↩ Hermed opløste scenen fra forrige aften sig i spøg og latter. [Også Christian Winther fandt ofte vejen gennem skoven, rygende på sin cigar, til det venlige Ermelundshus. Han var en af madam Wexschalls beundrere, ligesom og den unge pige, der nylig havde udfoldet sine vinger, lod til at fængsle den unge flygtige sanger.] Den tid, jeg opholdt mig her, gik kun altfor hurtigt; da den endte, begyndte mine gamle sorger, og nye kom til. Overgangen fra dette yndige opholdssted til mit ulykkelige hjem følte jeg kun altfor dybt og tungt. Jeg havde været tilmode som en fange, der var sluppen ud i det frie og nu atter skulle indespærres; jeg havde fået en forsmag på, hvorledes man har det, når man går rolig i seng og står rolig op uden frygt for alle de urolige ånder, der desværre huserede i mine forældres bolig. At jeg selv var blevet voksen og havde set noget mere af livets lysere sider, måtte jo kun bidrage til at lade mig føle vore ulykkelige forhold så meget dybere. Min eneste trøst var ved denne tid min gifte søsters lille datter; med dette barn på mit skød - ak! hvor ofte har jeg ikke grædt hende og mig i søvn i en krog af stuen for atter at vågne til de uhyggelige, huslige scener, ved hvilke jeg måtte stille tilfreds mellem mine ophidsede forældre, og hvor jeg både ønskede og frygtede Hermans komme, da han var den eneste, hvis nærværelse bragte stilhed tilveje. Fra denne side begyndte der nu imidlertid at melde sig en ny række lidelser. Hermans følelser for mig trådte efterhånden tydeligere og tydeligere frem. Hans skinsyge og sorg over min kulde tiltog med hver dag. Hans lidenskab - thi, som hans følelse nu viste sig, kan den kun kaldes således - satte min standhaftighed og viljekraft på så hårde prøver, som der næppe ofte kræves af en pige i min alder. [Men et forsyn stod mig bi -thi det føler jeg med dyb taknemmelighed - at kun ved dets hjælp lykkedes det mig at modstå hans tårer, hans heftige udbrud, hans bønner og løfter og slippe ren og ufordærvet ud af dette forhold.] Jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette menneske kunne ofre sit liv for mig; han satte mig så højt og nærede så stor ærbødighed for mig, at han ofte udtalte sig om mig, som om jeg var et højere væsen - og dog! -- Ak, hvilke forvildelser og 82 modsigelser kan et menneske ikke indvikles i, når en lidenskab ret har grebet ham! Men med hvilken rædsel opfyldes ikke en stakkels pige, der står lige overfor en sådan lidenskab, som hun ikke deler og altså ikke kan forstå! Hvor gyser man tilbage for et sprog, man ikke ret fatter, men hvori man aner noget forfærdeligt, som man ikke selv kan gøre sig rede for! At undgå hans heftige lidenskabelighed, at vogte mig for at være ene med ham, derpå gik nu alle mine bestræbelser ud. Dette ville imidlertid næsten have været en umulighed i vort hjem, hvor min fader og min moder hver på sin side var beskæftigede med husligt arbejde, hvis ikke til min lykke min søster ideligt havde været ved min side. Og dog vidste han på mange måder at fjerne hende, og da gennemgik jeg øjeblikke med ham, som jeg regner til de tungeste i mit liv. Bleg som døden, badet i sine tårer styrtede han efter en sådan scene ud ad døren og lod mig forfærdet og skælvende tilbage. Ene, uden støtte og hjælp, især derved at jeg ikke kunne få ordene over mine læber, stod jeg svage barn der, overladt til min egen kraft og styrke. Hvem skulle jeg henvende mig til? Hvad skulle jeg sige? Hvorledes finde ord for, hvad jeg næppe selv forstod, men som fyldte mig med den dybeste undseelse. Anklage ham, der fra vi var små havde stået os bi som en broder, som en fader, hvor kunne jeg det? Og til hvem skulle jeg klage min nød? Der var ingen, i hvis favn jeg kunne kaste mig med tillid og vished om at blive forstået, og som ville tage varligt og besindigt på en så mislig sag. Jeg tav derfor og gemte alt hos mig selv. Kun til Gud i himlen klagede jeg min nød, bad ham af hele mit ængstede hjertes fylde om at stå mig bi og knugede mine hænder fastere ved de ord i bønnen: »Led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde.« Nu havde disse ord afløst de tidligere: »Giv os i dag vort daglige brød.«