↩ Karl løb ud efter hende, og tilbage sad de to unge piger, så fulde af lede ved deres hjem, at de ikke kunde græde over det. De talte ikke og så ikke på hinanden, de var jo som alle deres søskende mellemled mellem to mennesker, der hade avlet dem i lede og fyldt deres sjæle med hver sin respektive afsky, to modsatte poler af afsky; derfor kunde disse børn ikke slutte sig sammen og værge sig mod hjemmets slethed; de kunde langt bedre hjælpe med til at gøre det endnu værre.