↩
Mine små deklamationsnumre, udførelsen af Trine og andre barneroller skaffede mig en ven, som til sin død bevarede sit venskab for mig. Dette var kommandør Wulff, chef for Søkadetaka-demiet, Shakespeares oversætter. Skuespiller Rosenkilde kom en dag og sagde, han ville føre mig ud til en familie, som meget ønskede at gøre mit bekendtskab. Da mine forældre hørte, hvem det var, blev de meget smigrede herover og gav mig lov til at gå med. Så vel kommandøren som hans frue og datter overøste mig med venlighed og indbød mig kort efter til et middagsselskab. Dette var første gang, jeg kom til en større dinér. Jeg gøs for at komme til at gøre noget upassende og turde ikke foretage mig noget eller
67
nyde noget af det rigt besatte bord, forinden jeg så, hvorledes andre af selskabet bar sig ad dermed. Denne følelse af uvidenhed med hensyn til selskabslivet og min store påpasselighed gjorde, at jeg virkelig intet upassende eller forkert foretog mig, så at jeg bagefter hørte mit nette og dannede væsen rose af husets folk og af de fremmede, der havde været tilstede hin middag, og som forundrede sig over, at jeg, der jo ikke havde haft lejlighed til at udvikle mig i denne retning, bar mig ad som en lille dame. Bevidstheden om min ukyndighed havde gjort mig forsigtig og varsom, og min naturlige ydmyghed bødede på resten. Denne familie viste mig i mange år den største kærlighed og opmærksomhed, og næsten ved enhver festlighed i deres elegante hus var jeg indbudt og endnu oftere i deres mindre kredse. Ideligt kom små billetter fra Wulff, skrevet som til en kær datter. Efter at være kommet der i huset i flere år hændte der sig en aften en forunderlig scene. Husets omgangskreds var af det såkaldte højere og finere selskab, egentlig hof cirkelen fra Frederik den Sjettes hof. En aften skulle Wulff s have en af deres store soirer! Jeg blev indbudt og kom. I den store, oplyste sal sad alle damerne, som brug var, i en halvkreds, herrerne gik omkring. Ved min indtrædelse kom vært og værtinde imod mig på deres sædvanlige venlige måde, og fruen anviste mig en plads i hin damerække. Jeg kom til at sidde ved siden af en af Københavns bekendte damer, bemærket for sit toilette - om end dette nærmest var, hvad der i et fransk stykke betegnes som bomuldsfløjl - men tillige bekendt for at være en taktløs og ingenlunde godmodig gås. Denne dame blev så ubehagelig berørt ved, at min ringhed kom hende så nær, at hun øjeblikkeligt rejste sig op og forlod damerækken, idet hun temmelig klart gav tilkende, at min nærhed var grunden hertil. Jeg med mit ømfindtlige sind forstod straks, at min nærværelse i denne fornemme kreds havde stødt hende. Blodet for mig til hovedet og til hjertet - men i samme øjeblik kom værtinden og med hende næsten alle damerne og herrerne, der alle havde bemærket damens [om man forresten kan kalde hende således] adfærd, hen til mig og gjorde mig en kur, som på den ene side forhøjede min forlegenhed, men på den anden hjalp på den ydmygelse, jeg følte. J. L. Heiberg, der ligeledes var indbudt, kom netop ind ad døren i det øjeblik, da alle flokkedes omkring mig. Han ytrede nogle dage efter: »De så
68
ud forleden hos Wulffs som en ung fyrstinde, hvem alle bragte deres hylding.« Ikke da, men en del år efter, fortalte jeg ham årsagen til denne hylding. Inden jeg hin aften tog bort, bad fru Wulff mig på det indstændigste at komme og spise hos dem næste middag. Forblommet slog hun på det passerede og sluttede med at sige: »Jeg lover Dem, at De aldrig mere skal træffe sammen med denne dame hos os,« og forsikrede mig, at alle havde takket hende og Wulff, fordi de havde givet dem lejlighed til at gøre mit bekendtskab. Men forunderligt går det ofte til i verden. Samme dame, der hin aften stødtes over at være i selskab med en lille beskeden pige, har senere ofte gjort sig al umage for at komme i nærmere berøring med mig, naturligvis uden nytte. [At det var min stilling ved teatret, der stødte hende, kan jeg næppe tro; thi samme dame stod selv i et meget bekendt og intimt forhold til en af vore skuespillere. Så det kan ikke have været standen, der stødte hende, så meget mindre som hendes egen fader engang havde hørt til samme stand.]