↩ Formålene var flertydige. Værket er i sit meget lange forløb lagt an som en strategi. Der er tale om en iscenesættelse af skæbnens og fru Heibergs viljesytringer, og bogen udfolder sig fra kapitel til kapitel i intimt nuancerede variationer over et tema, som man til en begyndelse kunne kalde: Johan Ludvig Heibergs minde. Det vil sige eftermæle. Den opmærksomme og distante ægtefælle skulle beskyttes og kanoniseres oven på pøbelens mishandlinger, og havde han muligvis ikke været tilstrækkeligt af kød og blod her på jorden, så kunne han i erindringsværket genopstå som en venlig helgen i fru Heibergs litterære Elysium.