↩ Kort efter blev jeg tilsagt til prøve på stykket på teatret. Jeg skulle nu ned på Det kongelige Teater, hvor jeg ikke var vant til at komme om formiddagen, og imellem de mange fremmede skuespillere, jeg så godt som slet ikke kendte. Usigelig forknyt stillede jeg mig i en krog bagved en kulisse, da jeg pludselig hørte dr. Ryges stentorstemme råbe, så det gøs i mig: »Hvor er barnet?« Jeg krøb da frem og nejede dybt for ham på den for dansebørn ejendommelige måde. Han betragtede mig med sine store øjne: »Er det dig, som skal spille barnet?« Jeg nejede atter dybt. »Kan du ikke tale?« Men om det nu havde gældt mit liv, kunne jeg intet ord få frem. »Hvad er det for en lille unge,« sagde han, hen-vendende sig til Lindgreen, »hvor hun ser bleg og ynkelig ud.« -»Jeg har prøvet hende i rollen,« svarede den godmodige Lindgreen, »hun gør det meget ordentligt.« Dette satte atter lidt mod i mig. Denne første tiltale af dr. Ryge til mig forknytte barn gjorde, at han formeligt blev min skræk. Han udførte Michel Angelos rolle, så jeg havde mine vigtigste scener med ham, og jeg gøs alt ved tanken om, at jeg skulle komme denne store, strenge mand så nær. Den ualmindelige tavshed, hvormed jeg som barn indesluttede alt hos mig selv, gjorde, at mine taleorganer først sent udviklede sig. Der var derfor ord, især dem, der begyndte med k, som jeg havde stor vanskelighed ved at udtale; k blev til et blødt g. Da jeg derfor i en af mine replikker skulle sige: »Så sætter jeg 29 mig på dit knæ, og så rider vi til Parma",* udbrød Ryge, på hvis knæ jeg alt sad: »Hvad fanden, kan du ikke sige knæ? Du siger jo gnæ.« Jeg for sammen ved denne hårde tiltale. Denne mangel hos mig opdagede jeg først i dette øjeblik. »Kan du ikke sige k n æ?« råbte han endnu højere med sin stærke røst. Tårerne, som ved den mindste hårde berøring af andre altid var det eneste svar, jeg kunne give, strømmede nu ned ad mine kinder, og at få mig til at tale mere den dag var en umulighed. »Du forknytter hende,« sagde Lindgreen, »hun kommer nok efter at sige det rigtigt.« Ryge klappede mig nu på kinden, dog så hårdt, at også dette sårede mig. »Ja ja,« vedblev han, »men på næste prøve må du min sjæl sige knæ og ikke gnæ.« Da jeg kom hjem, fortalte jeg intet af alt dette, og ingen anede, hvad der lå tungt på mit unge hjerte. Hele dagen søgte jeg ensomhed for at udtale det ulykkelige ord højt for mig selv og var fortvivlelsen nær; thi så tit jeg repeterede ordet, blev det til gnæ og ikke knæ. Næste dag havde jeg et ærinde for min moder ud i Nyboder. På vejen dertil gentog jeg ideligt det usalige ord og faldt på først at udtale k'et og efterhånden føje de andre bogstaver til, og dermed vedblev jeg så længe, indtil jeg til min uendelige fryd hørte, at det klang nogenlunde rigtigt. Ved den næste prøve på »Correggio«, da jeg atter sad på knæ, og stedet kom, gøs det i mig, blodet for mig op til hovedet, og med fortvivlelsens anstrengelse udtalte jeg "knæ" højt og tydeligt, men brast i samme øjeblik i den heftigste gråd. Ryge sagde halvt smilende, halvt rørt: »Se så, nu gik det jo,« og efter at jeg havde tørret mine øjne, fortsatte vi nu scenen. Det uudsigelige, der kan ligge i et barns stemme og blik, i forening med forfatterens smukke replikker, må vel have været grunden til, at jeg hos ham som hos Lindgreen så, at hans læber vibrerede, og at tårerne stod i hans store, gennemborende øjne. Nielsen spillede Correggio. Da han ved stykkets første forestilling efter en af scenerne bærer barnet ud på sine arme, kyssede han mig, da vi kom ud, idet han satte mig ned på gulvet, og sagde: »Det gik jo godt, mit søde barn, hørte du de mange klap, du fik?« Heraf lærte jeg, at jeg havde fået klap, thi indtil da havde jeg ikke tænkt på, om dette gjaldt mig eller en anden. Fra nu af tyede man til mig, hver gang * 30 man i skuespillet trængte til et barn for at udføre barneroller; jeg var således ofte med, snart som pige, snart som dreng, snart som engel, snart som trold, og Gud ved hvad. En lille episode på en af prøverne kan jeg ikke undlade at fortælle, da jeg så trofast har gemt den i min erindring. »Cendrillon« skulle gå, og jeg blev tilsagt til prøve for at udføre en af de små engle, der bærer Cendrillon ind under drømmen. Det var i vinterens hjerte og overmåde koldt. Jeg stod i min tynde dansedragt, med den bare hals og de bare arme og frøs forskrækkeligt. Da kom den nydelige madam Zinck, der udførte Cendrillons rolle og havde bemærket, at jeg ordentligt rystede af kulde, hen til mig og sagde: »Hvor din lille stakkel fryser! Kom, jeg skal varme dig.« Og nu åbnede hun sin kåbe, der var foret med pelsværk, og puttede mig ind under den, idet hun slog den sammen om mig, så jeg var skjult fra hoved til fod. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da jeg stod derinde - den velgørende varme, æren af at stå så tæt op til hende bragte mit hjerte til at banke af glæde og taknemmelighed over en venlighed, hvortil jeg var så lidt vant. Jeg turde af ærbødighed og ærefrygt næppe drage ånde. Dette lille menneskekærlige træk af hende har gjort, at jeg mit øvrige liv har mindet hende med hengivenhed og taknemmelighed.