✂
Da nylig jeg flakked' på søen,
Omtumlet ved bølgernes bryst,
Hvor længtes jeg efter øen,
Hvor bøgen den vifter fra kyst,
Og Sjølund, der knejste fra voven
Så yndig, et paradis lig; -
Jeg skimtede huset ved skoven,
Som skjuler, min elskede, dig.
✂
Men hjemmet det kære var øde,
Og glæden var draget af by,
I staden der rasede døden
Og bød de forsagte at fly.
Da ramte et uheld forbandet,
I hov'det jeg fik havari,
Jeg ønsked' mig atter på vandet,
For kvæsthus og kolera fri.
143
Men nu, jeg dvæler blandt blommer,
Da hæver sig atter mit mod,
Efter regnen jo solskin kommer,
Jeg føler, Gud Herren er god!
De yndige blomster mig minder
Om moder og barndommen kær,
Og end blomstre Julias kinder,
Og hvad vil jeg dåre vel mer.
✂
Og han som med sangen fortryller
Med skrifterne, vittig og lærd,
Og hende, som Dannemark hylder,
De herlige dvæled' tit her.
Og derfor elsker jeg haven,
En oase i pestlumre stad,
Dens minde mig følger til graven,
I Danmark og borte derfra.
S. W. R.
1853.