↩ I det yderste kontor passer frøken Hansen sine bøger. Hun drejer taktfast sine øjne fra kladden til journalen, og hendes langfinger korer med en een gang fastslået bevægelse tværs over bøgerne til det sted, hvor posten skal indføres. Hendes smalle, rolige forretningsansigt meddeler ikke noget om, at hun hører, hvad der tales om i butikken. Hendes faer kommer ind med sin gamle diplomat og sit tottede hundeansigt; han venter tavs, til hun får tid at gi ham de forretningsbreve, han skal på posthuset med. Han spør ikke, om der er mere at besørge, hvis der er noget, så siger hun det nok selv; hun holder ikke af for mange spørsmål.