↩ Men det viste sig jo, at fru Heibergs selvbiografi både er en roman og et skuespil, båret oppe af hendes lidenskab. Hun taler frit og fortroligt, og fordækt, men hun har ret til at stole på, at ingen fordom »støder læseren tilbage fra at modtage fortroligheden«. Og hun ved, at hun under fremstillingen ligesom står udenfor og betragter sig selv »som en person i afstand, en, som jeg skildrede næsten som en afdød, hvis liv var sluttet, og som intet havde at gøre med den endnu levende personlighed, der førte min pen.«