↩ Samtidig har fabrikanten nået det stadium, hvor han siger du og fornavn til alle; han snakker bredt op om private sager og vrøvler sig uskadeligt frem uden store planer og mange penge. Værten, den pæne familiefader, 62 viser, hvordan han var som tyveårig; hans måde at slå sig på lårene, hans tju! og sej, du gamle! peger tilbage til den tid, da han var en svend fra fad. I kultur står han et kendeligt stykke under de andre, men det beregnende udtryk er ikke forsvundet fra hans øjne, og der er endnu al mulig besindighed i de omgange, han gir; det er da også ham, der lægger penge op. Han gir sin skærv til underholdningen, da tidligere bjørne kommer på tale. Det er noget, han er inde i; han kan byens fineste perialer, og ved en historisk fest i halvfemsernes begyndelse hade han det hværv at ledsage en meget højtstående kæfert til sit hjem. Den historie må fortælles liere gange, da den ikke første gang tilstrækkeligt udløser den ophobede grinetrang.