↩ Vanskeligere var det at få min søster afvænt dermed, thi da hun ikke tog sig sagen så nær som jeg, fremturede hun til min sorg i denne for de andre børn utilgivelige fejl. Det var også lettere for mig at vogte mig - hertil korn min tavshed mig til hjælp - men hos hende lod det muntre sind tungen løbe med en hurtighed, som gjorde det umuligt for hende at tænke, forinden hun talte. Dog dette var ikke den eneste anstødssten. Det danske, som vi dagligt hørte af vore tyskfødte forældre, var såre fejlfuldt; dette forkerte, halvtyske, halvjyske sprog havde forplantet sig til os, og var nu ideligt genstand for de andre børns latter og spot. Vi åbnede derfor aldrig munden, uden at det kaudervelske, vi fremførte, gav anledning til vrængen af de andre, der forundrede spurgte, hvad det var for et sprog, vi talte. Og mangen plat vittighed fulgte nu herpå. Dette tror jeg var fra begyndelsen af grunden til min ualmindelige tavshed. Jeg lyttede nu med opmærksomhed til de andres udtale, gentog den i stilhed for mig selv og rettede min søster, så godt jeg kunne. Dette hjalp imidlertid ikke stort, da den hele sag ikke lå hende synderligt på hjerte. For mig stod det som et uopnåeligt ideal at kunne hæve mig til de andre småpiger i et og alt.