↩ Generationer har gjort fru Heiberg til genstand for gudedyrkelse. Man har stænket sig med vand og knikset foran hendes billede. Eller man har gjort indsigelse i form af retfærdig eller uretfærdig harme, sund eller usund fornuft. Drøftelserne i parterret har holdt sig levende op gennem tiden. Men hvis hendes domme føles hvasse, så virker hendes anfægtelser, der spores bag ved det skrevne som en perpetuel uro med næsten tragisk ræsonnans, ikke mindre ubarmhjertige. Hendes værk skulle også nok kunne opfattes som en sjælelig baderejse med det formål at opnå en katharsis, en helbredelse for dæmonernes infektion. Tilskyndelserne fik hun fra en nobel samtids idealer, eller hun hentede dem fra sit livslange dilemma mellem dyd og hengivelse. Hun skrev som et middel til selvprøvelse, ønskede heftigt at huske skuespilkunsten som »en skøn leg«, men vidste at hun var moralsk i vånde og frembar straks efter hele sin alvor for at forsvare det, der havde været hendes liv. Hun søgte at forene, hvad hun kaldte natur og skønhed 11 og vendte ryggen til »det grelle, det hæslige, det abnorme, det umoralske«, hun såede opbyggelse for at forlænge sin flygtige kunst ind i evigheden og skaffe den substans. Hun var romantiker af temperament, romantistisk når hun brillerede på scenen, og klassicist i sin moral.