↩ Kontrasten mellem disse omgangsvenner og mit uhyggelige hjem trådte på en skærende måde frem for mig, når jeg trådte ind i vor dagligstue, og overgangen forøgede min melankoli, der nu var større end nogensinde. De ulyksalige scener mellem mine forældre tiltog snarere end aftog. Mit forhold til Herman trykkede mig mere og mere, jo ældre jeg blev. At jeg kom i berøring med så mange mennesker, gjorde ham mistroisk og skinsyg i altid højere grad. Han bebrejdede mig, at jeg intet havde tilovers for ham, at jeg aldrig blev glad, når han kom, og han forlod mig som oftest usigelig bedrøvet. Når han gik, og jeg da, som engang var skik, skulle følge ham ud, havde vi her afskedsscener, som jeg endnu med gysen genkalder i min erindring. Grædende styrtede han for det meste bort, og grædende gik jeg ind og satte mig i mit triste hul, hvor jeg hundrede gange om dagen ønskede mig døden. Jeg faldt nu hen i en sådan sløvhed og ligegyldighed, at 70 det næsten var umuligt at få mig til at klæde mig på; indhyllet i et stort sjal satte jeg mig hen og grublede over mine ulykkelige forhold, uden at jeg øjnede muligheden af, at dette nogensinde kunne blive anderledes.