↩ Endelig kom den længselsfuldt ventede dag, da vi skulle bryde op. Om morgenen tidligt satte vi os i vognen for at køre til Liibeck og derfra at tage med dampskibet til København. Vor værtinde kyssede og klappede mig til afsked som en moder, der tager afsked med sit barn. »Husk mit tilbud,« sagde hun, »det står dig altid åbent.« Den omtalte unge russer, der siden hin dag havde vist mig megen godhed, var også tilstede ved afskeden, og jeg blev meget forundret, da han kom hen til mig og sagde med tårer i øjnene: »Kommer jeg nogensinde til København, opsøger jeg Dem, ingen anden end Dem.« Jeg ser ham endnu tydeligt, hvorledes han støttede sig op til et af de træer, som stod udenfor indgangen til hotellet, idet han bedrøvet vinkede til mig til afsked. Denne unge mands stilling ved træet har jeg bestandigt beholdt i min erindring, som man husker et smukt maleri eller en belysning i et landskab. Husets søn, min tavse, melankolske ven, lod sig slet ikke se.