↩ Men hvorledes gik det til, at jeg til trods for den trykkende melankoli i hjemmet kunne fremtræde frisk og løftet i kunsten? Hvad bevirkede denne dobbelthed i disse to verdener? Det var en tredje for alle andre end mig selv hemmelig verden, som jeg med min fantasi, min romantik, mit sværmeri havde omgivet mig med. Denne verdens befolkning bestod i små, dejlige, lyshårede børn, som jeg kaldte: mine alfer, og hvis nærhed ingen kunne fornemme uden jeg selv. I skoven, på havet, i mit hjem følte jeg dem dag og nat ved min side. Når skyerne på himlen sammenhobede sig i horisonten ved solens nedgang, glimrende indfattet af de guldbræmmede kanter af solens sidste stråler, da så jeg mine små alfers hoveder kigge ud af det bløde skyhav, idet de venligt nikkede til mig. Af dette sværmeri fødtes mine »blå længsler«, thi min længsel var bestandigt stor efter at komme op til dem. Hændte der mig noget held, fik jeg et stille ønske opfyldt, da var min første tanke: dette kan jeg takke mine små veninder for. Og lidt efter lidt levede jeg mig i den grad sammen med min hemmelige verden, at min tilværelse, mit liv egentlig bestod heri, medens jeg i det daglige hverdagsliv gik omkring som en drømmende. I kunsten og i omgang med mine alfer var jeg først ret i vågen tilstand. Kort sagt, jeg var en lille hedning, der ikke var oplyst om, at der er é n sand Gud, vi har at holde os til. Mit fadervor holdt jeg dog stadig fast ved fra det øjeblik, jeg hin aften som barn havde lyttet 72 til min moders stille bøn, men ellers var jeg fuld af overtro og uklarhed i mine forestillinger. Vi to småpiger, min søster Amalie og jeg, var forsømte børn uden skolegang, uden syn på noget højere, vi kunne se op til; hvad under da, at man selv skaber sig en verden, hvori sjælens trang vugger sig i lysende, skønne billeder. De førte mig i mine natlige drømmerier ind i en dejlig alfehave, fuld af blomster og frugter, der spejlede sig i små vandflader, og imellem hvilke vidunderligt oplyste gange slyngede sig. Denne have, denne belysning, disse frugter, disse blomster har jeg hele mit liv længtes efter at gense. Den godhed, som Gud viste mig, tilskrev jeg alferne, thi disse kendte jeg dengang bedre end vor Fader i himlen. Når jeg var ene i min stue, talte jeg ofte højt med dem. Havde jeg forlagt noget, der ikke straks var til at finde igen, bad jeg dem hjælpe mig, og fandt jeg det da, takkede jeg dem derfor. Men udeblev hjælpen, hvilket dog kun sjældent var tilfældet, forestillede jeg mig, at det var et skælmeri af dem for at drille mig, og jeg sagde da: vær nu gode imod mig. Ofte var jeg bedrøvet over, at det syntes, som om mine alfer slet ikke ville have noget at gøre med min stakkels syge søster. Hun havde virkelig ret, når hun ofte udtalte: »Ingen hjælper mig eller bryder sig om mig; du har held i alt, jeg i intet.« Jeg talte aldrig om alferne til min søster, men jeg bebrejdede dem deres mangel på godhed for hende. I mine rollers udførelse troede jeg fuldt og fast, at alfer stod mig bi, »thi,« sagde jeg til mig selv, »jeg har jo aldrig lært denne kunst, hvor skulle jeg da kunne komme ud deraf ved egne kræfter?« Og dog var der også undertiden i mit samliv med denne hemmelige verden noget, der foruroligede mig. »Hvad ville de andre sige,« sagde jeg da til mig selv, »om de vidste noget om mine dejlige alfer; ville de ikke vredes på mig over, at jeg beholdt alferiget for mig selv uden at lade dem få part deri?« Tale derom til nogen som helst hverken kunne eller ville jeg, men desmere betydning havde disse fantastiske forestillinger for mig selv.