Alle christne Dansche mendt som ere hørsomme och bekende then Romere kircke, ønscke Hans Mickelssen then sande Helliandt, som Gudt fader formedels sijn søn Jesu Christo pleijer ath schiffthe met sijne wdwolde børn.

✂ Som tw arme mandt medt thijn herre konningh Cristiern, wæridt haffuér ij mange aar een weldig tijranne, offwer alle frij Danscke mendt ædill och wædil, paa legom oc lycke, wdi hwilket weldige tijrannie, tw oc thine tillhengere haffue vnderganget saa mange erlige Danscke mendt fraa liff oc godts, oc ther met wæret orsage ath thijn herre høgbaaren første koning Cristiern, som wor for nogre aar, een weldigh oc mectigh konge, er nw landtfluctig, och een ellende mandt. Saa wilde tw oc nw i thenne ketterscke tidt offwer wor siæll haffwe eeth nytt rige oc tijranne welde, oc giøre oss till kettere, ther som wij i mange aar wærid haffue cristet folck. Ath wij ære syndere beckende oc tilstande wij gierne, men kettere wijlle wij dog aldrig wære. Och som thet wore icke meer endt nock, ath tw oc andre flere konningh Cristierns 4
raadtgiffuere oss haffde forwandleth liff oc gotz, arff oc eije, høstrw oc børn. Tha wiltw oss nw giøre Luthers oc kettere, och ther medt forføre wor fattige siæl fraa sijn Gudt oc sckabere, tro oc salighedt, wijdt oc sckell. Wij tacke then benedijde oc barmhertige Gudt ther oss haffwer lærdt ath kende the sckalke, som vnder hans hellige naffn, loff, oc ære wele betecke och sckiwle gamble fordømde ketterij. Thw lader theg ath [A2b] haffue eeth cristelligt omhygge for wor salighedt, men thet omhygge haffuer icke andet paa segh, endt ath tw kunde wndergaa wor naadige herre oc høgborne første konning Frederick sijne landt oc rige. Thet giør teg saare ont ath Gudt haffuer oss tillføgedt saa godt och saa gunstig een herre oc konning, oc forthij wiltu drage hannwm fraa vndersotte, oc menige rigens indbyggere, medt thijne forgifftige ordt, tw haffuer indtførdt i thet breff tw lodst wdgaa till alle Danscke mend, met thet ny testament, ther tw stoltellige nock scriffuer teg een stor part ath haffue paa Danscke wdtryckt, hwillket wij oc saa fuldkommellige tro, helst forthij thet er teg saare ligt, ath som tw æsth klerck och wijß, saa haffuer tw oc giort tith mestersckaff, thij er thet forwanledt, men icke wdtryct i rett oc forstandeligh meningh. Tw wilde wære saa saare retferdigh oc cristen, ath tw torde hwerken tale danscke eller tydtscke. Ther mottw forlade tegh till, kiære Borgemester, ath wij Danscke mendt, medt thet forstandt wij haffue wdti then hellighe scrifft, aff Gutz misckundelige barmhertighedt och barmhertige misckund, hobis ath bliffue salige, ther som Lutter eller thijn sckammeløse kettere wore nwfødde, 5
oc skulde alldrig fødis. Oc thet giffue Gudt ath the wildige ordt tw scriffuer i samme breff, Morthen Luther till gode wore wdsette paa latine eller tydske, at Keijserlige Majestat oc hans wijße raadt, motte wijde hwat folk hand haffwer ath bestyrcke, ther bode hemmelige ock obenbare, medt ordt oc schrifft, indtføre thet Luthers ketterij och bestyrket, modt hans naadis Keijserlige mandath och bandt, som ere wdgangne wdi noghre forledne aar, modt samme Luther oc hans tillhengere. Thijn herre [A3a] oc tw maa well tryggellige oc trøstellige robe hielp aff Keijseren, nar som ij agthe hans strenge mandath och Keijserlige band saa ringe, oc serdelis i rnodt thet ketterij oc oprør, ther tha paa thet sijsthe sckall forderffwe alle førsthedømme store oc smaa, wden the snarlige bekende segh. Dogh wij icke nw ere saa wijße ath wij thet besinde kunde. Men forladt theg ther till, ath then samme Gudt hannwm gaff Keijserdømme, sckall hannwm oc lære ath kende the sckalcke, ther hemmelige gaa effther hans Keijserlige Maiestatz forderffwe, oc aff Guds raadt wide seg wære meer plictigh ath styrke Guds retferdighedt oc then menige cristen kirkis fred, en ath komrne syne wsckyldige systherbørn wdti blodt oc tijranne gierninger medt theris fader, ther haffwer (dess wær) størt meer blod, en handt kandt nogen tijd bøde eller bædre, saa ath hwess wlycke hannum er tilkommen, oc øwergangen, er icke andet en Guds retferdige dom oc tilladelße. Oc sckall nogen menniscke ther fore sagis, tha tørff hand inghen andhen beklage for then sckade, wden teg oc thijne lige, ther hannwm forwanlede landt oc rige, acht oc 6
lydilße, medt mange wenetscke mschud, tijranne raadt, oc forgifftige exempil, met hwilcke i oss forkrencthe, hans kongelige oc førstellige hiærtte, sind oc natur, oc met edert Lutherij giorde oss aff en godt oc wijß konge, een grwm første oc weldig tijran, ther hengde paa hwer mands lycke oc liff, salighedt oc welferdt, hwad heller the wore sckyldighe eller wschyldige, onde eller gode, tha wor theris ret thennom lige godt om the wore komne i hans hadt oc wtycke. Men effther thij tw wilde wære konningh Cristierns patroen i thette breff, hwij haffwer thw tha kalledt [A3b] Pawen i Rom een Anticrist, ther konningh Cristiern wdi sijn orsage bogh modt wor naadige herre oc høgborne første konning Frederick kallede sielff wor helligste fader. Schreff handt sijn rette mening, tha haffuer tw screffuet som een forredre, bode mod wor hellige fader Pawen som er Jesu Christi stadtholdere her paa iorden, oc modt thijn egen herre konning Cristiern och fordi scriffuer konning Cristiern anthen thet hand icke meen eller oc tw æst een forgifftigh, sckammeløss, forhærdet kettere oc sckalck. Men tw agter ath thet kunde icke merckis forthi thet wor screffuet i Andorp oc paa danscke, Hwem haffde nogen tijdt trodt Hans Mickelssen wære saa dierff een mand, at hand i Andorp eller i Wittenbergh, torde paa danscke bande Pawen i Rom? Tw haffwer giordt een mandellig gierningh, och stor ære intlagt, oc ther medt giort tegh een ewigh amijndelße. Thet er icke wnder ath thet Lutherij haffuer stort genge, ath Hans Mickelssen som wor borgemestere i Malmø, oc er nw konning Cristierns raadt, er falden ther wdti. Wij kunde wel tencke, 7
ath tw forheffwer tegh aff thenne store ære och prijß, men brøst tha icke sønder aff homodt, eller for møgen glæde, her kommer andet effther. Rom er icke fordi om kuld kast, ath Hans Mickelssen er hennis fiende, oc helst forthij ath gandske Wallandt wor christet, før en nogen landt andten i tydscke landt eller i Danmarck meer en sex hunderdt aar oc forthij wil icke Gud ath saa gammell een cristen stadt schall worde till inthet for Hans Mickelßens had och wrede. Thij raade wij teg Hans Mickelsen ath tw en nw wender om, thijn tijdt [kan] worde kortere en tw kant nw besinde och offuerweije. Ther sckynder seg met tegh bode [A4a] alder oc gierninger till Gudz domstool oc rettere ting. Her er nock leffuet, oc meer opscreffuet en tw tror, bed Gud om naade ath thet mottæ en nw forladis som brut er. Tith naffn er wide nock forkyndet oc helst i then meningh, ath tw forførdt haffuer konning Cristiern fraa landt oc rijge, lycke oc welferdt, raadt och sckiell. Oss haabes tw bliffuer icke mectigh, at indtføre then wdtij Danmarcks rige, ther Gudt haffwer selffuer straffedt oc wddreffued, saa mange fattige menniscke, wsckyldige qwinner oc børn, till glæde oc hwgswalelße, hwess wsckyllige blod, en nw rober heffn aff Guds strenghe retferdighedt, oc retferdige strenghedt. Wij haffue then trøst aff Gud, at handt wijll icke haffue saa mange erlige mendt, wsckyldige qwinner och børn forderffwedt i grund for een mandz welferd, oc serdelis then ther skal kaaste saa mangen mands hals, lycke och salighedt, effter thij hand wedt andre raad till at straffe sith folck en lade thennom komme wdi then wmilde løijes mundt. Then 8
tijdt wijde wij wel, ath tw blandt thine wenner straffede mange aff konningh Cristierns wchristellige gierninger, dog ath thw haffwer nw fangedt eet andet sijnd, sijden tw annamede dob wdi Lutthers kircke och begyntte at drijcke aff hans aandt, ther wdi een stacket stwnd haffuer giort aff wdygd dygd, aff løgen, sandthedt, och aff ketterij cristendom. Men nar altingh om kring gaar, oc Guds wrede er stijlled, tha sckall wdygd løgen oc ketterij icke andet blijffue en the hede oc i sandhedt ere. Oc ath tw schalt icke forblinde flere medt teg, och helst then simpel menige mandt her wdi riget, tha sckal teg nw giffues eet høwist oc tilbørligt swar, mod samme tith breff, wdi hvilcket then menige mandt sckall [A4b] merckellige oc klarlige forstaa thine forgifftighe oc bedrægellige raadt medt hwilcke tw wijlt tennom wndergaa, siæll ock lijff, arff ock ege, lycke oc welferd, oc thet sckall giøris korttelige wdi thenne føije schrifft som her effther følger. Gud wnde teg eet bædre wijd oc rædelligere sckeell en tw nw haffuer. Dogh tw lader teg wære saa dybellige wijss oc merckelige godt, ath teg inthet fattis, oc ath inthet sckall forglømmes. Tha sckall tith eghet breff ord fraa ord delis wdi nogre puncther, och hwer aff thennom sckall haffue sith besynderlige oc tilbørlige swar, ath tw sckalt jcke kwnde klage noget wære forget eller forwanlet wdti samme breff, ther tw dogh icke wille lade wdgaa met bogen, som tw haffde acthet medt thet første. Wij haffue wel sporth hwad wending ij giorde medt samme testament, før en ij lode thet wdgaa. Dog ath tith breff findis i nogre aff the førstæ, men thet wor sckeedt før end tw haffde 9 beramrnedt, ath thet første oc sijste quatern schulde forwendis oc om kring settis, saa pleier sckalkhed ath lenge wendis før end thet wdgaar, och nar thet wdkommer, thet bliffwer end tha sckalckhedt, oc kand segh forthij icke lenge betecke. Men nw wele wij høre thijn dybe tale oc wijße raadt.

Hans Mickelssen.

✂ Naade oc fred aff Gudt fader, wor herre Jesu Christo ønscker iegh Hans Mickelssen, alle Danscke mend och qwinner, wnge oc gamble.

Swar.

✂ Waare tw een reth cristen mand in Christo, oc wdi then sande menningh, ath alle cristne menniscker ere thine [B1a] brødere, tha helsede tw icke aldsomeniste Danscke mendt oc qwinner, men alle Danrnarcks rigis indbyggere, blandt hwilcke mange ere fødde wdenlands, ther dogh ere rigens borgere oc wndersotte, ønscker tw alle Danscke mend fred oc naade, hwij foragter tw tha fremdelis wdi breffuet thet gandtscke klerckerij? ther dogh ere rigens indfødde mend, och aff saa god Adill som thijn kettere kandt wære. Dog ath een stor part aff the yperste prelather ere fødde aff then rette oc beste Adill, ther thijn trell dog icke mijndere foracther en andre manghe blanth then menige mand. Oc Gud fader oc hans kiære søn Christus Jesus thet giffue, ath tw haffde saa cristelligt eet hiarte, som tw haffuer lærdt ath helße effther Apostels wijss. Tw ønsckir oss got 10 meth munden men hwat tw haffuer i hiartet, wdtrycker tw sijst i samme breff. Men sanctus Joannes siger tha saa wdi sijn første Epistell. Sønner wij schulle icke alsomeniste elscke medt ordt eller twnge, men wdti gierning oc sandhedt. Wij straffe dog icke ath tw saa helser, men ath tw haffuer icke thet eendfoldige hiarte, ther will alle got, oc ingen ont, wære seg wen eller vwen, leeg eller lerdt, prest eller mwnck, tydsk eller dansck, mand eller qwinne, effther thij ath wij ere alle eeth in Christo Jesu, som sanctus Paulus haffuer oss oc lerdt. Men tw biwder oss brød medt then ene hand oc wdi then anden betekir tw een stoer steen.

Hans Mickelssen.

✂ Aller kæriste brødre oc systre wdti Christo. Effther then forgangne farlige tijdt, aff hwilcken Propheterne och Apostelene haffue screffuet oc Christus haffuer sielff taledt om, ath ther sckulde komme falscke Propheter oc læ[B1b]rere, som omwende sckwlde, then rette oc klare Ewangeliscke lerdom, fran sijn rette forstand, oc drage henne till theris egeth nøtte oc gerighed, thennom sielffue til fordømmelße, som sancte Peder haffuer till forn sagd wdti then anden epistell, oc wdi thet tredie capittell.

Swar.

✂ Thw kalder oss thine aandelige brødre oc systre, oc then samme kerlighet haffuer tw dog till oss, ther Cain haffde till sijn broder Abell, ath thijn herris 11
gerighedt oc blodige hiarte kand styris oc mettis, tha wiltw haffwe saa manghen erligh mand om halfiin, ther ere tha møget yppere for Gud en konning Cristierns ene hoffwet thet er, oc thenne thijn blodige begæring, betecker thw strax medt Gudts ord, ther tw sijer ath wære forwendt aff falscke propheter, hwilcke tw medt thijn bedregere Morthen Luther holler ath wære hellige martyres oc bisper hues wnderwijsning wdi then hellige scrift siwnes teg ath wære ketterscke lerdom. Men oss cristet folck siwns hwn ath wære then Helliands raad oc sande prophetie. The wlffue som sanctus Paulus tall om ther sckulle indfalle blandt then christen hiord opstode strax medt the hellige apostell, oc wdi the neste daghe effther the wore affgangen, oc the droge then hellighe schrifft saa aff sith rette oc klare forstand, ath the forwende fraa Christo oc Christi sande oc rene lerdom, een stor part aff then gantscke werden. Oc serdelis the landt oc rige, som sanctus Paulus haffde kommet wnder then cristen tro, oc screffuet sijne breff till, meth hwilcke hand somme bestyrckede wdi then cristen tro, modt kettirscke lerdomme oc somme straffede, ath the tredde saa snart fraa then rene [B2a] Euangeliscke lerdom the haffde hørdt aff hannwm, oc ther om tall sanctus Petrus, ij thet capittell, tw teg tilsckiwder, men wrangellighe, och sier ath wdi sancti Pauli breff ere mange diybe oc twnge stycker, ath forstaa, ther wlerde mend, oc i troen wansterke, wrije wdaff theris rette forstandt, segh sielffue till fordømmelsse oc fordi ath thet sckede wdi sandhed, tha er største parthen aff the landt som sanctus Paulus wende till troen 12
omfalden, oc ere nu anthen kettere eller tyrckir, vndentagen nogre Gutz wdwolde børn, ther hand aff sijn wbegribelige misckwnd, haffuer altidt hemmelige bewarid wdi hiartens wsckyldighet, dog ath the haffue wæridt mith i blandt onde mennisckirs samfwndt. Hwor findis nw the Corrinthier, Galather, Ephesier, Tessalonicher, Collossenser, oc andre flere ther sanctus Paulus screff syne breff till? Ere the icke nw alle fallen fraa then christen tro aff guds retfertdige dom? hwor fore? Forthi ath the lode seg bedrage aff the falscke propheter i mod sancti Pauli oc sancti Petri raad. Seer thw icke nw om tw haffuer øgne ther kunde see, ath then største parth aff gandtscke werdenn er falden fraa then sande och rene cristhen tro? Asia oc Aphrica ere noghet nær borte, wdi Ewropa findis en nw een lijden gnijst aff cristendommen, dogh ath Europa er then mindste part aff werden. Men then gnijst will nw Luther meth sijne tillhengere wdtslycke, blanth hwilcke thw giør tith beste, aff then macht thw haffwer, dogh (dess bædre) hwn recker icke langt, och rachte hwn en noget lengre, tha er Gudt megthugere en thw och alle the tijranner i werden ere. Wor herre Jesus Christus tolde icke alsomeniste død oc pijne for thijn schyld eller thennom [B2b] som ere kettere meth teg, men ydermere for oss fattighe simpell mennisckir, ther wdi een rett cristen meningh, wele wære wdi eendrectighet met then hellige Romere oc menige cristen kircke, som er tha een mesterinde till wor oc wore foreldris tro oc salighet. Aldrig finder thijn kettere nogen kircke ther haffuer saa lenge oc saa trøstellige standet i troen, som then 13 Romere kircke. Hwad tha om hwn er en syndig oc sckrøbellig? hwn haffuer fordi een sterck oc barmhertig Gud, ther will henne benaade nar hwn worder hannwm inderlige paa kallindis, hun er syndig, men tha icke kettirsck. Men hwad hellighed Luthers och Wittenbergs kircke er allerede befwnden wdi, schall her effther och om talis. Thij wele wij nw fremdelis høre hwad tidt sckalcke hiarte bryder aff seg meth thijn sckendige mwndt, ther Gud will med tijden straffe, wden tw teg snarligen bekender.

Hans Mickelssen.

✂ Och the Guds bespottere haffue ther emod wdscreffwet theris Anticristelige buller, och kirckelogen (som the kalle hende) medt hwilcken the haffue saa ynckelige formørcket then hellige scrifft, oc plath forwent, saa ath schrifft siwnis nøffue ath wære schrifft, saa ath the nw paa thet sijste haffue saa gandtscke forblindet then arme eenfoldige cristen hiordt (hwilcken the tillwelge thennom ath wære befalen) medt theris sqwalder och drømme, som the wanwittige forblinde och forstockede knwbbe, haffue predicket for folcket, ath wij inthet wiste, oc eij wide motte, wden hwad theris wdwortis hellighed, godt siwnlig naade oc hellighedt wilde lade oss wijde eller sije for oss. [B3a]

Swar.

✂ Nw stingher thijn sckalck medt sterthen, och thet fordi dw scriffuer paa Danscke, ther tw hwerckin 14
kandt eller torde paa latine, oc helst wdi Keijserlige land och stæder. Thet motte en wære wdi thijne dage, ath thijn stympere som aldrig andet lerde en sckatte och plagge, sitze oc tolde, sckulde foracthe then menige cristen kirke, oc hennis forstandere, med thijne kettirscke ordt, oc æslige breff. Oc dog ath tw haffuer forsckylled haanlige swar, och spotscke tiltall, wij wele tha holde oss for gode ath betale teg effther thijn werdsckyld, oc icke anderledis agte tegh, en then hwndt ther kand gøø och icke bijde. Tw besinder ath mange wdi thenne tid, haffwe stort omhygge for rygte oc naffn, fordi wilde tw oc saa giffue tilkende ath tw wast hwll oc diyb, oc maa wel sckee, tw haffde reffnet oc sprucket aff wijsdom och dybhed, wden tw haffde hannwm wdtspiwdt i thette tith obne breff. Nw først ath sije modt thenne artickell. Tw maat tegh sckemme thijn fwle kettere ath thw kalder saa mange hellige Martyres oc Confessores, som nw regnere med Gud, bespottere, som haffue med theris hellige blod oc lerdom, bestyrcket oc stadffest then gantske cristhendom. The haffue seth kirckelogen och inghen anden, ther thijn leede spottere kaller antichristelige buller, medt hwilcken the haffue forclaret oc wdtryckt oss then hellige scrifftis rene oc sande mening, oc icke hende forwanled eller formørcket som thijn mørcke oc gamble graa kettere haffuer sagt. Ath ij kettere haffue her till dags foragtet dødelige oc syndige mennisckir, thet maattæ en fordragis, fordi ther ligger føije mact oppaa huad rijss wor herre brwger till ath straffe syne wdwol[B3b]de børn meth ther handt lader forfølghe till plicht och bod, och fordi 15
straffer thennom ath the sckwlle seg bekende. Men ath ij haffwe nw stijlled eder mwnd, modt himmellen, oc thennom som ther regnere, thet bør ingen ath fordrage ther Gud bekender, om hand icke will wære Guds forrædre. Men ath affwærije medt hand oc mwnd, saa wijth hans macht kandt recke. Wij kwnde wel forstaa, ath Luther och hans tilhengere, haffwer anheffuet eeth fortwijledt stycke, ther icke kand bestaas wden løgen oc sckalckhed, oc fordi haffuer handt i mange stycke intthe forsckell, wære seg wdi schrifft eller tale ath han kandt ther medt gøre sith anslag sckønt, oc sande ligt. Men nar som ij kettere haffwe klarlighe bewijst alth sammen wære Guds ordt hwess ij tale oc scriffue, tha maa i sijghe ath kirckelogen er een forblindelße till Guds ordt. Thet gøre ij tha aldrigh, fordi ther findis allerede større twedracht blandt eder, en ther nogen tid wor emellom then hellige kirckis doctores oc lærere, oc besynderlige fordi, ath then twedracht som haffwer wæridt thennom emellom, er alsomeniste om the stycker ther sømmellighe ere men tha icke aff nødt. Men then twedracht som findis blant eder kettirske doctores er saa aff nød, at wij hende for wden kwnde aldrig worde salige. Bewijss thijn kettere om thw kant eet stycke aff thet hwle oc diybe forstand tw æst opfylt medt, ath wære modt then hellige scrifft, oc serdelis aff then scrifft som findis wdi kirckelogen, wden tw wilt sije (som wij wijde tw gør) ath hwess som er scriffuet, och nw scriffwis mod Luther, er oc emod scrifften, dog ath Luther haffuer ingen strengere modstandere, en then hellighe scrifft, reth oc tilbørlige wdlagt, effther then Helliands sind, och 16
meningh. Men thw arme mandt æst saa for[B4a] mørcket aff homodt och straghedt, ath theg siynis inge bøger wære aff scriffthen, eller støde paa schriffthen wden hwess Luther och hans tilhenghere lader scriffthellige wdgaa, ther dog icke andet ere, en kettirscke gloßer, och een bedrægelig forwandlingh. Oc the hellige mends wnderwijßning, ther oss haffuer medt scrifft, lerdom, vnderlige gierninger oc tegen, affthen Helliands raadt oc indsckudt wdtryckt och forclaredt saa møget aff scrifften, som wij motthæ wijde, och oss wor nock till siels salighedt, kalder thw sqwaller och drømme. Thet er oss dogh wittherligt thw wilt sije schriffthen wære saa klar, ath hwn kandt aff segh sielff forstaas oc begrundis, nar hwn er wdtset paa thet twngemaal then menige mand kandt tale. Men ladt thet nw wære saa sant, ath inthet er meer sande ligt. Hwi haffuer tha Luther och hans effterfølgere kettere oc sckalke, schriffuet och giord saa manghe gloßer paa schriffthen och wdtsett saa manghe bøgher i then meningh ath the schulde scriffthen forclare? Dog ath the ere ther saa twedragtige wdi, ath the wnderstundwm komme icke nermer sammen en een koo och een weddermølle, som wij sije wdi eeth aff wore Danscke sprock, om the thing ther kwnde ijlde samnis. Eller er hwn och saa klar som thw sier. Hwij schriffuer tha Luther modt sijne besorne tilhengere Carolstadium, Oecolampadium Capitonern, oc Swinglium, och the modt hannwm? och the tha mene paa begge sijder ath schrifften er them medt standigh, och wildigh. Eller hwi kandt icke Luther met seg selff fordragis, om schriffthen er saa klar, och haffwer inghen anden 17
diybhedt paa segh en the blotte ordt ther hwn medt setthis och wdtryckis? Effther thij handt nw thet nedher bryder som handt [B4b] tilforne opbygde, oc nw rober i gien, ther handt tilforne gaff mact, wiltw sije (som tw haffuer icke anden tilfluct) ath han nw forstaar een part aff schriffthen bæder en hand tilforne giorde, tha giffuer tw klarlige till kende, ath scrifften kand icke altidt, eller aff hwer mandt forstaas oc begribis. Ther som hwn er schiuld for the lowkøne, och icke kand aff thennom begribis, møget meer er hwn sckiwld for then mene mand, som er wanwittig oc wforstandig. Men nw haffuer tw her een anden tilfluct oc sier, at scrifften er well hwl oc diyb. Men ij thenne tijd haffuer then Helliandt saa offwerfaldhet meth sijn naade then menige mand, ath hwn er nw aff hwermandt forstandelig. Medt thette stycke bedrage ij Lutheraner mange simpell mennisckir, dog ath thet haffuer inthe paa seg. Tror thw ath then Helliand er een mestere till twedragt, oc till the meninger som ere twert emod hwer anden? aff hwilcke blant edher findis allerede eeth stort tal, och fleer bliffuer medt tijden. Men ij maa nw segle eder eghen regße eet stwndt, oc see hwad ende eders anslagh will grijbe. Tha sckulle ij wijde ath wij fattige folck icke andet tro, en ath then helliandt er eendrectigheds mestere och raadgiffuere, och icke twedragts, ther om sckall tha meer talis fram beder ij thette breff. Tw kaller thet anticristelige buller, ther hellige martyres, bisper oc menige cristendoms raad, haffwer seth oc samtycht aff then Helliands indsckud, ther thennom oplysde, før en wild eller gerighedt haffde nogen tijdt forkrencth 18
cristendommen. Oc twert emodt alle the kettirscke lerdomme ther ere fordømde for mange hunderd aar, oc nw oprobis aff Luther och hans selsckaff kalder tw then hellige scrifft, och Guds rene ord. Saa haffuer eder fader Dieffwelin hwes søner ij ere, lærdt [C1a] eder ath tale oc scriffue. Oc fordi thet tagis medt eder till tacke aff thet folck, ther war Luthers ij mange stycker før en Luther wor fød, tha lade i aldrig wdaff at liwge, dog ath ij nw merckis daglige, oc i framthijden ij bæder schwle. Wij dog well wijde hwad teg nagger oc ancker wdi kirckelogen. Sandelige thet ere the prewilegier oc frijheder, som ere giffuen thet menige klerckerij oc stadfeste aff mange christen Keijsere oc andre cristen førster, aff hwilcke the maa fordætingis till rette ath tw oc tijne lijge tijranner oc sckalcke schulde thennom icke wforrette, eller giøre noghen offwerlasth. Om hwn er i mange stycker wildig, hwad tha? Haffuer thw nogen tijdt seet prewilegium oc frijhed, ther icke haffde wildt met seg? Ther som tw oc thijne lige haffde lat klerckerijd bleffwed wdti tilbørlig ære oc wurdningh som the wore fraa første begyndelße. tha haffde thet icke wæritt aff nød, ath seth nogen wildig logh, thennom besynderlige till gode oc frijhet. Wij thet gierne kendis ath ther som wij wore alle saa gode cristen, som oss bwrde ath wære, tha giordis ingen wildig logh behoff. Men sijden werden begyntte ath forargis, oc hwert menniscke gør sith gaffen, oc gaar effther sijn naboos sckade. Och had oc affwundt desligheste aff then mene mandt øgis mod klerckerijd, tha gørs behoff, ath ther som cristendoms kærlighedt kand icke 19
haffue magt till fredt, ther schall mand gøre seg fred med prewilegier besckermelße oc forswar. Gør cristendommen saa reen oc saa godt, som hannwm burde ath wære, och tha wele wij gierne tilstæde, ath tw igienrober, icke alsomeniste kirckelogen ther wildig er, men all screffuen log, huad heller hwn er wildig eller vwildig. Christedt folck giør hwer mands gaffen, seg selff oc saa till sckade, ther som thet altijd scke[C1b]de, tha haffde wij inghen trette, oc ther som tretthen wore afflagd, tha giordis ingen screffuen log behoff, och dog ath samme log er wildig, icke er hun fordi antichristi buller, thet er nogen scrifft mod Jesu Christi lerdom. Thet kand icke wære Gud emod, om noget sett giørs i then mening, ath thet sckall brwgis till fred kerlighedt, och ath sckillie trette med, oc paa thet ath een skall icke meer wforrettis en een anden. Nw till thet tw kalder thennom antichrister, wele wij och sware theg effter thijn forsckylling, oc alting saa offwerweije, ath wij sckulle klarlige see, hwilcken som er meest antichrist, anthen Lutheraner, eller oc the som ere aff then Romere oc menige cristen kircke. Antichristus er jcke andet en Christi modstandere, oc forthij thet sckeer wdi twenne mode, ath ther staas i mod Christum, tha findis oc saa twenne slag anticrister. Aff thet første slag, ere alle the som offwertræde oc synde emodt Guds bwd, ther saa ere anticrister mange, ath the medt tijden opliwsde aff Gud, bliffwe Christi egne før en omgaar, effther thij ath thet hellige sacrament pligt oc bod, bliffuer oc haffuer wærid alle dage wdi then hellige kircke oc ij thenne mening er thet befrøctindis ath wij ere mange antichrister, 20
fordi wij aff legomss løst, naturlig brøst, oc løse begering daglige offwertrede Guds bwd, anthen wdwortis med gierning, eller indwortis medt hiarthens begæring oc samtycke. Men wij haffue tha eeth stadigt haab till Guds naadelig misckundt, ath wij sckulle med tijden bædris och fuldkommis. Thet er oss leet aff alth wort hiarte, ath wij icke ere saa fromme som oss burde, och gierne wele wij worde gode, nar som Gud will oss tilføie samme godhet, ther wij kwnde hannwm teckis wdaff, hwilcket oss haabes ath snarlige sckeer, oc helst fordi wij ere thet aff [C2a] wort inderlige hiartte begerindis. Om Luthers tilhengere ere icke wdi saa made antichrister ther maa the see seg om. Men the som ere med oss, oc daglige komme till oss aff fremmede stæder, brwge seg wdi eeth sckalcke leffnet, oc nw siden the kalde seg gode euangelisk, tha frycthe the huerken gud eller menniskin. Oc huore wij see nw theris vdygd for wore øgen oc kunde føle theris skalkhet rnet hender, the wele dog wij skulle tro thennom at wære hellighe menniskir, oc guds sande propheter. Ther som the aff sckalcke blefwe gode mend, oc aff dranckere sparsomme, aff høfferdige idmyge, aff wkyscke reene oc kyscke, aff gerige dandnis oc welwillige, tha motthe wij tro ath thet wore aff Gud. Men nw gøre the aff gode mend, onde, aff smaa sckalcke store, oc aff hatscke mendt mandrabere, oc aff eenfoldige tiwffue obenbare røffuere, och aff høwiscke iomfrwer sckøger oc sckalcke, oc saa for wden ende, och ingen er meer indfalden medt Luther en øgensckalcke, ther andhet sckiulle wdi hiarthet, en theris wdwortis gierning synthis ath bewijße, oc aff theris egeth 21
øglerij dømme the nw alle cristhen saa ath wære, dog thet er een slem wdygd, ath dømme een anden aff sith egeth sckalckhedt. Her findis well mange ij Danmarck (dess wær) ther gierne wille forde Luthers anslag (hwilket teg oc thijn herre er gantscke wel behaffueligt) oc ath the haffue lenge beramed desse anslag som nw ere for hender, giffue the merckellig nock till kende, sijden the finge medhold oc orsage, oc thet nagger thennom mest at thenne samme lempe, gaff sig icke for mange aar, oc helst men thijn herre konning Cristiern hafde regementen wdi Danmarcks rige, thi ath hand wor saare welwillig at bestyrke alle the anslag som Luther wore til wilde oc klerkerijd vnder øgen Wdi anden maade kaldis nogen anticrist, thet er [C2b] Christi modstandere, icke ther alsomeniste offwerwunden aff sckrøbelighed gør synd, men then som med falsk lerdom gør synd til dygd, oc dygd till synd, oc ther holder ont at wære got, oc got at wære ont, oc agter løgen for sandhet, oc sandhedt for løgen, oc ther seg ophøijer offwer alt thet som kaldis Gud, oc ij thenne mening kailer tw oc Luther oc hans tilhengere alle the prelather som wæridt haffue wdti then hellighe kircke, meer en wdi fiorthen hwndret aar, antichrister oc kettere, oc serdelis the hellige martyres oc confessores, som effther sancte Peder haffue holdet thet Romere sæde, oc wore Jesu Christi stadholdere her paa iorden. Men nar tw kandt bewijße, ath the anthen haffue kalledt seg guder wden som schriffthen gør thennom ther ere forstandere eller begered guddoms ære eller lignedt seg wedt Gud, tha haffuer tw wundhet ath the ere antichrist, men thet gør thijn 22
keltere aldrig, oc haffde tw en giort thit beste ther wdi med Luthers løghen och bedregelig lijst, tha sckulde teg giffues eet høwist swar, sterckre bædre och fastere, en all then falsckhedt thw nogen thijdt kwnde dicthe eller paa finde. Ther som the vvore antichrister oc kettere, tha war her aldrig cristhet folck i Danmark oc icke helder wdi nogre landt, som nw ere in Europa, fordi wij haffde aldrig anden tro ock lerdom en aff then Romere kircke, ther i sandhedt haffuer lengst standeth i then christen tro, oc aldrig wor besmittet med kettirske lerdom. Syndig er hwn, oc haffwer wærit ij nogre aar oc thet klage wij alle med Luther, dog hand er icke then første, thet haffuer besindet. Thet er mange aar siden Sanctus Bernhardus giorde then samme klage, dogh wdi een bædre oc rettere meningh en Luther gør, desligeste giorde oc sancta Birgitta, Elizabeth, Hildegar[C3a]dis, Mektildis, Cyrillus, Methodius, Telesphorus, Katharina Senensis, Robertus, oc andre flere Guds sende bud, dog ath the hwerckin foractede embede eller magt som Luther hand gør, oc thijn fwle kettere. Men wij maa tha icke falde hende fraa, ath hwn er syndigh oc serdelis nar hwn icke nøder oss til ath synde med seg eller ath efftherfølge sijne syndige exempill. Ther som hwn en wille oss trenge rnod oc fra wor reth, nar hwn anthen sckatter eller nøder oss noget wdaff, tha er thet inghen synd. Men een stor orsage till stor forsckyldingh hoss Gud, oc besynderlige nar wij fordrage saadan trengsill met eet got taall. Findis en nogen aff then kirckelog, som er sett ij tw eller tryhundret aar, ther wildig er till wrette, eller nogre landt till sckade och 23
forderffue, hwn gør ingen mand til antichrist, fordi hwn er aff thet slag ther pleier ath rettis oc forbædris oc wnderstwndwm igien robes effther som behoff gørs till freds oc eendrectigheds bestand. Thet som er Guds log oc sett offwerganget. Hwi schwlde thet icke oc saa hende wdi mennisckens log oc sckicke? ath Guds log er wdi mange stycker igienropt, som wor seth wdi thet gamble testament, er oc saa wittherligt ath inthe meer. Thet som the hellige apostele haffde schicket ij Hierusalem er och affaldhet oc magtløst, oc fordi maa wij oc saa igien robe mennisckins log oc sckicke och serdelis nar hwn icke rettelige brwgis, oc er kommen wdi een ondt wane dog thet hør icke hwert besynderlighe menniscke ath giøre. Men thet menige cristendoms raad, ther haffuer magt till ath affsije for een retth, hwess Gud føier thennom ij sindhe, som then hellige kirke haffuer alltidt giort, nar twedracth wor paa ferde, eller noghet twijlsmaall wdi scriffthen ther icke kwnde aff the blotte ordt grantsckis [C3b] till pricke. Oc dog wij fastelige tro, ath ther sckall komme een besynderlig oc weldig antichrist, før en Christus Jesus Guds søn er igienwentendis paa then yderste domme dag, ther med stort welde oc macht sckall forfølghe then menige christen kircke, oc frambringe thet oprør, ther schall offwergaa all then modgang, som then hellige kircke haffuer hafft, fraa then første begyndelsse, oc schall seg forheffue offuer alt thet som kallis Gud, och giøre synd till dygd. Tha tycker oss ath ther wor aldrig nogen hannwm gick nermer, en Luther, wndertaghen. Nerone Keijsere och then Machomet som Tyrcker nw dyrcke oc holde for 24
een hellig Propnet, mer ror aatehundrede aar opreijsde eet stort bulder i then hellige kircke. Machonietus sagde paa then tijd, ath Jesu Christi log oc euangelium, wor forwanledt och formørckit aff hans hellige Apostele oc euangelister, oc seg fordi wære wdsend aff Gud ath han thet sckulde rette oc forbædre, och sckillije theris sett oc digt, fraa thet rene Guds ord, oc sette serdeles wdi een bogh, hwilcked handt oc lod segh ath giøre. Bogen kaldis Alchoranum, oc er sijn mestere oc prophet saare ligh, ther tha wore for møget langt at scriffue wdt aff medt besckede och serdelis i thette breff. Saa haffuer oc Luther giord, thijn affgud oc propheet Dog hand thet icke sier om alle apostell oc euangelister men besynderlige om fijre, som er Mattheus, Marcus Lucas oc Jacobus, hand sier ath theris euangelium er icke then sande oc rene lerdom som Christus lod wdgaa her paa iorden. Icke er helder sancti Jacobi epistel schreffuen aff rett apostels aand, som Luthers spotscke mwnd haffuer tald oc sagd well hwndrede sindwm. Oc fordi sier hand, ath then rene oc euangeliscke meningh som findis wdi sancti Joannis euangelio, oc sancti Pau[C4a]li sendebreff till the Romere oc the Gallater haffue thesse forsagde euangelister, oc andre hellige Martyres oc confessores (som wore stadholdere i then hellige kircke siden the hellige apostel wore aff gangen) forwanled oc formørcked med theris antichristelige seth oc sckicke, ligerwijss som the hellige ewangelister, haffde andet screffuet en Christus lerde oc giorde, eller och Christus haffde inthet meer giordt ther oss ligger macht paa, wden thet som sanctus Joannes screff. Haffde nogen Pawe 25
eller Bisp sagd tesse bespottelige ord, tald eller screffuet, tha mottæ thijn kettere kalde thennom Christi modtstandere oc thette er tha eet aff the mindste stycker blant the groffue, ther Luther lader wdgaa paa schrifft, dog ath Julianus kettere oc Keijsere, oc deslighest Porphirius, wore for mange hwndret aar ij samme mening medt Luther. Och fordi wele wij nw kortelligen offwerweie hwilcken som er mest antichristellig. Luther thijn propheet, eller oc wor hellige fader Pawen som nw sijder i Rom eller nogre andre aff hans forfædre. Men hwes wij worde dog talinde om thet menige klerkerij oc theris magt oc werdighet, scall icke gøris wdi then mening, ath wij wille anthen orsage eller giffue magt, nogre aff the synder, som nw regnere i blant klerckerijd. Wij thet kendis wære formøget sant, ath synder ere mange och groffue blant cristedt folck, oc wij thet daglige begræde, oc fordi haabess oss, ath kwnde wij icke lade alle syndher, tha wele wij med Guds hielp oss wogte for kettirscke oc wrange lerdomme oc tale got, ther som wij kunde icke gøre saa møget oss burde. Syndere ere wij, oc for syndere tolde Christus Jesus død oc pijne, fordi the hellige oc retferdige wijße oc homodige haffde hannum inthe behoff. Men i Luthers kirke, findis bode vbegribelige syndere oc wederstyggelige kettere, som er noget sagt oc skal idermere sijes [C4b] Hand straffuer haanlige oc spottellige homod oc gerighedt wdi klerckerijdt, oc thet gør alle gode mendt men dog icke medt saa stort bulder, oc hans eget homodt er tha saa stort oc møget, ath sijden Machometus wor til tha wor aldrig noget større wdi cristhendommen, handt ligner 26
seg med Christo Jesu, oc sijne discipell med Jesu Christi apostell, ther aldrig giorde nogher Pawe wdi Rom god eller ond, oc aldrig haffuer nogen andet sagd en ath the waare stadthollere wdi then hellighe kircke paa Jesu Christi wegne som the oc i sandhedt ere. Ther nest er Luther wd aff een arm oc wbekendt mwnck bleffwen saa got som een werdzens første, och thet haffwer hand forhwerwed med sckalckhed oc wdygd, saa at nw i sex aar tha haffuer handt then gwnst willie oc tieniste aff then mene mandt, wdi nogre landt oc stæder, ther aldrig nogre Pawer eller christendoms Prelather haffde for hannwm, hwad heller the wore syndige eller hellige. Hwem kandt nogen tijd schriffue eller fortellie then gunst oc yndist hand haffuer aff nogre konger oc førster, Riddere och edle mend, aff borgermestere och raad, bønder oc borgere, rytther oc mordenære, sørøffwere oc schalcke, smeder oc sckredere, sckijndere oc sckomagere, oc alle ere the hannwm saa willige oc wildighe som the hannwm tientte bode for sold oc plynderij. Somme førster (fordi hand er thennom wildig i mange stycker) sije hannwm ath wære Guds sande prophet, oc ath Guds ord wor aldrig saa forklarid, sijden the hellighe Apostell wore till, som thet nw er aff Luther, the sagde gierne sijden werden begynttis, oc saa ere mange hans wnderdane, thennom till stoer haanhedt och sckensill, ath the ther strenge førster kwnde aldryg twinge medt welde eller macht, haffwer hand giord seg vnderdani[D1a]ge med kettirscke bøger, oc een forgifftig lerdom. Munne icke thet wære antichristelige stycker? handt tilbedis aff sijne tilhengere, æris, loffuis, prijsis, oc 27
affholdis med schrifft oc tale, meer en Petrus eller Paulus, eller nogen anden hellien i himmerigis rijge. Och med thet strage oc homodige sind hand hafuer, ther som hans macht wore saa stoer som Pawens wdi Rom, tha skulde hand bliffue then gantscke cristendom een wbegribelig tijranne, oc maa wel sckee bliffue then store antichrist. Hand haffuer saa offthe, thet hannum Gud straffe giffuet cristen førster raad, ath the sckulde gøre theris hender røde wdi klerckerijds blodt, dog ath wor herre haffuer thet en bæder føiedt her till dags. Hwilcken antichristus kunde nogen tijd gøre wmildere oc grummere gierning? oc en sijer tw ath hand och hans tilhengere, haffuer oss opliwst then hellige scrifft, oc hennes sande oc edle mening wdtryckt. Ydermere haffuer hand sijne apostell oc rendere, om kring then gantscke werden, som aff eeth wbesindigt geckerij saa flijttellighe forfore alle hans anslag, som the wore hans stedde hion oc wnder danige træle. Oc samme hans Apostell ere tha icke andet blant then menige mand, en eeth forgifftigt affsckum oc eet wrag som ere forløben oc for soorne mwncke och prester, kremere oc prackere, spelemendt oc andre landtløbere, landzknecte, baatzmend, prenthere oc bogfører och thennom serdelis, som pleier ath omføre kettirscke bøger, oc fordi ath desse folck aldrig haffde nogen redelig conscienze, men pleije altijdt ath leffue aff plynderij roff oc bytte, thi ere the indfallen medt Luther aff eeth forsuffith hiarte, oc for then legomlige frijhed, ther hand loffuer alle sijne discipell oc efftherfølgere oc saa ere the alle hans wnderdanige træle, segh till stoer haanhedt, 28
[D1b] ath inthet er haanlighere, en lade segh aff een forløben oc forsoorin mwnck bedrage, oc then serdelis ther haffwer bode forraadt sijn Gud, och forført saa mange twsinde mennisckir fra liff och salighedt. Oc en affholdis hand nw saa møget, ath hannwm inthet andet fattis en kongelige krone ock spijr. Oc i sandhedt tha wore han eder rette konge, ath som ij ere wndersotte, saa bør eder oc ath haffue konge, tnet er, sckalcke och forløben folck bør ath haffue een sckalck oc een forløben mand til konge, fød aff then samme adel hans vndersotteere kommen. The som tilforne wore frij oc frelse mend, ere nw saa besoorne Luther tilhande som han anthen waare Gud, eller een weldig første, ther thennom haffde medt swerd oc slag offuerwundet, oc saa ere the med hanwm forblinede, ath dræber hand folck, sckender hand møør, bryder hand kircker oc closter, spotter han Gud oc helgen, och gør møget andet ther himmel oc iord motte forfæris fore, tha giffuis thet macht oc affholdis som thet wore Guds bud oc ord. Om alle mandz wdygd oc sckalckhet tøre wij thale. Men om Luthers wbesindighe geckerij maa inghen tale, hemmelige eller obenbare wden paa sijn hals. Hwem haffuer nogen tid hørt eller spurd saadant antichristelig welde oc trengsill? oc hwo ther hannwm tall i mod, han er strax (hooss teg) Guds forredere oc bespottere, fordi ath tw holder all hans schrifft oc tale for Guds rene ord, ther dog haffuer icke andhet giordt en opropt gamble oc fordømde ketteri, wden huar hand haffuer oss blendet Guds ord i blant sith forgifftige ketterij, ath hand kand oss med then angill oc søde madkrog, dess lijstigere 29
hegte oc fange, dog thet er icke hans paafwndt, fordi alle kettere haffue saa giordt for hannwm. Ther nest ere the saa med hanum forbunden, [D2a] ath thet som the icke magt gifue, taare the tha icke laste eller straffe. Oc dog hans sckalcke oc groffue gierninger slar mange for howedet, nar thet sies thennom rundelige til tha kwnde the inthet andet sware, en ath Luther er eeth menniscke, oc fordi kand hand synde, the sagde gerne om the torde, ath hannum burde ath synde. Wij thet wel kendis ath hand er eet menniske oc kand fordi synde. Men ther vndrer oss møghet oppaa, ath nar wij offuerweije the synder som klerckerijd nw bedriffue i thenne tid, tha will ingen haffue medynck offuer thennom, oc tencke ath the ere oc saa mennisckir, giorde aff then samme malm, ther andre syndere, som ere bespente med sckrøbelighed, och fordi maa wij klarligen see, ath wild gør møget till, at orsage the ting som ere straffelige, oc straffe thenom som ere orsagelige. Tw sier ath wij haffue wærid forblindet wdi mange aar, fordi maa wel scke, wij wilde icke tilstede, ath een forløben och forsoorin mwnck, eller een træl sckulde locke een frimandz daather oc henne beligge, ther oc saa wor clostergiffuen, oc haffde loffued Gudt een ewig kysckhet. Hwem thet haffde giort for thwsinde aar, ther werden wor reen oc mijndre besmittedt en hwn nw er, tha haffde thet wærid i sandhet een stoer wdygd, ther hwercken Petrus eller Paulus haffde fordraged. Men nw vdi werdsins siste dage, huor som kerlighet er formindscked, oc synd oc ondsckab er forøgt, tha holdis thet for dygd oc ære. Thette kalder tw oc thine lige Guds ord, oc then 30
rene oc edele euangeliscke lerdom Men sanctus Ambrosius kalder thet wold oc tiwffuerij, mod Gudt och hans hellige lyffte. Desligeste gør oc sancta Birgitta. Ther som i straffede hoor oc sckørleffnet, tha haffde i schrifften med eder, men ath nogen maa bryde sith lyffte medt ære, oc for wden syndt, och er dess plichtig [D2b], haffue wij icke lesth eller hørdt wdi then hellige schrifft ther cristellige oc rettelige wdleggis. Ath Luther screff vblwelige wdi een aff sijne bøger, haffue wij saa lesth. Nar een qwinne kan icke faa fooster aff sijn mand tha maa hwn lade segh aff een anden beligge, och føde saa børn paa sijn egen mandz hals oc gotz. Oc Gud giffuet ath ingen haffde thet noghen tijd giordt, men ath thet nw mange steder gørs, sckall wel snarlige bode spøries oc begrædis. Saadan helligh lerdom haffuer then sckamløße kettere ladet wdgangeth blant simpell christet folck, ther dog ere sckrøbelige nock till synd oc ondsckab, for wden hans raad oc tillsckynde. Ath gøre ont er for Gud wden all orsage, men ath sckynde andre till all fulhed och wdygd, er hwercken orsaghe eller naade wert. Thijn kettere kalder thet forblindelße, nar hwer mand maa icke gøre huess hannwm lyster oc hans sckrøbelige begæring hannwm tilsckynder, for wden all pijne oc straff, och thet er then dybæ lerdom som eder er nw forsnijmen aff himmelin obenbarid. Men wij fattighe simpell mennisckir som tw oss kalder, oc oss hobis ath wij oc saa ere, eller bliffue med thet snariste, haffue then tro oc mening, ath oss bør till legoms oc then gamble Adams twang, medt een godt oc redebon willie, ath gøre først hwes Gud haffuer 31 oss bwdet wdi scrifften, och ther nest hwes hans stadhollere her paa lorden oss och saa befale oc biude, oc besynderlige thet som kand wære wor syndige krop oc willie till twang, oc icke Gud til fortørnelße, oc nar som wij thette gøre welwillige, tha ere wij sandelige frij, fordi ath cristendoms frijhed met oss, er icke ath gøre hwes legommet oss raader (thet kalde wij sand treldom) men vdaff kerlighed och een god willie, ath gøre alt thet som Gud er tacknemmeligt, wor [D3a] ieffencristen wildigt, oc oss sielffue sckadeligt paa legommet, dog ath wij holde then sckade for een sand oc wiss baade, oc ther som wij kunde icke alting gøre aff Gutz kerlighed oc hiarthens rwnde willie tha tyckis oss wære bædre oc bestandigere wor siæl till salighet, ath wij nødis oc twingis till een tijd, saa lenge wij ydhermere fuldkommis in Christo Jesu, en ath wij sckulle wbluelige synde bode mod Gud och mennisckin. Saa groffue ock saa sckrøbelige ere wij, thet kendis wij giærne. Er thet wijssdom, ath bryde sith lyffthe, ath beligge och locke Gudz besynderlige bruder oc møør, ath bryde ægteskab faste oc lesning, oc andre cristellige seth oc sckike? Yder mere ath gøre hwes oss lysther, wden frycht oc fare ath spotte hellige mendt leffwendis oc døde, foragthe desligeste wor hellige fader Pawen, Jesu Christi stadholdere wdi Rom, oc andre kirckins prelater medt thet menige klerckerij, framdelis ath opwecke hørsommelige vndersotte till wlydelße oc bulder, mod theris rette herrer oc offwermend, som ere konger oc førster, Ridder och andre herrer, fogeder borgemestere oc raad, oc alle andre som befaling haffue ath styre oc reghere. Er thet wijßdom?

✂ giffue thet Gud aff sijn wsielig naade oc misckund at wij aldrig worde saa wijße, oc ath thette bode giort er oc en nw daglige gørs blant thennom som haffue indganghet Luthers ketterij, thet haffue wij lenge sidhen icke alsomeniste hørt, men saare begrætt. Thet see och høre wij daglige, blant thesse ny christen ther saa møget tale om andre folckis gerighedt, wkysckhedt oc homodt, ath thette ny euangelium, som the ere falden wdi, haffuer thennom giffuet sckønæ hwstrwer, gaard och grwnd, sckat oc renthe, som tilforne wore gantscke lijdet agtede, oc the ther bade sith brød i Guds naffen, haffue [D3b] nw saa twinget herrer oc førster, oc ere thennom saa weldige, som the wore theris fødde træle. Oc thennom giffwe nw herrene sckat oc rentte som tilfornet trøglede skeppe korn oc stwmpe flesck. Er thet ath forsage werdsins heder oc ære, homod oc gerighed, tha kendis wij gierne, ath wij her till dags, icke rettelige forstode then hellige schrifft. Thet leße wij wdi historier och krønicker, om the hellige Apostel, oc andre christendoms prelater, ath sijden the finge then befalingh, tha wore the theris hustrwer wbewarede, bode for kysckheds exempill, oc ath the dess mijndre bekwmrede, motte wære dess meer ledige ath predicke oc lære fraa seg Guds ord, oc øffwe seg med større flijd, wdi andre himmelscke oc aandelighe hwerff. Men Luthers apostell gøre her twert emod, nar the icke giffte seg før en the annamme aposteldøme ath the vnder thet hellige egtesckabs naffen oc ære, kunne sckiwle oc betecke theris wdygd, the haffue lenge hemmelige bedrefued. Schørleffnet oc bolerij giffue wij tha ingen 33
macht wdi nogre mennisckir, wære seg geestlige eller werdslige, fordi thet er emod Guds bwd. Men ther findis tha mange æcthesckaff som ere icke møget renere en somme folckis bolerij, dog thet icke sckeer aff ægteskabs brøst eller natur, men aff theris wdygd, som ægthesckab icke rettelige brwge. Hwad haffuer Luther andet wærid en een patron till all wkysckhedt oc vreenhed som hans Machomet wor fore hannwm, oc then store antichrist sckal bliffue effther hannwm, nar hand worder kommendis. Om saa er ath mange bryde theris lyffte oc leffue wkysckellige, icke er thet meer kysckhed till foragthilße, en ath æcthesckab ther wdaff foractis, nar mange sckalcke bedriffue hoor, i mod æcthesckabs reth oc regill. Wdi sancte Birgitte bog finde wij saa screff[D4a]wet, ath haffde then store Gregorius Pawe wdi Rom rygget thet lyffte som alle prestmend bør ath gøre Gud, tha sckulde hand aldrig bleffuet salig, wden hand haffde thet igien ropt ij sijn liffs tijdt, oc giordt ther plicht oc bod fore. Eet christeligt oc erligt fwnd, opthaget aff Guds raad, maa icke fordi ryggis ath thet ilde holdis oc brugis aff manghe, men thet sckall forbædris medt stor flijd, ath thet kand bædre brwgis, en thet haffwer tilfornet wærid bruget. Framdelis lader Luther seg kalde een Apostell, ther er sterckere i sijn tro, en alle mennisckir her paa iorden, oc engle wdi himmelin, hwes dommere oc rettere hand oc kalder seg, handt lader controfeije sith belede med then helliand, wdi een dwffwis ligning, som folck sckulde tro, ath hand intet andet gør eller tall, wden aff then Helliands raad oc indsckud, hand lader sijne discipeler scriffue om segh 34 wdi bøger, helligt er thet liff som teg haffuer baarid till werden, tw sande Jesu Christi prophet Morthen Luther, oc andre mange høge oc erlige titell, ther alsomeniste bekomme Gudt oc inthe menniscke, til loff heder oc ære, om thijn kettere haffde saadane antichristelige stycker anthen mod Pawen eller nogen anden aff cristendoms prelater tha motte thijn stympere robe antichrist, tijrannij, øglerij, nat, mørkhed, forblindilße, oc andet hwad thijn sckendighe mund kunde paa fijnde, oss tycker ath desse oc mange andre wchristelige gerninger ere eet sant øglerij, och godt synlighed for mennisckin, men for Gud er thet eet roff, tiwffuerij, wold och macht modt Guds eijedom, loff, prijss, ære, heder, wrdning, oc hørsomme, fordi ath the ere klare antichristellighe anslag, stycker och homod. Men nw wele wij høre hwadt thijn kettere framdelis sijer. [D4b]

Hans Mickelssen.

✂ Nw haffuer Gud aff ßijn wbegrwndlige godhed rnisckwndeligen seet till oss, wor store wsijlhed, oc wbegribelighe wildfarilße, ij thet ath hånd nw haffuer begynt, ath obenbare sith hellige ordt for sith folck, saa ath theris forrederij, sckalckerij octijrannij, kwndgiøris wdi then gantscke werden, hwilcket hånd tilforneth haffde loffuet, wijd sijn hellig prophet Danielem wdi thet ottende capittell, oc sancte Powel Apostell wdi thet første breff till the Tessalonicher, vdi thet andet capittel.

Swar.

✂ Nw spijr thijn stymper op thet tw haffuer wti lifwet, oc haffuer tha lenge hafft, men tegh wemmede icke før nw. Saa pleie altijd kettere ath sije, nar the oprobe theris kettirscke lerdomme, ath Gud obenbar sith ordt oc sijn sandhet. Kan icke Luther drage oss wdi sijn mening med then bog hand kalder thet Babiloniscke fengsill, wdi hwilcken hand bruger all then løgen oc sckalckhedt som kand i then handell brwgis, han ther haffuer forhender, med thenne artickell gør tw oss inthet, thw æst alt for swag. Dogh teg siynis ath thw æst ther till saare sterck oc dyb. Tw som andre mange ij thenne tijd haffuer stor sorrig for Guds ord, dog ath thet ord som thw handler hør icke Gud till, men Guds modstandere. Tw sijer ath Gud haffuer oss misckundelighe anseeth ij desse werdsins siste dage, oc thet gør tw met mange slette ord som wij icke sckulde mercke tith sckalckhed, oc wore tw oss icke saa saare bekend, oc wij icke saa wel wiste hwad wdi teg er, som wij dog (dess bæder) wijde, tha motte tw oss snarlige vndergaa, medt thijne søde, lystige, sletthe [E1a] oc forgifftige ord. Saa pleije altijd kettere ath tale, nar the indføre theris kettirscke lerdomme, och sije ath hwes the tale oc lære, tha er thet Guds ord, oc fordi ath swar er giffuet till thenne artickell, tha wil ieg paa hannwm icke spijlde flere ord, nar thijn kettere drager the ord, oc wrijer aff sijn rette oc rene meningh fra then store antichrist, som hannwm ere anrørindis, till Jesu Christi stadtholdere her paa iorden, oc then menige christen kirkis prelather, ther ere syndere men icke kettere.

Hans Mickelssen.

✂ Ther fore alderkæristhe brødre oc systre in Christo Jesu, lader oss nw opwaage, wij haffue lenge nock sofwet, wdi wantro, oc wor salighed er nermer en wij tro, som sancte Powild scriffuer til the Romere wdi thet trettinde capittel. Natten er forgangen, lader oss icke forsømme thette sckeninde liwss, oc lader icke thenne edele oc dyre Guds gaffue om kring gaa edher, for hwilken wij forgeffuis tro, nar wij løbe till Rom oc sancte Jacob etc. som wij haffue till thenne tijd omstrwget her oc dher, effther afflad oc naade, reth bedrægelige oc alt forgeffuis. Nw haffuer Gud sckichet eder then dyre gaffwe, guddomelig sandhedsins liwss for dørren, euangelium hans hellige ord, wor leffnet oc affløßning, ath i inthe ydermere tørffue wmage eder, en oplade øgnene ath see, oc ørhin ath høre, fordi afflad oc naade er ingen sted, wden ther som Guds euangelium predickis, som er Guds ord, hwo thet hør oc gemmer thet, fordi hand hør tha oc weed sijn løßen, oc haffuer sijn salighedt, kommer hand till Rom eller fanger afflad, tha wed hand icke hwad han fanger, wden wmaghe, bly, wox oc papijr, haffuer hand Guds ord, tha er hand wiss som hand [E1b] haffuer giffuet thet till eet weibreff, ath wijde sijn løßning, oc rette weij.

Swar.

✂ Thet som sanctus Paulus screff the Romere till ther haffde wærid wdi affgudij, oc mange store oc wsielige synder, oc fordi beder thennom opwoge aff 37
samme forblindelße oc wanwittighed, drager thijn drømmere oc forblinede kettere ind paa Luthers tid, oc desse yderste werdzins dage, ther Gudt wil med freste oc prøffue sijne wdwolde børn. Wij dog well wijde ath all then lerdom som findis wdi scriffthen, er alle tider anrørindis om then retteligt føljes oc brwgis. Men som tw oc thijne lijge thet gør giffue wij icke magt, oc helst fordi ath thet som hør till Guds søns tilkomme wdi thenne werden drager tw till ketterij oc wdygd, fordi tw haffuer lærdt ath kalde ont got, oc got ont, nat liyss, oc liyss nat. Men wogte teg for thet wee propheten rober ther emod. Wij haffue hwercken wærid wdi affgudij eller nogen wantro oc serdelis wdi thijn mening, wden hwes wij haffwe tienth gerighedt, homod, wkysckhedt oc andre manghe synder, ther och er eet affgudij paa sijne maade, men haffuer tw wærid thet affgudij for wden, tha tacke Gud. Wij kendis gierne ath wij ere fattige syndere, och ath wij fordi haffue Guds naade behoff, ther findis alsomeniste wdi then hellige kirckis samfund, hwor som er liwss oc dag oc paa inghen anden sted. Men Luthers ketterij kalder tw dag och liwss. Oc then hellige schrifft wdlagd met ret vndersckede, aff the mendt som ginghe wdi døden for Jesu Christi naffen sckyld, och wende till then hellige tro then gantscke werden kalder tw nat oc mørck. Saa pleije ij kettere ath wende naffen paa alting [E3a] oc thet er till fare ath raade ij lenghe tha sckulle ij gøre aff nøder æble, oc aff æble nøder, som ij nw gøre, aff dag [oc] liwss, nat oc mørck, aff dygd wdygd, aff ære wanære, aff sandhedt løgen. Men wij simpell oc enfoldige mennisckir, som icke haffue 38 studerit wdi Wittenberg, kunde icke saa diybelighe grwnde, och fordi bliffuer alting hoss oss, wed sith rette naffen, oc eghen indfødde natur, Fijgen med oss ere icke andet en fijghen, æble oc nøder ere oc saa thet the kaldis, saa bliffuer oc wdygd, sckalkhed, løgen, bedrægerij oc ketterij, nat oc mørck. Maa well sckee tw haffuer hørt ath Luther ligner segh medt Christo, saa wilt oc thw ligne tegh med sancto Paulo, Men wij Danscke mend ere for groffue ath wnderstaa saadan lijgnelße, wdi hwilcken een kettere ligner segh medt Gud, ock andre sckalcke medt Guds Apostel. Tw sijer framdelis, wij haffwe thennom lært for thet hellighe Euangelio, ath løbe till Rhom och Compostellam, ther thw och dichter aff tith sckalcke hiarthe, som møghet andhet. Oc ath thw sckalt inghen her medt bedraghe, tha wille wij noget wijdere her om tale.

✂ Wdi twenne meninger gøris nogen gierningh eller och læris. Første, somme gerningher ære saa aff nød, ath for wden thennom kand ingen bliffwe salig. Andre gerninger ære well sømmelige, men dogh icke aff nød, fordi mand kandt worde salig thennom for wden. Aff thet første slag, er then rene och ædill christhen tro prydet medt alle the gode gerningher, som oss biwdis och læris wdi then hellige lest, thi ath for wden thennom kandt ingen salig bliffwe, wden hwess Gud will nogre mennisckir naadelige ansee, oc icke strenge med thennom til rette som hand daglige gør met alle sijne vdwolde børn, oc thet skeer aff then faste tro oc stadige loffue som the sette til gud [E2b] ther er møget sterckere en theris synd oc sckrøbellighed. Thenne tro och loffue 39
till Gud er saa aff nød, ath forwden henne kand ingen worde salig. Aff thet andet slag er pelegrijms gang, till hellige stæder, afflad, clostergang, prestedømme, oc andre mange fund och sckicke ther nogen falder sind till, aff serdelis gudelighet oc er dog icke dess plichtig aff Guds bud. Nw lad saa wære ath nogen haffuer wandred till Rom eller Compostellam, icke haffuer hand thet giordt wdi saadan mening, ath hand trode seg icke kunde worde saligh wden hand ther komme. Eller nar haffuer thijn kettere hørt prest eller mwnck saa lærth eller predicket, ath folck kunde icke worde saligt wden thet kom till Rom Compostellam, eller gaff seg wdi closter oc bleff prest? wore thet aff nød, tha bleffue ingen saligh wden the som ære pilegrijme eller oc løbe effther afflad, hwore mange twsinde kandt tw tencke ther regnere med gud, oc wore tha aldrig vdi Rom till sancte Jacob, eij søgte afflad, eller wore wdi closter? The som giffue afflad allerstørst magt sie klart ath thet er i blant the sømmelige ting som icke ere wdt aff nød, men wdi mennisckins frij willie, om hwn will thennom brwge eller oc eij. Wij gøre møget legommet till twang, oc wor ieffenchristen til gaffen, ther wij dog icke setthe loffue till, som till the ting, for wden hwilcke wij kunne icke worde salige. Thet er mangen dag sijden wij wisthe, ath wij sckulde oss icke forlade till nogre aff the sckabte oc legomlige ting. Gud fader Søn oc then Helliand er wort eniste haab, oc hwess wij gøre gode gerninger, tacke wij Gud ath han brwger oss ther till, och for then sag sette wij loffue icke till oss, wore gerninger eller noget creatur men alsomeniste till then hemmelscke Gud, widendis 40
ath alt thet gode wij kunde gøre (om [E3a] thet icke giordis aff anden macht en wor) kand icke wære noget wederlaw, mod gudz wbegribelige misckunds Maiestat oc storhed, oc fordi tro wij ath er ther nogen behaffuelighed for Gud wdi oss oc wore gerninger, tha haffuer oss thet forsckyldet Christus Jesus wor herre, med siin hellige død oc pijne, wdi hwilcke han bewijste mod Gud fader, een alsomstørst lydelße, och ther medt fordætinget haffuer wdi Gud faders hyllist, gunst och naade, alle thennom som tror oc forlader seg till hannum till hans hellige lyffter oc ietter, naade och misckund, desse ting ere aff nød, oc fundament till alle andre som ere sømmelige oc icke aff nød. Dog ath mange hellige mend haffue wærid Gud saare tacknemmelige aff pelegrims gang, oc clostergang, icke for theris sckyld, men ath the gørindis thet, intthe forsørnmede aff troen och kerlighed, ther wore aff nød, oc all ene kunde salige gøre, wden alle andre fund, ij hwad wij gøre wdi een stadig tro oc kerlighet, om thet er icke synd, tha kommer thet oss till gode. Saa sier sanctus Paulus. Wij thet wijde ath alle thennom som elsckir Gud, komme alting til gode oc gaffen. Om wstadige folck, oc lade mennisckir, løbe stwndom aff een forfengelig begæring, til ath besee atsckillige land oc rige, fra eet sted, oc till eet andet, och ther offuer forsette een wng hustrw, som hiemme sijder met mange børn, ther offthe aff saadan orsage spijlder bode blygsill oc ære, oc lider ther till med stort armod, som hand bode kunne och burde affstyre om hand till stæde waare. Icke sckal mand fordi straffe alle folckis wandring til hellige stæder, oc serdelis hellige mend oc 41
qwinner, ther maa wel sckee aff Guds raad haffue thet giort ther wij icke maa grantscke. Men ere dess plictig aff kerligheds bud, ath wij altingh sckulle dømme till gode, [E3b] fordi ath kerlighed mistencker ingen till onde, wden ther som nogen ting er saa syndelig aff sijn egen natur, ath hwn kand aldrig scke eller brwgis wdi nogen godt mening. Oc ath tale om eet exempill, blant manghe. Tha finde wij screffuit om sancta Birgitta, hwore hwn aff Guds raad, foer till Rom oc Hierusalem, ath søge the hellige stæder, oc bære Guds budsckaff till mange herrer oc førster. Wij kunde wel tencke ath tw leer, nar tw thette less. Men see till ath tw frester tha icke thijn Gud formøghet. Wijssmand sier, ath ij hwo som kaster een steen op ij luchten tha falder hand vnderstundwm tilbaghe paa hans howed, ther hannwm wdkaster. Saa will thet oc paa thet sijste gaa teg oc thijne lige, ther nw spotter Gud wdi sijne helgen, oc thennom wdi Gud. Tw oc tith selsckab sier ath hwn drømde, oc lod saa sijne drømme opscriffue for Guds obenbarilße. Men hwad heller hwn soff eller wogede, thet weed Gud oc icke wij. Men ij sandhed tha er een stoer part fuldkommen aff thet som hendiss obenbarilße indeholler, som er ath Cijpri kongedømme sckulde worde till intthet, oc Turckin sckulde bliffue Grecke land mectug oc weldig, oc ath then tid sckulde komme, nar mange sckulde træde fraa then Romere bisp, oc then menige cristen kirckis lydelße, seth, ordinantz, oc sckicke, och sier i samme obenbarilsse, ath Tyrckin haffde icke bleffuet mectig the greetscke, haffde icke theris wlyelße waridt medt hwilcken the waare falden fraa then Romere kircke, 42 oc thet screff hwn lxxx aar før en thet sckede, och thet er nw meer en lxxx aar, sijden samme prophetie wor fuldkommen. Oc desligest mange aff the prophetier som støtte paa konning Cristierns tid, ere oc fuldkommen, hwilcket hand dogh icke trode ther thet hannwm sagdis, och serdelis then prophetie [E4a] om the sex kongher, blandt hwilcke hand wden twijll (som mange the mene) war then siette. Ydermere scriffwer hwn hwore thet sckall sckee, ath mwncke oc prester schulle falde aff theris lyffte, regill och lydelße, oc ath kirckens ordinantz och sckicke schulle offuertrædis och plat foractis, som ere wdi faste, forsckel paa mad, scriffte maall, oc andre mange christelighe seth, som wore holden wdi then hellighe kircke fraa første begyndelße, oc dog hwn giffuer till kende, ath thette sckeer aff Guds tilladilße, for wore synder sckyld, hand will tha ther met prøffue sijne wdwolde wenner. Er thet saa ath noghre aff thijne eller Luthers tilhengere, kunde drømme nogen tingh, halffandet hwndret aar, før en hwn sckeer, som thet nw er siden Birgitta leffde her paa iorden, tha wille wij tro ath ij ere Guds propheter, och wisse sendebud. Før en desse ting sckede, tha trode werden, ath the sckulde driffuis, aff forløben och forsoorin prester och mwncke. Men nw siden thet er sckeed, tha tycker thijn kettere, ath thet er aff Guds wbegrwndelige naade oc misckund, som Gud sckulde wære een patroen till synd oc wdygd, till wlydilße oc bulder. Thet bør teg ath wijde om tw sckalt wære saa lowkøn som tw lader teg, ath Gudt giffuer sith taall ther till, ath mange stycker skeer som ere dog i mod hans hellige bud.

✂ Anthen ath pijne synd ther med, eller oc lade sckalcke fremme sijn willie, at theris ondsckaff kand ther med endis, oc the wdwolde sijden bliffue med fred. Ther haffuer saa mangen hellig mand wandret till hellige stæder (ther tw æst vwerdig ath neffne med thijn sckendige mund) thennom sielffue til stoer penitenze, oc mange andre till eet exempil, som wore sanctus Alexius, Sebaldus, Jodocus oc Roehus, Hieronimus oc saa Paula oc Eustochium desligest [E4b] ther sanctus Hieronimus gør med sijne breff stor ære, ath the offuergaffue Rom, theris fæderne land, oc met stoer gudelighed oc graad, giorde sijne inderlige bøner hooss then krwbbe wdi Bethleem, som Christus Jesus Guds søn, oc all werdsins frelser mand wor swept och lagd wdi. Een geckelig bewijsning haffuer tw oc thijne tilhengere, ther oc er saa groff ath hwn er tegh rneer i mod en med. Tw sier fordi mange stryger fraa eet stedt oc till eet andet, aff geckerij, lædie, oc forfengelighedt, oc till tijds fordrefft, tha schulde ingen wandre till hellige stæder. Haffde thenne bewijsning noget paa segh, tha sckall møget affleggis ther saa er aff nød, ath ingen kand thet forwden bliffue salig. Om mange gøre hoor, eller syndelige bruge ægtesckaff, icke er fordi ægtesckaff ont. Om mange konger oc førster ere tijranner, woldsmend, afftrengere, besckattere, och ij andre maade onde christen, icke er fordi kongedømme wnyttigt, wdi thenne syndige tidt, men saare nøtteligt oc gaffenligt til skalke had oc neffst. Icke ere fordi prestedømme, oc closterleffnet onde, ath mange findis onde prester oc mwncke. Eet wist teghen ath een thing er merckellige godt, nar hwn 44 kand aff sckalcke ilde brwgis. Thet sckall fordi bædris som brut er, oc bæder brugis, en thet till forn wærid haffuer. Men teg oc thijne lijge, bør dog saa ath disputhere, nar ij wele schriffue thet som ij haffue tha icke lærdt, ath edert geckerij kan dess wijdere kyndis. Om noger begær ath nyde then hellige kirckis magt, oc ath wære deelactig, aff then hellige christen kirckis bøn oc werdsckyld, icke setther hand fordi loffue till bleck, papijr, bly, eller vox, men till Gud, ther haffuer formedels sijn søn giffuet macht oc samfund wdi sijn kircke. Then som achter ath bliffue salig och teckis Gudt, aff [F1a] nogen ting som sckabt er, oc icke formedels Christo Jesu, hand er een forstocket oc een forblindet knwb. Wij well wijde ath nar wij nyde then hellige kirckis, eller nogen hellig mands bøn, tha er thet aff Jesu Christi werdskyld ther haffuer oss thet forhwerffuet, ath hwes som begæris aff Gud wdi Christi naffen thet sckall oss wijdis och fuldkommis, oc fordi er hand all werdzens middeler, oc talssmand till Gud fader.

Hans Mickelssen.

✂ Ther till haffuer Gudt rørt Kongeligh Maiestat konning Cristiern, Danmarcks, Swerigs, Norgis koning, etc. allis woris naadige herre oc konning, ath hand haffuer ladet wdset the fijre Euangelia paa Danske.

Swar.

✂ Er thet saa ath kettere røris aff Gud, till ath forwandle then hellige schrifft, oc ath oprobe kettirscke 45 lerdomme, tha er oc saa konningh Cristiernn rørd aff Gud. Men nar tw haffuer første parthen bewijst, tha sckall teg giffuis swar. The Luthers fortall hand lod wdsette aff the Tydscke testament, giffue hans christelighe mening merckelige til kende. Oc hwem er then som icke leer hiertelige nar som tw aff tith forgifftige hiarte gør tegh saa sleth, och sier saa sødelige allis woris naadige herre oc konning? hwore naadigh hand haffuer wærid teg oc sckalke, haffue wij lenge nock forsøgt, men then naade hand haffuer oss bewijst, kiøpthe wy dyre nock. Will hand brwge then naade mod andre menniskir hand brwgede mod oss, giffue thet Gud ath hand bliffuer aldrig nogen mand god eller gunstig. Men hwad er thet tw mot icke sie, ther haffuer magt ath wende naffen paa [F1b] alting? tyrannije, grwmhed, trengsill, welde, beswaaring, besckatting, mord oc brand, kalder tw naade och misckund. Med teg oc andre sijne raadgiffuere, ther forderffuede hans kongelige bryst, haffuer hand giort stoer naade, ath han icke straffede eder som sijne landz forredere wed hals oc gotz. Men mod fattige wskyldige mend qwinner oc meenløß børn, haffuer hand giort then naade, som wlffuen pleijer ath gøre med lammed, som ydermere sckall omtalis frambeder ij thette swar, oc hwadt mening samme bog er wdset wdi, kunne wij oc wel betencke som sagt er, dog ath tw kalder oss forstockede knubbe oc andet hwad teg lyster. Hand kunde icke well indføre the fortall som stode wdi Luthers Tydscke testament, vden hand thennom haffde forwanlet, oc blendet ij the bøger som staar vdi samme ny testarnent, men ther om wijdere een anden tijdt.

Hans Mickelssen.

✂ Oc saa haffuer ieg fore taget mig sancte Powels breff, med nogre andre christelige tractater, ath sette wd paa Danst maal, wdi hwilcke hwermand maa klarlige lære oc forstaa, alt huad hanwm er nøttugt, til sielsins salighed, saa ath wij her effther, icke haffue orsage som tilforn, ath sije oss beswigne, aff wlerde prester oc muncke. Huo som kand fange ath høre Guds ord oc Euangelium med leffuindis røst, hand høre thet, thij thet begribis dybere, oc giffuer meer frucht, hwo thet icke kand, hand sckal tacknemmelige anname thenne gaffue, til saa lenge Gud giffuer mere.

Swar. [F2a]

✂ Før en desse ny testament wore vdgangen, gick her i Danmarck stort rygte, om mange staalte ord tw talde oc breff tw loost scriffue till mange thijne wenner. Till somme sagde tw, ath haffde Gud føid teg till xx børn, oc wore the nw wdøpte, tha schulde the aldrig døbis, icke effther thet wijss som nw holdis i then hellige kircke, men effter eet nyt fund, som tw maa wel sckee haffde lært oc seet wdi Wittenberg. Oc fordi tro wij ath tw loost tegh omkring døbe aff Luther ther tw wast hooss hannom, at teg twilde om tw wast rettelige døpt eller oc eij. Til nogre haffuer tw oc sagd, ath all then sorg tw haffuer aff thijn ellendighed, hwgswaler tw ther meth, ath tw æst nw kommen oc vnderwijst, wdi then rette saligheds weij ther teg er saa leefft, ath tw wille heller wære ellende alle thijne dage, en icke fanget 47
saadan wnderwijßning i Danmarck. Till somme haffuer tw oc screffuet thijne breff i thenne mening, ath tw icke begær nogen welferd wdi Danmarck ther legomlig er, om tw kunde thet nogen tijdt naa. Men alsomeniste, ath tw motthe predicke oc lære then fattige oc simpell almwe sijn salighed oc rette christen tro, oc møget andet tw tall oc scriffuer, aff tith diybe forstand som waare langt ath schriffue wd aff besynderlighe. Wij haffde icke wist ath tw æst Apostel, Bisp oc prest, wden tw haffde saa giffuet teg till kende, och fordi wdi the stycker, tw meen ath freeste andre, tha røber tw tith eget geckerij oc stolthed, ther tw med welder tegh till then macht, tw hwercken æst kalledt till aff Gud, eller aff noget mennisckis samtycke. Wij kwnde well tencke ath tw æst alle haande mand, och serdelis hwad theg lyster ath wære, nw Borgemestere, i morgen Konningh Cristierns Raadt, een anden dagh hans kiøpmand, som ther sijes tw wast ij iaar, [F2a] wdi Andorpe marcked, ther nest stadholdere, saa prest, bisp oc pawe, och hwad er thet ther tw kant icke wære, om tw wilde lade teg thet wrde, oc tage teget offuer, oc ther till brwge tith hule sind oc wbegribelige snedighed (wij sckulde haffue sagt snilhed). Tw scalt icke tro hwad wnder wij haffue aff tith geckerij, oc then snack tw sier for andre, ij then meningh, ath hand sckall wijde kyndis. Oc thette gør tw alt wdi Keiserlige Maiestatz land mod hans naadis ordinantz ock sckicke, oc icke wor en thette geckerij teg nock, med mijndre en tw sckulle och saa lade wdi prenterij giffue til kende, hwad sckalkhedt tw haffuer wdi brysted, oc fordi ther som tw meente ath forde 48
thet hellige Euangelium, tha haffuer tw thet meer forhindret. Wij finde nw mange her wdi Riget som meer twijle en the tilfornet noger tijdt giorde, oc serdelis sijden the finge thet ny testament wdi hender, oc thet sckeer for tuenne sager blant mange Først er thet icke wdset paa forstandelig Danske. Oc ther nest haffuer tw indførd thet Luthers ketterij, obenbare oc hemmelige. Obenbare i the fortall, som ere wdsette aff the Tydscke testament, ther Luther lod vdgaa. Oc hemmelige wdi the falscke gloßer som ere blænnede her oc der wdi samme bog. Thette wor thijn diybe oc wijße tancke. Thet ny testament er een hellig oc een merkelig bog, oc hwermand burde ath wijde hwad hwn indeholler, effther thij hwn beslutter alt thet som wor salighedt er anrørindis. Vnder hennis winge kand sckiwlis oc beteckis møghet aff Luthers lerdom oc helst forthij ath Luther sckiuder seg till thet ny testament, thij will ieg thet wdsette, oc lade først sende wdi rigeth iij. eller iiij. oc ther med forsøge om the behaffuis eller eij, oc ther som the behaffuis tha er mijn mening fuldkommen, oc saa bliffuer eet oprør wdi riget emellom [F3a] konning Frederick oc almwen, Riddersckaffuet oc thet mening klerckerij, ther paa thet siste drager mijn herre konning Cristiernn ind i Danmarcks Rige. Vden twil tha wor thette thijn oplegge oc diybe raad, hwor medt tw haffuer bewijst thit indtende sckalkhedt. Men thijn wanwittighed giffuer tw til kende ther wdi, ath tw haffwer thet hwercken wdsæth aff latijne eller tydscke, men sompt aff thet ene oc sompt aff thet andet, oc fordi haffuer tw stwndwm sætt thet maal ther hwercken er Tydscke eller 49
Danscke, och thet som effther Danscke maals natur oc eijedom schulde staa fore, haffuer tw seth bag oc saa forwendt, ath thet er hwercken forstandelige athsckild, eller beqwemmellige tilhobe kommet. Tw wilde sette ord fra ord, men haffde tw acthet hwore thet icke beqwemmer seg, nar noget sckal wdsettis paa Danscke, aff fremmede twnghe maall, tha haffde tw anthen beder besindet teg, eller oc anderledis wdset en tw giort haffuer. Saa haffuer tw forwanled textin, ath the som ere kloge, forstode the icke latinen, aff Danscken sckulde the icke bliffue wijße. Ther som tw haffde screffuet saadan Danscke, som tw talede her vdi Danmarck, tha haffde tith arbeide nogen orsage. Men nw wilde tw wære een ordgydingh, och fordi haffuer tw aff god malem, giort een ond mynt. Men tw wille tha wære med wdi thenne tid wdi hwilcken alting forwendis, paa thet ath tw kwnde oc saa komme wdi tall oc rygte, som tw oc wille wære med ij thet breff, tw loost wdgaa till then Danscke borghere, ther kaastet hans hals, men tw acther thet icke fordi thet er thijn seed, ath forføre folck fraa liff oc welferd, till hwilcket tw haffde tha een god smed, som wij pleije ath srje paa wort maal, nar nogen thet wdscriffuer ther hand er icke sielff mester fore. Dogh tith naffen er [F3b] wijde nock førd, om tw haffde en hwercken screffuet thet breff eller wdset Sancti Pauli episteler. Men wij haffde tha icke wist, ath tw wasth bleffuen Ridder, wden konning Cristiern haffde sath eeth stort D. for tith naffen. Oc Gud naade teg arme mand, ath tw kalder sancti Petri, Jacobi, Joannis, oc Jude episteler tractater, ther falder saare haanlige, ligerwijss som the 50 wore icke then rette oc edele rene scrifft, men teg lader tha alting well effther thijn meningh, tw torde icke kalde thennom rwndelige then hellighe schrifft, ath Luther schulde teg icke mercke, ther icke heller holler thennom for then klare scrift men ellers gudelige tractater, ther maa haffue saa møgen macht som theris leßere wil thennom giffue. The som wijße ere pleije at betecke theris daarskaff, nar thennom hender ath gøre eet daarligt stycke. Men tw haffuer eet andet sind, och fordi giffuer tw tith geckerij paa scrifft, ath thet kand dess wijere spreess. Ingen ting spørs saa langt, som then ther føris omkring vdi bøger, och haffde tw dog thet giort, som the ther sette greetscke wd paa latine, stwndwm ord fraa ord, oc stwndum meningh fraa mening, effther som eet maal kand seg føie med eet andet, oc thet ladet vdgaa wdi then blotte text, for vden the kettirscke gloßer, oc wenetscke fortall, som tw haffuer førd ther i blant. Tha haffde tw nogen tack forschyld. Men nw haabes oss ath nar then menige mand bliffwer wijss giord, paa thijn sckalcke mening, tha schulle tijne, oc thijn herris anslagh ther aff meer spijldis en fordis oc fremmes, oc haffde tw en hyllist hooss nogen tha sckall thet ther medt wære forkast oc spijlt, fordi ath bode thijn oc thijn herris sag er wærre giord, med tith ene breff, en hwn nogen tijdt tilfornet wor. Saa will then alsommectiste Gud altijd tjll inthe giøre, the raad, [F3b] ther wij med forderffue, bode thet som Gud hør till ock mennisckins gaffen er.

Hans Mickelssen.

✂ Ordt oc mening haffuer iegh sath, thet beste Gud gaff mig naaden, er ther nogen som større naade oc forstand haffuer wnfanget aff Gud, som kand oc will thet bædre gøre, thet seer ieg gierne. Jeg haffuer oc saa møget giort, ath Guds ord fanger begyndelße blant folcket, ath andre mwe fange orsage ath giørid noget bædre. Ingen straffe dogh rnith arbeide, før en hand fangher prøffuedt oc wel forstaad thet som hand will straffe. Men om thenne Danscke siwnis nogen ath icke wære saa prydet, som hanwm got tyckis, then wijßer ieg till sancte Powel, som sijer om seg selff, vti thet første epistel til the Corinther, wdi thet andet capittell, ath han predicket for thennom thet hellige Euangelium, icke med dybe eller prydede ord, oc wdi thet andet breff till the Corinther wdi thet elleffte capittel, sier hand segh ath wære wlerd wdi prydede ord, rnen icke wdi guddommelige wijßhedt.

Swar.

✂ Haffuer tw wdsett then edele oc rette mening, tha wor aldrig nogen mand christen, før en Luther, ther i somme stycker haffuer begynt, then meningh ther tw bode haffuer, och wilt nøde till ath besluttis wdi then hellige scrifft, icke dog saa, ath thet er giort wdi textin, tw kwnde icke ther komme till med ath thet wor forsaare grofft. Men wdi nogre gloser oc fortall haffuer tw thet giort. Er thet saa ath Ignacius, Policarpus, Ireneus, Tertulianus, Hilarius, 52
Crisosthomus, Basilius, Hieronimus, Ambrosius, Augustinus, Cijprianus, [F4b] Gregorius, Bernhardus, oc andre mange hellige mend haffde then rette mening wdi schrifften, tha haffuer tw oc Luther een ketters mening, wij schulde haffue sæth Luther oc tw, hannwm bør tha ath staa fore, fordi hand er thijn mestere. Ther som thijn mening wdi scriffthen er sand oc fast, tha maa wij fuldkommelige tro, ath ij fiorthenhwndret aar er ingen bleffuen salig met Gud, wden kettere oc wdedis mend, oc ath ther wor aldrig nogen hellig mand ij then Christen kirckis samfund, vden the som wij holde for kettere, effther then hellighe kirckis dom. Thi ath ingen aff the hellige mend som wærid haffue, fraa then tijd, oc wij kalde martijres oc confessores wore aff then mening som Luther oc tw nwere. Hwilcked oc Luther selff bekender, ij thet hand misacther all then lerdom som the haffue lært oc screffuet, oc sier ath meente the thet som the screffue, oc trode thet wære santh, tha ere the ewige fordømde. Men hwem tencker tw ther er saa daarlig, ath hand icke tror then helliand haffue wærid blanth christen mennisckir nw i fiorthenhundret aar, oc nw førsthe wære komen blant Luthers tilhengere, ther tha icke meer høre till then hellige kircke, en thet femthe hiul hør till en wogen. Thet wore bædre ath wij alle ginge ij døden, ij hwore grum han gaffwes oss fore, en wij schulde thet indgaa, ath helgen ere icke helgen, fordi thet er icke andet ath sye, en ath Gudt er icke Gud. Wij wele thet icke lenger høre aff teg, och thijne lijge, ath wdi then christen kircke haffuer icke fordi wærid sandhed, ath hendis forstandere ere syndere. Er thet saa ath thijn kettere 53
er for vden synd, tha motthw kasthe paa thennom then første steen. Og wden thw gør nw større ierteghen en tw giorde her i Danmarck, tha tror wij tegh scall icke følghe saare stoer hellighed. [G1a] Wij kendis gerne ath wij ere syndere, oc wij fuldkommelige tro, ath wor frelßermand leffuer, oc will forglemme wore synder, for then stadighe loffwe wij haffue till hannum, fordi ath wij ere wdi then hellige kirckis samfund, hwar som synds forladilße findis oc giffuis. Men ij blant tith selsckaff fmdis och store synder, oc ther til medt fordømde ketterij. Ther mottw forlade teg til ath Guds misckund er wijd oc offuerflødig, oc fordi recker hwn lenger, en till the samfund, ther ere aff kettere begyntte. Dog hun icke recker till thennom, vden nar the omwendis, oc giffue seg paa thet ny till then hellige kirckis samfwnd. Tw rober oc sier ieg haffuer scrifften for meg. Saa sagde oc alle kettere. Aldrig wor nogre ketterij saa groffue, ath theris mestere sagde iw schriffthen wære med seg.The haffue wel schriffthen fore seg, men dog icke med seg. Inghen haffuer henne med seg, vden then som er wdi hennis rene oc edele mening, ther then helliand (som haffuer all sandhed obenbarid) wille besluttis wdi samme scrifft. Thijn kettere rober Guds ord, oc Guds ord, som Jøderne robte hooss Hieremiam, herrins tempill, herrins tempill, herrins tempill, oc thet er tha icke Guds ord wij trette om, men Guds ords clare oc christen mening, ther tw forwender til mord, mandrab, tyrannij, roff, eghen willie, till all synd oc vdygd. Oc ther som tw wilt sije ath thet er icke Luthers mening, tha tal gierningen saa obenbare, oc bær witnesbyrd met seg 54
selff, ath ther vdi kanel seg inghen mand wrie, vden then som haffuer hwercken blygsill eller ære, oc ther taar sije, ath soort er icke soort, oc hwijt er icke hwijt. Kantw tro Hans Mickelssen, ath nar som wij haffue twijll paa noget stæd wdi schrifften, oc sanctus Cyprianus, Hieronimus, eller Augustinus schriffue oss medt stoer be[G1b]sckede een mening, paa samme scrifft, ath wij schulle træde ther fraa oc till Luthers mening, som er twert emod? forlad tegh ther till, ath siwntis en hans besckede lijge stor med theris, tha følge wij heller theris mening en Luthers, thij wij fuldkommelige tro, ath wdi the stycker ther wore aff nød, oc rørde paa wor salighed, wor then Helliand thennom saa bijstandig, ath hand lod thennum icke fare wild, till hwilcket theris hellige leffnet er oss een klar bewijssningh oc vndersckede. Saa groffue ere wij, ath nar som nogen haffuer Euangelium wdi munden, oc tall wor herre got, oc ther offuer will ingen skone, men trenger hwermand, er een bespottere oc een forhaanere, dricker, daabler, mørder och dræber, haffuer medynck offuer inghen, gør hoor, eller ij ander mode leffuer wkysckellige, oc gør mange andre sckalcke stycker tha mene wij strax, ath the anthen icke tro wære sant, hwess the tale oc lesthen indeholder, eller oc the ere øgen sckalke, ther ere onde, oc wele dogh siwnis gode. Then som gør thet hand lær fraa seg om thet er got, hannwm tro wij wære een sand lære far. Paa mange dybe stycker wdi scrifften, schaltw aldrig faa een bæder bewijssning oc besckede en hellimendz leffnet oc exempil. Eet exempill sette wij eller tw, affhwilcke mange kunde dragis. Er thet saa ath Ignacius 55
oc Polycarpus fastede xl. dage for paasche, wden twijl tha haffde the thet seet aff the hellige Apostell oc besynderlige aff sancto Joanne hwess discipell the waare, oc thet som hand giorde, wor hannwm lærd wden all misloffue, aff Christo Jesu. Ydermere ther som Cyprianus, Athanasius, Alexander, Hieronymus, Augustinus, oc Ambrosius, wore wnder then Romere kircke, oc trode ath inghen reth sculde aff sijes wdi noget twijlsmaall, vden hennes raad [G2a] oc samtycke, ij sandhedt tha trode the, ath then største oc yperste macht, wor hooss samme Romere kircke, hwilket the haffde bode seet och hørdt, aff theris forfædre. Ther nest nar the hellige Apostele haffde amijndelße for christen siæle, som wore affgangen, hwilcket oss schriffuer Tertulianus oc Crisosthomus, wden twijll tha lærde the thet aff Christo Jesu, eller hans beffaling, formedels then Helliand, oc thet kunde eller mottæ tha icke sckee, wden sckersijld wore till. Thet scaltu fuldkommelige tro ath ther som bewijsningh paa beggæ sijder wore lijge sterck om thet kunde sckee, wij schulde en tha haffue en dommere, ther burde ath sckelne emellom thennom, hwilken dommere screffthen kand icke wære, vden ther som hwn er saa blot oc bar, ath hwn haffuer ingen diybhed, fordi ther som hwn er dyb oc icke klar tha kand hun icke sielff dømme seg. Thij gørs behoff wdi saadan leglighed, ath menige christendoms raad forsambles wdi then Helliand, ther altingh beramer, oc wnderwijss nar behoff gørs, oc alting er aff nød. Men ij kettere lade eder icke saa tycke, fordi ath i annamme saa møget aff schriffthen, som edher lyster. Oc hwad kand wære daarligere 56
en biyde seg till ath disputhere paa schriffthen, och nar thet kommer ther til, wele tha inghen høre vden seg selff, oc alt thet som ketterin tal sckal hede then hellige screft, oc hwes hannum sijes emod, tha kailis thet antichristelige buller oc bewijßning, dog thet er taget mith aff then hellige schrefft, fordi ath kettere icke meer annamme aff schriffthen, en theris ketterij kand medt bestyrckis. Tw haffuer gott och disputhere, nar tw mot saa sije, hwess iegh sijer thet er santh, och hwess ander sije meg emod thet er løghen, och then schrifft som kand wrijes medt retthe eller wretthe till mijn meningh, [G2b] hwn er edill oc klar scrifft, oc then som ther tien icke til, hwn er icke saa edil oc saa klar. Oc schulle ij tilstede nogen dommere, tha wele i haffue then menige mand, oc ingen anden, ther gerne samtycker hwess ij wele haffue sagt, ath thennom er opiat then dør the naffue lenghe bancket oppaa, som er then legomlige frijhed ij haffue thennom giffuet, aff hwilcken the lade thet alt wære seg sømmeligt, som thennom er lysteligt. Saadane mestere, oc saadane doctores ere ij, ther then menighe mand begynder oc her effther ath besinde. Oc fordi nar tw sier ath tw haffuer seth then rette mening, tha tro wij well ath tw haffuer sæth oc wdtrycht thijn mening, men ath tw haffuer wdtryct scriffthens edele meningh, ere wij icke en nw wijße giorde. Oc helst fordi ath Luthers meningh oc tith sind, ere emodt then Helliandz meningh, som haffuer wæridt med sijn hellige kircke, fraa hennis første begyndelße, oc bliffuer medt henne ewindelighe, ther oc tilstæder for hennis synder sckyld, ath hwn raffuer men tha icke endelige falder. Tw orsager 57 tegh ath thet er icke wdsatt medt prydede ord, dogh thet er ingen aff teg begærindis oc serdelis paa Danscke, ath hwn er icke saare prydelig aff seg sielff, dog er hwn thet maal ther wij med kunde forstandelighe wdtrycke hwess wij tencke, begribe och vnderstaa, ther tw haffuer tha icke giort, fordi ath mange som ere wijße oc grwndige giffwe nw tilkende, ath sijden the finge samme bøger, tha haffue the større twijlsmaal en nogen tijd tilforen. Och for then sag schall thet med tijden sckee, ath the som met stoer fijg haffue køpt samme bøger, schulle meer dragis fraa then willie thennom burde ath bewijße modscriffthen, baade forthen twedract tw haffuer indførd modt hellige mendz vnderwijsning paa schrifften, oc then me[G3a]nige christen kirckis gamble seedt, oc christelige waane oc ther nest ath tw med klare och forstandelige ord, beqwemmelige til sammen føijde, haffuer icke bleffuet altijd hooss then simpell oc blotte schrifftens mening, oc thet edele forstand, som hwn haffuer aff then Helliands første mening oc indsckud.

Hans Mickelssen.

✂ Nw pleije the vbesckemmede prester oc mwncke saa ath sije, ath thet icke beqwemmer bønder oc leegfolck ath tractere Guds ord. The Guds bespottere oc menniskins bedragere, will ieg inthet andet sware, en som Christus haffuer vdstørt sith blod, for alle sijne vdwolde, saa wil hand oc ath hans hellige ord, sckall wære alle hans helgen mene, wdi alle landsckaff oc alle twngemaal, vden hwilcket mennisckin 58 er dødt, mit wdi thette leffnet, som Christus selff sier Joannis wdi thet siette Capittell.

Swar.

✂ Bede wij teg tw fromme læßere, som thette worde læßindis, ath tw lægger oss icke thet till onde, om wij wdi thette swar som andre mange, haanlige sware thenne kettere, oc forherdede mand, effther thij hand icke andet forschylder. Ther som hand foractede een mand, xx eller xxx. tha kunde thet wel fordragis, fordi ther findis tha mange som ere straffelige, dog thet icke hør hannwm til ath obenbarlige straffe nogen. Men nw foracther hand thet menige klerckerij, døt oc leffuendis, got oc ont, helligt oc syndicht, oc thet giør hand med løgen oc sckalkhed, aff gammilt hadt, oc syndige mistancke, met spotscke ord, oc sckends tale. Tha bør thet ingen christen mand ath fordrage, men (som wijßmand sier) ath swa[G3b]re een geck effther sith geckerij, ath han schal icke siunis seg wære formøget wijss. Ther haffuer wærid saa mangen hellig prest oc mwnck, ther tw æst icke werdwg ath mwge wnder, som wærit haffue wdi then mening, ath thet er hwercken aff nød, eller gaffenligt, om then menige mandt wiste alle the dybe sacrament, som scrifften wdi seg beslutther, paa thet ath the sculle icke forfengelige grantscke oc grwnde thet the icke maa, eller ther aff falde vdi ketterij, nar the wille rantsage thet som hwerken er thennom nytteligt, eller bestandigt paa sielss saligheds wægne. Een stoer part aff the ketterij som wærid haffue wdi then hellige kircke, ere ther aff begynthe ath theris 59
mestere wille fordybelige søge wdi screffthen effther thet thennom icke burde. Oc fordi hwess her scall schriffues mod thenne artickell, gørs icke wdi then mening, ath wij miswnde leegfolck then hellighe schrifft, wdlagd paa wort menige twngemaall, om ther kunde komme noget gott wdaff, anthen Guds loff dess større eller oc theris saligheds forøgelße. Saa tijth som thet haffuer wærid begynt wdi christhendommen, ath then menige mandt tracterede schriffthen, tha er ther eet stort bulder efftherkommedt, fordi ath the wilde tractere thet som the hwercken kunde, eller waare beqwemme till. Kwnde werden ther aff forbædris, giffue thet Gud, ath then wijße som bonden qwæder hoss sijn plog, och qwinner nar the spinde aff rock, wore draghen oc wdsett aff then hellige schrifft. Men som mange folck ere nw till sinde, tha schulde thet bliffue Gud mere till fortørnilße, en till loff oc ære, fordi the schulde snarlighe ßaa ilde brwge schriffthen, nar hwn waare kommen wdi waane, som the nw brwge hans hellighe død och pijne, hans werdighe fem wnder oc blodt, medt dyre [G4a] eder oc bespottilße, wdi drick, daabill, morderij, mandrab, gerighed, och anden Guds forthørnilße.Then sckrøbelighed ere mange bespentte wdi, ath the dess meer mißbruge een ting, nar hwn er hellig oc bør ath fijris. Men nw wele wij offwerweie then stercke bewijßning som Hans Mickelssen Konning Cristierns raad haffwer wdi sijn wndersckede paa thenne artickell. Sier hand saa, ath som Christus haffwer wdstørt sith blod, for alle sijne wdwolde, saa will hand och hans hellige ord, schall wære alle hans helghen mene, vdi alle landsckaff 60
och alle thwngemaall. Her maa ij høre Hans Mickelssens dybe forstandt och stercke beskede. Som hand wille ßaa sije, wij haffue alle klæder och sckoo behoff, thi bør oss alle ath wære swdere oc sckredere, eller inthe menniscke kand leffwe wden mad och dricke, thij bør hwert menniscke, ath kunde kaage och brygge, saadan er fuld nær thijn bewijsning, ther er tha sckell paa, men thet er icke stort. Oc fordi ther som tw wille sije ath hwert christhet menniscke bør saa møget ath wijde aff schriffthen och Guds ord, som hennis salighed er anrørindis, oc henne møiligt er, ath begrijbe, tha sier teg ingen i mod. Men wiltu sije med Luther ath then gantscke schrifft bør ath forstaas aff then menighe mand, tha schaltw wijde, ath ther som thet wore en sømmeligt, tha er thet icke møieligt. Hør nw fordi nøffue till thijn wbesckemmede kettere. Tror tw icke ath Christus tolde død och pijne for alle, hwad heller the waare Jøder eller hedninge. Men wille hand ath the schwlle alle ligewell forstaa schriffthen, hwi sagde hand tha till the hellighe Aposteler. Thet er eder giffwet och wnt ath wijde Guds rijgis lønlighe Sacrament, ther tha andre icke er giffwet wden ij efftherligningh. [G4b] Ydermere ther som then mene mand, wore dess plictig ath tractere oc wijde all schriffthen, eller oc kunde henne forstaa, wden nogen læremestere, hwad giordis tha behoff ath Christus wdsende sijne Apostell, oc the framdelis Bisper oc Prester, ther som een icke wiste meer en een anden, eller icke burde ath wijde meer ? tha haffde thet iw wærid nock, ath screffuet thennom bøger oc send thennom breff, ocladet hwer mand lært seg selffuer, fordi som Luthers 61
mening er, oc thijn desligeste (om tw ellers bekender thijn mestere wdi all sijn lerdom), tha gørs inthet meer behoff till scriffthens begreb, en ath kunde læße, oc forstaa the ord hand læss, oc ath besinde oc grwnde med then mene mand, thet er som hand meen, ath icke wære plat wild oc fraa sijne sckell, fordi then dybhed som tha findis wnder scrifften, giffuer seg strax aff then Helliands indsckud, som Luther sier. Oc fordi sier hand ath thet haffuer inthe paa seg till schriffthens forstand, ath haffue studerid oc wærid lenge øffwet met wegt oc wmage, thi ath then Helliand lær alle thennom som læße kwnne, oc forstaa the blotte ord, hwess hemmelighe sacrament wnder thennom besluttis. Men wore thet sant som thet icke er, hwij wor tha sanctus Paulus noget wijßere oc dybere, en the andre Apostele? hwilcked alle bekende, Luther och saa tilstaar, ij sandhed tha finge the then Helliands naade, før en hand, men the frøctede tha hannum, fordi han wor lowkøn, ij thet hand haffde studerijd oc lært loghen wnder then wijße doctor som hed Gamaliel. Eller hwij sier tha sanctus Paulus till ßijn discipell Thimotheum, nar hand schriffuer hannwm till, ath hand sckal seg flyttelige bewijße, wdi then befaling hand haffde annammed aff sancte Powild. Ath hand kand lære oc wnderwijße andre, fordi hand wiste [H1a] wdaff hwem hand haffde lært, oc ath hand kunde then hellige scrifft aff sijn barndom, ther hannum kunde lære wdi then rette tro, som er in Christo Jesu. Kunde then mene mand worde saa wijss oc saa klog som tw sier, hwij raader tw tha thennom, ath the schulle heller høre Guds ord, fordi thet haffuer tha større 62
krafft oc dybere begrijbis, en leße thenne thijn wdleggilße? Saa well tolde Christus død for qwinner som mend. Men sanctus Paulus forbiwder tha qwinner ath tractere scriffthen, thet er effther wor mening, ath obenbarlige lære for andre, oc will ath hwes the haffue noget twilsmaall, ther om schulle the spørie theris mend hiemme wdi theris hwss. Kantw icke tencke arme mand, ath then som sckal andre lære, bør at føie seg effther theris lempe, som hannum schulle høre, oc fordi møget beholde hoss seg til een tid effther som the beqwemme seg meer eller mindre, oc gøre frucht aff thet som annammet er. Som ther er sckel paa then menige mand (fordi ath somme ere legomlige oc somme aandelige) saa sckall ther oc wære forsckel paa then lerdom, ther the schulle vnderwijßis wdi, forthij thet menniscke som er fult aff werdslig fornufft oc løße begæring, kand icke begribe thet som Guds aand tilhør. Oc for then sag sier sanctus Paulus framdelis saa. Jegh kwnne icke tale till eder som till aandelige mennisckir, men sorn till thennom ther en nw ere legomlige, oc fordi haffuer iegh fød eder medt melckedrijck, som børn wdi Christo, oc icke med mad, fordi ij kunde icke en tha fordrage nogen fast mad, icke kunde ij en heller nw, ath ij en nw ere legomlige, oc forfengelige begæring wndergiffuen. Maa well sckee tw wilt sije, om tw saa møgeth kandt, thet som propheten sier i psalteren. Herrens klare bud, opliwßer mennisckin sijne øghen, hwad tha? om [H1b] Guds bud ere klare oc liwße, munde fordi then gantske scrifft wære klar oc liwß? thet er obenbare oc forstandelig. Oc hwem er then som thennom haffuer nogen tijdt 63
mißwnt Guds bud ath wijde oc lære, oc andet møget som theris salighed anrør, oc the kunde begribe. Christus wor schiwld wdi thet gamble testament, men thet kwnde tha icke hwer mand forstaa, dog ath the bode kwnde thet Hebraiscke maall, oc hørde logen hwer løwerdag. Men aff the lowkøne spordis raad, nar som noget twilsmaal wor paa ferde, som Herodes giorde ther hand sporde hwar thet barn Christus sckulde fødis. Saa biwder och Gud wed prophetin, ath logen schall søgis oc spøries wdi prestens mwnd, hwij will icke thijn kettere oc saa gøre? oc wore thet saa ath hwer mand som kunde læse oc schriffue oc forstaa twngemaalet, oc ther till haffde wijd oc sekel kunde forstaa scriffthen oc henne tractere, hwad giordis tha behoff ath the schulle seg hooss presterne for spørie? ligerwijß som hooss thennom ther noget wijdere forstand haffde en then menige mand. Aff hwilcket klarlige giffues tilkende, scriffthen icke wære saa klar, ath hwn kand aff then menige mand forstaas oc begribis. Ydermere ther som scriffthen er saa klar, ath hwn kand aff hwermand tracteris, hwij wor thet icke Jesu Christi discipele nock, ath the hørde Christum predicke oc saage hannwm giøre atsckillighe teghen, till ath forstaa hans himelscke lerdom, vden hand schulde oc saa oplade theris wnderstandelße oc sijnd, till ath begribe scriffthen, oc thet aff hans besynderlige gaffue oc naade, med hwilckenhand bestørttetheris sind och hiarte. Thijn eghen mestere och prophet Luther haffuer selff sagd, ath hand icke kand forstaa all then dybhed, som er wdi psalterin, oc thet som hand en forstaar, thet er icke [H2a] fuldkommelige eller tilfulde, oc ther som 64
hand icke kand alting, men twill paa mange stycker, hwad tror tw then menige mand schulle gøre, om hand sculde tractere scrifthen. Luther sier sielff wdi samme fortall, ath then helliand beholder mange stycker hooss seg paa thet hnd scal oss altijd haffue vnder lerdom, oc for sijne discipell, vdi ydmyghed, affue oc inderlig begæring ath lære meer, oc som sanctus Augustinus haffuer merckelige sagt. Inghen haffuer nogen tid saa tald, ath han kwnde aff alle, oc wdi altingh forstaas, oc fordi tha møget meer beholder then helliand hooss seg, sijne ords rene oc edele forstand. Er ther icke nogen dybhed wdi scriffthen, anden en then menige mand kand tracthere. Hwij sier tha sanctus Paulus, ath han haffuer een anden twnghe, blant the sckrøbelige oc faakundige, oc een anden blant thennom som ere wittige oc fuldkommelige? Eller hwij sier then samme apostell, ther som han fortælier Guds atskillige gafuer, at wdlegge then hellige scriffthis dybhet, wære een besynderlig gaffue? Oc er hwn besynderlig, ther giffwis somme mindre, oc somme meer, tha kand hun icke høre then menige mand till, effther thij ath Gud saa schifther sijne gaffuer, blant sijne wenner, ath hand giffwer somme een gaffue oc somme een anden, effther sijn eghen guddommelige oc benedide willie, oc dog ath wij motte till thenne bewijßning, indføre aff scriffthen meer en sex hundret witnesbyrd, tha er thenne vndersckede nock paa thenne tid, saa lenge wij høre thijne swar om tw haffuer ther lyst till. Tenck tilbage oc offuerleg all then forgangne werden, om tw haffuer anthen hierne wdi howed, eller hiarte wdi bryst, och tha schaltu finde, ath forthi 65
then mene mand kwnde icke tractere schriffthen til gode, tha gaff Gud thennom Propheter, Bisper, Prester, [H2b] Doctores, oc lowkøne mend, vdi thet gamble testament. Men wdi thet ny testament, gaff handt thennom først Aposteler, saa Bisper, Doctores, oc andre lærefædre, ther schulde thennom styrcke wdi then rette christen tro, oc wijße wdi then sande Jesu Christi fodspor oc weij. Om somme haffue thet icke giordt eller kwnde thet icke giøre, icke er fordi embedet ont, eller wnyttigt, men the ere onde, som eet got embede icke rettelige brwge. Ladt saa wære ath thet hellige Euangelium haffuer wæridt forsømmet i nogre aar, hwilcket sancta Birgitta haffwer oc beclaget wdi sijne bøger, icke sckall bønder eller borgere, kremmere eller baadzmend, ryttere eller snaphaner komme thet til gangs i gien. Oc schal thet nogen tijd gaa fore seg, tha sckall ther klercke til hielpe, oc the som wijße ere schulle thet driffue. Then stund ther Guds ord tractheris i scholen, aff wijße oc lerde mend, ther findis for wden wild, oc sckalcke mening, ingen ting anßeendis wden Guds loff, heder, oc ære, tha fødis ther aff eendrectighed oc eensindighed wdi Christo Jesu, formedels then Helliand, ther all sandhed obenbar nar behoff gørs, oc alting er aff nød. Men schall thet tracteris, ij obenbare krwer, badstwer, bardsckierhwss, smedier, møller, taaldhwss, borgerstoffue, gijlhuss oc gestebudt, i blant dranckere oc daablere, dantzere oc springere, hwnde oc hoffmend, aff sckreppere oc daarir, pijbere oc leegere, swdere oc sckredere, møllere oc taaldere, landløbere oc kremmere, oc andre saadane edele oc lerde mend, blant hwilcke then siynis wijsist som 66
meest kandt robe, sckreppe oc spotte, tha schall thet aldrig komme till eendræctig oc eensindig ende. Ther som the wijße kunde neppelige fordragis om nogre artickell, aldrig schulle the faakundige oc wanwittige, geckelige oc galne for[H3a]dragis. Men ij dess wær fare med een ting, ath the ære mange, oc iw een staaltere eller galnere en een anden, ther hwerken tall med sckell, oc icke kand heller forstaa hwad som er sckell eller wsckell. Thij sije wij ath er thet hellige Guds ord vnderganget aff klerckerijds forsømmelße, ij sandhed tha sckall thet oc saa igien opkomme aff theris flijd oc winsckiwelighed, dog thet som tw meen er icke thet sande Guds ord. Tw meen arme mand, ath fordi the icke lære then mene mand, oc forsrnaa then hellige Romere kircke, och foracthe then christhen kirckis gantscke klerckerij, ath bryde lyffther oc christellige seeder, som wærit haffue blant christet folck aff arilde tid, och andet møget som langt waare ath scriffue wdaff, tha haffue the icke rettelige predicked then hellige scrifft men sckiuld sandhet. Thet er thijn dybe snack oc wijße ord, oc andre manges som nw tale om thet hellige euangelio med mwnden. Men hwad hierte ther er hooss, betyde the daglige met theris euangeliscke fruct, ther theris euangelium haffuer baarid med stor fructsommelighed, nw ij siw eller otte aar. Offuer all then synd som nu wblwelige driffuis sijden Lutherij er opropt wdi werden tha see wij oc saa ath ther findis ingen hørsomme till. Inghen sckøtther sijn offuermand. Wndersotte ere wlydige theris hersckab, Prester theris Bisper, Muncke theris Abbeder, andre clostermend theris Prier, Borgere theris 67
Borgemestere oc Fogeder, oc med faa ord, som ingen gør i thenne tijd thet hannwm bør oc sømmeligt er, saa kand heller inghen rettelige brwge sith embede som hannwm burde, ath thenne forgifftige tidt, fordrager hwercken rett eller sckell, heth eller kalt, men er genstridig och modstandig seg sielff paa thet sijste, till ewig sckade oc forderffue. Men tha sckalthw wijde ath [H3b] wij fattige Danscke mend, kunde icke anderledis forstaa schriffthen, en ath wij sckulle wære hørsomme, then hellige kirckis Prelather, wdi alle theris bud, som icke ere synd, oc serdelis paa wore wegne, er thet saa ath the synde wdi theris beffalingh, ther maa the see seg om. Wij tro icke wære synd ath fasthe, læsse oc siwnge, fijre høgtilige dage, lade seg trenge fraa sijn rett, med sckat och owerlast, hwilcket wij holde for stoer werdsckyld. Som Christus haffuer oss selff lært, oc andet møget ther tw kalder trengsill fraa christendoms frijhed. Alle theris bud holde wij fordi gierne nest Guds bud, thet besthe hand giffuer os naade til. Oc nar wij faa giort (om thet wore oss møieligt ath giøre) alt thet som Gud haffuer budet anthen wdi then hellige scrifft, eller formedelss sijne stadholdere her paa iorden, lade wij en tha som wij haffwe inthe giort, oc kendis ath wij ere wnyttige tienere. Vij well wijde ath ther som han gaar i rette medt oss, tha findis wij icke retferdige for hans ansigt, hwes oss giffwis eller wijdis aff Gud, for then stadige tro oc loffue wij till hannwm haffue er meer aff hans misckund en wor forschylding. Ere nogre aff Prelaterne onde for Gud, ther maa the see seg om, theris dommere ere wij icke, men the ere wore dommere, 68
paa Guds wegne. Thet er oss nock ath wij hwerkin ere theris raadgiffuere eller samtykere. The gode forstandere giffuer hand oss aff sijn naade oc miskund, oc the onde aff sijn retferdige dom, med hwilcke hand will straffe wor onde forsckylding. Then lydelße wij ere thennom plictige wele wij gierne holde, fordi wij wijde som sanctus Cyprianus sier, alt ketterij wære ther aff begynt, ath ther icke lydis Guds prester oc stadholdere. Wij læße ath bespottere och for[H4a]haanere schulle icke besidde himmerigis rijge, och wdi lesthen sier Christus saa. Then som kalder sijn broder een daare, eller Racha ther icke besckeeder nogen foragt, men alsomeniste eet wret hiarte, tha er han falden for helwedis pijne, hwore kunde tha the mennisckir wndgaa Guds strenge dom, ther saadant spot kaste icke alsomeniste sijne brødre wdi næsen, men och saa Guds prester, ther hand gaff saa stoer magt oc ære, ath hwo som thennom icke war lydig, men aff homod forsmaade oc stod emod, tha schulde hand dræbis then menige mand till fryct och fare, ath the icke schulde dierffues till saadan wlydelße. Oc ther Samuel wdi thet gamble testament gremde seg, ath faalcket haffde hannwm forsmaat, swarede wor herre oc sagde. The haffue icke teg forsmaat men meg. Saa sier Christus wdi lesthen. Then som eder høør oc er lydig, hand høør och saa meg, och then som meg haffuer wdsend. Oc then som eder forsmaar hand forsmaar, bode meg, oc then som meg haffwer wdsent. Och ther Christus stod for then wmilde Bisp, oc bleff slagen wed sith benedide kindbeen, icke talde han Bispen forsmædelige till, icke forachtede hand heller Bispens 69 embede, ære och vwrdning, dogh ath nand wor een ond och wmilde mand, men alsomenisthe giorde hand sijn orsage med sagtmodig ord, saa siendis till swenden ther hannwm sloo aff sijn herris willie och samtycke. Er thet saa ath iegh haffwer ijlde tald, tha bewijß meg thet offwer, men haffuer ieg och tald well ock med sckell, hwij slår tw meg? Och framdelis then tijd ther een saa sagde till sancte Powild (som Lucas schriffwer) bander tw Guds prest oc høffding? Paulus swarede oc sagde Jeg wiste icke brødre at hand er Bisp. [H4b] Jeg well wed ath screffuet staar, tw sckalt icke maledide then høffding som haffuer beffaling offuer tith folk, dogh wisthe well sanctus Paulus, ath handt wor een ond oc wdædis mand. Men teg Hans Mickilsen er alting sømmelig, oc will Gud thet stæde teg lenge, tha fanger tw thet ath wijde. Wij ere wdi then tro (som sagt er) at Gud giffuer oss gode Prelather aff sijn barmhertighe godhed, oc onde aff sijn strenge oc retferdige dom. Och will ath wij sckulle the gode hedre oc ære, och the onde fordrage, och besynderlighe nar the ære saa personlige onde, ath the dog trenge ingen anden till synd med seg, oc thet som er sagt om onde oc gode Prelather, schall i samme mening wnderstaas, om Konger Førster oc andre høffdinge, ath Gud giffuer oss the gode aff sijn store naade oc misckund, oc the onde aff sijn retferdige dom ath wij haffue icke bædre forsckyldet.

Hans Mickelssen.

✂ Saa sckicker nw eder icke vwerdige, till then mectwge Guds gaffue. Wdi alle land oc rijge, høris nw Guds klare ord, oc thet hellige Euangelium. Men wij ere serdelis meer groffue en andet folck. En dog thet er een stoer deell the wforstandige predickers, oc blindtførirs sckyld, som schulde wære oss eet liwss oc eet exempill till christelig kerlighed, oc gode gerninger. Saa ere the then aller grwmmiste mørckhed, och the wandre mith wdi døden och fordømmelßen, saa leffuendis som the gaa, som the haffue bewijst met mangehande fruct. Oc nw serdelis, ij thet somme haffue saa vtilbørligen, forsmaad theris rette borne herre och Første kongelige Maiestat Konning Cristiern etc. sorn thennom wor giffuen aff Gud, oc the haffue beswijget edher fattige eenfoldighe [I1a] menniscke oc holde eder i thet Babiloniscke fengsill.

Swar.

✂ Wij høre thet gerne aff teg, ath wij ere plwmpe, groffue oc eenfoldige menniscke, fordi wij wele icke wære ij baand oc handel meth kettere, eller wnder tijranne welde oc macht, ther oss sckall drage wdi synd med seg. Then kettirscke subtilighed will icke wdi wort bryst. Ther bede wij daglige Gud om, ath er thet wijsdom, dybhed, forstand, klaagsckaff oc subtilighed, ath wij aldrig eller noget christet menniscke bliffue wijße, dybe, forstandige, kloge oc subtilige. Wij tacke Gud oss haffwer lært then Euangeliscke simpelhed, ther er then sande wijßdom for 71
Gudt. Then kettirscke dybhed, och the tijranniscke omslagh, kunde wij icke begribe, fordi een stor part aff the Danscke howed, ere ther icke beqwemme till. Eenfoldig sandheed wele wij altid gerne efftherfølge, oc thet dybe och kloge sckalkhed ere wij gierne wbewarede. Men tegh schal tha giffuis swar, paa thet tw scalt wijde, ath andre land ere oc saa simpell oc groffue med oss, i thet the icke heller kunde begribe thet Guds ord, ther kettere saa kalde. Tw sier arme mand ath thet klare guds ord høris nw i alle land oc rige, guds klare ord mener tw Luthers lerdom. Saa pleije ij forherdede bespottere ath kalde Guds ord i thenne tid. Oc thette sier tw, som møget andet bode for wden sekel oc redelighed, fordi tw wel weest ath thet er klar Luthers løgen, wden tw tror, ath ther ere icke fleer land oc rige wdi christendommen, en nogre faa førstedømme, landsckab oc steder vdi Tydscke land. Tw meente ath hwad som tw hadde screffwed thet schulde strax troes aff then mene mand, at the wiste een føije ting hwess i andre land giordis. Tw wel [I1b] weest thijn fule kettere, ath Luthers ketterij icke læris wdi gantscke Walland, Hispanien, Franckerige, Engeland Skotland, Burgundien, Brabant, Flanderin, Holland, Seland, Vngerin oc Paalen, ath wij schulle icke och saa fortellie mange førstedømme, och Keiserlige stæder wdi then Tydscke nation, ther mith i blant kettere ock schalke, ere en nw aff Guds besynderlighe naade wbesmittede, wden hwess landløbere oc kremmere pleije ath sqwaldre wdi drick, daabel och hore hwss, ther haffwer tha wærid theris gamble seed aff arilde tijd. The gode oc christen førster haffue well hørdt oc 72
seet hwad frucht thet samme Lutherij giffuer aff seg. Hwem er nw then blant alle førster som ere indfallen meth Luther, ther haffuer tilbørlig lydilse aff sijne vndersotte? Giør icke nw hwert menniscke thet thenom lyster? The agte hwercken Første eller hersckab, Bisp eller Prelat, Borgemestere eller Raad, Foget eller embetzmand. Oc all theris wlydelße, orsage the medt then Euangeliscke frijhedt, the sije seg ath haffue in Christo Jesu, ligerwijss som Christus Jesus Gudz søn, haffde icke selff wærid i mange stycker vnderdanig oc hørsommelig for werdzins magt, oss alle till ydmigheds oc sagtmodigheds exempell. Tror tw Hans Mickilssen ath ther icke er saa wijße och lerde mend i desse forschreffne Rige oc Land som tw kant wære, i hwore tw æst nw bode konning Cristierns Raad oc stadholdere, Ridder til med, oc meer nar Gud wil. Teg tycker ingen wære wijss, vden hand er anthen landfluctig, eller haffuer studerid i Wittenberg. Hwad schulle wij oc sie om mange andre christen land och stæder som ere Danmarck, Swerige och Norge, med mange flere førstedømme, ther merckellige besinde først Guds fortørnelße, och ther nest then lange hale, samme ketterij [I2a] drager med seg, til oprør oc all eendrectigheds forderffwe. Men ath somme Danscke mendt ere indfaldhen met Luther oc serdelis aff adelin thet haffuer han thennom well betaled, i then bog hand lod forsnijmen wdgaa paa Tydscke, om krigßfolck kwnne worde salighe, hwar han giør seg till patroen, modt then Danscke adil wdi konning Cristierns sag. Scall thet holdis for thet rene euangelio hwess Luther schriffuer som mange the meene, tha haffuer han giort thennom 73
till erlige mend, ther han i samme bog kalder Guds tiwffue oc forredere oc møghet andhet ther dog er klar Luthers løgen, som andet møget han schriffuer, men han agther tha bæder ath betale oss Danscke mend, nar han faar stadfest sijne discipele her wdi righet, ther wdhen twijll ere een stor part konning Cristierns besoorne mend. Wij kwnne tha thet icke besinde, forblinnede aff eet hemeligt had, før en thu oc thine lijge haffue oss sæt ij then snare, ther wij seent komme vdaff. The ere tha icke alle blinde, fordi at tw esth een sckalk. Tw giffwer thennom klage som sculde lære Guds ord, men wij ere tha rnedt thennom till freds, fordi ath the haffwe oss en nw intthe lærdt, som er emod then sande christhen tro. Och haffue the nogen tijdt, aff eenfoldig simpelhedt, oc simpell eenfoldigned, meer en een wrang mening, predicked snack och fabel, som haffuer och wærid giord i andre land oc rige, tha kwnde wij thet medt tijden forbædre teg forwden. Thijn lerdom haffwe wij intthe behoff, ij the stycker som er wor siels salighed anrørindis. Thet Gud forbiyde wij haffde sijnd til nogen ny tynge eller beswaaring. Tha maa wel sckee wij haffde thijne raad behoff, ath tw ther wdi æst een merckelige wijss och lerdt mandt. [I2b] Saa møget som oss gørs behoff til sielss salighed oc wij maa grantscke oc randsage wdi schriffthen, kwnne wij naa teg forwden. Thet forstaa wij aff schrifften, at wij sckulle alle gøre Guds willie, och dess ere wij plictige. Men ath wij maa dybelige slaa oss wdi Guds lønlige raad oc domme, haffue wij en nw icke lesth. Wij tro gerne thet oss bør ath tro, och er saa aff nød, ath thet sckall troes. Men 74
ketterij wele wij aldelis wære wbewaarede. Tw sier oss ath somme Bisper ere syndige mend, hwad tha? Ther findis oc mange bisper som ere gode mend, ath nogre ere sckrøbelige kwnne wij saa well see som tw oc haffue thet tijt begræt, men the ere togh Bisper och Gud er theris dommere, thijn oc alle sckalkis ther hand kan oc saa gøre hellige mendt, nar thet teckis hans guddommelige willie. Men tw mot nw beschrifue oss wdi the werste maade, oc med the werste wilkaar tw kant eller oc tegh lysther, tw schalt tha wijde, ath Christus tolde død oc pijne, oc er bleffwen menniscke for saadanne syndere, oc som hand kand bruge the gode seg til ære, saa kand hand oc saa onde mennisckirs wdygd wende seg till loff oc prijss, fordi hand haffuer eet stort hwss, hwilcket ther haffuer mange kar, somme erlige oc somme werlige, somme till heder oc glæde, oc andre till wanheder oc pijne. Gør fordi wel oc lad wor herre paa alting dømme, han kender alle, oc ßine egne alsom best. Men ath tw sier thennom wandre mit wdi døden, oc saa leffuendis som the gaa, fordi ath the ere falden konning Cristiern fraa, ther om wele wij disputere noget widere. Och er thet saa ath hanwm talis noghet nær ij thette swar, tha haffuer tw oc icke wij giffuet ther till orsage, med thette tith sckendighe breff. Ther som wij kunde, wore wij hanum gerne ij thette swar for wden. Men wor wsckyldighed maa [I3a] wij tha icke tije, ath wore børn kunde haffue thet i screft ther the med kunde vndewiße theris efftherkommere, oc orsage theris foreldre. Tw sier først ath the haffue wtilbørligen forsmaad theris indfødde herre oc konge, ther Gud haffde thennom 75
giffuet. Thette sier tw, ath tw hafwer huercken blysill eller ansigt. Tw well weest Hans Mickilssen hwes frijhed Danmarcks rige haffuer aff arilde tijdt, till ath wdkaare seg een konge oc een første, ther sculde reghere offuer thet gantscke rijge, then menige mand til lycke oc gaffen, ædill oc wædill, rig oc fattig, mand oc qwinne, lidhen oc stor, borgere oc wdlending. Oc nar the haffue bruget then frijhedt, tha pleije the icke fordi ath anßee nogen herre, ath hand er rigens indfødde mand, men for hans christellige rygte oc ordt som hand haffuer, aff sith regementhe, ther wærid haffwer christelligt oc erligt. Oc fordi ther høgbaaren herre oc første konningh Hans, konningh Cristierns fader hwes siell Gud naade wor aff gangen, och haffde wærid oss een god oc behaffuelig konge, tha haffde wij eet got mod ther till, ath hand sculle bliffue syn fader lijg, dogh ath han haffde paa then tijd, wdi Norge giffuet till kende noget aff thet tijranne sind, ther hand schulle med tijden brwge, om hand finge meer magt, for hwilcken sag som tw well west, ther wor noghen twedracht, i mellom Righens raadt, ther the sckulle hannwm samtycke oc samburde, ther wij lade nw fare paa thenne tid, hand wilde tha wære konge i the dage, fordi hand haffde til sijn hand alle rigens leen oc slaat. Tw sier at hand wor oss giffuen aff Gud, saa wor och Saul giffuen aff Gud thet Jødiscke folck, ij thet gamble testament, men thet angrede hannwm siden, hand bleff Gud wlydig och whørsommelige, oc fordi sckilde hand bode hannwm och [I3b] hans børn wedt thet Jødiscke rige, oc gaff thet Dauid oc hans efftherkommere. Lad saa wære 76
ath Gudt gaff oss konning Cristiernn for een herre oc een konge, men then samme Gud aff sijn barmhertighed, haffuer oc saa sckild oss wed then wmilde mand. Ther Gud wor oss wred for wore synder, tha tilstedde hand, ath then wmilde mand fick magt oc bleff oss weldig, ath wor synd schulde straffis med saa sckarpt eet rijs. Men ther Guds retferdig wrede wor stillet, tha sckilde hand oss wed then grumme mand, aff sijn milde barmhertighedt, oc barmhertighe mildhed, ath hwgswale ther medt, saa mange bedrøffuede hiarte, ther hand haffde giort. Tw west well Hans Mickelssen, ath Guds retferdige dom, och hans egen sckyldige oc mistrygge conscientze, foriagede hanwm och ingen anden. Nar wij haffue icke tryghed eller seekerhed aff wort hiartis wsckyldighed, wij ere tha gode ath iaghe. Ther findis tha mange konger ij atsckillige land och rijge, som icke ere giffne aff Gud. Saa sier schrifften om the Israelscke konger, ther then mene mand haffde seg taget oc begærid, tha wden Guds raad och samtycke. The regnerede (sier Osee prophet) oc icke wd aff meg, oc the wore førster men ieg wisthe ther intthet wdaff. Thet sies Gud ath icke wijde wdi schrifften, som hand icke giffuer magt. Och fordi er inghen macht aff Gud, wden then som føier seg effther retferdighedt och Guds budt. Thet er icke saa got ath wære Guds rijss oc swerd som tw tenckir. Icke giffuer heller Gud theris regementhe macht, ther hand til een tijd brwger, andre till plicht oc bod. Fordi ath the ere redeboen aff theris tijranne sind till wold, trengsill oc magt, tha lader thenom Gud segle sijn eghen reijse, ath theris ondsckaff kand 77
sijden komme Gud till loft heder oc ære, nar han [I4a] tha frelser sijne sønner oc wdwolde børn. Men hand straffer tha samme tijranner paa thet sijste, then mene mand till hwgswale oc glæde, hwilcket scrifften oc saa giffuer tilkende om mange. Som wore Pharao, Nabochodonosor, Sedechias, Antiochus, Salmanasar, Sennacherib, Achab, Hieroboam, oc andre mange, ther wor herre sloo paa halijn, sijden the wille icke lade wdaff at synde. Saa seer tw oc nw well ath Guds retferdige dom er konning Cristiern offuergangen. Men lad saa wære ath wij haffue thet giort, tha schaltw wijde ath wij ere saa orsage for all synd, ath ther som wij haffde thet icke giort, tha wore wij Guds obenbare forredere. Oc fordi hwess wij haffue giort, des wore wij plictige for Guds retferdighed, oc wort menige rigis frijhed, ther hand haffde forkrencht oc ydermere wille, at hand kunde oss alle komet wnder een ewigh treldom. Danmarcks rige er icke arffue rige, och wore thet en saa, tha er kongen icke fordi een weldig herre offuer noghet rige, men een tilsiwns mand, ther haffuer annammet samme rige (som hand er anthen fød eller kaarid till) til troerhand, ath oppeholde een menig fred, oc pleije hwer mand sckell oc rett, seg wden noget besynderlige gaffen oc profith. Men hwess rett konning Cristiern haffde till Danmarcks rige, wor aff menige Rigens raads samtycke, ther paa then menige mands wegne, haffde hanwm hyllid och sambyrdet for Danmarcks Rigis konge oc forstandere. Dog med wilckaar saa lenge hand holt sijne rige wdi christellige regemente, effther sijn kongelige eed oc forplictelße, med beseijlde breff oc handfestning, 78
fordi hwess nand thet icke giorde, tha wor rigens raad forplichtig medt theris hals och gotz ath affwærie, hwes wold, macht, trengsill oc offuerlast hand førde paa samme rige [I4b] mod Guds low, then hellige kirkis, oc thet menighe klerckerijds oc gantscke righens frijhed, och mod sijne breff och recess. Handt lod selff sette wdi sijn ny log, ath hand schulde siynis saa retferdig, ath i hwo seg soor vitterlige om meen, tha schulde hand mijste ij fingre, ther wij tha icke straffe, men fordi thet war icke andet en øglerij, som een stor part aff andre hans gierninger, tha straffis hand aff alle mand, i thet hand sielff holt hwerken breff eller eed, ord eller loffue, oc inghen ting giorde hand heller en thet som hand andre forbød. Hand loed een tid ij Jutland stwbe nogre bønder for løghen och meened, hwilcket wij tha icke straffe. Men effther thij hans gantscke leffnet icke anden wor, en falsckhed, bedregerij oc meenedt, tha forwndrer oss storlige, ath hand torde pijne the synder paa andre, som hand gierne sielff bedreff. Then første oc største synd han giorde mod Gud, rigens indbyggere, oc andre rigens naboo, wor then, ath hand brød sijne beseijlde breff oc handfestning, prewilegier oc frijhed, ther hand haffde giffuet, ath hand maatte naa Danmarcks rigis krone, hand førde krij oc orlog mod Danmarcks rigis Raads samtycke, hand lod dræbe och myrde aff sith tyranne sind, mange gode mend paa theris rette orsage, forwden all rædelig dom oc tilbørlig reth, som wore Ridder oc riddermendz mend først wdi Danmarck, oc ther nest wdi Swerige. Gode oc hellige Bisper, mange Ridder och edele mend, ther hulpe hanwm till all then indgang 79
hand noghen tijdt fick i Swerigis rige, med Borgemestere oc Raad och mange meenløße oc wsckyldige børn, ther hand lod først wmildelighen aff hugge, for wden dom oc redelig klage, oc ath hand kunde sidhen mette sijn wbegribelighe haardhed oc wmildhed, eller oc noget kunde wære grum [K1a] mere en døtzens bittherhed, tha lod hand slæbe the døde kroppe aff Stocholms by, och brende i ascke, paa eet stort baall, wdi beeg oc tiære. Thijn fule kettere kalder then hellige kirckis prelather siele mørdere, medt thijn sckendige mwnd. Men kasth bladet om tha schaltw fornemme ath thenne wmilde grwmhed, oc grumme wmildhed, som thijn herre haffuer giort aff thijne raad, Sijbritz, Mester Diricks oc andre sckalkis, thet er ath dræbe oc mørde siele, ath trenge saa mange fattige menniscker wdi wantrøst oc mißhob, fraa liff oc welferdt, arff oc eije, hustrw oc børn, frender oc wenner, och thet for wden noghen redelig sag, alsomeniste for een mandz gerighed oc homod. Ther som andet kwnne hannwm icke forfære fraa saadan grwmhedt, tha motthe Guds prophet Amos forfærid hanwm, ij genwm hwes mwnd Gud saa tall ij thet gamble Testament. Offwer mange syndher som Moab haffwer giort wilde ieg benaade hanwm, ther som hand haffde icke giord een grwm synd, thet war at han brende wdi ascke Idumee kongis been, oc fordi sier wor herre, ath han sckal sette ild paa theris stæder i gien, oc slaa theris konge oc alle theris førster i hiel. See her till arme mand, hwor stoer een synd thet wor, ath brwghe grwmhed mod been och døde kroppe. Then wmildhed hør dieffuelin oc icke mennisckin till, ath kwnde icke mettis 80
wdi eet menmsckis død, wdhen thet schall oc forhaste seg, oc spijlde sijn grumhed effther døden paa kød oc been, ligerwiss som døden burde icke ath wære then sijste plage, ther mennisckin kand lijde her paa lorden. Ther mottw forlade teg till, ath wilde icke Gud lade saadan synd wære wpint, ther aff hedninghe wor giort, mod een hedning, ther wor slaghen wdi een standende strijd, hwad kantw tencke ath Gud wil gøre [K1b] mod een mand ther er christen, oc holder seg christen, oc haffuer tha samme wmildhed brwged, icke al ene mod een christen mand, men mod flere en halfierdsinds tiwffwe oc i fredelige dage, mod beseijlde breff oc kongelig eed, paa hwilcken eed hand haffde høijtilighe anammed Jesu Christi benedide legomme (som er all kierligheds och fredsommeligheds besegling) ath hun schulde wbrødelige holdis, ij sandhet tha will thet straffis ij nar thet skeer. Ther nest lod hand sencke wdi then østre strand, høgbaarne førstis sende bud, kongens aff Paalen, med andre sckibmend och hoffolck, mod all naturlige sckell, en sidhen schreffuen log, ther Tyrckin eller Tatterin haffde aldrig giort i mod theris obenbare fiendis sendebud oc møget mijndre mod thennom som wore fredsommelige. I samme dage lod hand sencke wdi eet grwnt wand, Abbeden aff Nydale closter med sex andre brødre, then samme stwnd the ginge fraa alterid, oc haffde anammet Guds legomme, oc haffde herbærid konningh Cristiern med alt sith folck. Ath saa betale ij herberre for mad och øll, roo oc mag, thet er ath mørde siele. Nar haffuer thin kettere hørt saadan wmildhed, the maatte hwerken nyde theris embede 81
eller Gudts legomme got, eg theris øll eller mad, kierlighed eller tieniste, med mijndre en the schulde iw dødis for hans tijranscke misstancke sckyld. Ther nest befool han mester Dijrick ath sencke tho graa brødre aff Stockholms closter. Desligest lod han mørde for Abramstorp, tre edle Jwnckre, med een liden dreng ther haffde hanwm tient, med tro oc ære, och wore wdsende ij raads wij, aff then weldighe hob knechte som laage i Swerige, ath forhandle med hanwm om mester Dijricks regemente wdi Swerige, met hwilcken hand haffde hanwm forwanled thet gantscke rijge, oc thet giorde [K2a] hand eet liwss paa natthen, for wdhen dom oc rett. Nu mottw robe, om tw haffuer noghet sckell. O thijn siele mørderæ, wij læße aff mange wmilde førster, ther med falsck dom haffue dødet mange wsckyldige menniscker. Men sielden høre wij ath nogen weldig konge ther pleier obenbare ath retthe, med swerd oc bødill, lader hemelige om natthe tid mørde folck, oc thennom serdelis som ere wsckyldige, oc komne herrin till gode, ath ware hanwm ath sijn sckade, oc sijne rigis forderffue. Huore tijth læße wij ath hele landt ere forderffuede, med Guds plage for saadane synders sckyld, en siden een mand fordreffwet oc forderffuet. Thet meeste wor conscientze nagger er thet, ath wij fordroge hanwm alt forlenge, wdi sijn grumme wrnildhet, fordi oss haffde burd fraa thet første ath wærid hanwm modstandige, paa thet hand sckulle icke størt saa møget wsckyldigt blod. Thet er langt fraa wij haffue syndet ther wdi, ath wij ere hanwm fraa falden, fordi wij wore dess plichtige saa frempt wij sckulde icke wære Guds forrædere, ath giort thet 82
sex aar før thet sckede, dogh ath wij altijd forhalede wor rett wdi then beste mening, ath hand schulde seg sielff besinde, oc noghet lade aff hans wmilde gerninger. Kand ickæ Cornelius Schepper giøre hans sagh retferdig, tw haffwer ther hwerckin handt eller mwnd till. Men hwore hand wrier och wender seg mangelunde, haffwe wij langhe læst. Tha schulde hand saa snart saffaene øster oc westher som gøre konning Cristierns wmildhed till retferdighed, oc wdygd till dygd. Subtilig løgen haffuer hand screffuet for fremmede landsckaff, men for oss Danscke mend ther kende konningh Cristiern till pricke er hwn saare groff, fordi wij kunde tage paa henne saa stor er hwn, [K2b] dog han icke wisthe huad han screff, anderledis en som tw oc andre sckalcke hanwm wnderwijste. Oc fordi wor thet stoer sckade, ath saa mange sckøne ord, schulde spildis ij saa stoer løgen oc bedrægerij. Men ther om een anden tid. Wij tale intthet om Torbiørn Oxe, Her Knwd Knudssen, Steffen Webersteen, Juncker Johan, Jørgen scriffuere oc andre mange, ther hans weldige tyrannije lod døde, somme af eet hemmeligt had, oc somme af sijn vbegribelige gerighet oc thet for wden al redelig oc retferdig dom. Oc met faa ord, ther som wij wele bescriffue wijdelige oc tilbørlige hans falsck oc swig, wold oc magt, mord oc drab, sckat oc beswaring, med siße oc told, laan oc hielp, oc andre falscke omslag, i mod hans beseijlde prewilegier, breff oc recess, tha sckulde oss fattis bleck oc papijr, oc trettis øgen oc hender, før thet kunne altsammen bescriffuis. Aff sijn wsielige gerighed oc sckalcke raad, lod han seg wære een myndig herre offuer alt thet 83
som ij riget war, i hwem thet tilhørde, geestlig eller werdslig, ædil oc vædil, rig eller fattig, mand eller qwinne. Hand begærede ath theris arffuelige vndersotte, schulde giffue hanwm aarlige till ewig tidt, ij gode gylden, och fordi ath the thet icke wilde samtycke, tha begyntte hand ath gaa effther all theris welferd. Haffuer tw icke hørt Hans Mickilsen Guds retferdige dom, wdi thet gamble testament, i mellom Achab konge oc Naboth iesrahelite. Achab begærede Nabotz wingord, till kiøbs eller schiffte. Naboth soor oc sagde, saa sandelige som Gud han leffwer, tha schaltu icke faa thet arff ther mine forældre haffue mig lath effther seg. Achab bedagede segh for ßin drotning Jezabel, ath han fick saa kortthe swar. Men hwn lodt strax beliwge manden paa sijn halss, ath hand haffde bespottet Gud, oc foracthet kongens Maiestat, oc ther [K3a] med forbrwt bode liff oc wingord, hun lod hanwm strax steene till døde paa hans eghen agher, aff then mene mand. Hwad sckede ther. Gud wdsende sijn prophet Heliam till Achab oc sagde. Tw haffuer i hiell slaget, och tw haffwer besijt. Men høør hwad herren sijer. Paa then samme agher som hwnde slickede Nabotz blod, schall ock tith blod slickes aff hwnde. Hwilcket ther oc saa sckede, then tid Gud lod i hiell slaa formedels sijn tienere Jehu, Jezabell oc alle theris børn. Oc tilforne Achab aff Sijrie konge, som schrifften klarlige holder. Thette er kortteligen sagt, fordi ath historien er saare lang ath fortellie fraa første oc til sijste. Men thet som sagt er, er ij then mening sagt, ath tw schalt wijde hwess ret folck haffuer offuer theris arff oc eije. Ther som Achab icke motte i 84
nøde Nabot til at sellie eller schiffte med seg een wijngord hwad ret kantw tencke the tijraner haffue, ther wele trenge christet folck, till ath besegle seg fraa i theris hender arff oc eije for intthet, oc gøre seg aff frij mend med theris børn oc effterkommere, till ewige træle, oc helst blant christet folck, ther ere i twenne maade frij, først aff naturin, oc ther nest aff Jesu Christi døds oc pinis werdsckyld. Saa stor rett haffuer een bonde till sith godts, som een konge till sith rige. Och større ret haffwer een Riddermandz mand, till sith rette arffue gotz, en een konge till sith rige, fordi hand maa affhende sith medt gaffue oc kiøb, thet er, giffue oc sellie hwem hanwm lyster, dog saa ath hans arffuinge icke gørs noget wskell. Men thet maa tha een konge icke gøre, effther thij hand icke maa noget affhende, ther kronen tilhør, wden med forlening och pant, hans aarlige rentthe er hand weldig oc herre offuer, men till rigeth er hand een tilsiwns mand, om hand er ellers een Christen konge. Thette er [K3b] then rette oc klare sandhed ther Gud dømmer effther. Men koning Cristiern wille icke alsomeniste wære herre offwer Danmarcks krone, men offuer alt thet som wdi riget war, hwad heller thet hørde till Riddersckabet eller oc then menige mand. Hand indførde thenne tiranne røst i Danmarck. Giff meg aff mit eghet. Oc fordi hand wor kommen wdi then mening aff sckalke raad, tha lod hand seg være sømmeligt ath paa legge Told, Siße, Sckat och anden beswaaringh for wden ende, mod wort rigis gamble seeder och prewilegier, och thet icke alsomeniste paa wdlendinge, men och saa paa righens borgere och 85
indbyggere, han laanthe oc borgede medt falsck oc swig, oc inghen betaide hand wdhen med breff oc snack. Hand scriffuer wdi sijn orsage mod the Lybscke, ath then told hand paa lagde wor giort for hans trang sckyld, och skulle icke ware lenger en ij thw aar, oc tha strax igenrobis. Men ther nogre gode mend thet lesthe som wiste aff hans opsæt oc paalegge, tha sagde the med got gammen, ath haffde hand en screffuet sex aar, thet war en tha løgen, oc bedregerij, fordi thet war icke wdi hans sind, ath hand sckulde nogen tijd affleggis. Hand scriffwer oc eet breff the Dantsckir till, wdi hwilked hand seg bekender ath haffue syndet, och thet icke giort hanwm burde, oc helst wdi eet konge embede, och thet sier hand seg wære offuerganget, fordi hand icke kende Gud. Han sier ydermere ath hand fordrager sijn elendighed gantscke gerne, oc all sijn modgang, helst fordi ath samme elendighed, offuergick then hellige konge Dauid, ther tha kom till sith righe paa thet sisthe, fordi haabes oc konning Cristiern ath thet samme schall hanwm medt tijden wederfaris, ath han oc saa schal faa sith rige igien. O hwad thet er wblwelige oc wchristelige sagt, ath hand [K4a] ligner sijn sag wed konning Dauids prophetis. Konning Dauid giorde icke wden een tijd hoor, och drepte een mand for samme hoor, aff naturligh sckrøbellighed, ath han ther med kunde betecke sijn synd, sijn kongelige ære til bestand, ther burde ath wære wdi alsomstørst agt oc wrdning, oc ther fore giorde hand stor plicht och bod, och bekende sijn synd for Gud, som then hellighe scrifft indeholler, oc the psalmer som hans penitentze er giord wdi, paa thet wij schulle icke 86
oc saa sije, atn mer beteckis nogre hemmelige sacrament oc figurer wdi konning Dauids flucht oc elendighed, som wore langt ath sije wd aff. Men konningh Cristiern ther haffuer dødet saa mange christen mend, obenbare oc hemeligen, mørd oc drept fattige wsckyldige børn, oc menløße iomfrwer oc qwinner, ther hand lod om natte tid begraffue, sijden the wore drepte oc qwalde i torn och fengsill, och giorde ther aldrig anden plicth fore, wden thet daglige anger hand er wdi, ath han kand icke døde flere, en hand haffwer giort. Oc thet wil hand icke heller bekende, ath hand haffuer ilde giort. Men for wden blygsil scriffuer vdi sijn orsage bog, mod wor naadige herre konning Frederick, ath hwes hand haffuer giort wdi Swerige eller Danmarck, then stwnd han wor theris konge, haffuer han altsammen giort medt rett oc sckell, for wden all argelist. Saa tilstæder Gudt ath hand medt sijne egne ord, besckemmer seg selff. Før en Danmarcks Rige noger tijdt gaff klage offuer hanwm, tha wor hans rygte saa wijde førdt, ath wdi Walland, Hispanien, Franckerighe, Engelandt, Skotlandt, och gantscke Tydscke twnge, wisthe the alle ath hand wor een wmildt mandt, och een wchristelig første, hans gierninger waare icke saa hemmelighe ath the kwnde sckiwlis wdi eeth righe. [K4b] Hand tørff icke klage paa Danscke mend, ath the hannwm beraabe med schrifft eller tale, fordi ath the samme sckalke ther hand brwgede wdi grwmhed oc tijrannie, som nu ere, oc wore, før en hand rømde Danmarck, spredde om kring alle land, haffue hanwm saa beganget, at the offthe icke neffne hanwm, wdhen meth thet hellige kors teghen. Kunde oss Danscke 87
mend noghen tid skee een større haanhed i fremmede land, en nar the fremmede knechte komme wdaff landet, thet wor nw med mijnde eller wmijnde, oc atspordis, hwore thennom behaffuede then Danscke tieniste. The swarede oc sagde, at the wore aldrig wdi thet landt, ther theris halss sadh saa løss, som hand giorde wdi Danmarck. Och hwij schulde the thet icke sije, nar the saage ath ingen war tryg eller sæker paa liff eller gotz, wære seg ædill eller wædill, brødig eller wbrødig, fordi ath the haffde alle eet wilkor, nar the waare kommen wdi koning Cristierns had, och fordi ther som wij haffde aldrigh klaget wor nødt, tha wor han tha berygtet een tijrann, ther hengde paa hwermands liff oc lycke, offwer ald then gantscke christhendom. Tw weest well Hans Mickelssen, ath thet som nw schreffuet er om konning Cristiern, ij hwo thet screffuet haffuer, anthen wdi opsielße breff eller anden orsage oc klagemaall, er then mindste part aff hans gerninger, oc møget wære hanwm sckonet ath andre mange schulde icke røbis, ther hand dog nødde oc trengde, brwgede wdi mange wchristellige gerninger. Een part slaa wij oc wndher for hans kongelighe Maiestat sckyld, fordi wij icke gerne schriffue, wdhen thet som obenbarligt er, icke alsomeniste for oss Danscke mend, men oc saa vdi andre land oc rige, ath hwermand sckall wijde oss wære obenbarlige nødde, till hwes wij haffue giort. Oc en [L1a] dog ath desse artickle wore meer en sag nock, till ath aff hylde een herre och een konge, tha fordroghe wij thette wold och offuerfald medt eet stort taal, thet som en nw nagger wor conscientze saare nock, dogh wij paa then tid 88
haffde ingenledis opscreffuet hanwm hyldsckaff, om ther haffde wærid noget haab, ath hand wilde lath seg sije. Men ther som hand gick effther wor halss och welferd, aff sith blodige hierte oc grundløße gerighed, slegt oc wenner, arff oc ege, paa wor rette orsaghe, ere wij en syndere for Gud, som inthe menniscke kand seg orsaghe. Men tha tientte wij hanwm med tro oc ære, saa lenghe hand wille oss nøde till ath samtycke oc giffue macht alle sijne wchristelige gerninger oc brwge oss wdi tyrannije, mod Guds retferdighed oc al naturlig log. Oc fordi trengdis oc nøddis wij (for then lydelße wij ere wor Gud oc sckabere, oc then tro wij ere wort fæderne land plictige) ath optage hyldsckaff, bode med breff oc swerd om wij schulle nogen tijd wære erlige niend. Fordi konning Cristierns recess besluttis wdi thenne mening, at nar som hand icke holde sijn kongelig eed, oc alle andre artickle wbrødelige indscreffne i samme recess, tha schulde thet gantscke rigens raad, wære dess plictig wed theris ære, ath affwærie rigens ouerlast, och ther med eij forbryde segh, eller ath haffue førd nogen affwnd skiold anthen mod kongen eller riget. Och for then sag haffue wij erlige ficthet mod hanwm, meth tilbørlig atwarsill, ath hand eller noghen anden christen første schulle icke sije, ath wij haffue hemelige eller forrædelige mørd eller drept wor konge, aff eet lønligt had, eller for anden besynderlig wild, som dogh er offte sckeed wdi andre land mod tyranner oc vchristellige førster. Oc thet som giord er kand tha icke kaldis figt, thi ath wij haffue oss for[L1b]dettinget, ligerwijss som Dauid icke figtede mod Saul Jøde konge, dog hand haffde 89
ther till godt reth, men wndledde seg for hans tijranniscke forfølling, och holt seg offuer een sijde, saa lenge Gud dømde emellom Saul oc hanwm, oc fordi sagde Dauid ther hand haffde tøswer lempe til ath slaa Saul. Saa sant som Gudt hand leffwer, tha schall ieg icke wdrecke mijn hand, paa herrins smurde mand, vdhen hans tid er kommen, eller hand falder ij strijd, ther som ieg icke kan wære hanwm qwijt. Tror tw icke ath ther som wij wilde werlige handlet met hanwm, ath wij kunde icke haffue ladet een køn oc herdig karll taget hanwm aff dage, och slaget hans hierte sønder ij hans bwg, som ij gammell tid, oc atsckillige land er giord mod weldige tyranner aff køne dierffue mend, eller oc i andre mode forgiort hanwm, om wij hade icke frygthet Gud oc hafft æren kær. Thij handlede wij icke med hanwm effther hans forsckylding, men som christet folck burde ath giøre, oc erlige mend well staar. Wij ere nest Guds hielp, oc haffue wærid erlige mend, saa wille wij oc gerne døø med æren. Ath wore efftherkommere sckulle icke for wor sckyld, haffue nogen blygsill, eller slaas for hoffuedet, aff nogre the gerninger ther wij haffue giort, ij thenne forhandling modt konning Cristiern rigens fiende oc forderffuere. Oc dog hwess giort er, lade wij oss icke tycke, ath wij haffue thet giort, men wij tacke ther Gud fore, ath han haffuer oss sckild wed then wmilde mand, ath wij schulde icke komme wdi then wmilde løijes mund, oc icke heller smitte wore hender wdi een smwrd kongis blod. Dog hand selff sagde for nogre aff sijne wenner ath een prophet waret hanwm ath thet hand schulde worde landflyctig aff Danmarck, 90 rnen sculde tha igien komme, oc faa offuer hand mod thenom som hanwm wddreffue, oc straffe hwer wed sijne gerninger. [L2a] Men wogte seg ath then prophet wor icke aff thet slag som talis om i scriffthen oc sies. Jeg scal wdgaa oc wære een løijnere ij alle propheternis mwnde. Thet hender oc offthe ath wor herre wil plage wore synder, med falscke prophetier. Saa sier han hoss Hieremiam oc Ezechielem, oc ieg haffuer beswijget then prophet. See nw till oc offuerweij grangiffuelige hwilcken ther wandrir meer wdi mørck oc forblindelße, koning Cristiern eller Danmarcks rigens raad.

Hans Mickelssen.

✂ Sancte Powell biwder ath wære herrer oc førster vnderdanige, til Titum i thet tredie capittell, oc sancte Peder biwder ath wij schulle wære hørsomme, icke al ene gode oc fromme, men oc onde oc wchristellige førster, vdi thet første breif oc tet tredie capittell, oc Sancte Powel bewißer till the Romere wdi thet trettinde capittell, ath all macht er sckicket aff Gud, oc hwo som stander mod machten, hand stander e mod Gud. The wille kaldis wore siele gemere, oc the schulde reghere oss med Guds ord, oc the bewijße thenom saa groffueligen ath the ere plat vforstandige wdi schriffthen, ath the eij wijde andet en the haffue giort alt thette medt rette. Oh i siæle mørdere, hwor grusellig will Christus handle med edher.

Swar.

✂ Haffde wij nogen tijd fareth saa groffuelige wildt, wdi scriffthen, som thin kettere haffuer giort ij desse scriffther, som ere indførde wdi thenne artickel, tha motthe tw kalde oss forstockede knwbbe, mørkhet oc nat, eller huad teg lysthe, men nw far tw saa groffuelige wild, at then som aldrig lesthe wdi bogh, kand wnderstaa ath desse scriffther ere wrangelige inddragne paa thenne artickel [L2b] oc serdelis till then bewijsning tw agter, oc en wiltu kaldis then wijße Hans Mickelsen. Tw giffuer nw merckellige till kende, hwad thet er een farlig ting, ath bliffwe mester eller doctor paa een maanitz tid. Thet hender teg fordi, som een part aff wore ny læremestere, wij daglige faa hiem aff Tydscke land, ther strax the haffwe wærid med ath dricke i Dantscken eller Køningßbergh een thønne prytsing, eller oc i Straalsund en thønne øl, tha ere the saa wijse, ath the kwnne spotte oc bande Pawer, Bisper, Prester, Mwncke, fortale himmel oc iord och disputhere paa all then lerdom som wærid haffuer wdi then hellige kircke, ij fiorthenhwndret aar, oc spotte the helgen ther med blod, bøger oc lerdom, teghen och wnderlige gierninger, haffue bestørcket aff Guds naade then christen tro, oc then gantscke christendom ther med kommet wnder Guds lydilße. Saadan een klerk æst tw, oc saa bliffuen sijden tw wast wdi Wittenberg, tho eller tre maanede, wden ath thet kunde dess snarer henge wed teg, ath tw tilfornet wast Baccalaureus, oc ther till med forfarin wdi møghen sckalcke handell, oc falske omslag. Tw sier først ath wij 92
sckulle wære wnderdanige for all offuerrnagt. Oc effther thijn mening, thet sckal saa forstaas, ath offwermagt maa gøre hwad henne lysther, oc henne maa ingen staa i mod, eller straffe. Thet er, biwder kongen ath wij schulle dømme een wskyldig mand, fraa liff oc gotz, een fattig widue fraa arff oc eije, ath dræbe oc mørde, røffwe oc stiæle, skende oc brende, thet schulle wij strax giøre, oc ther maa ingen sie i mod fordi wor herre haffuer sagd wed sijne Apostle, ath wij schulle wære vnderdanige for all offuermagt. Saa haffwer tw lært wdi Wittenberg, ath vdlegge schriffthen, ij then ny schole, ther will nw reformere then gantscke [L3a] werden. Men fordi ath scriffthen wdlegger seg selff wdi thet stycke, som ij mange andre, tha haffue wij thijn vnderwijsningh inthe behoff. Ther som sanctus Paulus sier, at wij schulle wære herrer oc førster vnderdanige, thet sckal saa forstaas, nar som the icke trenge eller nøde oss till ath gøre thet som er emodt Gud, eller Gudts bud oc retferdighed, fordi ther som the thet giorde, tha schulle wij meer lyde Gud en mennisckin, begære the sckat, treldom eller tienniste, eller och andet wij kwnde afflade wden synd, tha schulle wij wære thennom lydige oc wnderdanige, men biwde the oss ath dræbe folck, røffue oc tage fraa the wsckyldige, ath dømme wretferdig dom, oc ath swerie oss om meen, oc ther til med ath samtycke anden synd oc wdygd, som waare ath sælie retferdig dom, oc then wsckyldige for gunst och gaffue, for wild eller wensckab, for frygt eller fare, tha schulde wij meer lyde Gud en menniscken. Ath Gud scall icke sie till oss. Om tw saast een tiwff tha løpstw 93
med hanwrn, och med hoorkarle haffde tw oc part. Prophetins mening er, at med raad, tilskynde, styrcke, synde wij icke møget mijndre, en then som synden gør. Och fordi nar sanctus Petrus sier ath wij schulle wære hørsomme, icke alsomeniste gode oc fromme, men oc saa onde oc wchristelighe førster, tha schall thet vnderstaas, ath nar the ere segh sielffue onde for Gud, oc wele tha inghen nøde till synd oc ondsckab med segh, tha scall theris embede icke forsmaas. Om tw thet icke forstaar, tha merck eet exempil for mange. Er een første een hoorkarl, een Dranckere, een daablere, een aagerkarll, och een ødere, och brwger segh all ene wdi Guds fortørnelße, hanwm schulle wij icke forsmaa eller foragte wdi sith embede, nar som han noget biwder oc begær seg eller riget til gaffen oc bestand [L3b] eller ij hwess maade hand wille oss trenge, dog saa ath hand all ene wore een syndere i samme trengsill, oc icke wij medt hanwm, ath han trenger oss fraa wor rett, besckatther, oc offuerfalder, thet er hanum synd for Gudt, men ath trengis, besckattis oc offuerfaldis er icke synd, men stoer werdsckyld, om ther er eet got taal hoss. Tror thin kettere icke ath Jøderne syndede, ther the tilstedde ath theris høffdinger korßfeste Christum Jesum Guds søn, wor herre oc frelsermand, effther thij thet wor i theris magt, ath frelße hanwm aff theris hender, oc helst fordi ther stoer wdi lesthen, ath the tilforn wille fanget Jesum, men the torde icke for menigheden ther wor thennom forsterck. Men fordi koning Cristiern wor seg icke alsomeniste selff ond, men wilde giøre oss onde med seg oc brwge oss vdi synd, till ketterij, mord, wold, offwerlast, oc 94
til at giffue macht oc stadfeste alle hans vchristelige gierninger, tha burde oss meer ath lyde Gudt en hanwm. Wij soore hanwm huldsckaff, men dog met wilkor, hand soor oc oss oc riget een eedt, ther haffde møget paa seg, oc Gud giffuet hans eed, haffde wærid wbrwt i dag, paa wor eed schulde icke findis nogen brøst. Men fordi han holt hwercken Gud eller oss loffue, tha wore wij hanwrn icke heller loffue plictige, och haffue wij noget brwt Gud emod paa konnig Cristierns wegne, tha er thet icke andet, en ath wij holde hanwm forlenge medt loffue, oc tilstedde ath han saa lenge brwgede hans tyrannie oc wchristellige regementhe, vdi hwilket wij ere saare brødige for Gud, wdhen the gode mend som hanwm rwndelige paa mijntte, dog hand bleff ther aff icke dess bædre, men the ere tha for Gud orsage. Thet weed Gudt ath hwes wij haffue giort modt konning Cristiern, haffue wij icke giord aff kæde, eller no[L4a] gen løssactighedt, men aff obenbare nød, oc wor blotte trang, ath wij wilde fordettinge wor halss, oc all Danmarcks rigis frijhed oc welferd, ther han gick effther, aff sith homod, oc sijn wbegribelige gerighed. Tw sier framdelis aff Sancti Pauli ord, ath hwo som staar i mod macht, hand staar i mod Guds schicke. Thet sckal wnderstaas Hans Mickelsen, nar machten saa føier seg effther menigheds gaffen, ath hwn icke brwgis Gud til fortørnelße, oc serdelis nar machten er aff Gud. Thet er tilforne sagt, ath dog all macht er aff Guds tilladelße, hwn haffuer dog icke stadfestelße aff Gud eller macht, som Osee hand sijer. The regnerede men icke aff meg. Oc dog wilde wij gierne achtet hans macht, ther som han wilde 95
holdet aff Gud, och achtet sijn eghen Maiestatelige eedt och ære. Rob nw thijn kettere saa lenge tw reffner, oc sig ath hwess wij haffue giort thet haffue wij icke giordt medt Guds ord. En haffde wij nær forgett eet aff the groffue stycker. Tw well weest then tidt slotz loghen till Kiøffnehaffen wor teg beffalid, ther konningh Cristiern wor ij Swerige, oc fornam ath thet gantscke Riddersckaff kunde ther icke bliffue, som hand haffde actet, dogh ath mange bleffue ijlde saare, ther hand fordi lod hiem sendhe med breff till Sijbret, ath hwn schulde lade thenom halßin aff hwgge, oc giffuet thenom till klage, ath the haffde rymbd fraa theris konge, och lat hanwm ij fiende hender, dog then milde Gud lod thenom saa lenge driffue for wind oc woffue, ath han kom selff till Kiøffnehaffen før en the. Rob nw, o thijn siele mørdere. Wij tale inthet om thet breff wij haffue alle seet, som hand screff til mester Hans Mule ath hand schulde forsanible thet Norske raad, oc leijde thenom till seg, om the wille icke ellers komme, oc saa forraade theris halß, nar the waare kommen [L4b] Saa giorde han och till Jørgen schriffwere, mod Erchebisp Erick aff Trwndhiem, och saa for wden ende. See nw om een christen mand burde saa ath gøre. Som wij wore christet folck, saa burde hanwm ath wære een christen første, effther thij hand wille saa kaldis. Een christen første haffuer icke then macht offuer sijne wndersotthe, ther een hedningh haffuer offuer sijne, fordi Christus haffwer saa sagt. Hedinscke førster brwghe wold macht oc trengsill offuer sijne vnderdane, men thet maa icke saa wære blant eder, thij ath then som wil wære øffwerst ij 96 blant edher, han scall wære allis edre tienere, at tiene andre, thet er at giøre theris gaffen oc rame theris beste, oc icke arge paa thennom, trenge, platze, møde, eller wmaghe till wrette, fordi hwo thet gør han er icke konge men een tyrann, oc wden twill tha will Christus (som tw rober) grwsellige oc haardelige handle met teg for then skalke oc wrange mening tw haffuer, vden tw snarlige bekender teg. Oc oss bliffuer hand saa god och gunstigh, ath handt will affsletthe manghe aff wore daglige synder, for then kerlighed wij haffue till Guds retferdighed, ath wij hanwm til ære, oc saa mange bedrøffuede hierte till trøst oc hwgswalelße, wille icke lenger fordrage thet ynckelige oc wchristelige, sckadelighe oc forderffuelige regemente, ther konning Cristiern aff Sijbretz, thijne, oc andre sex hundrede sckalckis raad, haffde førdt her ind wdi riget, mod Guds log, och alle redelige sckicke.

Hans Mickelssen.

✂ Seer saadan een herre er wor Gud, hand kand forherde for syndsens sckyld, hwem hand will, oc opliwße aff sijn mißkund hwem hand will, dog schulle wij wist [M1a] wijde, ath thet er sckicket aff Gud till allis wore beste, (som ieg wisselighe haaber) thij wij haffue saa mange efftherlignelße, bode wdi thet gamble oc ny testamente, ath nar Gud wille bewijße sijn guddommelige godhed oc krafft, tha haffuer hand giort altingh saa gantscke till inthet, ath hwermand mothe sckenbarlige see oc forstaa Guds vnderlige gierninger.

Swar.

✂ Vdi thenne artickell haffuer tw tåled oss møget til gode, dog tw icke wiste hwad tw sagde. Konning Cristiern wor forherdet for sijne synder sckyld, och aff Guds retferdighedt sckicket til een tid, ath straffe wore synder, ther er tilforn wijde nock forclarid, och thet sckede wdi sandhed for wort beste, oc fordi opliwste Gudt wort hiarte, ath wij schulde kende konning Christiern, for then mand hand wor, och icke giffue hans synd och wdygd fordi lengher macht. Thij haffuer Gud till ath stadtfeste wore anslag, saa giort hanwm till inthet, ath alle the stycker hand beramede oss til onde, sijden han kom aff riget, ere hannwm alle ganghet twert emod, och thet er huermand saa sckenbarligt, ath the ther wdi wisselighe kende Guds retferdige dom, wden hwes konning Cristiern aff sith euangeliscke hierte, med edele mand skipper Clemed, haffuer plaget til een tid, fattige købmend till siøs, ther oss haabes ath oc faar snarlige ende. Och fordi tacke the fromme Danscke mend Gud for sijn wbegribellige naade, ath hand haffuer thennom anseet, och icke wille lade thennom komme wdi then vmilde tyrannis hender. Men haffuer dømd ij mellom hanwm och oss een retferdig dom, oc skild oss wed then forgifftige pestelentze. Ath wij schulle icke gøre wore hender blodighe [M1b] wdi hans dødt, ther wij haffde dog stoer retth till, om wor herre wilde ther til haffue brwget oss. Men hand wiste best hwore alting burde ath wære, och fordi haffwer hand alting sckicket oc giort, effther sijn benedide oc guddoms willie.

Hans Mickelssen.

✂ Men kære wenner lader oss bekende wor sckyld emod Gud, han haffuer saa loffued oss wed sijn prophet Ezechielem, wdi thet attinde capittel, ath handt icke will wdi hw komme wore synder, nar som wij mißhaffue thenom, oc lader oss bede hanwm om hans naade thij han haffuer loffuet oss, at hwad wij begære aff hanum vdi Christi naffen med een ret sckickelig tro, thet sckulle wij vndfange. Joannis wdi thet sextinde capittel. Wij wijde icke hwor lang tiden er, the thegen ere fast framgangen som sculde komme (effter Christi ord) for dommedagen, ther fore lader oss waage wdi Guds ord med brendende lamper, oc nar Christus wor brudgomme kommer, enthen om affthenen, eller oc om mijndnattis tide, oc banker paa, at wij motte wære rede, oc lade hanum ind, oc saa indgange med hanwm wdi thet ewige werdschaff, hwilcket beredt er alle hans vdwolde helgen, thet vnde oss alle Gud fader, Søn oc then Helliand. Jesu Christi naade oc miskund wære med edher alle Amen. Screffuet wdi Andorp vdi Brabant, aar effther Christi fødsil. M.D.xxiiij.

Swar.

✂ Tw haffuer nw her til i thette breff wærid kong Cristierns aduocath, oc wdlagt for oss hans modgang och offuerlast, men nw prediker tw for hanwm, oc raader oss til plict oc bod, fordi wij ere hanwm gangen fraa hånde, thet er thin rette mening, at tw holler inghen større synd [M2a] ther wij kunde gøre, 99
men ath thet wor inghen synd, er nw til forne wijde nock forklaredt. Ther som tw oc haffwer i thijne ord, thenne mening, at wij schulle wor skyld modt Gudt wdi andre maade bekende, ther tacke wij teg fore, dog ath wij høre oc læsse med oss daglige the samme raad. Gud wnde oss saa ath bædre synden, som wi i sandhed gerne bekendes ath wij haffue syndet. Men forstaar tw thet aff Ezechiele prophet, ther tw haffuer indførd, som mange aff Luthers tilhengere, tha haffuer tw een ketters mening, fordi at the annamme desse ord ij then mening, ath inthe andet gørs behoff, en eet føie anger for theris synder, dog the gøre oc acthe ath gøre then samme synd, twsinde gange, oc ther fore afflegge the scriffte maal, faste, strenghed, legoms twang, lesning, oc anden pligt oc bod, thet er then ny christendom ther nw er opropt ij werden. Men wij fattig simpel mennisckir, haffue saa lært, ath ther er inghen sand penitentze, wden een sandt omwending oc eet nyt leffnet. Then samme prophet sier oc saa wdi thet samme capittell. Er thet saa ath een syndigh mand gør penitentze for alle sijne synder, hand haffwer giort oc holder alle mine bud, oc gør retferdighet oc dømmer retferdig dom, tha scall hand leffue oc icke døø, fordi ieg will forglemme alle hans synder, vdi hans retferdighed hand haffuer giort scall hand leffue. Men er thet saa ath een retferdig mand falder aff sijn retferdighet, oc gør synd wdi all then fwlhed, som wmilde mend pleije at synde, mwnne hand sculle leffue? all hans retferdighed han giort haffuer wil ieg forglemme, wdi thet offuertred, med hwilket han offuertredde, oc wdi then synd han haffuer giort, 100
schal hand døø. Thesse ordt tall tw inthet om, dog Baa ath the rettelige begreben, schulde holde menniscken wdi større Guds frycht och kerlighed. Ath tw framdelis [M2b] sier, the teghen wære framgangen effther Christi ordt, som schulle komme før then yderste domme dagh, giffwe wij oc wel macht, men tha ginge the aldrig saa møget fore seg som the nw begynde, effther thij then største forfølling som then Christen kircke schulde nogen tid haffwe, burde effther alle prophetier, ath wære aff kettere, ther aldrig wore flere, eller myndigere en the nw ere, oc fordi dess farligere bedrage menniscken, ath the all theris wdygd betecke med Guds loff, heder oc ære, oc thet alsomeniste med spotscke, haanlige, oc wenetscke bøger wdi hwilcke the wrangelige brwge schrifften, som thijn kettere haffuer giort bode ij thette breff, och alle fortall som efftherfølger ij samme ny testament. Wdi hwilcke tw giffuer thijn dybe wijssdom till kende, ther som tw haffwer icke andet giort en hwermand gøre kand, ther Tydscke oc Danscke haffuer lært. Teg tycker ath alt thet som Luther schriffuer, er klar oc reen sandhed, thet hanwm tha icke selff tycker, oc fordi giffuer tw till kende, ath tw kant icke meer en læse wdi Luthers bøger, men sckelne oc dømme kantw icke. Ther som tw thet kwnne, tha leste tw icke Luthers bøger anderleedis, en wijse mend thenom læse, ther forstandt haffue, ath skelne dyre steene fraa møg och dræck, thet er ath sckillie Guds ordt ther hand med een forgifftig mening, blender wdi sijne bøgher, med Dieffuels ord, ath som hwermandt kand see ath sompt haffuer med seg stor besckede, saa schule the oc mene ath 101
alt thet hand sier oc scriffuer, schall haffue samme magt, med thet Guds ord, hand saa haffwer indførd. Hwilcketh sckalke listh aldrig noghen kettere brwgede fore hanwm, wdhen Joannes Wickleff, oc hans tilhengere, dog ath the waare icke heller saa konstige at driffwe thette schalkhed som Luther, fordi ath the wore [M3a] icke saa møget sckamløße och wblyge, som hand haffwer wærid. Oc fordi wele wij noget widere med teg tale om samme fortall, wdi hwilcke tw med Luther icke andet haffuer beramet, en at tw kunde ther met komme, thet gantske klerkerij, aff then act oc ære, som thet haffuer wærid vdi, siden the hellige Apostell wore her paa iorden, wden hwess tyranner oc kettere haffuer thenom altijd forfuld, fordi som tilforned sagt er, alt ketterij er ther aff begynt at kettirske Doctores ere falden aff Bispers, oc presters lydelse. Oc fordi wele wij noget tale om then ære oc magt som thenom er giffuen, bode ij thet gamble oc ny testamente. Oc før en wij thet giøre, tha formane wij alle som thette worde læsindis, wed Jesu Christi naffen ther the bekende, eller oc burde at bekende, ath the twenne ting wel offuerweie ij thenne trette, som nw er opropt ij then hellige kircke. Thet første er om scrifften oc Guds ord. Thet andet ere the synder, som wij see, spørrie, oc læse wdi hellige mends bøger, ther nw oc i mange aar (dess wær) findis blant then helge kirckis klerkerij, ther maa tha inghelwnde wære sag til ath falde aff then hellige kirckis lydelße, eller fraa hennis prelather oc forstandere, som ere Jesu Christi stadhollere her paa iorden. Om scrifften sculle ij først wijde, ath nar som Luther lader sig noghet ath bewijße medt 102
scriffthen, icke schulle ij fordi tro, ath hwes hand sier, oc scriffuer er aff scrifften bewijsligt, ther som hand rober twsinde gange scrifft scrifft, oc haffwer tha icke scrifftens mening, tha rober hand forgeffuis. Then trette hand haffuer fordi mod kircken er icke om schriffthen, men om scrifftens edele oc sande meningh, ther aldrig kan bædre forstaas en aff then christen kirckes seeder, hellige mendz bøger oc leffnet, fordi the haffue icke anderledis leffuet en the screffue wdi bøger, Och serdelis [M3b] nar scrifften er saa dyb, ath hwn aff the blotte ord kand icke wnderstaas oc wddragis. Dog ath wij ære syndere wij wele tha twsinde sindwm heller døø, en witterlige staa emod then hellige scrifftis rene oc klare meningh, Wij fuldkommelige tro, ath Gud wilde icke lade then hellige kircke fare wild, ij fiorthen hwndred aar, oc at hwn icke heller haffuer farid wild, oc helst fordi, ath then tro som wij nw haffue, med then Romere kircke, er stadtfest aff then hellige kirckis gantscke Raad, som haffwe wærid holden sijden the hellige Apostelle wore her paa iorden, oc bestyrckede med alle hellige Martyrum blod oc Confessorum lerdom, oc then samme tro oc ingen anden haffuer hafft till sijn bestyrckelsse, iertegen, oc mange wnderlige gerningher, wdi hwilcke døde finge liff, blinde theris siwn, halthe theris gang, spijdalscke sundhedt, oc andre mange som wore mißhaffuelighe bleffue heelbrede oc swnde. Oc ther som thenne tro er falsck, tha wore alle desse hellige Martyres oc gode mend ther giorde paa Guds wegne saadane teghen oc vnderlige gerninger, ther oc saa leffde wdi stoer strenghed, armodt, spot, och haanhed, tha wore 103
the sandelige Antichrister, oc Guds forredere, fordi the leffde wdi samme tro, lærde fraa seg med ord oc exempil oc saa samme tro, oc paa thet sijste døde aff thenne wselheds dal, wdi samme tro. Men ther som tw oc thijne lighe torde thet en sije, ath the fore altsammens wild, tha mottw ther forlade teg till ath ther findis hwnderd maall twsinde menniscker, ther heller ragte ßijn halß, en the sagde saadanne bespottelige ord, ther kunde icke tenckis wdhen stoer synd, en siden talis eller scriffwis ij bøger. Thet andet som er synd ther driffwis wdi then hellige kircke, kand eller maa icke wære [M4a] orsage till thette oprør, ij mod then macht ther kirckens forstandere haffue, fordi ath theris ondsckab kand then macht the haffue aff Gud inthe sckade. The ere mennisckir som Petrus wor ther negthede Christum, oc Marcellinus Pawe som tilbad affguder. Men the ere tha bode bleffwen hellige Martyres, aff Guds besynderlige naade, ther kand aff leer gøre guldkar, oc aff sckrøbelige malem faste och stercke mwre. Och er thet saa wij schule icke lyde syndere, tha schulle wij inghen mand lyde. Hwem kand sije seg ath wære for wden synd, eller at haffue eet reent hiertte? Syndere wele wij tha icke orsage, hwad heller the findis blant the geestlicke eller the werdslige, men ingen taare wij heller endelige dømme, fordi ath Guds naade er saa stoer oc saa wijd, ath hwn ßøn seg for inghen, ther hende inderlighe paa kalder. Ther till sije wij oc saa, ath som ij blant all werdßens stath findis onde menniscker oc gode, saa findis oc saa blant thet menige klerckerij. Oc fordi som ij gammel tid wærid haffue mange hellige Bisper, Prester, Mwncke 104
och andet klerckerij, saa haffwe och wærid mange onde och syndighe blant samme klerckerij, ther Gudt haffwer tha brughet segh till ære. Saa findis en nw mange bode gode oc onde, ther Gud fordi sambier, ath the schule wære hwer anden anthen till exempill eller till prøwelße. Findis en nw nogre ther ere onde, tha findis och mange merckelighe gode, ther saa ere gode, ath the onde bør ath nyde thenom møghedt got, och for theris sckyld sckonis ij manghe mode, thet sckiffthe haffwer altidt wærid wdi then hellige kircke, och will bliffue her effther, ath somme ere wdwolde och fordi gode, och somme icke wdwolde, och fordi onde. Guds lønlige domme maa wij icke randtsage [M4b] oc hans benedide willie icke forsmaa, ther sckiker oss the gode aff sijn misckwndelige godhed, oc the onde aff sijn retferdige dom. Ere the onde, och ere the gode, tha bør oss effther Guds bud, ath lyde thenom, nar the icke nøde oss ath synde medt segh, oc helst fordi ath theris embeds werdighed, kan icke forminsckis eller forkrenckis aff theris synd oc wdygd, anderledis en ath the swarlige synde, som brwge eet helligt embede wdi synd, oc wwerdige haffue seg wdi saa werdige embede. Och fordi sier sanctus Dionisius sancti Pauli discipel til een munk som heed Demophilus. Thet er synd ath prester som ere yppere en tw, schulle dømmis aff tegh, och tijne lighe, dogh ath the anthen wore wredelige ij theris embede, eller noget giorde mod Guds bwd, fordi then større mact bør icke ath dørnmis aff then mindre, men twert emod, paa thet ath Guds schike schal icke forwendis. Søg oc ransage wdi alle historier, hwad heller the 105
ere chnsten eller hedmscke, gamble eller ny, tha scaltw finde ath prester oc klerckerij haffuer altid wærid vdi stor ære oc hørsornme, oc ther aff wor al trette oc wlydelße reijst, nar the forsmaades oc fælde aff theris acth. Oc aldrig stod then Jødiscke menighed bæder, en nar regementen wor hooss presterne, oc thenom bewijstis ære oc lydilße. Dog ath the wore oc saa syndere. Oc fordi gaff wor herre tilkende vdi thet gamble testament, ath een aff the største synder ther Jøderne giorde, wor then, ath the begærede konge oc icke wille wære wnder prester, som the tilforne wærid haffde, ther wor herre och gaff til kende siden the finge konge, oc Samuel ther gremde seg fore, ath han wiste thet wære Gud emod. Thij sagde wor herre, bedrøff teg icke, fordi the haffue icke forachtet teg men meg, oc ieg schall icke regnere offuer thenom. Ther hand oc slaar then[N1a]nom for houededt medt, i propheternis bøger nar the wore vdi nød oc trengsil, aff theris fiender, oc ropte hielp aff Gud, ij thet han bad thenom, tha forlade seg till theris konger, ther the haffde saa hiertelige begærrid. Oc Gud giffuet ath alle Bisper oc prester haffde nw thet schutzmaall ther Samuel haffde, then tid han sckød sith sekel oc begærede aff then menige mand, om hand nogen tid haffde thennom besckattet wd aff koo eller faar. Men ther kom bøder paa, siden the waare kommen vnder kongelige wold oc magt, som kongelige bøger wdi thet gamble Testamente klarlighe bewijße, icke fordi ath konge macht er ond, men ath hwn er optagen for synd oc wlydilße sckyld, till ath themme werdsens homodt, och ther med heffne Guds wrede, dog 106
ath Gud haffuer och saa wdi scrifften, beschreffuet oss the wilckaar, een god konge bør ath haffue ther hand saa sier. Nar ther bliffuer een konge schicked blant edher, tha sckall handt icke forarbeijde seg eet stort tal heste, hand scall icke lede folket till bage wdi Egipti land, med mange reysenær, hand scal icke haffue mange hustrwer, ath the schulle icke wende hans sind oc hierte. Icke schal hand heller haffue mange pwnd guld oc sølff. Oc nar som hand sidher paa sith kongelige lofft oc sæde, tha sckall hand lade seg bescriffwe mijn lowbog, tagindis bog at scriffue effther, hooss presterne, som ere aff Leui slegt, oc then bog schal hand haffue hooss seg alle sijne dage, ath hand kan lære Gudz redzle, oc ath holde hans bud oc sedher, som ere screffne oc biwdis vdi samme lowbog, icke scal heller hans hierte forheffue seg offuer sijne brødre wdi høfferdighed, oc hwercken sckal hand gaa til then høgre sijde eller til then wenstre, men rett fram, ath han maa lang tid regnere, oc hans børn effther hanwm offwer Israel. [N1b] Will icke Gud ath een Jøde konge scall forheffue segh offuer sith folck, men kalder thennom hans brødre, hwore møget mindre bør een christen konge thet ath gøre, mod sijne wndersotte, ther oc ære christen, oc ther Christus (een konge offuer alle konger) kaliede sijne brødre, och ydermere, aldrig stod christendommen wdi saa gode pynthe, som nar ther wor een kerlig endrecth ij mellom then geestlige oc werdzlige stath. Nar stod werdhen noghen tijd i bædre schicke, en ther Constantinus oc Siluester, Theodosius oc Ambrosius, Swen Estridssen her i Danmarck oc Biscop Velwm aff Roschilde 107
giorde eet. Och the werdslige førster wore christendoms prelather lydige oc hørsomme, oc lode seg aff thennom sie oc lære. Hwilket oc er tilbørligt wdi christendommen ath saa altid sculde sckee, ther oss merckilige giffuer till kende Sanctus Ignatius, sancti Joannis Euangeliste discipel, ther wden twijll icke andet schreff en hand haffde lært aff the hellige Apostle. Saa scriffuer hand wdi eet breff. Thet er aff nød, ath ij scule inthe gøre, oc inthe anheffue vden Bispens raad. Men ij schule oc wære presterne lydige, ligerwijss som Jesu Christi apostle. Wdi thet samme breff sier hand framdelis saa, Bisper schule ij wære vnderdanige ligerwijß som Christo, ath the naffue omhygge for edre siele, som the ther schall gøre regensckaff for Gud. Framdelis wdi thet samme breff schriffuer hand saa, ij sculle ære oc agte eder Biscop som Christum, som the hellighe Apostle haffue edher bwdhet. Ydermere sier hand saa. Thet er fordi tilbørligt ath i schule lyde edher Bisp oc ingelunde sie hanwm ij mod, fordi at ij hwo hanwm forsmaar, hand icke forsmaar thenne legomlighe Bisp, men wdi hanwm then aandelighe, ther icke maa eller bør ath forsmaas aff noget menniscke, oc hand er Christus [N2a] Jesus. Framdelis wdi eet andhet breff sier hand saa. ij som ere førster, schulle wære Keijserind vnderdanige, oc hoffolck schulle wære førsterne vnderdanige. Messe deijgne prester, som thennom ther haffue Guds lønlighe sacrament ij beffalingh. Men prester, messe deijgne, then menige almwe, med hoffolck oc førster, desligest oc met Keyserin schulle lyde Bispen, oc Bispen Christo, och Christus sijn himmelscke fader, oc saa kand 108
endrectighed forwaris wdi alle mode. Oc saa beslutther samme hellige martyr ßijn tale. Till thette ieg haffuer nw sagd, er hand mith witne, for hwess naffen ieg er fangen oc bunden, och iegh haflfuer thette icke lærth aff mennisckens mwndt. Men then Helliand haffuer mig lært saa siendis. Desse ting sckulle ij icke gøre wden Bispens raad, haffuer eendrectighed kiær, oc sckyer twedracht, ij schulle wære sancti Pauli och the andre Apostels efftherfølgere som the ere Christi. Thette haffuer altsammen sanctus Ignatius schreffuet, som wor sancti Joannis discipell, een hellig Martyr och Biscop in Anthiochia for fiorthen hwndred aar. Men maa well sckee, tw wilt her till saa sware. Giff oss nw saadane Bisper som Ignatius, Polycarpus oc Martinus the wore, oc tha wele wij gerne holde desse bud. Ther sware wij saa till. Gør tw then mene mand saa eenfoldig oc god som hand paa then tid war, oc tha faa wij Bisper oc prester saa hellige oc gode som the paa then tijd wore. The som wdkaaris aff eet helligt selsckaff, pleie neppellige ath spilde theris hellighet, men heller at forøge hende. Thet er icke vnder kære Hans Mickelsen, ath ther findis blant syndige mennisckir syndige Bisper oc prester, ther bode fødis oc tagis aff syndige foreldre. Thette sies tha teg till willie, fordi wij wele inghen dømme som wij icke heller maa. [N2b] Och alle the Bisper wij haffue ere møget bædre en wor forsckylling er hoss Gud. Ther som Gud wilde oss tilbørlige straffe som wij forsckyllet haffue, tha burde thenom ath wære møget werre, en anthen wor Caiphas eller Annas. Men wij tacke tha Gudt, ther haffuer oss schicket oc tilføijet effther thenne tids 109
leglighed, the gode mend ther wij ere wel til freds meth, at wij icke maa knwrre eller stande ij mod Guds willie. Er nogen ondt, tha er hand ond for seg, oc worder bædre nar Gud will. Oss haffue the hwercken nød wdi synd medt seg, eij heller ath samtycke thet som the haffue straffelighe giort, om saa er ath thet findis med nogre. Tw sier aff eet gammilt had oc homodigt hierthe, inghen wære Bisp, vden hand stedtze predicker Guds ord. Men hwore kand thin gamle graa kettere thet bewijße, ath hand scal thet sielff personlige gøre, dog thet ware wel got ath han saa giorde, om han icke haffde andre ther thet paa hans wegne gøre kunde. Som een konning er plictig ath holde land oc rijge, wdi fred oc gode sckicke, och then mene mandt wed low oc reth, saa bør oc een Bisp ath holde Gutz ord wdi macht oc framgang. Men som een konge kand icke selff paa alle steder wære personlige, och fordi haffuer hielp ther till aff sith Raad, sijne fogeder oc embetzmend ther sckulle reghere, oc bære righens tynge med hanum, saa kwnde icke heller werdughe fædre Bisper wære paa alle steder, thi haffue the hielp aff sijne Prelater, Doctores oc Mestere, Prester och Clostermend, som bære samme tynge med thenom, oc fuldkomme een part aff theris embede. Nar som kongen opsøger gode oc erlige mend ther rædis Gud, och hade gerighed, vdygd, wold, och trengsill, oc beffall thenom regementhen med segh, tha sije wij ath kongen haffuer selff flijdt thet schicke oc gode [N3a] regementhe. Saa bør oss och ath sie, nar Bisper framdrage wijße oc gode mend, oc thenom styrcke oc besckerme, ath the schule paa theris wegne predicke Guds 110
ord oc lære then mene mandt ßijn siels salighed, och hwess the gøre ij saa maade, bør oss sie wære Bispens gerning ther thenom schiker, oppeholder, oc framdrager til samme embede. Then som wnderwijß och lær andre hwad the sckulle predicke oc lære, hand predicker aller best. Ther nest haffuer Gud føijet mange til Biscops magt oc werdighed, som icke haffue maall eller naade till ath predicke. Moises haffde wijßdom, och beffaling stor nock, men hand wor tha icke talinde mand, oc fordi brwgede hand sijn broder Aron. Hwilcket wij oc saa klarlighe haffue wdi sancto Sixto, som wor Pawe i Rom, ther fordi brwgede sancto Laurentio, wdi thet embede oc befaling. Desligest Valerius Augustensis in Hispania brugede sancto Vincentio. Och Valerius in Aphrica sancto Augustino, før en Augustinus bleff selff Bisp. Icke kunde heller sanctus Paulus predicke paa alle steder, oc ij alle land, oc fordi wdsende handt mange discipeler oc sckickede prester wdi alle steder. Ther nest screff hand breff till mange, oc ther med lerde oc wnderwiste thenom. Tror tw icke ath then predicker gantscke well, som lær oc scriffuer for andre, thet the schule framdelis predicke oc lære, oc thet gøre nw mange gode Bisper. Tw sier ath Bisper oc the geestlige sculde icke wære gerige, homodige, wkyske, eller bestedde wdi andre swaare och groffue synder. Hwadt tha? thet haffue wij lenge wisth, men icke schulde heller Konger, Førster, Edele mend, eller nogen christen mand findis wdi samme synder, lad saa wære ath klerckerids synd er noget større en leegfolckis, ere leegfolck fordi orsage? Medt thesse ordt [N3b] giffue wij tha ingen mand klage 111
eller lack, weest tw nogen tha mottw hanwm tiltale, oc icke foragte then gantscke christendoms prelater oc prestmend, for faa sckalkis sckyld. Men tw sijer framdelis ath the ere icke fordi sande Bisper, ath the holde hwnde, heste, sckalke oc sckøger. Ath the holde hwnde oc heste, inghen mandt till sckade, thet haffuer inghen straff, men ther som the holdis till wnytte oc offuerflødighed, ath bide faar oc nedhertræde korn, tha er thet saa stor synd, ath ingen maa thet gøre, eij Konger, Ridder eller nogre Edele mend, en sidhen then geestlige stath. Men effther thij een part aff Bisperne ere fødde aff Adelin, ther fordi haffue arff oc eije, desligest læn oc renthe paa kirckens wegne, hwij maa the icke brwge marck oc eiedom wdi iacht? ther icke kand brwgis wden hwnde, saa well som andre mend ther haffwe arff, gotz, renthe, eller eiedom? munne the fordi wære arffueløße eller retløse ath the ere bleffne prester eller Bisper? Saa wel haffuer mand hwnde behoff, ath iege med, som garen, taager, oc rwßer ath fiscke med. Men tha sckall ther holdis stoer wogt oppaa, ath the ingen mand gøre sckade, fattig eller righ, oc ath the icke heller brwgis med saa stor flid oc lyst, ath andet got ther meer magt paa ligger forsømmis, som wij (dess wær) mange see ther heller ieghe, daable oc dricke, en the høre oc rette fattige folckis sager, eller gøre nogen andhen aandellige hwerff, ther hwermand sømmer oc welstaar. Oc helst thenom som ere sckickede wdi macht oc beffaling, wære segh geestlige eller werdzlige. Om skalcke maa wij thet sie, ther hwermandt klager, som folck haffuer behoff. The gode oc wijße wele ther icke till, 112
thij schall mandt segle medt thet wæder som Gudt lader blæße, och fordi brwge thet folck, ther Gud thenorn tilføier, oc synderlige [N4a] vdi krijgswijss. Ther findis tha sekel paa hoffolck, som paa andre mennisckir, saa ath somme ere onde, oc somme ere fromme nock. Ther haffuer ingen lyst til, ath han sckall fordrage wdi ßijn tieniste, dranckere, daablere, krwrendere, schalke oc Guds forrædere, hwilcke tyranner kwnde neppellige fordrage, en sidhen gode Bisper oc erlige prelater. Men thet nagger teg meest ath the haffue saa møget folck, oc saa erlig een stath. Saa gør thet oc thenom, ath the for tijds beleijlighed, trengis till ath holde meer folck en behoff giordis. Oc fordi nødis ath spilde thet paa hoffolck, ther fattige menniscker burde at besøries vdaff. Dog ath Christus wdi sancte Birgitte obenbarilße giffuer her till eet merckeligt swar, ther som han foregiffuer een christelig forbædring och reformatz, till then menige christen kirckis bestand, blant hwilcke ord han sier oc saa. Ath Pawen wdi Rom oc andre Bisper maa wdhen synd holde saa møget folk som behoff gørs at tilbørlige straffe sckalke, ther altijd haffue redsle och rijss behoff. Tw tal framdelis wden all blygsill om skøger oc sier, ath the holdis aff kirckens prelather, oc ath the fordi icke ere saadane mend thenom burde ath wære. Ther till kwnde wij teg icke andet sware, en at weest tw nogen thet gør, tha mottw hanwm eller thenom berobe, och icke foracthe the wsckyldige, med the sckyldige, eller thet gantscke klerckerij oc kirckens stath, for nogre faa mendz sckyldt, ther wanære sith embede, men dogh icke forbrydet. Ath konning Cristiern wor een 113
wmildt mand, een haard oc een weldig tijrann, thet kwnde icke andre christen Førster wndgelde, effther thij ath hwert menniscke bør ath nyde sijn sckyld, oc hwer mand bliffwe wed ßijn orsage. Saa er thet oc med Bisper, Prelater, prester oc mwnke, ther icke sculle foractis, nar man[N4b]ge ere onde oc syndige blant thenom, at hwer staar eller falder for sijn herris wrede, oc scall sware sijne egne gierninger. Dog ath her hørde icke andre swar til, en at wij agte icke ath forsware theris synder ther onde ere, som wij icke heller giffue thenom macht, men ath orsage the gode, oc forsware beggis theris embitz werdighed, ther icke forbrydis eller spildis aff theris wdygt, men alsomeniste wanæris oc mißbrwgis, hwilcke Gud alsomeniste fordi weed selff best ath dømme oc straffe och icke wij. Men fordi tw icke andet scriffuer ij desse fortall en thet gantscke Lutherij, oc tal lige saa effther som Luther tal fore, tha wele wij framdelis forwijße thijn kettere till the diybe oc wijße swar, som Doctores oc andre wijße mend, haffue giffuet Luther till samme fortal, och andre kettirscke lerdomme, med hwilcke hand haffuer forhaanet then hellige kircke, oc forstørled hennes fred oc eendrectighed, ther hwn haffuer hafft i mange hwndred aar. Wij wel tencke hwad reformatz tw haffuer ij sind. Tw tenker at kwnde kirkens gotz komme teg oc thijne lige, røffwere oc sckalke til forlenning oc bytte, ij mod Guds low oc alle kircke oc Keijsere reth, preuilegier oc frijhed, tha haffde tw indførd een mectigh reformatz. Men lad saa wære at then mene mand (ther nw gaar effther then frijheed, at the schule ingen sware, fijre eller ære) motte faa sgn willie, saa 114
ath Keiserin schulde settis til rette, Konger oc alle Førsther desligest, som Luther haffuer i sind. Ther nest lad saa wære ath Bisper begyntte ath predike personlige, oc giorde thet stedtße, som een boende tager sijn plog til ware, oc at mwnke forløbe theris closter, och medt faa ordt, ath alt thet sckik som er ij werden och icke aff then blotte schrifft, ther findis wdi thet ny Testament, och saa afflagdis och i gien roptis, [N5a] tror tw ath gandtscke werden haffde tha forwundetall sijn sorg? Wij ere wisselige befrøctinde, ath thet sckullde sijden bliffue møget werræ en thet nw er, oc then tijdt sculle tha begæris som nw forleden er. Oc wij saare rædis, ath wij for hemelige øghensckalke, sculle faa obenbare tiwffue oc røffuere, oc for gerige Prelather weldige tijranner, oc for christendoms frijhed, ewig trengsil oc treldom, hwilcked som er skeed bode ij Tyrkijd, Rytzland, oc Beemen effther saadan forkæring. Wij kwnne icke andet see oc læße, spørie oc høre, en ath bulder, oprør, trengsill, weldig macht, spot, had, affwind, oc wlydilße, haffue altijd fanget een sorgefuld ende. Thij wore thet best ath hwert menniscke wdi sijn stath hædrede seg och afflagde sijn brøst, och rette segh først mod Gud och ther nest modt menniscken. Och hwes thet icke sckeer, er thet befrøctindis, ath wor herre wil oss føre wore vwenner paa halsen. Icke dog saa at theris sag er fordi retferdig, men at Gud wil saa salig gøre thenom, ther hand haffuer vdwold nar hand tilsteder at the tijmelige piagis aff thet folck, ther haffuer tha icke mijndre, men møget større plage forsckyldet aff Gud. Thij bør oss at gerne fordrage Guds willie. Men tha icke giffue 115
theris wmildhedt macht, som thet wore Guds beffaling, ther er alsomeniste hans tilladilße, men ij alle maade tacke oc loffue Gud, ther misckundelige straffer sith folck, icke ij grwnd eller til forderffuelße, men til naade oc penitentze, oc ther fordi best weed, hwess oss nytteligt oc bestandigt er. Hwad heller wi ere Bisper, Presther eller mwncke, wij ere tha Danscke mendt, och fødde aff thet Danscke blod, som ere Riddere oc Riddermendzmend, Borgere oc bønder. Tror thin stømpere ath wore egne wenner, som ere wort kød oc blod, schule oss vndfalde, ath tw oc [N5b] thijne lige, schulde oss noghen tijd bliffue mectig? Tror tw ath moderen kand forglemme oc forsmaa thet fooster hwn haffuer fød aff sith liff? Om tith breff en agtis aff een wforstandig almwe, som ere bryggere och bagere, smeder oc sckredere, swdere oc remesnedere, bardscherre oc badsthumend, kødmangere och fisckere, toldere och aagerkarle, prackere oc kremmere, oc anden saadan adill. Mwnne tw fordi haffue indlagdt stor prijss? Tw fornymmer ath konning Cristiern sijder en nw i hoffuet och hierte paa mange, oc fordi wille tw sckynde thenom ydermere ij samme mening, ath een part aff thenom kwnne blimie Riddere med teg, paa thet eder ny adil mothe forøgis, ther dog icke er sagd gode embede till foractelße. Men teg oc thijne lige, ther offuer giffue thet thennom sømmer oc welstaar, oc wele thet wære, ther the hwerken ere fødde eller kailede til aff Gudt. Men nw icke meer, wden nar tw bliffuer leedig, bede wij gerne at tw scriffwer noget meer. Scall teg oc med tijden giffuis høwiske oc børlige swar, effther thijn 116 forsckyllingh och tiltal. Hwes nw swarid er, er icke giort wdi eet endelig alffuar, ath wij icke wele teg meer swaare, ther som wij haffde thet hafft i sinde, tha schulde wij saa wijt taled med teg ij thette swar, ath hwermand schulde wist, ath tw wast tilbørlige tracteridt, som tw schalt oc saa bliffue nar tw faar swaridt, till alle desse swar som her ere indscreffne, oc thet sckal sckee med møget større flijd oc winsckibelighed, en thette swar er nw giffuet oc vdganget. Gud wære med teg oc alle thijne, oc giffue eder eet mildere oc bedre hiertte. Screffuet i Odenße Sabbato prime dominice Aduentus Anno domini M. D. xxvj.

✂ Tryct wdi Rozstock hooss the brødre i sancti Michaelis Closter. Anno domini M. D. xxvij. Och xxv. dag Aprilis Maanid.