↩ Som en lang og slunken tyndtarm vinder den eneste egenlige gade sig gennem byens magre legeme, hvor kun enkelte fødemidler nu og da passerer, mens butikker og mange beværtninger ligger som trævler i tarmens vægge og absorberer den smule næring, der tilbyder sig. Et sted udvider tarmen sig til en mave, det er torvepladsen, hvor der på markedsdagene samles lidt mere end almindelig spise. Da lever byen højt — ellers småsulter den — trævlerne suger til sig af al deres ringe formue, kobber, sølv og sedler; derefter ligger byen stille hen og fordøjer, som et lille trægt krybdyr, der i al usædvanlighed har slugt en fed kylling.