↩ Det ringede; timen var gået. Hørslev ligesom vågnede og vendte tilbage til Sandøre. Endskønt, det var ikke det rigtige Sandøre, for her var liv og interesse i alles øjne, som om denne ungdom hade i sinde at blie ganske anderledes mennesker end forældrene. Det er en illusjon, som en lærer tit har vanskeligt ved at frigøre sig for, men Hørslev var hærdet imod den; snart tog byen dem igen i sin snævre favn og slukkede dem i sin lille sure atmosfære. Men der var jo også enkelte, som slap ud, og desuden var det velgørende at se interesse omkring sig. Han så, med hvilken åndeløs opmærksomhed den attenårige Katrine fulgte med, og han tænkte, at alene af den grund var det værd at holde et foredrag på en hel time.