↩ Tre timer efter kommer nogle af de unge igen og anbringer sig i den indre stue om det runde bord. Bogholder Lind har nu fundet sine folk, og glad er han, midt i en klynge damer. Nu hører man hans grin i dets rene form, udviklet som det er til damebrug. Alle vil snakke med ham, og hans langstilkede hoved er i uafbrudt bevægelse; han jager det et godt stykke hen imod den, han siger noget til, og samtidig kaster han sin vel udviklede næse til værs, som en hund, der snapper efter noget. Hans hals er udtrykkelig beregnet til det brug, og det gør hans morsomheder mere virkningsfulde. Her må man atter beundre naturens hensigtsmæssighed. Hvis han hade en kort, stiv hals, vilde hans selskabelige værdi være forringet til det halve; han kunde ikke køre hodet frem over bordet eller om bag en ryg, og den komiske fare for at støde skaller med ham vilde være udelukket. Men som det er, forstår ban altså at benytte naturens vink. Hans har er midtkæmmet, men går ikke glat ned til siderne, det er kruset op på en kunstig måde, så der ligger to rækker krøller oven over ørene, paralelle med skilningen.