Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

I dette hus kom jeg nu ideligt, både i de små og store selskaber, og det kunne ikke være uden indflydelse på min selskabelige dannelse at komme i berøring med så mange og så forskellige mennesker, som her forsamledes. Iblandt de mange fester, som jeg her deltog i, havde man også, nogle år senere, i julen arrangeret en, hvor vi skulle spille komedie. Der blev givet Holbergs »Julestue« og et lille fransk stykke, som Heiberg havde oversat for teatret, og hvori han her hos Wulffs selv udførte en hovedrolle. Stykkerne blev spillede af husets omgangsvenner, herrer og damer. Blandt dem, som deltog deri, var jeg den eneste, hvis fag det var at udøve skuespilkunsten; og jeg var - uden al påtagen beskedenhed - den sletteste af dem alle; og det var ikke så forunderligt. Det er en egen uhyggelig følelse at lege med det, som man er vant til at betragte med største alvor. Men for at denne alvor kan indtræde, må der først og fornemmelig være en uoverstigelig kløft imellem publikum og skuespilleren; det er den, som lamperækken tilvejebringer på et teater; den adskiller disse to verdener, den virkelige og den ideale, og det er derfor ret betegnende, at medens den ideale stråler i fuld belysning, holdes den virkelige i dunkelhed under fremstillingen og træder således i skygge for hin. I den private komedie er begge lige meget oplyste, og det mystiske,

        

69 som der altid er ved et samlet, ubekendt publikum, er tilintetgjort, og hermed er illusionen forstyrret. Jeg har derfor aldrig kunnet fatte muligheden af at give løsrevne scener tilbedste for venner og bekendte; slige private optrin har altid været mig imod og forekommet mig uværdige - ja, jeg går så vidt at påstå, at det aldrig vil falde en virkelig kunstner med følelse for sin personlige værdighed ind at nedlade sig til dette lefleri, der røber både mangel på blufærdighed og ringeagt for den kunst, hvis udøvelse man har gjort til et alvorligt studium. Min pinlige følelse hin aften var mig derfor en lærdom, som gjorde, at jeg aldrig oftere deltog i slige lege. [Den hele festlighed denne aften var forresten pragtfuld og yderst elegant indrettet. Forsamlingen bestod af alt, hvad der havde nogen anseelse i selskabslivet. Vært og værtinde viste mig en opmærksomhed, der gjorde, at det øvrige selskab fulgte deres eksempel, og hvor meget jeg end af en naturlig beskedenheds-følelse holdt mig tilbage, da jeg helst ville have været en tavs og ubemærket tilskuerinde ved den hele fest, så drog man mig dog bestandigt ind i centrum af kredsen. Wulff omtalte mange år efter denne fest og sagde da: »De står altid for mig hin aften i Deres hvide klare kjole om den tynde, slanke figur; De var så bleg, men netop denne bleghed stak forunderligt af mod de andres blussende kinder.« Dette har jeg vist hørt ham sige hundrede gange i årenes løb.]