↩ Derfra kommer man ned i selve byen. Ved at se disse huse, der er stimlede sammen om en gade, kommer man just ikke til at tænke paa et geled soldater; snarere minder de om en flok halte og krøblinger, der laver opløb om et sted, hvor der skal være fundet noget, man kan leve af. Men de fleste har øjensynlig intet fundet; det, der er, opsnappes af de duelige individer, som der også findes enkelte af. Retningen er inderlig sløj. Dær trænger et lille lavpandet hus sig frem og er nær ved at gå på hodet i rendestenen, mens naboen har trukket sig langt tilbage og skubbet et stykke knortet fortov foran sig. Her ser man en lang familie af gamle, gustne huse, der synes at ha fælles oprindelse, men tagene holder ikke retning, nogle rager højere op, andre er sunket eller har forskudt sig udefter, som en lang kage, der er skåret i stykker på et fad. Vinduerne er små og bulede, så at beboerne udenfra set synes mere mislykkede, end de i virkeligheden er. Entréen er så stor, at der netop er plads til, at eet menneske kan klemmes ihjel ad gangen, når døren lukkes op. Fortovsstenene rager op som knæer og albuer; hen over dem balancerer man ned i en beværtning eller et logi for rejsende, ind i et brødudsalg eller i en detailhandel. Rygningslinjen vidner om alderdomssvækkelse, og de okrede vægge har — især om foråret — et usundt udseende, som om de led af fnat eller spedalskhed; i regnvær driver det rødligt ned ad dem som materie, og enkelte steder dannes der svulster, som må opereres bort.