↩ Det er en forunderlig følelse at vende tilbage til livet, når man alt var på vejen til at forlade det. Det er, som når man ser et landskab indhyllet i tåger, og disse da pludselig løfter sig, så der lidt efter lidt viser sig for en så den ene genstand og så den anden, tydelige og klare. Meget i livet, som man før kun formåede at se trist og sørgeligt, ser man nu i et helt andet lys, idet nu det genvundne livs solstråler kastes derover, og man udbryder: »Ja, vist er livet skønt!« 133 Al den kærlighed og godhed, jeg på dette punkt af mit liv var genstand for, kunne ikke andet end røre mig og gøre, at det tilbagevendende liv opfyldte mig med glæde. »Gud være lovet,« sagde Heibergs moder til mig, »at du nu atter bliver rask, thi det var ikke til at udholde at se på Ludvigs sorg.« At slige ord måtte glæde mig, kan vel enhver forstå!