↩ En dag bragte Herman mig Goethes »Wilhelm Meister«, idet han sagde: »Læs denne bog; den kan måske adsprede dig.« Jeg havde hidtil så godt som intet læst af skøn litteratur; men aldrig kan jeg glemme den virkning, som denne mageløse bog gjorde på mig. En hel ny verden oplodes for mit forundrede blik, og jeg udbrød ofte ved mig selv: »Hvad er det? Er der sligt til i verden?« Hvad der bidrog til min forbavselse var, at mig syntes, jeg her så og læste alt, hvad der bevægede sig dunkelt i mit indre; jeg læste og læste og ville knap tro mine egne øjne. At jeg straks genfandt mig selv i Mignon, vil man vel finde rimeligt; skildringen af 64 hendes ydre, den blege, mørkhårede pige med de melankolske øjne, svarede til mit eget, og ikke mindre hendes ejendommelig indesluttede og dybt bevægede sjæl. Mit barnlige sværmeri for helten Nielsen, hvis personlighed jeg lånte Wilhelm Meister, fuldendte maleriet. Jeg græd mine modige tårer over Mignon og harpespilleren, der var de to figurer, jeg interesserede mig mest for, og tit repeterede jeg hendes sange i stilhed for mig selv; og hvor ofte, når jeg tavs stod og pyntedes på teatret i de forskellige kostumer, tonede disse da i mit indre: