkede op om andre ting, og Herta turde ikke trænge på; hun vilde ikke gøre sig mistænkt. Hun sae farvel og kom hjem med en dyb rynke i panden.

Niels Peter fik først sin eksamen et år efter Herta, skønt de var jævnaldrende, men han var langt tilbage, da han kom ind i skolen.

Herta ønskede ham til Lykke, en dag hun traf ham på gaden.

Niels Peter havde fået plads i Jylland; han var glad og stærkt optaget af alt det ny, der ventede ham.

Det første jeg skal ha, sae han, — skal være en sikkel. Jeg skal rigtig ha studeret omegnen, og det i mange miles omkres,

Jeg troede, svarede Herta tørt, — at du først og fremmest skulde ha noget tøj.

Nå ja naturligvis; det får jeg nok.

Dermed var deres samtale pludselig forbi; de stod lidt og så på hinanden; Herta ventede han vilde begynde at fortælle igen, så at det med tøjet ikke skulde være det sidste, men der kom ikke mer samtale i gang. Herta spurte, om han glædede 45sig til at komme bort fra byen, og det gjorde han. Der kom på ny glans i hans Ansigt. Så sae hun farvel, da han ikke vilde, og gik.

Han var lykkelig, helt henne i det ny, helt optaget af sin fremtid, og hun var som altid uheldig.

Men hun havde jo ret.

Hun så ham endnu et par gange, inden han rejste; han hilste smilende på hende, men han stansede hende ikke.

Sådan ser han ud over for alle, tænkte Herta; — han kan ikke andet, men han mener ikke noget med det.

Herta gik hjemme og hjalp sin moer; hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulde finde på. Havde der også for hende ligget et eller andet ubekendt sted i landet, der kunde kalde på hende og få hendes øjne til at stråle, så var hun straks rejst hjemme fra. Men sådan noget kunde jo ikke tænkes med hende. Hun blev hjemme, kom meget ud, og unge mænd lae mærke til hende; hun var god at snakke fornuftigt med, og der er jo også nogen, der har lyst til det.

Bær dig nu fornuftigt ad, havde moeren sagt.

— Sig mig, faer, sae Herta en dag, — har du sat penge fast til mig?

46

Nej. Hvordan finder du på det?

Nå det troede jeg altid man gjorde; det er da også rimeligt.

Når man har dem ja, men en forretning som min kan trænge til alle de penge, man kan sætte i den.

Der er de da allermindst sikre, sae Herta. — Det ser man tit nok,

Det er noget tidligt for dig at spekulere på det, Herta.

Hvorfor det? Hvis du nu gik fallit, så vilde det også være tidligt for mig at skulle forsørge mig selv.

Det er nogle mærkelige børn, der nu vokser op, sae faeren.

At de gærne vil ha deres fremtid sikret, svarede Herta.

Købmand Henriksen så usikkert på hende. — Nu blir han måske vred, tænkte Herta, men det er ikke min skyld.

Men det gjorde han ikke; han sae blot: Hm ja såmænd, og gik.

— Herta havde en samtale med sin moer, om hvorvidt faerens forretning var solid, men her blev moeren vred; det kom ikke Herta ved. Hun skulde ikke blande sig i den slags ting; det var hun altfor grøn til.

— Den vinter blev Herta forlovet. Hun var 47da ikke fyldt atten år. Den unge mand var søn af en rig isenkræmmer; de havde kendt hinanden, fra de var børn. Det var et godt parti. Moeren bifaldt det, og faeren sae: Når du nu blir gift, så får du jo et godt udstyr og en medgift, og så har du da fået det, og du behøver ikke at være bange for, at mine kreditorer skal ta det fra dig.

Holger Olsen var i faerens forretning og skulde arve den. Da han friede til Herta, sae hun straks ja. Han var en af dem, hun havde snakket fornuftigt med; hun syntes meget godt om ham. Han var heller ikke nogen dreng af væsen eller tale; han var syv og tyve år.

Naå hvornår skal I giftes? spurgte Eva stærkt interesseret.

Om tre år, sae Herta.

Eva var ikke forlovet, men hun vidste besked om mange ting, som hun vist gerne vilde snakke om. Herta holdt sig længere borte fra hende end nogensinde.

Skønt Herta ikke var forelsket i sin kæreste, gjorde hun ham dog mange betroelser om sig selv og sine tanker, og de kom derved til at gøre endnu stærkere indtryk på hende selv. Han gjorde gengæld, vistnok så godt han kunde, men det var for Herta ord uden indhold. Jo mere Herta gjorde rede for sine oplevelser, des mere slog det hende, hvor tit hun havde været den 48underlegne eller den, der ikke var blevet regnet med. Hvad den unge mand fortalte om sig selv, viste, hvordan han altid var den, der klarede sig eller havde retten på sin side. Han gjorde det uden egenlig pral, men alt, hvad han fortalte var ens; det var den samme historie, det samme udfald, kun med meget små afvigelser; det var kort sagt ingenting. Derfor forstod han heller ikke, hvad Herta fortalte om oplevelser, der havde pint eller ydmyget hende. Han stak bare en tør og kantet regel ud om, hvordan man altid kan klare sig; man skal se på sine Folk, inden man indlader sig med dem, og man skal aldrig være den mest ivrige; så risikerer man ikke noget.

Herta følte godt, at det var ikke mistro og forbehold, hun trængte til at lære, det havde hun mer end nok af, og hun holdt da snart op med at betro sig, hvad han øjensynligt heller ikke savnede.

Der var i byen et ældre kærestepar, der havde gået sammen i flere år; de blev endelig gift, den gang Herta blev forlovet. Det mærkelige ved dem var, at de altid, når man så dem sammen, talte og lo og morede sig. De fik deres første barn, kørte ud med det i barnevogn og havde det lige så muntert som før.

Jeg kan ikke forstå, hvad de mennesker altid har at snakke om, sae Herta næsten irriteret, og 49Holger kunde heller ikke forklare det; han måtte indrømme, det var påfaldende; de havde gået op ad hinanden i fire år som forlovede og et år som gifte, det var fem. Det var unægtelig ikke reglen, at det gik sådan.

Der var noget i det, der pinte Herta, især når de selv havde gået en lang tur i næsten fuldstændig tavshed, og hun kunde ikke la være at tale om de to, når de da mødte dem med deres barnevogn.

De læser vist en del sammen, sae hun.

Tilsyneladende er det ikke romaner, de taler om, sae han. Men det er ganske vist ikke til at forstå, hvad det er, der kan være så morsomt, når de har været sammen så mange år og endda gift i et.

Ja hvad forlover og gifter man sig da for? sae Herta.

Det er et underligt spørgsmål, Herta. En mand skal jo da ha en kone til at passe sit hus, og en dame — — -------ja hun skal da i alt fald ha en mand.

Herta blev vred; det blev deres første rigtige skænderi. Men da hun kom hjem, gentog hun hun spørsmålet: Hvad forlover og gifter man sig for? og hun fandt ikke noget svar. Selvfølgelig var det dumt af hende at tro, at hun kunde holde en mands interesse fast år igennem, men vilde hun dog ikke blive en altfor kedelig kone til en 50mand, hun ikke brød sig om? og som jo heller ikke kunde blive ved at bryde sig om hende?

Så gjorde Herta forlovelsen forbi. Hun gjorde ham en undskyldning., og gav ham sine grunde.

Han svarede roligt: Jeg synes, at når du tar det så fornuftigt, så risikerer vi ikke meget ved at gifte os.

Det er sandt, sae Herta, — men nu synes jeg alligevel, jeg er for ung til et fornuftparti; andet har det ikke været, og det blir også for kedeligt for dig i længden.

Ja, kære Herta, svarede han venligt, — sådan vildt forelsket i dig, tror jeg ikke nogen mand kan blive, men jeg synes — —

Det er ingen nytte til at tale mer om det, sae Herta. — Skal vi så ikke la det være godt.

Ja ja, som du vil Herta. Farvel.

Solid pige, tænkte han; — hvor finder jeg en magen til?

51

Når Hertas navn blev nævnt i et selskab, skete det næsten altid, at en eller anden af konerne sae: ja hun er jo dygtig. — Det var sjældent, at mænd sae noget til det. Måske føjede een til: Hun ser ikke særlig morsom ud, og da blev der harme mellem de ældre damer. — Hun ser da meget godt ud, sae en. Tja, kunde saa en mand sige, — men også meget kedelig, og en anden gav det sin tilslutning ved at gabe svagt. — Mændene er nogen fjolser, erklærede en kone, der havde privilegium på at sige sandheder; — de ved ikke, hvad de vil. Man skulde tro at et kønt ansigt er alt hvad de forlanger af en pige, men er man først bleven gift med dem, så spør de ikke om andet, end om man kan lave mad og stoppe strømper. — Hvortil de gifte mænd nikkede på en oprørende måde, mens de unge lo. Men de vidste ikke selv af hvad, som samme kone træffende gjorde dem opmærksomme på.

Herta havde faaet plads hos en af byens manufakturhandlere, hvor hun var meget anset for sin dygtighed. Hun vidste godt, hvad folk sådan i det 52hele regnede hende for, især mændenes mening kendte hun temmelig nøje. De syntes ikke, hun var sød nok, det syntes Herta nu med sine en og tyve år, at hun kunde sætte sig ud over. Hendes mål var at blive ligegyldig for mændenes dom og en Gang at få sin egen forretning. Som så mange dygtige kvinder havde hun et skarpt blik for mændenes tarvelighed, der hurtigt og udefra set også er meget stor.

Herta var ikke høj, men hun var kraftig og bred over skuldrene; det havde hun efter sin faer. Hun var mørk som moeren, men havde faerens svære øjebryn, der gav hendes fast formede ansigt et eget mandigt udtryk. Hun var en af de piger, en mand lægger mærke til første gang, men som han sjælden for anden gang vender sig og ser efter.

Der er kvinder, som der står noget ubestemmeligt om, hver gang man ser dem, en dis, en glans, en glorie, ens stemning kan gi det forskellige navne, men det omgir dem, hvor de går, og det kaster et eget skær over de ting, der er om dem i øjeblikket. Et vindu får et helt andet udtryk, idet en ung pige åbner det, ser ud og nikker; en ung kone bøjer sig over et poleret bord og lægger en lysedug på; man blir da opmærksom også på bordet og dugen. En flad horisont kan få indhold, idet den gennembrydes af en 53kvindeskikkelse langt borte; den stive linje blir brudt og levende. Selve solskinnet kan blive et andet solskin ved at kastes tilbage fra et ungt pigeansigt. Mange kvinder har på den måde en glans, de meddeler til tingene om dem, andre har det ikke. Når man mødte Herta i den grå spaseredragt og den sorte hat, stod hun som præntet for en; der var noget meget tydeligt over hendes ansigt, figur og dragt. Hun stod som malet, men der var ingen fortoning om hende; hun lignede et af de gamle malerier, hvor alt kommer an på tydelighed, på bestemte omrids. Man ser dem og er næsten nød til at huske dem, men man bli'r ikke gladere for det; de mangler stemning.

Hvad sådan en ung pige mister eller, om man vil, undgår af oplevelser, det er meget mer end hun selv aner. Mændene var for Herta temmelig ens, lidt flove og egenlig lidt ubetydelige. Hvordan en mands øjne kan blive interesserede, opmærksomme, livfulde, nærgående eller betagne, det vidste Herta ikke noget om af egen erfaring. Men hun havde en gang en veninde, som hun var meget sammen med. Da de en dag spaserede sammen paa en gade i København, hørte hun i forbigående en mand sige til en anden: Hun er nydelig, hun dær. Herta troede, skønt det var utroligt, at det gjaldt hende selv; veninden var efter hendes mening absolut ikke nydelig. — Han 54er da væmmelig, sae Herta. — Å, sae den anden, — det blir man da snart vant til. — Herta tav en tid og tænkte over det: Var det virkelig den anden, det gjaldt? — Det var første gang Herta oplevede noget sådant; senere gentog det sig mange gange, både på gaden og i teatret; Herta så mange slags blik og hørte mange bemærkninger, som hun aldrig havde tænkt sig. — Er mænd virkelig sådan allesammen? spurgte hun en dag oprørt. — Hvordan mener du? — Å, så væmmelig nærgående. — Kære, er du ikke kommet ud ud over det, og du er tyve år, et helt år ældre end jeg.

Man plejer at sige, i tide og utide, at en ny verden går op for en: For mangen ung kvinde er mændenes ord og øjne en virkelig ny verden; den frister eller morer hende, den gør hende svimmel eller klogere, den lader hende aldrig uforandret. Men at stå ved siden af en anden og se ind i en verden, der ikke er åben for en selv, det gør bitter.

Venskabet mellem de to varede ikke længe. — Hun er forfløjen, opgjorde Herta med sig selv; man får ikke alle de øjne paa sig, når man ikke selv er ude efter dem. Men det gjorde hende ikke mere glad at ha skilt sig af med dårligt selskab. Når hun nu gik på gaden eller andre steder, hvor der var mange mænd, så hun ikke mer 55denne anden verden af mands optagethed af kvinden; den var lukket. Mændene så lige så intetsigende ud, som de altid havde gjort. Ikke fordi det andet gjorde dem morsommere. — Der kom strænghed over Hertas øjne, og den første fine rynke skrev sit ettal mellem dem.

Herta syntes, at livet var blevet mærkværdig simpelt og let at forudse for hendes eget vedkommende da, ikke just lyst eller glædeligt, men lige akkurat værd at leve, ikke mer. Når hun blev tredve år, vilde hun ha sin egen forretning, og hun følte sig i stand til at drive den, og hun havde lyst til det. Hun vilde aldrig blive gift og formodentlig heller ikke særlig afholdt. Hun kunde med fatning bære, at unge mænd når de kom om bag hendes ryg, rømmede sig meget højt og påfaldende,

sådan som kun mænd kan gøre det; hun vidste, hvordan deres ansigter så ud imens. Det sårede hende ikke så meget, som det var tilsigtet. Der var alligevel ikke noget eksemplar af racen, hun ønskede til mand.

Men sådan noget vil mænd ikke tro, koner heller ikke, og det var en ting, der kunde harme hende. Når der i selskab var tale om mænd, sluttede Herta sig gerne til det mest kritiske parti, det vil sige: til konernes, men så kunde det i diskussjonens varme ske, at Herta lae mer i, end 56nogen kone kunde gå med til, og der kunde komme et ordskifte som dette:

Du skulde ikke være så kras, lille Herta, mente en af konerne.

Hvorfor ikke det?

Nej for det kunde hænde, at du ikke selv fik nogen mand.

Skulde det være så nødvendigt? svarede Herta hvast.

Ingen kone vilde over for en pige indlade sig på en drøftelse af sagens nødvendighed, sådan ligefrem understreget, men en ung frue på Hertas alder og som havde en dreng paa allerede to år, sendte Herta et lystigt og spottende øjekast. Dog sae heller ikke hun noget om nødvendigheden.

Godt; men når Herta blev tredve, var hun vel ude over den mistanke, at hun meget gærne vilde giftes.

På denne tid, da Herta begyndte at føle sin egen vågnende selvstændighed, kom hun og moeren hinanden nærmere, end de nogen sinde før havde været. Herta var sig nu bevidst, at hun ikke holdt af sin moer, men hun var alligevel den, Herta bedst kunde tale med, og moeren, der nu måtte anerkende Herta som voksen, gjorde sig umage for at vinde hende og fjærne hendes forbehold.

57

Da Hertas moer som fattig og ikke helt ung pige blev forlovet med købmand Henriksen, havde hun som de fleste piger i sådan et tilfælde en stærk følelse af at ha været heldig. Sæt at han, nu da det var på hældningen med udsigten, slet ikke var kommet. Hun kendte den vittige sprogbrug om at dreje om hjørnet, hun kendte det af erfaring: hun var netop ved at dreje om, og en ny udsigt, der ikke var glædelig, viste sig for hende. Men, så kom Henriksen. Hun følte sig en tid lykkelig, fordi hun var taknæmlig over at ha gjort et godt parti. Men hun var ikke en natur,

der egnede sig til at holde på de mildere følelser. Havde hun gjort et godt parti, så havde han gjort et fint parti, og da hun ganske naturligt ikke var forelsket i sin mand, blev denne tanke hurtigt den herskende. Hun havde ved sit giftermål fået ejendomsret over meget, og hun holdt på sin ret med fast, hård hånd. Hun vågede over sine piger, som hun ikke var blid imod, hun forøgede sit indbo og passede det godt, møbler, sølvtøj, billeder, linned. Der skulde en vis forsigtighed til at være i det hus, både for piger, børn og gæster. Folk holdt ikke af fruen med de mørkebrune øjne og det regelmæssige, klare engelske ansigt. Men der kom mange, og da elskværdighed altid kan læres, og venlighed tildels eftergøres, blev det let nok for hende at føre et stort hus.

58

Hun havde tænkt at ta herredømmet over sin mand, da den første kortvarige glæde over i det hele taget at ha fået ham, havde sat sig, men det lykkedes ikke, og det forbavsede hende. Henriksen var en gemytlig og tilsyneladende godmodig mand, men han egnede sig ikke til at blive regeret af sin kone. Hun lod ham høre, at hvis hun havde været sød og kælen, så havde han måske rettet sig noget mere efter hende, men han indlod sig ikke på at klare det spørsmål for hende. Nogle kvinder behersker manden med kys, andre med nåle, og fru Henriksen stak flittigt til sin mand i det daglige for ad den vej at komme over ham, ti i konkurrencen om magten har manden styrken, kvinden giften. Men han var ufølsom for stik, og havde særlige anlæg for at glemme alt, hvad der kom fra kvindesiden.

Fru Henriksen foragtede mænd; det havde hun altid gjort. De kvinder, der har anlæg for det, får det udviklet ved at blive gift. Fru Henriksen følte det pinlige i at hendes mand stod så dybt under hende i dannelse; han var begyndt som almindelig fattig kommis, og det mærkedes endnu på ham; han blev aldrig til en gentleman. Hun søgte en slags oprejsning for det ved at opdrage sine børn meget nøjeregnende, hun udviklede deres sans for det passende til den størst mulige finhed, og hun syntes selv, hun havde glæde af det. Dog 59kom sønnerne tidligt ud og bort fra hendes påvirkning, men Herta blev tilbage; hende havde hun da at virke på. Ikke sådan at hun talte meget med hende. Folk med fornæmme anlæg forstår ikke at tale med børn, men hun lod Herta høre på meget, som hun sae til sin mand, og virkede det ikke på ham, så virkede det på hende. Heller ikke fru Henriksens omtale af andre mennesker var ret blid, og Herta fik tidligt den forestilling, at menneskene gennemgående ikke er meget værd og man skal ikke tro nogen af dem.

Det er mærkeligt, hvor der er mange mødre, der lærer deres børn, især døtrene, ublidhed, og hvis datteren blot har en lille smule lighed med moeren, så har hun aldrig svært ved at tilegne sig den. Der er andre børn at øve sig på, og der er især tjenestepigen, hvor moerens eksempel lige er til at følge. Det hovmod, Herta allerede som lille pige udviste, tiltalte hendes moer, indtil det en dag vendte sig mod hende selv, og Hertas opdragelse blev siden da endnu en grad strengere. Hendes barnlige lystighed blev holdt nede, hun blev en lille tænksom en, der overvejede, hvad hun skulde fortælle sin moer og iagttog hendes ansigt imens for at se, hvordan det blev optaget. Hun var ikke ret gammel, før hun var inde i sin moers bedømmelse af de fleste ting, men så virkede faeren undertiden forstyrrende på hendes 60opfattelse. Faeren gav sig ikke meget af med sine børn; han rystede en gang imellem på hodet af dem og var så lidt hjemme som muligt. Men det skete, at han gav dem en eller anden lære, når det var nødvendigt. En gang fortalte Herta om en lille fattig pige, der havde fedtebrød med i skolen; det lugtede så væmmeligt; man kunde mærke det på hende en hel time efter, især når hun lo. Herta havde moerens bifaldende ansigt med sig, men faeren sae: Men når du synes det, så kunde du ha givet hende et stykke af dit eget smørrebrød til at spise oven på.

Der var noget så uventet i den tanke, at Herta skulde dele mad med en fattig pige, at hun måtte blive ved at tænke på det. Det var ganske vist noget, som det var rigtigt at gøre, men hvordan skulde hun få det gjort, hvad vilde andre sige?

Men det er der jo ingen børn, der gør, sae hun endelig.

Så kunde du jo være den første til at gøre det. Måske de andre kunde lære af dig.

Det er nogen snak, sae moeren; det er jo ikke sådan, at den lille pige lider nød; hun har mad nok, men hendes forældre kan altså ikke gi hende smørrebrød med.

Herta blev lige straks glad ved moerens ord; det var jo rigtigt, men senere kunde hun ikke la være at tænke over, at det alligevel vilde være 61pænt at gøre, som faeren havde sagt. Visse tanker kan være så fremmede og mærkelige, at de ligefrem gør ondt i en; allerede børn kender det; her var nu forlangt to ting af Herta: at hun skulde holde sig borte fra alle simple børn, og at hun skulde dele mad med en lille pige, der lugtede af fedtebrød. Hertas sind stod delt mellem de to ting, men tanken var hende for overmægtig, til at hun kunde klare den. Hun var en gang så nær ved at tilbyde den anden lille pige et stykke af sin egen mad, at hun fik hjærtebanken, men hun opgav det og vidste, at hun ikke mere vilde prøve på det ... Tilbage blev en utilfredshed, som hun ikke kunde komme over.

En gang, da hun spottede over en anden lille pige, sae faeren: Du skal passe på, at du ikke blir sådan, at ingen andre små piger kan lide dig, for det er næsten det værste af alting.

Han så ikke på sin kone, mens han sae det, men hun, som havde sin arts ævne til altid at føle sig ramt, svarede: Det er noget snak, din faer siger, Herta. Det skal du ikke bryde dig om.

Moer har en gang selv sagt, tænkte Herta, at det ikke er så underligt, at andre små piger ikke kan lide mig.

62

Herta viskede med sin serviet brødkrummerne — men der var aldrig nogen — af sit forklæde og så hen på sin faer:

Du lovede mig en gang, sae hun — udstyr og medgift. Da du jo nu blir fri for det, så har du vel ikke noget imod at la mig få de samme penge, så jeg med tiden kan komme i vej med en forretning.

Du er kun en og tyve år, Herta, sae købmand Henriksen; — du kan blive gift mange gange inden du er over giftealderen.

Men jeg vil ikke giftes.

Hvorfor ikke?

Jeg vil hverken være en mands tjenestepige eller hans dukkebarn, svarede Herta kort og kantet.

Der gives også en tredie slags koner, sae faeren med en antydning af smil.

Så, jeg kender virkelig ikke den slags, faldt fru Henriksen ind, meget irriteret.

Købmand Henriksen lae sit smørrebrød dobbelt, hvad der hos ham var tegn på travlhed; hans 63kone havde i seks og tyve år forgæves søgt at udrydde den uvane hos ham, han rystede den halv tømte kaffekop — en anden uvane — og sae, idet han vendte sig mod Herta:

Jo en kone kan også være en veninde og god kammerat, Herta. Tak for kaffe.

Fru Henriksen så ligesom sulten efter ham; hun havde appetit til diskussjon. Men en mand tar sig den uforskammede ret at gå, når det trækker op; en kone må blive og gøre sig færdig.

Herta sad ligesom vippende mellem to forestillinger: Veninde og kammerat og så på den anden side: skænderi. Luften mellem hende og moeren blev ladet med gensidig forståelse; de var forlegne og så hver til sin side. Det kan ikke nægtes: tilfældet kammerat og veninde findes virkelig. Moeren havde aldrig været det; datteren troede ikke hun egnede sig til det.

Og efter en pinlig tavshed sae moeren: Det er noget snak at sige, at du ikke vil giftes.

Der kom en trækning i Hertas ansigt; den betød vel et spørsmål om, hvad fornøjelse moeren da havde haft at være blevet gift.

Moeren svarede på denne stumme indvending: Det er alligevel værre ikke at være gift. En gammel pige er ingenting. Hun er ikke regnet med; hun er uden for. Selv om hun er sådan stillet, at hun kan føre et stort hus. Det var ikke rigtigt 64af dig, at du hævede din forlovelse; det har jeg også altid sagt.

Da regner du ellers ikke mændene for ret meget, sae Herta.

Nej, men hvad kan det hjælpe? Det er nu en gang mændenes mening, der betyder noget. Det ved enhver kone. Man skal ha en mand at støtte sig til. En gammel pige betyder ingenting.

Så vil jeg hellere være ingenting, end noget, jeg ikke selv kan være tilfreds med, svarede Herta og rejste sig.

Det er sådan en indbildning du har, men den går nok af dig, om ikke før, så når det er bag efter.

En dag Herta sad i haven og syede, hørte hun latter og højrøstet snak uden for hækken.

Men hvad fanden er det for en figur dær kommer, sae hendes faers stemme. — Jeg synes jeg skulde kende Dem igen.

Ja mit navn er Niels Peter Jensen, lød en bekendt stemme.

Niels Peter — Jensen — ja det er jo noget alle og enhver hedder, havde jeg nær sagt.

Jeg er også lidt af alle og enhver, lød det meget højt og leende; — men ellers er jeg den ældste af kolonjemandens.

65

Nå ja det er jo rigtigt. Og De er kommet her til byen.

Jeg har fået plads på savværket.

Herta kiggede forsigtigt ud. Nu havde de sat sig på bænken i krogen.

På savværket, nå; er der noget ved det?

Femten hundrede, svarede Niels Peter med latter og lårklap.

Død og pine, De er en mand, der har fremgang, Jensen. Hvad har De ellers oplevet ovre mellem Jyderne? Er De ikke blevet forlovet med et lille pigebarn der ovre fra?

Hat gewesen, svarede Niels Peter leende; — jeg har også haft et lille overskæg, men nu har jeg strøget bægge dele.

Herta rejste sig irriteret og gik ind. Faerens latter ledsagede hende.

— En dag mødte hun Niels Peter på gaden; han var blevet større, bredere og lidt mere dristig i øjnene; hatten sad vel meget i nakken ... Herta overvejede, på afstand, om hun skulde gå uden om ham, men nej, nu var hun ingen halvvoksen tøs længere. Hun gik hen til ham og sae: God dag, Jensen. Træffer man Dem her?

Ja, sae han og fortalte om sin plads på savværket. Herta var venlig, men afmålt, og mær- kede, at han lod sig godt dæmpe ned. Da de havde talt sammen to minutter råbte han ikke 66op mer og udtrykte sig i det hele taget nogenlunde mådeholdent.

Herta gjorde ikke deres samtale lang; hun sae ikke, hun var glad ved at se ham igen, men hun tænkte det.

Niels Peter var af de unge mennesker, byen lae mærke til. Han var en pæn fyr og så altid så glad ud. Han havde for sin alder en urimelig mængde rynker i panden, hvad der stod så morsomt til den blanding af overgivenhed og generthed, der laa i hans øjne. Hans bevægelser havde det med at blive lidt vel raske en gang imellem, for eksempel den pludselige måde, hvorpå han drejede hodet, når nogen talte til ham fra siden. Han manglede endnu meget i at være brugelig i selskab; han mindede i det hele taget med sine ungdommelige rynker og sine øjne om en ung tyrekalv, der kan stå i stille fortabthed og stirre hen for sig og så med et brøl sætter over fire tønder land uden forklarlig grund. Niels Peter blev da foreløbig ikke indbudt i de bedre hjem; han var for kantet og han havde heller ikke pigetække; det har unge mennesker i tyrekalv-perioden kun sjældent. Han havde klamme hænder; han svedte al sin frodige ungdom ud gennem sine hænder; det var ubehageligt.

En aften hos købmand Henriksen kom unge piger til at tale om ham, og der blev leet meget, 67især da en sae: At ta Jensen i hånden, det er ligesom at fange en halvdød brasen; han har ikke noget håndtryk, og det man får er vådt.

Ja du er vittig, sae Herta lidt irriteret.

Bevares, kære Herta, svarede den anden virkelig stødt på sin vittigheds vegne, det skal da ikke afholde dig fra at konkurrere, hvis du har lyst.

— — Hver anden Torsdag plejede Herta at ha ungt selskab til kaffe om Aftenen. Ved middagsbordet, et par dage før, sae Herta, uden at se på nogen af forældrene:

Jeg har tænkt på denne gang også at invitere Jensen på savværket med.

Hvem? spurgte moeren.

N. P. Jensen, svarede Herta.

Nå, kolonnemandens, — fru Henriksen var endelig med.

Det er meget fornuftigt, bemærkede faeren; — han er en flink fyr.

Vi har jo gået på realskolen sammen, forklarede Herta, — og så kender han ingen her i byen, jeg mener — vedblev Herta lidt stakåndet, — han trænger til at komme lidt ud til — mere dannede mennesker end han ellers omgås.

Hm, sae moeren spidst.

Herta kunde ikke sige mer. Det var latterligt, at hun sad med hjærtebanken for at få det sagt, 68men hun havde været i tvivl og var det endnu; hun havde måttet overvinde sig selv til det og havde opgivet det den ene Torsdag efter den anden, skønt hun godt følte hvor gærne hun egenlig vilde. Men de havde talt sammen, hver gang de mødtes, og Hertas indtryk af ham havde efterhånden bestyrket hende i, at nu skulde det være.

Nå du vil ta dig af den unge mands opdragelse, sae moeren smilende, da de var ene.

Ja, sae Herta, — nu kommer han alligevel op i et højere Lag, end hvor han egenlig hører til, så — — —

Du vil være filantrop med andre ord, vedblev moeren; — ja såmænd. Om du nu får nogen fornøjelse af det. Jeg har aldrig haft det. Men vi kan jo se på ham, og vi behøver jo ikke at invitere ham mer, hvis han ikke — — —

Nej, sae Herta.

— — Selskabet forløb godt; Niels Peter lavede ingen ligefrem skandale, men han lo rigeligt; han forlængede ved sin latter enhver morsomhed til den tredobbelte længde, hvad dog ingen var ked af, men et par gange kom det til at gå ud over Herta selv. Til en begyndelse, da det gik lidt trægt, blev der til underholdning taget portrætter frem. Der var mange billeder af Herta lige fra ganske lille, og de var mærkelig forskellige. Hun kunde være ganske køn, især når fotografen havde 69fået hende til at smile, men hun kunde også se overmåde barsk ud. Der var navnlig et meget mørkt billede, hvor hun var ligefrem skummel. Niels Peter lo højt, da han så det:

De ligner jo en underjordisk, sae han, — en trold.

Der blev stor latter, for det var sandt nok. Håret var kommet for dybt ned i panden, og øjenbrynene syntes sværere, end de i virkeligheden var; en lille brun plet på kinden, som lige var synlig, var her blevet til en klat. Niels Peter samlede alle troldetrækkene uden at ha nogen anelse om, at der kunde være noget sårende i det, og Herta var nær ved at blive fornærmet; hun tænkte på at ta billedet og stikke det i lommen, men da mødte hun sin moers blik. Fru Henriksen lo med, men der var en vis skadefryd i det og Herta omsindede sig i en fart: moeren skulde ikke ha den fornøjelse af det, som hun ventede. Hun lo selv med og sae noget om det heldige i ikke at være forfængelig.

Senere morede de sig med at se sig i buede og cylindriske spejle; Herta fik et der var cylindrisk, og da Niels Peter så hendes ansigt deri, udbrød han:

Men hvor det dog klær Dem, frøken Henriksen. De havde været meget kønnere, hvis Deres ansigt havde været lidt længere. Ja men ved De 70hvad, ivrede han midt i latteren, — kunde De ikke gøre noget for det? Hvis De for eksempel lavede Deres frisyre lidt højere. — —

Jeg er som sagt ikke forfængelig, svarede Herta roligt.

Efter kaffen spillede Herta en af Beethovens sonater.

Hvad er det for noget løjerlig noget? sae Niels Peter efter den første andante, det ligner ikke noget, jeg har hørt før.

Men scherzoen og finalen gjorde sådan et indtryk på ham, at han rejste sig op og lo og ikke kunde stå stille.

Det er storartet, udbrød han, — må vi ikke få den første en gang til, den må jo være god, jeg kunde bare ikke høre det.

Han tiggede så længe, at Herta spillede andanten endnu en gang.

Niels Peter så frem for sig, rød i hodet, grundende og med dybe rynker, ganske som en tyrekalv der står midt i solskinnet og spekulerer.

Jeg tror den er god, sae han, — det tror jeg sgu, men det er ikke sådan til at høre lige med det samme.

De andre morede sig jævnt over ham, og Herta med sin rædsel for det latterlige følte sig ilde tilpas. Men da Niels Peter var færdig med sine 71betragtninger over Beethoven og igen kom til at te sig lidt mere som andre mennesker, var der ingen, der lo, tvært imod var der hele tiden nogen, der søgte hans selskab. Selv om han var naragtig, så var det ikke på samme måde som andre; det så Herta meget godt.

Nå, sae moeren, da gæsterne var gået, — du får nok glæde af din protege.

Herta tænkte sig lidt om; det var rimeligst at opfatte det som ironi.

Jeg synes nu alligevel, sae hun, — at han er meget — — præsentabel.

Det er en smag, jeg ikke forstår, sae moeren.

Hvis du ikke ligefrem er imod det, så vil jeg invitere ham i alt fald en gang til, sae Herta stædigt.

Gud bevares, du har jo lov til at invitere hvem du vil, til dine egne selskaber, lille Herta, selv om måske de andre vil finde, at selskabet blir lidt blandet.

Jeg kan ikke indse, indvendte Herta lavmælt, — at han i aften har gjort noget, der kan få andre til at blive borte for hans skyld.

Godnat, sae moeren og gik ind i sovekammeret, stødt over Hertas modstand.

I løbet af det næste år kom Niels Peter jævnlig hos købmand Henriksen; hans væsen blev ligesom lidt mer slebent, og hans hænder blev 72tørre. Han og Herta talte en del sammen, og hun spillede for ham, især Beethoven.

— — På en skovtur sad Niels Peter og Herta over for hinanden på en åben vogn. Hun havde vinden på ryggen. En lok ved øret blæste løs og blev strøget tilbage. Niels Peter så det, hans blik blev hængende ved lokken, der blev ved at komme frem over kinden; han kunde ikke få øjnene fra den, og rynkerne i hans pande forsvandt, han kom til at se mindre drengeagtig ud. Herta følte, at hun havde en mands blik på sig, hun lod lokken være og så netop så meget til siden, at hun skimtede hans øjne.

En blind kan for sit indre syn se en landevej med grøn skov ved, hvor der ingenting er, og en ung mand kan se en charme i en lok, som måske ingen anden mand vil indrømme.

Da selskabet var kommet til skoven, fulgtes Herta og Niels Peter ad, alene og i en tavshed, der under visse forhold kan være farlig, men Herta havde øjeblikke, hvor hun viste en mangel, der fik en mulighed til at flytte sig et stykke ud i det fjærne.

Det var ellers en smuk sommerdag; man kunde, især når man var to unge, godt la sig betage af stemningen ved det grønne og ved fuglene. Hun var ikke uden hensigt gået alene med Niels Peter, men så svigtede stemningen hende; hun kom til 73at ærgre sig over tavsheden: det var underligt at gå her og glo og ikke sige noget, en tanke, der i hendes indre ikke lød ganske som solsortens fløjten. Hun begyndte derfor på at tale om noget, om ingen ting; de kom i snak, i en fornuftig passiar, som der var mening i.

De snakkede altså, det gik meget godt. Herta kom i venligere stemning, og da de kom tilbage til de andre, gik Niels Peter og kom ikke mer i nærheden af hende den dag. Ingen lok flagrede på hjemturen, ingenting på Herta var i flagren, hun sad stram og velklædt og mut på sin plads. Niels Peter så slet ikke efter hvordan, han var i dæmpet, munter snak med en anden, der ganske vist ikke var en pige, men altså heller ikke Herta!

Herta gav ham en lille hård træhånd til godnat; så var den dag forbi. Hun var skuffet, hun forstod ikke, hvad der var gået af ham, nej hun forstod virkelig ikke den lunefuldhed. De havde dog talt meget godt sammen. Herta gik med et suk i sin seng. Ja, hun var forelsket, men det kunde gå over. Hvorfor skulde det ikke kunne det?

En ung mand kommer en sommeraften hjem i sit værelse til ti kroner om måneden. Han har oplevet noget, en lok, der flagrer smukt om en pigekind, en rigtig poetisk, yndefuld lok, og så 74oven på: en umanerlig tør snak i en skov, der var anderledes. Han er betaget, og han håner sig selv; han kan sgu ikke forstå, at det er den samme med lokken som med snakken. Det lar sig ikke forlige. Hm. Han marsjerer rundt om sit firkantede bord til sin værtindes raseri neden under. Han ryger to piber og går omsider i seng; han drømmer om lokken, ikke om snakken, men dagen derpå siger han: nej tak, dær kommer jeg ikke mer. Men der går en dag og en til, han glemmer snakken, ikke lokken, han kommer igen.

Jensen og Herta gik tur sammen. Niels Peter Jensen kom med lysende øjne og hentede Herta til en tur; de havde bægge to enigt opgivet hinanden og var lige enige om at være alene sammen en gang til. Niels Peter skinnede ud af sit lyse ansigt. Sådan så han også ud, når han gik til og fra sit arbejde. — Se hvor øjnene på ham dær, de skinner, sae pigerne. Hvis brædderne på savskæreriet havde været piger, vilde de ha sagt lige sådan. Jensen så lyst på livet, så alene det at møde ham var en fornøjelse. Pigerne så efter ham; han var sandelig ikke længer bare en grinagtig tyrekalv. Niels Peter Jensen kunde man møde i regnvær med kraven op om ørene, hatten lidt bag ud; regn og livslyst dryppede fra hans øjne, og anderledes så han ikke ud, når han stod i byger af savsmuld, spyttede, smilede og nøs.

75

Han og Herta gik lige tværs gennem folkesnakken ud i skoven. Folk forlovede dem; koner bifaldt det. Mange piger kunde ha ønsket ham — som piger tit kan — en bedre kæreste.

I den fortrolighed, der kom imellem dem, begyndte de at fortælle om sig selv, Herta mindst, fordi hun var trykket af bevidstheden om at ha fortalt det allerede en gang, men han havde des mere, og det var altsammen morsomt, bare undertiden for meget. Herta kunde næmlig komme i pinlig undren over, at Niels Peter, der havde truffet så mange morsomme mennesker, så meget søgte hendes selskab, der dog sikkert var det mindst morsomme, han havde haft. Men Niels Peter lod ikke til at savne noget. Herta tænkte en enkelt gang på sine penge, men det var ikke pengene her: sådan havde de tre kommis'er, der gærne vilde ha en kone med penge, ikke set ud, da de gjorde deres tidligt stansede tilnærmelser.

Niels Peter var i den lykkelige alder, hvor man ikke fryser om vinteren, ikke blir melankolsk i gråvær eller gnaven i støv og blæst, og hvor man kan ha en underlig forstokket mangel på ævne til at mærke, om en pige er grå eller lys, tør eller frodig.

Det sete afhænger, siger man, af øjnene der ser, det vil sige: det sete er ligesom slet ikke til; det gælder meget om piger. De piger, en mand i 76en vis alder ser, er egenlig heller ikke til. Niels Peter så noget, som ingen ved, hvad var. Man ser så meget: en ser en lille grøn djævel sidde på en damehat, han kan ikke ryste eller blinke eller gnide ham væk; en anden er endnu i stor ungdom og ser en sød pige i grå spaseredragt, hvor ingen andre kan se hende; det nytter ikke, han blinker.

Niels Peter Jensen blev der sat Forhaabninger til; han havde et reelt blik for brædder; om det nu var det reelle ved Herta, han havde øje for, det vidste ingen.

Niels Peter talte med Herta om sine oplevelser, om save og tømmer, såvel som om poesi. Han havde efterhånden udviklet en ny interesse foruden violin, han havde lagt sig efter at læse litteratur. Han begyndte så småt at købe sig bøger, han særlig syntes om; Herta måtte endelig læse dem. Det har en pige under sådanne forhold endnu aldrig sagt nej til; Herta vilde gærne låne bøger af ham. Hun fik Stuckenbergs: Fagre Ord, og Herta, der var en dygtig pige, læste det hele, sprang ikke over en eneste Side; hun var aldrig gået af vejen for en leksje; der var meget kønt i den, indrømmede hun. Men den næste bog opsatte hun at ta fat på. — Hvad synes De om den? spurte Niels Peter en eftermiddag han var til kaffe. — Herta blev flov; hun havde ikke fået 77begyndt endnu. Så snart kaffen var drukket, gik hun op på sit værelse og satte sig til at læse; han måtte gå tur alene.

Lidt før tetid blev Herta fundet på sit kammer, læsende meget flittigt med hodet solidt anbragt på hænderne. De, der havde fundet hende i ivrigt studium og havde hørt Niels Peters forespørgsel, morede sig over hende og lovede at fortælle det videre. Herta trak brynene ned og mumlede noget, der siden blev genfortalt som, at hun ikke vilde læse mer af det vrøvl.

Vi vender tilbage til, at Herta og Niels Peter var gået ud i skoven. Mange gifte koner husker endnu den tid fra deres ungdom, da de syntes, at nu kunde han snart gærne gøre alvor af det og sige noget afgørende, men han opsatte det. Nogle udtrykte deres utålmodighed med ynde, andre anderledes; nogle brød selv over tværs og afgjorde sagen. Herta var blandt dem, der er anderledes, hun var mut, men også forsigtig. Her gik nu hun og Niels Peter og talte om vers, så længe at hun blev stum; hun havde sat sig i hodet, at hun vilde høre noget andet, men Jensen var glad ved sit, og for at gøre det rigtig galt, sae han:

Dette her skovparti minder mig om et vers, jeg læste i går; vil De høre det?

78

Ja, sae Herta lige ud af sin store soliditet, — hvis det ikke er noget altfor affekteret sludder.

Når Niels Peter i den luft, som Hertas ord skabte om hans digt, skulde overveje, om det også virkelig var godt, så kom han nu i tvivl, og han undlod at citere.

Der kom en pause. Også om Herta blev luften forandret, ikke fordi det var urigtigt, at vers gærne er noget affekteret sludder, men fordi det var det sidste der blev sagt; det generede hende; hun var sikker på, at han vilde ha sagt noget for at glatte på det. Prosaiske piger kan meget godt ha en anelse om stemninger, de ikke føler. Mange har overhodet kun det kendskab til stemninger, at de mærker, når de har sat sig ned i en andens stemning og siddet den flad; det er et kendskab, som det er bedre at undvære.

Lad os høre det vers, sae Herta, for nu skulde der siges noget. Hendes stemme var sunket en hel kvint, den lød tør og knirkende; også det skulde hun altså hellere ha ladet være at sige.

Å, det er vist ikke værd, svarede han sagtmodig; også hans stemme var blevet dybere.

Men gå videre i den tavshed, det vilde Herta ikke; hun kom i tanke om et ærede hun havde glemt at besørge; hun vendte om og gik hjem.

Hertas ærende var at gå hjem og græde, men det var ikke søde tårer; der kom ingen forløsning 79ud af dem, ingen blid vemod bag efter. Men hun havde ret, og hvad skal folk med stemninger, som de ikke er til at være i nærheden af for? Hvorfor sae han ikke noget? Hun gav sig hen i det, meget mer end hun nogen sinde havde anset det for muligt.

Den anden lille rynke kom og tegnede sit lille ziffer ved siden af den første. Herta talte dem og smilede forbitret.

Og tiden gik. Det kan man sagtens sige; for den ene er tiden noget, der bær ham; for den anden er den en byrde han slæber op ad bakke, og dog fulgtes de to ad; sådan så det ud: de gik ind i fremtiden sammen. For ham udvidede fremtiden sig, den blev bredere; han gik på, men han havde ligesom flere retninger, han tog stunder til at prøve forskellige veje. For hende blev fremtiden til eet eneste punkt: at blive hans kone, alt det andet var noget, der lå ved vejen, som han uafbrudt måtte stå stille og samle op, så at hun mange gange var til sinds at sige til ham: Kom så; vi skal videre.

Han fik den ene interesse efter den anden; nu var han kommet ind i sangforeningen, hvor han var den bedste tenor. Han tog undervisning i sang og spurte Herta, om hun ikke kunde gi ham 80
begyndelsesgrundene i klaver; det lå jo nær for hende at sige ja, men hun blev betænkelig, hun syntes ikke om, at han havde lyst til så mange ting; hun lovede dog at tænke over det og se, om hun måske kunde få tid, men hvor skulde han så øve sig? — Jo hans værtinde havde et gammelt klaver, det måtte han øve sig på, så meget han havde lyst. — Om hun også kunde holde ud at høre på det? spurte Herta irriteret over den øjensynlige fornøjelse, hvormed han nævnte sin værtinde. — Ok jo, det vilde bare more hende; hun vilde komme ind og sætte sig ved siden af ham og grine, men hun skulde nok få respekt for ham, når der var gået et halvt års tid. — Herta tav. De to havde vist meget pjat sammen; hun overvejede, at hans værtinde havde konfirmerede børn, men hun kunde ikke være stort over fyrre. Han kaldte hende ligefrem Margrete. — Nu skal jeg hjem til Margrete, sae han gemytligt, da de en dag gik hjem fra en spaseretur. — Herta var stum på resten af turen. — Niels Peter Jensen oplevede for første gang at se en pige blive stum. Den, der bare har kendt fem piger, har oplevet med de fire, at de er blevet stumme, enten fordi man siger noget, de ikke vil høre, eller, især, når man ikke siger det, de vil høre. En sådan tavshed gør indtryk, også fjærde gang man oplever den; den forvirrer og gør lille, 81man kan blive ærgerlig og gå sin vej lige så stum, men man kan også blive desperat, ta fat på pigen og sige det, hun venter på, bare for at høre hende snakke igen.

Niels Peter skottede forlegen til Herta; lidt efter faldt han hen i sine egne tanker, og Herta syntes hun hørte ham fløjte stille. Hvor Kirkestræde drejer fra Algade sae han farvel, han snakkede ikke mer om, at han skulde hjem til Margrete, men han så ud som om han glædede sig til det. Herta gik ene hjem i sine små forbitrede tanker. Ti minutter efter kom en kone ind i køkkenet med rulletøj. Da hun så Herta, mente hun, at hun kunde gøre sig behagelig ved at sige, at hun kunde hilse fra Jensen; hun havde lige mødt ham; det var svært, hvor han så strålende ud. — Gjorde han det? spurte Herta og blev bleg, derefter rød.— — Hvad mon han har at stråle over? tænkte hun.

— Der gik nogle dage, hvor de ikke talte meget sammen, og i den tid bestemte hun sig til at gi ham timer i klaver, og da hun havde bestemt det, forstod hun ikke, hvorfor hun ikke havde gjort det straks. Jensen kom en aften til kaffe, indbudt af købmand Henriksen selv; der var også andre fremmede. Da Herta havde talt lidt med ham, skulde hun til at sige, at hun vilde gærne spille med ham, men i det samme fortalte han uopfordret, 82at han havde anskaffet sig en cello, som han straks havde begyndt at spille på. Herta fik i samme øjeblik ligesom en maske på, men hun sae ikke noget; lidt efter spurte hun, om han havde opgivet klaver. — Ja nu vilde han nøjes med cello, mest for at ha noget at synge til; violin var ikke så godt.

Man kan ikke synge til cello, sae Herta.

Jo udmærket.

Ja men det varer længe, inden De kan spille så meget.

Da har jeg spillet og sunget c-dur skala adskillige gange. Når jeg tar fat på den, så kommer Margrete ind og er ved at himle af grin.

Ja det må da også lyde latterligt.

Hun synes, det lyder storartet.

Hm, sae Herta.

Nå dær har vi cellisten, råbte en af hans velyndere fra den anden ende af stuen. — Hvordan går det med Deres ny tarme?

Jo, sae Jensen, — det lyder somme tider lidt af betændelse.

De to kom i en samtale, der til at begynde med mest bestod af latter, en latterduet for basun og obo, og ligesom det stykke pludselig ikke var længere, blev de alvorlige og talte om noget andet. Herta, der lyttede, forstod, at det drejede sig om savværket.

83

Vi skal ha Dem lidt ud at rejse, Jensen, sae den ældre; — De er en ung mand, som folk gærne vil se.

Ja, Jensen vilde gærne ud at rejse; men man er jo noget grøn endnu, sae han.

Herta forstod, at Niels Peter havde mere anseelse i byen, end hun havde tænkt.

Når en ung pige allerede før forlovelsen anslår den tone, som skal blive hendes daglige, når hun har været gift fem år, så kan det ske, at hun griber sig selv i det og tænker: det er dog for galt.

Ved kaffen gjorde Herta løjer med Niels Peters c-dur skala, og hun havde held med sig for så vidt som der blev leet, og han blev midtpunktet, men med det samme overtog andre morskaben, og Herta blev sat uden for.

De skulde ta Deres cello med, sae manden fra før, så kunde vi andre også få at høre, hvordan Deres tarmbetændelse lyder.

Nej tak, sae han; — jeg har nok til at grine ad mig hjemme; jeg bryder mig ikke om fler.

Herta havde bestemt, at hun vilde ikke surmule; hun lo med og gav sit bidrag med til spøgen; han hørte hende altid og kvitterede for det, men hun vidste ikke, om det bare var af høflighed.

— Den unge Jensens opførsel, sae moeren senere 84til Herta, — lader endnu en del tilbage at ønske; det er ikke passende for en så ung mand at sige vittigheder, til med smagløse vittigheder i et hus som vort. Han har det også med at stille sig på lige fod med de ældre mænd; han trænger unægtelig til at blive dukket.

Det er dog altid de andre, der opsøger ham, sae Herta, og hun fortsatte sin tankegang, mens hun klædte sig af: Da hun i sin tid indførte Niels Peter i sit hjem med hans klamme hænder og øvrige selskabelige tvivlsomhed, vidste hun, at hun var den første unge dame, der havde taget sig af ham, og at det var et ret usædvanligt skridt. Men det havde alligevel ikke varet længe, før han begyndte at komme i andre af de bedre hjem; det havde Herta rent tilfældigt fået at vide.

Han kom også i hjem, hvor der var en voksen datter. Hm ja, han havde så meget at være optaget af: violin, cello, sangforening, og nu skulde han ud at rejse; han havde interesser til alle sider, piger til alle sider; han skulde ha alting med, han havde jo god tid.

Og desuden: for at vinde ham skulde man ganske simpelt være fuldkommen. Røbede man en eller anden lille fejl, viste man sig en smule uelskværdig, eller talte man i en anden tone, end den, han ønskede, så holdt han sig borte fra en; han havde en ævne til at samle alt, hvad der var 85morsomt, om sig, og holde det andet på afstand. Den, der ikke var hvad han forstod ved fuldkommen, vendte han sig simpelt hen bort fra.

Jeg vil ikke mer, tænkte Herta trodsig, og da hun i det samme kom til at se sig i spejlet, tænkte hun: Der er heller ingen, der interesserer sig for, om du vil eller ikke.

86

En mørk vintereftermiddag var Herta ene i dagligstuen; ilden brændte i kakkelovnen, og lampen var ikke tændt. I sådan en time er der en bestemt vej, hvor ens tanker går, når man ikke er mand og skal ha læst avisen eller kone og skal have selskab. Herta sendte pigen hen til Niels Peter, om han vilde komme over til hende; hun vidste, han havde fri.

Et kvarter efter kom han. Det første, han så, var kakkelovnsristen, hvor ilden glødede; det næste vinduerne, hvor dagen endnu lyste svagt, og så ikke mer. Men fra en usynlig sofa lød et: godaften. Han gik efter lyden og så en lille hånd komme frem fra mørket. Den kunde han lige se at gribe; han bøjede sig efter den, han stod i skæret fra kakkelovnen, belyst på et flammende øre, et øje, hvor lyset gav genskin, og det halve af et smil; resten af ham var i mørke. Han trykkede hånden, der var fast og varm og satte sig på en stol lige over for, Herta klappede uden ord på sofaen, men han opfattede ikke betydningen af det.

87

Mænds tanker går så forskelligt: den enes går fra belyst hånd og håndled til arm og skulder og hals; den andens blir ved hånden, blir hængende dær en tid ufrugtbaret og sætter sig så et helt andet sted. Mænds tanker har så forskellig vandretrang. Jensen var så ung tilmed, hans fremtid var bred. En lille pige fylder ikke så meget i en ung mands fremtid som han tit vil påstå, og som hun helst vil tro.

Han talte om været, og hun var glad for, at det ikke var om musik. Han talte dæmpet, den rigtige mørkningstone. Efter været talte han om hverdagsting, der var små pauser imellem, som der i sådan et øjeblik kan ligge meget i. Hun kunde se hans ansigt, han kunde se en svag lysning ud fra den mørke krog, dær inde sad hendes ansigt som et lys bag mørket.

Å hun sad så godt; hun kunde ikke selv begynde på noget; hun svarede ham dæmpet, gav ham hans ord tilbage derinde fra mørket uden megen forandring. Men det lå hende fjærnt at sige noget afgørende; dertil manglede hun både mod og varme. Men bare denne samtale om ingenting kunde blive ved. Det var så godt at sidde sammen og småsnakke om noget, der dækkede over, hvad de tænkte på og tillige røbede det.

Jeg har været i en sådan spænding de sidstedage, sae han endelig højere og med en anden stemme.

88

Har De det? sae hun, og der var en bæven i hendes stemme, der blev stående i hans erindring, indtil han en gang kom til at forstå den.

Ja, sae han.

Hun trak været dybt og lydløst.

Jeg venter på, at det skal blive til alvor, at jeg kommer til at rejse til København for skæreriet, nu har jeg gjort nogle rejser andre steder hen, men dette her vilde jo blive noget helt andet.

Nå, sae Herta.

Han bøjede sig lidt for over og talte ind i det mørke hul foran ham; nu skimtede han ikke længer hendes Ansigt; det havde trukket sig helt ind i mørket. Han talte om, hvad det vilde betyde for ham, om han jævnlig kom til København. Han vilde blandt andet benytte lejligheden til at høre noget mer opera; hidtil havde han kun hørt en eneste. Niels Peter talte. Mørket foran ham var stumt og ligesom tomt. Han havde lyst til meget andet end at høre mer musik; han blev varm og veltalende; mørket blev ved at være koldt og lige stumt.

Omsider kom det tørt fra sofaen: Tænk, kan det at spille cello gi sådan en lyst til musik?

Jeg har også lært meget af at høre Dem spille, sae han varmt.

Har De det? — Hendes stemme lød, som om det hele kunde vindes tilbage igen. Hendes ansigt 89kom frem og lyste som en svag glød i mørket; hun lae også en hånd på sofaens arm, hvor den blev belyst af ilden. Han så på hånden, hvilket den blev levende af. Kunde han finde på at ta den?

Jensen tænkte ikke over, hvad et lille ryk i den hånd kunde skaffe ham, han var langt borte fra ild og hygge og hånd.

Men, jeg vil hellere høre strygere, sae han. — Jeg glemmer ikke en kvartet, jeg har hørt i København hos en ven af mig, der spiller cello.

Han rettede sig, trak været dybt og fløjtede hviskende et motiv af Beethoven. Hans højre haands fingre spillede paa hans knæ.

De skulde ha været musiker, sae Herta ligegyldigt; konversasjonsmæssigt set lå det så nær at sige.

Det er ikke nødvendigt, svarede han varmt; jeg skal nok få tid at dyrke musikken alligevel.

Den følgende pause blev afbrudt af Herta: Så var det nok på tide, at vi fik tændt den lampe.

Sådan taler en fornuftig husmoer, der nu har siddet længe nok i mørke med manden uden at nogen videre idyl er kommet ud af det, hvad man jo heller ikke havde ventet.

Det blev lyst i stuen; de så på hinanden som to helt andre mennesker og blev bægge lidt forlegne.

90

Spil lidt for mig, bad han.

Nej, svarede Herta hårdt og tilføjede i det samme: hvad skal det være?

Beethoven, sae han.

Hun stillede Beethovens store andante i f-dur på nodestolen og begyndte at spille. Han sad nu i sofahjørnet, tæt ved hende. Under selve temaet, som hun kunde uden ad, så hun på ham; han så blid og mærkelig uselvstændig ud. Hvordan kunde han du til noget andet end at være en langhåret musiker med drømmende øjne? Der var en uhyre afstand mellem hendes og hans tanker, og nu sad hun og spillede for ham, der havde ydmyget hende, og han sad dær og så så uskyldig, ligefrem barnlig ud, mens hun spillede. Hun understregede det barske tema, der kommer op nede fra dybden, med kraft og hidsighed, så han ikke kunde sidde stille; han slog takt med det ene ben.

Hold det ben stille, hviskede Herta.

Jensen så op på hende. Den lille mørke troldeprofil fik ham i et nu til at glemme musikken. Hun så, hvordan han måbede ad hende! Det var en Herta han kendte igen og forstod. Hun spillede slutningen med voldsomhed, for hun forstod ogsaa Beethoven, så rejste hun sig og gik ud af stuen.

Hun satte sig op på sit værelse og grundede. 91Mon hun ikke var ved at blive gammel. — Jeg er gammel, tænkte hun. Det skal tænkes en gang; det skal læses et eller andet sted, men at læse det i en ung mands ansigt — —

Mon han sad der endnu?

Herta kom op fra sin stol. Det var jo utroligt, at hun kunde gå fra ham. Ventede han al den tid? Men der var kun gået ti minutter. Da Herta kom ned på gangen, hørte hun højrøstet samtale; det var hendes faer, der havde fundet Jensen alene derinde og for første gang og uden at spørge nogen havde inviteret ham til at blive og spise til aften. Han modtog sin datter med humoristiske bebrejdelser: hun var en storartet værtinde, der sådan gik fra en gæst.

Der er jo ingen, der savner mig, svarede Herta lavt.

Efter aftensmaden kom der et par andre fremmede, og der blev livligt i stuen. Købmand Henriksen vilde lære Jensen at spille l'hombre; det måtte han lægge sig efter; før blev han ikke noget ordentligt menneske. —Ja Jensen vilde gærne lære at spille l'hombre, og der blev lavet et parti, hvor der blev leet en del, men også givet og modtaget megen god lære. Sådan gik der en time. Herta syede ubemærket ved et andet bord.

Havde det været for alvor, Jensen, sae Henriksen, — så havde De tabt halvtredsindstyve kroner i aften.

92

Ja så var jeg gået fallit, sae han.

Der blev stor latter. Henriksen vendte sig fra bordet og forlangte kaffe ligesom krænket over, at den ikke var kommet af sig selv for længe siden. Hans blik og tone traf Herta; hun gik ud i køkkenet og gav pigen ordrer. Hun tvang sig selv til at gå ind og drikke kaffe med. Der var ingen grund til at stille sig an: ingen brød sig om, hvad enten hun blev borte, eller hun var der.

Da Jensen gik, fik han et så koldt og fjendtligt håndtryk af Herta, at han forundret så på hende.

Farvel, tænkte Herta.

— Næste formiddag sad Herta og hendes moer ved frokostbordet og faeren var endnu ikke kommen ind fra kontoret. Herta vidste, at hvis moeren vilde sige noget, måtte det være om Niels Peter, der for første gang havde spist hos dem. Niels Peter var grådig; han spiste hurtigt og meget; ikke fordi han slugte maden; han tyggede den grundigt nok, men han var meget optaget af den og kunde under måltidets første del ikke sige noget for at spise. Alt det havde Herta set, og hun vidste, at hendes moer havde sine betragtninger færdige om det.

Nå, sae moeren, og Herta så op: nu kom det — din unge ven Jensen er åbenbart glad ved at få noget godt at spise.

93

Herta hentede sig en halv kop kaffe til: Han opfører sig da ellers meget pænt, sae hun.

Så godt som man kan vente sig det af ham. Det ser ellers godt ud, når et ungt menneske ikke er udelukkende optaget af at få spist sig mæt.

Herta tav; hun syntes ikke om det, men det kunde egenlig være ligegyldigt, hvad der nu blev sagt om ham. Hun havde opgivet ham.

Skal du ikke ha mer brød, spurte moeren.

Nej tak.

Du skænkede dig dog mer kaffe.

Ja jeg var så tørstig. — — Herta mærkede, hvor forvirret hun så ud, og nu skulde moeren sidde dær og tænke, at de måske var hemmeligt forlovede, eller at hun i alt fald var villig nok. Herta drak ud og tænkte på at komme til sit arbejde. Men så kom faeren ind; han begyndte straks at tale om Niels Peter, og Herta blev siddende.

Han er en brilliant fyr, Jensen, sae han, — det er en fornøjelse at se ham få mad. Det går med liv og lyst som alt andet.

Han er nok heller ikke vant til at få så god mad, sae fru Henriksen.

Folk med humør, er altid glade ved at få noget at spise. Det er dem, der har appetit, der duer til noget, blev han ved, og han syntes at ville bevise 94det med sit eget eksempel. — Du kan godt tro, hvad jeg siger, sae han, da han mødte Hertas blik.

Herta blev rød. Det faldt hende ind, hvor Niels Peter vilde ha passet godt ved siden af hendes faer.

Hun rejste sig og gik ind til møbler og tæpper. — Der er andre der holder mere af ham end jeg, tænkte hun — og de holder af ham som han er.

95

Det er ikke sjældent, at en ung pige, der har udsigt til at få en kæreste, i god tid trækker sig tilbage fra verden og så småt begynder at indrette sig på den gifte kones større ensomhed; på den måde forbereder hun sig ganske uvilkårligt på ægteskabet, som hun i tanken allerede er et stykke henne i.

Herta gjorde i sin skuffelse det omvendte: hun vendte tilbage til selskabslivet, hvad der i hendes stilling var let nok. Herta var en solid pige, også i en balsal; hun var ikke omsværmet, men hun dansede godt. Hun sae til sig selv: Nu vil jeg more mig, og når man for alvor vil det og er et dygtigt menneske, så kommer der altid noget ud af det.

Hun begyndte altså igen at gå på bal, og den første hun her mødte, var Niels Peter Jensen, som hun i nogen tid ikke havde set meget til.

Tvivl ikke om, at pigerne havde opdaget Jensen; han dansede nu som en mand og ikke længere som en tyrekalv. Han dansede som han 96spiste: med lyst og grundighed, han prøvede alt, hvad der var på bænkene ligesom alt, hvad der var på et bord. Turen må altså også en gang komme til mig, tænkte Herta, der så ham ta for sig.

Den kom; den lod ikke vente på sig. Det var galop. — Raskere sagde han.

Man må ikke danse uden om andre par, sae Herta.

Så kan de jo skynde sig lidt mer, mente han.

Og farten blev virkelig sat op; deres egen, alles. Han var ikke til at holde. De blev denne aften venner igen og talte sammen mellem dansene; alt var snart imellem dem som før. Der kom en velgørende fred over Herta, da hun mærkede, at han stadig søgte tilbage til hende; hun forstod ikke, hvad netop han fandt hos hende, men hun kunde ikke ta fejl af hans væsen.

Jeg vil prøve, tænkte hun, mens hun sad over, og han dansede, — om jeg kan undgå at være ond imod ham; den tanke optog hende så stærkt, at hun ikke kedede sig, mens hun sad dær og ikke dansede med.

De to mødtes flere gange på bal den vinter. Herta morede sig bedre, end hun havde tænkt sig; hun blev mere munter, drillede ham undertiden og udfoldede endogså et vist koketteri, der dog aldrig nåede nogen høj udvikling, men han 97var også selv så usammensat. Men da hun forsøgsvis prøvede at lade stærkt optaget af andre unge mennesker, gjorde hun den opdagelse, at Jensen var uimodtagelig for skinsyge. Ingenting hvad hun kunde forsøge paa, satte hans tempo op eller forandrede noget ved hans opførsel.

To ting er godt for en ung mand: at han ikke har tilbøjelighed hverken til whisky eller til skinsyge; det forhøjer hans chancer med halvtreds procent. Men hvis ingen drak whisky, vilde mange mennesker gå fallit ovre i Skotland, og hvor mands skinsyge ikke kan fremkaldes, dær lammes en kvindes foretagsomhed; hun er på et helt stort felt straks slået uden kamp. — Niels Peter Jensen var et lykkeligt menneske; hans smil syntes indrettet til at besejre verden, også ballets. Herta følte sig beskæmmet, men det var jo godt for hende, at han ikke havde mærket det.

Når Niels Peter havde fri, kom han og tog Herta med på en lille spaseretur. Han havde meget at tale om fra sine Københavnsture; nu havde han for eksempel også lært Wagner at kende, han talte med begejstring om Lohengrin, som han bedst forstod. Han satte i sin første begejstring Wagner over Beethoven, hvad Herta stilfærdigt gjorde indsigelse imod. Hun kendte ikke Wagner, men hun slog ham op i sin faers leksikon, læste hans biografi og fandt noget ved hans privatliv, 98hun ikke kunde billige, men holdt det ved sig selv.

En anden dag havde Jensen imidlertid været til en Beethoven-konsert, han havde hørt Pastoralsymfonien og andre ting, og han var endnu mere begejstret over det end over Lohengrin. Herta gjorde ham smilende opmærksom på, at det rendte lidt rundt for ham med al den musik; mon han ikke gjorde bedre i at holde sig til en enkelt komponist og høre så meget som muligt af ham; han var altfor lidt hjemme i musik endnu, til at det kunde være heldigt at blande så meget sammen på en gang.

Jo jeg vil høre alt, hvad jeg på nogen måde kan overkomme, sae han. — Jeg vil også ha mig et klaver nu; jeg kan få et til 350 kroner. Vil De gi mig timer i klaver?

Herta svarede: Jeg ved ikke, om jeg kan holde styr på Dem. Jaskeri vil jeg i alt fald ikke lære Dem.

Jeg skal rette mig fuldstændig efter Dem, sae han imponeret.

Han opdagede, at Herta både var en dygtig og bestemt lærerinde. Hun holdt ham til skolen og tillod ingen forhastede forsøg med en sonate af Beethoven eller noget let Wagner Potpurri. Og han lystrede villigt; forholdet mellem dem udviklede sig og fik fasthed. Herta mærkede i løbet 99af det næste år, hvordan hun fik magt over ham. I deres bedømmelser af mennesker, var det mest hendes mening, der blev den gældende. Han havde mandens åbne blik, der ser på helheden men er tilbøjeligt til at overse enkeltheder og tit bedømmer galt, især altfor velvilligt; hun havde kvindens sammenknebne blik, der får alle enkeltheder med; derfor kunde han aldrig stå sig, når de kom i diskussjon om fælles bekendte, hun kunde hurtigt overbevise ham om, at der var det og det, som han ikke havde lagt mærke til.

Der er to ting, der er vanskelige at forklare: det blik hos en mand, der gør, at andre gerne adlyder ham, og så i mindre målestok det blik hos en kvinde, hvormed hun behersker en mand, der ikke er erotisk betaget af hende. Hvis sådan en mystik ikke var til, blev alting meget mer dagligdags og let at forklare.

Den sluttede energi, der var i Herta, ligesom fattede om Jensens store, endnu løse ævner; det var et tag, der gjorde ham godt, nu da han mere tydeligt begyndte at føle det. Når han gik alene, slentrende og nynnende, var det som om han fik et styrkebælte om sig, ved at hun kom og satte sit blik på ham. Når han sammen med kammerater blev beundret for sine indfald og meninger, savnede han hendes kritik, der tog om hans meninger som en fast hånd. Herta beskar hans frodighed, 100klippede efter det, hun syntes var for meget. Herta kunde ikke følge ham i alle hans interesser; nu havde han også begyndt at intesessere sig for malerier; han kendte Københavns museer, og han var på maleriudstiling, når der var lejlighed. Herta kunde ikke bedømme det altsammen: måske var det, han var begejstret for, virkelig godt, hun var ikke altid sikker på hans smag, men der var i selve hans begejstring noget overdrevent ligefrem affekteret, syntes hun, og den slags vilde skud skar hun ganske roligt ned.

Han var frodigheden, hun var saksen.

Ved De hvad jeg har tænkt på, sae han en dag.

Nej, svarede Herta venlig, men beredt til at klippe.

Niels Peter fortalte, at den gang han var ovre i Jylland, havde han i sin fritid gået meget hos en smed og hjulpet ham; han havde også lært en del og havde fået ord for håndelag; nu syntes han mer og mer, at han savnede det; han kunde ikke blive fri for den tanke, at der boede en mekaniker i ham.

Så gå i smeddelære, sae Herta resolut; — opgiv Deres plads et år, og lær så meget De kan; De får nok pladsen igen. Bestyrelsen for savværket vil gærne beholde Dem; det ved jeg fra faer og flere andre.

Synes De virkelig, jeg skulde gå i smeddelære?

101

Hvis De har lyst og anlæg, ja det synes jeg.

Nå. Ja jeg har ikke kunnet blive enig med mig selv, hvad jeg skulde. Men det er dog for galt at gå og se på noget maskineri hver dag og ikke kunne gøre noget ved det, når det er i uorden.

Det kan jeg godt forstå. Og så kunde De jo læse til maskinisteksamen bag efter.

Det blev en lang samtale, der åbnede nye fremtidsudsigter for Niels Peter Jensen. Da de kom tilbage fra den spaseretur, var de blevet forlovede.

Har du så ikke opgivet at gå i smeddelære? var det første Herta sae, da han kom igen næste dag.

Nej, sae han; — jeg har allerede snakket med nogen af bestyrelsen.

Tror du så ikke, du kommer til at opgi dit klaverspil?

Det vil jeg meget nødig; nu kommer jeg jo ikke så tit til København og hører musik.

Det tror jeg heller ikke, dit andet arbejde vil ha skade af.

Det tror jeg heller ikke selv, men nu kan vi jo følges ad til København og høre opera og konserter.

Ja det er jo måske en udvej, sae Herta glad; det havde hun ikke tænkt på.

102

Herta blev så fornøjelig at tale med, at han måtte ønske sig selv til lykke en gang til. Før havde hun sat så mange små spørgsmålstegn ved hans interesser: Wagner, cello, sangforening, tenor og så videre; nu inddrog hun efterhaanden en del af dem.

Sagen var jo den, at nu havde hun part i det altsammen. Før var han en fremmed mand, der måske en dag gik hen og delte det altsammen med en anden pige, for man er aldrig sikker, det er utroligt, hvormeget der er ude mellem mand og kvinde, selv om de ikke kommer hinanden ved, og når først man har fået blik for det, forstår man, hvor usandsynligt det er, at nogen får lov at beholde sit i fred.

Men nu var det hendes, både han selv og hans interesser. Denne trang til ejendom er almindelig hos piger: hvad kan det hjælpe, at en ung mand har det og det, der er så storartet, interesser, penge, humør, kønhed — hvordan kan man bryde sig om det, når man ikke ved, om man selv skal være medejer af det altsammen? Mange piger går om parate til at beundre en mand, i det øjeblik de ser, han vil gifte sig med dem, ikke før, men så gør de det af et oprigtigt hjærte.

Hos Herta var kritikken dog stadig lige så stærk som beundringen, hun klippede fornuftigt og med metode efter alt, hvad der forekom hende 103at vokse vildt. Til at begynde med var det hans hår og skæg. Han havde i tidens løb fået meget af bægge dele, og når han til en af byens konserter sang solo, så han mere kunstnerisk ud, end Herta kunde finde sig i, selv om hun nok hørte andre damer beundre ham for det. Herta måtte holde ham til, for han havde tilbøjlighed til at ville vokse fra saksen. I teatret var han også slem til at råbe bravo højere end andre mennesker. Og der var andet at tysse på. Passede man ikke på ham, kunde man være vis på, at han kom højrøstet ind i en sal, hvor dannede Mennesker kommer stille ind. Meget andet trængte han til at lære. Mandens opdragelse, der begynder i hans hjem, blir ikke fuldkommen, før den er gået efter af hans kæreste. Denne regel stod det endnu tilbage for Jensen at lære.

Da de havde været forlovede tre måneder, fortalte de det til deres forældre. Det var Herta, der forlangte, at de skulde vente; hun vilde se, hvordan det gik, hun var meget hurtigt kommet fra den første glæde til sin sædvanlige nøgternhed.

Moeren modtog meddelelsen med den erklæring, at det jo ikke kom hende uventet. Det selskabelige forhold til din kærestes familje, føjede 104hun til, — må du naturligvis selv vide, hvordan du vil klare; det kan jeg ikke hjælpe dig med.

Herta havde tænkt på det samme; hvordan det forhold skulde klares, vidste hun ikke, men hun tav til moerens spydighed og lod det stå uimodsagt, at hun havde overvejet, hvordan hun vilde bære sig ad.

Faeren var godt tilfreds med partiet. — Det er et fornuftigt valg, sae han, — og et godt parti.

Du mener vel, svarede Herta med en antydning af et smil, — at det er ham, der har gjort et godt parti.

Nå ja, sae faeren ligesom afsvalet, — sådan vil vel også de fleste se på det.

Et godt parti, tænkte Herta, — hvorfor er det mig, der har gjort et godt parti? Jeg kunde da endelig ha gjort et bedre, hvis jeg havde villet.

105

Ved du, hvad jeg har foreslået konsulen til næste konsert i sangforeningen? Jeg vil forsøge med et par duetter for tenor og sopran.

Hvem er sopranen? spurte Herta rask.

Det er en ung dame fra København; hun går på konservatoriet.

Hvor kender du hende fra?

Fra en sangdirigent, jeg har været hos et par gange. Foruden hende kommer der også to Herrer.

Og du skal synge sammen med hende?

Ja, hvis konsulen synes om det.

Han spurte ikke, hvad Herta syntes. Nå, så kunde hun jo også holde sin mening ved sig selv. Der blev ikke talt mer om det. Men da hun kom hjem, var hun alligevel i sådan en sindsbevægelse, at moeren kunde mærke det på hende. Hun spurte, om der var sket noget.

Ja, sae Herta forbitret, — man kan aldrig stole på nogen mand.

Havde Herta været mere behersket, vilde hun ha følt sig advaret ved den triumf, der stod i moerens ansigt; men hun gav sig uopfordret til at fortælle.

106

Hvad mon det er for een? spurte moeren. — Jeg gad i det hele taget vide, hvad det er for damer, din kæreste kommer sammen med i København. Men du siger jo altid, at du kan stole på ham. Jeg tror nu ikke, han blir let at holde på.

Moerens ilterhed svalede lidt på Herta. Hun svarede midre villig på moerens andre spørsmål.

Hvornår kommer de her solister, pigebarnet og de andre? Skal de inviteres her hjem?

Det behøves jo ikke, svarede Herta kort.

— — Sopranen viste sig at være en meget net ung pige, da hun kom til konserten. Der var heller ikke noget at klage over hendes og Jensens måde at tale sammen på. Men da Herta efter konserten foreslog Jensen at ta solisterne med hjem til hende, sae han:

Vi har lovet at komme til konsulen. Dær skal de være i nat.

Vilde det ikke ha været mere passende, om det havde været hos os?

Ja, men din moer syntes ikke om det. Det har jeg hele tiden kunnet mærke på hende. Jeg tror, ikke, du havde noget imod det, sae han og så hende ind i ansigtet, — men det havde din moer. Konsulen tilbød det af sig selv.

Herta gik med til konsulens om aftenen. Der blev sunget og spillet, og de havde det morsomt. Herta var tavs under indtrykket af, hvad hun og 107moeren havde sagt om Jensen og om den unge pige. Å, hvor det havde været simpelt altsammen. Det skulde ikke ske mere, at hun udleverede Niels Peter til sin moer.

Herta ledsagede den unge pige på klaveret og talte lidt med hende. Der var noget sky over Herta, der vandt den anden, der heller ikke var fremtrædende, og der kom en vis sympati mellem dem.

Senere, da Jensen fulgte hende hjem, tog hun så kærligt afsked med ham, at han spurte, hvad der var i vejen.

Å, svarede Herta mellem gråd og latter, — skal der absolut være noget i vejen, fordi jeg holder af dig.

Men derinde sad moeren oppe og ventede; hun var krigerisk, og Herta var forberedt på det, der vilde komme.

Jeg synes nu ikke, sae hun blandt meget andet, — at det var videre fint af din kæreste at bede de mennesker til konsulen. Han kunde da gærne spurt os først; vi er dog hans svigerforældre, men så hensynsfuld er han nu engang ikke. Han har endnu meget at lære.

Ja, moer, sae Herta, — jeg synes nu heller ikke, at vi altid er helt fine i vor tankegang.

Hvad mener du? spurte moeren, der ikke var forskanset mod dette pludselige angreb.

108

Sådan som vi har talt om Jensen og om den unge pige. Han vilde aldrig ha talt sådan om os.

Det manglede også bare, lo moeren hånligt. — Desuden er det nok dig, der har begyndt at tale om dette her, og ikke mig,

Det ved jeg godt, det var også en fejl. Vilde jeg ha talt til nogen om det, så skulde det ha været til ham.

Nå, og ikke til mig. Det synes du var det mest hensynsfulde. — —------- —

Herta måtte endnu høre meget, inden hun fik lov at komme i seng, men hun svarede ikke mer. Moeren så sin autoritet rokket, og hun gjorde, hvad forældre gærne gør. I stedet for at anerkende børnene som voksne og stille sig på en mere lige fod med dem, prøver de at komme over dem endnu en gang, og da fru Henriksen anså sin datter for tilstrækkelig ydmyget, kommanderede hun hende i seng.

109

Niels Peter kom en tidlig sommermorgen og vilde ha Herta med ud. Da han ikke fandt hende i dagligstuen, gik han videre ned ad gangen, der førte til køkkenet, og der løb han lige på Herta i underskørt og livstykke og bare arme. Herta gav et udråb, og han spurte i det samme, om hun vilde med ud en tur.

Gå ind i stuen og vent, befalede Herta.

Du skal ellers se dig lidt for, sae hun, da hun kom ind til ham fuldt påklædt — og ikke sådan komme stormende.

Nå hvad, sae han, — jeg så da ikke andet, end hvad jeg engang skal se alligevel. Vil du så med? Vi drikker kaffe et eller andet sted, hvor vi nu kommer hen.

De gik; Herta talte ikke meget. Den slags selvfølgeligheder fra en mands side tiltalte hende ikke.

Niels Peter havde nu lært smeddehåndværket og derefter taget maskinisteksamen, og nu var han igen ansat på savværket med forhøjet gage, om et halvt års tid skulde de ha bryllup. Herta 110var glad ved at komme hjemme fra og få sit eget; hun trængte til at råde selv, og det var ikke så let for hende at gå hjemme og være moers datter og tjenestepige. Men ægteskabet havde jo også andre sider, Herta kendte så godt den bryllupsglæde, der kan være over unge piger, men hun følte den ikke selv. Hele herligheden, hvis der var nogen ud over det at være selvstændig, endte med, at hun om et års tid eller sådan formodenlig skulde ha et barn, og så et til, man vidste aldrig, hvor mange, og det var da vist ikke sådan, at fornøjelsen ved det steg med antallet.

Herta havde undertiden overvejet muligheden af at hæve forlovelsen og altså blive gammel jomfru, for en bedre mand end Niels Peter kunde hun jo ikke få. Men mærkeligt nok blev han ved at holde af hende på sin måde, glad, men aldrig overstrømmende, han havde lært at afdæmpe sig over for hende. Men hvad var det, der holdt ham fast? Herta havde forsøgsvis talt om andre unge piger, der var mere morsomme og venlige og kønne end hun selv. Han indrømmede villigt alting, men der manglede gærne noget ved dem: de var ikke til at stole på, ikke solide. — Var det så forklaringen? En mand forelsker sig dog ikke i soliditet; så skulde Herta ta meget fejl af mændene, men måske havde han en følelse af, at han uden hende vilde brede sig og sprede sig altfor 111meget. Ja, så havde han alligevel mere selvkritik, end man næsten skulde ha troet.

Hvor meget hun selv holdt af ham, forsøgte hun ikke at klare sig; det var ikke det hensyn, der hindrede hende i at hæve forlovelsen.

Vi kan lige så godt gå herind og ta vor morgenkaffe, sae Niels Peter, da de efter en lang tur kom forbi hans forældres hus.

De fik kaffen ud i lysthuset. Niels Peter snakkede, og moeren kom ud og talte med, når hun havde tid. Manden var ude, og de to mindste på fem og syv år sov endnu.

De mennesker havde børn fra fem og tyve til fem år; så længe kunde man få lov at blive ved. — Herta så på sin svigermoer. Hvad figur angik, var den ikke anderledes end hos så mange fruer, men hendes humør frastødte Herta. Sådan et humør hang vel sammen med, at hun havde fået så mange børn. Hun var formodenlig ivrig nok selv. Hvordan var Herta kommet ind i sådan en livsglad og frugtbar familie?

Hvem mon dær kommer? sae Niels Peter, da der lød små trin ned ad loftstrappen.

Ud på stentrappen kom to små i bar skjorte, smilende, endnu halvt henne i drømmen. Hunden sprang dem i møde op ad trappen, og de kastede sig over den; den ældste fik den om halsen, den anden måtte nøjes med at omfavne bagdelen, men 112han var ikke mindre hjærtelig for det Deres kæleord til hunden lød som sang; morgensolen stod lige på dem. Så kom de hen til Niels Peter kravlede op på hans knæ, og han så ned på dem med en glæde, som om det var hans egne.

Hvor han holder af børn, tænkte Herta. Hun huskede en ung pige, der i tiden før sit bryllup havde lagt sig efter en egen glubsk kælenhed over for små børn. — Herta havde fundet det så væmmeligt og havde sagt barsk: Det er godt du snart skal giftes, — og pigen var blevet blodrød. Hun havde nok forstået Herta rigtigt, selv om en ældre kone forarget havde prøvet på at glatte på det ved at sige noget om det dejlige i at ha børn. Men hos Niels Peter var kærligheden til børn ægte nok. Herta blev selv grebet af stemningen, men det pinte hende, at hun ikke rigtig kunde være med. Hun var af en anden slags, altfor meget af en anden slags.

Moeren kaldte derinde; Niels Peter stoppede et leende barn under hver arm og gik med dem; de bare ben og lidt til stak ret bag ud. Herta lo og løb bag efter for at hjælpe med at klæde dem på.

Det må være morsomt, når de er blevet så store, sae hun.

De er mest morsomme, når de er helt små, sae svigermoeren.

113

Det kan jeg ikke forstå.

Å, den forståelse kommer såmænd nok.

Herta blev rød og gjorde sig fri for Niels Peter, der havde taget hende om livet.

Herta sae med usædvanlig hjærtelighed farvel til sin svigermoer og børnene. Så tog hun Niels Peter under armen og gik.

Madam Jensen så efter hende og tænkte: Der er alligevel mere godt i hende end man lige straks skulde tro, men hun kan ikke rigtig komme frem med det.

Da de to kom ind i byens nærhed, stansede Herta pludselig og tog Niels Peter om halsen og kyssede ham.

Hvad er der, Herta? spurte han overrasket og glad.

Nå, sae hun, — det er vel meget naturligt.

De mennesker er mere tilfredse end jeg, fordi de er bedre end jeg, tænkte hun. Hvordan lærer man at blive god?

114

Ved bryllupsmiddagen var Herta mere alvorlig,, end en brud plejer at være. Hun overkom lige at smile, når nogen hilste på hende med sit glas, men hun sae ikke meget. Selskabet var ikke stort. — Da vi skal ha din mands familie med, havde moeren sagt, — anser jeg det for mest passende, at vi indbyder så få, vi på nogen måde kan.

Det forhøjede ikke Hertas glæde over sit bryllup, men tankegangen var jo rigtig nok, især når man tænkte på moerens familie, der helt måtte forbigås. Hvordan moeren klarede det, vidste Herta ikke, formodenlig sådan, at ingen følte sig stødt.

Familien Jensen havde også haft et delikat spørsmål at klare. De var indbudt allesammen, og efter en længere drøftelse bestemte de gamle sig til at ta en enkelt med, datteren Anna, der var i en butik og bedst antoges at kunne vises frem.

Efter bordet vilde Herta gerne sige nogle venlige ord til sin mands familie, men hvad skulde hun finde på? Hun fandt i en krog Anna, som 115ingen snakkede med, ivrigt læsende i en bog. Herta spurte, hvad det var for en bog, og om hun holdt meget af at læse. Det gjorde hun. Åbenbart havde Herta fundet en stræng, der gav genlyd i den unge pige; hun begyndte at fortælle om sin skolegang og med en glæde, som Herta selv aldrig havde kendt, hvordan hun havde været blandt de øverste og hellere vilde ha gået en anden vej end den at stå i en butik, men det var der jo ikke råd til.

Da fik Herta en ide, der gjorde hende varm. Hun hentede sin faer og fik ham med ind i kontoret, hvor hun fortalte om Annas læselyst: Kunde han ikke skaffe hende på et seminarium? Herta vilde gærne hjælpe hende med en del af sin medgift. — Det var en god ide, mente faeren; han gjorde et overslag over, hvad det vilde koste, og han vilde se om han kunde få andre med; Herta skulde naturligvis stå som den første og største bidragyder. — Jeg havde ellers tænkt at være ene om det, sae Herta, men føjede straks til: men det andet er vel også det fornuftigste.

Herta kaldte Anna ind i kontoret og fortalte hende om planen, og pigebarnet blev så rørt og glad, at Herta næsten selv var hende taknemlig over, at hun havde fået en så stor glæde på sin bryllupsdag. — Men du må ikke tale om det til nogen, før det er kommet i orden, sae hun.

116

Inde i stuen kom Jensen hende i møde og spurte, hvad hun havde haft for hemmeligheder der inde.

Forretninger, svarede Herta. Men hun var så forandret, at Jensen lige med et tog hende på skødet midt i hele selskabet, hvad den finere del vist aldrig havde set før ved et bryllud. Der blev råbt hurra, og en begejstret gæst sprang op med sit glas i håndan og gav sig til at holde tale.

Herta blev siddende, hvor hun sad; hun vidste nok, hvad hendes moer tænkte, men hun kunde i øjeblikket ikke la vær at smile, og det klædte hende. Hendes ansigt havde fået liv, var blevet lysere i sit udtryk. Jensen tog sit vinglas og løftede det i sin højre hånd, mens han havde den anden om Hertas liv; han råbte hurra for talen, han strålede og gav sig hen i sin glæde. Alle måtte se på ham, Hertas øjne var rolige og klare, de talte om beherskelse, selv paa skødet af en mand, der var beruset af forelskelse og måske også lidt af vin. Hendes stille smil var ikke uden en vis overlegenhed; det gjaldt vist nok så meget ham som hende selv.

Folk huskede længe dette billede af de to unge; Herta havde aldrig set så godt ud, men de, der så hende tænkte: Hun er en solid pige; de to vil passe godt sammen.

117

Da talen var forbi, gled Herta ned af sin mands skød.

Du er dejlig, hviskede han til hende.

Du skal til barberen i morgen, hviskede hun tilbage; — du har alligevel narret mig denne gang.

En uge senere kom Herta en formiddag på besøg hos sine forældre. De unge var aftenen før kommet hjem fra en lille rejse. Moeren talte om Anna, der nu skulde på seminariet.

Det er pænt af dig, sae moeren, — at du vil hjælpe din mands familie.

Det er jo rimeligt, sae Herta; hun var meget alvorlig.

Det er jo også mere behageligt for dig at ha en lærerinde til svigerinde end en butiksjomfru.

Ja såmænd. Det er det jo.

Det er i det hele taget ingen sag, når man sådan uden at bede om det, uden at gøre det allermindste selv, blir hjulpet frem. Jeg under hende det selvfølgelig godt, men det er jo en næm måde at komme til det, det må man sige.

Ja, svarede Herta og tænkte: Hvis jeg havde været fattig, havde nok ingen været så ivrige efter at hjælpe mig.

Men de har nu en gang held med sig: blev fru Henriksen ved; — nu Rasmine, der skal 118giftes med købmand Rasmussen; hun kommer også over sin stand. Det er nu tit taknæmligt at være af småfolk. Mange, der hører til de bedre klasser, men ingen penge har, må anderledes kæmpe sig frem.

Herta så frem for sig: det var sandt.

Men selvfølgelig, sae moeren og rejste sig lidt hæftigt, ligesom for at dette skulde være det sidste ord om den sag: den slags folk skal også frem, og når de er dygtige, så er det jo rart. Man må naturligvis være forberedt på, at de tar det som en ret, og man må ikke vente, at man altid får tak for det. Småfolk kender jo ikke altfor meget til begrebet taknemmelighed.

Der vågnede en tanke i Herta: Der var aldrig kommet noget godt forhold mellem Jensen og hendes moer. Hun var lige fra først af tilbageholden og forlangte, at han skulde komme hele vejen selv, men det havde han ikke gjort. Hun var det eneste menneske, Herta vidste, der havde noget imod hendes mand.

Kort efter sae Herta farvel og gik. Hun var træt og nedtrykt. Da hun kom hjem, sad madam Jensen og ventede på hende; hun kom for at sige tak for Anna; hun havde fået det at vide samme dag. Herta kunde ikke svare et ord på al den gamle kones hjærtelighed; hun sad med hendes hånd i sin og blev ved at holde fast på 119den. Hun vilde ønske, hun kunde græde, men det havde hun svært ved, meget mere, end det vist var godt for hende selv. Tre tusende kroner er mange penge, sae svigermoeren, der følte, at det var bedst at ende på solid grund, — men dem kan Anna jo nok betale tilbage, når hun en gang kommer i en god stilling.

Ja, sae Herta, og hendes forpinte stemning løste sig op i et smil; — skal vi så gå ud i køkkenet og lave os en kop kaffe, svigermoer?

120

Ingenting kan være mere forskelligt end unge koner. En gir sig helt hen i sin lyksalighed og har ikke tanke for at skjule den hverken for sin mand eller for andre; en anden finder allerede en måned efter brylluppet en anden mand at smile til, bare fordi det er ensformigt altid at smile til den samme mand. Herta viste som nygift kone samme ro som altid; snarere blev den mere understreget end det modsatte, selv om der kom noget lysere og mere åbent over hendes ansigt. Men der var jo også det, at Jensens livsglæde nu mere havde tilbøjlighed til at slå oven ud, og så var Hertas værdighed på sin plads. Når manden er en ballon med altfor stærk opdrift, da er konen gærne ballasten, der holder ham nede i en rimelig højde; hun holder ikke af svimmelhed, lige så lidt hos manden som hos sig selv. Der gives tusende kvinder af denne art for hver ti af dem, der kan holde mandens synkende ballon oppe.

De, der havde kendt Herta før og undret sig over Jensens valg, måtte nu i en henseende gi ham ret: hun var bedre som kone end som ung 121pige; hun var øjensynlig kun skabt til det første. Mange mennesker er, som det synes, kun skabt til een bestemt alder. Nogle er umulige som børn; de forstår ikke at være børn, heller ikke at være mellem børn, fordi de er født voksne, og de blir først sig selv, idet de når den alder. Andre, for eksempel adskillige unge piger, er indtagende som sådanne; de blir til ingenting som koner, til nytte og til glæde for ingen; men der er også piger, der har det omvendt: de blir først til mennesker, når de blir gift.

Herta var et eksempel på det sidste tilfælde. Det mærkede man straks ved den måde, hun tog imod sin mand. når han kom hjem fra en forretningsrejse eller fra en af sine lange sikleture ud på landet. Hun kendte hans skridt på gaden, tog imod ham i gadedøren og gik ham efter, om han på en eller anden måde var blevet våd; hun sendte ham ind i sovekammeret for at skifte, når hun skønnede det nødvendigt. Jensen lystrede, han faldt så let til rette i at blive hold til orden.

— Herta og Jensen kom ned ad gaden; de skulde til konsert i sangforeningen. Han var meget ivrig og højrøstet: det gik tilbage med sangforeningen; konsulen var altfor gammel; det duede ikke med ham. Jensen vidste, at der var megen misfornøjelse, han var selv blandt de misfornøjede. Herta måtte advare ham. I sin iver og højrøstethed 122var han lige ved at rende ind i hodet på en hest, der stod ved fortovet; Hesten slog op med hodet for at undgå ham; Herta rykkede ham til side i sidste øjeblik.

Hvad var det, Jensen? råbte nogle leende bekendte.

Den troede vist, jeg vilde kysse, svarede han.

Se dig for, sae Herta.

Det går da meget godt, hviskede Herta til Jensen under konserten.

Ja men det er noget kedeligt noget de synger.

Bag efter kaldte nogle af de misfornøjede til forsamling i den lille sal .. En mand stod op og tog ordet: De vilde hae bedre repertoire og ikke fler af de gamle travere .. det var hvad hans tale gik ud på.

Hør, råbte Jensen.

Hyss, hviskede Herta.

Der var stærkt bifald. Nede fra bænkene talte folk i munden på hverandre.

Det er altfor meget spetakkel, råbte Jensen af fuld hals.

Det er jo dig selv, der råber højest, sae Herta.

Men Jensen råbte hør og bravo så længe, at de andre fik øje på ham.

Op med savskæreren, råbte en; han rejser så meget til København og hører konserter.

Han må hae forstand på musik.

123

Latter og bifald.

Stå endelig ikke op og gør dig til nar, hviskede Herta. — De ler bare ad dig.

Der er ingen, der ler ad mig, svarede han og rejste sig.

Begynd nu ikke at tale om Wagner, sae hun efter ham temmelig højt.

Ja jeg må sige, at jeg hører også til de misfornøjede, begyndte Jensen med fornøjet smil, der fik alle til at le. Jensen fortalte om korsang, han havde hørt i København om moderne sangkvartetter; han nævnte navne på værker og komponister, og da han var færdig og gik ned, stod en anden op og foreslog ham til dirigent.

Det valg kan du ikke ta imod, sae Herta; — det vilde også være en fornærmelse mod konsulen, oven i købet en ung mand som dig.

Ja men de har ingen bedre, sae han.

Han stod op igen og erklærede, at han tog imod valget; han vilde rejse ind til København og rådføre sig med forskellige dirigenter, som han kendte, og så vilde han købe noder og prøve på at lægge et program for næste konsert.

Nu har du rodet dig ind i noget, som du hellere skulde ha blevet udenfor, sae Herta, da de gik hjem.

Han svarede ikke, men idet de kom forbi en lygte, så hun i hans ansigt et lyst og fraværende 124udtryk, som hun godt kendte. Det var ligesom han så ind i et fjærnt lys og var borte i det.

Sig dog noget! — Herta ruskede ham utaalmodigt i armen.

Ja; jo; jeg vil lige ind og snakke med konsulen. Der er lys hos ham endnu. Du kan nok gå det lille stykke ene.

Er du gal? Så du hans ansigt, da han kiggede ind til jer? Han gik hjem lige med det samme.

Nej jeg så det ikke. Men nu går jeg ind til ham.

Jeg kan ikke forstå, Niels Peter, at du har lyst til at gå ind til en mand, du lige har fornærmet, eller i alt fald har været med til at fornærme. Vent hellere et par dage til han er kommet lidt over det.

Vilde du ikke gøre det i mit sted.

Jeg fornærmer ikke folk sådan. Jeg siger undertiden min mening, når jeg ved den er rigtig, og det må folk finde sig i. Men jeg vilde aldrig byde nogen en ydmygelse, især ikke en, der var ældre end jeg selv.

Og som ikke var under dig i stand.

Herta blev så overrasket over dette stik fra hans side, at hun tav.

Jeg kan ikke følge dit råd denne gang, blev Niels Peter ved; jeg vil ikke hae, at nogen skal være vred på mig,

125

Herta blev stående uden for. Hun hørte tydeligt konsulens basrøst og Niels Peters tenor. Der gik fem minutter; han blev dog altså ikke vist døren lige med det samme. Hvor han alligevel var pågående, hvor han bredte sig mellem folk, og de viste ham ikke tilbage. Han gik på, og alting åbnede sig for ham.

Nu lød det, som om de lo der inde. Ja hendes mand lo, og konsulen kom også med, lidt lavere, men han lo dog.

Det var det samme igen: de andre holdt mere af ham, end hun selv gjorde. De tog ham, som han var, uden kritik. Det kunde hun ikke. Hvad vilde der også blive af ham, hvis han havde en kone, der beundrede ham kritikløst, hvad han jo sagtens kunde ha fået. Og han følte jo også selv, at han trængte til hendes kritik. Men i folks øjne kom hun til at stå i et uheldigt lys, det var hun vant til; det blev vel aldrig anderledes.

Herta følte en pludselig, uforklarlig stigning i sin bitterhed, og lidt efter mældte der sig de ord, han før havde sagt om dem, der var under hende i stand.

Det var sjældent, at han talte til hende om hendes fejl; i regelen nøjedes han med at trække sig ind i sin skal, og denne skal var ganske vist lys og smilende at se til, men på sin vis alligevel 126hård. Han var vanskelig at påvirke, når han var kommet der ind.,

Ja Herta kendte godt sit standshovmod; det havde hun arvet og yderligere fået udviklet af sin moer. Men det havde han ikke behøvet at nævne; hun havde selv opdaget det og skulde med tiden komme over det, så vidt som det var nødvendigt. — Mens Herta klædte sig af, tænkte hun så ivrigt, at hun bevægede læberne. Hun sov så snart hun lae sig og vågnede ikke, da Niels Peter kom hjem.

Herta havde en anden lighed med sin moer, som hun endnu ikke var blevet rigtig klar over, næmlig en tilbøjelighed til stadig at gå og sætte i rette; det kunde blive til ligefrem småskænden. Kvindens skændelyst trives bedst, når den får så lidt næring som muligt fra mandens side. En mand, der tier, må høre mer end en mand, der svarer. Og Jensen var ikke den mand, der forsvarede sig.

Men det hændte et par gange, at han lige efter sådan en scene traf en bekendt uden for eller fik besøg af nogen på sit kontor, og da var det fra Jensens side en formelig eksplosjon af munterhed, og Herta mærkede på den anden, hvor han blev revet med. Folk kunde jo ikke stå for hans humør, når det var så højt. Eller det kunde ske, at han vilde ud om aftenen, når hun havde sagt 127ham sin mening ved middagsbordet, og det var ikke til at ta fejl af udtrykket i hans ansigt, at han trængte til lystigt selskab.

Herta huskede, hvordan det kunde sætte hende i humøret, når hun tik skænd som barn. Men ham virkede det ikke på, og Herta kunde blive endnu mere bitter og ta fat igen næste morgen; hun vilde ha det humør ned. — Det sae du jo altsammen i går, kunde han så sige. — Ja men du er jo lige glad; du ler ad mig, så snart jeg vender ryggen til.

— Det er ikke dig, jeg ler ad, men du vil da ikke ha, at jeg skal gå og ta mig det så nær. — Jo det vil jeg, for hvad jeg siger, det er sandt, og det vil jeg ha, du skal forstå. — Men det var forgæves, og når han da var glad sammen med andre, skete det, at Herta pludselig kom til at skimte sig selv: Grå, kold og skændesyg, mens det så anderledes ud om ham. Hun begyndte at indse, at hun måske gjorde klogere i at tie stille.

Hun forsøgte også en gang at gennemføre det, og han fortalte hende, at hun var en sød pige; sådan skulde hun altid være. — Ja, sae hun tørt, — jeg holder mine meninger om dig ved mig selv, for du er ikke indrettet på at forstå dem, men du skal ikke være altfor sikker på, at jeg blir ved med det .. Men jeg har den trøst, at du 128kendte mig godt nok, inden du giftede dig med mig; jeg har aldrig lovet, at jeg vilde være sød altid.

Jensen kom hjem fra København med en mængde ny noder til sangforeningen. Han og Herta så det igennem om aftenen, og hun opdagede hovedrystende 'Vølvens Spådom', 'Elverskud' og 'Bryllupskoret af Lohengrin' blandt noderne.

Dem lægger vi straks til side, sae hun og kastede dem med adskillige andre hen på et sidebord.

Jensen hentede 'Vølvens Spådom' tilbage: Når man ikke gir folk opgaver, kan de heller ikke få lyst til at gøre noget ved det.

Å, det er bare noget, du har hørt i København.

Men han tog alligevel 'Vølvens Spådom' med den første aften i sangforeningen, og da der havde været nogle prøver, gik Herta med ham derop for at høre på det, og hun fandt mere iver og optagethed blandt sangerne, end hun havde ventet Kan De mærke, her er begejstring, fru Jensen? sae en ældre sanger.

Begejstring er der nok af, svarede Herta, — men ikke så meget af renheden. Det er vist bedst, jeg går med hver aften og spiller klaverpartiet og hjælper med at indstudere.

129

Tilbudet blev modtaget, og sangerne mærkede, at de var kommet under en fast og myndig ledelse, der blev ved at la dem gøre om, og som ikke sparede på kritik.

Men konserten gik godt. Niels Peter Jensen — altfor lidt studset på hår og skæg — dirigerede under stort bifald. Ved et gilde bag efter blev der udbragt et leve for den ny dirigent. Jensen takkede og sae, at han måtte dele æren med med sin kone, der havde gjort det halve arbejde.

Du tog mig ordet af munden, savskærer, råbte en anden taler, hvis hoved nu steg til værs og forsvandt i sigarrøgen, der hang over bordet;

— det var næmlig mig, der havde det ikke mindre behagelige hværv at takke din udmærkede frue for det arbejde, hun har nedlagt i denne konsert — — — —

Nå Herta, sae Jensen, da de gik hjem; — var det så ikke en god aften?

Jo det var det, men jeg vil alligevel hellere se dig i savværket end ved en dirigentpult.

Tak, sae Jensen leende, — der fik jeg den. Hvis du skulde falde fra, Herta, så vilde jeg aldrig komme til at savne dig, når jeg bare sørgede for altid at ha en spand koldt vand hos mig.

Ja vær du glad ved, at du har mig til at dusje dig, Niels Peter; der er ingen andre, der vil.

130

Da Herta næste formiddag kom hen til sin moer for at aflægge den ventede beretning — fru Henriksen havde af et eller andet fornæmt lune ikke villet gå med — var der skænderi, men det holdt op, da Herta kom. Så megen respekt har de dog for deres gifte datter, tænkte Herta.

Faeren gik sin vej, så snart han havde sagt godmorgen til hende; han så lidt duknakket og forlegen ud.

Nå, sae fru Henriksen, da Herta havde fortalt om gildet bag efter og skålerne, — det var jo pænt af ham, at han af sig selv lod dig få din del af æren, men han kunde da heller ikke være andet bekendt.

Det havde jeg ventet af ham, moer.

Mændene er ellers ikke meget villige til at indrømme deres koner noget.

Så? Det passer i alt fald ikke på Niels Peter.

Du har ingen erfaring endnu, lille Herta; vent til du har oplevet lige så meget som jeg,

Jeg synes ikke, moer, svarede Herta roligt, — at du har så meget at beklage dig over.

Det lader til, svarede moeren smilende og med samme beherskelse i sin tone — at du blir mindre elskværdig af at være gift; jeg havde håbet det var gået den anden vej.

Hun taler af erfaring, tænkte Herta. Og idet hun så på moerens kolde, smilende ansigt, fik 131hun i et syn, et helt perspektiv af et ægteskab, der i årevis og dag efter dag var blevet ødelagt i kulde og skænderi. Herta havde gået op ad det uden at kunne se det, men nu så hun det på en gang. Herta blev bleg og gjorde en uvilkårlig bevægelse som for at rejse sig.

Moeren iagttog hende med smilende triumf og nikkede til sig selv: Jo hun havde ramt godt, og hun spurte videre med stor venlighed.

Nå og hvornår kom I så hjem? Det blev vel sent?

Da Herta efter en længere og stadig venlig samtale sae farvel, gik hun ud gennem kontoret for at se efter sin faer. Han var der ikke. Hun opdagede ham først, da hun kom ud på gaden. Og så stansede hun rådvildt: Hvad skulde hun sige til ham?

Farvel, faer.

Nå, går du nu, Herta. — Han så forlegen til siden: Farvel da. Hils Jensen.

Havde der nu et sted i fortiden været nogle hjærtelige øjeblikke, som Herta kunde ha søgt tilknytning til, men hun huskede ingen.

Herta gik langsomt og grublende hjem ad.

— Ved du hvad, Niels Peter, sae hun ved middagsbordet, — jeg tror ikke, moer og jeg kan sammen mer.

Jensen så hurtigt op: Hvorfor tror du ikke det?

132

Det er sådan en fornæmmelse jeg har. Vi er alligevel altfor forskellige.

Han svarede med et smil, som om han ikke anede dybden af sine egne ord: Det er måske heller ingen skade til, at I er lidt forskellige.

Nej, svarede Herta, og de spiste videre i tavshed.

Herta fulgte Jensen ud i gangen og tog frakken ned til ham og vilde hjælpe ham den på, men han afværgede det leende. Herta børstede ham af og holdt ham op, skønt hun så, han havde travlt.

Hvor skal du hen Niels Peter?

Det ved du da nok, Herta, jeg skal på savværket.

Nå ja det ved jeg jo. Hør Niels Peter, nu da vi ved, jeg skal ha et barn, syntes du ikke, jeg skulde fortælle det til faer?

Til din faer?

Ja; han vil blive glad.

Det vil han sikkert.

Og vi har vel grund til at håbe, sae Herta, idet hun rakte ham hånden til farvel, at hans børnebørn vil blive mere venlige mod ham end hans egne børn har været.

133

Noach hed direktøren på savværket. Når Jensen talte om ham til Herta, var det altid med stor beundring som en dygtig og fornøjelig mand, hvad der også var den almindelige mening om ham, Det havde Herta altid taget imod med: Hm, og: Ja, det kan jo nok være, — for en fornuftig pige binder sig ikke ved en forhånds tilslutning. Senere da de blev gift, kom de til at omgås ham en del. Han betroede lejlighedsvis Herta, hvor dygtig hendes mand var, og hvor megen pris han satte på ham. Herta sae, at det glædede hende, og at det vilde hun nok tro, og direktøren blev lidt afsvalet; han vilde ha sagt mer, men gjorde en pause og gentog det samme en gang til, for at få lidt mere ud af samtalen, han håbede også,, sae han, at de måtte få lov at beholde Jensen en del år endnu.

Måske sae han det, for at Herta skulde påvirke sin mand, og Herta svarede da, at man jo altid måtte tænke på at forbedre sin stilling og nå til noget, der gav større indtægt og skaftede een et større område at virke på. Noach gav 134hende i almindelige vendinger ret; han gjorde den overraskende opdagelse, at man ikke vandt fru Herta bare ved at rose hendes mand.

Herta forholdt sig stærkt iagttagende over for Noach. Han havde tænkt sig at gøre indtryk på den unge kone, både fordi det nu en gang lå for ham, og så fordi han hos hende mærkede et vist forbehold. Fru Herta så tilmed ikke ilde ud og havde den charme at være nygift. Han forsøgte at lægge særlig varme i sit væsen over for hende, og hun tog imod det, smilende og mistænksom. Hun havde efterhånden fået blik for, hvordan mænd ser på kvinder, og Noach interesserede hende. Herta, der havde en bestemt følelse af, hvad der er nok, og hvad der er for meget, fandt Noach unødvendigt venlig, også mod andre kvinder.

Hun sae en aften til sin mand, at Noach var en dameven.

Det troede Jensen slet ikke. Det er tydeligt, at han holder af sin kone og sine børn.

Derfor kan man godt være en dameven, sae Herta. — Han holder een længere i hånden, end det er nogen nytte til. Man behøver heller ikke at se så meget på damer, som han gør. Han kender da godt nok dem, han omgås her, og der kan ikke mer være noget nyt at kigge efter på dem. Jo det er rigtigt nok som jeg siger.

135

Ja hvad, så er vi vel allesammen damevenner, sae Jensen og lo.

Du holder ikke nogen dame så længe i hånden, som han gør.

Det har jeg såmænd aldrig tænkt over.

Å nej; men han tænker. Når en mand holder fast så længe, så mener han noget med det.

Sådan noget har du aldrig snakket om før.

Nej man blir ikke klar over alting på en gang.

En anden gang sae Herta: Hvad tror du, fru Noachs ny vinterhat har kostet? Det anede Jensen ikke.

Hun har ikke fået den for under halvtreds kroner.

Uha, det er godt det ikke er mig, der skal ud med sådan en hvert år.

To, rettede Herta. — Om det forslår.

Tja, han har råd til det.

Nej han har ikke. Hvor meget tror du hendes toilette koster ham om året? når hatten koster så meget.

Ja jeg kan ikke regne et stykke reguladetri, hvor jeg kun kender det ene led.

Det løber op mod tusende kroner. Og det er mer, end han kan overkomme.

Så må han vel ha penge.

136

Ja hvis han har nogen, så går de i alt fald snart med.

Ja jeg er da for resten også lige glad.

Og det er ikke fordi han er forelsket i sin kone, blev Herta ved; — ellers vilde han ikke være så optaget af andre. Det er enten fordi han har en dårlig samvittighed, eller fordi han er lige glad med, hvad pengene går til. Du kan tro, hans Københavnsrejser koster ham en del.

Det har jeg virkelig ingen ide om, Herta.

Men det var ikke umuligt at få det at vide, når man var klog.

Så må jeg ikke være klog nok.

Men direktøren er vist åbenhjærtig nok, når han er oprømt.

Ja se du at liste det ud af ham, Herta.

Mig vil han ikke betro det, men nok dig. Du ler så meget sammen med ham, du vil alligevel ikke tænke over det, hvis han kom til at røbe sig.

Ja, jeg synes det kan være lige meget, hvad han bruger sine penge til.

Mænd er altfor ligegyldige med pengesager.

Jensen svarede ikke. Herta så på hans ansigt, at nu gad han ikke høre mer af den passiar. Hun lukkede sin mund og tænkte videre ved sig selv. Det pressede hende ikke så stærk at få sagt, hvad hun mente om Noach; Niels Peter skulde nok få hendes mening at vide, når hun 137var kommet til et resultat. Herta måtte smile af sin mands overlegenhed, nu sad han dær og var stolt over sig selv; han havde sat punktum på noget pjat af sin kone, der snakkede om ting, hun ikke forstod sig på, og så var det ham selv, der manglede forståelse. Herta var dog ikke overvældet af opdagelsen af sin mands letkøbte overlegenhed; hun var forberedt på den.

Da Herta lidt efter kom ind fra sovekammeret, sae hun:

Der ligger rent linned til dig der inde; det er bedst du skifter i dag, når du alligevel ikke er sikker på, at du kommer hjem i overmorgen.

Å, sae Jensen, — er det nødvendigt?

Jeg vil ikke ha dig til at rejse måske en uge i snavset linned og strømper.

Du er en sød og omhyggelig kone sae han og klappede hende.

Han har alligevel ondt af, at han sådan lukkede munden på mig, tænkte Herta.

Så synes jeg, du skulde gå i seng, Niels Peter. Du skal jo tidligt op i morgen.

Å, Herta — —

Jo du har allerede gabet tre gange. Jeg kommer til at sidde oppe en halv time endnu.

Hun gik med ham ind i sovekammeret, tog tæppet af hans seng og trak dynen over den lille etårige, der havde sparket af sig.

138

Ved du hvad Herta, sae Jensen en morgen, da de sad ved kaffen, — direktøren og hans kone skal til Endløse i dag til et møde, der er forbi klokken tre. Så kunde jeg ta min sikkel og trille der ud lige efter middag, og du kunde pakke en god madkurv og komme med toget, og så kunde vi alle fire trave ud i skoven og spise til aften der. Og så kunde vi ta hjem med toget i aften.

Nej, sae Herta.

Ja men vi får ikke snart så godt vær igen.

Vi tar ikke i skoven sammen med direktøren.

Det har vi da gjort før.

Ja men vi gør det ikke mer. Folk skal ikke ha det at snakke om, at du er så meget i med direktøren. Det kunde let blive ubehageligt for dig.

Jeg forstår dig ikke, Herta.

Nej du har vel allerede glemt, hvad vi talte om forleden dag.

Nå det med fru Noachs hat.

Ja du hænger dig nu i den hat, Niels Peter.

Jeg syntes snarere det var dig, der gjorde det.

Nå ja, det går altså over din forstand.

Du vil altså ikke med, Herta?

Jo jeg vil gerne med dig i skoven, men ikke sammen med dem.

Har du i sinde at afbryde omgangen med direktør Noachs, Herta.

139

Nej, det kan vi jo ikke, men vi skal heller ikke opsøge dem. Ta nogen andre med; du har jo venner nok.

Men ingen, der er så morsomme som Noach.

Du ser altfor meget på det morsomme. Men hvis det går galt med ham, så var det rart, om folk kunde sige: Jensen var klog nok; han holdt sig på afstand af ham.

Jensen tav og så fornærmet ud. Han lignede, syntes Herta, en stor dreng, der surmuler, fordi han ikke fik sin vilje. Det var det mærkelige ved Jensen: han blev ligesom ved at være dreng, og der var mange, der beundrede ham for det. Var det nu så udelukkende af det gode? Herta tænkte med uro på, hvad direktøren kunde få hendes mand med til, han var jo så naiv. Det var da egenlig godt for ham, at han ikke havde formue. Sin medgift rådede Herta selv over. Hun tiltroede ham ikke evnen til at regere over penge. Hvordan han kunde styre folkene nede på savværket, var Herta en gåde, En dag da hun kom ind i savskæreriet med en besked til ham, hørte hun ham råbe til en arbejder, der stod oven over ham: Hør, Petersen, hvad er det for noget svineri, De står der oppe og drysser ned i hodet på mig? Vil De se, De kan la være med det, ellers skal jeg komme op og stikke Dem en, så Deres navn skal ryge ud af kirkebogen med det samme. — 140Der blev latter rundt om; vittigheden gik værket over til dem, der ikke havde hørt den; manden der oppe passede ganske vist bedre på, men var det noget at sige til en arbejder, når man dog var hans overordnede? — Lige sådan når hun 'en enkelt gang kom og mødte sin mand om middagen, så hun ham altid sammen med tre fire arbejdere, allesammen snakkende og leende, Jensen mest. Havde han ikke været bedre klædt, skulde ingen kunne sige, hvem der var hvem.

141

Herta og Jensen sad en aften i det kongelige teater. Det var første gang, Herta skulde høre „Siegfried“, som hun kun kendte enkelte partier af. Hun var ikke så lidt spænt på denne forestilling, der efter hendes mands sigende skulde omvende hende fuldstændig til Wagner. Men hun kom helt ud af sin spænding, da hun i en loge opdagede direktør Noach; han sad lidt tilbage, og hun mente at ha set en dame ved siden af ham. Men han syntes også at ha bemærket hende, og damen, hvis der var nogen, rykkede tilbage, så det var umuligt at skælne hende. Fra det øjeblik hørte Herta ikke efter musikken, men holdt øje med logen. Han skulde nok komme til at røbe sig. Det var umuligt at han hele aftenen igennem kunde la være at tale til hende eller se til hende, selv om han havde advaret hende. Skønt hun gjorde sine iagttagelser forsigtigt, måtte han dog ha mærket noget, for han var kendelig urolig og hørte heller ikke efter. At der sad nogen ved siden af ham eller bag ved ham, var ikke til at ta fejl af, for han skottede tilbage over skulderen, 142og man kunde se på hans mund, at han mumlede noget. Havde damen ikke kommet ham ved, vilde hun jo ikke ha skjult sig.

Han havde altså en at underholde her i København, måske flere; altså var han en bedrager. Ved siden af sad Jensen lykkelig uvidende. Han så næsten dum ud da orkestret spillede „Waldweben“. Hvis tilfældet havde indrettet det sådan, var han vel blevet musiker. Han spillede nu ganske godt cello og dyrkede en del kammermusik. Herta undte ham det såmænd meget godt, men kan man virkelig være både musikalsk og samtidig en dygtig forretningsmand. Hvor tit havde hun ikke hørt sin faer sige: Lad os nu være fri for Beethoven og den slags lærd musik, det går over min forstand. — Men Jensen havde virkelig smag. Det var det mærkelige ved ham. Herta tog imod det som noget selvfølgeligt, når folk roste hendes mand, men i sit hjærte havde hun en lille tvivl, ikke just om hans ævner, for han var en begavet mand, men om deres soliditet. Det var jo ham og ikke hende, der burde ha mistroet direktøren og opdaget ham.

Da det var forbi, og Jensen rejste sig, opdagede han, at Herta var borte.

Jeg tog vort tøj, sae hun, da han traf hende ved garderoben. — Skulde vi komme fra hinanden, så træffes vi ved indgangen.

143

Ja vel, svarede Jensen, og i samme øjeblik var Herta borte i trængslen.

Hun var nede før nogen anden; hun stod ved foden af trappen i mørket og så direktør Noach komme ud med en dame. De lod dog, som om de ikke hørte sammen, men længere ude på torvet tog han hende under armen.

Direktør Noach er her, sae Herta, da Jensen kom ned til hende.

Så, det har jeg ikke lagt mærke til.

Nej. Og han havde en dame med.

Så? — Nu vilde jeg bare ønske, at „Ragnarok“ snart vilde komme op. Synes du ikke, „Siegfried“ er en dejlig opera?

Direktøren har altså en kæreste herinde, sae Herta. — Det var nok det jeg tænkte. Jeg gad vide, hvad sådan en dame kan koste ham.

Ja det har jeg skam ikke nogen mening om, sae Jensen leende.

Det kan jeg tænke, svarede Herta tørt. Men tusinde kroner det strækker vel ikke langt til sådan en fornøjelse.

Jensen svarede ikke.

Hvad eftersyn er der egenlig med hans regnskab? spurte Herta.

Der er et udmærket eftersyn.

Hvoraf ved du, det er udmærket? Det er nogle 144af hans gode venner, der ikke bryder sig om at se noget.

Jensen nynnede stille motivet i den store duet mellem Siegfried og Brünhilde.

Han er ligesom andre mænd, tænkte Herta; — han vil ikke regne, hvad hans kone siger. Det skal man altså ligefrem lære ham.

Må jeg se den avis, du købte, da vi kom ind? spurte Herta da de sad i toget.

Han rakte hende den lille avis, stadig nynnende.

Det var nok det jeg syntes, sae Herta. — Har du læst om den kassemangel, de har opdaget i Vejlkøbing?

Nej, sae Jensen uinteresseret. Det var ham øjensynlig imod at afbryde sin nynnen for at sige nej.

Så skal jeg læse den for dig.

Herta læste; det drejede sig om hundred tusende kroner.

Tja, sae Jensen og gabede, da Herta var færdig.

Ja de ligner hinanden den slags historier, sae Herta. — Bestyrelsen havde absolut tillid til direktøren; ingen anede, at han var en bedrager. Sådan siger bestyrelsen. Men folk snakkede om ham; han havde en flot villa, han holdt piger, og han spekulerede. — Vor direktør lever også over ævne.

145

Han spekulerer da ikke.

Antar du, men du ved det ikke. Nå, han har jo heller ikke så mange penge at råde over som en formand for en sparekasse. Det er uheldigt, at der aldrig er nogen kvinder i sådan en bestyrelse.

Det kommer nok, sae Jensen smilende.

Det tror jeg ikke. Mændene har det altfor godt sammen; de griner sammen, og har det så morsomt, og de tror hinanden, så det er rørende. Hvis der bare var en fornuftig kone med, så vilde der altid være mistro, og der vilde ikke blive nær så mange snyderier, som der er.

Vilde du udelukke de ugifte kvinder fra den slags bestillinger?

Ja, hun må ha et hjem, det blir en kvinde mere skarpsynet af, hvis der ellers er noget ved hende.

Ja og så det at hun har en mand, det gir hende et ganske anderledes kendskab til manden, sae Jensen og lo.

Akkurat. Det du dær siger, er mere sandt end du selv tror.

En dag Herta gik forbi direktørens kontor, hørte hun en fremmed stemme der inde foruden Jensens og Noachs. Den fremmede stemme var i 146færd med at telefonere til hotel harmonien, kunde Herta forstå. Det lod til, at han vilde gi frokost til de to andre.

Bøf, hørte hun ham råbe, — bøf med løg, det kan man altid få; det behøver De ikke at fortælle mig unge mand. — Der blir altid så meget siddende mellem tænderne, forklarede han de andre. Så har man den ulejlighed at pille det ud.

Å, skidt, sae Jensen; — det kan De jo la blive siddende til Deres arvinger.

Ha ha, brølede manden, — ja det blir nok også det eneste, jeg efterlader mig.

Han kunde i nogen tid ikke telefonere for latter.

Hvad er det, De siger? Flæskesteg? Hvad synes De, direktør?

Jeg synes, at de ny agurker er for små, og de gamle for sure.

Hør, unge ven, brølede manden ind i telefonen, — Deres sure agurker er for små. — Nu siger han noget igen. Hold kæft med Deres forfærdelig, grineri, Jensen, De griner Dem sgu en kortslutning til. — Nå, hvad er det så De siger, der inde i den anden ende? Ja men De må sgu ikke grine med selv; det har vi nok af her. Aha, kyllingesteg — vil De nu se, de tar ham alvorlig, Jensen.

Kyllingesteg, sae direktøren; — det er det højtideligste, 147jeg længe har været med til. Ja lad os holde os til kyllingestegen.

Direktøren ønsker at holde sig ved kyllingerne, råbte manden ind i telefonen. Tror De ikke, han blir fedtet om fingrene?

Dem kan han jo slikke af, foreslog Jensen.

Godt, sae manden ind i telefonen, — så kommer vi om en times tid. — Og slikker fingrene af, sluttede han, da han hængte røret op.

Herta så sig om; mon nogen havde set, at hun lyttede. Hun havde aldrig hørt mage, Mænd kunde såmænd være vrøvlede nok, men når man kom til at høre dem, uden at de vidste af det, så var de da helt umulige. Og hvem mon den fremmede var, der talte så gammelkendt til hendes mand? Mon en af samme slags som direktøren? Å, hvad mon Niels Peter kunde vrøvle sig ind i for affærer i sådan et øjeblik? Han tog altså ikke det ringeste hensyn til hendes advarsler.

Et kvarter senere kom Herta ned på kontoret for at tale med sin mand. Hun vilde gærne ha de tørrepæle, som han havde lovet, hvis han ellers havde tid. Han gik straks med, han havde virkelig helt glemt det. Herta blev forestillet for den fremmede, en tyk, vulgær person, der så langt efter Jensen, og tog hatten meget dybt af for Herta, da de gik.

Han sae noget til direktøren, da døren var 148blevet lukket, formodentlig sådan noget som: stram dame. — Herta var ikke helt stolt af at hente sin mand, men det var nødvendigt; han var så usikker endnu, og Noach var en bedrager. Det kunde hun se på hans blik. De veg altid for Hertas øjne; han vidste hun havde opdaget ham; måske var han også bange for hende, endskønt en mand som han regnede vel ikke kvinderne for ret meget.

Jensen kom ikke med til frokosten. Da han kom ind efter at ha sat de ny tørrepæle ned, sae Herta, at hun havde lavet lidt tidligere middagsmad, da han nu alligevel var hjemme, og om han havde noget imod det? — Hun blev forbavset over, at han ingen indvendinger gjorde; han så ikke en gang gnaven ud. Han var en stor, god dreng.

I den følgende tid fik Herta andet at tænke på; den sommer fødte hun sit andet barn. Jensen var endnu mere glad for numer to, men ud på efteråret blev han alvorlig og tavs, og når Herta spurte, hvad der var i vejen, undveg han så vidt muligt hendes spørsmål. Herta gættede straks, at det var direktør Noach, der var årsagen. Hun måtte så til at tænke på andet end sit barn; hun forhørte 149sig om, hvad der blev sagt mellem folk om direktør Noach, og hun fik en del at høre, der gjorde hende urolig. Og så måtte hun til at tale med sin mand, da det lod til, at han ikke vilde tale med hende.

Når det nu går galt med direktør Noach, sae Herta en aften, da børnene var kommet i seng, — så er du nærmest til at blive direktør.

Hvad, sae Jensen overrasket. — Det har jeg aldrig tænkt over.

Så er det nu på tiden at tænke over det.

Hvad ved du om, at det går galt med direktøren?

Ja du skal naturligvis ikke betro din kone sådan noget, men det er det, du går og tænker på.

Ja folk snakker meget om ham nu, men — —

Sig mig, sae Herta idet hun så hurtigt hen på ham, — du er vel ikke i med direktør Noach i noget som helst?

Nej selvfølgelig ikke.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulde tro, blev Herta ved, du har gået og skjult så meget for mig det sidste fjærdingår.

Du kan godt stole på, hvad jeg siger, Herta, svarede han og så på hende, — men jeg vilde ikke gøre dig ængstelig, og jeg ved desuden ingenting — —

Det er måske lidt flovt for en mand, at han 150skal gi sin kone ret i noget, der er så vigtigt. Er der nogen bestemt mistanke mod ham?

Jeg har hørt, at bestyrelsen ikke ved, om den skal la foreta en undersøgelse.

Å nej, udbrød Herta og sprang op, — det er dog storartet! Det er bare fordi det er mandfolk. Havde jeg været med, så skulde de ikke ha fået fred, før det hele var blevet undersøgt.

Jensen så på hende med store øjne, men han smilede ikke. — Der må jo komme en undersøgelse; værket kan ikke være tjent med, at der går al den snak om dets direktør.

Må komme, gentog Herta; — hvis jeg var mand, vilde jeg ikke nøjes med en sådan forudsigelse; jeg vilde gøre alt, hvad jeg kunde for at få undersøgelsen i gang. Og får han lov til at blive der altfor længe, så går værket måske fallit.

Jeg skal snart få fat i noget andet, Herta; det skal du ikke være bange for.

Det er ikke det, jeg tænker på. Men her, hvor de kender dig, kunde du blive direktør; andre steder vil de synes, du er for ung.

Jeg behøvede just heller ikke at blive direktør, sae Jensen spagfærdig.

Det vilde da være meningsløst ikke at benytte den udsigt, der er.

Jeg synes ikke, Herta, at jeg i min alder har lyst til at ha det ansvar på mig.

151

Jeg tror du vilde ha godt af det.

Hvordan det?

Jo du vilde blive nød til at ta det hele lidt mere alvorligt.

Du synes jeg nyder livet altfor meget, med kammermusik og rejser til københavn?

Ikke så meget det. Men du ler af alting; jeg ved ikke, hvordan det er du har det. Ja jeg har også kendt en del forretningsmænd, Niels Peter...

Jeg forstår dig ikke rigtig, Herta.

Det kommer nok. Da jeg begyndte at tale om direktør Noach, forstod du heller ikke det.

Nå ja, med ham er der jo ingenting sket endnu, så det er vel lovlig tidlig at — —

Da måtte Herta le. Vilde han virkelig gribe efter sådan et halmstrå for at få ret over hende endnu et par dage?

Hvad ler du af, Herta?

Herta svarede ikke. Det er altid et fremskridt, når en mand spør, hvorfor hans kone ler, i stedet for at være lige glad.

— En måned efter var direktør Noach arresteret; underskudet var på halvtreds tusinde kroner. Herta var så solid en kvinde, at hun kunde bære sin triumf med sindsligevægt. Jensen fortalte om hendes skarpsyn til alle, han talte med, og Herta sae i den anledning: Det er ikke nødvendigt at rose mig så meget. — Men ved sig selv 152tænkte hun: det er heller ingen skade til, at folk ved, at den ny direktør har en fornuftig kone.

Niels Peter Jensen var kun tredive år, da han blev direktør for savværket. Han begyndte sin virksomhed med en længere forretningsrejse til udlandet, og det første, han gjorde, da han kom hjem, var at træffe forberedelser til et stort selskab. Herta kunde ikke styre ham; den halve by skulde med.

Det blev et meget muntert selskab. Ved bordet fortalte Jensen om en vaskerkone i Berlin, som han var kommet til med sine snavsede flipper. Han kunde ikke begribe, hvad det var hun vilde gøre ved hans flipper, han forstod bare, at det var noget ekstra elegant, indtil det endelig gik op for ham, at det var, om han vilde ha glans i flipperne. —Ja vel skal det være med glans, sae han så; — imorgen skal jeg ud at spasere på „Unter den Linden“; glans må der til. — — Aldrig havde Jensen hørt en vaskerkone le som hende med glansen. — Også gæsterne lo over Jensens historie og Herta spurte sig selv, hvad morsomt der dog var ved den.

Fortæl noget om hvad forretninger du gjorde, foreslog hun.

Men Jensen var altfor højt oppe til det. Han kom i varm diskussjon med nogle andre mænd om kærligheden; hans modparter var tvivlere, og 153Jensen blev ivrig; han bøjede sig helt bort fra sin plads og hen imod dem; dær sad han i alt sit skæg og hår; Herta havde ikke nået at få ham drevet til barberen endnu; der stod en ustyrlig frodighed af ham, og han undså sig ikke for i sin bevisførelse at nævne sin kone den ene gang efter den anden.

Midt for bordet sad Herta, rank og lidt mere stiv end ellers, med mindre end et smil på sit ansigt, der var stærkt belyst af den elektriske lampe. Hun var blevet lidt blegere og smallere i ansigtet det sidste år, og det klædte hende. Hun så ikke efter sin mand, men da Jensen endelig fik sig rettet igen, rød i hodet af bevisførelsens hede, da måtte Herta smile. Selv den værdigste kone kan ikke bare sig for at le, når hun over for sig selv eller en anden kone skal udtale sin oprigtige mening om sin mand.

Herta tænkte: Mændene er nu en klasse mennesker, som det ikke er næmt at ta helt alvorligt.

154

Herta drejede om ad den vej, der førte fra hovedgaden hen til savværket. Fra den anden ende af vejen kom Jensen hende i møde i følgeskab med en kone, hun ikke kendte, formodentlig en af arbejdernes koner. De talte ivrigt sammen og lo en gang i mellem. Konen så fattig ud i tøjet og var bleg og mager, som om hun lige havde rejst sig fra en sygdom. Herta gættede på en lige overstået barnefødsel, men humør manglede hun ikke, og Jensens afsluttende bemærkning måtte være endnu morsommere end det andet han havde sagt, for hun måtte stå stille og le; hun lo mer end hun havde godt af, men sådan noget tænker folk vel ikke på. Jensen gav hende hånden til farvel og hun vendte om. Hun var altså fulgt med ham for at få en passiar; at hun havde bedt ham om noget, så det ikke ud til.

De passer sammen, tænkte Herta, — og en pige af samme slags som hende dær, men yngre og lidt kønnere, vil en dag komme og ta ham fra mig, et groft og glad pigebarn med et humør, der svarer til hans; det er umuligt andet, end han en 155dag vil løbe på sådan en; hun vil ikke betænke sig, og han vil vist uden større betænkelighed gi efter. Det selskab er hans selskab. Han forstår at passe sig til efter dannede mennesker, men det er her, han hører hjemme.

Nå I havde det nok morsomt, sae Herta.

Niels Peter fortalte Herta, hvem konen var; hun var lige kommet op efter det sjette barn.

Nå, var det det hun syntes var så morsomt?

Sådan egenlig ked af det var hun vel ikke.

Hvad var det sidste du sae, der morede hende så meget?

Jeg spurte, om hun skulde ha dusinet fuldt, og det mente hun, efter alt hvad hun kunde skønne, at hun ikke slap for.

Betror de dig sådan noget?

De betror mig alting.

Herta anede en hel verden, hvor hun stod uden for og aldrig kunde komme ind. Men når hun så Niels Peters ansigt, havde hun lyst til at være med, hendes egen verden var fattig ved siden af denne; det var den samme følelse af savn og bitterhed, som hun allerede havde haft som barn, når hun så hvor glade andre børn kunde være, mens hun var uden for.

Herta vidste, at hendes stemme vilde lyde hård, når hun igen begyndte at tale; hun tog hans hånd for ligesom at bøde på det, idet hun sae:

156

Gav du hende ikke noget?

Nej ikke i dag. Hun bad mig heller ikke om det.

Men ellers gør du det?

Ja det er ikke så sjældent.

Ved du, hvordan de bruger de penge?

De bruger dem vel godt.

Hvis de i stedet for penge fik ting, de havde brug for, så var det måske nok så praktisk.

Ja, Herta, dær var jo et område for dig.

Men da Herta tav, sae han heller ikke mer om det. Han havde ligesom tilfældigt givet hende en ide, der var hende helt ny — Herta kendte ikke godgørenhed fra sit hjem, men han trængte ikke videre ind på hende, for at hun skulde gøre noget ud af den. Men for Herta var det noget så nyt, at det bragte hende ud af hendes sædvanlige ligevægt: det var næmt nok at sende sin pige med noget aflagt tøj hen til en fattig familie, men Herta vilde ikke dække sig bag sin pige; hun vilde gå selv, og hvordan skulde det gøres, hvordan vilde de ta det, og hvad kunde der ellers følge efter?

Det er dog storartet, tænkte Herta irriteret over sig selv, da pigen havde taget ud fra middagsbordet, — at man skal komme i oprør over sådan en simpel ting ligesom en lille pige, der skal ind til overlæreren for at bede om en taske, hun har glemt.

157

Herta gik ud til pigen, der gjorde lørdagsrent i køkkenet:

Lad mig få den anden gulvspand, så skal jeg ta sovekammeret.

Pigen indvendte beskedent og forbavset, at hun kunde godt selv overkomme det, men fruens udstrakte hånd var en tavs befaling, der måtte lystres; pigen hængte spanden på, og Herta gik.

Herta nød at vaske gulv; det bragte hende i orden indvendig. Hun havde desuden anden underholdning end arbejdet. Hun måtte værge sin spand og sin klud mod den treårige, der kom med den etårige ved hånden og vilde vaske med, og da de ikke kunde få lov, varede det ikke længe, inden de skulde noget, først den ene og så den anden og så den første igen. Herta overkom det hele med godt humør.

Da det var bestilt, klædte hun sig om og gik. — Nu blir der opstandelse, tænkte hun, idet hun bankede på døren til et af de små huse.

Nå, hvordan går det? spurgte Herta. — Min mand har fortalt mig, at De lige er kommet op.

Jo tak, sae konen lidt forlegen og så meget alvorlig på Herta. Hun stod og svingede med døren, som om hun ikke vidste, om hun skulde komme helt ud eller bede Herta ind.

Mon mit ansigt ser tilsvarende ud? tænkte Herta.

158

Jeg kommer for at spørge Dem, om De ikke vil ha noget børnetøj; jeg har selv en del, som jeg godt kan undvære.

Jo tak, fru Jensen, sae konen tøvende, — børnetøj kan man jo altid bruge, hvis det virkelig er sådan, at De kan undvære det.

Det var altså en lille tilrettevisning, tænkte Herta — men den var fortjent.

Har De ikke en, der kan gå med mig hjem og hente tøjet?

Jeg kunde jo selv gå med, sae konen. — Men jeg kan jo også la den ældste af pigebørnene gå med, føjede hun hurtigt til, som om hun havde læst misfornøjelse i Hertas blik.

Jeg gør nok et dårligt indtryk, tænkte Herta, mens konen kaldte ind i stuen. En pige på tolv, tretten år kom ud og nejede tavs og uden at se op.

Hvis der var noget mer, jeg kunde hjælpe Dem med, — — -------sae Herta.

Ja — tak, svarede konen usikkert. Hendes forsøg på smil var lige så mislykket som Hertas.

Nu kan vi jo se, sluttede Herta kort af; — farvel.

Konen fulgte med ud til stakittet og takkede endnu en gang.

Herta samlede børnetøj sammen. Det blev ikke 159til ret meget. Hun fandt gammelt tøj af sit eget og sin mands.

Har din moer forstand på at sy tøj om? spurte Herta.

Ja, svarede pigen og viste på sin kåbe, som var syet om af en gammel sommerfrakke.

Mon hun nu fortæller hjemme, at jeg har spurt hende ud? tænkte Herta.

Hun gav pigen rigeligt med tøj og gav hende noget at spise, inden hun gik. Barnet så underernæret ud, syntes hun.

Så satte hun sig ind i dagligstuen og tog fat på noget arbejde. Det var altså hendes første forsøg på godgørenhed. Det havde vist ikke gjort så megen glæde som det havde gjort gavn. Hun selv følte sig skuffet.

Jensen blev glad, men også overrasket, da Herta fortalte ham, hvad hun havde gjort den eftermid dag.

Tænk, at du kunde finde på det, men det var pænt af dig, Herta.

Du er lige så forundret over mig, som den kone var. Hun kunde heller ikke forstå, hvad der gik af mig. Men hvordan skal jeg få dem tøet op? Konen her stivnede fuldstændig, mens jeg talte med hende.

Du skal være lidt mere venlig. Du må 160se ud, som om du var glad ved at kunne hjælpe.

Det er jeg ikke endnu, Niels Peter, men jeg vilde gærne lære det.

Så undrer det mig endnu mer, at du kunde finde på det.

Jeg har lært det af dig, Niels Peter, og så er der også en anden grund: jeg vil ikke ligne min moer. Hun har, lige fra jeg var barn, indpræntet mig, at jeg skulde ikke være god mod dem, der stod under mig. Nej jeg vil ikke være som hun. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at min tilværelse ikke skal blive saa glædeløs som hendes. Hvad skal jeg sige til den kone næste gang?

Det er et underligt spørsmål, Herta. Du kan jo spørge hende til råds om et eller andet. Hun har fået seks børn og du kun to ... Eller måske du kan gi hende et godt råd. Jeg kan da ikke fortælle dig, hvad den ene kone snakker med den anden om.

Herta smilede: Tror du virkelig, det var faldet mig ind, at jeg, fru direktør Jensen, og den kone, er to koner, der sådan uden videre kan sætte sig ned og snakke med hinanden om børn og husholdning og den slags ting? Du må ikke tro, jeg er kommet så vidt endnu. Jeg har lært meget af min moer, som jeg endnu ikke har glemt.

Niels Peter Jensen tog sin kone om halsen og 161kyssede hende. Han vidste ikke, hvad han skulde svare.

Ja det er en skidt opdragelse, jeg har fået, sae Herta, — og den sidder godt fast; nu skal vi se, om naturen er stort bedre end opdragelsen.

Det er den, Herta, sae han; — det har jeg altid været overbevist om.

Å, hvad kunde du vide om det? Jeg kan i det hele taget ikke forstå, hvad du vilde med et hovmodigt pigebarn som mig. Nå, sae Herta og lo pludseligt, det er vist for risikabelt for en gift kone at spørge sin mand, hvad han egenlig vilde med hende.

Da Herta siden mødte den samme kone, så det ud, som om hun gærne vilde stanse hende og sige tak, men det blev ikke til noget, og en dag så Herta hende dreje om ad en anden vej som for at undgå at møde hende. Det kunde være tilfældigt, det kunde være af generthed. Herta bestemte sig til at gå lige hjem til hende. Konen lukkede selv op, og Herta gik denne gang uden videre ind.

Må jeg se Deres lille pige? spurte Herta.

Ja værsgo, sae konen; hun kunde ikke rigtig komme sig af sin generthed. Men et barn er et æmne, der kan gi to mødre noget at tale om, og Herta mærkede snart, at hun havde gjort et lykkeligt greb. Den lille var ikke helt rask, 162men fejlede tit et eller andet; hun fik vel heller ikke den pasning, hun kunde trænge til, mente konen.

De har for meget at gøre med de fem andre, sae Herta. — Men jeg skal sige Dem, hvad De kan. De kan la dem komme hen til mig, så skal jeg gi dem middagsmad; det vil gi Dem en del mindre at bestille.

Ja mange tak, svarede konen og så virkelig glad ud ved tilbudet, — men fem det er da — —

Lad De bare hele flokken følges ad, sae Herta og rejste sig. — I alt fald for i vinter. Så kan De også bedre pleje Dem selv. Det ser det jo nok ud til, at De kunde behøve.

Herta afbrød konens taksigelser ved at spørge, hvordan hun havde det med mælken. Hun selv plejede altid at drikke meget øl i den tid; det var det bedste hun kendte til at gi mælk.

Farvel, sae Herta ved havelågen, — og hvis De ikke synes, De har råd til at drikke dobbelt øl, så kunde jeg jo sende nogle flasker ned til Dem. De trænger også selv til det.

Bare de ikke vilde takke så meget, tænkte Herta. — Hun synes måske, det er en overdrivelse af mig, at jeg vil ha alle hendes fem børn til at spise hos os. Det er det vel også, men hun blev dog glad ved det.

Var det så ikke en overdrivelse? spurte Herta, 163da hun havde fortalt Jensen det ved aftensbordet. — Vil de folk ikke tænke sådan noget som: man kan nok mærke, hun ikke er vant til at være godgørende; hun er så forivret, at hun gør for meget ud af det?

Det tror jeg ikke, Herta, men derfor kan det alligevel være praktisk at fordele det lidt mer.

Nå; ja jeg skal nok få det lært. Hun er i alt fald det første menneske, jeg nogen sinde har gjort glad.

Du regner altså ikke mig med?

Dig, Niels Peter, kan jeg hverken gøre glad eller ked af det. Du er sådan som du nu en gang er, og det har jeg ikke megen del i.

164

Nu har vi alligevel strejken, sae Jensen ved middagsbordet. — Den begynder i morgen.

De er da heller ikke værd at ha med at gøre, sae Herta; — men det er bare, fordi du behandler dem for godt.

Hvis vi kunde gi dem mer i løn, så vilde jeg foreslå det for bestyrelsen, men det kan vi jo ikke.

Nej, selvfølgelig. De behøver heller ikke mer. Jeg så i går en hare hænge uden for køkkenvinduet hos Hans Nielsen.

Nå ja, hvorfor skulde de ikke ha haresteg en gang imellem.

Det fik vi ikke de første år, vi var gift; jeg syntes ikke, vi havde råd.

Det er heller ikke alle koner, der er så fornuftige som du.

Det er deres fejl, men det må de lære. Hvad vil du nu gøre?

Jeg skal underhandle med dem i morgen formiddag.

Gi nu ikke efter, Niels Peter. De kan ingen 165vegne komme med det, da det bare er en lokalstrejke. Gi dem tre dages betænkningstid, og tag så nogen andre.

Man vil dog nødig smide Folk på gaden, Herta.

De smider sig selv på gaden. De ved jo, at de må tabe. Å bare jeg var mand, men du er altfor skikkelig. Der er flere af dem, der får lige så meget som vi begyndte med.

Ja det er en dum strejke, sae Jensen alvorlig, — Og det er de to vi fik fra København, der har sat det i de andre.

Ja og dem skulde du ha vist væk straks, som jeg sae. Nu har de smittet de andre. Nej de fortjener virkelig ikke, at man har ondt af dem. Sig til dem, at du om tre dage sætter en annonce i avisen om ny folk.

Jeg vilde dog hellere vente lidt længere.

Hvor længe kan fabrikken da tåle at stå stille?

Jensen reiste sig uden at ha rørt anden ret.

Og så skulde du ikke gøre dig så meget kammerat med arbejderne, blev Herta ved; — det kan de ikke tåle.

Folk skulde gærne kunne tåle, at man behandler dem godt.

Ja det er sandt nok, men når der nu er visse folk, der ikke kan.

Du tar det altfor hæftigt, Herta.

166

Det er ikke noget svar. Sådan vilde alle ta det undtagen du.

Og nu kommer vinteren. Hvor får de så arbejde.

Det skulde de selv ha tænkt på. Det er da ikke dig, der skal sørge for dem.

Å Herta når folk vil deres egen ulykke, så har man en vis pligt til at tænke for dem.

Ja hvad får du så ud af det, tror du?

Det vil vise sig i morgen.

Ja og så skulde du sige det til dem, som jeg her har sagt; det må da være til at forstå. Jeg synes ikke, du skylder dem nogen hensynsfuldhed. Det, de her gør, er så dumt og hen i været, at de ikke er værd at snakke med.

Se på ham der, sae Niels Peter med et smil og viste på den mindste dreng, der nu var kommet til det stadium af sin middagsmad, at han begyndte at lege med den: en halv kartoffel var et skib, og en afgnavent flæskesvær sejlet.

Herta tog tavs fartøjet ud af fyrens hånd og ringede på pigen om at sætte ud af bordet.

Jensens forsøg på at tale med arbejderne gjorde ikke indtryk. — Det er hans kone, der står bag ved, sae de. Der var også en, der råbte det til ham. Han kom hjem med uforrettet sag.

167

Byens arbejderblad, der før havde været velvilligt mod direktør Jensen, vendte sig nu imod ham og hentydede til, at han hørte på dårlige rådgivere. Det var ikke til at misforstå, og det gjorde et stærkt indtryk på Herta.

Vi vil ikke være her længere, sa hun. Sig din plads op. Du kan sagtens få en anden.

Først må vi ha ordnet dette her.

Jeg mener selvfølgelig ikke, du skal rende fra det.

Nej men det er ikke til at klare nu. Jeg tog dem for hårdt den første dag; det kan de ikke glemme.

Du mener, det er min skyld, sae Herta roligt. — Den skyld kan jeg godt ta på mig. Blev de fornærmede, så er de ikke voksne mennesker.

De er ikke som vi. Der er en masse ærekærhed i arbejdere. De tåler ikke, at der blir sagt noget til dem.

Så må de lære det. Drengestolthed har jeg ingen respekt for.

Man må forstå, Herta, at der er mere af drengen i arbejderne end i os andre.

Nå, da synes jeg tvært imod, arbejderne må forstå, at de ikke kan blive ved at være drenge.

— — En uge senere var der antaget ny folk og savværket var i gang igen. Nogle af de gamle fik andet arbejde, andre rejste bort, 168men enkelte gik arbejdsløse. Herta så, hvordan nøden begyndte at vise sig på deres koner og; børn.

Er du ikke trykket af det ansvar, vi har overfor de folk? spurte Jensen.

Mændene har jeg ingen medlidenhed med, svarede Herta; — det er en lære, de vil huske til en anden gang.

— — En dag da Herta gik forbi de små huse,, hørte hun en stump af en samtale mellem to koner: Nej at hun skulde hjælpe os, det er der ingen, der tror. Han kunde måske gøre det, hvis han fik lov af hende, for der er ikke andet end godt i ham, men hun er ond, og det er hende, der driver ham frem.

Godt, tænkte Herta oprørt, — når I tror sådan om mig, skønt jeg har gjort så meget godt imod jer, så er det bedst, I får lov at blive i troen,

Som altid, når Herta var i det humør, søgte hun hjem til sin moer, hvor hun fik alt det medhold, hun kunde ønske sig.

— — Men det er jo glædeligt, sae moeren som slutning på sine meninger om arbejderne, — at din mand for en gangs skyld er trådt bestemt op, men det er han vel også blevet tvunget til af bestyrelsen. Men jeg under dem rigtigt, at de er blevet smidt på gaden.

Fru Henriksen lavede kaffe og sendte sin pige 169efter børnene; hun havde lige bagt kager, og der blev stor opdækning. Det var Herta påfaldende, hvor moeren kom i humør, efterhånden som hun fik talt ud, men jo længere Herta blev hos hende, des mere ilde befandt hun sig både ved hjærtelighed og ved opdækning, og hun var meget nedstemt, da hun gik hjem med et barn i hver hånd.

Man skulde tro, grublede Herta, at jeg virkelig var bestemt til at være ond. Folk vil ikke tro andet om mig, og de kan ikke forstå, hvad der går af mig, når jeg gør noget godt.

Moer sae den fireårige ved hendes højre hånd,

— moer dog.

Ja, min dreng, sae Herta.

Moer, sae drengen og så ud mod horisonten, — går der ikke gennem hele verden en stor grøft, sådan at man kan gå på kanten og se ned?

Nej, lille Oluf, verden er også på den anden side af det, du ser der ude.

Hvor stor er verden da, moer? Går den helt op til skyerne?

Herta slap sine egne bitre tanker for at snakke med sin dreng.

Lidt efter at de var kommet hjem, hørte Herta sin lille pige på seks år sige til en anden uden for havelågen:

Jeg vil ikke lege med dig, for du har træsko på.

170

Hvad var det du sae? spurte Herta og gik hen til hende.

Barnet så forundret op med sine fornuftige brune Øjne og gentog, hvad hun havde sagt. Hun var vant til at lystre og vidste ikke, at hun havde gjort noget galt, selv om moerens tone kunde tyde på det.

Herta kendte sit barn så godt som sig selv. Hun havde det samme sikre skarpe blik for huller og pletter og tykt rugbrød med tyndt fedt på; hun vidste lige så godt som Herta havde vidst det, at hvor alt det begynder, er der en dyb kløft, der skiller to helt forskellige slags mennesker, og da de er så godt skilte fra hinanden, kan det ikke være meningen, at de skal blandes.

Herta satte sig, tog barnet foran sig og sae: Ja men Ellen, synes du ikke, det er synd at sige sådan til den lille pige der ude? Hun kan jo ikke gøre for, at hun må gå med træsko, for det er hendes faer, der gir hende dem, og hendes faer kan heller ikke gøre for, at han ikke har lige så mange penge som din faer — — Og desuden, sluttede Herta, — kan den lille pige jo være lige så flink og morsom at lege med som en anden, der har støvler på, ikke?

Ja men moer, hun plejer da aldrig at komme 171her ind, og jeg troede heller ikke, jeg måtte lege med hende.

Har jeg sagt, du ikke måtte?

Nej, men jeg troede — — — Ja men mormoer vilde heller ikke synes om det, kom det triumferende.

Det sidder nok godt fast, tænkte Herta og lovede sig selv, at hun her efter vilde ha et øje med sin datters legekammerater. — Men jeg er ikke bedre selv; jeg vil væk herfra, når jeg får den utak, som jeg kunde ha forudset, og jeg gengælder onde ord med beslutning om at være ond.

Herta så Niels Peter komme ud ad gangdøren. Han puttede noget i munden; formodenlig havde han som sædvanligt været i kiksdåsen, eller i småkagerne.

Pludselig lød en høj, meget forpint barnestemme:

Faer, hvad spiser du, hvad faer?

Ellen sprang i et sæt ned fra sin gynge, der slog hvirvler i luften efter hende: Hvad er det du spiser faer; må jeg se?

Og om hushjørnet lød en mægtig, skønt kun fireårigs stemme: Må jeg også få noget?

På et øjeblik hang børnene om ham og undersøgte hans lommer. Pigebarnet, som havde de længste arme, nåede først ned til bunden af hans Jakkelomme; det viste sig at være noget af det vrøvl, der var bagt om formiddagen. Drengen, 172der så kagen i søsterens hånd, men ikke rigtig huskede navnet, råbte af fuld hals:

Faer, jeg vil også ha en lille sludrekage.

Men faeren værgede tappert for sig og væltede sine angribere om på grusgangen den ene efter den anden.

Nu vælter vi ham, råbte drengen og klamrede sig om det ene ben, mens Ellen skubbede bag på, og hele klumpen bevægede sig hen mod græsplænen.

Der skal lige så mange kræfter til at le som til at bære halvdelen af et klaver, og det varede derfor ikke længe, før Jensen lå i græsset med børnene oven på sig. Drengen vilde plyndre ham med det samme, men Ellen, som den fornuftigste, foreslog deling, og derved blev det,

Skal jeg ikke også ha en, spurte Herta og satte sig hos dem. To små hænder rakte hende hver en kage, den ældste kom først.

Moer, sae Oluf og klatrede op på hendes skød, — moer, — og han tog om hendes næse som et andet håndtag og drejede den, da hun så andre steder hen: — moer, hvor mange kager er der i hele verden?

Niels Peter, sae Herta, da børnene igen var gået til deres leg, — jeg går om til vore arbejdsløse i aften.

Hvordan tror du, de vil ta imod dig, Herta?

173

De vil måske vise mig døren, men det kunde jo være, jeg ikke lod mig smide ud. Deres børn skal i alt fald ikke ha lov at lide nød.

Ja, sae han og gav hende hånden, idet han skulde til at gå, — jeg vilde ikke holde af at gå hen til dem, men det kan jo være, at du kan bedre.

I det første hus kom Herta slet ikke ind. Konen mødte hende uden for og fortalte på Hertas spørsmål, at de fik hjælp af sagfører Olsen, — og selv om vi ikke fik det, sae hun, så vilde min mand ikke finde sig i, at vi tog imod noget af Dem, fru Jensen.

Nej når han hjælper Dem, svarede Herta rolig, — så er det jo overflødigt; han har tilmed bedre råd end vi.

Ja det ved jeg ikke noget om, hvor godt råd han har, sae konen.

Det er for resten ikke mig., De skal være vred på, sae Herta barsk, — men Deres mand. De kan takke hans dumhed for, at De nu sidder sådan i det.

Konen rykkede baglæns, og det begyndte at trække om hendes mund.

Farvel, sae Herta.

Konen i det næste hus modtog Herta med megen underdanighed, da hun kom ind. Herta kendte hende og vidste, at hun havde et dårligt 174ry på sig. Hun tog med tak mod Hertas tilbud om hjælp og nedbad Guds velsignelse over hende.

Lad os ikke nævne Guds navn for så lidt, sae Herta .. Men konen kom til at græde, da Herta sae til hende om at sende børnene op til hende og få middagsmad; den gråd lød mere naturligt end det andet.

Jeg fik hende dog til at la være at skabe sig, tænkte Herta, da hun gik.

I det tredie hus var det manden, der tog imod hende: Hvad ønsker fru Jensen? spurte han med spottende høflighed.

Jeg vil gærne vide, hvordan De har det, Jens Hansen.

Vi har det sådan som det er lavet til for os.

Som De selv har lavet det til, mener De.

Var der så mer, fru Jensen ønskede?

Herta mærkede, da manden kom nærmere, at han havde drukket. — Ja jeg vilde hjælpe Dem lidt, indtil De får noget andet arbejde.

Det skal De ikke gøre Dem nogen ulejlighed med; vi får af hjælpekassen.

De kan ikke leve af hjælpekassen, og De kan heller ikke forsvare over for Deres kone og børn at sige nej til min hjælp.

De har nok alligevel ondt af os, nu da De ser, hvor galt det er gået.

Ja af Deres familie, ikke af Dem selv. De vidste 175jo, hvad De gjorde, og De kunde sige Dem selv, at De måtte tabe den strejke.

Ja vi ved jo nok, hvem der stod bag ved, den dag vi skulde forhandle med direktøren.

Herta gik lige ind på hans brændevinsånde: Hvordan kunde gamle fornuftige folk komme i tanker om at høre på de her to forrendte københavnere, som bare kom her ned for at drive med deres arbejde og lave spetakler? For dem var det hele bare en fornøjelse, og de stak af igen, da den leg var forbi, men De, Jens Hansen, og de andre, der ikke var klogere, De sidder nu tilbage med svien; Deres fornøjelse har ikke været nær så stor. Ja synes De selv, De har båret Dem ad som voksne mennesker?

Værsgo, sae Jens Hansen med lav stemme og flyttede sig fra døren; — konen er der inde; De kan godt gå ind.

Døren stod halvt åben; bag ved sad Jens Hansens kone og græd.

Det var Herta ikke forberedt på. Som sædvanligt når hun var ved at blive overrumplet af en stemning, gjorde hun sig i øjeblikket mere hård, end det egenlig var hendes mening.

Sad De her, sae hun. — Det tænkte jeg ikke på. Havde jeg vidst det, så havde jeg ikke talt sådan til Deres mand. Men jeg sae jo ikke andet, end hvad der var sandt.

176

Det ved jeg godt, svarede konen. — Det er også det, jeg har sagt til ham, men det er alligevel hårdt at høre på, især når vi har måttet undgældt så meget for det og endda ikke er færdige.

De to kvinder så på hinanden og opdagede samtidigt, at de begge to var med barn.

Herta havde som så mange mødre, længsel efter et lille barn, nu da de andre voksede til, og hun glædede sig til nummer tre. For hende var det en tilvækst i lykke; for den anden tilvækst i nød og i dagligt besvær.

Og nu har manden begyndt at drikke, sae konen, — igen, føjede hun til efter nogen betænkning.

De skal ikke være ked af det, sae Herta; — jeg skal hjælpe Dem, til De er kommet over det, og bag efter skal jeg se at skaffe Dem arbejde. De skal i alt fald ikke komme til at lide nød.

De to koner sad en tid og talte sammen; børnene blev kaldt ind, og Herta så på dem på sin korte kritiske måde. Konen syntes hun måtte gøre undskyldninger for deres tøj.

Det er nok snarere maden, det er galt med end tøjet, sae Herta — men det skal vi nok komme over.

Det er også forfærdeligt at se på, at ens børn skal gå og sulte, fordi manden finder på tossestreger med at lave strejke, som der ingen mening er i.

177

Nej men det er fordi mændene endnu regerer verden, sae Herta; — det er de ikke nær så dygtige til, som de selv tror.

Da Herta stod ude i sit køkken og varmede vand til børnene, hørte hun råb inde fra spisestuen, og lidt efter kom de begge to stormende gennem entreen. En af dem, formodenlig den yngste, brasede med et knald mod køkkendøren; han havde vel i sin iver ikke opdaget, at den var imellem. Herta skyndte sig at lukke op.

Ved du hvad moer, råbte Oluf og holdt sig på panden, — ved du hvad? Der kryber en underkop inde i vinduet.

En underkop? sae Herta.

Ja moer, stemte den anden i, — der kryber virkelig en underkop inde i vinduskarmen.

Herta måtte med ind og se: Men det er jo en ædderkop, børn.

En ædderkop, gentog den mindste, det var ham, der var ophavsmanden til det gale ord.

Å, sae Ellen og vred sig ærgerlig, — jeg vidste da også godt, at det hed en ædderkop.

Kom så; sae Herta, — nu skal I i ballen.

Vi skal da ikke i seng endnu, sae Oluf opskræmt ved den tanke.

Først skal I i ballen, og så skal I i seng.

Ja men klokken er da ikke otte endnu, moer.

Jo den er endda lidt over otte.

178

Ja men moer, i går aftes var vi da længere oppe.

Nu skal du tie stille, Oluf; ellers blir jeg vred.

Oluf tav, men da han havde spekuleret lidt, sae han: ja men hvis klokken nu havde været syv, så skulde vi da ikke ha været i seng.

Nej men den er også otte.

Ja men klokken syv vil jeg skam ikke i seng; det vil jeg skam ikke, for det kan ikke nytte noget, for det vil jeg bare ikke. — Og så videre; det var en form for protest, som han kunde brodere over i fem minutter, når han først kom i gang.

Men han glemte sine indsigelser, da han fik øje på den ny sinkballe, der var blevet anskaffet Han foer hen og greb fat i den med begge hænder: Moer, denne her skal jeg i ballen i. Skal jeg ikke?

Jo, sae Herta, — den er til dig.

Og inden hun kunde hindre det, var drengen entret op i den og havde sat sig i det kolde vand, der allerede var hældt i.

Men dreng dog, sae Herta og fiskede ham op, trak strømper og bukser af ham og satte ham op på køkkenbordet: Nu blir du dær.

Hvor længe skal jeg blive her, moer?

Til jeg tar dig.

Ja men hvis du nu glemmer at ta mig, skal jeg så også blive her?

179

Niels Peter kom ud og hjalp til. Varmen fra den lille petroleumskakkelovn og gasblussene fyldte godt i køkkenet, og da begge børnene var klædt af, begyndte deres sædvanlige lørdagaftenleg: de løb rundt om ballerne, og deres faer sad i en krog og gav dem et smæk bag i, når de kom forbi. Pigen var noget ømskindet, men Oluf kunde tåle en del; kun når det blev altfor stærkt, vendte han sig indigneret om og sa:

Du må ikke slå så hordt, faer.

Så kom badningen og siden protesterne mod at blive taget op igen. Niels Peter samlede børnene i sine arme, efterhånden som Herta tørrede dem af.

Jeg vilde ønske, jeg havde sådan ti, sae han.

Ja så blev du da nød til at anskaffe dig et par koner til, mente Herta.

Oluf kom først i seng; han sov allerede, da Ellen blev lagt ind. I det hele taget varede børnenes snak aldrig længe lørdag aften; de var trætte af badet.

Da jeg var barn, sae Herta, efter at der var blevet stille i sovekammeret, — og forresten også da jeg var ung pige, syntes jeg det var en selvfølgelig ting, at vi var velhavende. Nu nyder jeg det ikke med nær så rolig en samvittighed.

180

Jeg kan hilse dig fra en gammel bekendt, Niels Peter, sae Herta en eftermiddag hun kom hjem fra nogen ærender. — Kan du huske Jens Hansen, der var på savværket.

Jo, hvad er der blevet af ham?

Han er på fattigvæsenet. Jeg talte med ham på gaden.

Hvad sae han?

Han bandede noget over sin kone, der ikke vilde leve sammen med ham mer, men så spurte jeg ham, om han syntes han var værd at ha gående, når han ingenting bestilte, og det gav han mig da også ret i. Jeg har selv rådet hans kone til at søge skilsmisse.

Han kunde ha været på savværket endnu.

Ja, men han duede jo ikke stort, da han var der, og drak allerede den gang. Der skulde bare et lille skub til, for at han skulde ende på fattigvæsenet.

Men det er ikke rart, Herta, at ha været den, der gav det lille skub.

Ja Niels Peter, det er jo underligt at høre en mand tale sådan og om en anden mand. Nå, en kvinde knækker vel heller ikke så let. Madam Hansen er meget godt stillet nu. Men mændene tåler vel mindre; de har deres æresfølelse, og deres spiritus. Kvinden har ikke meget at gøre med nogen af delene. Og det er somme tider godt for hende.

181

Hvordan var han ellers tilfreds?

Han havde det såmænd bedre, end han nogen sinde har haft det, han fik bare for lidt skråtobak. Så sae jeg, han kunde gå hen i min faers butik og forlange en rulle hver måned. Det blev han meget glad for. Han var virkelig rørt, da han sae farvel.

Alt det synes jeg ikke, der er megen ærekærhed i, Herta.

Nej men da faer i sin tid tilbød ham noget jordarbejde, da sa han nej tak. Det var vel ikke fint nok. Han kan bedre ta imod skråtobak. Men det var godt jeg fandt ind til hans kone den aften, Det er mig en trøst at se, hvordan hun har rejst sig.

182

Herta og Jensen sad inde i en restaurant på et københavnsk hotel og spiste til aften. De havde været til konsert og skulde først hjem næste dag.

Ved et andet bord sad fire mænd og spillede kort. Den ene vendte ryggen til; den stod ud imod dem som en rund stejl bakke; oven over sås en fed håret nakke med en rulle fedt halsskin ud over flippen. Han var meget ivrig og højrøstet, og når han skulde til at slå i bordet, så man hans ene næve stige til vejrs i højde med hans højre øre, og straks efter kom braget mod bordpladen. Lige over for ham rejste sig panden og øjenbrynene af en anden spiller; når han drak, steg hans næse op over den førstes isse. Så var der to profiler, den ene glatraget og alvorlig, han tabte hele tiden, og en med meget skæg og hår; når han spekulerede, trak han øjenbrynene ned og overskægget op, så at hans næse næsten forsvandt i hårduske. De trumfede hårdt i bordet og lo meget, men den glatragedes latter lød ikke naturligt; han grinede på en egen mekanisk måde, som havde han et 183sted i halsen en mekanik, der virkede stærkt, men meget kort; han holdt lige så pludselig op, som han begyndte.

Det er nogen handelsrejsende, sae Herta, og dermed havde hun sagt, hvad hun havde at sige om dem.

De morer sig godt, sae Jensen og fik et glimt i øjnene, som Herta kendte så godt.

De spiste i tavshed. Klokken blev halv ti, inden de blev færdige, og de var enige om at gå i seng straks, for de var trætte begge to, og Jensen havde forretninger at besørge næste formiddag. Men han kunde ikke få øjnene fra de fire. Han smilede, når de lo særligt højt.

Det er et farligt spektakkel, sådan fire mandfolk kan lave, sae endelig Herta og skænkede te.

Ja, svarede Jensen, — det er godt, at ikke alting går på gummihjul. Nå, nu tror jeg, at jeg vil tænde mig en cigar.

Det fandt Herta rimeligt og undlod derfor at svare.

Jensen rejste sig under påskud af, at han trængte til at strække benene. Det er alligevel næsten for tidligt at gå i seng endnu.

Herta så på ham. Ingen kan sådan måle et andet menneske med øjnene, som en kone kan måle en mand, der siger sig selv imod og pludselig vil noget helt andet end før. Herta så på Jensen, 184sådan skråt fra siden uden at dreje ansigtet altfor meget.

Jensen lo over hele ansigtet som en dreng, der er opdaget og skønner, at stillingen kun kan reddes ad humoristisk vej.

Da måtte Herta smile: Nå du vil altså gærne i kast med de fire dær.

Ja, sae Jensen meget højt. Et par øjne steg til værs over en genbos lådne hoved og tog syn af ham.

Jensen gik efter mer øl og kom forbi de fire. Ham med den opstigende næve fangede Jensens blik og sae:

De ser ud, som om De gærne vil ha en aksje med.

Ja — men det kan jo ikke la sig gøre, ser jeg.

Den glatragede rejste sig, bukkede skævt og bistert mod Jensen og tilbød ham sin plads; han var søvnig næmlig.

Jensen gik tilbage til Herta og forklarede sig.

Jeg har nok hørt det, sae hun. Mor dig godt Jeg går i seng.

Idet hun gik forbi de tre, sprang de op og bukkede. Deres stoleben skreg hen ad gulvet.

Herta gik op på deres værlese og begyndte at klæde sig af. Der nede trumfede de og slog i bordet, ikke mindre end før. Og latteren fik fornyet kraft. Det er Niels Peter, tænkte hun. — 185Han har fundet sine folk. Jeg har kun hans respekt; hans livslyst går andre steder hen. Hvor længe kan han blive ved at gå uden at finde den pige, der passer til ham?

Klokken var halvtolv, da Jensen kom op. Han var meget oprømt, men ikke beruset. Da han så at Herta var vågen, begyndte han at fortælle. Herta rejste sig op på en albu, mens hun hørte efter.

Hvor du ser lykkelig ud, sae hun til sidst. — Man skulde snarere tro, det var et stævnemøde, du kom fra, end kortspil.

Nej, jeg kommer netop til stævnemøde, sae han og bøjede sig over hende og kyssede hende.

Å du er tosset, sae Herta og smilede som en moden kone gør, halvt forelsket, halv overbærende.

Da Herta kom ned til frokosten, fandt hun sin mand i munter samtale med en af de tre fra om aftenen. Jensen præsenterede: proprietær Bertelsen.

Ja tænk, lille frue, sae Bertelsen, — vi er næsten bysbørn, Deres mand og jeg; jeg bor kun en mil fra Deres by, og jeg har ikke opdaget ham endnu; det er ikke til at forstå. Men nu har jeg også slået en klo i ham, kan De tro.

Hvor meget vandt De fra ham? spurgte Herta. — Min mand plejer nemlig, når han spiller l'hombre, at more sig så godt, at han glemmer at passe sine kort.

186

Tal ikke om det, fru Jensen; Deres mand har gjort en glimrende forretning med mig; det er en leverance af fyrrestammer til hans savskæreri. Han får dem altfor billig. Gør De ikke Jensen?

Å jo det var så mænd meget godt køb.

Jo Deres mand er fiffig, fru Jensen; at han vilde med i kortspillet, det var bare et påskud. Jo han er fiffig; han er en ren Bondefanger og han klappede sin ny ven på ryggen.

Herta blev hurtig træt af den humoristiske tone og lod mændene være ene om den.

Vi ser Dem måske snart hos os, hr. Bertelsen, sae Herta ved afskeden.

Det gør De fru Jensen; De kan være ganske sikker på at ha mig rendende nu for eftertiden.

Proprietær Bertelsen har været her, sae pigen, en eftermiddag da Jensen og Herta kom hjem fra en tur; — han spurte, hvornår han kunde være sikker på at træffe direktøren hjemme.

Så må jeg hellere sende ham et par ord, sae Jensen og gik ind på sit kontor. Lidt efter da Herta kom ind, fandt hun følgende brev liggende åbent på hans skrivebord:

Kære Bertelsen!

Deres fingeraftryk er i dag blevet konstateret på en køn piges hals og kinder. I den anledning 187opfordres De herved til at gi møde på min bopæl Tirsdag aften klokken otte, for at vi kan afgøre sagen i mindelighed.

Pigen vil være til stede, men vogt Dem for at hengi Dem til yderligere berøringer.

N. P. Jensen.

Det brev vil du da ikke sende afsted? spurgte Herta.

Jo det vil jeg rigtignok. Det vil more ham.

Hm. Ja så må det altså være morsomt. Det er bare mig, der ikke forstår mig på det.

Det er nu godt, at ikke alle mennesker er så nøgterne som du, Herta,

Ja Niels Peter, manden kommer til dig om en eller anden forretning, og saa sender du ham en dårlig vittighed til svar.

Ja men kære Herta, sae Jensen leende, en god vittighed er netop en udmærket indledning til en forretning.

Nå ja, det er jo heller ikke noget at spille så mange ord på, sluttede Herta og gik ud til sit.

— Tirsdag aften ved ottetiden hørte Herta nogen vældige lattersalver ude i entreen. Det var altså proprietær Bertelsen; de fik dårlig sagt godt aften, før de begyndte at le.

Hvor er pigen? hørte hun Bertelsen spørge.

188

Jeg tør ikke slippe hende ind til Dem endnu, svarede Jensen; — De er altfor ubehersket.

Det lader virkelig til det, tænkte Herta, — men jeg synes at min egen, han har det noget lignende.

De var meget forleet og røde i hodet, da de kom ind. Bertelsen gjorde sig med anstrengelse alvorlig, da han bukkede dybt og hilste, men så snart han og Jensen kom til at se paa hinanden, kunde de igen ikke dy sig; de var som to store drenge, der forgæves søger at efterkomme en advarsel.

Nå, direktør, begyndte Bertelsen meget formelt, — det var ellers en større historie, jeg vilde snakke med Dem om.

Nå, sae Herta. Det lød som et rask lille piskesmæld.

Vi kan godt blive her inde, sae Jensen; — jeg har ingen hemmeligheder for min kone.

Ha ha ha, det må jeg sige, De er sgu idealet af en ægtemand. Tror De også, det er sandt, fru Jensen?

Jeg antar det.

Det er m—hageløst. Havde Danmark mange slige ægtemænd — — hvordan er det, jeg synes jeg har læst eller et andet sted. Å gi en sigar, savskærer.

Værsgo. — Jensen satte leende en kasse frem. Forretningen syntes han ikke at tænke mer på.

189

Hvad er det for et mærke? Nå — fimsos superiores. Ja undskyld, fru Jensen, men det er spansk. Jo, den svarer godt til sit navn.

Ja jeg bruger den til at fordrive besværlige gæster med.

Ha ha ha, det skal De ingen glæde få af.

Proprietæren blev pludselig alvorlig, da pigen kom ind med whisky. Han snoede alvorsfuldt sit overskæg, spandt det ud til en lang tynd tråd, slap den og snoede for fra, imens han skelede til pigen, der ikke så op. Jensen kunde ikke bare sig for at le.

Var det hende? hviskede Bertelsen og sparkede til Jensen, så snart pigen havde lukket døren efter sig. — Ja det var en værre historie, hvad fru Jensen; De har vel hørt hvad Deres mand har gjort for en opdagelse!

Jo tak, sae Herta og smilede så meget, som en værtinde skal.

Ja men hør, De træmand, ta og gi en sigar, der er hel. Jeg kan tænke mig, at brække sigarer er et led i deres udstrakte godgørenhed, men jeg foretrækker nu af gammel vane en sigar, der ikke trækker ud af fire forskellige huller paa en gang.

Nå ja, værsgo, proprietær, ta en anden sigar og luk munden om. Jeg troede ellers, det var af hensyn til Deres astma, at De havde valgt Dem en med dygtigt træk i.

190

Ja ja, nu skal det være glemt og tilgivet. Skål, kære høvlspån. Ah, har De virkelig råd til at holde så god en whisky? Nej ser De, min gode træskomand, vi havde altså tænkt at starte en større trævarefabrik og imprægneringsanstalt lidt nærmere inde ved København. Selskabet er ikke dannet endnu, men vi vil foreløbig gærne vide, om vi må nævne Dem som direktøræmne.

Skal hr. Bertelsen selv være leverandør til den fabrik? spurgte Herta.

Akkurat. Det er mere bekvemt for mig. Jeg går fra savværket her, og så går han dær jo istykker alligevel, sluttede proprietæren og stak efter Jensen med en papirkniv, han havde fundet på bordet.

Blir det er en større bedrift end vor? spurte Herta.

Ja den gør; meget større.

Jo, sae Jensen, — jeg har længe haft lyst til at udvide mig — — —

Det kan De sgu også nok trænge til, De tomatpind, svarede Bertelsen og følte ham meget ublidt paa ribbenene. — De ligner jo mest en stang med en høvisk på. Kan De ikke få noget mere kød på kroppen af ham, fru Jensen? De må gærne ha mig og se efter.

Proprietærer er altid tykke, sae Jensen; — de er skabt til at rævne en gang. Det er derfor man bruger at sætte „knald“ foran.

191

Nu skal da også — sae Bertelsen og begyndte at gøre jagt på Jensen rundt om bordet. Herta reddede par stole fra at blive væltede.

Hvornår skulde den fabrik så begynde? spurgte Herta.

Ja det er sandt, fru Jensen, det var det vi skulde snakke om. De er da et fornuftigt menneske.

Jo når først selskabet er dannet, og direktøren er fundet, så skulde det ikke vare mer end et år, før vi kunde begynde.

Og du er jo bundet på et år ad gangen; er det ikke sådan.

Jo, jeg har altså en tre måneder, inden jeg behøver at sige op.

Mændene talte nu videre i forholdsvis alvor, men den varede ikke mer end fem minutter; så begyndte morsomhederne igen. Sådan gik aftenen.

Mens Herta var ude i køkkenet for at lave kaffe, hørte hun dem le ustanseligt. De tog vel oprejsning for den alvor, hendes nærværelse påtvang dem; den var såmænd i sig selv ikke meget trykkende.

Det viste sig dog, da Herta kom ind med kaffe og konjak, at de var nået så vidt som til at tale om grundplanen af fabrikken.

Inde i den varetægtsarrest, De kalder deres kontor, Jensen, ligger der vistnok en lineal og 192nogen store ark papir. Kunde de ikke hente dem her ind?

Herta skænkede kaffe, og proprietæren tegnede og forklarede.

Nå hvad synes De så om dette her? sae han og lae sin tegning hen foran Jensen.

Jo den er til et lille gx i det allerhøjeste.

Svar dog alvorligt på hr. Bertelsens spørsmål, formanede Herta.

Men nu var det igen forbi med alvoren for et stykke tid. Jensen arbejdede forgæves med konjakflasken, som han ikke kunde trække op. Proprietæren måtte slås med ham for at få flasken fra ham.

Sikken et knal det gav, sae han triumferende og viste proppen frem, da han endelig havde fået held med sig.

Ja det var en knaldprop, jeg havde nær sagt — prietær.

Herta studerede grundplanerne, mens mændene boksede. Hun reddede sin lysedug for det tilfælde, at de skulde vælte kaffen.

Mon det skal være direktørboligen? spurgte hun hen for sig; der var vel ikke videre udsigt til at få svar.

Bertelsen kom virkelig op fra gulvtæppet: Jo lille frue, det er direktørboligen. Ja undskyld, jeg var nødt til at gi Deres mand nogen klø; han 193er altfor næsvis af sådant et ungt menneske at være.

Jensen skænkede leende to glas konjak: Ja undskyld Bertelsen, hvor har De nu gjort af Deres kollega?

Hvadbehar?

Ja — jeg mener — — tolden vil jeg kalde den for ikke at såre Deres Følelser.

Uforbederlig, sukkede proprietæren; — nå skål, Deres bølle. Jo ser De, fru Jensen, nu sætter jeg mig hen i sofaen, så skal jeg forklare Dem min tegning. De må gærne rende ud og lege imens, direktør. Det dær er fabrikken, og dær skal imprægneringsanstalten være. Og dær skal De altså bo. Der blir et godt stykke have til — — —

Herta sad alvorlig midt i sofaen og havde en nogenlunde alvorlig mand på hver side. Der gik nogle minutter næsten uden løjer, mens planen blev gennemgået og drøftet. Mændene drak kaffe og dampede; Herta mærkede ikke røgen; hun var helt optaget af det andet.

Det ser meget godt ud, sae endelig Jensen.

Ja, sae Herta; — det er ikke det sværeste at lave en tegning. Men vil De ikke ha en kop kaffe til, hr. Bertelsen?

Å jo tak, fru Jensen, lad mig faa en lille porsjon bønnesuppe endnu. Ja undskyld, sae han næsten flov, da Jensen lo, sådan plejer jeg nu at 194snakke, jeg kan ikke gøre ved det. Men kaffen er udmærket. Ja tak, direktør, lad mig få endnu et lille glas af deres fortrinlige gummevask; den har sådan en behagelig mild smag. For resten, sae han, idet han holdt glasset op mod lyset, — vil jeg gi Dem et godt råd.

Nå hvad er så det!

Når De endelig vil hælde vand i Deres konjak, skal De altid benytte destilleret vand. Det er alligevel det fineste.

Det skal jeg nok, proprietær; jeg skal heller ikke glemme at fortælle, hvem jeg har lært det af.

— Nå, sae Herta, da Bertelsen efter endnu mange flere morsomheder endelig havde sagt godnat, — hvad blev det så egentlig til?

Jo det skal nok blive til alvor.

Alvor er nu et morsomt ord i den forbindelse, Niels Peter. Jeg synes, ikke der har været ret megen alvor i alt det, I har snakket om i aften.

Vi forstår i alt fald hinanden, Herta.

Ja jeg spør også bare, fordi jeg ingenting forstår. For mig har det ikke været nemt at blive klog på, om I mente noget med det. Jeg kan jo ikke vide, om mænd afgør en forretning på den måde.

Hvorfor vil du nu ha, at alting skal tages så alvorligt.

Ja når jeg har noget alvorligt for, så plejer jeg ikke at le.

195

Jensen tog hende om hodet: Der er nu somme tider vel lidt plads der inde.

Å, sae Herta og strøg håret fra hans brede pande, — det er en skam, at jeg ikke kan beundre dig uden kritik, sådan som du er. Det fortjente du vist egentlig.

— Da det var blevet bestemt, at Jensen skulde rejse fra byen, sluttede hans venner sig sammen og forærede ham et stort billede, der var udført af en kendt kunstmaler. Maleriet forestillede Jensen og Herta siddende i en sofa. Han sad lidt foroverbøjet, smilende og med opknappet vest; hun holdt sig ret op mod ryggen af sofaen; der var en antydning af et smil på hendes ansigt, og hun havde lagt den ene hånd på hans arm. Billedet blev meget beundret af alle, undtagen af Herta. Den hånd, hun havde liggende paa hans arm, det var noget maleren havde fundet på.

Ja men han var straks klar over dig, indvendte Jensen, — han vidste, at du plejer at holde igen, når du syntes, jeg er for gemytlig.

Ja det ved jeg ikke, svarede Herta; — det er ham, der har kommanderet mig til at lægge min hånd dær, så han kan ikke påstå, det ligner mig, sådan sidder jeg heller ikke og griner. Det var bare første gang vi sad, at jeg kom til at smile af dit fjanteri, men alle de andre gange var jeg alvorlig, det ved jeg.

196

Herta havde altid haft en vis respekt for de mennesker, der passer på ens ansigt og lægger mærke til alt, hvad man siger. Hun syntes ikke om sådan at blive luret af. Det var det eneste billede, der eksisterede af hende som gift, det skulde også blive det sidste. Tænke sig, at hun skulde sidde dær i al evighed som en kone, der forestiller en dæmper paa mandens lystighed.

Vilde du hellere han havde malet dig stram og stiv? spurgte Jensen.

Nej; det var i det hele taget meget mod min vilje, at jeg kom med.

Også Niels Peters opknappede vest irriterede Herta. Den havde været åben første gang de sad; senere havde hun passet at holde den knappet, men da maleren så kom til vesten, havde han knappet den op. Og nu sad han dér, åben og blottet, og leende og udleverende sig til enhver, der kom hen og så på ham.

Naturligvis kunde Herta ikke la være at smile, når hun siden stod og så på billedet, men det endte altid med, at hun måtte ryste på hodet: Der er mange slags mænd til, muntre og barske, hidsige og skikkelige, men en ting har de allesammen til fælles: de mangler værdighed.

197

Kolonnemand Jens Jensen var imidlertide blevet gammel og kommet på pensjon. Efter at Niels Peter var flyttet fra byen, boede han og hans kone helt alene i deres lille hus. Også de andre børn var nu ude i verden, men lod jævnlig høre fra sig og fik lige så tit brev. Det var hende, der var den skrivende. Manden var med alderen bleven en ivrig læser, men det kneb lidt med synet, og om aftenen måtte hun læse for ham, hvad der passede hende så meget bedre, som hun med alderen var blevet noget tunghør. Foruden læsningen var der så haven og hønsene, der nu fik bedre pasning end have og høns nogen sinde kunde ha ventet sig.

En eftermiddag i september stod gamle Jensen og arbejdede i sin have, da han pludselig hørte sin kone råbe oppe fra gården:

Men dær er jo Niels Peter og Herta.

Hun kom i rask gammelkonetrav ud til havelågen, mens han rettede sig omstændeligt fra sit spadeskaft og kom mere værdigt, ligesom det ene skulde bøde på det andet.

198

Nå, hvordan har I det? spurgte Niels Peter.

Jo, så længe den ene kan se, og den anden kan høre, så kan vi sagtens have det godt. Hvordan har børnene det? Hvorfor har I ikke taget dem med?

Manden var nu også kommen til. Han tørrede hænderne af på buksebagen og rakte hensynsfuldt spidsen af fingrene til, for at de unge ikke skulde blive mere snavsede end nødvendigt.

Ja I har det jo godt, I to, sae han; — det kan man nok se? Hvordan går det med fabrikken, Niels Peter? Du kan vel klare dig?

Da han i et par ord havde fået svar på det, sae han: Ja jeg må ned at sætte mine jordbær, inden de blir tørre i rødderne. — Dermed gik han.

Og hvordan går det med hans hjærte? spurgte Herta.

Jo han havde et tilfælde i April, som jeg skrev om; siden har der ikke været noget. Det kom midt om natten, og jeg måtte op efter dråberne. De skulde stå til højre i kommodeskuffen, men de var der ikke, og han lå og skældte ud, at han kunde ikke få været og var lige ved at kvæles, men det gik da godt nok med at skælde ud, og jeg tænkte, at så længe han kunde blive ved med det, så var der ikke noget i vejen med at få været, så jeg var ikke så bange, som man ellers kunde haft grund til.

199

Fandt du så dråberne, moer?

Nej jeg gjorde ej; men han blev ved at skælde ud, og jeg tror, det er lige saa godt som dråber, for det gik da over til sidst. — Men vil I ikke ind og ha noget kaffe, børn? Se nu at blive færdig Jens, råbte hun ned til manden; — for nu går jeg ind og laver kaffe.

Når jeg kommer, så kommer jeg, lød det værdigt og afsvalende nede fra jordbærrene.

Ved I hvad, Niels Peter og Herta, sae hun i en lavere og mere fortrolig tone, da de var kommet ind i køkkenet, han er bleven så påholdende, siden han er kommen på pensjon, så han er næsten ikke til at liste penge fra. Han sætter dem i sparekassen. Men så når han sidder og tæller dem, så vil der gærne komme nogen sådan lidt hen til siden, som han ikke opdager lige i øjeblikket. Dem tar jeg. Vil I se dem, Niels Peter og Herta? Jeg har dem her i kommodeskuffen. Her skal I se: syv kroner og femogtres øre. Dem ved han ikke noget af.

Hvad vil du så bruge dem til moer?

Ja det ved jeg ikke rigtig endnu. Jeg tror Rasmines dreng skal ha et sæt grønt fløjelstøj, men det skulde jo helst være, inden han blir alt for meget over fire år; ellers blir han jo for stor. Men det går jo ikke altid lige rask for mig. Det er somme tider jeg ikke får mer end en tiøre.

200

Ja men vi kunde jo hjælpe dig, svigermoer, med det, du mangler, foreslog Herta.

Nej nej nej, I skal da ikke hjælpe os med penge. Jeg skal nok få listet så mange fra ham, at der kan blive nok. Jeg vil da ikke ta penge af jer. Det vilde han heller ikke synes om.

Tror du han synes bedre om, at du hugger dem fra ham? spurgte Niels Peter og lo.

Den gamle kone lo hjerteligt: Det blir han nødt til. Det har han også godt af, han skal ikke være så nærig.

Hun lukkede med et triumferende smil skuffen i og stak nøglen til sig.

Se, sae hun hviskende og skubbede til Niels Peter med albuen, — dær gemmer han sine egne. Dær har han selv nøglen til.

Glemmer han ikke somme tider at lukke af? spurte Herta, — for så kunde du jo få fat i nogen fler på den måde.

Da blev den gamle kone alvorlig: Det vilde jo være det samme som at stjæle; det kunde aldrig falde mig ind. Nej jeg vil da kun ta dem fra ham, når han selv ser på det. Jens, råbte hun ud gennem vinduet, — nu er du nok færdig med de jordbær; kan du så gå efter noget wienerbrød til kaffen?

Det kan jeg, sae Herta.

Nej nej, han har ikke andet at bestille; jeg plejer 201altid at sende ham i byen, sådan efter de mindre ting. Kød og sådan nogen store pakker kan han jo ikke gå med hen ad gaden, men sådan en pæn lille pakke i hvidt papir, kage eller den slags ting, det han kan nok.

Gamle Jensen kom frem i køkkendøren, venlig, men tavs. Jo mere hans kones livlighed tog til med alderen, des mere bevægede han sig i den modsatte retning, rimeligvis ud fra en følelse af, at det var nødvendigt for ligevægtens skyld.

Hvor meget skal jeg ha for? Fem og tredeve øre? Halvtreds øre?

Ta du bare for halvtreds øre, Jens.

Hm, sae han og gik.

Sådan noget er han ikke nærig med, det skal I ikke tro. Men se nu, Niels Peter og Herta, forklarede hun, mens hun dækkede bordet færdigt,

— nu kan I nok la være at ta hornene, for dem vil han helst ha.

Hun stod og lo ved sig selv, mens hun skænkede kaffen om og sae så: Sådan noget som husholdningspengene kan jeg ikke narre ham med; jeg må gøre regnskab for hver eneste øre, jeg gir ud. Kan I også forstå, hvem han sætter penge i sparekassen til. Der er jo ingen af børnene, der trænger til det. Men man ved jo aldrig, hvad der kan ske naturligvis, føjede hun mere alvorlig til.

— Nå dær er du allerede med kagerne Jens.

202

Ja værsgo, og sæt jer hen, Niels Peter og Herta.

Se værsgo Jens, sae hun og skød wienerbrødet over til ham, — dær er et horn til dig.

Nej spis du det.

Nej Jens, det vil du jo så gærne ha.

Nej moer, spis du det nu.

Nej jeg tar dette her med meget sukker på; det kan jeg bedst lide. Men ved I hvad, Niels Peter og Herta, faldt det hende pludselig ind, — broer Søren har skrevet, at jeg skulde komme til København og være nogen dage. Synes du, jeg skal det, Niels Peter? Hvad, Herta, synes du ikke jeg skulde sige nej?

Herta kom til at smile ved at se det samme udtryk af oplagthed i svigermoerens øjne, som hun kendte så godt fra Niels Peter.

Jo, sae Niels Peter, — det synes jeg, moer. Du skulde i Tivoli, det er ikke for sent endnu, og så i Zoologisk have og i teatret måske, jeg skal lægge en hel plan for dig.

Ja men sådan en gammel kone som jeg gå i Tivoli, hvad Herta, du synes det ikke, vel?

Den gamle kone så bekymret paa sin svigerdatter, øjensynlig fattet på nej, og på forhånd ked af det.

Ja, men hvad så svigerfaer? spurte Herta.

Å ham — han rejser bare hen til Rasmine, det er jo ikke så langt, og dær har han det såmænd bedre end hjemme hos mig, hvad, Jens?

203

Jo, sae Jens.

Jo, moer du trænger til at komme ud og more dig, sae Niels Peter, — det kan man straks se på dig.

Å sludder dreng, lo hun henrykt og tillige beklemt, fordi hun følte, at nu skulde det afgøres, og Herta havde ikke sagt noget endnu.

Jo, sae så Herta, der mærkede at det var hende, det stod på, — når svigerfaer kan være hos Rasmine, så synes jeg ikke, der er noget at betænke sig på.

Ok jo, han har såmænd ingen nød, og hos Rasmine dær er jo drengen, og vi har en, der vil se efter hønsene — —.

Ja, sae Herta, så er det afgjort, svigermoer; du tar til København og morer dig.

Den gamle kone så undersøgende på Herta; det lod til at hun mente det.

Ja ja, sae hun med et dybt suk af udløst spænding og kom i det samme til at le, — når I synes det, så — — de synes jeg skal ta derind, Jens.

Det kan jeg nok høre, svarede jens; — det er jo også, hvad jeg har sagt hele tiden.

Madam Jensens humør steg kendeligt, efter denne afgørelse. Hun sad uroligt på sin stol og trængte åbenbart til at gøre et eller andet usædvanligt. Da kaffen var drukket, sprang hun op og råbte med strålende ansigt:

204

I skal ha kyllingesteg til aften, Niels Peter og Herta, hvad Jens?

Jo, pas så på, at du tar de rigtige.

Et par minutter efter kom hun ind med en bloddryppende hovedløs kylling i hver hånd.

De unge tog tidligt hjem med toget; solen var endnu ikke nede, da de rullede ind på deres egen banegård.

Men dær står jo proprietær Bertelsen, sae Herta, da de kom ud på gaden; hvad mon det er for en gammel mutter, han er kommet i snak med? Nå, hvad skal der nu ske? spurte hun, da hun så det velkendte glimt i sin mands øjne.

Jensen rev et blad af sin lommebog, skrev på det og foldede det sammen. Bertelsen råbte ham an, idet de gik tæt forbi ham. Jensen stak sedlen i den hånd, han rakte og gik videre uden at sige et ord, men vinkede afværgende, da Bertelsen forsøgte at stanse ham.

Hvad skal dog det betyde? spurte Herta.

Også Bertelsen var forbavset; han stirrede nogle øjeblikke måbende efter Jensen; så lukkede han sedlen op og læste. Der stod:

Bertelsen, du står altså i forbindelse med den hvide slavehandel. Jeg kan ikke omgås dig mere.

Jensen.

Bertelsen truede efter ham med en knyttet næve.

205

Ved havelågen blev de modtaget af børnene. Der var tre af dem; den yngste Harald var omtrent fire år. De samlede sig som sædvanlig om deres faer.

Hvad skal vi lege, faer? spurte Harald.

Nu skal jeg tænke over det, min dreng, mens jeg ryger en sigar.

Hvor godt smager det? spurte drengen efter et øjebliks pause.

Det smager udmærket.

Smager det lige saa godt som bolsjer.

Ja det gør det.

Må må må jeg så få en bolsjer?

Ja du kan løbe ind til moer og få et.

Lidt efter kom drengen igen med et bolsje i munden og en kæp i hånden.

Nu skal jeg hugge røgen over med min kæp, faer. Se nu, faer, nu blev der to røger. Nu skal du lave en ring, faer, så skal jeg ta den på min kæp.

Hvad vil du så gøre med den?

Den den den, sae Harald og tænkte sig om, — den vil jeg sælge til ringsmeden.

Imidlertid havde hans ældre broer, Oluf også fået fat i en kæp, som han stak efter ringene med, og dermed var Harald færdig med den leg.

Nu skal du lave en rottefælde, faer.

Jensen lae det ene ben over det andet og lavede 206et hul, som Drengen skulde krybe igennem. Når han var halvt inde, forestillede han at blive klemt ihjel og falde død ned.

Du du du må ikke klemme så hårdt, sae han efter tredie gang; — når jeg siger at rotten er ihjel, så må du ikke klemme mer.

Også her kom Oluf og vilde være med. Han var vanskeligere at få død på og sparkede voldsomt bag ud under aflivelsen, så det gik ud over Haralds skinneben; han stod bag ved og ventede på at komme til.

Du du du må ikke støde mig på forbenene, sae han fortrydelig. — Så leger jeg bare med mine køer.

Han samlede nogle træklodser sammen, som han havde liggende under verandaen; dem spredte han omkring på græsplænen og begyndte at malke dem.

Se, faer, råbte han, — sikken en hvid malkepose min ko har ligesom den, der står ude på engen.

Må jeg også hjælpe med at malke dine køer? spurte Oluf.

Ja det må du godt, sae Harald uden at vende sig fra sit arbejde. Men lidt efter da han rejste sig for at gå til den næste ko, råbte han forfærdet:

Men Oluf dog, det er jo tyren, du malker!

207

Nu må vi vist hellere gå en tur, foreslog faeren; — Oluf, kan du gaa ind til moer og spørge, om hun vil med ned til stranden.

Ja ned til det store vand, råbte Harald henrykt og i det samme glemte han både køer og tyre. Han greb i faerens hånd og begyndte at hale afsted med ham hen mod havelågen.

Det er ellers lidt sent, sae Herta, der kom ud med armene fulde af overtøj.

Ja men der er sikkert smukt ved stranden i aften; børnene har godt af at se det.

Da de kom ned til vandet, begyndte børnene at lege. Der var vand og der var sten og sand, det bedste legetøj, børn kan ønske sig. Harald og Oluf byggede et slot. Harald havde fundet to glatte, hvide sten, der skulde forestille kongen og dronningen. Det var dem, der havde givet ham ideen. De blev anbragt uden for slottet som tegn på, at de var undervejs.

Og så skal vi strø kongepulver i gården, sae Harald og tog en håndfuld sand. — Er det ikke rart, at vi har sådan noget dejligt kongepulver?

Men idet han bukkede sig efter mer kongepulver, tabte han ligevægten og satte sig midt i slotsgården.

Så, Harald, nu ødelae du jo det hele, sa Oluf fortrydeligt.

Det var skam en værre tomobil, forklarede 208Harald; — den væltede hele slottet. Det kan ikke hjælpe noget. — Hvor skal du hen, moer? råbte han foruroliget af, at moeren stansede og så sig tilbage. — Vi skal da ikke hjem endnu? Skal vi vel, faer?

De andre to stemmede i med. Ingen havde lyst til at gå hjem. Herta måtte bøje sig for den almindelige stemning.

Børnene havde efterhånden holdt op med at lege og var blevet mere stille. De gik i række langs vandet, samlede et eller andet op, kastede det ud i vandet eller stak det til sig under småpludren og enkelte udråb. Solen var for længe siden borte, og alle stærke farver var falmede; himlen var rødlig grå, vandet blågråt og sandet gulgråt; alle farver bevægede sig over mod det grå, kun landet ovre på den anden side stod sort op over havet, og skyggerne fra badehuse og broer lå som striber af tjære henover det lysere vand. Mod alt det grå tegnede barneskikkelsernes fine silhuetter sig; de bøjede sig og drejede sig, sad et øjeblik ned og stod ret op igen; korte ben der stod sorte mod vandet, løftedes forsigtigt over høje tangbunker, der var lige så sorte, små hænder bredte sig over store sten, ryggen krummede sig over stenens krumme ryg, et lille fint tog af levende billeder mellem havet og himlen.

209

Det er en aften, børnene vil huske, sae Jensen; se en gang på dem.

Ja, sae Herta og stod stille, — det er nydeligt. Vil du ikke prøve på at tegne det?

Jo, men jeg kan vist ikke gøre det så godt som det egentlig fortjente.

Prøv ad alligevel. Kan du ikke se, at det er et udmærket mønster til et applikasjonsbroderi?

Jeg tror virkelig, sae Jensen, idet han tog sin lommebog op, — at du egnede dig til at være gift med en kunstner.

Nå ja, det er jeg da endelig også, og noget hænger der jo altid ved.

210

Et par dage efter, da Jensen og Herta tog til København med toget, kom han efter sin sædvane i samtale med en medrejsende. Da de havde talt lidt samme, kom den fremmede til at nævne ordet musik, og det varede ikke længe, før de var dybt inde i en samtale om musik, både gammel og moderne. Jensen viste sådan et kendskab til komponister og til musikkens teknik, at den anden, der mente, han havde en musiker for sig, spurte:

Komponerer de også selv?

Nej, svarede Jensen og lo, — jeg laver træskoer.

Laver De træskoer, gentog herren og lo; — nu har jeg aldrig hørt mage. De spiller cello, og De laver træsko.

Ja celloen er min bedste træsko, lo Jensen. Selv Herta måtte smile.

Jeg skriver musikhistorie, det er noget meget fint, vil jeg sige Dem, og jeg komponerer også lidt desværre; det er meget lidt indbringende. Man skulde jo ha valgt noget bedre, for eksempel at lave træsko, for det er jo alligevel skil'nerne, det kommer 211an på. Mit navn er Birk, dr. phil., det være sagt uden at prale.

Kom ud og besøg mig, sae Jensen, da de skiltes, — tag nogen andre musikmennesker med, hvis De ved nogen, der bryder sig om at besøge en musikalsk træskomand.

Jeg kommer i morgen den dag, svarede dr. Birk, — jeg tvivler ikke om, at det er landets betydeligste træskomand, jeg er truffet sammen med.

Næste dag, en Søndag, kom dr. Birk; han havde en dame med sig, en koncertsangerinde, fru Linderslev. Hun havde blegrødt hår og et lyst, spidst katteansigt. Hun var meget smilende; hun smilede på en måde, tænkte Herta, som om hun aldrig havde bestilt andet. Herta blev over for den megen smilen mer end almindelig behersket, og fru Linderslev opdagede hendes forbeholdenhed; hun tog hende med en så sikker og øvet elskværdighed, at Herta følte, det var meningen hun skulde vindes. Denne fremmede, strålende dame, der var vant til at stå på en tribune og besejre folk, hun troede at hun sagtens kunde vinde Herta med sin elskværdighed. Herta blev koldere ved det, det var jo bare en virtuositet, den form for elskværdighed, som Herta grundigt foragtede.

Stemningen ved kaffen var lidt trykket, men midt under dette kom pigen ind med et brev til Jensen; skriften var påfaldende dårlig, og der var 212stavefejl. Jensen åbnede forundret konvolutten, og ud af den faldt et fotografi af et ualmindelig grimt, halvgammelt pigebarn. Under billedet stod med samme skrift som uden på:

Tag for di dajlige da i Køvenhavn fra den trettende til den attende denes.

Hvad i al verden — — begyndte Jensen forbløffet.

Herta tog billedet og betragtede det med rynket pande. Gæsterne så forlegent til hinanden. Da slog Jensen pludselig i bordet, brød ud i en vældig latter og råbte:

Å ja, det er sandt, det er jo Bertelsen, det asen.

Han rakte billedet til de fremmede og fortalte, hvordan han havde drillet sin gode ven, proprietær Bertelsen, og hvordan han nu hævnede sig. Stemningen kom op, og Herta sae:

Hvis De har lyst til at se, hvordan to store drenge leger sammen, så skal vi invitere Bertelsen med, næste gang De kommer.

Ja det vil vi forfærdelig gærne, sae fru Linderslev, som om hun stod og sang det ud for et publikum. — Hun kun ikke en gang le ordentligt, tænkte Herta.

Efter kaffen spillede og sang fru Linderslev pinsearien af Bach med ledsagelse af dr. Birk på klaveret og Jensen på celloen.

213

Men de spiller jo udmærket, hr. direktør, sae fru Linderslev, da de var færdige.

Ja den arie er også et af mine yndlingsstykker. Det er første gang, jeg hører den sunget, sådan som jeg har tænkt mig den, her i Danmark mener jeg naturligvis.

De kom til at tale om den musik, man hører i udlandet. Fru Linderslev var stærkt optaget af Jensen, men hun glemte ikke at drage Herta ind i samtalen; hun var beregnende; smilet veg ikke fra hendes mund, det blev stærkere og svagere, men det lå hele tiden over hendes ansigt som en bestemt tone; hun var en af dem, der forstår at la sig både tegne og fotografere, hun vidste, hvor mange tænder der hører til et smil. Samtidig følte Herta sig iagttaget af hende; denne erfarne verdensdame mente tydelig nok, at hun her havde det sædvanlige syn af et par ægtefolk i fyrrerne, manden endnu ung, levende, oplagt til alting, konen halvgammel, halvgrå og halvgnaven. Nå men Herta skulde vise hende, at hun ikke havde set helt rigtigt, hun havde også selv nogen øvelse i elskværdighed, selv om hun ikke kunde så meget som denne virtuos i sang og smil. Herta løsnede sin rustning og blev mere talende.

Efter sangen spillede Jensen og fru Linderslev en cellosonate sammen. Bag efter forsømte damen ikke at lægge hodet tilbage over stoleryggen for 214ad den vej at se Jensen ind i ansigtet, hun kunde nok alt, hvad man sådan kan lære.

Det var morsomt at høre den igen, sae Herta.

Spiller De også fru Jensen? spurte fruen med et smil, der øjensynligt skulde svare til det intetsigende i spørsmålet.

Min kone spiller godt, men hun bryder sig ikke om stort andet end Beethovens sonater.

Nej virkelig, sae fru Linderslev med en forbavselse, der var det eneste ægte Herta endnu havde set af hende, men hun skulde ha skjult den lidt bedre; — det må da være dobbelt morsomt, når De bægge to er musikalske.

Det var min kone, der først lærte mig Beethoven at kende. Jeg husker endnu tydeligt den aften, jeg var ikke andet end en dreng den gang, og jeg teede mig vist meget latterligt, gjorde jeg ikke, Herta.

Jo såmænd; først sae han det var noget sludder, men da han havde hørt det en gang til, blev han så begejstret, at han væltede et par stole og trådte de andre gæster op ad skinnebenene og han råbte op og forklarede, hvor udmærket det var, så at vi næsten ikke kunde være i stue med ham.

De lo allesammen; fru Linderslev så fra den ene til den anden. — Ja ikke sandt: Der var mer mellem de to, end hun havde tænkt sig.

Og det var vel det, der lae grunden, sae hun på sin åbenhjærtige måde.

215

Ja, sae Jensen og rystede Herta i skulderen, — da var det skaden skete.

Tænk, sae fru Linderslev tankefuld.

Ja det er underligt nok, indskød Herta tørt.

Det gav et sæt i fru Linderslev; hun følte det som et stik i et blottet sted, men Herta så oprømt og uskyldig ud.

Vi skulde jo ha Deres fabrik at se, direktør Jensen, sae dr. Birk i pausen.

Ja så må De komme igen en hverdag, så skal de få at se, henvendte han sig til fru Linderslev,

— hvordan en træsko blir til.

Hun var straks interesseret, selvfølgelig; det hørte sig til, og Niels Peter var vel også en mand, der var værd at ta med til lidt flirt; han lignede en kunstner og var dog friskere og mere munter; han måtte sikkert kaldes interessant.

Der blev talt og spillet meget den eftermiddag. Dr. Birk fortalte musikhistorie, det var hans væsentligste bidrag til samtalen. Han iagttog meget Jensen og fru Linderslev, og Herta mente at kunne se, at deres forståelse nedstemte ham. Hun satte sig hen til ham og begyndte en samtale. Det begyndte med Beethoven og det endtemed fru Linderslev. Han fortalte meget om hendes mand, som hun var skilt fra på grund af uoverensstemmelse. Herta tænkte på utroskab.

216

Hun synger udmærket, sae Herta, — men man kan ikke så godt bedømme det i en stue.

Birk fortalte om hendes karriere; hun var nu endelig begyndt at komme i skuddet; alle kritikere kendte hende.

Personligt? spurgte Herta.

Ja.

Det var hvad Herta havde tænkt. Denne dame vilde nok gøre en del og måske lidt til for at vinde kritiken.

Men nu lader det virkelig til, at Deres mand tar den gyldne frue fra mig.

Er De da forlovede? spurgte Herta.

Ha ha ha, nej det er vi ikke. Nej jeg er bare en eller anden af hendes venner.

Nå sådan. Hvordan er det De kalder hende?

Den gyldne frue. Passer det ikke godt? Hun er så strålende.

Hendes venner, tænkte Herta; et tvivlsomt begreb, en tvivlsom dame.

Kom igen en anden gang, sa Herta venligt, da de gik.

— Nå, hvad synes du så om hende? spurgte Jensen.

Om fru Linderslev? Jeg kender hende jo ikke endnu. Hun ligner ikke nogen, vi plejer at omgås.

217

Hun er en interessant dame.

Ja, svarede Herta og lo, — navnlig interessant.

Da fru Linderslev kom igen, var dr. Birk ikke med. Han var gnaven, sae hun.

Over hvad? spurgte Jensen.

Å jeg ved ikke, sae hun og lo, — mænd har det jo med at være gnavne. Der er ingen side ved dem, jeg kender bedre end den.

Hun ved ikke selv, hvor meget det fortæller om hendes koketteri med hendes forskellige venner, tænkte Herta.

De er vist aldrig gnaven, vendte hun sig til Jensen.

Aldrig; jeg kender ikke den mand.

Er det virkelig sandt, fru Jensen?

Ja det er det.

Nej det er da ikke til at forstå. Sikken en sjælden ægtemand.

Mere sjælden end smuk, som man plejer at sige, lo Jensen.

Å vil De nu ligefrem ha, jeg skal sige De er smuk, hr. direktør?

Ja det var noget vrøvl, sae Herta.

Men skal vi ikke ud og se fabrikken? spurte 218fru Linderslev og gik et skridt nærmere hen til Jensen. Dårlige vittigheder gør en dame af hendes slags mere oplagt. — Går De ikke med, fru Jensen?

Hun vil helst være alene med ham, tænkte Herta, det skal hun få lov til. — Nej nu går jeg ud i køkkenet, og så drikker vi kaffen, når De kommer tilbage.

— Nå, sae Jensen da de sad ved kaffen, — lad mig så høre, hvad det mærkeligste var af det, De har set, fru Linderslev,

Det var hvordan træskoene blev lavet.

Rigtig. Jeg vil sige Dem, det var en oplevelse for mig, da jeg så det første gang. Jeg så fire klodser og en træskomodel dreje rundt, jeg så snuden af træskoen begynde at komme frem. Sådan som træskoen lidt efter lidt krøb ud af den rå klods, det gav mig ligesom en forestilling om, hvordan verden en gang er blevet til.

Fru Linderslev lae armene ned på bordet og så ham tæt ind i ansigtet:

Og hvad så?

Så var der en, der brølede mig ind i hodet: Er du tosset dreng, og tog skulderen halv af led på mig. Der var nemlig på den anden side en sav ved at ta min ene arm, det havde jeg ikke lagt mærke til.

Nej dog udbrød fru Linderslev og lo, men hendes øjne havde et andet udtryk end det fra musiktribunen.

219

Og fra den dag var jeg træskomand, sluttede Jensen.

Fra den dag var jeg digter, citerede fru Linderslev hen for sig.

Værsgo, De glemmer vist at ta fløde, sae Herta.

Tak sae fru Linderslev og fik sit officielle smil på. — Er De ikke også opfinder? spurgte hun.

Jeg er opfinder, ligesom jeg er komponist; det er aldrig blevet til noget. Jo en gang har jeg opfundet noget. Hvordan var det nu, Herta, det med skindlapperne?

Herta fortalte historien og havde fru Linderslevs øjne på sig så længe.

De er skabt til at være opfinder, sae hun, — jeg skal gi Dem en opgave: lav en vandkedel, hvor der ikke går så meget varme til spilde; jeg har tit ærgret mig over al den gas, man bruger til at varme en kedel vand.

Hm hm, sae Jensen og så frem for sig. Ja, det var en ide. Ja, jeg skal ha lavet en til Dem, til næste gang De kommer.

Hellere en til Deres frue; hun har mere brug for den.

Hvor hun husker at faa sagt det, der skal siges, tænkte Herta.

Næste gang fru Linderslev kom, denne gang i selskab med hr. Birk, viste Jensen hende en vandkedel, der gik ned om gasapparatet og havde et 220rør op igennem for lufttrækket; dær oven på kunde desuden en anden ting holdes varm. Herta så den da for første gang, og alle fire gik ud i køkkenet for at se den i virksomhed.

Men De er jo virkelig et geni, råbte fru Linderslev.

Dr. Birk så fra hende til Jensen og tilbage igen, han ligesom nikkede ved sig selv. Det ser godt ud, sae han; — man spør bare sig selv, hvorfor De ikke har konstrueret sådan en ting for længe siden.

Opfindsomhed er den ene side af sagen, svarede Jensen, — impulsen den anden; det er den, jeg har ventet på.

Fru Linderslev var i stærk sindsbevægelse; og hun såe nu noget, som Herta ikke forstod, men heller ikke glemte: Hvis jeg kunde finde på sådan noget, så vilde jeg aldrig røre en cello, men sidde i mit værksted hele dagen.

Da lo Jensen med en latter, som ikke mange køkkener har hørt mage til og sae: Kvinden har kun et lille hoved; hun kan ikke ha mer end een ting i det ad gangen.

Herta mødte dr. Birks blik med et ironisk smil: Ja nu kunde han og hun jo passende søge trøst hos hinanden.

Jensen pakkede kedlen ind til fru Linderslev og sae: Den skal være Deres. Næste uge laver 221jeg en anden til min kone, hvis hun da bryder sig om det.

Tak skal du ha, Niels Peter.

Jeg har aldrig været så glad for nogen foræring som for denne, sae fru Linderslev med en varme, der fik Herta til at vende sig bort. Hun gik ud af køkkenet, og lidt efter havde hun dr. Birk ved siden af sig. Han havde åbenbart noget på hjærte, men Herta holdt hans fortrolighed på afstand.

Nu opgir jeg den gyldne frue, sae han elegisk.

Så, sae Herta — — gør De det? Ja jeg har i alt fald ikke set noget, der gør, at jeg forstår, hvorfor De opgir hende. Hun viste ham om i haven og fortalte om den. Han fik ikke sagt mer.

— Når fru Linderslev siden kom i besøg, spurte hun stadig til Jensens opfindelser.

Ved De hvad, sae hun en gang, — De skulde lære at blive elektriker; det er et område, hvor der er fart i opfindelserne; det måtte være noget for Dem.

Jeg har selv tænkt på det som dreng, sa Jensen. — Da jeg havde lært en smule fysik, udtænkte jeg en evighedsmaskine. Det var et hjul med to fælge uden om hinanden; i hvert fælg var der metalspidser, der sad på skrå mod hinanden, så en elektrisk gnist kunde springe fra den ene spids til den anden hele omgangen rundt, og når 222den en gang var kommet derind, hvordan skulde den så slippe ud igen? Den måtte blive ved at springe rundt i al evighed. Det skulde så sætte hjulet i gang til en ene eller den anden side, idet spidserne var forskellige på de to fælge.

Det var noget mærkeligt noget, sae Herta.

Ja men det viser, ivrede fru Linderslev. — at der er jordbund for ideer i mandens hoved. Og jeg synes, at Deres fabrik må gi Dem altfor lidt anledning til at gøre opfindelser.

Min mand har fundet på adskillige forbedringer i de fem år, vi har været her, indvendte Herta.

Ja men det er dog ingenting mod, hvad elektriciteten vilde gi anledning til. Har De aldrig selv tænkt på at gøre forandring, direktør Jensen?

Å jo, sae han og så til Herta, — men det er ikke så let.

Når man har en god stilling, som man passer til, sae Herta — skal man ikke sådan opgi den og gå ind til noget, man ikke kender.

Men Niels Peter og fruen holdt sammen! En mand bør aldrig gå i stå, sae hun; — han må altid forny sig, ellers er han snart færdig.

En kone skal ikke holde igen på sin Mand, sae jensen, — hun skal hellere drive ham fremad.

Herta svarede ikke. Sådan var stillingen: Manden er forgabet i den anden, mest fordi hun er femten år yngre end hans egen kone; hun snakker 223ham efter munden; de to holder sammen, konen holder igen, hun er klodsen om foden; manden og den anden tænker det samme om hende. Sådan er konen altid, tænker de; det har man en kone til og så videre. Og for hvert ord, hun siger, holder de endnu bedre sammen.

Lad os få lidt musik, foreslog Herta med et smil, — det er da noget, vi ikke kan blive uenige om.

Mens de to spillede, fortsatte Herta sin egen tankegang: Niels Peter havde egentlig megen sans for det solide. Den gang han var i tyverne, havde flere piger af fru Linderslevs slags forsøgt at erobre ham, men de havde ikke held med sig, og de lignede godt nok hende her, de kunde snakke med ham om alting og havde ikke forstand på nogen ting, men lod forfærdelig forstående og interesserede, som piger altid gør. Det hjalp ikke altsammen; Niels Peter valgte den fornuftigste af alle piger, han kendte, han så efter soliditet mere end det er til at forstå af et ungt menneske.

Her havde han nu forset sig på en, der i alle ting var en modsætning, men mænd blir måske mere letsindige med alderen. Herta kendte det fra andre mænd: når de blir så gamle, at drengen kommer op i dem, så ved man ikke længer, hvor man har dem.

224

Ved du hvad, Niels Peter, sae Herta en morgen, da de sad ved frokosten.

Han så op; det lyse, adspredte udtryk forsvandt pludselig fra hans ansigt. Sådan ser en mand vel ud, når hans kones stemme kalder hans tanker bort fra den kvinde, han er optaget af.

Du spurte mig en gang, blev Herta ved, — hvad jeg syntes om fru Linderslev; nu skal jeg svare dig, hvis du bryder dig om det.

Nå, svarede han forlegen, — hvad synes du så om hende, Herta?

Hun så på ham, og hans blik undveg hendes: Jeg tror alligevel, jeg vil holde det ved mig selv, for du er vist ikke indrettet paa at forstå det endnu. Du vil hellere selv gøre opdagelsen.

Hun har dog givet mig nogle gode Ideer, Herta.

Ja, og pas på hende, når du går over fra ideerne til noget andet. Det begynder hos hende vist altid med, at hun deler en mands interesser og gir ham ideer, men jeg vil gi dig et godt råd. Hvis du vil ha noget ud af dit arbejde med elektriciteten, som du nu er så optaget af, så skulde du ta til København et par gange om ugen og lære noget ordentligt, hvis du ikke forsømmer dit andet arbejde med det.

Synes du virkelig, Herta?

Ja, sae Herta med en antydning af et smil, — den ide kunde jeg såmænd godt ha givet dig.

225

Tak for rådet Herta; det vil jeg følge.

Det er mærkeligt, Niels Peter, at en stor stærk mand skal ha den ene kvinde efter den anden til at hjælpe sig med at finde på og tage beslutninger. Og når du nu, sluttede Herta — har opdaget fru Linderslev, så kan du jo komme til mig og fortælle mig om det. Der er ingen tvivl om, at vi så mener det samme. Men det skal naturligvis ikke være nogen forpligtelse.

— I den følgende tid rejste Jensen til København, arbejdede på et stort anlæg og tog også teoretisk undervisning. Han var i udmærket humør og arbejdede ivrigt i sit værksted. — Men fru Linderslev kom pludselig ikke mer. Herta spurte ikke, hun havde nok lagt mærke til, at de to havde svært ved at tale sammen, når der var en trediemand til stede, nu var det altså kommet dertil, at de skulde ha det for sig selv.

Det er det næstsidste stadium, tænkte Herta.

En dag sae Jensen: Nu tror jeg ikke, de kan lære mig mere derinde; derimod skulde jeg ta meget fejl, hvis jeg ikke har fået en ide, jeg kan bringe noget ud af.

Det var jo morsomt, Niels Peter; når du selv har tro til det, så går det nok, men nu vil jeg gøre dig et forslag: Jeg vil hjælpe dig med regnskabet.

Vil du det? sae han meget forundret.

226

Ja, du ved jeg har før haft med bogføring at gøre; du trænger til at slippe for noget af dit arbejde, og så blir der jo alt for meget overladt til din første mand. Du kan nok ha brug for et pålideligt menneske på dit kontor.

Jensen tav.

Er der noget i det, der generer dig.

Ne—j, generer — —

Eller er der noget andet ubehageligt, du kommer til at tænke på?

Der blev en lang pause. Jensen gik et par gange op og ned; Herta samlede støvekluden i sin højre knyttede hånd og ventede.

Mine regnskaber må enhver se, — Jensen stansede i den anden ende af stuen; — dær er ikke noget i vejen.

Det er jo godt, Niels Peter.

Herta, hvor du er hård; det har jeg ikke fortjent.

Har du ikke, Niels Peter? Godt, så vil jeg sige dig, at dette her er det, der for øjeblikket er det vigtigste for mig, ikke det eneste, ganske vist, men dog det vigtigste.

Det skal blive som du vil, Herta.

Ja, og så tar jeg en formiddagspige til hjælp her inde, sae Herta og satte igen sin støveklud i bevægelse.

— Nu blev det Herta, der jævnlig spurte til 227opfindelsen. Det gik godt. Den anden spør nok ikke om det mer tænkte hun.

Men da der var gået et halvt år, begyndte Jensens humør at synke, og med hans arbejde gik det småt.

Det går nok i stå for dig, Niels Peter, sae Herta.

Nå—å, sae han, — i stå, det ved jeg ikke.

Men da du er en mand, må du jo klare det selv. Din kones råd behøver du jo ikke, og nu ved du vel lige så meget, som jeg kunde ha sagt dig for et årstid siden.

Ja, sae Jensen, hvad han så ellers mente med det.

Men en kones råd til en mand er jo ikke meget værd, når hun ikke med det samme kan gøre ham mere fornuftig.

Jensen satte sig på en stol ved vinduet og stirrede ud efter ingenting. Mon det havde hjulpet på ham, om hun var gået forbi der udenfor? Rimeligvis ikke.

Rødhåret, grådig og grov, tænkte Herta; — andet er der ikke ved hende nu. Ideerne er det nok forbi med. Men han må selv rede sig ud af hendes kløer, jeg kan ikke. Og selv om jeg hentede ham ud, så fandt han nok vejen tilbage igen. Sådan er manden vel, han ved, hvad han vil.

Ved du hvad, Niels Peter? Jeg har også fået en ide.

228

Har du det?

Ja jeg vil danne en kvindevalgretsforening her i byen. Jeg har tænkt på en tale, jeg vil holde. Det kunde interessere mig at se, hvor meget fornuft man kunde samle sammen blandt kvinderne. Mon der ikke skulde være en hel del? mer end mændene plejer at anta. Når man betænker, hvad de selv kalder fornuft, nemlig deres egen, så —

Herta lukkede døren op til køkkenet; hun havde hørt en hvislende lyd som af noget, der kogte unødvendig stærkt.

229

En dag da Jensen og Herta sad ved eftermiddagskaffen, kom pigen farende ind og fortalte, at Oluf var styrtet ned fra det store valnødtræ. De rejste sig straks og løb ud. Drengen lå på Jorden uden at røre sig; Jensen kastede sig ned og kaldte på ham, men Herta tog ham op for at bære ham ind.

Støt hans højre ben, Niels Peter, det ser ud til at være brækket.

Det er det da vel ikke.

Råb ikke så højt, så blir de andre opskræmte.

Men de var der allerede og samlede sig om Oluf, der blev lagt på sofaen.

Det er ingenting, sae hun til børnene, — løb I bare ud igen og leg.

Men de blev. Oluf gjorde en bevægelse, og hun greb ham hurtigt om panden og holdt på hans hoved, mens han kastede op.

Det er altså hjærnerystelse, sae Herta og gav pigen ordre til at telefonere efter lægen.

Hjærnerystelse, gentog Jensen ligbleg, — bare han ikke dør.

230

Sig ikke sådan noget, mens børnene står og hører på det.

Drengen lå stille og åndede svagt.

Hvordan gik det til? spurte Jensen, da pigen kom ind fra telefonen.

Det kan vi altid få at vide bag efter, sae Herta. — Hent mig den flaske kamferdråber, der står inde i soveværelset. — Og tag børnene med.

Jensen lå på knæ ved sofaen, stirrende på sin dreng. Hvad skal vi gøre, Herta, hvis han dør? Hvordan skal vi nogen sinde komme over det?

Kære Niels Peter, hvordan kommer så mange andre forældre over det, når de mister et af deres børn? Du må heller ikke tale så højt; børnene vil herind igen, og det kan ikke gå an.

Jeg kan ikke forstå, Herta, at du kan ta det så roligt.

Men det er det eneste, der er at gøre. Vågnede han nu op og hørte dig, så vilde han måske besvime igen. Vi må være rolige og lade som ingenting, når han kommer til sig selv, og ikke gøre ham bange.

Der er nogen ved telefonen, sae pigen, der kom ind; — det er fabrikken.

Jeg vil ikke tale med nogen; svar, at jeg ikke er hjemme, eller at jeg er syg; svar hvad De vil.

Gå til din telefon, Niels Peter; du må ikke lade dem vente; det kan være, det er noget vigtigt.

231

Jensen gik, men i døren vendte han om: Nej jeg vil være hos min dreng i det øjeblik han dør.

Han dør ikke endnu, Niels Peter. Men du må gøre din pligt.

Samtalen blev ikke lang. — Hvordan går det? spurte Jensen, da han kom tilbage.

Der er ingen forandring, men du ser selv ud, som om du skulde blive syg.

Det blir jeg også, hvis han dør.

Det var ikke godt. Men gå ud til børnene; snak med dem, leg med dem; ellers kommer de herind; du kan jo høre, hvor de græder derude. Snak med dem, Niels Peter, se at gi dem noget andet at tænke på.

Det kan jeg ikke, Herta.

Men det er synd imod dem; om nogle minutter er de helt ude af sig selv. Gå ud til dem og fortæl dem, at det er ingenting. Jeg vilde gøre det, hvis jeg kunde, men du har jo magt over dem.

Du er stærkere end jeg, Herta, sae han og gik.

Lidt efter hørte hun ham tale til børnene; de græd endnu, men efterhånden som han fortalte, holdt de op. Herta kunde skønne, det var en historie, han fortalte. Der blev gjort ivrige spørsmål, og snart var der en, der lo. Også Niels Peters stemme var kommet til at lyde anderledes; den fik igen sin sædvanlige lyse klang.

Herta gik hen til vinduet og så ud. Børnene 232sad tæt om ham, de havde det rart sammen. Ja han og børnene forstod hinanden; de lignede også ham mere end deres moer, de havde det samme sorgløse, let bevægelige sind; selv datteren, i hvem Herta havde genkendt så meget af sig selv, fik med alderen mer og mer af sin faers karakter. Eller måske var det det lykkelige hjem, som hun jo havde forud for sin moer. De havde vel også den bedste faer, børn overhodet kunde ha.

Herta gik tilbage til Oluf; han lå stille, som om han sov. Han var mørk som Herta, men sindet var Niels Peters. Alle børnene havde så meget af det, at de ligesom deres faer var skabt til at blive lykkelige mennesker. Der måtte være en særegen magt i denne mandsnatur. Det havde været Hertas største glæde at se, hvordan hendes børn udviklede sig. Deres vækst førte dem uimodståeligt ud mod et liv, der var lysere og lettere end Hertas eget liv havde været og hun mærkede, hvordan hendes eget sind groede, så godt det kunde, groede med deres.

Og nu skulde hun vel miste en af dem. Herta tog sig ikke tid til at græde; der kunde hvert øjeblik blive brug for noget bedre end hendes tårer.

Jensen kom ind sammen med doktoren, han var blevet mere rolig. Doktoren sae ikke stort, men lovede at komme igen om aftenen.

Der skete ingen forandring i løbet af natten. 233Herta vågede, men fik Niels Peter til at lægge sig. — Du må sove, sae hun, så du kan passe dine ting i morgen, det må jo ikke forsømmes, hvordan det så går.

Han gik da i seng, men spurte uafbrudt til drengen, om han ikke snart gjorde tegn til at komme til sig selv, han talte hviskende og meget bekymret, kunde ikke tie stille to minutter ad gangen. Herta svarede med et enkelt ord, men efter et af sine spørsmål faldt han i søvn, inden han havde fået noget svar; han sov trygt og uden afbrydelse ligesom et barn. Hen på morgenstunden vågnede han og spurte, hvordan det gik; hans stemme lød frisk, og der var håb i den, ligesom han havde sovet sig til en forvisning om, at nu måtte det værste vel være overstået. For den lykkelige plejer al modgang at komme i lave af sig selv, mens han sover.

Men Jensen blev helt ude af sig selv ved Hertas korte benægtende svar. Han græd og klagede, så Herta måtte tysse på ham, at han ikke skulde vække børnene.

Klokken er et kvarter over syv; du må gøre dig i stand, at du ikke skal komme altfor sent på fabrikken.

Sådan gik der endnu to dage. Den tredie nat vækkede Herta Niels Peter. Han havde afløst hende en time og sov nu igen.

234

Nu tror jeg han dør, Niels Peter; stå op, og tag dit tøj på; ellers blir du forkølet.

Han adlød uden at sige et ord. Lidt efter sad de og så på deres dreng, som nu skulde dø. Herta sad ubevægelig og betragtede drengens ansigt; Jensen flyttede sig hele tiden. Den døendes uro syntes at svare igen i ham.

Jeg kan ikke holde ud at se på del, sae han.

Stakkels Niels Peter, hviskede Herta og lae et øjeblik sin hånd på hans.

Du er mere indrettet til at bære modgang end jeg, Herta.

Ja mit liv har jo ikke været sådan, at jeg har taget medgang som noget selvfølgeligt. Jeg har været glad, men også altid forundret, når der hændte mig noget glædeligt.

Siden vi er blevet gift, Herta, har du ikke haft nogen modgang førend nu.

Nej, man skulde jo ikke synes det.

Det kan da i alt fald ikke være noget i sammenligning med, at vi nu mister et af vore børn.

Det kan i det hele taget slet ikke sammenlignes.

Drengen gjorde en pludselig bevægelse.

Nu dør han, hviskede Niels Peter. Han bøjede sig ned over fodenden af sengen og græd.

Det begyndte at blive lyst. Lampens skær trak sig ligesom bort fra vægge og loft og samledes i 235en mat gløden i kuppelen. Jensen rejste sig, slukkede lampen og trak gardinerne fra.

Nej dog, sae Herta afværgende.

Solen var lige kommet op; dens første stråler skinnede ind i værelset.

Han skal ha solskinnet på sig endnu en gang, sae Jensen; — han holdt så meget af det. Se, nu rører han sig.

Få minutter efter døde Oluf.

Niels Peter, sae Herta nogle dage efter begravelsen, — jeg har indtryk af, at denne sorg med Oluf har ramt dig på en tid, da du havde særlig lidt modstandskraft — —

Hvorfor taler du slet ikke om dig selv, Herta? Vi er dog to, der sørger.

Det er noget andet med mig. For mig er det et stort savn, at jeg ikke har Oluf mer, men det er ligesom du er blevet slået til jorden. Jeg ventede, det skulde gå lidt over, men du går og ser ud, som om du skulde blive rigtig syg. Det kan ikke være sorgen over vor dreng alene.

Hvad mener du, Herta?

Du ved sikkert, hvad jeg mener. Du har i det sidste år været så utilfreds. Du havde et arbejde for, som jeg troede var godt i gang, men du har 236tabt lysten til det eller troen på det, jeg ved ikke. Hvor kommer al den nedgang fra, Niels Peter? Den ligner dig så lidt.

Ja, Herta, jeg tror du forstår mig bedst, når jeg er nedslået.

Så har du vel også mest brug for mig.

Ja, det er nok sandt.

Det var et dårligt kvindfolk, du dær kom i kast med, sae Herta uden indledning.

Det er nu forbi.

Nå, sådan; men så er det vel savnet af hende, der trykker dig, sae Herta bittert. Det svar havde hun ikke ventet.

Nej, jeg savner hende ikke.

Han vilde sige mere, sagtens om tilgivelse, men hun afbrød ham.

Så er det vel følgerne?

Ja, sae han og så på hende, vi har et barn. Jeg vilde ha sagt dig det for længe siden, men det, jeg ikke kunde sige dig, er, at hun hader mig for det barns skyld. Det var ikke godt mellem os ret længe, men det blev værre, da barnet kom. Jeg havde aldrig tænkt mig, at en kvinde kunde tale som hun har gjort, til sit barns faer. Hun er ond, Herta. Hvorfor er der den slags kvinder til?

Jeg kunde ha sagt dig det i forvejen, hvordan hun er.

Det skulde du ha gjort, Herta.

237

Nej, du vilde ikke ha troet mig. Du måtte igennem det hele; det så jeg på dit ansigt. Du er ikke til at stanse, når du ser sådan ud, og det er jo heller ikke min opgave at holde igen på dig, ikke sådan, som jeg en gang har troet. Men jeg har længe været forberedt på at du vilde finde en anden kvinde.

Du vidste altså, at jeg var et slet menneske.

Du taler som en stor dreng, Niels Peter. Der er så meget du savner hos mig, at det bare undrer mig, du ikke for længe siden har fundet en, der kunde erstatte dig, hvad jeg ikke har. Men jeg havde tiltroet dig mere smag for det sunde og jævne, end du her har vist.

Ja du har ret. Hun var vel nok den værste, jeg kunde ha valgt.

Så er du måske så meget grundigere kureret.

Ja det er jeg vist; men det værste er, at hun ikke er god mod barnet; hun har aldrig før haft børn. Nej jeg kan ikke sige dig alt, hvad hun har sagt, både om mig og barnet.

Det er også lige meget; jeg kan næsten tænke mig det. Men her er kun een ting at gøre.

Hvad er det?

Hun vil formodentig gærne af med barnet. Jeg foreslår, at vi tar det til os. Det er jo dog dit barn.

238

Jensen sprang op i stor sindsbevægelse: Vil du virkelig ha det barn her i vort hus?

Ja, du må jo finde dig i, at folk anstiller deres betragtninger om, hvor det kommer fra, men det er dog synd, det skal blive ødelagt.

Kan du virkelig gøre det, Herta? — Han satte sig hen til hende og tog hendes hænder.

Når jeg siger det, så kan jeg. Ja Niels Peter, nu var det dejligt, om vi kunde falde hinanden om halsen, men det egner vi os jo ikke rigtig til. Min forelskelse i dig er der jo ikke meget igen af — —

Nej det kan jeg tænke, svarede han sagtmodig.

Å jeg tænkte ikke på hende, og desuden plejer en kone at holde endda lidt mere af sin mand efter sådan en lille historie. Nej vi har aldrig været forelskede nogen af os. Du har taget mig for at have en solid og fornuftig stiver til at holde dig ved en gang imellem, og på den måde har du vist også haft ganske god nytte af mig. Men nu er det jo godt, sluttede hun, da hun rejste sig, — at du en gang har erfaret, hvad forelskelse er.

Jeg synes ikke, dette her var noget. Jeg har aldrig holdt af andre end dig.

Så må man jo næsten beklage dig, for efter, hvad jeg har set på andre, må forelskelse være det bedste af alting. Jeg selv har aldrig savnet 239det, fordi jeg nu en gang ikke er indrettet til det. Men jeg kunde egenlig ha undt dig det.

Faer, sae Harald og så stærkt misfornøjet op fra sit papir, — det blir til noget rigtig skidt, altsammen hvad jeg tegner; jeg kan ikke få det til at ligne. Se, faer, faer dog, råbte han utålmodig.

Jensen sad med fru Linderslevs barn, en lille pige på tre fjerdingår, på skødet. Han rakte hende til Herta og gik hen til drengen.

Se, faer, her vilde jeg tegne en papirdrage, og så blev det til noget, som jeg ikke en gang kan se, hvad er. Det er også noget rigtig skidt.

Nu skal jeg hjælpe dig, sae Jensen; han sluttede drengens hånd ind i sin og tegnede en drage.

Ja men halen skal ikke hænge ned, faer, den skal smække sådan i luften, for det blæser jo.

Det er sandt; så laver vi en anden, der slår med halen.

Dragen blev færdig; den blev holdt fast af en dreng med en stor hat på hodet.

Tror du ikke, at drengen taber hatten, faer, for at det er sådan et blæsevær?

Jo; så må vi hellere tegne det om en gang til.

Jensen tegnede; papiret blev fuldt af drager og drenge og blæst.

240

Skal træerne ikke også blæse, faer?

Jo, sae Jensen og tegnede træer, der stod skæve i blæsten.

Se så, nu har du noget at se på, og nu vil jeg også til at bestille noget.

Er du oplagt? spurte Herta.

Ja, jeg tror det.

Han gik. Hans sind var efterhånden blevet lysere i de tre måneder, der var gået siden Olufs død. Det skyldtes vel især den lille pige, men tiden, der gik, gjorde jo også sit. Han var jo skabt til at glemme modgang. Ingenting kunde gøre ham noget, alting lae sig i lave for ham, mennesker, de ydre forhold; alting indrettede sig på at være ham til pas. Folk havde været så særlig flinke efter drengens død; hans gage var blevet sat op, praktiske folk blandt hans venner havde hjulpet ham med at gøre hans forbedringer ved fabrikken indbringende, selv havde han jo ikke begreb om den slags ting, men alle havde forstået, at det gjaldt om at få hans humør op igen, ellers vilde både han selv og hans arbejde lide altfor meget. Sådan passede alt sig efter ham, og hans sind lae sig uden vanskelighed i lave igen.

Herta havde ikke haft en tilsvarende fremgang. Hun var snarere blevet mere bitter, skønt folk jo på en måde var lige så venlige mod hende som mod hendes mand. Hun var selv pint af sin 241bitterhed og urolig over den trang til at gi den luft, som hun følte stærkere og stærkere. Hun forstod den ikke rigtig; hun var dog glad for barnet og havde grund til at være tilfreds med, at alting så snart kom til at se lysere ud igen, men selv om hun vilde, kunde hun ikke følge med i hele dette gladsyn, der lå om ham og alt, hvad der havde med ham at gøre, undtagen hende selv. Hun følte, det måtte komme til et opgør.

Og det kom også. Anledningen var ubetydelig. Niels Peter havde givet en krone til en arbejdsmand, der ganske vist var fattig, men som bevislig ikke vilde bruge pengene til andet end brændevin. Herta gjorde sine bemærkninger om det, meget behersket, men så med et var hun inde i alt det andet, uden at hun rigtig vidste af det selv.

Du viser i din godgørenhed den samme sorgløse ligegladhed som i alt andet. Hvor meget godt du virkelig har udrettet, det kan i alt fald kun være tilfældigt, men det er alligevel din godgørenhed, folk snakker om. Jeg skal såmænd ikke prale af, hvad jeg selv gør, skønt der i det mindste er system i det, men det er dig der får æren. Gør jeg noget godt, så er det dig, der har sat det i mig. Alting er ligesom indrettet til ære og fordel for dig, og når du bedrager din kone, så glemmer folk det, så snart det er forbi, og din egen kone, gør som de andre, hun glemmer og tilgir og indsmigrer 242
sig hos dig for om muligt at erobre dig tilbage. Du har ikke andet at gøre end at gå og se glad ud. Sådan kommer du igennem verden. Her går jeg og behersker mig og viser ædel selvopofrelse, bare for at tækkes dig, uden at jeg måske mener noget med det, og du tar imod det som noget selvfølgeligt. Du behøver ikke at beregne, hvad du siger eller gør, du kan bare være den, du er, og din kone vil anstrænge sig for at blive en anden end den hun i virkeligheden er, fordi sådan passer det dig bedst. Du ved ikke, hvad det vil sige at ha noget at kæmpe med, at ha folk imod sig og at skulle beregne hvert ord og hver handling, ja hvert smil, bare for at vinde en lille smule velvilje, blot så meget, at man lige er tålt. I løbet af en snes år har jeg med den største anstrængelse bragt det så vidt, at folk ikke ligefrem åbenlyst beklager dig for den kone, du har fået, og at dine venner ikke er uhøflige imod mig, når de kommer i dit hjem. Hvad jeg har måttet stride for at opnå så meget, det ved ingen, og selv om de vidste det, så vilde det jo heller ikke blive regnet mig til ære. Jeg må jo være lykkelig, at jeg har fået dig til mand, og det er virkelig smukt af dig, at du er så hensynsfuld mod mig, som du er; det fortjener ros. Du er en udmærket ægtemand; min pligt har det været at se at nå lidt op på siden af dig. Jeg har måttet påta mig 243
et andet væsen, lave mig til, hvad jeg slet ikke er. Alt det ved du ingenting om, du kan jo bare gå og ta imod. Du er den beundrede, jeg er den, der er tålt. Ingen vil tro noget godt om mig, andet end hvad jeg har fra dig. Men du har i virkeligheden ikke gjort noget for mig. Når jeg har været venlig mod dig, så har du været glad for det, og har jeg været anderledes, så har du været lige glad og gået din vej, til jeg blev som du havde brug for mig. Jeg var jo nød til at ta din kvindehistorie, som jeg gjorde. Var du rendt fra mig, så havde folk sagt: Det kan jeg sgu godt forstå, at han hellere vilde ha den anden. Selvfølgelig må jeg elske og beundre dig som alle andre; du venter dig da heller ikke andet. Jeg ser ikke noget at beundre ved dig; du er bare indrettet til at ha medvind, og det er jo ikke din skyld. Men det er jeg ikke. Havde du kunnet vinde frem, om du havde haft mit sind og ikke mer vilje, end du har? Ja så havde der været noget at beundre, men jeg tror det ikke. Jeg har ikke set særlig megen vilje hos dig. Jeg ved heller ikke, hvori din dygtighed egenlig består. Når du viser dit ansigt, så går alting af sig selv. Hvor har du gjort en stor anstrængelse? Hvor har du kæmpet dig frem, mod andre menneskers modstand, eller mod det, der er meget sværere, mod dit eget sind? Du går med vinden, og du har en 244gunstigere vind end andre mennesker, men du ved ikke, hvad modvind vil sige. Derfor forstår du ikke andre end dig selv, det vil sige ingenting, for der er jo i virkeligheden ingenting at forstå. Ja det er min mening om dig, sluttede fru Herta næsten åndeløs, skønt hendes stemme hele tiden havde lydt behersket, — og nu må jeg jo ta følgerne af, at jeg for en gangs skyld har sagt dig den. Da Herta var færdig, gik Jensen uden et ord, han havde travlt med at komme af sted. Der blev pludselig stille i stuen; men Herta havde endnu ørerne fulde af klangen af sin egen stemme; erindringen om den lyd, der nu var holdt op, havde en rå, skrattende klang, der ligesom slog sammen om hende. Hun havde allerede glemt det meste af, hvad hun havde sagt; kun de allersidste ord huskede hun, men hvordan var det begyndt? Herta kom til at tænke på sit eget hjem, derved også på sig selv som ung og som barn. Hun havde udtalt tanker, som havde rørt sig i hende mange år, især i hendes ungdom: en kold og glædeløs haven-ret i alting. Ja hun havde jo levet på altid at ha ret. Hun var altså faldet tilbage til sit oprindelige selv, hun var igen blevet den tyveårige Herta, der altid havde fornuft og ret og glædeløshed på sin side, og alt, hvad hun havde oplevet af lyst og lykkeligt i mellemtiden, var altså spildt.

245

Herta gjorde en bevægelse, så sig om efter en støveklud eller noget tilsvarende: Nej nu blir det da den rene overdrivelse, tænkte hun.

Hun gik ud i køkkenet og tog fat på noget arbejde for at drive tankerne fra sig, men de kom alligevel: Nu har jeg altså stødt ham fra mig for bestandig. Å, vrøvl, han ved godt, at der er noget sandt i, hvad jeg sae; det har han ingen skade af at huske. Ja, men han finder snart en anden, og hvad der er værre: kammeratskabet mellem ham og mig er fra nu af forbi. Å ja, men det gør godt at få luft.

Herta arbejdede med lyst og energi.

Det næste måltid spiste de sammen i tavshed, men den føltes ikke meget; børnene fyldte godt med deres snak. Om aftenen gik Jensen, så snart han havde spist og lod sig ikke se før sengetid. Sådan gik den ene dag efter den anden; Herta sad ene om aftenen, og havde tid til at tænke. Jo mer hun tænkte over det, des mindre ret havde hun. Det var mærkeligt, som det var gået tilbage for hende: hun var ikke længer så dygtig til at beholde ret, som da hun var ung.

Hvordan går det med arbejdet? spurte hun en dag.

Å, — det går som det kan.

Vil det sige, at det går ikke.

Ja det vil det nærmest.

246

Hvad er der nu gået dig imod, Niels Peter? Du kan da ikke ha tabt lysten til dit arbejde over det, jeg sae forleden dag.

Jeg har i alt fald ikke kunnet tænke på andet.

Så må du da snart være færdig med det. Det var ikke så indviklet.

Nej det var meget næmt at forstå, men der skal jo noget til, før man har vænnet sig til at se sig selv med sin kones øjne.

Det skal en mand heller ikke, du allermindst.

Hvorfor sae du det så?

Jeg trængte til at få luft for en hel del, der havde opsamlet sig, og onde tanker blir man jo ikke fri for, før man har sagt dem, og så kommer overdrivelsen af sig selv.

Det ligger ikke for dig at overdrive; du var overbevist om, at du havde ret i alt, hvad du sae.

Nej, jeg er i de sidste år mer og mer kommet i tvivl om, at min opfattelse er den rigtige. Der kommer i alt fald så lidt af glædeligt og godt ud af den, at den ikke er værd at hævde.

Der er en anden kvinde, der har sagt det samme om mig som du, mer råt, meget mindre gennemtænkt, men meningen var den samme.

Hør, Niels Peter, lad mig prøve på at forklare dig det. Du skulde egenlig ikke ha haft en kone som mig. Praktisk set kunde det måske være 247
meget godt, men man gifter sig jo gærne for sin fornøjelse mere end af hensyn til det praktiske. Havde du den gang vidst, hvor egoistisk jeg var, så havde du heller ikke taget mig. Det var også af ren egoisme, at jeg blev din kone. Hvad jeg kom ind i ved at blive gift med dig, var noget, der ikke svarede til mit sind. Siden har alting føjet sig så lykkeligt for mig, at jeg lettere end mangen anden moer kunde bære den eneste modgang, jeg har haft. Jeg har fået mere af lykken, end jeg tilkommer, også mere end jeg forstår at påskønne. Og mine børn er blevet bedre, end jeg selv nogen sinde har været. De har noget af mig, men de har mest af dig, og livet vil falde dem lettere, end det er faldet mig, selv om de ikke har sådan et held med sig, som jeg har haft. Jo bedre jeg har lært dig at kende, des mere har jeg måttet misunde dig. Vi kan ikke andet end misunde dig, alle vi, der er indrettede på en hel anden måde. Vi blir ikke lykkelige og gode mennesker, når vi ikke har særlig held med os; sådan er jeg, sådan er fru Linderslev, og sådan var også min moer. Jeg gad vide, om hun ikke ligefrem hadede alle mennesker, der var bedre end hun selv. Jo, den, der ikke er god, må misunde den, der er det. Man kan misunde folk så meget, både rigdom og held, men at nogen har fået ævnen til at være lykkelig og god uden selv at gøre noget 248
for det, det gir den værste af al slags misundelse, for dær er jo næsten ikke noget håb om at vinde frem. Jeg har slået mig på at efterligne dig, men naturligvis kommer jeg ingen vegne i sammenligning med dig. Jeg ved ikke, om jeg er blevet god af det; det er godt, det ikke er mig selv, der skal afgøre det spørsmål. Du forstår slet ikke, hvad det vil sige, ikke at være god; du kan aldrig forstå det, det er en anden verden. Jeg kan bedre forstå dig, også bedre end det lod til forleden dag. Tro ikke, at jeg har gået og tænkt det i al den tid, vi har været gift; det var snarest tankerne fra min ungdom der kom igen, men nu tænker jeg for resten, at jeg er nogenlunde færdig med dem. De var værre ved mig, da jeg var ung, end de er nu. Jeg opdagede meget tidligt, at du var af en hel anden slags; du havde ingen onde tanker, hverken mod dig selv eller mod andre. Du var selvfølgelig ikke den eneste, der havde det sådan, men du var den, som jeg bedst kunde se det på. Det var ikke langt fra, at jeg hadede dig, når jeg var mest selvretfærdig, men når et eller andet havde ydmyget mig dygtigt, så beundrede jeg dig, ikke uden misundelse naturligvis. Sådan har det været, lige fra vi var børn. Jeg så ned på dig, fordi du jo var af simpel familie, men jeg blev ved at vende tilbage til dig. Derfor drev jeg det en gang så vidt, at jeg som stor pige gik 249
med dig hjem en søndag formiddag, hvad jeg godt vidste, var aldeles upassende. Men at det skulde blive til noget mellem os to, faldt mig naturligvis ikke ind; derfor forlovede jeg mig med en anden, så snart jeg blev voksen, og da var jeg godt på vej til at blive den Herta, som jeg vist egenlig var bestemt til at blive. Det var for hans skyld, jeg slog op. Som gammel jomfru måtte jeg jo blive endnu værre end som hans kone, men jeg vilde ikke forbitre livet for mer end een. Senere da du så kom igen, følte jeg jo godt, at jeg burde sige nej til dig, men jeg kunde altså ikke, og jeg har jo ikke nogen grund til at beklage mig: der er sikkert kun få kvinder af min slags, der er blevet så lykkelige som jeg. Ja alt dette forklarer dig måske en del, Niels Peter, jeg tør nok sige, at det er nogenlunde sandt altsammen. Jeg har altid tænkt meget over mig selv så vel som over andre mennesker. Nu har jeg måske også givet dig noget at tænke over. Ja jeg gør mig ikke bedre, end jeg er, men hvis du synes, der er noget, der taler til min undskyldning, og kan du ellers holde mig ud, efter hvad jeg sae den anden dag, så bør du ikke blive ved at være vred på mig; det er allerede en straf at ha fået et sind som mit. Jeg ser på dig med kritik og har altid gjort det, men i en henseende er du jo alligevel 250fuldkommen, og dær har jeg ikke andet at gøre end at se at efterligne dig, så godt jeg kan.

Der blev en pause. Jensen havde vendt sig om mod vinduet; Herta kunde ikke se hans ansigt, men han havde vel opdaget en eller anden derude, som han havde fået lyst til at komme i lag med, så snart dette her var overstået; måske gik hans tanker et stykke længere, og da han ikke svarede, sae Herta:

Nu må du i det mindste sige mig een ting: Vil du helst være fri for mig? Er det det, du står og tænker på? Nu har du vel endelig opdaget, hvor dårligt jeg passer til dig, og jeg kan godt gå ind på at vi skilles, hvis du tror, det er det bedste for dig. Du er nu otte og fyrre, og jeg er otte og fyrre; du er en ung mand, du er snarere blevet yngre de sidste år; jeg er snart en gammel kone; forskellen mellem os er større, end den nogen sinde har været; du venter dig endnu så meget af livet, at det ikke kan være dig nok at gå og trækkes med mig.

Herta blev overrasket ved at høre, at Jensen lo, og det var ikke ironi; han så helt oprømt ud, da han vendte sig om imod hende.

Men hvad ler du dog af?

Å, jeg var vist lige ved at ta det hele altfor alvorligt, men nu da du foreslår mig, at jeg skal 251rende fra dig, så. — — Havde du villet gå fra mig, det kunde jeg bedre forstå.

Ja men at du kan le ad det! Jeg synes egenlig, det er meget alvorligt. For mig har den sidste tid været ligesom et tilbageblik på vort ægteskab. Jeg kan ikke se noget i det, som jeg kunde le ad.

Kære Herta, vi passer nu en gang sammen, sådan som vi er. Du har lidt rigeligt med kritik, og jeg har vel meget af dette her — han gjorde en rund bevægelse med hånden — og vi har altid været gode kammerater; hvad skal vi så med tilbageblik og opgør? Nå men det ene udjævner det andet, ganske vist forstår jeg ikke al den ros, du gav mig i dag; det du sae den anden dag, kunde der være lidt mer rimelighed i; nu ser jeg, at du har overdrevet to gange, først til den ene side, så til den anden, og dermed er det hele jo egenlig ingenting.

Har du da ikke været vred eller ked af det?

Jo nærmest det sidste. Jeg er ikke vant til den slags. Det er nogen nærgående betragtninger, som ingen kan ha glæde af. Hvad blev jeg til, hvis jeg skulde gå med sådan nogen spekulasjoner over mig selv? Det tar humøret og sætter i stå.

Ja du trænger altså ikke til at stå stille og 252tænke en gang imellem. Kan du huske, da vi var børn, sae jeg en gang noget lignende til dig?

Nej.

Jo den gang du havde lavet en vandmølle nede i engen; du bildte dig ind, du skulde blive en stor opfinder, og jeg dukkede dig. Jeg syntes selv det var lidt hårdt, men alligevel sandt. Det var min første kritik af dig. Du så lige sådan ud som forleden dag.

Jo nu synes jeg også jeg kan huske det; jeg kan i alt fald tænke mig, hvordan det har været, og det har også nok gjort sin virkning. Men dette her er noget andet. Er det en fejl ved mig, at jeg kommer let til alting og ikke skønner på det og heller ikke forstår andre, der ikke har det så næmt, så rettes den ikke, ved at jeg spekulerer over det. Men nu har du jo egenlig taget det i dig igen, og jeg vil ikke tænke mer på det. Det er jeg også helst fri for. Jeg er glad ved livet og gør ikke andre kede af det, tror jeg; jeg får noget udrettet, ikke så meget som nogle måske venter, men jeg er glad ved mit arbejde og prøver også på at gøre dem glade, der skal arbejde sammen med mig. Det er det hele; jeg synes ikke, det er sundt at finde på mer at regne ud. Det kan være, dit hoved er indrettet på det, mit er det ikke.

Ja Niels Peter, så blir vi ved det gamle, at du har en fornuftig, men ikke synderlig morsom 253kone, som du kommer til om et godt råd, når du trænger til det, og jeg skal ikke plage dig med mine tanker.

Jeg tror også, Herta, at det morer dig at gøre dig livet mere besværligt end det i virkeligheden er.

Nej, det morer mig just ikke, men jeg har jo ikke indrettet mig selv, som jeg helst vilde, men det er noget, du ikke forstår, og som du selv siger: det vilde du heller ikke ha nogen glæde af.

Jensen lo og sae: Der er noget uhyggeligt i at ha en kone, der er så meget klogere end en selv.

Nu vil jeg bare håbe, sluttede Herta, — at du er blevet oplagt til at bestille noget igen.

Ja du siger noget, jeg vil ned i mit værksted.

Det er mærkeligt, tænkte Herta, idet hun så efter ham, — at jeg ikke har forstået det før, at hans lykke egenlig består deri, at han ikke behøver at tænke.

254

Jensen arbejdede stærkt det følgende år; Herta så, hvordan han blev tavs og alvorlig; mange gange svarede han slet ikke på hendes spørgsmål; han blev tit i sit værksted hele aftenen og kom sent i seng. Det glædede hende at se ham så optaget sådan havde hun altid tænkt sig en dygtig mand, men så kunde det ske, at han pludselig tog sig i det, han kom til hende og gjorde undskyldning for sin gnavenhed, eller han købte et eller andet og kom med til hende. Herta blev rørt over ham, men måtte også ryste på hodet, en mand, der er optaget af sit arbejde, har lov til at glemme småting.

En dag sae Jensen: Nu tror jeg, at jeg er i gang med en rigtig opfindelse; det skal blive en motor af en ny type.

Det er også snart på tiden. Alle venter sig noget af dig, jeg selv har jo altid set en opfinder i dig, men jeg var ved at opgi det. Bare det må lykkes for dig. Der var ingenting, der kunde gøre mig mere glad.

Det skal nok gå, svarede han med overbevisning.

255

Hun hørte ham synge, da han gik over i sit værksted, og hun tænkte: En mand arbejder, og hans kone skynder på: se nu snart at få det gjort. — Det er også det letteste. Gid man kunde gøre noget bedre.

Jensens humør gik pludselig stærkt op ad, han blev overgiven og fuld af narrestreger som før; han tog fat på sin cello om aftenen; der var en sonate af Beethoven, som han vilde ha lært, det var en skam, han havde opgivet den, den var dejlig, og han sled i det. Han var den medgørligste mand, nogen kone kunde ha, og han spredte humør om sig.

Herta så, det var et omslag; opfindelsen blev stående ved forsøget indtil videre, og hvornår kom Niels Peter tilbage til den? Nej arbejdshumøret var gået, nu var kunstneren oppe i ham. En mand, der arbejder, har lov at være barsk og med sine bryn true al unødig snak til tavshed. Herta vilde med glæde finde sig i sådan en mand, hun skulde gå tavs omkring, gætte hans ønsker, tie eller tale som han vilde det og finde sig i hans urimeligheder når bare hun vidste, at arbejdet skred frem. Mands arbejde var det, hun respekterede mest af alting. Hun huskede sin faer, som kunde være meget indesluttet, når han havde en stor forretning for, hun huskede, hvor lidt hendes moer forstod den kunst at føje sig efter det.

256

Ved du hvad, Herta, sae Jensen en formiddag, han kom ind fra kontoret —

Nå, sae Herta spændt og så på et stort ark, han kom viftende med.

Ja jeg har fået et par udmærkede motiver, som jeg vil lave en korsang af; den skal op til næste koncert i vor sangforening.

Hm, sae Herta; — ja det var jo morsomt.

Niels Peter gik lige så hurtigt, som han var kommet.

Der blev megen musik i den følgende tid, og mange fremmede. Jensen fortalte om sin korsang og foredrog en cellosonate af Beethoven. Herta betragtede ham grublende: Blev det til noget med opfindelsen, eller var den ligesom musikken bare noget, der satte ham i sving? Han trængte til noget der kunde få ham til at skinne ud af øjnene, og han gjorde ikke forskel på, om det var musik eller arbejde, om det var noget nyttigt eller om det var tidsspild.

Jensens korsang kom op i hans sangforening og gjorde stor lykke. Det var ikke hans første komposisjon, men langt hans bedste. Det måtte også Herta erkende til sin store skuffelse.

Da han stod ved dirigentpulten, lignede han også godt nok en komponist. — Motoren — tænkte Herta, mens Jensen bukkede, og folk blev ved at klappe.

257

Da de gik hjem, talte Jensen om sin korsang, indtil Herta ikke kunde holde det ud mer; hun afbrød ham med det spørsmaal:

Og hvordan går det med din opfindelse?

Å den vil ikke rigtig lige for tiden; jeg tror, jeg er kommet til et dødt punkt.

Mens du komponerede, tænkte Herta, men nu havde hun jo vænnet sig til at holde den slags tanker ved sig selv; de gjorde ingen gavn. Han var ikke den mand, der tålte sporen. Det var vel med motoren som med komposisjonen: den måtte gøres på inspirasjon; det var ikke noget han tålmodig gik og masede med dag efter dag, uden at det faldt ham ind at blive ked af det.

Å ja, sae Jensen med et suk, idet han lae sig velbehageligt til rette under dynen; det er rart at ha noget at veksle med.

Ja det er det vel, sae Herta.

En aften kom Jensen ind på sit kontor med en mand, hvis stemme Herta ikke kendte. Hun hørte dem le og snakke meget højt. Blandt andet talte de også om maskiner, men Herta kunde ikke vide, om det var en musiker eller en mekaniker. Da Herta kom ind med kaffen, blev hun præsenteret for en hr. Indrev, en ung og meget oprømt mand, der kunde være sådan noget som 258tredve år. Hvad han var, kunde man ikke se på ham, men at han og Niels Peter kunde få grint en del sammen, når de hjalp hinanden, det var ikke til at ta fejl af. Da Herta var gået i seng, hørte hun dem endnu nogen tid more sig derinde.

Nå, sae Herta næste morgen. I morede jer nok godt i aftes, du og hr. — hvad var det nu han hed?

Ja, Indrev skal ansættes på fabrikken som min førstemand.

Nå var det sådan noget I sad og grinte sammen? Ja jeg hørte for resten nok, at I blandt andet også talte om maskiner.

Indrev er en meget dygtig mand, der selv har lavet et par mindre ting; han skal hjælpe mig med min motor. Han har nogle fagkundskaber, som jeg mangler.

Nå sådan. Viser du nu straks ham det hele?

Nå — jeg ved ikke — —. Synes du ikke jeg skulde det?

Nej, du kender ham jo ikke.

Jeg kender ham så meget, at jeg ved, vi passer godt sammen.

Ja men vilde du ikke hellere ha æren for det alene?

Det er ikke æren, det kommer an på, men at det blir til noget, og jeg synes ikke jeg magter det.

259

Hvis jeg var mand, vilde jeg gøre det alene, om jeg så skulde arbejde på det i tyve år.

Tyve år, uha. Så kom man da aldrig til noget andet.

Een ting, der er godt, må være en mand nok.

Tja — kunde en mands arbejde nå lige så langt som en kones ærgærrighed — —

Nej, det er sandt, du skal hellere ikke bryde dig om, hvad jeg siger.

— Det var sandt, som Jensen sae, at de to passede godt sammen. Indrev var mere tørt vittig, Jensen mere morsom, sådan udfyldte de hinanden. Hvad de ellers fik ud af det, kunde man ikke vide; humør var det resultat, man så mest til. — Det er ligesom med celloen, tænkte Herta; — nu har han Indrev til at akkompagnere sig.

Man skal altid være to om en opfindelse, sae Jensen en dag.

Det er altså ligesom med musikken, mente Herta.

Ja akkurat; der kommer mere klang i det.

Om foråret blev Jensen syg af en underlivsbetændelse og måtte holde sengen. Sygdommen tog snart en farlig vending, og efter en uges forløb forberedte lægen Herta på, at den kunde blive dødelig. Herta svarede ikke andet, end at hun 260havde ventet det og bad ham ikke sige noget til Jensen selv.

Det er meningsløst, at han skal dø, tænkte Herta; — bare jeg kunde dø i hans sted. Han har mere glæde af livet end jeg. Jeg kunde dø uden at beklage mig; jeg vilde ikke tabe så meget ved det som han. Å nej dog, det er aldrig faldet mig ind, at han skulde dø først.

Du ser så alvorlig ud, Herta, sa Jensen, da hun kom ind til ham; — du skal ikke være ked af det. Jeg har det ganske godt. Hvor længe mente doktoren, det kunde vare, inden jeg kommer op igen? Til mig sae han: tre uger.

Ja tre uger. Sig mig, Niels Peter, skal nu Indrev arbejde alene med motoren, mens du ligger?

Nej, han venter, til jeg kommer op.

Du sae du havde nogle optegnelser og beregninger, du havde gjort i den sidste tid, og som han ikke kendte. Hvor har du dem?

De ligger i mit jærnskab inde på kontoret.

Giv mig nøglerne, Niels Peter. Jeg vil hellere hente dem; måske du også kan få lyst til at gøre mer ved det, mens du ligger.

Det tror jeg ikke, jeg er mere oplagt til musik. Vil du ikke spille nogle af Beethovens sonater for mig?

Hvis du tror, du kan tåle det, Niels Peter, svarede Herta tøvende.

261

Jeg trænger ligefrem til det. Det skal være Måneskinssonaten, Herta.

Herta spillede den. Det var den ugladeste musik, hun havde hørt, men hun passede på at spille den så godt hun kunde.

Du spiller godt i dag, Herta, sae han, da hun var færdig.

Herta kom ind med smilende ansigt: Synes du virkelig? Jeg var bange du vilde kritisere. Jeg var ikke rigtig oplagt.

Bare jeg var oppe, Herta. Jeg skulde nok være oplagt; jeg føler mig så let, ligesom et helt læs var faldet af mig.

Men der er jo aldrig meget, der har tynget dig, Niels Peter.

Nej men alligevel — — —. Når smærterne er slemme, har jeg det jo ikke så godt, og når de er helt væk, blir jeg utålmodig af at ligge, men når de begynder at ta af, så blir jeg så tilfreds med alting.

Stakkels Niels Peter, udbrød Herta uvilkårligt. — Vent lidt, hvad var det nu pigen slog i stykker derude i køkkenet?

Herta gik ind på Niels Peters kontor; hun måtte ha tid til at tænke og blive herre over sig selv igen. — Hvornår skulde hun sige det til ham, og hvordan? Det vilde være hendes natur imod helt at fortie det. Hun vidste med sig selv, at hun 262i det tilfælde vilde forlange at vide sandheden, men med ham var det jo anderledes. Han havde sikkert aldrig et øjeblik i sit liv tænkt på, at han skulde dø en gang. Han havde jo ideer og planer nok, men kun få tanker. Den, der tænker, kommer tidligt til tanken om døden.

Herta sad længe og grundede; hun hørte ikke, det ringede, eller at pigen gik ud i entreen. Lidt efter ringede Niels Peter. Han lå med strålende øjne, da Herta kom ind.

Tænk, Herta, de vil gærne ha lov at opføre min korsang i Frederiksbergs ny musikforening. De spør også, tilføjede han leende — hvad honorar jeg forlanger. Hvad synes du? — Han lo som var det en kostelig vittighed.

Det var morsomt, sae Herta.

Ja ikke sandt? Men vil du ikke skrive for mig? Jeg beklager, at jeg ikke kan komme selv og så videre, men at de skal sende mig anmældelserne, da det jo er en offentlig konsert. Og honorar skal jeg selvfølgelig ikke ha.

— Da Herta næste formiddag kom ind i sovekammeret, så hun, at børnene var samlede om hans seng. Han fortalte dem om sin barndom, men meget stille, hans stemme var helt forandret; han måtte ha fået noget at vide.

Da børnene var ude, sae Jensen: Børnene siger, 263du går og græder, Herta. Er det da så slemt? Kan jeg dø af det? Har lægen sagt det?

Lægen siger, det er ikke uden fare, Niels Peter.

Niels Peter rakte hånden ud og greb hårdt i hende: Sæt dig her, Herta. Er det sandt, at jeg skal dø? Jeg vil ikke dø, Herta; jeg har jo ikke levet noget videre endnu.

Herta bøjede sig over ham; hun havde ikke let ved at forstille sig. At se hans angst for døden var værre, end selv at skulle dø.

Du ved det altså, Herta. — Doktoren har altså sagt, jeg skal dø?

Herta kunde ikke svare; hun så uden et ord ind i den syges fortrukne ansigt. Det var altså første gang, at tanken om døden var faldet ham ind. — Gid det var ham, der sad ved min seng, tænkte hun; — måske kunde han ha lært noget af mig.

Han vendte sig fra hende og græd; han hulkede som et barn og bad med næsten ukendelig stemme om et lommetørklæde. Herta blev siddende hos ham, de talte ikke mer.

Herta sad og så frem for sig. Nu ønskede hun kun een ting: at det snart måtte blive overstået; det var bedst for dem begge.

En halv time senere opdagede hun pludselig, at han var faldet i søvn. Han sov med stille og 264regelmæssigt åndedræt; det var altså ikke døden endnu. Herta gik stille ud.

Hen på eftermiddagen vågnede han igen og ringede på hende.

Det var en dum forestilling, jeg lavede i formiddags, men du skal ikke være bange for at få mer af den slags. Men hvor du ser medtaget ud, stakkels Herta, det er altså min skyld; du har dog vidst det nogle dage, kan jeg nu forstå. Ja jeg kan tænke mig, det må være hårdt at se en mand ta en naturlig ting på den måde.

Ja, Niels Peter, jeg vilde hellere det havde været mig selv. Det er så forfærdeligt at det skulde blive dig — —

Du skal ikke græde, Herta; nu har jeg forsonet mig med det; jeg har det godt, og alting er nu så langt borte. Kan du huske det efterår vi var i Italien? Det var så morsomt at tænke på bagefter, selv om vi godt vidste, at vi ikke kom der mer. Alt hvad der er uden for denne stue, det er for mig ligesom Italien, jeg ved, jeg kommer ikke til at se det mer, men det er alligevel dejligt at tænke på.

Niels Peter og Herta talte nogen tid om børnene og deres fremtid; så sae han:

Hent mig mine notitser herind; jeg vil gærne se dem endnu en gang.

Herta hentede papirerne, læste op for ham og viste ham tegningerne.

265

Jeg kan ikke længer følge med i mine egne beregninger, sae han; — men nu skal jeg diktere dig noget; det er ikke sikkert, det kan bruges; men det kunde jo også være, det var et fingerpeg i den rigtige retning. Det er noget om fremtidens maskiner. Hidtil har vi brugt kul; nu er stenoljen ved at fortrænge kullene, jeg tror, at fremtiden vil finde endnu mer renlige kraftkilder som luften og solen, så at vi en gang kan blive fri for at sende vore medmennesker ned under jorden efter dem. Det vilde være et smukt fremskridt; jeg tror, det kommer.

Er du ikke ked af, at du ikke når at få din motor færdig? spurte Herta bag efter.

Nej, der findes sagtens en anden der kan gå videre, hvis det duer. Å nej, ens liv består jo heller ikke i sådan en opfindelse alene.

Det vilde jeg ha ment, hvis jeg var mand.

Nej nej; du mener, at livet er arbejde; jeg mener, livet er glæde og arbejde, og af de to ting er det første det vigtigste.

Så har du da levet sådan som du helst vilde, Niels Peter.

Ja det har jeg, og det er noget snak, hvad jeg sae før, at jeg ikke har levet nok. Mange vil måske ligesom du beklage, at jeg ikke fik mit arbejde gjort. Men det vigtigste er jo dog ikke, at man får lavet en motor, men at ens liv har været værd at leve. 266Ja, havde jeg nået at hente kraften ned fra luften i stedet for af stenoljen. — — — Spil så Appasionata for mig, Herta. Jeg vilde egenlig gærne høre en kvartet, inden jeg dør, men hvem skal ta celloen, nu da jeg ikke kan. Jeg vil ikke i mit sidste øjeblik høre på kontorist Hansens skæve buestrøg; han mener det godt nok, men — —. Nå men dit klaverspil var jo det første musik, jeg hørte; lad det så også blive det sidste.

To dage efter døde Niels Peter Jensen.

Aviserne bragte lange nekrologer om ham; han var kendt af mange.

Herta gik til Indrev og spurte:

Hvordan går det med motoren? Min mand har jo overdraget Dem at arbejde videre med den.

Det går ikke, svarede Indrev; — jeg mangler noget. Tror De ikke, Deres mand havde gjort nogle beregninger, som han ikke har vist mig, og tror De, det vilde være imod hans ønske, om jeg fik dem at se?

Herta tog en pakke frem og gav ham.

Hjalp det? spurte hun, da hun en måned senere kom igen.

Ja på en måde. Hvad var det, der var skrevet med en fremmed hånd?

Det er noget, min mand har dikteret mig.

Mens han var syg. Ja så forstår jeg.

267

Herta tav lidt. — Hvad vil det sige: på en måde?

Deres mands løsning var ikke den rigtige, men den gav mig en god ide, og nu arbejder jeg med den.

Et halvt år senere var motoren færdig, den slog godt an. I offenligheden gik den under navnet Indrevs motor. Herta skrev til ham om det ukorrekte i, at han gav den sit navn. Senere fik også aviserne fat i sagen; Herta blev interviewet, og der blev skrevet meget om illoyal benyttelse af en anden mands ideer. Den offenlige mening gav den afdøde æren for opfindelsen, og Indrevs forsvar nyttede ham ikke.

Det er ikke efter mit ønske, skrev Indrev privat til Herta, — at motoren har fået navn efter mig; pressen begyndte straks at kalde den sådan, men det skal blive ændret. Men jeg vil sige Dem, at jeg tror ikke, Deres mand havde fået den færdig uden min hjælp. Han var inde på et fejl spor, og jeg tror heller ikke, det rigtig lå for ham at føre sådan en stor ting igennem; han var udmærket til at sætte i gang; den ros vil enhver yde ham, der kender lidt til ham. Nu har han ved pressens hjælp og ved Deres tilskyndelse fået måske mere, end der tilkommer ham, men også det under jeg ham gærne; jeg er glad ved at ha haft ham til ven, og jeg skylder ham meget 268mere end den ide, jeg nu har bragt til udførelse. Dem, fru Jensen, skylder jeg vel tak for Deres mands notitser, men den hævn, De gennem pressen har taget over mig, fritar mig for taknemlighed. Vi er kvit, De og jeg, men jeg bevarer mindet om en mand, der ikke vilde ha billiget Deres fremgangsmåde.

Herta gik straks hen til Indrev. Han viste hende døren, men hun satte sig rolig ned og sae:

Det kan være, det er min skyld, at pressen er faldet over Dem, og det er vel også sandt, at min mand ikke vilde ha syntes om det, men nu tilbyder jeg Dem den oprejsning, at vi udgir min mands notitser; så kan i alt fald fagkyndige bedømme dem.

Indrev tog fru Hertas hånd, som hun ikke havde rakt ham, og sae:

Jeg gør Dem min undskyldning, fru Jensen; jeg nægter ikke, at jeg allerede på forhånd havde et mindre sympatetisk indtryk af Dem, men nu ser jeg — —

Jeg er vant til, afbrød fru Herta tørt, at folk har den slags indtryk, men i hvert fald skal ingen forurettes af mig, og jeg tror, De havde ret i, hvad De skrev om, at min mand havde lettere ved at få en ide end ved at udføre den.

Ja, sae Indrev med varme, — han var en mand med lyse ideer. Alting lyste i ham.

269

Der kom et udtryk i den unge mands ansigt, der rørte Herta.

Farvel, sae hun og så til siden, idet hun rakte ham hånden. — Nej det er sandt: de sidste optegnelser, De ved, som min mand havde dikteret mig, dem udelader vi vel.

Nej nej, fru Jensen; det vilde være synd.

Men de har jo ingen teknisk værdi. De havde jo også selv følelsen af, at de var skrevet af en syg mand.

Ja men det ligner Deres mand sådan; for alle hans venner vil det være som en sidste hilsen fra ham.

Kort efter flyttede Herta hjem til sin egen by. Nu skulde det blive til alvor med en plan, der i flere år havde optaget hende: hun vilde oprette en husmoerskole for arbejderes døtre; hun havde set så meget af husholdning hos småfolk, at hun var blevet klar over, at her var noget at udrette. Skolen skulde så vidt muligt være gratis, og da hendes kapital ikke var stor nok til at bære skolen alene, måtte hun omkring og søge støtte hos andre.

Den første, hun kom til med sin liste, var en forhenværende købmand, som hun kendte fra sin ungdom; han havde lært hos hendes faer og var 270nu en mand på henved de tres. Han hørte med stor velvilje på Hertas planer og sae så:

Nå De vil være filantrop, fru Jensen; ja det er pænt af Dem; det kan jeg godt lide. Jeg hjælper selv mange fattige, og det er meget godt, at De netop er kommet til mig. Jo man skal hjælpe dem, der trænger, det er rigtigt nok; man har jo ingen tak for det, fru Jensen, men det venter man jo heller ikke, tvært imod, man må være glad, når de ikke bær nag til en for det, sådan er jo småfolk nu en gang. Men når man har råd til det, så kan man jo ikke andet, det forstår sig. Det er jo egenlig nemt at være fattig i vore dage, ikke sandt? men det er jo vor pligt at hjælpe, og det gør vi også gærne. Men jeg behøver jo ikke at fortælle Dem, fru Jensen, at taknemlighed må man ikke vente sig. Den fornøjelse har man nu en gang ikke af at være filantrop, tvært imod, som der står et sted: nu havde de velgerninger at hævne. Det kender jeg så godt.

Da har De også været en skidt filantrop, svarede fru Herta barsk, — men nu kan De jo tænke over det til en anden dag.

Dermed gik hun. Å hvor hun kendte disse tanker igen. Sådan havde hendes moer altid talt, og sådan havde hun også selv en gang tænkt. Mon hun skulde høre meget af den slags?

271

Herta fik en del gode navne på sin liste, og et par dage senere kom købmanden igen.

De gik så pludselig, fru Jensen. Var der noget i det, jeg sae, De ikke syntes om? Nå ja såmænd, føjede han til med en håndbevægelse og et jovialt smil, — man blir jo sådan lidt hårdhudet af den megen filantropi. Nå men må jeg ha lov til at tegne mig for to hundrede kroner årligt? Det er en udmærket ide at lære småfolks pigebørn at lave mad; man ved jo fra sine tjenestepiger, hvor lidt begreb de har om det.

Herta takkede og bød ham på kaffe, og de snakkede om gamle dage.

Nå ja, sae fru Herta til sig selv, da han var gået, — det er jo heller ikke noget at blive så irriteret over. Sådan tænker vel alle rige folk; jeg har tilfældigvis lært at høre, hvor grimt det lyder, det har de andre ikke.

272

Gamle fru Herta stod foran spejlet i entreen og satte sin hat på. Skønt hun var halvfjerds, havde hun kun en enkelt grå stribe i tindingen; ellers var hendes hår mørkebrunt som før. Hendes ansigt havde en kraftig gammelkonerødme, der i kulden kunde nærme sig blåt, men ellers var temmelig ens altid. Fru Herta følte til tænderne i overmunden og gik som sædvanligt ud gennem køkkenet for at se til sine husholdningselever.

Hvor skal De hen med hele den avis? spurte hun en ung pige, der søgte at slippe uden om hende.

Pigen smilede genert, så til siden og svarede noget, der ikke kunde høres.

Fru Herta tog avisen fra hende, delte den, gav hende et stykke og sae tørt:

Dette her er vist tilstrækkelig.

Da fru Herta var kommet godt og vel ud gennem havelågen, tog de andre unge piger sig forlov at le, men en af dem sae alvorligt: Ja, det er da også sandt.

Fru Herta lae vejen ud til de små huse med 273arbejderfamilier, dær, hvor også hendes mand en gang havde boet. Hun kendte alle, som boede dær, og de vidste, at hun kendte dem.

Hvordan går det så med Hans? spurgte hun den første kone, hun traf. — Synes han så bedre om at være smed?

Nej, svarede konen, — han har opgivet det igen.

Nå, er han rendt fra den plads også? Hvor er han så henne for tiden?

Konen så hen mod husdøren og svarede:

Ja, nu går han jo foreløbig og venter på, om der skulde komme noget andet.

Nå, gør han det, sae Herta meget højt; — og I har nok råd til at ha ham hjemme.

Nå — råd — man kan jo heller ikke ligefrem smide ham på gaden.

Ved du hvad, Kristine, du skulde haft alle de prygl, som Hans ikke har fået, så var du måske blevet en bedre moer, end du er.

Ja, hvad skal man stille op med sådan en troldhat?

Prøv at la ham komme ud at sejle.

Ja, så render han bare fra det, når han kommer i land.

Han betænker sig nok i et fremmed land, hvor han ikke har moer at rende hjem til.

Nej — han gør det alligevel.

Ja ja, så lærer han at klare sig selv. Jeg skal 274se, om jeg kan finde en plads til ham som jungmand.

Ja tak, svarede konen, — det kunde jo godt være, at det var bedre.

Fru Herta var allerede borte. Konen så efter hende og tænkte:

Nu blir der altså ingen hjælp til os andre, så længe han går hjemme.

Og grebet af en pludselig indskydelse skyndte hun sig ind og gav sig til at skælde sin søn huden fuld.

Fru Hertas spørsmål ved det næste hus var omtrent det samme:

Hvordan har Anna det?

Jo tak, svarede moeren — hun har det jo ellers temmelig godt.

Nå, hvad er der så i vejen?

Ja, der er jo det, at hun skal ha et barn.

Ja, sae fru Herta, — det er jo rimeligt.

Ja, jeg synes nu, det er en forfærdelig skam både for hende og for os selv. Konen begyndte at græde.

Ja naturligvis, men den kæreste, hun havde fået, han spekulerede selvfølgelig ikke paa andet end at få hende så vidt. Det skulde du ha sagt til hende, mens det var tid.

Sådan noget kan man da ikke sige, og hvad kunde det også hjælpe.

275

Hm, hvad vil I nu gøre?

Vi vil jo helst se at få dem gift.

Nå, vil han nok det?

Jo, det lader det da til. Det er da også hans pligt.

Det skal I meget hellere la være med, Karen Marie.

Ja, men det er da rent galt; så blir den skam siddende på hende altid. Hun blir aldrig regnet for en pæn pige mer.

Ja, noget skal man jo lide for det, men det var dog værre, om hun blev gift med ham. Han er en skidt fyr, og han drikker også.

Det er nu ikke meget, fru Jensen.

Nej, men det blir nok mere, kender jeg ham ret. Når de har været gift et par år, så bryder han sig ikke mer om hende, og så tar han en anden, og så begynder han for alvor at drikke og forsømme sit arbejde. Synes du, det var så rart, om Anna om en halv snes år havde en fem seks børn og en fordrukken mand?

Næ — men det blir heller ikke så let nu at finde en god plads til hende.

Nej, det må hun jo finde sig i. Hvis jeg vilde, kunde jeg måske skaffe hende en god plads.

Moeren så forhåbningsfuld op.

Men man skal jo heller ikke ligefrem belønne en pige, fordi hun bær sig saadan ad.

276

Nej såmænd, indrømmede Konen nedstemt.

Man ved jo heller ikke, om hun virkelig er forfløjen af sig, men nu kan vi jo se. Om halvandet år skal en af mine tjenestepiger giftes, så kan vi jo se, hvad Anna er blevet til. Det må De gærne sige til hende. Farvel.

Fru Herta havde ikke gået ret langt, før hun mødte en ung kone, der så meget forknyt ud.

Hvad er der dog gået Dem imod, fru Andersen? spurte fru Herta og stansede hende. — Er det manden, det er galt med?

Å ja, fru Jensen, tag og gå lidt med hjem; jeg trænger sådan til at ha nogen at tale med.

Det har jeg ikke tid til. Nå, hvad er der så med manden? Har han begyndt at se efter andre piger?

Ja, jeg forstår ham ikke. Vi har dog såmange interesser fælles, både musik og litteratur; jeg synes, vi har mere at tale om end mange andre ægtefolk, og så går han hen og er mig utro med en, der en gang har tjent hos os.

Ja, fru Andersen, har De ikke lagt mærke til det endnu: manden skulde egentlig ha tre koner, en til det legemlige, en til det åndelige og en til det praktiske.

Fru Andersen brast i gråd og svarede bittert: Man kan høre, De taler af erfaring, fru Jensen.

Å, det er såmænd ikke så meget min egen erfaring, jeg taler af, som af andres. Nå, men jeg skal 277tale i 'Kvindelig Forening' i eftermiddag. Vil De ikke med, De kunde ha godt af at få noget andet at tænke på.

Nej tak, det interesserer mig ikke, sådan som jeg har det.

Nå ikke?

Nej, jeg kan ikke tænke på andet end det med min mand.

Jeg mente ellers, at når noget gik en kone imod i den retning, så var det netop på tide, at hun begyndte at tænke selv og se at gøre sig uafhængig af manden.

Det kan jeg ikke.

Så må De lære det, fru Andersen; det lønner sig. Når en mand, der har svigtet sin kone, opdager, at hun godt kan stå alene, at hun er et solidt og selvstændigt menneske, så er der hundrede chancer mod een for, at han en dag vender tilbage til hende igen. Knækker hun sammen, så kommer han måske også igen, men kun af medlidenhed, og medlidenhed holder ikke nogen mand fast ret længe.

Å, hvor det lyder hårdt.

Det gør det vel. Jeg kunde fortælle Dem om en kone, der var meget mindre køn og sød end De er, og som havde en mand, der var lige så bevægelig som Deres; men hun kunde alligevel holde ham fast.

278

Så må hun ha været mere beregnende end jeg er, og ha passet bedre på ham.

Nej, det var just ikke det.

Hvordan bar hun sig da ad med ham?

Ja, nu har jeg sat mig i hodet, at De skal med til vort møde, fru Andersen. En anden gang skal jeg så fortælle Dem den historie.

Fru Andersen bøjede tavs hodet og gik med; hun var nysgærrig efter den lovede historie.

Den store sal på hotel 'Postgården', hvor 'Kvindelig Forening' holdt sine møder, var fuld, mest af kvinder, men også nogle mænd havde indfundet sig; fru Hertas taler havde et vist ry på sig. Fru Andersen satte sig allerlængst nede i salen og sukkede, da den lille gamle dame steg op på talerstolen; hun ventede sig ikke noget morsomt, men fru Herta havde ikke talt to minutter, før den bedrøvede lille kone hørte efter med spændt opmærksomhed.

Når kvinder holder møde om deres egne særlige interesser, begyndte fru Herta, — blir der i regelen ikke sparet på hårde ord om mændene, især deres egoisme og blinde tro på, at de alene ved og kan alting. Der blir gærne sagt meget mere, end kvinderne selv kan stå ved, men som en mand en gang sae til mig efter sådan et møde: Det er altid en trøst, at det er de ugifte kvinder, der er hårdest ved mændene; det er dog dem, 279der ved mindst om os. Jeg mener nu, at i almindelighed har manden flere ævner end kvinden, og det kommer af, at han har mere kraft at ta af, både åndelig og legemlig. Manden er mere alsidigt begavet, og kvinden mere ensidigt, men deri ligger også hans svaghed og hendes styrke. — Manden har mere forstand end kvinden, men han bruger den gennemgående dårligere end hun. Enhver mand vil ved lejlighed lade sin kone vide, at han har så mange ting at tænke på; det behøver ikke altid at være pral, men det skal tillige forklare, at han tit glemmer at tænke over det, der ligger aller nærmest. Kvinden er i det mindste klar over, de måske få og små ting, hun har at tænke over. Det er lettere for en pranger at snyde en mand i hestehandel end for en slagter at narre en husmoer med et pund oksekød. Det er næmlig sagen, at manden tit tænker sine mange ting så dårligt igennem, at han er forholdsvis let at narre i det enkelte tilfælde.

Mænd har ikke kritik på den måde som kvinder; mænd er godtroende, hvor kvinder er mistroiske. Når mænd har betroet en mand deres penge, hvad enten det er som direktør, som formand, som kasserer, som sagfører og så videre, så stoler de blindt på ham og gerne med den motivering, at det så galt ud, hvis man ikke kunde stole på nogen. Det er jo mændene, der regerer 280med pengene, både i staten og i hjemmet; det er lige så sikkert, at mændene forstår at omsætte penge, som at de til mangler ævne til at holde hus med dem. Det er mange gange helt ude i det vilde som mændene betror deres penge til andre. Hvor tit ser vi ikke, at en mand med en tvivlsom fallit, eller en åbenbar gavtyv, hvis små snyderier er blevet dækket af familie og venner — at sådan en mand blir sparekassedirektør, kasserer og så videre, og bag efter, når han selvfølgelig har bedraget, siger mændene: Vi stolede på ham; vi anede ikke, at han var en bedrager; hvor kunde vi også ane det? — Men mænds tillid til mænd hænger vel sammen med, at de er enige om, at det er dem, der skal regere verden.

Kvinden har ikke nær den tro til manden, som manden selv har. Ganske vist ser man ikke sjældent en kvinde betro sin fremtid, hele sin velfærd til en mand, hun ikke har tillid til; men det er en sag for sig. De kan være vis på, at den samme kvinde vilde ikke være nær så villig til at betro den samme mand sine pengesager. — Der er ganske vist flere dumme kvinder, end der er dumme mænd, men en kvinde, der har en smule forstand, er langt mere på sin post end en mand med et godt hoved. De mange kassemangler, vi har haft i de senere år, viser mændenes komplette mangel på ævne til at styre vore pengesager. 281Vore pengesager, siger jeg, for vi kvinder har også del i dem, og jeg tror, det vilde være godt, om også kvinderne her fik en hånd med; mændene har jo vist tilstrækkeligt, at de ikke duer til det. Manden må lære at dele mere af sit arbejde med kvinden. Bedrageri blir vanskeligere, hvor en fornuftig kvinde er med til at passe på, og en forretningsmand vil ikke så let forfalde til børsspekulasjoner, hvis han tar sin kone med på råd. Kvinden er smålig, siger manden; ja, hun har sans for de små ting, og den må lægges sammen med mandens blik for de store ting.

Hvad karakter angår, er det ikke så lige til at sige, hvem der er den stærkeste, manden eller kvinden. Om mangen kvinde kan man sige: hun er i al almindelighed svag, hun mangler modstandskraft: om mange mange mænd, at de har adskillige svagheder, og de træder unægtelig stærkere frem end kvindens almindelige mangel på kraft, men det er måske netop en side af mandens styrke.

Hvem har mest energi, manden eller kvinden? Han forstår bedre at holde hus med sin energi, mens kvinden mere er tilbøjelig til overdrivelse; hun ødsler med sin kraft, så den slipper for tidligt op. Men når der blir lagt et stort læs på en kvinde, fordi hun er ene, eller manden ikke duer, 282da kan hun holde ud til det utrolige, mens den kvinde, der har det lettere, tit knækker sammen, når der en dag pludselig forlanges mere af hende, end hun har været vant til. Derfor ser jeg en fare i, at livet gøres lettere og behageligere for kvinden; hun taber så let af sin kraft. Man ser det på kvinderne i de bedrestillede lag; de er gennemgående ringere end dem, der står et trin under dem. — — — —

Efter disse almindelige betragtninger gik fru Herta over til det mere saglige, der stod på dagens program. Bag efter var der diskussjon.

Da det hele var forbi, kom en gammel mand hen til fru Herta og sae:

Jeg havde egentlig ventet, fru Jensen, at høre en mildere bedømmelse af mænd. Jeg synes, at Deres afdøde mand, som jeg har kendt så godt, måtte ha lært Dem noget andet end, hvad De har sagt i dag.

Hvad jeg har lært af min mand, svarede fru Herta, benytter jeg ikke til at holde foredrag om. For resten hade min mand flere af de svagheder, der er mest betegnende for mænd, selv om han stod over alle de mænd, jeg har kendt. Nej, hvad jeg har lært af ham, kan ikke sådan ligefrem fortælles, men hele mit arbejde skal vise det, og det lar jeg enhver se på.

283

Da fru Herta på hjemvejen drejede ind ad lågen til sin barndoms have, blev hun modtaget af en ung mand, hvis lighed med afdøde Niels Peter Jensen ikke var til at tage fejl af; han havde det samme smil og det lyse blink i øjnene, selv om hans ansigt var mørkere af farve og havde et alvorligere udtryk. Det var fru Hertas yngste søn, ejeren af byens store maskinfabrik.

Goddag, moer, sae han; — jeg er ene hjemme i øjeblikket; Elise er ude at køre med Svend.

Nå, hvordan var der så i Norge?

Der var dejligt, moer. Det er en skam, du ikke har været dær

Ja, nu kommer jeg der jo ikke.

De talte en tid om de unges sommerrejse deroppe nord på, og så spurte fru Herta:

Nå, hvordan står det ellers til? Ikke noget nyt?

Nej, moer, alt er ved det gamle.

Hm, ja det er vel så godt nok.

Ja såmænd, lige som man tar det.

Så?

Ja, ved du hvad, moer, det kan virkelig godt blive lidt trivielt i længden at ha en så nøgtern kone, som jeg har.

Nå, er det så slemt?

Ja, lidt mere end jeg havde troet. Jeg syntes nok, den gang vi blev gift, at hun var noget køligt 284anlagt, men jeg tænkte, det vilde gå noget over, når vi blev gift.

Det skal man ikke vente sig for meget af; snarere tvært imod, når det gælder en kvinde som Elise.

Og nu da vi var i Norge — ikke spor af begejstring eller bare lidt optagethed. Når jeg sae noget om det, vi så, indrømmede hun ganske vist, at det var kønt, men hun var nærmest lige glad ved det hele. ja, det måtte du da også kunne høre i aftes, det øjeblik vi var inde hos dig.

Herta betragtede sin søn. Når han sådan sad og talte alvorligt, lignede han sin faer mindre end ellers. Han havde ikke Niels Peters lykkelige ævne til at være glad alene og la den anden part følge med, hvis den kunde. Og han havde spekulasjoner at trækkes med, som hans faer var så lykkeligt fri for.

Og jeg ved egentlig ikke, blev sønnen ved, — hvordan det har sig med Elises hjærtelag. Hun nægter jo aldrig dem noget, der trænger, men hun er lige glad med det; hun gir ikke mer end netop, det hun gir.

Jeg antar, sae fru Herta, — at Elise er nogenlunde sådan som jeg var i mine unge dage.

Det kan jeg ikke tænke mig, moer.

Nå, ikke det. Men hun har haft et bedre hjem end jeg hade.

285

Nå, så har hun da det forud.

Nej, tvært imod. Jeg havde et eksempel at vare mig for.

Men når du har været sådan, moer, hvordan er du så blevet anderledes?

Fordi jeg vilde. Jeg så, at din faer og hans slags havde det bedre end jeg, og dær vilde jeg også være med.

Kan man da det, bare fordi man vil?

Ja, man kan; men det, der i ens øjne er meget, ser for de andre vist kun ud af meget lidt. Er det sådan, at det ligefrem trykker dit humør, det med Elise?

Ja — det er jo da et savn.

Det må ikke ta dit humør, min dreng. Din faers livsglæde kunde ingenting slå ned. Og du kan tro, at det var noget, der gjorde indtryk på mig. Og sådan må det også være med dig, hvis du vil ha hende med.

Ja, moer, men du var altså heller ikke tilfreds, sådan som du selv havde det. Det tror jeg, Elise er.

Jeg siger jo heller ikke, at det samme kan gøres med enhver anden kone.

Hm; ja, det er jo ikke fordi Elise er særlig tilfreds selv, men jeg mærker ikke noget ønske hos hende om, at det skal blive anderledes.

Ja, hvert ægteskab er jo et problem for sig. 286Men Elise er jo dygtig, og hun har en god forstand; vær glad ved det, og lad ikke det, du savner hos hende, berøre din egen glæde ved at leve, hvis den er så stor.

Ja, det er den, moer, men jeg vilde også gærne ha hende med.

Din faers sind har du ikke helt, sae fru Herta grundende og så ligesom ind i en anden skæbne: Lykke — nøgtern dygtighed, vejen deler sig; den lykkelige går sin egen vej, vil de skilles, eller vil den anden ligesom hun selv, finde en snæver vanskelig sti bag efter?

Ja, sae fru Herta og trak været dybt.

Nå, sae sønnen spændt, som om han nu ventede svar på det altsammen.

Ja hvad, det er jo også meget værd, at I er to dygtige mennesker, og når ens arbejde blir gjort godt, så er det meste nået. Resten er luksus for enkelt mand.

Jeg havde ventet et andet svar, sae sønnen alvorligt.

Hvad bedre svar skal jeg gi dig? Din faer savnede vist ikke noget hos mig. Hvordan jeg anstrængte mig for at komme til at lære af ham, det mærkede han dårligt nok. Havde jeg ikke gjort det, vilde han vist heller ikke ha savnet det. Han var så helstøbt på sin måde. Det er du ikke. Han vilde aldrig ha beklaget sig over mig, det 287var vist umuligt at bibringe ham følelsen af at savne noget. Og hvis Elise gjorde sig anstrængelser, som jeg har gjort, så vilde du mærke det og føle dig endnu mere skuffet. Du ligner næmlig også mig, og det gør en stor forskel, selv om du ganske vist ligner din faer mest. Ja, min dreng, det lyder måske ikke så morsomt, men lad ikke tanken om, hvad du savner hos Elise gøre dig mindre glad for det, du er optaget af. Jeg forstår mig ikke rigtig på det, men jeg tror, det må kunne la sig gøre. Og rejs en anden gang alene til Norge, så vil du få det fulde udbytte af det.

Ja men, moer, du forstår altså slet ikke, hvor meget jeg holder af Elise.

Gør du det, min dreng, sae fru Herta med et smil og rakte ham hånden til farvel, — nå, ja så klarer det hele sig nok.

Det er en fejl mere ved ham, at han er forelsket i sin kone, tænkte hun, da hun gik ud gennem haven, — det var Niels Peter ikke; heller ikke den hindring havde han. Ja, han var helstøbt.