↩ Det var som bekendt en meget streng frost denne vinter, 18 hvilket ikke alene Napoleons soldater, men også min stakkels moder fik at føle. Hun har ofte i senere år fortalt, at værelset, hvori hun lå, var så fugtigt, at der lå tyk is under hendes barselseng. Da hendes hænders gerning var uundværlig i huset, måtte hun efter få dages leje stå op og tildrog sig derved en heftig feber, som i længere tid tvang hende til atter at holde sengen. Man var nu i stor forlegenhed med mig, og havde ikke en nabokone, som tilfældigvis også havde født et barn på samme tid, tilbudt min moder at dele sin mælk mellem hendes barn og sit eget, var jeg vel omkommet af mangel på pleje. Året efter fødte min moder atter en lille pige, den yngste og sidste af mine forældres børn. Da hun oftere vil forekomme i mit levned, vil jeg nævne hendes navn: Amalie. Efter nogle års forgæves anstrengelse kunne mine forældre heller ikke erhverve det fornødne til livets ophold her og besluttede derfor at forlade København. Officererne ved andet jyske regiment, som tidligere havde spist i middagsabonnement hos mine forældre, fik i sommeren 1816 garnison i Ålborg, og da regimentet nu blev forlagt til Jylland, foreslog min moder at rejse derover, for at de atter kunne spise hos hende, hvis mad lod til at have behaget dem. Det blev da besluttet, at min fader for det første skulle blive i København, hvor han havde et lille erhverv hos forskellige vinhandlere ved aftapning af vine; min moder skulle da først prøve i Ålborg, hvorledes det ville gå med den nye plan, inden min fader opgav, hvad han havde i København.