Heiberg, Johanne Luise Et liv genoplevet i erindringen

II

        

III

JOHANNE LUISE HEIBERG

Et liv genoplevet
i erindringen
BIND III
Syv teaterår 1849-56

5. reviderede udgave ved
Niels Birger Wamberg

GYLDENDAL

IV

Et liv genoplevet i erindringen © Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A.S.

Bogen er sat med Linotype Aldus
og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri a/s.
Printed in Denmark 1974
ISBN 87 00 20736 5 (hf.)
ISBN 87 00 20737 3 (indb.)
ISBN 87 00 20622 9 (hf.) (kompl.)
ISBN 87 00 20623 7 (indb.) (kompl.)

De afsnit og enkelte ord, som i denne udgave af »Et liv genoplevet i erindringen« er omgivet af en skarp parentes, findes ikke i de tidligere udgaver af værket. De er dele af originalmanuskriptet, som for første gang blev offentliggjort i udgaven fra 1944 under redaktion af professor dr. phil. Aage Friis. Den gang blev de optrykt i bind IV under fællesbetegnelsen »varianter«. Nu er de imidlertid placeret i den oprindelige sammenhæng, hvor de dels supplerer, dels erstatter andre formuleringer. 3. og 4. del af denne nye udgave er øget med en række passager, som ikke tidligere har været trykt. Retskrivningen er så vidt muligt bragt i overensstemmelse med gældende retskrivning.

V

INDHOLD

  • Heibergs virksomhed som teaterdirektør begynder . .7
  • 1849-50 .................................... 9
  • 1850-51 .................................... 59
  • 1851-52 .................................... 78
  • 1852-53 .................................... 105
  • 1853-54 .................................... 143
  • Marienbad .................................. 176
  • 1854-55 .................................... 182
  • 1855-56 .................................... 235
VI

        

VII

[Heibergs virksomhed som teaterdirektør begynder.

Så er jeg da nu virkelig nået hen i disse mine optegnelser både som menneske og som kunstnerinde til, idet jeg fortsætter mine livsskildringer igennem disse, at skulle udtale mig om de 7 år, hvori Heiberg stod i spidsen for Det kongelige Teater! Længe har jeg dvælet hermed, idet jeg ønskede, at al lidenskabelighed, alle smertelige indtryk hos mig fra dette tidsrum i årenes løb skulle mildnes, ønskede, at den ro, det overblik, som tiden ofte bringer med sig, skulle gøre mig skikket til at bedømme forholdene retfærdigt og så mildt, som det stod i min magt. 13 år er således henrundne siden 1856, da Heiberg begærede sin afsked, og dog står disse år endnu så friskt i min erindring, at det endnu er, ligesom alle strenge i min sjæl atter vibrerer af smerte, vemod og den ædle harme, der altid bliver uadskillelig fra mit væsen, når nogen, selv mine modstandere, forurettes. Hvor ofte har jeg i disse 13 forløbne år besluttet nu at begynde på dette arbejde, som lå mig på hjerte som en hellig pligt, jeg havde at udføre, forinden jeg gik bort! Hvor mange søvnløse nætter har jeg gennemvåget blot ved tanken om, at dette arbejde hvilede på mig som en hellig gæld til min afdøde ven, ja, jeg havde en følelse af, at førend denne gæld blev betalt til sidste hvid, ville min gerning her på jorden ikke blive sluttet. Og dog, hvor har jeg vandet mig over, at denne gerning var mig pålagt, mig, med de svage kræfter så vel i legemlig som i åndelig henseende. Hvor ofte har jeg sagt til mig selv: »Hvad nytter det, at du vil påtage dig dette stykke teaterhistorie? Har du de evner, som hertil udkræves? Har du den indsigt, og fremfor alt, har du styrke til med kraft at tydeliggøre, hvilken uret Heiberg i disse år var genstand for?« Og selv om jeg havde alle disse egenskaber, vil man ikke sige: »Det er hustruen, der taler, og hendes ord må betragtes fra dette standpunkt, og derfor, selv om hun ønsker kun at tale den rene, nøgne sandhed, kan det let ske, at hendes ord betydeligt må modereres og oplyses fra andre VIII sider.« Ja, således vil man sige, og således har jeg sagt til mig selv. Men 13 år er forløbne siden hin tid, 13 år, hvori jeg på det strengeste er gået i rette med mig selv og min samvittighed, hvori jeg ligesom har søgt oplysninger, der stred imod de anskuelser, jeg nærede om sagen, hvori jeg ofte har sagt til mine fortrolige venner: »Modsig mig med al kraft, oplys mig om, at mit syn er skævt, er egoistisk, er bornert, er forfængeligt, er usandt.« Men alle oplysninger, alle undersøgelser har kun ført til det syn, jeg længst havde på sagen. Med dyb alvor, med inderlig smerte begynder jeg da nu på mit hverv. Med en indre skræk tænker jeg på atter, idet jeg skal nedskrive, hvad jeg har at sige, påny at skulle gennemleve hine år og ligesom rive den tynde hinde af de sår, som uretten mod Heiberg havde slået, og som årene langsomt har lukket over disse, påny lade dem bløde, som de blødte, da de blev slagne. Med smerte tænker jeg på at skulle tvinges til at sige hårde uskånsomme ord om mennesker, jeg engang anså for vore venner, ja, selv at skulle udtale mig hårdt om vore modstandere vånder jeg mig i frygtsomhed ved, i angst for på noget punkt at skulle gøre dem uret. Dog, det er ikke min personlige sag, jeg her har at klare, men en andens, hvis røst er forstummet, en mands, som jeg af alle mænd, jeg har kendt i mit liv, satte højst, og denne mand var tillige min husbond. Det får altså ikke hjælpe, jeg må ende dette dagværk, forinden jeg kan afslutte hernede. Og jeg vil begynde det med bøn til Gud om at hjælpe mig hermed, skænke mig sin bistand, at jeg må blive retfærdig, sanddru, klar i min fremstilling af forholdene og ikke lade mig vildlede af min personlige følelse hverken for eller imod, men udtale mig således, som jeg ville gøre, om jeg stod ansigt til ansigt for en højere dom. Hertil give Gud mig sin nåde og velsignelse!]

        

9

I 1849-50

[»Ingen undgår sin skæbne«.]

Altså, efter den konstitutionelle forfatnings indførelse skulle Heiberg, indstillet af den ansvarlige minister, ved den reform, som også Det kongelige Teaters hele stilling blev underkastet, nu afløse den tidligere direktion, i hvilken fornemme hof- og statsmænd havde ført det store ord. Heiberg skulle nu ene have al den magt og myndighed, der tidligere var delt. Vel havde de fleste respekt for hans dannelse, hans indsigt i forskellige videnskabelige retninger; vel vidste man, at han var en anset kritiker og filosof, en æstetisk begavet dommer med ikke ringe musikalsk dannelse, en fin, beleven mand, åndrig i omgang og human i sin hele tænkemåde; men hvad ville alt dette sige imod det at være excellence, en der står i nær forbindelse med kongehuset! Dette er nemlig fortrin, som kunstnerne, til trods for deres sædvanlige udtalelser om den ligegyldighed, den foragt, de nærer for al fornemhed, dog uvilkårligt bøjer sig for, medens de ser på fortrin som dem, Heiberg var i besiddelse af, som noget, de alle mere eller mindre kunne rose sig af.

I frihedens første morgenrøde frydede man sig vel over talentets sejer, over, at den forældede form var revet af pinden; men inden kort tid sagde man, først hemmeligt til sig selv, siden til enhver, som ville høre derpå: »Hvorfor netop han? Enhver af os var jo lige så berettiget til denne stilling, denne opgave!« - især da det i hine år var skuespillernes forvildede men faste overbevisning, at d e selv, og ingen uden de selv burde styre alle teatrets anliggender, så vel de æstetiske som de praktiske, så vel de ideale som de pekuniære, og de offentlige organer styrkede dem i denne tro. For mig, der var opvokset i deres midte, stillede denne selvtillid sig i et komisk lys. Medens enhver havde troen på sin egen dygtighed til at lede og styre, havde ikke en eneste denne tro til sin kammerat. Imidlertid, vi stod jo på det første stadium af begivenhederne; - man tænkte: »Turen kan jo snart komme til dig,« - og man fandt sig for øjeblikket i den nye ordning. 10 Skuespillerne, publikum, bladene, venner og fjender lod til at være fornøjede over alt det nye, som de med en glødende fantasi så i perspektiv.

Publikum bildte sig ind, at det stod i et menneskes magt at kunne tilfredsstille dets uklare, lunefuldt vekslende fordringer. [Man huskede ikke på, at et publikum altid er som de »der ville danse, når man synger salmer for dem, og græde, når der spilles op til dans.«] Bladredaktørerne huskede ikke på, at de i reglen er hensynsløse og ikke tager det så nøje med sandheden, men at de ofte er ligesom gamle jomfruer, der modtager sladder for at løbe med sladder, - og står det først trykt sort på hvidt, da, uagtet man senere erfarer, at det dog nok ikke forholder sig så ganske rigtigt med sladderen, er det dog altfor kedeligt og ikke umagen værd at komme tilbage dertil ved en berigtigelse. Skuespillerne huskede ikke den egoisme, der som en lygtemand altid fører dem ned i moserne i stedet for op på de sikre, banede veje. Heiberg huskede ikke, at kærlighed, agtelse, studium, kundskab, en ren vilje og en begejstret nationalfølelse for, hvad Holberg havde grundlagt i den dramatiske kunst, og som han selv med hele sin sjæls energi havde stræbt at fortsætte, at alt dette kommer tilkort lige overfor de onde lidenskabers magt. Således var da alle i illusion undtagen en, og denne ene var mig, der ofte i stilhed måtte trøstes af Heibergs moder i mit mismod og min frygt for, hvad han ville blive udsat for, og jeg kunne ikke lade være atter og atter at gentage det gamle: »Ak, nu er min bedste tid ved teatret forbi, thi jeg vil bestandigt gå i angst og uro!«

Heiberg skulle altså overtage bestyrelsen af teatret under helt forandrede forhold. Det var jo ikke længer et kongeligt teater på samme måde som før, eftersom kongen ikke mere havde direkte med dets hele virksomhed at gøre. Det var nu et nationalteater, lagt under en minister og afhængigt af en rigsdag. Alle forhold, fra de mindste til de største, var herved forandrede. Udførlig forklaring, ikke alene over teatrets indtægter og udgifter, ansættelser og afskedigelser, men også repertoiret, og i det hele taget alt, hvad der fra denne stund sorterede under det karakteristiske ord, som for første gang i rigsdagen blev brugt om vort teater, nemlig teatrets »drift« - et udtryk, der ret betegnende viste den nye anskuelse af en kunstanstalt - alt vedkommende denne »drift« 11 måtte der nu aflægges regnskab for, og til enhver nok så ubetydelig bestemmelse indhentes tilladelse hos ministeren. Idelige skriverier bevægede sig således frem og tilbage mellem ministeren og direktøren og forøgede ikke lidet det daglige arbejde. Dette var den ene rådige stilling, som denne mand var kommet i besiddelse af under de nuværende forhold ved teatret. Det fik derved den største betydning for ham, hvem der var minister, om dette var en mand, der var ham med eller imod; alt var afhængigt af, at han havde ham med sig, da han ellers fra morgen til aften måtte kæmpe udadtil med ministeren og indadtil med kunstnernes fordringer og modstand, en kamp, [som det ikke kan nytte at tale om undtagen til dem, der er indviet i teatermysterierne; men det er ikke for skuespillerne, at disse linier er nedskrevne.]

En mængde forandringer ved teatret skulle nu iværksættes, hvilke i høj grad var skikkede til at gøre den ny direktør upopulær. Hertil hørte først, at da staten nu havde overtaget det forhen kongen tilhørende teater, skulle det mest mulige bringes ud af »driften«, - ikke i kunstnerisk, men i finansiel retning. På grund heraf blev hele hof- og friparkettet strøget. Man tænke sig, hvad dette ville sige! Alle disse herrer, hoffets blomst, der i mange år hver aften i hele sæsonen var vant til at samles i første parket, hvor de mødtes som på en børs, tildels for at meddele, høre og drøfte dagens nyheder, under hele forestillingen kommende og gående ud og ind, smækkende med dørene efter sig, som om alt her var gjort for dem og ene for dem; de trådte højrøstede ind med klirrende sabler efter endt taffel på slottet [snart i spidsen for at hæve et ungt talent, snart i spidsen for at undertrykke et andet] og konverserede til højre og venstre, - så at man ofte oppe på scenen kunne høre, hvorom talen gjaldt, - snart klappende, snart hyssende, alt som stikordet var givet [naturligvis var det især danserindernes ben (hvoraf de var særlige kendere), der opflammede dem til i ekstase snart at give deres bifald og snart deres mishag tilkende;] - for alle disse elegante dommere skulle nu indgangen lukkes; hele denne »fine portion« blev nu uden barmhjertighed vist døren som teatret uvedkommende personer. Et fuldstændigt raseri rejste sig mellem disse fordrevne fugle, der så længe havde boet og bygget i templets højsal! Ja, selv hele hoffets tjenerpersonale havde hver aften haft en loge i galleriet til fri afbenyttelse, 12 hvilket nu ligeledes blev strøget. Og hvem var forbryderen? Naturligvis den nye teaterdirektør. Det var kun ham, der havde tilføjet dem denne uhørte fornærmelse. Det gik dem som hele hoffet, som publikum, som skuespillerne: det var dem umuligt så hurtigt at sætte sig ind i, at alle forhold i den absolutistiske stat var undergåede en gennemgribende forandring. De vidste vel alle, at noget nyt var foregået, idet en konstitution var givet folket; men enhver mente, at dette nye ikke kunne eller burde strække sig til ham personligt eller til hans een gang erhvervede rettigheder. [Tiderne forandrer sig. Hvem havde dengang troet, at om 30 år et nyt friparket skulle komme i teatret ved en snild teaterdirektørs foranstaltning. Rigsdagsmedlemmerne var i hine år gram i hu mod vort nationalteater, som man helst rent ville opløse og overgive i private hænder. Da tilbød direktøren rigsdagen 25 fripladser, og dette hjalp på stemningen mod teatret. Hofparkettet havde været i 1. parket til venstre, rigsdagens friparket var til højre. Økonomien slog man nu en streg over og nød sine fripladser, idet man hver aften berøvede teatret en betydelig indtægt. »Jeg ser i ånden, sådan skal det blive«.] Selve hoffets høje herskaber var ligeledes vante til, fra umindelige tider, at betragte teatret og alt, hvad der stod i forbindelse dermed, som noget de alle havde rettigheder over, som deres ejendom, da det jo hed »Det kongelige Teater«. Når den kongelige familie ville se et stykke, da fordredes, ofte med kort varsel, at den forestilling, der stod anmeldt, skulle gå ind, og den, de ønskede, sættes i dens sted, til stor byrde for alle pågældende og ofte til tab for den indtægt, man havde gjort regning på. Var der hofkoncerter, da forlangtes teatrets sangeres og orkesters medvirkning derved, hvor megen brug teatret end havde for dem til aftenens forestilling. Var der maskerader, kostumeballer eller skuespil ved hoffet, udskrev man efter behag teatrets garderobe, uden hensyn til om netop disse dragter skulle bruges samme aften. Alle disse hoffets rettigheder blev nu strøget til stor indignation for høje og lave. Ja, så lidt kunne selv overhofmarchallen, Levetzau, sætte sig ind i, hvad der nu var gjort til pligt for den nye teaterdirektør, at han, der altid havde været Heiberg hengiven, nu i bitre billetter bebrejdede ham den hele forandring og anså sig for personligt fornærmet af ham. Altså, hele hoffet med dets lange hale, lige til dens yderste spids, var fra nu af 13 fjendtligt stemt mod ham.

Visselig havde det stået i den nye direktørs magt at ignorere, ikke bestemmelsen om hofparkettets ophævelse, thi dette var jo ligefrem et pengespørgsmål for teatret, men en del af al den anden slendrian, som lidt efter lidt havde antaget større og større dimensioner; men det var hans overbevisning, at disse misbrug var til største skade for teatrets regelmæssige gang, og han kunne aldrig gå ind på i smug at tilstede brud på det, som nu var slået fast som regel. Han fandt sig derfor i alles vrede som noget uundgåeligt, når disse misbrug skulle afskaffes een gang for alle.

Som det gik hoffet, således gik det også tildels skuespillerne. Deres letbevægelige fantasi havde gjort, at de hilste friheden i Danmark med opbrusende varme, ja med begejstring. De var, alle som en, frihedens venner; men at denne frihed på mange punkter måtte komme til at gribe ind i deres egne forhold ved teatret, ville eller kunne de ikke forstå. Tværtimod, de mente, at nu var alle bånd løste, nu gjaldt det kun at vinde den ene direktør, i stedet for tidligere flere, for deres planer og fordringer; da måtte jo alt kunne sættes igennem i disse dejlige, gyldne frihedstider. At den nye teaterdirektør ved alt dette nye var bunden som ingen tidligere, faldt dem aldrig ind.

At være underkastet pligtforhold er noget, skuespillere til alle tider har ondt ved at forstå og fastholde, og det er derfor lige så vanskeligt for dem at forstå, at andre vil fastholde deres. Hvor ofte hørte jeg dem sige, når der blev sagt: »Dette eller hint lader sig ikke længer gøre; hvad ville ministeren, hvad ville rigsdagen sige dertil?« - »Å, rigsdagen! Hvad bryder vi os om den! Hvad kommer det den ved!« - Derved, at teatret så godt som aldeles blev unddraget kongen og hoffet, faldt naturligvis mangen en kongelig nåde bort. Her var ikke længer tale om de så meget yndede gratialer, rejseunderstøttelser eller direktionens forbøn hos kongen om at få en eller anden gæld betalt underhånden og i al hemmelighed. Skulle nu noget overordentligt gøres, da måtte ministeren give sit samtykke, og, hvad der var værre, rigsdagen havde den, som dem syntes, utrolige mangel på delikatesse, offentligt at omtale sligt, som helst ingen måtte vide.

Slige ubehageligheder stod, som sagt, i første øjeblik ikke tydeligt for dem. De hørte overalt tale om større frihed, om, at nu var 14 tiden kommen, hvor talentet, begavelsen kunne bane sig en glimrende vej; åget var brudt, og de sang af hjertens lyst med i frihedssangenes kor uden at betænke, at kunsten trænger til at fredes med blødere hænder end dem, der er vant til at føre plov og spade. Men, som sagt, de forstod ikke øjeblikkets alvor og var glade -indtil videre. Men da nu ministeriet, ligesom det for indtægtens skyld strøg friparkettet med mere, også strøg skuespillernes private sommerskuespil, på grund af at teatret i sæsonens sidste måneder ligefrem led et betydeligt tab ved, at skuespillerne ikke var at formå til at lære nogen ny rolle, fordi de havde travlt med at indstudere nye roller til deres private forestillinger om sommeren, ja, da blev de misfornøjede med den nye tids resultater og fandt, at den var højst generende.

I publikum gjorde Heiberg sig straks upopulær ved to bestemmelser, der i høj grad mishagede. Han og alle vi kunstnere havde ofte ærgret os over den uskik, at man i et virkeligt kunstteater tillod, at ganske små børn fik adgang der. Hvor ofte var ikke en hel scene, en hel akt, ja et helt stykkes udfald blevet forstyrret ved, at der i et patetisk moment, hvor det var lykkedes at frembringe illusion, pludselig hørtes en grædende barnestemme, der højt råbte: »Jeg vil hjem!« og derved fremkaldte latter. Hvor ofte hørte man ikke familier klage over, at al deres nydelse var bleven forstyrret af en »pokkers unge«, der i et væk talte med og bragte uro i hele logen. Men hvad det vil sige for en skuespiller, der, selv henreven til illusion, har formået at henrive andre dertil, nu pludselig forstyrres ved et sådant uvæsen, ja, det må man selv være skuespiller for helt at begribe. Heiberg forbød derfor ethvert barn under 10 år adgang til nationalteatret. Dette forbud blev det betydet alle kontrollører at overholde under deres embedes fortabelse. Han mente, at der var ringere teatre i byen for små børn, uden at dette alvorligere hus, som han ønskede at holde i agt og ære, skulle stå dem åbent; han mente, at forældres smagløshed ved at drage dem for tidligt her ind gjorde en sand uret mod de små, thi de forspildte derved børnenes lykkeligste øjeblik, da de første gang træder ind i et virkeligt kunstens tempel, hvor deres fantasi og følelse modtager et dybt indtryk. Men for at kunne modtage et sådant nogenlunde bevidst må barnet dog også nogenlunde forstå, hvad det ser, og være istand til at bevare indtrykket, et indtryk, 15 der kan være så stort og levende, at det aldrig glemmes. Lad små børn besøge beridere, abeteatre, marionetkomedier, Casortiske pantomimer, dette er alt rigeligt nok til at glæde dem og sætte det i aktivitet, som hos dem er det mest udviklede [nemlig øjnene, men for at kunne bruge den finere sans, øret, hvorigennem tanken skal opfattes, dertil hører mere, når den lyd, der skal opfattes, er ordet.] Men slige fine opdragelsesprincipper holdt folk ingenlunde af. »Hvad kommer det ham ved« - sagde man -»hvorledes vi ville opdrage vore børn! det er jo vor egen sag.« -Men de gode forældre betænker ikke, at det på offentlige steder virkelig også er andres sag, da disse andres nydelse forstyrres og tilintetgøres ved et skrigende og pludrende barns uharmoniske adfærd. Og lige så lidt som den, der har betalt sin billet, derved køber sig ret til at forstyrre sine naboer ved upassende lyde og plump adfærd, lige så lidt har forældre lov til ikke at underkaste sig den gode tones fordring, og denne er, at man i et teater vil have ro til uforstyrret at modtage den nydelse, man søger. Den alarm, dette forbud vakte, var virkelig i høj grad latterlig. Uagtet det var annonceret i alle blade og, om jeg ikke husker fejl, i begyndelsen stod på plakaten, at ingen børn under 10 år havde adgang til teatret, tog mødrene dem dog med derhen, og når de nu blev standsede ved indgangen, forefaldt her de voldsomste scener med gråd og spektakel. Man fik hjerteskærende opsatser indrykket i bladene mod den grumme, hjerteløse mand, der forfulgte de små; man skrev snart bønlige, snart grove anonyme breve til Heiberg, hvori han udskældtes som en barbar o.s.v. Men bestemmelsen blev ikke forandret, til lykke for stilheden i teatret og til skuespillernes store tilfredshed.

Den anden bestemmelse var, at den egentlige teaterport, den, hvor de vogne, der skulle køre teatrets damer til og fra prøverne og forestillingerne, blev lukket for alle uvedkommende. Denne bestemmelse tog en anden del af publikum meget ilde op, nemlig de unge, løse og ledige herrer, der havde for skik at indfinde sig efter forestillingen for med deres cigar i munden at vente på skuespillerindernes og danserindernes ankomst, for at de endnu en gang kunne betragte dem, når de steg ind i vognen, ja, undertiden springe op bag på denne for således at vise dem deres hyldest. Ja, de betalte formelig hemmeligt kusken, for at han ikke med sin 16 pisk skulle falde på at vise den forøgede byrde bort. Det var nu ingenlunde behageligt i mulm og mørke at ledsages hjem af en slig selvbeskikket tjener, thi stod han først dér i ledtog med kusken, hvem borgede da for, at han ikke havde overtalt denne til at køre andet steds hen? Den ældre teaterhistorie fortæller jo, at sligt kunne ske. Ved at aflukke porten forhindredes nu alt dette. Desuden havde de gode københavnere, der færdedes på disse steder, vænnet sig til at forkorte vejen et par skridt ved at gå igennem teaterporten. Et lignende ramaskrig som det, forbudet mod de små børn havde vakt, rejste sig derfor mod Heiberg over denne foranstaltning.

Som det gik hoffet, skuespillerne og publikum, således gik det også bladredaktørerne. Heller ikke disse ville erindre, at meget nu stillede sig anderledes under den nye form end under den gamle. Således bebrejdede hr. Ploug for eksempel atter og atter Heiberg, at han havde svigtet sine gamle anskuelser om, hvorledes tilskuerpladsen burde omdannes, så at parterret, den billigste plads, burde være forrest og optage det meste af gulvet, umiddelbart efter orkestret. Denne anskuelse, som Heiberg udviklede 1840, havde han visselig ikke forandret i 1849, men det var den i 1848 indtraadte forandring i hele statsstyreisen, der tvang ham til at opgive dens udførelse, da man ikke kunne sætte en omordning igennem, der ville formindske indtægten betydeligt. Rigsdagen stillede sig jo fra første øjeblik fjendtligt mod teatret, og de lidet kunstneriske, for ikke at sige brutale udtalelser, der ideligt kom tilorde i forsamlingen, gik alle ud på, om ikke helt at inddrage, så dog så meget som muligt at formindske tilskuddet. Under slige forhold ville det jo have været dårskab at tænke på af kunstneriske hensyn at formindske hver aftens indtægt. Skulle nu virkelig hr. Ploug ikke mange gange have kunnet sige sig dette selv og således sparet sine angreb? Jeg kan umuligt tro andet, da han jo selv tog virksom del i vort politiske liv. Skulle han virkelig ikke have lagt mærke til, at til trods for al den hule deklamation om kunst, højere kunst, national kunst o.s.v. ville enhver teaterdirektørs kapacitet blive målt efter, om teaterkassen florerer eller ikke? Nogle tusinde kroners underbalance ved en sæsons slutning ville ufejlbarligt give signalet til en sådan direktørs afsættelse, uden hensyn til om han havde fremdraget vore originale arbejder eller ikke, uden hensyn 17 til om han havde givet begyndende forfattere lejlighed til at øve deres kræfter o.l.

Hvem var vel i det hele i en lang række af år teatrets værste fjender? Hvem har gjort, at ingen teaterdirektør med plan og kunstnerisk syn, med autoritet og myndighed har fået lov til i ro at plante, så og høste på kunstens område? Ingen uden bladredaktørerne! Hvad kan det hjælpe, at en minister siger til en mand: »Nu er De enerådig på dette mislige område, kun Deres vilje har man at rette sig efter,« når samtlige bladredaktører vil være meddirektører, idet de blander sig i enhver nok så privat bag kulisserne taget bestemmelse, idet de lytter til fordringsfulde talenters evindelige klager over tilsidesættelse; når de blander sig i rollebesættelser og gageforhøjelser, blander sig i alt og tager parti for og imod, støttet på sladder og usandhed? Det være langt fra mig at ville binde munden på oksen, som tærsker, men så længe bladredaktørerne befatter sig med andet teatret angående end stykkernes værdige valg på nationalscenen og udførelsens godhed og slethed, så længe er enhver bestyrelses magt og myndighed knækket lige overfor personalet, ja, den bliver en umulighed.

Hvorfor var der mere ro, mere stilhed, mere disciplin ved privatteatrene? Det er dog ikke rimeligt, at direktørerne og kunstnerne på disse teatre er mere ophøjede, fordringsløse, uinteresserede individer end på nationalteatret, hvor det ene spektakel har afløst det andet under de forskellige direktører. Nej, men bladene holdt sig her - gud ved af hvilken grund - til det eneste, de bør have med at gøre, bedømmelsen af den offentlige virksomhed, og lod direktøren om resten. Man vil måske indvende, at man har mere ret til at blande sig i detaljen ved nationalteatret, da denne institution støttes af statens midler, og at således enhver borger betaler sin skærv dertil. [Gid enhver især ville slå sig til ro på dette punkt og betale den bagatel, de yder til kunsten, uden derfor at mene, at de bør varetage, at denne bagatel ikke misbruges; thi bedømmelsen heraf står hverken i den udenforstående enkeltes eller i mængdens magt.

Man ser altså, hvilke magter der straks i begyndelsen rejste sig imod Heiberg: hoffet, mødrene, børnene og de unge herrer, der gik på eventyr. Borttageisen af hoffets rettigheder har naturligvis holdt sig til den dag i dag, da dette ligger i forholdet som en 18 nødvendighed. Mødrene har derimod atter sat igennem, at deres børn på Kongens Nytorv indsuger komedien med modermælken, om de end er udsatte for at blive udviste, når de bliver altfor urolige. Om portens lukning kan der ved det nye teater ikke være spørgsmål, da denne bygning mærkeligt nok ingen port har for teaterpersonalet, men kun den åbne gade, hvor alle vogne holder, til kval for de spillende - og for de stakkels kuske og heste, der er nær ved at sætte livet til ved i træk og slud at holde, ofte hele timer, efter de spillende.]

Da Heiberg satte alle disse bestemmelser i kraft, sagde jeg til ham: »Du gør dig jo straks upopulær ved alle disse forholdsregler!« Han svarede: »Det er det første, en teaterdirektør må sige sig selv, at fra det øjeblik, han tiltræder teaterbestyrelsen, hører al hans popularitet op, hvis han iøvrigt har nogen, især når han tænker på nogen som helst forbedring. Man er straks rede til at misbillige alt. Du ser jo, at selv det, at jeg befalede, at alle teaterkattene skulle lukkes inde fra forestillingens begyndelse og til den er tilende, for at uskadeliggøre disse firfodede aktører - der, særligt i tragedien, næsten altid går af med sejren og fængsler opmærksomheden, når de betræder scenen - at selv denne bestemmelse udråbtes som tyranni mod de arme dyr. Nej, ingen undgår sin skæbne! Man råber på forbedringer i alle punkter, men notabene forbedringer, hvor alt bliver ved det gamle!«

Hvad der måske, uden at man selv gjorde sig det ret klart, stillede sig i vejen for Heibergs popularitet, var, at han havde faste, ufravigelige, æstetiske anskuelser, begrundede på mange års studier så godt som i alle litteraturer, anskuelser, der hverken var fra i dag eller i går, og derfor ikke kunne afrystes af den første den bedste bladkritikus. Som æstetisk kritiker havde Heiberg erhvervet sig et betydeligt navn. Hans kritikker var ansete af alle virkelige kendere som de første herhjemme. Hans anskuelser om kunst og litteratur vaklede intet øjeblik, og han overførte disse i sin nuværende stilling. Men det at have faste principper er noget, det store publikum aldeles ikke ynder. Man skal være føjelig, eftergivende, human, selv mod sin overbevisning om hvad man anser for sin pligt at sætte igennem. Man kan derfor vædde hundrede mod en, at en direktør uden litterære principper har langt større chance for at vinde det store publikum, ja selv kunstnerne, for sig, uagtet der 19 ideligt råbes derpå som en nødvendig betingelse for al autoritet.

Dog, alt dette var ikke det eneste, Heiberg ved sin nye stilling havde at kæmpe med. Da alle privilegier lidt efter lidt ophørte, trængte konkurrencen også ind på teatrets område, og i efteråret 1848 fik Casino tilladelse til at opføre folkekomedier, lystspil og vaudeviller. Man ved af erfaring, at første gang de såkaldte folketeatre bliver indførte i en stor by, vinder disse ubetinget massen, og det af mange grunde. Først er det noget nyt, dernæst er repertoiret let og ofte benyttende øjeblikkets spørgsmål. Mængden holder også nok af, at det hele har noget hyggeligt, dilettantmæssigt. Det alvorsfulde, som hviler over en virkelig skueplads, er her forsvundet; man føler sig som i sin dagligstue, iført et mageligt toilette, med hatten på hovedet og uden ansvar for sin dom; man klapper ad det middelmådige og overøser venskabeligt en skuespiller eller skuespillerinde med blomster, thi man kender hende så godt privat, og »hun er virkelig sød«. - Men frem for alt er prisen billig; man kan gå flere for samme penge, og det er dog altid morsomt at have selskab. Imidlertid må det dog tilføjes, at Casino og de andre senere oprettede privatteatre efterhånden kom til at gøre deres nytte, selv for Det kongelige Teater, thi de danner lidt efter lidt et større teaterbesøgende publikum. Vistnok hører der tid til, inden det lavere lag i folket når op til at ville se det bedste, men er de først kommet indenfor døren, da er de vundne; har man først drukket en ædel vin, smager den simple ikke mere. Og Heiberg havde ikke alene at kæmpe med denne konkurrence, der lokkede den simplere befolkning bort fra Det kongelige Teater på grund af de lave priser; men også den elegante verden havde et andet og nyt tiltrækningspunkt for sin kunstnydelse i en ny italiensk opera, som på dette tidspunkt gæstede København, og som atter satte hele den fornemme verden i bevægelse.

Det faldt altså i Heibergs lod at bære denne konkurrence, til den fik udraset, holde den højere skueplads ilive, medens det lavere publikum fik løbet hornene af sig på de mindre teatre. Og hvad der end yderligere forværrede den kongelige scenes stilling under denne udvikling, var, at mange af de dannede eller de, som i det mindste gjorde fordring på at høre til disse, efter en gang at have ladet sig friste til at se på dette nye, som så mange løb til, egentlig følte sig mere hjemme, mere tilfredse ved nydelsen i et folketeater, 20 hvor de uden åndelig anstrengelse kunne modtage det givne, end i et teater, hvor man ingen ret nydelse kan have undtagen ved at arbejde sig ind i digterens tankegang og skuespillerens fremstil ling. Det gjaldt altså for den nye direktør under disse forhold at holde Det kongelige Teater oppe med ro og anstand og ikke lade sig forføre til nogen uværdig kappestrid. Han lod derfor det min dre teater tumle sig med en ny teaterlitteratur og bringe det mest mulige ud af den, medens han holdt sig til vor ældre, rige, natio nale dramatiske litteratur for atter at sætte den ind i sin ret, hvor fra den i de senere år mere og mere var fortrængt.

Det er en kendsgerning, at til trods for en teaterdirektørs vanskelige, byrdefulde og utaknemmelige stilling, er der til alle tider hundrede for én, der føler lyst og kald til at overtage dette arbejde. Og hvorfor? Fordi de ikke kender det mindste til, hvad det er, de agter at begive sig ind i. Alle sammenligner denne stilling med andre i samfundet uden at ane, at dette embede i grunden intet tilsvarende har i staten. En af de mange, der havde ønsket at gøre sine evner gældende på det tidspunkt, da Heiberg blev valgt, var kammerråd Arnesen, bekendt som »Et Rejse-Eventyr«s forfatter og som medforfatter af folkekomedien »Capriciosa«. - Mange, især mellem skuespillerne, mente, at han nok kunne have været manden. Han var forresten en brav, skikkelig karakter. Da nu valget ikke faldt på ham, og han tørstede efter dog engang at komme -ifølge sin egen mening - på sin rette hylde, tilbød han sin tjeneste hos Heiberg, der søgte en sekretær, hvis forretninger skulle være, hvad den tidligere regissør havde at varetage. Skuespillerne interesserede sig meget for dette valg, og Heiberg føjede dem, uagtet han ingen ret tro havde til Arnesens udholdenhed; han blev altså ansat med titel af kommitteret. Hvilken anskuelse der var den rette, viste sig imidlertid snart, thi vi var næppe kommet tre uger ind i sæsonen, førend Arnesens sygelige, pirrelige natur bukkede under for det daglige arbejdes uro. Efter en måneds virksomhed blev han i den grad nervøs, at hans læge pludselig en dag skrev til Heiberg, at hvis han ikke øjeblikkelig gav Arnesen ferie fra sin tjeneste, da indestod lægen ikke for følgerne af hans nuværende åndelige tilstand. Han måtte øjeblikkeligt rejse ud på landet for at komme til ro og kræfter. [Heiberg gav straks tilladelsen til hans fjernelse, men nu var gode råd dyre, hvem skulle man sætte

        

21 i hans sted? I et nu var Heiberg ude af sengen og nede på teatret.

I den korte tid Heiberg havde været ved forretningerne, havde den unge et eller to og tyveårige Berner, der var sekretær ved teaterkontoret under Løffler, vakt hans opmærksomhed. Til denne unge, stille, beskedne mand henvendte Heiberg sig nu og bad ham overtage Arnesens forretninger. Alle blev forbavsede over dette valg. Skuespillerne fik det syn på sagen, at det var en stor fornærmelse mod dem at ansætte et så ungt menneske i denne post. C. N. Rosenkilde med et par andre blev valgt til at udtale deres misfornøjelse over valget og bede om, at det atter måtte gå ind (. . .) Heiberg svarede dem, at når det viste sig, at Berner var uduelig til posten, skulle han ikke holde på ham, men indtil da blev Berner stående. Den unge mand viste nu, dels ved sin arbejdsdygtighed, dels ved sin beskedenhed, sin konduite ligeoverfor personalet, at Heibergs valg havde været rigtigt; thi så gerne de end ville, kunne de ingen lejlighed finde til at komme med nogen berettiget klage imod ham, så at han med hver måned, med hvert år fik fastere og fastere fodfæste, og tilsidst gik alle klager op i tavshed, og Berner stod fast i sin stilling i de syv år, Heiberg var direktør.]

Hvad Heiberg angik, da var det en glæde at se ham munter og tillidsfuld kaste sig ind i hver dags anstrengende arbejde. Det mere bevægelige liv udadtil, som hans nye stilling førte med sig, virkede velgørende på hans sundhed og udseende; han var ligesom bleven ti år yngre. Og hvor naturligt var ikke dette! Han havde lige fra sine drengeår levet for den dramatiske kunst. Som meget ungt menneske havde han et lille marionetteater, hvorpå han opførte komedier for hele den vennekreds, der kom i hans moders hus. Hans moder pyntede dukkerne, og Weyse havde malet flere dekorationer til dette teater. Hans »Pottemager Walter« samt »Julespøg og nytårsløjer« blev her opført foruden en og anden improviseret forestilling. Oehlenschläger har selv fortalt mig, at han havde fældet tårer over disse fremstillinger, så let og nydeligt gik de over scenen. Heiberg selv, hans moder og to yndige unge kusiner lånte dukkerne deres fine, bøjelige stemmer; det var manges foruden min mening, at Heiberg havde en ualmindelig blød, klar og klangfuld stemme, og hvad hans diktion angik, da syntes mig altid [i senere år,] når han oplæste sine egne eller andres 22 digterværker, at ingen af vore skuespilleres diktion kom hans nær i renhed, fin nuancering og flugt i lyriske udbrud. Hvor meget har jeg ikke lært af ham i denne retning!

Det var altså hans ungdoms drøm, der nu var blevet til virkelighed. Dukkerne var forvandlede til levende mennesker og vennekredsen til et stort publikum. Som han havde elsket sine små tavse skuespillere, således elskede han nu de store levende. Han selv var endnu lige så ungdommelig frisk, ja, jeg kunne tilføje, barnlig i sind og tanke, som da han dirigerede sine dukker med den unge, lykkelige digters entusiasme. Ifald der var noget i Heibergs karakter, der var mindre heldigt for hans nuværende stilling, da var det netop dette barnlige, tillidsfulde, ja troskyldige, der ikke lod ham se snarer, intriger og usandhed hos nogen, som med ydre venlighed kom ham imøde. Måske man har ondt for at få denne karakteristik af ham til at passe sammen med billedet af den skarpe kritiker, og dog er intet vissere, end at det forholdt sig således. [Han var en klog mand, men han var ikke, hvad man kalder »en satans klog mand« - det er at sige, en af dem, der handler således, at Satan udbryder: »Klogt! klogt handlet!« - medens Gud siger: »Nej dumt! meget dumt!« - Men vi ved jo alle, at disse sidste bugter sig let og snildt gennem revner og sprækker, gennem slimet uføre, og kommer om end tilsmudsede, til det, verden kalder målet; medens de første må finde sig i at vente, vente ud over verdens miskendelse, for endelig at nå til deres mål.] Han havde derfor ikke frygt for den stilling, han så frejdigt begav sig ind i, men levede i illusioner om et heldigt udfald, uden kamp og modstand, som det var værd at bekymre sig om.

Da Heibergs ansættelse først blev stadfæstet midt i juli, og prøverne skulle begynde midt i august, havde han sandelig fuldt op at gøre for at sætte det hele i gang. Da vi derfor begyndte på prøverne, var min tilstand virkelig således, at jeg kunne udbryde med Holbergs Antonius: »Ak, mit hjerte sidder mig i min hals!« -og Tschernings udråb, da Heiberg var udnævnt til direktør: »Nu har fru Heiberg fået det vanskeligste embede i landet,« stod atter truende for mig. Phister mærkede på de første prøver min nedslagenhed og spurgte, hvorfor jeg så så mismodig ud? Jeg svarede åbent, at jeg frygtede for, at skuespillerne lige så lidt ville skønne på Heiberg, som de i årenes løb havde skønnet på de foregående 23 direktører, og at jeg da vidste, i hvor høj grad dette ville smerte mig. Han gensvarede, at denne frygt var ugrundet, thi jeg skulle se, at alle ville skønne på endelig at have fået en mand i spidsen, hvis æstetiske dom de havde en så stor respekt for. - »Ja, ja,« svarede jeg, »det vil tiden vise.« [At modstanden skulle komme fra en kant, jeg mindst drømte om, var en livserfaring, jeg med bitterhed skulle gøre. To træk satte mig imidlertid i nogen forundring. Teatrets påklædningsværelser var utroligt små og ubekvemme. I et rum af knapt 6 alen klædte sig ofte 3 à 4 damer. Kom nu frisøren, pyntemadammerne og garderobersken til, da var vi ofte 8 à 9 mennesker samlede og luften uudholdelig. I det sidste år af Collins direktorat sagde jeg en dag til fru Nielsen: »Skulle vi to ikke indstille en begæring om, at vi får et værelse, om aldrig så lille, for os selv? Jeg holder dette ikke længer ud, jeg er ofte i den grad hed og forstyrret af al den uro, hede og snak, som så mange tilvejebringer i det lille rum, at jeg undertiden har ganske ondt, forinden forestillingen begynder.« Fru Nielsen svarede: »Jeg begriber så godt, at dette ønskes opfyldelse er dig magtpåliggende, du som spiller ideligt og ideligt; men jeg er jo godtsom ude af repertoiret og spiller yderst sjældent, det ville da se underligt ud, om jeg nu forlangte et værelse for mig selv. Se du at sætte dette ønske igennem for dig.« Hendes ytring var sandhed, hun var så godt som ude af repertoiret på grund af, at hun havde ophørt at spille de unge elskerinder og endnu ikke begyndt på de ældre karakterroller. Jeg beder, at man vil erindre hendes egne ord året før Heiberg blev direktør, som svar på den løgnagtige beskyldning, at det var hans komme, der gjorde, at hun spillede så sjældent. Det værelse, som blev mig lovet af Collin, blev først ledigt ved sæsonens slutning, altså fra Heibergs første sæson. Men nu hørte jeg straks til min forundring, at dette gode skyldtes mit forhold til den nye direktør, og dette udgik fra det Nielsenske hus.]

Den 1ste september løftedes tæppet for Shakespeares »Livet i Skoven« og den lille originale vaudeville »Slægtningerne«. Virkningen af »Livet i Skoven«, en af S. Beyers bedste Shakespearebearbejdelser for vor scene, blev forhøjet ved Rungs smukke musik, og dette fine billede af skovensomheden havde sin plads i publikums yndest mange sæsoner efter denne første. [Det var 24 smukt sat i scene af Overskou og viste, at han som sceneinstruktør kunne udfylde sin plads.] Udførelsen var heldig på alle hovedpunkter. En virkelig nydelse var det for mig at spille heri med Michael Wiehe, hvis poetiske skikkelse og noget melankolske ydre så ganske passede for den tilbagetrukne Orlando. Den trofaste, livlige, skælmske Celia blev en af mine yndlingsroller. Der er en forunderlig illusion i dette stykke. De malede træer forekom en som levende; det var et virkeligt liv i skoven, man følte sig hensat i, og dette liv virkede uimodståeligt på tilskuerne som på os spillende.

I den lille vaudeville »Slægtningerne«, hvori Phister, Wiehe og jeg havde hovedrollerne, frembragte vi en livlig lystighed hos publikum. Dette lille arbejde gik så fortræffeligt over scenen, at det atter og atter opførtes under folks latter og bifald. Således var altså Heibergs begyndelse heldig. Senere i årenes løb har »Slægtningerne« været underkastet en skarp, og som mig synes, ubillig kritik. Jeg tilstår, at det altid har været mig uforklarligt, hvad man fik mod dette uskyldige arbejde, ifald det ikke var det, at det er skrevet af en dame, frøken Nielsen, elev af St. Blicher. [Fortællingen i dette lille arbejde synes mig rørende og sand og skylder vist også en virkelig begivenhed sin tilblivelse. Der findes heri en type af en morsom englænder, der gav Phister lejlighed til en af hans bedste roller; de to unge elskende har Michael Wiehe og jeg vist kunne spilles med megen virkning, musiknumrene er smukke og virkningsfulde.] Det er et let lille genrebillede, der, om end tegningen hist og her er noget svag, dog fremkalder en national stemning, som mig synes enhver kan være bekendt at lade sig påvirke af. [Ved slutningen af sæsonen 1848-49 havde som sædvanligt en del af skuespillerne sommerforestillinger for egen regning . . . Den 26. juni skulle M. Wiehe have en af disse. Han bad mig om at være ham behjælpelig hermed ved at udføre en hovedrolle i et nyt originalt stykke, han til dette øjemed havde forskaffet sig. Han bad, om han en formiddag måtte komme ud til mig for at forelæse mig dette. Dagen blev bestemt, og han medbragte lystspillet »Herr og fru Møller«. Han betroede mig nu, at det var et originalt stykke af studenten F. L. Høedt, en intim ven af det Nielsenske hus, hvem jeg endnu kun kendte af navn af deres og M. Wiehes omtale, idet de så op til ham som et stort geni, der engang

        

25 engang skulle sætte verden i forbavselse ved sine digteriske frembringelser; at det skulle ende med, at han gik til teatret som skuespiller, det drømte på den tid ingen om og mindst Heiberg eller jeg. Hr. Høedt, søn af en formuende marskandiser, kom tidligt som dreng i Borgerdydsskolen på Christianshavn. Da han som voksen forlod denne, skrev Poul Møller, der var lærer i skolen på den tid, i hans testimonium, at han var »forfængelig og ikke uden affektation«. Han blev student med bedste karakter, men drev det aldrig til at tage embedseksamen, så ofte han gjorde tilløb hertil. Den kundskab om ham, som var kommet os for øre, lød som følger: Han beskæftigede sig nu med æstetisk læsning, så vel i vor egen litteratur som i fremmede, især fransk. I en del år forinden dette tidspunkt, da Wiehe gjorde mig bekendt med ham som forfatter, var han kun bekendt som en, der i høj grad trængte til at udtale sig for andre om alt med stor sikkerhed. Af mange, der stod under ham i dannelse, blev han anset for et brillant hoved. Til disse stemmer lyttede han og skyede enhver omgang, der ikke ubetinget underordnede sin dom for hans. Det blev således hans ulykke, hvad der havde været så mange unge menneskers ulykke, altid kun at finde behag i dem, der stod under en, i stedet for at opsøge dem, der stod over en, aldrig at kunne finde sig i at være lyttende, i stedet for den stemmeangivende. Ved et tilfælde kom han som ganske ung student ind i det Nielsenske hus, netop på det tidspunkt, da fru Nielsen for anden gang måtte opgive sine illusioner ligeoverfor Nielsen, da dette hendes andet ægteskab lod lige så meget tilbage at ønske som hendes første, om end på anden vis og måde. Hun følte sig atter ene. Hvad under da, at hun i det triste hjem sluttede sig til den unge æstetiske student, der sværmede for teatret, blev hendes forelæser og herigennem hendes autoritet fremfor nogen anden. Hvad under at han på sin side, rørt over denne anerkendelse, blev hendes beundrer og tilbeder. Jeg har ofte tænkt, at havde Høedt her mødt i hende en ældre klarsynet, besindig veninde, der havde modereret, standset og i venskab irettesat denne unge forfængelige mand og advaret ham for den arrogance, der truede med at tilintetgøre hans gode anlæg, hans begavelse, da havde hendes omgang kunnet blive af uberegnelig indflydelse på hele hans øvrige liv. Som det nu var, bestod hele forholdet i en gensides beundring for hinanden i stort som småt;

        

26 hvad Høedt mente og ville, var det ene rette; han havde i hende fundet det ideal, hvorefter slige personligheder som hans sukker, en, der kun har øre og øjne for hans fuldkommenhed og kun for hans. Samlivet mellem disse to fortsattes i en del år. Henved sit 30te år følte han endelig trykket af ingen livsstilling at have. Små litterære forsøg var vel blevne beundrede i høj grad i den lille kreds, hvori han bevægede sig, men i det store publikum havde virkningen af hans digterfrembringelser været ubetydelig. »Herr og fru Møller« var hans første dramatiske arbejde, imødesås sås derfor af vennerne med store forventninger og stor spænding. Jeg hørte Wiehe oplæse dette, som jeg på hans ord troede, originale stykke. Jeg fandt det ret morsomt, men dialogen forekom mig vel københavnsk og flot og forceret; imidlertid tvivlede jeg ikke om, at stykket godt spillet ville tiltale publikum, måske netop på grund af det, som stødte mig heri, nemlig altfor mange såkaldte vittigheder og gode indfald af den slags, som dagligt høres på gader og stræder. Stykket blev annonceret på plakaten uden forfatterens navn. Det blev spillet og gjorde megen lykke hos publikum. Alle blade kritiserede det som et nyt dansk lystspil, som det havde udgivet sig for. Men da dette var overstået, trådte hr. Høedt for første gang frem for offentligheden, ikke som original forfatter, men som bearbejder af et udenlandsk, fransk stykke, som han havde indrettet for den danske scene og givet navnet »Herr og fru Møller«. Dette var altså udfaldet af hans første originale arbejde! Denne adfærd forundrede med rette alle; han selv tog det fra den side, at han ville have den morskab at se, om han kunne narre alle med sin lokalisering, selv censor, altså Heiberg. At denne opførsel var temmelig lapset af den gode bearbejder, fandt så temmelig alle, da det jo var umuligt for nogen censor at kende den myriade af franske småstykker, som i hine år myldrede op af den franske jordbund. Heiberg faldt det aldrig ind at tvivle på, at stykket var, hvad det udgav sig for, originalt, uagtet han og jeg flere gange havde udtalt for hinanden, i hvilken grad gangen og kostumet i stykket lignede de franske, iblandt andet faldt det mig meget udansk, at en madamme som den, der her lader sig kalde fru Møller, ringer og siger til tjeneren: »spænd for.« Ikke som om en dansk frue ikke også kan have hest og vogn; men ordene bliver givet på en anden måde. Vi troede derfor, at den 27 formentlige forfatter havde efterabet de franske stykker, som mange i hin tid gjorde. Hvorledes det senere gik samme originale forfatter med dette hans første arbejde, skal jeg siden fortælle.]

Da lystspillet »Herr og fru Møller« havde behaget meget ved Wiehes private sommerforestilling i juli, gik det over i teatrets faste repertoire og skulle jo så honoreres efter teaterregulativet for omarbejdelser. Hr. Høedt kom nu på teaterkontoret for at hæve sin betaling for sin bearbejdelse, men da denne blev ham anvist, påstod han, at den var for ringe, og han indfandt sig nu hos direktøren for at fremsætte sin klage. Det var Heibergs første bekendtskab med student Høedt. Heiberg spurgte ham nu, om han ikke selv efter først at have indleveret »Herr og fru Møller« som et originalt arbejde senere havde erklæret, at dette stykke ikke var originalt, men en bearbejdelse. Dette indrømmede hr. Høedt. »Nu vel,« sagde Heiberg, »i så fald bliver De jo honoreret efter regulativet for bearbejdelser, og De har altså intet at klage over.« Hr. Høedt fandt imidlertid vedblivende summen for lille og udbrød, at han i så fald ville skænke teatret den, da han ikke agtede at hæve en skilling deraf. Heiberg så lidt forundret på den unge mand og svarede, at det måtte han gøre, som han ville, thi at forandre regulativets bestemmelser for et enkelt arbejde lod sig ikke gøre. Hermed gik hr. Høedt. Man hørte nu snart omkring i byen, hvor skammeligt Høedt var bleven behandlet af Heiberg, og hvor nobelt han havde erklæret ikke at ville modtage en skilling af de ham anviste penge, en beslutning, man så op til med beundring. Omtrent 14 dage efter, da hr. Høedt var færdig med at beundres for sin kraftige modstand, hævede han imidlertid i al stilhed den ham anviste sum på teaterkontoret! Kontorchefen, justitsråd Løffler, en embedsmand af den gamle skole, fortalte nu Heiberg dette, idet han udbrød: »Hvilken nar har vi ikke der [haft] at bestille med!«

Jeg selv kendte aldeles ikke hr. Høedt undtagen af omtale fra det Nielsenske og det Wieheske hus. Michael Wiehe havde oftere slået på, at Høedt meget ønskede at gøre mit personlige bekendtskab. Man ymtede alt så småt om, at han tænkte på at blive skuespiller, men man fæstede dog ej ret lid til dette rygte. En dag indbød M. Wiehe og frue mig til en formiddagschokolade. Ved min ankomst befandt hr. Høedt tilligemed flere af Wiehes slægtninge 28 sig i stuen. Ved frokostbordet blev samtalen snart munter og livlig, og hr. Høedt udfoldede nu en veltalenhed, som jeg på een gang fandt besynderlig og karakteristisk. Med et vist flot lune drejede han samtalen hen på »Hverdagshistorierne«, og uden at han just rent ud dadlede dem, var der dog i hans tone noget stødende, for ikke at sige taktløst, og i hans bemærkninger mangt et ord, som det undrede mig, at han ville udtale i min nærværelse ved vort første møde, da rygtet dog alt den gang nævnede Heibergs moder som forfatterinden. Jeg lo imidlertid ved mig selv ved disse udtalelser og tænkte: »Dette skal jeg fornøje Heibergs moder med at fortælle hende; hun vil da blive glad ved den tanke, at her jo må være en, der ikke har hende mistænkt for at være forfatteren til »Hverdagshistorierne«!« - Da han endelig slap disse, gik hans veltalenhed ud på at latterliggøre den Hegelske filosofi, som jo Heiberg stærkt havde fordybet sig i og indført i vor litteratur. Jeg var naturligvis ikke inde i denne videnskab, men jeg havde så mangfoldige aftener i vort hjem hørt Heiberg tale herom med Poul Møller, Martensen og flere, at jeg ligesom var lidt orienteret i, hvad den gik ud på, så jeg i alt fald nogenlunde kunne vise et så løst angreb tilbage som det, der lød fra hr. Høedts læber, idet jeg skæmtede med, at han havde valgt en så svag modstander som mig til at forsvare den store filosof. I stilhed indså jeg vel, at angrebet egentlig ikke var rettet mod Hegel, men mod Heiberg, - dog dette lod jeg, som jeg ikke forstod. Da vi var færdige med Hegel, vendte han sin humor mod Martensen, Hall, Tryde, Andræ og så godt som mod alle de mænd, han vidste hørte til vor omgangskreds, idet han snart angreb deres virksomhed og snart på skuespillervis efterabede deres tale og manerer. Jeg svarede ham i spøg på alle disse tilløb, og da han endelig syntes at have udtømt alt, hvad der lå ham på hjerte angående disse mænd, rejste jeg mig muntert fra bordet, idet jeg sagde: »Ja, nu er det nok på tide at bryde op, thi nu tror jeg, at hr. Høedt ikke har flere af vore husvenner at kritisere; jeg tror virkelig, at ikke en eneste er glemt.« - Lidt overrasket og forlegen sagde han: »Har jeg kritiseret Deres venner? det er jo en ren misforståelse; det har jeg aldeles ikke gjort.« - »Jo, De har,« svarede jeg, »men det gør intet, mine venner står som før på deres gamle plads hos mig, og jeg kan godt lide en sådan frimodighed, som De har lagt for dagen.

        

29

De har angrebet, jeg har forsvaret; til det første har De ret, til det sidste jeg, - og således er jo alt i orden.« - Da han imidlertid blev ved at påstå, at jeg gjorde ham uret, og at han ikke havde angrebet nogen, svarede jeg i spøg: »Så ved jeg ikke bedre, end at vi samler stemmer - en fremgangsmåde, som jo hører tiden til -, for at disse kan afgøre, på hvis side uretten er.« Og nu henvendte jeg mig leende til de tilstedeværende, der under alt dette havde siddet noget forlegne, og spurgte en for en: »Har hr. Høedt ikke angrebet mine venner?« - Den ene efter den anden svarede: »Jo!« - og da nu dette »jo!« lød fra den sidstes læber i kredsen, vendte jeg mig til hr. Høedt, idet jeg sagde: »De ser, at den offentlige stemme er imod Dem.«

Derpå forlod jeg selskabet, overladende enhver til sine egne betragtninger. Michael Wiehe, der fulgte mig ud, og som så gerne havde set, at jeg havde modtaget det bedste indtryk af Høedt, så ganske vemodig ud, da jeg sagde mit sidste farvel. Jeg forstod dette udtryk, så leende op på ham og sagde: »Det skulle De ikke ha' gjort, hr. Reiersen!« Han gav sig til at le, og jeg gik ned af trappen.

Var det nu hr. Høedts hensigt denne formiddag at fornærme mig, ja blot at fortrædige mig? Ingenlunde! tværtimod, jeg skulle tage meget fejl, om det ikke lige modsat var hans hensigt at vinde og behage mig ved sin åndrighed og sit konversationstalent, og at netop denne formiddags indbydelse til mig var af alle som af ham selv beregnet på, at jeg skulle gøre hans bekendtskab fra den fordelagtigste side. Hvoraf kom det da, at resultatet blev det modsatte? Hvorfor viste han sig således? Ja, hvad var det? Det var, hvad så meget hos ham har været: mangel på takt, denne fine egenskab, som ingen dannelse, intet studium, ingen begavelse kan erhverve sig, når den ikke er en medfødt sjælelig gave. Opdrag i det uendelige den, der mangler denne finhed i sjælen, du indpoder den ikke; den er en vækst for sig selv, der gror lige frodig hos den ringeste som hcs den højeste, hos den uvidende og enfoldige som hos den lærde, når den er nedlagt i sjælen herovenfra. Man taler så ofte om medfødte gaver og talenter, men ingen nævner mellem disse takt, og dog er dette talent måske det sjældneste af alle. Måske man studser over, at jeg kalder denne evne et talent, - nu vel, hvad vil du da kalde det? Den dannede 30 mangler det ofte, medens det ikke sjældent findes hos den udannede; det kan savnes hos den kløgtige, hos verdensmanden, hos den gode, den velvillige, den tjenstagtige og findes hos et barn, et tyende. Hvori ligger det da, at det savnes, og at det haves?

Hin formiddag gjorde jeg således første gang personligt bekendtskab med den mand, der snart på forskellige måder skulle gribe forstyrrende ind i mit liv og min tilfredshed.

Ethvert menneske har vist gjort den erfaring, at intet tager den forfængelige os mere ilde op, end at han har vist sig ufordelagtig for os. Man ærgrer sig i stilhed over at have forløbet sig, og i stedet for at blive vred på sig selv kaster man sin vrede på den, der har stået klartseende lige overfor vor uret, vort nederlag.

Det var et karakteristisk svar, en mand gav en anden, der spurgte ham: »Hvorfor i alverden er B. så forbitret på dig?« -»Å,« lød svaret, »han har engang forløbet sig lige overfor mig, og denne sin uret kan han ikke tilgive mig.« - Der er intet, et forfængeligt menneske tilgiver mindre, når han har villet vinde en anden, end at denne anden har været uimodtagelig herfor, - og hr. Høedt behagede mig ikke hin formiddag.

[Jeg tilstår, at en rigtig forfængelig mand aldrig har kunnet behage mig, og er det ikke naturligt for kvinden, at det netop er det mandige, der drager os hen til vor modsætning? Det er det mandige, vi beundrer, det faste sanddru væsen, vi ser op til. I ham føler vi, at vi kunne have den støtte, vi i så mange livsforhold trænger til. En rigtig forfængelig mand har ondt ved ret at være sanddru, da denne lidenskab i et væk forblinder ham, og løgnen hos menneskene er dog af alt det forfærdeligste.] Jeg har ofte moret mig ved at bemærke, at forfængelige mænd altid har følt sig ubehageligt tilmode i min nærværelse; - ligesom mange ikke tåler en kat i den stue, hvori de er. Hvor ofte har jeg ikke ved slige lejligheder sagt: »Se så, nu er jeg atter katten i stuen - for ham!«

Vi var nu alt kommet et godt stykke ind i sæsonen, og til min usigelige glæde gik alt vel, og personalet lod til at være muntert og tilfreds! I den forløbne del af sæsonen var alt flere stykker efter års henliggen genoptagne og havde gjort lykke hos publikum.

Sidst i oktober opførtes et nyt skuespil af Hertz: »Tonietta«, hvori jeg udførte titelrollen, en opgave, som i senere år er forsøgt 31 med lidet held, misforstået af fremstillerinden, og altså misforstået af publikum.

Tonietta er en af disse i tavshed forstokkede naturer, der gemmer alt på bunden af sin sjæl og derfor hellere udsætter sig for hvilken som helst fejlagtig dom om sine handlinger end oplyser fejltagelsen ved at modsige anklagen, dels fordi hun ikke vil, dels fordi hun ikke kan. Hun vil ikke, fordi hun i sin stolte sjæl ser ned med foragt på en anklage, hvori hun er uskyldig; hun kan ikke, fordi den indesluttede vånder sig ved gennem forsvaret at lukke op for skjulte vidder i dybet af sin sjæl, af hvis hemmelighed hun suger det daglige livs næring. Hertil kommer endnu, at dette Italiens barn har gjort et løfte til madonna at tie, og at bryde dette løfte er en ren umulighed. Elskeren siger om hende i stykket: »Hun er en lukket spændebog, som man har lyst til at læse.« - Samme lyst skal ikke alene hendes tilbeder have, men det hele publikum. Tonietta er en af de såkaldte indadvendte roller. Tilskueren må tro, at der i denne indesluttede, tavse sjæl bevæger sig en hel verden af tanker, følelser og lidenskaber, men som hun ikke ønsker at åbenbare for nogen, og som, først løsladte, ikke ville være til at bringe til ro igen - man må på een gang ønske og frygte for at gøre bekendtskab med dem.

Hvorved frembringer en skuespillerinde nu denne virkning trods den tæt tillukkede mund, hvorfra ingen klage, intet forsvar giver sig udtryk i ord? Under hele den lange ekspositionsscene, hvor Tonietta står tavs, ubevægelig og indesluttet i sig selv, gælder det øjeblikkeligt at bringe tilskueren ind i den fulde interesse og spænding. Men hvorved? Ja, ved at der i sjælens dyb arbejdes stærkt, medens det ydre synes roligt og uvirksomt. Men ingen skuespillerinde må indbilde sig, at hun således ved tavs at stille sig hen, om end øjet aldrig så smukt stirrer hen for sig, om end stillingen er aldrig så beregnet, frembringer den virkning, den interesse, som her kræves. Intet forslår undtagen sjælens indadvendte arbejden i rollens ånd. Hvorledes kommer nu denne indad vendte, tavse, sjælelige arbejden til tilskuerens kundskab? Ja, se her er et mysterium, som ikke let lader sig forklare, thi man bedrager som sagt ikke publikum ved at lade, som om denne sjælens arbejden var tilstede. Jeg har grubiet meget herover og er kommet til det resultat, at her ligefrem noget magnetisk gør sig gældende. Den 32 spillende, hvis sjæl er i stærk bevægelse, medens intet ydre, ingen gestus, intet særligt øjensprog benyttes, men kun en ganske stille nærværelse gør sig gældende, formår dog, når sjælen arbejder, som den bør, ligesom at danne en usynlig bro imellem sig og tilskuerne. Ligesom rav formår at trække et hår til sig, således formår den, der er i besiddelse af denne usynlige kraft, at drage andres sjæle til sig og holde dem fast i spændt opmærksomhed. Men dette frembringes ikke, hvis man står der passiv, men ved, at man selv huser en stærk spændkraft, der må komme fra en arbejden i ens indre. Stå indvendig kold og slap, og alle betragter dig ligeledes med kulde og slaphed; men formår du selv at være i denne åndige arbejden, hvor hele din tanke og sjæl går op i situationen, da fængsles tilskuerne uden selv at fatte eller begribe, hvad der således drager dem hen imod dig. Enhver tilskuer kender vist det endogså på et fremmed teater, at scenen kan være opfyldt af et helt personale, men øjet fængsles uophørligt af e e n af figurerne uden at kunne løsrive interessen fra denne. Er det, fordi denne person er den smukkeste? Nej; den interessanteste? - Dette ved man i alt fald ikke ved stykkets første begyndelse. Er det fysiognomiets, øjets udtryk? Heller ikke, thi denne figur kan stå i en krog med siden til tilskuerne, således som tilfældet er eller bør være med Toniettas første scene i stykket. Nu! Hvad er det da, der her uvilkårligt fængsler? Ja se, dette er talentets triumf, dets beroligende trøst, thi dette kan intet underordnet talent kopiere, således som det formår at kopiere dragten, stillingen, opfattelsen i ydrehenseende. Tilskuerne får af kopisten alt påny, hvert ord, hver situation, og dog spørger de, som tidligere har følt rollens virkning: »Min Gud, hvor er dog det hele billede henne?« - Den magnetiske styrke udebliver, thi den er en andens ejendom og lader sig ikke kopiere; - men det er netop denne, der ubevidst har grebet tilskueren og bragt ham i den fulde illusion. Når dette sker, da er skuespilleren lykkelig ved sin åndelige magt over tilskueren. Gamle Christen Niemann Rosenkilde og jeg havde ofte disputeret om måden at spille alvorlige poetiske roller på. Han var ligesom bange for det ideale udtryk og kunne ikke få dette dagligdags nok. Han var som bekendt en fortrinlig komisk skuespiller. Han gjorde sig ikke rede for, at i et sprudlende lune som hans lå en idealitet, som han havde fået for intet, som vuggegave; men denne 33 kræver en anden form i det alvorligere skuespil, hvor følelsen og begejstringen gør udslaget. Det faldt derfor ikke altid i min lod at behage ham i sådanne fantastiske roller, medens mine lystige og komiske altid havde hans bifald. Visselig gives der alvorlige roller, som kan holdes ganske tæt op til det dagligdags og dog frembringe stærk illusion, dette har han selv vist i sin Michel Perrin, men da må det hele digterværk og figurerne deri være bygget på hverdagslivet; bringes derimod hverdagstonen ind i det højere lyriske drama, da kan det hele let slå over i det komiske. Men denne forskel ville han ikke indlade sig på. Jeg blev derfor rørt over hans glæde ved udførelsen af min alvorlige Tonietta. Han udtalte sig i høje, begejstrede ord herom, og da stykket gik tredje gang, modtoges jeg i mit påklædningsværelse af en prægtig laurbærkrans, sendt af gamle Rosenkilde. Slige teatralske tegn gav han sig ellers ikke af med, så jeg kunne ikke andet end fornøje mig over den gamle kunstners hyldning og tilfredshed.

Stykket »Tonietta« blev modtaget af publikum med udelt bifald; det blev i høj grad båret frem til dette held ved Phisters, M. Wiehes, fru Nielsens, fru Holsts og Foersoms fortræffelige fremstillinger.

Den 14de november var det Adam Oehlenschlägers 70årige fødselsdag. I teatret og på mange andre måder fejredes i år denne dag af alle, der elskede vor litteratur, og som havde sans for, hvad betydning Oehlenschläger havde haft for denne. Et talrigt selskab af mænd i alle livsstillinger havde indbudt ham til en fest på Skydebanen i anledning af dagen; mellem disse var naturligvis også Heiberg, der skrev en, som mig synes, meget karakteristisk sang til Oehlenschläger med overskrift »Den yngre Digterskole«. Også en del af det mandlige teaterpersonale var mellem gæsterne. Kongen hædrede ham med storkorset. Mange sendte ham gaver, der udtrykte deres beundring for vor store skjald. Oehlenschläger var lykkelig og glad som et barn ved al slig påskønnelse. [I dette som i flere punkter var han og Heiberg af modsat naturel; thi Heiberg fandt al slig hylding forfærdelig. Når derfor nogen blev hyldet, plejede han at sige: »Gud ske lov, at det ikke er mig!« og han sang da ofte et vers af syngestykket »Bruden«:

34

»Nej tak, må jeg helst være fri!
Jeg vil gå på min lønlige sti;
Og lade æren mig drage forbi!«

. . . Personlig ønskede Heiberg aldrig nogen som helst offentlig hylding; og i sandhed, i den retning fik han sit ønske opfyldt; thi det faldt aldrig nogen ind at bebyrde Heiberg med påskønnelse af denne natur, måske fordi man havde en følelse af, at han helst var fri, måske også fordi man ikke undte den skarpe kritiker noget, der tydede på, at også hans virksomhed var forstået og påskønnet.]

Ved det store festmåltid på Skydebanen skal have hersket den hjerteligste og gladeste stemning. Skåler udbragtes, og taler holdtes til Oehlenschlägers ære under hele måltidet, og enhver bragte efter evne den lykkelige, glædestrålende skjald sin hyldest. Også for andre personligheder udbragtes skåler og mellem disse for skuespiller Nielsen og hustru. Men nu rejste Oehlenschläger sig og udbragte en skål for sin »Dinas« fremstillerinde, ledsaget af nogle ord til min ære. Da gik naturen over optugtelsen hos Nielsen, der var iblandt gæsterne, så han tabte al besindighed, stødte sin stol fra bordet og styrtede ud af salen. Phister, der sad hos ham, løb efter ham for om muligt at bringe ham til besindelse, men forgæves. Han for ned ad trapperne og ud på gaden, Phister efter ham. Og her gav han nu til forbavselse for de forbigående med sin klingende, kraftige stemme midt på Vesterbro sin harme luft i en strøm af skældsord imod mig [og min betydning som skuespillerinde i modsætning til, hvad hans kone betydede.] Folk, der kom gående på gaden, hørte til deres forundring snart en ed og snart mit navn udråbes, idet han rasende truede op til den festligt oplyste sal, hvor Oehlenschläger og det øvrige selskab sad.

Phister havde imidlertid den største møje med at få Nielsen til at fjerne sig og undgå opløb og bad ham enten at gå op igen til selskabet og lade som ingenting eller og lade ham følge sig hjem. Omsider bestemte han sig til det sidste, og Phister fulgte ham nu hjem til hans bolig i Frederiksbergallée. Da Nielsen ledsaget af Phister trådte ind ad døren til sin stakkels hustru, så hun stråles på hans udseende og ophidsede stemning, at noget usædvanligt måtte være passeret, og da de begge noget forlegne tav, råbte hun: 35 »Hvad er der sket? Hvad betyder dette? tal dog! tal!« - Da svarede Priister på sin ironiske, diabolske måde: »Han h a r talt! det er ulykken!« Denne scene i hjemmet og hans opførsel på gaden gik naturligvis byen rundt, thi Phister var ikke den, der kunne beholde noget så komisk for sig selv.

Heiberg var det hele optrin på Skydebanen gået ubemærket forbi, som bedst kan vides deraf, at han intet ord talte derom ved hjemkomsten til os. Næste aften traf han Nielsen på teatret. Denne gik nu hen til ham og gjorde en slags undskyldning for sin opførsel dagen forud. Heiberg forstod ham ikke og sagde: »Jeg ved ikke, hvad De mener; mig synes, at De var, som De plejer.« -Dette Heibergs svar blev nu fortalt som et vittigt, bidende svar, hvoraf alle lo. Først bagefter kom hele historien os for øre med alle sine détails.

Få dage efter hin fest aflagde Oehlenschläger mig et besøg. Han kørte om for at takke alle dem, der på hans fødselsdag havde vist ham nogen opmærksomhed. Jeg ser ham endnu for mig hin formiddag! Han var jo altid en smuk mand, men det forekom mig, at jeg endnu aldrig havde set ham så smuk som i denne fine, sorte dragt, med det smukke storkors på brystet. Hans ansigtsfarve var frisk, hvid og rød, det skønne blåsorte, kraftige hår bølgede om den høje, ædle digterpande. Der kunne undertiden i hans udseende være noget - hvad skal jeg kalde det - kødeligt; men denne dag så han så løftet, så åndig glad ud og havde et så kraftigt, sundt udseende, at ingen ville falde på, at døden kort efter kunne standse alt det liv og den friskhed, som her lyste en imøde. Han blev længe hos mig - Heiberg og hans moder var ikke hjemme - han talte så åbent og så fortroligt med mig, at jeg altid i senere år, når min tanke har dvælet ved hans minde, må tænke mig ham, som han var hin formiddag. Han omtalte Nielsens utrolige opførsel ved gildet; han sagde blandt andet: »Ja, ser De, det har ofte forundret mig, at Nielsen spiller Ulfeld i »Dina« så dårligt, da man jo netop måtte antage, at denne rolle lå fuldstændigt for ham og hans evner; men det er min overbevisning, at han ikke i denne rolle er istand til at blive herre over sit talent af ren og pur skinsyge og misundelse over den virkning, De formår at frembringe som Dina; hans uhyre forfængelighed spiller ham dette puds.« Hvad Oehlenschläger her ytrede, havde jeg alt forlængst mærket 36 selv. [Men hvad der er det værste hos et så forfængeligt menneske, det er, at hvor [forfængeligheden] i den grad får lov til at gro, der er den uadskillelig fra løgnen, og hvor løgnen får lov at rumle sig, der opløses lidt efter lidt al personlighed. Det er ikke blot os andre, der ikke kan hitte rede i, når der tales sandhed, når løgn; han ved det ikke selv.] Mange tror, at skuespillere er mestre i at forstille sig i livet som på scenen. Ingen tro kan være mere fejlagtig. At der gives enkelte, der også udenfor scenen er i besiddelse af denne kunst, kan nu vel ikke benægtes, men i reglen formår en skuespiller aldeles ikke dette. Havde skuespillerne denne evne, da ville mange af dem stå mindre kendte, end de sædvanligt står hos alle. Det er forunderligt nok, at de i reglen mangler denne evne! Det er, som om de fuldstændigt opbrugte den i deres kunst og derfor trænger til i livet at give sig fuldt hen uden kritik og tilbageholdenhed. Den spændetrøje, som deres karakter hver aften må iføre sig, gør, at de føler en uimodståelig trang til, når forestillingen er forbi, at afkaste den så fuldstændigt, at de ikke kan holde sjælens frie bevægelse indenfor de skranker, som andre, der ikke er skuespillere, formår at underkaste sig. Jeg meddelte denne betragtning til Oehlenschläger, og han lod til at give mig ret. Med den elskværdigste åbenhed fortalte han mig meget om sit foregående liv og om sine nærmeste. [Også om sin afdøde begavede datter Charlotte, der jo havde været gift med Phister, talte han ømt og vemodigt. »Gud være lovet, at hun er død, min arme Lotte,« udbrød han gentagne gange, »hvilket liv havde ventet hende, om hun var blevet gammel!« Hans stemme brast af rørelse, da han udtalte disse ord. Ja, endnu fortroligere ord om denne sag udtalte han for mig, men ord, som jeg synes, at jeg ingen ret har til at gentage for andre; men ideligt gentog han: »Gud være lovet, hun har stridt ud,« og forfærdelige var de tanker og meninger om, hvad hans datter havde lidt og fristet.] På det venligste tog han afsked, idet han kyssede min hånd og på den ham egne, bevægede måde sagde: »Gud velsigne Dem!« Dette var sidste gang, jeg talte med ham. Kort efter lød rygtet til alles sorg, at Oehlenschläger lå farligt syg. Jeg kunne næppe tænke mig det muligt, så kort efter at jeg havde set ham strålende af sundhed og livsmod; thi han så hin dag ud, som om han havde fået fornyet kraft til at begynde livet forfra. Ak, måske netop jeg på denne dag var klartseende: et

        

37 liv, et nyt liv skulle snart åbne sig for ham,

»Hvor grønt hans træ skal herligt stå
Og sine dybe rødder slå
I evighedens sommer.«

Den 21de januar 1850 lød budskabet over hele Norden: Adam Oehlenschläger er død!

At Danmark, at vi alle sørgede ved hans båre, var ikke mere end vor skyldighed. Hvad havde han ikke skænket os! Hvad havde han ikke vakt! Jeg savnede ofte synet af ham i teatret på den vante plads, hvor han så godt som hver aften indfandt sig. Hans og Thorvaldsens pladser stod nu tomme. Hvor længe vil det ikke vare, forinden sådanne to atter skulle være tilstede til stolthed for enhver dansk, der ved synet af dem kunne udbryde: »Disse toer vore!« - Og dog, selv ikke døden kan berøve et folk sådanne mænd. Man skal kun ikke mere se billederne, de levende billeder af deres personligheder, men de lever og vil fremdeles leve blandt os.

Det var mig nu formeligt en trøst, at Oehlenschlägers og Heibergs forhold til hinanden i de senere år var blevet mildt og godt. Enhver dansk, der giver sig af med vor litteratur, mindes Heibergs kritikker i tyverne over Oehlenschlägers digterværker og den strid, som ved dem opkom i den litterære verden. Lidenskaberne var dengang i for stærk bevægelse, til at man kunne eller ville se - til trods for, at Heiberg klarede synet for manglerne hos Oehlenschläger, - den kærlighed til mange af hans værker, som lyste ud af disse kritikker. Ja, man tør vist påstå, at viste Heiberg end, hvori manglerne bestod, med den ham egne skarphed og bestemthed, så har på den anden side ingen af Oehlenschlägers beundrere formået at fremhæve og tydeliggøre fuldkommenhederne hos ham som netop Heiberg. Fra alle kanter blev der i hine år pustet til Oehlenschlägers vrede mod Heiberg. At en gennemgående kritik kan udspringe af kærlighed til sagen og ikke af avind og misundelse, stod det ikke da i Oehlenschlägers magt at få syn på. Imidlertid, årene sliber og jævner mange kanter, og Oehlenschlägers hjertensgodhed gjorde, at han nødigt i lang tid lod solen gå ned over sin vrede. At Heiberg med varm begejstring så op til hans 38 frembringelser fra de tidligere år og elskede hans musa, vidste ingen bedre end vi i hjemmet, der ofte havde hørt ham oplæse hans værker og udtale sig om den mægtige, lykkelige skjalds frembringelser med varm beundring. Imidlertid, at en så kritisk natur som Heibergs ikke kunne fuldt forstås af en så umiddelbar natur som Oehlenschlägers, er en selvfølge; men i dennes sidste år var der kommet en ro, en ligevægt i hans sind, der var den ædle skjald værdig, og det var ligesom om han stiltiende bad Heiberg om undskyldning for det tidligere syn, han havde haft på hans kritiske virksomhed.

Ved teatret gik alt sin jævne, stille gang. Alle var flittige, og meget arbejde blev udført, da det hele repertoire, enten stykkerne bestod i nye eller gamle digterværker, fordrede fornyet opmærksomhed og omhu ved indstuderingen.

I de senere år var de Holbergske komedier meget sjældent blevet opførte på teatret. Heiberg besluttede atter at drage disse, der ligesom er fundamentet for den danske, dramatiske digterkunst, frem, idet indstuderingen blev behandlet med al den omhu og kærlighed, de fortjener; og det viste sig, at publikum atter kunne glæde sig i fuldt mål derved. Blandt de af Holbergs stykker, som ikke var opført i de sidste 30 år, var »Den vægelsindede«. Min næste nye rolle var denne Lucretia, så modsat Toniettas som muligt, thi var alt hos hin indadvendt, da var alt her netop på yderfladen. Fremstillingen af denne rolle havde i år og dag beskæftiget mig i høj grad. Jeg må have lov til at fortælle mine genvordigheder, mine kampe, forinden det endelig lykkedes mig at fremstille den for publikum. For dem, som det morer at kigge lidt ind bag kulisserne, forekommer det mig, at gangen i det følgende må være ret instruktiv.

Omtrent et årstid førend Collin afgik som teaterdirektør, altså 1848, fik jeg en eftermiddag et besøg af en dame af mit bekendtskab [- skammeligt nok har jeg glemt, hvem det var.] I samtalens gang sagde hun: »De bør engang spille Holbergs vægelsindede, De ville kunne løse denne opgave.« - Dette stykke var aldrig opført i min teatertid, og medens Holberg levede, ville det til hans store sorg ikke trænge igennem. Hans hjerte hang ved dette arbejde, han omarbejdede det flere gange, men alt forgæves. Han har skrevet et langt forsvar mod dets angribere, men bestandigt hed 39 det sig, at dette stykke ikke lod sig spille, at hovedfiguren var overdreven, usand og ikke morsom. Efter Holbergs død prøvede man flere gange i årenes løb med lange mellemrum atter at opføre det, idet virkelige talenter forsøgte sig i rollen, men alt til ingen nytte. Sidst var det prøvet for over 30 år siden, men til trods for alle forsøg slæbte det sig i 72 år kun 11 gange over scenen med lange mellemrum, og stadig henlagdes det påny. Stykket var mig ikke ret nærværende. Da damen var gået, tog jeg det derfor frem, læste det med nogen forundring, idet jeg ikke fattede, hvad man skulle kunne bringe ud af en hovedrolle, der i den grad var fragmentarisk og skitseret, at den næsten ingen replikker indeholdt. Jeg lagde den straks påny bort som noget aldeles uspilleligt.

Nogen tid efter sad jeg en eftermiddag ene i min dagligstue i et godt, muntert humør. Min tanke faldt på en gammel, forlængst afdød lærerinde i fransk, jeg som ganske ung pige havde haft, [en frøken Henningsen] en gammel godmodig, men meget komisk figur. Jeg mindedes nu, hvor besynderligt hun gik på gaden, og hvor usigelig komisk hun løftede sin kjole op, når hun skulle over en rendesten; et syn, hvorved min søster Amalie og jeg aldrig kunne bare os for at le hjerteligt. Jeg tænkte nu: Hvorfor mon man aldrig på teatret benytter slige små komiske træk, da scenen jo dog i mange stykker fremstiller en gade? Det var morsomt, tænkte jeg, engang at sætte tilskuernes lattermuskler i bevægelse ved dette fra gaden vante syn. Da faldt det mig ind, om der ikke i »Den vægelsindede« var lejlighed til at benytte et sådant træk. Hurtigt sprang jeg op, tog bogen, og se! her var virkelig et sted i rollen, hvor denne komiske gestus kunne anvendes naturligt og med fuld virkning; nemlig i Lucretias 2den scene, hvor hun i et anfald af sine luner beslutter at sende Portechaisen bort, fordi hun nu ikke vil bæres, men gåi selskab til fods; hun tager sin pyntelige dragt af og iklæder sig en, som Henrich karakteriserer med de ord: »Nu ser hun ud, som en gammel huspostil.« Jeg læste nu atter og atter stykket, fordybede mig i det og fandt snart ud af, at hvis denne kort skitserede rolle skulle udfyldes efter sin bestemmelse som en hovedrolle, da måtte den næsten tages mere mimisk end talende; - dette syn på rollen havde vist ikke stået klart for Holberg selv, da han ellers i noter under replikkerne ville have antydet det. Nu stod det på een gang klart for 40 mig, at de foregående fremstillerinders fejl vist havde været, at de mente, at den komiske virkning lå i så brat som muligt at slå om fra den ene stemning til den anden uden al motivering. Heraf den megen anke hos kritikken, at denne Lucretia ikke var noget menneske, men højst en gal, der ingen sympati kunne vække. Det gjaldt altså nu om ved fremstillingen at gøre hende til et menneske, hvis lige man af og til støder på i livet, om end tegningen her er noget outreret. Men for at dette skulle lykkes, måtte skuespillerinden ikke alene lægge en bestemt, karakteristisk personlighed til, men, om jeg så må sige, digte mellem linierne, naturligvis uden at sige et ord mere eller mindre, end hvad der står i bogen. Altså, sagde jeg mig selv, mimikken må uomtvisteligt blive en hovedbetingelse for den, der skal trænge igennem i denne enestående rolle, og langt fra at gøre den vægelsindedes overgange bratte og umotiverede gælder det på ethvert punkt netop at få overgangene motiverede tydeligt og bestemt.

De fleste har dog vist omgåedes med mennesker, om hvem de siger: »Nej, hvor hun dog er lunefuld, vankelmodig, let at støde uden mindste grund! Det ene øjeblik overgiven og lattermild, det andet trist, mut og tvær! Man ved aldrig, hvor man har hende, eller hvad hun vil!« Slige mennesker har altid, i det mindste bilder de sig det ind, en lille grund til disse overgange, så et lille ord, så et blik, som de mener, en har kastet til en anden, og som de tror gjaldt dem, og så fremdeles. Det falder dem aldrig ind, at hele fejlen ligger hos dem selv, idet de ikke har viljestyrke til at holde nogen stemning fast ud over øjeblikket. Deres sjæl svinger sig op og ned, som om den sad i en gynge, frem og tilbage som perpendiklen i et ur, der aldrig står stille, med mindre det aldeles går istå.

Det blev mig nu derfor som sagt klart, at det komiske i alle hendes overgange, fra latter til gråd, fra hovmod til ydmyghed, fra kækhed til frygt, fra religiøsitet til frivolitet, fra snerperi til koketteri, for ret at blive forstået trængte til gennemgående omhyggeligt at motiveres, og for at kunne dette har skuespillerinden, da replikken mangler, kun e e t brugeligt middel, det mimiske.

Jeg vil give nogle små eksempler af stykkets replikker for at tydeliggøre, hvad jeg mener med det mimiske.

Holberg har vist sin mærkelige sans for det dramatiske ved at 41 lade alle personerne i stykket så godt som hele første akt udtale sig om den vægelsindedes besynderlige karakter. Publikum er da forberedt og længes nu formeligt efter selv at se og dømme. Endelig kommer hun og slutter med en lille karakteristisk scene i første akt.

Førend hun træder ind, spørger Henrich Pernille:

»Er madammen klædt, Pernille?«

Pernille.

»Ligesom hun skulle gå til bryllup.«

Henrich.

»Da hun skikkede mig i byen efter dette brød, var hun så skiden som et svin. Må ske hendes artige sjæl nu spiller mester.«

Efter at nu Henrich og Pernille har fortsat deres ræsonneren i en række replikker, træder Lucretia ind. Hun kommer altså glad og fornøjet, hun er jo klædt »som hun skulle gå til bryllup«. Hendes første replik er:

»Henrich! hent mig en portechaise. Jeg vil ud.«

Henrich.

»Vil madamen lade sig bære udi dette dejlige vejr?«

Her forandres mimikken, thi en slig ræsonneren af tjeneren synes madammen ingenlunde om, og smilet forvandler sig til vrede, idet hun siger befalende:

»Ingen ræsonnemens. Gør, som jeg siger.«

Dette lille tilløb til vrede går imidlertid straks over, idet hun med minespillet giver tilkende, hvor glad hun er over at være så dejlig pyntet, og betragter sig selv med velbehag. Hun siger nu atter venligt til Henrich:

»Gak ind og pynt dig noget, du skal ud med mig.«

Pernille.

»Hun vil da gå ud madam?«

Lucretia
Svarer i en henrykt, sværmerisk tone:

»Ja Pernille! Jeg må endelig ud.«

Pernille.

»Ha, ha, ha!«

Atter forandres mimikken. Denne latter af Pernille danner overgangen hos Lucretia, der føler sig fornærmet herover og siger vredt:

»Hvad vil den latter betyde?«

42
Pernille.

»Jeg ved den hele hemmelighed, madam!«

Lucretia
(stødt).

»Hvilken hemmelighed?«

Pernille.

»Der er en vis magister Petronius. Det er ikke for intet, at han går og støver så her omkring huset. Jeg ved, at han er forlibt i madamen.«

Atter en mimisk overgang. Over denne tilståelse bliver nemlig nu Lucretia meget glad og udbryder smigret:

»Hvem har sagt dig det?«

Pernille.

»Henrich.«

Her danner nu atter Lucretias mimik en overgang; hun ser vredt på dem begge, da hun ikke synes om, at disse to tjenestefolk befatter sig med hendes sager. Hun bliver derfor atter vred og udbryder:

»Hør, Pernille! du est en næse-vis! Er det ikke uforskammet, at en tjeneste-pige tør således tale udi sit herskabs nærværelse? Dersom du åbner din mund, for at tale videre derom, da skal jeg køre dig på døren.«

Pernille.

»Jeg beder om forladelse. Jeg skal ikke tale mer derom. Undertiden bær madamen stor fortrolighed til mig, undertiden igen har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen tid røbet hende?«

Under denne pigens ydmyge tale dannes overgangen i mimikken hos Lucretia til forsoning og fortrydelse, og hun svarer:

»Det siger jeg endelig ikke.«

Pernille.

»Hun må herefter beholde hendes hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at vide noget deraf.«

Og nu dannes overgangen i mimikken hos Lucretia for at forsone pigen, og hun siger indsmigrende:

»Nu giv dig tilfreds, jeg skal åbenbare dig den hele sag.«

Pernille.

»Nej, jeg er ikke nysgerrig, madam.«

Atter en overgang i mimikken. Her bliver Lucretia ulykkelig over Pernilles vrede og siger afsides: 43

»Denne pige er forbandet vanskelig.«

Atter henvender hun sig nu mildt og forsonligt til Pernille, idet hun klapper hende og siger:

»Lad os gå ind! jeg skal fortælle dig den hele sag. «

Pernille
(vranten).

»Ach!«

Over denne trods hos pigen taber Lucretia tålmodigheden, og hun siger befalende, idet hun trækker hende ind med sig: »Nuvil jeg, at du skal vide den.«

Hun går nu ind i huset, og efter alle disse vekslende stemninger, som man har været vidne til, er man forberedt på alt og finder det meget rimeligt, at hun i et nyt anfald har revet al pynten af og iklæder sig en dragt, hvorom Henrich udbryder, da hun kommer: »Ach himmel! er det muligt? Er det madamen? Nu ser hun jo ud, som en gammel hus-postil.«

Lucretia kommer da »slet klædt« atter ind på scenen i et meget fortrædeligt humør og spadserer op ad gaden; her var det nu, at jeg vandrende op ad scenen benyttede det lille træk af min gamle lærerinde at holde den simple kjole omhyggeligt ivejret med begge hænder, medens jeg i den foregående scene havde ladet den pyntelige dragt slæbe.

At alle overgangene således bliver stærkt mimiske, vil man forstå heraf, og ligesom i denne første lille scene således fortsættes overgangen igennem hele stykket. Det var efter denne plan, at jeg indstuderede »Den vægelsindede«. [Til de to sange hun synger, medens hun leder efter en bog, og som ikke findes i stykket, men overlades til skuespillerinden at vælge, hjalp jeg mig med et vers af en gammel fransk sang, som Heibergs moder lærte mig; den danske »forlibte vise« blev jeg nødt til selv at skrive musik og tekst til; thi det er ingenlunde let at finde en sådan, der i korthed og lystighed kan udfylde den morsomme situation.]

Da jeg i al hemmelighed var færdig med rollens indstudering, sagde jeg en dag til Collin: »Nu skal jeg sige Dem noget, som vil forundre Dem. Jeg har lyst til at spille Holbergs vægelsindede. Dette stykke er i flere henseender så forskelligt fra Holbergs andre skuespil, at mig synes, at det måtte være interessant at opføre det.« Da mine anmodninger til Collin ellers så godt som altid gik ud på at bede mig fritaget for roller, eftersom jeg virkelig i høj 44 grad blev misbrugt, - blev han helt forundret og glad ved denne min anmodning og svarede: »Nej, det var jo prægtigt! Jeg skal straks gøre anstalter til at besætte de andre roller; og da disse ikke er store, kan det jo snart komme til opførelse.«

En måned gik imidlertid hen, og jeg hørte intet om nogen forberedelse til at opføre »Den vægelsindede«. Da spurgte jeg Collin en aften på teatret, hvoraf det kom. Forlegen svarede han: »Ak, min kære Hanne, du kender lige så godt som jeg al den modstand og vrøvl, man har ved ethvert skridt, man vil gøre. Jeg vil da sige dig, at da jeg efter dit tilbud talte med Phister om at opføre dette Holbergske stykke, blev han meget heftig og sagde, at hvis teatret tænkte på at opføre »Den vægelsindede«, da skulle han dog tro, at hans kone, hvis fag det var at spille i de Holbergske komedier, var den nærmeste til at udføre denne hovedrolle.« - »Da jeg nu ikke tror,« vedblev Collin, »at rollen i hendes hænder vil føre til noget, har jeg opgivet den hele plan.« - »Nu vel,« svarede jeg, »det er jo meget muligt, at hun, der er vant til at spille i Holbergs komedier, kan få syn på denne ejendommelige opgave og spille den bedre end jeg; thi sandt at sige, er jeg dog ængstelig for at påtage mig dette vovestykke; vis på, at det vil lykkes mig, kan jeg naturligvis ikke være, og jeg forsikrer Dem, at jeg ordentlig føler mig lettet ved tanken om, at denne byrde er taget fra mig. Men stykket så vel som muligheden af, at det vil tiltale publikum, interesserer mig nu engang. Lad da hende spille rollen, og det skal more mig at se, hvad hun kan bringe ud af den.« Collin blev øjensynlig let om hjertet ved at høre mig tale således og sagde: »Ja, både Phister og hans kone ville jo blive glade, når jeg anmoder dem herom. Hvis du altså synes så, vil jeg da gøre dette.«

Nu gik atter flere måneder, og jeg hørte endnu intet om »Den vægelsindede«. Da spurgte jeg omsider atter Collin, hvad der var ivejen for stykkets opførelse? »Ak,« svarede han, »vrøvl og atter vrøvl. Nu erklærer både Phister og hans kone efter at have læst stykket atter og atter igennem med tanke om, hvorledes det skulle være muligt at bringe noget ud af denne besynderlige rolle, at de begge er kommet til den overbevisning, at den ikke lader sig udføre med mindste håb om at tiltale publikum, »og,« tilføjede Phister, »dette stykke har jo aldrig kunnet finde indgang på grund af denne karakters ufuldstændige behandling fra Holbergs side; og 45 det uagtet de første talenter i årenes løb har forsøgt sig i rollen, og det samme vil blive tilfældet, når fru Heiberg spiller den, thi den lader sig ikke spille. Hvad min kone angår, da beder hun sig fritaget for et så utaknemmeligt arbejde.«« - »Ja, ja,« svarede jeg Collin, »det er jo muligt, at det heller ikke vil lykkes for mig; men hør nu! Jeg har indstuderet rollen og tror at have fået et syn på den, hvoraf der kan blive et levende menneske, hvis ejendommeligheder man vil tro på. Jeg opgav at spille rollen, da Phister ville, at hans kone skulle have den, men nu erklærer hun jo, ikke at ville spille den; nu synes mig, at jeg må have lov at forsøge mig herpå, så meget mere som interessen for den ideligt og ideligt vender tilbage hos mig og ikke lader mig ro - og dette tegn plejer ikke at skuffe mig.« - »Ja, nu kan der jo intet være ivejen herfor,« svarede Collin, »og jeg skal nu gerne uddele de øvrige roller.«

Men se! Rollerne blev vel uddelte, men stykket kom aldrig til opførelse. Det gik Collin her som så mangen tidligere teaterdirektør, han blev træt af modstanden og opgav derfor det hele. Under alt dette modnedes opfattelsen af »Den vægelsindede« mere og mere i mine tanker; snart formede sig et, snart et andet vanskeligt punkt, så at hun ved årets slutning stod aldeles fiks og færdig i min fantasi i alle sine nuanceringer. Men at komme til at udføre rollen for publikum var under de daværende forhold ikke at tænke på.

Da nu Heiberg året efter blev direktør, dukkede mit gamle ønske op, at spille »Den vægelsindede« [så meget mere som den samme dame vedblev at påtvinge sig mig dag og nat.] Jeg spurgte ham derfor: »Kan nu ikke du sætte igennem, at stykket kommer til opførelse?« - »Jo, det skal have gode veje,« svarede han, og nu foretog han de fornødne skridt for at fremme denne sag. Skuespillerne ømmede sig ved straks at gøre indvendinger mod den ny direktørs bestemmelser, og alt blev nu forberedt; - men med opførelsen varede det endnu en god stund. Man udsatte prøverne, snart af een grund, snart af en anden, så jeg måtte fremdeles have tålmodighed.

Det er ikke opmuntrende, når man har påtaget sig en stor og vanskelig opgave, hvis udfald sætter en i spænding, da at høre fra alle kanter, at dette er en uheldig idé. Man sagde til mig: »Hvorfor 46 vil De dog have dette arbejde med en rolle i et stykke, der højst vil gå en å to gange? Det vil snart atter blive lagt til den evige hvile.«

Under min indstudering af denne rolle læste jeg alt, hvad Holberg havde skrevet til forsvar for dette sit kære forskudte barn. Jeg hørte i min fantasi de digtersuk, han havde udstødt over at have set dette arbejde miskendt og forkastet. Ak, tænkte jeg, kunne du dog nu skaffe ham oprejsning!

Først den 14de januar kom det endelig til den første prøve på »Den vægelsindede«.

Mine øjne mødte sure og tvære miner. Ingen så glad ud, undtagen jeg, om jeg end var i en stor spænding over, hvad virkning min fremstilling ville gøre på mine kunstfæller. Men næppe havde jeg udført den første lille scene, der slutter første akt, før minerne hos de medspillende antog et andet udtryk, hos nogle munterhed og glæde, hos andre en stram spænding; men tydeligt var det, at alle fulgte mit spil med stor opmærksomhed. Man flokkedes i kulisserne for at se, hvad jeg videre havde isinde; og uagtet den godmodige Foersom var den eneste, der havde varme og mod til at lade hjertet komme op på tungen, idet han udtalte sin dom for mig med de ord: »Det må jeg sige, det havde jeg ikke troet lod sig bringe ud af denne rolle,« følte jeg dog nu med vished ved prøvens ende, at denne min nye opgave var lykkedes for mig og nok skulle gøre sin virkning på publikum, og mit arbejde og min udholdenhed få sin løn.

Mit sind havde på mange måder været i stærk spænding og uro i de måneder, der alt var gået under Heibergs første teatersæson, idet hans ære med centnervægt lå mig på sinde; dette foruden meget andet på dette tidspunkt, som livet og en kunstnervirksomhed fører med sig, havde taget stærkt på mine kræfter. Jeg stred længe imod, så godt jeg kunne, men efter at et par prøver var holdt på »Den vægelsindede«, tiltog mit ildebefindende i den grad, at lægen erklærede, at det ville være uforsvarligt ikke i nogen tid at holde sengen. Feberen tiltog, og her lå jeg nu i tre uger. Jeg var ulykkelig over, at jeg ved min sygdom skulle standse repertoiret for Heiberg, men han trøstede og beroligede mig efter bedste evne, idet han gentog: »Bryd dig ikke herom, men se blot at komme til kræfter påny.«

47

Således blev det nu mig selv, der forhindrede stykkets opførelse, - og en dag, da jeg liggende i sengen følte mig svagere end ellers, var jeg så barnagtig at sige til Heiberg: »Du vil vist le ad mig, men jeg kan ikke lade være at tænke på, at jeg dog grumme nødigt i dette øjeblik ville dø, forinden jeg har spillet »Den vægelsindede«. Dør jeg nu, da vil [fru Phister inden kort tid] belært af prøverne på stykket udføre rollen efter min opfattelse og således høste lønnen for alt mit lange arbejde; og jeg tilstår, at jeg ikke under [hende, eller rettere, hendes kære ægtefælle] dette.« - Så aldeles var jeg gået op i mit værk.

Endelig begyndte prøverne påny, og den 14de februar opførtes stykket. Huset var fuldt, og publikum og jeg var vist lige spændte på, om digterens arbejde ville blive modtaget med glæde eller atter blive forvist fra scenen. Min spænding, ikke at tale om publikums, varede dog kun nogle få minutter efter min første indtrædelse. Enhver af mine replikker, enhver af mine mimiske overgange fremkaldte latter og bifald; og da jeg i slutningen af første akt spadserede ud af scenen, idet jeg med begge hænder [sirligt løftede den lurvede] og korte kjole op for ligesom at beskytte den mod gadens smuds, ledsagede hele husets latter og bifald mig. Usigelig glad stod jeg oppe i mit påklædningsværelse for at klæde mig om til næste akt, idet den velsignede madam Gram, min påklæderske, kyssede mig på hænderne og lo og græd på een gang over mit held. - Den muntre, overgivne stemning hos publikum vedligeholdt sig akt efter akt, og et stormende bifald fulgte mig ved min sidste bortgang i stykket, da jeg dansende og syngende forlod scenen. Min sejr var således fuldstændig. Stykket holdt sig år efter år på scenen, så at »Den vægelsindede« var en af de sidste roller jeg spillede, forinden jeg 1864 for bestandigt forlod min virksomhed som skuespillerinde. Kritikken strømmede over af ros, og det var ikke ganske usandt, hvad »Fædrelandet« i en udførlig anmeldelse ytrede, at jeg spillede denne rolle, som om jeg ville sige: »Tag alle mine triumfer fra mig, men lad mig blot beholde denne.«

Da jeg efter forestillingen kom hjem til Heiberg, var jeg virkelig så lykkelig, som kun den kan forstå, der har følt en lignende stemning. Det gik mig denne aften som altid efter en stor rolles spænding, jeg kunne umuligt straks gå til sengs. Blodet var i for stærk 48 bevægelse, det måtte først afkøles, førend der kunne tænkes på søvn. Vandrende op og ned ad gulvet, da jeg blev ene, tænkte jeg ret levende på gamle Holberg og udbrød for mig selv: »O, havde han dog haft den glæde at være i teatret i aften og set og hørt sit forskudte barn blive således modtaget!« - Beskæftiget med disse tanker slukkede jeg omsider min lampe for om muligt at få den hvile, hvortil mit legeme trængte. Det var alt langt over midnat. Idet jeg nu i mørke gik ind ad døren til mit sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en røst sige et hjerteligt »godnat!« -Uden al refleksion, i samme nu, udbrød jeg uvilkårligt: »O, det var Holbergs stemme!«

Ja, I, der læser dette, ler kun ad mig, kald mig en fantast, men vist var det, at intet levende væsen var i min nærhed, og at jeg gik til sengs i den faste overbevisning, at stemmen havde været Holbergs og ingen andens, der til tak ønskede mig en god nat.

»Der er mere mellem himmel og jord, end eders filosoffer drømmer om,« siger Hamlet. Jeg tror vel, at Holbergs ånd i de egne, hvor den nu befinder sig, har andet arbejde, andet, der opfylder hans tanker, end det, om hans »Vægelsindede« endelig er trængt igennem hos det københavnske publikum! Men var det dog ikke muligt, at en menneskesjæl, løsrevet fra sin virksomhed hernede, dog bevarede erindringen om det, der her havde anstrengt hele dens åndelige arbejdskraft, alle de evner, som af Gud var nedlagte i den? Gud sender sine udvalgte ud for af dem at få det arbejde udført, som Jorden, menneskeheden trænger til for at udvikles snart i een retning, snart i en anden. De trofaste udfører, hvad der er dem pålagt af ånden. Skulle det nu være underligt og mod skriften at tro, at når sjælen vender tilbage til sit udspring, at den da fører erindringen med sig om, hvorledes den har udført sit jordiske arbejde ved siden af sin saliggørelse? Vor Herre Jesus har jo sagt til den arbejdsomme tjener: »Du har været tro over lidet, dig skal gives mere.« Der kan altså være tale om dette lidet! Og var det nu underligt at tro, at ligesom vi her i vor jordiske tilværelse, når vi bliver gamle, med et smil, men dog med erindringens fulde nærværelse ser tilbage på mangen begivenhed i vor ungdom, som er os uforglemmelig, vi således også hisset med et smil, men med kærlighedens erindring dvæler i tanken om, hvad vi med de evner, der var nedlagte i os, har virket? Er mange af os dog ikke enige 49 om, at vi skulle gense vore kære afdøde hisset? Men dette håb er jo helt og holdent bygget på vor jordiske erindring. Jeg kan ikke tænke mig, såfremt der gives jordiske erindringer, som ledsager os til hint ubekendte land, at da af en sjæl som Holbergs - der opgav så godt som alle livets nydelser, opgav familielivets glæder og hygge for helt ud at hellige sig til et anstrengt, åndeligt arbejde med en utrættelighed og iver, der ofte var ifærd med at tilintetgøre det svage, skrøbelige legeme, - at dette arbejde, denne livsbeskæftigelse nu hisset var glemt og ham ganske ligegyldig! Og hvis det ikke er så, var det da atter så utroligt, at hans sjæl fra sit nuværende stade ligesom fulgte et af hans åndsbørn, - der, medens han var her, beredte ham den smerte, at man ikke ville anerkende dette barn for ægte, - fulgte det for nu atter at se udfaldet, ikke med lidenskab, ikke med angst eller spænding, men med hint smil, hvormed vi erkender, at hvad der hernede forekom os så vigtigt, ikke er så vigtigt endda. Og ifald hans åndstanke da sænkede sig ned et lille moment, var det da atter så ufatteligt, at et sensitivt øre ligesom kunne fange denne tanke fra oven? Dette er da min tro eller min anelse, ikke at Holberg stod i min stue hin aften, men at han fra sit højere stade sænkede tanken et øjeblik ned, og at jeg fangede denne tanke, disse ord med et indre øre. Jeg ville ikke have syntes om, ifald stemmen havde takket mig, men i dette hjertelige, men rolige »godnat!« lå ligesom: »Sov nu, du har fortjent søvnens velgørende hvile ovenpå din anstrengelse, din udholdenhed.« Har der hele mit liv igennem ligget noget i min natur, der har gjort, at jeg og dette ubeskrivelige mellem himmel og jord lettere kunne komme i berøring med hinanden, end det ellers plejer at være tilfældet med os dødelige? Jeg ved det ikke; hvad jeg derimod ved, er, at jeg ikke lyver, når jeg fortæller herom, det være sig nu virkelighed eller illusion.

Foruden de offentlige bemærkninger hørte jeg mange mundtlige om denne rolles udførelse, men een glædede mig især at høre, nemlig når folk sagde: »Sådanne mennesker som denne Lucretia er slet ikke så sjælden at træffe i livet, som man tror,« - og snart hørte jeg en, snart en anden forsikre, at de kendte en sådan person. Ved at høre disse udtalelser, tænkte jeg: »Så er hun virkelig dig!« [Hvem der ikke på nogen måde kunne finde sig i den virkning, min vægelsindede gjorde på publikum, var Phister. Til alle 50 docerede han med sin rivende veltalenhed om, at tonen ikke var Holbergs, stilen for moderne etc. etc. Ja, nu tror I vel, I som ikke har set den, at han havde ret, men jeg siger nej; stilen, tonen var bibeholdt. Dette havde netop været min ivrige bestræbelse under indstuderingen. Som sagt, til alle, som ville høre derpå, forsikrede Phister, at min udførelse i sin grund var forfejlet. Til mig personlig var han fuld af ros og påskønnelse, sagde, at det var utroligt, hvad jeg havde fået ud af den løse skitse af Holberg, at en sådan opfattelse kun var mig givet, at dette stykke atter ville lægges hen som dødt, når jeg ikke mere kunne udføre rollen; thi ingen kunne optage den efter mig, at Holberg ville glæde sig i sin grav etc. etc. Imidlertid forvoldte den virkning, stykket nu gjorde, ham så megen ærgrelse, at han tilsidst gjorde det eneste, som stod i hans magt til om muligt at svække indtrykket af det hele, idet han afgav sin rolle i stykket, Henrik, der da blev besat med en langt svagere skuespiller i dette fag. Det hjalp ham imidlertid til intet. Publikum ville nu engang se min vægelsindede, og stykket vedblev at gå usvækket i publikums interesse.

Efter at jeg i 64 havde taget min afsked fra teatret for bestandig og altså ikke mere havde lejlighed til at vise publikum min vægelsindede, læste jeg 16 år efter i et af bladene, jeg husker ikke mere hvilket, men tager jeg ikke fejl, var det i det samme blad »Fædrelandet«, der tidligere havde sat denne forestilling så højt, hele Phi-sters ræsonnement over min vægelsindede.] [Det er let at beskylde en død, der ikke længere kan forsvare sig; thi mit forsvar skulle kun bestå i atter at spille den.]

Forundringen over, at jeg ville spille i et Holbergsk stykke, rejste sig af forskellige grunde. Man var så vant til at se mig spille franske, elegante damer, med den lette, tilspidsede replik og det sirlige væsen, at man holdt det for en umulighed, at jeg kunne tilegne mig den bredere, djærvere diktion og dristigheden i at udtale den drøje humor i den Holbergske komedie uden kvindeligt snerperi. Man vidste ikke, at den Holbergske muse alt længe, ja fra min barndom, havde beskæftiget mine tanker, at jeg alt længe havde gjort mig rede for, hvad forskel der var mellem den djærve danske forfatter, der malede med den saftige pensel, og modsætningen, den polerede, slebne, af salonlivet hentede diktion. Man huskede ikke på, at mit oprindelige talent, der fik sit første udtryk 51 i Heibergs vaudeviller og komedier, lå Holberg nær. Man vidste ikke, i hvilken grad jeg alt som barn var blevet grebet af de ældre skuespillerinder, der gennem den Holbergske tids tradition havde fastholdt stil og tone. Madam Clausen, madam Liebe, jomfru Jørgensen, ja selv madam Rongsteds Magdeloner var mig så levende, som om jeg havde set dem for få dage siden; uden at tale om Ryges mageløse Jeronimusser, Lindgreens Henrikker, hans Jeppe, hans »Pantsatte bondedreng« og hans Arv'er. En Jeronimus som Ryges har vi nu kun et svagt billede af på vor scene, om endskønt de dog alle står på hans geniale opfattelse. Når man havde set hans Jeronimusser, hans Peer Degn etc., da havde man vist set det mest fuldendte, som kan ses i den genre. [Og kommer nu hertil, at han var og vist i århundreder vil blive det danske teaters første tragiske skuespiller, tror jeg ikke, at nogen scene skal kunne fremvise magen.

Phisters Jeppe kan i alle måder stilles ved siden af Lindgreens, ja man må vel sige, at Phisters er finere nuanceret, smagfuldere i det burleske, fuldendtere i det mimiske, det plastiske; men grundtonen, opfattelsen af den hele skikkelse hører Lindgreen til.] Lindgreens og Ryges fremstillinger [har vist ikke været baseret på nogen tidligere skuespillers fremstilling;] thi Lindgreen var et så primitivt, grotesk, sandt og naturfriskt talent, at det næppe engang havde stået i hans magt at optage noget væsentligt efter en anden; ligesom Ryges mægtige, geniale og på studium byggede spil vist helt og holdent var hans ejendom. Med disse fortrinlige fremstillere og fremstillerinder for øje er jeg opvokset, og af dem kunne vist læres en del. Det er fordelen ved at begynde et kunstnerliv i en så ung alder, at man ligesom kommer til at tilhøre to generationer. Ens barndomserindringer kommer da senere til at bære frugt. [Hvilken fordel har ikke Phister haft af som dreng at være blevet fortrolig med de forudgående mestre i de roller, han senere selv overtog. Hvor ofte går ikke alle de ældre afdøde skuespillere igen på vor scene: Frydendahl, Ryge, Foersom, Winsløw, Lindgreen. Som nu Foersom: Hvor mange har ikke stået og står den dag i dag på hans skuldre. Hans Buurmann i »De uadskillelige«, hans Tommerup i Hertz' »Debatten«, hans Gunild i Holbergs »Barselstue«, hans Skaarup i »Sparekassen« og alle hans italienske munke! Alle disse billeder var så 52 skarpt tegnede, at ingen skuespiller formår at løsrive sig fra disse og skabe nye typer, der kun en gang har haft lejlighed til at se dem.]

Den rette fremstilling af de Holbergske figurer havde som sagt på det tidspunkt, da jeg første gang spillede »Den vægelsindede«, alt i mange år beskæftiget mine tanker. Hvad der således efter min mening er gået aldeles tabt, er traditionen om de Holbergske Eleonorer. At de umuligt oprindeligt kunne være spillet, som de nu spilles, er vist. Vore nuværende unge skuespillerinder, der spiller disse uskyldige, tarvelige, ofte lidt enfoldige, til husflid opdragne, under de tiders strenge tugt stående små jomfruer, mangler alt historisk fundament. De har ikke kunnet sætte sig ind i den tids unge pigers væsen, holdning og troskyldige, naive og lidt prosaiske tone; den tid, da en fader siger: »Denne monsieur har jeg bestemt til din ægteherre,« hvorpå svaret sædvanligt lyder, idet hun nejer dybt og kysser sin faders hånd: »Jeg siger tusind tak.« Af disse stille, tarvelige, huslige, forknytte piger ser vi nu på vor scene intet spor. En Leonora som i »Den stundesløse«, der intet selv kan hitte på for at befries fra den pånødte bejler, så hun kysser Pernilles hånd, for at denne kan stå hende bi med råd og dåd, da hun selv er for uskyldig, for uerfaren til at have mindste anelse om nogen intrige, bliver nu på vor scene fremstillet som en pyntelig, koket dame i klare kniplingscostumer. Dragt, væsen, diktion, alt er falskt, som det nu fremstilles. Medens Ryge levede og havde med kostumeringen at gøre, holdt han noget igen på damernes ufornuftige lyst til at forveksle de gamle dages dragter med de moderne, til at opgive hin tids tarvelige kostumer, hvori ungdommen holdtes; - men fra det øjeblik, da »Den stundesløse«s tjenestepige fik lov til at gå med pennen bag øret under kniplingskappe med flagrende bånd, var ævred opgivet.

Hvor ofte har jeg dog ikke haft lyst til blot nogle få gange at spille en Leonora for om muligt atter at sætte den lille pige hen på sin rette plads. Jeg vidste, at hvis jeg blot nogle gange var kommet til dette, da ville man tvinges til at følge sporet; thi mangt et talent kan meget godt efterligne uden selv at opfatte det rette. Jeg har ofte forsøgt at tale herom med dem, der spillede Leonora, men til ingen nytte. Man må vise dem det, de må se stilling, holdning og høre diktionen, replik for replik. De må erfare 53 det med egne øjne, at der kan opnås en virkning hos publikum, netop ved at gengive figuren tro; da først går de ind på, hvad man ofte har prædiket for dem uden virkning. De var jo da rigtignok kun blevet kopier, men en god kopi er bedre end en slet original.

Min lyst til en gang at spille en Holbergsk Leonora førte imidlertid aldrig til mere. Dels fordi ens kræfter ikke rækker til at spille alt, dels fordi man i et kunstnersamfund sjældent ser på et rent kunstnerisk hensyn med kunstneriske øjne. Det ville kun være blevet betragtet fra een side, nemlig at det var synd imod den, der ellers spillede Leonora; thi de små talenter har mange venner, - her kommer det gode hjerte frem i form af medlidenhed. Middelmådigheden har det godt, thi da den aldrig fremlokker nogen entusiasme, foruroliger den hverken kunstbrødrene eller kritikken; den lever trygt og stille i sit incognito. Man lader de middelmådige roligt vedblive i en virksomhed, hvori de ingen glæder, men heller ingen bedrøver, undtagen de stakkels digterværker, der må finde sig i at blive misforståede af det publikum, de taler til. [Ja, denne slags talenter har det i sandhed godt og bekvemt; ingen sjælelige kampe, ingen søvnløse nætter, intet ansvar; thi ingen kræver noget af dem. Og vil man nu svare: »Ja, men da har de heller ingen løn, ingen tilfredsstillelse,« - da fejler man såre; thi talenter af anden og tredje rang er sædvanligt overordentlig tilfredse med sig selv, og har kun én tanke, den, at det er et tilfælde, et rent ubilligt tilfælde, der gør, at de ikke indtager en mere betydelig og fremragende stilling. Ville man dog blot være så retfærdig at betro dem de store opgaver, da lå ingen af disse over deres evner, mener de. De går således hele livet igennem i én illusion, til gengæld for, at de på scenen aldrig har formået at frembringe nogen. Dog, det er uret, kun at anklage skuespillere herfor, da den samme anklage gælder de fleste livsstillinger. Den fattige tror altid, at han er bedraget for rigdomme.] [Ved at nedskrive ordet illusion falder mig et spørgsmål ind, der kunne være en værdig opgave for en fin kritiker at besvare. Min næste nye rolle var i Hauchs »Marsk Stig«, tragedie i 5 akter. Jeg fremstillede her en dame, som kongen var forelsket i og gjorde alt for at vinde. En stor fest er berammet ved hoffet. Til denne fest havde kongen sendt hende en prægtig guldkæde, som han bad hende bære hin

        

54 aften. Bar hun den, da skulle det være et tegn på, at hun ville tilhøre ham og ikke tilbageviste hans elskov, bar hun den ikke, da betød dette et afslag fra hendes side. Stykket begynder med, at hun står pyntet i al sin pragt til festen. Hun elsker kongen, men vakler i at hengive sig til ham. Da fæster hun kæden om sin hals, kun for at se, hvorledes den vil klæde hende til al den øvrige pynt. Hun begynder nu at reflektere over sit forhold til kongen, og hvad en sådan elskov ville føre til. Hun forfærdes og beslutter ikke at vise sig med denne til festen, men da hun nu vil åbne låsen for atter at tage den af, binder denne så fast, at hun ikke er istand til at løse kæden, et motiv, der af forfatteren er benyttet til, at kongen får sit ønske opfyldt. Da jeg nu kom til dette sted i monologen og atter og atter forgæves forsøgte på at få kæden af, da gjorde jeg dette så naturligt, at jeg første aften og alle senere gange, stykket gik, hørte denne bekendte ængstelige mumlen i huset, der aldrig udebliver, når et uheld sker. Ja, jeg hørte tydeligt stemmer hviske: »Oh, hvor uheldigt, hun kan ikke få låsen op.« Ja, ved første opførelse af stykket hørte jeg ind på scenen Phister sige ude i kulissen, hvor han stod med flere andre (stykket var ham nemlig ubekendt, han spillede ikke i det): »Nå, det spår ilde ved et nyt stykke, når et sådant uheld indtræder i første scene.« Men da jeg nu i monologen udbrød: »Din lænke binder fast, kong Erik!« og de senere ord viser, at hun skal beholde denne på, da blev vel alle orienterede om deres fejltagelse, men illusionen havde dog et øjeblik været forstyrret. Altså er det ret at fremstille noget i den grad naturligt, at tilskuerne forveksler det med virkeligheden? Var fejlen min eller deres? Da jeg kom ud efter scenen i kulissen, kom Phister hen til mig og sagde: »Nå, hvor jeg blev bange for Dem, jeg troede virkelig, at den anstrengelse, De udtrykte ved atter at løse kæden, var et uheld.« Jeg blev ganske vred og sagde: »Synes De da, at det ligner mig at stå således og kludre inde på scenen?« Og det lignede mig virkelig ikke; thi al slig ubetænksomhed, der kunne forstyrre illusionen, var mig i høj grad modbydelig. Det er ligefrem en skuespillers pligt at forhindre slige tilfældigheder; thi sådanne kunne jo tilintetgøre en hel scenes virkning for forfatteren. Men nu havde jeg jo netop ved min korrekthed tilintetgjort illusionen et øjeblik; var da dette en fejl fra min side? Det er dette spørgsmål, som jeg ønskede besvaret af en kyndig.]

        

55 Heibergs første sæson var nu tilende. Den udførlige plan og gang i forestillingerne, som han havde lagt ved dens begyndelse, blev roligt og sikkert fulgt måned for måned. Hvori denne sæsons hele repertoire bestod, kan jo efterses i Overskous repertoireliste i teaterhistorien. Ved efter så mange års forløb atter at løbe denne igennem, stiller dette repertoire sig, for mig i det mindste, som udmærket. Alt var således gået over min forventning. Personalets stemning lige overfor Heiberg havde været højst imødekommende, naturligvis på en eller to nær, til hvis ejendommelighed det hørte, og i mange år havde hørt, aldrig at være tilfreds med noget. Personalet lod virkelig til at påskønne den kærlighed til kunsten, der lyste ud af enhver bestemmelse, som Heiberg gav liv og kraft. Der viste sig åbenbart et nyt og friskere liv i hele virksomheden ved teatret, og indtægterne havde været gode, så Heiberg ved sæsonens slutning var i høj grad oplivet ved denne sin nye virksomhed. »Hvor det er rart at se Ludvig så glad og fornøjet,« sagde hans moder ofte til mig, »jeg anser det for en lykke, at han er kommen i nogen virksomhed udadtil.« - Ytrede vi dette for ham selv, svarede han: »Jeg har jo altid været glad og fornøjet!«

[Formodentlig for at skaffe Heiberg mere ydre anseelse i det personale, der hidindtil kun havde været regeret af excellencer og højtstående hofmænd, blev han i maj udnævnt til etatsråd. Den kære Collin skrev mig i den anledning følgende linier til, hvis indhold måske ikke vil have nogen betydning for dem, der ikke personligt har kendt ham; for mig er det anderledes. Nu efter mange års forløb da jeg i aften d. 5. december 1868 påny ser den kære hånd, der nu siden 1861 hviler i graven, genkalder denne lille billet for mig så tydeligt hans billede og erindringen om de mange andre små billetter, jeg så ofte modtog af ham; altid korte, men altid inderlige som denne lille medfølgende.]

Kæreste Hanne!

Kan din ældste ven ikke være en af de første, så ville han dog ugerne være blandt de sidste, som bringer dig en lykønskning i anledning af Heibergs forfremmelse. Jeg er, det ved du, af få ord, men disse kommer ikke på skrømt. Gud give, at du som etatsrådinde må leve ligeså lykkelige dage, som de var, da jeg, som etatsråd, stod i nærmere venskabelig forbindelse med dig og din mand.

56

Den tid er mig uforglemmelig. Bevar din fordums datterlige godhed for mig; jeg sætter pris derpå også i min alderdom. Lev stedse vel

Din uforandrede ven
Co11in.
6 maj 1850.
Til
Johanne Louise Heiberg.

[Ak, det er herligt, når man fra sit ottende år uforandret kan beholde et ædelt menneskes venskab og godhed! Hvor dog en kær afdøds håndskrift rører os! Jeg ved intet, der i den grad genkalder os det hele menneske som hans håndskrift og den stil, hvori han plejede at udtrykke sig. Synet af dette er for mig ikke blot erindringens genkaldelse, nej, det er virkeligheden, der her træder os imøde i en grad, som ikke kan beskrives, men kun føles af dem, der har sans for den.]

Foråret i al sin stemningsfulde pragt var atter kommet. Stærene, mine travle små lugekoner, som jeg kaldte dem, gik atter flittigt og pillede ormene op af plænen i min have. Krokus, tulipaner og hyacinther myldrede op af jorden. Min kunstnertravlhed var tilende, min gartnertravlhed begyndt. Fra nu af gik jeg mere på fire end på to ben, næsegrus lå jeg i haven, - og teatret med hele dets indre og ydre verden eksisterede ikke mere for mig. I fulde drag nød jeg nu min frihed og bragte Heiberg hver morgen en eller anden nys udsprungen blomst, som han beholdt på sit skrivebord dagen over, indtil den næste morgen blev afløst af en ny og frisk.

Sidst i juni drog vi, hvilket nu var blevet skik og brug, en måned ud på Sølyst hos Suhr, der ikke vidste alt det gode, han ville gøre os. Og desuagtet var det et offer, jeg bragte; thi efter en hel sæsons anstrengende arbejde trængte jeg til ro og hvile og ikke til et stærkt selskabeligt liv [der atter krævede kræfter, om end af en anden art, men hvem kunne modstå Suhrs beskedne bønner om ikke at svigte opholdet på Sølyst. Rørende var hans glæde over Heibergs held med teatret, og han var barnagtig stolt over Heibergs udnævnelse som etatsråd og gjorde gilde på gilde, for at 57 alle skulle tage del heri, trak snart en, snart en anden personlighed til Sølyst, hvem han troede, at det ville interessere Heiberg og mig at gøre bekendtskab med. At alle ønskede at gøre bekendtskab med os, derom nærede den hengivne ven intet øjeblik nogen tvivl. Når han meddelte mig, hvem han nu havde indbudt i håb om, at det skulle behage os, og da jeg sagde: »Men ved De også, at han bryder sig om at gøre vort bekendtskab?« da svarede han: »Hvor vil De hen, det ønsker alle.« Jeg måtte ofte smile over hans sikkerhed i denne retning. At derimod de fleste ønskede at blive indbudt til det yndige Sølyst, til det rigtbesatte bord af mad og vin, til den gæstfri vært, der var uudtømmelig i at gøre sine gæster til behag, det tror jeg var temmelig sikkert.

Hvad der meget forsødede mig mine årlige ophold på Sølyst, var Suhrs broderdøtre. Først Pauline Suhr, en ejendommelig forstandig ung pige, der desværre døde i ung alder. Dernæst den kække frimodige Sophie Suhr, senere fru Mathiesen, men mest af alle den smukke, yndige Dorothea Suhr, senere fru Erichsen. -Denne unge pige sluttede sig til mig med en rørende fortrolighed og kærlighed, var uudtømmelig i at bringe mig små gaver, uagtet hun selv ingenlunde var rigelig forsynet hermed. Parfumer, fine sæber, mandelklid, der var hende skænket til hendes eget brug, bragte hun straks mig og sagde: »De skal have det, hvad skal jeg dermed.« Små smykker, hvormed hun skulle forskønne sit eget toilette, tvang hun mig med de kærligste ord til at modtage uagtet mine indvendinger; hun tryglede så længe, at jeg blev nødt til at give efter. Hun sagde så ofte: »De har det ikke så godt her i huset, som De burde have det; vi må alle hjælpe til at forsøde Dem opholdet her.« Ofte kastede den yndige forstandige pige sig om min hals, når vi var ene og sagde: »Hvad skylder vi alle ikke Dem! Onkel er jo blevet et andet menneske, siden han lærte Dem at kende; før var han så mørk, så indesluttet, og nu er han jo ligesom vendt tilbage til livet, er glad og ønsker at glæde os alle, nej, vi kan aldrig takke Dem nok.« Sådanne udtalelser af denne min yndling var mig usigelig kære; thi det viste mig, at her var en, der havde det rette syn på forholdet mellem mig og den stakkels Suhr, der besad alt af lykkens goder, men ved sin indesluttethed havde ligesom lukket for sig og vendt sine nærmeste fra sig. Nu stræbte han atter at drage dem til sig; men de var blevet sky for

        

58 ham, og han beherskedes af en forlegenhed, der standsede ham i at gøre overgangen. Meget lykkedes mine bestræbelser i denne retning, men ikke så meget som jeg ønskede til held for ham og dem, der naturligt hørte ham til. Alt dette gennemskuede denne unge uerfarne pige til min forundring. Men denne unge pige var også opvokset under egne omstændigheder. I hendes hjem havde hun haft en gammel elskværdig bedstefader, hendes moders fader. Fra lille pige af havde hun levet et eget liv med denne gamle mand, hvis yndling hun var. Hun fulgte ham, hun levede tildels med ham på hans værelse. Her underviste han hende, og da han blev ældre, sad hun vinteraftenerne og læste højt for ham, mest i landets egen litteratur. Jeg var ofte forundret over at høre hendes dom om, hvad hun havde læst, og det trin af udvikling, som dette stille, ensomme liv havde ført hende til. »Ak«, sagde hun ofte, »Dette stille liv i min bedstefaders stue udgjorde min lykke!« Når jeg hørte den unge, smukke, elskværdige pige tale således, vidste jeg ikke, hvem jeg skulle prise lykkeligst, enten den gamle mand, der havde vidst at fængsle denne unge skønne sjæl til sig, eller den unge sjæl, der havde forstået at suge næring af den ædle gamles omgang og kærlighed. Hvor mangen en ung pige ville ikke have anset det som en tung pligt i de unge år at være henvist til dette ensomme liv i den gamles stue. Når vi i haven skjulende os i et afsides lysthus sad med hinanden i fortrolige samtaler, når hun slyngende de fine små hænder om mit liv, så på mig med sine lyseblå, ærlige øjne, som hun ofte rødmende nedslog, idet de blonde rige lokker næsten skjulte hendes ansigt, da elskede jeg dette unge barn og tænkte: Lykkelig den, der er moder til en sådan pige! Ja, min søde Dorothea, når du, der alt længst nu selv er moder til yndige børn, engang når jeg ikke er mere, i det fjerne, hvor nu din bolig er, læser disse linier, da sig dig selv: »Også jeg har skænket denne Johanne Luise timer, som jeg nu ser har været hende uforglemmelige.«] Da måneden var tilende, tog vi ud på slottet Marienlyst ved Helsingør, der denne sommer var at få tilleje. Det jublede i mig ved tanken om, at vi her i ensomhed skulle tilbringe resten af vor ferie. Her var hvile, den velsignede hvile og ro, der kun afbrydes ved, at to mennesker, der sympatiserer, udveksler deres tanker [ærlige, sanddru, uden pånødt forstillelse i nogen retning] med hinanden, to, der kan tie og tale, uden at

        

59 tavsheden keder, uden at talen irriterer og fremkalder misstemning.

Lykkelige tider! hvorfor iler I så hurtigt? Tunge tider! hvorfor sniger I eder så sendrægtige, så krybende afsted? Dog, det kan jo ikke være anderledes; de første har vinger, de sidste er lig ormen, der med møje og besvær slæber sig hen ad jorden! [Når Heiberg sad i det lille kabinet og skrev, når jeg sad ved vinduet i den store sal med hunden Valter ved mine fødder og beskæftiget med mit sytøj og med det herlige Sund med sine mange sejlere for øje, da følte jeg mig lykkelig. Når »Havet hvilte i kongelig pragt« kun optagende himlen i sit billed, når alle skibenes sejl hang slappe og spejlede deres tovværk og sejlenes folder i vandet, når al travlhed var standset, og nu med et vinden blæste op og hundreder af sejlere kom glidende ind i sundet, hvilket syn! hvilken forandring af det hele billede! En skov af master samlede sig tættere og tættere sammen. Jeg talte en gang, så vidt som det lod sig gøre, fem hundrede i tallet, og når nu den nedgående sol belyste dette syn, da ville vist alle indrømme, at man kan rejse verden rundt, uden at øjet kan se noget lignende! Da var øjeblikket for Heiberg til at opstille sine store kikkerter, da var han i sit element og glad som et barn. Selv Valter sprang op i vinduet for også at få sin del af øjeblikkets nydelse.

Således levede vi da her i fuldstændig ro og hvile; en enkelt gang lød klokken på vor dør, men det var intet besøg, der bragte uro, det var sædvanlig nogle englændere, der spurgte om, hvor Hamlets grav var at finde.]

II 1850-51

En ny sæson tog sin begyndelse. Når undtages Nielsens evige slåen på alarmtrommen, så vel under den forrige som under den nuværende bestyrelse, snart om forhøjelse af gage, snart fordi hans helbred ikke tålte, at han spillede så ofte, snart klager over, at han ikke spillede hyppigt nok, snart over det moderne repertoire, 60 der fordærvede smagen, snart over, at det klassiske tog for meget på hans kræfter, uden at publikum viste den tilbørlige interesse derfor, og at hans feu sådanne aftener ikke var højere end ellers, snart over, at han havde helliget sig til denne »lumpne stand«, medens hans evner kunne have båret ham op til de højeste stillinger i staten; men fremfor alt hans nu i 6 à 7 år permanente ustyrlige tale om at ville have sin afsked, en begæring, han dog straks opgav ved den første, den bedste lille tildragelse, der atter satte ham i humør; - som sagt, når undtages alt dette, da var der endnu ved teatret fred, ro og disciplin. Nielsens uophørlige klagesange havde tilsidst fået noget komisk, personalet lo ad dem, og alle var så vante hertil, at man syntes, at dette nu engang hørte teatret til, ligesom kulisser og tæpper. Foruden de mange andre roller, han spillede i denne sæson, genoptog Heiberg flere stykker for at sætte ham i aktivitet og give ham andet at tænke på; således Oehlenschlägers »Væringer«, der ikke havde været opført i de sidste 20 år, Shakespeares »Kong Lear«, der ikke havde været opført i 35 år, Oehlenschlägers »Hakon Jarl«, »Statsmand og Borger« etc., men de gamle, mangeårige klager over tilsidesættelse fortsattes desuagtet: - »Hvad kaster man i sligt et svælg!«. [Som tidligere udtalte han nu atter på gader og i stræder sin faste beslutning om at forlade teatret, naturligvis denne gang fordi Heiberg stod i spidsen for teatret, til trods for at han i vor stue havde udråbt ved Heibergs ansættelse, at nu gik en sol op over teatret. Bladene, der alt havde kastet deres unåde på Heiberg, holdt selvfølgelig med ham og satte hans rørende klager i stil, uden at bekymre sig om alle direktørers enstemmige udsagn, at han var aldeles umedgørlig at have at bestille med, uden at undersøge, om her ikke desto mindre forelå nogen grund til klage fra hans side. På samme tid som bladene således gav det udseende af, at Heiberg fordrev Nielsen, skrev Nielsen to breve til Heiberg, hvori han forsikrede, at Heiberg ingen del havde i denne hans beslutning. Men disse blev ikke trykte. Nu står de i Overskous teaterhistorie for enhver, der ønsker at kende dem. Heiberg var for stolt til at imødegå bladenes bagvaskelse ved at fremlægge disse breve, som jo også end mere havde opbragt Nielsen.] [Dog, vi ville vende os bort fra al denne misère.

Alt i en række af år hed det sig bestandigt, at ethvert nyt

        

61 talent - uden at tale om de gamle - kopierede mig i deres frembringelser. Dette dadledes med rette af kritikken; men nogle af de ildesindede kritikere dadlede indirekte mig for talenternes mangel på originalitet, og dette fandt jeg dog virkelig ubilligt. En gammel dramaturg gik så vidt, at han sagde: »Så længe fru Heiberg lever, får teatret intet betydeligt kvindeligt talent. Hendes talent trykker formeligt teatret.« Denne ytring var af en af mine velyndere; mine modstandere var ikke langt fra at ytre, at det ville være et held, om Vor Herre tog mig, for at disse talenter, som de selv betegnede som ubetydelige, des bedre kunne trives. Dette ræsonnement forekom mig, som om man i en have ville hugge et træ om, for at et lille skud, som viser sig ved roden, muligvis kunne vokse op og blive et træ. De betænke ikke, at skuddet slet ikke ville været til, ifald træet ikke havde stået der i forvejen, og ordsproget, »Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får«, glemmer disse mulighedens protektorer bestandigt. . . Idet man beskylder et skuespillertalent for ideligt at kopiere en anden, udtaler man en dødsdom over dette talent; thi ingen virkelig naturlig begavelse, ingen virkelig personlighed falder på at kopiere en anden; thi talentets, personlighedens kendemærke er netop at ville producere sig selv og kun sig selv. Hvoraf kommer det, at kopien trætter, medens originalen vedbliver at holde sig frisk og tiltrækkende? Deraf, at originalen aldrig står stille, men gennem det stærkt udprægede billede uformærket ideligt antager nye for det uindviede øje skjulte retninger, udvider sjælens horisont og har nye syner, medens mængden i sin naivitet tror, at det er et og det samme, de ideligt og ideligt beundrer og tiltrækkes af... Et fremadskridende talent er aldrig på det sted, som mængden tror; det går talentet som solen og stjernerne; de viser sig for øjet på et sted, medens kloderne i virkeligheden befinder sig på et andet. Dette betænker lige så lidt publikum-kritikerne som de talenter, der lever af at kopiere. De efteraber altid det tilbagelagte stadium, de ifører sig altid de aflagte klæder; thi først når disse er kasserede, har de fået øje for dem . . .

Et talent stå så højt det vil, slipper troen hos det for nye udviklinger, glipper håbet på at erobre nye terræner i kunstens rige, da er det færdigt, dødt, et stillestående vand, der savner kilderne, der skulle bringe det fornyelse og friskhed, da er det inde på rutinens 62 gebet, og da går det tilbage, netop fordi det står stille . . .

Ingen kan tænke sig, hvor ubehageligt det er at genkende sin egen personlighed kopieret a£ en anden, først at genkende små tilfældige vaner og manerer, som man gerne selv ville aflægge ... I mit lange teaterliv har jeg haft en mængde sværmende damer, hvis stolthed var at have samme hat, samme kjole, samme kåbe som jeg. Snart efterabende dit, snart dat, men jeg kan forsikre, at de alle var mig modbydelige . . .]

Samlivet i et teaterpersonale er af en højst ejendommelig natur. Det er ligesom en hel stor familie af fremmede. Man mødes dagligt, ja er sammen det meste af døgnet. Man viser sig ofte for hinanden i åndeligt negligé, medens man i næste minut i kunstens tjeneste anspænder alle sine bedste åndelige kræfter. I sidste tilfælde kan man ligesom elske hinanden, ja, ikke undvære hinanden, medens man i første tilfælde ser skarpt på hinandens menneskelige svagheder og lyder. Man er h e r som broder og søster, medens man er adskilt fra hinanden i de private glæder og sorger, held og uheld. Her føres således et dobbelt liv. Imidlertid er denne adskillelse ikke altid nødvendig; der gives tilfælde, hvor den private personlighed kan slutte sig i den grad til den kunstneriske, at de ligesom løber sammen i een person, så at man elsker dem begge lige højt. Men dette hører til de store sjældenheder. Der er dem, man elsker og agter som kunstnere, men ikke formår at agte og elske som mennesker, og omvendt. Som overalt i livet, i familierne, er der nogle, der tiltrækker hinanden, først på grund af det samme dannelsestrin og de samme anskuelser, dernæst på grund af en sympatisk tiltrækning, der ikke så lige lader sig forklare. Det daglige forhold bliver på een gang et meget nært og et meget fjernt. Det har derfor ofte været mig påfaldende at lægge mærke til den forskel, der kan være i tone og omgang med en kammerat på teatret, og den, der viser sig, så snart den samme kammerat træder ind i vor dagligstue. Den, der er behagelig i vor dagligstue, kan ofte være meget ubehagelig i virksomheden på teatret, og omvendt. Denne adskillelse imellem livet og kunsten er ikke af god virkning for kunstens udøvelse. Sammenspillet, det vigtigste næsten af alt, kan ikke nås uden ved gensidige aftaler og føjelighed mod hinandens opfattelsesmåde. Er det private forhold nu venskabeligt, da går dette jo let, som af sig selv, er det derimod 63 uvenskabeligt, da bliver let enhver anmodning betragtet som en irettesættelse og sammenspillet umuliggjort. En teatertrup burde egentlig bestå af en eneste stor familie, hvor alle interesser, alle anskuelser var fælles; da ville måske misundelsen lige overfor hinandens held bortfalde. Dog, dette er fantasier, der ikke lader sig realisere! [Ved balletten er imidlertid dette idylliske forhold tildels til stede; og ofte har det rørt og glædet mig at se det indbyrdes sammenhold i personalet, som her ikke så sjældent kan finde sted. At også her kan opstå skarpe dissonanser, er vist, men i reglen er det indbyrdes forhold godt som mellem broder og søster. Hvorved nu dette lader sig opnå, netop ved balletten, er let at forklare. Sagen er, at for at uddannes for balletten, må man begynde i barnealderen, thi denne færdighed opnås kun når det unge legeme i tide indøves til al den smidighed, lethed og muskelstyrke, som denne kunst kræver. Balletpersonalet opvokser altså med hinanden fra børn af, slutter sig da let til hinanden, og deler hinandens held og uheld, forinden den alder indtræder, der sætter de onde lidenskaber i bevægelse, og forholdet bliver da her let som mellem søskende, der med interesse ser hinandens evner udvikles, og målet nået.

Jeg har ofte til min glæde set, når en sådan lille danserinde nød sin første triumf for publikum, at da alle de øvrige unge piger og mænd, som var opvoksede med hende, har omringet hende, idet de omfavnede og klappede hende, udtalende deres oprigtige, inderlige glæde over hendes held. Dog er det en selvfølge, at meget her kommer an på, hvem der er øverstkommanderende på pladsen, og hvilken tone han til daglig har indført i de unges samliv. Desværre hænder det jo ikke så sjældent, at ulve i fåreklæder straks lægger deres planer for at føre den unge pige, der sædvanligt i sine livsforhold ingen støtte har, ind på en vej, der fører til forladthed og fordærvelse; men vist er det, at hun selv da bliver sidst forladt af sine barndoms-legesøstre og brødre. Et sådant sammenhold kan kun tilvejebringes ved at de opvokser ved siden af hinanden og gensidigt indvirker på hinanden, så de alle ligesom har et moralsk ansvar for hverandre indbyrdes. Deraf det søsterlige og broderlige forhold: den enkeltes ære er alles ære. Således burde det altid være i et kunstnersamfund.]

I slutningen af september opførtes Shakespeares »All's well that ends well« under titlen: »Kongens læge«, bearbejdet af frøken S.

64

Beyer. Atter den samme umotiverede klage i bladene over forhutling af Shakespeare, fordi man tillod sig forandringer i sceneordningen samt forkortelser. Heiberg var på det rene med, at den række af Shakespeareske skuespil, hvortil dette stykke hører, umuligt kan opføres på det moderne teater uden en streng bearbejdelse, hvorved man bortskærer de mange udenoms bygninger, som Shakespeare har føjet til hovedbygningen. Men om intet af hans skuespil gælder dette i højere grad end om »All's well that ends well«, thi det ville være ligefrem en umulighed at opføre det i den form, hvori det er udgået fra hans hånd. [Herom er alle virkelige kendere enige; men snakken på anden og tredje hånd uden virkelig at have studeret det originale arbejde, er jo det almindelige, og man skal høre meget inden ørene går af en, som der siges. Ørene gik ikke af Heiberg, men han opførte »Kongens læge«, der] modtoges med stormende bifald af publikum og vedblev at trække fuldt hus i 14 år, lige til jeg forlod teatret i 1864. Senere er det ikke opført.

Hovedrollen, den unge Helena, var en af de roller, jeg indstuderede med glæde, og som publikum rigeligt lønnede med sit bifald. Opgaven er ikke af de letteste, thi her skal unægteligt mange og stærke modsætninger forbindes til et hele, hvortil der hører en lyrisk karakterskuespillerinde, og denne opgaves vanskelighed har vel gjort, at ingen hidtil har haft mod til at binde an med den. Hvad mig angik, da har jeg altid haft mest interesse for de roller, hvori denne dobbelthed findes; thi disse modsætninger danner en baggrund, som gør billedet interessant og tiltrækkende. At fremstillerinden af denne rolle især bør have sin styrke i lyriske udbrud, er givet. Hendes lyrisk-musikalske replikker må være den poesi, der løfter rollen, uden dette musikalske element kan denne figur let få noget kløgtigt-prosaisk, der kan gøre hende triviel, tung og gammel; men de lyriske, varme udbrud hæfter ungdomsvingerne på hendes skuldre, og at Helena i fremstillingen bliver så ung som muligt, er en hovedbetingelse for rollens, ja stykkets skæbne på scenen.

Efter at Heiberg havde afpareret en sangerindes pretentioner på forhøjet gage, som det ikke stod i hans magt at skaffe hende, og det uagtet redaktøren af »Den Berlingske Tidende«, hr. Nathansen, var optrådt som hendes ridder i bladet og i plumpe angreb 65 førte hendes sag, - gik forresten alt sin vante rolige og ordentlige gang ved teatret. [Heiberg sagde ofte: Det er tegn på en nobel natur, om den bliver bedre eller værre i lykken. Ved et teater har man god lejlighed til at gøre studier i denne retning. Ydmyge og krybende, forinden de opnår publikums gunst, bliver de ofte efter den første rolles heldige udfald så hovmodige, så anmassende, så ubillige i deres fordringer, at det er umuligt for en teaterdirektør at tilfredsstille disse, når han ikke med det samme i høj grad ville forbigå dem, der i alle måder og fuldt så vel kunne gøre fordring på at stå lige med dem, der uden hensyn kræver alt for sig selv, ofte på grund af en øjeblikkelig modesag hos publikum. Operasangerinden jfr. Bergnehr havde været så heldig at trænge igennem i et par roller; dette gjorde, at hun rent glemte, at hun for nogle år siden var ankommet hertil fra Sverige, udannet så vel i musikalsk som i andre henseender, at hun kom hertil uden mindste hjælpekilder til livets ophold, glemte, at geheimeråd Collin som direktør satte alle teatrets lærere til hendes disposition, udredede hver måned den sum, som krævedes for hendes underhold, kort sagt, teatret påtog sig alle byrder af hendes forladte tilstand, uden at man dog så lige kunne vide, hvad hun ville blive for vor scene. Hun havde nu som sagt gjort lykke, og fordringerne, primadonnanykkerne brugte såre kort tid til at folde ud de store giftblade til skade for teatrets daglige orden og virksomhed, til skade for hende selv. Da hun nu håbende på den nye direktør fremtrådte med fordringer, som ikke stod i Heibergs magt at tilfredsstille, gjorde hun en stor alarm; begyndte først med, som skik og brug er hos sådanne kunstnere, at lægge alle mulige hindringer ivejen for enhver prøve, enhver forestilling, derpå udbasunede til højre og venstre, hvilken uret hun led. Og der findes altid ved slige lejligheder venner, der besørger klager og nødskrig i bladene; om sandheden bliver lidt fordrejet, forvansket, ja rent udeladt, derpå kommer det ikke så nøje an. De har det valgsprog: Er det ikke sandt, så kunne det være sandt... At en direktør ikke altid kan sidde med pennen i hånden for at modsige snart en, snart en anden udgydelse i pressen, fremkomne af små private anskuelser, er indlysende. Men uagtet sådanne udgydelser i bladene fremkommer ved egen hjælp, så virker de dog til endnu mere at ophidse de ophidsede, så at deres fordringer antager mere og mere en truende, trodsig, uhøflig

        

66 karakter, nu da de ser, som det hedder, at den offentlige mening er for dem. At ville på en uhøflig måde true sig til noget, dermed kom man nu ingen vej hos Heiberg. Han lod hende derfor vide, at han, der selv satte pris på hendes sang, skulle gøre for hende alt, hvad der stod i hans magt; men indtil han fik sat dette igennem hos ministeriet, måtte hun gøre sin tjeneste og ikke kuldkaste alt, hvad repertoiret krævede. Nu råbte hun på afsked og fik dette råb gentaget i blade og på kaffehuse, og Heiberg udskældt for en barbar og en despot.]

Da hørtes pludselig i slutningen af sæsonen allehånde rygter om, at det nu skulle blive alvor med, at hr. Høedt ville lade sig engagere ved Det kongelige Teater og agtede at optræde som Hamlet. Ved teatret vidste man intet bestemt, thi hr. Høedt havde endnu ikke meldt sig hos direktøren. Men man hørte, at hr. Høedt privat havde spillet Hamlet, snart for en og snart for en anden, og at det Nielsenske hus udtalte sig i høje toner om det unge talent; nysgerrigheden blev vakt, og forventningerne blev større og større. Michael Wiehe var i selskab med Høedt i den senere tid bleven en daglig omgangsven i det Nielsenske hus og måtte altså vide besked, om rygtet var grundet eller ikke. Jeg spurgte ham derfor herom, og han svarede, at rygtet talte sandt. Jeg sagde da åbent til ham: »Det ville jo være herligt, om vort personale blev forøget med et virkeligt talent, thi et sådant nyder vi jo alle godt af. Men De kender min ulykkelige evne til at forudane, hvad der senere vil indtræde. Jeg kender jo så godt som slet ikke hr. Høedt, og dog, jeg ved ikke, hvoraf det kommer, men hver gang jeg tænker på ham, bliver jeg ligesom angst. Svar mig oprigtigt på et spørgsmål: Er han sanddru?« - »Ja, fuldstændig!« svarede Wiehe. -»Nu godt,« sagde jeg, »så har det ingen nød,« og jeg blev virkelig beroliget, stolende på Wiehes udsagn.

Nogen tid efter meldte hr. Høedt sig da hos Heiberg for at meddele ham, at han ønskede at optræde næste sæson i Shakespeares »Hamlet«. Det interesserede Heiberg overordentligt at få dette stykke opført, da han ikke blot satte det øverst af alle Shakespeares arbejder, men ofte har ytret, at han anså det for det første dramatiske arbejde, der nogensinde er skrevet. Han tog nu stykket for sig og gennemgik det nøje og samvittighedsfuldt, foretog en del mindre forkortninger og rettede helt igennem på den gamle 67 danske oversættelse, hvis sprog i tidens løb dog var blevet altfor forældet, ja på nogle steder rent uforståeligt. Da hr. Høedt havde meddelt Heiberg, at også han havde gennemgået stykket og havde forslag til flere forandringer, lod Heiberg ham tilsige for at konferere med ham om, hvorvidt de var enige i forandringerne, - en udmærkelse, hr. Høedt burde have påskønnet som en enestående opmærksomhed fra Heibergs side [, der i sine æstetiske anskuelser ikke trængte til hjælp af andre.] Hr. Høedt kom nu med sine mærkelige forslag, iblandt andre, at de første berømte scener, der åbner stykket, nemlig scenerne på skansen, hvor ånden viser sig, der er af en så mageløs virkning til at stemme tilskuerne, skulle udelades, og stykket begynde med den store scene ved hoffet, hvor Hamlet første gang træder ind. Dette kunne Heiberg nu på ingen måde indlade sig på. Ligeledes ønskede hr. Høedt udeladt den berømte scene i 3die akt, hvor kongen i samvittighedskvaler prøver på at løfte sin sjæl i bøn til Gud i den store replik, der begynder med: »Fæl er min synd« o.s.v. Her træder Hamlet ind, ubemærket af den knælende konge, og udbryder: »Nu gad jeg gøre det!« (nemlig dræbe ham) »nu, medens han beder,« o.s.v. - men i sin vaklen atter griber til en udflugt og opsætter hævnen, idet han udtaler, at han »ikke under kongens sjæl at fare bedende herfra.«

At udelade en så mægtig dramatisk situation anså Heiberg for aldeles utilladeligt, hans digtersamvittighed tillod ham ikke at gå ind herpå, han rnåtte altså sætte sig derimod, og disse scener blev således stående.

Disse forslag af hr. Høedt forekom Heiberg, og jeg antager flere med ham, højst karakteristiske for, hvad en skuespiller tror at turde tillade sig lige overfor et digterværk. Hr. Høedts forslag var vel begrundet på, at den berømte engelske skuespiller Garrick også havde haft mod til at slette Hamlets monolog bag den knælende konge, ja endogså den berømte scene mellem graverkarlene på kirkegården. - Til lykke for Shakespeares »Hamlet« levede senere en digter, som hed Goethe, der atter fik disse misgreb rettede - og Heiberg kunne lige så lidt som Goethe tåle denne anmasselse mod det berømte værk. Han havde spurgt hr. Høedt, hvorfor han ønskede Hamlets store monolog udeladt, hvorpå hr. Høedt havde svaret: »Fordi denne monolog ville trætte mig for meget.« Men 68 enhver må vel indrømme, at denne grund ikke var tilstrækkelig; thi hvortil ville dette føre, om det tillodes skuespillerne at udelade snart dette, snart hint, fordi det trættede dem? At holde tilråde med sine kræfter og få disse til at strække til er en af opgaverne ved udførelsen af store roller.

Inden kort tid var alle forarbejderne færdige med hensyn på stykkets opførelse til næste sæson. Nu stod kun tilbage, at alle de øvrige roller skulle uddeles. Da Heiberg nu gerne ville føje hr. Høedt i hans ønsker om, i hvilke hænder disse skulle komme, blev de enige heri på een rolle nær, nemlig Ophelias, som fru Holst tidligere havde udført. Jeg blev meget forundret, da Heiberg kom hjem efter dette møde og fortalte, at hr. Høedt på det indstændigste havde bedt ham formå m i g til at spille Ophelia, da det ikke var ham muligt at få noget sammenspil bragt tilveje mellem sig og rollens tidligere fremstillerinde. Heiberg havde straks på egen hånd gjort indsigelse imod at berøve fru Holst rollen, og jeg for min part gjorde den endnu kraftigere. Fru Holst, denne skønne, i sådanne stille, tilslørede roller, som mig syntes, yndige skuespillerinde, havde altid været strengt bedømt, ja undervurderet i det Nielsenske hus. - Sådanne roller som Ophelias lå ganske udenfor mit rollefag, især hvis den skulle spilles, som man nu engang var vant til at opfatte denne skikkelse. Til at spille sådanne bløde, halvt skitserede, i tåge holdte skikkelser kræves der en lignende personlighed, nemlig hvad jeg vil kalde en følelsesskuespillerinde og ikke en karakterskuespillerinde, som jeg var. Skal det nu engang tilvante billede bibeholdes, må rollen udføres uden stærke nuanceringer eller betoninger, således som fru Holst plejede at udføre slige roller; for megen tydelighed, som karakterskuespillerinden netop er udsat for, bliver her til skade for fremstillingen. En vis tilsløret monotoni bidrager til at holde det hele billede så let, så luftigt, så fint som en elverpiges skikkelse i måneskin, og således har jo nu engang alle opfattet Ophelia. Se, hvorledes de bekendte billeder af Ophelia, f.eks. i vanvidsscenerne, er holdt af malerne, bemærk, hvor gennemsigtig, ja utydelig hun med forsæt holdes. Skulle rollen nu udføres således, som man var vant til at se den, da havde fru Holst alle betingelserne hertil, men jeg så godt som ingen, så jeg afslog at gå ind på denne opfordring. [Det var mig ved denne lejlighed - som ved andre - meget

        

69 påfaldende, at medens nogle skuespillere gerne ville have det slået fast, at jeg ikke kunne spille i tragedien, lød de samme menneskers dom helt anderledes, så snart det var i deres egen interesse, nemlig i stykker, hvis heldige udfald lå dem på hjerte. Nielsen havde heftigt ønsket, at jeg skulle spille Regan i »Kong Lear«, og nu ønskede hr. Høedt mig til Ophelia.]

Da Heiberg nu meddelte hr. Høedt mit afslag, blev der stor alarm i lejren. M. Wiehe blev sendt til mig for at forandre min beslutning, og da dette heller ikke hjalp, anholdt fru Nielsen mig en dag på teatret for indtrængende at anmode mig om at føje Høedt i hans ønske. Jeg svarede hende, at det jo i høj grad ville interessere mig at være med i et så mærkeligt arbejde, men at jeg virkelig ligefrem frygtede for, at min hele personlighed ikke ville svare til det billede, som man ventede at se af Ophelia, og at det også ville pine mig at forvolde fru Holst den krænkelse at miste en rolle, som jeg vidste hun satte pris på. »Åh, ikke andet end det,« svarede fru Nielsen, »det er jo intet kunstnerisk hensyn. Du bør spille rollen, Høedt ønsker det så levende, at han altid vil være dig taknemmelig derfor.« - Jeg kunne desuagtet ikke bestemme mig dertil.

Hr. Høedts snakkesalighed, som vi senere mere og mere led af, hans lyst til at fortælle alt ude i publikum, hvad der gik for sig på teatret, fik jeg allerede nu inden hans første optræden lejlighed til at lære at kende. Snart en, snart en anden spurgte mig, om det var sandt, at jeg havde nægtet at spille Ophelia, uagtet hr. Høedt så inderligt ønskede det? Det var dog synd mod stykket, mod ham etc. Da nu snakken herom mere og mere greb om sig, sagde Heiberg til mig: »Kan du bekvemme dig dertil, så spil den, sladderen har jo alt udbredt, at du ikke vil, fordi hr. Høedt ønsker det.« Jeg svarede: »Jeg kan ikke spille slige tågede elskerinder, dertil er mit talent, min diktion altfor udpræget i anden retning. Men jeg indser jo nok, at hvad jeg end i dette tilfælde beslutter mig til, så kommer det dog til at gå ud over mig. Føjer jeg hr. Høedt, så vil fru Holsts venner i publikum finde det hårdt imod hende, der har alle betingelser for at give det billede af Ophelia, man ønsker og er vant til, og man vil beskylde mig for at have fortrængt hende. Føjer jeg ikke hr. Høedt, da vil han og hans tilhængere udbrede, at jeg er ham imod, og Gud ved hvad mere man vil finde på at 70 sige. Så dette er virkelig for mig en højst pinlig historie.«

Imidlertid vedblev man at overdænge mig med bønner om at spille rollen. Nu vel, jeg var svag, jeg var naiv og godtroende og lod mig overtale til at spille den, stolende på, at jeg ville finde forsvarere i alle dem, der havde overtalt mig dertil.

Da nu beslutningen var taget, tænkte jeg: Mon ikke Ophelias rolle kunne opfattes på en noget anden måde end tidligere, så den mere kom til at ligge for min personlighed. Jeg erindrede, at Tieck havde skrevet en afhandling om »Hamlet«, og jeg læste nu atter hans opfattelse af Ophelias karakter, - en figur, som jo mange kritici har disputeret om. Ved nu atter at læse, hvad han herom havde skrevet, fandt jeg, at hans opfattelse var fin, psykologisk sand. Han mener, at denne unge kvindes dybe lidenskabelighed, der er skjult for alle som for hende selv, tydeligt bliver åbenbaret i de mærkelige vanvidsscener. Her lader forfatteren for første gang det dybe væld, der hidtil holdtes tilbage inden sine bredder, medens sjælen var behersket af fornuft og moral, bryde enhver skranke; så snart disse svigter hende, kommer ustyrligheden op fra sjælens bund, og hun udtaler lidenskabeligt sin kærlighed til Hamlet i en form, som enhver måtte tro lå denne fine kvindeskikkelse fjernest. Læger, som har behandlet slige kvindelige vanvidspatienter, har jo på dette område de mærkeligste ting at åbenbare.

Men ved den Tieckske opfattelse bliver Ophelia ikke længer et stakkels viljeløst, mishandlet barn, men en tilbagetrængt lidenskabelig natur, hvis sjælstråde sprænges, da hun tror sig forladt af den, hun elsker.

Man ser nu let, at skal denne opfattelse holdes fast, da bliver fremstillingen en helt anden end den, man er vant til at se. Da nu denne Tieckske opfattelse lå mit talent og min personlighed nærmere, greb jeg den med begærlighed, støttet på den geniale dramaturgs autoritet.

Der er vaner, så vel hos skuespillerne som hos publikum, hvilke det ikke er let at kuldkaste, og vanen her var, at Ophelia er dette stille, rørende, for al lidenskabelighed befriede væsen, der ligesom englene kun lever i skyerne uden at være betaget af nogen jordisk syndighed. Hvem har nu ret? Hvad var digterens mening? Ville han lade den stille, blufærdige Ophelia udtale slige ord, synge slige sange i vanvidsscenerne, ifald det ikke havde været hans hensigt 71 psykologisk at vise, at selv på bunden af denne rene, uskyldige piges sjæl ligger, hende selv ubevidst, en ulmende sanselighed, der bryder frem som en strøm, der ikke længer bliver standset ved den sædelige viljes kraft. Det er jo desuden et moralsk kendetegn hos denne store digter, at hos alle hans skikkelser, lige til den yndige Cordelia, kommer syndigheden tilsyne. De rene, snehvide engleskikkelser skildrer han ikke, dertil har han kendt den menneskelige natur for godt; men derfor er også alle hans skikkelser af kød og blod, og derfor gribes vi af dem, idet vi griber i vor egen barm og udbryder: »Ja, det er sandt! Jeg har følt noget lignende!« Jeg tror derfor, at Tiecks opfattelse af Ophelia er rigtig, men fra denne tro til at gengive dette billede er der et uhyre spring. Her kræves naturbetingelser, som vanskeligt findes samlede hos een person, idet man på een gang skulle forene følelsens åbne, bløde, kvindelige monotoni med karakterens baggrund og stærke nuanceringer. Førend Ophelia i vanvidsscenerne åbenbarer sjælens mysterier, skal man kun se den rene, uskyldige, jomfruelige unge pige, men dog må den dybe, tilbagetrængte lidenskab anes, og hvor den endelig i vanvidsscenerne bryder helt frem, forbavse og forfærde tilskueren. Med andre ord, for ret at tydeliggøre, hvad her menes, må der under hele fremstillingen komme en dobbelthed tilsyne i karakteren. Den første halvdel af Ophelias rolle lader sig let fremstille, når fremstillerindens ydre skikkelse står i poesiens tjeneste. Men hvorledes smelte denne første halvdel sammen med, hvad der ligger på bunden af Ophelias sjæl og først kommer frem i vanvidsscenerne? Hvorledes fremstille begge sider af karakteren så klart og tydeligt, at publikum forstår, hvad her er tale om? Glimter lidenskaben ikke frem i den første, stille, tilbagetrukne del af rollen, da står den grelle lidenskabelighed, de grelle ytringer i vanvidsscenerne ene og uforståelige; og kommer lidenskaben tilsyne i den første del, hvad bliver der da af den stille, monotone Opheliaskikkelse, hvis præg man nu engang har fastslået og forelsket sig i? Denne vanskelighed har de fleste teatre, hvor stykket er blevet opført, og både bestyrelserne og fremstillerinderne har da hjulpet sig på den nemme og bekvemme måde, nemlig ved at stryge alle de krasse, lidenskabelige udbrud i vanvidsscenerne og kun lade hende udtale og udsynge pæne, yndige, kvindelige, lyriske linier. Men hvad ville Shakespeare sige hertil? En halv Ophelia 72 kan spilles af mange, en hel måtte skabes af Vorherre selv for at bringes til klar forståelse. Jeg var ikke udrustet med disse dobbelte betingelser, især hvad det ydre, bløde, blonde udseende angår, og ifølge min natur kunne jeg ikke slå mig til ro med at få det halve i rollen frem. Men da jeg nu dog på en måde var tvunget til at udføre den, forsøgte jeg at få det samlede billede frem, så vidt jeg havde betingelserne derfor, skønt uden synderligt håb om, at dette nye billede ville finde indgang hos tilskuerne.

Ved dette arbejde blev hele min kommende sommerferie mig berøvet, thi Ophelia stod som et skræmmebillede for mig både dag og nat. Hvad løn jeg fik af hr. Høedt og hans venner for min eftergivenhed, mit offer, vil man se af det følgende.

Vi var nu alt nået hen mod slutningen af denne anden sæson. Vi havde i længere tid været beskæftigede med at indstudere Scribes »Dronning Marguerites noveller«, oversat af Høedt, hvori jeg udførte hovedrollen, en glimrende, taknemmelig konversationsrolle. Dette stykke har en stor evne til at tiltale og fængsle det store publikum, dels på grund af Scribes enestående talent til at forme en scenerække, [dels på grund af de historiske figurer,] men fremfor alt ved hans evne til at skrive en pikant dialog, der aldrig trætter, men holder tilhøreren spændt og i ånde til det sidste. Det store publikum har desuden en vis forkærlighed for, en vis glæde af at føres ind i kongeborgens glimmer, når tonen der er elegant og vittig, og alvoren afveksler med lunets uimodståelige magt, og når en ung, glimrende prinsesse sætter hele maskineriet igang.

I maj opførtes dette stykke for første gang og gjorde overordentlig lykke. De nyere franske skuespil stiller den fordring til skuespillerne at tale simpelt, tydeligt og med naturlige nuancer, hentede fra den dannede konversationstone; dette er her det uundgåelige krav. Skuespillerne må have selskabelig dannelse og den konversationstone, som følger hermed. Man kunne ikke længer hjælpe sig med at synes, men måtte være dannede mennesker. Kort sagt, den skuespiller eller skuespillerinde, der ikke til dagligt brug forstår eller har evne til at føre en dannet konversation, vil aldrig i de Scribeske stykker, der foregår i den elegante verden, kunne udfylde sin plads, og er de finere nuancer i betoningen falske, da hører ethvert dannet øre det straks og vil ikke kendes ved dem.

73

Ifald en psykolog imellem tilskuerne ønskede at gennemskue, hvorledes det står til med en skuespillers private person, hans dannelsestrin, hans finhed i karakteren, hans hele åndelige standpunkt, da er der ingen større sladderhank til at oplyse ham herom end denne art af roller i konversationsstykkerne. Er en skuespiller til dagligt brug plump og rå, da kommer netop dette skarpt frem i den tilslebne, elegante diktion, ligesom en simpel mand aldrig ser simplere ud, end når han pynter sig. I de højere dramaer, de lyriske, tragiske, kan skuespillerens person ganske anderledes forputte sig, idet digteren løfter ham op i en anden sfære end den daglige og kaster idealistens kåbe over ham. Derfor er det en meget fejlagtig anskuelse, at en dilettant sagtens kan spille en lille rolle i et konversationsstykke, hvorimod det ville være for meget vovet at lade ham optræde i en tragedie. I konversationsstykket må han bruge sin egen personlighed, og har han ingen, hvad der er det almindelige, ja da gør han ganske vist fiasko.

Når nu en sådan dame som Marguerite skal fremstilles, da kan de fleste skuespillerinder straks se, at her gør vi bekendtskab med en kvinde, forstandig, vittig, intrigant, overlegen, selv lige overfor kloge mænd, hun kommer i berøring med. Men hvis ikke fremstillerinden bag denne kløgt, denne vittighed, dette intrigante formår at lade en elskværdig, kvindelig hjertensgodhed lyse ud af alt, hvad hun foretager sig, da har vi her vel en kold, glimrende kvinde, men hun vækker ikke vor sympati, tværtimod; uvilkårligt udbryder man: Pokker skulle have med hende at bestille! Men sagen er, denne Marguerite nyder ikke sin evne til intriger, nyder ikke sin kløgt, sin forstillelse som sådan, alt dette står i kærlighedens tjeneste, hun kæmper for en elsket, ulykkelig broder, som hun ønsker at udløse fra fangenskab. Hjerteslaget må høres bag den glimrende kløgt, sukket må fornemmes bag den frivole latter, og ethvert nok så lille ord, enhver nok så lille situation må gribes for at få denne side af karakteren frem, som hun for de kortsynede ikke er i besiddelse af.

Jeg tror, at meget få har gjort sig rede for, hvori det lå, at man så godt som enstemmigt fandt, at netop disse konversationsstykkers damer lå for mit talent. Snart hørte jeg, at et vist elskværdigt koketteri i sådanne roller var min styrke, snart min evne til en stærkt tilspidset repliks gengivelse, snart min smag i toilettet 74 o.s.v., - men aldrig hørte jeg hovedsagen nævne, modsætningernes forening i rollens opfatning. I foreningen af modsætningerne ligger hele trylleriet; i sandheden midt i forstillelsen, i følelsens dybde midt i det flagrende, lette væsen, i evnen til, ligesom bag hvert intrigant ord at lade forstå, at hun helst var fri for al den intrige, al den snedige opfindsomhed, og at kun den bitre nødvendighed pånøder hende hele dette spil med åndens evner i kærlighedens tjeneste, hvilket forfatteren jo også lader hende udtale i hendes første, korte monolog. Denne monolog må derfor stærkt betones af fremstillerinden; i den giver hun publikum nøglen til hele sin senere adfærd. Siges denne monolog - således som ofte sker - løseligt hen, så den intet blivende indtryk gør på tilskuerne, da har skuespillerinden atter her vist, at hun ikke forstår, at digteren bruger monologen som spejl for personens virkelige indre tilstand. [I monologen lyver karaktererne ikke, i det mindste ikke bevidst. Monologen er menneskets indre, stille tanke, der kun i dramaet udtales højt til publikums forståelse af den karakter, der fremstilles.]

Goethe har sagt: »Når jeg vil lære en digter, en skuespiller at kende, da læser jeg en monolog hos den første og hører en monolog udtalt af den sidste.«

Får fremstillerinden denne forståelse tydeligt frem, da bliver den kokette dame ikke kold, den kloge dame ikke ond, den forstilte dame ikke falsk, den glimrende dame ikke hul og tom.

Michael Wiehe spillede Carl den Femte på en højst ejendommelig og karakteristisk måde. Det noble, det elegante og fornemme, der lå i hans personlighed, havde han formået at sætte i forbindelse - om jeg så må sige - med en kongelig rå, fordringsfuld høflighed i manerer og tone, der, idet den antog ydmyghedens præg lige overfor prinsessen, lod os ane hans grove, sanselige lidenskab for hende uagtet det kolde hjerte bag det guldbesatte fløjl. Hans anstand, hans næsten ubevægelige fysiognomi i denne rolle, hans påtagne smil, var af stor virkning. Det var mig en virkelig kunstnerisk nydelse at spille med ham i dette stykke, og jeg tør nok sige, at i den store scene, der slutter 3die akt, var vi begge så vel som publikum i fuldstændig illusion.

En aften, da tæppet var faldet efter denne scene, greb Wiehe min hånd og sagde, idet han kyssede den: »Ja, det er dejligt at spille 75 således sammen!« Ja, visselig er det dejligt, når intet forstyrrer illusionen! når man føler en fuldkommen harmoni mellem ens eget spil og den medspillendes; når man mærker, at den lyttende mængde ligesom tilbageholder åndedrættet, for at intet ord, intet minespil, ingen bevægelse skal gå tabt! Ja, da er det dejligt at udøve denne kunst, selv om den forsvinder med øjeblikket, uden at noget synligt spor bliver tilbage!

Mangen en ung, især smuk skuespillerinde kan nu meget godt blænde tilskuerne ved den første aftens udførelse af en sådan rolle, selv uden denne baggrund i sjælen, der giver hele figuren personlighed. Men hendes lykke varer kun en stakket tid. Anden gang sporer alt en god tilskuer mangelen, og tredje gang kedes han ved det hele som noget, der dog ingen egentlig interesse har. Med andre ord, et sligt spil tåler ikke gentagelsen. Og dette skal man mærke sig, at kendetegnet på virkelig ægte kunst både i digterværkerne og fremstillingen af dem er, om de tåler gentagelsen.

Ser man tilbage på den tid, fra tyverne til mod slutningen af halvtredserne, da vort teater havde sin glansperiode, da vil man forbavses over, i hvilken grad både stykker og spil formåede at gentages år ud og år ind, uden at publikum trættedes derved. I de senere år derimod, da kræfterne, så vel digternes som skuespillernes, er svagere, gælder det ideligt og ideligt at forsøge nyt, thi det meste er efter een sæson straks udspillet, gentagelse hører så godt som op eller trætter. Der må i hver ny sæson begyndes forfra med nye indstuderinger, og det i den grad, at ingen åndfuld og samvittighedsfuld skuespiller, hos hvem der er tale om et studium i opfattelsen af en rolle, i dette hastværk vil kunne udvikle sine evner altid fuldkomnere, men nødvendigt må slappes og opslides inden kort tid.

En skuespiller, der lærer en stor, betydelig rolle i 8 dage, er troløs imod sit kald, thi dette lader sig ikke gøre. Man kan nok lære den udenad og støttet på rutinen få nogle indbildt, at alt er i sin orden; men en betydelig rolle, opfattelsen af synet på, hvad den indeholder, og hvad der kan komme frem af den, må have tid til at gro i sjælen en sagte, rolig, langsom vækst, forinden billedet helt og fuldt kan springe færdigt frem for kunstneren og for tilskuerne. Men den daglige tjeneste kræver jo mange ofre, og det 76 største af disse er, ikke at få tid til at blive færdig. Har en skuespiller fremstillet mellem tre à firehundrede roller, er han, når han er et virkeligt talent, måske ved slutningen af sin bane blevet færdig højst med tyve. Mange når ikke til ti, mange måske til en eller højst to. I disse færdige fremstillinger er der fremtidigt liv, men kun i disse. De erindres af samtiden og går dernæst over i, hvad man kalder traditionen ved et teater. Hører disse roller hjemme i virkelige digterværker, da vil en sådan opfattelse vedblive i det uendelige som tradition mellem skuespillerne fra slægt til slægt lige til kjolen, hatten og stokken. Det nye publikum ved intet heraf; det nyder godt af den een gang givne, fortrinlige opfattelse uden at ane, hvem det skylder den.

Det er ofte faldet mig ind, at det dog kunne være ret interessant at gøre publikum opmærksom på, hvem af de gamle, forlængst afdøde skuespilleres talent det i aften nyder godt af. Man har hørt tale om Ryge, Lindgreen, Foersom, Winsløv, gamle Rosenkilde, Phister, Michael Wiehe, Nielsens og flere. Var det nu ikke morsomt at sige til publikum: »Vil du have en forestilling om denne eller hin afdøde skuespillers talent, da ser du i aften i hr. A, hr. B, hr. C en gengivelse heraf, et levende minde om hans spillemåde og opfattelse, der gennem traditionen er nået ned til dette øjeblik, og som de nulevende talenter nyder godt af.« Men jeg er bange for, at takken for denne henvisning ville udeblive fra de spillendes side.

Altså, tid til studium kræves, og det så megen tid, at den hele fremstilling i den grad er blevet let og tilvant, at studiet kan skjules, som om den hele fremstilling ganske falder af sig selv og ikke kunne være anderledes. Da først er en ny rolle færdig til at fremtræde for publikum, thi da først er al famlen hos skuespilleren, al misforståelse fra publikums side overvunden.

Da tæppet faldt for den sidste forestilling i denne sæson, var jeg så træt på sjæl og legeme, at jeg ikke med den sædvanlige glæde tænkte på sommeren, uagtet vi skulle bo ved havet i det yndige Skodsborg, hvortil københavnerne i hine år endnu ikke havde fundet vej. [I et lille hus lige op til de rullende bølger opslog vi vor bolig.] Frøken Ophelia tilligemed andre unge damer, med hvem jeg i min ferie var nødt til at gøre nærmere bekendtskab, foruroligede mig i ikke ringe grad. Dog, da havet bruste 77 omkap med min stemning, da de vældige store bølger gjorde mig og mine sorger små, da den landlige stilhed herskede rundt om, da kom sindet atter nogenlunde i ligevægt. Hvem tænkte i hin tid på, at dette var den sidste sommer, hvori Skodsborg gav ly for et roligt, landligt ophold! - Året efter blev alle de små huse forvandlet til boliger for Frederik den Syvendes kavalerer, og han fik det største hus indrettet til en landlig kongebolig, hvori han flyttede ind med den forrige Louise Rasmussen, hans nuværende gemalinde, grevinde Danner, hvis fortid og nutid satte vort land som hele Europa i forbavselse og vrede. Jeg havde i frastand alt tidligere kendt hende, da hun var ansat ved teatret som en af de ringeste og talentløseste figurantinder ved balletten. Hun var ikke smuk, ikke god, i høj grad intrigant [og uforskammet] og ærgerrig indtil lidenskab, efter at hun i sit eventyr med kongen havde sejret, til trods for alles modstand. Høje og lave så med sorg og bekymring på dette skuespil, hvis skandale kastede en lang, mørk slagskygge over det stakkels lille Danmark, og uberegnelig var vist den skade, som dette forhold forvoldte os.

Fra det første øjeblik det blev bekendt, havde der i hele nationen rejst sig en stærk modstand imod at anerkende det; fra hele den kongelige familie, fra adelen og borgerklassen mødte det en uvilje, der bedrøvede kongen og harmede grevinden. Alle, der stod nogenlunde frit, unddrog sig fra omgang med dette besynderlige hof. Man sørgede over, at kongen i den grad kunne glemme, hvad han skyldte sine forfædre og det folk, der skulle se op til tronen. [I Skodsborg lod kongen i haven, der hørte til det hus, han beboede, opføre en ny bygning, der kun. bestod af en stor spisesal, hvor lystige herreselskaber fandt sted i grevinde Danners nærværelse; et stort telt til kaffe og tobaksrygning blev ligeledes oprejst i haven, og dette telt blev kongens yndlingssted.

Da Heiberg og jeg den næste sommer kørte igennem vort tidligere rolige, landlige Skodsborg og så forvandlingen, sagde Heiberg, idet hans blik gled hen over alt det nye, der her ligesom ved et trylleslag havde rejst sig: »Når århundreder er gået, da vil digterne bruge Frederik den Syvende som deres romantiske helt, der om natten studerer stjernerne på himlen og om dagen besøger den fattige bondemand i hans hytte og leger med hans børn. I stedet for ved det betydelige kvantum champagne, han og hans gæster 78 med grevinden som værtinde konsumerer, vil han skildres i den tarvelige stue, ved kildevand eller et krus øl som tegn på hans folkelighed. Grevinde Danner vil da fremstilles som en skøn, dydig, nøjsom, ydmyg, blufærdig kvinde af folket, der bærer hende på hænderne på grund af hendes hjertensgodhed, og fordi hun i al uinteresserethed forsøder kongens dage.« - »Umuligt,« råbte jeg, »umuligt!« Århundreder er endnu ikke gået, men når jeg nu 1876 læser digte overstrømmende af beundring over samme fruentimmer, der af bondepartiet skildres som Danmarks »Engel og Genius«, da lader det jo virkelig til, at hans spådom kan gå i opfyldelse. Man får unægteligt mistillid til historiens dom, når sligt kan tænkes endogså blot som en fjern mulighed.

Skam skulle de mænd have, der i hine år stod kongen og hans forhold nær, om ikke en overleverer os et sandt billede af Frederik den Syvende, hans gemalinde og deres hele daglige vandel.

En konges liv hører historien til, han skal kendes.]

III 1851-52

Bournonville har komponeret en ballet, »Faust«; sujettet er taget af Goethes bekendte digt. I en af scenerne fremstilles en landlig fest. De unge karle og piger svinger sig i uskyldig dans og munterhed. De gamle tager del i festen, omslyngede af børneflokken, der jubler i overgiven glæde; ingen mislyd, ingen forstemthed giver sig tilkende. Da træder pludselig Faust og Mefistofeles ind i kredsen, og inden få minutter er alt i uro, i strid og kamp. De unge karle slås, de unge piger skændes, børnene græder, de ældre straffer dem fortørnede; al munterhed, al tilfredshed er forsvundet mellem de før så glade mennesker.

Denne forvandling fra glæde og tilfredshed til kiv og spektakel måtte jeg altid tænke på, efter at Høedt fra denne sæsons begyndelse var blevet daglig gæst ved vort teater.

Næppe var han kommet indenfor døren, førend han højt på teatret udtalte for personalet, at nu var han kommet, og nu skulle alt få en anden gænge. Det var skuespillerne, mente han, der burde 79 regere teatret, antage stykkerne, uddele rollerne, ansætte, afskedige, kort: styre det hele. De ville også have deres 1848, have del i frihedsgodet, så vel som den øvrige del af nationen; de trængte ikke til en direktør, de ville selv være direktøren. Således lød det fra morgen til aften.

Phister, der ligesom Puk i Shakespeares »Skærsommernatsdrøm« aldrig var gladere, end når alt var i stærkt røre, slog med ind i denne tone, uagtet han både til Heiberg og mig var fuld af vittige, ironiske indfald over den unge Hercules, der truede med at omstyrte alle skranker. [Da Heiberg med megen ulejlighed og skriverier til ministeriet fik sat igennem, at også skuespillere, medens de endnu betrådte scenen, skulle kunne udmærkes med ridderkorset, da var tonen endnu denne, at kongen mente, at vel en tragisk skuespiller, men aldrig en komisk kunne opnå denne udmærkelse. Med større hemmelig kamp, end nogen skulle tro, fik Heiberg endelig sat igennem, at N. Rosenkilde og Phister blev udmærkede med dette hæderstegn. Phister havde en anelse om, hvad dette havde kostet Heiberg at sætte igennem, og var tilsyneladende taknemmelig.]

Sidst i september begyndte prøverne på »Hamlet«, der var forberedte med stor omhu fra alle sider. I spænding mødte man på den første prøve for at se, hvad det nye talent formåede, der alt havde givet stof til så megen tale, så mange rygter i publikum.

For at kunne udføre Hamlets rolle er tankens overlegne klarhed og diktionens tydelighed noget af det vigtigste. Men en fyldestgørende udførelse kræver tillige i høj grad et virkelig tragisk talent. Hvad der nu straks glædede og interesserede mig ved Høedts fremstilling, var hans overordentlige tydelighed i diktionen. Her var ingen famlen, ingen søgen, ingen usikkerhed eller tilfældighed i memoreringen, intet af alt dette jask og kludreri, der altid har været min pest, men ro og sikkerhed. Man måtte sige om denne indstudering, at den var færdig, og til trods for de skranker, naturen havde sat Høedt, først i stemmens nasallyd, dernæst i legemets spinkle og lidet ideale bygning, måtte enhver erkende, at dette var en højst interessant og ualmindelig fremstilling. Heiberg og jeg var oprigtig glade over teatrets held, idet personalet her, som det syntes, var blevet forøget med et ejendommeligt talent.

Ret karakteristisk var det, at Nielsen, der alt i lang tid, forinden 80 Høedt fremtrådte, havde været den, der især i høje toner havde udbasuneret det nye talents ros, nu da samme talent vandt anerkendelse på prøverne, ikke kunne beherske sin slet dulgte ærgrelse herover, så at han endog, medens Høedt udførte Hamlet på prøverne nede på scenen, selv oppe i foyeren udførte samme rolle for at vise de tilstedeværende Høedts mangel på pathos og begejstring og det fattige i hans stemmemidler. Unægteligt havde Nielsen alle de naturfortrin, som var nægtet Høedt, men i forståelsen af rollen, i diktionens åndfuldhed og tydelighed stod Høedt langt over Nielsen, hvis tidligere udførelse af Hamlet ikke havde været bygget på noget studium eller nogen indtrængen i karakterens ejendommelighed.

En dag stod jeg ved en af prøverne på »Hamlet« og fulgte Høedts spil med opmærksomhed. Michael Wiehe kom hen til mig, så spørgende på mig og sagde endelig: »Ja, - hans næste rolle vil blive Hammer i vaudevillen »Nej«, og dette vil blive noget endnu fortrinligere.« Jeg svarede, at jeg stod just og beundrede det fortrinlige i denne Høedts udførelse af Hamlet, at jeg glædede mig over denne overordentlige klarhed og tydelighed i diktionen, men at min glæde ikke skulle være ringere, ifald han virkelig tillige formåede at spille Hammer i »Nej«. Jeg var lidt forundret over Wiehes betænksomme mine, idet han vedblev at følge prøven. Og dog, det var i grunden højst naturligt, om Wiehe - uden at ville tilstå det - følte noget modstræbende i sig ved betragtningen af Høedts Hamlet. At han havde øje for Høedts fortrin og glædede sig herover, tvivler jeg ikke om, men et følelsesmenneske som han måtte nødvendigt savne noget væsentligt i fremstillingen, [om end i modsat retning af, hvad Nielsen savnede.] Der er ingen tvivl om, at Michael Wiehe ville have henrevet alle, ifald han i sin tid havde spillet Hamlet; [men hans udførelse ville have nærmet sig Nielsens måde at spille rollen på. Ingen af disse to var i besiddelse af den skarpe refleksion, af] den studenteruddannelse, der udvikler det logiske, den måde, hvorpå tankens indhold tydeliggøres, uden derfor at blive tør og skolemesteragtig.

At Høedt havde studeret, hvad der af berømte dramaturger var udtalt om Hamlets karakter, var tydeligt at spore. Mig syntes dog ikke, at hans fremstilling egentlig bar præg af noget nyt, personligt, der belyste karakteren fra nye sider; men ingen god tilskuer 81 behøvede som tidligere at gruble over Shakespeares mening med Hamlets ord og handlemåde.

At et sådant digterværk, ukendt som det var af de fleste, thi det var længe siden det var opført på vort teater, måtte vække den højeste grad af opmærksomhed hos alle, der havde interesse for den sceniske kunst, var jo glædeligt og i sin orden - og efter Høedts første fremstilling for publikum var han dagens løve. Især var damerne betaget af den nye skuespiller; pjattede unge frøkener og fruer sendte naturligvis blomster, rosenrøde breve, indbydelse til samtaler o.s.v. til den lykkelige debutant. Alt dette fortumlede hovedet på den unge sejrherre. Også Heiberg ville vise ham en opmærksomhed og indbød ham til middag i vort hjem i selskab med vor hele omgangskreds. At Høedt her på mere end een måde ved sin selskabstone stødte kredsen, vil ikke forundre den, der husker vort første sammentræf.

Imidlertid opførtes nu »Hamlet« den ene gang efter den anden under stor tilstrømning; men efter at den første nysgerrighed var tilfredsstillet, nød det tætbesatte hus forestillingen i fuldstændig tavshed, hvilket pinte og trykkede Høedt i høj grad. »Hvad skal dog denne tavshed betyde?« hørte jeg ham en aften sige til fru Nielsen, »det er jo modbydeligt at spille, når de alle sidder der uden at røre en hånd.«

Ja, vist er det hårdt at spille i 5 lange akter under almindelig tavshed, thi bifaldet, dette svar på vort spil, dette kendetegn på, at vi er hørt og forstået, giver flere og flere kræfter, hvorimod tavsheden nedslår, lammer og forringer kræfterne hos skuespilleren. Hvorfor var nu publikum så tavst lige overfor den Hamlet, som jo alle stormede til for at se? Sagen var denne: til trods for Høedts store fortjeneste af udførelsen, hørte han dog åbenbart ikke hjemme i tragedien. Den tragiske patos, der skulle varme et publikum, så det uimodståeligt brød ud i applaus, den var ikke tilstede i denne fremstilling. Man kunne beundre, påskønne, anerkende, men opildnes, løftes, betages, nej, det kunne man ikke. Jeg ville kalde Høedts udførelse af Hamlet en fortrinlig oplæsning med gestikulation.

Mange har ytret, at det var en fejl af Høedt at begynde sin teaterbane med Hamlet, det højeste, og at derfor begejstringen i de senere roller måtte blive ringere; jeg tror tværtimod, at havde 82 Hamlet ikke været hans første rolle, da havde han aldrig nået den opsigt, som nu blev ham til del. Det viste sig nemlig senere, at det ikke stod i hans magt at forandre diktion, gang, gestus og den hele manér at sige replikker på. Havde man genkendt alt dette fra tidligere udførte roller, da havde man aldrig modtaget hans Hamlet, som man nu gjorde. Det ville altid kun blive Høedts første rolle, der kunne vække en sådan opsigt.

Til trods for alle Høedts fortrin var han nemlig alligevel intet genialt stort skuespillertalent. Hvad manglede ham da dertil? Det, som er hovedbetingelsen, når man med eet ord skal sige, hvori et skuespillertalent består: fantasi og gennem den evnen til at illudere, til at kunne skjule sin egen private person bag den, man udfører i digterværket. Det viste sig senere mere og mere, at det ikke stod i Høedts magt at fjerne sin egen private personlighed i nogen som helst rolle; han kunne maskere sig fra fodsålen til issen, den private hr. Høedt stak dog igennem fra først til sidst; og dette har i flere af hans senere roller tilintetgjort illusionen.

Dette var forskellen imellem Høedts og Michael Wiehes skuespillertalent: spillede Wiehe en prins, da troede man, at han aldrig havde spillet eller kunne spille andet; spillede han en ung matros, da syntes man, at han var født og båren i matrostrøjen. Han kunne illudere, og dette er kendetegnet på det rette skuespillertalent. Spillede Høedt en svag, karakterløs mand, som i »De uafhængige«, en enfoldig, som Grignon i »Kvindens våben«, en rå, ond dreng, som i »De deporterede«, en naragtig modeherre etc., altid stod personen Høedt ved siden af med sin kløgt, sin ironi, sin studenteragtige selvbehagelighed, sin manér at spille med det ene øje oppe på scenen og det andet ude i publikum. Jo nærmere man altså lærte ham at kende, desto vanskeligere var det for ham, blot tilnærmelsesvis, at illudere i den rolle, han skulle fremstille. I dem alle kunne han til en vis grad vel blive beundret, men ikke vække entusiasme, og derfor, jo oftere han spillede Hamlet, især efter at man havde set ham i andre roller, jo mere han personligt blev kendt, desto mindre henreves publikum. [Dette syn på ham og hans talent havde flere fornuftige folk end jeg.]

[Den første strid Heiberg havde med Høedt efter at han var indtrådt i teaterpersonalet var ret karakteristisk. Der er en bestemmelse 83 i teaterregulativet der siger, at når skuespillerne spiller med egne hvide strudsfjer, da får han en godtgørelse af l rdl. for samme hver aften. Nu havde Høedt en sort fjer på sin baret i Hamlet og for sorte fjer gaves ingen godtgørelse, dette kendte og vidste alle ved teatret, undtagen hr. Høedt der i sit stille sind havde glædet sig til denne lille private indtægt. Da han nu efter første forestilling krævede denne godtgørelse af forvalteren, bibragte denne ham kundskab om, at denne godtgørelse kun var for hvide fjer. Denne skuffelse tog hr. Høedt sig meget nær og krævede at han ville have godtgørelsen også for den sorte. Dette blev ham naturligvis nægtet, thi man kunne ikke således for en enkelt forandre tidligere bestemmelser og skulle han have godtgørelse for sorte fjer, så måtte jo alle andre også have det. Denne latterlige fjer-historie, som gik ud på at skaffe den store Hamlet en lille spartel af l rdl. blev nu bragt ud i byen med behørig udsmykning om Heibergs skændige opførsel mod Høedt der gik såvidt, at han havde nægtet ham l rdl. i godtgørelse, som ellers var brug ved teatret at erholde. De herrer bladredaktører hvem dette blev fortalt til, forbavsedes, damerne dånede over en slig frækhed mod den store, og de øvrige skuespillere tav i stedet for at fortælle sagens rette sammenhæng, da de intet havde imod om Høedt kunne tiltrodse sig denne godtgørelse, da den jo så var vundet for dem alle i fremtiden. Naturligvis var der også dem i personalet der i høj grad misbilligede denne smålige opførsel og al den sladder denne gav anledning til i det pjattede københavnske selskab. Imidlertid var Heiberg personlig udenfor denne klassiske strid, han overlod forvalteren at toppes med Høedt om den berømte fjer, hvilket samme forvalter udførte med en sådan iver i følelsen af sin ret, at denne sorte strid måske er det mærkeligste, der er hændt samme skikkelige mand i hans liv.]

Efter at nu »Hamlet« var gået over scenen, og jeg havde bragt det offer efter hr. Høedts ønske at spille Ophelia, hvad løn fik jeg da for min beredvillighed? At hr. Høedt havde den taktløshed, straks efter den første opførelse af »Hamlet«, en aften i en stor soirée hos Bournonvilles at efterabe min fremstilling af Ophelia og bruge sin æstetiske indsigt til at gøre alle de tilstedeværende opmærksomme på, at den art af roller burde jeg aldrig spille, da de lå aldeles udenfor mit talent, at min hele fremstilling var forfejlet 84 fejlet o.s.v. Da der nu havde været mange mennesker samlet hin aften og imellem disse ikke få af mine venner, kunne denne hans opførsel ikke blive skjult for mig. Høedt erfarede snart, at hans adfærd var mig meddelt, og kom derfor på en prøve hen til mig og forsikrede, at han ikke havde gjort sig skyldig i, hvad så mange fortalte. Jeg svarede roligt og leende, at han vist havde ret i, at Ophelia ikke lå for mit talent, en mening, han jo nok mindedes, at jeg selv havde haft, da jeg modstræbende opfyldte hans ønske om at overtage denne rolle. »Forresten,« vedblev jeg, »er jeg jo skuespillerinde og må være forberedt på kritik så vel af Dem som af andre, og jeg vil råde Dem til i tide at indøve Dem i også at kunne tåle kritik, thi den udebliver ikke.« - »De fæster altså lid til, hvad man har fortalt?« vedblev han. »Ja!« svarede jeg, »men jeg finder den hele sag ganske ligegyldig.« - Denne koldblodighed fra min side satte ham åbenbart i forlegenhed, jeg forlod ham, og vor samtale var dermed endt. Men unægteligt måtte jeg tænke på mit spørgsmål til Michael Wiehe: »Er han sanddru?« - og Wiehes svar: »Fuldstændig!«

Da nu den offentlige kritik også lod sig forstå med, at det var min private stilling til direktøren, der havde fordrevet fru Holst ud af sin rolle, hvad gjorde så hr. Høedt og hans venner, der havde formået mig til at overtage den? De tav stille, ganske stille. Efter min følelse havde ingen været nærmere til at forsvare mig imod dette falske angreb end vennerne, men fremfor alle hr. Høedt selv [men så megen interesse, så stort et indtryk gjorde det på ham, at man ikke havde kunnet sympatisere med min nye fremstilling af Ophelia, at han aldrig senere kunne glemme denne i sig selv ubetydelige sag. Til min forbavselse, 24 år efter, i tidsskriftet »Det nittende Århundrede«, erindrede man atter om, at den måde, hvorpå jeg havde spillet Ophelia, ingen genklang havde vakt i publikum, fordi man nu havde lært af Høedt at spille tragedie, så alt andet fremstillede sig som »mat og traditionelt«. Jeg spillede dog senere - og jeg kan forsikre hr. Høedt uden mig bevidst at optage noget af hans manér i tragedien - Schillers Marie Stuart og Lady Macbeth, men hverken publikum eller kritikken fandt stilen og måden mat og traditionel. Forresten var ikke alle af den mening, at min Ophelia ingen interesse havde, tværtimod, der var endog enkelte, der så noget nyt heri, som vakte

        

85 nye tanker og et nyt syn på Shakespeares yndige Ophelia.]

[Imidlertid ifald jeg ikke i forvejen vidste, at smagen er forskellig, så lærte jeg det ved denne lejlighed; thi sjældent har jeg modtaget så entusiastiske breve som dem, jeg modtog om min udførelse af Ophelias rolle. En dame, der havde kendt en ung pige, der var blevet vanvittig af kærlighed, skrev mig til, at det ved at se mine vanvidsscener var umuligt at tro andet, end at jeg også havde kendt hin yndige pige, der også døde i sit vanvid. Det var altid en lille trøst.]

En glæde havde jeg dog ved at overtage Ophelia, en fornyet bekræftelse på mit venskabsforhold til fru Holst. Ikke et øjeblik havde hun ladet sig påvirke af de falske beretninger. Alt sligt foragtede denne noble natur, thi hun var en Heger af fødsel!

Sidst i november optrådte Høedt i sin anden debutrolle som Hammer i vaudevillen »Nej«. Overskous teaterhistorie omtaler denne debut således: »Høedt gik ud på straks at gøre effekt, ved at vise sit talents mangfoldighed. Efter at have overrasket med fremstillingen af en af de største og vanskeligste karakterroller i Shakespearesk tragedie, ville han, som Hammer i »Nej!«, frappere ved at spille en munter borgerlig elsker i en livlig konversationstone, som skulle gøres interessant ved let og fin nuancering af skæmt og elskværdig badinage. Dette valg var uheldigt. Han havde flere gange, for venner, spillet rollen nydeligt i et værelse, hvor hans naturlige foredrags fortræffelige modulationer og flygtige pointeringer kunne gives med almindelig talestemme; men i det store teaterrum blev den delikate kabinetsudførelse så mat og farveløs, at publikum optog den med megen kulde og for en del nedstemte sine store forventninger.« Høedt trådte straks selv tilbage fra denne rolle; han spillede kun en eneste gang i »Nej«.

Denne Heibergs vaudeville havde som bekendt lige fra 1836 gjort overordentlig lykke hos publikum, og dens udførelse blev anset af alle som en pryd for vor scene. Phisters mageløse klokker Link, Foersoms Gamstrup og min Sophie var så indgroede i publikums yndest, at ingen af os viste sig i stykket, uden at man hilste os, jeg vil ikke gerne sige med applaus, thi dette ord er ikke betegnende, men snarere med den latter, det glædesudbrud, hvormed man møder gamle kære venner, hvis selskab man nu glæder sig til at nyde.

86

Elskeren i stykket var fra dets første opførelse spillet af en i sig selv underordnet skuespiller, hr. Waltz, men når man ikke vidste det iforvejen, da havde man her et eksempel på, hvad et harmonisk sammenspil har at sige; thi Waltz havde fra først af i den grad på en beskeden og elskværdig måde ladet sit spil sammensmelte med vort, at her intet savn føltes, men publikum optog ham med glæde i dette »firkløver«, som man havde døbt besætningen af »Nej« med; og så ofte stykket gik over scenen, ledsagedes det af ustandselig latter og bifald. Nu skulle altså også Hammers rolle overtages af en skuespiller af første rang; aftenen kom, huset var propfuldt og spændingen stor. Ind træder den nye Hammer, kastende let sine replikker til højre og venstre, men uden virkning, - ja, stykket fortsattes, uden at den vante glæde, den latter, der så ofte havde runget i justitsråd Gamstrups stue, lod sig høre. »Men virkningen af de tre ældres fremstilling måtte jo dog blive den samme?« spørges der måske. Nej, ingenlunde! thi sagen var, at Høedt havde ved indstuderingen kun tænkt på sig selv, men aldeles ikke sat sig i forhold til os andre og vor måde at udføre rollerne på. Han stod ene, vi stod ene, og ensemblet var revet i stykker, grundtonen forrykket og borte. [Jeg kom endda bedst fra det; thi jeg havde straks taget mit parti. Ved at se hr. H.s badinerende, blaserede københavnske lapsetone forandrede jeg min tidligere unge ved tilbageholdent skælmeri blufærdige Sophie til en lille københavnsk lapset tøs; thi det var den eneste måde, hvorpå ensemblet nu kunne tilvejebringes i vore elskerscener.]

Da tæppet hin aften faldt for vaudevillen »Nej«, uden at Phister på et eneste punkt havde tilvejebragt den gamle, glimrende virkning, så han forundret på mig og sagde: »Hvad var det? Har jeg virkelig spillet så dårligt i aften? Mig synes, at jeg spillede som sædvanligt.« Jeg svarede ham: »Ja, det var netop ulykken! De spillede som sædvanligt, De brugte den gamle tone uden at lægge mærke til, at den nu ikke længer passede eller blev besvaret af vor nye Hammer.« [»Men hvorledes bar De Dem ad?« spurgte han. »Jeg har i aften spillet en ganske ny næsvis Sophie, og derfor gik H.s og mine scener bedst.«] Phister så betænksomt hen for sig og svarede komisk med en af replikkerne af stykket: »Ja, det kan s'gu gerne ligge i sådant noget.« [Dagen efter fik jeg et brev fra 87 en af mine velyndere, der skrev: »Hvorfor spillede De i aftes ikke Sophie som De plejer; vel opvakte Deres replikker latter; men lad os endelig få den gamle Sophie igen.« Jeg svarede: »Så snart jeg igen får en beskeden elsker med god tone, så bliver Sophie atter den gamle, men som man råber i skoven, får man svar.«]

Da jeg efter forestillingen kom hjem til Heiberg, sagde han: »Nu havde jeg dog aldrig troet, at Waltz var så stor en skuespiller.«

Høedt vovede ikke oftere at spille rollen, og da Hultmann overtog den - Waltz var død - kom atter den gode tone og den gamle lystighed ind i det Gamstrupske hus. [Sagen var, at sådanne elskerroller må en skuespiller spille med sin egen personlighed, her kan man ikke skjule sig bag en maske. Høedt spillede den med sin egen personlighed, denne så publikum nu for første gang, og den behagede dem ikke, den var for fordringsfuld, for dominerende, for anmassende, og de fik lyst til, som man plejer ved næsvise personer, at knipse ham tilbage, idet de iagttog en knusende tavshed.]

Høedts tredje debut var Grignon i »Kvindens våben« af Scribe og Legouvé.

Grignon er en stakkels elskværdig, ærlig, godmodig, men forknyt person, der så gerne ville være en helt og ræsonnerer som sådan i enhver situation, der møder ham på hans vej i livet; men af natur er han den frygtsomste stakkel, så at de laurbær, han bestandigt tragter efter for udøvelsen af sit heltemod, aldrig vindes, da han i det afgørende øjeblik rent betages af angst. Samme Grignon forelsker sig lidenskabeligt i en glimrende grevinde, der er hovedfiguren i stykket; men han fortvivler over, at han aldrig har mod til at erklære hende sin oprigtige kærlighed. Rørende i sin fortvivlelse, trofast i sin hengivenhed kommer han til at spille en hovedrolle i intrigen, idet grevinden benytter denne trofaste hengivenhed til at fremme sine planer. Da Grignon selv indser sine mangler, bliver han kun komisk gennem stykkets situationer og ved sin ærligt mente kærlighed til en glimrende verdensdame, der tolererer ham på grund af det ubetydelige menneskes naive, rørende sider. Jo mere ærlig, troskyldig, sand og oprigtig denne rolle fremstilles, desto større bliver virkningen. Men i stedet for nu at hengive sig ærligt, sandt og rørende i rollen kom atter her den private 88 hr. Høedt stikkende frem, som om han ville sige til publikum: »Ja, I kan da nok begribe, at jeg ingen tosse er, men kun morer mig med at spille en sådan.« I stedet for troskyldighed fik man ironi, i stedet for enfoldighed tilspidset kløgt, i stedet for ydmyghed fordringsfuld, bevidst komik. Man så atter her hr. Høedt i stedet for Scribes Grignon, man morede sig privat over den private fremstiller, men jeg vil se den tilskuer, der et øjeblik var ii11usion, så at han ikke så, at Høedt morede sig privat bagved fremstillingen. Men publikum tog ham ikke dette ilde op, tværtimod, det var morsomt at se hr. Høedt således stikke frem bag masken.

Hvor lidt det virkelig kom Høedt an på det ensemble, som han så ofte [i senere år] udtalte sig om som noget af det vigtigste, havde vi ved denne lejlighed atter et bevis på, der ikke kunne andet end vække de medspillendes misbilligelse og direktørens vrede.

Stykket spiller under det første franske kejserdømme; kostumet måtte derfor minde om den tid, det forstår sig. Men ethvert tidskostume kan anvendes modereret, uden at man beholder alle bizarrerierne ved samme, og figurerne i stykket var jo ikke historiske figurer, men ganske almindelige herrer og damer fra den tid. Det historiske lå kun som en fjern baggrund for at give stykket forhøjet interesse.

Under indstuderingen havde vi derfor talt frem og tilbage om, hvorvidt det var nødvendigt strengt at holde kostumet fra hin tid. Høedt, der intet havde imod at forhøje det komiske i sin rolle ved at gå til yderste grænse, med en kortlivet kjole, med vesten afskåret under brystet, urkæden hængende ned ad maven o.s.v., stemte herfor. Michael Wiehe fandt derimod dette kostume aldeles uforeneligt med at skulle spille en ung, køn, indtagende elsker og sagde til Høedt: »Du kan sagtens pynte dig således ud i en komisk rolle, men for mig er det umuligt!« - Heiberg holdt med Wiehe, idet han udtalte, at opgaven var under slige omstændigheder at modificere alt det stødende i kostumet, og at en elsker eller elskerinde aldrig måtte iføre sig klæder, der ophævede det ideale og gjorde deres erotik latterlig, thi det latterlige forenes ikke med erotiske udbrud. - Tieck siger et sted i anledning af kostumering: »Bort med alle klude, som støder øjet og hæmmer skuespillerens bevægelser.« - Vi to damer, som spillede i stykket, turde heller ikke 89 indlade os på at overholde kostumet strengt fra den tid. Enhver, som kan erindre Joséphines dragt eller madame Récamiers fra hin første kejsertid, med kjolelivet af et par tommers længde oppe under armene, og i den grad blottet, at bryst og arme så godt som var ubedækkede, kan vel begribe, at den art af korrekthed ikke lod sig fremstille uden i høj grad at støde blufærdigheden og forrykke vore to pæne, anstændige dameroller. Vi blev da alle, også Høedt, enige om, at elskeren, Wiehe, kunne iføre sig en klædelig tjenerdragt, idet han under denne forklædning opholder sig i huset hos grevinden, de andre herrer i stykket og vi damer modificere dragten, så at den ikke blev latterlig og anstødelig; men at det var en selvfølge, at de nuværende moder under alle omstændigheder måtte undgås for ikke at bringe forvirring ind i tidsbilledet. Den militære dragt i stykket samt dekorationen skulle strengt overholdes. Efter denne aftale imellem direktøren, de spillende og sceneinstruktøren blev dragterne bestilte på skræddersalen.

Den første forestillingsaften kom.

Det er altid brug, at de rollehavende, især den første aften et nyt stykke spilles, i lidt god tid viser sig for hinanden for ligesom at være fortrolige med enhvers udseende og ikke at overraskes ved synet af hinanden inde på scenen for publikums øjne.

Da »Kvindens våben« nu skulle begynde hin første aften, var vi også alle tilstede på Høedt nær. Man spurgte, man kaldte; bestandigt hed det: »Hr. Høedt er endnu ikke færdig.« Klokken slog 7, og signalet måtte gives til at begynde forestillingen. Endnu ingen Høedt. Heiberg sendte da atter bud op til ham i hans påklædningsværelse; - der blev svaret, at man kun skulle begynde, han skulle nok komme i rette tid. I øjeblikket faldt det ingen af os ind, at hans udebliven var forsætlig. At begynde en forestilling, uden at alle de spillende var nærværende, dette var nu aldeles mod skik og brug, uden at tale om, at det tillige var aldeles imod reglementet, der endog kræver, »atalle spillende skulle indfinde sig i teatrets foyer en halv time førforestillingen«, noget, man forresten til daglig brug ikke tog så nøje. Men at begynde en ny forestilling uden vished for, at alle vedkommende var færdige, plejede man dog aldrig. Dog, Heiberg var alt ved så mange lejligheder vant til det formløse hos 90 hr. Høedt, at han for ikke at give anledning til en ubehagelig scene gav efter og lod forestillingen begynde.

Grignons første indtrædelse i stykket er til grevinden, den rolle, jeg udførte. Jeg nægter ikke, at der hørte hele min teaterrutine til for ikke at lade mig forstyrre, da Høedt trådte ind på scenen modtaget af publikum med en let fnisen og et slet dulgt uf! thi hans kostume var imod vor aftale ikke alene korrekt, men i høj grad overkorrekt; [idet han var iført knæbukser, silkestrømper, høje guldkravede støvler,] en kjole og en broget vest, afskåret under brystet, [en lang urkæde med signeter hængende ned på bukserne,] og en tæt afskåret paryk, der klædte ham ganske forfærdeligt.

Der er nu intet ivejen for, at det mandlige kostume fra hin tid kan modificeres således, at det endogså bliver smukt, hvilket [hr. Phister har vist.] Men det kan også, når skønhedssansen ikke tages med på råd, se helt absurd ud, og det var denne virkning, Høedt opnåede ved sit. »Se, her har De ham helt og holdent,« udbrød en af personalet, »han bryder sig kun om sig selv uden hensyn til andre, uden hensyn til al aftale, uden hensyn til, om ensemblet ødelægges.« Kostumeenheden i stykket var således ved hans indtrædelse aldeles ophørt.

Heiberg tog Høedt dette meget ilde op; thi hvor sligt kan ske, har publikum ret til at tro, at der ingen ledelse, ingen kunstnerisk forberedelse har fundet sted, hvilket let giver hele forestillingen et dilettantmæssigt udseende og karakteren af et privatteaters sjuskeri og uvidenhed. Han besluttede da at forbyde Høedt at vise sig oftere i dette kostume. Til lykke undgik man, hvad heraf ville følge, idet alle ved teatret, så vel herrer som damer, ja selv fru Nielsen, kom til Høedt og sagde: »Nej, hvor denne dragt dog klæder Dem forfærdeligt! Tag den dog for Guds skyld ikke oftere på.« Nu kom forfængeligheden med i spillet, og da den mening, at dragten havde klædt ham forfærdeligt, også kom til ham fra flere i publikum, blev den stærkt modereret til næste forestilling og samstemmede således med de øvrige i stykket. [Allerede næste dag kom sceneinstruktøren til Heiberg og sagde: »De behøver ingen ordre at give med hensyn til hr. Høedts kostume; thi han er selv temmelig flov i dag over at have haft det på og har allerede udtalt, at han til næste forestilling vil forandre det.«] Men denne 91 kostumehistorie var kun et lille bevis på den formløshed, som Høedt senere så ofte lagde for dagen, og som aldeles forhindrede ham i at underordne sig den nødvendige disciplin.

Der er intet, der snakkes mere frem og tilbage om end om kostumets korrekthed, uden at man er kommen til klarhed om, når det strengt korrekte skal anvendes, og når det skal modereres, ja helt forlades; når det er en hovedsag, og når det er en bisag, når der kan fantaseres i kostumet, og når strengheden i de mindste dele bør iagttages og bibeholdes. Man tror som oftest, at det ved kostumeringen kommer an på strengt at holde sig til det årstal, hvori stykket spiller; men meget ofte slår dette aldeles ikke til. I mange tilfælde er det digterværkets farve og tone, der bør gøre udslaget.

Et digterværk som »Hakon Jarl« kan aldrig udstyres korrekt nok med hensyn til dragt, våben, dekoration og alle øvrige rekvisitter, thi her fremstilles et historisk billede fra en hel tidsperiode, der ikke ligger os fjernere, end at vi ved god besked om alt det, der hører til for at sætte tilskuerne ind i denne, og det er dette, digterens værk bestemt kræver. Det ville f.eks. være galt, om det guldhorn, som trællene har fundet i jorden, og som bringes Hakon Jarl, havde en anden form end den, drikkehornene havde i oldtiden, eller om Thora og smedens døtre var iførte silke i stedet for uld, om den tids våben blev ombyttede med nutidens, - thi digtningen »Hakon Jarl« er helt og holdent, indvortes og udvortes, et tidsbillede, som alt bør bidrage til at få levende frem i de rette former og farver. Iagttages dette ikke, så sker der et brud og en forsyndelse mod digterværket, thi det er netop denne sandhed, denne enhed, som digteren kræver og stoler på, for at digtningen skal komme til sin fulde ret. Og her er heller intet ivejen for at bruge det hele kostume fuldkommen korrekt, thi det e r malerisk nobelt og skønt.

Men når nu et stykke som f.eks. Shakespeares »Cymbeline« skal opføres, hvad da? Hvem ved, hvorledes kong Cymbeline, hans hof, hans mænd og damerne på den tid var klædte? Efter al rimelighed hæsligt og tarveligt, i alt fald hvis man skal dømme efter tonen, hvori de tiltalte hinanden, thi den er rå, hensynsløs, ofte plat, både hos hoffolkene og de kongelige personer. Men nu har digteren stillet disse figurer hen, så romantisk, og i en så poetisk belysning, 92 at så vel kostumet som dekorationerne nødvendigt må holdes malerisk skønne, ifald den digteriske belysning af situationerne ikke skal gå tabt. Her er altså et tilfælde, hvor det ville være helt forkert at holde sig til det muligt korrekte, selv om det var tænkeligt at opspore det, i stedet for det fantasifulde, det ideale. Den natlige scene hos Imogen - hovedscenen i digtet - må være skøn i sin udførelse; overholdes ikke dette, bliver den anstødelig, hæslig, uhyggelig: altså, da denne scene ikke kan stå ene i anordningen, må det hele indordnes i den ramme, som her er nødvendig.

Derfor er en virkelig kunstnerisk begavet sceneinstruktørs virksomhed af stor betydning ved et teater; thi foruden meget andet må han have evne til at sætte sig fuldt ind i ånden i ethvert af de digterværker, som skal gå over scenen. Hvor mange mord har ikke sceneinstruktører på deres samvittighed! Men i æstetikken har man så dårligt politi, at morderne næsten aldrig bliver opdaget. Man finder kun digterværket liggende myrdet, men hvem morderen er, opdages ikke.

Men nu de såkaldte moderne stykker! Hvad bør her iagttages? Lad os tage et stykke som f.eks. vaudevillen »Nej«, skrevet 1836. Naturligvis brugte man ikke dengang samme moder som nutildags. Elskerens og elskerindens dragt havde et helt andet snit dengang, end Sophie og Hammer ville iføre sig nu. Men det hele stykke har et aldeles moderne præg; ville det da ikke være galt, om de to unge, der oprindeligt ikke havde det mindste latterlige eller provinsagtige ved sig, men tværtimod var to unge moderne folk fra hovedstaden, nu skulle for at være i korrekt kostume se ud som »Guds ord fra landet« - thi således ville den tids dragt nu se ud, - og derved de to blive helt andre personer? Her er intet andet for end at klæde sig efter nutiden, men, vel at mærke, ikke efter den sidste modejournal, at iføre sig en passende mellemting, der ikke støder i øjeblikket, men heller ikke minder for stærkt om dette. Dette er opgaven. I det hele taget bør skuespillere, men især skuespillerinder ikke holde sig for stærkt til modejournalen, selv i moderne stykker, men have talent til ligesom at komponere dragter, der ser ud, som om de var moderne. Ved altfor meget at klæde sig, som man ser damer på gader og stræder, får personen let noget dagligdags og trivielt. Ligesom teatermaleriet således kræver også kostumet altid en vis idealitet.

93

Skuespillere må have deres sans for kostumering stærkt udviklet. Ligesom enhver maler lægger vind på i sit maleri, at farverne står harmonisk mod hinanden, bør skuespillerne betænke det samme, thi dette er et af de mange midler, hvorved der kan og bør virkes. Men hovedsagen er, at valget af kostumet på det nøjeste hænger sammen med den rolles karakter og individualitet, der skal fremstilles. Et galt kostume kan ganske fordærve en rolles virkning, et heldigt valgt i høj grad bidrage til et heldigt resultat. Et skuespils fremstilling på scenen er et maleri lige så godt som det på lærredet.

Måske man nu vil spørge: »Hvorfor skulle da de Holbergske personer fremdeles være klædte efter datidens mode? Hvorfor skal da dette kostume ikke, lige så vel som de senere komediers, lempes efter nutidens smag?« - Sagen er, at enhver h e l tidsperiode, såsom hele oldtiden, hele middelalderen, hele parykperioden, må hver for sig fastholdes i sin enhed, og da tager man ikke hensyn til små forandringer hist og her, men enhver af disse perioder er en afsluttet helhed for sig, og enhver af dem afspejles i digternes værker, og da digtet ikke bør tillempes efter den vekslende tid, må kostumerne det heller ikke. Men i ingen tidsperiode har kostumerne således ideligt været underkastede forandringer hvert halvår som i den seneste moderne tid. Og hvorfor? Fordi de alle er hæslige, og man ideligt og ideligt optager i dag, hvad man forkaster i morgen. Thi alt, hvad der er varigt og blivende, er skønt; kun det hæslige, det abnorme, det grelle, de af luner opkomne moder er forgængelige, og en gang brugte og forkastede lader de sig ikke mere bære, uden at den, der bærer dem, straks kommer ind under det komiske. Vi ler jo ikke ved synet af en græsk eller romersk dragt, ikke af middelalderens; nej, vi ler ikke af den simple grund, at disse er og må til alle tider blive skønne og det menneskelige legeme værdige.

Mine anelser med hensyn til det nye element, der med Høedt var kommet ind i vort kunstnersamfund, havde desværre ikke bedraget mig. Hans daglige nærværelse mellem personalet frembragte en tone, en hensynsløshed, en indblanden i de daglige bestemmelser, der voldte uro og forstyrrelse i det heles gang.

Men smerteligst af alt var den virkning, som Høedts nærværelse i det sidste årstid havde udøvet på Michael Wiehe. Forinden 94 denne påvirkning havde Wiehe været hele personalets som publikums yndling. Hans elegante, beskedne holdning og velopdragne tone i daglig omgang, i forening med hans enestående talent: en personlighed fri for al smålighed, alle intriger, al pengegridskhed, al misundelse, alt dette gjorde, at alle så op til denne noble, sanddru natur. Stille, ordknap i sin omgang, men opmærksomt lyttende til enhver indholdsrig samtale, var hans omgang meget behagelig. Han havde ikke spor af, hvad man i slet betydning kalder skuespillervæsen, - og jeg ville se den fremmede i selskabslivet, der ville falde på, at han stod lige overfor en, der var vant til at glimre fra en scene. Og som i livet således var også hans fremtræden på scenen.

Indtil dette tidspunkt havde Wiehe altid været rolig, glad, ens i omgang. Enhver, selv den ringeste på teatret, turde nærme sig ham, vis på et venligt svar, vis på en hjertelig deltagelse, om nogen nød var tilstede. Alle, høje og lave, elskede denne [rene, skønne] personlighed, der stille og drømmende levede sit smukke kunstnerliv, uforstyrret af alt, hvad der kunne bringe dissonanser ind i det. Han kom ikke sjældent i vort hus, og Heiberg og hans moder havde den største godhed for ham, ligesom han på sin side ofte udtalte for mig, hvilken pris han satte på dem begge. Da Heiberg var blevet direktør, sagde han: »Hvor er det dog dejligt en gang at få en virkelig æstetisk dannet mand i spidsen for teatret.« Efter at Heiberg havde været direktør et årstid, sagde jeg til Wiehe: »Er De endnu glad ved Heiberg?« Hvorpå han på sin korte måde svarede: »Jeg elsker ham!« - Den godhed, han viste for mig personlig, var så stor, at ingen tvivlede om hans hengivenhed, som han desuden ved alle lejligheder åbent udtalte. Nu blev alt dette forandret.

[Allerede i nogen tid forinden Høedts virksomhed var begyndt ved teatret, havde alle tydeligt sporet hans virkning på Wiehe, fru Nielsen; denne sidste gik op i Høedt med en entusiasme, der forbavsede alle, der stod dem nærmere i den daglige omgang i det Nielsenske hus, hvor Høedt var regerende herre både æstetisk og på andet område.] Her blev han nu påvirket i mere end én retning, og man så ideligt ham og Høedt næsten som de »uadskillelige«. Alle ved teatret, ja hans nærmeste slægt mærkede den forunderlige forandring, der lidt efter lidt foregik med hele hans væsen, 95 både det ydre og indre, og alle talte om det uheldige heri. Jeg så på alt dette med dyb smerte. Efter Høedts ansættelse ved teatret kom Wiehe så godt som aldrig mere i vort hjem, og alle fortalte, at han nu altid var hos Nielsens og ved Høedts side. Men ikke nok hermed, hans hele tone mod os var pludselig forandret. I stedet for hans tidligere ridderligt galante opførsel mod mig var han nu mut og tvær og forsømte ofte den simpleste høflighed. Da jeg en gang spurgte ham, hvad denne forandring betød, svarede han: »Man skal ikke sige, at jeg gør mig behagelig for direktørens frue for at opnå roller; dette er jeg ked af at høre på.« - Jeg blev i høj grad forbavset over at høre slige ord af hans mund, som om han i sin fremragende stilling ved teatret som dets mest uundværlige skuespiller trængte til nogens protektion.

Da jeg en dag til hans fader beklagede den forandring, der var foregået med sønnen, så vel mod andre som mod mig, svarede han med et suk: »Ak, det er Nielsen og Høedt, der går og driller ham med hans venskab for Dem, og De kender dog vist hans ømfindtlighed; gør nogen nar ad ham, da kan de få ham til, hvad det skal være.«

Når Wiehe nu i nogen tid havde været i sin opførsel på denne tidligere ukendte maner, [heftig, uhøflig grænsende til råhed] da var det, ligesom om han med et overvældedes af skamfuldhed; han så da trykket og bedrøvet ud og bad mig om tilgivelse, ifald han havde været ubehagelig. Han kunne da ligesom for sig selv udbryde: »Ja, jeg vil have lov at omgås med Dem som tidligere i Deres hjem!« Når jeg da svarede: »Hvem forbyder Dem da dette?« tav han, og intet ord i denne sag kom mere over hans læber. Undertiden bad han mig endog skriftligt om forladelse [for sin opførsel, der stærkt pinte ham selv. Hans fortrydelse var ofte rørende, og kunne han da ikke få lejlighed til at bede mig om tilgivelse, skrev han som sagt små billetter til mig. Engang skrev han:

»Min elskede kunstsøster! Vær mig god i aften. Har jeg været ond, så tilgiv mig. Vær ikke bedrøvet over mig min kære søster.«

»Gud ske lov, at jeg har Deres billede på min væg; til dette henvender jeg mig, der kan jeg stundom indbilde mig at jeg har
fået tilgivelse
Deres hengivneste,
troeste, ærbødigste af alle Deres venner.«

96

En snes sådanne småbilletter har jeg fra hans hånd fra hine år.

En aften sad jeg ene hjemme, Wiehe trådte ind; jeg kunne straks se på ham, at hans sind var i oprør; men jeg tav og tænkte: lad ham begynde, hvis han har noget at sige mig. Efter en temmelig lang pause sprang han op og sagde: »Jeg korn egentlig for at sige Dem farvel, jeg kommer her aldrig mere.« Jeg så forundret op på ham. »Nej,« sagde han heftigt, »aldrig; thi jeg vil have fred, jeg holder ikke dette ud.« - »Hvilket?« spurgte jeg. Da tog han sin hat, greb min hånd og kyssede den heftigt, og idet han sagde farvel, brast han i en heftig gråd og ilede bort. Jeg grublede længe over denne gåde uden at kunne løse den.

En aften sad jeg med fru Nielsen i påklædningsværelset. Hun sad og betragtede sig i spejlet, og jeg så i dette, at hun sad og smilede. »De sidder jo der og ler hemmeligt,« sagde jeg, »tør man ikke nyde lidt godt af, hvad der således morer Dem?« - »O,« sagde hun, medens hun brast i latter, »Høedt og jeg har så megen morskab i denne tid med Wiehes kone. Vi ærgrer os begge over, at hun tør understå sig at være så sikker på den smukke, af alle damer forgudede mand, at hun end ikke har spor af skinsyge. Men nu har H. og jeg besluttet, at det skulle have ende, og endelig har vi fået hende i en sådan bevægelse, at den dumme selvtillid engang har ende.« - »Men det er jo skammeligt,« udbrød jeg, »det er jo godt, at hun er fritaget herfor. Hvis De nogensinde selv har kendt til denne lidenskabs kval, hvor kan De nænne -.« - »Å, hvad,« svarede hun, »en sådan tillid til sin egen yndighed er altfor uforskammet for hende, der ingen adkomster har til en sådan mands kærlighed.« Jeg hørte til med forbavselse. Fru Wiehe blev antaget af alle for fru Nielsens intime veninde og kom ideligt i hendes hus. »Og således omgås De med Deres veninder,« sagde jeg. »Min veninde,« svarede fru N. hånligt, »hun er Wiehes kone, og derfor omgås vi.« Jeg tænkte: »Nå, det skulle fru Wiehe høre, der er så stolt over den intimitet, hun står i til fru N.« Jeg spurgte nu fru N., hvem hun og Høedt havde udvalgt til genstand for fru W.s skinsyge. »Naturligvis dig,« sagde hun ganske uforbeholdent. Nu gik et lys op for mig. Gåden hin aften var løst. Hvorledes fru Nielsen i al oprigtighed har set på denne spøg, vil jeg lade stå hen. Men at denne spøg havde en alvorligere grund hos Høedt, får ingen mig fra. Sagen var, at det gjaldt at få Wiehes omgang med 97 vort hus brudt, og hvorledes skulle det kunne ske på en sikrere måde end ved at bevirke, at Wiehe for at få ro i hjemmet aldeles brød al omgang med os i vort hjem. Dette var sandelig af stor vigtighed for Høedts fremtidsplaner; thi kunne han vinde og overbevise Wiehe om, at teatret måtte omformes, da havde han vundet spil. Men dette var på een gang såre svært og såre let.]

[Under denne teatersæson, hvor Nielsen igrunden til trods for sin påtagede beundring for Høedt var rasende over, at H. og ikke han spillede Hamlet, medens han kun spillede kongens ånd i stykket, en rolle der ikke giver megen feu, da den som bekendt vel er højst vigtig, men ikke stor, plagedes han atter af alle de anfald af misfornøjelse, som var stående ledsagere i hele hans teaterliv.]

Man har et lille morsomt fransk stykke, hvor elskeren går med en ladt pistol i lommen. Hver gang elskerinden, en gift kone, ikke vil lytte til hans forelskede tale, spænder han hanen på pistolen med trussel om at berøve sig livet, men hver gang hun giver ham håb, sætter han atter hanen på pistolen i ro. En sådan pistol i lommen, hvis hane ideligt blev spændt og stillet i ro, havde alt i ikke få år Nielsens ansøgning om afsked været. Fik han ikke straks, hvad han begærte af roller eller gratialer, straks spændte han hanen på pistolen og sørgede for, at alle fik at vide, at den var spændt og det dræbende skud nær forestående. Lykkeligvis blev han så føjet og atter føjet; men pistolen beholdt han for en sikkerheds skyld i lommen.

I slutningen af den indeværende sæson spændte han hanen ofte og højt. Denne gang, fordi det var »livsfarligt for ham at spille komedie« og altså »en skændsel«, ja »et mord«, at man ville nægte ham hans afsked. På samme tid gik hans klage ud på, at Heiberg ikke lod ham spille tilstrækkeligt og ofte nok. Den ene dag måtte Heiberg give ham hånden på, at han ville skåne ham på grund af hans legemlige svaghed, og den anden dag måtte han give ham hånden på, at han skulle komme til at spille stort og småt, da han ellers tabte for meget i feu. Det er i det hele taget en fortvivlet mening hos skuespillerne, at et repertoire altid kan indrettes efter, om hr. A eller hr. B. kan få lejlighed til at spille. Ganske vist må nu og da et stykke optages, just fordi man har en skuespiller, hvis evner netop her kunne glimre, således som Heiberg f.eks. gjorde ved at optage »Kong Lear«. I dette tilfælde 98 opnåedes hensigten da også fuldkomment; thi jeg tror ikke, at mange, som overværede især de første opførelser af denne tragedie og så Nielsens spil heri, let atter ville kunne glemme det store, det mægtige, det gribende billede, som Shakespeares herlige digtning frembragte! Nielsens Kong Lear, Wiehes Edmond, fru Holsts Cordelia var fremstillinger, som ethvert teater måtte misunde os.

Hvor er det dog skade, tænkte jeg ofte, når jeg så Nielsen i flere af hans roller, at han selv ideligt arbejder på at nedbryde den agtelse, den godhed, den beundring, man kunne have for ham! Når man så ham som kong Lear, så den mægtige skikkelse, hørte den vældige, skønne stemme, betaget af hans glimrende fantasi, der måtte henrive alle, da kunne man jo virkelig elske et sådant talent! Hvor sørgeligt var det derfor, at han bestandigt nedrev, hvad han kort iforvejen havde bygget op! Thi hænde kunne det, ja det var næsten uden eksempel, at det ikke hændte, at man, når man ønskede at gentage nydelsen af en fremstilling af ham, måtte studse over den ukorrekthed i diktionen, det famlende i fremstillingen, det hule, det med eet ord samvittighedsløse i hele rollens udførelse, der gjorde, at det første billede, som man havde modtaget med beundring, blev fordunklet, [så at man da vel vogtede sig for atter at prøve på at gentage forsøget, at få det første billede frem påny.]

Da vi nu var kommet hen mod slutningen af sæsonen, blev hanen på pistolen spændt så kraftigt, at afskedslarmen blev mere støjende end nogensinde. Man fik bladene med sig, og den ene usandhed mod den skammelige direktør afløste den anden. [Heiberg studsede ofte over, hvor vidt sladderen og usandheden kunne gå:

»men Odur sig skabte
En verden af latter,
Da verden bedrøvede ham.«]

Mod Overskou, der offentligt havde vovet at tage direktøren i forsvar mod bagvaskelserne, blev nu hele vreden vendt. Bladene med »Fædrelandet« i spidsen blev nu af vedkommende gjort kloge på, at alt beroede på, at Overskou fik afsked som sceneinstruktør, og at Høedt blev indsat i hans sted; - på den betingelse ville man indtil videre tåle Heiberg som direktør. Uagtet man dog vist 99 erindrede, at Nielsen allerede i Collins tid havde spændt hanen på pistolen, så blev nu det, at Nielsen søgte afsked, udråbt som noget nyt, uhørt, ganske forfærdeligt, som kun Heiberg havde kunnet bringe ham til, - og det blev sagt, at sligt ville man ikke tåle. Nielsen skulle blive, Overskou skulle væk og Høedt indsættes i hans sted som sceneinstruktør, og ville Heiberg ikke gå ind herpå, da måtte han selv bort.

[Hvem koteriet i den forløbne sæson næsten havde kastet sig mere glubende og lidenskabeligt over end over Heiberg og mig, var Th. Overskou. Medens skuespillerne bestandigt havde valgt ham til sceneinstruktør tidligere ved deres egne private forestillinger og rettet sig efter hans vink, blev det nu vedtaget i rådet, at han for enhver pris måtte afskediges fra sit embede, og dette overdrages til Høedt. At en teaterdirektør ikke anså det for rådeligt at optage en person som embedsmand ved teatret, der hidindtil ved alle lejligheder viste sig uden mindste sans for alt, hvad der hedder disciplin, lader sig vel forstå . . . Men hvad havde Overskou forbrudt, at han skulle afskediges med skin af, at han var uduelig? At han holdt over disciplinen, at han forsvarede direktøren og modsagde mangen en opdigtet historie, der udtaltes på direktørens bag, dette var dog ingen grund for den samme direktør til at indstille ham til afsked. Men alle vore blade var nu instruerede så vel, at de alle havde den latterligste kundskab om, hvad en sceneinstruktørs hverv egentlig var, alle dømte Overskou som uduelig, og alle vidste, at Høedt, der aldrig havde forsøgt sig i sligt, var duelig og burde ansættes i Overskous sted. Heiberg sagde derimod som klokker Link: »Jeg skulle dog også have et ord at sige,« men nej, vel var han enedirektør, men om hans mening spurgte ingen længer.

Ak, hvilket blik man undertiden kaster ind i menneskenes troløse, kloge, men fordærvede hjerter!

Jeg havde på den tid en ven, en fornem, højtstående, klog ven. Denne kom til mig en dag og sagde: »Jeg har med vilje søgt Dem på en tid, da jeg vidste, at De var ene, thi jeg har noget vigtigt at tale med Dem om. De må formå Heiberg til at foretage et skridt, som er såre nødvendigt; ingen kan påvirke ham uden De, og er De klog, så går De ind på niit forslag.« Jeg bad ham tale. Da sagde han: »Ser De, den opposition mod Heiberg må have en ende, 100 især for Deres skyld, thi De går til grande under alt dette. Jeg tror, at man i stilhed begynder at indse sin uret mod Heiberg, som den laps Høedt har sat igang imod ham. Men oppositionen står der nu engang og gør som gridske, glubende hunde, der kræver et ben til at stille sulten på. Dette ben må tilkastes dem, så slår de sig til ro. Hundene er bladredaktørerne, og benet, som skal stille deres sult, er- Overskou. Ham må Heiberg nødvendigvis ofre for at få ro, indsætte Høedt i hans sted, da svarer jeg for, at stormen vil lægge sig.« Jeg spurgte ham, om han da anså Overskou som uduelig i sit embede. »Nej, gu' gør jeg ej, lige så lidt som jeg anser Høedt for dueligere, men noget må gøres, og er Heiberg klog, da lader han Overskou falde.« Jeg udbrød: »Men det ville jo være skammeligt af Heiberg, for hvem Overskou har vist sig som duelig i sit embede og dertil som en mand, der er ham hengiven?« -»Skammeligt eller ikke skammeligt, det bør Heiberg gøre, og, som sagt, er De klog, formår De ham dertil.« Blodet brændte i mine årer ved at høre denne mand tale således, og jeg svarede: »Og dette tror De, at jeg eller noget menneske i verden fik Heiberg til at gå ind på? Så kender De ham virkelig ikke, og lige så lidt mig, om De tror, at jeg ville bidrage til en sådan uretfærdighed. Overskou har ikke forbrudt sig på noget punkt. Han er flittig og nidkær i sin tjeneste, og ingen kan sige ham noget virkeligt ondt på. Han har i mange år stået sine kammerater bi med råd og dåd, har ofret dem sit arbejde for intet, uagtet han selv er fattig, og dette sidste er især hans brøde. Heiberg har ikke kunnet sætte igennem hos ministeriet at få ham kongelig ansat, kaster han ham nu ud, da har han intet at leve af med sin familie, så det er ligefrem at styrte ham i ulykke.« - »Det får ikke hjælpe,« svarede manden, der selv sad i overflod, »et sonoffer må bringes, og offerets navn har jeg sagt Dem.«

Fortørnet gik han bort over ingen tak at have fået for sit råd, og Heiberg, til hvem jeg fortalte hans mærkelige ærinde, sagde blot: »Ja, dette råd ligner den kloge mand, der anser alle andre for dumme, der ikke er lige så samvittighedsløse som han.« Senere genlød dette råd i »Fædrelandet« og mærkelig nok med samme ord »om et sonoffer«, der var nødvendigt, for at alt kunne blive godt og komme i ro påny.]

Endelig kunne vi trække os tilbage fra al denne alarm, uden at 101 der i grunden var passeret noget som helst, der var omtale værd. Man spurgte sig selv: Hvad er alt dette her? Hvad er i grunden sket? Ingen vidste at svare noget herpå. [Man var utilfreds, man ville som altid have det anderledes, end det var. En del skuespillere med Høedt i spidsen ville ingen forpligtelser være underkastet, man ville selv være herre og give love, man ville have det største udbytte af indtægterne; thi det var kun altfor ofte de usalige penge, som stod bag ved alt; - men det måtte ingen vide.]

Hvem kender ikke den forfriskende luft ovenpå en tordenbyge? Som efter en sådan åndede Heiberg og jeg, da vi i juli gjorde en rejse i Sverige [gennem Smålandene til Stockholm. En erfaren dame havde rådet os til at tage en krukke med forloren skildpadde med foruden et og andet mere til livets fornødenheder under rejsen i Smålandene, og ifald vi ikke havde fulgt dette råd, så må Gud vide, hvorledes det da var gået os; thi så godt som intet var at erholde i de hytter, hvor vi gjorde holdt. Men nu varmede vi nogle skefulde forloren skildpadde, og straks havde vi en kraftig ret, hvormed vi gjorde os tilgode; det var jo noget ensformigt, men mennesket lever ikke af brød alene, og når vi sad på vor lille åbne vogn, som vi havde købt til dette øjemed, da var vi muntre og glade, idet vort øje frydedes over de bløde bakkede linier, men især over det herlige grønsvær, der så ud som det skønneste fløjl, og som overrisledes af hundreder af kilder, der piblede frem af jorden, og som var overskyggede af herlige træer med det rigeste løv. Hvem tænkte så på de visne blade hist i pressen, når man her havde de friske, de grønne.

Men så dejligt landet var, så gjorde det dog et trist indtryk at se den lave befolknings fattigdom og elendige kår, at se en yndig ung moder med sit lille barn sidde udenfor den elendige af træ sammenklistrede hytte gnavende på noget, som de kaldte brød, men som var så hårdt og tørt som et stykke bark, taget af en eller anden træstamme; at se barnets små, hvide skinnende tænder som små hvide brækjern bore sig ned i denne tørre, tarvelige kost, kunne ikke andet end opvække medlidenhed. Men når man så den blændende hud, de rosenfarvede kinder og de smukke lyse forglemmigejs-øjne, der strålede af glæde og tilfredshed, medens det lille lyslokkede hoved skælmsk og undselig bøjede sig bag moderen, men dog ikke længere, end at det med nysgerrighed kunne 102 holde øje med den fremmede mand og kvinde, som det så for første gang, da tænkte jeg: Ja, hvad er gode og hvad onde kår, når man kun er glad. Som dette barn har engang den berømte Kristina Nilsson gnavet på sin hårde kost, medens hun nu i silke og fløjl sidder ved det af retter bugnende bord. Når følte sjælen sig friest, lettest og gladest, i hytten eller som den store berømte sangerinde i verdensbyen Paris? At den stakkels moder, der sad med det smukke barn udenfor hytten, ikke var glad, derom kunne man ikke navle; thi bekymringen stod malet på det ungdommelige smukke ansigt, der så ud, som om det rent havde glemt, hvorledes det var at se glad og tilfreds ud, så at vor gave til hende ikke engang kunne fremkalde et lille skær af tilfredshed over det bedrøvede ansigt. Denne unge kvinde og hendes smukke barn har jeg aldrig kunnet glemme, uagtet jeg naturligvis har set mange fattige unge kvinder siclde med deres barn ved en hyttes dør. Men i denne unge kvindes ansigt lå der ligesom en hel historie, som jeg nok ville have haft lov til at læse. Det gik ud over Heiberg, thi han fik ikke meget andet ud af mig den dag end refleksioner over, hvad jeg alt troede at have set hos den smukke kvinde udenfor hytten.

Det var en sand glæde at tænke på, hvor langt bedre vor almues kår på landet var stillet fremfor almuen her; thi hvor vi så kom hen, var den samme fattigdom, den samme utrolige nøjsomhed ved livets første fornødenheder. Ja, Danmark er et lidet - men ingenlunde fattigt land.

Efter nogle dages ophold i Smålandene tog vi lige til Stockholm. Heiberg havde her tilbragt i sin grønneste ungdom, måske sin lykkeligste tid hos en grev Taube. Betaget af hans dejlige kone og flere skønne unge piger af slægten sværmede den unge digter en af sine første digterdrømme - et bekendtskab Heiberg gennem Gyllembourg havde gjort, da denne familie en tidlang havde opholdt sig i København. Nu var hele denne slægt dels død, dels splittet ad, men mange minder fra hin tid blev levende hos Heiberg og mig meddelte. Jeg så Stockholm for første gang og blev meget betaget af denne bys skønhed, men især af det sydlige præg, som mig syntes, at alt havde. Det kuperede terræn, hvor husene snart lå højt, snart lavt, gav det præget, som om man var stærkt sydpå. Når man da så de mange både, roet af de smukke 103 dalpiger i deres brogede dragter, da syntes man på en solbeskinnet dag hentryllet til en eller anden by i det dejlige Syden. At man var kommet mere nord på, var umuligt at tro. Jeg var ganske henrykt over dette skue af den herlige by. Ingen af kongehuset var denne sommer hjemme, hvilket Heiberg havde gjort regning på; thi han ville nødigt tage audiens, som ikke godt kunne [være] undgået, om kong Carl havde været tilstede. Vor egentlige omgang indskrænkede sig til] den bekendte digter og historieskriver baron Beskow, en af de elskværdigste og interessanteste mænd i omgang, man kan tænke sig. Han havde levet meget ved hoffet og i de mest intelligente kredse i Stockholm og havde derfor utroligt meget at fortælle, og han fortalte glimrende og højst underholdende. Han var bekendt for sit musikalske talent og sang smukt og udtryksfuldt, mest sine egne kompositioner. Vi var ofte i hans hjem hos hans elskværdige hustru. Børn havde de ikke, men nogle unge mennesker af familien var de i forældres sted. Undertiden kom Beskow til os om morgenen og forlod os ikke før midnat. Med ham besøgte vi Djurgården og opfriskede alle de Bellmanske minder ved at se digterens buste oprejst her som et nationalmonument over den herlige sanger, hvis digtervirksomhed Heiberg i sin tid havde gjort Danmark bekendt med. [Forinden Heiberg havde gjort sit fødeland bekendt med de Bellmanske sange, anede kun meget få, at der gaves en svensk digter, der stod i et så nært slægtskab til vore egne komiske digtere, og Bellman vandt hurtigt så stor en anerkendelse i Danmark, at hans dejlige lyriske sange blev lige kendte og elskede hos to nationer.]

I Sverige kendte man tilfulde Heibergs fortjenester i denne retning, og da det nu rygtedes, at Heiberg var i Stockholm, kom der en deputation fra den bekendte klub »Par Bricol« og indbød ham til den årlige fest i Djurgården den 26de juli. Da deputationen var gået, måtte jeg le over det ulykkelige ansigt, Heiberg satte op. Hans første ord var: »Jeg sender afbud; går jeg derhen, så skal man naturligvis feteres, og alt sligt er mig modbydeligt.« Det kostede mig ikke få ord og ikke liden overtalelse at få ham fra at sende afbud og unddrage sig disse herrers høflighed. Aftenen kom, han blev højtideligt afhentet af nogle herrer, men så ud som en forbryder, der føres bort for at udstå sin straf. Først langt ud på natten kom han hjem, ledsaget af en del herrer, der omfavnede

        

104 ham ved afskeden og tiltalte ham med det fortrolige d u.

Han så forresten ved sin tilbagekomst helt kongelig ud, med et purpur axelskærf om skulderen, hvorpå var broderet meget skønt med guld en slange, der bider sig selv i halen; og ved enden af skærfet hang et temmelig stort, forgyldt emblem i form af en le; han var nemlig bleven æresmedlem af selskabet. Og nu fortalte han mig om alle skålerne, talerne og sangene, og hvorledes man over en lav sko, som man siger, havde drukket dus med ham og til slutning afsunget en sang til hans ære, på hvis titelblad der stod: »Til Johan Ludvig Heiberg, den 26de juli. P.B.«

Til trods for den ringe lyst han havde røbet til at deltage i denne fest, så han dog ved sin hjemkomst meget oplivet ud og sagde, at det dog var godt, at han var gået derhen. Han var ganske rørt over al den venlighed, der var vist ham. Det var noget nyt, han var ikke vant til slig udmærkelse i sit fædreland. [Med Beskow tilbragte vi mangen en uforglemmelig herlig dag. Det hændte undertiden, at han kom for at hente os til et eller andet, fulgte os derpå hjem, blev, gik atter med os, fulgte os atter hjem, fik os ud med sig i sit eget hus, der lå udenfor byen, og om aftenen sildigt, når vi tog bort, kørte han atter hjem med os uncler den livligs te konversation, fortalte os mange smukke og morsomme træk og historier om hans nu afdøde ven, digteren Tegner, hvor gemytlig han havde været i omgang, hvor langt fra denne modbydelige påtagne hellige mine, som så mange præster gør sig skyldige i, hvor trofast han var i sine venskabsforhold, hvor i sin inderste sjæl beskeden med hensyn på, hvad han i livet havde præsteret. Alt som han fortalte, blev det tydeligere og tydeligere for mig, at jeg godt kendte det billede, han her malede, idet jeg havde den lykke dagligt at have en lignende individualitet ved min side. Ja, det er jo, som jeg siger, at er en digternatur fri for forfængelighedens andendagsfeber, for misundelsens kræft, da er de sandelig de elskværdigste af alle mennesker. Beskow fortalte iblandt andre historier om Tegner, at han engang trængte til at få en ny kusk og henvendte sig til en ven om at skaffe ham en sådan; iblandt de forskrifter, han gav vennen om at udlede sig en god, sagde han: »Han må kunne køre vel, thi det kan jag ikke. Men han må ikke supa, fordet kan j ag gjøre sjelv.« - Og når han da sildigt tog fra os, sagde han: »Kør nu ud igen med mig, så 105 følger jeg Dem atter hjem.« Beskow må vel have været hen ved de tres i hine år, men hvem i verden kunne tro det? En dag sang han en rørende elskovsromance af hans egen komposition for mig med et udtryk, der sandelig ikke tydede på de tres - det var et farvel til en lunefuld elskerinde -. Da han var færdig, spurgte jeg smilende: »Når har De skrevet denne sang?« - »O,« sagde han noget forlegen, »det er mange år siden.« - »Nej,« svarede jeg spøgende, »det er det ikke, thi da sang De den ikke længer med dette udtryk.« Da rejste han sig, drejede sig rundt på hælen for at skjule sin forlegenhed, smilede og sagde: »De er en farlig inkvisitor.« Af B.s tidligere digterværker ville hans tragedier, som stærkt mindede om hans intime elskede afdøde ven Oehlenschlägers, ikke rigtig trænge igennem. I de sidste år af hans liv skrev han derimod historiske værker, som meget påskønnedes i Sverige. Ved hans jubilæum 1864 eller 65 blev en fortrinlig medalje slået til hans ære, som han sendte mig; dette var det sidste venskabstegn fra vor uforglemmelige vært i Stockholm i 1852.]

IV 1852-53

En konstitutionel stat kan i og for sig være meget fortræffelig, men en ulempe er det unægteligt, når der i denne ideligt skiftes ministre, thi næppe får den nye minister nogenlunde sat sig ind i forretningerne, før han afløses af en anden, og det hele arbejde må begyndes forfra. Dette gælder ganske særlig om en ministers forhold til et teater. En kultusminister vælges mindst af den grund, om han har kendskab til eller interesse for teatret, og der er jo også vigtigere ting at betænke ved valget af en sådan end teatrets skæbne. Det har også været en ofte gentagen udtalelse af de nye kultusministre, at de intet kendte til eller ingen interesse havde for teatret. For dettes vedkommende beror da alt på, om den nye minister har tillid til, agtelse og respekt for den direktørs personlighed, der står i spidsen for nationalteatret. Madvig havde en sådan tillid til den direktør, han selv havde valgt, så det var vanskeligt at sætte nogen intrige igennem mod Heiberg, så længe Madvig 106 var minister. Dette vidste man, og man nærede intet håb om, at de skjulte planer mod Heiberg for øjeblikket ville lykkes. Et stort uheld for Heiberg var det derfor, at Madvig midt i forrige sæson af politiske grunde var gået af som kultusminister; thi Madvig, der i mange år havde kendt Heiberg, måtte snart komme til at gennemskue den intrige, som enkelte skuespillere dag for dag blev dristigere i at iværksætte. Under ham følte skuespillerne nok, at deres bestræbelser for selv at komme til styret og fortrænge Heiberg ikke let lod sig iværksætte; de var altså meget tilfredse med, at han ophørte med at være minister for teatret.

Hans efterfølger blev P. G. Bang. Heller ikke under ham lod det imidlertid til, at urostifternes plan ville få fremgang. Bang var en retskaffen, arbejdsom, men tør mand, der ikke brød sig synderligt om kunst [hvorfor også al kunstnerdeklamation prellede af på ham, som om man med en lille barneflitsbue ville skyde på et panserskib.] Som sædvanligt tyede den til alle tider misfornøjede Nielsen straks til den nye minister og klagede over sin stilling med ønsket om øjeblikkelig afsked. Bang havde til Nielsens store harme ganske roligt hørt på dennes ønske og beslutning og, idet han stirrede op over brillerne, ligegyldigt kun sagt ved slutningen af Nielsens med megen svada holdte tale: »Har De Deres ansøgning med?« Nielsen styrtede ud ad døren, idet han fortalte til den første den bedste, han stødte på, hvad der var hændt ham, med det udbrud: »Sikken en tølper!« - Hver gang nogen henvendte sig til den nye minister med ønsker, fik de kun det korrekte svar: »De har jo en direktør, til ham må De holde Dem for at få Deres ønsker opfyldt.« [Der var således intet udkomme med denne mand, og der var intet andet for end at ty til det gamle våben: bagvaskelsen udadtil, for ad denne vej at få hele den offentlige mening med sig, for at skriget mod Heiberg kunne forplante sig til alle, selv til dem, der ikke vidste, hvorom skriget egentlig gjaldt.] For så vidt var dette ministerskifte uden virkning på Heibergs stilling, men Madvigs autoritet til at støtte Heiberg havde Bang ikke.

[Iblandt mine mange bekymringer om, hvorledes det ville gå Heiberg og mig i hans nye stilling, var den tanke dog aldrig faldet mig ind, at der skulle kunne komme nogen som helst konflikt mellem fru Nielsen som skuespillerinde og mig som skuespillerinde. Hun havde alt længst på dette tidspunkt opgivet at spille de 107 yngre roller, elskerinderoller, og var alt længe før Heibergs teaterperiode henvist til de ældre, hvilket man kan overbevise sig om ved at se repertoiret igennem hos Overskou. Jeg derimod virkede ene og alene i elskerindefaget, hvilket man ligeledes af historien kan overbevise sig om. Hvad rivalitet var der da eller kunne der være imellem os to? Ingen, aldeles ingen; dette måtte jo enhver fornuftig kunnet sige sig selv, at den ene umuligt kunne gå den anden ivejen. Jeg blev derfor højst forbavset og tillige virkelig inderlig bedrøvet ved at mærke, at den løgnagtige sladder nu havde taget den retning, at Herberg for at favorisere sin kone satte fru Nielsen tilside. Dette var meget snildt og godt udtænkt af de sammensvorne; thi hvad tros lettere af mængden, pøbelen, publikum, eller hvad navn man nu vil give den vælling af individer, der med glæde lytter til enhver bagvaskelse. Ja, hvem har det lettere med sit arbejdes fremgang end bagvaskeren? Fru Nielsen og jeg havde hidindtil stået i det venskabeligste forhold, og jeg vidste både af hende selv og hendes veninde, der var i huset hos hende, hvor venligt hun ofte omtalte mig for andre. Men, o, den menneskelige svaghed og egoisme! Når Nielsen, når Høedt nu ideligt og ideligt fremstillede alt for hende i et falsk lys og dryppede dagligt denne gift ikke alene i andres, men i hendes bryst, hvor mange er der så, der ville have modstået virkningen af selvkærligheden, og ikke straks, men lidt efter lidt fået synet på, at disse, som det synes mod hende venskabelige udtalelser var begrundede i sandhed, uagtet det ville have faldet hende og vennerne svært at fremkomme med et eneste eksempel på, hvori der var sket hende nogen uret. Man havde derfor ikke andet at beråbe sig på, end at hun spillede sjældent, derimod jeg ofte. Ja, naturligvis, at hun i de senere år og fremdeles i alle de år, hun endnu havde at virke ved teatret, altid i forhold til mig ville kun spille sjældnere, lå ikke i noget menneskes uret mod hende, men ene og alene i, at hun nu var gået over i et andet fag, i de ældre roller, og af dem fandtes ikke mange, som kunne tilbydes en skuespillerinde af første rang, især når denne skuespillerindes fag ikke var de stærkt komiske roller, hvori jo fru Sødring var selvskrevet. At en lignende klage også kunne lyde fra fru Phister, var jo om muligt endnu latterligere. Fru Phister, en opelsket plante i det Nielsenske hus, havde hidindtil udmærket sig som Pernille i Holbergs komedier. Disse roller begyndte hun at

        

108 blive for gammel til, og publikum var blevet køligt for hendes fremstilling af denne person, hvor hun stærkere og stærkere satte det forcerede og tildels uskønne i ungdommens sted. Hun eller rettere Phister blev betænkelig over, at hun rent kunne komme ud af repertoiret og derved miste indtægten af de, for moraliteten ødelæggende, feu. Hun fordrede nu at spille ældre dameroller, snart i et, snart i et andet stykke. Dette vidste nu Heiberg, at hun på ingen måde kunne, og da han havde indsigt og dom nok hos sig selv, behøvede han ikke forsøget; thi han og alle andre ved teatret fandt hendes fordring latterlig, og han modsatte sig det derfor. Senere, da Heiberg ikke længer var direktør, fik hun sit ønske opfyldt, og hvad var følgen? At hun ruinerede sig i den grad hos publikum, at der hørte ikke få år til for atter at komme nogenlunde i dets gunst. Hun opgav nu denne fordring om at spille dameroller. Mon hun nogensinde har sagt sig selv, hvilken tjeneste Heiberg gjorde hende ved at forhindre hende i dette dårlige ønske?

I alle stykker findes en, ja ofte to, tre elskerinderoller, men i meget få ældre roller; hvad var narurligere, ja rent uundgåeligt, at jeg på grund af, jeg tør nok sige, min uundværlighed i dette fag måtte komme til at spille det dobbelte, ja ofte det tredobbelte af, hvad de skuespillerinder spillede, som var henviste ifølge deres alder til en bestemt slags roller, hvoraf der fandtes få. At derfor min spillepræmie måtte blive større end deres, var jo en selvfølge; men næppe var der nogen, der kendte Heiberg og mig - ikke engang Nielsen og Høedt, der et øjeblik i virkeligheden troede, at det var feu'en, der lokkede os. Så ofte nu dette rygte kom mig for øre, pinte og bedrøvede [det] mig, thi hvad var herved at gøre. Heiberg kunne ikke fremtrylle stykker, hvori der fandtes rolle for fru Nielsen, og et faktum var det nu engang, enten det var ret eller uret, at så godt som alle digteres originale arbejder, oversættelser og bearbejdelser lige fra Oehlenschläger gennem Hertz, Heiberg og lige ned til de ringeste, var valgt og beregnede på mig og min udførelse af hovedrollerne. Hvorfor oversatte selv hr. Høedt kun stykker som »Dronning Marguerite«, »Kvindens våben«, »Herr og fru Møller«, der alle var baserede på mit talent, hvorfor valgte han ikke stykker, hvori fru Nielsen fik lejlighed til at glimre? Der var noget latterligt, men også noget irriterende i, at medens jeg uophørligt bad, ja ofte tryglede 109 vedkommende forfattere og oversættere om at fritage mig for det idelige anstrengte arbejde, der oversteg langt mine legemlige kræfter, og medens min læge og selv Heiberg var bekymret over dette arbejdes anstrengelse, og Heiberg ofte sagde: »Gud give jeg kunne tage det fra dig,« så udspredte man den største af alle løgne, den, at jeg var umættelig på dette punkt, og at Heiberg ved nepotisme befordrede, at jeg ideligt spillede. Ville jeg her afskrive alle de indtrængende anmodninger fra digtere og oversættere, der findes i mit gemme, da ville man se, hvem det var, der protegerede mig, om digterne eller Heiberg.]

[Mine tanker fulgte ofte fru Nielsens smerte med hele det venskab, jeg i mange år havde næret for hende; thi ganske vist er det tungt at standses i sin virksomhed på et tidspunkt, hvor sjælen er allermest moden, og det kun fordi det ydre ungdommelige præg mangler, medens ofte det indre er yngre end nogensinde. Fru Nielsen havde nu engang ikke den lykke som jeg at kunne illudere, så årene ikke spillede den hovedrolle, som de plejede. Gud er mit vidne, at jeg ofte med stor vemod tænkte på, hvor sørgeligt det var, at hun, der endnu havde sjælens hele ungdom, ikke af ydre grunde kunne bruge denne i de yngre roller; thi man sige, hvad man vil om hendes ældre præstationer, så var hun indre kun fuldt udrustet til netop at fremstille elskerinden. Det erotiske var hendes styrke. At de ædle mødre vanskeligt ville få en fremstillerinde, som hendes, er vist, men hendes egentlige fag var forbi med elskerindefaget. Det var med utrolig flid og udholdenhed, at hun lidt efter lidt arbejdede sig ind i de ældre roller, og atter kalder jeg Gud til vidne på, hvor glad jeg var, når der indleveredes stykker, hvori en rolle fandtes for hende, hvori hun kunne vinde bifald og påskønnelse. [Jeg blev . . . meget glad over, at der i Hertz' »Tonietta« fandtes en rolle, hvori hendes talent kunne vise sig. Hun spillede nemlig Teresas - gæstgiverskens - rolle, og hun spillede den karakteristisk og ejendommelig, så at den blev af megen virkning på publikum; den sydlandske farve klædte hendes ansigt godt, og hendes skikkelse fyldte fortræffeligt til den selvtilfredse italienske matrone. Gud er mit vidne, hvor glad jeg var over hendes held. Herre Gud, jeg holdt jo af hende fra gamle dage, hun var et talent, hun var i modsætning til manden et sanddru menneske, der bestandigt havde vist mig megen godhed, og jeg hørte

        

110 jo ofte af hendes veninde, jfr. Liunge, der fremdeles var i huset hos hende, og som af og til besøgte mig, rørt, hvorledes hun i hjemmet forsvarede både Heiberg og mig imod mandens bagvaskeriske udtalelser. Ja, at han en gang i heftighed havde udbrudt, da hun tog Heibergs parti: »Jeg tror, Gud forlade mig, at du er forelsket i ham.«] Før Høedts komme ved teatret havde der aldrig været tale om noget alvorligt sammenstød imellem os to; men nu arbejdede han og hans eftersnakkere på at fordærve dette, og dette forvoldte mig en virkelig smerte. Men ofte har jeg sagt og siger endnu: »Gud give, at Heiberg og jeg på alle punkter i livet havde så god samvittighed, som vi havde ligeoverfor vor opførsel og vort sindelag mod hende.« Og endnu på dette tidspunkt tror jeg, at hun følte og erkendte dette, men da lidenskaben for Høedt kom med i spillet under den senere kamp imellem Heiberg og Høedt, da blev Anna Nielsen en helt anden, end jeg tidligere havde kendt hende.]

Heiberg var et af de lykkelige mennesker, der på ethvert givet punkt kunne gå ubehageligheder og modgang imøde med et roligt overblik over den øjeblikkelige situation, et overblik, som de fleste først kunne tilkæmpe sig, når alt er gammelt og tilbagelagt. Han tog sig derfor alle disse teatervrøvlerier let og kunne med største koldblodighed læse snart i det ene blad og snart i det andet alle fordrejede og usandfærdige beretninger, der kun var hentet fra sladderen bag kulisserne og ført videre ud i byen. I hjemmet som på teatret lige over for enhver, var Heiberg under alt dette altid den samme; men denne ligevægt i sindet, der var ham naturlig, pinte end mere, tror jeg, disse med deres eget jeg altid beskæftigede modstandere. Hans gode tone, hans høflighed, hans livlige lune, alt dette gjorde, at de ligesom ikke rigtig kunne få fat i ham, men i den daglige tjeneste blev tvunget til at iagttage en lignende form af god tone lige overfor ham. Mig berørte alle disse forhold, al denne misfornøjelse, som jeg ingen grund så til, højst smerteligt. Mit sind var ligefrem oprevet over al den uret, som Heiberg led, og mit forrige glade humør var tilintetgjort. Jeg forbavsedes over al den råhed, al den pirrelighed, der dagligt gav sig luft mellem en del af personalet indbyrdes, og som jeg ideligt måtte gå afvejen for. Man har bestandigt sagt om mig, at jeg i høj grad kunne beherske mig. Så meget er vist, at er der noget i mit

        

111 liv, som jeg har følt en virkelig stolthed over, da er det, at jeg i de 7 år, Heiberg var teaterdirektør, ikkehhar været i nogenpersonlig strid med eneneste af personalet; og man må ikke tvivle på, at der i disse år jo fandtes anledning nok.

Man vil måske undre sig over, når jeg fortæller, hvad der gjorde mig opholdet på teatret i hine år nogenlunde tåleligt. Det var ikke publikums gunst, ikke udøvelsen af min kunst, der jo på mere end een måde blev mig forbitret, nej, det var et stille, trofast hjertes hengivenhed, en skøn, i al enfoldighed mærkelig personlighed; med andre ord, det var min gamle påklæderske, madam Grethe Gram. Når jeg om aftenen på teatret trådte ind i mit påklæningsværelse, modtaget altid ens, stille, hjerteligt af dette velsignede gamle menneskes milde øjne, og hendes: »God aften!« lød mig imøde, ikke som en konventionel hilsen, men i en tone, hvori der lå en inderlig hengivenhed, som om de var udtalt af den kærligste moder, da følte jeg en tryghed, en hygge i dette lille rum, som hun havde ordnet til mig, der virkede højst velgørende på mig og ofte bragte de oprørte bølger i sjælen til ro.

Disse påklædnings- eller pyntemadammer, som de sædvanligt kaldes, var som oftest håndværkeres koner, der sad i fattige kår, og som derfor benyttede aftentimerne til at skaffe sig en lille indtægt på teatret. Enhver skuespillerinde havde en sådan til sin hjælp, men ikke alle havde den lykke som jeg at have en Grethe Gram. Jeg kunne fristes til at sammenligne hende med Alma i Paludan-Müllers »Adam-Homo«; som denne, der også ender i den ringe stilling som plejerske på et hospital, stod hun alt dengang bestandigt for mig.

I henved 7 år havde hun alt udført sit beskedne arbejde, så ofte jeg spillede. Der havde udviklet sig en slags fortrolighed imellem os, men aldrig et øjeblik havde hun misbrugt den tillid, jeg viste hende, men altid iagttaget den jomfruelige ydmyghed, der var uadskillelig for hele hendes natur. Hun var et af disse væsner, der har - om jeg så må sige - de fineste følehorn til at fornemme, når man ønskede at tale, og når man ønskede at tie. Hun havde, efter hvad andre har fortalt mig, der har kendt hende i hendes ungdom, været en meget smuk tjenestepige, der var afholdt af alle. En af hendes sidste konditioner havde været hos det ældre kunstnerpar 112 Liebe, der satte megen pris på hende.

Da dr. Ryge havde mistet sin første kone, boede han en tid hos Liebes, hvor Grethe da var stuepige. Ingen måtte komme i hans værelse eller røre ved noget undtagen den altbetroede Grethe. Kun lige overfor hende blussede aldrig hans heftige natur frem. Ved sin fromhed, orden, stilhed og påpassenhed var hun også blevet ham uundværlig.

En aften, da hun og jeg var kommet rigtig ind i samtale, kom også Ryge, der da alt i flere år havde været død, på tale. Hun fortalte mig da med sin milde, bløde stemme og med en jomfrues blufærdighed, at Ryge, da hun var hos Liebes, en dag havde sagt til hende: »Hør Grethe! Ingen har nogensinde kunnet omgås mig som du, og ingens nærværelse har været så behagelig og beroligende for mig som din. Vil du være min kone, passe mit hus og tage dig af mine børn? Betænk dig på svaret i tre dage.« - »Jeg sov ikke den nat,« vedblev hun. Da de tre dage var gået, sagde han: »Nå Grethe, hvad svar giver du mig?« I høj grad forlegen svarede hun: »Ak, hr. doktor, det ville være uret af mig at gå ind herpå. Jeg simple pige skulle være moder for Deres børn? Hertil har jeg jo ikke dannelse nok, og dette forhold ville aldrig føre til lykke, hverken for Dem, Deres børn eller mig; og jeg anser det derfor som en pligt ikke at gå ind på en sådan plan.« - Og ved denne beslutning blev hun. Ryge tog sig dette afslag så nær, at han inden for få dage flyttede fra Liebes. »Det ville jo have været uret både mod ham og hans børn,« fortsatte hun, »især da jeg jo ikke elskede ham.« - »Tror De da ikke,« spurgte jeg, »at De kunne komme til at elske ham?« - »Nej, frue,« svarede hun, idet stemmen brast, »man elsker kun een gang.« - Og nu vedblev hun efter en pause omtrent med følgende ord: »Da jeg var meget ung, elskede jeg en ung mand af min stand og han mig, vi var forlovede. En dag kom en ung, mig ubekendt pige til mig og spurgte, om jeg var denne mands forlovede? Da jeg svarede ja hertil, sagde hun: »De ser, i hvad tilstand jeg er, og Deres forlovede er fader til det barn, jeg snart skal føde; altså kan han ikke blive Deres mand.« Jeg svarede hende: »Nej, hvis det er sandt, da har De ret, da har han kun pligter mod Dem, og jeg må opgive ham.« Dagen efter kom min forlovede til mig ude af sig selv over denne samtale, der var blevet ham berettet. Han udbrød i heftighed: »Aldrig 113 forener jeg mig med hende! kun du skal blive min kone.« »Ak kære frue!« vedblev hun, »hvilken scene fulgte ikke herpå! »Gør din pligt mod hende,« sagde jeg til ham og forlod ham.« Tårerne løb langsomt ned ad den gamles kinder. »Har De aldrig set ham siden?« spurgte jeg. »Jo, een gang nogle år efter. Jeg kom gående ved Børsen og så pludselig, at han kom hen imod mig længere nede i gaden; og, ja,« vedblev hun forlegen, »det er skrækkeligt at bære sig således ad! jeg faldt om og blev af folk båren ned i en kælder. Da jeg vågnede efter min besvimelse, var jeg glad ved ikke at se ham stå hos mig; jeg formoder, at han altså var gået forbi uden at have mærket min tilstand, der ville have vist ham, hvorledes mit hjerte endnu hang ved ham. Ti år efter kom min nuværende mand, der er murer, og begærede mig. Jeg sagde ham straks, at elske ham kunne jeg ikke, jeg kunne ingen elske mere; men ifald han ville nøjes med, at jeg blev ham en god og stræbsom kone, da ville jeg give ham mit ja. Han gik ind herpå og har altid været god imod mig, men det bedste havde jeg dog mistet. Da jeg fik min søn og derefter min lille Marie, da kom mit sind først ret til ro, nu havde jeg jo dem at elske. Vore kår var små, men Gud har jo dog hjulpet os.« - Nu forstod jeg først Grethe Grams rørelse, når hun stod i kulissen og fulgte elskerscenerne i skuespillene, og ofte, når jeg kom ud fra scenen, kyssede min hånd med tårer i øjnene. Også hun havde følt, måske varmere, inderligere end mangen dannet dame ude blandt tilskuerinderne, hvad det ville sige at skulle opgive den første varme og dybe følelse, der i ungdommen griber en stakkels pige, som da i det øvrige liv må leve af en bitter erindring. [Sådanne mænd, der knuser et fint hjertes bedste følelser, forekommer mig som de herrer, der på landevejene i forbigående med deres tynde spadserestok ubarmhjertigt hugger hovedet af enhver lille blomst på deres vej. Planten dør ikke deraf, men hjerteskuddet er tilintetgjort og vokser ikke senere ud mere.]

Dette om end kun blege billede af min elskværdige Grethe Gram har jeg ikke kunnet modstå at hensætte her ved skildringen af den tid, da hun især var mig til trøst og opmuntring.

Jeg havde i grunden hele den foregående sæson været lidende og syg; desuagtet havde jeg ideligt spillet, men en indvortes forfærdelig smerte havde tit og ofte plaget mig. Lægen sagde, at det 114 skulle jeg ikke bryde mig om, det var kun nervøsitet, - så at der intet blev gjort for at modarbejde den sygdom, der var i udvikling. Ofte lå jeg det meste af dagen i de største smerter, især så snart jeg havde nydt det mindste, og kørte da om aftenen så godt som fastende, sammenbøjer, over på teatret for at udføre de mest anstrengende roller. At dette ikke kunne holde i længden, var kun altfor vist. I den teatersæson, der nylig var begyndt, forværredes dette mit ildebefindende og tog med hver dag mere og mere overhånd. Jeg sagde da til min læge: »Nu skal jeg sige Dem noget, enten De nu tror det eller ikke. Om ganske kort tid bryder en eller anden stor sygdom frem hos mig.« Han rystede på hovedet og smilte.

Jeg spillede imidlertid ufortrødent, men i en tilstand, som ingen kan forestille sig - uagtet man altid forsikrede, at der intet var at se eller bemærke på mit spil, hvilket var mig selv ubegribeligt. Tirsdagen den 12te oktober, altså en måned efter sæsonens begyndelse, steg mine smerter og mit ildebefindende om aftenen i den grad, at det ikke var mig muligt at stå oprejst. Jeg lagde mig da i sengen for ikke at forlade den i mange måneder.

Aftenen efter skulle »Kvindens våben« gives uden abonnement. Hele huset var alt udsolgt, og den forlegenhed, hvori jeg satte Heiberg, var mig højst pinlig; thi jeg vidste, at når jeg ikke kunne spille dagen efter, måtte hele forestillingen gå ind, uden at en anden så hurtigt kunne træde i stedet, der kunne blot nogenlunde fylde det hele hus. Jeg håbede derfor endnu, at natten kunne bringe bedring; men næste dag efter en frugtesløs kamp for at stå op måtte jeg endelig kl. l melde, at det var mig umuligt at spille. Bagefter hørte jeg, at de »sammensvorne« - således havde man nu døbt skuespillerkoteriet - havde udbredt, at det var et påfund af mig at melde mig syg, fordi jeg ikke ønskede at spille den aften med Høedt. Senere måtte de dog nok erkende, at de i det mindste på dette punkt havde gjort mig uret. Slige bagvaskelser troede vedkommende i grunden ikke selv; thi det var noksom bekendt, at jeg i de mange år, jeg havde været ved teatret, aldrig havde nedladt mig til slige primadonnanykker, da alt sligt var mig en afsky; jeg led snarere af en altfor øm samvittighed, der ofte gik ud over mit helbred. - Her lå jeg nu i de forfærdeligste lidelser og i den stærkeste feber, thi min sygdom bestod i en heftig 115 underlivsinflammation. Jeg sagde til Heiberg: »Hvorledes skal det dog ga dig, når jeg i længere tid svigter?« Han beroligede mig, så godt han kunne. Med hver dag blev min tilstand værre og værre til trods for alle de stærke lægemidler, der nu endelig anvendtes derimod. Medens Heiberg således i hjemmet havde sorg og bekymring og næppe nogen nat rigtig søvn og ro, blev denne tid sandelig ikke gjort ham lettere på teatret af de sammensvorne, hvorimod den del af personalet, der altid havde været ham oprigtig hengiven, viste en varm medlidenhed lige overfor hans angst og uro over min tilstand, og de har senere fortalt mig, hvor det rørte dem, når han om aftenen kom over på teatret, at se den ellers frejdige mand så nedslået.

Hr. Høedt, der længtes efter atter at fremtræde i en tragisk rolle, der kunne gøre en lignende virkning som Hamlet, følte godt, at denne måtte søges i noget stærkt markeret; og han udfandt da, at af alle markerede roller var nok omtrent »Richard den Tredje« af Shakespeare den stærkeste. Hvilken virkning kunne han ikke vente af denne pukkelryggede lille djævel! Han havde derfor i sommerens løb forkortet og indrettet dette stykke for sig og scenen. Men da han uophørligt snakkede om alt, havde man allerede længe hørt om, at »Richard den Tredje« skulle opføres, og mange spurgte Heiberg, hvornår den første opførelse skulle finde sted -endnu førend Høedt havde indleveret stykket -, så at Heiberg altid svarede, at han ikke vidste, hvorfra rygtet om dette stykkes opførelse kom, da han ikke havde tænkt derpå. Når nu de andre skuespillere sagde til Høedt, der rask gik og uddelte rollerne: »Ja, men ved du da, om Heiberg i det hele taget vil opføre dette stykke?« - da svarede han: »Det skal han nok blive nødt til. Når stykket er af Shakespeare, og jeg har bearbejdet det og vil spille hovedrollen, så kan han ikke modsætte sig dets opførelse.« Se, det var heri, han tog fejl. Heiberg sagde: »Så længe jeg er direktør, er det mig, der råder, og mine æstetiske principper. Er jeg ikke mere direktør, da lad den, der kommer i mit sted, sætte sine igennem; men jeg har ikke lyst til at lægge min æstetiske samvittighed i hr. Høedts hånd.«

Endelig, efter at sæsonen var i fuld gang, indleverede Høedt »Richard den Tredje« med anmodning om straks at få det opført.

Heiberg gjorde nu Høedt den ære, hvilket ingen bestyrelse er 116 pligtig til, at meddele ham skriftligt i en motiveret dom grundene, hvorfor »Richard den Tredje« ikke »for det første«, i denne sæson kunne komme til opførelse. Heibergs brev til Høedt lød i sin helhed således:

Fra teaterdirektøren.
Kbhavn., d. 26de novbr. 1852.

Under 5te f.m. har jeg modtaget et af Dem besørget sammendrag af P. Wulffs oversættelse af Shakespeares »Richard den Tredje«, til brug for scenen.

Hvad selve den berømte tragedie angår, da er jeg ikke uden betænkelighed ved at optage den i repertoiret, og grundene til min betænkelighed vil jeg ikke undlade at meddele Dem.

Den sorte kolorit, som hviler over dette stykke, er i stærk modsigelse med den danske nations temperament og karakter, som selv i det alvorlige foretrækker lysere billeder. Jo sandere det er, at et nationalteater bør betragtes som en æstetisk opdragelses-anstalt for nationen, desto vigtigere er det, at man her, som i al opdragelse, går ud fra de naturligt givne evner og tilbøjeligheder, og ikke forsøger på at indpode noget fremmed, som er ufordrageligt med de naturlige sympatier. Jeg må derfor befrygte, at når »Richard« bragtes på scenen, og først nysgerrighedens fordringer var tilfredsstillet, ville, sent eller tidligt, den indvending mod teaterbestyrelsen opstå, at denne havde miskendt teatrets nationale betydning, og hvad jeg endnu mere må befrygte er, at jeg i det tilfælde ikke i mine egne tanker ville kunne møde eller gendrive beskyldningen. At den omtalte tragedie opføres i England, hvor den måske er i harmoni med den hypokondre engelske karakter, er ikke noget eksempel for os, og lige sålidt, at den gives i Tyskland, der selv ingen egentlig dramatisk litteratur har, og derfor, når det alligevel vil have et teater, må grunde det i lån fra de fremmede litteraturer. Men i Danmark, hvor der er og kan være et nationalteater, fordi den uundgåelige betingelse for samme er tilstede i en nationaldramatisk litteratur, er der noget at tabe ved et uheldigt valg af fremmede værker. Hos os har den Oehlenschlågerske tragedie, tiltrods for alle sine mangler, forstået at træffe den nationale tone og tiltale de nationale stemninger, og jeg tvivler på, at vi nu nogensinde kunne vænne os til at se Melpomenes dolk forvandlet til en slagterkniv.

117

En anden ikke mindre hindring for at bringe stykket på scenen er, at det er uforståeligt for et publikum, uforståeligt såvel i motiverne som i de blot ydre forbindelser. Dette kommer deraf, at det hele stykke kun er et fragment, nemlig af den store cyklus af Shakespeares engelsk-historiske tragedier. Hvem som ikke iforvejen har gjort sig bekendt med de 15 akter af »Henrik den Sjette«, forstår ikke de 5 akter af »Richard den Tredje«. Når Richard i de allerførste scener af stykket optræder med den erklæring, at han har »besluttet at være nidding«, da er det allerede tvivlsomt nok, hvorvidt dette træk er psykologisk muligt; men savnes endog alle de præcedentia, gennem hvilke man skulle se ham gå til et sådant mål, bliver sætningen parodisk. Selv det punkt, hvorom den hele tragedie drejer sig, er uforståeligt, fordi det historiske fundament, nemlig striden mellem de forskellige fyrstehuse, mellem den røde og hvide rose, ikke kan forudsættes som bekendt for et dansk publikum, ialtfald ikke i de her nødvendige details. De talrige personer i stykket må, da man ikke har set dem i de foregående tragedier, for en stor del optræde som blege skygger, hvis konturer løber i hinanden; og inden man endnu formår at skelne den ene fra den anden, hører man, at de er henrettet, og nærmere bekendtskab således afbrudt. Er det forkasteligt - hvorom vel ingen smagfuld dommer tvivler - at opføre enkelte akter af et stykke, fragmenter, hvori effekten koncentrerer sig, medens dens nødvendige forbindelser mangler, da må den samme forkastelsesdom ramme et stykke, der, uagtet det er i fem akter, dog ikke er andet end katastrofen af en stor, omfangsrig tragedie. I England, hvor kundskab til Shakespeares værker, eller ialfald kundskab til den engelske historie kan forudsættes efter en langt større målestok end hos os, er forholdet et andet.

Der er kun eet synspunkt, hvorfra optagelsen af dette stykke på det danske teater kan forsvares, og det er at betragte dets opførelse som et dramaturgisk eksperiment. Men selve dette forsvar er næppe fyldestgørende; thi eksperimenter hører ikke hjemme på et offentligt teater, men kun i en privat kreds af udvalgte kendere. Jeg vil imidlertid ikke nægte, at når man ikke ganske vil opgive indførelsen af ældre, berømte værker - hvilket man vistnok ikke bør gøre - vil man i mange tilfælde komme til at strejfe noget ind på eksperimentets enemærker. Jeg vil af dette hensyn, og desuden 118 fordi De selv interesserer Dem for at fremstille Richard den Tredje, da heller ikke ubetinget bestemme, at stykket ikke må komme til opførelse, men kun, at det ikke kan ske for det første, da der er andre arbejder, som først skulle sættes igang. Fornemmelig har publikum krav på, at een eller om muligt to af Oehlenschlägers henlagte tragedier fremføres for det, inden man byder det en så tvivlsom erstatning for det savnede. Betænker jeg nu tillige den meget lange tid og forberedelse og de store bekostninger, som »Richard den Tredje« vil medtage, finder jeg det sandsynligt, at denne tragedies opførelse ialfald ikke kan finde sted før i næste sæson.

Imidlertid vil der være nogle forandringer at foretage i Deres redaktion af oversættelsen. De vil finde dem angivet i manuskriptet, fornemmelig i den femte akt af stykket.

Men dernæst må jeg endnu foreslå en anden forandring, der, om den end ikke er absolut nødvendig, dog udentvivl er meget ønskelig. Min oven anførte bemærkning om de mange personers altfor løse karakteristik, hvorved det bliver vanskeligt at skelne den ene fra den anden, finder blandt andet anvendelse på Hastings, som dog Shakespeare har udhævet med nogle karakteristiske træk, der så meget mindre bør savnes, som Hastings er mellem dem, hvis ånder åbenbarer sig i sidste akt, hvilket bliver så meget betydningsfuldere, som personen iforvejen har haft betydning for tilskuerne. Nogle af de scener, som nu er udeladt, for at undgå sceneforandring, må, efter min mening, bibeholdes, ialfald i omarbejdelse, og dette vil kunne ske uden sceneforandring, når den gade, som er foreskrevet i begyndelsen af 3die akt (i manuskriptet) nærmere bestemmes som en gade udenfor Tower. Herved kan meget vindes, da Tower netop er det bekvemmeste midtpunkt for en handling, som bevæger sig mellem fængsel og rettersted. Der må da fortælles, at Rivers, Grey og Vaughan, som er arresteret i Pomfret, ville blive ført til Tower for der at lide døden; thi således motiveres deres ellers umotiverede optræden på Londons gader. På dette sted kan man da ligeledes se Hastings gå til Tower tiltrods for Stanleys råd, og, med forbigåelse af scenen, hvori han dømmes til døden, kan man fremstille den, hvori dødsdommens fuldbyrdelse meddeles Richard, samt dennes næsten komiske retfærdiggørelse for Lord-Mayoren. Skriverens scene kan da ganske falde bort. Men derimod kan den scene anbringes, hvor dronning 119 Elisabeth forgæves søger at komme til sine børn i Tower, og hendes smukke slutningsreplik, hvori hun tiltaler Tower - en af de få formildende toner i den vilde dissonans, som opfylder stykket -behøver da ikke at udelades.

J. L. Heiberg.
Til hr. skuespiller Høedt.

Heiberg brugte sædvanligt maj måned til udførligt at udarbejde et helt repertoire for den kommende sæson, så vel af ældre som nyere arbejder, nøje betænkende de forskellige digtarter, der i sæsonens løb skulle afløse hinanden, så der kunne komme variation i rækken, af forestillingerne. Denne sin ordning af hele sæsonen holdt han strengt fast ved, for at det vaklende og urolige i virksomheden så vidt muligt kunne undgås. Denne fremgangsmåde var tillige en stor fordel for skuespillerne, da de således forud vidste, hvilke roller de i ferietidens halvtredie måned havde at indstudere, og når omtrent disse ville komme til opførelse. Derfor holdt han fast ved sin een gang tagne bestemmelse, for at ingen rolle skulle indstuderes forgæves i ferietiden; og derfor kunne han ikke kuldkaste hele sin plan for at føje en enkelt skuespiller i at opføre et stykke, han slet ikke havde påtænkt at give. Til sådanne store værkers opførelse kræves mere omfattende forberedelser, end de fleste tænker. Først til indstuderingen af de mange store roller, dernæst til at forfærdige de mange kostumer og fremfor alt til at male de nye dekorationer, hvoraf der altid kræves nogle i et større arbejde. Til alt dette bliver der vanskeligt tid og rum, medens sæsonen er i fuld gang, og der hver aften skal spilles. Men fremfor alt må direktøren have tid til at betænke først, om han i det hele taget ønsker at drage et sådant arbejde frem. Bestemmer han sig nu hertil, da må et sådant ældre digterværk omhyggeligt gennemgås med hensyn til sproget og andet mere, således som Heiberg havde gjort forud for opførelsen af »Hamlet«, thi at Høedt alt på egen hånd havde påtaget sig dette arbejde med »Richard den Tredje« var, efter de erfaringer Heiberg havde gjort ved hans arrangement med »Hamlet«, ingen betryggelse, man kunne slå sig til ro ved. Dernæst må nøje betænkes, i hvilke hænder de mange vanskelige roller kunne betros; heller ikke heri kan man stole på skuespillernes indbyrdes kammeratskab. Det er direktøren, der til 120 syvende og sidst bærer ansvaret, og dette ansvar kan ikke uden videre en anden påtage sig. Mislykkes et sådant stort og kostbart arbejde, da går alle afvejen for kritikken og skulle vel forstå at kaste hele skylden over på direktøren.

Ved denne Heibergs vægring ved straks at opføre »Richard den Tredje« var nu imidlertid hundrede og ét ude, som man siger. Nu blev der holdt et stort råd [i det Nielsenske hus] om, hvad der var at gøre. Først sørgede man naturligvis for, at denne sag kom tilstrækkeligt ud i publikum. Overalt talte man om, at det utrolige var sket, at Heiberg nægtede at opføre »Richard den Tredje«, uagtet Høedt ønskede det. De københavnske damer var dånefærdige over dette uventede slag. Man hørte sådanne ytringer: »Tænk, at se den yndige Høedt spille en rolle, hvor han skal være pukkelrygget og desuagtet uimodståelig for stykkets kvinder! - At nægte at opføre et sådant mesterværk! er det dog ikke oprørende!« Slige ytringer hørte man af mange, for hvem samme mesterværk var så ubekendt, at man gerne kunne bildt dem ind, at det foregik i månen. Men at Richard den Tredje var pukkelrygget, det havde de nu ved al den larm fået at vide.

Ved denne tid var P. G. Bang blevet afløst som kultusminister af Simony, en venlig, human, stille mand, der hidtil så lidt som Bang havde fulgt eller interesseret sig for teatret. Han blev derfor noget alarmeret, dels ved at høre de mange skrig, dels ved at Høedt indfandt sig hos ham med en klage over Heibergs utrolige beslutning. I samtalen med ministeren havde han blandt andet ytret: »- og så uden videre at nægte et sådant stykkes opførelse uden engang at gøre mig den ære at meddele mig sine grunde, som dog var en billig fordring fra min side.« Dette fandt også Simony for hårdt. [Samme dag som Høedt havde udtalt dette om formiddagen for ministeren, indrykkede Heiberg om aftenen] i »Berlingske Tidende« den skrevne motivering, han tidligere havde meddelt hr. Høedt om grundene, hvorfor han ikke nu kunne opføre »Richard den Tredje«, et skridt, fremkaldt ved »den latterlige alarm«, som sagen havde afstedkommet i pressen.* Ministeren *

121 læste nu til sin forbavselse sagens rette sammenhæng i »Berlingske Tidende«, og man kan vel ikke undres over, at tiltroen til Høedts klager herved for en stor del blev svækket, så at han herefter ikke med [ubetinget] tillid lyttede til dennes ord. Simony udtalte selv for Heiberg sin forundring over denne sag og sin misbilligelse af Høedts opførsel. Jeg blev derfor noget overrasket ved at høre af en gammel veninde [af mig, frk. Harboe,] der besøgte mig på mit sygeleje, at ministeren dog vist måtte stå på Høedts side, da denne efter det passerede havde gjort ham en visit i hans hjem. »Det er usandhed,« svarede jeg, »det har ministeren ikke gjort.« - »Jeg så ham jo selv i går hos Høedt!« udbrød hun, »en herre, hvem Høedt fulgte til døren, gik igennem værelserne, og på mit spørgsmål, hvem denne herre var, svarede Høedt: den nye kultusminister Simony.« - »Det er alligevel ikke sandt!« vedblev jeg. »Sig til Høedt, at De har fortalt mig dette, og at jeg har erklæret det for usandt, så skal De se!« - Ganske rigtigt; da hun gjorde, som jeg sagde, [svarede han: »Ja vist, jeg sagde kun dette til Dem for løjer«.]

Det var forresten en stor tjeneste, Heiberg gjorde Høedt ved at nægte ham »Richard den Tredje«s opførelse. Høedt kunne nemlig ikke spille denne rolle i sin helhed. [Den første del af rollen kunne han vel spille, uagtet det er et spørgsmål, om han endogså har kunnet give andet end den diaboliske teaterskurk, i stedet for den mægtige inkarnation af syndens højeste mysterium. Til at få dette frem behøves en mægtigere personlighed indadtil og udadtil, end hr. Høedt er i besiddelse af. Richard den Tredje må, ifald Shakespeares skabelse af ham fuldt skal frem, kunne imponere til trods for vanskabningen, må have et sådant fang af stemmemidler, en sådan styrke i det dæmoniske, at alle bøjer sig, mænd og kvinder, for hans sataniske magt. Hans legeme er vel lille, men hans ånd må være en stor, kraftig djævleslange og ikke en lille, snigende snog, thi ellers begriber man ikke de andres underkastelse og tro på ham et eneste øjeblik. Som han ved sin sataniske magt bedårer på scenen, må han i det samme bedåre tilskuerne, 122 der ligesom hine ikke får tid til at reflektere, men underkaster sig og drages som personerne i stykket uimodståeligt af hans slangeøjnes magnetiske tiltrækningskraft.

Jeg har aldrig troet, at denne Shakespeares Richard den Tredje nogensinde fyldestgørende er fremstillet, selv af de berømteste navne i skuespilkunst; thi denne rolles udførelse forudsætter en begavelse indadvendt i linie med Shakespeare selv, udadvendt med alle de legemlige betingelser, som nogensinde en skuespiller har haft at råde over. De par talenter, som i England har været berømt i denne rolle, har ikke været i besiddelse af de fornødne betingelser, så vidt man igennem deres liv har lært dem at kende.]

Så længe Høedts fremstilling kunne hvile i den rænkefulde, diaboliske kulde, sanselighed og ondskab, ville hans »Richard den Tredje« måske være blevet fulgt med interesse, men så snart denne ånd udfolder sine vinger, der forvandler den sammenrullede skikkelse til heltestorhed og kraft, manglede Høedt alle naturbetingelser for at levendegøre dette billede: stemmestyrke, lidenskab, patos. Hvis kun den første har sin repræsentant i skuespilleren, da bliver »Richard« kun et vildt, modbydeligt dyr, der ingen berettigelse har til at være hovedpersonen i en tragedie; han bliver da kun en teaterskurk, man med væmmelse ville vende sig bort fra. Dette vidste Shakespeare ret vel, og derfor fik han begge sider frem med lige styrke. Men hertil forslår intet studium. Goethe siger: »Das Studium ist nicht genügend ohne Einbildungskraft, und Studium und Einbildungskraft nicht hinreichend ohne Nature11. Alle körperlichen Mittel miissen dem Schauspieler zu Gebothe stehen.« At Høedt i hemmelighed havde følelsen af, at han med de midler, der stod til hans rådighed, let ville kunne opvække latter hos tilskuerne i stedet for den højeste grad af forfærdelse, når han som Richard, hvis hest er dræbt under ham i slaget, i kampens vildeste brændpunkt og i afgørelsens moment styrter ind på scenen med sit dragne sværd og i en lidenskab og angst, der grænser til vanvid, udråber de bekendte ord: »En hest! en hest! mit kongerige for en hest!« - et udråb, der fremtræder med en styrke, som om han henvendte det til hele jordkloden, - derom vidnede hans udtalelser på tryk nogle år efter i et ræsonnement om, hvorledes dette sted, dette udråb hos digteren bør forstås og udtales.

123

Han underretter os nemlig her om, at disse ord ikke skulle udråbes i højeste lidenskab, men at tværtimod Richard skal komme langsomt ind i dybe tanker og i en stille, reflekterende tone sige spørgende, som hen for sig selv: »En hest? en hest? mit rige for en hest?« Alle udråbstegn hos forfatteren skulle således forvandles til spørgsmålstegn. Ja, unægteligt ville det konvenere hr. Høedts talent og begavelse her at bytte disse tegn om med hinanden.

Richard kommer ind midt under slagets tummel. Hans sind er endnu betaget af de myrdedes ånder, der under hans hvile i teltet, inden slaget er begyndt, har en og hver råbt til ham under hans urolige søvn: »Fortvivl og dø!« efter denne vision vågner han op i forfærdelse, og for første gang føler han samvittighedens bid i sit bryst. Og da han nu får bud på bud om fjendens fremrykning, da er det, at denne djævel, der har frasagt sig Gud og vil være sig selv nok, bliver større og større i retning af det sataniske, og ordene farer nu som lansespidser fra hans mund; han udbryder, idet han styrter ud i slaget:

»Vel tusind hjerter svulme i min barm.
Frem, frem med bannerne, styrt mod fjenden!
Lad nu vort gamle sejers ord: Sankt George,
Besjæle os med flamme-dragers rasen!
Af sted! På vore hjelme hviler sejren.«

Han og alle iler ud i slaget, og han ses ikke igen, førend han, kommende fra dets rasende kamp, farer ind, råbende: »En hest! en hest! mit kongerige for en hest!« - Det er denne genkomst Høedt tror at kunne affinde sig med ved ro og refleksion i udtrykket! Men sæt, at han virkelig kunne have fået de uvidende bildt ind, at denne tone var tilstrækkelig, da han første gang udbryder i disse ord; hvorledes ville han da komme ud af det, når ordene et øjeblik efter gentages? Da nemlig Catesby nu styrter ind på scenen med de ord: »Bort, herre, bort! Jeg skaffer jer en hest!« svarer Richard:

»Træl, jeg har sat mit liv på denne terning, Det sidste kast jeg end forsøge vil;
124 Jeg tror, der er seks Richmonder i marken;
Fem i hans sted, jeg har til døden sendt. -
En hest! En hest! mit rige for en hest!«
(styrter ud i slaget.)

Kunne disse ord i forbindelse med den hele replik også her udtales med indadvendt refleksion? Behøver man at kende mere end dette ræsonnement for at berolige sig over at være gået glip af hr. Høedts fremstilling af »Richard den Tredje«?

Der er kun een rigtig måde at udtale disse ord på, og den er stik imod al refleksion, thi i den højeste patos vidste Shakespeare godt, at ræsonnementet, besindigheden ikke hører hjemme, og derfor må ordene første gang råbes i raseri og en frygtelig angst, uden at den rasende selv ved, hvad der ligger i ordene, og dette raseri vedbliver under den korte replik, der følger efter, indtil de samme ord anden gang farer fra læberne, inden han påny styrter ud i slaget. At ville trevle disse ord op er karakteristisk for det standpunkt, hvorpå hr. Høedt stod som stor tragisk skuespiller.

Det var en uforsigtighed, et uheld for Høedt, at han gav dette sit splinternye syn på den berømte replik hos Shakespeare tilbedste for alle, thi så uvidende, så lidt bekendte med Shakespeares værker var dog ikke de litterære mænd i landet, at jo det hele Høedtske ræsonnement blev til latter. Heiberg forenede sin latter med de andres og ytrede: »Fra i dag bør hr. Høedt have en hest i sit våben!«

Altså: Heiberg ville ikke for øjeblikket opføre »Richard den Tredje«; men Høedt vidste at hævne sig; thi ville Heiberg ikke lade ham spille Richard den Tredje, da ville han til gengæld intet nyt spille, af hvad Heiberg ønskede, - og den svage Wiehe fulgte hans eksempel.

Fra dette øjeblik fik pressens angreb på Heiberg ny fart; snart bebrejdede man ham, at han ikke opførte klassiske værker, og snart, at han burde indse, at disse var forældede. I september klagede man over, at Holberg ikke gaves ofte nok; i november klagede man over, at man fik for mange Holbergere. Så var det en »skændighed«, at Oehlenschläger ikke blev opført, og på samme tid rasede man over, at Heiberg ikke ville opgive »Palnatoke« for »Richard den Tredje«. Så ville man have operaer, 125 så fik man for mange operaer. Så ville man have unge talenter frem, så klagede man over, at for mange unge talenter fik lov at forsøge deres kræfter. Så ville man have en kraftig mand i spidsen for teatret, der kunne sætte sin vilje igennem lige overfor de genstridige skuespillere, så udtaltes atter - med »Fædrelandet« i spidsen -, at skuespillerne kun skulle gøre oprør mod deres direktør o g modsætte sig hans vilje; thi hos bladetskulle de finde medhold og støtte. [Man tror måske, at alt dette er overdrevne beskyldninger mod vore mest ansete blade? Men ifald man ville påtage sig det kedsommelige arbejde at gennemløbe bladlitteraturen fra hin periode, da vil man overbevise sig om det modsatte. Læs teaterhistorien, og selv om du ikke tror et ord deraf undtagen det, der bevises ved tal og ved trykte meddelelser, vil man se, at jeg ingenlunde overdriver.] Og skuespillerne lod sig ikke dette sige to gange, men gjorde al den modstand og fortræd, der stod i deres magt. Idelige sygeanmeldelser indløb, hvilke alle vidste var usande, og som standsede så godt som alle de forestillinger, Heiberg havde bestemt og stolet på. Ja, nogle skuespillere forsøgte på at betale andre for at kuldkaste forestillingerne.

En skuespiller, på hvis ord jeg tror, fortalte mig, at en aften, da »Hamlet« skulle opføres, havde en af teatrets mest intrigante skuespillere, der ikke spillede i »Hamlet« og altså ingen magt havde til selv at kaste forestillingen overende, sagt til ham, der spillede i stykket, og som netop havde klaget over at være i forlegenhed for penge: »Jeg giver den, der vil forhindre forestillingen, 15 rdl.« -[Den anden svarede: »Ja, gid forestillingen ville gå ind, thi jeg har lovet nogle venner at samles med dem på den aften i et lystigt lag! Men hvor tør man vove at tilbyde penge på den betingelse?« Tilbyderen tav da forlegen stille.]

Allerede i forrige sæson havde Heiberg anmodet M. Wiehe om at overtage Correggios rolle i Oehlenschlägers tragedie af samme navn og tillige anmodet Høedt om at spille Giulio Romano. Wiehe trak bestandigt svaret herpå i langdrag, thi ved Høedts idelige drillerier over lyrisk følelse var han formeligt bleven angst for slige følsomme, lyriske roller, uagtet han netop heri havde en styrke, der aldrig forfejlede sin virkning på nogen tilskuer. Da Heiberg endelig tabte tålmodigheden over intet svar at få af Wiehe, og en 126 aften udbad sig dette, udbrød denne, - der altid, når han manglede ord til at forsvare sin mening, blev trodsig og hidsig - i en uartig tone: »Nej, jeg spiller den ikke, fordi jeg vil ikke spille den.« - Heiberg, der endnu bestandigt havde godhed for Wiehe, blev ligefrem bedrøvet over denne hans tone og sagde, at han ikke havde forskyldt en sådan opførsel af ham, hvem han bestandigt havde vist godhed, og til hvis ønsker han, hvor det var muligt, havde taget ethvert hensyn.

Endnu et forsøg på at omstemme Wiehe i denne sag gjorde Heiberg, idet han henvendte sig til Høedt, om han ikke ville tale Wiehe tilrette, og lige overfor Heiberg mente også Høedt, at det kun var et øjeblikkeligt lune. Men Wiehe vedblev som eneste grund til afslaget at gentage: »jeg vil ikke,« og den af bladene dagligt for despot udskældte direktør måtte tie og finde sig i en sådan modstand for ikke end mere at give stof til den opposition, der kom til orde imod ham i pressen.*

Som jeg tidligere har fortalt, var det en ynk at bemærke de ofte tilbagevendende anfald af anger og fortrydelse hos Wiehe over alt det, som de sammensvorne fik ham ind i stik imod hans natur. Et sådant anfald må han have fået, da han i denne sag sendte Heiberg følgende brev:

»Hrr. etatsråd!

Må det være mig tilladt at henvende nogle få ord til Dem i et personligt anliggende. - Høedt har samvittighedsfuldt udført det hverv, etatsråden havde bedt ham om at overtage, men jeg har ikke haft ro til at svare i disse dage.

Det smerter mig, at etatsråden står i den formening, at jeg ikke har bedt mig fritaget for den omtalte rolle, da jeg har haft den tro, at det først var efter etatsrådens rene afslag på mine gentagne indstændige bønner, at jeg - med bedrøvelse - greb til det sidste middel. At dette middel var ulovligt, at jeg følgelig har fuldkommen uret ligeoverfor direktøren, det ved jeg, og det ytrede jeg allerede gentagne gange under den samtale, jeg havde med direktøren.

Det er derfor heller ikke om denne sag, jeg ønsker at tale.

* 127

Derimod er der en ytring af etatsråden, der gør mig personlig ondt, og det er den, at De ikke har forskyldt en sådan opførsel af mig. Thi for at etatsråden skal kunne bruge dette udtryk, må den anskuelse stå bagved, at grunden til min opførsel skulle være at søge i eller stå i berørelse med Deres forhold til mig, at jeg skulle have en anden hensigt, end at blive rollen kvit, en hensigt imod Dem, og i så tilfælde er det mig, der må sige: en sådan anskuelse har jeg ikke forskyldt af Dem. Selv om De er så vred på mig, at De slet ikke bryder Dem om at vide dette, vil jeg dog for min egen skyld udtale det for Dem, at intet i lang tid har gjort mig så ondt, som denne modstand, og at hvad der end sker, så ville mine personlige gode følelser imod Dem, hr. etatsråd, ikke forandres.

Jeg slutter med det håb, at etatsrådens vrede ikke vil vare altfor længe, og med det ønske, at jeg måtte få lejlighed til at genoprette, hvad jeg ved denne lejlighed har nedbrudt.

Den 29de oktober 1852.
Ærbødigst
M. R. Wiehe.

Uagtet dette tegn, som det syntes, på en anger over Wiehes opførsel lige overfor Heiberg, gik det ikke bedre med Heibergs plan at opføre Shakespeares »Julius Cæsar«, som han i lang tid med megen omhu havde forberedt. Wiehe ville ikke spille heri, Høedt ville ikke spille heri, på samme tid som de begge dristigt udbredte klager i publikum over, at de ikke i virkelige digterværker fik lejlighed til større opgaver i deres kunst, og disse klager blev troet af alle, fordi Heiberg ikke offentligt ville stille dem blot og bevise det ugrundede heri. [Ak! det er en elendighed at have med slige personligheder at gøre!]

Alle disse indre stridigheder gjorde, at den offentlige modstand føltes dobbelt i denne tid, da jeg lå dødssyg og ofte med ængstelse ventede Heiberg om aftenen hjem fra teatret af frygt for at høre beretninger, der på een gang ville smerte og ængste mig. Det forekom mig som noget usædvanlig ondt af dem i personalet, der nu engang havde stillet sig i opposition mod Heiberg, at de ikke under sådanne omstændigheder, hvor de vidste, at han gik i angst og sorg, bøjede af fra yderligere at fortrædige ham; - også at pressen - atter med »Fædrelandet« i spidsen, for ikke at tale om »Dagbladet«, der nu var kommet til - fortsatte på denne tid at gøre 128 alt, hvad der stod i dens magt, for at ophidse alle imod ham. Dog, det er intet at tåle fornærmelser af folk, der er os ligegyldige; og derfor stod det hverken i Høedts, Nielsens eller Phisters magt at bedrøve mig. Men Wiehe! dette menneske, som jeg havde båret frem for publikum med en interesse, en godhed, som om han havde været en af mine nærmeste, som jeg havde levet mit lykkeligste kunstnerliv med, som tidligere så ofte havde ytret, ikke alene til mig men til alle, som ville høre derpå, at han kun formåede at løftes i kunsten ved min side, at når jeg ikke spillede i et stykke, forekom ham alt dødt og tomt. Han, der så ofte havde udtalt sin store hengivenhed, ikke alene for mig men også for Heiberg, denne stille, beskedne Wiehe, der havde været elsket af alle, - om ham hørte jeg nu i den ene beretning efter den anden, at han ikke var til at komme nær. Som et uartigt, hidsigt barn vrængede han ad alle og ville ikke tåle, at nogen henvendte et ord til ham; ja, dette gik så vidt, at, da en dag en af hans kammerater havde ytret, at vejret var råt, han i heftighed vendte sig imod ham og sagde: »Rejs ad h ...... til! hvad kommer det mig ved.«

Michael Wiehe således! ak, når jeg på mit smertefulde leje hørte Heibergs meddelelser om alt sligt, da vidste jeg ikke, hvilke smerter der var størst, de legemlige eller de sjælelige.

Vi var alt nået ind i november måned, og bestandigt lå jeg mellem liv og død og under lidelser, der ikke lader sig beskrive; men hvad der lige så lidt lader sig beskrive, var den deltagelse, [så godt som hele byen følte med min tilstand. Et menneske måtte placeres ved vor dør for dagligt at sige besked til de utrolig mange kendte og ukendte mennesker, der kom dagligt for at høre til mit befindende. Ældre damer, unge piger stod og græd ved vor dør ved tanken om, at jeg skulle dø.] Folk af alle stænder, fra de laveste til de højeste, sendte deres bud for at få underretning. Tårerne kom mig i øjnene, når jeg hørte, at mine venner, deriblandt min faderlige ven, geheimeråd Collin, selv gik den lange vej til Søkvæsthuset for ved døren personlig at få nøjagtig underretning. Min læge sagde ofte: »Jeg kommer så sildigt, thi folk standser min vogn på gaden for at høre til Deres befindende.« - Og nu dette forunderlige menneske, denne Michael Wiehe! medens han i tykt og tyndt fulgte Høedt og det Nielsenske hus, medens han var med at fortrædige Heiberg og gennem ham mig og på teatret 129 optrådte som en fjende imod os, listede han sig i skumringen op ad husets bagtrappe for at beroliges med hensyn til min tilstand. En sildig aften kom min pige hen til min seng, og jeg så på hendes øjne, at hun havde grædt. »Hvad fejler dig?« spurgte jeg, »du har jo grædt.« - »Ak,« svarede hun, »Hr. Wiehe var derude ved køkkendøren, og da han hørte, hvor dårligt det var med fruen, brast han i gråd, den stakkel. Det er så rørende at se en mand græde, og så måtte jeg græde med.«

Jeg tænkte: »Ja, dette var Wiehe selv. Hvad de andre har lavet ham til, er hans sjæl fremmed.«

Michael Wiehe var som en lotusplante, der i fred og ro burde haft lov til at svømme i de stille vande. At tvinge en natur som hans ind i en uværdig, lidenskabelig intrige var at rykke ham op med rode, var at - ja rent ud sagt - at dræbe ham. Han var, inden disse ham modsatte naturer dryssede deres gift over hans hele væsen, en stille, i inderlighed fordybet kunstner. Den ideale kunstverden var hans rette hjem. I dette rige kunne han trives, men ikke i et lidenskabeligt koteries hule patos [og uværdige virksomhed.] Hans natur var i al beskedenhed at virke til det fælles mål, ikke i hovmod og indbildskhed at træde frem som styrer, som reformator med konfuse mål for øje. Ved at drages ind i alt dette var han helt kommet ud af sin ligevægt og var på grund af al den usikkerhed og uklarhed, der sled i ham ved tvivlen om, hvorvidt alt det, man fik ham til, virkelig var ret, bleven et egensindigt, hovmodigt menneske, der handlede mod sin egen ædlere natur.

- »Hovmod! denne synd, der styrtede englene, og som af alle synder lettest fanger de dødelige, der står englene nærmest.«

Den 22de november var det min fødselsdag. Sygdommen havde i de foregående 14 dage antaget en mildere karakter, smerterne var mindre, feberen i aftagende, og allerede gik rygtet, at faren var ovre. På denne dag var mine venner og veninder og alle, der stod i forhold til mig, ja mange i publikum, som jeg ikke havde anelse om var til, uudtømmelige i at vise mig deres deltagelse. Lige fra den tidligste morgenstund modtog jeg på sengen gaver, blomster, breve, vers, det ene mere kærligt end det andet. Jeg var rørt og tænkte: »Herre Gud, er der virkelig så mange, der holder af mig?« - Naturligvis vil jeg ikke plage nogen med at læse alt dette; kun et brev fra min gamle ven Collin vil jeg her meddele:

130
»Kæreste Hanne

næsten i hvert brev, jeg får fra Ingeborg, som nu i 6 uger har været hos Jonna, der hver dag venter sin nedkomst, spørger hun: hvorledes er det med fru Heiberg? i det brev, jeg fik i dag, hedder det: »Har fader set noget til fru Heiberg? Jeg drømte forleden nat at jeg gik og passede hende; det har jeg tænkt så meget på at jeg så gerne ville have gjort, dersom jeg havde været i København; jeg husker nok, hvor kærligt hun passede Louise og mig, da vi var syge i Ems.« -

Jeg skriver til hende i dag, og ønskede jeg kunne have sendt hende en hilsen fra dig.

God bedring! søde Hanne, og lykke til den 22. nov.!

20. nov. 1852.
Din trofaste ven Collin

Heiberg og alle mine nærmeste var naturligvis glade over, at lægen mente, at al fare var overstået, - da sygdommen atter pludselig antog en voldsom karakter. Vor gamle ven og forrige huslæge, O. Bang, der omsider var blevet tilkaldt, anvendte nu kure af den forfærdeligste art, som jeg ikke vil plage nogen med at udmale og mig selv med at mindes påny; disse gjorde mig så mat og afkræftet, at jeg lå hen i en døs, der for mine nærmeste mere lignede død end liv.

Min kære Grethe Gram var helt utrøstelig over min sygdom og bad Heiberg så inderligt om at måtte pleje mig. Hun kom da til min glæde, men da jeg i nogen tid så, hvor min tilstand angreb hende, hvorledes hun om natten sov lige så lidt som jeg, hvor bleg og udmattet den fine skikkelse dag for dag blev, da overtalte jeg hende til at opgive min pleje. Men når Heiberg om aftenen kom over på teatret, stod altid Grethe Gram på trappen og ventede for at høre, hvorledes det gik mig, og når hun ingen trøst fik, forlod hun ham atter med et dybt suk.

Sådanne prøvelsens tider, som jeg her i smerte gennemgik, er gode for os mennesker; vi vender os med hele vor sjæl til ham, den almægtige, der har liv og død i sin hånd; vi rykker ham med et så nær, så nær! Vi føler, at der kan ligge den usigeligste kærlighed i modgangen og prøvelsen. Det synger i os:

131

»Stilla, o stilk!
Somna från storm och snö!
Ensliga lilla,
Nu är det tid att dö!
Kalk är kring dal och sjö;
Stilla, o stilla!«

Således lå jeg endnu hen et par uger; men disse uger er mig uforglemmelige på grund af det indre liv, jeg førte. I min stille tanke sagde jeg til mig selv: »Dette er døden«, og jeg var henrykt ved tanken herom. En salig, ubeskrivelig følelse greb mig. Jeg glædede mig til at skulle forlade denne jord, dens uretfærdighed og alt det onde, der får lov at trives på den. Der var ingen vrede, ingen bitterhed i mit sind, der var kun glæde og taknemmelighed mod Gud, som jeg håbede i nåde ville annamme min stakkels sjæl. Heri bestod min salighedstilstand, at jeg havde en mærkelig vished om, at mine synder var mig forladte, og at jeg ville blive optaget i Guds børns samfund for endelig at komme til ro. Jeg var, så at sige, aldeles ikke mere hernede, men svævede i håbet om et højere livs renhed og glæde; jeg følte, at fjerene på sjælens vinger var ligesom begyndt at vokse ud.

Mine tanker dvælede vel ved Heibergs sorg, når jeg gik bort, men så tænkte jeg: Han har sin digtekunst, sine mange videnskabelige interesser, er så sjælsstærk, at han nok vil forvinde tabet, når nogen tid er gået. Og hvad min kunst angår, da har jeg jo vel alt fået ud heraf, hvad mine evner formår; er det da ikke lykkeligt at gå bort itide? Således lå jeg i stille betragtninger, lykkelig, salig som ingensinde. Der var ingen feberfantasi i alt dette, thi under hele denne smertelige sygdom var mit hoved aldeles frit; - men min sjæl var alt et godt stykke på vejen til mit egentlige hjem.

Som jeg nu en sildig eftermiddag lå således, stille og glad, kom Heiberg ind til mig og satte sig hos mig ved sengen. Jeg tænkte: Mon mit øje alt er sløvt? mig synes, at Heiberg er helt forandret af udseende. Da brast han på een gang i den heftigste gråd, kastede sig over mig og udbrød: »Nej, nej, du må ikke forlade mig! Jeg kan ikke undvære dig! Du må blive hos mig; jeg vil gøre alt for at behage dig hele mit øvrige liv; ethvert ønske du har, skal jeg opfylde, hvis det står i min magt!« - og han kyssede mine hænder, 132 løftede mit matte hoved fra puden og trykkede det til sit bryst, medens hans tårer vædede mine kinder, idet han vedblev: »O, forlad mig ikke, bliv hos mig!«

Jeg blev ganske forfærdet [og forundret og] usigelig rørt over at se ham i en sådan tilstand; men alt, hvad mine kræfter tillod mig at svare, var: »O, Heiberg, jeg er så usigelig mat, at jeg ikke har kræfter til at svare dig; men fat dig, Gud kan jo endnu have medlidenhed med os.« Lægen havde i denne eftermiddag sagt ham, at han måtte være forberedt på min død, der snart ville indtræde.

Da Heiberg havde forladt mig for at begive sig over på teatret til al den modstand, han der var underkastet, tænkte jeg: Nej, hvor skammeligt det dog er af dig at ligge her og sværme for den tanke at gå bort, medens din stakkels v e n er ude af sig selv af frygt derfor. Nu vel da, hvis du vil, Herre, - bad jeg - så lad mig da endnu i nogen tid blive hernede og atter tage livets kamp op! skønt - nu var jeg så forberedt. Mon jeg nogensinde senere vil blive det i den grad? - Og se, Herren besluttede, at jeg endnu i nogen tid skulle blive hernede, thi han havde endnu et arbejde for mig at udføre, hvorom jeg ingen anelse havde, da jeg troede, at min nærværelse her var overflødig; et arbejde for tre elskelige, unge, forladte børn, som han ville sende mig over havet, for at jeg skulle være moder for dem.

Dag for dag, time for time vendte livet efter hin dag tilbage. Men lang var rekonvalescenstiden, thi der var så meget, der skulle læges og heles i det stakkels legeme. Hvad vor trofaste ven Mårtensen og hans elskelige hustru var for Heiberg i denne sorgens tid, kan kun den fatte, der i lignende tilfælde har modtaget trofaste venners kærlige bistand! Martensen kom ofte i stille aftentimer og talte beroligende til Heiberg og hans bekymrede moder.

Det er en forunderlig følelse at vende tilbage til livet, når man alt var på vejen til at forlade det. Det er, som når man ser et landskab indhyllet i tåger, og disse da pludselig løfter sig, så der lidt efter lidt viser sig for en så den ene genstand og så den anden, tydelige og klare. Meget i livet, som man før kun formåede at se trist og sørgeligt, ser man nu i et helt andet lys, idet nu det genvundne livs solstråler kastes derover, og man udbryder: »Ja, vist er livet skønt!« 133 Al den kærlighed og godhed, jeg på dette punkt af mit liv var genstand for, kunne ikke andet end røre mig og gøre, at det tilbagevendende liv opfyldte mig med glæde. »Gud være lovet,« sagde Heibergs moder til mig, »at du nu atter bliver rask, thi det var ikke til at udholde at se på Ludvigs sorg.« At slige ord måtte glæde mig, kan vel enhver forstå!

Mange tegn på mine venners inderlige hengivenhed er mig uforglemmelige. Jeg vil kun nævne to venskabsytringer, som jeg altid i ydmyghed vil være stolt og taknemmelig for.

Det var en gammel skik i biskop Mynsters hus, at hans fødselsdag blev fejret, idet hans hele, store familie samledes, medens så godt som ingen udenfor familien blev indbudt. I de senere år, da vor elskelige ven præsten Paulli var blevet Mynsters svigersøn, holdtes denne årlige fest for Mynster i hans hus. Mynster havde i de senere år udtrykkeligt udbedt sig, at Heiberg og jeg måtte være blandt de få indbudte, og vi havde alt i flere år været tilstede ved denne fest. Da den 7de november atter kom - på min sygdoms højdepunkt -, og Paulli som sædvanligt et par dage iforvejen gik til Mynster for at indbyde ham til festen, sagde Mynster: »Nej, min kære Paulli, denne fest falder bort i år. Vi vil ingen glædesfest holde, når vor veninde ligger for døden.« Denne beretning af Paulli gjorde et stærkt indtryk på mig; at en mand, hvem jeg i så høj grad så op til med beundring og ærbødighed, havde et så inderligt sindelag for mig, fyldte mig med glæde og stolthed.

Et andet tegn var, at Hall, da han besøgte mig i min rekonvalescenstid, fortalte, at på den farligste tid af min sygdom sad han og Madvig en dag i rigsdagen, da en kom og berettede, at jeg næppe kunne leve til aften. Madvig rejste sig da og sagde stærkt bevæget: »Hvor forfærdeligt; her sidder vi og skændes, medens hun ligger og dør! Jeg bliver her ikke et øjeblik længer!« - Og han gik.

Jeg kunne ikke uden tårer høre disse kærligheds- og venskabsytringer af sådanne venner. Hvor trofast har dog ikke Madvig, denne udmærkede, ædle ven, været imod mig i de mange år indtil den dag i dag, da jeg sidder her i min ensomhed og nedskriver disse linier; hvor har ikke hans venskab smigret og rørt mig, og hvor ofte har jeg i stilhed takket ham herfor i mit hjerte!

Så snart det rygtedes sidst i februar, at jeg var kommet så meget til kræfter, at der kunne tænkes på, at jeg atter skulle optræde 134 på scenen, strømmede begæringer ind til teatret om billetter til denne aften. Jeg gemmer endnu af denne mængde flere hundrede, der var skrevet i en ejendommelig form med bøn til Heiberg om ikke at afslå begæringen. Igennem disse gjorde jeg første gang bekendtskab med folk, der, som de skrev, med usvækket interesse havde fulgt mig på min lange teaterbane, lige fra min første optræden som Trine Rar, og af den grund lagde Heiberg på hjerte ikke at glemme dem, for at de kunne være mellem de første, der hilste på mig ved min genoptræden på scenen.

Det var meget vanskeligt for mig på grund af forholdene at vælge, hvilket stykke jeg ville optræde i, thi her var meget at betænke. En af mine store, betydelige roller kunne der ikke være tale om, når man har været så syg og indespærret henved fem måneder. Hvad der imidlertid fremfor alt lå mig på hjerte, var, at der i stykket ikke måtte være mindste hentydning, mindste replik, der kunne minde om de daværende forhold ved teatret og fremkalde nogen demonstration for mig mod andre, thi fred! Fred var af alt det, jeg mest ønskede og trængte til. Men så utroligt det kan synes, var det umuligt mellem de ældre stykker at finde en rolle, hvor ikke et eller andet sted, en eller anden replik kunne gribes af publikum, når dette havde lyst dertil. Også ville jeg nødigt komme ene ind i den første scene og derved ligesom opfordre til en modtagelse, der let kunne blive mere tumultuarisk, end jeg ønskede, og derved irritere det parti ved teatret, der var imod os. Alt dette være undskyldningen for, at valget faldt på en lille uskyldig vaudeville, hvormed jeg nogle år iforvejen havde forøget mit synderegister i mine ensomme, sildige aftentimer, og som hed »En sommeraften«. I denne lille, ubetydelige vaudeville fandt jeg de betingelser, jeg ønskede til min første optræden. Rollen var ikke stor, der var i ingen replik nogen hentydning til min lange fraværelse, og jeg behøvede ikke heri at indtræde ene, thi Therese - således hed det lille pigebarn, jeg her skulle fremstille, - sås, idet tæppet løftedes for stykket, i klynge med andre unge piger, dansende om et stort træ. Denne begyndelse behagede mig, da den aldeles tilintetgjorde al hentydning til svaghed og sygdom. Det har altid været mig en afsky fra scenen at blande det private ind i kunsten, thi hvad tilintetgør mere den illusion, man fremfor alt eftertragter!

135

Onsdagen den 30te marts 1853 blev bestemt til min første optræden. Fra den tidlige morgenstund strømmede på denne dag blomster, lykønskninger, vers og små gaver ind i mit hjem. Da jeg om aftenen kom over på teatret, blev jeg ved min indtrædelse i foyeren modtaget af en meget smuk firstemmig sang, udført af sangerne fra operaen. Mit påklædningsværelse så ud som et lille fetempel, overtrukket fra øverst til nederst med blegrødt og hvidt flor, ordnet af teatrets samtlige damer. Rundtom stod potteplanter med de dejligste roser, violer, liljekonvaller. Små sedler på prosa og vers var heftet på blomsterne, deriblandt et vers fra H. C. Andersen.

[Til Johanne Luise Heiberg.
Da du lå døden nær, stor var vor sorg,
For kunstens skyld Gud lod dig sundhed vinde!
Velkommen atter i din kongeborg,
Du ædle kvinde, sjældne kunstnerinde.]

Michael Wiehe havde også taget mod til sig og handlet egenmægtigt på denne aften, idet han i mit påklædningsværelse selv bragte mig en smuk buket, hvorved var hæftet en lille seddel, hvorpå der stod: »Til min elskede kunstsøster«. - Wiehe havde rolle i »En sommeraften«.

Forinden forestillingens begyndelse kom en deputation til Heiberg i direktionsværelset og udbad sig tilladelse til at overrække kontrollørerne ved indgangene en sang til omdeling til alle i teatret, og som det hele publikum da ville afsynge til min ære. Heiberg nægtede denne tilladelse, idet han takkede på mine vegne for hensigten. Han sagde til disse herrer: »Sligt er endnu aldrig sket i teatret undtagen for kongelige personer, og det kunne derfor vække anstød hos mange, hvis det skete for en skuespillerinde.« - Da de vedblev med ønsket, bad han dem indstændigt også fra mig at opgive denne plan. De forlod ham, og han antog, at de havde opgivet denne demonstration.

Så snart tæppet rullede op for »En sommeraften«, og publikum havde fået øje på mig mellem de dansende unge piger, udbrød en storm af applaus og en blomsterregn, som jeg aldrig har set mage til. Jeg vedblev at danse med de andre; under dansen opsamledes buketterne af tjenerne og lagdes alle på de havebænke, der stod på 136 begge sider af scenen. Denne blomsterpragt under de grønne træer tog sig så dejligt ud, at synet heraf blev mig uforglemmeligt.

Hvad der imidlertid vakte størst opsigt, var, at den ædle enkedronning Caroline Amalie, der ikke havde vist sig i teatret siden hendes gemals død, på denne aften sad i kredsen af kongefamilien og var den første, der kastede en dejlig buket ned til mig. Hun havde, som sagt, ikke ladet sig se i teatret, efter at hun var blevet enke; hun kom denne ene aften, kastende enkesløret, og aldrig siden, noget, som man vil forstå har rørt mig. Hun sad der, den skønne, gode dannekvinde, i hvid dragt og i sin kongelige værdighed. Dybt skønnede jeg i al ærbødighed og taknemmelighed på denne opmærksomhed imod mig.

At publikum under hele stykkets udførelse var livligt og anerkendende, lå jo i den hele stemning. Al kritik var denne aften lagt på hylden. Alle gav sig hen til indtrykket som glade børn.

Da tæppet rullede ned for det korte stykke, fornyedes jubelen og en fremkaldelse fulgte nu, der blev heftigere og heftigere, da jeg ikke straks efterkom den. Endelig gik tæppet atter op, og jeg trådte frem. Det forunderlige, uventede syn, som nu mødte mit øje, kan jeg aldrig glemme. Under jubelen af de mange stemmer så det for mine øjne ud, som om der ude i det mørke rum fløj utallige hvide duer på kryds og tværs i salen. Det var de mange hvide blade, sangen, som det var blevet nægtet at omdele, der nu blev kastet ud fra alle loger og opfanget af publikum. Et eksemplar blev kastet op på scenen til mig, orkestret begyndte på melodien til sømandens sang af »En søndag på Amager«, og hele publikum sang nu nedenstående sang:

Rul op! rul op du tæppe, som
Os skinsyg skjuler hende,
Der står i templets helligdom
Som ypperste-præstinde,
Og venlig til vort jubel-kor
Vil nu sit øre bøje,
Vil fatte længslen i vort ord,
Og glæden i vort øje.

137

O nej! Du aner ikke hvor
Vi savnede dig såre -
Thi syg du var - det sorgens ord
Har kostet mangen tåre;
Og dog de tunge dage, som
Med bange frygt os smerted',
For folket blev et vidne om,
Hvor dyrebar du er det.

Velkommen da til musers hjem!
Velkommen til din trone!
Af hver buket det dufter frem,
Og klinger i hver tone;
Ja sangen fra begejstret bryst,
Du vil den ej forstøde,
Den jubler jo med salig lyst
Vor glæde dig imøde.

Ja, visselig var det et forunderligt øjeblik at stå der og høre de mange stemmers fuldtonende sang, og det på en af de melodier, der var undfanget af mig selv i mine natlige drømmerier! Visselig blev jeg rørt og taknemmelig over al den godhed imod mig; - og når jeg derfor nu har fortalt alt dette, da er det ikke alene af kunstnerforfængelighed, men fordi jeg synes, at man bør vide, i hvilken grad al denne godhed har ligget gemt i et taknemmeligt sind i de mange år. Jeg trængte i hint tidspunkt til kærlighed, og at denne udtaltes med en sådan varme, ikke alene af publikum, men af mine kunstbrødre og -søstre, var som en herlig genklang fra [hine gode dage, forinden en lille del af personalet dagligt i de sidste par år havde forbitret min tilværelse.]

Kort førend denne aften havde det været godt at mærke, at luften for mig var i den grad ophedet, at man på hin aften kunne vente sig, hvad det skulle være. Jeg havde en gang været genstand for en hyldning udenfor teatret efter opførelsen af »Dina«, en lignende ville jeg nødig atter fremkalde. Men hvorledes undgå dette? Thi allerede flere dage forinden min optræden gik det rygte, at de, der ingen plads havde kunnet få inde i skuespilhuset, ville efter forestillingen ledsage mig hjem på lignende måde som hin aften.

138

For nu ikke at køre ud ad teaterporten, hvor alle straks ville kende mig, havde Heiberg og jeg aftalt med min broder, skuespiller Pätges, at han skulle følge mig over til en vogn, der ventede os i Lille Kongensgade. Heiberg turde ikke selv følge mig af frygt for at blive kendt. Planen lykkedes fortræffeligt, og vel var det, at den itide var lagt, thi så snart forestillingen var forbi, var folk strømmet ud på torvet, hen til den teaterport, hvorfra teatervognen plejede at komme. Kongens Nytorv var myldrende fuldt af mennesker, hvis idelige hurraråb og »Fru Heiberg leve!« lød op til mig, medens jeg klædte mig om. Da tilskuerpladsen nu var blevet tom, gik min broder og jeg ubemærket gennem parkettet ud på torvet, over til vognen i Lille Kongensgade. Og glade var Heiberg og hans moder, da jeg efter alt dette sad i god behold ved tebordet i vor bolig på Søkvæsthuset, hvor vi i ro talte om denne aftens begivenheder.

Min broder gik straks tilbage til teatret for at se, om mængden endnu stod og ventede på min vogn. Ganske rigtigt! Alt i det fjerne hørte han ideligt mit navn udråbes. Da tumulten ingen ende ville tage, besluttede han at underrette mængden om, at jeg ikke længer befandt mig i teatret, men allerede var hjemme. Han åbnede nu teaterporten og råbte: »Fru Heiberg er ikke længer her, men alt hjemme.« - »Det er ikke sandt!« lød det fra flere stemmer. Da trådte han længere ud mellem mængden og sagde: »Er her nogen, som kender mig?« En herre svarede: »Ja, vi kender Dem godt, hr. Pätges.« - »Nu vel,« vedblev min broder, »jeg forsikrer Dem på min ære, hun er ikke her; jeg kommer fra at have fulgt hende til sit hjem.« - »Godt, vi tror Dem,« sagde den samme herre, men vendte sig nu om til mængden og råbte med høj røst: »Altså, mine herrer, ud til Søkvæsthuset!«

Med ét, som vi i vort hjem sad og passiarede, hørte vi et rungende hurra og »Fru Heiberg leve!« Jeg sprang op, idet jeg sagde: »Gud, der er de!« - »Vær ganske rolig,« sagde Heiberg, »de er udenfor porten, og kender jeg den gamle portner ret, kommer ikke en ind i gården.« Vor bolig lå nemlig inde bag en stor gård, omgivet af haver. I nogen tid var alt stille, men derpå fulgte atter hurraråb og: »Fru Heiberg leve!«

Vi havde en livlig, opvakt kokkepige, der ved rummelen straks var ilet ned til porten; nogen tid efter kom hun op til os og fortalte 139 meget dramatisk, hvad der var foregået. »Alle er nu borte,« sagde hun, »men herskabet skulle have været dernede, det var meget morsomt. Ved det første hurraråb åbnede den gamle, døve portner sit vindue og sagde: »Må jeg spørge, hvad er dette for en kommers? Tror I, her er en kro, så tager I fejl.« Da råbte en stemme: »Luk op! vi ville blot bringe fru Heiberg et hurra, luk op!« Portneren, der aldeles ikke var inde i aftenens begivenhed, havde kun hørt, at han skulle lukke op, han blev nu rent desperat og skreg: »Lukke op? nej, min sjæl om jeg gør! Her bor ordentlige folk, der ikke har noget at gøre med slige kommersbrødre,« smækkede vinduet i, og det sidste hurraråb lød nu udenfor den lukkede port.« - Således står altid det komiske som en lille nisse ved siden af enhver begivenhed.

Endelig kunne vi komme til ro. Jeg var uhyre træt; og da Heiberg sagde mig »God nat!« udbrød han den ene gang efter den anden: »Hvor er jeg dog taknemmelig over atter at have dig rask og glad.« - Jeg sov hurtigt ind efter at have takket ham, der har vor skæbne i sin hånd, og fra hvem alt godt kommer.

Dagen efter kom to af Frederik den Syvendes kavalerer og bragte mig en hilsen fra kongen tilligemed en dejlig buket blomster, i hvis top der hvilede en udmærket skøn brosche af brillanter, i form af en muslingskal.

Nogle dage efter, den 5te april, blev jeg indbudt af balletmester Bournonville til en formiddagsfest på balletskolen i anledning af min helbredelse. Her blev jeg modtaget af følgende sang, som jfr. Egense (senere fru Liebe) foredrog:

BALLETPERSONALETS HILSEN til FRU J. L. HEIBERG. den 5te april 1853. Mel.: Maritanas sang.

Velkommen i sin hal dig byder
Den yngste af de søstre ni.
Thi kærlighed og poesi,
igennem dansens tone lyder:
Se vårens blomst udfolder sig
140 Med sundhedsglød på dine kinder!
En krans af venlige kærminder
: | : I rytmers leg vi flette dig. : | :

Blandt alfers lyse regioner,
I Laurens by, din vugge stod,
Og gerne rører sig din fod
Alt til de velbekendte toner.
Musikken dig på armen bar,
Nu kan du selv en lyra stemme,
Men dog du aldrig vil forglemme
: | : Den melodi, du danset har. : | :

Så mangt et billed for vort øje
Fremtryller du ved ordets magt,
Og i dit stumme spil er lagt
En toneverden fra det høje;
Men hvor du end os fører hen,
Blandt Nordens is, til Sydens dale,
Dit ord er sang, din dans er tale,
: | : Geniet følger dig som ven. : | :

En guddom skærmer dine dage
På kunstens farefulde vej
Og strøer den med forglemmigej,
Når glad og stolt du ser tilbage.
Dog bliv hos os en liden stund
Og lyt til alfekorets stemme;
»At du vor musa ej vil glemme«,
: |: Vi gerne hører af din mund. : |:

Bournonville havde tillige komponeret en lille dans til den musik, hvorefter jeg første gang, som lille pige, havde udført en solo for publikum. - Også her rakte man mig blomster og et smukt broderet fodtæppe, forfærdiget af danserinden fru Kellermann og den ældste af figurantinderne [jomfru Larcher. En lille seddel var hæftet herpå fra fru Kellermann med følgende linier: »Modtag, kære fru Heiberg, denne lille erindring som et udtryk af vor glæde 141 ved atter at se Dem med genvundet helbred iblandt os.«] Vi blev efter dette alle en tid sammen, idet vort tidligere venskabsforhold end mere fæstnedes for fremtiden. [Det var mig en stor glæde, at en del af det personale, i hvis midte jeg havde levet i min barndom, i årenes løb havde bevaret deres godhed og interesse for mig. Jeg var på så mange måder blevet fjernet fra dem i udvortes henseende, at vort tidligere forhold let aldeles kunne være visnet hen, og derfor satte jeg stor pris på de kendsgerninger, som ved denne lejlighed som ved så mange tidligere viste mig det modsatte.

Min interesse for den mimiske kunst, hvormed mit kunstnerliv var begyndt, havde altid i årenes løb bevaret sig friskt hos mig, og ofte fik denne kunst endnu mit hjerte til at banke, og det var intet under; thi formskønhed i plastik og dans henrev mig altid, og mit legeme havde en trang til at udøve begge dele. Man føler ved at bevæge sig under musikkens henrivende lette rytmer legemets tyngde ophævet og betvunget. Man har en følelse af, at de usynlige sjælevinger bevæger sig til flugt, således som det undertiden sker i drømme. Som fuglene, der svinger sig i luften, ubekymrede om den travle, rastløse verden under dem, en sådan fjerlet fornemmelse kan sjælen sættes i ved legemets graciøse baltrin til musikkens toner. Ikke få har et andet syn på Terpsichores leg, det må være sådanne, der aldrig har fornummet en sådan virkning og derfor endog frakender denne kunst navn af kunst, en anskuelse jeg aldrig har kunnet gå ind på. Al kunst kan misbruges, altså også denne, men holdes den indenfor skønhedsidealer, da har den visselig plads i rækken af de andre kunstarter.]

Efter sæsonens slutning drog vi glade ud til Tårbæk og boede på den såkaldte »Skrænt« med den henrivende udsigt over Sundet. Vor glæde blev dog snart forbitret ved, at den gruelige sygdom kolera for første gang besøgte København. Forfærdelse havde grebet alle, og man gik fra morgen til aften i angst for sine kære. Da koleraen varede ind i august måned, hvor logeauktionen plejer at holdes, måtte denne udsættes, thi hvem havde i dette øjeblik sans for andet end den skrækkelige landeplage. Af denne grund begyndte den følgende sæson først den 18de september i stedet for den 1ste.

Så snart koleraen offentligt var erklæret for udbrudt, holdtes 142 streng karantæne. Alle ankomne skibe måtte ligge på Rheden nogle uger, førend mandskabet fik lov til at komme iland. Til de af andre sygdomme angrebne sømænd blev indrettet et hospital i Søkvæsthusets øverste etage. Søkvæsthuset tilhørte søetaten, men havde ikke i mange år været benyttet til hospital.

Så snart vi på landet hørte, at de stakkels syge sømænd, hvoraf der alt var indkvarteret ikke så få på Søkvæsthuset, hele dagen sad triste med næsen på ruden, indespærret som vingeskudte fugle, stirrende med et suk ned i vor have, gav Heiberg straks lov til, at haven måtte afbenyttes af de syge, et tilbud, der af disse blev modtaget med jubel. Os var det en stor glæde at høre, hvorledes de, der var raske nok hertil, daglig legede, spøgte og sang i vor lille have.

Da koleraen endelig ophørte, og karantænen var hævet, flyttede vi atter ind til staden.

Som jeg en månedstid efter, en skøn, solbeskinnet formiddag sidst i september, sad på vor havetrappe, faldt et stærkt sollys på træværket af trappen, og til min forundring opdagede jeg, at et digt var sirligt skrevet herpå med blyant, og jeg læste følgende:

Da nylig jeg flakked' på søen,
Omtumlet ved bølgernes bryst,
Hvor længtes jeg efter øen,
Hvor bøgen den vifter fra kyst,
Og Sjølund, der knejste fra voven
Så yndig, et paradis lig; -
Jeg skimtede huset ved skoven,
Som skjuler, min elskede, dig.

Men hjemmet det kære var øde,
Og glæden var draget af by,
I staden der rasede døden
Og bød de forsagte at fly.
Da ramte et uheld forbandet,
I hov'det jeg fik havari,
Jeg ønsked' mig atter på vandet,
For kvæsthus og kolera fri.
143 Men nu, jeg dvæler blandt blommer,
Da hæver sig atter mit mod,
Efter regnen jo solskin kommer,
Jeg føler, Gud Herren er god!
De yndige blomster mig minder
Om moder og barndommen kær,
Og end blomstre Julias kinder,
Og hvad vil jeg dåre vel mer.

Og han som med sangen fortryller
Med skrifterne, vittig og lærd,
Og hende, som Dannemark hylder,
De herlige dvæled' tit her.
Og derfor elsker jeg haven,
En oase i pestlumre stad,
Dens minde mig følger til graven,
I Danmark og borte derfra.

Matros
S. W. R.
1853.

V 1853-54

[At al den jubel og glæde hos publikum over min tilbagevenden til livet og kunsten, og som, hver gang jeg under resten af sæsonen optrådte, gentog sig, ikke behagede de sammensvorne, kan man vel tænke. Der sørgedes derfor af alle kræfter [for] atter at vække al den uvilje, som var muligt, for at ikke den stemning, der bevægede publikum for mig, skulle komme Heiberg til gode.

Hvorfra bladet »Fædrelandet« egentlig fik alle sine rapporter om teaterforholdene, ved jeg ikke. Måske fra Phister, måske fra Nielsen, måske fra Høedt, måske fra dem alle tre eller deres agenter. Nok er det, at hvis man vil spørge, hvem var den egentlige årsag til alle teaterspektaklerne, da er det vanskeligt at besvare, 144 om det var tre eller fire overmodige, ærgerrige, forfængelige, løgnagtige skuespillere, eller bladene med »Fædrelandet« i spidsen. I midten af marts, altså medens prøverne stod på til min optræden, som - ja, jeg kan ikke tjene nogen i en påtaget beskedenhed - opslugte al anden interesse på kunstens gebet, syntes »Fædrelandet«, at det var det rette øjeblik til atter på den hensynsløseste måde at kaste sig over Heiberg som direktør, og hvorfor nu denne gang? Fordi rigsdagen, der i hine år var overordentlig ugunstig stemt mod teatret, så at den hellere havde nedlagt det i dag end i morgen og mente, at når vi havde »Casino« og »Folketeatret«, som ikke kostede staten noget, da var det jo nok. Hvad teatre angik, og hvad det såkaldte nationalteater angik, da ytrede Tscherning i et af møderne, at han syntes, »at det var bedst, at dethele gik fanden i vold«. Efter sådanne sirlige udtalelser var det jo intet under, at man på alle måder søgte at komme teatret tillivs og derfor satte igennem, at ingen forhøjelse i nogen skuespillers gage herefter måtte tilstedes, men kun personligt tillæg i indtægten, der ingen ret havde til pension. Denne bestemmelse, som Heiberg gjorde alle de forestillinger imod i ministeriet, som var muligt, uden nytte, bragte ham utallige bryderier og en grænseløs misfornøjelse i personalet. Mon nu hr. Ploug eller hans medarbejdere virkelig var så uvidende om, hvilke beslutninger der udgik fra rigsdagen, og hvilke fra Heiberg? Det er vanskeligt at tro. Ikke desmindre var det atter et bevis på Heibergs udygtighed, at h a n havde taget den skammelige beslutning imod de stakkels af ham mishandlede skuespillere, en artikel, som i det hele taget var så hensynsløs mod Heiberg, at det sandelig intet under var, om den skilte direktør og skuespillere ad, så ingen samvirken var mulig; og alt dette tillod man sig i en så - som der står i teaterhistorien - »plump, hovmestererende tone imod en beundret fædrelandsk digter . . . 786 forestillinger«!

Kort efter fandt »Dagbladet« ligeledes øjeblikket gunstigt til at lade sin stemme høre og i nette fraser udskælde hans repertoires slethed; men i denne artikel var der virkelig noget påskønnelsesværdigt. Det var jo nemlig en stor ualmindelig glæde en gang, at en havde mod til at udtale sandheden, den rene sandhed, uden al påtagen affektation. Bladet sørgede nemlig over - til modsætning af den evige råben på originale klassiske værker, at 145 Heiberg gav for mange Holbergere. Da Phister læste dette, da var han nær bleven en ærlig og oprigtig tilhænger af Heiberg.

»Fædrelandet« og flere andre folkeorganer klagede tillige over, at Heiberg ikke skaffede flere nye originale stykker. Nye stykker? Hvor skulle han tage dem fra, som om han kunne ryste dem ned fra himlen? Hvem skulle skrive disse? De to eneste dramatiske forfattere, der tidligere jævnligt havde skrevet for scenen, Heiberg og Hertz, disse to vovede jo ikke i hine år at skrive et stykke med deres navn under; thi de kunne da være temmelig visse på en udpibning, Heiberg måtte skrive sin »Valgerda« anonymt og det, inden han blev direktør. Hvad ville være sket, ifald han havde vovet at lade et stykke af sig opføre, efter at han var direktør?

(. . .) Var det nu noget under, at de sammensvorne på den frækkeste måde modarbejdede enhver af Heibergs bestemmelser og ideligt ved påtagne sygeanmeldelser forsøgte på om muligt at få det hele til at gå istå, når al denne uret fik medhold i pressen? Da man vidste alt, så måtte man vel også vide lidt om, hvor ofte Høedt vragede og nægtede at spille snart denne, snart hin rolle, på samme tid som han klagede ude i publikum over uvirksomhed ved teatret. Han fik, og dette lå ham virkelig på hjerte trods nogen, sin gage som alle andre, men gav sig dog idelig mine af, at han spillede som af en nåde og kun af lyst, men ikke af nogen som helst fordel. Så skulle han have vist dette i stedet for det modsatte, men også heri fik han jo medhold i pressen. Det stakkels menneske blev jo så overmodig, så desorienteret med hensyn på sin virkelige stilling, sin virkelige begavelse, at det jo intet under var, at han havde små anfald af raseri, der var betænkelige.

Han havde i denne vinter arrangeret, for om muligt at vinde alle for sin ophøjede sag, sammenkomster een gang ugentligt med de andre skuespillere. I disse løftede han nu sin røst og tordnede direktøren ned for fode, gjorde opmærksom på, hvorledes alt var, og hvorledes alt burde være. Denne adfærd fandt dog ikke få var for stødende, og de sagde, at de var kommet sammen for at more sig i al gemytlighed, men ikke for at bedømme direktørens handlinger, og de tvang ham til tavshed. Da hørte naturligvis disse sammenkomster op.

Skulle der nu virkelig være nogen foresat i verden, der ville tåle 146 alt dette og dog bevare sindelaget rent ligeoverfor en sådan embedsmand? Og alligevel kan jeg forsikre, og jeg må dog kunne vide det, at Heibergs sind var frit for al bitterhed. Derimod fandt han Høedt ofte komisk, uden at tale om Nielsen, og havde mange muntre og vittige indfald dem angående.

Ak, hvor jeg ofte ønskede hr. Ploug, hr. Høedt, hr. Bille at blive teaterdirektør! Jeg sagde altid til Heiberg: »Ak nej, de får ikke straf for al den uret, de gør dig, før de selv bliver direktør. Gud give sin velsignelse hertil!«

Ja, jeg ved nok, det er stygt, det er hæsligt at være så bitter, som alle disse forhold havde gjort mig. Men jeg vil henvende mig til eder, I koner, der ser op til eders mænd, ikke sandt, man kan ikke tåle, at disse sker uret! Hvor mangt et uretfærdigt ord er ikke også under hele denne strid talt mod mig selv; men jeg kan forsikre, at om det gjaldt mit liv, husker jeg ikke et af dem, men kun den ubehagelige tone i almindelighed. Hvad I har udtalt mod mig er glemt og tilgivet, men Gud bedre det, jeg glemmer aldrig, hvad I har talt af uretfærdige ord mod ham. O, ofte griber mig en smerte, en bedrøvelse over, at det har stået i noget menneskes magt at bibringe mit sind bitterhed, »denne spedalskhed for sindet«.]

I april måned havde der atter været ministerskifte: Simony var som kultusminister blevet afløst af Anders Sandøe Ørsted. [Nielsen havde straks, som sædvanligt, indfundet sig hos den ny kultusminister med hanen på pistolen opspændt, så højt som muligt.] Hvis man måtte sige, at P. Bang og Simony ikke tidligere havde givet sig af med teaterinteresser, da gjaldt dette i en endnu højere grad om Ørsted. Så vidt jeg ved, havde han i mange år ikke haft sine ben indenfor teatrets mure. [Et uheld for teatret, der lod til at skulle blive permanent.]

En dag stormer Nielsen ind til Ørsted og udbreder sig med hele sin klangfulde røst og sin glimrende svada med de sædvanlige klager over tilsidesættelse, som han beviser med utallige [forfærdelige] eksempler. Enhver, som personligt har kendt Anders Sandøe Ørsted og tillige skuespiller Nielsen, kan vist ikke tilbageholde et smil ved tanken om at se disse to personligheder stillet lige overfor hinanden. Kan man tænke sig en større kontrast end den sanddru, i det daglige samkvem med fremmede halvt undselige 147 og lidt kejtede Ørsted stå lige overfor den rutinerede, pragtfulde, deklamerende og gestikulerende store skuespiller? Hvad ville jeg ikke have givet for at have stået ubemærket i en krog og nydt dette skuespil! Den rene, uskyldige Ørsted stod som himmelfalden over alle de sorte og uhørte nederdrægtigheder, som han her for første gang hørte om den Heiberg, han alt havde kendt som dreng og støttet som yngling, og med hvem han i tidernes løb så ofte havde været sammen hos sin gamle veninde fru Gyllembourg uden at ane, at denne Johan Ludvig kunne være et sådant udskud. Og da Nielsens tale nu på sædvanlig vis endte med begæring om øjeblikkelig afsked, da blev den godmodige Ørsted helt ilde ved det på mandens vegne og sagde: »Betænk dog, hvad De gør! Det er en egen sag for en mand at opgive sin virksomhed; - hvormed vil De da herefter udfylde Deres tid?« - Ved dette spørgsmål rejste Nielsen sig i sin fulde højde og svarede: »Min tid? naturligvis med det, der alt i mange år har udfyldt min tilværelse langt mere end alverdens roller, med mine historiske studier og værker!« Nu blev det sidste værre end det første for den stakkels Ørsted, og han vidste ikke, hvad han skulle svare ham herpå; men den tanke for gennem hans hoved, at han vistnok burde have kendt den omstændighed, at Nielsen dyrkede historien. Dette satte ham i stor forlegenhed, men han fik dog en vis respekt for denne skuespiller, der ved siden af sit egentlige kald dyrkede historien. Ørsted søgte nu på sin humane, godhjertede måde at berolige det oprørte gemyt, og de skiltes på den mest venskabelige måde fra hinanden med gensidig agtelse.

Således lød Ørsteds referat af denne scene, som han ord til andet meddelte Heiberg. »Jeg kommer til Dem,« - sagde han - »for så hurtigt som muligt at blive orienteret i denne kildne sag. Dette besøg,« - vedblev han ganske naivt - »satte mig på mere end een måde i stor forlegenhed. Jeg er slet ikke inde i teaterforholdene, men så meget kunne jeg da se, at denne Nielsen er et meget lidenskabeligt menneske, der nok ikke så lige vejer, hvad han siger. Men sig mig, hvad er det for historiske studier og værker, han talte om? Hvis historie har han skrevet?« - »Så vidt jeg ved,« svarede Heiberg med en temmelig slet dulgt ironi, »har han ikke givet sig af med at skildre andre perioder af historien end Den kgl. Danske Skydebanes.« Ørsted drog lettet sin ånde, idet han smilende

        

148 sagde: »Nå, således! det glæder mig, thi jeg skammede mig virkelig over min uvidenhed lige overfor hans virksomhed i litteraturen, som jeg efter hans udtalelser troede var af hel anden betydning.«

Da Ørsted erfarede, at det ikke var første, men tyvende gang, at Nielsen søgte sin afsked, beroligede han sig og gik lettet bort.

En af Nielsens klager til Ørsted var, at hans og hans kones kræfter ikke benyttedes tilstrækkeligt, en tale, som Nielsen udbredte overalt. I den forløbne sæson havde Heiberg påny ladet opføre »Macbeth«, hvori Nielsen og hans kone havde hovedrollerne, »Hakon Jarl«, hvori det samme var tilfældet, »Dronning Margareta«, ligeledes, »Pak« af Overskou og »Slottet i Poitou«, hvori de også begge havde hovedrollerne. Men man må ikke tro, at der et øjeblik vistes påskønnelse heraf, tværtimod, når dette gjordes gældende, klagede man over det anstrengende arbejde, som direktøren tillod sig at overlæsse dem med.

[Ikke sandt, du, som læser dette, pokker skulle være teaterdirektør!]

[Ligesom M. Wiehe havde ladet sig påvirke af Høedt og Nielsens prætentioner, således havde heller ikke fru Nielsen kunnet unddrage sig for påvirkning heraf, hvilket jo i og for sig var ganske naturligt, så at også hun i de sidste år var blevet en helt anden,] [uagtet denne tilbøjelighed heller ikke tidligere lå hendes væsen fjernt. Heftig og hensynsløs mod alle beherskedes hun nu af et kunstnerhovmod, der virkelig skal søge sin lige; hun stødte derved ikke alene os og dem af det øvrige personale, der ikke var mellem de sammensvorne, men alle de underordnede, idet hun også lige overfor d e m viste et fornemt hovmod, der klædte hende forfærdeligt og tit smertede mig at se på, ikke så meget for deres som for hendes skyld. Når Heiberg tillod sig at henvende nogle høflige ord til hende, da nåede hendes stolthed toppunktet af fornemme, kolde svar.] [Lige overfor mig ytrede hun ofte en umotiveret heftighed som altid bedrøvede mig, da den altid fremkom af de ubetydeligste årsager, så det var yderst vanskeligt at undgå at være genstand herfor. Disse heftighedsudbrud gik jeg altid stiltiende afvejen for, så de aldrig førte til noget brud imellem os. Min godhed for hende var og blev uforandret, og ofte lønnede hun min tålmodighed med ovenpå et sådant at ytre en venlighed, hvori der lå, 149 at hun stiltiende påskønnede, at jeg havde standset hendes heftighed ved at gå afvejen for den.]

[Det er forunderligt, hvor ilde og uskønt det klæder blonde, lysøjede damer at være opbragte og heftige. Den kontrast, der derved fremkommer mellem det ydre og indre er så grel, så stødende, at jeg hele mit liv næsten ikke har kunnet tåle dette syn. For den brunette bliver sådanne udbrud visselig ikke skønne, men det ligger ligesom mere for dette ydre end for de blondes, og derved opnås mere harmoni mellem det ydre og indre, når slige udbrud sker. Ja, ifald man ikke ville synes, at det var en altfor urimelig tale: opblussende heftighed, hvor blodet strømmer til kinderne, og øjnene tindrer, kan endogså undertiden klæde brunetter godt; thi det heftige har mere glød hos disse, og det opblussende ser ud, som om det atter hurtigt kunne forsvinde. Hos den blonde derimod er al harmoni fuldstændig tilintetgjort, og billedet bliver kun hæsligt. Det er min erfaring, at de heftigste, halsstarrigste kvinder er de blonde. Du studser måske og finder denne bemærkning usand, men tænk efter og led i dit bekendtskab, og du vil give mig ret. Hvis dette er sandt, hvad har da gjort, at de blonde har fået ord for at være fromme? Først deres udseende, der ligesom kræver og lover dette, dernæst, at de blondes temperament sædvanligt består dels i phlegma, der da tages for fromhed, dels i hidsig halsstarrighed. Brunetterne har derimod fået ord for at være heftige og koleriske. Gamle Heger, en fader til fru Holst, der i sin tid havde giftet sig med den ved teatret bekendte skønne frk. Schmidt, der var decideret blondine, disse ægtefolk levede desværre som gamle så godt som adskilte. På grund af dette forhold kastede han hele sit had på alle blondiner. Han havde til Poul Møllers store glæde skrevet en roman med mottoer over hvert kapitel. En dag, da Poul Møller var hos os, fortalte han os herom og glædede sig overmåde over et af mottoerne, der lød således :

»Men villingen er sød af smag
Og den har blonde miner
Og mange finder stort behag
I kølige blondiner.«

150

Da Poul Møller forlovede sig med den skønne frøken Berg, for Heger en dag over til ham på Kongens Nytorv, slog ham på skulderen og råbte: »Hun er da vel ikke blond?« Da P. M. svarede nej, sagde han, idet han atter for bort: »Gud være lovet, så gratulerer jeg.«]

[Den nye sæson 1853 og 54 begyndte som den gamle endte med en hær af fortrædeligheder for Heiberg. Fru Fossum der så ofte havde stillet sig syg an til stor standsning for operaen, var nu virkelig blevet syg og kunne ingen tjeneste gøre i de første 6 måneder af sæsonen. Hun var teatrets eneste primadonna i operaen, så den standsning operaen herved led, kan enhver begribe. Høedt, Wiehes, fru Nielsens - Nielsen - denne sidste var de sammensvorne i grunden kede af og havde kastet ham overbord, og han blev kun i nåde taget med, når de kunne bruge ham til forskråler og forstærkning i den modstand, de stadigt lagde for dagen.]

Uagtet alle Heibergs anstrengelser for at opføre »Hamlet«, idet han ideligt satte det på repertoiret, havde det ikke været ham muligt i den forløbne sæson at få stykket frem oftere end to gange; så meldte den ene og så den anden af de sammensvorne sig upasselig; men især var hr. Høedt hjemsøgt af stor svagelighed. Når »Hamlet« var annonceret, gik det formeligt efter tur for at forhindre dets opførelse. Når nu folk i publikum spurgte, hvorfor »Hamlet« ikke blev opført, da svarede den forfulgte Høedt: »Det må De spørge vor vise direktør om; det lader ikke til, at han har brug for mit talent.«

Jeg forstår godt, hvor vanskeligt det er for de uindviede at begribe denne modstand. Men planen var, så længe Heiberg var direktør, at forhindre enhver forestilling, der havde nogen interesse, og som kunne skaffe teatret nogen indtægt, i håb om, at ministeren tilsidst ville formå Heiberg til at trække sig tilbage fra stillingen. Dette var jo ikke så galt anlagt, men så længe en mand som Ørsted var kultusminister og utilgængelig for al bagvaskelse, hvad var der da andet at gøre end at vente på bedre tider? Dette undså man sig ikke ved højt at udtale mellem kulisserne for enhver, som ville høre derpå.

[I hvilken grad disse mennesker bestandigt med Phister som hemmelig medarbejder var opsat på at gøre Heiberg og gennem ham mig al den fortræd, der stod i deres magt,] derpå vil jeg fortælle 151 et lille komisk eksempel.

I slumingen af forrige sæson blev en lille vaudeville indleveret anonymt til teatret, hvis titel var: »Karens Kæreste«. Heiberg fandt vel, at den var noget svag i anlægget, men der var noget så kvikt i sangene, både hvad teksten og musikken angik, at han ikke ville støde den unge, ubekendte forfatter bort. Han antog altså stykket til opførelse.

En aften silde, da jeg ensom sad og sang ved klaveret, medens Heiberg ovenpå passede sine tavse stjerner, kom han ned til mig og sagde: »Kunne det ikke more dig at spille og synge disse nye sange af en vaudeville, der er antaget, og som hedder »Karens kæreste?« Jeg modtog dem, og da jeg først havde spillet og sunget dem, kunne jeg ikke høre op, førend jeg omtrent kunne dem udenad. Troen på, at jeg var forfatterinde til »En søndag på Amager« og »Abekatten«, havde i den sidste tid udbredt sig mere og mere på teatret, og man gik stadig på jagt efter at få vished herom. Nysgerrighed er en ugratiøs egenskab hos damer og [mig synes en sjofel] egenskab hos herrer. Når jeg mærker, at en herre lider af denne hæslige syge, da synes mig, at jeg kender en hel række af ikke gode egenskaber, der er denne fejls følgesvende. Den lykke, mine to stykker gjorde hos publikum, var til ikke ringe ærgrelse for flere. - Klaverprøverne på »Karens kæreste« var begyndt; jeg spillede ikke heri; derimod havde Høedt hovedrollen. En formiddag kom han ned på scenen fra en af klaverprøverne, endnu opfyldt af de smukke melodier, og repeterede disse for en del af os, der stod i en klynge i en af kulisserne. Da det var en af de første klaverprøver på stykket, kunne han endnu ikke sangene korrekt, men gjorde en del småfejl i dem. Da jeg hørte dette, tænkte jeg i et øjebliks overgivenhed: Nu skal jeg narre dem allesammen og føre dem på vildspor om det, de brænder af nysgerrighed efter at erfare, nemlig hvem forfatteren til denne vaudeville er. Jeg gav mig nu til at rette hr. Høedt i de småfejl, han begik i sangene, idet jeg sang dem helt og holdent både med tekst og musik for den lyttende klynge. Men næppe kunne jeg tilbageholde min latter ved at se Høedt og de andre kaste stjålne, betydningsfulde blikke til hinanden, som tydeligt sagde: »Ha, ha! Stykket er altså af hende, ellers ville hun jo ikke kunne kende alle sangene udenad.« Og inden få dage hørte man overalt, at en ny vaudeville af forfatteren til »En søndag på 152 Amager« kunne med det første ventes opført.

[Skuespiller Mantzius, der i denne tid var meget vred på Heiberg, fordi Heiberg ikke ville samtykke i, at Jacob v. Tyboe påny måtte indsruderes med ham som Tyboe, men især fordi Heiberg havde haft den for en teaterdirektør utilgivelige fejl ganske åbent at sige til Mantzius, at han ikke troede, at han tilstrækkeligt kunne udfylde denne rolle, efter det billede, der endnu stod levende hos alle af Frydendahl (man må huske på, at M.s talent i året 1853 langtfra havde nået den fylde, det herredømme over sin kunst, som i årene fra 60 til 70), Mantzius, der var imellem dem, der hørte denne store nyhed, at jeg havde røbet mig som forfatteren til »Karens kæreste«, tænkte: Godt, her er en lejlighed til hævn. Flere duftvaudeviller vil vi ikke have - således havde man døbt disse stykker eller rettere, som jeg selv i sin tid havde døbt dem, da jeg på en prøve af »En søndag på Amager«, inden endnu nogen havde gættet på mig, kom til at sige: »Ja, vist er det et ubetydeligt stykke, men der er en duft over det, som smitter og behager.« Denne bemærkning mærkede jeg straks gik videre. Altså tænkte M., og måske flere med ham: Flere duftvaudeviller skulle vi dog sørge for ikke bliver vel optaget.] - Og han i forening med et par unge studenter aftalte nu at pibe det lille, uskyldige stykke ud ved den første opførelse. Som tænkt, så gjort, stykket blev udpebet. Han havde ikke været forsigtig, thi alle udpegede ham som ophavsmanden til udpibningen. Men i sligt forstod Heiberg ingen spøg. Han meddelte ministeren dette brud på den skuespillerne påhvilende forpligtelse ikke at blande sig i nogen offentlig meningsytring på teatret, og ministeren var enig med ham i at tage sagen alvorligt. Heiberg skrev da til hr. X, d.v.s. Karl Mantzius at da alle udpegede ham som den, der havde besørget udpibningen af »Karens kæreste« og selv deltaget i den, hvilket er stik imod skuespillerreglementet, måtte han for sin egen skyld fralægge sig denne beskyldning ved en erklæring, som inden en bestemt time måtte afgives, da han i modsat fald ikke kunne blive i teatrets tjeneste.

Til trods for alt, hvad de hittede på at sige om Heiberg, vidste de dog, at han var mand for at holde sit ord. Til den bestemte tid kom altså hr. X.´s erklæring, hvori al deltagelse i pibningen benægtedes. Samme aften indrykkede Heiberg i »Den Berlingske Tidende«, at det glædede ham at kunne meddele publikum, at de rygter, der i 153 disse dage havde været udbredte om hr. X., var usande, hvilket nedenstående erklæring fra denne bevidnede. [Om denne offentliggørelse var hr. X. behagelig eller ubehagelig, ved jeg ikke. Jeg tror, at det var ham ligegyldigt, at hans medskyldige her så, at han havde afgivet en falsk erklæring.]

Se, således hang det sammen med udpibningen af »Karens kæreste«. Jeg beder forfatteren hundrede gange om forladelse for min kåde spøg, der mindst af alt havde til hensigt at skade ham eller hans arbejde, som jeg i ensomme timer havde haft glæde af.*

Er det nu ikke karakteristisk, at, når undtages den indflydelse, som de enkelte misfornøjede mænd udøvede på deres koner, ingen af teatrets damer nogensinde, hverken i fortiden eller under de nuværende teaterspektakler, har været med i nogen teaterintrige; en lyde, man dog ellers tillægger damerne. Men erfaringen viser, at den største fare for skuespillerne er efterhånden at blive forvandlede fra mænd til dårlige kvinder, der lider af misundelse og fører sladder. Det går i et sådant offentligt hus som i et privat: et eneste nyt medlem i kredsen kan tilvejebringe et omslag i alles forhold til hverandre. For at man nu ikke i det store skal miskende de personligheder, som på hin tid udgjorde det kongelige teaters personale, så beder jeg at erindre, at de mange, der med deres overbevisning ikke ville eller kunne slutte sig til den modstand mod Heiberg, der lod til at være det lille koteries livsopgave, på mange måder viste Heiberg og mig et venskab, en hengivenhed, som vi bevarede i trofast erindring, Alle disse berørtes ikke mindre end vi over al den kulissesladder, som gennem kaffehuse og konditorier førtes ud i publikum. [I denne retning viste navnlig hr. Høedt sig unægteligt i besiddelse af et glimrende talent; og man kunne sige om ham, hvad den berømte russiske forfatter Ivan Turgénjew udtaler om en af sine personer i fortællingen »Rudin«: »Hans tunge, hans veltalenhed - det er hans onde engel - men den har rigtignok også tjent ham ganske godt.«]

Det daglige samliv på prøverne var endnu holdt indenfor velanstændighedens grænser. Det Nielsenske hus ytrede sin unåde *

154 ved til dagligt brug at være i høj grad fornemt, ordknapt, tilbageholdent [og forsømmeligt;] hr. Høedt med sin »drabant«, et navn, hvormed en del havde døbt den stakkels forblindede Wiehe, indtog en holdning som de fint dannede; og således iagttog også de endnu til dagligt brug en sømmelig tone. Høedt så man dagligt omgivet af en klynge af teatrets ubetydeligheder, alle lyttende til hans æstetiske teorier og beundrende hans veltalenhed, som den ordknappe Wiehe, der altid sluttede sig til klyngen, gav sit bifald til, idet han af og til sagde: »Ja, det forstår sig!« - Denne [utålelige] sigen ja til alt, hvad en anden falder på at ytre, syntes mange var et rørende venskabstegn fra Wiehes side. [Mig bedrøvede ofte denne mangel på dømmekraft. Alt var hos ham efterhånden gået op i dette ensformige stivsind. Han havde nu een gang besluttet at sige amen til alt, hvad der kom fra den kant. Dette kaldte mange karakterstyrke.

»Når kraften svigter,
tages stivsindet til hjælp.«

Himlen ved bedst, hvor mangen stymper det har givet udseende af karakter og viljestyrke. At se dette menneske gå mer og mer tilgrunde var mig en dyb sorg.]

I klyngen stod af og til Phister, også tilsyneladende [lyttende] med beundring; men han kunne dog ikke afholde sig fra nu og da at hugge ind med en bemærkning i modsat retning, der ofte var så bidende vittig, at alle uimodståeligt brast i latter, så at Høedt ikke vidste, om han var købt eller solgt, som man siger. Men pludselig slog han da atter om i modsat retning, hvilket så alter gjorde Høedt tryg [ligeoverfor denne kat, der snart huggede kløerne i og kradsede en ordentlig rift, snart trak dem ind og viste kun fløjlspoter, idet han kastede betydningsfulde blikke til dem, der var udenfor de sammensvornes kreds, og som misbilligede denne evige [krikle - kraklen] af alt, hvad bestyrelsen besluttede.] På den måde blev Phister medlem af begge lejre, for alle; og modalle; ja, hvad der var det beundringsværdigste, også af den tredje lejr, der bestod af direktøren og teatrets øvrige embedsmænd. [Ved at skuffe alle havde han ligesom alle tråde i sin hånd og kunne efter behag trække i, hvilken han ville, og han var sandelig ikke uvirksom.

155

Ifald man vil lægge mærke til, hvor sjældent Phister nævnes i Overskous teaterhistorie som en, der har virksom del i alle teaterspektaklerne, kan dette ikke andet end forundre dem, der ved bedre besked - thi at Overskou altid mener ham med »træskhed en«, kunne de uindviede jo ikke vide - men vist er det, at bag det meste af, hvad der skete, stod hans ledende ånd, men ånd, der altid sørgede for, at den i handlingens øjeblik stod tilsyneladende udenfor det altsammen.] [Bagved, altid bagved, med frie hænder, dette var hans kunst. Blev en skuespiller antaget, straks sluttede Phister sig til ham, idet han gav sig mine af at have stor interesse for hans talent, idet han spurgte ham, på hvilke vilkår han var ansat, hvor høj gage man havde tilbudt ham? »Hvad, udbrød han da, ikke mere? Det er oprørende, det må De da ikke lade Dem nøje med!« Og nu opildnede han det stakkels menneske i den grad, at denne troede, at han var ilde behandlet, og altså gik i stor misfornøjelse med sin stilling. Straks efter kunne Phister sige til direktøren: »Vil De virkelig give ham så meget om året? Det halve var mere end nok, der bliver aldrig noget af ham.« -Denne manøvre udførte han ikke alene ligeover for skuespillere og skuespillerinder, men ligeover for korister og koristinder, ja lige ned til maskinfolkene.] På samme tid nemlig, som Nielsen og Høedt fuldt og fast troede, at Phister delte deres anskuelser, deres misfornøjelse i et og alt, på samme tid sprudlede han af vittighed og ironi over dem til Heiberg. Han gjorde derved alle parter trygge, Heiberg med. På prøverne og om aftenen, når Heiberg var nærværende, veg Phister ikke fra hans side, men underholdt ham levende og fik naturligvis ad denne vej mangt et ønske indsmuglet. De andre skuespillere var meget vrede herover, og over at han således forhindrede dem fra at tale med ham. Stod man i frastand og så ham underholde Heiberg, bukkende som i ekstase over Heibergs svar, hvem kunne da et øjeblik tro, at her stod en, der glædede sig over alle de bryderier, al den modstand, som Heiberg havde at kæmpe med? Ville man nu spørge: »Hadede Phister da Heiberg?« da svarer jeg i fuld overbevisning: han hadede ham langtfra, ja ifald man tør bruge dette ord om en sådan karakter, da ville jeg sige, han elskede ham, [som han kunne elske. Men sagen var, at denne urolige, dæmoniske natur igrunden nød som en trang i sjælen al den ydre uro, der havde hos ham en helt modsat virkning end hos andre. 156 Den ydre uro, strid og uenighed havde noget beroligende for ham; thi da var han i indre virksomhed, der bortledte den indre uro fra ham selv, over på andre og andet. Phister var en af Hei-bergs bedste læsere; han kunne mange af hans digte så godt som udenad, og det ikke blot hans dramatiske, men hans episk-lyriske digte. »En sjæl efter døden« var i den grad gennempløjet af Phister, at man kunne høre ham heri som i en lektie. Dette digt spillede og vil formodentlig fremdeles vedblive at spille en stor rolle i hans indre liv. De anskuelser, som her udtales om livet efter døden, greb ham virkelig så dybt, at han aldrig kunne slippe dem af tankerne. Han sagde en dag til mig, da han i ekstase omtalte digtet: »Ak ja, jeg vil være glad, om jeg må komme i det helvede, som Heiberg skildrer i »En sjæl efter døden«,« og denne ytring var ikke spøg, tværtimod det var virkelig hans alvor; det var et angstskrig fra hans arme sjæl; højere, mente han i alvor, var der ingen rimelighed for, at han kunne nå. Dette forunderlige, dæmoniske menneske kendte sig selv i den grad, at noget lignende aldrig er mødt mig i livet. Han havde øjeblikke, hvor hans dårlige egenskaber i den grad stod klart for ham, at man i et sådant øjeblik kunne høre ham selv udtale a l t det onde om sig selv, som andre tillagde ham. I sådanne øjeblikke trængte han i høj grad til en skriftefader; thi da var hans sjæl virkelig elendig. To gange har han brugt mig dertil. [Hvad anledningen var, skal jeg senere fortælle.] Men når skriftemålet var vel gjort i al oprigtighed, da ærgrede han sig over sin svaghed og anså sig for fuldt berettiget nu at fremture i det onde med fordoblet kraft. Man vil let indse, hvor farlig en sådan natur kan være i et samfund af mennesker, der alle mer eller mindre er fantasibørn, som han med sin overlegne kløgt kunne behandle efter eget tykke. Alle kendte ham, alle mistroede ham. Alle sukkede under det daglige tryk af hans luner og opfarenhed, der, når den nåede en vis højde, ingen grænser kendte; men alle frygtede ham tillige og gik afvejen for ham; thi ve den, han kastede sin vrede på! Intet middel, ingen usandhed veg han tilbage for, men alt tillod han sig for at skade den i andres omdømme, der havde vovet at være ham imod. Og da han havde en blodig vittighed i sin magt, som, når hans vrede først var ægget, intet hensyn holdt tilbage, men udslyngedes lige i øjnene på den pågældende, fik han derved en stilling som et andet vildt dyr, man for enhver pris undgik 157 at komme i sammenstød med. Han var igrunden et højst ulykkeligt menneske; thi der var aldrig ro over ham; som en tiger, der løber rundt i sit bur, således løb han op og ned, til højre og venstre, spejdende af frygt for at noget kunne undgå hans opmærksomhed. Han var aldrig i hvile, undtagen i de timer eller rettere de minutter han stod på scenen; thi kom han ud i kulissen, overfaldt den dæmoniske uro ham atter, og løbet frem og tilbage, op og ned begyndte påny, medens han i et væk gnavede sine stakkels negle på hænderne af. Kun inde på scenen i udførelsen af sin kunst var han en befriet ånd. Her kunne han komme til ro, her afkastede han sig selv og levede kun i den maske, han fremstillede; hvad under da, at disse masker var ham uundværlige til livets ophold. I dem havde han glæde, ro og - samvittighed; thi en flittigere, alvorligere, samvittighedsfuldere kunstner end han fandtes ikke. Når nu disse egenskaber forenede med sig et glimrende talent, da var det jo i sin orden, at han som kunstner påskønnedes og stod i stor anseelse, både hos sine kammerater og hos et publikum, hvis interesse han havde vidst at vedligeholde i henved et halvt hundrede år. Og dog var det karakteristisk, at der i alle disse år aldrig var vist ham personlig nogen hyldest af ualmindelig art; thi så snart hans masker var faldet af og hans virkeligepersonlighed kom tilsyne, var al varme, al begejstring, al lyst til at udtale sin entusiasme for ham borte.

[Forfærdelig var han, når hans dæmoniske fantasi blev sat i digterisk bevægelse. Han kunne da, imod dem han ville ilde, opdigte detaljerede historier bag deres ryg, der satte ham i det sletteste lys hos andre. Første gang han således meddelte andre sine fantasier, skulle man tro, at han selv vidste, at meddelelsen var usand; men havde han oftere meddelt samme bagvaskelse, da var det tydeligt, at han virkelig i fuld alvor troede på, hvad han meddelte, og han kunne da år ud og år ind fortsætte den selvlavede historie. Og dog er jeg vis på, at denne ulykkelige natur til sine tider følte dyb anger over sig selv. I et af sine skriftemål for mig, da jeg åbent bebrejdede ham et og andet, udbrød han som i fortvivlelse: »Hvad skal jeg gøre for at blive anderledes?« Jeg svarede ham: »Begynd med at blive sanddru.«]

Var det nu ikke besynderligt, at en sådan karakter kunne erobre en ven i den sanddru, noble ellers skarpsynede Heiberg? Sagen var, 158 at Phister var klog, klar i sine kunstneriske anskuelser, morsom og vittig. Ligeoverfor Heiberg og tildels også overfor mig viste han sig altid som den hengivne, varme, beundrende ven. Han plirede lidt med øjnene lige overfor mig, som om han ville sige: »Den satan har gennemskuet dig, hun tror dig ikke«. Kort, man kunne sige om dette menneske med Lavater: »Es fehlt ihm zur Vollkommenheit eines tugendhaften sehr vieles«. Heiberg troede ham, men blev bedraget. »Sådanne skabninger som denne Phister må stikke, og væsner af højere natur må lide«. Tro ikke, at Phister en eneste gang var den, der standsede repertoirets gang ved en rød plakat på gadehjørnerne; nej, ingenlunde, men han snakkede og snakkede hemmeligt så længe med de sammensvorne, at disse besørgede det. Ethvert nyt stykkes indstudering vidste man at trække ud i de uendelige. Det hed sig bestandigt, at man endnu ikke var færdig med indstuderingen; således lykkedes det ikke Heiberg før sidst i november i denne sæson at få et nyt stykke opført. Og det var den direktør, man udråbte for tyranni mod de stakkels skuespillere, disse, hvis pligt det var at spille en rolle 6 uger efter rollernes modtagelse. Men hvad var herved at gøre, når de samme blade, som klagede over, at intet nyt kom frem, på alle punkter offentligt holdt med disse skuespillere imod direktøren og opfordrede dem udtrykkeligt til at være ulydige og forsømmelige, ja holdt modet oppe hos dem til at fremture i en opførsel, som jeg tror er enestående i teatrets historie, så længe som den danske scene har eksisteret.]

Således blev det først henimod slutningen af november muligt at opføre et to akts skuespil af frøken Athalia Schwartz, »Ruth«, hvori jeg udførte titelrollen. Den kvalm, den snakken både på teatret og i byen, som Høedt formåede at sætte i bevægelse, så snart han skulle spille en ny rolle, var virkelig mærkværdig. Han lod til at have gjort Hans Mortensens ord til sine: »Når jeg ikke må tale om det, hvad glæde havde jeg så deraf.« - Men sjældent havde al denne vigtighed antaget et mere komisk præg end under indstuderingen af »Ruth«. Snart var det et par strømper, som alt drejede sig om, snart et bælte, snart en hue, så en paryk, så et skæg. Jeg tror, at i alle de mange år, jeg har været ved teatret, har alle skuespillerne tilsammen ikke udtalt sig så meget om alle slige småting som Høedt i Jerochams rolle i dette stykke. Ikke fordi jeg mener, 159 at alle disse småting ved et kostume er uvæsentlige, men som alle forberedelser til fester holder man dem helst for sig selv og afgør dem i stilhed. [Enhver som under indstuderingen af »Ruth« havde hørt, i hvilken grad Phister latterliggjorde Høedt på hans bag for alle de ophævelser snart i en, snart i en anden retning ved udførelsen af denne rolle, ville umuligt have antaget ham som hørende til Høedts parti. Han havde sat hele Høedts måde og væsen i dramatisk stil, og ubeskrivelig var den virkning, han derved opnåede af det forsamlede personales skoggerlatter. Høedt var ikke af naturen udrustet med nogen mandig eller plastisk figur; det var derfor en egen sag for ham at fremtræde i trikot, kun draperende sig i en kappe, der netop ved af og til at skjule figuren tvinger øjet til at iagttage denne, når kappen falder fra legemet og derved blotter dette. Hans noget tørre og realistiske deklamation tog sig ikke ud i en sådan rolle, og alt dette i forening vidste Phister således at sætte ud fra hinanden i et komisk lys, at »Ruth« på grund heraf blev uforglemmelig for teatrets hemmelige kulissehistorie. Fru Nielsen spillede Naomis lille rolle smukt og ædelt og med fin følelse.]

Ingen var istand til at bringe den sandhed og simpelhed ind i den højere lyriske diktion som M. Wiehe. Intet under derfor, at hans Boas, hvori han formåede at indlægge det gammeltestamentlige præg, blev ved hans plastiske holdning, ved den ædle diktion af så stor virkning, Her smeltede alt sammen, skuespillerens evne med digterens billede. Denne evne, denne magt var det, som Høedt dagligt arbejdede på at få Wiehe til at opgive. I »Ruth« forsøgte nu Høedt sig selv som lyriker; thi lerochams skikkelse lod til i høj grad at interessere ham. Men det viste sig nu tydeligt, at hans talent lå udenfor den lyriske lidenskabs diktion og plastik. Han blev tør og karikeret, og rollens virkning faldt til jorden. Det er besynderligt - især i de senere år - at man ved lyrik altid forstår deklamation. En lyrisk replik kan udsiges lige så simpelt og naturligt som en skøn prosa, når skuespilleren har evne til at fremsige den, og netop da gør det lyriske størst virkning. Dette havde Wiehe ofte vist lod sig gøre.

Det lille, originale arbejde vandt publikums yndest. Det var en fornøjelse at udtale det rene sprog og de smukke, velklingende rytmer. [I »Ruth's« rolle havde jeg den for mig ved min fremstilling største glæde, nemlig at forfatterne altid gav mig ret i mine 160 opfattelser, hvad så endog andre sagde for eller imod. Kun digterens bifald lå mig rigtig på hjerte, og uagtet publikum i højere grad end jeg selv havde ventet påskønnede min fremstilling af »Ruth«, var digterens påskønnelse mig dog den vigtigste. Forfatterinden meddelte mig sin glæde i varme udtryk, og spurgte mig om jeg vel havde noget imod at hun indrykkede et digt til min ære, i et af bladene. Jeg bad hende holde dette tilbage og sende mig digtet personlig, da det ikke var værd at irritere fjenden og derved sætte lejren i for stærk bevægelse. Digtet er her for hvem det kan interessere at læse det:]

»Da jeg med mine drømmes lyse hær
Begejstret vandred i de fjerne lande,
Sig, var du dengang digteren alt nær,
Og læste tanken nyfødt på hans pande?
O, har vi gjort det underfulde bytte!
Mon det er dine ord, hvortil vi lytte,
Og sig, er skønhedsglansen i dit spil
Her i min egen sjæl da blevet til?«

Den 7de januar 1854 opførtes Hertz's fire akts skuespil »Et offer«. Hovedrollen i dette skuespil, Hermione, en kunstnernatur, der dagligt må kæmpe med sine bornerede omgivelser, interesserede mig overordentligt; måske også øjeblikkets tilsvarende kamp bidrog hertil. Jeg tilstår, at ingen digter har formået at røre mig som Hertz. Han har en evne til ved simple, skønne ord og vendinger at få ens indre i en bevægelse som næsten ingen anden; af alle vore digtere er der ingen, der som han har forstået kvindehjertets følelser og bevægelser, lige fra den naive, barnlige, næppe voksne pige til den fuldt udviklede kvinde. [Uagtet mine daglige forhold visselig ikke i al fald i mange år har noget tilfælles med Hermione, så greb Hermiones skæbne mig så dybt, at min hele tidligste barndom ligesom ved et trylleslag atter genlevedes i mit indre,] og den kvalte gråd i hendes røst meddelte sig til tilskuerne, så den lydeligt klang op til mig på scenen, som om den ville sige: »Græd kun, vi græder med.« Fru Nielsen spillede den ældre, ugifte pige i stykket så elskværdigt, så fint, med en så velgørende ro, at jeg ikke tager i betænkning at sige, at indtrykket af de lange scener mellem 161 os to kvinder er noget af det mest harmoniske, jeg har følt ved noget sammenspil. Michael Wiehe spillede elskeren i stykket, en psykologisk vanskelig rolle, som der måtte tages på med fine hænder, når ikke al sympati hos tilskuerne skulle forspildes. Men nu ville skæbnen til Hertz's og stykkets ulykke, at Wiehe her i praksis udførte alle Høedts teorier om sandhed,virkelighed og lirikens fordømmelse. At derved hans og vort arbejde, uden at tale om Hertz's, var spildt, så jeg straks. Ikke alene jeg, men de fleste tilskuere gøs tilbage for at se denne Michael Wiehe spille så råt, og hvad der var det værste, så meget imod stykkets ånd og interesse. Den hele ny, brusque manér at spille på var en ren kontrast til Wiehes hele ideale naturel, og derfor blev hans fremstilling forceret [manieret] og uskøn. Mig smertede denne fremstilling, som om jeg havde set en skøn statue blive hugget i stykker af gadedrenge. Ville han virkelig prøve på at føre et spil frem bygget på disse teorier, da var i alt fald valget, at anvende dem på denne rolle, så forkert som muligt. Hvis elskeren virkelig havde forladt Hermione på grund af, at han ikke magtede at hæve sig op til hende, ja, da lod dette spil sig undskylde; men når forfatteren lader ham ende med at forstå hende, skatte og vurdere hende, så at han i inderlig følelse og beundring beder hende om hendes hjerte og tro, da går dette visselig ikke an. En i bund og grund rå natur kan aldrig omvende sig til en højere og ædlere; dens grundakkord er angivet. Men Wiehe var ikke den første og bliver ikke den sidste, der ikke retter begyndelsen og enden af en rolle efter hinanden, men skærer dem over i to usammenhængende dele til digterens fortvivlelse og publikums misforståelse.

Hertz, der en dag overværede en af prøverne på stykket, gik mismodig og forknyt hjem; thi også han indså, at hans stykke var fortabt ved det syn, Wiehe havde fået på den vigtige og betydelige elskerrolle. Men hvem turde mere tale til Wiehe om noget som helst? [Han var nu stolt i sin tale, og den elskværdige beskedenhed, der havde klædt ham så smukt, var så godt som aldeles forsvunden.]

På en af prøverne så jeg ham stå og læse et brev for Høedt og fru Nielsen; jeg så, at dette brev bragte ham i lidenskab. Han kom senere hen til mig, og jeg spurgte, hvad det var for et brev, der havde sat ham i denne bevægelse. Han tog det op af lommen og gav 162 mig det, idet han sagde: »Læs og sig, om De ikke finder dette uforskammet.« Jeg læste nu et brev fra Hertz, hvori han på den venligste, ja man kunne gerne sige ydmygste måde spurgte Wiehe, om han ikke troede, at der kunne lægges noget mildere ind i udførelsen af denne rolle? Brevet endte således: »- dog, dette er kun et spørgsmål, gør, hvad De finder rertest.« Bedrøvet gav jeg Wiehe brevet tilbage, idet jeg sagde: »Har dette beskedne, bønlige brev virkelig kunnet fornærme Dem? Ak, Wiehe, har man alt bragt Dem så vidt?« Han så tavs ned for sig og gik.

Wiehe var helt og holdent et følelsesmenneske, og når han lod følelsen råde, da tog han sjælden fejl, hverken i livet eller i sin kunst. Tog han derimod sine beslutninger gennem refleksionen, da var han usikker og kunne ofte forløbe sig, idet der da indtrådte stivsind, som ingen formåede at rokke. Overskou har ret, når han mener, at P. A. Heiberg, 69 år før Wiehe blev født, i komedien »Heckingborn« har skildret en ganske lignende karakter som den, Wiehes nu var blevet, i Dalton, en ung mand med et fortræffeligt hjerte, ypperligt naturlige geni og store anlæg. »Lykkelig er man«, - lader P. A. Heiberg en person i stykket sige om Dalton - »når denne mand straks får fat på den rette side af den ting, han vil udføre, da udfører han den fortræffelig, men om hans onde skæbne viser ham tingen fra en urigtig side, da har han ikke kundskaber og indsigter nok til at opsøge den rette; og en vis entétement eller egensindighed, som er disse folk egen, forårsager, at han næsten aldrig forlader sine vrange begreber, end ikke da, når udfaldet viser ham det urigtige deri.« Overskou vedbliver: »Denne egenhed hos Wiehe gjorde det let for dem af hans venner, om hvis indsigt han havde et højt begreb, at lede ham; kun turde de ikke lade ham kunne mærke, at det var deres hensigt, thi da han netop især tiltroede sig selvstændighed og fasthed i at bevare sin selvstændighed, ville han have mødt forsøg på at overtale ham til noget, som han ikke forud sympatiserede med, kort og but med en afvisning; de måtte om den sag, de ville vinde ham for, diskursive fremkomme med bemærkninger og betragtninger, hvilke han stiltiende og opmærksom lyttede til og derved så ganske optog i sin tanke, at han troede selv at have undfanget den anskuelse, de ville bibringe ham.« Høedt lod til at have forstået at behandle ham. Denne karakteristik er meget træffende, og kun 163 gennem denne lader Wiehes hele senere opførsel sig forklare.

Efter at man først havde fjernet ham fra hans tidligere omgang, så at han nu kun hørte e e n anskuelse, borede denne sig ind som en snigende gift i dette egensindige menneskes tanker; at disse tanker, disse anskuelser var hans egne og ikke en andens, ville ingen kunne få ham fra. Skulle han nogensinde bryde sit venskab med Høedt, da måtte det være, om nogen overbeviste ham om, at han i et og alt fulgte dennes ideer. Så vel jeg som Wiehes forældre, søskende og venner sørgede oprigtigt over hans forblindelse, der gjorde ham til en hel anden end den Wiehe, vi alle havde haft så kær. [Wiehe var, som sagt, helt og holdent en ideal, lyrisk skuespiller, ideal gennem sin hele personlighed, ideal gennem sin stemmes klang, sit øjes vidunderlige, dybe udtryk, sin ædle gestikulation, sit noble, fornemme væsen og den lidenskabelige, dæmoniske baggrund i sjælen, som ingen, der spiller i elskerfaget, kan undvære, - og alt dette behersket af den reneste sandhed og natur. En lyrisk skuespiller som han har teatret vistnok aldrig tidligere haft og vil vanskeligt atter få; thi det er såre sjældent for ikke at sige aldrig, at de mange forskellige betingelser findes forenede.]

Høedt var i modsætning til Wiehe berøvet enhver lyrisk rytmus. Stemmens klang var tør og uden bløde, hjertelige modulationer; dette gjorde, at han aldrig kunne røre i replikken. Det forstandige, ironiske, københavnsk-moderne: replikkens tilspidsning, var hans sag. Da nu Høedt var af de reflekterende skuespillere, der vidste god besked med sig selv og sine evner uden derfor at ville gøre andre fortrolig med denne viden, så vidste han også, at lyriske toner var ham nægtede, og altså var efter hans påstand disse falske og uden værd, ja burde slet ikke eksistere i skuespilkunsten. Wiehe stred længe imod, thi det var jo især ved de gaver, han havde vundet publikums udelte beundring, og desuden lå den hele ideale retning i den grad i hans natur, at han ikke kunne, selv om han ville, ganske tilintetgøre det ideale farveskær, som hans personlighed kastede over enhver fremstilling; ville han med magt bryde denne, d a først kom for ham noget usandt ind i fremstillingen. [Han følte umuligheden af denne fordring i lyriske arbejder og tyede nu til den udvej, at han herefter slet ikke ville spille elskerroller mere - hans uimodsigelige kald - men kun karakterroller.] 164 Imidlertid opgav Høedt ikke sin plan, men fortsatte den med våben, der var yderst farlige for en karakter som Wiehes: hangjorde nar ad ham, parodierede i det Nielsenske hus hans fremstillinger for ham selv under almindelig latter [en kundskab, jeg har fra min forrige veninde, jomfru Liunge, der var i Nielsens hus som tidligere i Wexschalls, og som havde moret sig over disse scener.] Dette var for meget for den ømfindtlige Wiehe. Han bildte sig nu ind i sit sygelige sind, at ligesom Høedt fandt ham latterlig, således var vel mange af samme mening uden at have Høedts mod og ærlighed til lige overfor ham selv at udtale det frit og åbent. [Da han nu aldrig udtalte sig for nogen om, hvad der tyngede hans sind, så fordybede han sig mere og mere i den tanke, at hans hele virksomhed hidindtil havde været i falsk retning, og at der måtte begyndes forfra, thi til nar ville han ikke være. - Man tænke sig min stemning, min smerte, når Wiehes spil pludselig slog over i plathed og råhed som et vrængbillede af sig selv.]

»Hvad er dette?« spurgte Phister mig efter i nogen tid at have betragtet Wiehes spil i »Et offer«, »han spiller jo i aften Peter Bardon.« Denne Peter Bardon var en stakkels latterlig Idiot, der i hin tid var godt kendt fra Københavns gader. At tie hertil var mig umuligt. Jeg udtalte for Wiehe selv min smerte over den forandrede spillemetode, som en søster kan klage over sin uartige broder. Han hørte tavst, men dog noget forlegent på mig, idet han sagde: »Når jeg spiller på min gamle måde, gøres der nar ad mig, og det kan jeg ikke tåle.« Jeg henholdt mig da til publikums dom og sagde: »De ser dog, at Deres spil i dette stykke er uden virkning.« -»Ja, det lader ikke til at behage dem,« sagde han, »men til latter vil jeg ikke være.« - »Men min Gud,« udbrød jeg, »hvem ler ad Dem?« I stor heftighed udbrød han: »Høedt! Høedt!«

Til lykke var hans naturlige, sande følelse, der mod hans vilje rev ham hen, stærkere end alle Høedts æstetiske deklamationer, så at han dog ikke sjælden fulgte dennes indskydelse i stedet for vennens despotisme. Men mange smertelige kampe havde jeg på dette område, og jeg var aldrig længer rolig under nogen opførelse, forinden jeg så, om Wiehe i aften var den gamle eller ej; thi herpå beroede jo vort hele sammenspil og dets virkning. [Vist er det, at 165 den stille, glade, beskedne Wiehe nu som oftest var forvandlet til en gnaven, heftig, mørk person, som man lige så meget gik afve-jen for, som man før havde søgt ham. Hvad er det dog for en smerte, når man tvinges til at opgive en ven!]

Ganske uden virkning blev dog Hertz's »Et offer« ikke på publikum, hvortil fru Sødrings højst ualmindelige udførelse af den gamle fjollede tante og Phisters prægtige ritmester væsentligt bidrog; men den rette interesse for og forståelse af stykket opnåedes ikke. [Hvad der var mærkeligt ved dette stykkes udførelse, var, at barnet i stykket, måske den vanskeligste barnerolle, som nogen tid er skrevet, udførtes af en lille pige ved balletten, så yndigt, så sandt, så gribende, at hun bragte tårer i alle de medspillendes øjne - mærkeligt nok ser man ikke så sjældent, at ytringen af umiskendeligt talent hos et barn senere ligesom ganske forsvinder; sådan også her. Dette rare, lille barn gav i »Et offer« anledning til det første virkelige, personlige sammenstød mellem fru Nielsen og mig. Så snart stykket skulle indstuderes, havde Hertz bedt mig tage mig af den lille pige, som han havde betroet en så vanskelig og betydelig rolle. Dette havde jeg gjort. På en af prøverne gik jeg ned i parkettet for at få vished, om den spæde barnlige stemme kunne høres fra tilskuerpladsen. Fru Nielsen, hvis irritable sind i den sidste tid på grund af den modstand, hun mente, at hendes ven Høedt var udsat for, havde taget større og større dimensioner, var meget vanskelig at komme i nærheden af. Jeg havde ved hver prøve på »Et offer« følt mig ubehagelig berørt af den tilstand, hvori hun var, der snart ytrede sig i hovmod, snart i at vredes over det ubetydeligste ligeoverfor de medspillende. Jeg havde hidindtil lykkeligt undgået noget sammenstød med hende, idet jeg stadig havde bøjet af, når et sådant truede mig. Jeg følte mig alt helt tryg. Men da jeg nu atter kom op på scenen fra parkettet, sagde jeg til den lille pige: »Du må ikke dreje hovedet så meget opad mod baggrunden af teatret, din stemme bliver derved utydelig, og man vil ikke kunne forstå dig fra tilskuerpladsen,« en bemærkning der dagligt gøres på prøverne, især ligeoverfor alle begyndere og børn. Da udbrød fru Nielsen til min forbavselse i største heftighed: »Jeg synes ikke, at du skulle lære barnet at kokettere med publikum.« Jeg så forundret på hende og svarede: »Denne bemærkning forstår jeg ikke. At man ikke må dreje sit hoved for meget opad og tale med nakken

        

166 mod publikum, især et barn med en spæd stemme, tror jeg vist, at De og alle er enige om.« Hun tav og så ud som en, der ved dette uartige udbrud havde fået luft og afløb for det, hun hele formiddagen havde trængt til, et udbrud for sin heftighed. Alle på prøven misbilligede dette umotiverede angreb imod mig. Dette mærkede hun og antog lidt efter lidt et noget forlegent udtryk ligeoverfor mig. Jeg selv tav og trak mig tilbage fra hendes nærhed. Da prøven var tilende, og jeg ville gå hjem, standsede hun mig og sagde: »Du er en underlig en, hvor kunne du tage dette ilde op?« - »Jeg tror ikke,« svarede jeg, »at De ikke skulle forstå, at jeg måtte tage dette overfald ilde op, især i det barns nærværelse, for hvem jeg om muligt skulle stå som en autoritet, da det er mig som har indstuderet rollen med hende. Jeg har set tårer også i Deres øjne ved dette barns forunderlige fremstilling. De kunne altså være uden frygt.« - »Kom ind med mig i dette værelse,« vedblev hun, og nu trak hun mig ind i et påklædningsværelse blodrød i hovedet, medens jeg var ganske stille og rolig, som jo den sagtens kan være, der er den forurettede. Og nu udspandt der sig en samtale imellem os så lang og vidløftig, at jeg aldrig kan glemme den. Jeg sagde iblandt andet til hende: »Det er godt, at vi en gang kan komme til at udtale os for hinanden. Her står jeg nu beredt til i ro at høre på alt, hvad De måtte ville sige mig; da jeg ikke har mindste forestilling om, hvori jeg gør Dem imod, så tal nu oprigtig og ligefrem med mig, thi dette udbrud på prøven viser bedst, hvilken trang De har til at vise mig Deres mishag.« Hun gav sig nu til at græde og sagde, at jeg og alle ligesom med forsæt undgik hende og trak sig tilbage fra hende. Jeg svarede: »Ja, ganske vist trækker jeg mig tilbage af frygt for et sammenstød. De ligner ikke Dem selv i de sidste år. Det er ikke først i dag, at De har været heftig, udfordrende og fornærmelig imod mig, men De ved også, at jeg har tålt det stiltiende; thi jeg ville ikke være uhøflig imod Dem, der har holdt af mig og vist mig godhed fra min barndom af, jeg ville ikke også blive heftig og sige noget uhøfligt til Dem, som De i den senere tid så ofte har gjort ved mig, jeg ville afbetale noget af min gamle gæld til Dem ved at tåle og tie. Men der er grænser for alt, og jeg vidste ikke så lige med mig selv, hvor langt min tålmodighed ville række, og derfor greb jeg den udvej at undgå Dem for ikke at komme i fristelse. Men som De selv siger: 167 alle undgår Dem på de par nær, hvis sag De har gjort til Deres egen. Alle, thi alle føler det samme tryk og den samme frygt som jeg.« Da slog hun sine hænder sammen, min stakkels forvildede veninde, og udbrød med oprigtige tårer: »Jeg ved heller ikke, hvorledes jeg er blevet således,« og sank ned på en stol. Jeg tænkte ved mig selv: Jeg ved det, thi der er noget smittende ved slet selskab. Hun sagde da: »Alle kommer dig imøde, alle gør sig behagelig for direktørens frue, det er modbydeligt at se på.« Da svarede jeg: »Nej, fru Nielsen, nu må jeg virkelig smile. Inden jeg var direktørens frue, da kom alle mig imøde. De ved det så godt, som jeg kan sige det, hvor lykkelig, glad og fornøjet mit samliv har været med alle her. Men efter at jeg blev direktørens kone, da begyndte modstanden fra en kant, jeg mindst drømte om, fra Dem og Wiehe. Da jeg en gang spurgte ham, hvad denne forandrede opførsel skulle betyde, svarede det svage menneske: »Man skal ikke sige, at jeg gør mig behagelig for direktørens frue for at opnå fordele.« Og hvem turde v ove at sige ham sligt? Ingen uden De og Deres, der hjemme i Deres dagligstue gør alt for at skade Heiberg og mig. Jeg tænker, at det ender med, at man ikke længer tør tage hatten af for mig, eftersom direktøren er min mand. Og nu vil jeg bede Dem gengælde min oprigtighed helt ud. Sig mig: er der kommet noget hos mig, noget fremmed, noget anderledes, noget anmassende i min hele opførsel, efter at Heiberg er blevet direktør? Sig mig det nu for gammel venskabs skyld, og jeg skal visselig ændre det; thi alt sligt er mig en afsky. Sig mig, hvori det består?« Da svarede hun, lidt forlegen: »Nej, jeg ved ikke, hvad det skulle være.« »Men Herre Gud,« udbrød jeg, »når j e g er den samme, den gamle, hvorfor kunne I da ikke alle være imod mig som tidligere, hvor I næsten bar mig på hænderne?« - »Nej, mod direktørens frue kan man ikke være, som vi plejede.« - »Direktøren?« sagde jeg, »har De rent glemt, hvor meget denne samme direktør har holdt af Dem? Hans venskab, hans beundring? Har De glemt hans henrykkelse over Dem i hans første arbejder, Heiberg er en trofast natur; den han een gang har holdt af, svigter han ikke, med mindre han tvinges dertil.« - »Nu er han stolt og fornem imod mig,« svarede hun. »Fordi De er stolt og fornem mod ham, hvilket De i det hele taget er tilbøjelig til at være imod alle. Erindrer 168 De, hvad jeg tidligere i vort venskabsforhold ofte halvt i spøg, men bag hvilket De godt mærkede alvoren, sagde? Hvem der ser Deres smægtende blå øjne, tror vist, at De er fromheden selv, men De er meget heftig og især behersket af et stort kunstnerhovmod. De siger, at Heiberg er stolt ligeoverfor Dem? Synes De, at gamle Collin var en stolt direktør?« - »Collin,« svarede hun forundret, »nej, hvor falder du på det?« - »Nuvel,« sagde jeg, »ikke en, men mange gange, når Collin talte med mig om et eller andet stykke, han ønskede opført, og jeg sagde: »Tal med fru Nielsen herom, hun skal jo også spille heri,« svarede han: »Nej, min tro om jeg vil, hun svarer mig altid stolt og hovmodig på alt, hvad jeg siger, det er som om man skulle tage audiens hos en dronning.« Hun så påny forundret op på mig og sagde, idet hendes øjne heftedes stift på mig: »Har Collin sagt det?« - »Ja, mer end een gang,« svarede jeg, »tror De mig ikke, så spørg ham derom, og jeg er vis på, således som jeg kender ham, at han ikke vil nægte det og gøre mine ord til usandhed.« Hun så tavs ned for sig. »De er vred, fordi De ikke spiller ofte nok, men hvad vil De, at Heiberg skal gøre? Har han ikke flere gange spurgt Dem, om der intet stykke var, De ønskede fremdraget, hvori De havde en betydelig rolle? Har De værdiget ham et svar? Ved De ikke, så godt som nogen kan sige Dem det, at når en skuespillerinde ophører, ved egen beslutning, som tilfældet har været med Dem, at spille elskerinderollerne, at der da nødvendigt bliver en standsning, en afbrydelse i hendes virksomhed, forinden hun selv og publikum vænner sig, hun til at spille de ældre roller, det til at betragte hende i samme. Hvem i verden der var blevet direktør, ville resultatet være blevet det samme for Dem. Hvorfor vil De da, som ved dette bedre end nogen anden, lytte til ord og meninger, der mere udspringer fra at lyve Heiberg på, end fra virkelig interesse for Dem. I Deres hjem arbejdes der fra morgen til aften, snart af Nielsen, snart af Høedt, snart af Wiehe, som de andre bruger, for at styrke meninger, som De godt ved selv udspringer mere af had til Heiberg og af en ubændig forfængelighed end af varmen for ret og sandhed; at de ikke alene har fået Dem med på dette, men - ja undskyld min åbenhjertighed -fået Dem således med, at det nu igrunden er D e m, som holder ilden vedlige, og mest Dem.« Hun tav længe med hovedet hvilende i sine hænder. Jeg gik nærmere til hende, tog hende om 169 livet, kyssede hendes kind og sagde: »De er for god, for sanddru til at være med i alt dette, tro mig, hvad øjeblik De vil, har De Heiberg påny som Deres trofaste ven. De har ofte i tidligere tider, da her var fred og ro, sagt: »Heiberg er en sand, ridderlig karakter.« Hvad har han da gjort, som har forandret Deres mening om ham? Kun dette, at han ikke har villet tålt Nielsens luner, Høedts anmasselse og uforskammethed.« Hun græd endnu heftigere og sagde: »En direktør skal føje et sådant talent, hvor han kan.« -»Ja,« svarede jeg, »visselig, hvor han kan, men når et sådant talent ved sin anmasselse tilintetgør al orden, al disciplin og dagligt undergraver den autoritet, som er uundværlig for den daglige tjeneste, smitter og belærer alle, selv de små ubetydeligheder, til at sætte sig op imod enhver befaling, enhver bestemmelse, der udgår fra bestyrelsen, da kan den mand, hvem teatrets vel og ve er betroet, ikke bøje sig som et siv for alt dette, men må, hvad følgen så end bliver, vise, at det ikke er en dukke, de har for sig, men en mand med principper, vilje og kraft til at sætte disse igennem. Ved at bøje sig som et siv bliver han til alles latter, ved at vise kraft kan han måske komme til at opgive sin stilling; men da står han i det mindste ikke i sine egne øjne latterlig og svag, og hvorledes man står for sig selv og sin inderste samvittighed, er jo dog det vigtigste, så må resten gå, som det kan.«

I dette øjeblik bankede det på døren; fru Nielsen skjulte sig og for sammen af frygt for, at nogen skulle se hendes forgrædte øjne; jeg lukkede op. Heiberg stod udenfor den og sagde: »Men hvor bliver du dog af? Jeg har gået her og ventet på dig en uendelighed.« Jeg bad ham tage hjem uden mig, jeg gjorde hemmeligt tegn til ham, og da han så fru Nielsen gennem sprækken af døren, rystede han på hovedet, trak på skuldrene og gik. Fru Nielsen stod endnu i samme stilling. Jeg gik hen til hende, slyngede mine arme om hende og sagde: »Er De vred over min åbenhjertighed?« Hun så venlig op på mig og sagde: »Tak for, at du ikke gik, men blev her noget endnu.« Jeg kyssede hende oprigtigt og af et fuldt hjerte; hendes tårer flød endnu, jeg klappede hende og tørrede dem af med mit lommetørklæde. Hun sagde med et suk: »Ja, jeg er heftig, og jeg ved, at jeg ofte har ladet denne gå ud over dig, og at du har båret det smukt, men det er ingen sag for dig, min kære Hanne, thi dine forhold er lykkelige og gode.« Her strømmede atter 170 hendes tårer. Jeg følte en inderlig medlidenhed med hende, trøstede hende, så godt jeg kunne, bad hende endnu en gang om at være vis på, at jeg aldrig kunne ophøre at holde a£ hende og ønske hende alt godt, og hvad Heiberg angik, da var jeg vis på, at hun kun behøvede at gengælde hans hilsen lidt venligt, for at al hans godhed og venskab fra forrige tider ville blusse op med fornyet styrke. Hun takkede mig, og jeg følte mig glad og lettet over, at vor samtale var endt så smukt og fredeligt. Jeg kørte hjem med håb om, at forholdet i det mindste ligeoverfor hende var kommet i sine gamle gode folder, og at hendes heftighed ikke havde kunnet finde nogen anklage mod mig, som jeg herefter skulle gå og angre over. . . Jeg tænkte, da jeg kørte hjem: Så det er alt, hvad de har kunnet anklage mig for. Det er komisk! [Nej, da kan jeg gøre det bedre. De skulle kun vide, hvad jeg kan sige til mig selv, hvilke anklager mod mig jeg kan fremsætte, men at betro dem disse følte jeg dog ingen lyst til.]

Det fremgik altså af denne samtale, at mine tidligere gisninger ligeoverfor mit forhold til fru Nielsen ikke ganske var grebet ud af luften. Hvor er vi mennesker dog mærkelige; medens denne Anna Nielsen smukt og uden synligt spor af uvilje imod mig har fundet sig i, at publikum i tidligere år måske på en ubillig måde havde vist, at al deres interesse, deres entusiasme udelukkende gjaldt mig, medens man ofte, sandelig til min smerte, følte den kulde, hvormed mangen en præstation af hende blev optaget, medens personalet, teaterbestyrelsen ofte glemte, hvad hun var for scenen og holdt sig til noget i hendes væsen, der stødte dem, idet de altid fandt, at hendes væsen var præget med hovmodets mærke, og derfor aldrig viste hende noget tegn på hengivenhed, men derimod lod hende se, at hvor som helst der var lejlighed til opmærksomme og hengivne ytringer ligeoverfor mig, udeblev de aldrig, medens hun som sagt fandt sig i alt dette uden bitterhed mod mig, var der et, hun ikke kunne bære, og dette var, at jeg var direktørens kone. Fra dette øjeblik blev hun forbitret over enhver ytring af godhed, der vistes mig, glemmende rent, at dette ikke var noget nyt, men noget meget gammelt, længe, mange år før der var tale om, at jeg stod direktøren nær. At der var andre, især hendes mand, den gamle, blå, grønne misundelse selv, der nærede og pustede til denne svaghed hos hende, derom tvivler jeg intet øjeblik. 171 Ak, hvor er vor tilfredshed dog afhængig af andres slethed og fejl.

For at tilfredsstille det Nielsenske hus så meget som muligt havde Heiberg sørget for, at de stykker og de roller, hvori kunstnerparret glimrede, jævnligt udfyldte repertoiret i denne sæson.]

[Endelig gav Nielsens lille pistol virkelig ild! Bruddet kom, det længe ventede, mellem ham og teatret; thi han havde nu udfundet en langt fordelagtigere og mere indbringende måde at være skuespiller på, - ved foruden sin af staten erholdte pension at optræde på andre teatre. (...)

Der var denne lille private skandale ved denne sag, at Nielsen for at sætte sit ønske om afsked igennem for, hvad alle vidste, ad anden vej ved siden af statens pension at skaffe sig en forøget indtægt ved at spille på de mindre teatre, fremviste dødsattester af doktor Mansa, ifald han udøvede den for hans liv farlige kunst. Han viste sig imidlertid som en stor dødsforagter, thi det blev ikke ved en afskedsforestilling, men kort efter kom en til, hvori han fremtrådte og tog afsked med »sit folk«, som han udtrykte sig, og underrettede dette orn, at han måtte ophøre, thi »olien ilampen var fortæret«.

Da man nu i hårde udtryk bebrejdede Heiberg, at han havde understøttet Nielsen i dennes begæring om afsked, svarede han, at han af menneskelig følelse var kommet hans ønske imøde, da en så bekendt læge som Mansa erklærede det for livsfarligt for ham at spille; »thi jeg kunne jo ikke vide den gang, at »lampen ville blive forsynet med ny olie«, da der efter hans eget sigende ikke var en dråbe mere tilbage, og dødsattesten gjorde mig desuden dette til pligt; - uden at tale om, at han i fortrolighed havde meddelt mig, at han længtes og sukkede efter i ro at fortsætte sine historiske studier.« At et talent med Nielsens naturlige begavelse var ettab for tea tret at miste, var vist, men hvad var herved at gøre, når hans læge udtalte, at det var »livsfarligt« for ham at spille. Nu strømmede bladene over med hule deklamationer om, at nu var det høje tragiske ved Nielsens bortgang for bestandigt forvist fra vor scene og al stor og »rystende nydelse« i teatret forsvunden, og at man herefter måtte lade sig nøje med de franske poesiløse arbejder o.s.v. o.s.v. Da Nielsen efter 2 års forløb atter indtrådte i sin stilling ved teatret med forøget indtægt, [idet 172 ministeriet satte sig ud over alle former og bestemmelser,] hvad var da det væsentligste udbytte (for scenen) af hans tilbagekomst? Netop det franske repertoire: »Slottet i Poitou«, »Statsmand og borger« og flere i samme genre [medmindre man vil være så god at regne »Thyra Boløxe« og »Salomon de Caus« til de høje tragiske]. Det var netop det franske repertoire, det nu interesserede ham at spille i. Men det var der ingen, der måtte vide. Nielsen havde hele den tilbagelagte sæson formelig levet af den sladder og beklagelse i publikum, som han var genstand for, ved at udtale, at dette var hans sidste sæson på grund af, som det hed, »et svækket helbred, der gjordeenhverspilleaften livsfarlig for ham.« Men at denne livsfare ikke ideligt og ideligt blev vovet, var alligevel klagen vedsiden af. Satte Heiberg ham til at spille, var det for at berøve ham livet, skånede han ham, var det en nedrig intrige for at holde ham udenfor repertoiret og berøve ham feu. Man vil vel indse, at grænsen var vanskelig at træffe.

Iblandt de mange uværdige beskyldninger, som man morede sig med at udslynge og indsnige i publikum, havde man hittet på, at feubestemmelsen og klassificeringen af denne var af en så skændig natur, så ubillig, så uretfærdig, at Heiberg alene herfor ikke burde tåles af det arme, fortrykte personale, uagtet feubestemmel-serne var taget og bragt i virksomhed hele 7 år in den Heibergsansættelse som direktør. Nu blev feupræmien dagens brændende spørgsmål. De første, de såkaldte bærere, burde have så godt som det hele, mente skuespillerne med de store gager; de stakkels underordnede med de små gager, og for hvem feuen ligefrem var et livsspørgsmål, skulle sættes på endnu knappere kost, ja, næsten på ingen. Man tro nu ikke, at »Træskheden« [Phister,] eller nogen anden af storhanserne havde mod til ligeoverfor deres mindre velstillede kammerater at udtale denne lidet kærlige tanke, nej, man omgik den, talte kun om den skammelige måde, feuen var fordelt på, så de underordnede hørte rørt til i den tro, at deres fortræffelige kammerater undte dem langt mere, end de fik. Disse kastanjer mente man, at Heiberg skulle rage ud af ilden for de begunstigede, - men her spillede han dem et puds, de ikke var forberedte på, idet han nu meddelte personalet, »at han i sin tid ikke havde haft mindste del i eller indflydelse på 173 feuregulativets affattelse, men modtaget det som en kongelig, stadfæstet anordning, men han skulle gerne indrømme, at personalet selv bedst måtte kunne afgøre, hvorledes feufordelingen kunne ske på den mest retfærdige måde, og han ønskede derfor, personalet ud af deres midte ville vælge en komité til at foreslå forandringen.« - Dette blev klagerne en stor skuffelse; de havde belavet sig på, at Heiberg skulle foretage forandringen, der, med det samme, at den blev dem, de højststillede, til gunst, ville pådrage ham det øvrige personales ugunst. Da nu disse højere stillede ikke havde mod til at udtale deres egoistiske fordringer, når de selv skulle bære ansvaret for, at de lavere stillede blev berøvede en indtægt, uden hvilken de havde ondt ved at leve, faldt hele denne sag bort, der i så lang tid var udråbt og gjort til genstand for høje klager, og de højere stillede måtte skjule deres pengegriskhed bag ligegyldighedens maske, skønt de selv tidligere havde været så højrøstede for at fremme sagen.]

Ethvert menneske har vist erfaret, hvorledes der gives tider, stille og lykkelige, hvor ethvert foretagende, selv det, på hvis held vi tvivler, går glat og uden hindring frem. Det er, som om lykkens gudinde fløj foran og viste vejen til ønskernes opnåelse. Men der gives andre tider, hvor ethvert foretagende standses eller hæmmes, alt går trangt og med stort besvær. I disse for sindet farlige tider hober sig ofte uheld på uheld, det er, som om lykken på en gang rent var fløjet bort uden at ville have det mindste mere med os at gøre, medens andre, skadefro ånder har indtaget dens plads og arbejder på at pine og plage os. Sligt er overtro, men hvem kan ganske gøre sig fri for denne?

Medens jeg i disse tunge år havde nok af bekymring over al den uret, jeg så Heiberg udsat for, medens mangt et venskabsbånd ved teatret, som jeg trygt havde stolet på, var bristet, medens usandhed og utaknemmelighed gjorde mig mørk af sind, hændte der noget, der sandelig i ikke ringe grad bidrog til at gøre mig disse år endnu tungere. Heibergs moder havde i de senere år været svag og lidende, i grunden fra den tid, da døden berøvede hende hendes unge, begavede plejesøn, Georg Buntzen, et tab, hun tog sig så nær, at hendes tidligere sangvinske temperament fik et dødeligt stød. Hun kunne tidligere le så hjerteligt over et vittigt indfald eller en spas, nu lo hun aldrig mere; smilet kom vel, men det gik ikke mere over 174 til latter. I det sidste årstid gik hun ikke mere ud, hun tog sig kun bevægelse i vor have. En dag, da hun kom op fra denne efter endt spadseretur, gjorde hun et fejltrin ved at gå over gulvet, faldt og brækkede sit ben oppe ved hoften, et farligt brud i hendes alder, dengang 81 år. Hun blev båret i sengen, af hvilken hun ikke mere skulle rejse sig. I 2 år varede dette pinlige sygeleje. Foruden mine teaterkvaler fik jeg således huslige i tilgift, og det var sandelig vanskeligt at sige, hvilke der tyngede mig mest. Jeg selv var jo på en måde kun at betragte som rekonvalescent efter min farlige sygdom, og den svækkelse, den havde efterladt, var endnu langtfra overstået. Lægen havde derfor hele vinteren rådet til en rejse til Marienbad, så snart min ferie indtrådte. Denne var også besluttet, og jeg glædede mig til at rejse til det skønne Böhmen i Heibergs [livlige, opmuntrende] selskab. Da der nu imidlertid i maj indtraf dette uheld for hans moder, kunne der ikke længer være tale om, at vi begge kunne forlade den syge, hvis livstråd under disse omstændigheder hurtigt kunne afskæres. Det blev da til min sorg besluttet, at jeg måtte rejse uden ham, og at min gode, kærlige broder Anton skulle være min ledsager i hans sted.

I de 23 år, Heiberg og jeg havde været forenede, havde vi aldrig været adskilte, når undtages hans lille rejse til Hveen 1845. Jeg var ilde tilmode ved at skulle rejse uden ham; han derimod lo ad mig og sagde: »Herre Gud, det er jo kun på kort tid!« Men det hjalp ikke, jeg var så bedrøvet over adskillelsen, at han ideligt måtte sætte mod i mig. For at bringe mig i hans erindring hver dag, medens jeg var borte, fandt jeg på at købe en mængde små gaver til ham, hvoraf een hver morgen i de halvanden måned, jeg skulle opholde mig ved badet, skulle lægges på hans tallerken ved morgenkaffen. De var alle nummererede, og jeg havde betroet mig til vor pige, der fik det hverv hver morgen efter nummer at henlægge min gave. Alle disse pakker var forseglet med lak, thi indeni hver fandtes foruden gaven en lille skreven seddel, som ingen uden han måtte læse. Dagen før min afrejse udførte jeg denne storartede indpakning og forsegling, et arbejde jeg ofte blev forhindret i netop af Heiberg, der ideligt og ideligt imod sædvane indfandt sig snart for at spørge om et og snart om et andet. Når jeg nu midt under arbejdet hørte hans bekendte trin i værelset ved siden af, da måtte jeg jo i en fart afbryde, og mine fingre blev derved ofte 175 forbrændte af de små dryp af lakken, som i skyndingen faldt ned på dem, så jeg kan sige, at også jeg hver dag i Marienbad havde en erindring om ham, når jeg betragtede mine forbrændte fingre. Morgenen efter skulle min afrejse gå for sig. Jeg vandrede denne morgen ene i vor lille have på Søkvæsthuset, tagende afsked med hver busk, hver blomst, der i så lang tid skulle undvære min pleje. Som jeg går her og binder en lille buket sammen, som Heiberg skulle have til afsked, ser jeg ham selv komme. Jeg havde hele morgenstunden mærket, at der var en usædvanlig uro over ham, men årsagen faldt mig ikke ind. Nu gik han hen imod mig, tog mig i hånden og førte mig hen til en af bænkene i haven, hvor han satte sig og trak mig ned ved siden af sig. Med ét tog han min hånd, kyssede den heftigt, og jeg mærkede til min forundring, at hans tårer faldt på den. »Men Heiberg,« udbrød jeg, »hvad fejler dig?« - »Oh,« svarede han med en tvungen latter, hvori han håbede at skjule sine tårer, »jeg kan ikke finde mig i, at du skal rejse fra mig på så lang tid.« - »Men,« sagde jeg muntert, »nu har jeg aldrig hørt så galt! Du har jo hele tiden gjort nar ad mig, når jeg tidligere udtalte min beklemthed over, at vi skulle skilles.« - »Ja,« sagde han, »jeg ved ikke, hvorledes det er, men jeg har i grunden aldrig før i dag rigtig sat mig ind i, hvad det vil sige at blive her ene uden dig!« - og [min stakkels ven] kunne med al sin møje ikke holde sine tårer tilbage, men måtte lade dem få frit løb bag det lommetørklæde, hvormed han forsøgte at skjule dem. Nu var jeg blevet den kække og måtte sætte mod i ham. Men jeg følte mig lykkelig ved dette udbrud af hans ømhed, thi det gav mig, hvad ethvert elskende hjerte trænger til, vished om, hvad jeg var for den mand, som jeg af alle mænd [mest så op til.] Omsider holdt vognen for døren; jeg tog nu også afsked med Heibergs stakkels moder, der bevæget sagde mig farvel. Jeg havde indrettet alt, hvad der stod i min magt i huset for at mildne og gøre hende sit sengeliv så behageligt som muligt i min fraværelse.

Da vi kom ned i vognen, trak Heiberg først sin, så min højre handske af. Han sluttede min hånd i sin, så varmt, så fast at jeg længe efter, ja dagen efter endnu syntes at føle hans håndtryk. Ved ankomsten til Toldboden kom min broder os imøde. Vi tog nu afsked, idet vi gensidigt lovede ofte at skrive til hinanden. Så snart jeg fra kanten af skibet havde tilviftet Heiberg det sidste farvel,

        

176 skyndte jeg mig bort fra de mange menneskers nysgerrige blikke på dækket ned i en tom kahyt; thi jeg trængte i høj grad til at være ene for at nyde min sorg og min glæde over det umiskendelige tegn på Heibergs ømhed, som han denne morgen havde lagt for dagen imod mig. Men ak, hvor længe forundtes mig denne stille ro? En forskruet kunstelskerinde søgte mig op og nærmede sig mig med denne flade kunstbegejstring, som stakkels kunstnere nu engang er et bytte for, udkrammede sine anskuelser om mit »mageløse talent« og kunstens væsen i sin helhed, om hendes spildte liv og kvindens tilsidesættelse i samfundet o.s.v. Ak, himmel! Hvor det at skulle være et dannet menneske kan være byrdefuldt! Hvor ville min sjæl ikke have følt sig forfrisket, ifald jeg havde turdet sige: »Hold op med alt det vrøvl! Min sjæl er i dette øjeblik optaget af rent menneskelige, virkelige følelser, der ikke har det mindste med kunsten at gøre; De skal gå Deres vej og lade mig i ro.« - Men dannelsen krævede, at hun skulle have lov at plage mig, og jeg skulle lade mig plage, så længe dette forskruede fruentimmer ønskede det. Hvor ofte har jeg ønsket mig en tryllestav, der pludselig kunne gøre mig usynlig for alle, men især for forskruede beundrerinder!

MARIENBAD

Ankommet temmelig angreben på sjæl og legeme til det dejlige Marienbad i Böhmen vandrede jeg næste morgen i den lette, forfriskende luft ad de skønne stier og ind i de små granplantager, som jeg søgte for i ensomhed og ro at lade mine tanker dvæle, hvor de helst ville. Jeg foretrak langt disse ensomme veje for at gå frem og tilbage ad den promenade, som hele sværmen uophørligt benytter, uagtet man skulle synes, at enhver hurtigt måtte blive overmættet af ideligt at støde på de samme fysiognomier.

Fjorten dage var ikke gået, førend der foregik en hel forvandling med mig. Bleg og farveløs kom jeg til Marienbad, nu viste blodet sig atter i mine kinder, og hvad jeg i meget lang tid ikke havde følt, nemlig sult, indfandt sig atter og lærte mig, at det at være sulten og da at modtage føden kan være en virkelig nydelse. Oplivet af at kræfterne vendte tilbage og med dem modet og et lysere 177 syn på livet, så at alle de små sorger stod for mig som foragtede gnomer, og de goder, jeg var i besiddelse af, som lysende engle, var jeg som forvandlet. Under hele mit ophold i Marienbad var jeg glad og fuld af håb til fremtiden.

Jeg havde bedt min broder om endelig at holde alle borte, som ville have fat i mig. Dette hverv udførte han som en fortræffelig politibetjent. »Min søster ønsker at gå ene på sine spadsereture, det trætter hende at tale;« med disse tydelige ord afvistes enhver, som havde lyst til at nærme sig mig. Men historien om Eva i Paradis gentager sig dog bestandigt; den forbudne frugt har en tillokkelse som ingen anden. Anderledes kan jeg ikke forstå, at flere mig aldeles ubekendte kvinder og mænd, der ikke kendte det mindste til min hele livshistorie, hverken den private eller offentlige, alligevel umiskendeligt lagde an på at få fat i mig, medens jeg stadigt undveg og drejede af, når faren var nær. Dette, at de tydeligt så, at jeg intet ville have at gøre med dem, æggede dem til ideligt fornyede angreb, som fra min side heldigt blev afparerede. Hvad der imidlertid dette år som det påfølgende, hvori jeg besøgte Marienbad, længe var mig uforklarligt, var, at alle munke, gejstlige, højere og lavere i rangen, bestandigt hilste mig, så ofte de mødte mig. I begyndelsen gengældte jeg ikke hilsenen, da jeg antog, at den ikke gjaldt mig men en anden, der måtte gå bagved mig. Men da dette ideligt gentog sig, og jeg ved at vende mig om så, at der ingen fandtes bagved mig, blev jeg mere og mere vis på, at hilsenen virkelig gjaldt mig og ingen anden. Hvem i alverden, tænkte jeg ofte, tager disse fremmede mig for? Ja, dette spørgsmål fik jeg ikke besvaret, hverken første eller andet år under mit ophold der; først da jeg tredje år blev prisgivet en dansk mands velvilje, der uden videre plagede mig med at føre fremmede hen til mig, da fik jeg en dag opklaring på denne ufortjente høflighed fra de katolske gejstliges side. Jeg spadserede nemlig en dag med en ungarsk grevinde, der å tout prix havde villet forestilles for den danske ensomme dame og i den anledning havde nærmet sig hin danske herre for igennem ham at blive præsenteret for mig. Som jeg nu gik i samtale med hende på de afsides veje, kom en gejstlig herre forbi og hilste som sædvanligt forbindtligt på mig. Atter tænkte jeg: Mon det nu virkelig var mig, han hilste? - »Kender De denne herre?« spurgte jeg grevinden. »Nej,« lød svaret. - »Men han hilste jo

        

178 på Dem!« - »Nej, det var Dem, han hilste på!« gentog hun. »Kan De forklare mig,« spurgte jeg, »hvori det ligger, at hvert år, jeg kommer her, hilser hele den samtlige gejstlighed på mig, uagtet det hvert år er nye badegæster?« Grevinden smilede og tav. - »Ved De grunden,« vedblev jeg, »vær da så elskværdig at meddele mig den.« - »Ja, ser De,« svarede hun, bestandigt smilende med et elskværdigt udtryk, »nu ved jeg gennem den danske herre, hvem De er, og Deres betydning i det offentlige liv i Deres fædreland; men disse gejstlige herrer ved det ikke, og det går dem alle som mig i de to foregående år - thi det er også mit tredje år her i Marienbad -, at de, som jeg, ofte betragtede den ensomme, sortklædte dame, der aldrig blandede sig med sværmen, men altid søgte de ensomme steder og ikke så til højre eller til venstre, - at de, som jeg, antog Dem for en af de - barmhjertige søstre, der har sagt verden farvel for i stilhed at udøve kærlighedsgerninger.« - »Men i himlens navn!« udbrød jeg, »er det muligt, at den omstændighed, at en syg søger ensomhed, kan føre til det resultat?« - »Ja, ser De,« svarede hun, »det er ikke alene det, at De søger ensomhed; De går bestandigt i sort og hvidt, man ser, at De med forsæt undgår ethvert samkvem med andre end Deres broder; - ja, De kender jo nok badegæsters nysgerrighed; man har for en sikkerheds skyld efterset i badebogen, hvem den herre var, De undertiden sås med. Han bar rigtignok et andet navn end Deres, men man har hørt Dem sige »min broder«. Den ensomhed, De søgte, den beskedenhed, hvormed De gik - og - ja, nu vil De le, det, at De er den eneste dame her, der ikke bærer krinoline, alt dette tilsammen har vildledt os alle: vi troede at have gættet rigtigt, idet vi mente, at De havde forsaget verden og levede i gudelige interesser.« - »Om et par dage rejser jeg hjem,« sagde jeg, »tror De, at De kan få den gejstlige itale, der mødte os nyligt og hilste mig?« - »Med stor lethed,« svarede hun. »Nu vel, gør mig den tjeneste, men ikke før jeg er vel borte, at meddele ham, at den barmhjertige søster, han så tit har hilst, er en dansk skuespillerinde, ikke en tysk, ikke en fransk, ikke en italiensk, men en dansk, der i et og alt adskiller sig fra hine kvinder, som sætter deres ære i at have fyrstelige og adelige elskere, der kunne udstyre dem som prinsesser, hvis diamanter, fløjl og silke rivaliserer med hines, ja undertiden overstråler dem. Danmark er et lidet land, men 179 et land, hvis indbyggere må ære dem, de skal elske. [Fra dette lidet land kommer jeg og kan ikke andet end fryde mig over at være blevet taget for en barmhjertig søster, istedetfor en af disse ulykkelige, hvis liv som oftest er en glimrende rus, og hvis endeligt er anger, forladthed og fortvivlelse.«

Hvor trist, at den skønne kunst i udlandet draperes med et så frivolt gevandt, at man kun kan være bekendt at udøve den i hjemmet, hvor ens private forhold er kendt!]

Dog, tilbage til mit første ophold i Marienbad. [Ved min ankomst til Marienbad blev jeg tilsyneladende modtaget på det hjerteligste af skuespiller Phister, der forestillede mig for den, der havde udfyldt hans tid og været et modtageligt øre for, hvad hans rige fantasi opfandt af meddelelser om Per og Poul, samt hans mange livshistorier, nemlig den jyske godsejer Dahl til Østergård i nærheden af Århus. Heldigvis var Phister ved enden af sin badekur, så at han en otte dage efter tog afsked med os alle. Etatsråd Dahl sluttede sig nu til min broder og mig, og jeg vidste ofte ikke, om jeg skulle le eller græde, som man siger, når Dahl ganske troskyldigt talte til os om de vidunderlige meddelelser, som Phister havde givet til bedste. Når man ikke selv lyver, er det ikke så let en sag at være på sin post og ikke være for godtroende i, hvad der fortælles os af dem, der har talent, rutine og færdighed i at fortælle opdigtede sagn med troværdighedens præg. En dag sagde jeg til min broder, efter at Dahl havde meddelt os en af Phisters fantasier, der hos ham gjaldt for den nøgne sandhed: »Hvad skal man nu under sådanne omstændigheder gøre; skal jeg rentud sige til Dahl: »Tro ikke det halve af, hvad der er Dem fortalt! eller skal man tie?« - »Man skal tale,« sagde min broder, hvis sandhedskærlighed næsten var drevet til lidenskab. Da Dahl derfor en dag meddelte mig sin forbavselse over en begivenhed, som var fortalt ham af P. om Oehlenschläger, medens P., Gud bedre det, var gift med hans datter Lotte, kunne jeg ikke tie længere, men udbrød: »Jeg råder Dem indstændigt for en sikkerheds skyld ikke at tro en eneste af de historier, som P. har gjort sig interessant med for Dem, det er sommerdigtninger udført i ferietiden, hvor hans egentlige arbejde hviler. Den historie, som De nu forbavses over, og som er meddelt af ham, kan jeg forsikre Dem om aldrig har eksisteret.« Dahl så forbavset op på mig: »Hvad skulle have bevæget ham til at fortælle 180 denne til mig, hvis den aldrig har eksisteret?« - »Ja,« svarede jeg, »det er jo for os andre ikke så let at forstå; men da jeg er vant til at høre sligt, har jeg grubiet en del derover og tror, at der hos den slags mennesker er nedlagt en art digterevne, men af en egen beskaffenhed. De formår nemlig ikke at bringe denne evne i en fortsat digterisk form, de trænger ligesom til replikken, til samtalen for at fortsætte digtningen, der ikke iforvejen er gennemtænkt, men opstår i øjeblikket, alt som samtalen tager denne eller hin karakter. Havde Deres bemærkninger til Phister faldet anderledes, var hele historien måske blevet helt modsat, så at, hvad der nu blev til Oe.s skam, da var blevet til hans forherligelse, men synd er det mod andre mennesker at tro disse ejendommelige digtematurer, en tro, de desuden ingenlunde kræver ud over øjeblikket, ja, en altfor skarp hukommelse om det, de har meddelt, vil ligefrem være dem generende og ubehagelig. Det er ikke umuligt, at alt det, Ph. har fortalt Dem, kan De opleve, at han fortæller igen som noget, De har fortalt ham, og han vil da tro om sig selv, at han taler fuldstændig sandhed; thi det er meget vanskeligt for den slags mennesker at erindre, hvad de i ethvert givent øjeblik har meddelt ud af deres utøjlede fantasi.«]

Et par dage efter min ankomst til badet fik jeg til min glæde brev fra Heiberg, der på det varmeste takkede mig for den gave, han den første morgen efter min afrejse havde modtaget ved morgenkaffen. I det næste brev udtrykte han sin forbavselse over atter ved morgenkaffen at have modtaget en ny gave. Hans overraskelse og hans håb om, »at alle gode gange er tre,« morede mig meget, især ved tanken om hans forbavselse, når overraskelserne vedblev i alle de følgende dage under min fraværelse.

Mit ophold i Marienbad, det styrkende jernvand, de dejlige bade, især dem man kalder Marienbade, hvor man synes at bade sig i mousserende champagne, havde udøvet en højst velgørende virkning på mig. Både legemligt og sjæleligt var jeg blevet en anden, havde drukket mod, livslyst og kræfter ind dag for dag, time for time. Når jeg ene vandrede om morgenen på de dejlige steder, i de små, tætte granskove, op og ned ad de bløde bjergskrænter, over den store slette, der myldrede af fine markblomster; når jeg havde hånden fuld af disse, når jeg indåndede den lette, rene luft, så en fin, floragtig sky svæve langsomt over den klare himmel, da følte 181 mit hjerte sig let og befriet, og [alle teaterkvaler, alle personer, der bidrog til kvalerne, skuespillere, bladredaktører, sladder og usandhed], syntes mig så langt borte, som om jeg stod på et himmelhøjt bjerg og så ned i et [underjordisk dyb, og hvor ordene lød: »Herfra og ned til eder er et svælgende dyb, som ingen kan overskride«, og jeg trak vejret let og frit.] Og når da fra småhytterne, som lå spredt hist og her, et lille yndigt barnehoved tittede nikkende frem, og barnet atter i skyndsomhed løb ind, idet hun råbte til sin lille broder: »Kom ud, der er hun!« og når da begge børnene satte sig hos mig i græsset, snart springende op efter een blomst, snart efter en anden, og i deres naivitet rakte mig planter, som aldrig har haft den ære at samles i en buket; når de pludrede med mig og hængte sig fast i min kjole, når jeg ville gå, ja, i sådanne øjeblikke følte jeg mig glad og lykkelig. Når jeg da atter vandrede hjemad, med hele udsigten af det romantiske lille badested, hvor husene ligger i dalen og slynger sig op ad højderne mellem skønne trægrupper; når øjet hvilede på det høje punkt, som kaldes Goethe-Sitz efter den tid, da han om sommeren færdedes her, da vendte min tanke sig atter mod den verden og den menneskevrimmel, der endog kunne plage en ånd som hans. Den store, i verdens øjne lykkelige og misundte digter har jo selv udtalt disse vemodige ord: »Lægger jeg alle de mange år sammen, hvori jeg har levet, og tæller de timer, i hvilke jeg har været lykkelig og glad, da vil der næppe komme 6 lykkelige uger ud.« - Men der er mange slags lidelser, de noble, om jeg så tør sige, og de [sjofle]; de første, hvori man føler sig i samkvem med ånder, og de sidste, hvorved man føler sig degraderet, sit åndelige væsen mishandlet og besudlet. Disse er forfærdelige. Sådanne skal man hæve sig over, siger de mange, som ikke ville kunne hæve sig over en tredjedel, ifald det ramte dem selv. Imidlertid får man, Gud ske lov, ofte mod, humør og kraft til at følge dette råd, når uretten rammer enselv, men rammer den en af vore kæreste, da går det ikke så let. Fra min kære Heiberg fik jeg stadig breve, hvori han klagede over sit savn i hjemmet, over sin syge moders tilstand og meddelte mig de sammensvornes uforskammethed og modstand. At jeg gøs for atter at kaste mig ind i dette helvede, vil man vel finde naturligt. Heiberg havde virkelig evne til med overlegen ro at se ned på alt dette; han smilte over bladenes uartigheder, deres råd og den 182 uvidenhed, som disse råd røbede. De, der håbede ved alt dette at drille Heiberg, at forbitre ham hans stilling, ville sandelig ikke have glædet sig, om de havde hørt hans lune, hans vittige, hans næsten barnligt overgivne syn på dem alle.

Jeg erindrer således i dette øjeblik, at i det tidlige forår forinden min afrejse til Marienbad sad jeg en middag bedrøvet ved bordet. »Hvorfor ser du så mismodig ud?« spurgte Heiberg. »Ak!« svarede jeg, »jeg kan ikke andet end være bedrøvet over de menneskers opførsel.« - »Oh!« udbrød han, idet det ironiske smil spillede om munden, »det er aldrig værd at være bedrøvet, når man har sin livret, brøndkarse, på bordet.« - Ak, hvem der havde kunnet gøre ham det efter! Jeg kunne det ikke.

»- Måske vi var os derfor ulige,
Fordi han var en dreng og jeg en pige!- «

VI 1854-55

[Motto: »Timerne går forbi, men de bliver tilregnede.«]

Teatrets sommerferie blev udfyldt i litteraturen med små pjecer, snart imod Heiberg, snart for ham; angrebsartikler i bladene skulle bevise hans slette bestyrelse af teatret, og man gav gode råd om, hvorledes det skulle og burde være.

En måned førend teatersæsonen atter skulle begynde og logeabonnementet stod for døren, åbnede hr. Bille i »Dagbladet« et stort angreb på Heiberg og rådede alle fra at abonnere, - »da vi har en teaterdirektør, der i æstetisk henseende befinder sig i stor uoverensstemmelse med publikum.« Hr. Bille betænkte ikke, at kunsthistorien helt igennem viser os, at det store publikum ofte er i uoverensstemmelse med de udmærkede æstetikere, og at disse to magter så kommer til at stå kampfærdige lige overfor hinanden. Således har det altid været og vil altid blive. Hr. Billes advarsel til publikum frugtede tildels, om end ikke i den udstrækning, som han vel havde tænkt sig. At hr. Bille således inden den påbegyndte sæson både havde ægget skuespillerne og publikum til at 183 modarbejde direktøren, og desuagtet straks i begyndelsen af sæsonen klagede over den langsomhed, hvormed alt blev indstuderet, er en af de inkonsekvenser, som man jo er vant til i [den hovmodige, underfundige presse.]

I efterårets løb fik Nielsen endelig sit mere end 8 år gamle ønske opfyldt, at erholde afsked fra teatret, [men nu var ene Hei-berg skyld deri;] - en talentfuld, komisk skuespiller, der havde et stort repertoire (Knudsen), var i sommerens løb død; - Michael Wiehe meldte sig syg i sæsonens første 3 uger; Fru Nielsen meldte sig syg i sæsonens første 3 måneder; madam Fossum, operaens støtte, gjorde kun sparsom nytte i de samme måneder og var sygemeldt i de 6 sidste. Under disse omstændigheder kunne Høedt forholde sig ganske passiv, thi de førstes sygeanmeldelser gjorde, at hans repertoire nødvendigt måtte indskrænke sig til mindre roller. [Hr. Billes gode råd til skuespillerne om at vise direktøren al den modstand de formåede, blev altså punktligt fulgt.]

Det var under sådanne betingelser, at Heiberg begyndte sæsonen 1854-55.

At mit teaterliv i de senere år var mig forbitret ved al den ufred og intrige mod Heiberg, vil man vel finde rimeligt og naturligt, så meget jeg end personlig holdt mig udenfor striden og heller ikke personlig havde haft scener og stridigheder med nogen, [når undtages det lille sammenstød med fru Nielsen i anledning af barnet i »Et offer«, der jo endte med mildhed og godhed.] Derimod havde jeg flere gange været så heldig at forsone de vanskelige, mistænksomme gemytter og overbevise en og anden om sine fejlagtige meninger om den uret, der formentligt var tilføjet dem. Jeg begyndte derfor min virksomhed i denne sæson med stor ulyst, og helst havde jeg overladt pladsen til hvem der måtte ønske den. Men det gjaldt at støtte Heiberg, og dette holdt mig nogenlunde oppe.

Efter at han havde kæmpet i 10 uger med virkelige og påtagne sygdomsanmeldelser i personalet, kom »Den yngste«, et nyt 4-akts skuespil af H. Hertz, endelig til opførelse den 13de november.

Jeg havde været i stor usikkerhed med hensyn på det billede, der burde gives af Fiorella, hovedrollen i dette nye stykke. Jeg gik med ulyst til denne rolle som til enhver anden på dette tidspunkt og mødte derfor vaklende på den første prøve. Men da jeg så Michael Wiehes mesterlige fremstilling af den unge, boglærde, for livet og 184 naturen sløvede Tadeo, da var jeg hjulpet, thi da stod det straks for mig, at modsætningen til hans billede var det min opgave at give, altså billedet af en ung, glad, sund, dygtig og frodig natur, der stod som den unge sæd lige overfor Tadeos tørre stubbe fra forrige høst. Hans hele udførelse af Tadeo bragte baggrund ind i mit billede, og min udførelse af den livsglade Fiorella blev den solstråle, der gav liv både til hans opfattelse og til min. Således kan den ene skuespiller umiddelbart hjælpe den anden! - Ikke enhver skuespiller, selv om han havde haft Wiehes fortrinlige opfattelse af rollen, havde formået at gøre samme virkning i den som han. [Hertil hørte en sådan række af betingelser, som uendelig få talenter er i besiddelse af. Men først og fremmest skønhed, ikke alene i legemlig, men også i åndelig henseende. Der var i Wiehes personlighed, i hans bedste lyriske roller, noget så rent, så kysk, der ligefrem rørte ved sin skønhed. Hertil kom, at han helt og holdent var erotiker, af den ædleste, inderligste og sandeste natur.] Noget skønnere og mere henrivende end hans lyriske udbrud, hvor den unge, boglærde mand første gang udtaler for sin moder alle de nye følelser, der er strømmede ind på ham gennem Fiorellas hele væsen, har næppe skuespilkunsten vist fra en scene. Publikum måtte rives med, og det skete også i fuldeste mål. I denne skønne udførelse af hans Tadeo var alle Høedts teorier glemte. [Når Michael Wiehe og jeg spillede sammen i slige stykker og i slige roller, hvor vi begge følte den glæde, det henrivende i at være i fuld samklang med hinanden, hvad brød man sig da om de visne blades ræsonneren om, hvorledes redaktørerne foran deres pulte havde tænkt og opfattet rollerne.] Det jublede indeni os, og forfatter og publikum jublede med. Stykket gik atter og atter over scenen med udelt bifald.

Da Heiberg havde modtaget dette nye stykke af Hertz til opførelse, skrev han til mig, medens jeg endnu var i Marienbad: »Med stor forundring har jeg modtaget et nyt stykke af Hertz, kaldet »Den yngste«. Stykket behandler et sujet, der i et og alt ligner et, jeg selv i lang tid har bearbejdet i mine tanker for at skrive et skuespil, som jeg ret havde glædet mig til skulle vinde dit bifald. Nu rnå jo det hele falde bort.«

Da dette sujet er ren og bar fantasi af digteren, er det dog højst forunderligt, at to digtere - uden ringeste samtale herom - på een 185 gang undfanger den samme idé i deres fantasi. Man fristes jo til at tro, at sujetterne som så meget andet ligger i luften. Jeg blev helt bedrøvet over, at Herberg, der i de senere år følte så lidt lyst til at skrive for teatret, nu, da lysten havde indfundet sig, af dette mærkelige tilfælde blev standset i sit forsæt. Højst interessant ville det have været, om Hertz's og Heibergs stykker på een gang var blevet skrevet over det samme sujet, og da at se den forskellige behandling hos de to digtere.

I november var fru Nielsen endelig kommet så vidt, at hun meldte sig til tjeneste; hun ønskede at optræde første gang i moderens rolle i det lille franske lystspil: »For evig«; det opførtes lørdagen den 25de november. Man var glad ved atter at se hende. Hun blev fremkaldt, noget der ikke mindst glædede mig. [Jeg kommer her til et punkt, som er lidt vanskeligt for mig at omtale på grund af flere omstændigheder.

Fru Nielsen var en fin, sjælelig skuespillerinde, fuld af varme og følelse, og visselig havde hun i de mange år, hvori hun havde virket, altid haft sit taknemmelige publikum, men dette publikum var aldrig meget stort. Det var kun de finere iagttagere, der ret kunne vurdere den poetiske sandhed og natur, hvorved hendes spil udmærkede sig. Men da hun med hensyn på ydre teatermidler ikke var meget begunstiget af naturen, og hendes spil ofte var ligesom for fint til et teatermaleri, havde hun ikke opnået at vinde det store publikum for sig i en særlig grad, hvorimod de beundrere, hun havde, næsten drev afguderi med hendes talent. Det lå ikke i dette hendes talent at frembringe spænding når hun skulle fremtræde i nye roller. Man kendte hendes evner og ventede ingen overraskelse ved en ny rolles fremstilling, og mindst i et fransk konversationsstykke som »For evig«, hvilket hun jo her havde valgt at optræde i.] [At derfor hendes første optræden efter hendes 3 måneders upasselighed ikke ville gøre den virkning, at den mængde, der fylder et teater ville strømme til for at få billetter til forestillingen, vidste Heiberg forud. Han ansatte derfor stykket til lørdagen den 25de november, en abonnementsaften, hvor der altså ikke var så mange billetter at sælge, for at huset kunne fyldes.

En af de første dage af ugen, ved en prøve på stykket, så jeg Høedt stå omringet på teatret, fægtende med arme og ben i stor 186 lidenskab, medens han meddelte noget til dem, der stod om ham. Jeg tænkte straks: »Herre Gud! Hvad mon der nu er i vejen?« Da klyngen havde fordelt sig, spurgte jeg en af mine venner, som havde været blandt tilhørerne: »Hvad er der hændt? Hvad er nu i vejen?« Han svarede: »Der er en forfærdelig forbitrelse hos koteriet over, at Heiberg har ansat »For evig« på en abonnementsdag, og ikke, som da De optrådte efter Deres sygdom, en onsdag uden abonnement, så hele huset kunne sælges. De ser deri, at Heiberg ikke tror, at fru Nielsen har et så stort publikum, at det ville fylde huset, uagtet man så længe ikke har set hende.« Da jeg kom hjem, fortalte jeg Heiberg om forbitrelsen, og vedblev: »Det har du naturligvis slet ikke tænkt på.« - »}o, det har jeg rigtignok tænkt på,« svarede han, »og just derfor ansatte jeg forestillingen på en abonnementsaften, og det burde fru Nielsen være mig taknemmelig for. Thi det er da ikke videre behageligt første gang efter lang tid at spille for tomme bænke.« »Det er jo dog ikke så vist,« ytrede jeg, »gid du ville føje mig og sætte forestillingen til onsdag, eftersom de tager dette for en fornærmelse mod hende, og hun måske selv tager det derfor.« - Heiberg forandrede ikke gerne sine beslutninger, og det kostede mig ikke liden møje at bevæge ham dertil. Altså, det blev gjort om, og forestillingen blev nu ansat til onsdagen d. 22de, uden abonnement.

Onsdagen nærmede sig; om mandagen forinden så jeg atter et stærkt røre mellem de utilfredse. »Hvad er der nu igen ivejen?« spurgte jeg da. Svaret lød: »Høedt har været hos billetkassereren og erfaret, at meget få pladser er bestilt, og nu hedder det, at Heiberg har ansat forestillingen til onsdag, for at fru Nielsen skal have den krænkelse at spille for tomme bænke.« Det gjorde virkelig også mig ondt, hvis hun skulle det, men nu var gode råd dyre. Hvorledes formå Heiberg til atter at forandre spilledagen? Da jeg kom hjem og fortalte ham, at nu var de atter vrede over udsigten til tomt hus, sagde han: »Ja, det vidste jeg jo iforvejen, men lad dem nu have det, nu har de jo fået deres vilje.« Jeg gjorde imidlertid mit bedste, bad og bad så længe, at Heiberg virkelig atter satte forestillingen til den først bestemte lørdag, og endda var ikke alle de løse billetter taget. Fru Nielsen blev imidlertid fremkaldt; noget, der heldigvis var forbudt ved Det kgl. Teater undtagen ved meget ekstraordinære lejligheder, og da måtte den spillende først

        

187 have direktørens tilladelse til at træde frem påny. Denne tilladelse fik fru Nielsen, og således endte denne lille krig midt i den store, nogenlunde til alles tilfredshed.

Vil man nu spørge mig, hvorfor jeg fortæller dette? Jeg fortæller det, først fordi mig synes, man får en lille forestilling om, hvilket vrøvl en direktør har at kæmpe med, og dernæst fordi man snedigt havde udspredt, at Heiberg var fru Nielsen imod; - og da menneskene nu engang er små og dømmer fra dem selv til andre, fandt de det meget sandsynligt, at han måtte være hende imod for at favorisere sin kone, der jo også var skuespillerinde. Som om jeg trængte til at favoriseres! I de mange år, jeg havde været ved teatret, var det mig i grunden aldeles ligegyldigt hvem der var direktør. Min stilling havde bestandig været ens, de forskellige direktører havde bestandig trængt til mig mere end jeg til dem. Mit forhold til dem alle uden undtagelse havde været venskabeligt, og alle havde de vist mig en udsøgt opmærksomhed og godhed.

At jeg af gammel kærlighed oprigtigt ønskede fru Nielsen alt held, fik jeg snart lejlighed til at vise i gerningen, om end jeg blev dårligt lønnet derfor. Om dette senere.

På teatret var de sammensvorne i fuld aktivitet med planer om at erobre selvstyret over den hele nationale, teatralske anstalt.]

Hvad der gjorde, at de sammensvorne endnu nogenlunde til dagligbrug holdt den gode tone vedlige, endnu nogenlunde indordnede sig under teaterlovene og teaterdisciplinen, var den for al revolutionær ånd mod Heiberg utilgængelige minister Ørsted, der mente, at skuespillerne havde en direktør, og ham måtte de holde sig til og -lyde. For øjeblikket søgte de imidlertid trøst og håb i den offentlige politiske gæring, der var rettet mod Ørsted. Allerede i længere tid taltes der om et ministerskifte; man levede altså i håbet om, at den nye kultusminister kunne være mere tilgængelig for skuespillernes planer end den gamle. Og virkelig var Ørsteds dage som kultusminister talte; men hvem der skulle træde i hans sted, vidste endnu ingen, i det mindste ingen ved teatret.

Jeg har fortalt, at Heiberg og jeg i 1842 første gang gjorde bekendtskab med auditør, senere professor Hall og frue. I de forløbne år havde der hersket et venskabsforhold imellem os, og i disse 12 år var vi jævnligt gensidigt kommet til hinanden uden afbrydelse. Halls store interesse for teatret var et naturligt bånd imellem 188 os; han fulgte mig i alle mine roller, og jeg var altid glad ved at høre, at mit spil havde behaget ham.

Først i december havde vi på Søkvæsthuset samlet en del venner om middagen hos os. Man talte om dagens begivenheder og derimellem om det forestående ministerskifte, idet alle var enige om, at Ørsted ville træde ud af ministeriet, og vi altså kunne vente en ny minister for kirke og teater. Efter bordet gik jeg ind i et lille kabinet - hvis døre stod åbne til de øvrige værelser - for at tilberede kaffen til vore gæster. Medens jeg står her, træder Hall og geheimeråd Treschow ind til mig; vi fortsatte samtalen om den nye kultusminister, og Hall bøjer sig til mig og siger med sit sædvanlige humoristiske smil: »Hvad ville De sige, om det var mig, der trådte i Ørsteds sted?« På min for mine venner bekendte ærlige måde udbrød jeg: »Vorherre bevare os derfor!« Hall studsede uvilkårligt, så det gav et sæt i ham. »Det mener De da vist ikke,« svarede han. »Jo, sandelig mener jeg det,« gensvarede jeg. Gamle geheimeråd Treschow gav sig til at skoggerle, og hermed blev vi afbrudt af en del af det øvrige selskab, der nærmede sig til os. Hall forfulgte mig senere fra sted til sted, fra stue til stue og ville have en erklæring om, at jeg ikke mente, hvad jeg havde sagt, men fik kun til svar, at jeg virkelig mente det, og jeg tilføjede, at hvis dette indtraf, ville jeg blive meget bedrøvet. Treschow så i afstand smilende og ironisk på os, da han vidste, hvad samtalen gjaldt; og da jeg kort efter tilfældigvis stod ene, kom han hen til mig, lo og sagde hviskende: »Det nytter ikke, min kære ven, at De sætter Dem derimod, thi Hall e r allerede udnævnt tilkultusminister.« Da selskabet om aftenen var taget bort, meddelte jeg Heiberg denne nyhed, og han som jeg beklagede for teatrets vedkommende dette valg. Vi talte herom til langt ud på natten, og jeg var betaget af mørke anelser.

Næste formiddag gik jeg til byen, og da jeg ville gå ned ad Lille Torvegade, så jeg Hall i frastand komme mig imøde. Da vi nåede hinanden, standsede han mig og sagde: »Min vej herud gjaldt Dem. Jeg kan ikke glemme Deres ord i aftes. Skal jeg virkelig tro, at De mente, hvad De sagde?« Da jeg bekræftede dette påny, sagde han: »Men så forklar mig dog --« Jeg svarede da blandt andet: »Heiberg og jeg har i mange år stået i venskabsforhold til Dem, men dette venskab vil ophøre i det embedsforhold, De og 189 Heiberg kommer til at stå i til hinanden.« På sin hjertelige og elskværdige måde svarede han: »Tvivler De da om min hengivenhed for Dem begge? Min interesse for teatret er jo især udsprunget af mit venskab for Heiberg og Dem.« - Disse ord tror jeg virkelig dengang var sande og mente, endog i temmelig vid udstrækning. Jeg tror - og denne tro meddelte jeg Hall, og han benægtede den ikke - at den interesse, han i årenes løb lidt efter lidt havde fået for teatret, havde medført, at han selv tidligere nærede ønsket om at blive teaterdirektør. Nu var dette ønske opgivet, idet han trådte i forhold til teatret som minister. Men ligesom det er såre uheldigt, når ministeren ingen interesse har for det teater, han er højeste chef for, således kan det afstedkomme mange ulemper, når ministerens interesser strækker sig så vidt, at han ønsker at blande sig i alle details ved samme; thi da bliver den virkelige teaterdirektørs autoritet så godt som umulig. På grund af Halls hele personlige ejendommelighed var der ingen tvivl om, at han som minister ville begå denne fejl lige overfor personalet, der altid kun har været altfor villigt til at sætte sig op imod enhver bestyrelse og ty til en højere autoritet for ad denne vej at opnå, hvad direktøren nægter. Men denne kan kun virke, når han støttes af ministeren som tidligere af kongen. »Hold Dem til Deres direktør,« var altid Frederik den Sjettes svar til de skuespillere, der under absolutismen tyede til ham med deres klager. Uden at denne fremgangsmåde følges, er direktørens stilling umuliggjort lige overfor kunstnernaturerne, der ofte beherskes af et hovmodigt, barnagtigt egensind, men som kun behøver kort tid for atter at komme i ligevægt; men denne ligevægt tilvejebringes ikke ved medhold i de opbrusende stemninger, dette gør kun disse mere heftige ligesom hos andre [uartige] børn. At Hall i sådanne tilfælde ville ved sin lyst til venlig imødekommen og til at give halve løfter gøre ondt værre og ikke følge Frederik den Sjettes, Madvigs, Bangs og Ørsteds metode, herom følte jeg mig overbevist. Og hvad dette skulle føre til, så jeg klart.

Hertil kom, at en hr. Christensen, sekretær i kultusministeriet, allerede i længere tid havde indsmigret sig hos de misfornøjede i personalet og lovet dem »guld og grønne skove«, som man siger, [når de ville følge hans råd, der havde Halls åbne øre.] Man vil måske spørge: »Hvem er hr. Christensen?« - Således spurgte i det mindste mange dengang med mig. Efter at jeg senere havde 190 lært denne mand at kende, havde jeg altid lyst til at svare, når dette spørgsmål atter og atter lød - men jeg gjorde det ikke -: »Han er et af den slags mennesker, der akkurat har så megen begavelse og så megen ærgerrighed, at de en skønne dag beslutter at trænge sig frem og blive til noget; der for at give sig anseelse klæder sig fint på, friserer hår og skæg efter nyeste mode, tager fint linned og lakerede støvler på og sætter en lille utydelig blomst i knaphullet, men som ved alt dette snarere får et simpelt end et elegant præg.« Denne herre vil forekomme oftere i disse optegnelser; for øjeblikket vil vi lade ham spadsere gade op og gade ned med Høedt [og andre skuespillere under armen, og idet han lytter, vist for første gang, til en række] æstetiske forelæsninger.

Halls venlige udtalelser på vor vandring hin dag på gaden havde vel noget beroligende, og at de var oprigtigt ment, tvivlede jeg ikke om; men jeg kendte både Heiberg og Hall for godt til, at jeg kunne sige ham farvel med et rigtig lettet sind. Var Heiberg og jeg betænkelige ved Halls udnævnelse, da var de sammensvorne på teatret det ikke mindre, og det til trods for hr. Christensens løfter. Alle vidste, at vi i mange år havde stået i venskabsforhold til Hall, og de anså i første øjeblik deres sag for aldeles tabt, da de mente, at vor ven i alt ville være på Heibergs side og være den sidste, der ville fjerne ham fra hans stilling, for at de kunne få herredømmet ihænde. Da kom samme hr. Christensen, ministerens sekretær, og satte mod i dem; han gik deres ærinde hos ministeren og hjalp dem frem for selv at komme frem. Thi også han var en lidenskabelig aspirant til direktørposten ved det danske nationalteater. Måske læseren udbryder: [»Skriveren Christensen direktør? Den ubekendte størrelse, ikke kendt ved noget som helst i litteraturen, ikke i kunsten, ikke i videnskaben. Han] skulle kunne sættes imod J. L. Heiberg, bekæmpe ham, overvinde ham for at indtage hans plads? Umuligt!« [- O nej, når smådjævlene knalder med pisken over hovedet på forfængeligheden og usandheden, da føres disse i karriere frem på løbebanen, idet de tramper alt ned, - og mængden ser leende og hujende til og morer sig, idet den siger: »Ja, vist er det skammeligt, men hvad kommer det os ved.«]

Jeg ved ofte ikke, hvorledes jeg skal forklare min tidligere omtalte evne til at forudane, hvad der skal komme. Straks i begyndelsen af Halls ministerium, medens endnu samme hr. Christensen 191 var en aldeles ubekendt skikkelse for mig, sad jeg en dag på Søkvæsthuset ved mit arbejde i dagligstuen. Jeg hørte en herre tale med Heiberg i værelset ved siden af. Tjeneren kom ind til mig og skulle nødvendigt have en besked, som kun Heiberg kunne give ham, men turde ikke gå ind til ham og afbryde samtalen. Jeg ventede og ventede på, at denne herre skulle fjerne sig, men nej; tiisids t blev jeg da nødt til at kalde på Heiberg, jeg åbnede døren på klem, vinkede ad ham og lukkede den øjeblikkeligt igen. Jeg fik således kun et glimt at se af den fremmede, men dette glimt virkede så stikkende, så ubehageligt på mig, at jeg udbrød, da Heiberg kom ind: »Hvem var dog det menneske, jeg der så et glimt af?« - Heiberg smilte ad mig og sagde: »Det kan man kalde at kunne dømme hurtigt; det er forresten klikens ven og beskytter, hr. Christensen. Han kommer i et ærinde fra Hall for at plædere, om ikke vort forbud mod at give skuespillerne beneficeforestillinger i sæsonen kunne falde bort. Hans vigtige mine i forening med det slikkede væsen morede mig. Han taler, som Kierkegaard siger, »som den, der har myndighed«.«

Dette var mit første bekendtskab med den mand, men desværre, det blev ikke det sidste. Fra nu af så man oftere og oftere de misfornøjede vandre med deres nye mæcen under armen, hørte snart dette, snart hint gyldne ord, som samme hr. Christensen havde udtalt om, hvorledes alt burde være ved teatret, og at det nok skulle blive således med det første, da ministeren var fuldkommen af sekretærens mening. Man satte atter hovedet højt, forsømte sin daglige pligt på den mest uforskammede måde og forsøgte ved idelig modstand at forhindre Heiberg i at holde repertoiret igang. Dagbladenes angreb blev mere og mere heftige lige overfor Heiberg, man vidste ikke alt, hvad man ville beskylde Heibergs slette direktorat for. En ung herre så sig nødt til at forlade teatret og se at komme bort fra byen for gæld. - »Det var direktøren, der berøvede teatret et lovende talent.« En ung pige forelskede sig i en af teatrets gifte mænd, hvis kone ingen spøg tålte i dette punkt; hendes stilling blev umuliggjort ved teatret, og hun modtog engagement et andet sted. - »Det var direktøren, der atter berøvede teatret et talent.« [En ung dame døde af jalousiens kvaler over en troløs bejler. »Direktøren var også skyld heri«.] Nielsen var jo nu endelig sluppet ud af, hvad han kaldte den »foragtede« stand, i 192 håb om at glimre med sine talegaver som rigsdagsmand og, »hvem ved Peer Pårses lykke«, måske ende med at blive minister. - »Det var atter direktøren, der skammeligt havde berøvet teatret et talent.« Kort sagt, den slemme direktør var skyld i alt.

En nordmand skrev engang til mig: »I danske er nogle forfær delige mennesker, når I først kaster forfølgelsens spyd efter et menneske! Han kan da oplyse den ene usandhed efter den anden, det hjælper ikke; når bagvaskelsen og pjattet først er sat i bevæ gelse, da er det, som om al kritik, al fornuft, al retfærdighedsfølel se er borte. Man vedbliver at forfølge genstanden, der nu engang er kommet under misundelsens, grinets, pjattets svøbe, og derved bliver det.« [En anset svensker, der i afstand havde fulgt teater stridighederne, skrev til Heiberg: »Det går dig jo igen, kære ven, som det gik dig i sin tid med den store Carstensen. Den gang krævede publikum, at du smukt skulle lade dig belære i æstetiske sager af Tivolis og omnibussernes mester og herre; - nu af æsteti kerne Høedt og Wiehe. Men læser man nu mellem linierne i alle disse anonyme, latterlige angreb, da består din forbrydelse i, at du ikke straks ved din ansættelse som enedirektør med hele ansvaret på dine skuldre, kaldte hr. Nielsen med frue og hr. Høedt med Wiehe til dig, og sagde: »Vel hviler nu hele ansvaret på mig, men vær så god! I har magten, bestem, befal, og jeg lyder.« - Du ved at også jeg en kort tid har kendt et teaters-kunstnersamfund, og stået i spidsen for dette? Desværre, de ligner alle hinanden, i Paris som i London, i København som i Korsør. Det triste, det demoraliserende i disse samfund, i denne stand, består i, at der kun er et Jeg, intet du. Jeg, og atter jeg! Jeg bør spille! Jeg bør høres! Jeg bør gageres højt! hvad duet får, er så temmelig ligegyl digt, og i al fald nok. Jeg bør have publikums gunst! Duet får den sandelig mere end det fortjener. - Ideligt Jeg! Jeg og kun Jeg! Nu er ulykken her, at når alle kun tager hensyn til jeget, da bliver, som følge heraf, alle misfornøjede, netop fordi der også tages hensyn til andre jeger, og ikke til et enkelt. - Men når nu jeget, som i denne teaterstrid, består af to gange to jeger: Høedt-Wiehe, Nielsen med frue, da bliver opgaven dobbelt van skelig at løse. Det spektakel nede hos eder truer jo med at blive en ren epidemi, ligesom kartoffelsygen og kolera. Dog, som sagt, hvad skuespillere i deres forfængelighed kunne falde på, undrer 193 mig aldrig mere; men Guds død! Hvad går der af publikum, af pressen? Har Danmark da virkelig så mange store mænd, at det kan kaste vrag på Johan Ludvig Heiberg, vaudevillens fader, Elverhøjs forfatter, kritikkens enestående pen?! Min kære broder, jeg kender dig, jeg ser dig for mine øjne med din urokkelige ligevægt, med det ironiske smil; - som i den historie, din hustru fortalte mig, da du stod i din forstue med ridepisken i hånden for at ride ud, og bladet »Den frisindede« kom ind ad døren. Du kikkede i det, og læste den nedrivende kritik over dit nye skuespil »Fata Morgana«. Uden at betænke dig et øjeblik, rev du en lap papir af din tegnebog og skrev følgende epigram:

At Fatamorgana dig ej behager,
Og at i det hele du perler vrager*,
Er troligt, men skylden er ikke min;
Thi skønt en perle jeg har foræret,
Så har det dog aldrig min hensigt været,
At kaste perler for svin.

Hvorpå du satte hatten på hovedet, bragte selv epigrammet til bladets kontor, red derpå til skoven, og lyttede glad til fuglesangen, som om aldrig nogen selvbeskikket kritiker havde sat pen til papiret.«]

At al den modstand, Heiberg måtte tåle af de få skuespillere, -men som i alt fald var vigtige nok til at standse repertoiret - i høj grad gik ud over mig, idet jeg ideligt og ideligt måtte spille mine store, angribende roller, for at de ikke skulle sætte deres plan igennem at umuliggøre, at han i det hele taget kunne opføre noget som helst, var desværre en sørgelig nødvendighed, der ofte i høj grad overanstrengte de legemlige kræfter, jeg var i besiddelse af; men at svigte ham i dette øjeblik var jo en umulighed. Ideligt måtte han drage stykker frem, der ikke i nogle år var gået over scenen, for dog at byde publikum noget, der atter havde en vis nyhedens interesse. Således var »Dina« ikke gået i nogle år og kom derfor atter til opførelse den 17de december. Huset var udsolgt og bifaldet stormende. Efter forestillingen ville publikum *

194 ikke på nogen måde finde sig i forbudet mod at kalde en spillende frem; der blev altså i mange minutter klappet og råbt på, at jeg skulle fremtræde påny. Heiberg og jeg var enige i, at i det mindste direktørens kone ikke skulle ignorere en bestemmelse, vi begge fandt i høj grad ønskelig på grund af de latterlige misbrug, hvori publikum gør sig skyldig, så snart dette forbud er hævet. - Larmen i huset gentog sig atter og atter med klap og råb, der tilsidst var overordentlig støjende. Men jeg kom ikke. Jeg gik op i mit på-klædningsværelse, hvor jeg ikke kunne høre støjen. Flere af personalet kom op til mig og sagde: »Vil De dog ikke træde frem? de vedbliver at råbe på Dem.« - »Det er jo forbudt i lovene,« svarede jeg. »Men der er jo andre, der alligevel har fået lov at træde frem!« sagde de; men jeg blev, hvor jeg var. - Man slukkede tilsidst lysene og trak lysekronen op, som man gør, når alt er ude, - den bedste måde at få folk til at gå. - Og skal jeg nu tale ærligt, da vil jeg sige: Det bifald, som til andre tider ville have gjort mig lykkelig, havde i denne tid en brod, som jeg ikke var herre over. Jeg følte ligesom noget sårende i, at man på samme tid, hvor man tålte en så rå og hensynsløs opførsel mod Heiberg, på samme tid, da man i den grad undervurderede ham, bragte mig en så højrøstet hyldest. Det var mig umuligt i dette øjeblik at sætte pris herpå. [Man samlede sig i masser udenfor teatret, og atter måtte jeg ad en bagdør liste mig ned til min vogn for ikke at blive genstand for en ny hylding på åben gade.]

Da jeg hin aften kom hjem til Søkvæsthuset, stod et aftenbord dækket med frugt, østers og vin, en opmærksomhed fra min kære Heiberg, der vidste, at jeg efter en anstrengende rolles udførelse ikke var istand til at nyde andet end let kost. Da vi satte os ned, og jeg netop ville nyde dette måltid, så jeg straks på Heibergs ansigt, at noget usædvanligt var hændt, uagtet han søgte at skjule sin misstemning ved at påtage sig en munter mine. »Du ser ud,« sagde jeg, »som om noget ubehageligt var mødt dig. Hvad er der sket?« - Og nu fortalte han til min sorg følgende: »Du ved, at jeg i længere tid har arbejdet på at få Weyses opera »Sovedrikken« frem, der ikke er gået i mange år. Herrerollerne besætter sig omtrent af sig selv, men ved de to damerollers besættelse var jeg usikker med hensyn til, hvilke af de kræfter i operaen, vi har at råde over, det var bedst at vælge. Da kom Phister for nogle dage

        

195 siden ned til mig i direktionsværelset og bad mig på det indstæn-digste om, at frøken Benedictsen måtte udføre Roses rolle. »Som sagt har jeg mest at gøre med hende i stykket,« sagde han; »hun er ung, munter og vil udføre rollen med liv, og hvad syngepartiet angår, ligger det ikke over hendes kræfter. Føj mig heri, jeg beder Dem!« - Jeg tildelte da frøken Benedictsen rollen. - Jeg mærkede nu snart, at denne besættelse af rollen havde vakt nogen alarm i personalet; men det gør jo alle rollebesættelser, så jeg brød mig ikke videre herom. Men nu kom gamle Rosenkilde i aften, inden forestillingen var begyndt, ind til mig i direktionsværelset og bad mig indtrængende om atter at forandre denne rollebesættelse, da alle var rasende over, at hun skulle spille rollen. »Alle,« svarede jeg, »kan det da ikke være.« - »Alle,« gentog han, »Alle! men først og fremmest Phister, der er uudtømmelig i at latterliggøre denne bestemmelse.« - »Phister!« udbrød jeg, »han har selv bedt mig om, at hun og ingen anden måtte få denne rolle.« - Rosenkilde stod forbavset og ville knap tro sine egne øren. Han rystede på hovedet og gik. Jeg sendte straks bud til frøken Eenedictsen og bad hende, som en personlig tjeneste mod mig, selv at bede sig fritaget for rollen, da hun derved ville undgå mange ubehageligheder af personalet. Den stakkels pige fældede sine modige tårer, men indvilligede straks i selv at afgive rollen; thi fra hende måtte det komme; jeg ville ikke med magtsprog berøve hende en rolle, jeg selv havde givet hende. Men nu var målet fuldt, nu skulle det briste mellem Phister og mig; nu havde jeg endelig bevis på hans utrolige [falskhed og underfundighed] nu var jeg endelig blevet seende og mit venskab for ham forbi. Jeg besluttede da, at han på en eklatant måde skulle erfare, at jeg nu kendte ham; han skulle afsløres for de samme personer, som havde hørt hans dadel over denne rollebesætning, der skulle bevise min ukyndighed i at besætte rollerne fyldestgørende. Jeg gik derfor i aften under første akt af »Dina«, hvori han ikke er med, ind i foyeren, hvor en stor del af personalet var forsamlet, - de samme, til hvem han havde gjort sig lystig over mig -, lige hen til ham og sagde med høj stemme: »Det gør mig meget ondt, at jeg ikke kan opfylde, hvad De for nogle dage siden så indstændigt bad mig om, at frøken Benedictsen måtte udføre Roses rolle i »Sovedrikken«. De ved, at jeg føjede Dem i dette ønske, men i aften har hun bedt 196 sig fritaget for at spille denne rolle.« - Disse mine ord gjorde en overordentlig virkning på alle de tilstedeværende. Man så forbavset ud, man lo til hinanden. Synderen gjorde nogle forvirrede forsøg på at sige noget, der skulle ligne en modsigelse; men da jeg gentog: »Ja, ikke sandt? det var Deres ønske?« - sagde han: »Ja, jeg ville herved gøre Dem en fornøjelse.« - Jeg, svarede ham, at han ikke havde noget med mine fornøjelser at gøre, dem skulle jeg nok sørge for selv, - og efter nogle pikante replikker forlod jeg salen, overladende ham til sin situation mellem sine kammerater, [for hvem det jo forresten ingen ny opdagelse var, at han er falsk som få.]« - Heiberg vedblev: »Havde han ikke set så infam ud som den fordrukne murer i den pjaltede, lurvede dragt, hvori hans egen person så aldeles forsvinder, så tror jeg ikke, at jeg havde haft hjerte til at stille ham så åbenlyst i gabestokken. Nu kunne jeg gøre det.«

Forfærdet og usigelig bedrøvet hørte jeg på Heibergs fortælling. »Men Heiberg,« sagde jeg, »hvad har du dog gjort! Tænk, hvilken hævn dette [onde] menneske vil tage over dig, at du således har prostitueret ham for alles øjne. Nu er alt forbi og en god forståelse med personalet umulig; jeg kender ham [fra nu af er der intet i verden, der vil bevæge hans tankegang uden eet, hvorledes han på bedste måde skal hævne sig.]« - »Ja, lad ham gøre, hvad han vil,« svarede Heiberg, »men ven med den [troløse] karl vil jeg ikke mere være. - Dog, nu skal du ikke mere tænke derpå,« vedblev han, »nu skal du være glad over den begejstring, hvori du satte publikum i aften, spis nu disse frugter og drik vinen, at du kan styrke dig.« - Ak, al lyst og appetit var borte ved Heibergs meddelelse! - Til lykke havde ingen på teatret under forestillingen meddelt mig det mindste om, hvad der var foregået lige i min nærhed; thi hvorledes skulle det have været mig muligt at fortsætte mit spil, ifald jeg havde vidst noget om optrinet i foyeren! Hvad der foruden sagen selv bedrøvede mig, var det umiskendelige udtryk af smerte i Heibergs fysiognomi under hans fortælling. Han havde i mange år bevaret et inderligt venskab for denne mand og set op til ham som kunstner; han havde ikke kunnet forestille sig, at den venlighed, den beundring, denne havde vist ham, hvilede på en sådan grund. Af alle smerter er den bitreste dog den, når et menneske, som vi har hængt os ved, svigter os,

        

197 og uagtet Heiberg tav dermed, så jeg dog godt, hvor dybt denne skuffelse havde ramt hans inderste. [Tiltrods for Heibergs idelige opmuntring for at få mig til at spise og drikke, kunne jeg hverken det ene eller det andet, og de i publikum, som var gået hjem i den tro, at fru Heiberg i aftes gik glad og lykkelig i seng, anede ikke, at hun hele natten kastede sig søvnløs på sit leje.]

[Den stakkels unge pige, som Phisters falskhed her også gik ud over, havde kun i få år været ansat ved teatret. Hun havde et ungdommeligt overmodigt væsen, der havde pådraget hende mishag hos mange af personalet, så de ofte, både personligt og i pressen, havde forfulgt hende på en skånselløs måde. Det lå ganske i Heibegges natur at støtte en, der uretfærdigt blev forfulgt, og derfor trådte han ofte op som hendes forsvarer ligeoverfor dem, der gjorde alt for at fjerne hende fra enhver rolle; så meget mere som han hos hende sporede et ikke ubetydeligt talent, især i musikalsk henseende, og en smuk bøjelig syngestemme, ligesom hun tillige var en god og dannet ung pige. Men så underligt det klinger, så hersker der altid en utrolig skinsyge ligeoverfor direktørens gunst, enten man så lider ham eller ikke. Den som han tager under sin beskyttelse, kan være vis på at få alle imod sig. Denne erfaring havde denne unge pige ikke, så hun tværtimod, - ja hvad skal jeg bruge for et udtryk, - lapsede sig med direktørens gunst og anerkendelse af hendes begavelse. Derfor troede Phister at ramme Heiberg i hin scene i foyeren ved at sige, at han troede at gøre ham en fornøjelse ved at foreslå hende til Roses rolle.]

Virkningen af denne aftens begivenhed lod ikke længe vente på sig. Man så nu Phister i travl virksomhed, idet han bearbejdede snart en, snart en anden til at gøre sig opsætsig [og det på den underfundigste måde.] Også kastede han nu selv masken fuldstændigt, lagde ikke skjul på sit mishag med alle bestemmelser, talte højt og ofte råt om direktøren, når jeg var i nærheden, i håb om at såre og smerte mig. [Nu stod stadigt i klynge han, Høedt, Wiehe og et par af de små ubetydeligheder, der føler sig hædrede over at blive brugt for at tælle med, og som vrøvlede op og ned ad stolper, uden at de selv rigtig vidste, hvad mening der lå i deres tale.] Nu gik telegrafen flittigt gennem hr. Christensen til minister Halls øre, og nu begyndte man højrøstet at udtale, hvilken lykke det var at have fået en så indsigtsfuld minister i spidsen for 198 teatret.

Man søgte audiens hos ministeren, hvor der blev talt godt for en, venligt og kærligt, gik lyksalig bort og erklærede Hall for en mageløs mand; man betroede sine tavse venner, der straks bragte det videre, hvad ministeren havde sagt, hvilket håb for fremtiden han havde givet, og at han åbenbart var på skuespillernes side mod direktøren etc.

[Enhver indstilling fra direktøren til ministeren fik nu ikke alene et afslag, men et afslag i en højst stødende form; bladartiklerne mod Heiberg blev talrigere og heftigere; man klagede over, at han ikke dublerede de syges roller, især skreg »Den Berlingske« højt og udviklede et helt system om rolledubleringens uundværlighed og fordel. Man spurgte, hvorfor »Hamlet« ikke opførtes, da der jo ingen mening var i at sætte et sådant stykke ud af repertoiret, fordi en rolle som åndens, der har en 2 å 3 replikker - Nielsen havde jo nu sin afsked -, og dronningens, der egentlig kun består af een scene, - fru Nielsen havde erklæret, at hun ikke »for det første« havde kræfter til at spille dronningen i »Hamlet« - for øjeblikket var ubesatte. Disse to roller burde dublere s, mente man, så snart som muligt.

Heiberg mente det samme og] besluttede derfor at dublere disse roller for dog en gang igen at få »Hamlet« frem især da det tydeligere og tydeligere gik op for ham, at det måtte være en ligefrem aftale mellem vedkommende at modsætte sig »Hamlet«s opførelse for enhver pris. Fru Nielsen spillede flere andre større og vigtigere roller end dronningens, men enhver forespørgsel til hende fra Heibergs side om at optræde i denne rolle blev besvaret benægtende. Vi var alt midt i januar, så at, ifald stykket skulle frem i denne sæson, var det på tide, thi i hjertet af vinteren er det tragediernes tid; mod foråret spilles ugerne store, angribende roller, lige så lidt som publikum da plejer at indfinde sig talrigt, når dagene bliver længere, lysere og varme. De to roller blev altså besatte. Hvad der nu skete, er ofte nok fremstillet og bekendt nok; jeg skal derfor ikke her gentage det, men henvise til Overskous teaterhistorie *. Høedt nægtede at komme til prøverne, da han ikke »turde« spille sammen med de nye rollehavende, og Wiehe afbrød *

199 prøven ved en opførsel, som i sceneinstruktørens officielle beretning under eds tilbud fremstilles således:

»Deres højvelbårenheds mig iaftes givne befaling efterkommer jeg ved følgende beretning:

»Den 19de dennes kl. 11¼ begyndte den ved anordningsmæssigt opslag ansatte prøve på »Hamlet«. Da de få replikker, der går forud for hr. Wiehes indtrædelse som Horatio, var på rigtig måde sagt af de rollehavende, afbrød hr. Wiehe prøven ved, istedetfor at træde frem på scenen, i kulissen yderst mod teatret højt og heftigt at spørge: »Skal den kornedie nu spilles anden gang i dag?« hvortil jeg svarede: »Der er begyndt en prøve, og jeg må bede, at den fortsættes ordentligt.« Hr. Wiehe vedblev lige så højt og endnu heftigere: »Jeg spørger, om den komedie anden gang skal spilles i dag? - Det hele går jo kun ud på, at der skal prøves, indtil Hamlet træder ind, så skal prøven hæves, og vi ved jo, at Hamlet kommer ikke.« Jeg svarede: »Det tilkommer ikke mig at fortolke direktørens hensigt med prøven; det er efter hans ordre, at den holdes, og det skal ske på ordentlig måde.« Derpå blev de foregående replikker atter sagt, og hr. Wiehe trådte, aldeles imod sin rolles karakter, ravende ind, svingende armene og sagde i en lystig lallende tone sin replik: »Venner af landet!« Jeg pålagde hr. Wiehe tredje gang at prøve ordentligt og sagde, at der ikke måtte gøres løjer, hvortil han svarede: »Det er Dem, der gør løjer med os; af mig må man ikke vente andet end løjer.« Jeg sagde derpå. »Jeg må påstå, at der skal prøves ordentligt og alvorligt.« - Til denne fjerde påmindelse svarede hr. Wiehe: »Jeg siger, at af mig må man ikke vente andet end løjer.« Derpå sagde jeg til de tilstedeværende: »Ja, når hr. Wiehe giver den erklæring, så må jeg herved hæve prøven; thi en sådan prøve bør ikke finde sted på Det kongelige Teater.««

Enhver ved teatret, der i mange år havde kendt Michael Wiehes dannede [beskedne, fra al råhed fjernede opførsel,] kunne det ikke andet end forundre og smerteligt berøre at se en så hensynsløs, rå opførsel af en mand, som de yngre hidtil havde set op til som til et mønster på anstand og god tone; og sandeligt er her et slående eksempel på, at slet selskab fordærver sæderne; thi aldrig 200 ville det før Høedts komme være faldet Wiehe ind at nedværdige sig til at bære sig ad som en [uartig, hidsig, uvorn] dreng, og det i næsten hele personalets nærværelse. Men lige så vist er det også, at hverken Høedt havde haft mod til at råde eller Wiehe mod til at følge et sådant råd, ifald ministerens sekretær ikke havde stået bagved dem begge.

Spørger man nu: »Hvorfor ønskede Heiberg en sådan prøve og under denne form?« da må der svares: fordi det hører til den daglige erfaring ved et teater, at snart en, snart en anden truermed under ingen betingelse at ville gøre det, de dagen efter gør, som om intet var ivejen, og som om en sådan nægtelse aldrig var kommet over deres læber. Høedt havde oftere i de år, han havde været ved teatret, godtgjort denne erfaring; så det, at han blev borte fra den første prøve, ingenlunde med sikkerhed beviste, at han også ville blive borte fra den anden; og jeg er overbevist om, at Heiberg ønskede at give ham lejlighed til at betænke sig og gøre sin pligt i håb om, at den hele historie da kunne forties og dermed være sluttet. Denne forudsætning hos Heiberg var kun fejlagtig, fordi han ikke troede og ikke ville tro, at disse skuespillere havde en støtte i selve ministeriet, der pustede til den ild, som det havde været ministerens pligt at dæmpe, og som han med stor lethed havde kunnet tilintetgøre ved en fast og bestemt holdning lige overfor den anmasselse, som blev sat i scene mod direktøren. Spørger man nu: »Tror du da, at Hall og Christensen har handlet i forening for at trænge Heiberg ud af hans stilling?« da svarer jeg: Hall ønskede ikke, at Heiberg skulle blive i sin stilling. Hall havde selv en levende interesse for teatret og ønskede nok selv at gribe aktivt ind i den hele ledelse og i alle details. At dette ikke kunne ske, så længe en mand som Heiberg stod der som enedirektør, vidste han helt vel, og derfor ønskede han - ikke nu som tidligere selv at blive direktør, men - at have en mand til direktør, som han så at sige havde i lommen og kunne få det med, som han ville, og som han i dannelse og intelligens stod højt over; - og en sådan mand var netop hr. Christensen. Dernæst havde Hall et åbent øre for alle de daglige rapporter, der [gik fra Høedts, Phisters og Nielsens mund gennem hr. Christensens øren ind i Halls øren,] og da man gerne tror, hvad man ønsker at tro, så blev der handlet herefter, som om skuespillerne var lutter sandhedsvidner, uden at det derfor var 201 en aftale mellem Hall og Christensen at fortrænge Heiberg netop ved denne lejlighed. Man kunne måske atter spørge, som også jeg i sin tid spurgte: »Hvorfor henvendte Heiberg sig ikke personligt til sin fordums ven Hall for at modarbejde alle de falske referater?« Nej, dette gjorde han ikke og ville han ikke gøre. Han fandt det uværdigt for sig, uværdigt for ministeren at bebyrde ham med berigtigelser, hvori lå, at ministeren hørte på sladder i stedet for at støtte sin embedsmand, og ifald han havde mistro til denne og mente, at han handlede urigtigt, da at kræve ham til regnskab herfor. Men Hall tav, og Heiberg tav, unægteligt det nemmeste og behageligste for dem, der ønskede at påvirke den ene mod den anden. Når jeg bad Heiberg gå til Hall for at imødegå alle de påfund, alle de umotiverede historier, som kliken udspredte, svarede han: »Det har jeg virkelig ikke tid til, jeg måtte jo da aflægge ministeren et besøg mindst tre gange om dagen.«

At ingen teaterdirektør kunne lukke øjne og øren for en slig tilsidesættelse af god orden og respekt, som den Høedt og Wiehe havde vist lige overfor direktøren og den sceneinstruktør, hvis em-bedsmyndighed på prøverne fordrer ubetinget lydighed, vil man vel finde indlysende. Wiehe blev altså mulkteret med den ringe mulkt af 20 rdl. Nu fik hans såkaldte venner travlt med at indbilde ham, at det ikke var bestyrelsen, men ham, der i et og alt var den fornærmede. Han indgav altså en klage til ministeriet over mulkten. [Dette satte hans »venner« igennem hos ham, men så vidt gik dog ikke venskabet, at han kunne formås til at fragå, hvad der var passeret; hans referat til ministeriet stemte altså ganske med bestyrelsens beretning i denne sag.] Det falder jo af sig selv, at hele kliken udspredte, at Heibergs indstilling til ministeriet var udtrykket for den mest hadefulde forfølgelse af Wiehe. Dette var imidlertid så langt fra, at Heiberg tværtimod ønskede, at man ville lade mulkten bortfalde og kun give Wiehe en irettesættelse for hans opførsel, der ellers let kunne føre til lignende uordner og i alt fald var et såre dårligt eksempel for det øvrige personale. For at bevise sandheden af mine ord vil jeg derfor her afskrive den sidste del af ministeriets skrivelse til Heiberg som svar på hans indberetning til ministeriet. Hvem der ønsker at kende det hele svar til Heiberg, kan finde det i Overskous teaterhistorie (VI, 221). Mod slutningen hedder det: 202 »Ministeriet tror ikke, at det vil være fornødent at anstille nogen nærmere undersøgelse i så henseende, eftersom det i ethvert tilfælde må anses erkendt - at han har gjort sig skyldig i et brud på den gode orden, som bør herske ved prøverne, og har begået en overtrædelse af teaterreglementets forskrifter, for hvilken der således har været tilstrækkelig hjemmel til at pålægge ham en sådan straf, som er begrundet i det nævnte reglement.

-Når hr. etatsråden imidlertid, ved at henstille sagen til ministeriets bedømmelse, dels har antydet, at hr. Wiehes fremgangsmåde ved den omhandlede prøve formentlig mere måtte være at tilskrive en, ved en misforstået opfattelse af prøvens betydning og hans eget forhold til samme, fremkaldt stemning, end nogen egentlig hensigt til at modsætte sig direktørens eller scene-instruktørens anordninger - dels har lagt sær vægt på hans tidligere gode forhold til sine foresatte, om hvilket også sceneinstruktøren i sin erklæring har udtalt sig særdeles gunstigt for ham, så må ministeriet i betragtning heraf, som og med hensyn til den tilrettevisning, der er blevet hr. Wiehe tildelt, finde, at der, overensstemmende med, hvad h r. etatsråden ogsåharudtalt Dem for,vil være anledning til at lade den ham pålagte mulkt bortfalde.« [Man ser her af ministeriets skrivelse, om Heiberg har talt undskyldende eller angribende i denne hr. Wiehes sag.]

Hermed var sagen for Wiehes vedkommende endt. For Høedts vedkommende skulle hans ubeføjede opførsel og nægtelse af at optræde med en dubleant nu først begynde. Hans idelige primadonnanykker, som man alt ofte havde set igennem fingre med, havde i denne sag nået en højde, hvortil der ikke længere kunne ties, hvis der ikke skulle være eet teaterreglement for hr. Høedt og et andet for det hele øvrige personale. Da han derfor heller ikke anden gang efter at være tilsagt til prøven på »Hamlet« indfandt sig, blev han straks suspenderet, og en fremstilling af hans forhold indsendt til ministeriet, for at dette kunne tage en afgørelse.

Fra nu af holdt Heiberg sig udenfor denne sag og havde nok at tage vare med at skaffe et andet repertoire frem end det, han tidligere havde gjort regning på.

[Nu brød sladderen rigtigt ud i det sladdervorne København, og en stor digterisk evne hos pjattede damer og konditorgæster 203 lagde sig for dagen i »Nordens Athen«. Den ædle kunstner, dagens løve, hr. Høedt, holdt stadigt folketaler på gader og stræder, på restaurationer, i konditorier og i snævrere familiekredse. Bladene var imidlertid af forskellige meninger.] »Berlingske« ytrede, at det ville være at forstyrre hele teatervæsenets gang, når en kunstner eller kunstnerinde uden videre skulle kunne foreskrive sine foresatte, hvorledes et eller andet stykke skulle besættes; og Høedts vægring desuden var en tilsidesættelse, der vistes publikum, som vist i udlandet ikke ville lade sig tilfredsstille, førend der gjordes det afbigt.

»Fædrelandet«, Ploug, og »Dagbladet«, Bille, kappedes derimod om at vaske Høedt hvid og var imod Heiberg i denne som i alle andre sager, idet de søgte at påvirke ministeriets afgørelse til fordel for Høedt. De betænkte ikke, at dette nu ikke så lige stod i ministeriets magt, om end Høedt havde en nok så ivrig advokat i ministeriet selv. Man stolede på minister Halls talent til at »mægle«; man betænkte ikke, at ministeriets første og uomtvistelige pligt var at skaffe de love lydighed, det selv havde fastsat i teaterreglementerne. [Ministeriet begyndte derfor også med at pålægge Høedt ufortøvet at udføre Hamlets rolle. Denne befaling fra ministeriets side afslog Høedt at adlyde.]

I stedet for begik Hall den fejl »med lempe at ville få æg i en humlesæk«. Han kaldte Høedt til sig, dæggede for ham, klappede ham og gjorde ham derved mere og mere hovmodig og dristig i tillid til, at ministeren under enhver betingelse ville være på hans side og intet skridt gøre, der kunne være ham imod. [Embedspligt og embeds forhold har som bekendt skuespillerne mindst af alle begreb eller respekt for. Tiden har vist, at sekretærens pusten til Høedt og Halls bløde venlighed var en ulykke for hr. Høedt, idet han med sin stadig voksende tilsidesættelse af al form og pligtopfyldelse ligesom tvang ministeriet til omsider at indstille ham til afsked fra teateret. Det er min faste overbevisning, at havde Hall i stedet for at kæle for Høedt talt ham alvorligt til, var det aldrig kommet til denne yderlighed. Uagtet man måske efter Høedts hele optræden skulle tro, at han var en kæk, modig natur, så var dette dog ingenlunde tilfældet. lians mod bestod i det medhold, som bladene og, som han mente, ministeren gav ham; havde 204 denne tro ikke været så stærk hos ham, havde han aldrig trod-set så kækt. Han betænkte ikke, at ministeren som sådan var nødt til at afskedige ham. Det var også ret karakteristisk, at han, da hans afsked kom, i et væk ytrede, at man havdebedraget ham. Hvem? Naturligvis Hall og Christensen.]

Høedt var altså suspenderet indtil videre og kunne ikke betræde scenen, før hans sag endelig var afgjort. Alt gik nu sin sædvanlige gang ved teatret; de få stykker, hvori han havde spillet, gik ikke, andre kom i stedet, og på indtægterne mærkedes intet afbræk. Dog, Høedt vidste, hvad han ville. Han følte med en vis ærgrelse, at hans nærværelse ved vort teater ikke var en betingelse for dets beståen, at det havde foruden ham kræfter, talenter, der havde slået rod i det danske publikums hjerter; han forudså, at om kort tid ville ingen mere tale om Høedt. Pressen dadlede ham i små pjecer, der særskilt udkom og beskyldte ham for utaknemmelighed mod det publikum, der havde modtaget ham med så megen anerkendelse. Der måtte altså betydelige hjælpetropper til, for at sagen ikke skulle hendø af sig selv. Han fattede derfor en ny plan; men hvori denne plan bestod, vidste man [ikke, kun et og andet ord, der undslap de misfornøjede, hørte man såsom: »Ja, vent! Tingen skal få en anden gænge!« og deslige. Endelig hed det sig, at Nielsen, der jo havde fået sit 8-årige ønske opfyldt og ikke længer var skuespiller, men mærkede, at han hverken blev rigsdagsmand, endsige minister, men måtte lade sig nøje med sine »historiske studier«, brændte af begærlighed efter atter at spille komedie. Man fortalte, at han cg Høedt ville åbne en scene på Hofteatret i forening med en del af Casinos skuespilpersonale. Dette rygte fandt nu ingen så utroligt, men hvad jeg nok tror, at alle tillige med mig fandt utroligt, var, at Høedt havde løfte om, at Phister og Michael Wiehe ville forlade Det kgl. Teater for at forene sig med Høedts trup på Hofteatret, ja man sagde endogså, at fru Nielsen ville følge sine venner, så meget end hendes kunstnerhovmod talte derimod.

Wiehe og fru Nielsen var siden Høedts afsked aldeles ufremkommelige, og man havde kun een udvej, at holde sig så langt borte fra dem som muligt. Phister spyede gift og galde og havde åbenbart siden hin scene i foyeren sluttet sig til partiet og Christensen. Man modtog denne nye rekrut med glæde. De glemte alle 205 hans lighed med katten, der snart gør fløjlspoter, snart strækker kløerne ud for at give en ordentlig rift. Phister var glad og i sit element midt i dette røre. Hans uro havde nu et bestemt mål.]

At fru Nielsen i hine år var mismodig over sin stilling ved teatret, var ganske naturligt. En skuespillerinde, der i en række af år har spillet elskerindens taknemmelige roller, og som er nødt til at afgive disse for at uddanne sig i det ældre fag, finder ikke en sådan overgang misundelsesværdig. De originale dramatiske forfattere skrev ingen nye roller, der kunne give hende lejlighed til at virke med de midler, der nu stod til hendes rådighed, og hendes repertoire måtte derved nødvendigvis blive af ringe omfang. Også dette bebrejdede man Heiberg, som dog virkelig intet kunne gøre derved. Jeg, der selv var skuespillerinde, følte ofte i stilhed med hende, idet jeg indså, hvor hårdt det måtte være, når man følte de indre kræfter usvækkede, da ikke at kunne ægge de originale forfattere til at vælge sujetter, der var bygget på ens talent. Ja, selv Høedt, der jo oversatte flere franske stykker, valgte intet, der kunne give hans veninde lejlighed til at glimre i en ny genre.

Da blev et dansk originalt stykke indleveret til opførelse, kaldet »Prinsessen af Taranto«, en skildring af Griffenfelds sidste glans, storhed og fald. Heiberg, der vidste, at Griffenfeld altid havde interesseret mig, kom en dag med det til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at læse det, idet han sagde: »Jeg antager det ikke; det er mat og uden finhed i udførelsen.« Jeg læste det og så til min glæde, at her virkelig var en ny rolle - Griffenfelds moder -, der i høj grad kunne give fru Nielsen lejlighed til at glimre ved sin inderlige følelse og ædle varme. Hun havde alle betingelser for at spille denne stakkels fortvivlede moder, der ser sin stolthed, sin berømte søn føres til skafottet. [Gud er mit vidne, at jeg virkelig blev] inderlig glad ved tanken om, at denne rolle ville skaffe min fordums veninde en stor nydelse at indstudere, og at hun i denne måtte høste stort bifald. Jeg løb efter læsningen ind til Heiberg i hans værelse og sagde: »Ja, jeg forstår godt din indvending mod dette stykke; men jeg beder dig indstændigt om at antage det, thi endelig er her en ny rolle for fru Nielsen, der vist vil gøre hende megen fornøjelse og skaffe hende stort bifald.« Heiberg ville først intet høre herom, han fandt stykket for dårligt. »Alligevel,« sagde jeg, »vil det gøre stor lykke i publikum.« - »Ja, 206 det er tingen,« udbrød han, »og jeg vil svare dig, som jeg nylig svarede en forfatter, der havde indleveret et sandt monstrum af et stykke, fuldt af hundekunster og effektmageri, som jeg forkastede. Han sagde nemlig: »Stykket vil gøre furore!« - »Ja,« svarede jeg, »det er hele ulykken, at det nok kunne hænde, og netop derfor vover jeg ikke at føre det på vor scene. Var jeg vis på, at det ville falde igennem, så kunne man jo nok bringe det øjeblikkelige offer.« - »Men desuden,« vedblev Heiberg, »hvor kan du tro, at fru Nielsens kræfter ville strække til i denne anstrengende nye rolle, når hun erklærer, at hun ikke engang har kræfter til at spille dronningen i »Hamlet«, en rolle, hun alt har spillet henved en snes gange? Når jeg nu antager stykket for hendes skyld og tildeler hende rollen, og hun så afgiver den, hvad så?« - »Hun vil ikke svigte,« påstod jeg, »denne rolle, der så aldeles ligger for hendes talent, kan hun ikke modstå at udføre.« Heiberg føjede mig tilsidst i min indtrængende bøn, og stykket blev antaget. Jeg fik ret: fru Nielsen spillede Griffenfelds moder, og hendes kræfter strakte til her, uagtet der til den krævedes dobbelt så mange som til dronningen i »Hamlet«. [Ak, ak! Heiberg gjorde hende ikke uret, når han mente at gennemskue grunden til hendes vægring ved at spille i Hamlet. Høedt ville ikke spille i Hamlet, og hun rettede sig efter hans ønsker.]

Det offer, jeg personligt bragte ved at formå Heiberg til at opføre »Prinsessen af Taranto«, var sandelig ikke så ringe. Prinsessens rolle, som den danske, anonyme forfatter havde sat mig for, var en af disse såkaldte åndrige dameroller, som jeg alt havde spillet så mange af i de franske stykker, og som alt længe hjerteligt havde kedet mig ved deres ydre glimmer og indre hulhed.

[Min anstrengelse for at skaffe fru Nielsen en ny god og taknemmelig rolle] blev imidlertid dårligt belønnet.

Der var i pressen alt tidligere, men især i denne indeværende sæson fremsat heftige angreb, ikke alene mod Heiberg, men også mod mig. Ryges gamle tale, når nogen i tidligere tid angreb Heiberg som forfatter eller kritiker, lod det til, at man havde lagt sig på hjerte. Han plejede at sige, at de kunne spare sig den ulejlighed, da Heiberg kun smilte og gjorde sig lystig over angriberne, hvis penne var altfor sløve mod hans. »Nej,« sagde han, »vil man ramme Heiberg, da skal man angribe hans kone

207

Angrebene i denne sæson var næsten mindre rettet mod Hei-berg som direktør end mod mig som skuespillerinde. Det så ud, som om man gik ud fra, at ifald det kunne lykkes at berøve mig publikums gunst, så at jeg på grund heraf krænket og forbitret trak mig tilbage og begærede min afsked, da var Heibergs magt knækket og spillet vundet. Man påstod nu (»Berlingske Tidende«), at jeg intet kunne spille mere, ja, at jeg »ikke mere kunne sige en eneste replik«. Meningen med alle disse angreb var vel at få publikum indprentet, at det intet tab var, om jeg forlod teatret. Var dette først opnået, fulgte jo Heibergs bortgang af sig selv. Men her gjorde partiet regning uden vært; thi måske aldrig har et publikum, der jo har ord for at være flygtigt, vist sig så trofast, så udholdende i sin gunst, som det danske publikum nu viste sig mod mig.

Ofte, når jeg om aftenen fremtrådte på scenen efter sådanne angreb, modtoges jeg med et så påfaldende bifald, at jeg følte, det måtte have en særegen grund. Når jeg da spurgte en eller anden af mine venner i personalet: »Hvad betyder dette?« da svarede de: »Man mærker, at De ikke har læst »Dagbladet« for i dag og dets angreb på Dem. Modtagelsen i aften er svar herpå.« Det var jo også ved en sådan lejlighed, at en af de misfornøjede udbrød: »Ja, der kan De se! hvad kan det hjælpe, at hun angribes, publikums bifald er kun efter et sådant angreb varmere end nogensinde.«

»Dagbladet«s (hr. Billes) angreb på mig gik hverken ud på mere eller mindre, end at mit spil var usandt, preciøst og uden følelse, at jeg søgte knaldeffekt ved teaterkup, at jeg modarbejdede de yngre talenter for ene at brillere, så at Høedts elever ikke kunne komme frem, etc. etc. Artiklen tav viselig med, at så snart jeg afgav en rolle til disse yngre, fik jeg den altid kort efter tilbage. Når det korn til stykket, turde disse yngre enten ikke binde an med rollen, eller, ifald de vovede det, måtte de hurtigt atter træde ud af den. Publikum krævede hårdnakket, påny at se mig og ingen anden i den. Disse angreb gik så vidt i personligheder, at de holdt bog over mine kostumer, om disse havde kostet så eller så meget, om de var nødvendige eller ikke. At mit forhold til personalet var dårligt, hørte jeg også her for første gang. Jeg selv mente, at jeg i mange år havde beviser på lige det modsatte. [Dog, »det er ikke nyt i folkestue, at man lyver en ærlig mø noget på«]

Den Berlingske Tidende (hr. Nathanson), der selv havde udtalt, 208 »at jeg ikke længere kunne sige en eneste replik«, skrev nu til en afveksling en længere artikel, hvori han gjorde indsigelse imod dette angreb og særlig erklærede den sidste påstand for grundfalsk.

Kan man nu undres over, at udtalelserne i sådanne holdningsløse blade, der siger et i dag og lige det modsatte i morgen, fremkaldte hos kunstneren en fuldstændig ligegyldighed? Naturligvis er det forskellige røster, der lader sig høre i disse offentlige organer. Men en bladredaktør, der tåler, at så modsatte røster kommer tilorde i hans blad, om ham kan man sige, at han er en dårlig og samvittighedsløs vært i sit offentlige, litterære hus. Hvor selskabet er så blandet, der ønsker skikkelige folk ikke adgang, og derfor udebliver ofte svaret, fordi mange i publikum deler kunstnerens ligegyldighed for slige angreb. Dette var i det mindste tilfældet med Heiberg, der ligefrem fandt det uværdigt og tillige unødvendigt at tage mig i forsvar.

[Interessant ville det være nu at vide, hvor de eller den anonyme kritikker i Dagbladet, hvis overskrift var »Fra forrige uge«, stikker; thi at de fleste af disse angreb mod Heiberg og mig skrev sig, som rygtet sagde, fra minister Halls sekretær, hr. Christensen, er jo meget uvist. Han var rigtignok offentligt blevet beskyldt herfor, uden at han noget sted offentligt har følt sig beføjet til at tilbagebevise beskyldningen. Skulle det virkelig være ham, som man påstod, da kan det ikke nægtes, at han i hine år ikke har ligget på den lade side. Alle kaldte »Dagbladet« Halls blad; og sådanne familieforbindelser måtte der vel også til, for at så hensynsløse og i æstetisk henseende rå kritikker hver uge fik lov at sidde til højbords som smagens dommer.]

Jeg havde i grunden intet imod streng kritik. Man bliver undertiden vammel om hjertet af den evige ros, især når den ikke peger hen på indsigt i det, der roses; og ligesom man efter et overdådigt måltid, hvor der tilsidst serveres med en række søde sager, føler trang til en bitter mandel, således kan en streng, skarp kritik have noget rensende, styrkende, som det er sundt at give sig i lag med. Men da må denne skarpe kritik for det første have noget belærende, som vækker eftertanke, og fremfor alt holde sig til sagen selv. Der må lyse kærlighed til kunsten og dens dyrkere ud af ræsonnementet og ikke en giftig glæde over at angribe det 209 personlige. Det kan ikke nytte at sige til den, man vil forbedre: »Jeg slog dig helst ihjel, thi jeg kan ikke lide, at du lever« -; da er formaningen spildt, thi til at forbedre sig og rette sine fejl dertil hører netop et sundt og kraftigt liv. [De, som således ville mig personligt ilde, opnåede som sagt ikke deres hensigt, tværtimod. Og når man på denne tid i en lidenskabelig tone dadlede mig og ville frakende mig al begavelse for at hæve andre, mere favoriserede talenter af oppositionens midte og brugte udtryk, som om landets ve og vel beroede på mine anlæg som skuespillerinde, da måtte jeg virkelig smile og udbryde med manden i Oehlenschlägers »St. Hans-aftenspil«: Nå, herre Gud,

Hvad jeg har virket er ej stort,
Men hvad har da de andre bengier gjort?«]

Men det kan også undertiden have noget behageligt, noget beroligende, at blive undervurderet. Det forekommer en, som om man betalte sin gæld, sin tribut til Nemesis, inden hun måske på en voldsom måde selv gør sig betalt. Og ligesom man ofte gribes af en indre undseelse, en ydmyghed ved at overvurderes, således kan sjælen ligesom knejse og føle sin styrke ved en uretfærdig undervurdering.

Offentlige modartikler fra forskellige kanter til mit forsvar udeblev dog ikke, og mange navngivne og anonyme breve udtalte for mig deres harme over den uret jeg led, og bad mig endelig ikke at tabe tålmodigheden, men holde ud i mit kald. Iblandt disse breve kom også et fra min trofaste ven, digteren Hertz, hvori han udtalte sin forbitrelse over, at vore anseligste blade ikke skarnmede sig ved at optage slige angreb. I sin vrede herover udbryder han til disse: »Hvad er dog dette? Kender I ikke mere eders lille Marie?« En replik af Heibergs »Alferne«, hvis betoning altid havde rørt Hertz, når jeg som Marie i stykket udtalte disse ord.

Iblandt de mange beskyldninger imod mig i »Dagbladet« var også den, at mine fremstillinger i de senere år ofte var »forcerede«. Hertil kan jeg kun svare: Ja, jeg vil såmænd gerne tro det; thi den stemning, hvori jeg under teaterspektaklerne levede, undrer det mig ikke så meget, om jeg spillede mindre godt end tidligere, som at jeg i det hele taget spillede. Hvor mange af eder, I selvbeskikkede anonyme dommere, tror I 210 vel havde kunnet gøre mig det efter, hvad jeg gjorde i denne skandaløse sæson? Se repertoiret efter hos Overskou, og I ville se, at jeg for at stå Heiberg bi mod de skuespillere, hvis plan det var at gøre enhver forestilling umulig og derved tvinge ham til at lukke teatret, spillede mindst hveranden aften, ofte hver aften i de 9 måneder, sæsonen varer, og det ikke små roller, thi dem havde jeg så godt som ingen af, men lutter store hovedroller. Ofte var jeg så anstrengt, at jeg bogstaveligt måtte slæbe mig over på teatret for at forlyste et publikum, der ikke anede, hvad denne forlystelse kostede mig. Men det gjaldt at støtte Heiberg, og dette holdt mig nogenlunde oppe. Han havde jo nu ingen anden væsentlig støtte; det gjaldt altså om ikke også at berøve ham denne. Også være det sagt, at en ubeskrivelig foragt, der næsten grænsede til en følelse, jeg kunne kalde triumferende, havde bemægtiget sig mig. Jeg nød det at blive dadlet af de samme, der forfulgte Heiberg på den hen-synsløseste måde. Ja, dadlen kunne ofte tilvejebringe en følelse af overgivenhed hos mig, så jeg leende sang til Heiberg slutningsordene af den lille duet mellem de elskende i den forfulgte vaudeville »Slægtningerne«: »Vi følges ad! vi følges ad!«

Det viste sig imidlertid, at Ryge havde haft den rette opfattelse af Heiberg. Medens denne med kækt mod og ligegyldighed bar ethvert angreb på sig selv, kunne han ikke med samme ro bære angrebene på mig. Der kom ved dem en trods, en forbitrelse ind i hans sind, som ikke hørte til hans natur, så at jeg ofte måtte moderere hans vrede [mod dem, der havde givet anledning hertil ved deres sladder og bagvaskende usandheder, hvori de havde vist en opfindsomhed, ligeoverfor hvilken man stod stum af forundring.]

Under indstuderingen af »Prinsessen af Taranto« sporedes det tydeligere og tydeligere, dels ved tonen på teatret, dels i bladene, at dette stykke skulle bruges til at forherlige fru Nielsens talent på min bekostning og, om muligt, ved hendes spils fortrinlighed frembringe en demonstration for hende og imod mig. I de seneste teateranmeldelser blev fru Nielsen bestandigt fremstillet som det eminente talent, hvilket publikum ikke tilfulde skønnede på, og som min nærværelse hindrede i at stråle i sin fulde glans, ja, man skrev, at hun stod som den lidende uskyldighed lige overfor Heibergs tyranni. Man udøste sig i lovtaler over alle hendes så vel 211 ældre som nyere roller, ja selv over hendes fremstilling af roller, hun aldrig havde spillet, så som Oehlenschlägers Signe i »Hagbarth og Signe«. Henrykkelsen var så stor over hendes »mesterlige, henrivende« udførelse af denne Signe, hun aldrig havde spillet, at endog digteren Ploug udødeliggjorde dette hendes spil som Signe i bunden stil. Samtidig bebrejdede man mig udførelsen af en anden rolle, jeg lige så lidt nogensinde havde spillet.

Den virkning, jeg hidtil i en lang årrække havde tilvejebragt i mine fremstillinger, evnen til at vedligeholde spændingen og interessen i publikum ved enhver ny fremstilling, dette kunne et vist parti ikke godt finde sig i, og heri bestod min egentlige brøde. Det var på tide, at man skred ind herimod, og at man vandt tilhængere i pressen, der kunne dadle alt, hvad jeg fremstillede, som usandt og forkasteligt. Det var måske min lykke, at man tog munden så fuld.

Fra den 19de januar efter teaterspektaklerne med hr. Høedt om »Hamlet«, hvorefter han blev suspenderet fra al tjeneste, indtil ministeriet havde dømt i sagen og til dette nuværende tidspunkt i april, var tiden brugt til mundtlige og skriftlige parlamenteringer mellem hr. Høedt og ministeriet. Man var kommet så vidt fremad, at Høedt skriftligt havde erklæret: »at han anså sig for at skylde Shakespeare (!) den indsigelse, han havde gjort imod dubleringen, og ønskede vel ikke sin afsked for det forefaldne, endskønt det nok kunne blive et motiv til, at han gjorde det, men ville handle på samme måde, dersom et lignende tilfælde indtrådte.«

Teaterhistorien siger i denne anledning: - »Den sidste ytring var afgørende: Ministeriet måtte indse, at det ville gøre al teaterbestyrelse umulig ved at holde på en skuespiller, der forud erklærede, at han ved given lejlighed påny ville vise sig opsætsig imod en forholdsregel, hvilken det selv ikke kunne andet end erklære direktøren fuldkommen berettiget til at tage.« - Ministeriet blev ved denne Høedts erklæring ligefrem tvunget til at give ham afsked, og han blev nu lovformeligt afskediget fra Det kongelige Teater. [En sådan erklæring havde hr. Høedt aldrig fordristet sig til at indgive til ministeriet - thi han »ønskede ikke sin afsked« - ifald han ikke godtroende havde ladet sig forlede af sekretærens smiger og løfter og af ministerens kælende milde, nedladende mæglen i sagen, så ofte hr. Høedt privat søgte trøst og 212 medhold hos disse. Høedt, der aldrig kunne tie med noget som helst, meddelte også under sagens gang tilhøjre og venstre alle de fagre ord, alle de tilsagn, han havde hentet hos ministeren. Da nu alligevel sagen fik et andet udfald, end han havde ventet, begreb han ikke, at han ved sin erklæring nødvendigt havde fremkaldt dette udfald, men råbte han højt og lydt, at han var bedraget af ministeren. På en måde havde han jo også ret heri.]

I slutningen af denne sæson dukkede et almindeligt rygte op, nemlig, at Høedt, der jo nu ikke mere var ved vort teater, men som længtes efter atter at spille komedie, havde formået Michael Wiehe til ved sæsonens slutning også at forlade Det kongelige Teater for med ham og Nielsen at lade sig engagere af direktør Lange, Casinos forhenværende entreprenør. Mange troede dette rygte, mig var det derimod umuligt at fæste lid dertil. Michael Wiehe skulle ville forlade vort nationalteater, der fra han var en dreng havde opelsket og støttet ham, forlade det personale, der havde bidraget til hans bedste, skønneste triumfer, forlade et repertoire, hvis digteriske indhold var sammensat af vort lands første samt af de fortrinligste udenlandske arbejder? og det for nu at optræde i arbejder af det futileste slags på en scene, hvor hans talent aldrig kunne komme til sin ret? Udøve sin kunst med talenter af anden og tredje rang, under ledelse af en direktør fra et sekondteater! Alt af »kunstneriske« hensyn, som det hed. Wiehe skulle ville bringe et sådant offer, for at Høedt, der ved sin opførsel havde gjort sig umulig ved Det kongelige Teater, atter kunne komme til at spille komedie! - Umuligt! jeg ville, jeg kunne ikke tro, at han i den grad havde givet sig ind under Køedts dæmoniske indflydelse; han, der endnu for kort siden atter havde vist tegn på fortrydelse over, hvor vidt han alt var gået, idet jeg atter havde modtaget en af de små sedler, hvori han lettede sit beklemte sind. Sedlens indhold var denne gang følgende:

»Hele dagen er jeg hos Dem, hele dagen må jeg skjule mine tårer, fordi jeg har bedrøvet den, der aldrig har vist mig andet end godhed og deltagelse.

Tør jeg måske ikke engang vente at De vil modtage dette?

Deres hengivneste,
troeste og ærbødigste ven.«

213

Ikke sandt, mine læsere! ovenpå et sådant tilløb til fortrydelse kunne jeg umuligt tro, at han ville berede mig en sådan sorg, der skilte os fra hinanden i vor kunstneriske virksomhed.

Og nu hr. Høedt! Han turde ikke en enkelt gang optræde i »Hamlet« med en dubleant af frygt for, at spillet skulle savne den »øjeblikkelige korrespondance mellem aktørerne!« Var denne korrespondance da nu at vente imellem det sammenskrabede personale, hvori han nu skulle optræde? »Kunstneriske hensyn!« Det kunne ordentligt kvalme for et sundt menneskebryst at høre al den skvalder, der summede en om ørene, al den affektation om kunst! Alle disse hule fraser: Kunstnerbegejstring ! Kunstnerfølelse! Kunstnerstolthed! Kunstnervarme! Kunstnerkald! Kunstnerrettigheder! Kunstnerlidelser!Kunstnersandhed! Kunstnersamvittighed! etc. Sandhed! Samvittighed! Ja, I gode kunstnere, havde I bare mere af disse to sidste egenskaber, så fik det gå med resten. Men skam skulle eders præster have, som de har oplært eder! - »Jeg lever kun for min kunst!« - disse ord lyder ofte fra eders læber, medens I lever for alt andet end denne samme stakkels kunst. [Hvorfor har I skuespillere over hele verden så ondt ved at hævde eders private borgerlige anseelse? Hvorfor trækker man på skulderen af eder? Behandler eder i bedste tilfælde som forkælede børn, man må se igennem fingre med? Hvorfor ønsker endnu ingen højere stillet embedsmand, at hans datter ægter en af eder? Hvorfor agtes I ikke højere? Fordi I ikke tilstrækkeligt agter eder selv. Fordi l ikke søger at vise verden, at man kan være en fortræffelig skuespiller på scenen og udenfor denne et menneske, der ærer de moralske og borgerlige love i samfundet. Så længe I ved eders indbildskhed ikke som andre mænd i staten kan underkaste eder lydighed i noget embedsforhold, ærbødighed for de love, I selv frivilligt giver eder ind under, så længe bidrager I selv til kun at blive en kaste i samfundet og ikke samfundetfs] borgere. Husk, at man ved at undskylde eders udskejelser, eders fejl, fordi I er kunstnere, nedsætter eder som mennesker i samfundet, uagtet det ofte ser ud, som om man ved denne liberalitet hæver eder. Tænk lidt herover!]

Den 14de februar opførtes første gang »Prinsessen af Taranto«, anonymt, originalt skuespil i fem akter. Den demonstration i teatret, der efter sigende under dette stykkes opførelse skulle sættes i 214 scene for fru Nielsen og mod direktørens kone, udeblev ganske. I teatret lige overfor det store publikum viste det sig bestandigt, at den hele modstand mod Heiberg og mig ikke kunne komme tilorde. Man klappede for fru Nielsen som Griffenfelds moder, og man klappede for fru Heiberg som Griffenfelds elskede. Hvor mange hænder der var sat i bevægelse for hver af os, om den ene af os fik lidt mere bifald end den anden, skal jeg ikke kunne sige, kun, at bifaldet var rigeligt for os begge, og at forestillingen gik sin rolige, uforstyrrede gang.

Men var der således intet udkomme med det store publikum, inde i teatret, så gik det desto lettere med det lille udsøgte i dagbladene, som benævnes teaterkritikere. Her kom alle de Høedt-Nielsenske kunstanskuelser tilorde med fuld styrke og veltalenhed. Fru Nielsens fremstilling af moderen havde lutter fuldkommenheder, min fremstilling af prinsessen lutter mangler. Ja, man ville efter vort spil i dette stykke een gang for alle slå fast, at kun hun var en virkelig skuespillerinde, jeg - ja, jeg ved virkelig ikke, hvad de mente, jeg var, naturligvis en dårlig. Og til bevis på deres påstand brugte de vor forskellige udførelse af en af de sidste scener i stykket.

Man ser Griffenfeld sidde i fængslet, ventende på bødlens komme. I disse sidste øjeblikke modtager han først et afskedsbesøg af moderen, senere af sin elskede, prinsessen.

Ved moderens bortgang efter afskedsscenen foreskriverforfattereni en note: »Hun omfavner ham (Griffenfeld) med dyb bevægelse, hun går hulkende ud, fulgt af fangefogden.«

Ved prinsessens bortgang foreskriver forfatteren: »Hun går mod døren, men vender sig atter o m o g kaster sig grædende i hans arme; derpå iler hun ud.«

Dette, at jeg nu her pligtskyldigst gjorde, hvad forfatteren havde foreskrevet: at gå mod døren, atter vende om og grædende kaste sig i hans (Griffenfelds) arme, blev brugt til et latterligt angreb på hele min spillemåde, som om jeg ved dette træk ville tilvende mig et forstærket bifald. Her er da eet af de tilfælde, hvor jeg ligefrem kan bevise, at man gjorde mig uret.

Jeg har under min hele skuespillerindevirksomhed samvittighedsfuldt holdt mig til forfatterens ordrer, selv om de syntes mig 215 mindre heldige. Men i dette tilfælde faldt det mig aldrig ind, at han her foreskrev noget søgt eller urimeligt, thi at en elskerinde, der endogså i denne afsked første gang helt ud og uden forbehold ytrer sine følelser heftigt og lidenskabeligt, endnu en gang til afsked kaster sig grædende i den elskedes arme, da hun tror, at han om få minutter skal lide døden, fandt jeg såre naturligt og i sin orden. Jeg udførte altså, hvad forfatteren havde foreskrevet, og denne lydighed brugte nu de, der søgte et motiv til at angribe mig, for at bevise, at jeg jagede efter effekt. Det bifald, den rørelse, der fulgte mig ved min bortgang, blev nu regnet mig til last som noget, jeg havde opnået ved at vende om i døren for atter at kaste mig i Griffenfelds arme. En sådan beskyldning kan man nu smile ad og glemme på grund af sin gode samvittighed; men hvad man ikke kan smile ad og mindre let kan glemme, er det uridderlige, det kujonagtige hos en forfatter, der tier lige overfor en sådan fornærmelse mod den kunstnerinde, der af respekt for hans vilje udførte, hvad han havde ønsket og foreskrevet, tier, når disse angreb på grund heraf vedbliver på en rå og hensynsløs måde. Jeg ventede dag for dag, at forfatteren ville træde frem og sige: »Er dette en fejl, da er det mig, der har foreskrevet den i teksten«. Men nej, han tav. Jeg anser det derfor for min pligt at udtale, at det rygte, som selv Overskou i sin teaterhistorie har bidraget til at udbrede, nemlig at Athalia Schwartz var forfatteren til dette stykke, er usandt. Athalia Schwartz ville aldrig have svigtet mig, aldrig tålt, at jeg dadledes for det, hun alene bar ansvaret for. Hun var en af de kvinder, der hårdt måtte bøde netop for sin sandhedskærlighed. Senere hen i tiden, da forfatteren lod stykket trykke, jeg tror år og dag efter den uret, der var tilføjet mig, vedkendte han sig herved, at han selv havde foreskrevet bemeldte sted således udført; men da kunne han gerne have sparet sig ulejligheden, thi hans erklæring kom nu for silde.

Sammenligningen mellem min og fru Nielsens spillemåde i dette stykke var højst uheldigt valgt, ja urimelig; thi vore opgaver var omtrent så modsatte som muligt. Hun skulle fremstille en jævn, tarvelig, troskyldig borgerkone, Griffenfelds moder, hvis kærlighed til sønnen alverden måtte være vidne til; moderhjertet lå på tungen, her var intet at skjule. Jævnheden i fremstillingen bidrog til det rørende i hendes sorg, angst og smerte over den

        

216 forfulgte, domfældte søn. - Min opgave bestod i at fremstille en fin, begavet, glimrende, fremmed prinsesse ved det danske hof, inde i hofintrigerne, vant til at skjule sine sande tanker og følelser, forelsket i Griffenfeld, uden at nogen lige indtil slutningen måtte ane det, ikke engang han selv. Ker gjaldt det at skjule så godt som enhver bevægelse og holde sine følelser, tanker og beslutninger strengt indelukket, så at ingen anede eller gennemskuede dem. Man ser, at disse to kvinder i stykket var så modsatte som muligt, og dog bebrejdede man mig, at ikke følelsens tone og udbrud var som den simple borgerkones, der turde lægge den åbent for dagen til enhver tid og for alle, høje og lave, medens, som sagt, min opgave var at skjule den og bortlede alles opmærksomhed fra den kærlighed, som ingen måtte ane. At prinsessens følelser derfor - da hun endelig kaster masken og i fængslet erklærer ham sin kærlighed - antager et forstærket udtryk, er ganske naturligt, syntes mig så vel som forfatteren, [der skarpt har betegnet det ved sin note i bogen.]

»Dagbladet«s referent søgte at godtgøre, at det bedste bevis på, at fru Nielsens følelse var sand, var publikums bifald, da hun forlod scenen; men at, som han selv skriver, »fru Heiberg under det rørte publikums begejstrede bifald forlader scenen«, beviser intet! Er dette ikke slående og retfærdige argumenter? Ja, man havde i den grad villet benytte dette stykke, hvori vi to, der ingenlunde i virkeligheden - allerede på grund af vort helt forskellige rollefag - rivaliserede med hinanden, tilfældigt spillede sammen, at man endog så et karakteristisk træk i vor kostumering til fordel for fru Nielsen og til skade for mig; idet hun kun bar eet kostume i hele stykket, men jeg mange forskellige. Ja, hvad i alverden skulle bevæge den gamle borgerkone, [der kun har tre små scener i stykket,] til at forandre det kostume, der i de tider båres af kvinder i hendes stand? Prinsessen derimod, der er på scenen i alle stykkets fem akter, optræder i meget forskellige situationer. Og for nu at vise det latterlige i dadelen mod mig i dette punkt, vil jeg oplyse, at jeg personligt i det mindste var uden al skyld i de mange omklædninger; men også her burde den anonyme forfatter have følt trang til at tage mig i forsvar. Han var vel altfor glad over, at hans arbejde havde vundet bifald og gjort lykke, til at han havde nogen tanke for, at han ikke med tavshed burde have 217 været vidne til, at hovedpersonen i stykket, der dog nok havde nogen del heri, blev i høj grad forurettet.

Jeg håber, at man ikke vil tage fortrydeligt op, at jeg til forsvar for mig selv her indlader mig i en detalje, der unægteligt ingen interesse har undtagen netop som forsvar for mig selv og som bevis på kritikkens uretfærdighed også i dette punkt.

Første akt .

Stykket begynder med, at prinsessen står på scenen, smykket til det bal, der denne aften gives på slottet i København. Altså nr. 1: Enbaldragt.

Anden akt.

Et værelse på Frederiksborg slot.

»Prins Jørgen, prinsessen af Taranto, (begge i jagtdragt).«

Altså nr. 2: en jagtdragt, foreskrevet af forfatteren; og man vil altså indrømme, at det ikke ville passe sig for en prinsesse at gå på jagt i baldragt.

Tredie akt.

Et værelse, atter på Københavns slot. Altså: rejsen fra Frederiksborg til København forudsættes. Prinsessen i audiens hos dronningen. Jagtdragten måtte altså af, og en almindelighofkjole på. Thi en dronning ville dog vistnok stødes, om prinsessen kom til audiens hos hende med ridepisk og i støvler.

Tredje scene, samme akt.

Maskerade på slottet.

»Prinsessen træder ind (klædt i en pil grimsdragt).«

Senere på maskeraden:

I en note står hos forfatteren:

»Prinsessen kaster hurtigt sin pilgrimsdragt, under hvilken hun bærer en fantasidragt

Fjerde akt.

Et værelse på slottet.

(Imellem tredje og fjerde akt er Griffenfeld fanget og kastet i fængsel; nogen tid er gået.)

218

At prinsessen nu, efter at maskeraden forlængst er forbi, fremdeles skulle gå omkring i »fantasidragt«, ville dog let gøre hende mistænkt for at være forrykt. Der er altså intet andet for: fantasidragten af og en almindelig hofdragt på.

Man ser, at denne forfatters ordnen af dragter stod det ikke i min magt at ændre, hvor megen lyst jeg end havde dertil. Thi jeg beder at betænke, hvor kedeligt det er at spille og være på scenen så godt som i fem akter, og da, når tæppet falder efter hver akt, ilsomt at rive den ene dragt af og tage den anden på, og da halvt åndeløs igen begynde næste akt. Forfatteren skulle betænke den plage, der ligger heri for skuespillerinden, og kritikken dadle ham derfor og ikke hende.

[Og nu et par ord om den lyst, man havde fået til at sammenligne fru Nielsens og mit talent. Man kastede sig over disse sammenligninger for derpå at bygge en dom over fru Nielsens og min betydning som skuespillerinder. Men man betænkte ikke, at ad denne sammenligningens vej kunne man aldrig nå til en kyndig dom; dertil var vore begavelser altfor indbyrdes forskellige.

Fru Nielsens beundrere havde ofte i de senere år villet fælde dom over hendes og min betydning som skuespillerinder, og havde da fremsat, at hun var i besiddelse af mere inderlig følelse end jeg. Sådan tale kan nu let henkastes, men er uden al interesse eller betydning, når den ikke ledsages af et bevis, støttet på en psykologisk udvikling af de to forskellige talenters hele ejendommelighed og begavelse.

Sagen er denne:

Der gives tre retninger i skuespilkunsten, hvori de kvindelige, så vel som de mandlige talenter bevæger sig indenfor hvers ejendommelige område.

Et talent har sin styrke i følelsens blide, hjertelige betoninger og bøjer alt ind herunder. Til disse ideale følelsesskuespillerinder må fru Nielsen så vel i tragedien som i skuespillet henregnes. Et andet talent har sin styrke i den komiske kraft, lunet, humoren, hvorfor man også sædvanligt kalder dem komiske skuespillerinder, om de endogså aldrig så ofte i lystspillet udfører alvorlige roller; thi grundtonen hos dem er og bliver det komiske, idet de gennem latteren fremkalder tårer. Til denne slags talenter hører en skuespillerinde som fru Sødring. Den tredje art af 219 skuespillertalentet er de såkaldte karakterskuespillerinder, hvis fremstilling især bæres af det karakteristiske i opfattelsen, så vel i lystspillet som i tragedien. Til disse sidste mener jeg, at mit talent må henregnes.

(At der mellem disse tre bestemt udprægede genrer gives en hel række talenter, så at sige af mellembestemmelser i fagene, er en selvfølge).

Alle disse tre slags talenter er lige berettigede, lige uundværlige til kunstens, til digterværkernes forståelse. At sige: »Jeg holder ikke af fru Nielsen, fordi hun ikke spiller som fru Sødring, jeg holder ikke af fru Sødring, fordi hun ikke spiller som fru Heiberg, eller omvendt,« er en kortsynet tale, der ingen mening er i, og derfor bør al sammenligning mellem de forskellige begavelser helst falde bort, da de tre slags talenter virker ved højst forskellige midler. Sammenligningen er kun berettiget mellem to følelsestalenter, to komiske talenter, to karakterskuespillerinder. Disse tre arter kunne lige så lidt sammenlignes som stjerner og blomster, thi de hører til helt forskellige områder.

Den første art af talenter, følelsesskuespillerinderne, bøjer enhver karakter i fremstillingen ind under den subjektive følelses scepter. Man har en talemåde i teatersproget, der siger: »Hun går fuldstændigt ind i sin rolle«. Denne talemåde kan igrunden kun gælde om karakterskuespillerinden. Følelsesskuespillerinden lader enhver rolle gå fuldstændigt ind i sig, for gennem sin individuelle følelse at lade den udstråle for tilskueren. Følelsesskuespillerinderne har altid tårerne, de virkelige tårer, der viser sig på kinden, til deres rådighed, og disse tårer kan altid gøre sikker regning på gengæld hos tilskuerne. De er smitsomme ligesom latteren.

[Fru Nielsen var en sådan følelsesfuld skuespillerinde. Det var hendes styrke, men også hendes indskrænkning; thi ved at hengive sig til følelsen alene overså hun ofte de andre nuanceringer i det billede, der skulle fremstilles, og holdt sig til følelsen, det bløde, det lyse, det smægtende, uden at betænke, at der ligesom kan være for meget lys og for lidet skygge i et billede, så at det derved taber i kraft og interesse. Da fru Nielsen således i sine tidligere kunstår spillede Schillers Maria Stuart, da forfejlede hun komplet virkningen af denne skildring, netop ved dette hendes fortrin at have så megen følelse. Visselig skal nu Maria Stuart 220 spilles med følelse; ja latterligt ville det være, om en skuespillerinde bandt an med denne mageløse rolle, ifald hun manglede følelse, men den bløde, sentimentale hensmelten hører ikke hjemme her; thi baggrunden i denne figur er så at sige uendelig i sine nuanceringer, sine farver, så vel de lyse som de mørke, hvorfor digterne heller aldrig ville få ende på at ville fremstille denne kvinde. - Schillers Maria Stuart bevæger sig så at sige i en hel skala af lidenskaber, en hel række af følelser fra de stillere til - ikke grådens - men til dem, der vælter ud af et kvindedybs heftighed, resignation, religiøsitet, digterevne, hjertens godhed, men tillige hjertets styrke til at trodse, til at sætte livet ind i det, hun vil, uden derfor et øjeblik at opgive sin styrke, den at være en henrivende kvinde. Dette omfang havde fru Nielsen ikke i sit talent. Det var begrænset indenfor følelsens gebet, den bløde, inderlige, varme; følelser, som har tårerne til deres tolk og talsmand, forslog ikke til at gengive dette billede.]

Men lige som de [d: følelsesskuespillerinderne] sædvanligt kun giver een nuance: følelsens, således venter tilskuerne heller intet andet af dem end denne ædle, kvindelige fremstilling af deres egen individuelle natur. Deres fremstillinger kunne i een rolle røre mere end i en anden, alt som de selv er mere eller mindre grebet heraf, men man ved forud, hvad man får; at overraske i deres fremstillinger hører ikke deres talent til. Derfor kunne sådanne skuespillerinder have et i høj grad taknemmeligt publikum, der i stilhed og tryghed beundrer dem, men spændingen om, hvad de i enhver ny rolle ville præstere, overraskelsen fremkalder disse talenter ikke. De kunne vel have et stort publikum, men digternes fantasi (i al fald ikke den nyere tids digtere) sættes ikke i nogen stærk bevægelse ved dem eller inspireres af dem til nye ejendommelige skikkelser. Kun ad den vej kan man forklare, at der så sjældent skrives nye roller netop for dem, hvor kvindekarakterernes forskellige nuanceringer kommer frem.

Medens den art af talenter i ungdommen gør deres største virkning i de blide, elskovsfulde, ædle elskerinderoller, bliver de ved deres rollefag som ældre naturligvis henvist til de noble, kærlige mødre; thi endnu her kunne de benytte følelseselementet med fuld virkning. At gå over i ældre karakteristiske roller er de færreste af den art af talenter givet. De fleste slår sig til ro i at fortsætte 221 deres begyndelse i dette ældre fag, som er for dem det naturligste, det som ligger deres hele individualitet nærmest. - Med fru Nielsen var det anderledes. Hvad jeg beundrede i hendes ældre år, var den udholdenhed, den flid, den kamp, den kærlighed til kunsten, som hun netop i de ældre år udfoldede, da hun af den ubarmhjertige tid blev tvunget til at træde ud af de yngre roller og ind i de ældre, der alle mere eller mindre strejfer over karakterroller. At spille den ældre franske, intrigante dame, den halvt komiske, tarvelige borgerkone, den sydlandske, joviale, humoristiske matrone, alt dette var igrunden hendes personlighed, hendes subjektive talent fremmed, men gennem en uhyre anstrengelse og arbejde lykkedes det hende at opnå illusion i disse roller. Men enhver kender ville straks kunne se, at dette var flidspræsrationer, medens samme kender ville have følt hendes mesterskab i, hvad der hang sammen med hendes oprindelige begavelse, gennem en fin kvindelig personlighed at virke ved følelsen, først som elskerinde, senere i moderfaget. Heri slog hendes evner fuldstændigt til, så vel de fysiske som de åndelige, f.eks. hendes dronningemoder Margareta i Oehlenschlägers tragedie, moderen i »Kongens læge«, moderen i »Prinsessen af Taranto« og mange andre. Disse var fuldendte fremstillinger, hvori vanskeligt nogen ville kunne overgå hende. Men allerede en rolle som moderen i »Hagbarth og Signe«, Bera, var hende ikke naturlig; thi det dæmonisk-lidenskabelige, de kolde, stærke, skarpe betoninger lå hverken for hendes stemme eller for hendes fysiognomi; man sporede her tydeligt, at hun måtte gøre vold på sin natur, hvis bløde karakter her gik over i noget grelt og kantet, der ikke klædte hende. I digterens skildring af dronning Bera lå for mange nuancer, og disse måtte og skulle frem, ifald billedet skulle komme til sin ret og sin forståelse. Det stod ikke i hendes magt at bevare skønheden midt i lidenskabens rasen. Det rent kvindelige, følelsesfulde var som sagt hendes teater-livsopgave, og de kranse, hun vandt på dette område, vil vist ingen berøve hende, og jeg mindst.

Den komiske skuespillerindes begavelse består først og fremmest i det guddommelige lune, i humorens altbesejrende magt, der ser alt med geniets øje ligesom i et mangefarvet glas, hvis stråler kaster sig til alle sider ned og op, dernæst i et ejendommeligt ydre, der er så gennemtrængt af den humoristiske sans, at det 222 blotte syn af hende fremkalder en uimodståelig munterhed hos tilskuerne, visse på, at de nu skulle nyde glædens forfriskende drik. Atter her er den komiske skuespillerindes fortrin tillige hendes indskrænkning; thi på grund af disse fortrin kan hun ingen plads finde i tragedien. Ligesom derfor den første art af talenter, de fø-lelsesfulde, har magt til at fremlokke tårerne, således har disse komiske talenter magt til at fremlokke latterens forfriskende udbrud; thi ligesom den følelsesfulde har det rige væld af gråd på bunden af sin sjæl, således har den komiske skuespillerinde det rige væld af latter på bunden af sin; denne grundtone, denne farvenuance i hele personligheden træder altfor stærkt, altfor dominerende frem, til at virkningen i tragedien kan blive ublandet, ligesom den følelsesfulde ideale personlighed vanskeligt kan forputte sig i det rent komiske og burleske. Naturbetingelserne strider imod hos begge fremstillerinderne.

Den tredje art af talenter, de såkaldte karakterskuespillerinder, må derimod kunne optage i deres spil både den førstes og den sidstes evne, både grådens og latterens, uden helt og holdent at gå op i følelsens bløde, smægtende betoning eller i latterens burleske liv. De kan heller ikke dette, fordi man ikke kan undlade at fæste sin opmærksomhed på de mange andre sider af det sjælelige liv. Denne art af talenter tørrer hurtigere tårerne af øjet, betvinger hurtigere latteren for at kunne se des klarere, skarpere, bestemtere på de mange nuanceringer, der ligger i digterens billede, og få dem alle tydeligt frem. De søger ikke at bøje billedet ind i deres individualitet, men bøjer deres individualitet ind i digterens billede for at gribe dets væsen og natur, ganske forglemmende deres private individualitet for ene og alene at tjene digteren og hans genius. Sådanne talenter har ligesom en afsky for al utydelighed, alt svævende i opfattelsen og i replikkens betoning. Klarhed i hele digterens billede er for dem et livsspørgsmål. De behøver til deres fremstillinger så at sige alle farver på paletten, hele skalaen fra hvidt til sort. De behøver derfor så vel følelsens som latterens evne, uden at det ene eller det andet påtrykker dem et bestemt præg som hos hine. Derfor kan en karakterskuespillerindes repertoire - ifald hun er, hvad hun bør være - gennemløbe den hele række af kvindefremstillinger lige fra det naive, helt op til det tragiske, dæmoniske, og deres repertoire vil derfor altid, på ethvert teater, blive

        

223 det største. Undertiden kunne de standses noget i deres løb ved en eller anden naturlig mangel, som f.eks. ved ikke at være i besiddelse af syngestemme, ved at være for liden af vækst eller deslige, men ellers lader der sig vanskeligt for dem afstikke en grænse, ved hvilken der står skrevet: »Hertil, men ikke længer.« - Den rige afveksling i deres talent fremkalder spændingen - eller om jeg så tør sige - nysgerrigheden hos publikum, så ofte de optræder i en ny rolle; thi ingen ved, hvad der denne gang vil bydes. De mange facetter, hvori deres talent spiller, ægger og ansporer til nye karakterskildringer, enhver ønsker at drage nytte af talentet og fremdrage nye sider heraf.

Her har vi altså de tre højst forskellige slags talenter. At mit talent hører ind under den sidste rubrik, vil blandt andet ses af mit udstrakte repertoire, så godt som i alle genres. En sammenligning mellem fru Nielsens og mit talent er derfor uden mindste berettigelse og i sig selv en urimelighed og røber kun liden indsigt i det, man giver sig mine af at stå over som dommer.

Medens fru Nielsen og jeg i tidligere år, hvor der måske kunne have været spørgsmål om rivalitet, gik fri for denne indblanding, denne æstetiske rettergang om, hvem af os to der stod højest i vor kunst, medens man i hine år meget vel kunne finde sig i at have to talentfulde skuespillerinder, hver i sit fag, ville man nu i de senere år, hvor al rivalitet måtte bortfalde, da hun spillede de ældre og jeg de yngre roller, mærkeligt nok absolut sammenligne hendes og mit talent og hæve den ene på den andens bekostning. At ville sammenligne to meget modsatte talenter er ligesom at ville bebrejde en fugl, at den ikke er fisk, og omvendt. Herre Gud! hvorfor ville man nu absolut have os to ens? Der hører en stor bornerthed til at ville fastholde dette sammenligningsprincip. Er begge talenter, hver for sig, hvad de bør være, da kan ingen sammenligning finde sted. Lige så vist derfor, som jeg, i den tarantoske strid, ikke ville kunne tilfredsstille eller fyldestgøre som Griffenfelds moder, lige så vist kunne fru Nielsen sandelig ikke have spillet prinsessens rolle. Hvortil da sammenligningen? Ifald jeg også havde hørt til de bløde, følelsesfulde skuespillerinder, da havde teatret ingen fremstillerinde ejet til at udføre den hele række af naive, komiske unge pigeroller i vaudevillen og lystspillet, uden at tale om den hele række af de Shakespeareske elskerinder, lyriske, ironiske, muntre, 224 alvorlige; ingen fremstillerinde ejet til de kokette franske verdensdamer med den skarpt tilspidsede replik, hvor tonen i et væk er stakkateret; ingen til de unge drengeroller, hvoraf jeg har spillet så mange; ingen fremstillerinde til de dæmoniske som Dina, Ragnhild, Maria Stuart. Var man virkelig blevet så fattig i sin kunstanskuelse, at man kun havde øje for een side i kunsten, medens man ønskede at udelukke alle de andre?

Man hører ofte den talemåde: »Enhver har lov at have sin smag.« Ja, dette har nu enhver lov til at have, så længe han ikke fordrer, at hans smag skal være alles; thi i så fald har han kun lov at have een, den rette; har han ikke den, da bør han tie og tabe sig blandt mængdens forvirrede dommere, og som sådan kan han endda gøre tilstrækkelig skade hos eftersnakkerne.]

Den 30te april opførtes »Prinsessen af Taranto« for sidste gang. [Hin aften fik jeg troen på, hvad jeg hidtil havde anset for en umulighed, nemlig at rygtet talte sandt, der sagde, at Høedt havde overtalt M. Wiehe til at forlade Det kongelige Teater og følge ham til et mindre teater under en forhenværende omrejsende skuespiller Langes direktion for at virke sammen med hans trup,] og jeg havde under hele aftenens forestilling bemærket en egen stemning hos ham, [uden at grunden hertil faldt mig ind.] Men i slutningsscenen i stykket, hvor Griffenfeld og prinsessen tager afsked med hinanden for sidste gang, så jeg Wiehe blegne under sminken, vakle og krampagtigt gribe om det nærstående bord for at holde sig oprejst. Jeg så forbavset op på ham og måtte tage mig stærkt sammen for ikke at falde ud af rollen; imidlertid så jeg, at han gjorde en kraftanstrengelse for at blive herre over sig selv; - vi fuldendte afskedsscenen i stykket, sagde hinanden farvel, og jeg følte, at dette farvel ikke alene gjaldt i skuespillet. Da jeg kom ud i kulissen, sagde jeg til Overskou: »Pas på Wiehe, når han om lidt forlader scenen; jeg tror, at han er [meget] syg.« - Kort efter kom Wiehe ud, Overskou fulgte efter ham; men da han med stærke, faste skridt hurtigt gik op ad trappen og ind i sit påklædningsværelse, vendte Overskou om og sagde til mig: »Jeg tror ikke, at han fejler noget, han gik ind i sin stue.« [Men fra dette øjeblik vidste jeg, at rygtet var grundet; han havde føjet Høedt i at afbryde sin virksomhed ved Det kgl. Teater.] 225 At Wiehes tilstand på scenen ikke var en indbildning af mig, fik jeg bestyrket ved, at min rare pyntekone, madam Gram, kom løbende hen til mig med det udråb: »Gud, frue, hvad fejlede hr. Wiehe i Deres afskedsscene? jeg så tydeligt fra kulissen, at han blev ligbleg og vaklede.« - »Har De også bemærket dette?« svarede jeg, »mig synes ligesom De.« - »Ak, den stakkels hr. Wiehe,« udbrød hun deltagende, »Gud forlade dem, der har ført ham på gale veje!« - og tårerne stod den velsignede kone i øjnene, medens alt blodet var strømmet mod mit hjerte. [Endnu havde Heiberg intet officielt erfaret om Wiehes plan til at forlade vort teater.]

Også fru Nielsen var hin aften i en ophidset stemning, om af samme grund, ved jeg ikke, men da jeg i aftenens løb henvendte et par ligegyldige ord til hende, var det med nød og næppe, at hun kunne få et par stolte, kolde ord over læberne; også i hendes sjæl var der af de sammensvorne dryppet en gift, som tidligere ikke hørte hendes natur til. Og hvorfor var disse mennesker da vrede på mig? Ville de, at jeg skulle gøre fælles sag med dem imod min egen husbond? Kunne de fordre, at jeg skulle være enig med dem om at nægte ham hjælp og bistand? Kunne de fordre, at jeg skulle lukke øjnene for al den uret, der ved dem blev tilføjet ham, fordre, at jeg skulle være med i en ophidset, lidenskabelig stemning, hvori løgn blev gjort til sandhed og sandhed til løgn? Krævede de ikke dette af mig, hvad var det da? Heiberg stod for mig så ren i alle sine motiver, så fri for alle planer til at modarbejde deres ønsker, når disse kunne forenes med, hvad han anså for ret og billigt, stod for mig som den højst forurettede indadtil og udadtil; stod for mig som den fine, dannede mand lige overfor råhed og uforstandig anmasselse, for bagvaskelse og uværdige angreb; stod for mig som den tålmodige, der arbejdede ufortrødent, uden at klage, uden at lade noget menneske lide ved sit slette humør over den uret, der dagligt tilføjedes ham. Jeg havde aldrig beundret ham mere end i disse år, aldrig været ham mere og inderligere hengiven end nu i denne hans ufortjente modgang. Aldrig syntes mig, at jeg med større føje havde kunnet bruge de ord om ham, som Hamlet udtaler om sin afdøde fader: »Tag ham i et og alt, han var e n mand.« Og denne mand skulle jeg nu roligt se på blive bagvasket, småligt bedømt, undervurderet, uden at vise 226 alverden, at jeg stod på hans side, at han i det mindste hos mig skulle finde den troskab, det medhold, den retfærdighed, den hjælp, der nægtedes ham fra så mange sider! Var de virkelig vrede på mig, fordi jeg hjalp ham, hvor det var mig muligt at hjælpe? Havde jeg måttet spille mig tildøde for at hjælpe ham ud af forlegenheden, jeg ville have hjulpet ham! [Havde mit blod kunnet give ham oprejsning, jeg havde ofret det. Kunne disse forvildede kunstnere kræve mere af Heibergs hustru, end at hun tav, holdt sig stille tilbage uden at vise dem stolthed og bitterhed, uden at vise den retfærdige harme, som brændte i hendes årer ligeoverfor disse utaknemmelige, disse hovmodige kunstnernaturer, der ligesom uartige børn sønderslog alt for om muligt at vinde en lille sukkerkage, der ligger bag det sønderslagne! - Ak, ja! »I sådanne tider er det et strengt arbejde at få sin livsglæde bygget«.

Iblandt de beskyldninger, som bladene havde været kolportører for, var også den, at jeg stod de yngre ivejen - en beskyldning, jeg virkelig kunne høre med et smil; thi var der nogen, der var ven med de yngre, mænd og kvinder, da tør jeg nok sige, at det var mig, hvilket de også stadigt lønnede med godhed, opmærksomhed og hengivenhed. Jeg havde ofte med stor beredvillighed hjulpet dem med deres fremstillinger og aldrig modsat mig noget ønske om at forsøge deres lykke i mit repertoire.]

[Men er nu ikke bladredaktørerne nogle underlige tankeløse, ja ofte næsten utilregnelige væsner! Først i april klagede også »Fædrelandet« over, at jeg ikke overlod flere af mine roller til de yngre. Teatret havde i dette øjeblik i grunden kun ét yngre kvindeligt talent, som der kunne være spørgsmål om, nemlig jomfru Larcher, (senere fru Jacobson,) der havde debuteret i »Kvindens våben«, en elev af fru Nielsen og Høedt, og derfor stærkt under deres beskyttelse, uden at denne unge pige i mindste måde tog del i noget af alt det, der gik i svang. - »Fædrelandet« havde, som sagt, meget tilrådet, at jeg kunne afgive en del af mine roller til de yngre. Da nu Heiberg ønskede, påny, at drage det franske en akts stykke »Kvækeren og danserinden« frem, med Wiehe første gang som kvækeren, et stykke, der i mange år havde gjort megen lykke, og som nu i længere tid havde hvilet, sagde jeg til ham: »De skriver jo, at jeg bør give mine roller af til de yngre; nuvel, her er en, lad nu jomfru Larcher, den eneste yngre, der kan være spørgsmål om, 227 spille denne rolle, istedetfor mig, så er både hun, jeg og bladredaktøren hjulpet.« Rollen blev altså overdraget hende. Men hvad skrives så en kort tid efter, da stykket gik over scenen med hende, i dette samme blad: »At slige overdragelser af mine roller til yngre i grunden ikke var andet end festforestillinger for mig, en sand positiv triumf«, osv.

Berlingske Tidende svarede da herpå: »Vi kan ikke andet end indrømme rigtigheden af »Fædrelandets« træffende bemærkning, at opførelsen af »Kvækeren og danserinden« i mandags aftes i grunden var en festforestilling for fru Heiberg, en sand positiv triumf; men vi må derhos yderligere tilføje, at det er, og vil være tilfældet med enhver forestilling, hvor en anden optræder i en af de roller, som denne kunstnerinde så at sige har skabt. Hun står endnu ej blot uovertruffen, men selv uopnået, ja måske uopnåelig. Ligefra tragediens dybeste alvor, indtil lystspillets, ja selv farcens lethed og overgivenhed, ligefra Shakespeares Julie, Oehlenschlägers Dina og Hertz's Ragnhild, indtil den stumme madamme i Holbergs Barselstue, har hun vidst at løse sine opgaver på en ligeså ejendommelig som fuldendt måde. Teatret har haft ikke få store talenter i enkelte fag, og besidder endnu i madame Nielsen og madame Phister tvende sådanne, hvortil det er et stort spørgsmål, om fortiden vil kunne påvise magen, men vist er det, at et så alsidigt talent som fru Heiberg, har vort teater ikke været istand til at opvise i de sidste 60 år.

Kun virkelig komplet, - måske i ganske enkelte tilfælde, kun en påtagen uvidenhed om, hvad fortiden i denne retning har budt såvel ude som hjemme, og om hvad der endnu førstnævnte sted bydes, kun en sådan uvidenhed, en sådan mangel på sammenlignende erfaring kan fremkalde eller undskylde et angreb, som et vist parti, eller rettere en svag klike, har gjort sig til regel ved enhver lejlighed at rette mod en kunstnerinde, som i sålang e n tid har været vor scenes pryd. Det er ikke længe siden, at der klagedes over, at fru Heiberg med en ældre kunstnerindes egoisme og skinsyge rugede over sit repertoire, og ikke til de yngre ville afgive noget af sin overflødighed af roller, hvorved der virkedes lammende ind på scenens kræfter; -og nu, da denne kunstnerinde har afgivet en rolle til en yngre skuespillerinde, optages det således, at det, idetmindste i deres øjne, 228 som kun vil betragte sagen ensidigt, får udseende af at være beregnet på at skaffe førstnævnte en triumf, samtidig med, at det gribes som en ny, passende lejlighed til at sige teaterdirektøren en ubehagelighed, o.s.v.«]

[Man ser heraf, hvor vanskeligt, ja umuligt det var for Heiberg eller mig at gøre det parti tilpas, der kun havde ét løsen: at frarive mig publikums yndest, og ham den plads han indtog som teatrets leder og bestyrer. Da Tscherning 1849, som jeg alt har fortalt, sagde til mig: »Nu har De fået det vanskeligste embede i landet!« da forstod jeg knapt hvad han hermed ville sige; i 1855 var det mig fuldkommen klart.]

I et tilbageblik, som Heiberg senere skrev om sin embedsførelse 1855-56, findes følgende bemærkninger om denne sæsons slutning:

»Hr. Høedt havde altså nødtvungen forladt teatret, hr. Wiehe havde frivillig besluttet at gøre ligeså, når den indeværende sæson var udløbet. Officielt var imidlertid endnu intet herom bekendt, men der ymtedes om det, og ministeren havde, da spektaklerne stod på, været meget betænkelig, ikke over Høedts afgang, men over at denne kunne drage Wiehes efter sig: Noget, jeg fandt så urimeligt, at jeg, der ikke havde nogen speciel indvielse i forholdet, ikke kunne tro derpå. Imidlertid lod efterretningen ikke vente længe på sig, og, besynderligt nok, syntes den fremkaldt ved en anledning, hvoraf man ikke skulle have ventet denne virkning. Thi næppe havde jeg skriftligt underrettet hr. Wiehe om, at der var tillagt ham et årligt gagetillæg af 300 rdlr., før jeg til svar modtog en i to linier affattet ansøgning til kongen om afsked ved sæsonens udgang, ikke engang ledsaget af noget brev til mig, men kun et par ord, skrevet i selve konvolutten, og som ganske tilfældigt faldt mig i øjnene, idet jeg ville kaste den frarevne konvolut bort.« Så vidt havde Høedts omgang og påvir-ken bragt den beskedne, stille, drømmende Michael Wiehe. »At en skuespiller, der sætter en ære i at forlange sin afsked på en brutal måde, også burde have den, var indlysende; uden derfor at gøre noget skridt i modsat retning, indstillede jeg ham ubetinget til afsked, hvilken han også erholdt i de sidste dage af sæsonen. Men fra det øjeblik, jeg havde modtaget hans ansøgning, og da bladene, som sædvanligt, benyttede den givne lejlighed til at 229 agitere publikum, besluttede jeg, at han i resten af sæsonen ikke mere skulle optræde på scenen, uden at jeg dog gav ham eller andre noget vink derom, kun med undtagelse af de mig nærmest stående embedsmænd, der havde at gøre med den daglige tjeneste, og på hvis tavshed jeg kunne stole. Vel kunne det være betænkeligt, især i maj, da komedielysten altid er svækket, at pålægge repertoiret en følelig indskrænkning, men dette hensyn forekom mig her at være underordnet, og min bestræbelse for at skaffe et tiltrækkende repertoire tilveje i maj lykkedes så godt, at denne måned blev en af de heldigste for kassen, og det næsten ikke mærkedes, at hr. Wiehe ikke spillede.«

I slutningen af forrige sæson havde ministeriet nedsat en kommission, der under digteren C. Hauchs forsæde - Heiberg var ikke opfordret til at indtræde - skulle drøfte allehånde teaterspørgsmål. Blandt meget andet, som der forhandledes, bragte ministerens sekretær Christensen, der var blevet medlem, også under overvejelse, om der ikke burde oprettes et teaterråd, hvori skuespillerne skulle have en stor indflydelse på afgørelsen af alle vigtige teateranliggender. Men denne i visse kredse meget yndede tanke kunne ikke trænge igennem, da den mødte modstand hos de tre skuespillere Holst, Sahlertz og Overskou, der af skuespillerne selv var valgt ind i kommissionen. I det forslag til et reglement for tjenesten ved teatret, som man tilsidst enedes om, og som udstedtes i juli 1856, indskrænkede man sig derfor til oprettelsen af en teaterjury, der skulle afgøre indsigelser, som fremsattes af skuespillere mod overtagelsen af en rolle, direktøren havde tildelt dem, en bestemmelse, der snart viste sig at være dødfødt, da ingen ønskede dens anvendelse, da det kom til stykket. Havde ministeren kendt de personligheder, han her ville gøre til dommere, som Heiberg kendte dem, kunne han have vidst dette resultat forud.

Den stilling og indflydelse, Hall havde erhvervet sig i det politiske liv, gjorde hans stemme meget mægtig på rigsdagen. Ved hans indflydelse lykkedes det at få rigsdagen til at samtykke i, at der lidt efter lidt blev bevilget ikke ubetydelige summer til at omskabe det gamle teater, der ingenlunde svarede til tidens fordringer, til et så godt som helt nyt. For i år ville man lade det bero med at forskønne og udvide tilskuerpladsen; næste år agtede man at tage fat på selve scenen, påklædningsværelser og hele det indvendige 230 arrangement, medens man dog agtede at beholde teatrets gamle bekendte portal ud til Kongens Nytorv. Mange, blandt dem Heiberg, rystede på hovedet over dette lappeværk, men Hall og Christensen var stolte og betagne af denne plan, og de satte deres vilje igennem og anvendte store summer herpå, der, som tiden bedre end noget ræsonnement beviste, for en ikke ringe del var spildt. Kun den utvivlsomme fordel havde ombygningen, at teatrets udseende blev så forfærdeligt, at nødvendigheden af en ny teaterbygning tilsidst gjorde sig gældende med uimodståelig styrke. Så snart sæsonen var sluttet, vidste det hele København den store nyhed med fuldkommen vished, at den på grund af sin opførsel afskedigede hr. Høedt agtede at optræde til efteråret på det såkaldte Hofteater i forening med sin ven hr. Wiehe, sammen med Casinos personale under dets forhenværende direktør, hr. Lange. Hele byen var som en synagoge, hvor alle snakker i munden på hverandre, så at man ikke kunne høre ørenlyd for sladder. Alle blade, alle munde kom nu i bevægelse, og næppe har man i vor tid nogen forestilling om det røre, som en teatersag i hine år kunne afstedkomme i det gode gamle København. Dagbladene modsagde sig selv i et væk, »Berlingske Tidende«, f.eks., klagede nu i høje toner over Høedts afsked i modsætning til sin tidligere dadel af hans opførsel, »som ikke burde tåles«, og hvorfor man håbede, at han for bestandigt blev forvist fra scenen, eller i alt fald skulle straffes med at gøre publikum en afbigt. Fremdeles ytrede det: »Hvad hr. Wiehe angår, da tør vi dristig påstå, at bestyrelsen visseligen ikke har givet ham anledning til utilfredshed---. Der har næppe været nogen skuespiller, der er blevet ydet så megen anerkendelse og opmærksomhed både fra bestyrelsens og publikums side som er blevet hr. Wiehe til del. Hans bortgang er os således ubegribelig, og i Heibergs forhold til ham må man sandelig ikke søge grunden.« [Det store publikum havde vel grund til at forundres, til at forbavses over dette rygte. Det vidste ikke, at den snilde Høedt formeligt havde taget løfte af Wiehe, at han, nu da Høedt var afskediget, skulle søge sin. Hvad man lige så lidt vidste, var, at Phister også af hån mod Heiberg havde givet løfte om, at hvis Wiehe gik bort, han da uopholdeligt ville følge med og forlade Det kongelige Teater, ligesom Nielsen alt var vundet for planen, da også han brændte af begærlighed efter atter at spille 231 komedie. Dog her havde de to venner Høedt og Wiehe forregnet sig. Phister var en bedre regnemester og sagde til sig selv: »Man ved, hvad man har, ikke hvad man får.« Han blev, da de andre gik, og atter her hørte man udråbet: »Vi er bedraget«.

Se alt dette skulle nu sættes i scene af kunstneriske hensyn.]

Fornyede [pøbelagtige] angreb så vel i bladene som i små skillingspjecer regnede nu ned over Heiberg. Kierkegaard siger [et sted: »Det pøbelagtige er desværre altid populært,« og således viste det sig også ved denne lejlighed. Man tiljublede enhver litterær dreng sit bifald over angrebene, og Heiberg undergik således den skæbne, som en af de jødiske profeter betegner som den hårdeste, nemlig »at dømmes af drengene«. Kierkegaard siger fremdeles] om en lignende situation, som ramte ham selv: »Man m å se - den karakterløshed, hvormed ellers retskafne mennesker siger: det er en skam, det er oprørende at gøre eller ytre noget sådant -og så selv bidrager deres lille del til at indhylle stad og land som i et snefog af pjat og bysnak. - At gøre det, især ved hjælp af pressen, er let nok; og når det så er gjort, behøves der måske en generation for at forvinde det.«

»Dagbladet« [(Hr. Bille), som man i disse år almindelig kaldte »Halls blad«,] besørgede i overflødighed snefoget og bysnakken; men Heiberg bevarede under alt dette sin ejendommelige ro og ligevægt. En dag hørte jeg en sige til ham, hvorledes det dog hang sammen, at netop hans tidligere ven Halls blad bedømte ham så hårdt og ubilligt? Heiberg svarede smilende: »Jeg ved såmænd ikke; han må have fået et nyt og klarere syn på mig.«

Hvad der måske mest af alt satte ikke alene Heiberg, men mangfoldige med ham i forundring, var, at hr. Lange af kongen fik tilladelse til at benytte Hofteatret, en tilladelse, der blev givet af kongen personlig uden ministeriets medvirkning. Heibergs modforestillinger til ministeriet frugtede intet. Endnu havde direktør Lange imidlertid ikke fået den nye, omfattende bevilling til at åbne et teater, som han ved kongens protektion håbede at opnå gennem justitsministeriet. Uagtet Langes ansøgning herom ikke var afgjort, da hans ældre bevilling i 1855 udløb, vedblev han, der i september samme år havde begyndt sine forestillinger på hofteatret, dog uforstyrret at spille her i flere måneder uden nogen bevilling, indtil der i slutningen af marts 1856 blev givet ham et nyt privilegium. 232 Den erklæring, Heiberg efter kultusministerens opfordring havde afgivet over Langes ansøgning, havde dog virket så meget, at privilegiet ikke blev affattet i så vide udtryk, som Lange havde ansøgt om, men dog altid omfattende nok til at vække tvivl om grænsen i forhold til Det kongelige Teaters repertoire, til hvis hævdelse Heiberg ikke fandt nogen virksom understøttelse i kultusministeriet.

Hvorledes gik nu alt dette til?

Den hele sag så for alverden ud som en demonstration mod Det kongelige Teater og dets direktør.

Lange var en [snu] mand, der ved mange forskellige lejligheder havde vidst at nå sit mål. Han stod i nært venskabsforhold til Frederik den Syvende, måske støttet ved broderskabet i frimurerlogen. Da Lange var direktør ved Casino, havde grevinde Danner opnået der, hvad hun trods al anstrengelse ikke havde kunnet sætte igennem i nationalteatret, at hilses af publikum som kongens gemalinde. Hendes nærværelse i Det kongelige Teater var og blev et slags inkognito. Man lod, som om man ikke så hende, og så hende kun for at stødes over den plads, hun indtog i den kongelige loge, fra hvilken den kongelige familie trak sig tilbage. Først ved ombygningen af tilskuerpladsen besøgte de atter teatret i første etages balkonloge, der blev indrettet til de kongelige herskaber, som her troede sig sikrede for grevindens nærværelse. Lange havde forstået i Casino at samle et publikum, der hilste grevinden ved hendes indtrædelse i hans teater. Stor velvilje og hæderstegn var Langes løn af det taknemmelige ægtepar. De interesserede sig derfor i høj grad for, at forestillingerne på Hofteatret skulle komme istand, da grevinden her ligesom ville få sit eget teater og sit eget publikum. Man bad derfor kultusministeren og justitsministeren om at vise sig føjelige overfor Langes ønske. Ministeren havde måske ikke få sager, overfor hvilke kongen igen skulle vise sig føjelig. Således »vasker den ene hånd den anden«. Kort, Lange satte sin plan igennem imod al form og vedtægt, og hofteatret var grundet. Høedt sluttede sig til Lange. Hans bortgang fra Det kongelige Teater var til hans ærgrelse hurtigt blevet betragtet med ligegyldighed. Alt gik som sædvanligt, og den hele kamp lod til at være tabt for ham. Der måtte nye tropper i ilden for at forsøge et yderligere stormløb, og Wiehe lod sig overtale til at storme forrest 233 op ad skansen, ligegyldig, om han ved stormløbet satte livet til. Og han satte livet til, ikke ved at rammes øjeblikkeligt af en dødbringende kugle, men ved at indånde en giftig luft, der lidt efter lidt undergravede hans hele konstitution, så at inden få år både legeme og sjæl bukkede under. Imidlertid hævede der sig stemmer for og imod Høedts og Wiehes beslutning. De var ikke få, som fandt Wiehes indbildte karakterfasthed umandig og for hensynsløs mod det teater, der havde båret ham frem til den stilling i kunsten, han nu indtog. De var ikke få, som harmede sig over Høedts egoistiske herredømme over den, han kaldte sin ven. Både offentlige og private stemmer udtalte dette skarpt.

Altså: Lange satte sin plan igennem, fordi så manges ønsker forenedes herom: Hall ønskede det, fordi kongen og grevinden ønskede det; Wiehe ønskede det, fordi Høedt ønskede det; Høedt [og Nielsen ønskede det for at få lejlighed til atter at spille komedie; thi Nielsen stolede på, hvad der mærkeligt nok også skete, at kultusministeren ville fritage ham for at opfylde den skriftlige forpligtelse, han ved sin pensionering havde udstedt, til ikke at optræde på noget af de andre teatre,] og endelig ønskede Christensen det i håb om derved at fortrænge Heiberg. [Først i de to sidste år forinden Høedts død, altså 22 år efter, lød beretningen pludselig, [der sagdes, efter Høedts mundtlige beretning. »Hvor let at skyde skylden på en anden, der er død og kan sig ej forsvare«,] at det ikke havde været Høedt, der havde formået Wiehe til at forlade Det kongelige Teater, men Wiehe, der havde formået Høedt dertil. Tro dette, hvo som vil, mig får ingen til at tro det. Sagen var, Nielsen havde taget sin afsked, Høedt havde fået sin. Begge gik de ledige på torvet, og begge brændte af begærlighed efter atter at spille komedie. Nielsen benyttede lejligheden til at få en benefice på hofteatret med samvirken af Høedt og Wiehe. Nielsen lod sig dog ikke engagere af Lange. Planen blev udruget i det Nielsen'ske hus, og Wiehe blev vundet for planen. [Det lå ikke i Wiehes karakter at hitte på slige entreprenante foretagender. Hall gjorde Høedt til professor. Det var dette Høedt kaldte for sit martyrium.]]

Beneficeforestillinger om sommeren var alt længe afskaffede ved indførelsen af feu. Ikke desto mindre fik man dem ved at gå ad bagtrapperne atter optaget, fordi Nielsen nu ønskede en sådan.

234

Men da Det kongelige Teaters tilskuerplads dagen efter den sidste forestilling i sæsonen straks skulle nedbrydes, og byggearbejdet begyndte, måtte han give sin forestilling på Hofteatret. Denne private forestilling skulle have den tredobbelte interesse, idet alt nu den afskedigede Høedt og den bortløbne Wiehe skulle optræde. Planen var godt lagt. Huset udsolgt. Til denne forestilling valgtes et stykke af Det kongelige Teaters repertoire, »Slottet i Poitou«. Ved Nielsens og Wiehes indtrædelse lød stærke bifaldsytringer, hvorimod Høedt straks ved sin indtrædelse modtoges af stort spektakel, af hyssen, applaus og en lidenskabelig piben, der først endte ved tæppets fald og politiets mellemkomst.

Som efter en storm i skoven, hvor afrevne grene og blade ligger kastet rundt imellem hverandre, så uhyggeligt og forvirret så alt ud for mig efter denne afskyelige sæson. Gamle venskabsforhold brudt, Heiberg mishandlet i en stilling, han med så megen kærlighed havde overtaget, mishandlet af pressen, af publikum, der ikke ville, ikke kunne få syn på, hvem der her havde spillet den anmassende, fordærvelige rolle, og hvem der var den forurettede, hvem der her var genstand for forfølgelse, [udsprunget af enkeltes forfængelige, hovmodige motiver. Og de, fra hvem uretten og forvirringen i alt dette skrev sig, gik med skinhellige miner, indbildende sig selv og andre, at de virkelig troede på deres eget martyriums renhed og berettigelse.]

Jeg selv var ødelagt på sjæl og legeme, usigelig bedrøvet over, at den skuespiller, med hvem min kunstneriske virksomhed så nøje var sammenvokset, ikke mere skulle udøve sin kunst ved min side, men [stod ene med sine evner i en omgivelse, hvor han snart ville føle sin ensomhed tungt og trykkende, ligesom jeg ville føle min, prisgivet til at skulle samvirke med unge, begyndende, umodne talenter, hvilket ikke kunne andet end trykke og hæmme mine fremstillinger og standse al lyst og interesse hos mig] for en kunst, jeg med så megen glæde, kraft og begejstring tidligere havde udøvet, og mig syntes, at dette var mere, end jeg kunne bære.

»Anfangs wollt' ich fast verzagen,
Und ich glaubt', ich trüg' es nie;
Und ich hab' es doch getragen, -
Aber fragt mich nur nicht: wie?«

235

VII 1855-56

Vær glad, når faren vejer
hver evne som du ejer:
Jo større sag
des tyngre tag,
men desto større sejer!
Går støtterne i stykker
og vennerne får nykker,
så sker det blot,
fordi du godt
kan gå foruden krykker.

(Bjørnstjerne Bjørnson).

Teatersæsonen begyndte i år ikke som ellers den 1ste, men først den 23de september, fordi man ikke før var blevet færdig med ombygningen af tilskuerpladsen. For øjet havde denne vundet [noget, men i bekvemmelighed var og blev den dårlig og havde således egentlig vundet meget lidt i forhold til den tid og de penge, der var anvendt herpå. Men denne dom måtte på ingen måde udtales højt, tværtimod, man skrev, man udtalte kun beundring over Halls heldige indgriben i teatrets anliggender også i denne retning.] Det blev nu pålagt teaterdirektionen at forhøje den laveste abonnementspris ved logeauktionen. Noget som det store publikum ikke ynder, og som vanskeliggjorde logeabonnementet for denne sæson. Hertil kom nu, at Bournonvilles niårige engagement var udløbet ved forrige sæsons slutning. Han opstillede da så urimelige fordringer for at gå ind på et nyt engagement, at man fandt det utilrådeligt at gå ind herpå. Balletten havde desuden i de senere år tabt meget af sin interesse. Bournonville var harmfuld herover og plejede at sige: »Jeg trænger til et nyt publikum, og publikum trænger til en ny balletmester.« Det blev derfor for øjeblikket opgivet at engagere ham påny. Han lod sig nu engagere til en række forestillinger i Wien og tog offentlig afsked med det danske publikum i et af vore blade. Han nævnte ikke heri den rette grund, nemlig hvad han havde betinget sig for at blive. Under 236 de nuværende forhold ventede han mere sympati, når også han gav det udseende af, at ene Heiberg var skylden i hans fjernelse. Hans ofte gentagne replik: »Jeg trænger til et nyt publikum, og publikum til en ny balletmester,« fortav han viseligt i sine afskedsord; disse var stilede således, at enhver af dem kunne uddrage, hvad han helst ønskede, og man ønskede at give Heiberg skylden også for dette tab. At Bournonville forlod teatret, når hans engagement var udløbet, hertil var for hans vedkommende intet at sige, men at han, for at savnet skulle blive så meget føleligere, fik udvirket hos ministeren, imod direktørens bestemte og kraftige indsigelse, at teatrets eneste solodanserinde Juliette Price fik permission for så godt som hele sæsonen for at forherlige hans forestillinger i Wien, medens balletten herhjemme uden hende var uden al nytte for repertoiret, hertil var visselig meget at sige; det måtte se ud for alle, som om ministeren deltog i planen om at umuliggøre det for Heiberg nogenlunde at komme igennem denne af så mange grunde yderst vanskelige sæson ved også at berøve ham ballettens medvirkning i det daglige repertoire. Frøken Price rejste altså virkelig med ministerens tilladelse til Wien med Bournonville, fritaget for alle sine forpligtelser til Det kongelige Teater i København.

Imidlertid blev denne udenlandsrejse, hvoraf man havde ventet sig så glimrende resultater, mere til Bournonvilles og frøken Prices skade end til Heibergs, idet han hjalp sig igennem uden dem, medens de havde den skuffelse ikke at trænge igennem i den store kejserstad på den måde, de havde håbet, og som de som kunstnere havde fortjent.

Sæsonen 1855-56 begyndte altså med en konkurrence med et nyt teater på Christiansborg Slot, hvor Høedt og Wiehe skulle glimre i nye retninger i kunsten; balletten så godt som ophørt, fru Nielsen meldt syg de første 6 måneder af sæsonen, Phister og kone overfaldet af en så sart helbredstilstand, at de erklærede, at de kun var istand til at gøre »betinget tjeneste i repertoiret«. Dagspressen jublede over alt dette og udtalte i høje toner, at Heiberg ville blive nødt til at lukke Det kongelige Teater kort efter dets åbning af mangel på forestillinger. Det var under sådanne vilkår, at han optog den handske, der fra alle sider blev ham tilkastet.

Men Heiberg tabte ikke modet eller sin arbejdslyst til trods for 237 alt dette, men anstrengte sig rastløs for at gøre alle spådomme tilskamme, og det endelige resultat af de 9 måneders virksomhed var - at indtægten i denne sæson var den største, nogen teatersæson havde at fremvise.

Naturligvis vidste man også at angribe dette uventede resultat, idet man udviklede, at den store indtægt skrev sig fra de forhøjede billetpriser. Men det synes dog indlysende, at ifald Heiberg ikke ved sit afvekslende repertoire havde vidst at tiltrække publikum til trods for de høje priser, så var en sådan indtægt udeblevet. Spådommen, at han inden kort tid ville blive nødt til at lukke teatret, gik lige så lidt i opfyldelse; der blev spillet hver aften til den sidste dag i sæsonen.

Var der noget, der beviste, at Heiberg var sin post voksen, da var det sandelig, hvad han i denne sæson formåede at udrette. Ikke desmindre skrev »Fædrelandet«: »- ifald Heiberg ikke fjernes, går teatret tilgrunde.« Når man læser alt, hvad hr. Ploug under teaterspektaklerne har ytret om Heiberg som direktør, hvo skulle da tro, at det var den samme mand, som en del år efter, i 1866-67, ytrede om Heiberg under en af forhandlingerne i landstinget, hvor talen var om indskrænkning af tilskuddet til teatret: »- der kan endelig ske indskrænkning i retning af teatrets virksomhed, således som også allerede den mand, der ubestrideligt var den dygtigste a f dem, der har været kaldet til tea trets bestyrelse, havdetænkt p å.«

At denne teatersæson havde et så heldigt udfald, hertil bidrog også den ro, fred og stilhed inden for teatrets mure, som det i så lang tid havde savnet. Det meste af Wiehes repertoire opførtes ikke, og i de stykker, som ikke kunne henlægges, blev hans roller tildels udført af nogle yngre begyndere, men især af Hultmann, en skuespiller, der jo også hørte til publikums yndlinge, om end i et andet fag end dem, hvori Wiehe havde udmærket sig, og disse hans nye fremstillinger optoges med velvilje. Hultmann var lykkelig over at få lejlighed til at udvikle sine evner i nye retninger og ytrede ofte til mig: »Ak, frue, om det havde været mig forundt tidligere således at spille sammen med Dem, da skulle De se, hvilken skuespiller jeg da var blevet.« - Medens Hultmann således udførte Wiehes taknemmelige roller på Det kongelige Teater, udførte Wiehe utaknemmelige roller på Hofteatret, der dels var hans talent 238 uværdige, dels lå udenfor den genre, hvori han hidtil havde haft sine bedste triumfer, og han udførte dem under et sjæleligt tryk, der kun var altfor synligt. Hr. Høedt derimod svømmede veltilfreds som anden i kæret, ikke brydende sig om, at dette vand var en del plumret og kun lidet skikket til at hævde hans »æstetiske anskuelser«, - det var stykker som »Berthas klaver«, »En evadatter« etc. Det danske publikum jublede over disse fremstillinger, og dagspressen skænkede så vel disse dramatiske arbejder som udførelsen sin fulde, varme anerkendelse. Ikke eet af disse arbejder, som Hofteatret levede af under Høedts kunstneriske ledelse, gik imidlertid senere over i Det kongelige Teaters repertoire, da Høedt, Wiehe og Nielsen atter indtog deres indflydelsesrige stilling der. Det bedste tegn på, hvad værd disse stykker i sandhed havde.

Man tro imidlertid ikke, at de roser, Høedt plukkede på Hofteatret, var uden torne. Men som det ofte går, kommer disse fra en kant, hvor man mindst har ventet dem. Denne gang kom de fra vennen Wiehe, der meget hurtigt følte, at her var ikke hans rette plads. I det efemere repertoire, hvori Høedt nu glimrede, følte Wiehe sig fuldkommen tilovers og var derfor misfornøjet med sin hele virksomhed. Der var sandelig også noget tragisk i at se sådanne evner spildt på sådanne opgaver. Wiehes varmeste beundrere var forbavset over den måde, hvorpå han her spillede og ligesom sløsede sine utaknemmelige, mådelige roller hen over scenen. »Men hvad går der dog af Wiehe?« hørte man ideligt, »hvorledes er det, han spiller?« Da en engang ytrede disse ord til Høedt, svarede han: »Jeg ser det nok, men ti for Guds skyld stille, vi lider nok iforvejen af hans slette humør.« - Øjnene var alt dengang begyndt at åbnes på Wiehe; han begyndte at ane, hvor Høedt havde ført ham hen; han begyndte vist at spørge sig selv - i al hemmelighed - om det virkelig var af kunstneriske hensyn, Høedts sædvanlige deklamationsfrase, at de havde forladt Det kongelige Teater, og om disse hensyn da blev fyldestgjorte her?

Medens pressen på alle måder støttede Hofteatrets præstationer, gjorde den sit yderste for at sætte Det kongelige Teaters virksomhed i det sletteste lys. Man ærgrede sig over, at Heiberg benyttede en del yngre kræfter for at kunne give større forestillinger, ærgrede sig over, at disse forestillinger gik deres rolige gang, og at publikum mødte til dem. [I »Elverhøj« spillede jeg første gang Elisabeths 239 rolle og vandt uagtet min helt forskellige opfattelse fra min forgængerinde fru Nielsen meget bifald i samme. Stykket gik 18 gange for udsolgt hus, hvoraf 3 gange uden abonnement. Medens man tidligere havde bebrejdet Heiberg, at ikke de unge kræfter blev draget frem, var man i denne sæson formeligt rasende over, at han forsøgte at hjælpe sig ved at lade enkelte yngre forsøge sig i større roller, således frøken Nielsen i Dyveke samt to unge mænd, der tidligere havde været ansat ved balletten, hr. Paetz, der havde et fordelagtigt ydre for scenen, og som på grund af sin legemlige uddannelse ved balletten bevægede sig smukt, og hr. Nehm, en ung dannet, sanddru og elskværdig mand, hvorom man kunne bruge Baggesens ord: »En fyr jeg ikke har andet imod, end at han til teatret er næsten for god«. Denne sidste kastede man sig især over med en råhed, en brutalitet, der gik så vidt, at man en aften, da han spillede Holbergs vanskelige rolle, Jean de France, næppe ville lade ham komme til orde. Man lo, en enkelt pibe akkompagnerede hans spil, og bladene, der havde skreget på unge talenter, fordømte ham så at sige fra hans første skridt ud af kulissen ind på scenen. Læseren spørger vel: »Var han da så slet?« Herpå svarer jeg med fuld overbevisning: »Han var den bedste Jean de France, jeg i de mange år, jeg har været ved teatret, har set.« Hans forståelse af rollen var ypperlig. Den alvor og ærlighed, hvormed han fremstillede den naragtighed, som det, at være på højeste mode, havde drevet den unge landsbyjunker til, var rosværdig og borgede for, at han havde evne til at opfatte det karakteristiske ved en karakter. At lunet glippede, er vel en selvfølge, når en ung debutant ved den første replik af en komisk fremstilling mærker, at publikum på forhånd er ham imod. Også havde han mangler at bekæmpe i sit organ til ædlere roller, men ingenlunde til Jean de France. Ved sæsonens slutning forlod han teatret og skaffede sig på grund af sin dannelse og noble karakter en stilling, hvori han fik oprejsning for den uret, som tidsomstændighederne og det, at Heiberg satte pris på ham, havde været årsag til. Kort sagt, man havde ideligt en følelse af, at ligesom man i det daglige prosaiske liv bestandigt må kæmpe for at holde smudset borte og må sørge for at have støvekluden ved hånden, således havde Heiberg her på det åndelige gebet en kamp med smudset at bestå, der var usigelig trættende og åndssløvende.] Så

        

240 godt som alle ved Det kongelige Teater arbejdede nu stærkt og med utrættelig iver for at støtte Heiberg. Kun bruddet med Phister fra forrige sæson havde ikke antaget nogen mildere karakter. Også han havde levet i det håb, at Heiberg i denne sæson ville blive nødt til at standse forestillingerne, og han gjorde, hvad der stod i hans magt, for at dette håb skulle gå i opfyldelse. Ved nu at se den ro, orden og fred, hvormed den daglige tjeneste gik sin gang, [gerådede han i et fuldkomment raseri, gik, som altid når han var i lidenskab, og gnavede på sine negle, så at fingerspidserne så ganske røde og ophovnede ud. Han ærgrede sig over, at Hofteatret var fuldt, uden at han havde nogen fordel deraf, og] ærgrede sig over, at Det kongelige Teater ikke var tomt, og var på kant med sine kunstfæller på Hofteatret, fordi de mente, at han havde svigtet dem [han havde nemlig lovet disse, at også han ville forlade Det kongelige Teater og følge med dem til Lange. Dette løfte havde han brudt. Altså ingen venner på Hofteatret og ingen venner på Det kongelige Teater.] Men hvad der af alt syntes at genere ham mest, var - så underligt det kan synes - at Heiberg ved prøver og forestillinger kom og gik uden at veksle et ord med ham. Denne holdning fra Heibergs side bragte ham rent fra koncepterne, så man ofte på prøverne og om aftenen ved forestillingen så ham, når han ikke var inde på scenen, sidde ganske alene og udmattet slængt tilbage på en stol i baggrunden af teatret. Han og jeg hilste formelt, høfligt på hinanden ved prøver og forestillinger uden at indlade os i samtale.

[Nu da urostifterne Høedt, Nielsen, Wiehe var borte - fru Nielsen var jo meldt syg og altså heller ikke tilstede - nu var på ham nær Heiberg og jeg omgivet af mænd og kvinder, der på mange måder viste os deres hengivenhed. Dette plagede Phister at se på, men fremfor alt, at tonen nu var glad og munter ved den daglige tjeneste, medens han ene sad tilovers i sin krog. Alt dette var ikke til at udholde for ham.

En formiddag midt i sæsonen, da jeg efter en prøve ville køre hjem, var min vogn ikke kommet i rette tid. Jeg satte mig da op i foyeren for at afvente den. Som jeg her sad ensomt - alle havde alt forladt teatret efter prøven - kom Phister ind ad døren, gik hen og lod, som om han studerede prøvesedlen, der hang på væggen. Omsider udbrød han: »Hvad kan det nytte at give dette stykke 241 uden Wiehe!« Jeg tav. Han begyndte nu sin urolige gang op og ned ad gulvet, mumlende noget mellem tænderne. Jeg tav fremdeles. Endelig udbrød han som i en slags fortvivlelse: »Vi kan intet give ordentligt, intet uden ham.« Jeg svarede da: »Når De mener og tror dette, da skulle De ikke have tilskyndet ham til at drage andetsteds hen.« Han standsede med et sæt i sin gang, vendte sig lidenskabelig imod mig og udbrød: »Hvem tør beskylde mig for at have rådet ham til dette skridt? Hvem tør sige mig dette på?« Da svarede jeg roligt og koldt: »Det siger hanselv.« Han blegnede, men svarede ikke et ord. Hans urolige gang op og ned ad gulvet begyndte påny. Jeg sad tavst og ønskede inderligt, at min vogn dog ville komme og befri mig fra denne scene. Han udtalte sig nu i en monolog, idet han af og til rettede spørgsmål til mig, som jeg ikke besvarede. Da tvang han mig omsider til at bryde tavsheden. Jeg sagde da: »Jeg ønsker helst ikke at tale ud med Dem om alt dette, men jeg mærker jo, at De ikke vil lade mig slippe herfra. Jeg vil da tale, ifald De kan tåle, at jeg taler t i l D e m, som jeg taler o m D e m.« Da brød han næsten grædende ud, idet han slog hænderne sammen og sagde: »Ja, tal! Sig alt, hvad De vil, men tal blot med mig.« Og nu udspandt sig en samtale, som jeg nok tror ville have psykologisk interesse for de fleste, men man viger tilbage for at føre mængden ind i et så personligt skriftemål som det, han nu aflagde for mig. Kun så meget kan jeg ikke tilbageholde, at han klagede i stærke, lidenskabelige udtryk over tabet af Heibergs venskab. [»Ja,« svarede jeg, »i ham havde De en ven, der beundrede Dem som kunstner, og som ikke tålte, at nogen i det private liv sagde et ondt ord om Dem.« I en slags fortvivlelse udbrød han: »De siger, at jeg havde en ven i ham.« - »Ja,« svarede jeg, »De havde en ven i ham, men De har ham ikke mere. Ifald jeg ville fortælle nogen her på teatret, hvad De i dag ytrer om tabet af hans venskab, da ville de smile over min godtroenhed, at jeg kunne fæste lid hertil; men ser De, jeg tror at kende Dem så godt, at jeg tror på sandheden af Deres ord til mig i dag.« - »Fru Heiberg!« udbrød han, »i tre måneder har jeg ikke haft en rolig nat; hans venskab var min stolthed!« Og jeg troede virkelig, at hans ord i dette øjeblik var fuld sandhed.] De fleste ville vel nu tro, at han intet mente hermed; men jeg kendte denne besynderlige natur bedre, vidste, at han 242 havde øjeblikke, hvor hans bedre indsigt, hans forstand lod ham se det rette, øjeblikke, hvor han trængte til at bortstøde de onde dæmoner, der så ofte hjemsøgte ham. Jeg bebrejdede ham kækt hans hele upålidelighed, og han tog imod det som et barn, der angrer, idet han højtideligt lovede en forandret opførsel herefter. Hver gang jeg ville afbryde denne samtale, bad han mig indstændigt om at fortsætte den. »Gå ikke fra mig,« udbrød han den ene gang efter den anden. Da min vogn fremdeles udeblev, besluttede jeg mig at gå hjem tilfods. Bønligt bad han, om han måtte følge mig hjem, for at vor samtale kunne fortsætte; jeg tillod dette, og vi skiltes først ved min port. Ved afskeden rakte han mig hånden, idet han sagde: »Tak for den tid, De i dag har ofret på mig. Så let, så glad som jeg er i dette øjeblik, har jeg i lang tid ikke været, og De skal da ikke kunne sige,« vedblev han med sit ironiske, sarkastiske smil, »at det er, fordi De har sagt mig behageligheder.« -»Nej,« svarede jeg, »det har jeg ikke, men ærlig frimodighed bør man altid skønne på, lad mig nu se, at jeg ikke kommer til at angre, at jeg har indladt mig herpå.« Jeg rakte ham nu venligt hånden og gik ind.

Ved min hjemkomst fortalte jeg Heiberg min forunderlige samtale med Phister, og de løfter han havde aflagt for fremtiden. Heiberg blev øjensynlig glad, og det rørte mig at bemærke, hvor dybt hans trofaste natur havde været bundet til dette besynderlige menneske.

Dagen efter indfandt Phister sig hos Heiberg i direktionsstuen. Han sagde: »Jeg har i går haft en samtale med Deres kone, der har haft til følge, at jeg har taget en del beslutninger i mere end een retning. Jeg kommer nu til Dem i dag for at meddele Dem, at De herefter kan byde og befale over mig og mine evner. Jeg ved, at jeg i nogen tid har bidraget til at vanskeliggøre repertoiret for Dem, men nu lover jeg Dem at spille i alt, og så ofte De måtte ønske det.«

Heiberg takkede ham venligt og sagde, at det glædede ham at modtage dette tilsagn om en bistand, som teatret trængte til og ikke kunne undvære. Kort efter forlod Phister sin direktør, men ikke sin fordums ven. Ved nu at gøre dette skridt havde han håbet på en rørende forsoningsscene. Han havde ikke finhed til at forstå, at når en ven har svigtet, da forslår det ikke at sige: »Nu 243 vil jeg atter være din ven,« men at tiden da må vise, om venskabet nu kan og vil bestå sin prøve. Men dette forstod desværre Phister ikke. Han ville øjeblikkeligt have sin veksel honoreret.

Det er en mærkelig kendsgerning hos de fleste skuespillere, at de bevæger sig uophørligt mellem venskab og fjendskab. I dag ven, i morgen fjende, i dag fjende, i morgen ven, hvoraf følger, at de sædvanligt aldrig besidder en virkelig fjende, men heller aldrig en virkelig ven.

Den gode stemning hos Phister varede omtrent en ottedagestid. Men da han nu ikke straks høstede nytte af sin imødekommen, blev han om muligt atter ufremkommeligere end nogensinde. Var da nu dette hans hele tilløb i god retning komediespil? Jeg tror det ikke. Men hans ubændige natur kunne ikke fastholde de gode tilløb, som han i sine sjælelig fortvivlede tilstande følte trang til at fatte.

Der gives mennesker, hvis sjæle er ligesom en svamp, man vel kan trykke sammen i en bestemt form, men i det øjeblik hånden slipper dem, bobler de som svampen straks ud påny og antager den gamle oprindelige form.

Ja, hører jeg nogle sige, men det var heller ikke klogt af Heiberg ikke bedre at benytte Phisters fornyede venskabstilbud. Ikke klogt, at han ikke i det mindste l o d, som om Phister atter nu havde sin gamle plads i hans godhed, hans venskab. Klogt!

Der ligger altid for mig en dyb visdom i de gængse talemåder, som findes i sproget. Således har man den talemåde: »Det er en satans klog mand!« Men et er, hvad der er klogt for satan, for de onde magter, et andet, hvad der er klogt for de gode magter. Når en mand ved usandhed, ved intriger, underfundighed, kryberi trænger sig frem til en indflydelsesrig stilling i staten, da siger man: »Han har båret sig satans klogt ad.« Men det gode, det moralske siger: »Nej, dumt.« Udtrykket »satans« er her korrekt, thi hvad der i almindelighed menes med dette udtryk, uden at man så lige siger det til sig selv, er netop, at klogskaben er af den natur, at den hører Satan til. I den forstand bar Heiberg sig unægteligt ikke klogt ad ligeoverfor sin troløse ven.

Jeg finder det ganske naturligt, at en og anden vil spørge, hvorledes det da var muligt, at Heiberg i mange år kunne have følt godhed, venskab for en personlighed som Phisters, så vidt forskellig 244 fra hans egen?

En dramatisk forfatter kan ikke andet end elske den geniale skuespiller, der levendegør hans fantasier, hans tanker, hans hjertes børn. Ved i fuldt mål at forstå, gribe, gengive, levendegøre fra scenen det billede, som digteren i sin fantasi har skabt, kommer der en åndelig forståelse mellem begge, et åndeligt slægtskab, der har et stærkt liv og bærer en stærk kraft i sig. Hvor ofte hører vi ikke et menneske sige om et andet: »Han er mig kær og dyrebar, thi han er den eneste, der forstår mig.« Nu vel, denne følelse har digteren lige overfor den geniale skuespiller; - og Phister forstod Heibergs digterværker i deres fineste enkeltheder. Det var ikke alene forståelsen af de roller, han udførte i hans stykker, det var forståelsen af hans hele digtervirksomhed. Et digt som »De nygifte«, som »En sjæl efter døden« eller »Fata Morgana« havde Phister læst atter og atter og kunne tale herom med digteren som meget få andre.

Når man nu ved, rent ud sagt, hvor enfoldigt og bornert selv talentfulde skuespillere kan væve op og ned ad stolper om de samme ting og ved deres ræsonnement formeligt sætte en digter i fortvivlelse, hvad under da, at man er henrykt, når man træffer en, der i sin opfattelse viser, at intet er skjult for ham i digterværkets inderste organisme. Og vises dette nu praktisk i fremstillingen på scenen, ja da henrives digteren til en beundring, der gør, at han umuligt kan lægge vægt på alle de private forhold og mulige lyder. Heiberg elskede kunstneren i Phister; hvad andet der blev sagt ham på, lukkede han øjet og øret for og ville ikke fæste lid til det, før virkeligheden påtvang ham det. Og Phister, der var stolt af hans beundring og venskab, havde hidtil vogtet sig for at [fremvise sin upålidelighed, sine skyggesider i det private liv på teatret.] Til vor stadige omgangskreds i hjemmet har han aldrig hørt.

Hvad der også var det ejendommelige hos dette menneske, var, at han kendte sig selv nøjere, end det falder i de flestes lod. Han havde ofte det rette syn på det gode, rette, det moralske, men de onde dæmoner spærrede vejen for ham og svækkede hans viljekraft. En, der kendte ham nøje, improviserede derfor hans gravskrift:

245

»I erkendelsen havde han det gode, det rette,
I viljen havde han det onde, det slette.«

Der var altså i denne sæson kommet ro, fred og, på Phister nær, arbejdslyst og arbejdsudholdenhed ved vor scene. De oprørte bølger havde lagt sig, men i mit indre bruste søgangen endnu uden ophør. Mine tanker plagedes kun af et, nemlig hvad de forrige sæsoner havde ført til, og til trods for al umage kunne jeg ikke vise disse tanker bort, der trykkede og plagede mig ved dag og nat.

Jeg sagde derfor en dag til mig selv: »Hvorhen flyer du fra disse plagende tanker, du går jo til grunde i alt dette, og er det værdigt for dig?« Og jeg besluttede at vende mine tanker, min interesse, min kærlighed bort fra den institution, hvorved jeg havde virket fra mit ottende år. Jeg måtte jo endnu i denne sæson fremdeles holde ud med at spille og spille, ifald ikke det hele skulle gå istå, ja jeg spillede så meget, at mange af mine venner og først og fremmest Heiberg var bekymret for, at mit legeme skulle bukke under i opfyldelsen af denne min pligtfølelse, men usynlige magter bar mig op over øjeblikkets tryk, og en eftermiddag, da jeg sad] ene og grublende i tusmørket i min dagligstue, stirrende ind i den livlige lue fra kakkelovnen, og i tankerne gennemgik min barndom, min ungdom og min nuværende stilling, faldt det mig for første gang i mit liv ind: mon du ikke kunne optegne alle disse erindringer, alle disse lyse og mørke år, måneder, dage, timer af dit liv og derved rive tanken løs fra dette nærværende uhyggelige tidspunkt? Der behøver jo ingen at læse det; når det kun gør den nytte at rive dine tanker bort fra dette øjeblik og befri din sjæl fra, at bitterheden slår rod i sindet, da er jo store ting opnået. Og næppe var tanken født, før jeg sprang op, tændte lampen, lagde et ark papir tilrette på bordet og dyppede min pen. Jeg sagde til mig selv: »Nu vil jeg nedskrive alt, hvad der står i min erindring, uden mindste kritik eller forbeholdenhed; siden kan jeg igen udslette, hvad der ikke burde være nedskrevet; men nu vil jeg uden sky nedskrive den fulde sandhed, eller i alt fald hvad der står for mig som den fulde sandhed. Jeg vil ikke bryde mig om form, stil eller sligt, men skrive, så hurtigt som pennen kan løbe;« og jeg begyndte således at nedskrive min barndoms historie. Dag for dag fordybede jeg mig mere og mere i det forbigangne og søgte 246 så meget som muligt at lade det nærværende glide mig forbi uden at slå for dybe vunder. Med en utrolig hurtighed nedskrev jeg barndomstiden og den første ungdomsperiode.

Da dette afsnit var færdigt, tænkte jeg: mon det ikke kunne interessere Heibergs stakkels syge moder at høre, hvad jeg her har nedskrevet? Jeg havde i Heibergs moder trods hendes inderlige kærlighed til mig en streng dommer. Så komisk det kan synes netop for hende, var alle skrivende damer hende imod. Havde jeg, inden jeg nedskrev mit liv, betroet hende, at jeg agtede at gøre dette, da ved jeg vist, at hun stærkt havde frarådet mig et sådant arbejde; derfor havde jeg tiet. Men skulle jeg nu læse for nogen, hvad jeg havde nedskrevet, da ønskede jeg netop at læse det for en, der ville bedømme det strengt, og jeg var vis på, at hun ville det fremfor nogen. Heiberg, var jeg bange for, ville være ude af stand til at bruge sin kritik lige overfor mig, han ville være for mild, for blød til at sige rent ud: »Hold op med dette, det overstiger dine kræfter.« Hans moder derimod var jeg vis på ikke ville tage i betænkning at udtale sig bestemt imod et sådant forsøg, ifald hun fandt det dårligt og uden interesse.

Da Heiberg derfor en aften var gået på teatret, og hun og jeg var ene hjemme, gik jeg ind til hende, der som sædvanligt i sin sygeperiode i den sidste tid lå på et leje, der var redt på sofaen, indtil hun senere ud på aftenen blev båret ind i sit sovekammer for at komme til ro i sin seng. Da jeg kom ind, lød som altid, når man besøgte hende, den milde, bløde stemme til tak for besøget. »Har du lyst« - begyndte jeg - »at høre noget, jeg har skrevet?« -»Har du?« svarede hun forundret, og et lille tvivlsomt smil spillede om munden. »Hvad er det? har du skrevet en ny vaudeville?« - »Nej, mine tanker ville netop bort fra det forbistrede teater, og derfor har jeg opskrevet nogle år af mit liv,« svarede jeg leende. Hun så helt forskrækket ud. »Ja,« vedblev jeg, »nu skal du uforbeholdent udtale din dom herom, og jeg er forberedt på, at du siger, når du har hørt det: »O, min bedste Hanne, opgiv dette!« Men vær rolig, det er aldeles ikke meningen, at det skal trykkes; jeg har skrevet det så at sige til min egen underholdning. Keder og trætter det dig at høre, kan jeg holde op, så snart du siger til.« Og nu begyndte læsningen. Ved ethvert afsnit så jeg spørgende på hende: »Skal jeg blive ved? sig bare!« Hun svarede: »Ak, bliv 247 ved! Du tror ikke, hvor det interesserer mig.« Og jeg læste og læste uden afbrydelse, medens hun stirrede ufravendt på mig og lod til at glemme det svage legeme for åndens beskæftigelse med mig og mit lille værk. Da jeg var færdig, udbrød hun: »Ak! er der ikke mere?« Man vil kunne forestille sig min glæde over dette udfald af min læsning. »Ak,« fortsatte hun, »det vil jeg også gøre, når jeg bliver rask igen. Også jeg vil skrive mit levned. Nej, du tror ikke, hvor alt det, jeg her har hørt, optager mig! - Så meget dig angående, der hidindtil har været mig en gåde, er mig nu tydeligt og klart. Du må fortsætte, endelig fortsætte, og læse mere for mig, alt som det bliver færdigt.« - Da Heiberg kom hjem, fortalte hun ham, hvad der var hændt, og udtalte for ham sin ros og sin interesse for sagen. Jeg gik helt stolt og glad i min seng den aften.

Nogle dage efter sagde Heiberg til mig: »Min moder taler og tænker ikke på andet, end hvad du har læst for hende.« Dette gav mig mod, og jeg blev ved at fortsætte dette arbejde. Heiberg ville nu ikke give sig tilfreds, før også han havde hørt det, og jeg havde den usigelige glæde, at også han fandt behag i det. Især mindes jeg virkningen af det sted, hvor jeg havde skildret mine forhold i mine forældres hus, [og som ender med »dette varmit hjem«.] Da jeg i dette øjeblik løftede mine øjne op, så jeg Heiberg sidde rørt med tårer i øjnene. Han ville sige noget, men frygtede åbenbart for, at følelsen skulle få overhånd, og han tav, idet han sank sine tårer. Da jeg var færdig med læsningen, spurgte jeg også ham: »Skal jeg afbryde dette arbejde eller fortsætte?« - »Fortsæt!« svarede han i en tone, der ingen tvivl tillod. Gid mine læsere nu, da jeg, [Gud bedre det, nu dog tænker på at lade det] trykke, nogenlunde må være af hans mening! Jeg ved så godt, hvilken fare jeg har udsat mig for ved at nedskrive dette mit levned. Mange vil blive vrede, en streng kritik vil rejse sig, man vil være af en modsat mening om dette og hint, man vil kalde mig streng og hensynsløs, - men jeg vil dog ikke opgive det, stolende på det held, jeg ofte har haft i livet, at vinde mine bedste, mest hengivne, mest trofaste venner ved ikke at frygte for at udtale sandheden. Måske denne frimodige udtalelse af sandheden atter, - om end først efter min død, - vil kunne forskaffe mig, om end få, så dog trofaste venner, der vil værne om mit 248 minde, når fjendtlige angreb og hårde domme rettes imod mig; [thi verdens dom er ikke elskerens, om hvem den berømte franske kritiker Sainte-Beuve siger: »Elskeren vender og drejer alle sin elskedes fejl og forandrer dem til dyder.« Kritikken og den menneskelige misundelse gør lige det modsatte med talenterne. Hvilken egenskab, hvilke gaver du end har modtaget og lagt for dagen, der kommer den tid, da man vender dem mod dig og derfra henter anker og bebrejdelser for at ydmyge dig. Ligger stilen dig på sinde, lægger du vægt på formen og dens fine afskygninger, så kalder man dig maniereret. Er du altid jævn og ligefrem, naturlig, så kalder man dig prosaisk, simpel, vulgær. Når venskabet svigter, når sandheden svigter, når det larmer og summer en om ørene udadtil, da trækker man sig ind i sit inderste, da skønner man på trofaste, udholdende venner, der kender og forstår os, der fremdeles har troen på os, som intet formår at rokke, med hvem man har det bånd at kunne sige: »Husker du dette? Husker du hint? og se, det er husket og erindret alt sammen.«]

Foruden den ro, som min i det foregående omtalte sysselsættelse med at optegne mine barndomserindringer bragte i mit sind, havde jeg en anden adspredelse, der var mig yderst velgørende, nemlig, at jeg ofte efter vor middag, i tusmørket besøgte min gamle, faderlige ven, geheimeråd Collin, ude i Amaliegade, hvor han ejede det hus, der ligger bag et jerngitter, på venstre side af gaden, når man kommer fra St. Annæ Plads. Også han hørte jo til det forbigangne! og hvor mange tanker, hvor mange erindringer dukkede ikke op i min sjæl, når jeg nu i tusmørket kom og ringede på den gamle, elskværdige mands dør. I forrige tider stod hans tjener parat for at lukke op, fordi denne klokke ideligt var i bevægelse; thi høje og lave, rige og fattige, unge og gamle søgte den mægtige mand, der var inde i alle forhold, der med sit kærlige sind havde et åbent øre, et trøstende ord til alle, som henvendte sig til ham. Hvor ofte har jeg ikke i min barndom stået udenfor hans dør halve timer, forinden jeg fik mod til at trække i denne klokkestreng da jeg vidste, at i samme nu åbnedes døren, og jeg var tvunget til at træde ind i hans forgemak, der var fuldt af mennesker. Nu var alt anderledes. Når jeg nu i tusmørket kom og ringede på denne dør, da kunne jeg atter og atter trække i klokkestrengen, før omsider en doven, døsig tjener med en lille lampe i hånden kom tilsyne

        

249 i en halvt åbnet dør, så spørgende hen for sig, som om han ikke ret troede på klokkens uvante lyd, og som om han ville sige: »Hvem kan det være, som kommer her?« Når jeg da sagde: »Spørg, om fru Heiberg kan få geheimeråden itale?« da slentrede han ind i dagligstuen, kom hurtigt tilbage og ligesom noget vækket af sin døs, idet han bukkende lukkede mig ind.

Her sad da i kakkelovnskrogen min gamle, ensomme ven ved sin lampe på et lille bord, hvor bladene, nogle papirer og ofte en eller anden gudelig bog lå opslagen. Med de milde, kloge, lyseblå øjne smilte han mig da imøde, idet han rakte mig hånden og sagde med en ydmyghed, der altid rørte mig: »Tak, min kære Hanne, at du vil besøge mig!« Jeg satte mig da hos ham, og nu talte vi mangt og meget om ældre og nyere tider. Det bedrøvede mig at mærke, at hans åndedræt var svagt, og at han talte med besvær. To store hunde lå sædvanligt på tæppet ved hans fødder, og dette var som oftest, når jeg kom på denne tid, hans eneste selskab. Da jeg første gang i denne vinter aflagde mit besøg hos ham, spurgte jeg: »Er det Deres hunde begge to?« - »Kun den ene,« svarede han, »den anden er min søns; men de holder af at ligge her i varmen hos mig. Jeg fodrer dem, jeg giver dem deres aftensmad, - så gør jeg dog endnu lidt nytte,« lagde han til med et smil, men et af disse smil, der skød tårerne op i mine øjne. »Den nytte, De har gjort, kære geheimeråd, strækker sig så langt, at nutiden uden at vide det endnu drager fordel deraf!« svarede jeg. »Ja,« sagde han med et suk, »her kommer undertiden en og anden og takker mig, fordi jeg i forskellige retninger har banet vejen for dem og været dem til nytte. Det glæder mig dog altid at høre; som oftest husker jeg ikke selv, hvori min hjælp har bestået, men noget må jeg da altså have udrettet.« - Når jeg hørte ham udtale sådanne ord i al sagtmodighed, ak, da blev jeg så bevæget! [og medens jeg nu 1876 nedskriver mit besøg hos denne mand, da falder en nyere digters ord mig ind:

»O du, som vågen lever i en drøm,
At lykkens genius skal hos dig bygge,
Læs denne mands historie og så døm:
Hvad værd har vel vort jorderigs lykke.«]

250

Den 6te januar, hans fødselsdag, havde en del forsamlet sig for at hædre Collin. H. P. Holst havde skrevet en sang, og intet ord i denne er digtersmiger, alt er fuld sandhed:

For alt, hvad du har virket
På livets dag så lang,
Vi komme her taknemlig
Og synge dig en sang.
Vemodig glad den dvæler
Helst ved den tid, der gik, -
Måske den derfor lokker
En tåre i dit blik!

Den maner frem for tanken
Din ungdoms kække flugt,
Med alt, hvad du har grundlagt
Af ædelt, stort og smukt.
Hvor nytted da du tiden!
Der aldrig gik en dag,
Hvor ej du virked' rastløst
For fædrelandets sag!

Den maner frem for tanken
Din manddoms modne dåd,
Da tvende konger lytted
Opmærksomt til dit råd.
Enhver, der stræbte fremad,
Da fandt i dig en ven,
Og kom man sorgfuld til dig,
Gik glad man bort igen.

En anden tid der fulgte;
Henover landet gik
En ganske anden luftning
Med anden sæd og skik:
At støbes om som andre,
Den kunst forstod du ej -
Sådan som du var tømret,
Du rolig gik din vej.

251

Men had du kasted ikke
På denne tid, der kom;
Nej, kærligt du den fulgte,
Og kærlig var din dom;
Thi fædrelandets bedste
- Det er din største ros! -
Var gennem alle storme
Din styrmand og din lods.

Med ærefrygt skal derfor
Den yngre slægt se hen
Til dig som til et mynster
Og lære smukt igen
Af dig, at dømme skånsomt
En tid, der ej er til,
Men ved hvis ædle rester
Vi længe glædes vil.

Gid det havde været så vel!

At Collin tog en levende del i min sorg over al den uret, man udviste mod Heiberg, behøver jeg vel ikke at tilføje. Ved at tale herom kunne hans gamle øje endnu glimtvis udsende sine lyn, medens smilet om munden blev bittert og smerteligt. [Var jeg gået til min kære ven i dybe tanker, i en hær af erindringer, da var disse sandelig ikke formindskede, når jeg, fulgt af min tjener, langsomt atter vandrede hjem til vor bolig på Søkvæsthuset bringende Heiberg og hans moder de kærligste hilsner fra vor udmærkede, trofaste gamle beskytter og ven.]

Sæsonen vedblev at gå sin jævne, rolige gang, indtægterne var fremdeles gode, og Heiberg kunne se, at den ville kunne føres tilende [til hans og teatrets ære,] uden at en eneste af de ildevarslende spådomme gik i opfyldelse. Da besluttede han i al stilhed, at denne sæson skulle blive den sidste, hvori han ville føre en uafbrudt kamp med en minister, bag hvem der stod en hr. Christensen, som modarbejdede systematisk alle forslag, alle indstillinger fra teaterdirektøren til ministeriet. Ethvert ønske, enhver plan, som Heiberg meddelte, og som han mente kunne fremme teatrets stilling udadtil og indadtil, kom tilbage fra ministeriet med protest 252 og ofte i en form, der satte flere med ham i forbavselse. Især teaterkontorets chef, gennem hvis hænder jo alle skriverier fra og til ministeriet gik, justitsråd Løffler, en alvorlig, streng, retskaffen embedsmand af den gamle skole, [gerådede i et fuldstændigt raseri] når slige svar på direktørens indstillinger indtraf fra ministeriet.

Hvorledes hang dette nu sammen, [at tonen i disse ministerielle skrivelser havde en så stødende form?] Dette lignede jo dog ikke Halls bekendte humanitet. Min personlige tro herom er følgende:

Det hele teaterspørgsmål var på dette tidspunkt blevet Hall ubehageligt. Måske iblandt andre grunde også fordi han dog vist af og til så småt måtte sige sig selv, at alt ikke i den sag var gået, som det burde. Når der nu indtraf indstillinger fra teaterdirektøren, da kedede det ham at sætte sig ind i dem; de blev da i korthed foredragne for ham af sekretæren og drejede og vendte i den mundtlige konference. Og hvad der ad den vej kan sættes igennem hos en minister, dette tror jeg mange foruden Heiberg har erfaret. Resultatet af referatet blev da vel, at Hall besluttede, hvad der skulle svares, men tonen, formen, overlodes til hr. Christensen, og på formen, hvori et afslag bringes, beror jo som bekendt meget. Når svaret til direktøren nu var opsat af Christensen, da - ja jeg gentager det, at det er min personlige tro, bygget på mine iagttagelser af Hall -, da gad han ikke læse disse af og til måske noget vidtløftige svar nøjagtigt igennem, men stolede på, at det nok var, som han ønskede det, og - skrev sit navn under. At der ved denne forretningsmåde kan indsmugles meget, som sætter ondt blod, er let at fatte.

Hvad der derfor nærmest gav anledning til Heibergs beslutning at trække sig tilbage, var ikke Høedts, ikke Wiehes brutale opførsel, ikke bladenes ukritiske artikler og usande beskyldninger, ikke sekretær Christensens intriger, men minister Halls hele holdning lige overfor det teater, han var sat til at værne om, og som han efter Heibergs mening kun gjorde skade i stedet for gavn, snart ved eftergivenhed, hvor strenghed havde været på sin plads, snart ved strenghed, hvor eftergivenhed havde gavnet, men især ved at følge med en øjeblikkelig stemning i publikum, i stedet for at stå over denne. En minister må ikke løbe med de uklare, mudrede 253 folkestrømninger, men vide, at det vand, der til en tid kan være mudret, atter kan blive klart. Man kan her gentage, hvad der står i Kr. Arentzens litteraturstudie i anledning af striden mellem Bag-gesen og Oehlenschläger: »Den københavnske intelligens har tit vist megen mangel p å intelligens og har ikke gans ke få synder på sinsamvittighed

Havde minister Halls holdning været anderledes, da havde skuespillernes holdning været anderledes; havde skuespillernes holdning været anderledes, da havde bladredaktørernes holdning været anderledes, og hele teatrets stilling udadtil og indadtil havde da været en anden. Man havde da ikke i rigsdagen ført en tale, der lagde det første frø til at ophæve skuespillernes kongelige ansættelse med udsigt til pension for den gamle, veltjente kunstner, det første skridt til i virkeligheden at opgive nationalteatret; om tilskuddet til dette end bliver 50-60-70.000 kroner i tærepenge, det er lige fuldt slået ihjel. Er skuespillerne ikke længer embedsmænd med rettigheder og forpligtelser som alle andre embedsmænd i staten, da synker de let ned i klasse med de gøglere - hvad man så vil sige -, der er »blot til lyst«; - staten bidrager da til, at den vigtigste støtte for hele standens og den dramatiske litteraturs berettigelse bortfalder, ikke fordi den nægter penge, men fordi den derved sætter sit stempel på hele teatrets betydning for samfundet. Det var dette, Hall ved sin mægtige indflydelse i tinget burde have forebygget i stedet for at erholde bevilling til at øse penge ud til at pynte et gammelt teater med nye lapper, hvorved svaghederne endnu mere kom tilsyne, så at man tilsidst blev tvunget til at kassere både de nye lapper og de gamle pjalter, og den hele betydelige sum til istandsættelse var spildt og ødslet bort. Alt dette havde Heiberg forudset og frarådet, men hr. Christensen ville det således, og det skete.

Hvorfor forfærdedes jeg i 1854 over, at Hall skulle være kultusminister og få hele teatrets fremtidige skæbne i sin hånd? Sagen var, at jeg alt dengang havde øje for sider i Halls karakter, som - i det mindste på hint tidspunkt - kun sås af få. Minister Halls glimrende egenskaber som politisk personlighed kender hele nationen, men der turde være andre sider hos denne begavede mand, der ikke så lige kendes af alle.

254

Ifald en psykolog ville skildre en ægte dansk type, da kunne Hall helt og holdent benyttes hertil. Godmodig, let, med udpræget sans for det humoristiske, fuld af lune, lystighed og vid. Magelig af naturen lod han som oftest fem være lige; ingen begivenhed, offentlig eller privat, berøvede ham hans søvn; han formåede at bortræsonnere med en spas den alvorligste situation: en lille ironisk bemærkning, et bonmot, og han var atter fuldstændigt i ligevægt. Han brød sig i det hele taget kun lidet om formen i en sag. Uden lidenskabelighed i temperamentet smilede han ironisk ad faste principper som ad noget i grunden bornert. Lykkelig på den tid i alle sine offentlige foretagender, var Hall Poul Møllers »krøllede Frits«; elskværdig i væsen og tale opnåede han, hvad han attråede, uden at behøve at sætte en alvorlig kamp som indsats. Hans styrke var at nyde alt, hvad der mødte ham på livets vej, uden skrupel til højre eller venstre; ærgerrig, for så vidt det ikke kostede ham for stor ulejlighed, thi da opgav han det højere mål for mindre resultater, [og han var atter lige glad. Han udtalte sin velvilje, sin anerkendelse for en, idet han bag dennes ryg henkastede et polisk, ironisk smil til en anden. Alt sådant var ikke, hvad man kalder falskhed, nej, det var kun sky for al alvor, der kedede og mishagede ham.]

Hall var egentlig ikke videnskabsmand, uden at jeg dog hermed ville sige, at han ikke i sine yngre år havde arbejdet alvorligt i sin videnskab og haft omfattende litterære interesser. Men hans egentlige liv og trang lå i at færdes med mennesker, med mange mennesker, uden synderligt valg; [stort og småt havde lige berettigelse] til hans venskabelige omgang; tonen, formen hos de forskellige havde i ham vel en kritiker, men en kritiker, der ikke såredes eller frastødtes. Man ser, at som menneskene nu engang er, er det en naturlig selvfølge, at en sådan human mand kan vinde stor popularitet hos så godt som alle, og Hall var i hine år måske den populæreste mand i riget. Hans ordsprog var: »Gør ikke i dag, hvad du kan opsætte til i morgen.« Benyttende sig af enhver øjeblikkelig situation, lagde han ikke omfattende planer, hverken for nutid eller fremtid: »Kommer tid, kommer råd.« Imødekommende mod alle, der henvendte sig til ham, vandt han i øjeblikket de fleste, men denne imødekommen var fornemmelig fremkaldt ved ønsket om at slippe så let, så nemt som muligt fra øjeblikkets 255 tryk. En af hans og mine fælles bekendte meddelte mig engang Halls komiske, politiske manøvre lige overfor de unge præster, der hos kultusministeren søgte forfremmelse til større kald. Sædvanligt kom disse nedbøjede fra deres rundtur hos de forskellige autoriteter, der ærligt sagde dem, at for øjeblikket var der ingen udsigt til forfremmelse for dem. Mismodige tyede de da til selve kultusministeren i håb om her at finde gehør, til trods for at man havde betydet dem, at de kunne spare sig denne ulejlighed. Opmuntrede og glædestrålende kom de tilbage fra den mageløs elskværdige, nedladende minister, der havde lovet at gøre alt for at fremme deres ønske; og tillidsfulde rejste de da atter hjem til det lille kald, de nu havde fået håb om at bytte med et større. Men ak ve - dette større blev til trods for ministerens tilsagn bortgivet til en anden. Halls elskværdige artighed var for ham i øjeblikket det nemmeste og det, der mest påskønnedes; - præsten blev siddende i det lille kald, men omtalte dog stadig den humane, elskværdige minister som den, hvis venlige ord han byggede sin fremtid på.

En eftermiddag [noget efter nytår] kom Heiberg smilende og munter hjem. Han satte sig hos mig og sagde: »Se så! nu kommer jeg fra Hall, hos hvem jeg har begæret min afsked ved denne sæsons slutning.« - Jeg trak min ånde dybt og lettet som en, der i lang tid har været indespærret og første gang trækker vejret i fri luft. Heiberg vedblev: »Det var meget morsomt at se Halls tilbagetrængte glæde under en påtaget overraskelse og en beklagende mine over min fratræden. Han kunne ikke skjule det gode humør, som denne min beslutning øjensynligt satte ham i, og ligesom en hest - sans comparaison -, der står og stamper med forbenet udenfor en port for at komme afsted, således så jeg tydeligt, til trods for hans hjertelige væsen imod mig, at han ønskede mig ude ad døren for selv at komme afsted og meddele vedkommende den glædelige nyhed. Da jeg mærkede dette, bad jeg ham om, at det endnu måtte blive en hemmelighed mellem os til hen imod sæsonens slutning, da en direktør, som man ved drager bort, har endnu vanskeligere ved at sætte sin vilje igennem end ellers. Jeg sagde ham, at jeg ønskede at træde tilbage i min forrige stilling som censor, da det fremdeles som i gamle dage var min anskuelse, at min hustru ikke kunne være ansat ved en institution, hvorfra jeg personlig var udelukket. - Helst forlod jeg det hele aldeles,« vedblev

        

256 Heiberg til mig, »men du bør blive i det kald, som naturen ligefrem har udset dig til.« - Således lød omtrent hans ord, der på een gang glædede og sårede mig på hans vegne. Men ideligt antog hans fysiognomi under vor samtale det bekendte ironiske smil om munden, idet han gentog, seende hen for sig: »Jeg kan ikke glemme Halls kamp for at skjule sin glæde over min beslutning! det var morsomt, så morsomt, at det for mig næsten havde dramatisk interesse.«

At Heiberg først nu besluttede sig til at forlade en stilling, hvori man på så mange måder havde vist, at man ikke påskønnede hans virksomhed, var ingenlunde den sædvanlige fastholden ved et embede, men for ham et hjerteanliggende lige overfor den scene, hvilken han som forfatter havde ydet sine bedste åndelige kræfter og sin stadige interesse. Denne interesse, denne kærlighed havde i disse syv år gjort ham tålmodig og udholdende. Sine ungdomsdrømme, sin manddomskraft havde han sat ind i at tjene udviklingen af vort teater, som forfatter, kritiker og censor. Det var altså en sag, som han ikke så let kunne lade falde og overgive i så ukyndige hænder som hr. Christensens, i kompagni med et par anmassende [skuespilleres forvirrede anskuelser.] Teatret havde fra hans tidligste ungdom været hans talents dyrebare elskerinde, og hende kunne han ikke så let overgive til andre, brutale bejlere. Men når elskerinden foretrækker en anden, da må hun jo opgives, og det var dette, han nu havde besluttet sig til. Denne beslutning var sikkert ikke mindst fremkaldt ved frygten for, at jeg tiisids t rent skulle gå tilgrunde [ved det daglige livs kiv og råhed,] der ramte mig, idet de ramte ham.

Vi sad længe hin eftermiddag og drøftede denne for os så vigtige sag. »Hvad mon Hall nu har isinde?« sagde jeg, »hvem mon der nu bliver den styrende?« - »Naturligvis Christensen,« svarede Heiberg, »med Hall som skjult direktør bagved! Men under hvilken form han vil få Christensen indsmuglet, kan jo blive interessant at se på, thi straks at indsætte kultusministerens sekretær som chef for Det kongelige Teater, går dog nok ikke så lige an.« - »Synes dig ikke,« sagde jeg, »at jeg på grund af de sidste års anstrengelser, som desværre kun har taget altfor meget af mine legemlige kræfter, kunne søge om tilladelse til for en tid at trække mig tilbage? Jeg tror, at de fleste ville finde det rimeligt, om man 257 tilstod mig en sæsons hvile. Og når jeg dette, da kan man jo se, hvorledes forholdene ordnes, og om det er muligt at arbejde under disse med nogenlunde tilfredshed. Tog jeg nu straks formeligt min afsked, da ville man jo sige, at jeg ikke vil være ved teatret, når min mand ikke længer er direktør, og ansøgning om afsked ville desuden gøre en opsigt, som jeg for enhver pris vil søge at undgå. Tilladelsen til en hvile for nogen tid vil derimod gå roligt af. Men jeg har desuden en anden grund til ønsket om foreløbigt at trække mig tilbage. Man har jo haft travlt med at udba-sune, at jeg standsede de yngre kræfter ved teatret; at der dog sikkert var yngre talenter, som ikke kunne komme til at vise deres evner, så længe jeg stod der, o.s.v. Lad mig da nu ophøre at spille en hel sæson, da er der tid og lejlighed under en ny bestyrelse at drage disse usynlige, ukendte størrelser frem. Høedt, Wiehe og rimeligvis Nielsen kommer vel tilbage, der kan jo da, når jeg er borte, gives fuld lejlighed til at erfare, om du og jeg har trængt nogen tilbage, eller om ikke udfaldet vil vise, at vi atter her har været genstand for usandhed og bagvaskelse. En sådan retfærdiggørelse ligger mig overordentligt på hjerte, thi af alt, hvad man har arbejdet på at bilde folk ind, er der intet, der har krænket mig mere end denne beskyldning, som en del af publikum vist kun er altfor tilbøjelig til at tro, da slige primadonnanykker desværre ikke er så sjældne ved teatrene. Er jeg borte, vil jo Høedt, Nielsen og Christensen gøre deres yderste for, at min plads så hurtigt som muligt kan blive udfyldt af en anden, ifald virkelig en sådan findes. På grund heraf er det mig formeligt kært, at disse bliver de styrende, thi viser det sig da, at der under dem ingen sådanne skjulte talenter kommer tilsyne, så skulle man dog tro, at dette fornærmelige udsagn om mig var slået ned en gang for alle.«

Jeg har altid været af den mening, at det ligefrem ville være dumt at tro, at det stod i nogens magt at standse et virkeligt talent. Et sådant baner sig vej så at sige gennem et nøglehul. Giv et virkeligt talent det ubetydeligste at udføre, og man vil studse og den mening hurtigt danne sig, at her er noget, der må fredes om og benyttes. Bestyrelsen, forfatterne, publikum, alle ville forene sig i råbet om at drage et sådant talent frem. [Hvorved blev opmærksomheden vakt ved min egen første optræden i skuespillet? Var dette ved en glimrende rolle? Havde en forfatter 258 påtaget sig at bane mig vejen ved at digte en skikkelse, afpasset efter mine evner? Nej, hvad der første gang i det større publikum vakte opmærksomheden for mig, var fire linier, hvilke jeg fremsagde som »det blodige barn« i Shakespeares »Macbeth«. Men det forstår sig, ikke alle begyndere har den lykke, at en J. L. Heiberg findes iblandt tilskuerne. Heiberg kendte ikke dengang den lille pige, som fremsagde disse fire linier, men indtrykket af dem på ham frembragte en bedømmelse, en offentlig kritik af ham om denne lille piges evner, der vakte en opsigt, så stor at jeg vil se på den, der nu kunne have standset mig på min fremadskridende bane. Man ser heraf, hvor lille, hvor ubetydelig en lejlighed et talent behøver for at gøre sig bemærket. Måske er det ikke beskedent at udtale alt dette, men der gives tilfælde, hvor, som Goethe siger: »Nur die Lumpe sind bescheiden«. At denne lille pige, fra det øjeblik hun havde fremsagt disse fire linier, havde erobret en digter, i hvis værker hun blev uundværlig, var atter et held, men slige held følger ofte ligesom usynlige engle ved talentets side.] Hvis altså en primadonna ville forhindre et virkeligttalenti at gøre sig gældende, da ville det ufejlbarligt inden kort tid blive hendes egen ruin, og ikke den yngres. Ungdommen har våben og talsmænd, som den ældre vanskeligt kan besejre. [Trænger alligevel den ældre de yngre ud, da sker det ene og alene ved våben, som guderne har givet hende ihænde, våben, som disse yngre aldrig har modtaget, og hvis rette brug er dem en gåde.]

Det blev altså besluttet, at jeg skulle ansøge om en ferie for hele næste sæson. På min anmodning om en samtale med ministeren kom Hall en dag ud til mig i min bolig. Han var lidt forlegen ved sin indtrædelse, hvilket dog hurtigt gik over, da han snart mærkede, at han ikke skulle have en samtale med en fornærmet hustru eller en såret skuespillerinde, men at jeg i tone og væsen omtrent var, som jeg plejede. Han var overordentlig venlig og hjertelig imod mig, og da jeg nu fremsatte mit ønske om en hel sæsons ferie, sagde han, at han fandt dette ønske rimeligt ovenpå de sidste højst anstrengende sæsoner, jeg havde haft, og at han glædede sig ved at kunne opfylde mit ønske. Denne sag var altså i orden og afsluttet. Efterhånden drejede samtalen sig naturligt hen på de senere års forhold og begivenheder, som jeg omtalte roligt 259 og uden klager, der jo nu ville være spildt og ikke føre til noget. Jeg berørte ikke med et ord, hvem han nu tænkte på at sætte i Heibergs sted som direktør, for ikke at tvinge Hall til en fortrolighed, som han måske endnu ikke ønskede at skænke nogen. Uagtet løftet om tavshed indtil slutningen af indeværende sæson med hensyn til Heibergs bortgang lod det dog til, at alle allerede inden ganske kort tid var vel underrettede om, hvad der forestod; thi rygtet om Wiehes, Høedts og Nielsens tilbagevenden til Det kongelige Teater var alt i omløb, ligesom man fortalte, at der tænktes på at opfylde Høedts ønske om at overtage Overskous post som sceneinstruktør. I min samtale med Hall omtalte jeg dette rygte og sagde: »Hvad De agter at gøre for at ordne teaterforholdene, vil jeg ikke trænge mig ind i, men et rygte siger alt nu, at Høedt skal afløse Overskou som sceneinstruktør. Ifald De har denne hensigt,som på ingen måde ville hindre mig i at vedblive i teatrets tjeneste, beder jeg Dem kun om, at denne forandring ikke sker lige straks i den næstesæson, ikke fordi jeg i og for sig frygter Høedt som sceneinstruktør, thi, ærligt talt, jeg ved af erfaring, at min stilling lige overfor iscenesættelsen vil blive uforandret, hvem der så er i dette embede. Men for det heles skyld, ja selv for Høedts egen skyld, bør dette opsættes. Vent, indtil al den splid, alt det uvenskab, som er kommet i personalet - der nu er delt ligesom i to fjendtlige lejre - lidt efter lidt kan udjævnes. Dette tror jeg ville være til teatrets og til alles gavn.« Hall svarede, at han ganske gik ind på denne anskuelse og agtede ikke straks at gøre for mange forandringer. »At De,« vedblev han, »straks, når De atter begynder at spille, skulle stå i embedsforhold til Høedt, indser jeg, ville være misligt.« Han forsikrede, at af alt lå det ham mest på hjerte, at jeg, ovenpå hvad jeg havde gennemgået i de sidste år, nu skulle få en rolig tid, og han bad mig være overbevist om, at intet af, hvad der stod i hans magt for at gøre mig min stilling behagelig, skulle udeblive. Her, lige overfor mig, fordømte han meget af, hvad der var sat i scene mod Heiberg, omtalte denne og hin bagvaskelse som latterlig og bad mig dog tro, at hans omdømme om Heiberg og mig var uforandret, og at han godt erkendte den uret, der var tilføjet os begge. »Der vil blive en stor alarm,« vedblev han, »over, at De bliver fritaget for at spille en hel sæson, men 260 dette vil jeg sætte mig ud over, da jeg meget godt ved, at Deres helbred trænger til en sådan pause, for at De med fornyede kræfter atter kan begynde Deres anstrengende liv.«

Vi skiltes ad, som vi havde begyndt, under form af det gamle venskab; men jeg havde desværre ikke mere den fulde tillid til Halls fagre ord. I mit indre følte jeg en rift i venskabet, som jeg tvivlede på nogensinde kunne heles. Til trods for Halls gamle, varme venskabstone imod mig var der dog i hans blik noget usikkert, en sitren i øjepupillerne, når han så på mig, som jeg ofte har iagttaget hos folk, på hvis samvittigheds bræt der stod en tankestreg; en mangel på den gamle åbne frimodighed, som ikke var skikket til at gøre mig tryg med hensyn til, hvad fremtiden kunne bringe. Jeg tog desværre ikke fejl i min mistænksomhed, thi de påfølgende år udvidede den smertelige rift, som vort venskabsforhold havde lidt, så at jeg i stilhed slettede ham ud af mine venners tal som en, jeg ikke mere ønskede at omgås med på den gamle, vante vis. Årene gik; tabet af den forurettede Heiberg var ikke skikket til at formilde mit sind mod min fordums ven; og dog blev forholdet mellem det Hallske hus og mig ikke ganske afbrudt, thi hans trofaste hustru vedblev at søge mig i mit hjem, idet hun ved sin indtrædelse på sin djærve måde sagde: »Ja, her er jeg hos D e m, siden De ikke vil komme til m i g; jeg kan ikke undvære af og til at se Dem og tale med Dem, og Halls teatervrøvl bryder jeg mig ikke en smule om.« Ofte kæmpede jeg med mig selv og bebrejdede mig min uforsonlighed; aflagde så Hall også mig en enkelt gang et besøg, blødgjorde han mit sind ved sin gamle godmodige, hjertelige elskværdighed lige overfor mig og ved sine forsikringer om sit uforandrede venskab. Således gik årene hen uden egentligt uvenskab imellem os, men også fra min side uden egentligt venskab.

Lad mig nu efter mange års forløb tilføje et ord: I året 1879, da ulykken ramte den talentfulde mand, da rygtet lød: Hall er blevet ramt af et slagtilfælde, følte jeg ved denne efterretning, at hans gamle plads i mit hjerte atter stod åben for ham, og jeg bebrejdede mig hårdt min tidligere uforsonlighed. Jeg kunne nu gå til ham og række ham min hånd af et ærligt hjerte, og i mit øje læste han vist de ord: »Forlad os vor skyld, som og vi forlade vore skyldnere.« Jeg rørtes ved glæden i hans nu fordunklede øje 261 over, at vore hænder atter uforbeholdent mødtes. Enhver måtte beundre den stilhed og resignation, hvormed han bar sin skæbne, uden at nogen klage lød fra hans læber. Hård var hans skæbne, men der ydedes ham udholdende deltagelse og kærlighed til det sidste. [Hans konge og fædreland skænkede ham vedvarende deres hengivenhed og tak for, hvad han i årenes løb havde ydet.

I mange år sad han således stille og indadvendt; hvad foregik der i denne stilhed i hans indre? I stilhed kan mangen en plante skyde nye skud, som bærer en fremtid i sig. Lad os håbe, at også hos ham har i stilhed udfoldet sig kraftige skud til velsignelse for den stund, da den endelige dom skal afsiges, et håb enhver af os trænger til at holde fast ved.

Resten af den sidste sæson under Heiberg gik sin rolige gang, for godt hus, uagtet bladene hævede hofteatrets forestillinger til skyerne, blandt andre »Berthas klaver«, som den samme presse, da rusen var forbi, ikke levnede ære for to skilling. De københavnske damer sværmede formeligt for »Berthas klaver«. »Berthas klaver«, udbrød en fornem, temmelig navnkundig og berygtet dame, »det er min religion!«, en replik der gik fra mund til mund. Men det lod virkelig til, som om en betydelig del af den fine og simple pøbel havde antaget denne hendes nye tro.]

Heiberg havde det held henimod slutningen af sin sidste sæson at få en frisk, livlig karakteristisk oversættelse af Goldonis fortræffelige komedie: »Un curioso accidente« - hvis titel på dansk var: »Tilfældet har ret«. I dette stykke var en fortrinlig hovedrolle for Phister, »Mynher Philip«, og en lige så fortrinlig for fru Phister, kammerpigen Marianna. Men om det nu var sandt, hvad alle ved teatret påstod, at Phister ikke undte Heiberg at ende sin sidste sæson med et arbejde, der utvivlsomt ville gøre stor virkning på scenen, eller om tilfældet virkelig indrettede det således, at både han og hans kone var tvunget til at melde sig syge i de sidste 6 uger, skal jeg lade være usagt; men enten nu ægteparrets sygdom var virkelig eller fingeret, så er det vist, at denne upasselighed gik rnere ud over dem end over Heiberg. Stykkets opførelse blev ikke opgivet, da han øjeblikkelig besatte rollerne med andre, der gjorde stor virkning i dem, og Phisters mistede to roller, hvis mage de kunne lede længe efter. Til lykke havde vort teater en udmærket skuespiller i hr. Mantzius, der nu udførte Mynher Philips rolle 262 med en humor, en bredde i den hele opfattelse, en hjertensgodhed og et lune der sagde, at tilfældet havde haft ret i at mage det således, at hollænderen kom i hans hænder, da så vel publikum som hans medspillende havde stor glæde af denne hans fremstilling, der i høj grad bidrog til den lykke, stykket gjorde fra scenen. Mantzius var en af de geniale naturkomikere, om hvem det var umuligt at sige, hvor naturen hørte op, og studiet begyndte. Hans store fylde i korpus, hans kraftige, livlige stemme, hans godmodige gemytlighed, hans lungers styrke til at udstøde en hjertelig latter, svarede aldeles til rollen. Når denne tykke af sin kløgt indbildske hollænder lod sin rungende latter ryste huset, så behøvede han ikke at spørge, om den vandt genklang i publikum, thi han og det lo omkap og overdøvede hinanden. Den første store scene mellem ham og hans datter, hvis rolle jeg spillede, var mig en sand nydelse på grund af det ensemble, som sammenspillet frembragte; øje i øje greb vi gensidigt ind i hinandens replikker, og publikum sad spændt lyttende, som om det frygtede for, at en eneste stavelse skulle gå tabt. Sådanne øjeblikke hører til skuespillerens lykkelige. Sjælen, kunstnersjælen, hopper i livet, og man ville ikke bytte sådanne øjeblikke bort for »guld og grønne skove«. Min rolle i dette stykke, Mamsel Hanna, var en af dem, jeg havde indstuderet med stor kærlighed og interesse. Her var noget at gøre for en karakterskuespillerinde, der foruden det erotiske element har sin styrke i det skælmsk-naive. Mamsel Hanna var ikke en af de roller, som Heiberg engang har betegnet med »at teatergulvet bliver fejet med et fruentimmerlegeme.« Hvad der især havde interesseret mig ved indstuderingen, var at give denne unge hollandske pige et bestemt hollandsk præg i tale, holdning, dragt, således som man ofte ser unge piger fremstillet på hollandske billeder, med deres stive, ubevægelige, stilfærdige væsen, hvor skælmeriet skjules bag en komisk alvor, der netop herved får noget så ejendommeligt, så tiltrækkende, da man bagved denne alvor sporer noget vist polisk og underfundigt. De er rene modsætninger til f.eks. de franske [og danske] unge piger, som i deres indre bevægelighed lader tungen løbe, og i deres ydre bevægelighed lader de små fødder trippe i dansetakt, de små hænder gestikulerer og de små hoveder drejer sig omkap med øjnenes livlige spil. De unge hollandske piger fra forrige tider i deres nationaldragt, de høje

        

263 hæle, den stive hovedkappe med guldringen om tindingen, hvori guldbogstaverne hænger, tvinger legemet til at bevæge sig stilfærdigt og med en vis anstand, og den strenge optugtelse til, hvad fader og moder vil, gør resten. Lidenskabelige kærlighedsytringer, vrede, heftighed får noget usigelig komisk, når dette udtales med den ydre tilsyneladende stive ro og holdning, bag hvilken den unge piges fyrighed glimter frem. En skoggerlatter fra tilskuerne lød op til mig ved slutningen af slige replikker, udtalt på denne udvortes stive, rolige måde, men i hvilke lunet indeni mig selv hoppede i lystig dans under det alvorlige fysiognomi.

Og nu, mange år efter dette stykkes opførelse, da jeg i mit 63de år skriver om dette længst forgangne spil, ja, du vil næppe tro det, - atter »hopper lunet sin lystige dans indeni mig« og siger : g i d d u en gang endnu kunne spille Mamsel Hanna - men - uden tilskuere! - Besynderlige spire i sjælen, som vi kalder »talent«, hvor har du dog dybe rødder! Hvorfra rinder disse rødder? Er det tænkeligt, at de i en anden tilværelse atter kunne skyde stilk og blade? - Dog, hvorhen forvilder min tanke sig? Jeg mener naturligvis ikke, at jeg i en anden tilværelse håber at komme til at spille Mamsel Hanna eller anden slags komedie; men var det dog ikke muligt, at også denne evne, denne trang i sjælen til at opfatte og gengive, kunne stå i forbindelse med en os hernede ufattelig evne af beslægtet natur, så at denne evne ligesom forvandles hist og kommer os til nytte? Hvad en menneskesjæl lever i og tildels går op i hernede, hvad der i så høj grad indvirker på hans hele personlighed, - skal dette og k a n dette rent ud slettes af den hele individualitet? -

På grund af sæsonens sildige begyndelse måtte vi spille så meget længere ud på forsommeren. Den 5te juni 1856 opførtes »Tilfældet har ret« for første gang og gjorde stormende lykke. Da jeg den 20de juni spillede Mamsel Hanna for det tætbesatte hus, vidste alle, at Heiberg fratrådte sin stilling dagen efter. Mange rygter var i omløb; man mente til trods for ministerens, Christensens, bladenes og mine egne udtalelser, at man dog vist også så mig denne aften for sidste gang. Det var mig allerede påfaldende ved min indtrædelse i mit påklædningsværelse at se dette smykket med blomster og en del gaver fra mine trofaste kunstfæller i personalet. - Fra Heiberg lå der en ring, hvori var indfattet en rubin 264 i form af et hjerte, omgivet af brillanter; altså et kronet hjerte -hvad kunne være mig kærere! Jeg trådte denne aften ind på scenen så let og glad om hjertet. Jeg skulle jo nu have en lang hvile, og Heiberg skulle atter som tidligere ene høre hjemmet til; vi skulle atter i ro samles med vore venner i livlige samtaler om det hyggelige aftensbord. Ja, jeg var sjælelet og glad. Jeg blev end mere forundret over ved min første indtræden på scenen at blive hilst med en så vedholdende varme, at jeg længe ikke kunne komme tilorde. I huset var mange norske og svenske studenter, som gæstede København på hjemrejsen fra det skandinaviske studentermøde i Sverrig. De kom ind i teatret fra en skovtur, medbringende fra denne unge bøgegrene og kranse af kornblomster. Mamsel Hanna løber i stykket ofte ind og ud, men så ofte jeg atter viste mig på scenen, gentog jublen sig. I den sidste scene, forinden tæppet faldt, brød der en næsten bedøvende jubel ud, idet studenterne kastede deres kranse og bøgeløv op til mig, så at hele gulvet var bedækket med blomster og grønt, og da tæppet faldt, lød en stormende fremkaldelse, der, da jeg ikke indfandt mig, blev mere og mere lidenskabelig. For at tilvejebringe en slutning herpå og til underretning for de fremmede studenter, der var i huset, rejste en dansk herre sig i parkettet og råbte: »Al fremkaldelse er imod dette teaters love. Ifald De nu, mine herrer, er enige med mig, da udbringer vi et hjerteligt leve for fru Heiberg til tak for denne aften.« Og nu genlød huset af et nidobbelt hurra fra det forsamlede publikum.*

Da tæppet den 21de juni 1856 faldt, ophørte »desyv teaterår«, hvori Heiberg havde været den styrende. Jeg har samvittighedsfuldt søgt at skildre disse. Jeg mener ikke at være i nogen illusion, når jeg tror, at de fleste af dem, der udgjorde teaterpersonalet - til trods for, at man havde udbasunet en modsat mening - var bedrøvet over at skulle miste den overlegne, humane og i daglig omgang behagelige mand. Især havde de underordnede talenter ved operaen, skuespillet og balletten følt, at de i ham havde en beskytter, og ikke få var de beviser, han i den sidste tid modtog på deres hengivenhed. Hvor ofte hørte jeg ikke i de år, som *

265 påfulgte, efter at han var borte, selv af dem, der engang var imod ham: »Nej, en direktør som Heiberg får vi desværre aldrig mere!«

- Og sandelig, de får vanskeligt mere en mand, der som han forenede, hvad det netop kommer an på; og at de ikke får en sådan mand, selv om han var at finde, er lønnen for, at de ikke skønnede på ham, da de havde ham. [Christen Niemann Rosenkilde udbrød ved Heibergs ansættelse i 1849: »Ja, kan teatret nu ikke trives under en mand som Heiberg, så lad det rejse ad Helvede til!«

- Disse ord var næsten profetiske.

Med Heibergs afgang fra det danske nationalteater sluttedes en lang, rig dramatisk digtervirksomhed i vor litteratur. Meget er siden skrevet og opført af danske begyndende forfattere; men hvor er det altsammen henne? Medens vort naboland Norges dramatiske litteratur skyder frodige skud, står Danmark tavst og uvirksomt, som om muserne havde lukket templet med lås og slå. Vi lever atter af udenlandske retter, tillavet af fordærvede ingredienser, der rettes an på sirligt porcelæn og nydes med velbehag af fordærvede maver. Han stod der som smagens dommer, som smagens hævder. Der var dem i folket, der havde en forudfølelse af, hvad det ville sige, at den sidste danske komedieforfatter joges ud af templet, hvor alene han kunne og burde være herre; der var dem, hvis nationalfølelse virkelig var så stærk, at de havde ligesom en følelse af skam over alt, hvad de senere år havde ført med sig.

I en samtale med Heiberg sagde jeg engang: »Man taler så meget om pøbel; om hvem gælder egentlig dette navn?« - Han svarede: »Pøbel er enhver, som ingen nationalfølelse har.« - Kan man da nu virkelig synes, at de, der behandlede en af vore nyere, mest danske nationale forfattere, som Heiberg blev behandlet, havde nationalfølelse!

Tæppet var faldet for hans virksomhed; og for at gøre målet af krænkelser og fornærmelser fuldt, så jog man bogstavelig Heiberg ud af teatrets port, idet man bød ham lade alt ligge og kun skynde sig bort, for at andre kunne komme til.]

Den engelske dronning Maria sagde, at man efter hendes død ville finde ordet »Calais« indgravet i hendes hjerte. - »Den, der vil være med i åndens strid, må, når han skal holde spændingen ud, føle, at der er noget, han har tænkt så klart og villet så dybt, at han kan sige: Der er et ord, man vil finde indgravet i mit 266 hjerte.«

I mit hjerte vil man finde indgravet: Heiberg er blevet forurettet af sin samtid. Jeg har den tro, at eftertiden - om end sent, måske meget sent - vil give ham oprejsning.