↩ Imellem de mange teatralske kunster, vi alt havde erhvervet os, var også en såkaldt æggedans, som bestod i at danse mellem syv æg, lagt i en vis form på gulvet. At danse mellem disse uden at se ned og uden at berøre dem med foden det var opgaven. Denne dans udførte vi med stor virtuositet, dengang turen kom til os; til stor moro for Dahlén og hele forsamlingen, der brast i latter den ene gang efter den anden. Jeg havde møje med at tilbageholde mine tårer, thi jeg havde en følelse af, at vi var tilbedste. Dahlén bemærkede dette, trøstede mig og sagde, »vi skulle ikke være så forknytte, det var meget godt, og vi var begge antaget.« Vi gik da hjem og fortalte, at vi begge var antaget ved Det kongelige 22 Teater. Min faders betænkeligheder var forbi, og en forfængeligheds følelse trådte i stedet. Men min angst over at have været til latter forlod mig ikke hele dagen og det meste af natten. Min søster var dengang henved syv år, jeg otte.