↩ Mine forældre flyttede atter fra sted til sted for at søge lykken, der lod til rent at have slået hånden af dem. Ved et tilfælde kom en fattig jødepige i vort hjem. Lykken havde vendt hende ryggen ligesom os, og mine forældre, som knap havde brødet til deres egne børn, delte det dog med den stakkels pige, som til gengæld gjorde den nytte, hun kunne, i huset. Samme pige var en datter af den i sin tid berømte jøde, som i et halvt århundrede sad og 21 sang under det store træ i Dyrehaven og ved sine komiske viser var alverden bekendt under navn af »Jøden under Træet«. Han er ofte blevet besunget af digterne og gik over i litteraturen under denne benævnelse. Han var yderst ejendommelig og havde et afgjort talent til at foredrage slige komiske sange, som han da ledsagede med det pudsigste minespil; så snart han slog akkorden på sin citar, strømmede mængden altid sammen om ham og kom snart i en ustandselig latter. Datteren havde arvet noget af hans musikalske talent; hun sang med en smuk stemme og med et sjælfuldt udtryk arier og duetter næsten af alle operaer. Hun var god og tjenstagtig mod os stakkels børn, som i det travle, fattige hus gik for lud og koldt vand. Hun indstuderede nu til sin og vor glæde duetter og arier med min søster Amalie og mig. Vi dansede ofte for hende, hun sang dertil og glædede sig over vore fremskridt, som om vi havde kunnet være hendes egne børn. Denne pige fattede først den idé, at vi burde gå til teatret. Hun talte ofte derom med mine forældre, men min fader sagde da, »at han før ville dreje halsen om på os.« Desuagtet gik hun en dag uden videre op med os til den daværende solodanser Dahlén og spurgte, om han ville antage os to småpiger til dansen ved Det kongelige Teater. Efter at han havde betragtet os nøje, bestilte han os til på en bestemt dag at møde ved Hofteatret (hvor danseskolen dengang var), for at vi med en del andre børn, der havde meldt sig, kunne lade os prøve, om vi var skikkede til denne lykke. Dagen kom, og med skælven og bæven indfandt vi os, ubeskriveligt undselige og ængstelige - jeg især - thi min søster var et livsglad barn, der ikke så let lod sig forknytte.