↩ Denne elskværdige mand, som i mit øvrige liv altid var mig en trofast og hengiven ven, har ofte i senere år erindret mig om hine sammenkomster, som bestod i, at han holdt en monolog, hvorpå han intet svar fik, og om hans megen ulejlighed med at tørre mine tårer og bringe mit sind i ro; og vi har da ret hjerteligt let ad disse ensformige scener. Hvor var jeg dog ulykkelig, når jeg gik denne pinlige gang til ham! Det forekom mig at være en dyb ydmygelse at skulle tale om penge, og denne følelse har jeg aldrig kunnet overvinde. Da jeg blev en voksen pige og havde gage, som hver måned skulle hentes på teaterkontoret, var dette mig en sådan plage, at jeg, lige til jeg blev gift, hvor altså min mand hentede den, endog hver gang betalte min broder en hel rigsdaler for at udføre dette ærinde. Heller ikke i mine ældre år kunne jeg komme ud af at begære mere, end direktionen af sig selv tilstod mig, og aldrig fandt jeg, at dette var for lidt for, hvad jeg præsterede. Da dette var en følelse, som var temmelig fremmed for de andre ved teatret, har jeg derimod ofte nydt godt af deres ufornøjelighed og uden anmodning fra min side fået min gage forhøjet, fordi man fandt det ubilligt, at jeg var ringere stillet end andre, hvis tjeneste ikke var af den vigtighed som min.