↩
Ved et lille bord i en krog af stuen sad der under alt dette en mand og læste i en avis. Han havde hidtil holdt sig rolig og siddet stille på sin plads, men rejste sig nu pludseligt, trængte sig frem til billardet, greb mig om livet og satte mig ned på gulvet, idet han med høj røst sagde: »Det er synd, mine herrer, at tvinge et stakkels barn, som har en finere følelse end De, til at gøre løjer for Dem.« Min fader blev ganske slukøret over denne bemærkning og fandt sig i, at dansen ophørte. Og i samme nu glemte de øvrige gæster os og vore præstationer og fortsatte det afbrudte billardspil. Den fremmede tog mig ved hånden og førte mig hen til sit afsides stående bord. Min søster fulgte efter. Han klappede mig på kinden og gjorde sig megen umage for at berolige mig, hvilket dog ikke lykkedes ham. Han gjorde mig en mængde spørgsmål, som min søster besvarede, thi jeg var stum og blev stum. Blandt andet spurgte han om, hvor gamle vi var, og hvor vi gik i skole? På det sidste spørgsmål svarede min søster, at vi endnu ikke havde gået i nogen skole. Da han til sin forundring fremdeles hørte, at vi i vor alder endnu hverken kunne læse eller skrive, tog han os hver ved sin hånd og sagde: »Før mig ud til [eders] moder!« Vi førte ham da ud i køkkenet, hvor hun stod i fuldt arbejde. Han spurgte hende nu, hvoraf det kom, at vi endnu ikke gik i skole? Hun svarede, at det var der ikke råd til; vi kostede hende nok alligevel. Da sagde han, idet han pegede på mig:
26
»Denne lille pige må De vogte; hun har vist evner i sig, som ikke er almindelige.« Disse af ham udtalte ord har min moder ofte i senere år gentaget, idet hun plejede at tilføje: »Jeg glemmer aldrig, da han kom ud med jer, og jeg stod der i skorstenen og så ud, så Gud måtte sig forbarme.« - »Ifald De ønsker det,« vedblev den fremmede, »vil jeg påtage mig at komme et par gange om ugen og lære Deres to småpiger at læse og skrive. Jeg vil naturligvis gøre det for intet, kun må de rette sig efter min tid og lejlighed.« Min moder, der hidtil ikke havde skænket hans tale synderlig opmærksomhed, standsede med at røre om i sin gryde og så forundret på ham. Hun takkede ham da hjerteligt og bød os begge at kysse ham på hånden til tak, hvilket jeg gjorde med en inderlighed og taknemmelighed, som jeg ikke kan beskrive. Han unddrog sig denne ydmyge tak og kyssede os begge på panden, idet han sagde: »Ja, så kommer jeg på onsdag for første gang, og så skulle vi ret være flittige.« Derpå gik han atter ind i gæstestuen, men kom et øjeblik efter tilbage til vor dagligstue, hvor jeg sad og grublede over det passerede/ rakte os en stor pakke med kager og sagde til mig: »Se nu ikke så bedrøvet ud, lille Hanne!« Derpå satte han sig hos mig og gjorde flere spørgsmål, som de andre i stuen besvarede; [thi min tunge var som fastbunden i munden; men mine øjne] må vel have talt desmere, thi jeg hørte ham sige til en af mine ældre søskende, idet han gik ud ad døren: »Det er et forunderligt udtryk, der er i det barns øjne.« Efter at vi med megen appetit havde fortæret vore kager, gik vi i seng, hvor jeg længe lå uden at kunne falde i søvn; thi aftenens begivenheder og manden ved det lille bord i krogen havde gjort et dybt indtryk på min fantasi - et indtryk, som har bevaret sig friskt i mit øvrige liv. Onsdagen kom og med den Herman, således vil jeg kalde min befrier fra hin aften. Vi skulle nu begynde den lovede undervisning, men alle rekvisitter hertil manglede i vort fattige hjem, og da han snart mærkede umuligheden af at skaffe dem tilveje, forlod han os efter et kort besøg, idet han lovede, at han næste gang skulle bringe bøger, papir, penne og alt fornødent med sig. Få dage efter indfandt han sig atter med fuld oppakning, og nu begyndte han det møjsommelige arbejde: at undervise to børn, der intet i verden vidste - næppe nok, at to og to er fire. Meget flittig var ingen af os, men han desmere udholdende. Han kom aldrig uden at
27
medbringe et eller andet til os, som kunne fornøje børn. Ofte spurgte han os, hvad vi havde fået at spise til middag, og rystede på hovedet ved vor beretning derom. Tit bragte han os også fint indpakket smørrebrød, frugt, kager og andre spiselige sager. Også i vore lege tog han del, og vi blev således meget gode venner, uagtet vi var dovne til at lære, hvad han pålagde os, og desværre lærte jeg aldrig, heller ikke senere, at skrive ortografisk rigtigt. Min lærdom havde fra barn af været for ufuldkommen, så at jeg ikke var kommet til at have alt sligt som en vane og for ingenting. Men var jeg for min part doven til at læse og skrive, var jeg des flittigere på danseskolen. I hjemmet fandt jeg på tusinde små beskæftigelser; især havde jeg en formelig passion for syning. Min søster Amalie havde et sandt raseri for at lege med dukker; til disse dukker syede jeg klæder, hatte, sko etc.; enhver lille klud, jeg kunne linde, blev straks benyttet hertil, og af nok så ringe en lap fik jeg noget sirligt og net sat sammen til hendes dukker. Min lyst til at sy dette dukketøj udviklede et slags skrædertalent hos mig, som siden har været mig til stor nytte.