Knudsen-Hjortø, Knud Uddrag fra Folk

Når man blir ved opad hovedgaden, kommer man til torvet, hvor der på markedsdagene undertiden ses en ensom ko. Den skal man lægge mærke til, for den repræsenterer Sandøre kvægmarked, og dog ser den ganske beskeden ud. Den understøttes i sin repræsentative virksomhed af fem grise i tre kasser. Her er også frugtmarked. De medbragte æbler og pærer fortæres af ligeledes medbragte bønderdrenge. Det synes merkantilt set en omvej, at lade varer og købere rejse fra deres fælles hjemsted for at finde hinanden i byen.