↩ De vigtige afsnit om barndommen, der i det forrige århundrede må have virket som den skinbarlige Andersen Nexø, kommer nu med i deres helhed. Det samme gælder eksempelvis forlovelseshistorien, forholdet til fru Gyllembourg, de mange fægtninger med skuespillerkolleger, hele opmarchen af forurettelser. - Hyppigt ses i 1944-udgavens bind IV ved indgangen til en entlediget passus følgende ærgerlige formel: »overstreget, antageligt af A. D. Jørgensen.« Det rammer blå. visse sammenhænge, hvor fru Heiberg udtaler sin mening om H. C. Andersen: A. D. Jørgensen beslutter sig til at bevare den svalere del af monologen og lukker hastigt af, i det øjeblik varmen og venerationen sætter ind. Her, som andre steder, har man via en redaktionel forkortelse tildelt hende et overmål af uforsonlighed, skønt det modsatte generelt vist har været hensigten. Som regel har man valgt at lempe det stejle og det brutale i fru Heibergs vældige partitur hen i retning af det standsmæssige. Eller man har skruet ned for hendes lune, det særlige fru Heibergske fynd. Sagakvinden står sig imidlertid bedst ved at få lov til at tale ud.