Knudsen-Hjortø, Knud Folk

2

KNUD KNUDSEN-HJORTØ:

  • SYNER...........................Kr. 3.00
  • HJEMME FRA EGNEN .................. 3.00
  • KRAFT.............................. 3.75
3

KNUD KNUDSEN-HJORTØ

📖 FOLK

DET SCHUBOTHESKE FORLAG
J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
1903

4

J. COHENS BOGTRYKKERIER
— GEORG A. BACH —

5

DER var en liden by.

Som en lang og slunken tyndtarm vinder den eneste egenlige gade sig gennem byens magre legeme, hvor kun enkelte fødemidler nu og da passerer, mens butikker og mange beværtninger ligger som trævler i tarmens vægge og absorberer den smule næring, der tilbyder sig. Et sted udvider tarmen sig til en mave, det er torvepladsen, hvor der på markedsdagene samles lidt mere end almindelig spise. Da lever byen højt — ellers småsulter den — trævlerne suger til sig af al deres ringe formue, kobber, sølv og sedler; derefter ligger byen stille hen og fordøjer, som et lille trægt krybdyr, der i al usædvanlighed har slugt en fed kylling.

Byen er kravlet opad en skråning. Øverst ligger hodet, det vil sige pladsen med kirke og rådhus. Den er besat med kegledannede sten og er derfor ikke bestemt til at gå på, hvilket meddeler den et fredhelligt præg. Kirken ser almindelig ud og har hanekam. Rådhuset ønsker at ligne kirken, det er også forsynet med takker. I den fløj henad kirken til ligger kasjotterne; udenfor har den vittige kunstner anbragt to af drukkenskabens symboler: alliken og spegesilden. Den gamle latinskole på den anden side af kirken er også blevet smittet af det hellige hus, ti i den ene gavl — den nærmeste ved kirken naturligvis — er den prydet med kirketakker.

6

Derfra kommer man ned i selve byen. Ved at se disse huse, der er stimlede sammen om en gade, kommer man just ikke til at tænke paa et geled soldater; snarere minder de om en flok halte og krøblinger, der laver opløb om et sted, hvor der skal være fundet noget, man kan leve af. Men de fleste har øjensynlig intet fundet; det, der er, opsnappes af de duelige individer, som der også findes enkelte af. Retningen er inderlig sløj. Dær trænger et lille lavpandet hus sig frem og er nær ved at gå på hodet i rendestenen, mens naboen har trukket sig langt tilbage og skubbet et stykke knortet fortov foran sig. Her ser man en lang familie af gamle, gustne huse, der synes at ha fælles oprindelse, men tagene holder ikke retning, nogle rager højere op, andre er sunket eller har forskudt sig udefter, som en lang kage, der er skåret i stykker på et fad. Vinduerne er små og bulede, så at beboerne udenfra set synes mere mislykkede, end de i virkeligheden er. Entréen er så stor, at der netop er plads til, at eet menneske kan klemmes ihjel ad gangen, når døren lukkes op. Fortovsstenene rager op som knæer og albuer; hen over dem balancerer man ned i en beværtning eller et logi for rejsende, ind i et brødudsalg eller i en detailhandel. Rygningslinjen vidner om alderdomssvækkelse, og de okrede vægge har — især om foråret — et usundt udseende, som om de led af fnat eller spedalskhed; i regnvær driver det rødligt ned ad dem som materie, og enkelte steder dannes der svulster, som må opereres bort.

Længere nede ligger et gammelt hus med egetømmer i muren, hvis udskårne bjælkehoder tilstræber et historisk præg; første etage er bygget ud over stuen; det at den truer med at styrte ud på gaden, forlener det historiske med en tilgift af ærværdighed.

En høj, grå, kaserneagtig bygning knejser drabelig lige overfor, mens dens brøstfældige nabo synes nær ved 7 at gå i jorden af alderdom. Denne byendes nye huse ligger i det hele taet gærne op til en faldefærdig rønne, der næmlig er broer til den endnu mere faldefærdige, der blev revet ned for at gi plads til det nye hus.

Så kommer broen over fjorden, hvor strømmen løber ud og ind med mange ubenyttede hestekræfter. Her er smukt om aftenen; så er vandet sort som tjære imod øst, men mod vest strækker fjorden sig glødende udefter, og se: dær sejler en fisker med sin båd lige ind i solen.

Videre ned ad gaden.

Langs rendestenen er der en række fliser, der er brækkede på så mange steder, at kortbenede småbørn kan dyrke den sport at ta een flisestump i hvert skridt uden at forstrække benene; på et enkelt sted, hvor to hele fliser virkelig støder sammen, har dette dog sin vanskelighed. Ellers er det den samme underlige hopsa af huse, der ikke kan blie enige om den allermindste smule symmetri. Det første, gamle hus af røde mursten og med grå sandstens-omstændigheder over vinduerne og i gavlene har åbenbart hørt tale om Rosenborgstil. Det næste skal formodenlig være florentinsk med sin krenelerede murkant i stedet for tag; vi kommer så til at la skorstenen, der rager op indenfor, agere udkigstårnet.

Nu kommer der en stolt bygning: købmand Therkelsens nye hus med veranda i gavlen og balkon ud til den anden side, men efter denne kraftanstrængelse falder gaden helt sammen. Her er for eksempel et hus, der har forivret sig på stueetagen med to alen høje vinduer, så der er næsten ingenting igen til første sal; skal man stå ret deroppe, må man ha hodet ud ad vinduet, og så bumser man mod tagrenden.

Derefter stejler et højt, smalt hus lige i luften, det er splinternyt og ser meget springsk ud, det smager noget af kunst, i alt fald gør gavlen — der vender ud til gaden — en mængde snørklede kunster, inden den bekvemmer sig 8 til at ende i en tilsyneladende forgyldt knap. Naboen har hentet sin inspirasjon fra et ligkapel, og dennes genbo er en lille hvid, enfoldig indretning, der er langt ude beslægtet med Frederiksberg slot.

Højere oppe, hvor der begynder at gå hul i geleddet, ligger en lille bygning af gule sten og med rødt tag; den har i den ene ende en slags veranda i samme stil, så det ser ud, som om huset har været ved at føde en unge, men ikke er blevet færdig og befinder sig i permanent barselnød.

Her drejer Fiskergade af ned til stranden. Dens huse minder om et farvelade: de kan være lilla, violette, chokoladebrune, røde som en tjenestepiges strømper, persillegrønne, og vinduskarmene er malede med en kulør, der skriger kraftigt mod murenes. Men ellers er de ens; døren befinder sig i den ene ende og er i flugt med muren, nøglehullet er uhyre stort, som om det udtrykkelig var beregnet til at findes i omtåget tilstand, og skævt over døren sidder et lille to ruders vindu, hvorigennem der foruden snavs kan ses en gammel oljeflaske, en ditto blikdåse, en porselænsfugl eller andre, ganske ubestemmelige genstande.

Når man blir ved opad hovedgaden, kommer man til torvet, hvor der på markedsdagene undertiden ses en ensom ko. Den skal man lægge mærke til, for den repræsenterer Sandøre kvægmarked, og dog ser den ganske beskeden ud. Den understøttes i sin repræsentative virksomhed af fem grise i tre kasser. Her er også frugtmarked. De medbragte æbler og pærer fortæres af ligeledes medbragte bønderdrenge. Det synes merkantilt set en omvej, at lade varer og købere rejse fra deres fælles hjemsted for at finde hinanden i byen.

Inden byen er færdig, begynder jordvejen, hvor der rendyrkes mudder i den vade årstid. Det køres til en lin vælling, der på tørere dage blir plastisk og opskydes 9 af hjulene til trinde, fede pølser. Vognene tar del med ned ad gaden og aflægger det på stenbroen i flade toøreskager. Om sommeren forvandles det altsammen til støv; også da får de gavn af det længere nede i byen.

Sådan er husenes ansigter. Det betaler sig ikke at gå bagom og se dem i deres posteriora, hvor vasketude stikker ublufærdigt ud og gør sig rene, og kartoffelskrællinger, urtetoppe og fiskeben sejleri hvidligt vand ned ad rendestenene; snavsede gårde, fulde af småbørn og affald, overspændte med snore, hvor våde strømper slasker mat, og tykmavede skjorter gør svømmetag ud i luften med trinde, håndløse arme. — —

Byen ligger midt i en luksus af udmærkede veje, som om alverden hade himmeltravlt med at komme styrtende derind. Den ligger i et net af veje og strækker sine gader et netop kendeligt stykke ud ad hver vej, den sidder i dette vejnet som en lille, lemlæstet edderkop i sit spind, og selv om der kom en stor, fed flue, så hade den ikke engang mund til at udsuge den med, mave til at gemme den i eller tarme til at fordøje den med.

Men Sandøre har været en stor by — dengang da store byer kunde nøjes med at ha tre tusende indbyggere. Havnen skaffede den vidtløftige forbindelser, og desuden var oplandet fedt. Byen fik latinskole. Da hade den svære købmandshuse af sten og egetræ, hvis vantrevne efterligninger ligger der endnu. Sandøre lå som i en stille, fiskerig dam og erhværvede sig rigelig levemåde. Men en dag kom der en vældig strøm gennem den fredelige park; der blev stor forskrækkelse i den rolige befolkning, og da de fik klaret synet igen, så de, at den nye strøm hade skåret omtrent det halve af næringen bort. Det var jærnbanen. Dette slag gjorde byen lam i den ene side, og den kastede sig så over vandet for endnu at svømme ovenpå. Men kornet stoppede, flæsket gik en anden vej, og byen fik samme tilfælde i 10 den anden side. En ny omgang fallitter, og den visnede langsomt hen. I de gamle købmandsgårde flyttede detaillister og små håndværkere ind, som lod bygningerne forfalde og dø ud. De fleste gamle huse, der nu står, er nye; de har fået alderdomssvækkelse før tiden.

Men alligevel: optimisten, der kommer trillende på sin sikkel lige ud af nutidens kultur og er lækkersulten efter små provinsbyers idyl, han behøver ikke at trille Sandøre forbi. Han styrer ud langs fjorden og trækker med sin maskine op på den højeste bakke, hvor forskønnelsesselskabet netop har anbragt en bænk til hans personlige afbenyttelse. Det skal være en sommeraften. Han ser byen ligge i en dis så blå som røgen af den fineste havaneser; fra fabriksskorstenene ligger en lang fjerbusk strakt hen i luften, og de private huse ryger sig også en aftensigar. Toget løber ind og støder klumper af snehvid damp op, som straks fortæres af luften og forsvinder, men længere tilbage, over jærnbanen — på det sted, hvor fyrbøderen sidst la i maskinen — dær ligger et stykke langagtigt, isoleret kulrøg, som en sort larve, der kravler langs ad horisonten. Hele byen ligger for ham med varme, røde tage og kolde, blå tage; stakke af grønne træer skubber deres brede rygge og deres spidse hatte op imellem. Byen er god nok fra denne bænk; man får den oven i købet to gange, ti den står på hodet i fjordens silkeblå vand, og det firkantede tårn synger med sin stærke metalrøst: Kirkeklokke, ej til hovedstæder — —

Solen går ned bag byen og lyser fred over det hele, men hør nu: en harmonika skråler larmende op og prostituerer sig ubekymret i stilheden, som en, der på et stille, rørende sted siger noget gruelig latterligt med høj røst, men så blir den forskrækket over sig selv og tier stille igen, ganske flov.

Fjorden spejler så stærkt, at man slet ikke ser den 11 mere, kun engang imellem går en vindstribe henover, og et bælte mat vand ses midt i spejlet. Vandet smasker dæmpet mellem to sten; det er et stort dyr, der ligger og slikker sig.

Når solen er helt borte, ses byen kulsort, en takket stribe langs vandet, der saver et uregelmæssigt stykke ud af himlen. Vandet og himlen er ikke til at skælne fra hinanden, det gløder ovenover, og det gløder nedenunder, det aftar gulnende til bægge sider, og så blåner det, med grønt som overgang.

Nu ligger byen slet ikke på jorden længere; der er også himmel neden for den, den hænger jo i luften, en sort, symmetrisk silhuet, kirketårn opad, og kirketårn nedad, skorstenenes mørke linjer op i rødt og ned i rødt, og når øjet følger med fjorden udefter, blir silhuetten tyndere, en forsvindende landstribe med rødt under og rødt over rødmer selv langt hen i aftenen og ender til sidst som en stribe røg — —

Her sætter optimisten sig på sin maskine igen, ruller tilbage langs fjorden og kører forbi, videre, ind i landet.

12

ER har været konsert i byens musikforening; nu skal publikum ned og forfriskes. Folk fra landet kommer ind familievis: tørstig faer foran, børn og undselig moer bagefter; ivrige børn foran, dernæst faer og moer; regerende kone foran, børn og bagest manden for at holde sammen på det hele; eller faer og moer kærligt med hinanden under armen, og børnene hoppende baglæns foran dem. Familierne fra byen er derimod opløste; deres pigebørn kommer ind i lange kæder, ordnede efter som de er veninder til og alle hægtede sammen ved albuerne. Drengene går løse omkring. Men ved bordene samler alle familier sig igen, da det er faer, der skal betale. Løsgængere slutter sig til her og der efter personligt lidende. Varerne bringes. Opvarterne krabber sig sidelæns frem med højt løftede albuer mellem stolerygge, hvorover menneskerygge bulner ud. Moer ser efter børnene, faer passer sit, mellem grupperne råbes begyndelsen til samtaler af dem, der helst vil sidde sammen, og efter at alle er forsynede, sker der en omgruppering. Fædrene og pigebørnene er de første, der skiller sig ud, også konerne søger sammen efter fordragelse, familietanken er opgivet. Så bruser samtalen hæftigt op efter den lange tien stille, småpigerne ler og taler ustandseligt, deres latter stikker skarpt op gennem det almindelige hav af røster. Drengene sidder splittede

        

13 rundt omkring eller står og gnaver bagdelen mod en bordplade eller en stoleryg; de glor muggent til hverandre, mens de leder efter noget til at begynde med. Ældre damer ser venlige ud, deres underholdning er endnu ikke begyndt. Der cirkuleres stadig, udjævningen tar tid. Gamle mænd tar unge mennesker om skuldrene og flytter dem, faderligt smilende; ungdom gør sig lille og kiler sig frem med en arm forrest til at åbne med. Unge piger nikker og smiler sig frem, ældre koner belægger deres trange vej med omforladelser og godaftener; værdige borgere glor sig alvorsfuldt igennem. Over det hele ruller der bølger af en larm, der ikke ligner nogen anden lyd i hele naturen. Det midterste og tykkeste lag er en ujævnt surrende samtale; op over den knækker sig nu og da en høj, skarp llatter, mens et dybt grin samtidig går til bunds. Det øvrige er en ubestemmelig masse lyd, der klinger endnu mere umusikalsk end en flok råger på en mark eller to rækker køer i en stald.

Nu begynder stillingerne at blie stabile.

Om det store midterbord har det meste af byens penge samlet sig. Dær ligger for eksempel konsul Harding tilbage med albuen på stolekanten og sigaren i højde med panden. Fra hans smukke grå hoved med det spidse fuldskæg udgår for øjeblikket hans besindige meninger om tingene. Foran ham sidder købmand Laursen fremadbøjet, han er kortere, hans mave er en kugle, mens konsulens er en oval. Han gestikulerer med sigaren klemt flad mellem pegefingeren og langfingeren, den anden hånd er knyttet. Han snakker åbenbart om forretning, mens konsulen tænker på musikken.

Til denne gruppe hører også købmand Therkelsen, der har vendt sit høflige ansigt om mod en af sangerne, med hvem han drøfter de vanskelige steder i den sidst afsungne kvartet. Han gør just ikke indtryk af mange penge, men man kan dog sige sig selv, at en mand med 14 hans enfoldige og beskedne ydre ikke satte sig i denne kres, hvis han ikke stod i skat af en halv snes tusende. Hans pande er stejl og flad, håret går langt ned, og de børstelignende øjenbryn skær sig hver et ordenligt cirkelafsnit af, hvilket gir ansigtet et snurrigt, naivt udtryk. Næsen begynder med at være ingenting oppe mellem brynene men så tar den sig sammen og ender i flad klump. Kæberne er store, men svage, og hagen ringe. Når man ser på hans runde skuldre og på hodets holdning, får man det rigtige indtryk, at han regeres af sin kone. Sin forretning har han arvet, dertil har han fået lært at føre bøger og skrive ordrer. Han er en af byens pæneste mænd.

Midt i pengene har fabrikanten, konsulens broer, anbragt sig, skønt han ingen penge har; dette kan man dog ikke se på ham, før han blir fuld (om en lille times tid), for så viser hans pjattede kammeratskab med enhver som helst, at han er ilde funderet.

Når vi tar det lille bord til venstre og regner Laursen med, så har vi i een samling det vigtigste af byens skaldethed.

For eksempel overlærer Lind. Kraniet er rødt og gør ikke indtryk af at være synderlig hårdt; panden er tydeligt delt i to hvælvinger med en fure imellem, den har brede, udviskede rynker; øjenbrynenes vold er rosenrød, næsten hårløs og skråner svagt nedad som en oppløjet kant, hvor en tromle er gået henover; derved får øjnene et udtryk af åbenhjærtighed. Hele hodet synes i længere tid at ha ligget i blød i varmt vand; det har gjort munden slap, den er en bred skuffe, der lukker dårligt. En anden art skaldepande frembyder købmand Laursen. Hans meget smukke issekuppel er blank og hård, som den var nystøbt; farven minder om et lidet brugt merskumshoved. Pandens rynker er hårdt trukne, og øjnene gemmer sig godt under den skarpe brynkant. De kan 15 undertiden se ganske gemytlige ud, mens munden derimod aldrig taber sit præg af glubsk forretning; når den er lukket, ser man nok, at Laursen ikke er nogen rar mand. Men issen er, som sagt, en stolt hvælving. Der er alligevel ikke noget dyrs arkitektur, der afsluttes så stolt som menneskets, og der er ingen knokler i vort legeme så smukke som hjærneskallens bue; vi ender ligesom Pantheon — i en kuglehvælving, den dristigste og simpleste af al arkitektur. Laursens hoved er i så henseende en mønsterbygning, og det er også den, der rummer det allermeste af byens samlede forretningsdrift.

Rundt om ved sidebordene ses de mere underordnede størrelser. Inderst til venstre sidder gæstgiver Olsen, Dania, og morer sig over unge Laursen og købmand Mikkelsen. Han ser ellers ikke ud til at være en mand med humor, hans øjne er hvasse og sure af megen stirren efter bestillinger og sid den oppe til klokken tolv, men han er af økonomiske grunde nødt til at more sig over meget, som andre ikke tinder pudsigt. Unge Laursens ansigt er allerede noget skoldet af spiritus; han kommer slet ikke til sin ret her, hvor faderen sidder så nærved. Mikkelsen er sød og skær og har lokket kunstnerhår, han ligner et stykke surbrød med laks. Man får indtryk af, at »Illustreret Familie-Journal« har bestilt ham af forældrene som model til et skønt mandshoved. Han har interesser, ejer en årgang af »Moderne Kunst« og følger med i litteraturen. Når man kommer ind til ham privat, har han gerne liggende en bog med ombukkede hjørner, som han slår op, idet han puffer en i siden og siger: »Her skal De sgu se et lækkert sted!« Bøger med et passende antal lækre steder køber han — der findes i ethvert Sandøre mennesker, der ser ud noget i smag med Mikkelsen, og som køber bøger med lækre steder i. Der siges for resten om ham, at

        

16 man kan skyde seks revolverkugler gennem hans hoved uden at træffe forstanden, men del er overdrivelse.

To alen fra ham griner bogholder Lind, overlærerens søn. Han er bekendt for sin latter, der ikke ligner andre mænds; den er uddannet i dameselskab. Han er nemlig damernes morsomste ven, men i øjeblikket synes han åbenbart, at han vil fungere som rent mandfolk; det klær ham ikke videre, han er for vant til at underholde damer og komme til at være vittig på en næm måde, her går det ikke så let. Det er en af de ulæmper, der følger af at være spesialist. Hans ven, Mikkelsen er vist det eneste masculinum, der påskønner ham videre. Den, han taler med, er lærer Bjerregård fra realskolen; han morer sig høfligt, da han holder meget af at komme hos Linds.

Alene for sig selv sidder Hansen — uden herr og uden tittel. Det er en ældre mand med indfaldne kinder og tottet hår og skæg. Han er gratis med som bud for musikforeningen. Er for øvrigt falleret købmand, skriver regninger og går ærender for købmand Laursen. Blir desuden digter ved højtidelige lejligheder. Det var ham, der skrev sangen til det høje guldbryllup i halvfemserne, og da blev hans digterposisjon stærkt truet, for i et af versene stod: Mens olding gråner på sit hår, hver sjæl livsnæring får — og det kunde Sandøres kritik alligevel ikke døje. Men hensynet til hans fattigdom og hans tidligere stilling som skatteyder gør, at man ikke lader hans åre ganske ubrugt. Som digter hedder han x + y (da han var ungt menneske, gjorde han næmlig attentat på den lille præliminæreksamen). Man ser straks, at han ikke passer her med sit stakkels ansigt, der har samme komisk lidelsesfulde udtryk som en hunds, når den med anstrængelse forretter sin nødtørft.

I en anden krog taler realskolens bestyrer, cand. theol. Hørslev med en handelsrejsende, en fordums 17 skolekammerat. Skolebestyrerens ansigt er blevet tidligt rynket; langs hver mundkrog går der en dyb fure, der kunde se ud til at være et forhenværende smilehul, som livets bitterhed har gjort til en grimasse. Han er øjensynlig ikke afholdt; de, der under færdslen møder hans blik, de blinker, som om de fik sand i øjnene, ser et andet sted hen og blir alvorlige.

Det er et hav af hoder nu, ansigterne er bølger; også hænderne kommer nu og da op og deltar i brændingen, sigarrøgen pulserer regelmæssigt, døren ud til gaden må lukkes op. De, der kommer forbi hotellets indgang, opsnapper en bitter, sødlig lugt af tobak, spiritus og mennesker, og de tar længere skridt for at slippe fra det.

Nu lyder musikken ovenpå; de unge rejser sig, mens spiritussen klemmer de gamle fast ned i stolene.

Laursen snakker ikke mere om forretningssager, hans halve bevidsthed står under spiritus, og derfor er han tilgængelig for livets højere spørsmål, der foredrages af overlæreren. Denne taler med megen bredde og lukker dertil sin tandfattige mund godt op, så den ligner en gammel tom portemonnæ.

»I ethvert menneske bor der en digter, et stykke fint og nænsomt natur, som stræber ud over det materielle og længes mod det slot i vesterled. Det er derpå, menneskets sjæl skal frelses, men hvis det dør i et menneske — —«

Sådan taler cand. theol. Lind, som ikke er blevet præst, fordi der er nogle punkter i den augsburgske, han ikke er i overensstemmelse med; man ved ikke hvilke, men man højagter den samvittighed, han må ha.

»Se på overlæreren,« hvisker Hørslev til den handelsrejsende, »ligner han ikke en idiot, der er blevet salig og tror, at det er ved egen fornuft og kraft?«

De danselystne maser på for at slippe ud. De bedste damer engageres på stedet, mens restpartiet får lov at 18 gå op og sætte sig, for at man kan gøre et skøn over, hvem man er bedst tjent med. Blandt de ældre opstår der nu også en spaltning; konsulen danser, og overlæreren, der har et åbent blik for dansens poesi, vil med op og se til for at mætte sin skønhedssans. Laursen og nogle andre blir siddende ved en l’bombre.

Tre timer efter kommer nogle af de unge igen og anbringer sig i den indre stue om det runde bord. Bogholder Lind har nu fundet sine folk, og glad er han, midt i en klynge damer. Nu hører man hans grin i dets rene form, udviklet som det er til damebrug. Alle vil snakke med ham, og hans langstilkede hoved er i uafbrudt bevægelse; han jager det et godt stykke hen imod den, han siger noget til, og samtidig kaster han sin vel udviklede næse til værs, som en hund, der snapper efter noget. Hans hals er udtrykkelig beregnet til det brug, og det gør hans morsomheder mere virkningsfulde. Her må man atter beundre naturens hensigtsmæssighed. Hvis han hade en kort, stiv hals, vilde hans selskabelige værdi være forringet til det halve; han kunde ikke køre hodet frem over bordet eller om bag en ryg, og den komiske fare for at støde skaller med ham vilde være udelukket. Men som det er, forstår ban altså at benytte naturens vink. Hans har er midtkæmmet, men går ikke glat ned til siderne, det er kruset op på en kunstig måde, så der ligger to rækker krøller oven over ørene, paralelle med skilningen.

De alvorlige mænd anbringer sig med deres smørrebrød i den ydre stue, hvor de ikke undgår at nyde godt af bogholderens vid.

»Skal De ikke ha en senaps, frøken Laursen? Å, seludder, vist skal De det.«

Laursen ser sin yngste datter stikke snapsen ud, han ser også sin kones bløde, bevægelige ansigt udtrykke både forargelse og morskab.

19

»Ræk mig en belomme, fru Therkelsen!«

»Der er ikke flere, små Lindorm,« høres hun sige, og bogholderens ansigt blir et øjeblik interessant, idet krænket værdighed kæmper håbløst med det medfødt komiske udtryk om hans snudeagtige næse, men så vender han sig til den yngste frøken Laursen.

»Hvad var det, De gorinede af?«

Hænder — den ene bevæbnet med et stykke smørrebrød — ses kæmpe over bordet, og et stykke med laks rives ud af unge Linds hånd.

»Det var noget selemt snyderi,« siger han og dunker frøken Laursen i ryggen under påskud af, at hun har fået det galt i halsen.

Damernes latter dominerer en tid, så får unge Lind ordet igen, denne gang snakker han fransk.

»Da jeg var omtrang seks år gammel, da var det først, at jeg opdagede mit ualmindelige talang —«

»Det var vel som postassistang,« får frøken Laursen sagt trods latter.

»Ja, såmang,« svarer franskmanden.

De alvorlige mænd i den anden stue betvinger deres ansigtsvridninger af hensyn til overlæreren, der ser faderstolt ud.

I lang tid er ingen samtale mulig på grund af et vildt latteranarki, og i den mellemtid er unge Lind gået over til tysken.

»Nej,« siger han, »ich habe den ganske formiddag gedrevet.«

»Emma må ikke drikke mer,« høres fru Laursen.

»Nej, De må ikke derikke mer. Hvad, vil De nu oven i købet lave selagsmål!«

De slås virkelig derinde. Laursen viser sit ansigt i portieren, og datteren falder lidt mere til ro.

»Nå, nu skal vi op og sevinge os. Kom så, frøken Laursen.«

20

Gamle Laursen ser ikke aldeles venligt til unge Lind og datteren, mens de går igennem, men overlæreren begynder at holde et foredrag om ungdom før og nu, om ungdom, der blir tidlig gammel, og om ungdom, der ikke foragter at være virkelig ung, og de ældre herrer lytter til med respekt, mens ungdommen maser rundt ovenpå.

21

LAGTER Kern kom ned ad gaden med truget på venstre skulder; højre arm afbalancerede vægten under en vinkel på tredve grader med kroppen. Hans glubske, røde overskæg, der i midten blev holdt oppe af en sigar, delte hans velvillige ansigt i forholdet een til to. Konsulen stod i sin dør, som han helt fyldte med sin skatteydermave, hænderne hade han foldet ovenpå, deres bagflader lignede selv to små maver.

»Morgen, Kern.«

»Godmorgen, konsul.«

»Møgvær.«

»Svineføre.«

»Hvad koster rævekødet, Kern?«

»Det, De kan æde med det samme, får De gratis.«

»Så fik jeg vist for mange tuberkler, Kern.«

Slagteren gjorde et løseligt overslag over kubikindholdet af konsulens mave. »Å skidt, det par tuberkler vilde såmænd snart blie kvalt i fedt.«

»Sikken De ser ud ned ad koderne, Kern.«

»Ja, skidtet skal nok hænge ved en; pengene derimod, de er ikke nær så villige.«

Således styrkede gik hver til sit. Kerns arm beskrev en stor bue, idet han satte sigaren i munden. Bagfra så det ud, som om han hade en rød dusk stikkende ud af hvert øre.

Realskolebestyrer Hørslev kom ud fra »Dania« med sædvanlig travlhed; den sidste mundfuld morgenkaffe, 22 som han sank undervejs, kom i den gale hals og måtte hostes tilhage på den rigtige vej. Børn gik til skole gennem sne og pløre; langstøvlede drenge sparkede fra sig med skridt, der var særlig beregnede til skaftestøvler; små piger løftede op i deres korte kjoler og viste den større halvdel af deres stribede stilke. Hørslev drejede ned ad strædet, hvis jordvej lå i en syndighed af mudder, der fik yderligere forstærkning af spildt halm og gødning; det hele udgjorde et dybt ælte, der var så lindt, at det ikke engang kunde danne hjulspor; kun nogle svage fordybninger i overfladen viste, hvor en vogn hade gået. Fortovet var bedre, det var belagt med et lag mørkebrunt creme, der intetsteds var over en tomme tykt; når man trådte i et af de nævestore huller med den ene fod, kunde man lave det nydeligste springsprøjt op ad det andet bukseben.

På banestien var sneen temmelig uberørt; pletvis hade enkelte støvler taet hul på den, ellers begyndte den at gulne af det opsivende pløre; på de højeste knolde var den endnu hel hvid. Horslev begravede hagen i frakkeopslaget og sendte et stille uha! ud over hele elendigheden. Det var nær skoletid. Børnene var samlede på hver sin legeplads. Smådrenge hilste dybt, så deres huer næsten fejede jorden, de større lettede mere afmålt på kasketten. Lyse, halvvoksne pigebørn nikkede med al deres mildhed, de hjerteligste la endogså hodet lidt tilbage, for at kunne nikke mere eftertrykkeligt.

Hr. Bjerregård kom ned ad trappen med elskeligt smilende ansigt og begyndte en behagelig samtale.

»Godmorgen, Kat!« henkastede Hørslev til en voksen ung pige, hvis hoved stak op af hendes høje krave som en rose af et kræmmerhus.

Hun nikkede mildt igen, hvorved hendes ansigt fik et noget mere voksent udtryk.

Det ringede. Hørslev gik op i fjerde klasse, hvor han skulde ha dansk.

23

Undervisningen i dansk var noget af det, den lille by fandt mest graverende. Hørslev var slem ved poesien, syntes man nok, han skånede sandelig ikke de store navne. Nægtes kunde det heller ikke, at han i tidens løb var blevet noget bitter. Da han i sin tid købte denne realskole, hade han endnu en del respekt både for romantikkens guldalder og dens senere eftersnakkere, men jo nøjere han lærte byen at kende, jo mere kritisk stillede han sig over for de gamle digterværker, indtil det meste af det var blevet ham en væmmelse. Det syntes, som om Sandøres atmosfære virkede opløsende på hans ævne til at beundre, og at den gjorde ham ondskabsfuld, for det var ham en ligefrem fornøjelse i dansktimerne at gå på jagt efter meningsløsheder i de vers, der læstes, og snart morede den sport også eleverne. Det kunde jo være alderen, der gjorde ham mere kritisk, hade han tænkt, men nu vidste han grunden: det var den lille by selv.

Her genfandt han i kød og blod, men i svagere former, den poesi — den svage genklang af et ekko — han så godt kendte fra Heiberg og Hertz og op til Molbech og Hostrup. Hvor hade den lille by ikke en afmægtig poesis samtlige karaktermærker!

Først og fremmest ukendskabet, udygtigheden til livet. Derfor var byen fattig og ævnede ikke at gøre noget for at komme ud af fattigdommen. Og så var det dårlige hoder, møre bomuldshjærner, der ikke formåede at drive en tankegang igennem, men blev hængende undervejs i et smukt billede eller en tilfældighed. Hostrup, Molbech o. s. v. holder heri med den lille by Sandøre: selve den kolde forstand er der ikke meget indhold i; det er følelsen, det er fantasien, det kommer an på.

Dernæst idealerne. Ganske vist ved småfolk ikke, hvad deres idealer egenlig er for noget, og de bruger dem kun ved festlige lejligheder, men de blir alligevel glubende arrige på den, der mener, at de kan leve uden at bruge 24 dette græske ord. Der er ikke så lille en død plet på landets krop, uden at den jo vil forsvare hele landets forråd af idealer. Det er forbavsende, hvor sådan et halvvejs kadaver af et samfund kan blie levende, når der prikkes i dets dødkød, for dødkød er jo aldrig mere dødt, end at det ikke vil skæres væk.

Kritikløshed. Spør Molbech o. s. v., hvad de mener om kritik; spør dernæst Sandøre, hvad den mener om kritik! Det er fornægtelse og opløsning — af alt godt selvfølgelig. Er det ikke også poesi at undskylde, formilde og komme øllebrød på? Men ikke mindre er det poesi at overdrive og forvrænge. Sandøre forstod begge dele.

Spiritus er poesi, så vist som det er noget, de gamle klasikere aldrig har talt ondt om, (de hadede jo kun det upoetiske). Nu er det ganske vist, at så har vi megen poesi her i landet, men Sandøre bør alligevel fremhæves som en udmærket kender af denne art poesi.

Om nu byen ellers ikke viser nogen ævne til at følge med tiden? Jo, det gør den, man skal ikke sige andet. Skønt den huser slemme reaksjonære, kan den også opvise mange fremskridtsmænd af yderste venstre, darwinister og fritænkere, som ved, at her i landet er der kun eet frisind, og »Politiken« er dets profet. Det er troende mænd; de får deres meninger med posten sådan noget som ved ettiden, og en halv time efter ved de så nøje, hvordan det har sig med det politiske spørsmål; de er klare over, at den bekendte mand er latterlig, at den bog er elendig, og den varietedame udmærket, og de glemmer det ikke; de søger at overbevise andre med hensyn til det politiske spørsmål, de taler om den bekendte mand med et smil, de læser ikke den bog, men hvis de har råd til det, rejser de ind for at se den varietedame.

Men det er naturligvis kun de yngre, der er så fremskredne, det er mænd som Mikkelsen og unge Laursen, og de betyder ikke noget videre i byen endnu. —

25

Hørslev stod og så ud ad vinduet, mens han nok en gang gennemgik byen i tankerne. Så huskede han på eleverne, og han gik op på katedret og holdt et foredrag om virkelighedsskildring i dansk litteratur. Begyndte med Holberg. Den mand, der kaldes den danske litteraturs fader, han foragtede fantasteri og kendte intet andet forbillede for sin digtning end det virkelige liv, og han hade i »Erasmus Montanus« vist, hvor værdiløst det menneske er, som lever uden for det virkelige liv, og han kom flere gange tilbage til det æmne. Og Holbergs samtid forstod ham og beundrede ham, men den næste slægt søgte op i luften til fantasteriet, for det er en underlig svaghed ved menneskene, at de ikke ret længe ad gangen kan holde det ud nede ved jorden, de skal til værs, og dær er det netop, at det altid ender galt. Det blev Wessels sag atter at hale dem et stykke nedad mod den sunde fornuft, der står på jorden og tit må døje megen foragt af oppustede drømme-balloner, der svæver omkring i noget, som med et rosende udtryk kaldes æteren, men alligevel ender det altid med et tarveligt neddump på den foragtede jord. Vi ser derefter virkeligheden blie genskabt i overnaturlig størrelse af Oehlenschläger, men i hvilken retning vil udviklingen gå, nærmere imod livet og naturen eller bort fra dem? Dær kommer Ingemann. I ham samler sig som i en byld, hele romantikkens had til virkeligheden; han har lukket øjnene og stoppet ørene og maser fuldstændig lovløst omkring i et næsten lufttomt rum; han er nået højt, kan man sige. Først på sine gamle dage har han set — det som man kalder set — en kornmark, en snegl, fugle, blomster og ganske enkelte andre ting. Den vej går udviklingen: op i det blå; næsten ingen holder igen. Christian Winther kender naturen, det er en stor ting, men han aner næsten intet om menneskene; Paludan-Muller skal derimod være menneskekender i realistisk forstand, men han befandt sig øjensynlig bedst i højden

        

26 — og i dybden, en dybde, som ret ofte forekommer os temmelig fladbundet. Og hvad det realistiske angår, så må vi lægge mærke til, at han foragtede virkeligheden. Foragt har inspireret ham »Adam Homo«; man har indtrykket af, at han skildrede sin helt så nøje for bedre at få lejlighed til at håne ham. Alt, hvad der er nogenlunde levende i »Adam Homo«, det er foragteligt; de sympatetiske personer er livløse. Men den sande realist foragter ikke realiteten; Paludan-Müller er intet andet end et romantisk overmenneske, der står på poesiens bjærg — i tanken i alt fald — og kaster et hånligt blik ned på virkeligheden.

Det forstod samtiden også meget godt; virkeligheden er kun foragtelig, og så digtede de eller fulgte deres digtere, videre op i det tynde blå, og det er derfor ikke underligt, at vi endte med en blegsot som Molbechs og Thomas Langes.

Men der er en mand, som må nævnes for sig, den eneste virkelige jordbeboer i datidens litteratur, det er Poul Møller. Han har vist aldrig haft noget tilfælde af romantisk tyndlufts-delirium; han er desuden et eksempel på — og vi kan virkelig trænge til sådan et eksempel —, at man godt kan være en udmærket digter, fordi man er et udmærket hoved. Han forstod mennesket som ingen anden dansk forfatter, og han behøvede ikke foragten som spore; det, der drev ham, var den brede, menneskelige interesse; han var ikke den hovne æstetiker, der tror, at spot er dybsind; at hån er menneskekendskab. Han kunde ha giet os sin tids mennesker, men tragisk nok: det var studiet af uvirkelighed, der optog ham, og da han hade arbejdet sig ud deraf, døde han. Poul Møllers død er den største tragedie i den danske litteratur. Han kunde ha ført samtiden tilbage til den tabte virkelighed og dannet en bro over til den litteratur, der skulde komme. I stedet for bar vi sådanne skrøbelige 27 overgangsdannelser som Hertz, der nu og da synes at ha skimtet et virkeligt menneske, og Hostrup, der har set dem en eneste gang — da han skrev »Genboerne« — men senere blev han næsten fuldstændig blind og benyttede sig mest af det i romantikkens dage så stærkt lovpriste indre øje — det samme som Ingemann i så høj grad slog sig op på. I måden at bruge øjnene skal man i det hele taet kende vor tid fra vore bedsteforældres. I gamle dage lukkede man øjnene til, foldede hænderne, skuede indad og tænkte sig — —

Nu glor man!

Men virkeligheden er ikke nået endnu. Vor tids litteratur er ikke så realistisk, som mange mener. Den, der opdynger råt og maler med snavs og tror, at det er virkeligheden, han er mistænkelig, han er egenlig intet andet end en på vrangen udkrænget romantiker — —

Det ringede; timen var gået. Hørslev ligesom vågnede og vendte tilbage til Sandøre. Endskønt, det var ikke det rigtige Sandøre, for her var liv og interesse i alles øjne, som om denne ungdom hade i sinde at blie ganske anderledes mennesker end forældrene. Det er en illusjon, som en lærer tit har vanskeligt ved at frigøre sig for, men Hørslev var hærdet imod den; snart tog byen dem igen i sin snævre favn og slukkede dem i sin lille sure atmosfære. Men der var jo også enkelte, som slap ud, og desuden var det velgørende at se interesse omkring sig. Han så, med hvilken åndeløs opmærksomhed den attenårige Katrine fulgte med, og han tænkte, at alene af den grund var det værd at holde et foredrag på en hel time.

»Ja ja,« sa han afsluttende og rejste sig, »det forstår I måske ikke altsammen, men i alt fald, det der har betydning for jer, det er den rene virkelighed. Poesi, det er noget, man snakker meget om, når man er omkring ved de atten år, men man forstår det egenlig først, når man er over tredve.»

28

KOLEBESTYRER Hørslev sad inde på »Dania« og nød sin eftermiddagskaffe. Hovedstadsavisen hade han læst, nu så han sig om efter noget mere underholdning. På et bord i den ene ende af lokalet hade den forsynlige vært lagt en årgang af »Frem« i samlemapper, for at kunderne ikke skulde mangle en sund og rigelig underholdning; desuden var der de sidste numre af de to lokale blade, som for tiden skændtes om, hvorvidt »Sandøre Avis« virkelig hade fire hundrede og halvtredsindstyve abonnenter; »Sandøre Folkeblad« erklærede næmlig dette tal for uforskammet praleri. Hørslev bemægtigede sig de stridende parter og gik tilbage til sin kaffe. For den, hvis hjærne er anstrængt af seks timers undervisning, er det ganske forfriskende at studere sådan en lommeudgave af en avisfejde. Der er intet oprivende eller blot irriterende i at betragte den miniature-ondskab, der udfoldes; det er som at se på to små, hidsige banekyllinger, der med deres spæde næb søger at rykke de knap nok synlige fjer af hinandens hoved, og man ind ser ganske naturligt den lov, at jo mindre det hidsige objekt er, des mere komisk er det; omvendt, jo større, des mere alvorligt. —

På gaden var der stille som i en tom lejlighed. En enkelt gang satte to læredrengeben et par af disse vidunderlige træsko i bevægelse, som man kan begynde at 29 høre oppe på rådhuspladsen, og som først slipper ens øre på jordvejen i den anden ende af byen. Lejlighedsvis hørtes et goddag, et råb kastedes over gaden, en vittighed sendtes ud gennem et vindu; een stod stille og talte med hørlig anstrængelse, rimeligvis fordi han måtte lægge hodet tilbage og snakke opad. Et par nye støvler knirkede forbi, hver anden gang sekunderede af en dupsko. Bogholder Linds grin kom forbi, det fulgtes med en ung piges latter. »De kan tro, han fik skrubasje,« hører man; derefter langt, til sidst hendøende dobbeltgrin. Og så dyb stilhed, der igen hakkes i små stumper af borgerskolens børn, der slipper. Drengenes latter fik Hørslev til at vende sig om. Foran hele skaren gik en hund, der øjensynlig trængte til at sætte sig, men den fik ikke lov. Hver gang den blev jaget op, så den med et smærteligt blik på sine forfølgere, løb nogle skridt, samlede benene og satte sig på ny til rette med et tilfreds udtryk i sit fjæs, som om den tænkte: Se så! Men straks var de der igen. Sådan gik det et stykke op ad gaden, indtil de fleste drenge var forsvundet ind gennem porte og døre, så listede hunden stille ned ad en smøge og forsvandt.

En handelsrejsende kommer buldrende ind med myndig tynge i sine tråd, værten bagefter. De sætter sig og rafler om en genstand. Tændstikker spadserer længe frem og tilbage, indtil det hele beror på een pind. Værten damper lyseblåt af spænding, da han tar bægeret af: 662. Men den rejsende slår pas tre og slipper en knagende latter løs. »To whiskyer,« siger han og lægger hodet tilbage, så nakkeflæsket pølser ud over flip og frakkekrave; læberne ligger halv udkrængede om sigaren, ligesom en kautsjukbøsning. Mellem sigaren og det rundelige mundkød presser han en historie frem om sadelmager Jensen, der krøb hjem på alle fire, krassede på døren som en hund, og blev taet i nakken og slæbt ind af sin kone. De

        

30 så, hvordan frakken slog tre sammenløbende folder op ad ryggen og krøb langt op over hans bagdel. Da den rejsende er færdig med den historie, tar han sigaren af munden, for at hans vældige latter uhindret kan slippe ud, og så begynder han en anden historie, da han mærker, at hans mellemgulv klør efter mere grin. Man kan nok høre på ham, at han er ungkarl og vant til at ha penge nok at gi ud af; værten morer sig ikke nær så inderligt.

»Nå, hvad skal vi så ha, Olsen?« spør den rejsende, da whiskyen er drukket.

Olsen har en dårlig mave, men en udmærket bitter, der er temmelig dyr. Godt, den anden har for den sags skyld også en dårlig mave. Så drikker de bitter.

»Det er sandt, vi skulde vel egenlig rafle, Olsen.«

»Så rafler vi om den næste.«

Olsen vinder. Denne gang skal det være kaffe med dôm. To hundrede procents avance.

Da blir handelen spydig. »I tjener sgu godt, I gæstgivere; å sludder, vist gør I så, la nu bare vær!«

Da blir værtens glatbarberede ansigt alvorligt, og øjnene hårde; nu er han et rovdyr, på hvis enemærker et andet dyr er kommet ind for at spejde, og han slår fra sig, råt og hensynsløst som en, der er i stor fare. Der er udgifter nok. Alene det, børnene koster! De skal ha klæer, og de skal ha mad, og de skal ha bøger, og de skal ha sko, og de skal ha en tiøre hver markedsdag! Hvad kender sådan en ungkarl til det! »Dine pigebørn koster dig ikke noget at tale om i sammenligning. De handelsrejsende, dem er der sgu nok, der vil ha! Og du kan ha halvtredsindstyve uægte børn for samme bekostning, som jeg har mine fem, he!« Nu griner værten med sin egen rigtige latter, som ikke har noget med fornøjelse at gøre. Det har engang knebet for manden, han har lært at regne enøren med; nu er det overstået, men det 31 sidder endnu i hans grin. Han er ingen begavet mand, men hans pung lukker godt, og der er ikke mange små huller i hans lommer, han har i sinde at efterlade sig en kapital, men det kommer ikke andre ved end hans børn. — »Du kan smide om dig med penge, som du vil, du har kun dig selv, du kan more dig; det eneste, du skal, det er at bruge kæberne, og det kan du nu engang!«

Den anden ler drilagtigt og vifter med sine femfligede kødlapper. »Når der er møde i den inderste stue, Olsen, så lukker du den anden gadedør af, så de er nødt til at gå igennem skænkestuen, og dær står du og passer på, og der er sgu ingen, der tør gå forbi dine øjne uden at købe en genstand, Olsen. Og lad os så få en dom til.«

Slutningen virker formildende. Glassene fyldes atter med den fede, brungule drik. »Næ —« siger den rejsende med henblik på Olsens ægteskabelige bånd, »du kender jo ikke sådan meget til livet egenlig.«

»Nå —« indvender værten, »da jeg var ung —«

»Å sludder, du har jo aldrig været med, noget, der var værd at at tale om.«

»Har jeg ikke! Jo jo, ligeså meget som du og lidt til —« Olsen blir ærgærrig og begynder at fortælle om sin ungdoms meriter, der skal ha stået fuldkommen på højde med det bedste af, hvad der præsteredes i de tider, og han mener ikke, at han behøver at stå tilbage for noget som helst andet stykke mandfolk.

Hørslev gik ud på gaden. Det blæste skarpt fra øst. Mændene gik mod vinden med sænket underkæbe for at beskytte den trekantede åbning i halsen, de hade blå kinder og røde næser. Men mod vest, i solsiden, dær smilede alle ansigter og så varme ud; det var vinter den ene vej og forår den anden. På grøftekanten nede i strædet var det også forår, dær gik hønsene og hakkede i græsrødderne.

Midt i byen mødte Hørslev Katrine fra fjerde klasse 32 og stansede hende. De stod og passiarede lidt. Hvad de sa, kunde ikke høres, men det syntes at være noget venligt. Hun så et øjeblik ned og pirkede med sin skosnude mellem to brosten, og derefter så hun op igen, smilede, og de gik hver til sit. Men oven over dem, på det store observasjonshjørne, sad der pålidelige folk i vinduerne, og de indsugede omhyggeligt den lille scene for senere at opgylpe den til fælles fornøjelse ved et kaffeselskab.

»Goddag, hr. Hørslev! Det er svært, så De er optaet.«

Det var købmand Laursen, der standsede ham for at meddele ganske privat, at han hade i sinde at arbejde på at gøre realskolen kommunal. Der var stemning for det i byrådet; men ingen vilde bringe sagen frem, lod det til. Nu vilde Laursen. »Og De skal naturligvis være overlærer. Vi kan ikke få nogen bedre. Hvad siger De til det?«

»Jo. Der vil sikkert være mange imod mig, men folk må vel vide, at børnene lærer noget hos mig.«

»Det er også det, jeg siger. Nå, den lykke at gro fast her, er jo ikke så stor. På den anden side er her noget at gøre for en lærer med energi, for ungdommen går min salighed i søvne her i byen. De skal vække de unge, hr. Hørslev. Se, førstelæreren ved borgerskolen han er jo nok en umådelig dygtig mand på sin vis — —«

»Ja, De mener, han er en stor idiot med andre ord.«

»Hæ — sådan noget skal man ikke sige.«

»Det var Dem, der sa det. For sådan plejer man at sige idiot på en høflig måde.«

»De er nu så vittig. Jeg tror ikke, det vilde skade Dem, om De var det lidt mindre. Vi er jævne folk, hr. Hørslev, og det er ikke alle vittigheder, der passer os lige godt. Men kunde De sætte noget af Deres tut i vore børn —«

»Det kan jeg nok, men hvor længe blir det der? De 33 kan nok huske ham, der tog den ualmindelig store udmærkelse i forfjor, og som der blev talt så meget om. Han er nu kommis i Storekøbing, og ved De, hvor mange whiskyer han er bekendt for at kunne kvæle uden at slingre? Eller købmand Christensens datter fra i fjor, der også tog udmærkelse, det var et stolt og dygtigt pigebarn, skulde man tro; nå, hun render og er forlovet med denne her havarerede fyr, som nu lærer at fotografere hos Sørensen; de kommer nok til at gifte sig snart, og det er vel hendes faer, der skal føde dem, kan jeg tænke. Sådan ender næsten alle mine bedste elever.«

»Konduktør Larsens ældste søn fik da en udmærket stilling ved det Østasiatiske, og han har jo vist sig at være en meget dygtig ung mand.«

»Ja, og han kom fra Vestjylland. Nej, hvad der er her fra selve byen, det tror jeg ikke på.«

»Ved De hvad: en lærer, der ikke har troen på sin gerning — —«

»Ja vel. Det har De læst i en bog.«

»Hvad mener De så om min dreng da?«

»Man har en del egenvilje, men der er ingen rigtig fasthed i ham. Han blir åbenbart noget forkælet, det kan jeg mærke på den blødhed, der kommer over ham engang imellem. Hans ærlighedssans er heller ikke meget udviklet, han vil gerne snakke sig fra sin egen uret; han vil ikke tro, at han nogen sinde tar fejl. Det må være nedarvet. Men hvis De efter konfirmasjonen satte ham i lære hos en bestemt mand, så kunde det måske hjælpe på ham.«

»Hm, De mener ikke, jeg er en bestemt mand.«

»Det er slet ikke Dem, der opdrager ham.«

»Nå. Se se. Det er altså min kone. Tak skal De ha.

Han skal nok komme ud.«

»Ja og så er der jo også hans søstre, hvis De tillader det —«

34

»Værsgo. Snak løs.«

»For en stor dreng på fjorten år er sådan et søsterkursus noget af det værste. Deres døtre ser vistnok alle hans fejl, men da han ikke respekterer dem, blir de fejl, søstrene retter på, netop hans kæreste egenskaber, ikke at tale om, at de er det bedste middel til at drille samme søstre med«

»Hm ja. Det er noget, jeg forstår. De er en studeret mand, hr. Hørslev, det kan man nok mærke.«

»Ja død og pine. Fem års teologi det gir sgu menneskekundskab. Hvordan går det ellers med gassagen, hr. Laursen?«

»Det går sejt, de er imod det alle sammen.«

»Vi har ikke råd til det!« citerede Hørslev.

»Nej akkurat. Vi har ikke råd til at tjene mange kroner; så forstår vi bedre at spare nogle lusede øre på ligegyldige ting. Vi har ingen penge, siger de, nej, vi har ingen hoder, ingen en-gros hoder. Derimod har vi sgu meget flinke detaillister til at veje et halvt pund rosiner af og for ti øre brænde og et par pinde til et stakit.«

»Man siger jo også omkring i byen, at købmand Laursen er så ivrig for det gasværk, alene for at han selv kan få lov til at levere kullene.«

Laursen gnistrede. »Det vil jeg sgu gærne tro. Hvad kan man vente andet af en idiotby! Men vi skal ha det gasværk. Det var ligesådan med havnen i sin tid. Vi er jo døde og rådne, sa jeg, hvis vi ikke benytter vandet. Og de måtte jo gi efter.«

»Men hvordan er det, kan havnen egenlig betale sig?«

»Den kunde betale sig! Storartet. Storekøbing har ingen havn, vi kunde konkurrere med dem, sælge dem alt deres kul og tømmer, hvis vi vilde —«

»Men der er kun een, der vil. Og når De engang er borte, så vil havnen ligge som et skændselsminde over Dem. Folk vil gå ned og spytte i havnen og sige: Alle de penge, han la dær, dem kunde vi nu haft!«

35

»Jeg er ikke død endnu.«

»Nej, men det kommer. Jeg kan ikke forstå, hr. Laursen, at De ikke tar noget mere af byens handel. Deres tømmerplads slog Hansted ihjel, Deres isenkramhandel tog livet af Johansen, og der er liere endnu, som De kunde konkurrere ud af byen. Hvorfor gør De det ikke?«

Laursens ansigt blev mørkt. Han løftede den ene hånd og lod den synke igen, ligesom der var noget, han vilde ha grebet efter.

»Jeg har ingen sønner,« sa han.

Derefter hilste han pludselig og gik.

Hørslev så hans brede, tunge skikkelse stampe bistert ned ad gaden, han stod stille og faldt i tanker over det, og så var det, ligesom han med eet fik munden fuld af harsk poesi. Han var kommet til at tænke på fru Laursen.

Hørslev så Laursen gå ind på »Dania«. Det var mærkeligt. Før gik han jo netop i modsal retning. Nu var han altså blevet tørstig. Mon ikke Laursen drak noget mere end normalt? Han hade jo noget af det, man plejer at kalde grund til at drikke, næmlig ulykkeligt familieliv. Det er også farligt at stå over sine omgivelser, tænkte Hørslev, mens han gik; for der gives en trappe til at komme nedad, næmlig spiritus. Det kan gerne være, han vil benytte den. Spiritus er en demokratisk opfindelse, der gør folk lige, skønt et aldeles ufejlbart middel er det vel ikke, men i alt fald et godt surrogat.

Hørslev vendte sig og så ind over byen, hvor brænderiets og bryggeriets skorstene ragede højest op, som om de mente noget symbolsk med det. Så gik han langsomt videre ud ad den snorlige landevej, i hvis horisont de to rækker træer stod op med et stykke himmel imellem, som en nakkeskilning op til en skaldet isse.

36

Gamle Hørslev var gårdejer og hade fire sønner. Den ene fik gården, den anden blev købmand, den tredje snedker, men Oluf, den næstyngste, som var et godt hoved, skulde studere og hade også selv lysten. Det var præst, han skulde være, og som femtenårig hade han heller ikke noget særligt mod den stilling. Det fik han først, da han blev student, og sa udtalte han ønsket om at vælge et andet studium. Men nej; den gamles understøttelse var udelukkende baseret på det teologiske studium, og der var ikke andet for, Oluf tog sin eksamen. Men præst vilde han ikke være, han søgte til skolegærningen, og da der ikke var stærk efterspørsel efter teologer ved de offenlige skoler, så søgte han til de private. Det var ganske vist en skuffelse for faeren, men han købte dog en realskole til ham og trøstede sig for resten med følgende tankegang: Det er oplysningen, der regerer verden, kundskab er magt; hvad Oluf har lært, det kan ingen ta fra ham. Ganske vist hade købmand Hørslev nu seks fusende om året, og snedkeren tre tusinde, men alligevel: Kundskab er magt.

Han fik det også at føle i denne by, hvor han ikke var regnet for noget. Han er såmænd et begavet menneske, indrømmede byens spidser, men nogen betydning kunde hans meninger aldrig få, da de ikke støttedes af en ordenlig indtægt. Han var alligevel kun to-øres fyren blandt tikronerne, han var for let i metallisk henseende. Desuden har man den mistanke til toøren, at den er grøn af misundelse; ti kun det ædle metal har i sandhed ævnen til at bevare en blank og umisundelig overflade.

Så sad han her i Sandøre og tjente — ved kundskabens magt — sine rigelige fjorten hundrede kroner om året.

Mens øl og snaps indbragte sine folk knap det tyvedobbelte.

37

AER er ikke stået op.

Inde i dagligstuen går Hertha og tørrer støv af, så småt; hun er ellers virtuos til at behandle møbler og alskens kar med sine små hårde hænder, men nu tørrer hun langsomt og nyder livet.

Derovre flyder solen frem som en smæltet klat gult, hun har tid at se på det. Her er så hyggeligt, her og rundt om til en vis bredde og længde, næmlig gennem kabinettet, kontoret og butikken på den ene side, spisestuen og køkkenet på den anden. Dær er fredlyst, lige til sovekammerdøren. Den lister man sig tavs forbi, og gennem gangen, som den støder op til, må der ikke tales højt. Man skal ikke vække den slumrende løve, siger sønnen, der er vittig, den slubbert. Han kniber sig en bitter sammen med en kunde ude i butikken, alt imens han holder øje med døren i baggrunden af kontoret, ikke den ind til kabinettet, den anden. Han kniber sig måske to bitre, skal man se. Der snakkes og les dæmpet. Den sidste fælleskæfert (som endnu ikke er debatteret) hentes frem til gennemsyn, jeg din, og du min — hæ, hæ, hæ, med salig fryd i baggrunden af sjælen. Man begynder med begyndelsen: and, dram, bajer. Dernæst kaffe med hennesy, bajer, toddy, bajer, whisky, bajer o. s. v. i metodisk fremskriden, lige til rinskvinen, den man som sædvanlig først får, når man er fuld. Det bedste og dyreste 38 til sidst, når man har drukket for meget og giet for meget ud, svirens logik. Man drøfter benenes vrangvilje, overkroppens buer og halsens knæk; man diskuterer spørsmålet om overlastet bæreævne, og andre mindeværdige kæferter fremdrages til sammenligning.

Så tar man virkelig den anden bitter; der er stadig ikke noget i vejen med døren derinde.

Den gamle sover.

»Fik du noget i aftes?

»Nej,« siger Vilhelm Laursen, »ikke andet end tre whiskyer og nogen bajere. Jeg var allerede i seng halvtolv.«

Dansk beskedenhed er intetsteds mere påfaldende, end når talen er om, hvad vi drikker. Vore alkoholister reklamerer ikke med deres druk; de drikker sig ihjel stræbsomt, men bramfrit.

I det yderste kontor passer frøken Hansen sine bøger. Hun drejer taktfast sine øjne fra kladden til journalen, og hendes langfinger korer med en een gang fastslået bevægelse tværs over bøgerne til det sted, hvor posten skal indføres. Hendes smalle, rolige forretningsansigt meddeler ikke noget om, at hun hører, hvad der tales om i butikken. Hendes faer kommer ind med sin gamle diplomat og sit tottede hundeansigt; han venter tavs, til hun får tid at gi ham de forretningsbreve, han skal på posthuset med. Han spør ikke, om der er mere at besørge, hvis der er noget, så siger hun det nok selv; hun holder ikke af for mange spørsmål.

Solen maler med rødt inde i dagligstuen, så det ser hel lunt ud. Men der er noget lavloftet, og man har en fornæmmelse af, at det er det, der har gjort stolene lave og hjulbenede; dog er der en bredde i hele stilen, som synes at passe meget godt til manden i huset.

I spisestuen læser fruen gårsavisen til morgenkaffen: toiletter og ulykkestilfælde. Hertha har også fundet sig en avis som hun læser henne ved kakkelovnen, mens hun 39 skiftevis varmer hænderne. Ilden smækker i kullene; det lyder som små hastige, spidse kys.

Da går der pludselig forandring i det hele. Der blir underligt ude i køkkenet, en vis nærvøsitet kommer over kopper og sager. I butikken snakkes der højt, glas klirrer, en flaske siger bums på en hylde. Straks efter er en stemme på færde i køkkenet, man kan ikke høre, over hvad, men man kan vide det, når man har vanen. Hertha ved det godt: Faer er stået op. Nu kommer han, for det bytte, han søger, er ikke i køkkenet; han river døren op til spisestuen, og ah — heldigvis!

»Sidder du her og læser aviser!«

Forbrydelsen lar sig ikke nægte; fru Laursen er for langsom i vendingen. Det er Hertha ikke, hun har allerede kastet sin avis ind i kakkelovnen, der buldrer og gir sig til at pikke hæftigt, som et stort malmhjærte, der pludselig blir bange og tar på vej.

»Sidder du her og læser aviser!»

»Nej, nej, nej, Laursen, jeg drikker bare min kaffe —« Hun så hen til koppen om hjælp, og så var den tom.

»Nå det kalder du at drikke kaffe, du, din — hæv! — Det er på den måde, du passer dit hus lige fra om morgenen!«

»Nej, ja, men jeg er færdig —«

»Ja det er du! Og din kop er hel tør indeni! Hvad, kan du se? Du er en kone i dit hus, hæv! Og så er du i natkjole! Det viser — hvad synes du det viser?«

Hans underansigt blev bredt af afsky; også næsen videde sig ud, mens øjnene blev runde.

»Ja, ja, nej, jeg ved nok, faer, nu skal jeg —«. Fruen kom op og af sted. Det var ikke hendes mening at undskylde sig; hun lod sig gærne skælde ud i tavshed, hvis det kunde gå an, men hun vidste, at hun skulde sige noget. Ganske vist fik han med hvert svar en ny krog at hænge sig i, men sådan vilde faer jo ha det.

40

Hun flygtede ind i sovekammeret, han efter; natkjolen kom af, tøjet på. Det gjorde ham mere ond at se hende afklædt, han kresede om hende med knyttede næver og bred mund, hvæsende. Men i dag var det ikke det store anfald, og da hendes krop var nogenlunde skjult af tøjet, søgte han ud i butikken. Dær var ikke noget at se; Vilhelm stod og pakkede noget ind til en kunde. Laursen luskede omkring og snøttede, som han plejede under sine anfald. Kunden fik naturligvis et venligt godmorgen, mens Vilhelm fik et ondt, tavst øje, der bragte hans fingre til at spjætte om sejlgarnet.

Så kom den gamle i tanke om noget: »Hvor er faktura fra Løw og sønner?«

»Den er vist ikke kommet,« svarede Vilhelm på må og få.

»Nå den er ikke kommet! Det vil du bilde mig ind!«

»Dær,« sa frøken Hansen og kom ud.

»Tak. Godmorgen, frøken Hansen.« Det var ligesom der var kommet en dråbe olje på Laursens skurrende stemme. »Ja du er en forretningsmand Vilhelm, er du ikke, hvad, hæv! Tak skal De ha, frøken Hansen! Hvad, Vilhelm!«

Men stemmen rev alligevel ikke som før. Laursen gik ind i dagligstuen. Herthas hoved dukkede op bag en stoleryg; hun passede sit og så ikke efter faeren.

»Godmorgen, lille Hertha!« Stemmen hade atter vundet i rubed.

»Godmorgen,« sa hun tørt. Hun var den eneste i famlien, der ikke blev skældt ud undtagen i de store anfald. Hun blev aldrig hidsig eller ydmyg; det hjem hade gjort hende kold og upåklagelig. Laursen hade en vis respekt for hende, men han holdt ikke af hende.

Laursen snøftede, spejlede sig en stund — han var meget pillen med sit kravetøj — og gik derefter på rov udenfor. Næste omgang fik den ene karl for uorden i 41 stalden. Han tog imod det som noget, der afbalanseredes af den gode løn og kost, og desuden hade han fortjent det; i det hele taet savnede Laursens gennemskældninger aldrig et rasjonelt grundlag, så snart han kom uden for familien. Den anden karl derimod, som skulde ha noget med, kæftede igen, og så stansede uværet, for Laursens skælden ud var kun indrettet til solo; det lå ikke for ham at trættes, desuden følte han sig så meget som bedsteborger, at han ikke skiftede ord med en tjenestekarl.

Så gik han ned på tømmerpladsen, ind i savskæreriet. Det var hans stolthed og hans indtægt, det hade han selv grundlagt og arbejdet op. Her snøftede han formildet omkring, lugten af hans eget tømmer gjorde ham god, og han hilste venligt på sin første mand.

»Godsejeren fra Staurupgård har været her og spurt efter grossereren.«

»Købmanden,« rettede Laursen.

»Han sa nu grossereren. Han kom igen klokken ti.«

»Det er den ny staldlænge,« forklarede Laursen, og så gik han rundt og tog et skøn over, hvad tømmer der egnede sig, hvorefter han slog et slag ned igennem byen.

Ude på gaden hersker en anderledes fredelig idyl end i Laursens stuer. En enkelt vogn med besindige landheste for rumler skikkeligt af sted, mens grønthandlerens uartikulerede skrål fylder godt i stilheden. På det lille torv står fire hunde i kæde og lugter til hinanden, engang imellem farer de i hob og gør vrøvl, men det blir ikke til videre; en femte hund skræver forsigtigt omkring med krum ryg og søger efter et passende sted. Hen ad fortovet kommer en lille pige, der bagfra set synes at ha to boder, hun slæber på et barn, der er noget mindre end hun selv. En øjensynlig forkælet foksterrier udfører det kunststykke at gå på bagbenene, mens den omklamrer pigebarnets lægge med forhenene og 42 bider hende i strømperne. En ung pige suser forbi med udstående, vippende albuer, hun er en kende mere overgiven, idet hun løber, og hun hilser Hot og lystigt på Laursen, der næsten får hatten helt af ved det. Men en bedre genhilsen får en gammel bondemand, der kommer bagefter, dampende taktfast, med en røgsky ud, hver anden gang højre hæl sættes i stenbroen. En lille seksårig knold af en tyk dreng kommer i tanke om høflighed ved synet af Laursens imponerende ansigt, han sender hodet forover, griber sig et sted omme bag i nakken, slæber den strikkede hue af og vender sig og glor efter Laursen, imod solen; derved bruger han så meget af kinderne til at knibe øjnene sammen med, at munden nødvendigvis må stå åben. Så sætter han huen på, uden om ørene, med bægge hænder.

Uden for »Dania« er Sehultze ved at feje stenbro. Støv, hestesager og andre ting ligger rundt om ham i en vold, der stadig vokser, idet den børstes videre, men den må være hård at gå på, for en gang imellem vakler Schultze tilbage, tar tilløb og braser på, så kosten går oven over det hele, og først efter en lang og vidtløftig afstivningsproces får han bragt kæferten i ligevægt og linder tilbage inden for sin vold.

»Nå, Sehultze,« siger Laursen,« er De allerede fuld?«

»Det var da’t godt andet,« svarer Schultze.

Mandens stolthed er berettiget. Han har nu snart i fem og tyve år været et særdeles aktivt medlem af »Internasjonal Forening for Menneskets Udryddelse ved Alkohol,« og han ved godt, at han har kollegaer, der er langt finere end han selv. Han tror også, at »Aftenposten« til næste forår vil bringe hans billede og biografi. —

Det blev en større levering af tømmer til godsejeren på Staurupgård, og handelen var snart sluttet. Laursen var en rask mand, der ikke gjorde lang snak om en differens på tyve kroner, når det drejede sig om nogle 43 hundrede; knebne købere vidste det og benyttede sig af det, og godsejeren var en køber af den slags. Bagefter kaffe i kontoret og fin konjak.

Fruen lyttede udenfor. Sikken et humør der var, og hvor de lo; godsejeren på et bredt a, Laursen på et spidst æ, men han morede sig da. Å ja, det var hårdt; mon der blev noget af det til overs til hende? Det var middag, men alligevel måtte hun stå og lytte, ikke efter hvad de sa, bare efter stemmerne, især faers. Det var jo godt, faer var glad. Om fem minutter kunde han komme ud i køkkenet og spørge, om hun snart hade maden færdig, hæv! Men det hade hun ikke, af sted ud i køkkenet for at skynde på. Hvis greven nu blev budt til middag, og hun ikke hade andet end daglig kost! Skulde hun — nej, hun kunde ikke blie færdig, desuden hade de jo aldrig grever, hun vilde løbe den risiko.

Tilbage til døren igen. Herregud, han måtte da være i godt humør nu til middagen, mon ikke? Bare han kunde sige så meget som: Det er en dejlig torsk denne her, eller kritisere venligt: Jeg synes, der kunde ha været lidt mere kirsebær i sødsuppen. Skulde hun ikke selv ha sprunget og hentet dem og selv kommet dem i hans egen tallerken, og været lykkelig til! Hvor de var glade. Kunde der ikke nok falde lidt af til hende ved middagsbordet? Jo, nu troede hun det, hun blev selv glad ved at høre stemmerne og ved at lugte sigarrøgen ud gennem døren. Jo, i dag blev det nok hyggeligt; desuden hade faer jo gjort sig ren i morges.

Fra det lille kontor kiggede Vilhelm ind til herrerne gennem det runde glas i døren. Den gamle er sgu ikke glad i dag, tænkte han; greven har nok pruttet ordenligt. Han kendte vokallyden i faers grin; det mindede for meget om hæv!

Godsejeren fulgtes til stalden og kørte hjem. Munterheden forsvandt kun langsomt fra Laursens ansigt, fordi 44 den hade siddet der så længe, men hans sind var ikke muntert. Det par hundrede kroners fortjeneste — fedtegreve!

Laursen mødte med skummelt ansigt til torsk og sød suppe. Et stort torskehoved samt bukser formildede ikke, masser af sennop og smæltet smør fra faers egen sovseskål hjalp heller ikke. Der gaves ingen pardon til familien.

Dær sad den datter, der ikke frygtede ham, og som han ikke elskede; dær sad en god, blød pige, der lavede scener, når han skældte ud, hvad der ikke var meningen; dær sad en søn, der soldede, når han vendte ryggen til, og dær sad hans lille dreng, som han forkælede, og som gjorde gengæld ved at foretrække moeren. Men ved bordenden, dær sad hun — hæv!

Jo, det smagte godt, torsken var fanget samme formiddag, bevisligt smagte den godt, men der var ingen pardon. Laursens Øjne var ra og stive; munden udtrykte ikke noget, den skulde jo bruges til at spise med og kunde altså ikke i øjeblikket stå i sjælens tjeneste; den frygtede underlæbe — skuffen kaldtes den af den ikke ganske underkuede del af familien — hade andet at bestille end at indjage skræk.

Dette rædselsdyr af en familiefader, det var byens eneste merkantile hoved, der hade kapitaler sejlende på Atlanterhavet og tjente tusender på korn, som han aldrig hade set; det var manden med den lyse, dristige forrelningshjærne, borgmesterens modstander i byrådet, der fik sat igennem, al havnen blev uddybet, og fik gjort det dyrt, men godt, og som nu arbejdede på at få kulgas indført, byrådets kostbareste medlem, som hans modstandere kaldte ham. Han skulde bare ha levet under større forhold, sa selv de, der ikke ønskede ham bort.

Men ingen af alle hans fortræffelige ævner kom familien til gode; her spistes torsken i tavshed, man tyggede 45 med besvær, for kæberne går bagvendt i bange stunder. Fruen hade det værst, hun vogtede på hver ladning, der bragtes ind ved hjælp af et redskab, som var en mellemting mellem ske og gaffel; den hade skovlet meget dyppelse ind i sin tid.

Mon det var nok kogt? Mon torsken hade været lidt for stor? Mon sennoppen var stærk nok? Den rev hende selv i næsen, men det gjorde jo ikke noget. Hun tørrede en sennopståre af imellem og spiste forknyt, som et menneske, der har hørt et forfærdeligt tordenskrald og ikke ved, om der snart kommer et til.

Det mindskede rask på torskehodet. Fingrene måtte til, de mange små ben blev dyppede og sugede, og så kom turen til bukserne, der masedes ud i sovsen til en rødlig vælling. Faer ligesom så efter noget, og det gav et sæt i fruen. Lever? Et hoved til? Mer sovs? Hun måtte rejse sig op for at se ned i sovsekanden.

»Der er nok, moer,« mældte lille Karl, der sad oppe ved siden af faer.

Derved fik fruen også mod til at sige noget. »Smager det, faer? Karl, spør, om det smager faer.« Hvad vilde det ikke være for en oprejsning, om det nu smagte!

»Smager det godt, faer?« spurte Karl.

Laursen svarede med en ubestemt lyd gennem næsen; munden var optaet.

Da fik fruen et anfald af retfærdighedsfølelse. En kone er sjælden så meget slave, at hun ikke føler sin stilling som en uret, og den torsk smagte nu godt, hun hade vel også nok selv nogen forstand på mad. Og desuden handelen i formiddags!

»Jeg hade ventet at se dig i sådan et strålende humør til middag,« sa hun med anstrængt lystighed, som et menneske, der blir underkastet en mildere tortur og søger at opfatte det som spøg. »Jeg troede, du skulde rigtig komme ind og sidde og le og snakke og være glad over 46 den forretning, du har gjort, og de mange penge, du har tjent i dag.«

Da la Laursen gaffelen fra sig, rasende over, at den formodede fortjeneste skulde medføre en forpligtelse til at være i godt humør, og han begyndte at skælde ud med en mund, der var fuld af væmmelse — al torsken var tygget ud —: »Du er jo tosset, kælling! Har jeg tjent penge? Hvad rager det dig! Er er det dig, der gør forretninger, eller er det mig! Hvad din — — hæv!«

Selvfølelsens øjeblik var udløbet. Hun vilde alligevel hellere trædes på i tavshed, som hun var mest vant til.

»Ja ja, jeg skal heller ikke — sæt dig bare ned og spis videre. Smager den ikke godt, den torsk, hvad faer?«

Hun logrede ydmygt med øjnene, men han gennemskuede straks knebet: Nu skulde torsken indeholde en forpligtelse til godt humør, da det andet ikke gik — jo, hun skulde nok hente det et eller andet sted fra!

»Kan jeg få lov til at være for dig, hvad, kan jeg, din forbandede — —!«

Det var ikke ord længere, kun primitive dyrelyd. Han rutsjede i et øjeblik tilbage gennem udviklingen helt ned til det ældre dyremenneske, hos hvem den begyndende sjæl sloges brutalt med den oprindelige, dyriske vildskab, det gjorde forretningsmanden Laursen, hvis spekulasjoner forbløffede folk langt borte, medens den lille by kun hade en tilnærmelsesvis anelse om tallenes størrelse.

»Nu skal jeg gå,« sa hun, »det er din egen kone, du ikke kan tåle at se, men nu går jeg.«

»Nej, du blir her, hører du!« stampede han. »Hvor er den sødsuppe, jeg skal ha?«

Hertha kom med den, hendes hænder rystede lidt, men øjnene var rolige.

Vilhelm gik ud i Butikken, frøken Hansen kom ind.

»Er der noget varmt til frøken Hansen?«

47

»Det er lige meget.« Hun tog af den halvkolde torsk og fik sovs, inden fruen var oppe.

»Hæv — sådan sørger du for mine folk, som holder forretningen gående og passer deres sager, mens du —«

»Nu har jeg fået.« sa frøken Hansen stille og begyndte at pille ben fra.

Laursen stod krummet forover med krogede kløer, med bred, paralelt åbnet mund og øjnene lige ved at springe ud — et sindbillede på energien, men så fattede han sig, idet han så på frøken Hansen; han tog sin tallerken og gik ind i kontoret. Fruen så godt, han glemte skeen, men vovede ikke et ord, før han var borte. Hvem skulde bringe skeen bagefter, men rask, inden han kom igen? Karl påtog sig det farlige hværv.

»Det kunde De gærne skåne mig for.« sa fru Laursen. »Hvorfor skal De også være imod mig?«

»Dette her var jo godt nok,« sa frøken Hansen og spiste hurtigt.

»Ja men De ved jo, hvordan min mand er. Hvad fornøjelse kan De ha af at sætte ham op imod mig?«

Frøken Hansen rystede afvisende på hodet og passede sin tallerken, men fruen gennemgik alligevel sin lidelseshistorie. Hun kunde den udenad og fortalte den delvis i den lyriske novellestil, som nu er noget forældet, men hun blev ikke færdig for Hertha:

»Herregud moer, hvad kan det hjælpe noget at tale om det?«

Og så græd fru Laursen og skaffede sig lidt oprejsning ved at skænde på børnene for deres kulde, men der kom ingen medlidenhed, den blev afpresset dem for tit, til at der kunde være noget hver gang. Kun Karl gik hen til hende og var kærlig — han var tretten år — men han sa dog:

»Ti nu stille, moer, faer er jo en gang sådan,« og det var jo ingen trøst. Den søgte hun så hos frøken Hansen:

48

»Kan De ikke forstå, at det må være hårdt for mig?« »Jo,« sa frøken Hansen. »Tak for mad.«

»Er der slet ingen af jer, der har medfølelse med mig?« sa moeren til de tre børn, »hvad Hertha?«

»Å ja, moer,« sa Hertha uvillig, »skal vi nu ikke —?«

Da rejste fru Laursen sig og gik fra bordet uden den anden ret. »Mine børn foragter mig,« sa hun henne i døren. »I gør. Hører I? Sig ja!«

Karl løb ud efter hende, og tilbage sad de to unge piger, så fulde af lede ved deres hjem, at de ikke kunde græde over det. De talte ikke og så ikke på hinanden, de var jo som alle deres søskende mellemled mellem to mennesker, der hade avlet dem i lede og fyldt deres sjæle med hver sin respektive afsky, to modsatte poler af afsky; derfor kunde disse børn ikke slutte sig sammen og værge sig mod hjemmets slethed; de kunde langt bedre hjælpe med til at gøre det endnu værre.

49

ÅR det ikke gjaldt forretningen, var Laursen et bevidstløst menneske, der hverken kunde tænke eller beherske sig. Dersom nogen hade sagt ham, at han skabte et fordærvet familieliv i sit hjem, eller at han trængte til at forbedre sig, så vilde det barme ham som en dum fornærmelse. Ganske vist hade han en umedgørlig kone og ikke de bedste børn, men gjorde han måske ikke, hvad han kunde for at bøde på det? Han elskede sine børn og kostede på dem, han vilde gærne holde orden i sit hjem, det vidste han. Den meste kærlighed, der fandtes i det hjem, var den, hvormed han bade omfattet sine børn, efterhånden som de kom; kunde han gøre for, at de senere voksede bort fra ham og blev ham fjendske? Var det ikke sandt, som han sa, at han gjorde alt muligt for dem? Hvad var der så i vejen?

Sagen var, at denne dygtige mand hade een gang i sit liv gjort en forfærdelig slet forretning.

I denne lille by gik han for tredve år siden som kommis i en stor, gammel forretning. Hans chef satte megen pris på ham, hans tale var ja og nej, tal og data, og han var kort i vendingen, men han var også kort for hodet, ti han tænkte stadig og indædt på de værdier, der strømmede ind ad store en-gros kanaler og flød ud igen i mange små bække, idet de efterlod et bundfald af penge, og han hkkærlighed til forretning, til den mangegrenede strøm, der 50 løber gennem een mands hænder, og som skummer af sedler og bølger af pengeruller. Han kom til at elske omsætning, der er selve livets prinsip. Han vilde ha sin egen forretning, og han vilde ha penge, for at han straks kunde begynde stort, for det at hutle sig frem som detailhandler, det var ikke hans lyst. Men han var fattig, han måtte gifte sig penge til, og han gjorde det. Nu var han hverken morsom eller beleven, men der var alligevel en arving, en stor, blød pige med runde øjne og smæltet smil, der hade læst så meget litteratur, at hun vidste, at den sande, poetiske mandighed oftest skjuler sig under et uslebet ydre; hun vilde gærne ha ham, og hende tog han så. Tyve tusende kroner.

Så kom forlovelsestiden.

Nej, det hade Laursen sgu dog ikke tænkt sig. Selv om man kom til håndværkerbal og trykkede et pigebarn en smule på et tilladeligt sted (hvad Laursen dog ikke var nogen virtuos i), eller hørte på hendes pigesnak, så kunde man dog umulig forestille sig, hvor meget pjat sådan et væsen bestod af. For det var dog kolossalt. Laursen var ikke noget morsomt menneske, han hade ingen sans for pudsigt vrøvl og vrængede ad det, når han hørte det af sine kammerater. Men dette her var dog værre, alt det vallepjat, han nu oplevede, nu, da han gik med alvorlige planer på grundlag af den formue, han snart skulde eje. En dag hade hun religiøse skrupler, hun forstod ikke nadverens sakrament og udviklede nærmere, hvordan hun ikke forstod del; han spurte, om hun var tosset. Det blev den første scene, og den var våd. Senere kom der andre spørsmål og tvivlsmål angående livet selv, sådan i een stor, rund mundfuld, og Laursen, der aldrig hade læst rare, gamle bøger om unge piger, anede ikke, at der kan bo så meget vævelse i sådan en. En anden dag var han ikke til at få et ord af, fordi ideen til en stor tømmerhandel med savskæreri var opstået hos ham, 51 og da hun syntes, hun skulde more ham, fordi han kedede sig, spurte hun, om han vidste, hvornår været er poetisk og hvornår matematisk. Mens han endnu stejlede tavs over dette spørsmål, forklarede hun ham glad hvornår, men da hlev han komplet rasende. Om hun ikke vilde rejse ad helvede til med det; om hun troede, han var en gammel kælling. Fanden med hendes bærmesludder! Derefter kom det til en større højtidelighed, som han rendte fra; han gik hjem og indså, hvad det betød, at han tog hende for pengenes skyld. Han hade aldrig været forelsket, men nu kom han i tanker om, at dette her meget vrøvl om kærlighed måske alligevel hade noget at sige; at hun var ham imod, det tvivlede han ikke længere om. Før var en kone noget aldeles simpelt: hun fik børn, passede dem og ham og huset; men nu gik han i seng med tanken henvendt på det begreb kærlighed, som man altid aner noget om, selv om man ingen bøger har læst. Næste morgen ringeagtede han sine grublerier og tænkte på tømmerpladsen. Hans chef hade en, men viden savskæreri, hvad skulde det blie til? Nej, Laursens tømmerplads!

Om aftenen kom hun hen til ham, blød, våd og højtidelig. Han gik sin hoveritur, det var vel bedst. Men så begyndte hun min salighed igen på en anden måde:

»Når du nu skriver et brev efter nogen varer, hvordan så? Er det altid til udlandet, efter vin og kaffe og sådan noget, det må da være billigere. Har de dær folk til at oversætte fra dansk, for du kan jo ikke sprog. Ta og forklar mig det, for jeg vil gærne sætte mig ind i forretningen, så kan vi snakke om det, når vi blir gift.«

»Det skal jeg sgu nok passe.«

»Du vil da nok sige mig det, for at jeg kan dele alle dine interesser. Hvad er det, I kalder faktura? Det er måske noget, som kun manufakturhandlerne bruger.«

»A, du er tosset. Herregud, bare du vil passe dine sager, så skal jeg nok passe mine.«

52

»Hvad vil du sa med mig? Skal jeg bare passe dit hus og være slavinde!« Hun hade en måde at græde på, så han gærne kunde sparke hende; den mindede om hunde om natten i deres urolige tid. »Er det bare mine penge, du vil ha fat i?«

»Ja, det kan vi gærne sige. Dermed vendte han om og gik fra hende.

Så stod han hjemme i sit lille hummer, alene, med knyttede næver. Dær rog den medgift. Men fanden skulde også ha tænkt sig mage til fruentimmer! Det var vammelt, han måtte ned på »Postgarden« og ha en whisky. Ja ja; han skulde nok klare sig alligevel; det vilde ta tid, men han skulde slå sig igennem, mase sig igennem, æde sig igennem. Der var kredit nok for en driftig ung mand; han skulde suge penge til sig og passe på dem, han vilde ikke se til spiritus, ikke traktere et pigebarn med så meget som en limonade, han gav satan og hans oldemoer og hele det sataniske kleresi i det kram. Det var også bedre at arbejde sig det hele til. Byen skulde få at se, at han kunde.

Dær sad nu kommis’er og pjattede og vævede, så man kunde se, at de aldrig blev forretningsmænd, og dær sad byens matadorer med deres nedarvede forretninger, men hvem af dem kunde ha begyndt med ingenting uden at ende med endnu mindre! Ingen af dem var selv mænd, de var i det højeste sønner af mænd, ikke mer. Men han skulde skære sig et bredt stykke af de andres søgning, så deres hovedbøger skulde svinde ind ved det.

Dermed gik han hjem, sov glimrende og stod op næste morgen med et frisk og nyt hoved, der bugnede af planer. Op på formiddagen kom der en dreng med et brev. Fra hende, nå. Det var jo meget godt, at hun gjorde det forbi, sa slap han. Det var et meget langt brev, skrevet aftenen i forvejen; der stod udtrykkelig: Mens månen skinner ind på min fortvivlelse, og det hade 53 den karakter, som breve får, når de skrives om aftenen lige efter slaget. Hun gav sig selv skylden på de to første sider, hun vidste godt, at hun var urimelig og vanskelig; på den tredje side vilde hun forbedre sig; på den fjerde side måtte han hjælpe hende med det; på den femte side skulde han indvi hende i hans verden, og syntes han ikke — på sjette side — at det var en pligt, han slet ikke opfyldte? Hun vidste godt, på den syvende side, at han ikke regnede hende for noget, det viste hans opførsel godt nok; troede han — på den ottende side — at hun vilde være hans »tjenestepige« og »slavinde« (med gåseøjne om). Med disse to ark fulgte en lap papir, hvorpå hun bad om forladelse, hvis hun hade krænket ham, men hun var så inderlig fortvivlet. På lappens anden side måtte han da nu kunne forstå, hvor inderlig meget hun holdt af ham, og dær underskrev hun sig: din ulykkelige Martha (med »ulykkelig« såvel som de andre stærke ord, understreget), og hun fik endda plads til en efterskrift, hvori der begyndtes nye bebrejdelser, men de endte brat af pladsmangel. På en lille snip i et hjørne vilde hun alligevel altid være, som han helst vilde ha hende, og i en marg fik hun næste morgen pint den tilføjelse ind, at hun måske slet ikke burde afsende det brev, men at hun alligevel mente det altsammen (»alt-sammen« understreget).

Laursen læste virkelig det hele og skulde nu, inderlig flad, til at se sin beslutning igennem på ny. Han ræsonnerede uden ironi og tog ærligt på det. Hysterisk, ja vel, men hun holdt af ham og vilde blie ulykkelig uden ham. Det måtte han dog ta hensyn til, og så var der jo pengene. Desuden blev hun vel mere fornuftig med alderen, det gør jo alle mennesker, og hun var flink til husholdning, og hvad fanden, forliges kan man da sagtens, når man vil; han kom jo godt ud af det med alle mennesker. Så må man også huske på, at den slags ting retter sig, når man blir gift; det gør de altid.

54

Alligevel gik han temmelig utilpas omkring som en, der har fået noget ildelugtende på sig, men ikke kan begribe, hvor det sidder.

Hun ventede ham ude på promenaden den aften. Om han var vred? — Næ. — Så fik hun mod til at forsvare sig, hvortil han bare sa: Ja vel. Hvorefter hun hævede sig til at rette bebrejdelser imod ham, men da brød han kort af, og efter at han hade døjet en større blød og våd forsoning, spaserede han lettet med hende og sa ingenting. Hun gjorde ham frygtsomt opmærksom på sang ude fra fjorden — den kendte hun — på den røde aftenhimmel, på fru Mikkelsens nye hat, og på hvor godt det er at holde af hinanden. Han fik lyst til at slå hende, men mandede sig op til forståelsen af en smule egen uret, og betvang sig. Sådan’ gik der en fordringsløs aften uden rivninger.

Snart efter blev de gift, forretningen gik, og ethvert skin af menneskeværdigt samliv forsvandt, men han glædede sig til børnene. Jo jo. Her kunde Laursen blie dyrisk ond og forbande det hele, men skuffelsen med børnene vendte sig oftest mod konen, det var jo hendes børn. Ingen af dem egenlig tilhørte ham, skønt de to lignede ham, næmlig de ældste døtre, Emilie — som nu var gift — og Hertha. Emilie hade han altid beundret, men aldrig kunnet ave, ti hun fandt sig tidligt en mand, og så flygtede hun. Nu foragtede hun ham og aflagde ham besøg for at sige spydigheder. Hertha var lige så hård, men hade ikke søsterens kvikke sind, hun var ganske umedgørlig. De to hade hans kone naturligvis taet fra ham, de andre kunde hun også gærne beholde, især de voksne sønner; de var af bomuldsvævernes art, af den slags, der ikke rigtig vidste, men nok troede, hvis de ikke huskede fejl. —

Der kan undertiden trække sig et tyndt forhæng mellem manden og den skadelige handling, han er ved at 55 udføre. Han forstår, at det var bedst, den forblev ugjort, hans forstand siger ham, hvad gevinsten er, og hvor stort tabet; han indser, der er intet overskud, han gjorde det helst ikke, men nu er han i gang, beslutningen er taet, og skønt en fornuftig mand gærne ændrer sin beslutning, så har denne i sig selv en vis livskraft, der driver på. Der kommer en hinde mellem manden og resultatet; han forudser vel, det blir dårligt, men dette forudsyn er ofte rent intellektuelt, det er ikke gået over i hans fysik, han frastødes ikke med alt sit blod og alle nærver fra udførelsen. Klarheden kommer gærne engang, sløret falder som silkepapir for ild; det sker måske i det øjeblik, da morderen har ladet øksen falde; da falskneren afhænder sin veksel. —

Laursen begreb det hele på sin bryllupsaften. Hun var gået i seng, og han gjorde en runde i huset og nåede omsider til sovekammerdøren. Så forstod han pludselig, ikke med forstanden længere, men med hele kroppen: Det var jo vanvittigt! Han tænkte på hendes bløde, våde kys. Skulde han rende fra det hele? Ja, skulde han ikke? Nu var det, som om han hade vidst det hele tiden, det vilde jo blie et ægteskabshelvede. Han måtte gå ind i dagligstuen og sætte sig. Der var en kort stund, da forretningsmanden blev sykolog og fik et genialt øjeblik. Han indså. Ja, han så ind; frem og tilbage. Et liv i gud, hade præsten sagt. Skal vi sige et liv i djævelen, i midten af helvede? Forretningen svandt ind for ham, tømmerpladsen, savskæreriet, omsætning, magt i byen. Han hade aldrig været forelsket og kunde altså ikke vide, om den meget omtalte kærlighed var noget for ham. Men det slog ham nu som en vished. Det ukendte har sin magt, der griber vildt, hvor det kendte er væmmeligt. Så vidt kærligheden. Den var rabundus. At han kunde klare sig uden hendes 20,000, det vidste han nu så forbandet godt. At han ikke kunde tåle hende, det stod

        

56 nagelfast. Han var kun tre og tyve år og så derfor nøgternt på tilværelsens blødere dele, men nu begyndte han alligevel at forudføle: Han fik vist ikke nok. Børn og en ordenlig husmoder, det dækker ikke mandens behov. Sløret var fortæret, han så ind i resultatet. Ingen lykke for ham. Det var en af de lysninger, livet undertiden gir, den var god nok, men han benyttede den ikke. Han gik ind i sovekammeret, som hans pligt var.

Næste morgen fandt han alt dette hysterisk, han måtte nok ha været fuld. Hun snakkede også lidt mindre de første dage, hun var så optaet af usigeligheder, at hun godt kunde tie stille, men snart indså han igen, at hvad han hade tænkt i den aftens klarhed, det var altsammen rigtigt nok.

Imidlertid går årene, og forståelsen blir blegere. Nu da han hade nået de halvtreds, syntes han jo nok ikke, at det var hel godt, men der er jo noget i vejen alle steder, og hans kone kunde bare lade være at skabe sig, børnene kunde arte sig vel; hvad skulde han gøre, når de ikke vilde noget selv? Så lidt var der igen af een gangs fuldkomne forståelse. Han vidste ikke længere, at en dårlig handling har en umådelig yngledygtighed, især et dårligt giftermål; jo flere børn, des flere indbyrdes kombinasjoner af skænderi og spetakler; det voksede altsammen ud af den omstændighed, at to mennesker fra først af ikke kunde leve sammen. Det var jo sandt, som folk sa: Sæt hvilke som helst to af familien Laursen ind i en tom stue, kom igen om fem minutter, så skændes de, vent ti minutter, så slås de.

Det var altsammen to menneskers skyld; han hade engang erkendt så meget, som et menneske behøver for at vælge og vrage, nu var erkendelsen taet fra ham. Hun hade aldrig erkendt noget og var derfor uden skyld.

57

INDE på hotel Dania sidder et lille selskab og nyder livet, det vil sige: spiritussen. Der er Laursens to sønner, Vilhelm og så Johannes, som er hjemme i en ferie; endvidere bogholder Lind, og ved siden af ham ses købmand Mikkelsens studiehoved.

Johannes er på et apotek, med en ussel eksamen. Han kneb sig akkurat igennem i sin tid og fik endda foræret et plus af nåde og barmhjærtighed. Siden praler han altid af, hvordan han drev: Jeg bestilte sgu ingenting, det ved jeg nok, men hvad fanden, en eksamen er jo en eksamen, og jeg kan jo sagtens få mig et apotek engang. — Sandt er det, at han drev; at han manglede ævner, er også sandt, men det siger han ikke, skønt han godt ved det, for man vil jo altid hellere gælde for en løjser end for en dumrian. Derfor — til dels — dækkede han over sin ævneløshed ved at svire og skabte således en grund til næsten-dumpning, som toges for gyldig, især af hans moer. Laursen erklærede kort og godt: Vil du ikke blie til noget, min dreng, så kan du la være. Nu får du en plads, og så klarer du dig selv. Du får vasket hjemme, din moer holder dig med undertøj, men ikke en øre ser du fra mig. — En sådan erklæring agter en bestemt faer selvfølgelig at holde, men der indtræder dog en modifikasjon, når han får sendende regninger på tøj, i alt to hundrede kroner, fra den by, hvor sønnen 58 er, og hvor faerens navn er kendt. Selv en bestemt faer betaler den slags regninger, alene for sit eget navns skyld. Ligesådan er beslutningen vanskelig at overholde, når der en dag kommer følgende telegram: Send straks pr. telegram 300 kroner, ellers sker der en ulykke. Johannes. — Der er ikke tid til at rejse ned og undersøge sagerne; en bestemt faer sender de tre hundrede, og med samme post et brev fuldt af spørsmål og skældsord, hvori der kun er to ikke fjendtlige udtryk, næmlig: Kære Johannes, som indeholder en løgn, og: din gamle faer, som er en sørgelig sandhed. Men nægtes må det ikke, at den slags påfund ikke tåler gentagelse.

I øjeblikket leder Johannes samtalen inde på »Dania«. Som apoteker har han visse særkundskaber, der interesserer ham dybt. Han ved, hvem der i hans by forlanger visse lægemidler og visse instrumenter, og på den måde kender han borgerskabets skjulte fejl, hvilket gør ham interessant, skønt han ikke nævner navne. Dog, hans viden indskrænker sig ikke til så lille en sfære; fra sin soldatertid og ad anden vej er han kendt med de højeste militære svagheder; heller ikke adelens og andre højtstående personligheders sekrete sygdomme er ham ubekendte, og her kan navnene tages med.

Der er tavs opmærksomhed rundt om bordet, værten gir en billig omgang og sætter sig ned for at høre med.

Johannes har et let anstrøg af svagelighed, hvilket gør sit til, at han ser mere kultiveret ud end broeren. Dette overstandpunkt viser sig også på en anden måde. Medens Johannes næmlig fremlægger sine oplysninger om menneskelig malproperhed med videnskabelig kulde, griner Vilhelm på de mere fedtede steder og gør de tilsvarende gebærder. Men selv om Johannes går noget vidt i sine skildringer — meget henter han også fra tyske bøger — så er han altid videnskabsmanden, mens den anden Laursens henrykkelse er ganske uvidenskabelig. 59 Værten, der er en hæderlig familiefader, ryster på hodet, men blir ellers, hvor han er; Mikkelsens kunstneransigt får et udtryk af pervers beåndelse.

Tiden går. Man har gennemvandret stadierne øl, sjus og toddy; Johannes, hvis tur det er, bestiller med skødesløs gratie en flaske madera, så det gir et sæt i værten, 150 pCt. avance. Taleren vender nu blikket ud til det store Europa, hvor berømthedernes sekreta fremdrages Med operatørens ro viser han, hvordan det har sig med kejseren af dit og kongen af dat; man synes ligefrem, man har dem liggende på operasjonsbordet foran sig. Mikkelsen er stærkt betaet og siger engang imellem hen for sig: Tak for seven!

Så kommer fabrikanten, konsulens broer. Han har en god, gammel fabrik med en dejlig ny skorsten. Den gamle blev revet ned, da konsulen skaffede sin broer fabrikken, for den trak dårligt og var slem til at genere naboerne med sin røg; det er den nye ikke slem til, den ryger overhodet kun sjældent. Laursen har regnet ud, at den fabrik kunde gi sin mand en ti fusende om året, men konsulen har forbudt sin broer at sælge den, for føde ham helt og holdent vil han nu heller ikke. Fabrikanten er henved halvtreds, svær og rød. Man kan ikke bestemt forudsige, om han vil æde eller drikke sig ihjel; at han ikke vil arbejde sig ihjel, er aldeles pålideligt Konsulen skammer sig så småt over ham, han er ikke ganske fint selskab.

Johannes vender lidt på det ene øje, da fabrikanten kommer, og bestiller et glas til og en halv madera. Han er nu færdig med Europas skjultheder, og dermed er han færdig i det hele taet. Så griber Vilhelm konversasjonen i hodet og fører den ind på byens skandaler; det er de allesammen med på, rivende råt, kun Lind gør en noget fersk figur og hånes indirekte af brødrene Laursen. Fabrikanten skynder sig at drikke. Han har allerede 60 lagt et godt grundlag ved aftensmaden, så han indhenter snart de andre; flaskerne tømmes, og da de ikke har haft whisky, gir han en whiskyomgang. Den river velgørende i svælget, der er sødt og klistret af madera, og rensningen gør smagsnærverne følsomme. På dette første stadium af rusen ser man tydeligt forskellen på disse unge mænd, som med tiden ikke skal blie til noget, og de røber deres udygtighed til livet hver på sin måde. Lind vrøvler fladt og vammelt; der er ikke noget ondt i ham, ikke engang noget sjofelt, men Vilhelm Laursen er nu blevet den store mands søn, han berømmer den gamles vældige spekulasjoner, som han ikke engang kender, og taler derefter om, hvad han selv har i sinde at lave, men der er ikke meget ved det; det meste er hulslidte eder og billige slag i bordet midt i pladen. Ved næste omgang begynder han at bekende synder, som han ganske vist har en del af; ligheden med moeren er nu næsten komplet, og han nyder en tilsvarende behandling: Fanden med det sludder, det vil vi sgu ikke høre på! Umiddelbart derefter glider han over i fedtede historier, der minder om dem, Mikkelsen foredrager på den anden side af bordet, men Mikkelsen er mindre i stilen og vil gærne turnere sine fælheder æstetisk; hans selvros er også svagere: Hade jeg bare tre fusende kroner! Mens Vilhelm kun kan udrette noget med tyve tusende. Man har dog en fornæmmelse af, at Mikkelsen vil komme længst med de tre tusende.

Nu kommer Mikkelsen for resten sin tenor i hu og foredrager nogle sange, hvoraf de første slet ikke er uanstændige Han synger godt. Ingen, der ser Mikkelsen første gang, kan være i tvivl om, at den mand har kunstneranlæg. Med sit rødgule, lokkede hår og sin skægløse, sanselige mund, med den dekadente hage og de halvt sløve øjnes udtryk af forklaret idioti ligner han en komponist, en sanger eller måske snarest en violinvirtuos. Mikkelsen er

        

61 højeste tenor i musikforeningen og solist; han kender sit værd og synger ikke i enhver smule sangforening; han har i det hele taet sine hanprimadonna-fornæmmelser og ågrer ikke med sit pund uden en del omstændigheder.

Mikkelsens tenor er dejlig smurt; han synger med ikke ringe fedtelse. Han forstår at lægge særligt foredrag i det ved kromatisk at hive sig op til en høj tone eller rutsje ned på en dyb. Det går netop, som det var smurt. Han formår at bævre langsommeligt på det høje g, så man sidder og tænker: Nu blir det da min sandten vist ges, men det gør det alligevel ikke. Den fjedrer sig, gør tenoren, men den holder. Hvis det er lidt ved siden af, så er det, fordi stemningen kræver det (Mikkelsen kan skam nok synge rent), for eksempel på det betydningsfulde sted:

Jeg tror, der er skøhænæst i Dan — — mark!

Umiddelbart derefter blir Mikkelsen ondskabsfuld, og det netop på værten. Under trykket af sin egen store begavelse slår han ned på denne mindre og håner den. Hvad kan Olsen? Hvad har Olsen interesse for? Hvad gir Mikkelsen for Olsen? Ingenting, sgu. He, Olsen! Nu må Mikkelsen grine, det må han sgu. Næ, kom til Mikkelsen, min faer! Dær er stemme, og dær er meget andet, værsgo, hvabehar!

Olsen griner afværgende og finder sig i det. Mikkelsen er en god kunde. Hvem får de fleste af de penge, Mikkelsen tjener? Det gør Olsen. Godt, Olsen griner af Mikkelsen og lader som ingenting.

Mikkelsen istemmer med lindret hjærte en ny sang, hvorefter Olsen er den ivrigste til at sige bravo. Mikkelsen gir en omgang af glæde over sig selv.

Samtidig har fabrikanten nået det stadium, hvor han siger du og fornavn til alle; han snakker bredt op om private sager og vrøvler sig uskadeligt frem uden store planer og mange penge. Værten, den pæne familiefader, 62 viser, hvordan han var som tyveårig; hans måde at slå sig på lårene, hans tju! og sej, du gamle! peger tilbage til den tid, da han var en svend fra fad. I kultur står han et kendeligt stykke under de andre, men det beregnende udtryk er ikke forsvundet fra hans øjne, og der er endnu al mulig besindighed i de omgange, han gir; det er da også ham, der lægger penge op. Han gir sin skærv til underholdningen, da tidligere bjørne kommer på tale. Det er noget, han er inde i; han kan byens fineste perialer, og ved en historisk fest i halvfemsernes begyndelse hade han det hværv at ledsage en meget højtstående kæfert til sit hjem. Den historie må fortælles liere gange, da den ikke første gang tilstrækkeligt udløser den ophobede grinetrang.

I dette selskab ser Johannes Laursen mærkelig tør og mat ud, hvilket ikke udelukkende kommer af, at han føler sig hævet. Man skal ikke se på ham, at han har sviret en artig hob penge bort, for der er ingen inderlighed i hans druk. Han praler ikke, ler ikke, har ingen sovsede historier, sidder blegladen og udeltagende og fortæller noget, hvis der er ørenlyd, ellers er han ligeglad. Og dog må det vel more ham, ellers kan man ikke forstå, at den mand er halvvejs forfalden. Denne forretningsmæssige ro i solderiet har han efter faeren, men hans morskab ser noget fattig ud i sammenligning med de andres, der skråler og galer og dundrer for alle pengene. Nogle mener, at det vilde være let for ham at la være med at drikke, hvis han for eksempel hk en kone med en fast karakter, ti han synes skabt til at føre en småtærnet mands retskafne levned. Broeren er unægtelig mere stortærnet anlagt, men han er vist ikke til at redde. Han har haft mange kæresier, både faste og løse; ingen har kunnet styre ham. Han mangler karakter, og den forretningsdrift, der er i ham, har han i sinde at rydde bort

        

63 ved alkohol. Det er ellers ikke nødvendigt, at han drikker, han skal nok blie til ingenting alligevel.

Inde i den mindre fine stue opstår der nu spetakler. Det er matroser, der har været længe til søs og nu blir vilde af at komme i land og se mange mennesker og meget spiritus. De skændes, kort og fyndigt; derefter hører man lyden af heroiske lussinger. Værten rejser sig; det er en enkelt, der har begyndt at være krakilsk, nu får han på snuden, men de andre er fornærmede og vil gå, skønt de kun har fået een omgang, og søfolk drikker ellers godt. Det er harmeligt for værten.

»Du skulde ha nogen klye,« siger han.

»Han har også fået klø.«

»Ja men han sku’ ha flier.«

De går. Værten kommer tilbage, dybt oprørt, men han ænses ikke, for hos Mikkelsen er nu et slet lægt hjærtesår sprunget op at bløde, og han forbander fruentimmerne efter bedste, ringe formue, blir derefter rasende og vil slås. Bogholder Lind skubber de andre til side.

»La mig tale med ham, jeg er hans ven. Mikkelsen,« siger han indtrængende, »hvor kan en mand som du græmme dig over et smule kvindfolk? Et menneske med din dannelse og din skønhedssans! Hvad var hun for dig, Mikkelsen? Alle dine venner glædede sig, da det blev forbi, derfor bør du også være glad, for vi vil jo kun dit vel. Hade du været en almindelig dumrian, Mikkelsen, så kunde vi ha forstået det —«

»Giv en omgang,« foreslår Vilhelm Laursen; det gør Mikkelsen, og pludselig værker såret ikke længere. Lind trykker hans hånd og glæder sig over virkningen af sine smukke ord.

Imidlertid går klokken til tolv, værten blir urolig og ligesom mere ædru; borgmesteren eller herredsfogden kunde gærne komme forbi. Vægteren er der derimod 64 ingen fare ved. Han kunde ha mældt »Dania« for natte-sæde mere end een gang, men han er klogere; han gratulerer ved alle husets fødselsdage og ønsker glædelig fest så tit som muligt, og så henter han sin løn i flydende form.

Men som de skal til og afsted, er der noget, der piner Mikkelsen, en kendsgærning, han skal ha slået fast, han lægger sig frem over bordet og kiler sig med anstræn-gelse ind i samtalen: »Jeg vil blot punktere det fakta —« siger han.

Men nu er det fabrikanten, der fortæller: »Og så ruller pibehodet fra mig ned ad alle fire stentrapper og går ikke itu, og jeg får lige tid til at tænke: Det er fandens til pibehoved, at det ikke går itu, og så nede på jorden støder det på en sten og smadres. Tænke sig, ned ad alle fire trapper og holder og så går itu på en elendig lille pjalt sten, ikke større end — ja lad os sige en kartoffel, og det kan det ikke stå for. Ja—a, var det gået i stykker på trappestenene, det kunde man forstå, men nede på jorden, hvor der kun er den samme sten, en lille modbydelig sten, på størrelse med en valnød. Der kan man se, hvad uheld er, når ulykken skal være. Men ned ad fire trin, og der var nok — ja, der var da nok et kvarter at falde, hvis det forslår, otte tommer, og fire gange falder det og holder, og så støder det på denne her elendige lille sten, bare med kanten og revner lige ned til spidsen — næ —«

»Jeg vil bare punktere det fakta,« indskyder Mikkelsen.

»Ja, det er masende! Fire trapper. Hvis der nu hade været ti —«

»— punktere det fakta,« lyder det fra den anden side.

Ingen har nogen sinde faet at vide, hvilket fakta Mikkelsen så ivrigt ønskede at punktere, for nu måtte de af sted. Lind trak ham med sig ned ad gaden, hvor 65 petroleumslygterne stod skæve på deres pæle. hvilket gav demetinderligsenlimentaltudseende. Mikkelsen støjede, og Lind tyssede i humoristisk e vendinger, fabrikanten gik alene, glad over sit pibehoved og over hele verden, og snakkede med sig selv, men de to brødre samtalede ikke, den Laursenske familieånd stod kold og adskillende imellem dem, de kunde ikke engang svire sammen i broderskab.

        

66

DET er anden juledag; folk kommer fra kirke. Den sne, som alle gode julehæfter bringer, kendes der som sædvanligt ikke noget til. I tusmørket kan der lige skelnes en nuance mellem himmel og jord, det ene er blågråt, det andet gulgråt. Landevejene ligger overjorden som fede grødomslag; folk længes efter vinter til at kurere deres drivende øjne, dryppende næser, tilklistrede halse og tykke stemmer.

Fru Laursen følges med konsulinden. Dennes ansigt er egenlig ikke uskønt, men man kunde ha ønsket noget mere kød på det; læberne er slemt forurettede, og øjenbrynene synes at gro på det bare ben. Ved at se på hendes hals kommer man til at tænke på kråsesuppe. De taler om prækenen.

»Ja, det var jo nok en dejlig præken,« siger fru Laursen, »men jeg ved ikke, jeg synes rigtignok, den var langtrukken; det er ligesom man blir — nej, ikke træt, men —«

»Man blir ikke træt af Guds ord,« svarer konsulinden og ser stræng ud, hvad hun, med sin magerhed, har særlig let ved.

»Nej, det gør man heller ikke, det må man naturligvis ikke, men det er ligesom det samme stadig kommer igen og —«

»Guds ord er ikke som en anden underholdning, der skal gøres afvekslende.«

67

»Nej naturligvis. Det er jo også min fejl, men jeg synes alligevel — ja jeg kan nu ikke blie ved at følge med.«

»Kan man ikke tåle Guds ord een time om ugen, så kan man slet ikke tåle det.«

»Jo, jeg kan selvfølgelig også godt tåle det, men jeg ved ikke, hvoraf det kommer — ja det var da en af de længere prækner. Han kunde måske nok sige det kortere.«

»Når Gud ikke indgir ham det kortere, så kan han ikke gøre det kortere.«

»Næ, når Gud indgir ham det, det er jo klart, når man skal ta det på den måde. Det er jo nok Guds ord, men det er da præsten, der siger det.«

»Hvis Vorherre kom og talte selv, så blev det nok længere.«

»Ja selvfølgelig! Ja vel. Det kan jo gærne være, måske. Det var jo noget andet så.«

»Vorherre kan nu ikke komme selv; derfor har han præsten.«

»Ja — hvis han får det altsammen af Vorherre.«

»Det har man ikke lov til at tvivle om, fru Laursen.«

»Nej! Næ — det gør jeg heller ikke. Det er bare ligesom — ja jeg ved ikke rigtig — det var nu ikke af de korteste prækner da!«

»Det var en dejlig lang præken.«

»Ja — man har jo godt af det, naturligvis. Når bare man ikke blev træt —«

»Det har man ikke lov til. Guds ord er styrkende, men ikke trættende.«

»Det mener jeg også, ja. Jeg skal også nok høre bedre efter en anden gang.«

»De hørte måske ikke det altsammen.«

»Jo, det gjorde jeg! Jo jo. Det var bare —«

»Det var også Vorherres mening, at De skulde høre det altsammen.«

68

»Ja men det gjorde jeg også. Det var jo en udmærket præken.«

»Bare vi snart kunde få en igen, der var lige så god!«

»Det mener jeg med. Jeg skal også snart i kirke igen, for det var en dejlig lang præken.«

Dermed var konsulinden tilfreds og sa ikke mer. Fru Laursen var i det øjeblik overbevist om, at konsulinden var indremissjonær, ti således kaldte den lille by, der selv ingen religion hade, enhver, der talte om religiøse spørsmål med en vis interesse. Fru Laursen hade giet efter af høflighed, for man skal være høflig mod religionen, men hun var ikke glad; der sad en lille bråd i hendes hjærte, og hun så flov ud af øjnene, som man gør, når man er sat til vægs. Brådden blev pinligere ved, at konsulinden ikke sa mere, og hvorfor gjorde hun ikke det? Det var jo hende, der hade gjort ende på den samtale, så det var vel rimeligt, at hun begyndte på noget andet. Fru Laursen burde ikke ærgre sig, for hun hade jo uret. Endskønt — præsten var da et menneske, og hun kendte kedelige præster, som alle mennesker sa, var kedelige, så kunde pastor Mortensen også gærne være kedelig. Denne bevisgrund faldt hende først ind nu, og hun vilde da så mindelig gærne ha ret, bare i en lille smule.

»Der gives da præster, som er kedelige,« sa hun endelig med den slagnes usikre røst.

Konsulinden syntes at vågne af sine egne tanker; hun så meget godt, at fru Laursen kom for at liste en lille indrømmelse ud af hende, men hun led ikke fru Laursen, desuden skulde hun nu engang altid sige folk imod; derfor lukkede hun straks af for alle indrømmelser: »Jeg kender ingen.«

»Tænk! Da kender jeg mange.«

»Jeg har aldrig hørt tale om nogen,« svarede konsulinden for at klippe så meget som muligt af fru Laursens påstand.

69

»Det kan De da ikke mene, fru Harding. Det er da noget, enhver ved.«

»Jeg er ikke vis på, der er nogen.«

»Når jeg nu siger Dem, at jeg kender mange, mange!«

Det svarede konsulinden ikke på.

»Tror De det ikke?« spurte fru Laursen med en hidsighed, der gjorde konsulinden godt.

»Jeg tror såmænd gærne, De finder mange præster kedelige.«

»Å, slet ikke tier, end De gør!«

»Jo, det gør De. Absolut.« Konsulinden sa det i en tone, som om hun læste facit op for en tosset dreng, der ikke vil tro, at hans regnestykke er galt. Derefter så hun ud over fjorden, hvor mågerne svævede som liggende tretaller; deres legemer synede så lidt, at de bare lignede små hængsler, der forbandt vingerne.

Fru Laursen følte sig dum og så derved endnu mere ydmyg ud, men hun syntes da også, hun hade grund til at være fornærmet, da så synet af en ung pige, der hilste smilende, idet hun gik forbi, ledte hendes tanker hen på den sidste ny forlovelse.

»Det er skam et udmærket parti,« sa hun, »tænk, brygmester på sådan et stort bryggeri.«

»A hvad, i en provinsby.«

»Næ, det var naturligvis bedre i København. Men de brygger jo bajerskøl.«

»Hm. De fleste drikker københavnsk øl, især på alle restaurasjoner.«

»Ja, men så hvidtøllet,« sa fru Laursen med øjnene fulde af et bønligt håb om en lille indrømmelse.

»De fleste drikker bajerskøl til maden nu, selv arbejdere.«

»Jeg drikker da hvidtøl.«

»Det kan gærne være.«

»Men hvad lever bryggerne da af?«

70

»Tja — hvordan lever de?«

»Næ — men selv om det ikke er glimrende — de kan da gifte sig på det.«

»Mon? Der er så mange, der gifter sig, selv om de ikke —«

»Ja såmænd. Det kan måske være småt nok.«

Fru Laursen syntes, at hendes begreber begyndte at rende lidt rundt. Tænk, at bryggerne ikke tjente noget! Men så lysnede det lidt for hende, da hun fandt på noget godt:

»De lægger da også på øllet stadig, så de må da tjene mer!«

»Det er fordi arbejdskraften og alt andet er dyrere; ellers var det jo rent tab.«

Fru Laursen følte sig nu mere dum end fornærmet; hun tav, indtil hun fik øje på købmand Sørensen.

»Han bær sin alder godt. Man skulde ikke tro, han er halvtredsindstyve år.«

»Han er kun fem og fyrre.«

»Det tror jeg ikke.«

»Ikke. Han er fem og fyrre.«

»Han ser ældre ud.«

»De sa, han bar sin alder godt.«

»Ja derfor mente jeg også, han så ældre ud.«

»Yngre ud, mener De.«

»Yngre? La mig se: nå, jo, ja, men man kunde godt tænke sig, han var halvtreds.«

»Nej, det kan man ikke.«

»Jeg kan da godt.«

»Umm?« tvivlede konsulinden.

»Ja, det ved De da ikke. De er også så påståelig.«

»Nej. For jeg påstår aldrig noget, jeg ikke ved.«

»Gør jeg da det?« spurte fru Laursen grædefærdig.

»Næ— —det ved jeg ikke.«

»Det må De da vide, siden De siger det!«

71

Men konsulinden blev ved sit »Umm?«, og mer sa hun ikke, før de nåede fru Lind og fru Therkelsen, som stod og ventede. De talte om, at pastor Mortensen vist søgte bort. Fru Laursen vidste noget om det fra sin mand og sa:

»Han søger embedet i Gammelbjærg.«

»Det kan gærne være,« afkræftede konsulinden straks.

»Det er aldeles bestemt,« fastslog fru Laursen.

»Ja, det kender jeg ikke noget til.«

»Han søger nu det embede! Det kan ikke hjælpe noget, De vil gøre det til — — galt også!«

»Jeg kan selvfølgelig ikke vide noget om en ting, som jeg ikke kender noget til.«

»De tror mig vel nok, når jeg siger det?«

»Ja—a?« tvivlede konsulinden, og efter denne sidste knusning sluttede hun sig til fru Lind, mens moer og datter kom bagefter, den sidste dog et lille stykke forud. Fru Laursen hørte de to andre damer passiare livligt. Tænk, kan konsulinden virkelig være så medgørlig? Hvad mon de talte om? Fru Laursen følte sig så ringe, hendes fyldige, røde ansigt hade et inderlig solgt udtryk.

»Jeg kan ikke lide konsulinden.« sa hun pludselig, hidsigt.

»Så?« svarede datteren i en meget bestyrtet tone; »det kan jeg aldeles ikke forstå.«

»Nej, men det kan du jo høre, jeg siger!« Fru Laursen lavede sig til at blic vred, men datteren var jo forlængst uden for hendes myndighed, hun blev straks skarp og befæstet:

»Det er meget urigtigt af dig. Fru Harding er en udmærket dame, i enhver henseende.« Og bag denne vold affyrede hun et ydmygende skud: »Jeg holder så umådelig meget af hende.«

Fru Laursen hade i mange år været vant til at blie trådt på, og hun var næsten blevet hel ydmyg; nu vilde 72 hun gærne nøjes med at dele mening med andre mennesker, men stadig så hun sig udelukket fra ethvert meningsfællesskab, og det kunde hun ikke bære; derfor brusede hun op:

»Alle mennesker behandler mig som idiot og regner mig for ingenting, men jeg synes dog ikke, du skulde gøre det over for din egen moer!«

Fru Therkelsen holdt sig til den logiske sammenhæng og svarede: »Hvad har det at gøre med, at jeg kan godt lide fru Harding?«

Nej naturligvis. Alle mennesker har ret, og fru Laursen uret. Ubegribeligt, men sandt. Hun vilde gærne indrømme alt, hvad sandt var. Hun følte et hæderligt menneskes glæde ved at indrømme, når hun gjorde eller sa noget urigtigt. Her hade hun forsøgt at sætte splid mellem veninder; det skal man ikke, og så gjorde hun sin datter en undskyldning. Men den blev ikke sådan modtaet, at det forbedrede noget på det hele, og hun udbrød fortvivlet:

»Du tar det så ukærligt, lille Emilie. Når din egen moer beder dig om forladelse, så burde du dog sige så meget som: Det gør ikke noget, lille moer, jeg ved nok, du mener det ikke så slemt, eller noget lignende.«

»Det gør heller ikke noget,« svarede fru Therkelsen koldt. Den opfordring til kærlighed hade hun hørt så inderlig mange gange i sit fordærvede barndomshjem; det var noget siden, hun var blevet døv for den.

Hvor de to foran var interesserede i deres! Det gjorde ondt i fru Laursen, det virkede som en ny uret, men i samme øjeblik var hun vis på, at det var urigtig tænkt. Alligevel, da hun indhentede dem, måtte hun ud med noget:

»Tænk, fru Lind, konsulinden har aldrig hørt en kedelig præst!«

Der var noget, der ligesom generede konsulinden i 73 næseborene, ellers var hun ubevægelig. Fru Lind sa: »Det er jo meget heldigt for konsulinden.«

Her skulde de skilles, men så huskede hun manden.

De to alene sammen til kaffe og til aften!

»Å, vil De ikke med hjem og drikke kaffe?«

»Nej tak, min familie venter mig.«

»Nej tak,« sa konsulinden ud til mågerne.

»Å jo, gør mig den tjeneste allesammen, du også Emilie.« Fru Laursen tiggede dem, med vådt i øjnene ved tanken om den eftermiddag og den aften, indtil børnene kom hjem.

Nej, de kunde ikke. Nej tak. En anden gang. Fru Laursen vilde slet ikke sige farvel, men fru Lind erobrede hendes hånd med magt, trykkede farvel og gik, konsulinden nikkede og fulgte efter. Fru Therkelsen skyndte sig, hun hade travlt, huskede hun nu.

Fru Laursen gik alene hjem. Med sin gamle, figurløse kåbe og sin grimme, store hat lignede hun i halvmørket en lille stak, hvorpå en fugl har bygget en fantastisk rede. Nu gennemgik hun det hele: lange prækner; præster, der ikke var kedelige; bryggere, der ikke tjente penge; Sørensen, der ikke så ud til at være halvtreds, og da hun var alene med sine egne grunde, fandt hun stadig flere til, så hun alligevel hade ret i det altsammen, da hun nåede hjem, indtil hun traf et andet menneske — og det var Laursen — da kom hun som sædvanlig i tvivl og sa:

»Tænk, faer, brygmesteren han har nok i grunden ikke noget videre at leve af.«

»Hæ, du er da tosset! Du måtte ønske, vi hade så meget i fast indtægt. 2400 om året, synes du ikke, det er noget videre? Sæt min kaffe ind i kontoret.«

Fru Laursen drak ingen kaffe; hun satte sig ind i den mørke dagligstue og hengav sig til det, der i almindelighed kaldes at spekulere eller gruble, men som for det meste ikke er andet end en afmægtig arbejden efter at få fat i en klar tanke. Hun var som et menneske, der 74 med sin stok slår i en tyk tåge og tror, at han kan splitte den. Hun klarede kun eet spørsmål: at hun var ulykkelig; resten var tåge. Hendes mand var ikke god imod hende, men var hun selv, som hun skulde være? Nej. Hvad galt hade hun da gjort? Vidstes ikke. Dær begyndte tågen allerede; men i den tåge følte hun en hel del. Det meste af sin erfaring hade hun fået ind gennem følelsen; derfor hade hun aldrig haft forstand til at sky eller vælge. Hun var ulykkelig nok, og dog hade ingen medfølelse med hende, ti vel led hun som et menneske, men hun talte som en slet bog. Hysterisk, sa nogle; utålelig, sa andre. Ingen troede, at hun løj, knap nok, at hun overdrev. Hun har det såmænd ikke for godt, sa byens damer, men alligevel — uf nej! Var jeg hendes mand, kunde jeg godt finde på at gi hende en lussing! Når hun talte om sig selv, smilede de mere hårde; de blødere fandt hende ækel. Uægte, det var alle enige om. Og dog var hendes lidelse ægte nok, men man kunde alligevel ikke ta den alvorlig. Sådan ler man også ad en Pierrot, der er ulykkelig, ad en klown, der har Weltschmerz Er det at være ulykkelig da ikke altid noget ægte? Hvorfor smiler man så? Fru Laursen vidste det mindst af alle. Hade der i hendes sjæls tåge været en lys plet forstand, hade hendes vilje blot haft eet stift sled, så kunde hun ha lært at klare sig mod manden. Det hade de to af døtrene dog lært, de gav skarpt igen og slap således tidligt uden for hans skældevidde, for et hårdt svar bragte ham til tavshed; han var af den slags hustyranner, der trives i gelé. I faste forhold var han aldrig blevet en tyran. Men derom stod der intet i fru Laursens erfaring; hun hade jo unægtelig erfaret en del, men hendes begreber var en nævefuld ærter i en skuffe. Hun stod over for det hele som en tung dreng over for en geometrisk opgave; der svirrer en mængde formler rundt i ham, men han kan ikke finde en eneste formel,

        

75 der kan lukke op, eller et hul, hvor han kan komme opgaven til livs.

Fru Laursen var intet andet end opløst, da hun dækkede aftensbordet, og derefter satte hun sig ved vinduet og så ud i mørket, idet hun undrede sig over, hvor faer blev af, kunde ikke forstå, at han ikke kom. Det spørsmål grundede hun over 365 gange om året, for faer var hver aften en omgang på et hotel, og fru Laursens undren var hver aften lige frisk.

Sådan gik der en time uden grublen, for hun hade nok at gøre med at se ud på gaden, hvor der intet var at se. Mon han dog ikke alligevel skulde komme i rette tid netop i aften?

Sådan sad fru Laursen og stirrede ind i fremtidens ensformige mørke. Mon det dog alligevel ikke skulde blie bedre engang?

Så kom Laursen. »Skal vi snart spise?« spurte han med forurettet røst, som den, der er præcis og har måttet vente en urimelighed af tid.

Hun foer op med en tilsvarende brødebevisthed og tændte lys i spisestuen. Den varme ret var kartoffelsalat, lavet med masser af løg og dejlig tyk fløde; det var noget, der passede faer, især oven på whisky; men han røbede aldrig direkte, hvad han holdt mest af; det måtte aflures ham, men ikke nævnes, ti faer kunde næmt blie rasende, når han blev beskyldt for, at noget smagte ham godt.

Da alle symptomer tydede på, at kartoffelsalaten smagte godt, fik fru Laursen mod til at komme med en udmærket ide, hun lige hade fået:

»Hør faer, vil du ikke fortælle mig om alle de fejl, jeg har, for så skal jeg gøre alt, hvad jeg kan for at forbedre mig, skal du se, og så skal det nok blie godt altsammen.«

»Må jeg nu være fri, hvad?«

76

»Ja men faer, vil du da ikke gærne ha mig sådan, som du vil ha, at jeg skal være?«

»Får jeg madro!« sa han og bankede i bordet med knivskaftet.

»Ja men når jeg ikke ved, hvordan jeg skal være, det kan du da sagtens fortælle mig, så kan alting blie godt igen.«

»Æv! Nu kommer jeg hjem og tror, jeg skal ha det hyggeligt i mit eget hus — — faen!«

»Ja ja. Så kan det jo aldrig blie bedre med os,« sa hun overvældet af denne opdagelse. »Var der mange på »Postgården« i aften?«

»Har jeg været på »Postgården« hæv! Du gør også alt, hvad du kan for at plage mig. Ræk mig pølsen.«

Resten af måltidet tiedes hen. Nu kunde der ellers godt ha været anledning til en scene, men Laursen kunde ikke få begyndt, når han hade konen alene; dertil udkrævedes hele familien. Men over for fremmede forstod han at beherske sig, og da kunde det ske, at hun begyndte, fordi hun vidste, at nu var der frit slag, men Laursen beroligede hende så med milde, husfaderlige ord, og uindviede måtte indrømme, det var en skam, at den flinke mand hade fået sådan en fandens til kælling.—

Fru Laursens pigedage hade været så yndige; da var hun glad og vrøvlede muntert og bevidstløst om alting. Dog manglede hendes karakter ikke et vemodigt anstrøg; hun læste næmlig mange yndige bøger, og i dem lærte hun at kende sig selv. Der var to slags unge piger til: den kloge, forvovne og vittige, der oftest blev ulykkelig; det var ikke fru Laursen. Men så var der den stille, næsten ligesom enfoldige og gode pige, der ved første øjekast egenlig slet ikke syntes at være smuk. Hun hade ingen veninder, og mændene overså hende, hun blev undertiden mildt ulykkelig — mest som gammel jomfru — eller også gjorde hun til sidst den begavede mand lykkelig, 77 når han efter nogen forvildelse indså, at hun var den rette. Hun var ikke begavet selv, men til gengæld tænkte hun med hjærtet — og i disse dejlige ord genkendte fru Laursen sig selv; hun var netop en af hjærtetænkerne. Også det andet passede på hende, og da hun blev gift med den begavede Laursen, så var ligbeden fuldstændig: han regnede hende jo ikke for noget, men senere vilde han vende tilbage til hende og indse, at hun var den rette, den eneste.

Det hade hun ventet på i mange år, og hun hade ikke helt opgivet det endnu, ti hun var en forhærdet optimist. Der er mennesker, som ikke kan erkende virkeligheden, når den er bitter. De hader det nøgterne syn på livet, de kan ikke slippe deres naivitet, og samtidig føler de livets råhed dybere end de, der har resigneret og tar verden, som den er. Deres skuffelse er frisk hver ny gang, de skuffes; desto mere desperate klynger de sig til deres illusjoner, som skal, skal! være sandhed.

Dog følte hun nok, der var noget galt; det kunde jo ikke nægtes, at hun var meget ulykkelig. Ja men andre koners mænd var vel ikke bedre, og hvad sa så andre koner selv? Det var også noget at bryde sig om, sa de; man skal ikke ta sig verden så nær. — Det var altså hendes fejl, at hun gjorde det. Hun hade jo hørt så tit, med skældsord og hæv! at hun lavede et stort nummer ud af ingenting. Det gjorde hun vel så. At hun var hysterisk. Det var hun vel. For at Laursen var så klog, det var nu en ting, der stod fast. Hun kunde blie hel begejstret, når hun talte om Laursens forstand, flan tog aldrig fejl, men han var noget utålmodig, og det var det, hun altid misforstod, så der var måske egenlig næsten ikke noget i vejen.

Ja men hun var dog så ulykkelig. Bare hun hade nogen at tale med; men hun vidste jo fra sine bøger, at indholdsrige mennesker finder aldrig forståelse. Det 78 lå ikke for Laursen at tale om dybere ting, men kunde han gøre for det? Nej, men derfor behøvede han heller ikke at foragte hende, hun var slet ikke så ringe, hvis nogen bare forstod hende — nej, men når ingen forstod hende, hvad kunde det så hjælpe, at der var så meget ved hende, som der var. Hvis der nu var så meget. For hun hade gjort sig al mulig umage for at forstå ham, og det var aldrig lykkedes — —.

Fru Laursen tænkte så ivrigt, at hendes læber bevægede sig. Hade der nu siddet en hos hende, som vilde ha hørt på alt dette bare med forstående nå og ja, så hade han dog båret noget af hendes smærte bort med sig

Fru Laursen stod uden for sovekammerdøren og bævede Hvad ventede der hende om et øjeblik? Hun trak tiden ud, så længe hun turde, men så slog klokken elleve, hun måtte ind. Hvad vilde faer sige, hvis hun først kom, når klokken gik til tolv? Måske var det bedst at vente lidt, til han hade glemt de elleve slag, eller — nej, han hade hørt dem og lå nu og talte minutterne og samlede med hvert minut mere at skælde ud over. Ind. Laursen sa ikke noget; han læste i leksikonet, lampen stod tændt over hovedgærdet. Så var han fredelig; leksikon var hans yndlingslæsning om natten, han tog den ene lange artikkel efter den anden, sprang over kunstnere, læste om konger, byer, lande, opfindelser og menneskets fysik. Den svære issehvælving lå fuldt belyst og skinnede tilbage som et kobberkar Han kunde godt ligne en lærd, som han lå dærmed sin guldlorgnet, der med anstrængelse skrævede over den brede næse. Han vædede sin tommelfinger, der var en lille firskåren kæmpe med vorter på, bladede om fra »æg,« så tavs på sin kone og slog med inderlighed ned i »Ægypten.« Hun kom i den anden seng, vendte sig om imod ham, fandt det for nærgående, tænkte på den anden 79 side, men frygtede, det kunde udtydes som ringeagt, og la sig slutelig på ryggen, begyndte at falde hen, men skræmmedes op, da Laursen mumlede noget; det var dog ikke andé end et vanskeligt ægyptisk navn, han søgte at tilegne sig; hun sank lettet ned i sine dyner og sov ind, mens Laursen med rynket pande og nedtrukne mundvige endnu en times tid færdedes mellem sfinkser, obelisker og pyramider. Så mærkede han søvnen komme, lod bogen synke ned og sov på ryggen, uden en bevægelse, til han vågnede næste morgen i samme stilling. Lampen hade hun i al stilhed slukket i et af sine vågne øjeblikke.

        

80

OVERLÆRER Lind sad ved sit skrivebord og arbejdede Han var en flittig mand, og hans navn var ikke aldeles uberømt i litteraturen. Sine skribentsporer vandt han ved at påvise, at vor berømte litteraturforsker, dr. phil. Mouritz i en af sine bøger hade lånt to åndrigheder, den ene hos Børne, den anden (vistnok) hos en englænder. Dette kom i byens avis og gjorde ham anset, og senere, da det rygtedes videre om, fik han brev fra en af sine kolleger: Jeg har også fundet to lån (eller måske var det kun eet); skal vi slå os sammen? Det gjorde de, og de delte den rigelige ære imellem sig. Hele historien blev trykt i et hovedstadsblad, grundtekst, oversættelse og de pågældende steder hos dr. Mouritz. Dette skete i begyndelsen af firserne, og den lille by kunde da med rolig samvittigbed frita sig for at regne en skribent for noget, der lånte alting af andre. Siden var der gået en halv snes år, Lind søgte ivrigt efter det tredje sted og hade godt håb om at finde det.

I sine yngre år var Lind tilpas konservativ og ikke uden ævne til at forstå, at realisme ikke er ganske del samme som ideforladtbed og råhed; han hade øje for, at den var digter, og den menneskekender, og var ikke vis på, at Hostrup er en lutret, forædlet efterfølger af Holberg, men nu var han unægtelig gået et stykke tilbage. Som anmælder i den nærmeste, større højreavis hade han overtaet protektoratet over den moderne 81 konfirmandlitteratur; han tog del i den sidste ny sædelige harme over realismens tøjlesløshed, og det både med lunger og med blæk, han skrev pjese som så mange andre litterære teologer, men den blev aldrig trykt (ligesom så mange andres), da det viste sig, at de, der blev trykt, virkede så udmærket, at der ikke havdes flere behov. Dog var det undsluppet hans opmærksomhed, at hovedstadens konservative presse dog fulgte et lille hanefjed med udviklingen, såatselvdetgrovest reaksjonære blad i København hade forretningsnæse nok til at lugte, at det ikke er god gesjæft at rive hodet af alle realister, nok af de nye, der kommer frem, men sandelig ikke af dem, der allerede har et vist navn. Lind rev ubekymret hodet af dem allesammen, og derved harmonerede han med sin bys offisielle borgerlighed; noget andet var det, at læsetaskerne alligevel medtog den tøjlesløse litteratur i skønsomt udvalg.

Overlærer Lind sad og skrev. Mon nogen aner, hvor meget der skrives rundt om i landet af små, flittige samfundsbevarere? Men under vore små forhold kan det jo ikke blie trykt altsammen.

Der stampede nogen i brostenene, så det sang i væggen. Der kom kaffegæster: hr. og fru Therkelsen, fru Laursen, lærer Bjerregård, og sammen med dem nogle af familien selv: fru Lind, sønnen Harald, stud. theol., og tante. Den sidste var en rar, halvfjerdsindstyveårig dame med et udtryk af fed huldsalighed; hendes næse hade i tidens fyldighed antaet form som det halve af en grev Moltkes pære, idet flæsket mer og mer gik nedad i den og udfyldte svajningen ved næsefløjene. Munden var indfalden, men hagen var til gengæld så stærkt udviklet, at det så ud, som om hun hade to næser, een oven for og een neden for munden. Den, der grubler over fænomenerne, måtte undres over, hvordan hun bar sig ad med at kysse, hvilket 82 hun påviselig gjorde efter alle større måltider, samt om aftenen.

»Nå, hvad hørte vi så om i dag?« spurte Lind, idet han skridtede op og ned ad gulvtæppet og gned hænder på sin patriarkalske måde. Han tog sig imponerende ud, når han sådan gik og var paterfamilias, hvorved også hans fyldige bagdel kom til sin ret og gjorde indtryk af konservativ soliditet. Han var netop på højde med dagligstuens ånd, der karakteriseredes ypperligt af væggene; ti ned fra dem smilede Exners rørtsmør-bønder, og Ingemann skuede ud med to cirkelrunde øjne; dær var også bedsteborger Oehlenschlågers fedme, Heibergs selvtilfredse smil, Hertz’ troskyldige briller og PaludanMidlers formfuldendte paryk og halsbind; dær savnedes ikke Chr. Winthers købte digterkrøller i pande og nakke, eller fru Gyllembourgs stærkt blottede naivitet, og nedenunder opsendte Mérode to fromme blikke imod det høje. På klaveret forligtes Weyses romancer med Eriks Bøghs viser, og i bogskabet bredte sig Oehlenschlåger og Ingemann i deres favnelange, skrækindjagende samtlighed.

Der var harmoni i det hjem. Bjerregård hade opfundet det ord, og skønt han endnu var ringe både i år og i indtægt og altså ikke kunde vente at høre sine udtalelser citerede, så hade betegnelsen dog slået an: harmoni.

Fruen hade en god figur og et temmelig fast ansigt og den værdighed, der følger af at være gift med en samfundsbevarer, der oven i købet har opdaget, hvordan det hænger sammen med dr. Mouritz. Hun var oprindelig både kvik og naturlig, men de mange års samliv med manden og rugen over børnene og den megen beskytten imod slet indflydelse hade giet hende et bredt og højtideligt rugehøne-udtryk. Kun den yngste datter, Emilie, lignede, hvad moeren var som ung pige; de andre var faldet ud efter faeren, både bogholderen og Charlotte og især Harald, teologen, familiens stolthed Han gjorde samme utætte 83 indtryk som sin faer og syntes at kunne suge dogmatik ind overalt gennem sit bløde, venlige hoved. Han var hjærtemennesket, mens Bernhard, hvis vittigheder moeren omhyggeligt opsamlede og bar rundt i byen, mere var forstandsmennesket.

Linds roste aldrig deres børn, de karakteriserede dem blot, menneskekendere som de var. Udtalte nogen sig fordelagtigt om Bernhards kløgt, så hed det straks: Ja men han er alligevel ikke nær så hjærtensgod som Harald. Og når dennes elskelighed rostes, indvendtes der: Han har nu ikke nær de glimrende ævner som hans broer. På samme måde kunde Emilie ikke måle sig i huslighed med Charlotte, og ved en anden lejlighed stod Charlotte langt tilbage for Emilie i opfattelsens hurtighed og i musikalske anlæg.

»Hvad var det så, vi hørte om i dag?«

»Opstandelsen,« sa fru Laursen. »Jeg har aldrig forstået det før. Ligesom et korn, der lægges i jorden og rådner, men alligevel spirer op og blir til en ny plante. Det er så smukt og næmt at forstå.«

»Det synes jeg også godt om,« sa Therkelsen og smilede med sit forbindtlige ansigt. Han var ikke udpræget religiøs, men hans overordenlige elskværdighed gjorde ham venligt stemt også mod religionen.

»Mja,« sa overlæreren, »det er jo den almindelige lignelse. Men den tilfredsstiller mig ikke ganske, nej. Næ — lad os la spørsmålet om legemet ligge og holde os til sjælen.«

»Ja,« sa Therkelsen.

»Sjælens udødelighed,« vedblev Lind, »betinges af den ideale stræben, deri ligger det guddommelige. Sjælen har sin udødelighedsfjendtlige side, ikke blot de slette tilbøjligheder, men overhodet al verdslig stræben eller videre udtrykt: al praktisk stræben. Jeg underkender ikke det forretningsmæssige —-«

84

»Nej, nej,« sa Therkelsen, for hvem forretning ikke var nogen lidenskab.

»Mæ—n, alt hvad der tilstræber vor materielle opholdelse, opfindelser, de såkaldte fremskridt — jeg siger såkaldte — kort sagt alt det nyttige, det åndeligt dyriske kalder jeg det i modsætning til sanselig nyden, det indeholder ingen opstandelseskraft; den må vi søge i den verdensflyende trang, det såkaldt unyttige, altså religion og poesi. Disse to — — faktorer har i sig opstandelsens mulighed, og man tør vist ikke påstå, at det menneske, i hvem blot poesien er levende, vil gå fortabt, ti poesi er dog en art religion, et ædlere hedenskab, som vistnok i sig gemmer en spire til salighed. Ja, jeg ved godt, at jeg her kolliderer med — naturligvis med Indre Missjon —«

»Naturligvis,« sa Therkelsen.

»Og vel endog med teologien i det hele, mon ikke, Harald?«

»Jo—o,« mente Harald. Han var midtvejs til filosofikum og altså endnu ikke fagmand i teologien, men han følte nok, at her skulde divergeres.

»Ja, heller ikke Harald mener at kunne dele den opfattelse med mig. Jeg står vistnok overhodet noget ene med mit syn på den ting, men det er nu engang mit og-e, ja.«

Fru Lind tilkastede den ensomme et kærligt blik. Fru Laursen var betaet og turde ikke gøre nogen af de mange spørsmål, der bevægede sig i hende. Han selv så op til de store hedenfarne på væggen; de syntes nok at kunne være med til det med poesien.

Therkelsen så samme vej. »De folk troede på idealerne,« sa han, »som nu er opgiet.«

»Opgiet er idealerne vistnok ikke, nej. Næ — der er tider, hvor de fordunkles, ligesom der kan slå sig em på et spejl, uden at det derfor ophører at være et spejl, og 85 når vor tids litteratur er færdig med at dyrke dette endelige, som de kalder virkelighed, og som egenlig er så fattig, så livløs og især så uvirkelig — —«

»Så vil de gamle blie nye igen,« antog Therkelsen.

»Det vil de vel ikke, nej. Men der vil komme andre med mere ånd i sig. Næ — disse realister — — «

»Nej,« sa Therkelsen

»Jeg læste nylig en bog — som anmælder altså, man må jo gøre sig bekendt selv med det værste — en bonderoman, Sjællændere, hed den.«

»Ja,« indrømmede Therkelsen, »den er der ikke noget ved.«

»Jo. Den er ret god, jeg vil endogså sige, den er rigtig god. Der er kærlighed, skinsyge, råhed og drukkenskab i den. Jeg vil gå med til, at den er sand, men den er netop heller ikke mere end sand, derfor duer den ikke. Ti hvad nytte er den til? Hvem gavner den? Vi ved nok, at bønderne kan være sådan, hvorfor skal vi så læse om det? Hvad udbytte har vi af det, hvad løftelse? Det kun sande gavner ikke kunsten, det dræber den. Man kan sige, som der til dels står skrevet: virkeligheden ihjelslår, men idealet levendegør. Nå, dær har vi nok småpigerne med katfen.«

Lind satte sig ned. Så længe han gik, beherskede han al samtale, men nu blev den frigiet, og de andre delte den gruppevis imellem sig. Kaifen blev budt om, til dels i familiekopperne, hvorpå der stod: »Til Fader,« »Til Moder,« »Til Erindring,« »Jeg gratulerer,« og så videre.

»Småpigerne« forsynede de fremmede, mens moer blev siddende. Charlotte var den sødeste af dem, hun hade himmelblå, åndsfraværende øjne, en fyldig mund, der så ud, som den altid lige hade fået et kys (hun var forlovet), og en lille knold til hage, der var dobbelt. Hun var lidt tung og kunde ikke let finde på noget at tale om, men 86 hun smilede godt for sig, og det var det smil, hun var blevet forlovet på.

Den syttenårige Emilie, kælebarnet, så meget mere opvakt ud, hendes opdragelse hade også været friere, hvad man snart mærkede på hendes sprog og bevægelser. Øjnene var ret vågne, og næsen endte i en ganske morsom spids. Tænderne var faerens; da hun var fjorten år, kunde hun ikke længere tygge med højre side, femten år gammel heller ikke med venstre; det følgende år tyggede hun alene med fortænderne, og nu hade hun munden fuld af ilde plejede, forlorne tænder.

Lige som man skulde til at drikke kafle, hørtes ovenover en råbende stemme, der lo og skreg og ramsede op; det kunde være en, der læste leksjer, eller en indespærret sindssyg. Fru Lind så op og smilede:

»Kald på din broer, Lilli.«

»Han er nok ved at lære en eller anden humoristisk historie udenad,« sa fru Therkelsen, »det er jo nu hans fornøjelse.«

Moderhjærtet opfattede straks den deri liggende spydighed, som måske var skjult for andre, og i samme øjeblik kom fru Laursen for skade at tilføje, idet hun tænkte på Laursen:

»Det er en underlig tidsfordriv for en mand.«

»Bernhard er i grunden en meget alvorlig natur,« henvendte fru Lind sig til Therkelsen, »mere end man måske tror, når man ikke hender ham.«

Det vilde Therkelsen gærne tro.

»Ja,« sa overlæreren med et udtryk af upartisk videnskabelighed, »han har en hel ejendommelig ævne til at trøste, endog i højere grad end sin broer.«

»Det er da kedeligt,« syntes fru Laursen, »for som præst vil studenten jo få mere brug for at trøste, synes jeg da.«

Fru Lind ligesom smilede: »En præst har altid noget 87 højere at trøste med end et almindeligt menneske. Det er noget helt andet. Men jeg mener, rent verdslig set har Bernhard noget forud for sin broer.«

»Det hænger sammen med hans lysere syn på livet,« henkastede Lind tankefuldt. »Det hjælper ham over så meget, og andre med, som smittes af ham.«

»Det er nu heldigt,« hængte fru Laursen ufortrøden i, »at hr. Harald ikke har så lyst et syn på livet, jeg mener, som præst kan han jo ikke ta det så let, det er jo et stort og tungt ansvar, altså, det har hans broer jo ikke, og — —«

Fru Lind så tvivlende ud; Lind bifaldt denne ufuldbårne, men fattelige tanke med et nik.

Bogholderen kom ned til kaffe, men tog ellers ikke videre del i samtalen. Han skulde sidde midt på gulvet og fortælle Maglekilde-Petersen, eller ha unge damer samlede i kres om sine morsomheder alene; i en almindelig samtale var han tavs og ret uopfindsom, og det var netop det alvorlige i hans natur.

Fru Laursen forhørte sig om Charlottes forlovelse og udsigter.

»Jo,« strålede fru Lind med mild værdighed, »Charlotte har jo sådan en interesse for bøger også, og nu skal Petersen snart ha sin egen boghandel, så kan de gifte sig.«

»Ja, det er så rært,« sa tante, og al hendes kindflæsk bevægede sig, idet hun smilede.

»De stemmer sådan sammen.« sa moeren dæmpet. »Petersen er jo ikke sådan udpræget religiøs, det vil sige, han er jo en alvorligt troende — —«

»Ja, selvfølglig,« sa fru Laursen.

»Men han tilhører ingen bestemt retning, for eksempel ikke Indre Missjon, og det kan jeg så godt lide for Charlottes skyld, for det gør hun heller ikke, og man 88 kan jo godt være troende for det. Det er sådan en lykke, at ingen af dem overdriver.«

»Ja, det er så rært,« sa tante, »at de sådan kan falde sammen.«

»I den henseende,« indskød fru Laursen, »stemmer min mand og jeg også godt sammen; der er ingen — — «

»Hm,« afbrød fru Lind.

»Vi er begge to jævne, troende mennesker,« fortsatte fru Laursen til tante, da hun mærkede et kuldepust fra fru Lind.

Tante smilede med hele sit ansigts fedme. »Det er så rært,« afleverede hun.

»Det er jo en vidunderlig lykke,« genoptog fru Lind, »at det netop blev en boghandler, for der er ingenting, der interesserer Charlotte mere end bøger, og nu får hun sådan en nem adgang til at læse al den megen dejlige litteratur.«

»Men,« indskød fru Laursen bekymret, »blir han nu ikke nødt til at sælge også af den dårlige, moderne litteratur, for den tjenes der vist meget på.«

Fru Lind lod hende føle en stunds højtidelig tavshed, og efter at fru Laursen hade fattet hele omfanget af sin bommert, kom svaret:

»Min svigersøn forstår nok selv at ta tilbørligt hensyn både til moralen og til fortjenesten. Desuden, for den rene er alting rent.«

»Ja«, sa fru Laursen dybt ulykkelig, det var jo også grimt sagt, oven i købet om en mand, hvis svigerfaer har skrevet så meget imod den litterære fordærvelse. »Deres datter behøver jo heller ikke at læse alt, hvad der måske ikke er passende — — for hende —«

»Ganske vist ikke,« svarede fru Lind med uforandret højtidelighed.

»Ja andet mente jeg heller ikke,« forsikrede synderinden.

89

»Hør, min stump, kan du række tante kagefadet«

Stumpen — Emilie — rakte det, tante tog huldsalig et stykke kage.

»Måske fru Laursen også vil ha et.«

»Ja tak.« Hun håbede, det var et forsoningspant, men det var det ikke.

»Lilli,« kaldte overlærerinden mild, »hvor langt er du kommet i det hæklede sengetæppe?«

»Tolv ruder.« Emilie snurrede hodet rundt, mens hun med tungen tog en kagesmule af mundvigen. »Jeg viste dig det jo i aftes.«

»Det kan jeg ikke huske. Gå engang ind og hent det.«

Moer og datter fordybede sig i sengetæppet, og det blev ikke engang vist til fru Laursen, som dog aldrig hade set det. Hun var derfor nødt til at nøjes med tante. Engang tog fru Lind sin datter under hagen med en finger, og det var som om en hel anden, god verden åbnede sig for fru Laursen; nu måtte hun virkelig være med.

»Hvad skal det være?« spurte hun.

Fru Lind vidste det nok ikke, Emilie svarede: Sengetæppe.

»Nå, ja det var da morsomt.«

»A, jeg bryder mig slet ikke så meget om at hækle sengetæppe, før jeg har brug for to med det samme.«

Denne erklæring lød nu så bébé, at også fru Lind måtte le. Fru Laursen lo behageligt og var nær ved at sige: Det kommer nok, men tog sig i det; sæt, at det blev opfattet som en uartighed!

»Skal Emilie snart ud?« spurte hun.

»Ja, jeg skal. Ud og lære at lave mad; det må man kunne, når man blir gift.«

»Og så skal De hjem og hjælpe moer, hvad?«

»Nej, så skal jeg se at få mig en rigtig god mand, fru Laursen.«

90

»Der er sådan et humør i det pigebarn,« smilede moeren.

»Ja,« sa tante, »det er så rært, når et bærn er så frejdigt.«

Nu skulde Lilli virkelig ha et glas hjemmelavet kakao, men så blev, mærkeligt nok, Therkelsen vittig:

»Nej tænk, kan Lilli li’ likør!« sa han.

Fru Lind lo knebent. I hendes hus var sønnerne ellers helst de vittigste, og det var deres vittigheder, ikke fremmedes, hun bar omkring i byen.

»Nå, hvordan har De det?« spurte imidlertid fru Therkelsen og drejede sig om efter studenten.

»Jo tak.« Han kom nærmere med sin stol.

»Morer De Dem noget derinde?«

»Jo — jeg morer mig meget godt.«

»Så?« Hun målte dybden i hans griseblå øjne. »Mange smukke damer?«

»Ja, dem er der jo mange af,« svarede han apriorisk.

»Set nogen af dem nærmere?« spurte hun med et skråt blik og sagte, så han måtte komme tættere hen med hodet.

»Ok ja —« men så huskede han, at han som teolog ikke burde prale, »dem kan man se nok af.«

»Ja kan man nu det?« spurte hun og borede sit erfarne, spidse kvindeblik ind i hans åbne ynglingeøjne.

De talte dæmpet sammen i nogen tid, og han fortabte sig uforbeholdent i hendes bedårelse, indtil Charlotte, der vel var sød, men ikke helt uerfaren, fandt, at dette var utilbørligt, og greb ind i samtalen. Kæresten hade fortalt hende noget om fru Therkelsen. Desuden vidste hun fra sin Hostrup, at der er tre slags kvinder, to ædle: den lystige og den alvorlige, og een slet: den tomme, hjærteløse kokette. Hvis nu fru Therkelsen var sådan en! Og af de Hostrupske fodrejse-studenter tilhørte 91 Harald ganske vist den alvorlige type, men han var endnu så uerfaren.

Ved Charlottes indblanding rettedes to hoder, stemmerne hævedes, og øjnene blev mere reserverede. Men fru Therkelsen opdagede meget godt hensigten, og da hun så, at studenten nu fjærnede sig, skred hun til at ta en lille oprejsning over den næsvise forstyrrer.

»Jeg kender godt Deres kæreste,« sa hun og hyggede sig behageligt ned i lænestolen.

»Gør De det?« sa Charlotte og så sød ud.

»Ja. Han er et meget begavet menneske, ligefrem lærd og dog så beskeden alligevel. Dær får De rigtignok en god mand.«

Charlotte hældede sig nærmere hen til fru Therkelsen. Hun var nu vist rar alligevel.

»Han stiller såmænd ikke store fordringer, det skal gud vide. Heller ikke med maden. Han kan godt nøjes med ærter og kål og den slags.«

Charlotte blev rød i sine bløde kinder. Det med ærter og kål og den slags, det var nu sandt nok.

»Jeg saa ham næsten hver dag, en sommer jeg var ovre i Svendborg. Vi talte meget sammen, han og jeg, om hollandske malere. Det er han sådan inde i.«

Charlotte smilede usikkert. Det vidste hun ikke noget af.

»Hvor han kan være åndrig, når han taler med nogen, der forstår ham! Men det er jo mærkeligt, når man tænker sig — —Dær, hvor vi boede, var der nogle unge piger, rigtig rare piger, men uden noget videre indhold« fru Therkelsen så selv indholdsrig ud — »og dem kunde han virkelig gå og snakke med i timevis om pynt og gud ved hvad.«

»Så,« sa Charlotte.

»Ja, om det bare ingenting. Og når jeg undrede mig over det, så sa han altid: Det morer mig at gå sådan og 92 fjase, det trænger man virkelig til. Jeg har såmænd alvor nok i min forretning og mine bøger, og i længden holder jeg mest af de kvinder, som snakke om ingenting, det er en hvile for mig. Ja, sådan sa han.«

»Nå,« sa Charlotte. Hun sad nu mere hen ad den anden side til og søgte bort med øjnene, men måtte blie der. Hun var så blød og bred, man kunde se på hende, at myg og lopper og andre blodsugere måtte være slemme ved hende.

»Vi talte om så mange ting,« vedblev fru Therkelsen, »han er i grunden den mand, jeg kender bedst af alle. Også om ægteskabet talte vi. Se, De er nu en udmærket veninde, fru Therkelsen, sa han somme tider, men De vilde aldrig passe til at være min kone. — Så De behøver ikke at være skinsyg, frøken Lind! — De er for alvorlig, sa han, De ser for dybt på tingene. Hvis jeg engang skal forloves — nå, nu er han jo da blevet forlovet alligevel.«

Charlotte sad som et velopdragent barn, der i et selskab blir sparket af en fæl unge, men som ikke tør flytte sig af lutter artighed.

»Nå,« afsluttede fru Therkelsen, »men jeg tænkte jo nok, at når det kom til stykket, at han skulde forloves, så vilde han alligevel ikke følge det princip. -

Da så fru Lind, som ingenting kunde høre, at et af hendes børn var i nød, og hun kaldte sit mishandlede barn hen i et mindre ondskabsfuldt hjørne.

Andetsteds var samtalen faldet på realskolebestyreren. Det var fru Laursen, der gærne vilde høre noget ufordelagtigt om ham; hun afskyede ham instinktsmæssigt, som det bløde må afsky det hvasse, men hun bagtalte ham aldrig, det forbød hendes ærlige natur hende, hun vilde bare gærne høre andre gøre det.

For at ha sin samvittighed fri begyndte hun derfor 93 med at rose ham: »Hr. Hørslev er vist en umådelig dygtig lærer,« sa hun henvendt til Bjerregård.

»Det kender jeg slet ikke noget til,« svarede denne.

»De har da hørt ham til eksamen.«

»Det har jeg ganske vist.«

»Nå, hvad indtryk har De så fået?«

»Ja se — det er jo sådan en skønssag. Een kan synes, det er meget godt, en anden — — det er ikke så let at udtale sig om.«

»De må da ha en mening.«

»Det har jeg unægteligt, ja; det er ganske rigtigt.«

»Men De vil ikke ud med den.«

»Hm ja — min mening behøver jo ikke at være den absolut korrekte.«

»Der er mange, der ikke synes om ham,« borede fru Laursen videre.

»Det er nok muligt. Mig har han aldrig fornærmet. Jeg har heller ikke søgt nærmere omgang med ham.«

»Dær kan De se, at De heller ikke synes om ham!« triumferede fru Laursen.

»Det har jeg aldeles ikke sagt.«

»Nej, det har hr. Bjerregård ikke,« sa overlæreren, »og det er fuldkommen korrekt.« Han påskønnede i høj grad den unge mands indirekte måde at nedbryde den andens rygte på.

Men fru Laursen var ydmyget og ilter: »Man siger da også —«

»Man siger så meget,« afskar fru Lind. Der var netop en historie i gære om Hørslev, men den var ikke moden, og man kan ikke være tjent med, at en god sladderhistorie fordærves af utidige pjattere.

»Jeg derimod,« sa Lind, »kan udtale mig med større frihed.« Bjerregård nikkede bifaldende. »Jeg vilde ikke ha ham til dansklærer for mine børn; han fylder eleverne med kritik. Det sømmer sig aldeles ikke for en hr. 94 Hørslev at finde fejl i »Hakon Jarl«, endnu mindre at meddele disse såkaldte fejl til børn. Han gennemgår digte i læsebogen og finder dem fulde af urimeligheder, som dog blot er skønheder, der skal forstås med hjærtet, ikke med forstanden. Hvad respekt får børnene for poesien på den måde? De skal lære at beundre, ikke at kritisere. Forstanden kommer nok, når først hjærtet har fået, hvad det tilkommer.«

Fru Laursen var den ivrigste til at gi dette sit bifald.

»Der er en realistisk-spottende ånd over den mand, som er yderst usund,« fortsatte Lind. »I en stil »En markedsdag« hade en dreng skildret drukne mennesker meget udførligt, på en måde som ikke kan omtales i dannet selskab, og lir. Hørslev roste ham for iagttagelsesævne! Verden er desværre ikke så fuldkommen, og det er nok bedst, at børnene ikke altfor tidligt lærer den at kende.«

»Hvad mener De om det, hr. Bjerregård?« spurte fru Laursen.

»Jo — hvad hr. overlæreren siger, forekommer mig ganske sundt og træffende.«

»Men så er De jo også imod hr. Hørslev!«

»Det ligger aldeles ikke i, hvad jeg har sagt,« svarede Bjerregård med samme ulastelige ro.

»Det holder jeg med hr. Bjerregård i,« beskyttede fru Lind, og fru Laursen så sig med smærte lukket udenfor, og dog forstod hun godt, at de tre var ganske enige i deres opfattelse af bestyreren, men det måtte ikke hedde sig. Hun hade lyst til at afsløre denne sammensværgelse, men indså, at det var ikke dannet, og tav.

»Skal vi så ikke ha lidt musik, mit lam?« spurte fru Lind.

Lammet — Emilie — var straks rede med Weyses romancer, og nu skylledes bitterheden bort fra fru Laursens hjærte, hun var ikke vant til denne dejlige musik 95 hjemme, for Hertha vilde ikke synge dem, det utaknæmlige barn. Efter Wejse kom den endnu berømtere sang:

Jeg elsker liavet når!
Det stormer vildtt!!
Jeg elsker dæ—t,
når fladen løgger myldt —

Fru Laursens øjne sad runde og syltede i deres huler, hun væskede af rørelse. »Dejligt,« sa hun.

»Emilie kan vist nok komme til at synge engang,« mente fru Lind, »stemningen har hun jo så udmærket, og det er jo det vigtigste.«

»Det er også en udmærket sang,« udtalte Therkelsen, »navnlig teksten synes jeg nok, er genial.«

»Genial er den vel ikke,« sa overlæreren, »men den udtrykker som i en sum menneskets trang mod det idealtophøjede; den samler i sig alt, hvad ethvert godt menneske må beundre.«

Musikforedraget sluttede med Goethes berømte Lied om voldtægt, hvori det har behaget den udmærkede digter at skildre det råeste æmne i det skønneste blomstersprog:

— — — —

Und der wilde Knabe brach Roslem auf der Haiden
Roslein welirte sicb und stach,
Half ihm doch kein Weh und Ach,
Musst’es eben leiden — —

Derefter opbrud. Værtinden sa farvel til fru Laursen med ikke ringe højtidelighed, men det hade alligevel været en yndig eftermiddag. Bjerregård hilste forbindtligt rundt og smilede som foreskrevet. Fru Therkelsen nikkede noget til studenten, Charlotte så betænkelig på dem og opfangede ordet juleferien.

Fru Therkelsen sa ikke et ord til sin mand, mens de gik hjem. Hun tænkte på Linds. Hvor hun egenlig hadede den familie! Hvorfor, det vidste hun knap nok, 96 hvis det da ikke var for dens store yndigheds skyld, der hade vakte misundelse og ækelhed hos hende. Selv hade hun det ellers godt nok; Therkelsens godmodighed gjorde alle scener umulige. Hun hade giftet sig med ham for at slippe hort fra sit hjem, men hun ringeagtede ham, som hun ringeagtede sin moer og især familien Lind. Bare der kunde hænde den familie noget galt! Det vilde være en hel indtægt for hende, den flødeskums-idyl oprørte hende. Og nu skulde en ægte søn af dette hus ud og engang i tiden lave Nøddebo Præstegård et sted. Det var væmmeligt.

Og med samme energi afskyede hun den litteratur, som dær holdtes i ære. Hun var med at ta bøger ud til læsetasken, og det var bekendt, at hun altid holdt på de krasseste naturalister. De andre — rarmandsbøgerne — foragtede hun, de lignede hendes stakkels utålelige moer, der hade samme sølle lyse syn på tingene, samme pjat-idealisme. Hun var vis på, at moeren hade ødelagt hjemmet: En mand med karakter, der har en blød kone, blir altid hustyran. Nej hun skulde haft sådan en mand, som hendes faer var i sin ungdom! I stedet for hade hun, i sit hastværk for at komme bort, måttet gifte sig med et lammehoved.

97

KONSULEN lod sig forespille noget af Bach. Ved klaveret sad realskolebestyreren, der var en jævn tekniker og en stor beundrer af kantoren fra Leipzig. Omkring i stuen sad en del dameselskab, blandt andet også konsulens to døtre, der, af uforlovede piger at være, snart begyndte at blie lidt gamle.

Konsulen hade nylig været i København og hørt Bachs kantate: Ein’ feste Burg ist unser Gott, og den hade grebet ham sådan, at han måtte høre noget af Bachs klavermusik; Hørslev hade derfor medtaet »Das wohl-temperirte Klavier«.

Han begyndte med den idylliske nr. 1. Den kendte konsulen, men han syntes, der manglede noget.

»Jeg ved nok,« sa Hørslev, »at Gounod har lavet noget fedtelse til den for at gøre den mere fordøjelig, men den skal spilles foruden.«

»Umm?« tvivlede konsulinden. som også kendte den, »der hører orkester til.«

»Ja det dær,« skrattede frøken Hertha, »er der ved gud ikke noget ved. Dim da da da,« vrængede hun, »det er et akkompagnement til en polka.«

Hørslev så venligt på hende, til hun blev helt rasende, så spillede han den lystigt flagrende vivace i f og den indsmigrende allegretto i as.

Konsulen var begejstret. »Ja, det er nok gammelt. 98 men det er skam godt alligevel.« Samme mening hade frøken Emilie Lind.

»Gammelt er det da.« sa Hertha. »Hvor mange børn var det, han hade, den Bach?«

»Nitten,« oplyste Hørslev og bladede om.

»Uha, sikken et mandfolk! Jeg synes næsten, man kan høre det paa hans musik.«

»Umm?« sa konsulinden, »musikken er god nok.«

»I gamle Dage,« forklarede fru Laursen, »hade folk også tiere børn end nu; de var ikke så flot anlagt, og det kostede mindre at opdrage dem; folk var også kraftigere og mere natur — —« men her følte hun, at hun var på farlig grund, og sluttede: »Det er jo også moderne ikke at ha mange børn.«

»Da skal jeg såmænd ha mange, fru Laursen,« sa Emilie.

»Her skal De høre, konsul,« indskød Hørslev midt i snakken, »hvor flot Bach kan være. Det er nr. 7, d-moll.«

»Nå,« skar Hertha, »skal vi andre måske ikke høre med?«

»Ssss,« sa Emilie.

»Tak!« snærrede Hertha.

Hørslev spillede præludiet igennem, konsulen stod bøjet over ham. »Mer,« sa han.

»Dejligt,« sukkede Emilie.

»Det skal jo være så fint at synes om de gamle nu,« forklarede Hertha med en lærd mine, og med ønsket om at begrunde sit had videnskabeligt tilføjede hun: »Alting skal være så lærd i vore dage, også musikken. Derfor er der så mange, der snakker om Bach, for de vil gærne ha sådan en lærd smag.«

Men hånen virkede ikke tilstrækkelig knusende, det mærkede hun godt, og hendes ansigt fik trods sin hårdhed et hjælpeløst udtryk.

»Som modsætning hertil, konsul, har vi det meget alvorlige præludium i cis-mol; læg mærke til, hvordan 99 temaet kastes frem og tilbage. Det gir det hele en egen karakter af hårdnakket fordybelse i een tanke.« — »Ja det er meget tungt,« nikkede konsulen.

»Storslået,« hendøde Emilie bagved. Jeg elsker det storslåede.«

»Det gør jeg ikke.« erklærede Hertha hvast; »lad os bare holde os på det jævne og ingen skaberi.«

»Ja men De spiller jo selv Bach, lille frøken Laursen,« indvendte konsulen.

»Det gør jeg aldrig mer. Til sådan en lille ubetydelig en som mig er Mozart og Schubert såmænd gode nok. Uf nej, så snart jeg hører, noget skal være storslået, så render jeg langt bort. Sådan en pølsetysker som den Bach! He, en stor, tyk mand med paryk.«

»Lad os få lidt mere i den stil,« foreslog konsulen.

»Ja. Vi kan jo ta nr. 22, b-moll. Det er ligefrem tragisk.«

»Pyh!« fnøs Hertha. Sådan noget skulde De spille til en af vore konserter.«

»Nej, det vilde jeg nødigt. Publikum vilde ikke synes om det.«

»Det kan jeg ved gud så godt forstå,« skyndte Hertha sig at få sagt.

»Å hvad,« mente konsulen, »vi er da ganske musikalske.«

»Ja, når De fører det frem, konsul. De er en agtet mand, almindelig afholdt og stor skatteyder. Med mig er det en hel anden sag. Jeg er hverken anset eller afholdt; alle de damer, der finder mig mindre sympatetisk, vil synes, at Bach er rædsom, og deres mænd vil gi dem medhold; men jeg vil nødigt tildele den hæderlige gamle mand noget af mit vanry.«

Da blev konsulen alvorlig, for dette var jo en krænkelse mod byen. »De regner os minsandten for det bare ingenting hr. Hørslev.«

100

»Ja det er da en bekendt sag,« bestyrkede Hertha; »vi er så små og ubetydelige især i hr. Hørslevs øjne. Nej, lad os bare nøjes med vort; vi stræber ikke så højt, hverken som De eller Deres Bach eller Deres ven, dr. Mouritz.«

»Som sagt, jeg vil ikke spille Bach for auditoriet her i byen, men hvis De, som forstår det, konsul, vil høre noget en anden gang, så er jeg til tjeneste.«

Men konsulen var afkølet. Bach skulde ikke være en anledning til at håne hans by, så hellere ikke mere af ham. Det var et offer, konsulen dær bragte sin by, men en yngre mand som Hørslev skulde ikke komme og være overlegen med sin Bacb. Konsulinden mente nu også, at Bach ikke behøvede at være sa stor, fordi eet eneste menneske troede det, og Hertha sluttede sig varmt til den opfattelse. Kun Emilie var begejstret, men hun var jo så ung, og Hertha antog, at den musik måske særlig egner sig for børn. Man skiltes i misstemning, og konsulen talte ikke om. at Horslev skulde komme igen en anden gang.

Hertha var ikke fornøjet med sig selv, da hun gik hjem. Hvor er det ikke hårdt at vide, at man har ondskal) nok, men ikke kan få den virkningsfuldt anbragt! Hade hun været gift med ham. så kunde hun ha ramt ham. Der var en tid, da hun troede, hun skulde giftes med ham engang. Hørslev kom næmlig fra først af meget hos Laursens. Han lignede ikke andre mænd, så hun nok. han var vittig, og hun var hvas, de forstod hinanden, syntes hun. Snart kom de til at spille firhændigt sammen, Beethovens femte og sjette symfoni, og hun hørte, det var godt. De fik lidt at tale om, hun blev mere elskværdig hjemme og forsøgte at fæse noget, lånte bøger, hvor han hade skrevet sin navn foran og nogle underlige tegn i margen, som hun ikke forstod. Hun lærte Bach at kende, købte selv noget og spillede det 101 og beundrede først Hørslev, derefter Bach. Hørslev blev en bekendt af huset, tik som sådan lov til at overvære de mindre scener og fik øre for den skurrende klang i Herthas stemme. Så kom der endelig en fortrolig aften mellem ham og hende, hvor han opdagede, at det var meningen, han skulde fri. Derefter trak han sig tilbage fra det hus; thi han var aldeles ikke forelsket i Hertha, da han skulde til at tænke nærmere over det; han syntes ret godt om hende ganske vist, men hendes stemme og så hele den øvrige familie. Nej.

Hun forstod snart, at deres sammenspil ikke var nogen omskrivning for kærlighed fra hans side. Så hadede hun ham, og Bach blev smidt paa Loftet.

Lige straks, medens hun endnu var blød af forelskelsen, tænkte hun, at hun kunde ha behaget ham, hvis hun ikke hade levet i dette fordærvede hjem, og at hun kunde være blevet god, hvis han straks hade taet hende ud og været fornuftig og godvedhende. Men nu var hun hård og tænkte kun på den fortræd, skuffelsen hade forvoldt hende. Hun hadede ham, og hun hadede sin egen afmagt til at gøre ham fortræd, mens hun efterhånden fik den ide, at der hvilede en ond skæbne over hendes familie. Kun Emilie var brudt ud og hade reddet sig; hende selv var der ingen, der skulde redde, og således blev hun den ensomme, ilde lidte unge pige, som byen så godt kendte, og som godmodige mennesker hade megen medfølelse med, men ikke kunde hjælpe på nogen måde.

102

FRU Therkelsen kom med sine skøjter og hentede student Harald til en tur ud på fjorden. Han så hende komme ned ad gaden, blev febrilsk, la bogen fra sig med den ene hånd, tog den med den anden, bladede i den, rejste sig og mødte Charlottes blik. De var alene i stuen. Han satte sig igen og søgte at gøre indtryk af at læse.

»Skal I på skøjter sammen?«

»Ja.«

»Så? Det vidste jeg ikke.«

»Nå. Næ — det kan jo gærne være.«

Dette tonefald var noget nyt i deres hjem, skønnede hendes vante øre, og øjeblikkelig mældte den næste, naturlige tanke sig: »Ved moer det?«

»Mor? Tja — det ved hun måske nok — ikke.« Han så hen for sig med det stærkest mulige udtryk af ligegyldighed.

»Ikke med mindre du har fortalt hende det, Harald.«

Men så bankede fru Therkelsen på, Harald for op, og Charlotte trak sig lidt tilbage i stuen; hun var blevet skarpsynet og mistænksom, siden fru Therkelsen hade hånet hende så grundigt.

»Goddag, frue.« Han bukkede forfærdelig dybt, syntes hun nok, ligesom da han var dreng.

Fru Therkelsen bar en flot, lysegrå filthat og om halsen en masse pelsværk, der gjorde, at hun måtte knejse noget 103 højt. Hun nikkede til Harald og smilede underligt til Charlotte: »De har det godt? Hvad er det for en bog?» Hun bøjede sig ned over de græske bogstaver. »Uha«, sa hun og skubbede til den.

»Det er det ny testamente på græsk«, sa Charlotte med alvor og la bogen til rette igen.

»Nå. Ja det kan man jo ikke se. De er vel dygtig i græsk, herr cand. phil? Gir De undervisning?«

»Kunde fruen ha lyst til at få timer i græsk?«

»Jeg ved såmænd ikke. Jeg har jo ellers nok at gøre med at holde det ved lige, jeg en gang har lært.«

»Å hvad, De har jo udmærkelse til præliminæreksamen, så —«

»Ja— ha! Næ— skulde man gøre alt det, man har lyst til —«

»Det var ikke godt,« sa Charlotte.

»Det kunde man slet ikke overkomme, ellers — har De ingen syndige tilbøjligheder, sir?«

Harald lo fersk og fik artikuleret et par af de primitive lyde, man griber til, når forstanden svigter.

»Rimeligvis ikke,« mente fru Therkelsen, idet hun løftede øjenbrynene og spidsede mund. »Hvornår skal De giftes, frøken Lind?«

Charlotte rødmede ærbart, men følte sig åbenbart ikke slået af overgangen fra syndige tilbøjeligheder til giftes. Fru Therkelsen satte sig, vippede med en fod og trommede på bordet, mens hun nød sin overlegenhed. Den var let at bevare; dær kom hun ude fra kulden med friske øjne og bevægelse i blodet, mens disse to var flove af stueluft og stillesidden, deres øjne var matte af læsen og hæklen, og der lå et tungt lag tavshed over dem.

Så kom Emilie dansende ind, og umiddelbart efter goddag: »Hør, fru Therkelsen, hvad synes De om herr Hørslev? Er han ikke interessant.«

Fru Therkelsen smilede. »Det kan De tro, han er.«

104

»Det har jeg altid tænkt mig. Han ser så kritisk ud. Han er vist det interessanteste menneske her i byen.«

»Vist ikke for dig,« sa Charlotte stille.

»Å, I har så meget at sige på ham, og I kender ham jo slet ikke.«

»Han er måske bedre, end man tror,« mente Harald.

»Nej, jeg tror, han er meget værre. Han er dæmonisk. Er han ikke, fru Therkelsen?«

Fru Therkelsen tog mål af Emilies viltre lyster og Charlottes høneængstelse. Som om det pigebarn allerede hade en hel hønsegård at ta vare på! Hun fik da rimeligvis et syndigt læs børn, den Charlotte!

»Ja, ham skulde De kende, frøken Emilie; han er ikke kedelig.«

Charlotte så allerede noget ondt nærme sig. »Det kommer Emilie heldigvis aldrig til.«

»Pyh, det ved du slet ikke. Det kan jeg godt sørge for.«

Hun er jo et barn,« sa Charlotte og forsøgte at stryge hendes hår moderligt tilbage, men Emilie opdagede meget godt, at nu skulde hun være bébé. »Nej«, vrissede hun og slog hodet tilbage. »He, hvor meget barn jeg er, det skal vi nok få at se. Å, fru Therkelsen, bare jeg ikke var så ubetydelig, så kunde jeg måske også få sådan en mand!«

Dette kunde ikke opfattes som barnlighed. Charlottes hænder famlede nærvøst ved sybordet.

»Desuden har jeg vel nok været sammen med ham hos konsulens, hvor han spillede Bach.«

»Har du? Hvordan kom du dær?« »Ja hvordan kom jeg dær?« sa Emilie næsvis. »Jeg kommer vel så tit hos konsulens.«

Ja ellers, men — — ved moer det?«

»Nu kan du jo fortælle det!« henslængte Emilie uartig. Charlotte trak været dybt og lidelsesfuldt.

105

Han har jo været i Paris,« grublede Emilie hen for sig. »Tror De, han har haft mange elskerinder, fru Therkelsen?«

»Men Emilie!« udbrød søsteren, og så tilføjede hun med undertrykt angst: »Du ved jo ikke engang, hvad en — — hvad det er.« Charlotte vidste det selv.

»Å, det ved jeg meget godt,« snærrede Emilie, men tav derefter krænket, for nu lo fru Therkelsen, ligesom hun troede, Emilie slet ikke vidste det.

»Nå, monsicur student, hvor har De så Deres skøjter?«

Han løb op efter dem, og samtidig kom også fru Lind, så der blev lige tid til at veksle nogle forbindtlige ord om skøjter, is, kulde, ungdom, sundhed, alderdom, forkølelse, druknede børn. Men ligesom de skulde gå, for det ud af Emilie:

»Å, fru Therkelsen, vil De ikke ta mig med på en spaseretur en dag?«

Jo, det vilde hun nok, og fru Lind bifaldt det.

Hvad skulde Charlotte nu gøre? Blinke til Emilie? Unyttigt. Til moeren? Vilde ikke blie forstået. Tale om det til moeren bagefter? Ja men om hvad? Der vilde ikke komme noget godt ud af de spasereture. Charlotte gjorde slet ingenting, men hun hade sine onde anelser.

»Farvel du hus, hvor min fa-der bor,« nynnede fru Therkelsen, da de var udenfor.

»De er glad,« sa studenten.

»Ja. Er De måske bedrøvet?

»Nej.« Men han følte sig endnu mere tung og grødet ved siden af hendes raskhed.

De gik over engen ned mod fjorden. Han spekulerede på noget muntert, og var kommet halvvejs ind i konstruksjonen af en flothed, da hun sa:

»Nå, De klemmer vel ordenlig på teologien?«

Udtrykket krænkede ham ikke. »Ja, jeg tyrer såmænd godt i del.«

106

»Tror det forfærdelig gærne. Man kan se det på Dem.«

»Så?« spurte han urolig, for det lød ikke som en kompliment. »Hvordan viser det sig da?«

»Sat væsen,« svarede hun.

Når en dame siger »sat væsen« til en ung mand på en og tyve, så er det ingen kompliment, vidste han nok. Satheden begyndte straks at trykke ham, hans gang blev endnu mere kejtet, han trådte fejl og snublede over knoldene.

»Nej, når jeg kommer til København!« sa hun. »Jeg skal derind Januar eller Februar, så er der bedst.«

»Skal det være førend Februar? Jeg har ferie hele Januar. Hvis jeg var derinde også —«

»Ja men jeg vil more mig; det vil De ikke. De kender jo ikke engang København.«

»Å—« indvendte han og lovede sig selv, at han vilde more sig. Det skulde være det første, der var ham magtpåliggende, når han kom derind igen.

Nede på fjorden var der ikke andet end børn. Da drengene så de voksne, blev de mer højrøstede og vilde; enkelte udvekslede kraftedemer og andre tegn på modenhed.

Han spændte hendes skøjter på, uden færdighed.

»Ha!« raabte hun og slog et par sving, »se nu, om De kan hente mig.« Dermed hvirvlede hun udefter. —

»Nå, nu skal vi løbe sammen,« sa hun, da han endelig nåede ud, hvor hun stod og ventede.

Det hjalp på ham, da han blev varmet op. Stemmen blev mere sikker og tydelig, holdningen noget rankere.

»Det interesserer Dem vel meget, den teologi?«

»Ja—, å—«

»Ja, hvorfor har De ellers valgt det studium?«

»Å, det er saadan en gammel bestemmelse.«

»Jeg ser Dem allerede som emeritus med lang pibe, der når fra kalotten til tøflerne. Det vil klæde Dem.«

107

»Der var vel ellers så mange andre fag, der også kunde passe.«

»Tror De det? Ja men der er nu nogen, teologien ligger særlig for. Dem, for eksempel.«

»Da er det ellers ikke det letteste studium.«

»Ja, er det ikke det? Tænk på alt hvad en læge skal huske og aldrig må glemme! Men en præst kan glemme så meget: græsk og hebraisk og kirkehistorie og så videre, han er lige god for det.«

»Nå—? Han skal da kunne det til sin eksamen.«

»Ja, men han har lov at glemme det senere, det gør en forskel. En læge må ikke glemme ret meget, og han skal endda lære mere til.«

»En præst kan da også lære —«

»Ja. Men han er ikke nødt til det. Når en læge blir dårligere, så blir hans praksis mindre, men når en præst blir — — ældre, så får han et bedre embede.«

»Ja—a. Synes De godt om det medicinske studium?«

»Ja, men lægerne er jo gærne fritænkere, det synes De vel ikke om.«

»Næ — det er jo kedeligt, men — vi behøver jo heller ikke at tro alting. Der er jo tvivlsomme spørsmål, og vi har da også bibelkritik.«

»Nå. Men det er alligevel ikke noget frit studium. For sæt nu, en teolog kommer til at tvivle om for meget! Det kan en anden en måske tillade sig, men for en præst er det da rent galt, og hvor kan han passe at tvivle netop dertil, hvor han har lov?«

»Næ— såmænd. Det er heller ikke fordi jeg — — Hvilket studium synes De bedst om?«

»Jura. Juristerne er praktiske og kloge mænd, og de er så interessante, for de har forstand på alting.«

»Det har de vel. Jeg har nu — — ja, der er jo så mange, der skifter studium.«

»Kan det virkelig gå an? De blir ikke vist væk.«

108

»Nej, det var ikke godt. Og nar man gør det snart. — — Jeg har jo egenlig kun studeret teologi et halvt år — —«

»Hør, er De ked af at løbe? Eller er De måske træt?«

»Træt! Nej, nu har jeg aldrig — — Det er vist den ene rem. Må jeg bare se? Så.«

»Skal vi så løbe lidt raskere, hvis De kan holde det ud.«

Han strammede sine bløde muskler, så godt det lod sig gøre, og søgte at anlægge et glubsk sportsmandsudtryk. Men hans åndedræt og hans sved røbede ham.

»Nu kan De ikke mer. Så sejler vi så langsomt.«

»Jeg er lidt ude af øvelse,« indrømmede han, men så let slap han ikke.

»De er vist meget flittig. Dyrker De sport, næ—?«

»Jeg mælder mig ind i Akademisk Gymnastikforening til Februar, det har jeg længe tænkt på. Og i boldklubben.«

»Tennis er en udmærket sport,« sa hun. »Den udvikler hurtighed og åndsnærværelse, og lungerne.«

»Ja,« indrømmede han, ydmyget ved tanken om de to første poster. »Mine lunger er gode nok,« føjede han til.

»Og hvordan har musklerne det?« smilede hun. »Må jeg føle?«

»Å,« sa han med ond samvittighed, »jo værsgod, for resten.«

»Jeg har håndvægte hjemme,« sa hun og lo, om det var ad ham eller til sig selv. »Det skulde De lægge Dem efter.«

»Ja håndvægte! Hvad mon de koster? Tænk, De bruger håndvægte.«

»Jo ser De, man må ha kræfter at ta til, hvis manden engang skulde true med prygl.«

Han vilde ha sagt noget morsomt til svar, men tanken om hans egne muskler gjorde ham flad.

109

»Nå, nu har vi hvilet længe nok. Så kan vi igen.«

»Kommer De så til København i Februar?« spurte han noget efter.

»Nu skal vi se.«

»Så kunde jeg vise Dem om i byen.«

»Jeg kunde vist bedre vise Dem om i byen, hvis De hade tid.«

»Å jo, det første par år tar man det ikke så strængt.«

»Halløj! Skal De til at være endnu mere flittig senere? Herre jemini, hvad skal det blie til!«

Han strammede sig op igen, og de løb nogle omgange. Så sa han: »Nu skal jeg for resten til at tænke alvorligt over, om jeg vil vælge et andet studium, for eksempel jura.«

»Tænker De på det endnu?«

»Ja, det er da rimeligt. Kan De ikke forstå, at jeg gør det?«

»Ja men når det nu er afgjort, at De skal studere teologi.«

»Skal! Jeg ved ikke, om jeg skal. Jeg skal vel ikke, undtagen jeg vil.«

»Det vil jeg ganske vist også håbe. Nå, videre, sir.«

De talte ikke ret meget resten af tiden. Hun så ud over isen med en egen glad ligegyldighed; han stirrede hvert øjeblik på hende, men hendes ansigtsudtryk forrådte ikke, at hun mærkede det. Han følte tilværelsen så underlig tom og vammel, nej ikke hele tilværelsen, kun alt det, hun ikke brød sig om, især teologien.

De talte igen om studiet, da de gik hjemad. Men ligesom de sa farvel, holdt hun på hans hånd og sa:

»Hør, De har da vel ikke fået Deres skrupler fra mig? For De kan nok forstå, at jeg ikke vil påvirke Dem.«

»Nej. Det var jo mig, der begyndte at tale om det.«

»Ja, var det det?«

»Jo. De begyndte med at spørge, hvordan det gik 110 med studierne, og så var det jeg sa, at jeg egenlig hade mere lyst til noget andet.«

»Hm, ja, når De siger det. For Deres forældre vil jo blie kede af det, og jeg vil nødig ha nogen skyld eller blie nævnt.«

»Fru Therkelsen, jeg har selv ansvaret for mine handlinger, og desuden, hvad jeg har talt alvorligt med nogen om, det fortæller jeg aldrig til andre.«

Dette princip fødtes i samme øjeblik, og han agtede virkelig at holde det.

»Ja ja da. Farvel, herr monsieur, og lak for i dag.«

»Det er mig, der takker Dem. Skal vi løbe en anden gang?«

Ja men folks snak. De!«

»Den bryder vi os ikke om.«

»Ja hvis De tror, De ikke er bange. Nå, nu skal vi se. Farvel.«

»Farvel, fru Therkelsen.«

Harald gik urolig op og ned i dagligstuen og beskæftigede sig for første gang med spørsmålet om egen mandighed, derefter med teologi, jura, sport, muskler, hvilket altsammen atter bundede i det spørsmål: Mandighed?

Charlotte fulgte ham ængstelig med øjnene og forsøgte en samtale, men moeren gjorde hemmeligt tegn til hende, hun hade allerede begyndt at respektere den vordende mand og præst. Ikke forstyrre hans tankegang, Charlotte, ikke forstyrre familiens stoltheds tankegang!

111

KOMMER Harald ikke til kaffe?« spurte overlæreren. »Han kommer straks,« sa moeren. »Han er ved at flække brænde.«

»Jeg forstår ikke, hvad der går af Harald«, udbrød Charlotte; »nu har han fundet på, at han skal save og flække alt vort brænde. Forrige Mandag hørte jeg ham puste og dunke så løjerligt inde hos sig. Så hade han været henne og købt håndvægte.«

»Han styrker sit legeme,« sa faeren, »og det kan nok behøves, for han arbejder flittigt, den fortræffelige dreng.«

»I de sidste fjorten dage har han næsten ikke åbnet en bog,« erklærede Charlotte.

»Deri handler han fuldkommen rigtigt, min pige; han har uden tvivl læst nok for dette semester. Nu styrker han sig. Sjælens redskab må holdes blankt.

»Ja,« beundrede fruen.

»Det er da underligt, han ikke kan komme ind og få kaffe. Må jeg kalde på ham?«

»Kald du bare, min pige. Hvor de børn er omhyggelige for hverandre,« sa Lind til sin kone. »De driver hverandre frem og er ærgerrige paa hverandres vegne.«

»Ja, det er så rært,« sa tante.

Charlotte skubbede sin broer ind foran sig. »Når du ikke hugger brænde, så løber du på skøjter — med fru Therkelsen.«

112

»Ja—vel, hvis hun tilfældigvis er der.«

»Hun løber så godt,« sa Charlotte fortrydelig.

»Hun er en fortrædelig dame,« udtalte overlæreren, »byens kvindelige intelligens — en af dem,« reltede han og så på sin kone.

»Hun er storartet morsom,« jublede Emilie.

»Hun er vist altfor klog,« knurrede Charlotte skinsyg.

»Vistnok kan man være forklog, når forstanden overskygger de andre åndsevner, men også under forstandens træer trives følelsens blomster ganske vel, og kender jeg fru Therkelsen ret, så mangler hun ikke hjærte.«

»Jeg synes godt om hende,« erklærede Harald og tilkastede Charlotte et blik.

»Hvad har du nu tænkt at finde på efter brænde og håndvægter og skøjter?« spurte hun gnaven.

Forældrene lo godmodigt. Derefter sa overlæreren:

»Charlotte er ligesom bange for, at hendes broer ikke skal nå det mål, han har sat sig, men selv en mand kan ikke arbejde altid, min pige, og Harald gør vist ikke vore forhåbninger til skamme.«

Harald sad tungt sammenkrummet, som om vægten af disse forhåbninger var for meget for ham. Charlotte syntes, han burde ha sagt noget. Hvorfor tav han? Å, den fru Therkelsen! Hun var som et fremmed, hårdt legeme, der trænger sig imellem bløde dele og gnaver. Men forældrene hade ikke mærket noget endnu; var det så hendes pligt at tale? Hvorfor interesserede fru Therkelsen sig så levende for hendes broer? Ja, man kunde jo nok sige, at det var ganske selvfølgeligt: En begavet ung mand, der kommer lige fra København og medbringer et pust fra den store stad. Hvem andre her i byen kan sammenlignes med ham? Jo det forstod Charlotte så udmærket, men der var noget i vejen med ham; han var ikke den samme som før.

Den Lindske familie var sa tyndhudet og nøjefølende. 113 Lige fra om morgenen kendte enhver de andres stemning og tog hensyn til den; først til faers. Var han bekymret-tænksom, så: almindelig tavshed og stiltiende beviser på kærlighed fra alle sider. Ligesådan med moer, ja selv den lille Emilie blev ingenlunde drillet, hvis hun var i dårligt humør; det blev taet med mildhed, til det gik over. Nu var det Haralds tur at være bekymret-tænksom, men denne gang kunde Charlotte ikke la være at pille ved det, for det var ikke det almindelige familiehumør; der var kommet en sten ind i den blødt malende maskine, og Charlotte var ene om at ha opdaget den!

Harald rejste sig og slog ned ad sine bukser efter smulerne.

»Skal du nu ud igen?« spurte Charlotte.

»Ta din søster med, min dreng.«

»Jeg løber jo ikke paa skøjter.«

»Ja men så gå ned og se på det.«

»Det er der ikke noget ved.«

»Gå ud og spaser med Charlotte engang, Harald.«

»Det bryder —« begyndte Charlotte fortrydelig, »det har jeg ingen rigtig lyst til.«

»Så har jeg,« sa Emilie og hængte sig ved broerens arm.

Der var noget, der slukkedes i Haralds øjne, men han stod lydig og ventede på, hvad det vilde blie til. Jo, så vilde Charlotte også med.

»Hvor de børn holder sammen,« sa fru Lind og så ud ad vinduet efter dem.

»Ja,« sa tante, »det er så rært, når de sådan kan falde sammen.«

Fruen gik ind i kontoret til sin mand.

»Har du hørt, at de vil gøre realskolen kommunal?«

Jo— han troede nok, han hade hørt det. Lind var ikke noget hverdagsmenneske, andre mænd talte

114

sjældent med ham om praktiske sager, og for så vidt spillede han ingen videre rolle i byen. Han hade, som han selv udtrykte det, tilkæmpet sig en livsanskuelse, og den har almindelige mennesker ingen brug for om hverdagene. Men ved festlige lejligheder er det noget helt andet; dær var der stor brug for Lind, ti ved et godt bord æder og drikker folk sig en livsanskuelse til, og så må man ha en mand til at udtrykke den. Han bestyrede altså en del af byens åndelige liv, ved siden af — nej, neden for præsten, i større afstand fra himlen og altså nærmere ved folk. Han var et festivitetsmenneske og egnede sig udmærket til at sidde i en såkaldt komité, hvorved man forstår en aflang indretning, hvor man æder sig ind i den ene ende, holder taler gennem hele dens længde og siden æder sig ud af den anden ende igen. Men Lind sad kun i de komitéer, der hade en æstetisk karakter: dilettantkomedien, forskønnelsen og lignende. Ellers holdt han taler ved selskaber og festlige sammenkomster; dær dirigerede han byens idealer, dær så man op til ham som byens stolthed.

Det følger vistnok af det ovenfor udviklede, at den mand burde ha været forfatter. Man indvende ikke, at der er forfattere nok; af dem med løftelse er der aldeles ikke nok til de mange forslæbede og forkomne mennesker. Lind vilde ha egnet sig udmærket til at løfte op i folks slæb ad skriftlig vej. Nu nøjedes han med det mundtlige, men det gjorde han også godt nok.

»Og ved du, hvem der så skal være førstelærer i realskolen? Hørslev.«

»Skal han være førstelærer?«

»Nej, det skal han netop ikke. Det er naturligvis Laursen, der har fundet på det. Jeg har aldrig haft nogen tillid til det menneske.«

»Hm. Som forretningsmand er han sikkert et talent; men hvad hans rent menneskelige værdi angår, så —«

115

»Jeg er heller ikke sikker på Therkelsen.«

»Therkelsen er jo en fin og nobel personlighed — — «

»Når bare fru Therkelsen var imod Hørslev, men det er jeg ikke sikker på. Det er så heldigt, at hun løber på skøjter med Harald og spaserer med Emilie. Hun må komme her noget mere, vi må påvirke hende. Konsulen ved jeg ikke — han sværmer nu ikke for Hørslev. Men vi kan ikke ha det menneske til at gro fast her i byen. Som privat skolebestyrer kan han jo gå fallit engang måske, men —«

»Nej, som ungdommens leder er han jo meget mislig, såre mislig.«

»Ja, sådan et — moderne menneske! Og han vil skade os alt, hvad han kan.«

»I valget af sine midler er han jo unægtelig —«

»Han vil ødelægge vor stilling, din stilling i byen. Det er hans største fornøjelse. Og Laursen skal ha sagt, at han kan blie et brugtbart byrådsmedlem engang. Tænk dig, det med!«

»Det vilde jo rigtignok være sørgeligt for vor lille by, om —«

»Der følger ikke andet end ondskab og kritik med ham. Og så er der det: Hvordan stiller provsten sig?«

»Ja — jeg kender ikke bestemt provstens mening; over for mig har han udtalt, at eksamensresultaterne på realskolen måtte kaldes tilfredsstillende.«

»Nå, ja han forstår rigtignok at stikke folk blår i øjnene! Men provsten ved da, at mennesket er fritænker!«

»Ja— se, det ved man dog ikke. Ganske vist er han — —«

»Det må han da være! Hele den kritiske, spottende ånd, der går gennem hans undervisning! Og han subskriberer på dr. Mouritz, det ved jeg fra boghandleren.«

»Det er vel just ikke noget afgørende bevis. Pastor Dahl i Overrød subskriberer også.«

116

»Ja men det er da en anden sag, kære mand. En præst må jo sætte sig ind i tidens vantro for at kunne bekæmpe den.«

»Ganske vist. Nu er vor provst rigtignok en frisindet mand —«

»Det manglede bare, der ikke skulde være grænser for frisind! Det ligger jo i hans egen interesse, og i vor interesse, og i hele byens.«

»Ja— deri holder jeg ganske med dig. Det er måske bedst at — —«

»Du må åbne provstens øjne for den mands sande karakter.«

»Jeg skal gøre, hvad jeg kan.«

»Ja men gør det endelig forfærdelig forsigtigt, så han ikke tror, du har noget imod ham, ikke sandt?«

»Ja. Det er jo egenlig også kun hans principper, jeg har noget imod.«

»Det mener jeg med.«

»Ja, på det punkt forstar vi hinanden helt og fuldt, kære Amalie, vi handler efter vore principper, og vi har ikke lov til andet.«

»Det er netop det rigtige udtryk, kære Oluf, vi har ikke lov til andet. Dær traf du sømmet på hodet.«

»Det gør jeg vistnok altid, når jeg har overvejet en sag til bunds.«

»Ja, du er den klogeste, det har jeg heller aldrig glemt. Men nu skal jeg ikke forstyrre dig længere.«

Overlæreren nikkede og tog et videnskabeligt ansigt på, idet han vendte sig om mod skrivebordet.

Efter en meget lille times kedelig spaseren kom de tre søskende tilbage uden at ha talt et ord sammen.

»Den var ikke lang,« sa Charlotte.

117

»Og heller ikke morsom,« tilføjede Emilie.

»Nej, men I vilde jo vende om!«

»Ja når du sådan går og tværer,« mukkede Emilie.

»Fy, Emilie,« sa Charlotte, der selv var meget mere bitter. »Sådanne udtryk må du ikke bruge. Men skal du ikke ha frakken af, Harald?«

»Nå — jeg ved ikke rigtig.« Han så hen til sine skøjter, der lå i entréen.

»Skal du ud igen!« Charlotte var egenlig ikke så overrasket, som hun lod til.

»Lad os se, hvor længe der er til te — nå — ja —«

»Hvor skal du da hen?« Charlotte så også på de kriminelle skøjter.

»Ja — en halv times tur er jo ikke meget, og I vilde jo ikke længere, og jeg har ikke været ude i dag.«

»Du har hugget brænde.«

»Det er ikke at spasere.«

»Hm,« lød det spidst.

»Skal jeg hjælpe dig kåben af?«

»Å — tak, det kan være det samme; jeg vil stå lidt og svale mig.« Hun stillede sig i døren som vagt. Hvor hun hadede fru Therkelsen! Hun blev helt forundret over sig selv, for den følelse hade hun ikke kendt før.

Broeren tog skøjterne op, lydløst, gemte dem på ryggen og stillede sig bag ved hende; der var ikke plads til at komme ud. Han så så mindeligt ned ad fjorden til, men turde intet sige, for hun vidste noget, hun så på ham med et par tragiske øjne, så han fik ond samvittighed og syntes, at han hade noget forbryderisk for med fru Therkelsen. Dær kom nogen tilbage fra isen. Hun var ikke iblandt dem, men folk begyndte altså at gå hjem. Charlotte vendte sig om og skulde til at sige noget — om hende naturligvis, nej! Han puffede hende til side og ilede ud. Skøjterne holdt han på maven.

»Skal du på isen, Harald?« råbte hun. Stemmen 118 mindede ham om dette nødskrig fra en kvinde, hvormed et kapittel undertiden ender i en novelle. Han svarede ikke, vilde løbe, men turde ikke, han gik og skammede sig kroget. Nu vidste han, at han gik på de onde veje. Godt. Så vilde han trodse sig frem. —

»Goddag, sir; nå, skal De nu til det?« Fru Therkelsen kom gående med sine skøjter; han hade nær ikke set hende.

»Går De hjem. fru Therkelsen?«

»Ja, jeg er færdig. Farvel.«

»Ja men kan De ikke — skal jeg ikke følge Dem hjem?«

»Nej, ved De hvad! Se De hellere at få lært det herresving, De nok ved.«

Han løb ud på isen, gennemtrængt af tung, vammel bitterhed. Nu var han nødt til at løbe en halv time, allermindst, før han kunde ga hjem.

Det er sandt! Han hade lovet fru Therkelsen en bog — ja, men den halve time måtte gå først, især af hensyn til Charlottes ansigt.

Han løb banen igennem, frem og tilbage. To minutter. Hm. Nej, så vilde han løbe tre slag, langsomt.

Det tog kun fem minutter. Han syntes, han blev rasende. Men det var det herresving. Nu var han egenlig forpligtet til at kunne det i morgen. Hvis hun nu forlangte at se det og kom med en af sine bemærkninger, når han ikke kunde! Han prøvede og faldt, satte sig op og tænkte, at nu gik den tid.

Skulde han løbe ud til Andeholmen? Det plejede at ta ti minutter. Han kom op og løb ud, løb rundt om den, studerede den og vovede ikke at se på uret. Tilbage igen. Den halve time var ikke gået endnu.

I morgen, måske spaseretur igen. Uh, den Charlotte! Hun satte øjnene på ham hele stuen rundt, når han var hjemme, og han kunde mærke, hvordan han slæbte 119 dem på ryggen, før da han gik. Til denne tankegang forbrugtes et minut.

En hund faldt i ovre ved havnen, peb, arbejdede sig op på iskanten, faldt igennem og kom sluttelig op på en bjælke. Tre minutter.

Så begyndte han at rende rundt i en stor cirkel; han masede på, til han blev svimmel og træt og syntes, at nu måtte der være gået en uhyre tid, og derpå fløj han ind til bredden, tog sine skøjter langsomt af og rev uret op. Der var i alt kun gået fem og tredve minutter, og de plejede at være der et par timer. Ja men det var jo snart spisetid.

I dagligstuedøren tog Charlotte kærligt imod ham, hun hade set fru Therkelsen komme alene tilbage, men han skød hende til side, løb op på sit værelse og hentede den bog. Så listede han sig ud ad køkkendøren, som Charlotte ikke hade tænkt på.

Fru Therkelsen var ikke ekstra elskværdig, så han kom kun otte minutter for sent. Charlotte hade holdt hasjien varm til ham, hun satte den hen for ham med et dybt og anklagende suk. Han hade egenlig fortjent den kold, det syntes også moeren, men Charlotte var jo så hjærtensgod; desuden vinder man ikke den vildledte tilhage uden ved godhed.

120

KONSULENS, Therkelsens og skolebestyrerHørslev drejede ned ad strædet, der fører til promenaden. Dær er brolægningen særlig knystet. Ægtefolk slipper hinandens arm for at undgå at knubse sammen. Små børn er endnu værre stillede, deres bitte fodflader søger forgæves at stå fast på en top og glider ned ad skråningen, til de stanser under en vinkel på 45 grader med horisonten; benene slår tilsvarende buer ud og ind, så det er vidunderligt at se bagfra. Voksne mennesker, som med deres plader kan spænde over to a tre toppe, bevæger sig fremad med mere normale benstillinger. Rendestenen, der løber bred og velfyldt i midten, må der også tages hensyn til. Men er man kommet igennem strædet, så har man også en smuk udsigt for sig. Promenaden slår en fast rundet bue uden om vandet, ind under en skovklædt skråning, så forsvinder den for øjet og kommer igen højere oppe som et gult stykke bræt, der er stukket hen for indgangen til anlægget. Fra byen til pavillonen puster en lille damper frem og tilbage; ved at høre den kommer man til at tænke på en lille flittig køter med en hvid spytdråbe på spidsen af den udhængende tunge.

Fru Therkelsen blev noget tilbage og sluttede sig til Hørslev. De to passede godt sammen, for de var bægge ondskabsfulde, skønt hver på sin måde.

»Dær går nu overlæreren med familie,« sa fru 121 Therkelsen; »han skal ud og ha ungkvæget på græs. Jeg ved ikke, hvad De gir for Charlotte! Det er en ordenlig kvadratfod, hun går på. Gud, hvor hun er dum. Det er såmænd godt, at de ikke satte hende til at opfinde krudtet.«

»Nej, der er jo heller ikke meget at arve; det skulde da være efter moeren. Men han har vel også villet ha noget at sige med uddelingen af forstand.«

»Ja, børn skal jo ha en faer, desværre, somme tider. Men det skulde være sådan, at forældrene kunde bestemme, hvad der skal nedarves på børnene; så vilde jeg nok ha en del børn. Tror De ikke, det blir opfundet?«

»Jo, om nogle tusinde år, når de fleste mennesker er blevet idioter af overkultur.«

»Hm. Den Charlotte, for resten, hun vil blie god til at få børn og stoppe strømper og tie stille og beundre, når manden taler. Har hun ikke gået i skole hos Dem?«

»Jo. Inden Lind opdagede, hvordan jeg er.«

»Ja, der hersker jo en meget fordærvet ånd nede hos Dem.«

»Det gør der. I overlærer Lind hersker der også en meget fordærvet ånd, men det kommer af, at han ikke børster sine tænder. Når man hører ham tale om litteratur, synes jeg, man kan tænke sig, at manden ikke lugter godt. Ellers er der vist ikke noget fordærvet på ham, det vil sige: hans tæer —«

»Tak. Nå De synes ikke, han er så slem?«

»Ja det vil sige: han består egenlig ikke af andet end ganske fersk, godmodigt flæsk, men når man hver dag i flere år får indsprøjtning af galde fra sin kone, så blir man jo ligesom lidt ondagtig.«

»Rimeligvis. Se hvor kærligt hr. og fru Lind taler sammen!«

»Ja, med hoderne skæve af øm tiltrækning. De demonstrerer idyllen. Der er jo så mange mennesker på promenaden i dag.«

122

»De forliges vist ellers meget godt.»

»Så? Har De ligget under deres senge, fru Therkelsen, til de er faldet i søvn?«

»Skulde det være nødvendigt?«

»Ja, tror De ikke, det er et ganske godt sted at lure? Hvis man kunde skrabe alt det af væggene, som sådan et ægteskabeligt sovekammer har hørt —«

»Uha. Lad os tale om noget andet. Hvordan var Charlotte i skolen hos Dem?«

»Jeg kaldte hende prinsesse Tornerose, for hun sov altid. Hun var noget af det dødeste. Senere kom hun til at hedde perpetuum immobile.«

Fru Therkelsen lo. »Det er nu heller ikke fornuftigt af Dem at være så vittig.«

»Tak. Anfald af moral. De har derimod råd til det. Ja men ved De hvad, i sådan en lille må man enten blie idiot eller ondskabsfuld.«

»Eller lyrisk digter som Hansen hos Laursen.«

»Nå ja, det hører ind under den første kategori. Men se engang derop: dær har vi en bænkfuld kærlighed. Det er konsulens søn. Hvorfor er der ikke noget ved den dreng, fru Therkelsen? Det er jo fornuftige forældre, og hjemmet er ikke dårligt, selv om konsulen nu og da kommer hjem med en lille fordringsløs kæfert. Men drengen går det galt med. Straks da foråret gjorde den virkning på ham, at han anlagde ravrør, skilning og sikkel, så kom jeg i tvivl; nu har han dertil føjet kæreste, følgelig dumper han. Hvad er der i vejen, tror De? Jo sagen er: konsulen ved ikke, om han nærmest er kunstner eller forretningsmand, og samme spaltning genfindes hos drengen; han lider af den slemme skavank at være skabt til noget højere, og da han er færdig med at være barn, ved han ikke, om han skal være mand eller løjser. Men jeg tror nok, jeg ved det.«

123

»Det kan gærne være, men konsulens børn er alligevel mere værd end Linds.«

»Ja. Lind har jo alle de æstetiske anlæg og det ansigt, der karakteriserer en dekadent. Men i det hus er der dog virkelig en kone. Hun har forstand og karakter; der er system i hendes ondskab.«

»Måske nok, men ikke i opdragelsen af børnene. Der kunde godt ha været lavet lidt mere mandfolk ud af den Harald.«

»Å —er han egenlig andet end en porsjon melgrød? Selvfølgelig er hjemmet usundt. Den slags hyggelige hjem minder om kanalerne i Frederiksberg have. De ser meget idylliske ud på afstand, men går man nærmere, opdager man, at vandet er råddent og plumret af at stå stille.«

»Ved De hvad, hr. Hørslev, jeg kan ikke forstå, at Lind ikke drikker. Se hvor langt han kigger efter flasken, når der er middagsselskab, og hvor han smiler skævt til den som en forelsket flynder!«

»Det er konen der har reddet ham. Dær har hun gjort en slet handling: hun har hindret en dekadent i at drikke sig ihjel i tide; nu har han i stedet for sat fire umuligheder i verden.«

»Uha ja. Nej, jeg har aldrig kunnet døje den Lind med hans højtideligheder.«

»Næ — af de to slags tosser er den gemytlige ganske vist den mindst utålelige; jeg foretrækker også hans søn bogholderen.«

»Vi er i grunden slemme, hr. Hørslev.«

»Ja frygtelige. Se hvor barnligt Emilie danser af sted. Det ser næsten naturligt ud.«

»Ja men De kan tro, moeren har også gjort sit for at uddanne hende til ingénu. Charlotte var jo den fornuftige, og så skulde Emilie være solstrålen i huset, bærnet! Fru Lind har såmænd gjort nok for at holde på 124 barnligheden; både luner og uopdragenhed har fået lov at udvikle sig. Hun har jo ingen videre talenter.«

»Så? Hun tamper dog vist noget klaver. Men det er vel nok på sin barnlighed, at hun skal hugge sig den fornødne mand.«

Længere fremme hilste Hørslev på en tarvelig klædt mand, der tog hatten dybt af; hans kone kom en halv alen bagefter, desuden fire børn.

»Se,« sa Hørslev, »dær gik en af de få mænd her i byen, som har fortjent ridderkorset.«

»Hvad har han da gjort?«

»Han har giftet sig med en rask og fornuftig kone, der lignede ham selv, og så har han sat otte dygtige børn i verden. Realskolen har haft de fire, og vi får nok flere. Læg mærke til deres faste, runde hoder og deres skarpe øjne. De børn blir mennesker, mens spidserne mest producerer løjsere. De har forstand og fasthed medfødt; hjemmefra har de orden og sparsomhed. Mere behøves ikke; det blir otte mennesker, der gælder for otte, men dem får byen selvfølgelig ingen gavn af. Hvis De taler med den mand, så vil De føle Dem slået af hans beskedenhed; han kender ikke sit eget værd. Det vil sige: som menneske er han vel ikke mere værd, end en konduktør i reglen er, men når han ses i belysning af de otte børn, så skulde han ha ridderkorset, eller det skulde deles mellem ham og konen. Men det ridderkors fik Lind, for han har opdaget dr. Mouritz, forsvaret idealerne og bevist, at Hørup er en ganske hul person. Sådan noget må belønnes.«

»De har så mange underlige ideer, hr. Hørslev. For resten, skulde der ikke være en af den mands døtre, en vis Katrine, der særlig interesserer Dem?«

»Se se. Det gjorde Dem ondskabsfuld. Det ramte altså noget i Dem, som der ikke må røres ved.«

125

Fru Therkelsen gik en stund med rynket pande, så blev hun ligesom mildere og sa: »De tror vist, jeg er ond.«

»De har i alt fald så megen fornuft, at De godt kunde være bedre.«

»Jeg ved godt, hvad De mener både om mine forældre og om min mand, hr. Hørslev. Men De kan sagtens dømme; der er ikke mange mænd så overlegne som De.«

»Det falder mig dog egenlig mere naturligt at beklage end at dømme.«

Fru Therkelsen tav en stund, så sa hun, som slutning på sin egen tankegang: »Der er så meget, man kunde tænke sig anderledes.« Og idet hun så på skolebestyreren: »Jeg er måske også værre, end De tror. Men hvad, man må jo hjemmefra — ja, det har De nu opdaget altsammen. Jeg er bange for, at De er altfor klog, hr. Hørslev.«

»Selv om jeg er det, behøver De just ikke at være bange.«

»Måske ikke. Skal vi så tale om noget andet?«

»Ja,« sa han, og så tav de, mens de bægge tænkte den samme tanke til ende.

Inde i skoven var der tættere med mennesker. Dær sås også Laursen med kone. Det kunde ikke falde ham ind at gå alene ud til pavillonen; han var altfor konservativ og bedsteborgerlig til ikke at ta sin kone med, men var de først kommet der, så kunde hun gerne få lov at passe sig selv. Der var mange, som hilste på ham, og man hørte hans stive filthat slå knald mod hans skaldede kranium, når han satte den på.

Therkelsen, der var foran, stansede for at få sin kone igen, og fru Therkelsen skyndte sig at få noget sagt forinden: »Tror De, folk blir bedre eller værre under påvirkning af Dem, hr. Hørslev?«

»Det er forskelligt. Mange kommer til at afsky mig og blir altså ondskabsfulde. De børn, jeg har indflydelse på, 126 blir ikke værre, men de vanskelige trænger til en mildere hånd end min. Noget lignende er vistnok tilfældet med de voksne.«

Så kom Therkelsens venlige fremtoning og tog sin kone tilbage.

Foran hade konsulen og hans kone en af deres godmodige trætter.

»Jeg hade nu kun fået tre whiskyer, mutter.»

»Umm? Du glemte at lukke døren.«

»Det sker også, når jeg er ædru.«

»Næ — og du vidste ikke, hvad klokken var.«

»Nej, for jeg kunde ingen tændstikker finde.«

»Du vidste ikke, at de altid ligger på servanten. Det viser, at du hade nok fået fem.«

»Jeg kunde da også gå i seng i mørke.«

»Det plejer du ikke. Og du glemte at ta den anden brystlap på.«

»Ja men det var så varmt, mutter.«

»Umm? Det var koldt. Jeg kunde ikke ha armene oven på dynen.«

»Ja for du hade taet rent linned på; det køler.«

»Ja — vel, og du lugtede stærkere, end du plejer.«

»Det er din næse, der er så forskellig.«

»Min næse er altid ens.«

»Da ikke, når du har snue.«

»Når man har snue, kan man slet ikke lugte.«

»Jeg vendte også mit ansigt mod dig, så mærkes ånden mere.«

»Næ — du lå på ryggen, jo du gjorde, for du snorkede, og det gør du kun, når du ligger på ryggen.«

»Sagen er den, at du hade ligget vågen og ventet på mig. Så tror en kone altid, at det er værre, end det er.«

»Umm? Jeg vågnede først, da du kom. Du hade også drukket madera.«

»Å, det kan du ikke lugte.«

127

»Umm? Jeg ved nok, hvordan du lugter, faer.«

»Det er nu bare fordi du vil ha ret. Så siger vi fire.«

»Nej fem, og madera. Og rinskvin, jo for du sa næste dag, at du var så sur i munden.«

»Det blir man efter whisky.«

»Umm? Whisky er ikke sur.«

»Jo, næste dag.«

»Næ — hverken næste dag eller nogen dag.«

»Hør, mine herrer, De skal dømme,« råbte konsulen.

»Kom her hen, Laursen. Hvor meget var det, vi fik i Fredags aftes?«

»Det ved jeg ikke, men du var fuld, konsul. Lad os så sætte os herind og drikke kaffe.«

»Næ,« sa konsulinden, »han var ikke fuld, det har jeg aldrig sagt.« Og hun blev stående, til det var tilbørlig fastslået, at konsulen ikke hade været fuld, men blot fået fem whiskyer, madera og rinskvin.

Ved kaffen mindedes konsulen en historie fra sine mere slanke dage. Han hade siddet inde på »Dania« og var unægtelig blevet noget skimlet. På hjemvejen syntes han dog, han skulde ind til gamle Therkelsen og ha noget øl; han bankede så på hans rude, kom ind gennem vinduet og fik det nødvendige øl. Men så kom det dunkle sted. Da han vågnede næste morgen, kunde han ikke forstå, hvordan han var kommet ind ad vinduet, for alle krogene hade faktisk siddet på, og ind ad vinduet var han nu kommet, det huskede han så tydeligt. Det spekulerede han over, til gamle Therkelsen forklarede ham, at han var kommen ind gennem hans vindu, men senere var blevet hjulpet ind gennem sin egen dør, og det af Therkelsen selv. Therkelsen kunde også fortælle om, hvordan konsulen hade forsøgt at hænge sit ur på et underligt søm, der flyttede sig, hver gang han kom stikkende med hanken, og til sidst•fløj det sin vej.

Konsulinden lo over denne historie og syntes, han skulde skamme sig. Fru Laursen, der dog fandt alle 128 fuldskabshistorier væmmelige, hørte andægtigt til. Dette ægtepar forstod at ta alting på rette måde, og konsulen var en dejlig mand. I sine alvorlige stunder hade fru Laursen samvittighedsnag over, at hun syntes bedre om ham end om sin egen mand.

Pavillonen var fuld af mennesker. Ved de større borde sad familierne, og ved de mindre, byens unge mennesker med deres damer. Disse sidste var væsenlig unge piger af den jævnereborgerstand, der her udleverede sig til at krammes og klemmes og trakteres med kaffe og likør. Det, man så om eftermiddagen, var dog kun de indledende forhandlinger, hovedslaget stod først, når det blev aften, og dristigheden tiltog. Så blev der danset, vinflaskerne marsjerede op, og i løbet af aftenen erhværvede mangen ung mand sig den foragt for kvinden, som følger med bevidstheden om, at hun er let at erobre. Og pigebørnene morede sig uden anelse om, at mændene foragtede dem, indtil de med tiden blev så påtrængende, at de måtte rystes af. Mangen let lille pige gik da ene hjem en aften med den overbevisning, at hun hade moret sig, og senere kom, temmelig fuld, den tilsvarende unge mand, også med den forvisning, at han hade moret sig.

129

THERKELSENS middage var lidt vanskelige, ti på den ene side grænsede omgangen op til en så høj kultur som overlærerens, på den anden side til noget så ikke ganske fint som familien Laursen. Den ene pol udgjordes af Lind, manden med den elskværdige opfattelse, den anden pol var selve ondskabens grøngule galde, næmlig realskolebestyrer Hørslev, og inden for disse ydergrænser fandtes mangfoldige afskygninger.

De var forsamlede i dagligstuen og ventede på at gå til bords, stemningen så ikke godt ud. Therkelsen bar sit elskværdige ansigt fra den ene til den anden og udsåede al den venlighed, han ejede, men høsten var knap; hos de fleste herskede en angstfuld kedsomhed. Overlæreren gik frem og tilbage i et hjørne og gned hænder, men efter mindre målestok end hjemme. Hørslev sad og så ugenert og ubehagelig ud. Ved siden af ham sad højreredaktøren, af hvis øjne al fornøjelighed var blæst bort, han henvendte en ytring, der skulde være morsom, til Hørslev, men stemmen begravedes i hæshed, en undskyldende latter mislykkedes ligeledes, og Hørslev på sin side gjorde ikke noget ud af det. Redaktøren vred sig en halv omgang på sin stol med en bemærkning om været til damen på den anden side, hun kastede sig glubsk over æmnet, og de lavede virkelig en samtale ud af det. Men der må passes på, for hele atmosfæren er trykket 130 af sult, forventning og disharmoni. Dog holder de to bravt ud, så længe, de orker, og skraber sammen, alt hvad de ved, for at holde samtalen brændende. En forlovelse puttes ind og brænder en tid hel godt; en skandale gir sin skærv, skønt der er ingen inderlighed eller ondskab i det; så blusser konversasjonen op over et bal, og der fyres under med en løjtnant. Alt imens de tøvende stikker den ene pind til, ser de sig med angst om efter den anden og trækker i langdrag, ti de ved ikke, hvor de skal ta den næste pind fra. Det gælder om at snakke økonomisk og ikke blie for snart færdig, for det hævner sig med tavs, svedende angst bagefter. Uopfindsomme lidelsesfæller slutter sig til, da de hører, der er noget, men så er der pludselig ikke mer, redaktøren ser ligefrem, damen ser ligefrem, de andre fjærner sig.

Overalt lides der. Therkelsen griber til gestus, slår en og anden på skulderen, men herregud, der skal jo også ord til, og dem har han ikke.

Værre stillede er tre damer langs ad en væg, de kan ikke rejse sig og spasere forlegenheden af sig; der skal flyttes for mange stole og skubbes til for mange rygge og albuer, før de kan nå ud på den frie plads, hvor værten og overlæreren cirkulerer. Tre billeder på rad; de har bestræbt sig for at tale, men det er døet hen, nu vil de helst se livlige og interesserede ud, men kan ikke. Genertheden berøver dem holdningen, hænderne ligger hjælpeløst foldede i deres skød, de har ikke noget bord at gemme sig bagved. De lægger mærke til, hvor store og tåbelige deres hænder tar sig ud, og søger at flytte dem til en yndefuld stilling; det ser endnu værre ud.

Bag ved en proprietærs ryg er to damer gemt, og glade er de. Men så får mennesket pludselig skrupler over at vende ryggen til dem, han flytter sig og blotter dem for hele selskabet; deres skjulte lykke er forbi. Han er oven i købet nødt til at sige noget, hvilket gør 131 forlegenheden endnu større. Den ene dame griber en avis, men opdager, at det går ikke an at læse, hun ruller den sammen og retter den som et bøsseløb mod proprietærens bryst.

Student Harald står ved et vindu og stirrer med iver ud på gaden, hvor der ubarmhjærtigt nok, intet foregår, som kan retfærdiggøre hans stirren. Konsulen nærmer sig og vil se med, spør om genstanden for studentens interesse; der rystes på hodet, flade ser de på hinanden, derefter får det unge menneske lov at drive sit gadestudium i fred.

Lind nærmer sig sin kone og siger dæmpet: »Nu skulde vi bare ha Bernhard her, så vilde der snart blie liv i det.«

»Ja,« sukker hun. »Mon vi snart skal spise?« tilføjer hun så tydeligt som muligt med øjnene.

Ak ja. Den, der nu kunde rive en vittighed, omend tarvelig! Han vilde være en frelsende engel, alle vilde le hjærteligt og være ham taknæmlige, og de vilde huske ham til en anden gang, men ingen kan. Det vil sige: Bernhard kunde altså nok; hans broer derimod kan ikke. Han har nu forladt vinduet og står ret op ad en dørstolpe. Han ved nok en krog, hvor han hellere vilde være, men dær ender hans faers og værtens på hinanden vinkelrette spasereture; en flytning vilde medføre nok en mislykket samtale, og han kan absolut ikke finde på noget. Han blir, hvor han er, ser på ingenting og håber, at de dog ikke allesammen netop glor på ham.

Da får fru Laursen en ide. Hun sidder yderst af de tre på rad, hendes sidemand er fru Lind, hun ved, at fru Lind hader Hørslev, og hun ved noget om Hørslev. Hun er ellers mindst af alt ondskabsfuld, men hendes samvittighed er død i den almindelige, skånselsløse kedsomhed.

»Har De hørt det om Hørslev?« hvisker hun. »Fru 132 Henriksen har set ham kysse en af de store piger, det kunde ses ovre fra villaen. De stod ved vinduet.«

Fru Lind retter sig. Hendes slappede ansigt blir fast; øjnene, der hidtil ligesom har ligget i sødmælk, blir klare: Var det sandt? Det hade fru Henriksen ikke fortalt hende.

Fru Laursen er aldeles sikker på det, fru Lind blir ivrig, fru konsulen på den anden side blir langhalset: Ved fru Laursen noget om Hørslev?

Fru Laursen, nullet, blir pludselig et siffer, et betydende tal; hun afleverer faktum, men så går de to andre hoder drøftende sammen om kendsgærningen, og hun er lukket udenfor, nu da hun har gjort, hvad hun kan.

Da slog samvittigheden hende. Hun rejste sig, gik over gulvet, mødte på sin vej værten, med hvem smil og uartikulerede tanker udveksledes, og kom hen til Hørslev.

»Har De læst det lille digt i Sandøre Avis: Jeg elsker den lille, den venlige by!« Af den lokale digter Hansen.

Jo, Hørslev hade nok set det.

»Synes De ikke, det var kønt?«

Fru Laursen så ulykkelig ud, han blev godmodig og indrømmede, at det var meget pænt.

»Ja ikke sandt, jeg synes, det var så hyggeligt, jeg klippede det ud, jeg har det hjemme, De kan få det at se, når De kommer hen til os.«

»Tak«. Der må nogen ha gjort hende fortræd, tænkte han. For den, som kunde bekvemme sig til at være elskværdig imod hende, var der en god gærning at gøre.

Fru Laursen gik videre: om skolen, om det ældste hold, de store piger. Der var en, der hed Katrine, hun var vist meget dygtig, fru Laursen kendte hende jo ikke videre, men hun syntes så godt om hende.

»Ja hun er flink,« indrømmede Hørslev, som ikke 133 kunde vide, hvad sladder der netop i dette øjeblik var ude om ham og hende.

Fru Laursen blev veltalende, og han medgørlig. Hun kom ligefrem til at holde meget af ham, han var nok noget barsk, men han mente slet ikke noget med det, det vidste hun godt, nu da hun hade begået sådan en uret imod ham.

Der blev kaldt til bords, og pludselig dampede munterheden hedt op, som når man tar låget af en gryde. Overlæreren førte husets frue til bords; lige over for dem satte Hørslev sig, hvem Therkelsen hade idømt Hertha til borddame, og Laursen masede op ved siden af ham. Fru Lind — med konsulen — sad på samme side, så hun kunde se sin mands ansigt.

Selskabet blev højtideligt igen ved synet af den kolde, hvide dug og de tomme tallerkner med de stift opsatte servietter, men suppen lindede på humøret, og rødvinen satte det i fludd.

»Skål, hr. pædagok!« råbte Laursen til Hørslev på et noget tidligt stadium. Fru Linds ansigt strammedes, så smilet gik bort, da hun hørte, hvordan byrådets mægtigste medlem øjensynligt favoriserede realskolemanden; derefter søgte hun og fandt sin mands blik. Den yngste frøken Lind så på Hørslev med forventningsfulde øjne. Det var første gang, hun var rigtig i selskab sammen med den mand, der ingen idealer hade, og som ikke troede på det, der er skønt og ædelt; ham skulde hun rigtignok ha talt med, inden de gik hjem igen!

Værten bød velkommen i simple ord; han magtede kun hovedsætninger, og under en periode, der forgæves ventede på en eftersætning, nikkede overlæreren mildt og forstående til ham, så han blev helt forlegen og bød velkommen endnu en gang, hvorefter han satte sig ned.

Senere holdt Lind en tale for »vor hjærtensgode, finttænkende vært, hos hvem det prosaiske forretningsliv 134 ikke har kvalt sansen for det rent menneskelige og det skønne —«

Hørslev betragtede ham hele tiden, hvad der generede taleren og fik ham til at fatte sig i større korthed, men det blev ogsaa grunden til, at talen fik en aggressiv slutning:

»Therkelsen er en mand i vor lille bys ånd, fin, stilfærdig og beskeden, det er den slags mennesker, vi har brug for, ikke andre; det er dem, der bevarer de tradisjoner, som vi trænger til. Andre steder roser de sig måske af større, friere syn; men vi er jævne folk, der ved, hvad der tjener os bedst; vi betakker os for dem, der mener sig større. Her er lykke og fred, som her er, og vi ønsker ingen forandring. Dersom nogen spør mig: Hvordan er Sandøre? så svarer jeg: Rejs hen og besøg Therkelsen; som han er, sådan er Sandøre. Han leve!«

»Det er sgu godt,« hviskede Laursen til Hørslev.

»Ja, dær fik De et velrettet spark; vi trænger slet ikke til Dem. Men jeg kan jo dele det med Dem, så gør det måske ikke så ondt.«

Laursen vendte sit polerede egetræsansigt om mod den anden: »De stikker hårdt, højstærede.«

Hørslev nikkede venligt: »De hører jo, at vi to er ikke i den lille bys ånd.«

Lind konverserede sin dame med øjnene rettede på de to overfor. Fru Lind rakte hals og så nedefter, for hun læste i sin mands ansigt, at der var noget med Hørslev.

Imidlertid hilste værten rundt og drak et glas med hver af herrerne. Han begyndte ved højre side, hvor konsulen sad, men det medførte, at der blev nikket næstsidst til overlæreren. Fru Lind bemærkede dette faktum og blev højtidelig, og straks efter forskrækkede hun konsulen, der sad nok så gemytlig med sin mave på skødet, ved at indvikle ham i en samtale om vor tids 135 fordærvelse, og efter at hun således foreløbig hade hvæsset sin tunge, hævede hun røsten og fortalte hele selskabet om den ny forvalter på Borupgård. Han hade hævet sin forlovelse og var nu ude efter en anden kæreste — ja, det egnede sig vel ikke til at høres af Emilies blufærdige øren, men ingen moer kan passe alle hensyn, og hun hade nu sit sigte med det.

»Tænk,« sa fru Laursen, der også kendte ham, »er han sådan et moderne menneske!«

»Han er en stor dameven,« sa konsulen, »det er vi sgu allesammen.«

»Der er forskel,« sa fru Lind og hentede med øjnene et ja hos sin mand. »Han mener, man skal skilles, når man ikke længere synes om hinanden, det skal gifte folk også.«

»Uha,« udbrød fru Laursen, »ja han må rigtignok være meget moderne!«

»Jeg må dog hertil bemærke,« indskød overlæreren — og hustruen tav agtelsesfuldt stille og forberedte imens sin næste periode — »at det ideale jo unægteligt er, at to mennesker lever kærligt og forstående sammen, og når de ikke gør det, så — ideelt set — burde de jo skilles.«

»Nu er overlæreren også moderne,« bemærkede Hørslev.

Fru Linds periode fik herved en lille, bitter tilvækst.

»Ideelt set,« fortsatte Lind og skød lorgnetten længere ud på næsen. »Men det praktiske liv indretter sig nu ikke efter idealerne.«

»Meget kedeligt for idealerne,« sa Hørslev.

»Jeg vil hellere sige: for det praktiske liv.«

»Overlæreren beklager altså, at ægtefæller ikke kan skilles, så snart den idelle sympati ikke er der mere.«

»Jeg beklager overhodet, at menneskene ikke er fuldkomne, ganske rigtigt.«

Men Hørslev var ikke knust, ikke mer end en loppe 136 under en blød finger; dertil udkræves en hård negl, og Lind var just ikke den negl. De så begge to op, og deres øjne mødtes i luften, ligesom en sværdfisk og en velspækket hval.

»Forvalter Rosenskjold,« begyndte fru Lind igen, da hendes mand hade udtalt sig, »subskriberer på dr. Mouritz’ samlede værker. Ja, jeg vil ikke anføre det som et afgørende bevis, men det siger dog noget om, hvor moderne han er.«

Lærer man af dr. Mouritz’ samlede værker at være en stor dameven?« spurte Hørslev.

»Men jeg vil blot påpege den — — tilfældighed,« fortsatte fru Lind, »at han er den eneste forvalter på Borupgård, der har læst dr. Mouritz, og den eneste, hvis rygte — — ja, De kender ham jo, hr. konsul, bedre end jeg — har lov til.«

Konsulen lo usikkert. Han var ikke selv nogen beundrer af det sjette bud.

»Og i det hele taet, «sluttede fru Lind det var den bitre tilsætning — »det er jo netop i opfattelsen af kærlighedsforholdet, at man skal kende de rigtige, moderne mandfolk. Det er dær, de vil hen med deres frihed.«

Hun så flygtigt ned ad Hørslev til. Han var endnu i live.

»Også jeg,« forkyndte overlæreren, har læst meget af dr. Mourits, og det har interesseret mig særdeles.« Her gjorde han en pause, for at der kunde blie plads til forbavselse. Redaktøren holdt helt op at spise. Kun fru Lind undredes ikke, hun kunde ham jo udenad og vidste, hvad der vilde komme efter.

»Jeg vil endogså sige, at jeg har lært meget af dr. Mouritz. Han er et af vor tids sygdomstegn og som sådan højst interessant. Det skal jo nu bevises — af en vis klike — at Danmark er det ringeste af alle lande, og vi, det mest indskrænkede af alle folk. Vi skal nu

137

se, ja vi venter sandelig med spænding på, om det vil lykkes dem at bevise det. Jeg er bange for, at vi netop er for indskrænkede til at begribe det. Og rundt om i landet lever små aflæggere af dr. Mouritz, hvis opgave det er at bevise, at det lille samfund, hvori de lever, er ringere end de andre dele af landet.«

Dermed smilede overlæreren op i loftet, som om det kunde ha være himlen, og de store afdøde derfra tilsmilede ham deres bifaid.

Fru Lind lo for, da ingen andre vilde til at begynde.Det var hendes bestilling, som kender af alle Linds åndrigheder, at starte bifaldet.

»I samme ånd arbejder jo venstre-historikerne«, fortsatte overlæreren sit triumftog, »ti den historiske forskning er nu desværre faldet i kløerne på venstre, for at glansen kan blie taet af alle vore skønneste hædersminder.«

Stort bifald. Redaktøren bemærkede: »Nu skal det også — jo — gælde bevist, at reformasjonen ikke var så — godt, så stort et — en udvikling — — «

Overlæreren fiskede ham venligt op af den forulykkede at-sætning: »Netop hvad jeg vilde bemærke: reformasjonen skal ikke længere ha været noget kulturfremskridt.«

Harme. Student Linds borddame så bestyrtet ud.Der var netop i de dage udkommet et lille historisk skrift af en venstre-professor, og højre-redaktøren hade i den anledning — inspireret af overlæreren — skrevet en modartikel med megen hån over den gode professors både forældede og tendentiøse historieforskning.

Overlæreren sukkede med vægt og endte således: »De er værst mod sig selv, de stakkels mennesker, der vil afribbe hele tilværelsen indtil dens afskylige nøgenhed.«

Da lo Hørslev højt, for første gang.

»Hvoraf ler mon hr. Hørslev?« spurte Lind henvendt til fru Therkelsen.

138

»Må jeg drikke et privat glas med overlæreren?« spurte Therkelsen. Bægge rejste sig for at klinke på idealerne.

»Hvad var det, hr. Horslev?"spurte fru Therkelsen og lænede sig frem.

»Jeg ser i ånden, «svarede denne, hvordan kæmpedovendyret og det fossile næsehorn med samt deres tilhængere står op af deres knokkelhuler og ryster på hodet af vor tids fugle og pattedyr.«

Fru Therkelsen lo, og fru Lind så godt på hendes ansigt, at der var blevet sagt en spydighed.

»Turde jeg spørge, hr. overlæreren,«sa Hørslev — og der blev straks tavshed — om man skal lære børnene, hvordan livet er, eller hvordan livet bør være.«

Man ventede på svaret. Fru Lind blev ængstelig: Blot han nu klarede dette dilemma salomonisk!

Overlæreren svarede: »Livet består af ide og virkelighed. De unge skal lære ideen at kende, det vil sige: livets skønne og ædle sider. Det rå og uskønne opdager de nok af sig selv, senere.

Fru Lind trak været lettere.

»Man skal altså begynde opdragelsen oppe i luften,« sa skolebestyreren, »og så overlade det til de unge selv at dumpe ned på jorden, som de bedst kan. Hvis jeg forstår den moderne litteratur ret, så er det dens mening at begynde med jorden og gøre os bekendt med den. Som skolemand følger jeg samme princip.«

Overlæreren modtog fra sin kone et lufttelegram, der bestod i en hovedrysten, og han svarede derfor:

»Disse oplysninger forekommer mig ikke aldeles nødvendige,« og så genoptog han samtalen med fru Therkelsen.

»De lærde herrer er ikke lette at forstå,« hørte man konsulinden sige til proprietæren, og kort efter fra samme kant:

»Nej, jeg tar sgu ikke mine underbukser af om 139 sommeren, det skulde da fanden gøre i det klima, som aldrig er til at stole på!«

Hørslev hade næsten ikke talt et ord med sin borddame, frøken Hertha Laursen, som i dag så usædvanlig menneskefjendsk ud. Da salaten gik om, fandt han på at fortælle hende, at han holdt mere af den med edikke, olje, salt og peber, men det blev hans sidste forsøg på en samtale, for hun snærrede bare:

»Nå, det gør De. Spiser Deres dr. Mouritz måske salat på den måde?«

»Herregud,« sukkede fru Laursen, der hade hørt navnet. »nu trættes de om dr. Mouritz igen. Det er også forfærdeligt, at folk ikke kan tale om ham uden at skændes. Men hvad har han egenlig gjort, konsul, siden folk er så vrede på ham? For jeg synes da aldrig, at jeg har læst nogen romaner af ham.«

»Næ,« grinede konsulen, »forvalteren på Borupgård har heller aldrig skrevet romaner, men dog kan De jo høre, at fru Lind er meget vred på ham. Dr. Mouritz har nok gjort nogen andre gavtyvestreger, fru Laursen.«

Hvis fru Laursen hade set fru Linds ansigt, så hade hun nok moret sig lidt mindre. »Hør, konsul,« spurte hun igen, »mon dr. Mouritz også går med korte ærmer ligesom Herman Bang?«

»Må jeg hilse på Dem, fru Laursen,« sa konsulen og hævede sit glas; han så nok, at hun var kommet i sit utrættelige spørgehjørne.

Ved maderaen blev samtalen mere larmende; overlærerens røst lød ikke længere forkyndende over hele bordet, og samtidig hade han forladt de store, abstrakte sandheder, som der helst skulde en hel menighed til at høre på.

»Thorvald Olsen var en slet karakter,« hørte skolebestyreren ham sige; »jeg spåede ham, at han ikke vilde blie til noget, og rådede ham fra at prøve på at 140 tapræliminæreksamen, men selvfølgelig hindrer jeg ikke mine elever i at søge til realskolen. Men han duede til intet.«

»Han er opvarter på en af vore dampfærger,« oplyste Hørslev.

»Nå. Det har jeg heller ingen vanskelighed ved at tro.«

»Og han har ti kroner om dagen foruden opholdet.«

»Død og pine,« sa Laursen.

»Han var kvik i vendingen, derfor er han blevet til noget. Eksamen tik han ganske vist ikke.«

»Det var også det, jeg vilde pointere,« bekræftede Lind.

»Han var utilgængelig for kundskaber.«

»Kundskab er magt,« sa redaktøren uden at hakke i det.

»Ti kroner om dagen og opholdet er også magt,« mente Hørslev.

»Ja, lad os bare ikke skabe os, «sa Laursen, »og lade, som vi ikke ved, hvad pengene er værd. De, der siger, de ikke ved det, de lyver, de ni og halvfemsindstyve procent.«

»Vistnok er penge en nødvendig forudsætning for åndelig udvikling,« nikkede overlæreren venlig, men fru Lind forstod bedre, hvad der lå i den bemærkning af Laursen, og hun blev meget højtidelig. Fru Therkelsen var enig med sin faer, det så hun også, men simple naturer holder jo altid sammen.

Hen imod slutningen så man proprietærens skinkebrune ansigt med det hørhvide overskæg stige op over bordet:

»Jeg vilde sgu gærne — jeg vilde gærne — æhæv! —tillade mig at — tømme et leve — — «han famlede over vinglasset med sin brede agrarnæve; man så de store knyster på håndleddene »for det hjem, som vi her ser samlet omkring os. Vi — behøver jo allesammen en kvindelig hånd til at ha et øje med os — «fru Therkelsens skuldre hoppede en smule, men ansigtet var næsten alvorligt.—»Ja, det er noget sludder, men meningen 141 er god nok.« (»Han er et hjærtensfortræffeligt menneske,« hviskede overlæreren til fru Therkelsen.) »Og jeg vil sige så meget som, at — så længe man er ung, så længes man efter at flokkes, og vor vært, han er — han har opnået det, som vi allesammen — ikke har fået endnu — en god kone. Må jeg derfor tillade mig — at udbringe — et glas for vor ædle vært og frue, det vil sige — «

»For det familieliv, som vor vært og værtinde er fuldgyldige repræsentanter for.« Det var overlæreren, der var den frelsende engel, da taleren øjensynlig ikke kunde mer.

»Tak skal De ha, ja. Uha,« sa han med inderlighed til fru konsulen, da han satte sig, »dette her er sgu værre end at læsse et helt læs møg.« —

Værten bød velbekomme, og man rejste sig fra bordet. Under de sværere herrer tudede stolebenene hen ad det ferniserede gulv, og straks efter var luften tyk af takformader og velbekommer. Therkelsen klappede mændene på skuldrene; konsulen, Laursen og de mere fuldblodige dunkede dem i ryggen.

Sigarerne gik rundt, og man samledes foreløbig i dagligstuen. Overlæreren udviklede for Therkelsen — lidt langtrukkent —, hvordan en god middag kan sammenlignes med et lykkeligt drama, og proprietæren stod pa den anden side af værten og skulde ha noget sagt, men indskrænkede sig foreløbig til at rømme sig, mens Therkelsen delte sit ansigt i to venlige halvdele, hvoraf proprietæren fik den ene, så at overlæreren gik i stå i sin udvikling og gemte sin teori til en fremtidig bordtale.

Om nogen at de herrer lærere spillede kort?

Jo. Lind spillede whist, og Hørslev l’hombre.

»Nå,« sa proprietæren, »dær kan man dog se, at realskolen er den fremmeligste.«

Fru Lind fandt spøgen mindre heldig, men syntes dog ikke, at der var anledning til at skride ind.

142

Konsulens mave stod ud fra en dørstolpe, og over dens runding krummede redaktøren sig for at erfare noget om byrådets planer. Skulde realskolen gøres kommunal? Var det heldigt at få Hørslev til førstelærer? Han var jo noget ungdommelig.

Konsulen svarede ikke. Han nynnede på anden bas til en kvartet: Når morgenrøden spreder —. »Kender De den, hr. redaktør?«

I en anden krog knagede proprietæren pludselig løs: »Nej, teolog, det var sgu det sidste, mine sønner skulde være!«

Overlæreren, der var midt i fordøjelsen og sigaren og derfor velvillig stemt, skulde lige til at gå ind på denne opfattelse, dog med visse modifikasjoner, da han hørte sin kone sige:

»Det er vist også meget heldigt for den danske præstestand, at ingen af Deres sønner går den vej.«

»Ja, og for sønnerne med.« sa proprietæren.

»Teologien,« begyndte overlæreren i en røgsky, »er jo et meget dybt og vanskeligt studium —«

»Det er det hurtigste at gøre færdigt,« bemærkede Hørslev.

»Det er heller ikke derpå, det kommer an, «sa fru Lind, men vidste ikke, hvordan hun skulde begrunde det nærmere, da så fru Laursen rykkede frem til undsætning:

»Ja men netop fordi det varer kortere, så må der jo være så meget desto mere at bestille. Jeg kender jo ikke til det,« sa hun med en mine, som om hun var dybt inde i teologien, »men så meget ved jeg dog, at det er grumme svært. Jeg kunde tænke mig at studere tysk eller fransk, men teologi — alene de hebraiske bogstaver — —«

»Det er unægtelig det fag, hvor der tages de dårligste eksamener, «indrømmede Hørslev.

Hvor meget har De selv? «spurte proprietæren, og 143 fru Lind var glad over, at hun ikke selv behovede at gøre dette nærgående spørsmål.

»Anden,« svarede Horslev ligegyldigt.

»M—nå,« sa fru Lind, » ja så —« Hun overlod det til de skarpsindige selv at tænke sig slutningen. Overlæreren rommede sig påfaldende og smilede så.

»Ja men De er jo meget nær ved første karakter,« indvendte Laursen.

»Ganske vist. Det var den dogmatik, jeg ikke gad lære.«

»Tænk, hvor kedeligt, at De ikke gad,« sa fru Lind med et suk.

»Ja men så har han studeret sprog og rejst i udlandet og været i Paris i flere måneder,« oplyste Laursen.

»Ja, dær har han sgu nok forstået at more sig, den rad,« gnæggede proprietæren.

»Ja,« sa fru Lind hurtigt og kastede et beskyttende blik på døtrene; »det er måske ikke værd at diskutere dette spørsmål her.«

»Fruen vil måske hellere høre lidt om det i enrum?«

»Det kunde vist interessere proprietæren mere end mig,« gensvarede fru Lind. Det begyndte at knibe med højtideligheden, øjnene var fugtige, og hænderne dirrede. Overlæreren var i kendelig pine, han tørrede øjenkrogene med snipperne af sit overskæg, mens han forgæves søgte efter en af disse vægtige sentenser, der ellers altid forsonede de stridende.

»Å ja,« sukkede Emilie, »jeg vilde så gærne lære at tale rigtig fransk.«

»Det lærer din faer dig nok,« svarede fru Lind, og dermed hade hun udgiet hele den rest af blidhed, hun i øjeblikket ejede.

»Næ — tale det som en franskmand, det er der ingen andre end hr. Hørslev, der kan.«

Fru Lind manglede svar, hun tilkastede blot sin datter 144 et advarende blik og udførte samtidig nogle vrede tyggebevægelser, mens hun holdt på selvbeherskelsen.

»Det er da ikke noget at se sådan på mig for!«

Nu er der ingenting mere harmeligt for en moer, end at de tegn, hvormed hun søger at bringe en forivret datter (der har fået tre glas vin ved bordet) til lydighed, uden at andre skal se det, straks åbenbares for hele selskabet. Ligesådan når en moer hemmeligt kniber sin søn i hans sparkende ben, så ved han jo godt, at han skal sidde stille, og ikke fortælle, at moer kniber ham.

Men nu kom Lind: Franskmændene er jo, moralsk set, temmelig dybt nede — «

»Måske,« svarede Hørslev; »det skal ellers være flid og sparsomhed, der særlig udmærker den franske nasjon.«

»Og hvordan må de unge piger ikke være!« udtalte fru Lind i tilslutning til sin mand.

»Opdragelsen forekommer os danske uhyre snærpet,« sa Hørslev, »de unge piger vokser op under det pinligste opsyn, men det er måske en grund til deres moralske svaghed.«

»Ja det er da vist,« skræppede Emilie.

»Hr. Hørslev ynder paradokser,« smilede overlæreren.

»Forleden dag,« fortalte Hertha triumferende, »stod der i avisen om en skuespiller, der var rendt til Algier med en anden mands kone, men dær rendte han så fra hende igen.

»Det er nok muligt, frøken Laursen.«

»Ja men De holder alligevel så meget af franskmændene, uha, sådan noget rak. Næ, hr. Hørslev, behold De bare Deres franskmænd for Dem selv.«

»Jeg må tilstå,« indrømmede fru Lind, »at jeg foragter et folk, som ikke engang kan opdrage børnene til gode mennesker.«

»Og det franske sprog er også grimt,« vedblev Hertha; 145 »der er ikke noget blødt i det, og så snakker de gennem næsen, men det skal vel være fint.«

»Ja, frøken Laursen, det er jo meget sandt og godt altsammen, men jeg synes, De skulde ta det med lidt større sindsro. Selskabet kan ikke forklare sig Deres fanatiske had til det franske. Med fru Lind er det en anden sag, da fruen er bekendt som en uforsonlig tjende af al slags fordærvelse.«

»Jeg er såmænd lige glad,« sa konsulen. »Parlez-vous francais? Det er alt, hvad jeg kan.«

Dermed gik herrerne ind til deres kort. I forbigående sa Hørslev til frøken Hertha: »Pas på, De ikke viser Deres had til mig altfor åbenlyst. Det er jo dog Deres mening at vende folks ondskabsfuldhed mod mig og ikke mod Dem selv.«

Så snart herrerne var borte, rejste fru Lind sig og gik ind i spisestuen, idet hun nikkede sin uheldige datter bag efter sig. De kom igen en ti minutter senere, den ene med stræng mund, og den anden med øjnene fulde af ikke ganske tæmmet stivsind. Så fik hun ikke talt med hr. Hørslev i aften. Ja ja, det kom nok engang!

»Det er nu kedeligt med den lille Hertha Laursen,« sa fru Lind til fru konsulen, henne i en krog.

»Ja det erjo slemt nok. Men hun skulde ikke være så arrig.«

»Hun var jo aldeles sikker på ham engang.«

»Umm? Han er vist ikke næm at være sikker på.«

»Næ — han har jo friere anskuelser på det felt. Men der er nok noget i vejen med Laursens forretning, for det er jo noget, Hørslev har forstand på.«

»Å — hun er en sur en. Det var derfor. Det er en væmmelig stemme, hun har; min mand kunde ikke bruge hende i det blandede kor. Hun skulde smøre sin stemme med æggeolje, sa han.«

»Jeg kan nu godt føle for hende,« sa fru Lind, og så gik hun hen og var sød mod frøken Hertha.

146

Emilie fandt, at der var kedeligt i dagligstuen, og uden at rådspørge sin moers øjne gik hun ind til herrerne.

»Hun skal ind og se sin faer spille kort,« forklarede fru Lind; »det er forfærdeligt, så det barn hænger ved sin faer; hun kan ikke undvære ham et øjeblik.«

Derinde var l’hombren pludselig blevet afbrudt.

»Næ —« sa Laursen med sin hvasse principalstemme, »rovdyr er vi sgu allesammen; æder du ikke mig, så æder jeg dig. Og med vor havn har vi betingelser for at æde os ind i landet. Det er vor egen skyld, at vi ikke vokser.«

»Havnen er nu engang din kæledægge,« indskød konsulen.

»Ja, hvorfor er den ikke også din?«

»Tja — jeg lever da, og hvad —«

»Du lever ja, men byen dør.«

»Jeg har såmænd nok at bestille,« sa Therkelsen.

»Det er fordi du vil gøre alting selv. Hvorfor uddanner du ikke dine kommis’er, så de kan disponere på egen hånd? Man må forstå at sætte drift i sine folk.«

»Det forstår jeg så ikke,« svarede Therkelsen eftergivende.

»Der kommer aldrig nogen udvikling i denne by,« sa Hørslev. »Man kan se det på børnene. Der er iblandt dem næsten ikke en eneste af disse stive karakterer, der er anlagt i en ret linje og kan blie ved at bore sig frem.«

»Da træller De vist ikke skikkeligere drenge end her i byen!« udbrød konsulen krænket.

»De er kun altfor skikkelige. Var der endda noget trods i dem, men de er bløde. Der er ingen grosserernatur i dem; i det højeste er de grossister i undskyldninger og væven ud og ind. Men det må ligge hos forældrene; her er for lidt at bestille og for megen tid til drik og dumhed. Hvad skal skolen stille op med børn, der ingen rygrad har?«

147

»Det er godt, vi ved, at skolen ingen nytte er til,« hånede konsulen.

»Jeg vilde bare ønske een ting, konsul: gid enhver mand vilde sørge for at avle sine børn i fuldstændig ædru tilstand. Det vilde allerede være et stort fremskridt.«

Laursens ansigt blev hårdt og grimt. Han tømte sin anden toddy, og han og konsulen rakte samtidig efter kanden for at lave sig den tredje; et øjeblik stansede de og så på hinanden, så tog de en lille smule vand, men kom til gengæld mere rom i.

»Gid hele denne rådne by vilde brænde af,« sa Laursen og drak.

»Ja og aldrig blie bygget op mere,« tilføjede Hørslev.

»Vi har det alligevel ganske godt,« mæglede Therkelsen, »vi klarer os da, og nu blir skolevæsnet jo også ordnet.«

»Ja,« sa konsulen, »og så får vi måske en mand i spidsen for det, som tar respekten fra vore børn.«

»Børn skal intet respektere, der ikke duer, konsul.«

»Heller ikke deres forældre?«

»Ja, dær lærer nu børnene allerførst at tabe respekten, min kære konsul.«

»Ja men jeg siger Dem,« dundrede konsulen, »at børn skal respektere deres forældre og gå i deres fodspor.«

»Der er jo nogle børn, der er så heldigt stillede, at de kan respektere forældrene. Hvad det med fodsporet angår, så kan De vel nok forstå, at efter den teori var vi ingen steder kommet i udviklingen. Nej, men sådanne gamle småbyer som vor hører nu engang til landets dødkød, blodet cirkulerer ikke mer. Dermed stemmer det jo også godt, at vi regeres af juridiske kandidater med line gamle navne, som Thiele og Ussing og så videre, der står ganske fremmede og overlegne over for byens tarv, mens det var bedre, om vi til borgmester hade gårdejer Ole Pedersen eller købmand Hans Jensen eller andre mindre fine, men mere praktiske folk. Hvad

148

kommer universitetsdannelse og vor kommunale styrelse hinanden ved?«

Da indså overlæreren, at det var på tide, han skred ind: »Dette, må jeg sige, er noget af det — ubetegneligste, jeg endnu har hørt. Jeg har tiet stille indtil nu for at se, hvor vidt De vilde gå. Se jeg — holder nu på det gamle, ti jeg er gammeldags og enfoldig, det indrømmer jeg, og det er min stolthed.« Konsulen og Therkelsen nikkede. »Jeg er forstokket og forbenet, jeg er ikke kommet bort fra den forældede og — tarvelige anskuelse, at man skal respektere det nedarvede, heller ikke kan jeg just beklage, at der drages repræsentanter for universitetsdannelsen til vor lille by. Jeg ser mig ikke i stand til at fortvivle over, at en sådan repræsentant er af fin, gammel familie. Jeg er endogså dum nok —"her lo overlæreren med frygtelig ironi — »til at være imellem dem. som er stolte deraf. Det er mit syn på sagen — det er ikke det rette, ungdommen har et bedre, men det er nu mit, tarveligt som det er, og jeg har det kært. M — ja.«

Hørslev nikkede venligt, men svarede ikke.

»Ja,« sa konsulen, »den mand, De dær hørte, han holder ideens fane højt, og han lærer ungdommen at gøre det; det skal holde den oppe, og ikke Deres kritiseren.«

»Halleluja, halleluja,« sa Hørslev og foldede hænderne.

Overlæreren gik derefter ind til damerne; han følte, at der skulde ikke tilføjes noget til den smukt afrundede slutning.

»De skulde alligevel ikke drikke den fjerde toddy, konsul,« rådede Hørslev, »ellers er jeg bange for, at De ikke kan bære ideens fane med anstand.«

»Hvorfor er De ikke selv totalmand, De giftsæk!«

»Nej, for jeg går og leder efter en forfalden bekendt, som jeg kan redde ved at mælde mig ind sammen med ham.«

149

Ideens fane hade overlæreren imidlertid taet med sig ind i dagligstuen, hvor han efter en del overtalelse — især af sin kone — hade ladet sig bevæge til at meddele nogle af synspunkterne i det litterære værk, han arbejdede på: Om virkelighed i kunsten.

Det var en hel hyggelig fremmaning af gengangere, der vinkedes op af deres grave for at slå den moderne litteratur ihjel. Dær kom Hertz’ lystspil og viste os den lutrede virkelighed, og lige bagefter Hostrup, den i sand betydning moderne realist; heller ikke savnedes »Den lille pige med svovlstikkerne,« mønstret på, hvordan sult, kulde og død bør skildres: poesiens skønhedensskær er kastet over det hele, således dog, at virkeligheden intet øjeblik tabes af syne, men bag ved og oven over alle stod naturligvis »Adam Homo,« hvis grusomme sandhed ingenlunde er blottet for poesi — man lægge mærke til, at hele bogen er skrevet på dejlige vers — og desuden: selv om vore dages forfattere kunde skildre en Adam Homo — hvad de ikke kan — så formår de visselig ikke at fremtrylle en skikkelse som Alma, der i den danske litteratur svarer til Goethes Gretchen, hvem hun dog overgår i sædelig renhed.

»Hvordan er nu den dejlige sonnet om kærligheden?« faldt hans kone ind.

Lind huskede den ikke rigtigt.

»A jo,« tiggede nu også fru Laursen. Hun var vis på, den var dejlig. »Lad os høre det af den, De kan.«

Nå ja. Den lød vist omtrent sådan:

Sig mig. om sig min Tanke har forvildet
ved Løsning af det store Spørgsmaal her;
hvi har af alle dem, der kom os nær,
vort Hjerte allerøverst een just stillet?
Og hvad bevarer Sans og Blik uhildet?
Hvorfor er den fuldkomne og især
den skønneste ej altid mest os kær?
Her er mit Svar: Vi skabtes i Guds Billed.
150 Den, som af alle nu os mest behager,
er den, i hvem det Træk af Gud har hjemme,
der just til sig vort Hjerte stærkest drager.
I dette Træk stod Gud for os i Herlighed,
og, hvor vi se dets Afglans, vi fornemme
den os saa kære Lighed eller — Kærlighed.

»A ja,« sukkede fru Laursen, »det må være dejligt at kunne sådan.« Selvfølgelig var hun for ringe til at fortjene en mand, der kunde deklamere sådanne vers for hende, ja, men hade hun hare haft en mand, der gærne vilde høre på, at hun læste dem for ham! Men ak —!

»Jeg synes,« begyndte igen fru Lind, der kunde mandens foredrag udenad og gærne vilde ha en diskussjon i gang, »at der måtte kunne findes tilsvarende forhold i malerkunsten.«

Jo, vistnok. Blandt de moderne realister var der mænd som Exner og Sonne, som ved deres milde og sande menneskelighed hade bidraget mægtigt til at lutre virkelighedssansen og dæmme op mod de nyere, naturalistiske udskejelser.

»Er der ingen nulevende forfattere, som har en lignende missjon?« spurte fru Lind, som vidste, at de skulde komme på dette sted.

»Jo jo. Vi har jo da Scharling og Bauditz og — —«

»De må da ikke glemme fru Blicher-Clausen,« bønfaldt fru Laursen.

Nej visselig ikke. Denne overordenlig skønne sammensmæltning af den sandeste virkelighed og den ædleste poesi hade ganske taet overlærerens hjærte fangen; han så endog i denne forfatter en forløber for den litteraturens genoprejsning, som nødvendigvis engang måtte komme.

»Undskyld,« sa fru Laursen, da hun hørte Charlotte klimpre på klaveret, »ja, jeg kender jo ikke til det, men musikken — kan man ikke dær — — ja, det er vist et dumt spørsmål, men — —«

151

M—ja. Jo. Han forstod nok. Det var jo et meget delikat spørsmål; dog vilde han stille sig tvivlende over for en mand som Wagner med hans nærvepirrende orkestervirkninger. Fin, ædel musik var det visselig ikke.

»Å, hvor jeg længes efter den hog,« sukkede fru Laursen. »Kommer den ikke snart?«

Lind betænkte sig på svaret, han hade nylig igen fået sit manuskript returneret fra et københavnsk forlag, men hans kone svarede for ham:

»Det kræver jo så vidtløftige og omfattende studier, og der er så meget materiale at bearbejde, det går ikke sådan med at skrive en bog, fru Laursen.«

Fru Laursen lo ærefrygtsfuldt, og det krablede i hende af spørsmål, hun var så lykkelig; å sådanne dejlige aftener de opvejede alt. hvad der måske ikke var, som det burde være.

Herrerne kom ind fra kortspillet, og nu vilde konsulen nok ha noget musik. Fru Therkelsen satte sig til klaveret, og han sang. Stemmen var en ren bas, hvis klang lå mellem træ og metal, den gik ned til c uden at snærre eller blie flosset i kanten.

»Det er sgu godt, hvad?« hviskede Laursen til Hørslev.

»Ja, udmærket. Det er den stemme, der gør, at han er en dårlig forretningsmand.«

»Hæv, sådan noget sludder skal De også altid sige!« Laursen Hyttede hen til et mere hyggeligt hjørne.

I stedet for kom fru Laursen hen til skolebestyreren. Om han hade læst »Hjemmet«?

Jo, det hade han da. »Hjemmet« var en bog, der skildrede et dårligt familieliv; manden var hustyran, konen forkuet og hysterisk, og børnene moralsk opløste. Fru Laursen kunde næsten ikke læse den, men hun kunde heller ikke la være; hver gang hun hade kastet den hen ad gulvet, tog hun den op og læste videre, men hun hade aldrig tænkt sig, at litteratur kunde synke så dybt.

152

»Synes De ikke, det er en afskylig bog?«

»Jo, hæslig.«

»Jeg har aldrig set mage til forvorpenhed. Hvor må sådan en forfatter ikke være bundrå! Den slags bøger burde forbydes.«

»Å ja. Men så skulde den slags ægteskaber først forbydes.«

»Ja men tror De virkelig, at der er sådanne ægteskaber til?«

»Ja, kender De ingen, fru Laursen?«

Hun tænkte sig om med en ærlig vilje. »Selv om der også er noget i vejen somme steder, så er det da ingen nytte til —. Hvad gavn har man af at læse sådan noget?«

»Nej såmænd. De, som skulde ha gavn af den, forstår den måske allermindst.«

»Mine døtre skal da ikke læse den!«

»Nej,« sa han og rejste sig. »Deres døtre kan selvfølgelig godt undvære den.«

I en krog for sig selv sad Harald Lind sammenlagt med vandret ryg, hodet båret af en hånd. Han syntes, fru Therkelsen undgik ham. Burde han se på hende med de tanker, han hade? Jo. Hvis han blev jurist, så var den moralske side af sagen jo temmelig ligegyldig.

Han lukkede øjnene, og så gennemgik han et stykke fortid, for nu hade han en fortid!

Fru Therkelsen besøgte ham i København, efter juleferien, og de førte en dannet og tvungen samtale på hans værelse i pensjonatet, men hver gang han vilde ind på sit hjærtetema: teologi—jura?, så drejede hun af, og han blev endnu mere ulykkelig og forelsket. Senere fik han lov at gå ud med hende, men det var hende, der betalte, skønt han hade sparet sammen til det og endda udregnet fremtidige besparelser i samme anledning. Inde på kafeen blev hun endelig en smule huldsalig, og han blev tosset; han gjorde et kejtet forsøg på at falde hende om halsen, 153 men hun irettesatte ham uden den yndige forvirring, som han kendte fra bøgerne: »Fy, De, som skal være præst!« sa hun. — »Jeg skal ikke være præst!« sa han. Det gjorde hende lidt mildere. Da han sa farvel ved hendes dør, brasede han pludselig på og kyssede hende og sa dertil en broget mængde ting. Hun lod ham ha ordet, til han blev tom, flov og dum. »Hør, monsieur,« sa hun så, »De er vist ikke rigtig klog.« — Så en aften i teatret. De kørte hjem sammen i drosje, og hun lukkede lidt op for tøjet, ti det var lummert. Varmen slog ud imod ham. Sindsforvirring. Han mindedes fra en moderne, usædeligbog, atvold, i følge kvindens opfattelse, er bedre end ydmyghed, og han forsøgte at praktisere denne afskylige leveregel. Men han kom ikke ret langt. »Trænger De til, at jeg skal hælde Dem ud? For resten har De fået lidt mer kræfter, end De hade i julen.« Dog blev hun ikke vred, hun morede sig bare så nederdrægtig kosteligt over ham og sa senere meget pænt godnat. Så var der ikke mer med hende. Men dersom hun hade vidst, hvor han gik hen bagefter! Ja. Også af den grund måtte han opgi teologien.

Hun var færdig med at spille. Han listede sig hen i omegnen af hende med et frygtsomt, længselsfuldt ansigt. Charlotte fulgte alle hans bevægelser med to runde, ulykkelige øjne.

Endelig kom han nær nok. »Jeg har slet ikke fået talt noget med Dem hele aftenen,« mumlede han.

»Hvadbehager? Jeg hørte ikke, hvad De sa, men jeg risikerer vel ikke noget ved at sige ja.«

»Nå, og hvordan går det så med teologien?« spurte hun, da han ikke kunde sige mere.

»Den har jeg jo opgiet. Det ved De jo nok.«

»Hvor skulde jeg vide det fra, hr. Lind? Nå. Deres forældre er vel blevet ordenlig overraskede.«

»Jeg har slet ikke fortalt dem det endnu.«

154

»Nå ikke det. Der er jo også el par måneder endnu. Er det ikke September, De skal begynde igen?« Hun legede med lænestolens kvast og så ligeglad ud. Herregud, hvor det menneske var blevet pukkelrygget lige med eet! Å ja, hun kunde såmænd gærne ha gjort ham noget mere tosset, men hun gad virkelig ikke. Desuden var det vist nok.

Han hade håbet, hun vilde være med og støtte ham; hun hade jo i sin tid haft så mange vægtige grunde, som han nu ikke huskede længere, men de hade gjort deres virkning. Han var desuden led ved teologien og blev det endnu mere, når han så på hendes øjne. Men hvorfor var hun nu så ligegyldig? For det var jo ligefrem en fællessag mellem de to.

»Ja ja.« sa hun endelig. »Til lykke med det da!«

»Ja men synes De ikke også, at jura er et udmærket fag?«

»Det er det vistnok. Jeg kender jo ikke til det.«

»Det er da bedre end teologi.«

»Jeg vilde ganske vist nødig ha en søn, der var teolog, men der er jo forskel.«

»Ja, og så ved jeg ikke. man er ikke regnet for noget, ikke engang hernede, kan De jo selv høre, og heller ikke i København.

»Nej, såmænd.« Hun rejste sig, gæsterne var ved at bryde op.

Der er i ethvert menneske noget stof til desperasjon, og Harald blev nu desperat. Nu vilde han ikke være præst, og i samme energiske øjeblik opdagede han en omstændighed: Han hade ikke troen. Godt. Det var afgørende. Han blev pludselig rank, gik omkring med fast mund og blandede sig med selvfølelse i afskedsbemærkningerne, som om han tog forskud på den agtelse, som stud. jur. Harald Lind kunde opkræve hos sine tidligere foragtere. Til godnat fik fru Therkelsen et 155 mandigt håndtryk, og hun nikkede bifaldende. Også dette blev bemærket af Charlotte, der tog sin broers arm på hjemvejen, men derved undgik Emilie hendes opsyn; hun vilde absolut ha hr. Hørslev til at gå den vej, den var lige så nær, men denne omstændighed anholdtes af fru Lind; hr. Hørslev fik et meget eftertrykkeligt godnat, og Emilie måtte i al surhed nøjes med moers arm.

        

156

DER må være hændet en stor ulykke hos Linds. De er samlede inde i dagligstuen, lampen er tændt, en lille bordlampe, og alle gardinerne er rullet op. Moeren er meget vred. Den skyldige må være sønnen. Han står med hængende hoved, men der er et par trodsige rynker tilbage i hans pande. Lind er der også, men han får ikke lejlighed til at ytre sig, fruen har ordet.

Skam og sorg, hører man. Dine gamle forældre. Familien. Gjort så meget for dig. Det vi ventede af dig. Fremtid. Å, Harald.

Så får overlæreren lov. Han har ingen vest eller frakke på, han er delt i to halvdele, en hvid og en sort, mansjetskjorten runder sig smukt over bryst og mave, bukserne fortsætter rundingen. Han må ha været ved at gå i seng, da det er sket. Hvad han siger, kan man ikke høre, men han synes at ta det med lidt mere besindighed; derfor fratages ordet ham igen af fruen.

Ulykkelige søn. Storstadsfordærvelse. Vantro. Moderne. Nu lyder det, som om hun siger dr. Mouritz. Opgi det hele. Forfærdeligt. Dine gamle forældre, hører man endnu engang.

Nu retter han sig.

Nej! Det siger han med kraft. Ikke være tale om.Jura. Herregud, moer. Det ansvar på mig.

Overlæreren kommer med en mild hånd på hendes

157

arm, mens han gør en sele fast, der var knappet af. Men hun rykker armen til sig og går over til den anden side; sønnen vender sig efter hende.

Ord med i den sag, synes overlæreren at sige, men de to andre ænser ham ikke.

Den, der ligger over en stoleryg, må være Charlotte. Man kan se på hendes skuldre, at hun græder. Emilie er der ikke, men døren, som står på klem til højre, må nok ha noget med hende at gøre.

Jo, det var Charlotte, for nu rejser hun sig. Hun siger noget, og alle vender sig om mod hende.

Var det Therkelsen, hun sa?

Se, studenten knytter næverne, og moeren siger noget harmfuldt til hende.

Uerfarent barn. Du kender til det.

Nu græder hun højt.

Aldrig fortalt os om sådan noget. Min kæreste. Lige siden juleferien. Skøjter.

Charlotte ruskes i armen af moeren, moeren gribes i armen af faeren, sønnen ryster passivt på hodet. Døren til højre kommer lidt op, men går i igen, Emilie tør ikke.

Skamme dig. Hjem, I er vokset op i. Din faer og moer.

Charlotte føres hen mod døren, der trækkes til. Hun skal i seng. Hun blir kysset af moer, faer nærmer sig. men hun er allerede skubbet ud.

Fru Lind venter, lytter, går så hen til sønnen.

Navnet Therkelsen høres igen. Han ryster på hodet og skær ansigt.

Charlotte. Med det at gøre.

Derefter taler Lind.

I morgen. Nærmere om det. Betænkningstid.

Han kysses og sendes i seng. Moer og søn er alene. Hun synker ned i en stol, han ikke; han blir snarere

158

noget stivere. Dunker i gulvet med den ene støvlesnude. Gør mine til at ville se ud ad vinduet. Så rejser hun sig, får ham ind i en krog og sømmer ham med øjnene fast til væggen. Siger en hel mængde, som man ikke kan høre. Han ser til siden og dunker stundom lidt med støvlesnuden. Det varer længe.

Nu er hun færdig, han kan gå.

Han fik ikke noget kys.

Hun tar lampen med sig ind i sovekammeret, lysskæret lyner trekantet ind i dagligstuen, døren klipper trekanten af. Det bliver mørkt.

Det sidste man så til ham, var, at han rystede på hodet. Det endte altså sørgeligt.

159

CHARLOTTE sov dårligt den nat og drømte vildt. Hun vidste fra sin kæreste, at menneskene er slette. Verden er meget slettere, end man tror. Han hade i forsigtige, men bestemte udtryk talt til hende om det mystiske sjette bud, der stod for hendes barnefantasi som noget fjærnt og rædselsfuldt. At dette bud overtrådtes langt borte, i store udenlandske, bundløst fordærvede hovedstæder, det tænkte hun jo nok, men rundt omkring, i hans lille by og hendes lille by — det hade hun ikke troet, men kæresten sa det, og hvorfor skulde han lyve! Men af hvad grund hade forældrene fortiet det for hende! De kunde gærne ha forberedt hende.

En nat kunde Charlotte ikke bære det alene, hun fortlte det altsammen til Emilie, der ikke så meget blev forfærdet som umådelig interesseret og straks næste morgen vilde spørge forældrene, om det var sandt; men Charlotte fik hende ved lidenskabelige forestillinger bevæget til at afstå fra det fortvivlede forsæt.

Nu lå Charlotte og tænkte med gru på verdens slethed. Fru Therkelsen hade endelig fået hendes broer så vidt, at han opgav teologien for at studere jura. Hvad mon hun hade i sinde med ham? Måske vilde de flygte sammen. Charlottes lille fornuft blev hel tummelumsk. Måske de flygtede endnu i nat. Man ved ikke, hvor slet verden er.

Hun var to gange ved broerens dør. Den anden gang 160 syntes hun, han rørte sig, og så snart det kunde antages, at han var færdig, kom hun igen. Da lukkede han op. Han var i skjorte.

»Hvad skal du her? Gå din vej, og la mig være i fred.«

Han var blevet hård mod hende, det kom også af synden. Hun gik ikke derhen mere, men hun holdt vagt ved sin egen dør. Han skulde ikke slippe bort.

Næste morgen blev Charlotte straks sendt i seng igen, hun græd hysterisk og var ikke til at tale med. Også dette blev benyttet som våben mod sønnen, og han følte sig som en opgivet forbryder. Han listede om og fandt ingen steder fru Therkelsen tilgængelig, men for det meste var han hjemme, for Charlotte blev fuldstændig umulig, så snart han fjærnede sig længer end til pladsen foran eller haven bagved. Sådan gik sommeren, det var ikke morsomt, den daglige familietone tabte meget i hyggelighed, tante fandt ikke længere noget rært, og folk, der kom i besøg, kunde mærke en kendelig forandring i den Lindske atmosfære, og de erfarede med smærtelig deltagelse — andet steds fra — at sønnen ikke længere vilde være præst.

Ydermere luskede der underlige rygter om på listesko angående en frygtelig natlig scene, der skulde ha fundet sted hos Linds, men da fru Lind ikke kunde være med, og fru Therkelsen ikke vilde, og fru konsulen betvivlede dem, så manglede sladderen en myndig overledelse og færdedes, omgivet af vantro, mest i byens lavere sfærer.

161

UNDER disse opløste forhold groede det flinkt i Emilies uopdyrkede sind, der var som en brakmark, hvor tilfældigt hidfløjne frø spirer op uden system. Men nu vilde hun noget bestemt. Hvad søsteren hade fortalt hende om verdens slethed, slog dybt an; hendes nogenlunde opvakte hoved forstod, at her mødte hun i selve livet, det, som dunkelt antydedes i bøgerne for unge piger; det Interessante med stort I. Charlotte var forlovet, Harald hade noget for med fru Therkelsen, godt! Så vilde hun også til det. Hendes primitive smag gik nu rigtignok i retning af det dæmoniske, som der ikke plejer at være godt køb på i små provinsbyer, men alligevel, dæmonen, der i hendes bøger endte gift og omvendt eller døde om natten under et rædsomt uvær, ham hade hun fundet, det var skolebestyrer Hørslev. Han var vantro, vittig og hade moret sig uhyggeligt på sådant et sted som selve Paris.

Ham vilde hun nu gå ud og opsøge og tale med!

På et ensomt sted, helst om natten, hvad der ikke kunde la sig gøre, men i alt fald sandelig om dagen.

Hendes væsen blev meget frit i denne tid, hendes udbrud endnu mere naturalistiske end før, og hun kom mindre inderlighed i sine godnatkys, men ingen ænsede det nu, da familiens forhenværende stolthed optog alles sind. Hade fru Lind husket sine egne ungpigedage,

162

noget bedre, så hade hun måske også taet sig af de problemer, der nu forelå hos hendes rigtige datter, men hun tænkte ikke længere på det, der gik forud, inden hun i sin tid bekvemmede sig til Lind.

En dag gik Emilie altså ud med æventyr i sinde. Det hele var så godt forudberegnet, at hun uden lang søgen traf hr. Hørslev i anlægget. Hun besluttede straks at åbne en åndrig og fortrolig samtale, sådan som det var foregået i en nylig udkommen dameroman, der hade gjort stor lykke, og som Emilie hade fået lov at læse, fordi den endte med opfyldelsen af alle moralens krav. Goddag, hr. Hørslev. De går så alene.«

Han standsede og hilste.

Det gør jeg også,« fortsatte Emilie med åndeløs livlighed.

»Ja. De har ikke Deres moer med.«

»Å!« Han begyndte straks at drille, det var storartet! »Jeg er vel ikke så lille, at jeg altid skal ha goldamme med!«

»Det er ikke smukt at kalde sin moer for goldamme, lille frøken.«

»Pyt med det! Man kunde da ikke kalde hende andet, når hun bare var til for at passe på.«

Hørslev undrede sig oprigtigt. Mon dette lille hunstykke er sendt ud for at udforske mig, eller —? »Hør, hvad har De egenlig fået til middag i dag?«

»Sødsuppe og torsk,« kom det nok så rapt.

»Det var vel ikke hvid sagosuppe med megen rom i?«

»Nej, det var med hindbær. Tænk, har De interesse for mad?« spurte hun naivt og stod stille foran ham med forvovent ophejset stumpnæse. »Det troede jeg, De var for begavet til.«

»Så galt er det nu heller ikke med min begavelse.«

»Hør, hvordan går det med Deres fransk? Har De nogen elever? Jeg vilde sa grulig gærne være med.«

163

»Det må De ikke for Deres moer.«

»Nej, det er rigtigt nok. Hvor ved De dog det fra? Men det gør ingenting. De er meget klogere end moer. Også end faer. De har jo været i Paris. Er det ikke en rædsom forfærdelig by?«

»Jo. Den er forfærdelig rædsom. Derfor går det ikke an, at De følges med mig.«

»Nej det ved jeg nok. Det vidste jeg godt, da jeg gik hjemmefra. Hvad tror De, folk vil sige?«

Emilie så umådelig henrykt ud. Folk hade endnu aldrig sagt noget om hende næmlig. Og så kilede hun på igen:

»Hør, hvordan er det at være fritænker? Det må være forfærdeligt. Men også stort, synes jeg. De er vel fritænker. De har jo været i Paris.«

»Har De det hjemmefra?«

»Ja. Moer er sikker på det. Faer tror det også nok.Ved De hvad, jeg ber næsten aldrig min aftenbøn mere, i de sidste tre uger. Er det sandt, at man er nødt til at være lastefuld, fordi man er fritænker? Er De vel lastefuld? De drikker da ikke.«

»Nej, jeg er ikke synderlig lastefuld.«

»Det er også væmmeligt. Jeg har kendt en frilænker. I »Strid og Sejr«. Han var ikke lastefuld, men han var væmmelig uhyggelig, han sa så mange forfærdelige ting, som var så morsomme. Ham ligner De.«

»Nå. Var han også bestyrer af en realskole i en lille købstad?«

»Nej, han var ingeniør. Han kom over til Indien, men han vendte tilbage her til landet og blev gift, til sidst. Han var også kritisk, ligesom De. Moer kalder Dem hånsk. Men jeg vil hellere kalde Dem dæmonisk. For eksempel ved selskabet hos Therkelsen. Uh, hvor jeg morede mig!«

»Det var dær, at Deres moer fandt mig hånsk?«

164

»Nej, det har hun sagt længe før. Men den aften kaldte faer Dem — hvad var det nu? — Skap — skep —?«

»Skeptiker?«

»Ja, akkurat. Nå De ved altså De er skeptiker. Ja, det må De jo vide naturligvis. Det er vist ikke noget så slemt, siden faer sa det. men så sa moer, at De var — en ky — —«

»Kyniker?«

»Ja, jo. De ved også alting. Er det værre end skeptiker?«

»Ja, meget værre.«

»Det kunde jeg nok tænke, siden moer sa det. Hun er meget stræng. Hun er meget alvorlig og klog, men jeg tror alligevel ikke, hun forstår Dem. Hun kan nu ikke så godt lide Dem, som faer kan.«

»Kan hun virkelig ikke?«

»Nej. Men jeg kan bedre lide Dem end både faer og moer. End de kan lide Dem, mener jeg. Moer er vis på, at De blir aldrig gift.«

»Fordi ingen vil ha mig?«

»Næ, ok nej! Jo — men De vil ikke ha nogen, det vil sige, De vil nok ha nogen, men —«

»Ja vel. Og hvad mener Deres faer?«

»Jo, han tror nok. De gifter Dem til sidst. Det siger fru Therkelsen også. Hør, synes De ikke, hun er interessant? Nej, nu skal De for resten høre: Harald vil ikke studere teologi længere, Chariotte tror, at det er fru Therkelsens skyld. De kan tro. der ligger en redelighed hjemme! Og ingen bryder sig om mig. Derfor er jeg gået ud.«

»Tror De da, jeg bryder mig om Dem?«

»Næ — men det kunde De gærne. Jeg kunde lære så meget af Dem.«

»En krone i timen.«

»Nej, ikke på den måde. Ved De hvad, De skulde 165 skrive en bog. Jeg vilde købe den. Og læse den oppe på mit værelse, for den blev nok slem, så den kom ikke i tasken. Det skulde De.«

»Hør, ved De, hvad De skulde?«

»Ja — nej!« Emilie stansede og så spændt på ham.

»De skulde gå hjem og trække været. Ellers går det galt.«

Hun tog sig uvilkårligt op til halsen. Hvad — å ja, De er ked af at høre på mit vrøvl.«

»Jeg venter pa nogen.«

»Å — har De et stævnemøde? Moer siger også —«

»Moer siger, De skal komme hjem. Det ligner ikke noget for sådan en lille pige at ha stævnemøde med en hånsk skeptiker, der oven i købet er kynisk.«

»Jeg ved godt, at De foragter mig. Det vidste jeg godt, da jeg gik hjemmefra. Men må jeg ikke snakke med Dem en anden gang?«

»Først må Dc ha lov af Deres moer.«

»Det får jeg ikke. Må jeg ikke godt alligevel? Jeg kan jo møde Dem tilfældigt ligesom i dag. Det er der jo ingen af os, der kan gøre for, vel?«

»Nej såmænd. Farvel, frøken Lind.«

»Farvel, hr. Hørslev. Og tak.»

Han stansede foran et træ og pirrede med sin stok ved et hul, hvor barken var i færd med at lukke sig om såret efter en afsavet gren; det lignede en negermund på en karikaturtegning.

Det var dog fandens, tænkte han, men på bunden af alt det vrøvl ligger der dog vist så megen ilter trang til oplevelse, at der kan blie stof til det, som man her i Sandøre kalder for en roman.

166

Jeg forstår ikke. hvad det skal ende med! Det ene kommer oven på det andet, slag i slag. Det er ligesom der hviler en ond skæbne over os!«

Det er Charlotte, der er så fortvivlet.

»Kald på Emilie, sa snart hun kommer igen,« befalede moeren. »Det kan vel ikke vare længe, før hun er tilbage.«

»Ja, så tror jeg. jeg vil sige tak for kaffe,« sa Hertha Laursen hurtigt og rejste sig.

»Velbekomme. Men vil De ikke hellere vente lidt?«

»Det behoves jo ikke. Men, som sagt, jeg tror ikke, at Emilie har nogen skyld.«

»Nej,« mente tante, der dog var dybt rystet, »hun er jo et bærn, men at hun kunde gore det, uden at sige det til sin fæer og moer —«

»Det viser, at hun ikke er noget barn,« erklærede fruen.

»Hun er såmænd altfor voksen,« forsikrede Charlotte og tørrede endnu engang sine røde øjne. »Men det har jeg godt mærket for længe siden.«

»Har du mærket noget?« spurte moeren skarpt, »og ikke sagt det!«

»Ja, jeg ved ikke andet, end at hun har talt så meget til mig om kærlighed og — a, bare det var hende, der var blevet forlovet! Hun trænger meget mere til de! end jeg.«

167

»Det er hun jo også på en made,« bemærkede Hertha med et ondt smil.

»Jeg skal nok vise Emilie, at hun ikke er forlovet,« forsikrede moeren. »Men — det er ham!«

»Ja,« istemmede Hertha med begærlige øjne og rå mund. »Uh, hvor han er en slyngel! Han skulde piskes ud af byen! Han render også efler en anden. En af eleverne på skolen. Han er den værste forfører! Der kan ingen gå i fred for ham! Sig det til ham, fru Lind; tramp på ham! Hu, den — —«

Nu så man nok, at det var købmand Laursens datter. Der var energi og vilje. Men panden var for lav, den var moerens, forstanden manglede, så der kunde ikke blie nogen egenlig karakter ud af hende, kun en gal kone eller endnu værre gammel jomfru.

Fru Lind blev forskrækket over hendes udbrud og samtidig mere behersket. Det hele var jo slet ikke så slemt. Desuden skulde disse Laursens ikke ha Emilies uregelmæssigheder at rende om i byen med. Man kan heller ikke regne, hvad et sejstenårigt barn linder pa.

»Hun blir sytten om en måneds tid,« rettede Hertha.

»Ja ja,« afgjorde fru Lind, »jeg regner hende nu for et barn, og dermed basta.«

Nå, det skulde tages på den måde! Ja så følte Hertha sig løst fra sin tavshedspligt. Det var bedst, konsulinden fik historien, dær var den i gode hænder. Ti Hertha var over sejsten år, og hun lod sig ikke byde noget basta. Dermed gik hun.

Moeren tog Emilie med blidhed, da hun kom hjem.

Om hun hade været ude at spasere med hr. Hørslev?

Emilie blev rød, men ikke flov, i alt fald tabte hun ikke mælet. Jo, hun hade spaseret med ham i dag og andre dage.

Hvor kunde hun la sig lokke til sådan noget?

La sig lokke til sådan noget! Det var rigtignok hende, 168 der opsøgte ham, for ham morede det såmænd ikke. Men hun trængte til at snakke med et menneske.

Emilies næsetip var fuld af dristighed, da hun sa dette.Moeren blev stram om munden.

Hvad de hade talt om?

Ja, der var så meget, hun ikke kunde få at vide hjemme. Det sa Charlotte også. (Charlotte så forfærdet ud, ved at blie draget med ind i forbrydelsen.) Ja, det gjorde hun! Hun hade spurt ham sådan — om menneskenes slethed og — andre naturlige forhold, ja, det måtte hun gærne vide noget om, det gjorde ikke noget. Charlotte hade sin kæreste, hun hade ingen; det var mærkeligt nok, for resten.

Det så et øjeblik ud, som om Emilie skulde rykkes i håret eller ha lussinger, ti fru Lind var ikke oprindelig født med det hyggelige familiesind, som hun var anset og agtet for. Men det gik over. Emilie var jo uskyldig. Men udviklet, meget udviklet.

»Synes du, det er rigtigt mod dine forældre?« spurte moeren endelig.

»Næ — det er ikke hel rigtigt; jeg må ikke skjule noget for jer. Men I skjuler så meget for mig.«

»Har vi de samme pligter mod dig, som du mod os?«

»Næ — det har I vel ikke. Ja men sådan noget, som en ung pige bør vide, det —«

»Ved du, hvor meget en ung pige bør vide?«

»Ja, — det man trænger til at vide — lige så meget som Charlotte ved, for eksempel.«

Stakkels Charlotte. Nu dæmrede den frygtelige sandhed for hende (sådan som frygtelige sandheder plejer at dæmre i noveller for unge piger), at det var hende, der fra først af hade forgiftet Emilies barnerene fantasi! Hun hade en nat fortalt hende — —!

»Forstår du, Emilie,« fortsatte moeren, »at du aldrig nogen sinde mere må trælle eller tale med det menneske!«

169

Emilie begyndte at græde højt og barnagtigt. »Det kunde jeg nok tænke. Hvem skal jeg så tale med?«

»Du har altså ingen forældre mere?«

Det blev der ikke svaret på; en lang og meget uhyggelig tavshed påfulgte. Charlotte sad bleg og tåreløs, hun var så vant til tragedier, at hendes gråds kilde var udtørret.

Moeren derimod var hurtigt fattet: Barnet skulde forloves. Ja. I grunden var det også ganske selvfølgeligt, at en så ualmindelig opvakt ung pige blev tidlig udviklet og følte trang til kærlighed. Jo. Men man måtte se at få hr. Hørslev til at holde op med sine efterstræbelser.

Charlotte fattede sig ikke så snart, hun sørgede først en hel time oppe på sit værelse. Men så følte hun sig også uendelig god og kærlig, navnlig mod Harald og Emilie; de skulde aldrig mere få det ringeste at klage over hende, hun vilde bære alting med uforanderlig tålmodighed.

Ti der er intet, der adler et menneske sådan som en stor sorg — — —

170

SKOLEBESTYRER Hørslev blev temmelig overrasket ved at opdage, at den. der bankede på hans dør, var fru Lind.

»Ja, De undrer Dem over, at jeg besøger Dem. Men jeg vil — kort og godt bede Dem spasere lidt mindre med min datter.«

»Deres datter spaserer med mig, med eller mod min vilje. Det må være Deres pligt at passe på hende.«

»Ja tak, det var nu ikke det, jeg ønskede at høre. Jeg beder Dem blot. som moder, om at — —«

»At sende hende hjem til sin moer, når hun kommer, ja, det har jeg gjort. Det synes for øvrigt ikke at tilfredsstille hende.«

»Så? Det tror jeg ikke, De har let ved at bedømme.Men det er også ligegyldigt.«

»Ja, det er det. Jeg har næmlig ingen interesse folden unge dame.«

»Hm. Det var jo kedeligt.«

»Nå, jeg troede netop, det var behageligt.«

»Det er mig ikke behageligt, at De konverserer hende. Ikke at det gør skade: jeg tror overhodet ikke, De har nogen som helst indflydelse på hende.«

»Det tror jeg heller ikke. Jeg søgte næmlig at virke lidt dæmpende på hende, men —«

»Det hværv udfylder hendes forældre, tak. Jeg 171 forstår blot ikke, hvordan det fra først af kunde falde hende ind at opsøge Dem, som De påstår, hun skal ha gjort.«

»Det fremgik af hendes lidt usammenhængende udtryk, at hun savnede forståelse hjemme. Jeg kunde forklare hende en hel del, mente hun.«

»Det har vi ingen brug for. Alt, hvad hun har trang til at vide, oplyser hendes forældre hende om.«

»Det er åbenbart ikke Deres frøken datters mening. Men eftersom sagen ikke interesserer mig det allerringeste, så — Næste gang skal jeg sende hende hjem med udtrykkelig hilsen fra hendes moder.«

»Nej tak. Jeg beder Dem blot om at undgå hende.«

»Det har ikke været så let i den senere tid.«

»Hvad De siger, er forfærdeligt! Sådan noget kunde hun ikke tinde på af sig selv.«

»Jeg har ikke anbefalet mig. Jeg er ikke konsulent for uforståede unge piger.«

»Hm. Det er nu ikke den tone, jeg bar ventet mig. Jeg vilde blot henstille — De kan jo sagtens tinde andet ungt dameselskab end hende.«

»Så vil jeg henstille til Dem, fru Lind, at sørge for at jeg ikke tiere besværes af Deres datters følgeskab, for det morer mig ikke.«

»Hr. Hørslev, jeg har altid anset Dem for en gentleman, og altid forsvaret Dem, jeg ønsker kun at stå pa en god fod med Dem som med alle.«

»Fru Lind — når folk vil bilde mig noget ind. så er det kun simpel høflighed, at de ikke gør det mere grovkornet, end at jeg kan være bekendt at lade, som om jeg tror på det.«

»Hm. Jeg ser, at dette kun fører til fornærmelser. Jeg skal ikke besvære Dem længere.«

»Nej, ikke her. Det må De også hellere gøre bag min ryg.«

»Hr. Hørslev, De har altid stillet Dem fjendtligt imod os— —«

172

»Det er fejlagtigt. De har lige fra først af søgt at skade mig, og det er et tegn på fjendskab. Jeg har ganske simpelt aldrig regnet Dem for noget, især ikke overlæreren, som jeg anser for en særlig skadelig slags pædagog.«

»Min mand anser også Dem for en særlig skadelig slags pædagog; det går altså lige op.«

»Den bemærkning er ulogisk. Kun når to mænd med nøjagtig samme forstand og indsigt udtaler sig modsat om samme sag, kun da ophæver deres udsagn hinanden.«

»Ja, det er mig nu for dybsindigt.«

»Det er det ikke, for Deres harmfulde udtryk viser, at De godt forstod mig.«

»Men jeg vil som sagt anmode Dem om ikke at påvirke min datter, hun har fået en slags — interesse for Dem, og det kan jo ikke undgås, at De træffer sammen, men så vil De nok la være at tale med hende.«

»Når altså Deres datter på sin noget impulsive måde kræver mit selskab, skal jeg sa sige: Gå hen til Deres moer! Det er hun da for voksen til. Eller flygte for hende? Det er hun ikke bedårende nok til.«

»Farvel, hr. Hørslev.«

»Farvel, fru Lind.«

Men i døren fandt hun endnu en pil: »Jeg anser det ikke for umagen værd at svare Dem.«

»Anser De det ikke snarere for altfor anstrængende? De er jo bedre vant, når De fører ordet hjemme.«

»De vil absolut gøre mig vred,« sa hun ude på trappen.

»Det vidner om et vrangt sind at blie vred over en trællende bemærkning.«

»Å, hvor De er forfærdelig selvbevidst!«

»Den bemærkning udtrykker kun Deres ærgrelse over, at De ikke har kunnet klemme mig flad.«

Fru Lind rystede på hodet som en, der opgir noget.Men hun kunde ikke gå uden at få det sidste ord. »Jeg 173 har altid troet, at De var et menneske, man kunde tale med,« sa hun noget kortværet.

»Ja men hvorfor har De vænnet Dem til altid at være den store, den ovenpå? De kom jo herhen i den grangivelige forventning, at jeg var en ørentvist, De kunde træde ud på et gulv.«

Fru Lind led djævelsk. »Å, hvor De er forfærdelig!«

»Det rigtige ord kan De ikke finde. Men nu har De lært, hvor skadeligt det er, altid at ville ha det sidste og det store ord; gå så hjem og bliv bedre. Og trøst Dem med,« tilføjede han af medlidenhed over hendes apoplektiske udseende, »at De kan vende byens offenlige mening imod mig. Brug det med mig og Deres datter; det er godt, folk har allerede begyndt at mumle noget. De sidder jo helt oven i sladderen som topfiguren på kransekagen. Farvel.«

Men hun styrtede løs på døren og rev den op. »De er et ryggesløst, forvorpent — —« og så videre.

»Stakkels fru Lind. Hvor det er gået Dem til hjærte.At en dannet dame som De skælder sådan ud!«

Da græd fru Lind, og så gik hun.

Men det er sikkert, at hun ønskede Hørslev alt det onde, hun hade i sit ønskearsenal.

174

DET er mærkeligt, sådan den lille frøken Lind har begyndt at udvikle sig. Nu gik hun først dær og jankede med bestyreren på realskolen, men det blev ikke til mere end det samme, og i efteråret da hun kørte alene til Storekøbing — på anden klasse, det var vist ellers forældrenes mening, hun skulde køre på tredje — så indledede hun nok så gemytligt bekendtskab med en handels¬rejsende, og de udvekslede visitkort, altsammen på hendes foranledning. Nå, det gør selvfølgelig ingenting, men det er da heller ikke nogen reklame for en ung pige. Og på håndværkerballet i vinter, sådan at flyve lige i armene på den inklinerende herre, inden han rigtig får bukket; ligesådan at slå det ene ben over det andet og puffe til hans knæ med sit knæ — ja, det gjorde vi nu ikke i gamle dage! Eller gemme det halve af herrens ansigt og sit eget ansigt bag ved en vifte, ikke at tale om at rende ud og hente herrerne i restaurasjonen, når damerne inklinerer. Nej, alderdommen trykker hende jo ikke, det er nok snarere ungdommen, der trykker hende. Man skulde ellers ha troet, at det kunde hjælpe noget på hendes væsen, at hun spaserede så meget med sådan en fin dame som fru Therkelsen. Men det er vel altsammen tegn til, at hun snart kunde ha godt af at blie forlovet. Nu er jo også Bjerregård begyndt at komme der i huset — Siger folk.

175

Det sidste er faktum. Bjerregård har altid været vel anskrevet hos Linds, nu kommer han der også til middag.

Det begyndte med handelsregning — sa langt borte fra endemålet som muligt. Emilie kunde nok trænge til lidt regning. Sådan en ung pige må kunne forsørge sig selv engang, måske for eksempel på et kontor, og så er regning nødvendig. Altså regnede de. I begyndelsen under moerens opsyn; Bjerregård var jo nok sat og solid, men derfor var det ingen skade til at gøre det indlysende for ham, at det var regning, han kom for, og ikke fjas. Senere kom moeren ikke altid, men Bjerregård vidste altså, at hun kunde komme. Emilie syntes ikke, at regning var det, hendes unge blod trængte mest til, hun antydede, at fransk vilde ligge hendes hjærte nærmere. Men Bjerregård kunde ikke fransk. »Ti du bare stille; det er os, der skal sørge for din fremtid!« Hvilket faeren bekræftede i en mildere form.

Når man er sytten år og kvinde, så er vejen fra uvilje mod regning til uvilje mod læreren i regning aldrig ret lang, og snart begyndte Emilie at øve sit unge vid på Bjerregård, de dage hun hade haft time. Han hade en vorte i nakken, hvorfor brugte han ikke den som kraveknap? Den var bevokset med krølhår, som groede ganske anderledes end hans overskæg, der ingen vegne kom. Det første han kom ind, trak han et nyt lommetørklæde op af lommen og slog knald med det, så der lugtede af eau de cologne rundt om ham. Han hade smilehuller som et pigebarn og negle som en kineser. Han var Danmarks vovehals, fordi han turde gå på sådan et par tynde ben.

Denne indsamling af iagttagelser udstrøede Emilie ved aftensbordet. Faer var tæt ved at smile, men moer stansede strængt disse utilbørligheder; Emilie tav, men trodsen mukkede dybt i hendes hjærte. Næste gang blev hun 176 værre, mere arrig og mindre vittig, men så blev alle Bjerregårds mange og gode egenskaber gennemgået, og Emilie blev vist fra bordet. Da hun nu ikke længere hade noget publikum til sine bidskheder, ti Charlotte vægrede sig energisk mod at høre noget ondt om Bjerregård, så holdt hun også op med at kritisere og begyndte ligesom at forsone sig med ham.

Folk kan godt lide Bjerregård.

Han var et menneske, der hade truffet alle de nødvendige disposisjoner for at komme frem i verden, så vidt det lar sig gøre for en seminarist med en lille første karakter, hvis fremtid skal indesluttes af et eller andet Sandøre. Han vakte tillid ved sin nette påklædning og sin forsigtige måde at omtale andre mennesker; ingen kunde overbevise ham om at ha sagt noget ufordelagtigt om nogen. Han gik tit i kirke og lod sig, om muligt, trykke i hånden af præsten, der led ham vel. Efter et kaffeselskab, hvor præsten hade underholdt Bjerregård om sin blindtarm, hade Bjerregård erhværvet sig ret til at spørge til præstens helbred, hvilket var et stort socialt fremskridt. Det vilde ikke være utænkeligt, at han efter et sådant avancement kunde blie inviteret til kaffe hos præsten sammen med Einds, og sa efterhånden spise og drikke sig ind i det bedre borgerskab, naturligvis efter opnåelse af passende alder og indtægt. Han vandt alle for sig ved sin overordenlig fine takt; han hade ingen medfødt livlighed eller synderligt vid, han fik aldrig snurrige, nærgående indfald af den slags, der skal ud med det samme, så det faldt ham ikke naturligt at blie hensynsløs mod nogen.

Ingen steder passede han dog bedre end i det Lindske hus; især var det en fornøjelse, så han og fruen harmonerede. Hun hade ikke tænkt sig det, sa hun udtrykkeligt til sine fremmede. Egenlig anså hun Bjerregård for lidt ubetydelig, nok fin og nobel, naturligvis, det forstod 177 hun straks, at han var, men ikke nogen indholdsrig eller helstøbt personlighed, nej. Men der kan man se. Man skal vogte sig for at fælde dom. For nu kendte hun ham. Han var sandelig alt andet end ubetydelig — for den, der forstod at trænge til bunds i ham, og dær i huset forstod man sig nok lidt på at bedømme mennesker — her nikkede overlæreren, hvis han var til stede — lidt, det turde hun nok sige. Der gemte sig meget i den unge mand, og overlæreren udtrykte det sådan, at han under et beskedent og bramfrit ydre skjulte en klar forstand og en fin karakter. Hun var ligefrem kommet til at holde af ham, hvad hun — med et undskyldende smil — nok kunde tillade sig, ligesom en moer; han hade jo også mistet sine forældre. Nej, at der boede så meget i ham, det hade hun alligevel aldrig tænkt sig. Han kom jo fra først af bare for at læse med Emilie — var det ikke et held, at de på den måde var kommet til at gøre hans nærmere bekendtskab!

Efterhånden blev han ligefrem et barn af huset, og hans udtalelser, der aldrig udmærkede sig ved ydre, glimrende vid, blev citerede sammen med sønnernes og mandens. Han udfyldte virkelig en plads; ved siden af forstandsmennesket Bernhard og hjærtemennesket Harald blev han viljesmennesket, og dette gav overlæreren anledning til en spøgefuld, men også åndfuld æstetik, hvori Bernhard var det dramatiske, Harald det lyriske og Bjerregård, med sin støtte, jævnt fremadskridende natur, det episke princip. Johan Ludvig Heibergs ånd vandrede sikkerlig gennem den Lindske dagligstue, i det øjeblik da denne teori fremsattes.

Forholdet mellem Bjerregård og fru Lind blev meget hjærteligt. Han måtte sidde hos hende i sofaen, blev klappet på skulderen, trykket i hånden og tilsmilet både når han sa noget, og når hun sa noget, og når ingen af dem sa noget, så de ikke hade andet at bestille end at se på 178 hinanden. Hvad han tænkte ved alt dette, ved man ikke; hans flip, hans smil og skilning, hans høflighed og stilfærdighed var uforanderligt den samme, men iagttagelseslystne mennesker la mærke til, at hun forandredes noget. Hun blev mere ungdommelig. Med sine fem og fyrretyve år og sine fire barnefødsler hade hun endnu et stort forråd af livslyst tilbage, hun dansede mere end sædvanligt på vinterens baller og tog sig godt ud, hvilket ikke udelukkende skrev sig fra hendes foryngende toiletter. Der kom et efterslæt af ungdom over hende, hun var færdig med at føde børn, men ingenlunde færdig med livet. Og folk mumlede, ikke ret højt, men de mumlede.

Hun begyndte næmlig at tabe sit egenlige synspunkt af sigte. Bjerregård var vundet for huset, han var — måske mer end sønligt — indtaet i moeren; nu skulde denne indtaethcd overføres på datteren. Driftige, ungdommelige mødre med giftefærdige døtre, som det ikke vil blie til noget med, forstår den ejendommelige kunst at danne den slags overgangsled, og fru Lind forstod den, men nu kom hun for megen inderlighed i bedriften. Gamle, hengemte rørelser kom op igen fra den tid, da Lind var optrådt som en ikke synderlig fyrig bejler, og nu var der pludselig noget, som råbte: mere, mere! Disse skrig om mere forrykkede fru Linds praktiske sans, hun gav dem pseudonymet moderfølelse, alt imens hun alligevel holdt Emilie i baggrunden. Hun var ikke længere den kloge kone; det var som om hun nu trængte til at være ufornuftig. Hade hun fået lov til at rase helt ud, før hun var tyve, eller hade hun haft en raskere mand — — — men nu mældte der sig en mængde fladt sammenklemte længsler, der svulmede op og krævede noget til sig. Emilies regnetimer var hørt op, men Bjerregård kom hver dag til kaffe. Han hade mindre at tale om med overlæreren og undgik at være alene i stuen med ham. Des mere var han alene med fruen; ti alle vidste, at de to ikke brød sig om andres

        

179 selskab. Der blev også sjældnere lalt om Bjerregård nu, selv Emilie sa ikke noget, men hvad hun tænkte, fik Charlotte at vide, en aften de var kommet i seng.

»Skal vi snart ønske moer til lykke?« spurte hun.

»Hvad mener du med det?«

»Jo, til hendes forlovelse med Bjerregård. De to er da kærester.«

Charlottte sprang ud af sengen. »Men Emilie dog, er du gået rent fra forstanden?«

»Nej, det er moer. Enhver kan jo se, at hun er væk i Bjerregård. De janker den såmænd godt nok, de to.«

»Ja men, Emilie, Emilie, det er din moer, du taler om; hvor kan du dog sige noget så frygteligt!«

»Ja, frygteligt er det. Men det er da ikke min skyld.« Dermed stak Emilie i at græde.

Charlotte var dybt rystet. Det kunde ikke nægtes, at Emilie var blevet slemt demoraliseret det sidste år. Den megen kærlighed lå over hendes bæreævne, nu måtte hun snart selv være med, ellers gik det galt. Men dette her var jo sletheden, der talte gennem Emilies mund; et slet menneskes tanker var kommet ind i huset, ind i døtrenes sovekammer, husets kyskeste sted. Charlotte turde slet ikke sige noget, det varede længe, før hun fandt en fornuftig tanke:

»Emilie, kan du godt lide hr. Bjerregård?«

»Jeg! Jeg kan ikke udstå ham!«

»Ja men moer tror, du godt kan lide ham; det er derfor hun er så venlig imod ham.«

»Nå! Var hun lige så venlig mod din kæreste, før du fik ham, så siger jeg rigtignok tak.«

»Ja men kæreste Emilie, jeg tror, han holder af dig, og det tror moer også.«

»Så? Du tror måske, jeg har lyst til at skrabe tallerkenen efter moer!«

Da påfulgte der en scene, hvori der var mere gråd 180 og hyl end forståelige ord, og pludselig stod moeren i døren:

»Men hvad går der dog af jer? Faer kan ikke sove for jer.«

Emilie sprang op, hun flammede ligefrem af hidsighed, men søsteren greb hende i armen for at rive hende bort fra krudtet og hindre en eksplosjon.

»Det var mig, der plagede Emilie; jeg har sådan en hovedpine, og så blev jeg urimelig.«

Men moeren kom ikke ret langt i sin irettesættelse, for nu råbte Emilie:

»Det er ikke sandt, moer; vi skændtes om hr. Bjerregård.«

»Du tier stille, Emilie,« skreg søsteren.

»Nå, gør jeg det?« snærrede Emilie, men pludselig gik moeren igen.

»Sov nu bare, småpiger, og vær stille,« sa hun blot.

Charlotte kunde ikke falde i søvn igen. Det vilde ikke undre hende, om hendes hår blev gråt på den eneste nat.

Fru Lind sov heller ikke ret meget. Hun tænkte på, hvad der var foregået i de sidste dage. En aften sad hun og Bjerregård i dagligstuen og talte om hans afdøde moer, om moderkærligheden og om kærligheden i det hele taet — og så kyssede han hende. Det kunde opfattes som et sønligt kys, og hun sa: »Jeg kunde gærne være Deres moer,« men ingen af dem kunde finde på noget at tale om efter det. Samme aften, da han gik, blev han lukket ud af tjenestepigen, et ungt væsen med et par meget varme øjne, og han tog hendes hånd; hun lod ham ta den; derefter folte han på hende, noget omstændeligt. Fru Lind så det altsammen fra et pulterkammervindu, som vendte ud til entreen. Næste dag fortalte hun ham, hvad hun hade set: han nægtede intet, men under den påfølgende fortrolige samtale tilstod han, at han vistnok kunde blie til et slet menneske, hvis ikke — —. Fru Lind udtalte derefter, at han burde gifte sig, og han syntes ikke uvillig.

181

Men nu skulde der gøres noget. Døtrene skændtes om ham. Emilie var altså skinsyg. Fru Lind blev fornuftig igen, skønt hun syntes nok, at Lind gærne kunde ha ladet være med at være de ti år ældre end hun.

Næste dag hade de to deres sidste store, fortrolige samtale. Hun tilbød ham ikke Emilie, og han modtog hende ikke, men så meget forstod han dog, at han skulde blie ansat ved den nye, kommunale realskole, hvor han engang kunde blie førstelærer, og at han og Emilie kunde gifte sig, når hun var atten år; det skulde så ikke mangle på lidt støtte fra svigerforældrene.

Derefter gled moeren igen tilbage, mens Emilie blev skudt i forgrunden og manøvreret ind på kærlighedens bane. Men nu gik det alligevel ikke så rask, som moeren hade ventet; naiviteten var i mellemtiden gået af hendes datter. Bjerregård blev modtaet med åben favn, men denne favn var fuld af beske torne. Ha ha, nå dær kom han altså og vilde nok; ja men Emilie var blevet kostbarere i ventetiden. Et ja fik han foreløbig ikke. Først skulde han la sig drille, det var det mest påtrængende, så skulde han oplyse hende om disse her mystiske forhold, så skulde han høre udvalgte stykker af hendes dagbog og sige sin ærlige mening om dem, men den skulde være rosende, så skulde han skaffe hende nogle rigtige bøger at læse, og så så meget andet. Nu da Emilie kunde komme og hente sin kærlighed, hvad dag hun vilde, så hastede det pludselig slet ikke. Desuden var hun endnu ikke vokset fra trangen til dæmonisk elskov, og dæmonen Hørslev gik endnu uforlovet omkring.

Virkningen på Bjerregård var den allerbedste. Han blev alvorlig forelsket, og han lod sig dressere.

Folk kunde da også nok se, hvad det skulde blie til, men de kunde ikke forstå, hvorfor det ikke blev til noget straks.

182

DER foregik noget underligt inde i købmand Laursens dagligstue. Det kunde godt ligne en solo krigsdans eller noget andet vildt fra de primitive lidenskabers tid. Det var Laursen selv, der udførte den, han fór rundt om bordet i bukser og normalskjortet overkrop; foran ham strakte hans yngste søn ud, som om det gjaldt livet, hvad det dog ikke gjorde, for Laursen pryglede aldrig nogen, selv ikke familien, men hans brøl og hans ansigt var i sig selv forfærdelige nok til at flytte et menneske; han lignede en af de gamle tragiske masker, og røsten svarede i umenneskelig forvrængning dertil.

Hertha tørrede møbler, og hun gjorde det godt, skønt hænderne rystede; hun vilde ikke være bange, væmmelsen stivede hende af. Moeren stod i døren og vidste ikke, hvad hun turde gøre. Hun forstod ikke andet ved det, end at faer hade været noget fuld aftenen i forvejen, og at spiritussen sad ham i kroppen endnu.

Men der er andet end spiritus, som kan få en mand til at stå op med skumle øjne og knyttede næver. En ting man ikke længere husker, er kommet til at trykke på en knap, man ikke kender, og så brænder den beske ondskab i ens hals.

Allerede den måde, Laursen vaskede sig på, var ikke lovende. Han snøftede i vandfadet og ilåede sit ansigt med håndklædet, som om han vilde ind til det bare kød 183 og til blodet. Så gik han på rov gennem huset. Frygtsomme godmorgener faldt på hans vej, han trampede tavs på dem. Nåede kontordøren og vendte om ved synet af frøken Hansens ryg. Ind i sovekammeret igen, trådte på en pose tøj, tog den op og gravede i den og — hæv!

»Synes du, det tøj trænger til at vaskes! Hvad, synes du! Den flip! Min flip! Har jeg lagt den dær? Hvornår har jeg sagt, den skal i vask! Kan du opdage noget hul på de strømper! Hvad fejler dette underskørt! Hvem skal betale —« (De vaskede selv, så han var lige ved at gå i stå) »hvem skal betale vaskerkonen! Er det tjenligt til vask! Hvad!«

Han rystede det for næsen af sin kone, så det dinglede ned i hendes kaffe, der skvulpede op og stænkede på ham. Så masede han det hele ned af bordet og tørrede hænderne i sit bytte, men da var det, at drengen kom ind uden at sige godmorgen.

Ham fik Laursen alligevel ikke, han strøg ud ad en dør og forsvandt, og raseriet vendte sig atter sin naturlige vej, imod konen. Hun flygtede tværs over stuen, kastede sig i en stol og tog fra sig med hænderne, ligesom en lille hund, der ikke tør rende længere, men lægger sig på ryggen og karter så mindeligt for sig med fire afmægtige poter. Men han slog ikke, skønt hele den tønde vanvid, han bar i sig, stod i lys lue: han stod over hende med ti klofingre og brølede uartikuleret, da det almindelige talesprog med sine få og luslidte eder og skældsord ikke bød ham nogen lindring; kun en enkelt gang hørte man noget som: »Jeg gør så meget for jer, jeg gør alting for jer, og hvordan lønner I mig! I ønsker mig død!« Og dette bekræftedes af nævers og fødders sprog, sådan at han selv kom til at tro på det.

Fru Laursen sad indhyllet i raseri, hun var næsten bevidstløs, hun følte, hvordan hun druknede i et hav af glubskhed; det var det store anfald. Hertha tørrede ikke 184 længere støv af; hun så ud, som om hun hade lyst til at kaste sig i ryggen på ham, men i stedet for gik hun og afleverede sin protest ved at smadre døren i. Han opfattede det straks og rettede sig; det var en indsigelse, en modstand, noget at knuse! Han forlod sin kone, som var knust indtil ækelhed, og ud i køkkenet.

»Hvad er det! Smækker du døren i for mig!«

Hun vendte sig og så på ham med stive øjne, der ikke vilde vige for hans. Det virkede på det vilde dyr, han så et lille spejl af sig selv, han så et had stråle sig i møde, et barns had, det smertede ham som en grulig uret, og det gjorde ham svagere, hans stemme sank ned til en knurren og blev ganske tydelig:

»A — du trodser mig, du trodser din faer, du —«

Næven gyngede langsomt lige for hendes ansigt, men hendes kraft slog ikke til. pludselig kastede hun sig ned over brændekassen og græd, som hun ikke længe hade grædt. Så snart han sa hendes ryg, kastede han sig over hende, dunkede hende og flåede hende i håret. Det var aldrig hændet før, hun rev sig straks løs og hvæsede:

»Vil du la mig være! Jeg er ikke som moer. Slip mig straks. Jeg hader dig!«

Det blev så enden på det. Han fik resten af tøjet på, stod længe foran spejlet og betragtede sit ansigt, strøg bakkenbarterne, glattede på kinderne og søgte at holde styr på munden — det var det vanskeligste — og gik derefter ned på tømmerpladsen. Hidsigheden og smærten over de børn blev sidende i ham som en stor spænding, men lugten af harpiks kaldte ham tilbage til forretning, til storspekulasjon. Han var godt oplagt til at spekulere, og snart fyldtes hans sind med lidenskabelige tal. Kullene steg næmlig, og de vilde stige mere endnu; det var på tide at købe stort ind. Theodor Bruhn i Storekøbing stod for fem tnsende kroner: det var ikke at spekulere; Laursens marked strakte sig over Storekøbing og over de to andre 185 nærmeste købstæder, han skulde nok forsyne sit marked og vise folk, hvad spekulasjon er.

Han vadede i glødende tal. Tal skal være kolde, siges der, sjælløse. Gives der nogen mere fortættet, sammenadderet lidenskab end tallenes? En række nuller anførte af et sifler, det er den mest sammentrængte form for livskraft, det er djævelen selv indespærret i den lille nød. Selv et desperat menneskes kærlighed rummer ikke sådan et atmosfæretryk. Et betydende tal med et geled nuller i ryggen, det er som forventningen om en eksplosjon, det er den knappeste form, hvori den menneskelige tanke har støbt et udtryk for energi lige op til grænsen af det uendelige.

Manufakturforretningen skulde startes, og han var også mand for en fabrik. Fanden med hensynet til konsulens sølle broer! Det var nu også værd at sætte alt på eet kort; hvorfor skulde han samle sammen? Han efterlod sig jo kun spredere, han, samleren. Det var mærkeligt, at det ikke før hade stået så klart for ham som nu, at han måtte udvide sig, men nu kom det også; han vilde begynde at træffe sine disposisjoner allerede samme dag.

Han gik ind i kontoret. Hansen — i sin gamle diplomat og tærnede sportshue — kom ud med et bundt regninger.

»Er Deres frøken datter derinde?«

»Ja vel,« sa Hansen med et ryk, ligesom forskrækket over det unødvendige spørsmål.

Laursen gik ind. »Hm. Hvordan går det?«

»Jeg tænker, jeg kan få det hele bragt à jour i eftermiddag.«

»Allerede! De må slidt svært i det, lille frøken.«

Herpå svaredes ikke. Intet smil heller. Hun vendte sig igen til sine bøger. Han så hendes rolige profil hæve og sænke sig langsomt, mens hun førte posterne ind. Håret var sat op i en fast knude uden tjavser. Over den høje 186 halslinning af rødt silketøj var der en svag antydning af dobbelt hage; om livet på den sorte kjole var der et rødt bælte. Laursen hade ellers ikke meget med kvinder at skaffe, men det hindrede ham ikke i at ha sans for den meget smukke og delikate runding fra kinden ned til halsen og hen under øreflippen, og nu vidste han tillige to ting: at han aldrig hade trykket et kys på sådan et sted, og at denne lille nydelighed hurtigt taber sig hos ældre kvinder; hos hans kone herskede der på det sted en afgjort hæslighed, det var han vis på.

Frøken Hansen holdt aldeles ikke op med at føre ind, mens han betragtede hende.

»Ved De noget om, hvad vi mangler i kolonial, frøken Hansen?« spurte han endelig.

»Ja. Til dels.«

»Godt. Vil De skrive mig en ordre. De ved, hvad vi plejer at få.«

»Skal jeg!«

»Ja. Og bringe mig den ind i kontoret.«

Noget efter kom hun ind med ordren.

»Hm ja, De er jo inde i det. Sig mig, frøken Hansen — nå, for resten. De er vel ikke ved at blie ked af det meget kontorarbejde.«

»Nej, slet ikke.

»Ikke nervøs eller den slags?

»Jeg har slet ingen nærver.«

»Hm. Nej, det har De vel ikke. Men sig mig — sæt Dem dog ned, lille frøken Hansen! — hvad synes De om manufaktur? De har jo prøvet det.«

»Ønsker hr. Laursen, at jeg skal søge et andet sted hen?«

»Nej, gudbevares, kære frøken! Jeg vil på ingen måde af med Dem, førend De —e— gifter Dem.«

»A, det — « men så tav hun; hvad kom hendes mening desangående ham ved?

187

»Jeg kan jo aldrig få nogen, der passer mig bedre, end De gør. frøken Hansen.« Det sa han i den hensigt at smigre hende, men hun ventede med uforstyrrelig alvor på en forklaring om det manufaktur.

»Nej, jeg mener, hvis jeg hade en manufakturforretning, vilde De så ikke hellere over i det fag igen?«

»Agter hr. Laursen at starte en manufakturforretning?«

»Ja. Det blir mellem os indtil videre. Konkurrenterne er jo ikke farlige. Han lo for at få hende med, og nu smilede hun næsten.

»Det er de ganske vist ikke,« sa hun.

»Nej. Vi er dårligt forsynede. Der er ingen, der har noget ordenligt lager. Altså, jeg vil prøve. Den risiko kan jeg bære.«

»Ja. Men vilde De i så tilfælde ikke hellere ha en kommis?«

»En lærling, naturligvis. Men De skulde være min —e— første mand. De er jo alvorlig nok til at kunne sætte sådan en ung fyr ind i sagerne. Hvis De bare vil sige mig, om De kan påta Dem det.«

»Jeg kan vel nok.«

»Ja, De er født med det. Deres fader var også forret¬ningsmand.«

»Det var han nu ikke, uheldigvis.«

»Nej ikke som De ganske vist.« Laursen søgte at smile noget af alvoren bort fra hendes ansigt, men uden held. »Se, jeg har tænkt mig seks hundrede kroner om året foruden kosten.«

»Det er et godt tilbud,« sa hun med en vis sindsbevægelse, men så tilføjede hun mere koldt: »Det er vel et spørsmål, om den forretning blir så stor, at den kan bære det.«

»Det er jo en risiko, ja. Men De risikerer ikke noget; Deres plads hos mig er Dem i ethvert tilfælde sikret. 188 Jeg ønsker, som sagt, at beholde Dem under en eller anden form.«

»Ja,« sa hun.

»Det kan ikke vare så længe, før vi åbner. Nu står der jo en butik til leje ved siden af købmand Rasmussen.«

»Jeg antog, hr. Laursen vilde bygge.«

»Det vil jeg også, så snart jeg ser, det går. Jeg stoler naturligvis på Deres bistand, når de rejsende kommer med prøverne. De mener ikke, De blir ked af forretningslivet, frøken?«

»Det tror jeg ikke; nej hvorfor?«

»En ung pige i Deres alder. Der er jo så mange fornøjelser.«

»Jeg er fire og tyve år, og —«

Laursen faldt i tanker, der ikke lod til at være glade. Han så ud på det firkantede stykke sommer, vinduet afskar til ham; nu vilde han gærne kunne sige noget til hende om det, kvinder i den alder plejer at ha interesse for, men hun gav ham ikke ret lang tid: »Så er der vel ikke mere,« sa hun og gik.

Han blev siddende og stirrede ud. Hver gang han så hende, var der noget, han blev misfornøjet med; hun mindede ham om noget rent galt, der engang var sket, noget uopretteligt. Det var det, han nu faldt i tanker over. Derfor vilde han også gærne ha talt lidt mere med hende; det skulde hjælpe. Men han kom bare ingen vegne; derved blev det endnu værre, det, der var i vejen med ham. I dag skulde han ha blødgjort hende, men hverken smil eller komplimenter eller den høje gage forslog noget. Og ud af hans stigende misstemning arbejdede den rigtige tanke sig omsider frem:

Det hade været en kone for mig!

I samme øjeblik som den tanke var fremstået, bredte den sig med en uhyre livskraft og lavede om på alle hans forestillinger: Det var blevet et andet familieliv, 189 andre børn, andre til at fortsætte forretningen, han var selv blevet en anden. Nu vidste han, hvordan alt kunde ha været, og det, der var, blev i sin fulde klarhed uudholdeligt. I sammenligning med, hvad han nu følte ved tanken om sin kone, var det, som om han for et par timer siden hade været ligefrem forelsket i hende. Syv og tyve år tilbage forudså han det, der nu viste sig som et fuldbårent faktum. Syv og tyve års utrolige hundeliv lå nu oprullet bag ved ham, overskueligt, i en lige linie, syv og tyve års sammenhængende ødelæggelse af et liv, der kunde ha været — hvordan? Og straks tog dette hvordan til at rulle og vokse, det begyndte syv og tyve år tilbage og rullede hen imod ham, voksende, og det indeholdt alt det gode, som menneskene i reglen får ævnen til at tænke sig, i det øjeblik de indser deres livs virkelige fallit.

Denne nye opdagelse gik over i hele hans organisme; han begærede hende. Det kunde ikke sammenlignes med de få gange, han hade været sin kone utro — for han måtte prøve, hvordan det var at besidde en kvinde, der ikke var ham modbydelig, og det var ikke storartet — nej, han hade ingen slette hensigter med frøken Hansen, hun skulde være hans ægteviede kone, han var kun halv-tredsindtyve år, kunde få mange børn endnu og vilde ha dem: Manufakturhandler Laursen, isenkræmmer Laursen, tømmerhandler Laursen — — en rig og dygtig slægt, der skulde regere byen og holde den oppe, i stedet for de tre mislykkede Laursener, der forelå som fakta — —

Laursen måtte ud og trække frisk luft. Da han gik ned ad gaden, hvor folk så ud, som de plejede, syntes han, at han selv måtte være fuld eller gal. Det var vist bedst, han tog sig noget nyttigt for, og så gik han hen og lejede den tomme butik, han hade udset sig til sin manufakturforretning.

190

Stemningen ved aftensbordet var ikke ligefrem trykket. Faer hade den optagne forretningsmine på — ti man begyndte måltidet med at observere faers ansigt og pr. luft-telegraf at meddele hinanden resultatet — og så kunde man godt sige noget, han hørte det slet ikke. Derfor snakkede man, men så småt, hvert øjeblik parat til at stanse, hvis det ikke fandt billigelse på højere steder. Men der var ikke noget at være bange for den aften, Laursen var ganske ytringsløs. Kun formildedes hans ansigt måske en smule, mens han spiste sine tre meget blødkogte æg; omtrent halvdelen tog han ind med teske, resten blev omhyggeligt løsnet ved siderne, bestrøet med salt og peber, bunden vendtes i været, hlp! Færdig.

Fru Laursen talte ikke, hun tænkte. Det var temmelig sikkert, at faers humør var pålideligt i aften, og så kom jo hendes tur. Karl var kommet hjem fra skolen med en graverende karakterbog; det var til at begynde med. Men hun vilde nok først høre faer sige noget, for at hun af tonefaldet kunde skønne, at der ingen risiko var. I hvert tilfælde skulde hendes revanche først tages efter te, i kontoret eller i dagligstuen.

»Er du færdig, Vilhelm?« spurte Laursen, ikke ublidt.

»Jo —,« han slugte teen med et sæt.

»Gå så ud og la frøken Hansen komme ind.»

Vilhelm gik. Det, han mumlede, skulde man ha været inde i dagligstuen for at høre, det lød sådan noget som: snottede tøs.

Noget lignende tænkte fru Laursen, men hun gav det denne form — henvendt til døtrene:

»Faer er rigtignok meget omhyggelig for sine folk.«

Og da Laursen lånte hende de to værste øjne, han hade, tilføjede hun: Jeg sa ikke noget ondt om frøken Hansen, faer.«

Laursen smilede. »Det gjorde du meeget vel i.« Og i 191 en hel anden tone, da frøken Hansen satte sig: »Mon de æg er varme? «

Frøken Hansen tog et i en fart. »Jo del er varmt nok.«

Det kunde udlæggges sådan, at det var ikke varmt nok, vidste fru Laursen, men Laursen var nu ikke i det humør.

»Nå blev De så færdig, lille frøken?« Der er ikke til en halv time.«

»Det er storartet. Kom så ind i dagligstuen og drik kaffe med os andre, så snart De er færdig.«

»Tak.«

Han hade lyst til at sige mere, men alle øjne var rettede på ham og på det kvindfolk, der sådan hade forstået at tilsleske sig faers venlighed. Det var fjender, der belurede ham.

Da frøken Hansen var færdig, bød Laursen velbekomme og satte sig ind i dagligstuen med en avis og var hyggelig. Familien kendte det nok; så var der ingen fare på færde, men hyggeligt var det aldeles ikke. Man så kone og børn liste ind ad een dør, glide tyst langs væggen og forsvinde ud ad en anden dør, som onde anelser, der kommer og går. Men ind måtte de til sidst, ti faer tålte ikke, at nogen manglede, når han var i familiens skød. Læsning var ikke tilladt, »for vi har ikke råd til at holde tre kvindfolk, som ingenting bestiller«; desuden kunde det gærne være, at faer ønskede at underholdes, og så er det kedeligt at se på folk, der læser.

»Nå, Karl kom så og vis faer din karakterbog.« Det var fru Laursen, der skulde til at begynde sit felttog.

Karl indfandt sig med bogen, moeren kom triumferende bagefter. I historie var der et mdl., som blev endnu mere dadelværdigt ved at stå ved siden af et ug; men i de matematiske fag herskede den fataleste overensstemmelse mellem mdl’er og tg’er.

192

»Det er rigtignok en slem karakterbog, Karl har denne uge. Gud ved, hvad faer vil sige. Jeg vilde nødigt være i dit sted. Men du kan tro, faer skal nok få dig til at lære dine leksjer en anden gang, hvad faer?«

»Penneskaft,« sa Laursen og lukkede op.

»Se, faer, dær er mdl., og dær er to tg’er — —

»Ja ja ja, det kan jeg nok se.«

»Nu skal du rigtignok sige noget til ham, faer, rigtig ta ham i skole og foreholde ham, hvor forfærdelig galt det er, at han sådan går og driver. Jeg har slet ikke skændt på ham, for jeg syntes, det var bedre, du gjorde det; du kan meget bedre, du har jo sådan en øvelse. Nå, Karl, nu vanker der rigtignok, nu skal vi bare høre, for nu har faer noget at være vred over.«

Laursen skrev under med sin tykke, rå skrift; samtidig hade han en øjenkrog ledig til at se sin kones ansigt, der skinnede rødt af begærlighed efter en overensstemmelse.

»I seng med dig,« sa han og klappede bogen sammen.

»Nej, Laursen da! Hvad var det nu, du skulde sige til ham! Det glemmer du rent. Karl, vent lidt, din faer har jo ikke skændt på dig endnu. Skal han ikke ha skænd, Laursen! Hvordan er det, du opdrager dine børn! Nej, Laursen, det hade jeg dog ikke troet. Skal han gå fri, som har sådan fortjent det! Og vi andre — jeg, det skulde ha været mig, så skulde vi ha hørt! Kom ind igen, Karl, og hør, hvad din faer siger!«

Men Karl kom ikke. Der var heller ikke noget at høre.

»Er du sådan en faer for dine børn, Laursen? Det har jeg aldrig vidst før. Du, som er så stræng og bestemt altid, med alting.«

»Så kan du jo opdrage ham!«

»Ja men du opdrager jo på os allesammen, Laursen. Synes du ikke, sådan en karakterbog er værre end en flip, 193 der kunde ha gået en dag til, måske? Vil du absolut ha, at den dreng skal blie til ingenting? Næ, vi skulde bare være som frøken Hansen, hun er fuldkommen, hun gør aldrig noget galt, hun kan sagtens —«

»Nu tier du stille! Ikke et ord om frøken Hansen!«

Dermed gik han, for når han ikke var oplagt til at blie rasende, så var det ham, der var den lille.

Men nu måtte fru Laursen ind til Karl, for revanchen skulde hentes et sted fra. Karl var allerede kommet i seng, men han kunde da ikke være faldet i søvn, hvor godt han end gjorde det med regelmæssigt åndedræt og søvnige miner.

»Karl du sover ikke, du gør ej, du er vågen. Ved du, hvad faer sa? La være at lade, som du sover, Karl, det er uforskammet af dig!«

»Nå ja, hvad er der så?«

»Er det en måde at spørge din moer?«

»Ja, moer, jeg må da vide, hvad du vil.«

»Du er en rigtig doven og uartig dreng, Karl, og det er en skam, at din faer ikke skændte ordenlig på dig.«

»Jeg kan ikke forstå, moer, at du absolut vil ha ham til at skælde ud. Du må da være glad over, han ingenting sa.«

Det svar lød så meningsløst og var så trællende, at hun blev rasende.

»Det er vel dig, der må være glad, Karl, er det ikke?«

»Ja men du ved jo godt, at det var gået ud over dig. Hvad fornøjelse kan du ha af at få ham til at lave en scene ligesom den i morges? Jeg synes, du må være glad, når vi bare kan få lov til at nære os for ham.«

Karls barnlige logik var i al sin råhed så sand og så krænkende, at hun begyndte at ruske og slå ham. Det er forfærdeligt, at børn kan tænke sådan, når de dog har lært, at de skal elske og ære deres forældre, for det ved 194 vi jo allesammen, at vi skal, og hvor kan der så ligge den slags ord i et barns mund?

Der var et blåt hekseslør mellem fru Laursen og virkeligheden. Dersom nogen hade sagt hende, at hendes mand afskyede hende, at børnene foragtede deres forældre, hun vilde ha rejst sig og bekæmpet det med desperasjon: det er ikke sandt, og det må ikke være sandt; det er kun hos rene dyr, at sådan noget kan tænkes! Vi har lært i bibelen og i katekismen, at ægtefolk skal elske og ære hinanden, og vi kender allesammen det fjerde bud: Du skal ære din fader og din moder, og det gør man da også! Hvor kan så et barn finde på at sige — — — Det er jo forfærdeligt!

Under rusk og riv forklarede hun sit barn disse lærebogs-sandheder, som i Karls øren var noget slemt sludder, for livet hade lært ham en anden katekismus, og den hade han næmmet adskillig bedre; det kunde ikke hjælpe noget, at moeren nu kom og vilde dunke noget andet ind i ham.

Til sidst måtte han til at skrige. Ikke fordi det gjorde ondt, men nu kunde det snart være nok. Og det hjalp, for så kom Laursen.

»Er du snart færdig med at lave skandale her i huset! Frøken Hansen sidder derinde og kan høre dig. Skammer du dig ikke? Må vi så få den kaffe!«

»Hertha skal nok bringe den ind.«

»Du kommer vel ind, når der er fremmede!«

»Frøken Hansen er da ikke fremmed.«

»Hæv! Kommer du ind, spør jeg!«

»Ja ja, nu kommer jeg.«

I dagligstuen var der stift og fornæmt. Døtrene arbejdede, som de jo skulde, men sige noget det gjorde de ikke. Skønt faer var hyggelig.

»Det står godt til den sorte kjole, det røde, De har om halsen og om livet; er det noget, De selv har fundet på, frøken Hansen?«

195

Ja det var det da.

»Ja, det er net. Sådan noget skulde du lægge dig efter, Hertha.«

Hertha satte sit arrigste smil op. »Det er jeg såmænd altfor dum til.«

Frøken Hansen var mønsterværdig. Det plus af selskabelighed, hun hade med ind til familien, forlod hende ikke et øjeblik. Hun spurte til Herthas sytøj og viste stort kendskab til broderi, og der kom en smule samtale ud af det. Dog sa Hertha ingenting. Hendes ansigt, der var mejslet i lageagurk, udtrykte tydeligt nok, at hun ikke omgikkes butiksfolk.

Laursen la mærke til det altsammen, og så begyndte han på »det vi talte om før, frøken Hansen.« Han var kommet til at tænke på broderiforretning, det kunde måske tages med, troede hun ikke det? Og det spørsmål diskuterede de to i sådanne vendinger, at ingen anden kunde vide, hvad det var, de talte om. Så begyndte moeren og døtrene også at tale sammen indbyrdes, men mest for at få lejlighed til at affyre bitterheder mod den fjendtlige lejr på den anden side af bordet:

Det er ingen sag for hende (for frøken Lind), hun får ros både af faer og moer for alt, hvad hun gør.

Det er let nok at være kone i det hus (i Therkelsens), hun hører aldrig et ondt ord, enten hun så gør sine sager rigtigt eller galt.

Der er ingen, der takker hende for, at hun har pæne hænder (konsulinden næmlig), når hun har piger til at gøre alt det, hun ikke selv har lyst til.

Hun kan sagtens flotte sig (det kan konsulens ældste datter), hun får sin bestemte løn for at være på faerens kontor. Og så videre.

Men disse bueskud, der måske ikke slog ned i den fjendtlige lejr, som de skulde, tilfredsstillede ikke fru 196 Laursen i længden; hun begyndte at klage sig direkte, hun var ikke rask, sa hun, som sandt var.

Laursen hørte det virkelig, da det blev sagt anden gang. »Hvorfor spør du ikke doktoren?«

»Det kan såmænd ikke hjælpe noget.«

»Nå, ja så vil du jo ikke være rask, så er der ikke noget ved dig at gøre.«

Men ligesom han hade sagt dette, ganske ligegyldigt, fik sagen pludselig en uhyre betydning for ham. Han betragtede hende. Det var egenlig længe siden, han hade set sin kone. En mand kan leve sammen med en hustru, han afskyr, uden at se hende. Så længe man holder af sin kone, kender man alt ved hendes ansigt: fregnerne, der kommer om foråret, solbrændtheden, der forsvinder om efteråret, en nuance af bleghed, en mathed om øjnene, en misstemning om munden, men iagttagelseslysten forsvinder med kærligheden, man ser helst slet intet, for af et modbydeligt menneske er ansigtet det modbydeligste. I mørke kan man endda la sig henrive.

Laursen kendte ikke sin kones ansigt, ti ganske vist gloede han på hende, når han var rasende, men så hade han rødt for øjnene og så ikke rigtigt. Men nu så han. Jo. Hun var mat og sikkert svag.

Hun kunde dø.

Denne tanke var vild og voldsom i sin fødsel, den bredte sig straks ligesom den anden, der var gået nogle timer forud og hade gjort sindet tjenligt; den var hensynsløs og uciviliseret og krævede øjeblikkeligt resultat: hun kunde dø snart, i år. Det var ikke for sent, alting kunde nås endnu, bare hun skyndte sig. Den næste, mere besindige tanke tilføjede: Der er jo ikke noget ondt i, at en gammel kone dør, og når hun selv ikke vil blie rask, skal man så — —

Laursen så ikke længer hyggelig ud; der blev stille omkring bordet, frøken Hansen tømte sin kaffekop og 197 benyttede den almindelige tavshed til at sige godnat; ingen holdt på hende, og derefter sad familien selv ublandet tilbage. Det var ikke rart, faer var aldeles ikke hyggelig længere. Man rådspurte hinanden med øjnene. Faer var da ikke vred — næ. Det var heller ikke for-retningsansigtet. Mon han var søvnig? Fru Laursen forskubbede sig et stykke på sin stol, idet hun spekulerede på, om hun skulde spørge, om faer vilde i seng; men det plejede ban da selv at passe, endskønt —. Tænk, at han ikke sa mere venligt godnat til frøken Hansen! Det kunde ellers godt ha lignet ham at følge hende ud i entréen. Han hade bare mumlet noget, da hun gik. Nej, i aften var faer ikke til at forstå.

Midt i alt dette kom så fru Therkelsen, og hun blev modtaet med begejstring som en befrier. Der kom mere kaffe på bordet, kun faer vilde ikke ha en kop til.

»Nå, hvordan har I det så?« spurte fru Therkelsen.

»Ved det gamle,« sa moeren, uden bagtanke.

»Ved det gode gamle,« forbedrede Hertha.

Derved huskedes det ikke hævnede nederlag.

»Du har det vel godt,« sa fru Laursen.

»Ja vel, hvorfor skulde man ikke ha det godt!«

»Næ. Det er såmænd ingen sag, når man kommer så næmt til det.«

»A hvad, I har jo også nok at leve af. og fejler ingenting, så —«

Det var grusomt og drilagtigt af fru Therkelsen, at hun aldrig vilde huske, at der i dette hus kunde være noget andet i vejen.

»Indtægten,« sa hendes moer, »synes jeg næsten er det mindste af det.«

Laursen udstødte en lille porsjon luft gennem næseborene, men hvad det betød, var ikke ganske klart.

»Ingen har fred længere, end ens nabo vil,« mente Hertha.

198

»Å,« smilede fru Therkelsen, »man skal ikke gi naboen lov til at lave ufred.«

»Det lyder rigtignok noget stolt,« sa moeren. »Men det kan vel nok ske, at I skændes hjemme hos jer.«

»Nej det kan ikke ske.«

»Skælder din mand aldrig ud?«

»På mig? Det gør han selvfølgelig ikke.«

»Så må du være meget fuldkommen. Men hvis nu for eksempel du har taet en flip af hans til vask, når den kunde gå et par dage længere, finder han sig i det?«

»Det kommer ikke ham ved. Han skal jo ikke vaske.«

»Nej, det er nu sandt nok. Dær kan du høre, faer; du skal heller ikke vaske.«

Faer hørte ikke.

»Ja men når der nu er en eller anden uorden i huset, blir han så ikke vred?«

»Det ved jeg slet ikke. Jeg har aldrig taet mig af det.«

»Eller nar der er noget i vejen med forretningen?«

»Å — forretningen går jo meget godt.«

»Ja — det gør vor forretning jo også, men derfor kan en mand nok blie i dårligt humør, ikke sandt, faer?«

Laursen måtte være meget skikkelig, siden han ikke blev rasende over, at »vor forretning« antoges at gå godt.

»Hvad har jeg med hans dårlige humør at bestille?« sa fru Therkelsen, og gjorde, hvad hun kunde, for at lade yderst forbavset over sådanne underlige spørsmål. »Sit dårlige humør må han jo holde ved sig selv.«

»Ja det må han naturligvis, det skulde han jo egenlig. Men hvis han nu ikke gør det?«

»Hm—« sukkede fru Therkelsen træt, »hvis det kunde tænkes, så — så vilde jeg slet ikke høre på det, jeg vilde gå min vej.«

»Nå ja. Det vil jeg også gøre, jeg vil, faer,« — med et trælleagtigt forsøg på at le — »jeg vil gå min vej, når 199 du. begynder, og slet ikke høre på dig. Så skal vi se, hvad du vil gøre, så blir du nok ked af det.«

Laursen hade tilsyneladende fordybet sig i avisen igen, men den var kun et dårligt skjold, han mærkede godt alle spidserne, det vil sige datterens, sin kones afmægtige spydigheder brød han sig fanden om, men Emilie var slem ved ham, det følte han, for man afskyr dog aldrig sin kone i den grad, at man ikke nok vil linde lidt kærlighed hos de børn, man er fælles med hende om. Og Hertha holdt øjensynligt med søsteren, de holdt sammen, mest de to, som han aldrig hade kunnet underkue. Men han tav til det hele og søgte at redde holdningen bag avisen. Hade han været i det humør, kunde han måske ha skældt dem sønder og sammen, men han egnede sig ikke til en lille bitter nålestiks-diskussjon. Som alle rigtige kolerikere duede han kun til at være solist på stortromme.

»Ja men når du gør noget rigtig galt.« forsatte fru Laursen, »hvad siger han så?«

»Det ved jeg heller ikke, om jeg gør.«

»Å, du kan vel ikke være blevet så fuldkommen af at leve sammen med ham,« sa Hertha med en vis foragt.

»Det er i alt fald ikke hans sag at rette på mine fejl; la ham holde sig til sine egne, så har han nok at bestille.«

Men så vidt i radikalt ægteskabs-frisind turde hendes moer ikke gå; det var for nær ved revolusjon, og hun var jo disciplineret. »En mand må ha lov at sætte sin kone i rette,« erklærede hun.

»Det synes jeg ikke,« sa fru Therkelsen.

»Jeg heller ikke,« skyndte Hertha sig at tilføje.

»Ja —» sa fru Laursen, »jo — manden er alligevel herre i huset, det bør han være. Ja for hvem skulde ellers rette på dig, når der var noget?«

»Ingen, ganske simpelt.«

»Jo — dine forældre naturligvis, men — —«

200

»Næ —« sa fru Therkelsen og la sig tilbage i stolen. «Det tar vi ikke imod mere.«

Det var en til dem bægge to; faer hade fået, hvad ham tilkom; hvorfor skulde moer forurettes? Der er noget, som dårligt opdragne børn er meget nøjagtige med, næmlig at kvittere for dårlig opdragelse, og forældrene slipper ikke med at få den kvittering een gang.

På dette tidspunkt rejste Laursen sig. »Nu skal I ha godnat allesammen,« sa han og gik — ikke i seng, men på hotel, hvad han ellers ikke plejede, når han hade været i familiens skød.

Da han var borte, mistede samtalen al interesse for fru Therkelsen. Hun satte sig til rette i lænestolen og hørte med tilvant ligegyldighed på moerens bebrejdelser over hendes sidste bemærkning; på bebrejdelserne fulgte gråd, indtil Hertha kastede sytøjet og erklærede hjemmet for et helvede; så fik hun moeren over sig, hvad der ikke førte til andet, end at Hertha erklærede, at hun ikke vilde være hjemme længere, om hun så skulde ta ud som tjenestepige. Den yngste søster græd larmende, og det endte i et almindeligt skænderi, der drev fru Therkelsen ud i butikken til broeren, for han var den eneste, som der i reglen var en smule godt humør i. Han blev også hel gemytlig, da han hørte, den gamle var på hotellet, han kom ind og fik kaffe med konjak, og nu blev han den frelsende engel, om hvem den sidste rest af fornøjelighed samlede sig. Da han mærkede, hvilket påhørt centrum han var, begyndte han smigret at fortælle om de morsomste kæferter, han i øjeblikket kunde huske ud af sit velforsynede lager, og navnlig om den, bogholder Lind hade hentet sig i pavillonen sidste Søndag med assistance af ham selv og andre fagmænd.

»Det er et herligt menneske,« sa fru Laursen, så snart hun hørte navnet, »og han holder sig altid så pæn.«

»Ja han hade i alt fald en herlig kæfert i Søndags,« 201 sa Vilhelm, der ikke kunde fordrage at høre folk olie rost for ædruelighed.

»Å, du skal også altid gøre det værre, end det er. Han blev syg ude i skoven, det har hans moer fortalt mig, og han måtte gå hen og kaste op. For hans mave er ikke rigtig stærk.«

»Ha ha ha,« lo Vilhelm. »Fuld var han som et svin. Jeg var selv med. Han vilde ikke lige straks, men da han hade fået to bajere, så var han sgu meget glad ved selskabet. Han lånte ti kroner af mig til at gi rinskvin for, han hade ingen knapper næmlig. Dem skal han kræves for, engang når han er vigtig.«

Fru Laursen blev forarget, men fru Therkelsen afbrød hende straks: »Han blir snart fordrukken, hvis han kommer i sådant selskab som Vilhelms. Han kan ikke sige nej.«

Dette smigrede broeren overmåde: »Det skal være mig en let sag at få ham gjort til didrik. Han kan ingenting tåle.«

»Ja men det viser jo, hvor uskyldig han er,« indvendte moeren, »han er ikke så gennemtrængt af spiritus som I andre.«

»Jeg tror såmænd, han blir delirist længe før Vilhelm,« mente fru Therkelsen. »Han er slap.«

Vilhelm grinede begejstret. Når søsteren var i den stil, kunde han sgu lide hende; ellers var han nærmest fladtrykt til mode i hendes selskab.

Men fru Laursen var oprørt. Bogholder Lind var et herligt menneske, og det var en dejlig familie; dær var forståelse og kærlighed og alt godt. Desuden, hvilken familie var ellers fejlfri, for nogen måtte der jo være!

Så kom hele familien Lind i laboratoriet og blev undersøgt og skeletteret af børnene. Fruen lod nok så sød, men hun regerede såmænd skrapt nok; manden var et stakkels nøs, og sønnerne var så ferske, at det var væmmeligt. Emilie var nu slet ikke så eksemplarisk, derfor hade moeren måttet se at få hende forlovet i en 202 snup, og Charlotte, uha! Hertha trængte ligefrem til et glas vand, når hun så Charlotte og kæresten sammen.

Nej! Det var søde piger! Fru Laursen vilde bare ønske, at hendes egne døtre var lige så kærlige.

Uha! Hertha vilde nødig være sådan en datter.

Nej, desværre kun. Og så forklarede fru Laursen, hvor ukærlige hendes egne var, og hvordan en kærlig datter skal være. De sa aldrig: Du er rigtignok en sød moer, og vi kan sagtens, der har sådan en moer. De påskønnede ikke den allermindste ting, og de vidste dog, hvor slemt hun hade det.

Men Vilhelm tog nu parti mod moeren. Det var hendes egen skyld meget af det; hun skulde la være med at plage faer, når hun vidste, hvor vanskelig han var. Hun forstod ikke at ta ham på den rigtige måde, hvilket altsammen blev tavst bekræftet af fru Therkelsens ansigt.

Vanskelig! kom fru Laursen igen. Hade en mand lov til at være vanskelig mod sin kone! Så vilde hun også være vanskelig og se, hvad han vilde gøre ved det. Hade han alene lov til at være vanskelig!

Ja — vel. Det var nu faers humør, det kom an på; det vidste hun vel nok.

Nej, det var oprørende! Var det ikke ligeså slemt, når hun var i dårligt humør!

Det kunde man ikke sige. Det var faer, de var bange for, og hun selv med; han skulde omgås med forsigtighed.

Det var jo rædsomt! Så måtte de jo også være bange for hende og omgås hende med forsigtighed!

Ja men sådan var det nu engang ikke.

Nej men så kunde det akkurat lige så godt være sådan.

Nej tak, det var såmænd galt nok, at de hade een at ryste i bukserne for. Gudfaderbevares hvis de nu skulde ha en til!

Men nu blev fru Laursen aldeles vild. Denne ulighed 203 mellem mand og hustru kunde hun aldeles ikke finde sig i, og hun fik i en fart sagt en hel del, som Vilhelm sgu ikke vilde høre på, og så gik han. Snart efter gik også fru Therkelsen. Hun var den, der var mest tilfreds. Bogholder Lind var altså begyndt at drikke. Hun kunde for resten godt stikke Vilhelm en tikrone engang, han var vist ikke for fedt aflagt.

De to andre døtre gik ikke, de var jo hverken sønner eller gifte; de blev, og i den påfølgende grådsscene beholdt moeren overtaget. De sa næmlig ingenting i håb om at bringe hende til tavshed, men så var det også galt. Men til sidst blev det jo da sengetid, faer kunde komme hjem, og det var bedst at være i seng forinden.

»Sikken et afskyeligt hjem,« sa Hertha, da de to unge piger var alene, men nu forsvarede søsteren hjemmet, og hele familiescenen endte i et langt, dæmpet (faer kunde gærne høre det!) skænderi mellem de to nede på deres fælles værelse, hvor de gensidig piskede hinanden, henholdsvis med bogholderen og realskolebestyreren.

Inden den var endt, var Laursen kommen hjem med en stor rus.

Næste dag gik han tavs omkring og gjorde ingen noget ondt, men ved middagsbordet så han flere gange meget vist på sin kone, så hun blev urolig og spurte til maden. Da hun intet svar fik, begyndte hun at undskylde sig, idet hun ledte desperat i sin hukommelse efter noget galt, hun kunde ha gjort. Men Laursen spiste maden med middel appetit og fremdrog intet stof til udskældning.

Dagen efter rejste han til københavn og blev borte en uges tid. Der kom breve til frøken Hansen, men fru Laursen fik intet andet at vide om dem, end at det var forretningsbreve, hvis indhold Laursen selv vilde forklare nærmere, når han kom hjem igen.

204

I den ene ende af et lille hus ved siden af Therkelsens bor madam Lassen. Hun har brødudsalg. I vinduet ses surbrød, franskbrød og sigtebrød; på en rund marmorplade af hvidmalet træ står aflange kager som radier i en cirkel og stråler ud fra de runde kager i midten. Desuden to glas med henholdsvis bolsjer og sukkerstænger. Det meste sælges til halv pris. Det, man ser af madam Lassen, har den form, der gør det uskyldigste indtryk af alle, næmlig den runde; hun frembyder væsenlig synet af cirkler og kugleflader. Foruden butikken har madam Lassen et værelse og et hummer. I det sidste bor en mand, der står i en ubestemt relasjon til madam Lassen. Lassen er det ikke, for han hviler forlængst på kirkegården. Hun kalder sig hans husholderske. Til held for sædeligheden er han ældgammel og stavrer møjsommeligt omkring ved hjælp af to ben og lige så mange stokke. Når madam Lassen er ude, passer han marmorpladen og sukkerstængerne. Skønt hun ikke udtrykkelig er vaskerkone, kommer hun dog en del hos Linds og hjælper til med vasken. Folk synes ikke, at det er nogen nytte til, men Linds er jo så godgørende, og madam Lassen kan nok trænge til lidt hjælp.

Lige i øjeblikket har hun besøg af Therkelsens lille pige, Anna, seks år gammel.

205

»Hvo'n har moer det?« spør madam Lassen og gir en femøres.

Moer har det godt. Af barnets uskyldige snak fremgår det, at moer for nylig har været ude at spasere med hr. Hørslev. Madam Lassen skinner glad ud af alle sine runddele og fritter videre.

Moer syntes, det var så længe siden, han hade været der; han kunde gærne komme noget tiere. Moer kan godt lide hr. Hørslev.

»Kan faer ikke?«

Jo, men ikke så godt som moer. Anna skal op og gå i skole hos hr. Hørslev næste år. Hun tror nok, hun kan godt lide ham, men er ikke rigtig vis på det.

»Nu skal Anna ha en rigtig god femøreskage fra i dag; smager den ikke godt?«

Jo tak. Frøken Lind kan også godt lide hr. Hørslev, for det sa hun til moer. Der var også en, der hed Katrine.

»Hvad var der med hende?«

Det vidste Anna ikke rigtigt. Moer holdt vist ikke af hende, og tante Hertha kunde slet ikke lide hende.

»Hvordan har tante Hertha det?«

Hun har det godt. Hun var der forleden dag. Hun og moer skændtes om hr. Hørslev.

»Hvad sa de?«

Moer lo ad tante og sa, hun vilde nok gærne selv ha været gift med hr. Hørslev, men det tror lille Anna ikke, for tante Hertha var meget vred på ham. Hun sa også, at moer vilde vist hellere selv giftes med hr. Hørslev.

»Nej, sa hun det! Vil lille Anna ikke ha en napoleonskage? Hvad snakker moer og hr. Hørslev om?«

De snakkede om så meget. En gang hade moer sagt, at han skulde ha været Annas faer.

»Så—å! Og hvad sa han til det?«

Nej, det syntes han ikke.

Tog de ikke hinanden i hånden, når de sad og snakkede, 206 sådan ligesom nu for eksempel madam Lassen og lille Anna?

Det vidste hun ikke rigtigt. Men han sa i gar, at det var vist bedst, han ikke kom mere.

»Hm—nå. Snakker faer og moer aldrig om hr. Hørslev? Anna kan da nok spise hele den lille napoleonskage.«

Ja tak. Nej, moer sa sjældent noget, mens de spiste, og faer snakkede mest med Anna. Han var altid så rar.

»Skændes faer og moer aldrig?«

Nej, faer skændtes aldrig, og når moer var vred, så blev lille Anna sendt udenfor.

»Næ, men om natten, lille Anna?«

Ja men Anna sov i barnekammeret. Hun var slet ikke bange for at sove alene, men om morgenen så kom Anna ind og la sig i faers seng, når han var stået op, og så snakkede hun somme tider med moer i den anden seng.

»Faers seng er vel dejlig varm, altid?«

Ja, det var den rigtignok — —

Og nu skulde lille Anna virkelig ha en stang chokolade, fordi bun var sådan en sød lille pige; men den måtte så pakkes ind i papir og tages med hjem, for Annas lille fornuftige mave var nu mæt og kunde ikke tåle mere. — — —

Da Anna var gået, antog madam Lassen nok, det kunde betale sig at gå hen og besøge fru Lind. Hun pirrede gamlingen op fra bænken ude i solskinnet, og han kom stavrende på sine fire lemmer og anbragte sig i hummeret, hvorfra han kunde ha et øje med butikken.

Da madam Lassen kom ud på vejen ved sygehuset, opdagede hendes af nysgærrighed skærpede blik, et par, der sad i en slags grøft nede ved fjorden. De var svær godt gemt og kunde kun ses fra et bestemt sted; madam Lassen stod stille og ventede. Han kunde efter kasketten nok se ud til at være realskolebestyreren, men hvem 207 var damen? Det var det, madam Lassen ventede på at se, for når de rejste sig, var de temmelig nødt til at komme op på landevejen.

På bænken uden for sygehuset sad der en mand, og for ikke at spilde tiden med at tie stille, hvilket madam Lassen ikke gjorde uden bydende nødvendighed, gav hun sig i snak med ham, da det jo var muligt, at der kunde fås et eller andet ud af ham.

»Goddav! Nå — hvo’n har De det?«

»Jo, tak.«

»Gur’ed fremad?«

»Det går meget godt.«

»De får sådan lov til at komme ud og sole Dem.«

»Det må man da ha lov til.«

»Ja, det forstår sig, når det æ te’ed, at man kan tåle det.«

»Jeg kan nu nok tåle det.«

Ja—r, ja, De ser jo osse helt godt ud, he he. Hvor længe har De nu væt dær?«

»Her? En halv time vel.«

»Hva’ nå — ja—r, her på bænken, men at — hvor længe har De væt på sygehuset?«

»Jeg har ikke været på sygehuset.«

»Nå, De har’nt væt på sygehuset, så — nå — ja, for jeg troede jo, De var på sygehuset, og De hade fået lov til at komme ud lidt. Så er De kaske’nt syg altså?«

»Nej, jeg fejler ikke noget.«

»Nå — næ, godt æ’ed da, at De’n det gør; nå — De ser da heller’nt ud te’ed, så’n.«

»Næ —«

»Så har De kask’ aldrig væt syg da.«

»Jo, jeg har.«

»Nå, ja—r —ja, det ku’ jeg da nok tænke; det kan vi jo’nt så’n slipp’ for, så da va’da noget om det. Men det er kask’ overstået.«

208

»Ja, det er.

»Nå, ja—r, det var da rart. Ja, ja, Favel og god bedring — nå, det er sandt, De fejler’nt noget, men det kan da heller’nt skade, at man siger det, he he. Nå, ja, favel.«

»Farvel.«

Samtidig rejste de to sig nede ved fjorden og kom op til landevejen. Han var rigtigt nok bestemmet, og" hun var denne her Katrine, konduktør Larsens datter. Nå, nu var det vist bedst, madam Lassen skyndte sig at komme op til fru Lind.

For realbestyreren han var nu god nok at komme med, da! Ligesådan var det jo meget heldigt, at den anden netop var Katrine Larsen. Og hvad mon de to bestilte dernede? Stedet var jo godt valgt, og man skulde se nøje til for at opdage dem. Det var vist hyldebuske, der groede, og de skærmer godt. Ganske vist kunde de altså opdages, det hade de vel ikke beregnet, men unge mennesker tænker heller ikke på alting. Der groede også en del græs og frodigt ukrudt og sådan noget skidt, jo jo, det var vist ikke så dårligt et sted — —

Madam Lassen skridtede ud. Det var sgu ikke hver dag, hun oplevede så meget i den lille by — —

Men inden madam Lassen nåede op til Linds, var der allerede indtruffet en anden, næmlig Hertha Laursen. Hun hade mødt de to længere ude på vejen, var rendt på dem ved en omdrejning; de gik med hinanden under armen. Hun smilede det giftigste, hun formåede, og råbte:

»Godaften! Nå, De er nok ude at sværme!«

»Hvad var der i vejen med hende?« spurte Katrine.

»Det er en, der er glad for os, kan du tro.«

Hertha ilede op til Linds med sin byrde. Familien drak kaffe ude i haven.

»Nå, nu er Hørslev blevet forlovet,« forkyndte hun.

»Gud,« sa Emilie, »er der virkelig nogen, der er god nok til ham!«

209

»Man siger jo så meget om ham,« ytrede fruen forbeholden.

»Ja men det er aldeles vist. Jeg mødte ham og konduktør Larsens Katrine — i en meget øm tête-à-tête.«

»Hun er nu sød,« sa Emilie og blev rørt.

»Hun er meget ubetydelig,« erklærede Hertha i en tone, som om det altid var en trøst i ærgrelsen. »Hun har før været forlovet med et ungt menneske på posthuset, men ham slog hun op med, for det var jo finere at få Hørslev.«

»Så?« spurte fruen.

»Ja,« sa Hertha glad.

Overlæreren fandt det heldigt, om der måske nu kunde komme lidt mere alvor over mennesket.

»Det er da ellers en gammel historie med hans kæresteri,« opfriskede Hertha. »Han har jo altid godt kunnet lide de store piger i realskolen.«

Det kunde fruen nok gå med til. Hvad man sa om ham i den retning, var jo i det hele taet ikke det heldigste.

»Men nu er hun jo dimitteret,« undskyldte Emilie; »så gør det jo ikke noget. Hun er såmænd lykkelig, den Katrine.«

»Å,« indvendte Hertha, »lad os først se, hvad det ender med. Men nu kan det jo være, at de unge piger kan få lov at gå i fred for ham foreløbig.«

Dette var nu ikke nogen heldig bemærkning her; fru Lind blev stram, men Emilie udsukkede den ytring:

»Han var så interessant.«

»Mennesker med en tvivlsom moral er ofte interessante,« belærte fru Lind alvorlig.

»Ja,« istemmede Hertha, og overlæreren bekræftede det med et nik.

»Å,« sa Emilie, som nu blev lidt bitter, »De har jo også selv sværmet for ham engang, frøken Laursen.«

210

Fru Lind påtalte ikke dette frisprog, for Hertha hade fortjent det, men hun gav straks igen:

»Ikke mere end De!«

»Det var også en hel del,« tilstod Emilie.

Det var nu for meget af det oprigtige. Der måtte tales om noget andet. Fru Lind begyndte en samtale med sin mand, mens Hertha nu sad udenfor, og når der blev rettet en bemærkning til hende, så lå der i den et så tydeligt: skrup af! at Hertha til sidst måtte adlyde. Hun kom hjem meget mindre tilfreds, end man skulde ha ventet. —

Fru Lind spekulerede med smærte over sin Emilie. Hvad skulde det blie til med hende og Bjerregård? Det blev ikke godt, førend det menneske var kommet bort fra byen, men udsigterne var ikke blevet bedre. Denne forlovelse kunde i alt fald ikke bruges.

Men så var det. at madam Lassen kom med noget, der kunde bruges.

211

DET var virkelig en grim historie, der fortaltes hele byen over om hr. Hørslev og Katrine Larsen — en mand, der skal være de unges opdrager og stå for deres bevidsthed som pletfri, og en ung pige, som der endnu ikke har været sagt noget om! Det er jo altid kedeligt at skulle genta den slags ting, det gør folk ikke gærne, men rygtet går nu engang, og det kan jo ikke hjælpe noget at prøve på at holde det nede; sådan noget vil jo videre, hvad man så gør.

Den kone, det var udgået fra (som hade set det), nød ellers ingen anseelse i byen; man kendte hendes navn og anså hende for et skvadderhoved. Men hvad et menneske har set, det har den selvfølgelig set, selv om den er et skvadderhoved. Madam Lassen voksede i betydning, man gik ind og købte brød hos hende, eller man sendte bud efter hende, når der skulde vaskes. Fra at være en almindelig gammel kælling blev hun en betydende borgerinde i byen; sladderen udnævnte hende til dronning for en dag.

Historien bredte sig meget hurtigt. Ti folk keder sig. Dersom man ikke vidste, hvor uhyre en magt kedsomheden er, kunde man fristes til at tro, at folk gennemsnitlig er slette. Folk siger, at folk er ondskabsfulde, men det er ikke andet end selvros; folk er meget skikkelige, men de keder sig, og selvopholdelsesdriften fordrer, at man skal ud af kedsomheden, for den er rædsom; der er andre, end Søren Kierkegård, der har opdaget det. Folk keder sig moral og menneskelighed fra, hvis der ikke blir stoppet dem noget i gabet. Det er næmlig 212 sikkert, at en lille by som Sandøre ikke er morsom; der er kun lidt interessant sul på dens magre korpus; så meget des omhyggeligere må det, der er, afgnaves indtil de bareste knokler og vel gennemtygges, for at det bestemte mål af menneskelig nysgærrighed kan blie tilfredsstillet. Man har det i sådan en lille by som besætningen på et slet provianteret skib langt ude på havet: enhver går i den sladige udsigt at blie ædt af de andre. Og i Sandøre æder man hverandre hver dag, først det, der stikker mest påfaldende frem, og siden lige ind i de intimeste indvolde. Så snart een frembyder noget angribeligt, straks sættes alle store og små kæber i aktivitet; det angribelige gennemgnaves, spyttes ud, drøftes og ombæres fra hus til hus. Derfor vrimler det med udkigsposter. Ser man op fra fortovet (som man har sine gode grunde til at se ned på), opdager man straks et spejdende øje med samhørende næse i et vindu, og på hjørnerne, hvor de rigtige store observatorier ligger, dær afkræver usynlige øjne een det størst mulige kontingent til byens underholdningskasse. Dagen igennem indsamles råstoffet i oplysningsbyroerne, om aftenen bearbejder man det i fællesskab, kombinerer det, adderer og multiplicerer det, så der kan komme et nogenlunde klækkeligt facit ud.

En sladdergesjæft er et slags aksjeforetagende. En driftig mand starter en rundgang sladder, lidenskabsløse medlemmer lar den gå videre, som den kom; beregnende mennesker afrunder eller tilsætter pr. sandsynlighed, og ondskabsfulde mennesker kan undertiden være nær ved at ødelægge en talentfuldt startet sladderhistorie ved altfor massive påhæft; alvorlige foragtere af sladder lar sig den fortælle i et ledigt øjeblik og fortæller den selv videre i et andet ledigt øjeblik.

Og så er der dem, der lar sladder gå videre som eksempel på, hvor sladderagtige folk kan være.

213

Folk, der sladrer med dygtighed, har fantasi. Det at et ondt rygte er usandsynligt, gør det endnu niere værdifuldt, for der udkræves en vis indbildningskraft, for at man skal kunne tro på det. Tro kræver urimeligheder; uden det yder den ingen glæde. Sladder er en kunstnydelse. Deri søger det primitive instinkt sin poesi, for trangen til poesi skal mættes. Kan man ikke læse knaldromaner, så laver man dem. De sidste er også de mest tilfredsstillende: man kender personerne, hvad der altid gør et æmne pikant, og historien behøver hverken at. ende i dag eller i morgen, den fortsættes i næste nummer.

Man ser heraf, at sladder er en slags luksus, og som så megen anden luksus er den ikke ganske uden fare. Det er for eksempel ikke sjældent, at unge piger blir hårde og sure før tiden (og ikke gifte heller!) på grund af overdreven omgang med sladder, og i almindelighed kan man sige, at den virker hidsende og utilfredstillende, altså ligesom spiritus, tobak o. s. v.

En særegen rolle spiller hævnsladderen. Hvorfor skal hun gå fri, når der er blevet sagt så meget om os? Hvorfor skal hans datter være vel berygtet, mens vor egen er højlig blakket af en miserabel kærestehistorie? Det er der ingen grund til. Hun har været heldig hidtil, men nu har vi hende!

Smagen for sladder er forskellig. Nogle er libertinere, de vil min tro ha ungt kød; andre er grovere og kræver rå skandaler; andre er gourmand’er og trænger sig med vellyst ind i sartere forhold, hvor det er vanskeligt at komme til; herhen hører mange unge piger med stikkende øjne og hårde små hænder. Adskillige er så ukultiverede, at alting er dem lige godt; deri ligner de hundene, der med samme fornøjelse letter bagbenet op ad en rosenbusk som op ad en skarntønde.

214

»HAN tar sig det let,« safru Lind vedet større kaffeselskab hos konsulens, »men der var måske det, han tog sig mindre let.«

Hun var meget virksom i denne tid og talte med mange mennesker om Hørslev. Sladderen selv kom hun ikke direkte frem med; hvis den blev omtalt, indrømmede hun blot, at det var jo meget slemt, sådan noget i det hele taet blev sagt om en lærer, men ellers benyttede hun den ikke, den sad jo i alle folks sind og gjorde dem bedre i stand til at forstå skolebestyrerens andre fejl, og dem glemte hun ikke at fremdrage, nu da lejligheden var gunstig. Og hun var praktisk nok til at fremhæve forskellige fejl alt efter de mennesker, hun talte med. De godmodige fik at høre om hans spydighed, de enfoldige om hans kritiksyge, de troende om hans vantro, hjærtemenneskerne om hans forstandskulde, folk med døtre i tretten til sejstens års alderen blev mindede om, hvordan han i visse henseender ikke var ganske heldig, og til konsulen med den nu dumpede søn talte hun om hans foragt for byen og dens borgere. På den måde måtte der kunne skabes en misstemning, der gjorde det umuligt at ta ham til overlærer ved realskolen, når den blev kommunal.

»Men,« indvendte konsulen, »vi må jo købe skolen af ham, og De kan være vis på, at den blir ikke billig, hvis han ikke selv blir ansat ved den.«

215

»Han kan vel ikke være bekendt,» mente overlæreren, »at fordre altfor ublu en pris.«

»Du kan være vis på, kære mand, at vi endnu slet ikke ved, hvad det menneske kan være bekendt. Men, hr. konsul, en skole kan som bekendt tabe i værdi.«

»Ja — hvordan mener De, fru Lind?«

»Jo, det kunde ske, der blev taet nogle børn ud.«

»Ah,« sa konsulen.

»Ja netop. Det haster ikke med at få sagen afgjort i byrådet. Folk må først ta deres børn ud, så mange som muligt; så blir skolen nok billig. Han sidder næmlig ikke så forfærdelig godt i det, og folk kan vel indse, hvad der er til deres eget bedste.«

»De skulde ha været byrådsmedlem, fru Lind!«

»Men nu er De det, og De formår noget. Therkelsen har også noget at sige.«

»Jeg tror nok, min mand holder på ham,« sa fru Therkelsen.

Men noget efter sa fru Lind til hende, afsides:

»Jeg synes ikke, at De netop har nogen grund til at holde på hr. Hørslev.«

»Hvorfor ikke?«

»De kender ham jo godt, så godt, at det vist ikke har gavnet Deres rygte.«

» Fortælles der noget om os?«

»Jeg tror ikke på, hvad der fortælles, men jeg vil blot advare Dem. Han har en vis ævne til at kompromittere dem, der omgås ham.«

»Ja, det kan Deres datter jo tale med om,« spottede fru Therkelsen.

Fru Lind smilede. »Jeg tror, De har beundret ham for ukritisk. Det er også farligt at sige til sådan en mand, selv om det altså er spøg, at man vilde ønske, han hade været faer til ens datter.«

Fru Therkelsen blev bange. Det kunde være galt nok 216 at være købmand Laursens datter; hvis der nu kom mere til! »Må jeg få at vide, hvad der siges om os?«

»Jeg siger kun, at der kan snart komme noget snak i gang. Jeg tror ikke, De skal støtte ham; De har jo nogen indflydelse over Deres mand, ikke sandt?«

Dermed gik hun. Fru Therkelsen forstod, at hun måtte gi efter. Hun kunde ikke afsky fru Lind mere, end hun allerede gjorde; derimod hade hun den trøst, at Student Harald, sidste gang hun så ham, gik noget dårligt på benene.

Samtidig hade konsulinden og fru Laursen fået fat i Bjerregård for at erfare noget nærmere til belysning af den fatale historie om skolebestyreren.

»Kender De hans — hende?«

»Fra skolen, ja. Faeren er vist arbejdsmand ved jærnbanen eller sådan noget.«

»Han er konduktør.

»Å ja, nu De siger det, tror jeg også, at jeg har hørt det.«

»Hun er da ikke — — hun er vel meget — — ordenlig?«

»Det er hun vel nok. måske.«

»Ja — hade hun noget — sådan udfordrende væsen, da hun var på skolen?«

»Hm ja — når man ikke indlader sig, så mærker man jo ikke — —«

»For det kunde jo godt være, hun hade lagt an på ham,« formodede konsulinden.

»Det ved jeg ikke noget som helst om.«

»Der er nu nok noget om det, og den slags forældre —«

»Det er jo ikke, hvad man kalder for bedre folk, men derfor kan de jo — — man må dømme efter de æresbegreber, som man kan anta, at de har.«

»Det er nu alligevel rædsomt, hvad folk siger,« bemærkede fru Laursen.

»Det kan nok være.«

217

»Ja, De ved da nok, hvad man siger om hende og hr. Hørslev.«

»Jeg kan slet ikke fremsætte nogen mening om denne — sag.«

»Men De ved altså, at det er en sag, som De kalder det.«