↩ På banestien var sneen temmelig uberørt; pletvis hade enkelte støvler taet hul på den, ellers begyndte den at gulne af det opsivende pløre; på de højeste knolde var den endnu hel hvid. Horslev begravede hagen i frakkeopslaget og sendte et stille uha! ud over hele elendigheden. Det var nær skoletid. Børnene var samlede på hver sin legeplads. Smådrenge hilste dybt, så deres huer næsten fejede jorden, de større lettede mere afmålt på kasketten. Lyse, halvvoksne pigebørn nikkede med al deres mildhed, de hjerteligste la endogså hodet lidt tilbage, for at kunne nikke mere eftertrykkeligt.